Rapport. Livet i bofællesskab Midtvejsrapport fra et forskningsprojekt

Transkript

1 SOR Rapport Utgave Årgang Karen Christensen Livet i bofællesskab Midtvejsrapport fra et forskningsprojekt Side 4 Johans Tveit Sandvin Meget er forskjellig, men er det utenpå? Likheter og forskjeller i tjenester og omsorg for psykisk utviklingshemmede i Sverige og Norge Side 14

2 S O R R A P P O R T N R Norden Når dette leses har vi nettopp avsluttet en nordisk konferanse om levekår for mennesker med utviklingshemning. Når dette skrives er det ennå en uke til den starter. Derfor er det ikke godt å si hvordan det gikk. Det kan likevel sies noe om hvordan vi ønsker at det skal gå. Til Norden regnes åtte land: Danmark, Finland, Færøyene, Grønnland, Island, Norge, Sverige og Åland. Vi har et visst språkfellesskap og vi har i alle fall et kulturelt fellesskap. Oppgavene overfor mennesker med utviklingshemning løser vi på mange måter likt. Likevel er mye ulikt. Derfor har vi mye å lære av hverandre. Bak den nordiske konferansen i Oslo i 2002 står SOR sammen med Nordisk NettverksForum (NNF). Vi ønsker at konferansen skal være et løft i det nordiske samarbeidet. At fagfolk og andre interesserte fra hele Norden skal treffe hverandre. Utveksle erfaringer med hverandre. Lære av hverandre. Snakke med hverandre. Spise med hverandre. Bli kjent med hverandre. Utveksle e-postadresser med hverandre. Ta kontakt med hverandre senere. Finne på ting sammen. Ta initiativ sammen. Gjerne til hyggelige ting, ganske særlig kombinert med faglige ting. Vi som siden den spede begynnelsen i 1995 har vært med i NNF begynner nå å få en del erfaring med alle disse tingene. Vi ønsker flere med i nettverket, og vi står klare til å hjelpe alle som vil med å komme i gang. Håpet i dag er at vi om halvannen uke skal kunne si at det var slik det gikk. Tegning: Henrik Sørensen. Utgiver: Stiftelsen SOR Samordingsrådet for arbeid for mennesker med psykisk utviklingshemning. Ansvarlig redaktør: Tor Visnes Kronstadveien 2d, 5053 Bergen Tlf: etter Mob.: E-post: sor.rapport@c2i.net Manuskripter sendes ansvarlig redaktør. Redaksjonsutvalg: Tor Visnes, Bente Monstad, Helge Folkestad, Sølvi Linde Sekretariat: Generalsekretær: Tormod Mjaaseth Postboks Søgne Tlf.: Fax: E-post: sor@sor-nett.no Nettadresse: Besøksadresse: Rådhusveien 26 II, Tangvall, 4640 Søgne Rapport kommer ut med seks nummer pr år. Abonnementspris kr 225 pr år. Abonnement og adresseendringer håndteres av sekretariatet. Annonser: Faktureringsservice sør as Hotvedtveien 41b, PB 864, 3007 Drammen Tlf.: , Fax: E-post: faktserv@online.no Grafisk produksjon: John Grieg Grafisk AS, Bergen 2446 Tlf.: E-post: johngrieg@broadpark.no Forside: «Svanesjøen». Foto: Tor Visnes. 2

3 S O R R A P P O R T N R Innhold 4 Livet i bofællesskab Midtvejsrapport fra et forskningsprojekt Av Karen Christensen og Even Nilssen Med kurs mod arbejdslivet: Arbejdsrettet uddannelse for udviklingshæmmede på erhvervsskole Av Hans Augustesen Meget er forskjellig, men er det utenpå? Likheter og forskjeller i tjenester og omsorg for psykisk utviklingshemmede i Sverige og Norge Av Johans Tveit Sandvin 21 Bokomtaler 28 Interessant forskning om «gruppboendet» i Sverige Av -hfo Tor Visnes. (Foto Helge Folkestad). Brukermedvirkning Brukermedvirkning, brukermakt, brukerstyring, brukerinnflytelse, selvrepresentasjon og en rekke andre fine ord er brukt om det forhold at det er den som har skoen på som vet hvor den trykker. Men det å finne en sko som ikke trykker er antakelig lettere enn å organisere tjenester som er tilpasset den enkeltes behov, slik den enkelte opplever behovene sine. Det å tilpasse tjenestene slik at hver enkelt bruker er helt ut fornøyd er ikke lett, og de utfordringene man stilles overfor om man forsøker, er åpenbare og ikke enkle. De kan for mange, både ledere og tjenesteytere virke både uoverstigelige og kanskje skremmende. Den første og kanskje største utfordringen ser imidlertid ut til å være viljen i offentlig tjenesteytende sektor til i det hele tatt å forsøke. Det er mye enklere å lage en mal, basert på en mer eller mindre tilfeldig oppfatning av hva som er normalt, og så si at «Dette er det vi tilbyr». «Er du ikke fornøyd kan du gå et annet sted». Problemet med dette er bare at i vårt relativt lille samfunn, med spredt bosetning, er det ikke så mange andre steder man kan gå. Akkurat dette er det som utløser et alvorlig ansvar for oss som arbeider på ulike nivå i den sektoren som skal være garantisten for at alle kan leve et liv de oppfatter som verdig. Akkurat dette er det som forplikter oss til å forsøke, uansett utfordringenes antall eller kompleksitet. Akkurat dette er det også som forplikter oss til, som et minimum, å etablere en dialog med den enkelte tjenestemottaker, slik at man i det minste kan finne ut hva den enkelte anser som sitt behov. Hvis vi skal godtgjøre vår berettigelse i dagens og morgendagens samfunn, må vi skaffe oss kunnskaper og redskaper til å føre denne dialogen. tvi 3

4 S O R R A P P O R T N R Livet i bofællesskab Midtvejsrapport fra et forskningsprojekt Indledning Sommeren 1999 startede projektet Tjenester for psykisk udviklingshæmmede. Det blev finansieret af Norges Forskningsråd under Velferdsprogrammet, og herunder delprogrammet: Forskning for funksjonshemmede. Den ansvarlige institution for projektet er Senter for samfunnsforskning (SEFOS) ved Universitetet i Bergen. Fra først at arbejde én forsker på projektet, blev vi to, og fra først at være et 3-årigt projekt, er det nu strakt ud i tid med en planlagt projektslut medio Dette betyder, at vi nu er nået halvvejs i forskningsprocessen. Og selvom vores analysearbejde altså ikke er afsluttet, ser vi det som frugtbart at kunne dele nogle af vore hidtidige fund med andre. Formålet med projektet har været at søge indsigt i de særtræk, som tjenester for psykisk udviklingshæmmede har. Og dette har vi gjort med udgangspunkt i en stærk fokusering på relationen mellem ansat og beboer. Selvom vi empirisk set anvender et tjenesteyderperspektiv i projektet, er det imidlertid et relationelt perspektiv, som ligger til grund for analyserne. De underliggende begreber vi er optaget af i studien, er magt og køn, og disse vil derfor også være underliggende for de foreløbige analyseresultater, som vi vil præsentere i det følgende. Forskningen Vores metode til at skaffe os information om tjenester i bofællesskab består hovedsagelig af to typer: deltagende observation og interview. Vores deltagende observation har meget til fælles med praktisk skulderved-skulder oplæring. Det vil sige, at vi har fulgt en ansat ad gangen og gerne i fulde vagter for at se og lære om, hvad der gøres i det daglige arbejde. Med udgangspunkt i observationerne og de problemstillinger vi er optaget af, har vi dernæst benyttet os af personlige interview med udvalgte personer Vores deltagende observation har meget til fælles med praktisk skulder-vedskulder oplæring. fra personalet. Interviewene har udover deres egenværdi også en udfyldende funktion i forhold til observationerne. Således har vores metode været karakteriseret ved kombinationen af observation og interview. Men bagved disse konkrete indsamlingsmetoder Karen Christensen er dr polit og ansatt som forsker ved Senter for samfunnsforskning ved Universitetet i Bergen. Hun har skrevet denne artikkelen sammen med Even Nilssen som er forsker samme sted. har vi også tilstræbt nogle forskningsetiske principper. Det drejer sig om nærhed til feltet og til vore informanter. Det drejer sig om at søge at opnå mest mulig variation i materialet for at undgå ensidighed i forskningen. F.eks. gælder dette variation med hensyn til de bofællesskaber, vi har været i, og variation i hvem fra personalet vi følger (køn, alder, uddannelse, praksiserfaring m.m.). Og endelig drejer dette sig om et princip om åbenhed i forhold til det, vi faktisk finder i vore bofællesskaber. Åbenhedsprincippet har desuden været specielt vigtigt i dette projekt, fordi finansieringen af projektet bl.a. havde sit udgangspunkt i ønsket om en forskning, som ikke primært var optaget af at evaluere HVPU-reformen, men derimod et projekt, som i stedet skulle forsøge at se på bofællesskabet på sine egne præmisser. Starten på denne nye orientering i forskningen for funktionshæmmede blev sat af forskergruppen Johans Sandvin, Mårten Söder, Willy Lichtwarck og Tone Magnussen med bogen Normaliseringsarbeid og ambivalens (1998). Materialet Vores materiale er hidtil indsamlet i fire bofællesskaber, og vi har planer om at gøre et feltarbejde i et femte. Alle bofællesskaberne befinder sig på Vestlandet, og de varierer hovedsaglig i forhold til beliggenhed (land/by), graden af personalets professionalisering og ikke mindst ressourcesituationen hos beboerne. Vi har således hele spekteret af afhængighed repræsenteret, eftersom vores materiale inkluderer såvel multihandicappede som funktionshæmmede med værnet arbejde. Den foreløbige deltagende observation svarer til samlet set 1 måned fuldtidsarbejde i disse bofællesskaber, og vi har nu ind til nu 19 interview med ansatte. Analysen Vores analysemåde kan måske bedst karakteriseres som kritisk analytisk. Vi er ikke optaget af at beskrive og gengive arbejdet i bofællesskabet, men derimod af at analysere det kritisk ved både at forstå og forklare det, vi finder. Det betyder på den ene side, at mange af de ting, vi finder frem til, må betragtes som forenklinger af den virkelighed, som de ansatte kender til. Men på den anden side handler disse forenklinger også om at rendyrke de særtræk vi finder i disse tjenester. Og dermed er det vores ambition at medvirke til at give analytisk indsigt i arbejdet med psykisk udviklingshæmmede. Beboere og ansatte i bofællesskab Vi skal starte med at gennemgå det, som figur 1 viser, nemlig en oversigt over beboere og ansatte i bofællesskab. Men før vi i det følgende vil gennemgå det, som vi kan 1 Dette skyldes, at Karen Christensen har hovedstilling som førsteamanuensis på Sosiologisk institutt ved Universiten, og Even Nilssen har hovedstilling som forsker ved Socialforskningsinstituttet i København, Danmark. 4

5 kalde kategorier af beboere og ansatte i bofællesskaber, vil vi minde om, at vi har et tjenesteyderperspektiv og at dette altså betyder, at vi har «set» gennem perspektivet til tjenesteyderne. S O R R A P P O R T N R Kategorier af beboere Vores materiale viser foreløbigt 3 mulige kategorier af beboere, og eftersom vi altså anvender et tjenesteyderperspektiv, handler disse om de kriterier, som ser ud til at ligge til grund for at beboerne har fået tildelt plads i et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede. De medisinsk definerede Det mindst komplicerede kriterium ser ud til at være en medicinsk diagnose. Her er udgangspunktet altså, at den pågældende får stillet en diagnose og på dette grundlag får plads i et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede. Typisk kan en sådan diagnose dreje sig om Downs Syndrom. I disse tilfælde er det altså et medicinsk diagnostisk argument, som ligger til grund for at bo i et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede. Et nærmere blik på disse medicinske diagnoser for psykisk udviklingshæmning viser imidlertid, at grænsegangene til psykiatri, gerontologi og stærkt fysisk funktionshæmning er vanskelige og dermed sjældent gør en diagnose indenfor kategorien psykisk udviklingshæmning enkel. De stærkt fysisk funktionshæmmede En del af de fysisk funktionshæmmede har en funktionshæmning af så alvorlig en karakter, at de enten ikke har fået muligheden for at udvikle deres kognitive evner eller ikke har kúnnet udvikle disse evner. Og for nogen vil dette handle om en kombination. Et citat fra en ansat (kvinde, hjelpepleier) om en psykisk udviklingshæmmet kan illustrere dette: «Jeg arbeider i forhold til en dame. Hun er nettopp blitt pensjonist i alder. Hun blir sett på som psykisk utviklingshemmet, men jeg blir aldri klok på, selv ikke nå etter ti år, om hun virkelig er det. Det lurer jeg stadig vekk på. Jeg er ikke sikker. Men jeg betrakter henne ikke som psykisk utviklingshemmet.» «Men hvorfor kaldes hun psykisk utviklingshemmet?» «Det har med ressurserne som hjemmet og skolen hadde den gangen å gjøre; hun er født i 30 erne. Kanskje hun er dyslektiker. Det har jeg lurt på. Kanskje hun er en av de som skulle hatt litt ekstra oppfølging i barneskolen for så å komme seg videre. Der er en del ubesvarte spørsmål der. Men ved å si at hun er psykisk utviklingshemmet, så får hun hjelp. Det ville hun ikke fått hvis hun bare var Figur 1. dyslektiker.» (Fra interview i 1999) Slutningen af citatet tilføjer det vigtige for denne sammenhæng, nemlig at den positive side ved at komme ind i kategorien psykisk udviklingshæmmede indebærer det, man kunne kalde en døråbning til at modtage hjælp. Det er med andre ord vigtigt ikke ensidigt at se på kategoriseringen under psykisk udviklingshæmmede som stigmatiserende, men også som en døråbner ind til velfærdsstatens tjenester og trygder. De fejlplacerede beboere Det norske samfund er et samfund, som i lighed med andre vestlige samfund stiller en lang række skjulte grundlæggende krav til sine borgere. I den klassiske sociologi er dette blevet diskuteret som et integrationsproblem. Integration handler om i hvilken grad det enkelte menneske bliver en del af det sociale liv, og det betyder også, at graden af integration kan variere stærkt. Til alle tider og i alle samfund vil integrationen af mennesket være et aspekt ved det sociale liv, men det vil naturligvis indeholde specifikke historiske karakteristika. I det norske samfund i dag handler de skjulte krav til integrationen om, at man for eksempel som voksen er i stand til at finde sig Vi er ikke optaget af at beskrive og gjengive arbejdet i bofællesskabet, men derimod af at analysere det kritisk ved både at forstå og forklare det, vi finder. et arbejde, et sted at bo, kan skaffe sig mad og andre daglige fornødenheder, at man kan styre sin økonomi selv osv. Når man kan betragte disse krav som skjulte eller delvis skjulte, er det fordi mange af disse krav i dagligdagen ikke betragtes som krav; de er blevet selvfølgelige for os. Men kravene forudsætter gerne en rimelig grad af god fysisk og psykisk helse, og herunder en evne til at kúnne integrere sig. Derfor bliver disse krav ofte først synlige for mennesker, når de ikke længere kan opfylde dem. For nogen mennesker lykkes den traditionelle integration simpelthen ikke, uden at dette nødvendigvis behøver at hænge sammen med, at disse mennesker er psykisk udviklingshæmmede. Det handler om mennesker, som aldrig rigtigt kommer til at finde sig til rette i samfundet, som af en eller anden grund styrer ind i en udvikling, der snarere end en psykisk udviklingshæmning handler om en disintegration i samfundet. Og ofte i mangel af andre offentlige alternativer placeres disse mennesker af og til i bofællesskaber for psykisk udviklingshæmmede. At det er muligt at finde sådanne fejlplacerede beboere afspejler også at velfærdsstaten åbenbart har for få og for snævre hjælpeafhængighedskategorier, og at konsekvensen af det er, at nogen mennesker 5

6 tvinges ind i velfærdsordninger, hvor de ikke hører hjemme. Den åbenlyse risiko ved dette er, at velfærdsstatens mål om at integrere borgerne i det sociale liv, derved let kan mislykkes i disse tilfælde. Kategorier af ansatte Bofællesskabets personale er karakteriseret ved en stor grad af det, som kan kaldes differentiering. Dette handler om, at der er blevet flere yrker, der er blevet flere veje at gå indenfor et bestemt yrke, og så handler det også om, at personer med samme teoretiske kompetence, kan være meget forskellige. En traditionel måde at få oversigt over ansatte på, er at se på deres formalkompence. Og går man et skridt videre, fordi man ser, at differentieringen af disse forskellige omsorgsyrker gør en sammenligning alene af ansatte med samme yrke vanskelig, kan man gå videre og anvende realkompetencen som en målestok. Men hvem siger, at realkompetencen faktisk er frugtbar for det specifikke omsorgsarbejde, som finder sted i bofællesskaber? Og hvem siger, at det er frugtbart i forhold til den specifikke gruppe S O R R A P P O R T N R Tegning reprodusert med tillatelse av Martha Perske fra PERSKE: PENCIL PORTRAITS (Nashville: Abingdon Press, 1998). Det er med andre ord vigtigt ikke ensidigt at se på kategoriseringen under psykisk udviklingshæmmede som stigmatiserende, men også som en døråbner ind til velfærdsstatens tjenester og trygder. af beboere, der er tale om i det enkelte bofællesskab? Den måde, vi har konstrueret kategorier af ansatte på, falder dermed udenfor disse mere traditionelle måder at gøre det på. Eftersom vi er optaget af relationerne mellem beboere og ansatte, er det derimod de forskellige typer af orientering i arbejdet med de psykisk udviklingshæmmede, som vi lægger til grund for en inddeling i foreløbigt tre kategorier. De fagligt involverede For at være fagligt involveret i arbejdet i et bofællesskab, dvs. være interesseret i arbejdet som noget, der ikke kun handler om de enkelte beboere, men også om generelle forhold knyttet til den psykisk udviklingshæmmedes behov, levemåde, adfærd osv., må den ansatte i princippet have en teoretisk uddannelse bag sig. Der findes en række yrkeskategorier repræsenteret i bofællesskaberne. Men eftersom værneplejeruddannelsen set i forhold til en formel kompetencestige er den højest placerede (med 3 års højskoleuddannelse) og desuden er en uddannelse, som relativt specifikt hidtil har været rettet mod arbejdet med psykisk udviklingshæmmede, vil de fagligt involverede ofte befinde sig blandt disse. Men det betyder ikke, at der ikke også kan findes fagligt involverede blandt hjælpeplejere og omsorgsarbejdere. Teoretisk uddannelse vil potentielt øge muligheden for at få generelle interesser i arbejdet enten på bekostning af eller sammen med interesser for den individuelle beboer. Sammenligner man muligheden for at realisere en sådan faglig involvering i beboerne med de tilsvarende muligheder indenfor ældreomsorgen, bliver det tydeligt, at der findes en særlig grobund for den faglige involvering i bofællesskabet. Dette hænger i stor grad sammen med de to forskellige organiseringsmåder for henholdsvis ældre (enten hjemmeboende eller på institution) og psykisk udviklingshæmmede i bofællesskab. Mens den enkelte ansatte i ældreomsorgen i princippet aldrig vil kunne have en hel arbejdsdag, hvor vedkommende kun forholder sig til ett menneske 2, er dette en typisk situation for mange ansatte i bofællesskabet. Og denne organisatoriske forskel giver et helt andet grundlag for observation af adfærd, reaktionsmåder osv. end det er muligt at realisere i En traditionel måde at få oversigt over ansatte på, er at se på deres formalkopence. ældreomsorgen. På den ene side vil der altså findes ansatte, som møder bofællesskabet med denne faglige involvering, og på den anden side giver bofællesskabets form specielle muligheder for at udvikle denne faglige interesse. Men for ikke at give indtryk af, at denne organisatoriske betingelse kun handler om en praktisk tilrettelæggelse af arbejdet, bør det her tilføjes, at dette også for den ansatte har en vigtig oplevelsesmæssig side, som man kan sige handler om, at det enkelte menneske i bofællesskabet «fylder» så utrolig meget. Selv om det ikke er det, fremstår det som om det i langt større grad end ældreomsorgsmodtageren er et unikt menneske med en speciel livsbiografi, et individuelt sygdomsforløb og en egen specifik udvikling. Men i stedet for at styrke den ansattes interesse for det individuelle gennem dette, kan det ligesåvel styrke en generel faglig involvering, fordi det giver mulighed for så at sige at dykke ned i et interesseområde. 2 Ifølge Næss og Wærness (1996:36) har hjemmehjelpere, hjelpepleiere og sykepleiere gennemsnitligt kontakt med henholdsvis 3,5, 10,8 og 9,2 modtagere pr. dag. 6

7 De omsorgsorienterede Det største potentiale for en omsorgsorientering i forhold til arbejdet med beboerne ligger hos det, vi kan kalde ansatte med en omsorgskarriere, og vores materiale mere end antyder, at dette er et væsentligt fænomen knyttet til karakteristikken af de ansatte i bofællesskaber. På grund af samfundets kønssocialisering, der indebærer, at kvinder fortsat i højere grad end mænd socialiseres til et større omsorgsansvar og derfor ofte selv orienterer sig i denne retning, vil disse ansatte oftest bestå af kvinder. Men netop også fordi dette ikke er afhængig af det biologiske køn, kan dette også handle om mænd. I vores materiale finder vi først og fremmest kvinder i denne kategori, men vi finder også enkelte mænd. Men mens det hos mænd ofte drejer sig om atypiske situationer, som fører dem ind i en omsorgsorientering, er dette i langt højere grad normal-situationen for kvinder. For at nævne et eksempel, kan dette dreje sig om en kvinde, som selv har barn og som relativt tidligt starter med at arbejde indenfor lønnet omsorg. Det kan for eksempel dreje sig om hjemmehjælp som et startsted, S O R R A P P O R T N R Teoretisk uddannelse vil potentielt øge muligheden for at få generelle interesser i arbejdet enten på bekostning af eller sammen med interesser for den individuelle beboer. men hvor hun efter nogle år finder ud af, at dette er for belastende både fysisk og psykisk. Derefter søger hun ind i en barnehage og i en permissionsperiode tager hun omsorgsarbejder-uddannelsen. Med fagbrevet i hånden får hun nu også andre opgaver i sin gamle stilling og kommer derigennem ind til omsorg for funktionshæmmede barn. Tilskyndet af familiens flytning til en anden vælger hun at finde et nyt omsorgsfelt, og kommer herefter til at arbejde en tid med multihandicappede, men også her søger hun senere væk fra igen, fordi hun får et ønske om at arbejde med funktionshæmmede, som har flere ressourcer end de multihandicappede. Dermed er hun kommet til endnu et nyt omsorgsfelt i sin lange omsorgskarriere, nemlig omsorgen for psykisk udviklingshæmmede med et hjælpebehov, som i stor grad handler om hjælp til at fungere i det sociale livs hverdag. Selv om denne kvinde kan siges at have bevæget sig indenfor samme «branche» hele tiden, nemlig offentligt lønnet omsorgsarbejde, har hun imidlertid bevæget sig meget rundt indenfor dette felt i en slags jagt efter præcis det område af omsorgsfeltet, som harmonerer med den type af omsorgsorientering hun enten har eller udvikler på sine forskellige stadier gennem livet. De ikke-involverede Et typisk eksempel på den ikke-involverede er en student, som bruger arbejdet i bofællesskabet til at kunne finansiere sine studier. Arbejdet bliver først og fremmest et lønarbejde. For så vidt behøver det ikke være det lønmæssige, der er styrende for studentens valg af netop dette arbejde, siden der findes mange andre typer «løse» studentlønarbejder. Men centralt er, at der I vores materiale finder vi først og fremmest kvinder i denne kategori, men vi finder også enkelte mænd. er tale om en orientering, som hele tiden sætter grænser for engagementet. Det kan være fordi studierne er vedkommendes hovedopgave og ikke mindst hovedinteresse i livet. Og der vil også organisatorisk i bofællesskabet kunne være forhold, som tilskynder dette disengagement, for eksempel at der bliver tale om natarbejde eller helg-arbejde, hvor bofællesskabet har færre aktiviteter i gang. Dette vil kunne medvirke til at styrke en følelse af at befinde sig i bofællesskabets periferi, fordi dette også svækker muligheden for medbestemmelse i beslutningsprocesser, køreregler m.m. for bofællesskabet både i forhold til de ansatte og i forhold til beboerne. Men for de ansatte, som selv opsøger denne ikke-involvering, ses det som en fordel ikke at blive trukket ind i for meget. Tegning reprodusert med tillatelse av Martha Perske fra PERSKE: PENCIL PORTRAITS (Nashville: Abingdon Press, 1998). Efter denne gennemgang af henholdsvis kategorier af ansatte og boere er det vigtigt at få præciseret, at kategorierne er rendyrkninger, hvilket betyder, at mange ansatte og beboere vil placere sig i blandinger af flere kategorier. Og for at antyde på hvilken måde disse kategorier kan siges at have en relevans, kan man tænke sig en situation, hvor et bofællesskab må basere sig bare på ansatte med en ikke-involvering i arbejdet. Dette vil lægge stærke begrænsninger på muligheden for at skabe gode dialoger med beboerne og dermed vanskeliggøre en individualiseret omsorg for beboerne, eftersom denne netop er afhængig af en tæt opfølgning af den enkelte beboer. 7

8 Hvad er bofællesskabet for beboerne? Et hjem Jf. de officielle mål, skal bofællesskabet først og fremmest være et hjem for de psykisk udviklingshæmmede. Og hvis vi her først og fremmest tænker på den materielle tryghed i at have et fast sted at være, så er denne funktion naturligvis opfyldt. I hvor stor grad beboerne imidlertid selv oplever dette som et hjem, ved vi egentlig ikke så meget om, eftersom mange simpelthen ikke kan spørges om det. Og i vores undersøgelse har vi på grund af tjenesteyderperspektivet heller ikke gjort forsøg på at få information om denne subjektive side. Et offentligt rum Men det er klart, at en analyse ikke kan standse der. Og en af de ting, som bliver tydelig ud fra det tjenesteryderperspektiv vi har valgt i projektet er, at bebeoerne også bevæger sig i et offentligt rum. Dette offentlige rum skabes af journaler og papirer om dem, det skabes af at nogen er ansat til at tage sig af dem og det skabes af, at de ansatte hele tiden også vurderer den hjælp de giver. På et mere overordnet niveau skabes dette offentlige rum simpelthen af, at tjenester for psykisk udviklingshæmmede i bofællesskaber er velfærdsstatstjenester og dermed er del af en større offentlighed. En læringsplads Den tredie kategori, som også må medtages i forsøget på at udtømme mulighederne for hvordan bofællesskabet opfattes af beboerne, er bofællesskabet forstået som en læringsplads for beboerne. Ud fra de forskellige stadier de befinder sig på, skal de lære at klare dagligdagen med de mange små og store udfordringer, som ligger for dem der. Dermed handler det altså ikke bare om at være i dette hjem og gøre det, man selv vil (hvis beboeren kan det). Det handler også om at lære hele tiden, lige fra at kunne dække på et bord til at være social. Idéen om støttekontaktarbejdet i forhold til beboere i bofællesskab kan tydeliggøre dette. Støttekontakterne er jo netop sat ind i dette, fordi der skal være et friområde i forhold til den kontrol, som de ansatte udøver i dagligdagen. Dette er en erkendelse af, at beboerne lever i et offentligt rum og på samme måde som andre også har brug for private og ikke-kontrollerede rum, bl.a. til fritidsinteresser. S O R R A P P O R T N R Et typisk eksempel på den ikkeinvolverede er en student, som bruger arbejdet i bofællesskabet til at kunne finansiere sine studier. Hvad er bofællesskabet for de ansatte? En lønarbejdsplads Når det gælder opfattelsen af bofællesskabet som en lønarbejdsplads, vil en stærk repræsentant for denne retning være den ikkeinvolverede. Arbejdet i bofællesskabet er først og fremmest et arbejde, som giver en løn, som skal finansiere for eksempel studierne. Dette vil ikke betyde, at denne ansatte ikke vil kunne engagere sig i episoder m.m. i bofællesskabet, men det betyder, at dette engagement kun opstår sporadisk og ikke har en kontinuerlig og mere grundlæggende karakter. Men det vil også være muligt at finde repræsentanter for denne opfattelse blandt personale, som er på vej til at blive udbrændte i arbejdet og blandt personale, som for eksempel kan have et omsorgsengagement udenfor bofællesskabet, og som da bruger arbejdet i bofællesskabet som en slags «grundløn» for totalt at kunne opnå tilstrækkelig lønindtægt. En sted for (faglig) jobbing I den «modsatte» ende af opfattelsen af arbejdspladsen som en lønarbejdsplads finder vi opfattelsen af bofællesskabet som et sted, hvor der udføres et fagligt arbejde. Her handler det om at have oplevelser og refleksioner i forhold til det arbejde, som ikke mindst udføres i forhold til hver af beboerne. Og ikke mindst kommer refleksionerne over arbejdet her ind i billedet, fordi disse er en vigtig del af jobbingen. I denne opfattelse findes en oplevelse af bofællesskabet som et sted for faglig udfoldelse, hvor man kan bruge sine forskellige både teoretiske og praktiske samt livserfaringsmæssige kvalifikationer til at udføre et arbejde i bofællesskabet. I hvor stor grad beboerne imidlertid selv oplever dette som et hjem, ved vi egentlig ikke så meget om, eftersom mange simpelthen ikke kan spørges om det. I det øjeblik denne jobbing ikke længere er knyttet til refleksioner, vil fagligheden forsvinde. På den ene side handler denne jobbing om at udføre det daglige praktiske omsorgsarbejde for den enkelte bebeoer og på den anden side handler det også om refleksioner omkring dette praktiske arbejde. I det øjeblik denne jobbing ikke længere er knyttet til refleksioner, vil fagligheden forsvinde. Faglighed har således ikke en snæver forudsætning i en teoretisk uddannelse selvom dette kan være et meget vigtigt incitament for jobbingen men den har derimod sin basis i refleksionerne omkring den praktiske omsorg og ikke mindst refleksionernes inddragelse i den praktiske omsorg. På denne baggrund kan ansatte med meget forskellig baggrund for at arbejde i bofællesskabet udvise stor grad af faglighed i arbejdet. En social mødeplads Et sted imellem opfattelsen af bofællesskabet som enten en lønarbejdsplads eller et sted for faglig udfoldelse findes opfattelsen af arbejdet i bofællesskabet som en mulighed for at bevare kontakten med det pulserende sociale liv. I 1960 erne og 1970 erne, da det for alvor begyndte at blive udbredt blandt (gifte) kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet, blev der bl.a. peget på sociale motiver for denne deltagelse i arbejdslivet, og dette gjaldt særligt de kvinder, som pga. familie og alder ikke kunne nå at gå ind i en langvarig uddannelse for at kvalificere sig for konkurrencen i arbejdslivet (se f.eks. Wærness 1982). Selvom denne historiske situation har forandret sig i og med at kvinder er blevet en integreret del af uddannelses- og arbejdsmarkedet, kan man fortsat finde rester af denne sociale motivation som et hovedmotiv for at være i lønnet arbejde. For eksempel kan den findes hos kvinder, der har været i arbejdet i mange år og som egentlig er udbrændte, men altså alligevel fortsætter til det sidste. En leder i et bofællesskab peger på dette problem: «Når vi nu snakker om å gjøre arbeidsdagen mere spennende. Er det noen som du vil si er utbrent i arbeidet?» «Ja, det er vel kanskje et par stykker jeg tenker på. Men utbrent og utbrent. De har redusert stillingen sin. Det blir for mye for de. Men det er jo veldig forståelig, det er jo tungt 8

9 S O R R A P P O R T N R arbeid og på mange forskjellige måter. Samtidig gir de greit beskjed om at her skifter ikke de arbeidsplass. Her kommer de til å være til de er pensjonist.» «Ja selv om de er utbrent nå?» «Ja, men de er for gammel til å skifte jobb sier de selv da. Men for å si det sånn. Inspirasjon kan jo fornyes.» (Fra interview i 1999). Blandt disse udbrændte kvinder, som nærmer sig pensionistalderen, vil der være nogen, for hvem hovedmotivet for at arbejde snarere er socialt end det er enten fagligt eller lønmæssigt motiveret; i den grad det lønmæsige her kan være en vigtig motivation også (pga. kravet om fuldtidsarbejde for at få fuld pension) vil dette da sandsynligvis ikke medføre, at disse kvinder går ned i stillingsprocent. Opfattelsen af bofællesskabet primært som en social mødeplads udgør en vigtig supplerende opfattelse i forhold til opfattelsen af bofællesskabet som enten en lønarbejdsplads eller et sted for faglig udfoldelse. Et andet hjem Endnu en opfattelse af hvad bofællesskabet er for de ansatte og som ikke er udtrykt selvstændigt i nogen af de andre kategorier, er opfattelsen af bofællesskabet som et andet hjem. I vores materiale finder vi denne opfattelse særlig tydelig hos en nattevagt. Denne opfattelse tilføjer noget vigtigt oplevelsesmæssigt i forhold til de andre gennemgåede kategorier, nemlig en oplevelse af at få en tilknytning til selve huset, til bygningen, til det fysiske sted, som bofællesskabet repræsenterer. Og dette kan altså føre til en oplevelse af huset som nærmest et andet hjem. Den sociale konstruktion af livet i bofællesskabet Enhver af de ansattes arbejde i bofællesskabet begynder på et specifikt tidspunkt i bofællesskabets historie. Og fra det tidspunkt den nyansatte begynder, bidrager denne til bofællesskabets historie. Bofællesskabet har nogen ydre fysiske og materielle rammer, som deler boligen op i mindre enheder, gør plads udenfor boligen beregnet på parkering og muligvis også gør plads til beplantning rundt om boligen. Men så snart man begynder planlægningen af hvem der skal få plads i boenhederne, om man skal have fællesrum for beboerne, personalerum m.m. man starter ansættelsen af personale til boligen, udvikler idéer til organiseringen af arbejdet i bofællesskabet Figur 2. Livet i bofællesskabet er med andre ord et levende projekt, som til enhver tid er afhængig af det, som beboere og ansatte gør det til. i varierende grad gøre muligheden for ændring vanskeligere. Den følgende figur 2 skal illustrere, at livet i bofællesskabet må forstås som en social konstruktion baseret både på mennesker som aktører, men også på osv., så starter også den sociale konstruktion af livet i bofællesskabet. I princippet er intet af det, som hører til livet i bofællesskabet, givet på forhånd og selvopretholdt. Livet i bofællesskabet er med andre ord et levende projekt, som til enhver tid er afhængig af det, som beboere og ansatte gør det til. Det er et syn, som står i modsætning til opfattelsen af livet som et forudbestemt og tilrettelagt system med roller, som vi går ind i og viderefører. Men selvfølgelig betyder dette ikke, at vi skaber alt på nyt hver dag. Så snart noget er skabt, da medvirker dette skabte selv til det videre sociale liv, og dette kan ideologiske, organisatoriske og strukturelle forhold. Vi vil på baggrund af figuren inddele det, som konstruerer det sociale liv i Det er imidlertid slet ikke givet, at de ansatte kan «mødes» i deres refleksioner over praksis i bofællesskabet. bofællesskabet, i tre områder. For det første findes der mennesker i bofællesskabet, som gennem deres daglige handlinger og deres daglige mangeartede interaktioner skaber livet der (og det gælder altså både beboere og ansatte). For det andet har disse mennesker refleksioner over livet eller arbejdet i bofællesskabet, og disse refleksioner vil da få en indflydelse på handlingerne i bofællesskabet. Af konkrete eksempler i forhold til de ansatte, kan disse refleksioner være diskussioner eller aftaler på personalemøder/husmøder de ansatte imellem eller det kan for eksempel også dreje sig om at skrive årsrapport om beboerne og dermed give det skete et konkret og skriftligt udtryk, som videregives til andre ansatte. Det er imidlertid slet ikke givet, at de ansatte kan «mødes» i deres refleksioner over praksis i bofællesskabet, eftersom deres forskellige baggrund for at arbejde der, deres ønsker i forhold til den enkelte beboer osv. kan variere så meget, at dette snarere giver grundlag for uenighed og konflikt ansatte imellem. I vores studie er personalemødet ett af de steder, hvor refleksioner finder sted. Samtidig finder vi grund til at skelne mellem forskellige «niveauer» af refleksioner, således at når det er refleksioner, som gøres af mennesker udenfor bofællesskabets per 9

10 S O R R A P P O R T N R sonale, da har refleksionerne en anden karakter. For eksempel finder vi, at dette kan ske gennem personalets kontakt med et kompetencecenter, hvor kompetencecenterets ansatte får en rådgivende funktion i forhold til arbejdet med beboerne. Eller det kan dreje sig om forskningsresultater, som læses af de ansatte eller på anden måde «kommer ind i bofællesskabet» gennem formidling. 3 Endelig findes der også et fælles-hus-niveau for disse refleksioner, som vi ud fra udtrykket til en leder for ett af bofællesskaberne kan kalde husets filosofi. Dette handler om den grundlæggende idé for huset, som er styrende for husets køreregler og som baserer sig på refleksioner om arbejdet med de psykisk udviklingshæmmede. Variationerne i forhold til hvor samstemt, de ansatte arbejder i forhold til en sådan hus-filosofi vil imidlertid være store. For det tredie findes der endnu et niveau, som handler om de mere overordnede ideologiske, organisatoriske og strukturelle føringer på arbejdet i bofællesskabet. For at tage det sidste først handler dette om budgettet for boligen, som for eksempel bliver afgørende for, om der kan væreen 1-til-1 relation i dagvagterne, om der kan være to nattevagter samtidig osv., men det handler Figur 3. for eksempel også om, hvordan boligen er organiseret i forhold til andre offentlige omsorgstjenester i n. Organiseringen handler om den konkrete måde, man har fastlagt vagterne i huset på, arbejdet i hver af vagterne m.m. Og det ideologiske handler f.eks. om idéen om integration af de psykisk udviklingshæmmede i samfundets sociale liv. Som det også fremgår af figur 2, mener vi, at der på baggrund af de momenter, som vi har nævnt, skabes en kultur for hvert bofællesskab. Og det er typen af denne kultur, som på et generelt niveau kan sige noget om magten i bofællesskabet. Magt for de ansatte handler dermed om i hvor stor grad de kan påvirke denne kultur for bofællesskabet. Magt for beboerne handler om i hvilken grad de gives mulighed for at leve det liv, som harmonerer med deres behov og ønsker (og disse ønsker vil naturligvis i mange situationer ikke handle om verbalt formulerede ønsker, men være afhængige af tjenesteydernes grad af forståelse og indsigt i deres individuelle situation). Og på et andet niveau handler magten om hvilken type af balance der findes mellem den række af føringer, som velfærdsstaten lægger på bofællesskaberne og de muligheder, som de ansatte gennem deres samspil har for at imødekomme eller (om de er uenige) imødegå disse. Bofællesskabets kultur Alt, hvad der er nævnt i figur 2, vil således i et samspil skabe livet i bofællesskabet. Og det betyder altså, at alle faktorer på alle niveauer har betydning i deres samspil. Dette behøver på den anden side ikke betyde, at alle faktorer har lige stor betydning, og vores foreløbige analyse tyder på, at der er to faktorer, vi kan sige, har en specielt vigtig betydning for hvilken type af kultur, der skabes i det enkelte bofællesskab. Det drejer sig for det første om graden af afhængighed hos beboerne. I nogen bofællesskaber er beboernes ressourcer så få og svage, at dette lægger klare føringer på arbejdet med dem og mulighederne for arbejdet med dem. Og i andre bofællesskaber er beboernes ressourcer så (relativt) stærke, at dette også lægger stærke føringer på arbejdet. Figur 3 kan illustrere dette. Vores analyse så langt viser, at disse yderligheder enten vil føre til det, man kunne kalde for en plejeog husmorkultur, når beboerne f.eks. er multihandicappede, eller til det, man kunne kalde for en kontrolleret hverdagskultur, når beboerne er så ressoursestærke, at de kan have et værnet arbejde. Pleje- og husmorkulturen En pleje- og husmorkultur kan altså opstå, fordi graden af fysisk og psykisk funktionshæmning hos beboerne er så stor, at både den verbale og kropslige kommunikation med beboerne er en meget meget stor udfordring. I praksis indebærer dette altså, at responsen fra beboerne på det omsorgsarbejde, som tjenesteyderen udfører, enten er meget svag eller i meget stor grad må fortolkes for overhovedet at forstås. Her bliver det da tydeligt, at et omsorgsarbejde eftersom dette forudsætter, at der findes en omsorgsyder og en omsorgsmodtager faktisk er afhængig af, at der eksisterer en relation og en mulighed for kommunikation mellem de to i relationen (og dette inkluderer naturligvis meget mere end en verbal kommunikation). Når responsen fra omsorgsmodtageren imidlertid bliver alt for svag, må omsorgsyderen alligevel forsøge at «overleve» denne mangel ved omsorgsarbejdet. F.eks. kan tjenesteyderen da kompensere for denne svaghed ved modtageren ved at lade som om vedkommende faktisk både kan høre, se og mærke, hvad der siges og gøres, uden at dette faktisk er tilfældet. Men for det andet kan en overlevelsesstrategi her også handle om at dreje koncentrationen i Figur 4. 3 For tre af de bofællesskaber, vi har været i, har vi holdt foredrag for de ansatte. Denne artikel gengiver en stor del af dette foredrag. 10

11 omsorgsarbejdet en smule væk fra omsorgsmodtagerne selv, og over til f.eks. det praktiske arbejde «omkring» den enkelte beboer. Dette kan handle om alt fra plejearbejde til de mange konkrete huslige opgaver. På den måde kan der etableres en pleje- og husmorkultur i et bofællesskab. Ser vi på dette med et køns-perspektiv, vil pleje- og omsorgskulturen i udpræget grad være en kvindedomineret kultur, både i kvantitativ og i kvalitativ forstand uden at dette har noget med det biologiske køn at gøre. Det vil være kvinder, som vil søge mod denne kultur og samtidig vil dette have en forstærkende effekt i forhold til at indføre rutiner af huslig karakter, som dermed vil virke mindre attraktive på mandlige søgere. Potentielt vil der derfor indenfor en sådan kultur være mulighed for konflikter kvinder imellem, eftersom unge og ældre kvinder vil kunne have helt forskellige holdninger til husarbejde; og det kan både gælde madlavning i bofællesskabet, det kan gælde behandlingen af beboernes tøj, og det kan også for eksempel gælde variationer i hvor optaget den ansatte er af orden i boligen/lejlighederne. Den kontrollerede hverdagskultur I den anden ende af denne hjælpeafhængighedsskala på figur 3 har vi da muligheden for det, der kan kaldes en kontrolleret hverdagskultur. Når beboerne får en ressourcesituation, som vi kan kalde relativt høj, for eksempel hvis der potentielt er mulighed for at påtage sig værnet arbejde, da vil muligheden for at udvikle en omsorgsrationel kultur blive mindre i og med, at den omsorgsrationelle kultur forudsætter en stor grad af direkte dialog og kontakt gennem det daglige. Dette mindsker i takt med at beboeren lever en tilnærmet «normal» hverdag med krav om at møde til bestemte tider på en arbejdsplads osv. I denne situation handler det meget mere om for de ansatte at blive en slags hjælpere for beboerne i forhold til at leve det daglige liv. Beboerne lever tilnærmet deres eget liv, men fordi de bor i boliger med personale ansat til at hjælpe dem, foregår dette dagligliv kontrolleret. Men netop også fordi ressourcerne hos beboerne er rimeligt store, vil det være mindre sandsynligt med udviklingen af en mere formynderisk kultur, med indføring altså af stor grad af kontrol over og styring S O R R A P P O R T N R Ser vi på dette med et køns-perspektiv, vil pleje- og omsorgskulturen i udpræget grad være en kvindedomineret kultur, både i kvantitativ og i kvalitativ forstand uden at dette har noget med det biologiske køn at gøre. med beboernes rutiner. Dette vil potentielt stå i kontrast til det tilnærmet «normale» hverdagsliv, som voksne psykisk udviklingshæmmede er ment at skulle leve. I stedet for risikoen for en stærkt kontrollerende kultur, er risikoen derimod indenfor denne kontrollerende hverdagskultur meget større for en «la-den-stå-til-holdning». Beboernes hjælpeafhængighed ser vi altså som den ene vigtige føring på hvilken kultur, det enkelte bofællesskab danner. Den anden vigtige føring handler om en værdiorientering. Og vi finder, at denne værdiorientering først har en reel mulighed for at komme på banen, når beboerne ikke enten befinder sig i den ene eller den anden ende af afhængighedsskalaen. Her findes med andre ord en mulighed for at vælge nogen værdier for arbejdet med beboerne. Som det fremgår af figur 4 har vi foreløbigt indkredset disse værdier til i den ene ende at handle om at forstå beboerne som en gruppe, som de ansatte fordeler sin samlede arbejdskraft på. Af hensyn til ligheden i arbejdet hos hver af beboerne (altså at hver ansat skal kunne erstattes af en af de andre til at udføre det samme arbejde hos beboerne), betyder dette, at der må indføres mange regler for arbejdet. I den modsatte ende af skalaen handler værdiorienteringen om at betragte hver enkelt af beboerne som et enkeltindivid. Det handler om Lars, Ronny, Lene og Marta og deres specifikke liv. Og dette perspektiv på beboerne som enkeltmennesker betyder da også, at der ikke kan indføres mange, men derimod mindst muligt med regler, eftersom reglerne er til for at skabe lighed og orden i arbejdet med bebeorne, mens få eller mindst muligt med regler handler om at give rum for de mangeartede løsninger, som de ansatte i dialog med beboerne selv kan skabe. I forhold til gruppe- og regelorienteringen finder vi en kultur, som vel bedst kan betegnes som en institutionskultur. Når orienteringen derimod handler om at se på beboerne som enkeltindivider, finder vi det, vi foreløbigt har valgt at kalde en andre-orienteret kultur. I forhold til gruppeog regelorienteringen finder vi en kultur, som vel bedst kan betegnes som en institutionskultur. Institutionskulturen Dette er en kultur, som handler om, at flere centrale principper fra det omsorgsarbejde, som fandt sted i institutionerne (før HVPUreformen) ikke kan slippes i praksis, selv om man formelt tager afstand fra den gamle institutionskultur. Et bofællesskab med en institutionskultur vil i princippet være begrænsende for en individualiseret omsorg i forhold til enkelt-beboerne. På den anden side vil en sådan kultur kunne medføre samhold og fællesskab internt i personalegruppen og således kunne gøre et bofællesskabet attraktivt for nogen arbejdstagere. Samhold og fællesskab i personalegruppen vil kunne få den enkelte ansatte til at føle stor lighed i personalegruppen og alligevel vil denne kultur være åben for hierarkiske momenter: vigtigheden af personalegruppens arbejde vil for eksempel kunne komme til udtryk i en så lille detalje som at man bruger «stuevagt», når personalet holder møde for at undgå forstyrrelser på mødet fra beboerne. Og stuevagten vil da gerne være en ufaglært. På den måde sørger man da også for, at der er «ro» fra beboerne i huset, mens mødet finder sted. I sin rene form er institutionskulturen formynderisk i forhold til beboerne og hierarkisk i sin personalestruktur med klare regler og retningslinier for det konkrete daglige arbejde med beboerne. Den andre-orienterede kultur Den anden kultur på værdiorienteringsskalaen vil vi kalde for en andre-orienteret. 4 På mange måder udgør dette modsætningen til institutionskulturen og alligevel er det ikke helt så enkelt, eftersom institutionskulturen vil være vanskelig at finde i ren form (og dette gælder også de andre kulturer). Det centrale perspektiv i den individualiserede omsorgskultur vil imidlertid være, at den enkelte beboer er unik i den betydning at alt i bofællesskabet drejer sig om dem. Alt gribes individuelt an, også selv om dette af og til kan gøre omsorgsarbejdet i boligen til et næsten ensomt arbejde med den enkelte beboer gennem hele vagten. Er beboerne for eksempel relativt forskellige af alder og temperament og dermed har interesser, som går i forskellige retninger, lader personalet aktiviteterne for beboerne 4 For en mere specifik egen gennemgang af begrebet andre-orientering i forhold til offentligt omsorgsarbejde, se Christensen

12 S O R R A P P O R T N R styres af deres specifikke interesser i stedet for at planlægge fælles aktiviteter, som for så vidt rent praktisk kunne have været lettere at organisere. Tjenesteydernes inspiration til omsorgsarbejdet i et bofællesskab med denne kultur må derfor i stor grad hentes fra relationen til den enkelte beboer. Og i den grad dette ikke passer for den enkelte tjenesteyder, som vil møde arbejdet med sine specifikke ønsker og behov, vil tjenesteyderen sandsynligvis om muligt finde en anden arbejdsplads. Opsummerende om kulturerne Mange bofællesskaber har en relativt ensartet gruppe beboere i forhold til graden af hjælpeafhængighed. I den grad disse beboere enten er meget stærkt afhængige af hjælp eller meget lidt afhængige af hjælp, vil dette lægge klare føringer på den kultur, som skabes i bofællesskabet. Som yderligheder på denne akse har vi fundet henholdsvis en pleje- og husmorkultur og en kontrollerende hverdagskultur. Når ressourcesituationen er meget svag hos beboerne, da kommer dialogen (her forstået som en verbal kommunikation) med beboeren af naturlige grunde i Og de yderligheder vi foreløbigt har fundet, handler om henholdsvis en institutionskultur og en andreorienteret kultur, hvoraf den første har en gruppeorientering og mange regler, mens den sidste er individuelt orienteret og har få regler. baggrunden, og i forgrunden kommer det plejende kropsarbejde og arbejdet med at holde boligen ryddet og ren. Når ressourcesituationen derimod er meget bedre begrænses også de ansattes muligheder for en kontinuerlig og tæt dialog med beboerne, men altså nu, fordi de lever et tilnærmet normalt liv med arbejde, fritid osv. Men når beboerne har det, man kunne kalde for en «midt-imellem» ressoucesituation, da åbnes der et rum for et valg i forhold til værdier at orientere sig efter i arbejdet med beboerne. Og de yderligheder vi foreløbigt har fundet, handler om henholdsvis en institutionskultur og en andreorienteret kultur, hvoraf den første har en gruppeorientering og mange regler, mens den sidste er individuelt orienteret og har få regler. Der er således tale om vigtige værdivalg i dette midtimellem-rum. Men skal vi tage velfærdsstatens intentioner om social integration, hjemliggørelse af boligerne og ønsket om at komme alle typer af krænkende magtbrug i forhold til psykisk udviklingshæmmede alvorlig, så må det nok snarere være den andre-orienterede kultur end institutionskulturen, som kan siges at styrke realiseringen af disse intentioner. Men vi snakker her om rendyrkede modeller, og dette betyder jo, at den omsorgspraksis, som skal tilstræbe den andre-orienterede kultur, naturligvis aldrig vil være enkel. Til gengæld vil dette indebære, at arbejdet med de psykisk udviklingshæmmede vil være etisk forsvarligt. REFERANSER Christensen, Karen (1998) «Andreorientering og omsorgsarbejde» i Tidsskrift for Velferdsforskning, årg.1, nr.2, s (Andengangspublicering i det danske tidsskrift Social kritik nr. 63/99, Omsorgsforskning, s ) Sandvin, Johans, Mårten Söder, Willy Lichtwarck og Tone Magnussen (1998): Normaliseringsarbeid og ambivalens. Bofellesskap som omsorgsarena. Oslo: Universitetsforlaget. Wærness, Kari (1982): Kvinneperspektiver på sosialpolitikken. Oslo/Bergen/ Tromsø: Universitetsforlaget. Solgården har 30 års jubileum den 19. mai i år SOR gratulerer stiftelsen med 30 års virksomhet til glede, trivsel og trygghet for mennesker med utviklingshemning og andre funksjonshemmede. 12

13 S O R R A P P O R T N R Med kurs mod arbejdslivet: Arbejdsrettet uddannelse for udviklingshæmmede på erhvervsskole Hans Augustesen er forstander ved Hellig Anders Skole i Slagelse, Danmark. Denne lille gjennomgangen er et sammendrag av Augustesens innlegg på SORs nordiske konferanse, illustrert med noen eksempler på vernet arbeid i skolens regi. I midten af 1980 erne forsøgte vi i Vestsjællands Amt at skubbe til integrationsprocessen ved at flytte en specialfolkeskole sammen med en almindelige kommunal folkeskole. Tidligere havde specialundervisningen været segregeret fra den almindelige folkeskoleundervisning. På denne måde oplevede personale og forældre igennem årene, at udviklingshæmmede sagtens kunne begå sig i det almindelige skolemiljø og endda i enkelte fag kunne undervises sammen med folkeskolens elever. Da første hold elever var ca. 14 år havde vi drøftelser med forældrene om deres børns fremtid. Forældrene havde oplevet, at deres børn kunne begå sig i et almindeligt miljø og havde et stærkt ønske om, at denne integrationsform kunne fortsætte for deres unge mennesker. Frem for at vælge et segregeret tilbud på et beskyttet værksted ønskede forældrene voksenundervisning, hvor hensigten skulle være, at eleverne kunne få beskyttede jobs på det ordinære arbejdsmarked. Derfor tog vi kontakt til erhvervsskolen i området og definerede i 1993 i fællesskab et erhvervsrettet projekt for udviklingshæmmede. Projektet blev i starten støttet via EU-midler. Projektet viste, at det lykkedes for 66% af eleverne at opnå beskæftigelse på arbejdsmarkedet, hvorfor amt og i dag i fællesskab står for uddannelsen. Uddannelsen er 3-årig. Eleverne modtager almendannende specialundervisning og særlig tilrettelagt faglig undervisning intensivt i det første år, hvorefter der etableres praktikpladser, hvor eleven arbejder en dag om ugen. Praktikforløbene øges og undervisningen midskes igennem de tre år. Hvis praktikstedet og eleven ønsker fortsat samarbejde, etableres der via n et skånejob. Eleven får sin pension og 1/3 af mindstelønnen pr. arbejdstime. Aflønningen deles mellem og arbejdsgiver. Vores elever udtrykke glæde og tilfredshed ved beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, hvor de bidrager aktivt til samfundets beståen og udvikling. 13

14 S O R R A P P O R T N R Meget er forskjellig, men er det Likheter og forskjeller i tjenester og omsorg for psykisk utviklingshemmede i Innledning Fra et internasjonalt synspunkt vil en sammenligning av måten man i Sverige og Norge har utformet omsorg og tjenester for personer med utviklingshemming på, kanskje virke både umotivert og uinteressant. Sett utenfra er det først og fremst likheten mellom de to land som er iøynefallende. Ikke bare er den svenske og norske omsorgen en del av det enkelte har beskrevet som en skandinavisk sosialtjenestemodell (Sipilä 1997). Sverige og Norge er trolig også de to land som er mest like innenfor Skandinavia, særlig hva gjelder omsorg for utviklingshemmede. Hvorfor da ta bryet med å sammenligne omsorgen i disse to land, eller hvorfor ikke også inkludere andre land i sammenligningen? Det å sammenligne to land som i de fleste henseende er svært like, gjør at en har mulighet til å få øye på forskjeller som lett forsvinner dersom en inkluderer flere land i sammenligningen. Når jeg selv interesserer meg for en slik sammenligning henger det også sammen med at jeg som forsker i mange år har vært opptatt av tjenester og omsorg for personer med utviklingshemming i Norge, samtidig som jeg de siste årene har vært engasjert i en bistilling ved utdanningen i social omsorg ved universitetet i Luleå. Foranledningen til at interessen for en slik sammenligning oppsto er likevel knyttet til noen konkrete forskjeller mellom de to land som ikke umiddelbart er enkle å fortolke. Både Sverige og Norge har vært internasjonale foregangsland når det gjelder avviklingen av institusjonsbaserte omsorgsformer for personer med utviklingshemming. Norge var det første vestlige land som helt og fult avviklet sine institusjoner for utviklingshemmede. Sverige startet enda litt tidligere, men brukte noe lengre tid. I begge Både Sverige og Norge har vært internasjonale foregangsland når det gjelder avviklingen av institusjonsbaserte omsorgsformer for personer med utviklingshemming. land har både politikken og omsorgstjenesten latt seg veilede av prinsippene om normalisering og integrering. Fra 1. Januar 1999 ble det innført et tillegg i den norske sosialtjenesteloven 1 som i visse situasjoner tillater bruk av tvang overfor personer med utviklingshemming som har så store atferdsproblemer at det medfører fare for vesentlig skade for personen selv eller andre. I tillegg til skadeavvergende tiltak i enkeltsituasjoner, så åpner loven for en avgrenset bruk av tvang i atferdsendrende tiltak, og i omsorgstiltak. Målsettingen med loven har vært å øke rettssikkerheten og redusere bruken av makt og tvang overfor personer med utviklingshemming, ved å stille strenge betingelser til når slik tvang kan anvendes, og ved å stille strenge krav til prosedyrer i de tilfeller der tvang tillates. For mange har dette fortonet seg som litt av et paradoks. Det er vanskelig å se hvordan Johans Tveit Sandvin er professor dr polit, og virker ved Høgskolen i Bodø og ved Institutionen för hälsovetenskap, Luleå Tekniska Universitet. Han er leder for Statens Råd for Funksjonshemmede, og sitter som medlem i «6A-rådet». bruk av tvang overfor visse personer med utviklingshemming kan være forenlig med de prinsipper som offisielt har ligget til grunn for den norske omsorgspolitikken. Riktignok lignende lovgivning også innført i Danmark og under utarbeidelse i Finland men det er foreløpig utenkelig å innføre slik lovregulering i Sverige som i andre henseender er det land som ligner mest på Norge. Det har også kommet betydelig kritikk mot den norske loven nettopp fra Sverige, der en del mener at bruk av tvang er integritetskrenkende og at tvangstiltak er uforenlig med god omsorg. I Sverige har personer med utviklingshemming i stedet siden hatt en lovfestet rett til bestemte innsatser 2, noe de enda ikke har i Norge. Hvordan kan to land som i andre henseende tilsynelatende er så like, på disse viktige områdene likevel være så ulike? Hensikten med denne artikkelen er å forsøke å trenge bakenfor de mer formelle forskjellene mellom svensk og norsk omsorg for utviklingshemmede. Jeg skal forsøke å vise at det finnes trekk ved omsorgens organisering og praksis i de to land som kan bidra til å forklare noen av disse ulikhetene, men også at forskjellene kanskje er mindre enn hva en får inntrykk av ved første øyekast. For å kunne begrunne det, er det nødvendig å gjøre et lite historisk tilbakeblikk. Deretter skal jeg peke på noen forhold som etter min mening har hatt betydning både for hvordan man tenker omkring tvang, og hvordan behovet for tvangstiltak er blitt opplevd. Til sist skal jeg peke på noen utviklingstrekk i dagens omsorg som understreker at vi fortsatt har de viktigste utfordringene felles, nemlig å realisere den omsorg vi forkynner. Tilbakeblikk I et historisk lys oppviser omsorgen for utviklingshemmede i Sverige og Norge både 1 Sosiallovens kapittel 6A; Rettigheter for og begrensning og kontroll med bruk av tvang og makt m.v. overfor enkelte personer med psykisk utviklingshemming. 2 Den såkalte omsorgslagen av 1955, revidert i 1967 og Loven ble i 1993 avløst av Lag om stöd och service till vissa funktionshindrade (LSS), som inkluderte også andre grupper av funksjonshemmede. 14

15 S O R R A P P O R T N R utenpå? Sverige og Norge likheter og forskjeller. Begge land har hatt en relativt betydelig institusjonsomsorg. Danmark var her tidligst ute 3, og var lenge et ledende land når det gjaldt institusjonsbygging for utviklingshemmede, både innenfor og utenfor Norden. Rundt 1900 hadde Danmark allerede 1200 institusjonsplasser, som utgjorde 60 plasser per hundre tusen innbyggere. Norge hadde 450 plasser, som utgjorde 23 per hundre tusen, mens Sverige med et større folketall hadde 813 plasser, som utgjorde 17 plasser per innbygger. Men bildet skulle endre seg betydelig i tiden som fulgte. I Norge (og i Finland) sto utviklingen lenge på stedet hvil. Da krigen var slutt i 1945 hadde Norge fortsatt bare ca. 500 institusjonsplasser for utviklingshemmede, mens Sverige nå hadde nesten 9000 plasser, fordelt på skoleanstalter, arbeidshjem og asyler. Danmark, som hadde under halvparten av Sveriges befolkning, hadde nesten 8000 plasser. Et like interessant trekk var institusjonsstørrelsen. Mens anstaltene i Danmark i gjennomsnitt hadde nesten 500 plasser, var gjennomsnittet i Sverige vel 50 plasser per anstalt. Norge var her noe midt i mellom. I et historisk lys oppviser omsorgen for utviklingshemmede i Sverige og Norge både likheter og forskjeller. Utbyggingen av institusjonsomsorgen i Norge skjedde i realiteten først på og 1960-tallet (i Finland enda litt senere), men nådde etter hvert omtrent det samme relative antall plasser som i Sverige og Danmark. Utbyggingen i Norge var til å begynne med en ren utbygging av sengeplasser. Det eksisterte lenge det flere har beskrevet som et faglig tomrom i omsorgen. Først rundt 1960 kom det fram en gryende kritikk av standarden og det manglende innholdet i institusjoner og spesialskoler. Denne kritikken gav i følge Tøssebro (1999) opphav til tre «debatter» som preget utviklingen i Norge fram til midt på 1970-tallet, og som fikk betydning for den senere formingen av omsorgen. Den ene debatten kaller Tøssebro «habiliteringsdebatten», dvs. ideen om opplæring, forbedring og behandling. Pessimismen som hadde preget mellomkrigstiden ble gradvis vendt til optimisme. Oppdagelsen av Føllings sykdom og en gradvis tilbakevending av medisinernes interesse for feltet, ikke minst blant barnepsykiatere, skapte opplevelsen av at noe nytt var på gang. Habiliteringstanken skulle gradvis komme til å erstatte oppbevaringstanken, og dermed underminere begrunnelsene for de store institusjonene. Den andre debatten er «velferdsstatsdebatten», og knytter seg til spørsmål om offentlig ansvar og anstendige levekår for utviklingshemmede. Den tredje debatten handler om normalisering og integrering, og peker på at det er normalt å vokse opp i en familie og i et lokalsamfunn, delta i aktiviteter sammen med andre, ha en normal dagsrytme og livssyklus osv. Alle de tre debattene bidrog på ulikt vis til å underminere institusjonen som levesteder. Men psykologene skulle komme til å spille ganske ulike roller i de to land. Mitt inntrykk er at disse «debattene» også fanger ganske godt den utvikling som skjedde i Sverige, men at debattene pågikk noe tidligere enn i Norge. Habiliteringstanken og den pedagogiske optimismen i Sverige blir av Söder (1992) knyttet til debatten rundt Särskolelagen av Også innstillingen fra «komiteen för partiellt arbetsföra» (SOU 1946:24), og begrunnelsene for å lovfeste landstingets ansvar for «vårdhemmen» i 1955, tyder på at habiliteringstanken etter krigen 4 fikk et tidligere fotfeste i Sverige enn i Norge. Når det gjelder normaliseringsdebattene så hadde den sitt utspring i Danmark, og daværende sjef for den danske åndssvakeomsorgen, Nils-Erik Bank Mikkelsen, som allerede i 1959 gav normalisering et konkret innhold i forhold til omsorg for utviklingshemmede. Men det var Bengt Nirje i Sverige som formulerte normalisering som et prinsipp, og som fikk størst betydning for utbredelsen av begrepet, og dermed også for debatten. Psykologene Men hvor tok så disse debattene veien? Når det gjelder «habiliteringsdebatten» så ble den på 1970-tallet stadig mer dominert av psykologene. Også dette tror jeg stemmer bra både for Sverige og Norge. Men psykologene skulle komme til å spille ganske ulike roller i de to land. I Norge ble den psykologiske påvikningen preget av den atferdsterapeutiske tradisjonen som psykologer førte med seg fra studieopphold i USA. Denne tradisjonen satte et sterkt preg på omsorgen i Norge utover på 1970-tallet, et preg som fortsatt sitter igjen i store deler av omsorgen. Det sterke gjennomslaget som denne tradisjonen fikk, skyldes bl.a. at disse psykologene fikk en sterk posisjon i utdanningen av vernepleiere, som etter hvert ble den dominerende faggruppen innenfor omsorgen. I Sverige var det helt andre psykologer som kom til å øve innflytelse på omsorgen, ikke minst personer som Gunnar Kylén og Lars Kebbon og de som arbeidet sammen med dem i tilknytning til henholdsvis ALA-stiftelsen i Stockholm og project Mental Retardation i Uppsala. Dette var psykologer som Hansson og Malander (1992) beskriver som humanistisk orienterte psykologer med et bredt psykologiskpedagogisk perspektiv, og som bidrog til en 3 G. Bakkehus, som ble stiftet av legen J.R.Hübertz i 1855 (Kirkebæk 1993).Emanuella Carlberg startet den første anstalt i Sverige i 1866 (Söder 1978). I Norge var det døvelærer Johan Anton Lippestad som var først ute, da han sammen med sin kollega Hans Hansen startet den første «skole for åndssvake børn» i 1974 (Sandvin 1996). 4 Habiliteringstanken var i begge land sterk i siste halvdel av 1800-tallet, men ble sterkt svekket av de rasehygieniske perspektivene som medisinere brakte inn i omsorgen fra begynnelsen av 1900-tallet. 15

16 orientering bort både fra en medisinsk og en treningsorientert diskurs (ibid: 37). Når det gjelder Velferdsstatsdebatten og normaliseringsdebatten så fløt de etter hvert sammen, både i Sverige og Norge, og ble etter hvert til en voksende bølge som til sist slo hele institusjonsomsorgen over ende. I Norge skjedde det ved et vedtak våren 1988, da Stortinget i sin behandling av St meld nr 67 ( ), sluttet seg til Lossius-utvalgets forslag om å avvikle Helsevernet for psykisk utviklingshemmede HVPU. (Förklara helt kort vad det HVUP var!) Hele institusjonsomsorgen ble i praksis avviklet i perioden I Sverige foregikk avviklingen over noe lengre tid. Omsorgslagen av 1985 innførte inntaksstopp i institusjoner, og åpnet samtidig for at landsting, i samarbeid med sine r kunne søke om å overføre ansvaret for de som landstinget hadde ansvar for, til den enkelte (Reg.prop. 1984/85:176). (När detta beslut togs var dock praktiskt taget alla plejehjem för barn nerlagda och platsantalet för vuxna halverat se mina kurvor!). I de län der dette skjedde ble det samtidig satt i gang arbeid med å avvikle institusjonene. I 1993 besluttet riksdagen at ansvaret for omsorgen for utviklingshemmede i sin helhet skulle overføres til ne. Det ble ikke satt noen endelig dato for avviklingen av institusjonene, men prosessen var allerede godt i gang. Først i 1997 vedtok riksdagen en lov om endelig avvikling av institusjonene. Tid for når siste institusjon skulle være avviklet ble satt til utgangen av 1999 (Grunewald 2002). Bofellesskapet Bofellesskapet eller gruppbostaden har i begge land blitt selve prototypen på boform etter at institusjonene ble avviklet. Bofellesskapet skulle så å si materialisere de ideologiske prinsippene fra og tallet, som normalisering og integrering, innenfor det som ble sett som realistiske rammer. En fullstendig normalisert bosituasjon, hvor alle fikk sitt eget selvstendige hushold, integrert i ulike deler av den ordinære boligmassens, ble aldri sett som realistisk. I stedet kom bofellesskapet til å bli en ganske standardisert boform, og kanskje enda mer standardisert i Norge enn i Sverige. S O R R A P P O R T N R Når det gjelder Velferdsstatsdebatten og normaliseringsdebatten så fløt de etter hvert sammen. Denne standardiseringen krever en forklaring. I Norge er en viktig forklaring at det hele gikk svært fort, men det forklarer ikke hvorfor bofellesskapet fikk den form den fikk. Et gjennomgående tema i medienes omtale av den norske reformen var opprivingen av fellesskap og gamle vennskapsbånd, og den ensomhet som en fryktet at flyttingen fra institusjonen ville innebære. En av kildene for denne frykten var personalet, og selv om manges holdninger sikkert var farget av at institusjonsavviklingen berørte deres egne arbeidsplasser, så var nok uroen også faglig motivert. Jeg tror en kan si at det eksisterte en omsorgsfaglig ambivalens i forhold til institusjonsavviklingen. En må huske på at institusjonspersonalet var en viktig kraft i institusjonskritikken, særlig i den tidlige fasen, hvor flere av de skandalene som rettet medienes søkelys på institusjonene var utløst av institusjonspersonalet selv. Etter at levevilkårene og tjenestetilbudet i institusjonene ble kraftig forbedret og «normalisert» i løpet av 1980-tallet var det nok mange som ble mer skeptiske overfor tanken om en total institusjonsavvikling. I alle fall var det få som så for seg en fullstendig individualisert omsorg hvor utviklingshemmede bodde helt atskilt fra hverandre. En var enige i at livsvilkårene for utviklingshemmede skulle bringes «så nært det normale som mulig», men det eksisterte noe ulike og til en viss grad også uklare oppfatninger om hva dette skulle bety. Denne uklarheten, eller ambivalensen ble materialisert i den nye prototypen på bolig for utviklingshemmede; en boenhet som består av flere separate leiligheter som forenes av en felles organisasjon for hjelp og tilsyn, og som regel visse fellesrom. Ambivalensen kommer til uttrykk i boligenes tredelte romlighet private leiligheter, fellesrom og rom for personalet. Tredelingen sikrer både idealet om et eget privat hjem, en kollektiv arena for fellesskap og fasiliteter for koordinering av nødvendig hjelp, tilsyn og kontroll. De organisatoriske rammene for omsorgen er altså relativt lik i de to land. Hva så med En var enige i at livsvilkårene for utviklingshemmede skulle bringes «så nært det normale som mulig», men det eksisterte noe ulike og til en viss grad også uklare oppfatninger om hva dette skulle bety. innholdet? De som i sterkest grad preger innholdet i den daglige omsorgen er personalet som arbeider i direkte kontakt med omsorgsmottakerne. Innholdet i omsorgen vil derfor i stor grad preges av de holdninger, perspektiver og kunnskaper omsorgspersonalet har. Her finnes det også noen viktige forskjeller mellom Sverige og Norge. En av dem er knyttet til utdanning. Utdanning I begge land er det en høgskoleutdanning som i særlig grad utdanner fagpersoner for denne omsorgen. Vernepleierne i Norge har omtrent den samme yrkesposisjon i omsorgen for utviklingshemmede i Norge, som personer med yrkeseksamen i sosial omsorg har i Sverige. Selv om begge utdanningene retter seg mot en bredere målgruppe enn utviklingshemmede, så er det personer med disse utdanningene som anses å ha de mest relevante kvalifikasjoner til lederoppgaver innenfor denne omsorgen. Men selv om utdanningene har omtrent den samme profesjonelle status i omsorgen, så er utdanningene likevel relativt forskjellige. Utdanningen i sosial omsorg i Sverige har en historisk forankring i tidligere föreståndarutbildning. Fra 1982 ble det etablert en egen toårig høgskoleutdanning som ble kalt Sosiala omsorgslinjen. Den hadde tre ulike innretninger, hvor av en var rettet mot «äldre- och handikapomsorgen», en mot «psykiskt utvecklingsstörda och flerhandikappade», og en mot «socialpedagogiskt behandlingsarbete» (Josefsson og Widerlund 2001). De tre retningene er senere slått sammen til en utdanning rettet mot både eldre- og handikapomsorgen, og utdanningen er etter hvert utvidet til 3 3,5 år. Utdanningen er først og fremst rettet mot administrasjons- og ledelsesoppgaver innenfor sosial omsorg, som behovsbedømming og tildeling av tjenester, og almen tilrettelegging og kvalitetssikring av tjenestene. Utdanningen gir i liten grad innføring i behandlingsorienterte eller terapeutiske metoder eller modeller. 5 Den mer direkte omsorgsutøvingen ivaretas oftest av personell med kortere gymnasiale utdanninger 6. Den norske vernepleierutdanningen har sin 16

17 historiske forankring først og fremst knyttet til omsorg for utviklingshemmede. Den første utdanningen ble etablert allerede i 1961, ved Emma Hjorts hjem for åndssvake. Også de neste utdanningene som ble etablert var forlagt til sentralinstitusjoner, før de på 1970-tallet ble integrert i det øvrige høgskolesystemet. Vernepleierne kjempet lenge en hard kamp om å bli sidestilt med sykepleierne i forhold til lederstillinger innenfor institusjonsomsorgen. På 1990-tallet har utdanningen rettet seg mot et bredere spekter av yrkesfunksjoner, men assosieres fortsatt i stor grad med arbeid overfor utviklingshemmede. Sammenlignet med utdanningen i social omsorg i Sverige, har vernepleierutdanningen en langt sterkere metodisk innretning. Blant kjernefagene er såkalt målrettet miljøarbeid, som både har sosialpedagogiske og (ved enkelte skoler sterke) atferdsterapeutiske innslag. Dette må sees som et resultat av den spesielle rolle psykologene har spilt i den norske omsorgen, en rolle som kanskje ble særlig sterk på grunn av den posisjon de hadde i forhold til vernepleierutdanningene, både som lærere, lærebokforfattere og gjesteforelesere. Utdanningen gir også en viss medisinsk kompetanse, i tillegg til en mer generell samfunnsvitenskapelig og administrativ kompetanse. Selv om det vanligvis er vernepleierne som bekler de lederstillinger som finnes innenfor tjenester rettet mot utviklingshemmede, så har de vanligvis en langt mer klinisk og terapeutisk rolle enn det høgskoleutdannede innen sosial omsorg har i Sverige. Hvilken rolle psykologene i Sverige hadde i forhold til utviklingen av høgskoleutdanningen i social omsorg har jeg ikke vært i stand til å finne svar på, men innholdsmessig synes det å være langt på vei det samme samsvar her som i relasjonen mellom vernepleierne og psykologene i Norge. Også i Norge er det vanlig at flertallet av personalet har kortere gymnasiale utdanninger 7, men det er trolig også flere i Norge enn i Sverige som mangler noen form for helse- eller sosialfaglig utdanning. Her mangler jeg sammenlignbare tall for de siste årene, men Melander (1999) fant i en studie som ble gjennomført i 1992, og som omfattet seks gruppeboliger, at bare 5 av 42 ansatte helt manglet noen form for relevant utdanning. Det utgjør 12%. Når det gjelder Norge så fant Jensen (1995) at ca. 30% av personalet i hans studie i 1992 helt manglet S O R R A P P O R T N R Vernepleierne kjempet lenge en hard kamp om å bli sidestilt med sykepleierne i forhold til lederstillinger innenfor institusjonsomsorgen. noen form for relevant utdanning. I tillegg bør det nevnes at de med kortere utdanninger (ikke høgskoleutd.) i Sverige ofte har 2-årige utdanninger, mens de kortere utdanningene i Norge er 1-årige. På den annen side fant Melander (op.cit) at bare 2 av 42 ansatte (i underkant av 5%) hadde 3-årig høgskoleutdanning, mens det i den norske studien var 15% med 3-årig høgskoleutdanning (Jensen op..cit.). Senere studier i Norge tyder også på at andelen høgskoleutdannede i den direkte omsorgen har økt betraktelig på tallet, og først og fremst andelen vernepleiere (Lichtwarck og Sandvin 1999). Andelen høgskolenutdannede i omsorgen har sikkert også økt i Sverige, men trolig ikke i samme grad i det direkte omsorgsarbeidet. Utdanning og omsorg Det at Vernepleierne, som utgjør flesteparten av de høgskoleutdannede i den norske omsorgen, har en betydelig mer metodeorientert utdanning enn tilsvarende utdanning i Sverige, har trolig også konsekvenser for karakteren på den omsorg som ytes. Først og fremst har det den betydning at den daglige omsorgen i Norge er mer eksplisitt terapeutisk orientert enn det som preger den svenske omsorgen. Vernepleierne har et naturlig ønske om å arbeide systematisk og metodisk, og er ikke tilfreds med «bare» å yte omsorg og støtte. Dette kan få ulike utslag, alt etter hvilke perspektiver og metodiske prinsipper vernepleieren er tilhenger av. Jeg har et inntrykk av at det mange steder i Norge foregår en mer bevisst tilrettelegging av dagliglivet til enkeltpersoner, basert på en faglig vurdering av hva som bidrar til å fremme selvstendighet og bestemte ferdigheter hos personen, enn det jeg har sett innenfor svensk omsorg. Mange dyktige vernepleiere har bidratt til å utvikle en mer individuelt tilpasset omsorg, som på en bedre måte enn tidligere, ivaretar personens muligheter for selvstendighet og til å foreta egne valg. På den annen side har det terapeutiske innslaget mange steder ført På den annen side har det terapeutiske innslaget mange steder ført til at hverdagslivet for enkelte beboere har fått karakter av en eneste lang treningsøkt. til at hverdagslivet for enkelte beboere har fått karakter av en eneste lang treningsøkt, hvor dagligdagse gjøremål hele tiden settes inn i en terapeutisk eller habiliterende referanseramme. Enkelte steder kan et bestemt omsorgsperspektiv eller terapeutisk metode gjennomsyre hele klimaet i en bolig, hvor personalet kollektivt forholder seg til beboerne på en ensartet og konsekvent måte, i tråd med for eksempel atferdsterapeutiske prinsipper eller målrettet miljøarbeid (se også Sandvin et.al. 1998). Jeg har ikke et like godt innblikk i den svenske omsorgen som i den norske, men mitt inntrykk er at den norske omsorgen er preget av en større grad av strukturering enn den svenske. Min hypotese er at dette henger sammen med den posisjon som atferdsterapeutisk orienterte psykologer hadde på og 1980-tallet, og som gjennom den påvirkning de hadde på utformingen av vernepleierutdanningen, har fått en direkte betydning på omsorgens praksis. Når det gjelder Sverige er det mitt inntrykk at denne praksis i større grad har vært gjennomsyret av livskvalitetsaspekter og familieorienterte verdier, med utgangspunkt i «den lille gruppens prinsipp». På den måten er 5 En kan ved enkelte utdanningssteder velge tilleggsfordypning i sosialpedagogisk behandlingsarbeid. 6 Toårig vårdlinje/undersköterskeutbildning, grundkurs eller påbygningskurs om psykisk utviklingshemmede (GPU/PPU) ell.l. 7 Vanligst er ettårig hjelpepleierutdanning, gjerne hjelpepleie i vernepleie, eller ettårig utdanning som omsorgsarbeider. kanskje arven fra psykologene kanskje like tydelig i Sverige som i Norge. Forskjellen ligger kanskje først og fremst i at omsorgspsykologene i Sverige ikke på samme måte som i Norge fikk en høgskoleutdanning å virke gjennom. Utdanningen i sosial omsorg hadde i stedet sitt utspring i landstingens vårdutbildningar, og yrkesrollen har lenge slitt med å rive seg løs fra forstanderrollen. Dette har kanskje bidratt til å gi den svenske omsorgen sterkere preg av det en kunne kalle tradisjonell omsorg, til forskjell fra en mer terapeutisk innretning i den norske omsorgen. Tvang Den tradisjon som er beskrevet over, både når det gjelder psykologenes rolle i henholdsvis Sverige og Norge, og den utforming de mest sentrale høgskoleutdan- 17

18 ningene har fått i de to land, skulle tilsi at det har eksistert, og fortsatt eksisterer en mer bevisst og systematisk bruk av tvang overfor utviklingshemmede i Norge, enn i Sverige. Dette tror jeg også er tilfellet. Men denne bevisste, terapeutisk orienterte tvangen utgjør bare en del av den tvang som utøves og som reguleres av den nye lagen i Norge. Den øvrige tvangen knytter seg dels til skadeavverging, og dels til det en kunne kalle «hverdagstvang» i gjennomføringen av det som blir ansett som nødvendig omsorg. Når det gjelder disse formene for tvang er jeg ikke like sikker på at omfanget er så mye større i Norge enn i Sverige. Det avhenger blant annet av hvordan vi definerer tvang. Vi skal komme tilbake til dette nedenfor. Som nevnt tror jeg at det i Norge finnes et større innslag av terapeutiske intervensjoner som har innslag av tvang, enn hva en finner i Sverige. Eksempler på slik tvang kan være prosedyrer for holding i samband med selvskading eller aggressiv atferd, i visse tilfeller også såkalt nedlegging, eller begrensning av tilgangen til goder, som mat eller drikke, visse deler av dagen på grunn av ekstreme inntak. I institusjonsomsorgen ble slike prosedyrer anvendt uten at det eksisterte et formelt regelverk for det. I tillegg S O R R A P P O R T N R Etter at institusjonene ble avviklet ble en del av de miljøene som drev slik behandling oppløst og personalet spredd. foregikk det mer vidtrekkende atferdsterapeutisk behandling med mer omfattende innslag av tvang, som ulike former for «negativ forsterkning» eller straff. Etter at institusjonene ble avviklet ble en del av de miljøene som drev slik behandling oppløst og personalet spredd. Psykologer som hadde arbeidet i institusjonsomsorgen gikk enten inn i den nye fylkeskommunale habiliteringstjenesten, eller startet egen konsulentvirksomhet hvor de tilbød tjenester og veiledning overfor ne. Allerede da HVPU-reformen ble vedtatt i 1988 ble det reist krav om retningslinjer som regulerte hva personalet kunne gjøre og ikke gjøre for å møte alvorlige atferdsproblemer blant utviklingshemmede. Dette kravet kom både fra de som ville begrense denne formen for atferdsterapeutiske metoder, og de som var tilhengere av dem. Det ble nedsatt et bredt sammensatt utvalg, det såkalte Røkke-utvalget, som leverte sin innstilling med forslag til lovbestemmelser og forskrifter allerede i 1991 (NOU 1991:20). Innstillingen ble ikke sendt på høring før i På bakgrunn av innstilling og høring, og sener klargjøring av lovforslagets forhold til internasjonale menneskerettighetskonvensjoner, fremmet regjeringen i mai 1996 en endelig lovproposisjon, Ot prp nr 57 ( ). Stortinget vedtok lovutkastet med enkelte endringer i juni samme år 8. Stortinget vedtok, som en del av loven, at det skulle etableres en rådgivende gruppe som skulle følge med hvordan loven ble praktisert og vurdere praksis i forhold til rettssikkerhetsspørsmål og faglig utvikling på området. Stortinget krevde også å få se forskriftene til loven før de gjorde endelig vedtak om ikrafttredelse. Forskrift ble gitt i Kgl res 18. september 1998, og loven trådte i I Norge, og mer presist i den norske loven, defineres tvang som «tiltak som tjenestemottakeren motsetter seg eller tiltak som er så inngripende at de uansett motstand må regnes som bruk av tvang eller makt». kraft Loven ble gjort midlertidig, med en virketid på tre år. Virketiden er senere utvidet med to år, men skal opp til ny behandling i Stortinget før virketidens utløp o desember Det vil føre for langt å skulle gi en detaljert redegjørelse for lovens innhold. Det som kan være viktig å nevne er at loven stiller svært strenge krav både til begrunnelse og prosedyre. Det skal foreligge fare for vesentlig skade, noe som i forskriften defineres svært strengt. Det stilles krav om at alternative tiltak skal være prøvd før vedtak om bruk av tvang kan fattes, eller det skal gis en særlig begrunnelse for hvorfor dette eventuelt ikke er gjort. Fylkesns habiliteringstjeneste skal bistå n både i planlegging og gjennomføring av vedtaket. Vedtak skal fattes av n, og sendes fylkesmannen (landshövdingen) for overprøving. Fylkesmannen kan prøve alle sider ved saken fullt ut. Hva er tvang? Når det gjelder spørsmålet om hvor mye tvang som faktisk brukes overfor personer med utviklingshemming, så avhenger det av hvordan tvang defineres. Her er det en forskjell mellom Sverige og Norge. I Norge, og mer presist i den norske loven, Tegning reprodusert med tillatelse av Martha Perske fra PERSKE: PENCIL PORTRAITS (Nashville: Abingdon Press, 1998). 8 Lov av 19. juli 1996 nr 60 om endringer i lov om sosiale tjenester m v og lov om helsetjenesten i ne; Rettigheter for og begrensning og kontroll med bruk av tvang og makt m v overfor enkelte personer med psykisk utviklingshemming 18

19 defineres tvang som «tiltak som tjenestemottakeren motsetter seg eller tiltak som er så inngripende at de uansett motstand må regnes som bruk av tvang eller makt». Tvang gis her en strengt deskriptiv avgrensning, dvs at alle tiltak som personen motsetter seg, uansett hvor rimelige de er, faller inn under loven, som det å holde en arm som er i ferd med å slå, frata en person en farlig gjenstand, hindre personen i å drikke kjemikalier eller andre farlige stoffer, eller gjennomføre det som anses som nødvendig hygiene. Det samme gjelder alle former for begrensning av bevegelsesfrihet eller tilgang til naturlige goder for å forbygge skade eller fare, selv om vedkommende ikke motsetter seg det. I Sverige anvendes i hovedsak en mer normativ avgrensning hvor tiltak som anses helt nødvendig, for eksempel i skadeavvergende hensikt, ikke kalles tvang eller makt, men skydd. Det er altså ikke så enkelt som at en i Norge tillater bruk av tvang, mens man i Sverige ikke gjør det. Etter den norske definisjonen tillates det også bruk av tvang i Sverige, selv om man velger å kalle det noe annet. Det finnes også en annen viktig forskjell mellom Sverige og Norge som har betydning i denne sammenheng. I Sverige gir lag om psykiatrisk tvångsvård (LPT) hjemmel for å ta inn personer med utviklingshemming som har alvorlige atferdsproblemer. Forutsetningen for tvångsvård er at personen lider av en «allvarlig psykisk störning». I drøftingen av hvem dette omfatter sies det at «Givetvis bör också en grav psykisk utvecklingsstörning betraktas som en psykisk störning» (SOU 1998:32, s.226). Det er ikke tilstrekkelig at personen er psykisk utviklingshemmet, men hjemmelen benyttes overfor personer med så store atferdsproblemer at de representerer en fare for seg selv eller andre. En slik mulighet finnes ikke i Norge, uten at det foreligger en konkret psykisk lidelse. S O R R A P P O R T N R Nå kan en spørre seg om det er hensiktsmessig å definere alle tiltak som personer motsetter seg som tvang. Mens norske psykologer var inspirert av en amerikansk atferdsanalytisk tradisjon, hvor bruk av såkalte «aversive metoder» sto sentralt, så var de svenske psykologene langt mer inspirert av humanistiske og sosialpsykologiske perspektiver. Nå kan en spørre seg om det er hensiktsmessig å definere alle tiltak som personer motsetter seg som tvang. Med tanke på at de aller fleste personer med utviklingshemming er myndige skjønn. Men når en ser hvor mye «hverdagstvang» som foregår i den daglige omsorgen, både i Norge og i Sverige, av regler og reguleringer, neglisjering av personers ønsker i viktige beslutninger, unødvendige hindringer i personers frihetsutøvelse etc., så har jeg flere ganger kommet til å tvile på dette gode skjønn. (ikke gjort umyndige), og at de fleste som dette gjelder er svært avhengige av andres hjelp, så kan det av rettssikkerhetsgrunner være hensiktsmessig å operere med et strengt deskriptivt tvangsbegrep. Et annet spørsmål er om alt som faller inn under dette begrepet bør reguleres ved lov. Det er flere grunner for å mene at visse ting bør overlates til det gode Selv var jeg blant dem som mente at den norske loven ikke burde vedtas. Dette var nok en av årsakene til at jeg også ble oppnevnt til å sitte i den rådgivende gruppen som ble etablert for å følge lovens praktisering. Min skepsis til loven var knyttet først og fremst til to forhold. For det første mente jeg at en ikke burde åpne for bruk av tvang eller makt i atferdsendrende tiltak. Dette ville, mente jeg, åpne for å videreføre en terapeutisk praksis fra institusjonsomsorgen som vi ikke var tjent med. For det andre mente jeg at kravet til at alternative tiltak skulle være prøvd, var urealistisk, fordi ne (og langt på veg også habiliteringstjenesten) manglet tilstrekkelig kunnskap om alternative tiltak. Statens råd for funksjonshemmede, som jeg da var medlem av (og nå leder av), ba staten om å ta initiativ til et nasjonalt Et rent deskriptivt tvangsbegrep har likevel den fordel at den hindre skjult «tvang» under dekke av vern. program for kompetanseheving om alternativer til tvang, før en slik lov eventuelt ble iverksatt. Det fikk vi ikke gjennomslag for. Den norske loven bør endres Hva mener jeg så i dag? Jeg har jo hatt anledning til følge praktiseringen av loven, og den rådgivende gruppen som jeg er med i skal avgi en innstilling om sin oppfatning om loven en gang før sommeren. Det er neppe tvil om at loven har bidratt til å redusere bruken av tvang i den norske omsorgen. Et stort flertall av de saker som ne har meldt til spesialisttjenesten hvor de mener at det er behov for vedtak om bruk av tvang, ender med at en finner fram til andre måter å møte personen på. Dette er ofte saker hvor det har vært anvendt visse former for tvang over lang tid. Også mange av de saker som ender med et kommunalt vedtak om bruk av tvang, blir stanset av fylkesmannen. Foreløpig statistikk tyder på at bare 25% av saker som utredes ender med et gyldig vedtak om bruk av tvang. Det er også mange ting som tyder på at det har skjedd en betydelig utvikling både i ne og i habiliteringstjenesten etter at loven ble vedtatt, en utvikling som både er preget av mindre tvang, og av bedre kvalitet på omsorgen overfor personer med alvorlige atferdsproblemer. Men det er viktig å understreke at det er lovens strenge krav, både til når tvang kan anvendes (vesentlig skade), til etisk forsvarlighet, til utprøving av alternative tiltak, til tidsavgrensning og evaluering, og til korrekt prosedyre, som har gitt disse resultatene, ikke tillatelsen til å bruke tvang. Denne effekten kunne altså i prinsippet vært oppnådd gjennom en lovgivning om rettssikkerhet, etisk forsvarlighet, tilsyn og veiledning, som ikke åpnet for bruk av tvang. Det ville imidlertid forutsette en noe annen definisjon av tvang, hvor prosedyrer for skadeavverging ble regulert i samme lov. Et rent deskriptivt tvangsbegrep har likevel den fordel at den hindre skjult «tvang» under dekke av vern. Det er vanskelig nok med den tvang som er skjult fordi den ikke rapporteres. Det er også viktig å stille spørsmål ved hvilke negative effekter loven kan ha hatt. Den sterke bevisstheten om tveng som loven har skapt kan for eksempel ha virket både avvergende og oppmuntrende i forhold til bruk av tvang. Handegård (2002) finner for eksempel at det visse steder utvikles en «kompetansekultur» hvor det å 19

20 S O R R A P P O R T N R kunne håndtere vanskelig atferd, og det å ha inngående kjennskap til de omfattende prosedyrene som loven krever, både etterspørres og verdsettes. Det er mulig at dette visse steder kan øke bruken av tvang. Effekten av å regulere dette feltet blir likevel opplevd så positivt at muligheten for at Stortinget skal stanse loven når den kommer til ny behandling, er svært liten. Derimot bør det være mulig å få til endringer og forbedringer i loven, som ytterligere styrker rettsikkerheten for de som loven retter seg mot. Det vil ikke være riktig av meg å gå inn i detaljer om hvilke endringer som det her kan være snakk om, men ett moment vil jeg nevne. Noe av det gledelige, sett fra mitt synspunkt, er at det er svært få vedtak om bruk av tvang knyttet atferdsendrende tiltak. Lovens strenge krav til etisk forsvarlighet har gjort det vanskelig å få slike vedtak godkjent. Det virker også som om troen på tvang som virkemiddel i atferdsendrende tiltak er i ferd med å svekkes betydelig. Etter min mening bør muligheten til å anvende tvang i atferdsendrende tiltak tas ut av loven. Da vil en i prinsippet sitte igjen med skadeavverging altså det en i Sverige vil kalle skydd. Avslutning Jeg har i denne lille artikkelen forsøkt å peke på noen forskjeller i måten omsorg organiseres og utøves på i Sverige og Norge. Beskrivelsen baserer seg ikke på noen komparativ studie, men på en viss bakgrunnskunnskap og på erfaringer fra møtet med omsorgen i de to land. Utgangspunktet jeg valgte var det paradoks at to land, hvor utviklingen av omsorgen for personer med utviklingshemming i de fleste henseender har fulgt samme mønster, likevel har inntatt helt ulike holdninger til spørsmålet om bruk av tvang overfor personer med alvorlige atferdsproblemer. Jeg har pekt på særlig tre forhold som jeg mener er viktige for å forstå dette tilsynelatende paradoks. Det ene knytter seg til de ulike roller psykologene fikk ved sin inntreden i omsorgen på tallet. Mens norske psykologer var inspirert av en amerikansk atferdsanalytisk tradisjon, hvor bruk av såkalte «aversive metoder» sto sentralt, så var de svenske psykologene langt mer inspirert av humanistiske og sosialpsykologiske perspektiver. Det andre, og som hang nært sammen med det første, var at vernepleierne i Norge utviklet seg, delvis under sterk innflytelse av psykologene, til en langt mer terapeutisk profesjon, enn tilfellet var med de som fikk en sosial omsorgsutdanning i Sverige. På mange måter ble de to yrkesgrupene iverksettere av mye av den tenkningen som psykologene i de to land var representanter for. Min hypotese er at dette bl.a. førte til et større innslag av bevisst og systematisk bruk av tvang i Norge enn i Sverige, først ved institusjonene, og senere også i den kommunale omsorgen. Hypotesen er at dette også kom til å aktualisere spørsmålet om lovregulering i større grad i Norge enn i Sverige, både blant motstandere og tilhengere av de metoder som hadde innslag av tvang. Det tredje forholdet, og som også kanskje henger sammen med den debatt som har foregått rundt tvangsbruk i Norge, knytter seg til ulikheten i måten tvang defineres på i de to land. Mens en i Norge opererer med et rent deskriptivt tvangsbegrep, som inkluderer alle former for skadeavverging som personer måtte motsette seg, så er det i Sverige tradisjoner for et mer normativ definisjon av tvang, hvor for eksempel det å hindre at personer skader seg selv eller andre defineres som skydd, heller enn tvang. I Norge førte dette til at behovet for å regulere og fjerne den tvang som en mente ikke skulle være tillatt, også forutsatte en regulering av den tvang som var knyttet til nødvendig skadeavverging. Men selv om loven etter min oppfatning også åpner for bruk av tvang i situasjoner hvor dette ikke burde være tillatt, noe som bør strammes inn ved den forestående gjennomgang av loven, så er jeg av den oppfatning at loven også har hatt en positiv effekt, både mht. reduksjon i bruken av tvang, og når det gjelder kvaliteten på de tjenester som ytes. At loven kan ha hatt en slik effekt forteller imidlertid at det har foregått svært mye uakseptabel tvang, og at kompetansen og kvaliteten i omsorgstjenestene overfor psykisk utviklingshemmede langt fra har vært tilfredsstillende. I realiteten har ikke de viktige reformene som omsorgen har gjennomgått på 1990-tallet fått de effekter for omsorgens innhold som de kunne og burde. I dette er likhetene mellom Sverige og Norge igjen større enn ulikhetene. Sysselsetting og fritidsvirksomhet er fortsatt sterkt segregert. Omsorg er i alt for stor grad knyttet til bolig, og ikke til personer. Og omsorgstjenestene er i for stor grad preget av en tradisjonell og overbeskyttende omsorgstenkning, med stor grad av regulering og kontroll, i stedet for individuell assistanse til å leve mest mulig selvstendige liv. Litteratur: Grunewald, Karl (2002): Nerläggningen av anstalterna för utvecklingsstörda personer i Sverige, i Grunewald, Karl (red): Varför bör institutioner för utvecklingsstörda och andra funktionshindrade läggas ner? Teoretisk bakgrund och praktisk erfarenhet. Under publisering. Hansson, Jan-Håkan og Ove Malander (1992): «Psykologisering och professionalisering. Om psykologyrket som profession innom psykiatrin och de särskilda omsorgerna» Vårdhögskolan i Malmö. Forskning och utveckling, Nr. 3. Jenssen, Tor (1995): «Hvordan gikk det med de utviklingshemmede», i Romøren, Tor Inge (red.): HVPU-reformen i forskningens lys». Ad Notam Gyldendal. Josefsson, Barbro og Widerlund. Lena (2001): «Innehåll i utbildningsprogram för social omsorg». Luleå Tekniska Universitet, Institutionen för helsovetenskap. D-uppsats. Kirkebæk, Birgit (1993): Da de åndssvage blev farlige. København. Forlaget Socpol. Malander, Ove (1999): De hjälper oss till rätta. Normaliseringsarbete, självbestämmande och människor med psykisk utvecklingsstörning. Lunds Universitet. Socialhögskolan. Doktoravhandling. NOU 1991:20 Røkke Ot prp nr 57 ( ) Reg.prop. 1984/85:176 Sipilä, Jorma (red.) (1997): Social Care Services. The Key to the Scandinavian Welfare Model. Aldershot. Avebury. Tøssebro (1999): «Da tidevannet snudde. Perspektiv på utviklingshemming og tjenester for utviklingshemmete under framveksten av dagens politikk: ». I Monica Dalen, Anne-Lise Rygvold og Reidun Tangen (red.): Mangfold og samspill : om minoriteter i familie og samfunn: Festskrift til Barbro Sætersdal. Universitetsforlaget. Sandvin, Johans (1996): Velferdsstatens vendepunkt? En analuse av reformen for personer med utviklingshemming som uttrykk for brytninger i velferdsstaten. Universitetet i Tromsø. Doktoravhandling Sandvin, Johans, Mårten Söder, Willy Lichtwarck og Tone Magnussen (1998): Normaliseringsarbeid og ambivalens. Bofellesskap som omsorgsarena. Universitetsforlaget. SOU 1946:24 St.meld. nr. 67 ( ): Ansvar for tiltak og tenester for psykisk utviklingshemma. Söder, Mårten. (1978): Änstalter för utveklingsstörda. En historisk sociologisk beskrivning av utvecklingen ALA. 20/350. Söder, M. (1992): Normalisering og integrering: Omsorgsideologier i et samfunn i endring», Sandvin, J. T. (red.): Mot normalt? Omsorgsideologier i forandring. Kommuneforlaget, Oslo. SOU 1998:32 20