MINDRE MEDDELELSER. utbredelse ved den senglaciale tids slutning et par skarpt fremtrædende

Transkript

1 MINDRE MEDDELELSER. GLACIALE OG PLANTEGEOGRAFISKE FORHOLD VORT LAND UNDER DE SIDSTE AVSMELTNINGS OSCILLATI ONER AV DEN STORE SKAND I NAV I SKE INDLANDS IS. Av P. A. ØYEN. For kort tid siden fik jeg fat i "Sveriges Geologiska Undersøkning, års bok 1918" og fin der der som no. 2 en avhandling av Enquist, nemlig "Die glaziale Entwicklungsgeschichte Nordvestskandinaviens" der foranlediger til noen kritiske bemerkninger. Disse kunde nok bli mange, men skal ved denne anledning bli begrenset til et meget begrenset avsnit, nemlig det der omhandler de arktiske plantefossiler i vort land. I vedføiede figur er gjengit Enquists kart fra hans avhandling side 82 med grensen for den "senglaciale" tids brædække ved den største utbredelse og ved slutningen, samt med angivelse av "senglaciale" lokalmoræner ( ) og findesteder for arktiske plantefossiler (.). Allerede et flygtig blik paa kartet viser os med hensyn paa isdækkets utbredelse ved den senglaciale tids slutning et par skarpt fremtrædende motsætninger til de virkelige forhold. Den ene, den store indbugtning i isdækkets rand ved Trondhjemsfjordens sydlige del staar i den mest skrikende motsætning til forholdene inden dette omraade, saaledes som jeg har fremstillet dem i "Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, I (1910), Il (1911), Ill (1915)". Efter hvilken kilde Enquist har opkonstruert dette kart har det været mig umulig at utfinde. Det sees av kartet at han har benyttet sig av mine arktiske plantefund, men han har like saa sikkert ikke bemøiet sig med at studere under hvilke geologiske forhold de omhandlede arktiske planter har vokset. Hans kart er her den rene fantasi og behøver derfor her ikke videre omtale. Naget anderledes stiller forholdet sig naar vi stilles like overfor det andet ovenfor paapekte motsætningsforhold, nemlig med hensyn til de nævnte kartografiske forhold omkring den indre del av Kristianiafjorden.

2 370 MINDRE MEDDELELSER For det første er det her paafaldende at Enquist lar de store endemoræner indenfor Kristianiafjordens bund (rimeligvis Akertrinnets betegne den samme isrand som morænerne ved sydenden av de store mellemsvenske indsjøer, stik imot de oplysninger som jeg har git om forholdet mellem disse (jfr. Norsk geologisk tidsskrift, B. Il, Nr. 7, 1911, og sammesteds vedføiet kart, \ 30 side 17). Hvilke to findesteder for arktiske plantefossiler han her inde ved Kristianiafjordens bund angir er det naturligvis ikke godt at ha nogen berettiget mening om, men sandsynligvis maa det gjælde noen av dem som ligger mellem Aker-trinnets og Aastrinnets morænerækker. Men begge disse trins moræner angir en ganske anderledes beliggende isrand end den Enquist for samme tidsrum har tegnet op. Endvidere fremgaar det tydelig av kart og plantefindesteder at Enquist's kjendskap til de glaciologiske og fytopalæontologiske forhold i Kristianiafjordens omgivelser under

3 MINDRE MEDDELELSER 371 tiden for "de sidste avsmeltningsoscillationer av den store skandinaviske indlandsis" in den dette omraade er saa overfladisk, at vi for den saks skyld gjerne kunde forbiset det, men da avhandlingen er offentliggjort paa et saavidt autoritativt sted som nævnte "årsbok" har jeg ikke fundet det helt korrekt at la det passere uten at gjøre opmerksom paa heromhandlede forhold. Med hensyn til førstnævnte, de glaciologiske forhold, kan jeg her i korthet indskrænke mig til at henvise til allerede ovenfor nævnte fremstilling i Norsk geologisk tidsskrift, B. Il, Nr. 7, og med hensyn til sidstnævnte, de fytopalæontologiske forhold, kan jeg henvise til en avhandling som jeg netop har trykt i Tidsskrift for historisk botanik, Vol I journal de botanique historique, , Kjøbenhavn, nemlig om,. Den historiske utvikling av kjendskapet til Norges arktiske flora". Desuten kan jeg for begge de nævnte forholds vedkommende henvise til en avhandling: "V ore arktiske planters geologiske forhold" som netop er under trykning i "Naturen". Det vil av fremstillinger tydelig fremgaa at det er ikke nok inden Kristianiafjordens omraade simpelthen at avsætte de arktiske plantefund paa kartet, men man maa ogsaa studere inden hvilke formationsled de er gjort, men hermed har ikke Enquist bemøiet sig, derfor blir hans fremstilling ogsaa paa dette punkt saa overfladisk at den ingensomhelst kvartærgeologisk betydning har, men kun virker vildledende. Vi er nu, ialfald for Norges vedkommende, kommet saapas langt, at undersøkelsen maa ske paa en mere indgaaende maate end den Enquist har anlagt. Naar Enquist side sier at "die Fundpliitze der arktischen Flora im Flachland in Silden und Siidosten liegen, wie sich zeigt, ausserhalb der besonders markierten Eisrandlinie, die von den sildnorwegischen Ra'erna, dem sog. mittelschwedischen Moranenstrich und Salpausselka im sildlichen Finnland aufgebaut wird" saa gjælder dette idetmindste ikke en række av de arktiske plantefund som jeg har gjort omkring den indre del av Kristiania fjorden. NOE N FAUNISTISKE BEMERKNINGER MED HENSYN TIL TRIVIA-NIVEAUET. Av P. A. ØYEN. Geo!. Forn. Forh., Stockholm, B. 32, l 9 l O, s. 471, kom Hagg til det resultat "att det postglaciala klimatoptimet rackt, til! dess landet hojt sig nastan til! sitt nuvarande lage att klimatet varit varmast mot slutet af optimet" (cfr. l. c., B. 35, 1913, s. 387). Og paa dette sidstnævnte sted leverer sa a Hagg noen "ytterligare

4 372 MINDRE MEDDELELSER stod for denna åsikt", nemlig fundet av Donax vittatus DA CosTE, Pholas candida L., Lepton squamosum MONT., Solecurtus antiquatus PuLT. Naar med hensyn til Donax vittatus Hagg anfører som "senkvartar forekomst" Uddevalla havn hvor "2 skal aro dar upptagna med mudder (enligt v. Schmalensees etikett i Sveriges Geologiska Undersi:ikning)" saa kan man vistnok neppe betragte dette som noen særdeles god lokalitet. I denne forbindelse kan nævnes at vi har en række findesteder notert for denne art i vort land, men hos os har samtlige disse fund vist sig at tilhøre sekundære forekomster, særlig anhopninger og rester av mursand og ballastavfald. Derfor kan godt forekomsten ved Uddevalla- være fossil, men man burde helst vite litt mere derom end anført paa nævnte etikett. Det er jo en utpræget syd- og vesteuropæisk art. Dernæst opfører Hagg Pholas candida som "senkvartær" i Uddevalla og Varberg havn samt 8 l O f. o. h. i postglacialt ler vest for Skottorp (Halland). Den omtales sammen med Tapes decussatus og der er vel ikke tvil om at dette er naget mere end ord og at findestedernes nære forbindelse med den nuværende strandlinje ogsaa har været sterkt medvirkende ved Hagg's slutning m. h. t. klimatoptimets tidsbestemmelse. Vi vet at denne art forekommer som fossil paa en mængde forskjellige lokaliteter i vart land, saavel i den sydlige del som i Trondhjemsfeltet (cfr. Øyen: Kvartærstudier i Trondlhjemsfeltet, Ill, 1915, pag. 432), og det har lykkedes mig at paavise at denne art indgaar i et helt andet faunistisk complex, som karakterform for et helt andet og langt tidligere nivaa, Pholasnivaaet, hvis grense i Kristianiafeltets centrale del ligger 142 m. o. h. og i Trondhjemsfeltets tilsvarende 126 m. o. h. Endvidere vet vi at Plzolas saavel m. h. t. tyngdepunktet i sin forekomst i vart land som m. h. t. sin utdøen eller vel rettere utvandring fra vart land slet ikke her kan tages til indtægt for en saadan slutning m. h. t. klimatoptimets beliggenhet som den Hagg gjør. Den næste er Lepton squamosum, som Hagg angir fra fire "senkvartara" forekomster i Sverige, lavt over eller mest under det nuværende havnivaa. Som bekjendt findes denne art ikke længere levende ved vort lands kyster, men er av Mtinster fundet fossil paa et par steder, nemlig ved Rydningen og Smedholmen. Paa begge steder forekommer den sammen med Psammobia vespertina og Trivia europæa og vi faar saaledes nogen forestilling om dens forekomsttid i vort land, særlig naar vi ogsaa sammenholder den med følgende art: Solecurtus antiquatus der anføres av Hagg som den fjerde type paa særegne "senkvartara" forekomster i Sverige fra otte forskjellige steder. Som bekjendt findes heller ikke denne art levende ved vart lands kyst, men fossil er den fundet paa en række steder. Saaledes fandt MUnster den paa den ovennævnte lokalitet Smedholmen og

5 MINDRE MEDDELELSER 373 saaledes sammen med Lepton squamosum, Psammobia vespertina og Trivia europæa, og likesaa fandt han ved Trosvik (Brevik). Litt overblik over det stratigrafiske nivaa faar vi gjennem mine undersøkelser nær Barkevik sommeren 1898, idet jeg der fandt Solecurtus ved Vierviken 4 2 m. o. h., Psammobia vespertina ved Ødegaarden 4 m. o. h. og Psammobia vespertina med Tapes satus nær Hallen 23 m. o. h. De anførte eksempler kunde forfleres, men vi faar allerede nu en meget bestemt antydning om at saavel foregaaende som denne sidstnævnte art i her omhandlede samfund har vi at henføre til det saakaldte Trivia-niveau. Vi kan ogsaa henvise til forekomsten av Psammobia vespertina (Øyen: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, pag. 425), Pholas candida (1. c. pag. 432) og Trivia europæa (1. c. pag. 436) i Trondhjemsfeltet. Og her finder vi nok en merkelighet som nærmere knytter det baand vi nu har lagt idet det nemlig lykkedes Nordhagen paa Værø i Froan at finde en for vort land tidligere ukjendt vestbrittisk form Solecurtus candidus RAN. DESH. sammen med Psammobia vespertina og Trivia europæa i en avleiring som jeg henførte til Trivia-niveauet (1. c. pag ), en forekomst som Nordhagen selv senere har beskrevet mere utførlig (Planteveksten paa Froøerne etc., 1917, pag ). Jeg haaper vi nu har faat litt mere forstaaelse av det her omhandlede varmekjære element i vor,, postglaciale" fauna, saa vi nu ialfald for vort lands vedkommende kan indordne det der hvor det naturlig hører hjemme nemlig i Trivia-niveauet. FOSS ILFØRENDE STRANDSTENER PAA SKATVAL HALVØEN I TRONDHJEMSFJORDEN. Av OLAF HOLTEDAHL Vaaren 1917 fik jeg av professor V. M. GOLDSCHMIDT høre at daværende stud. real. R. NoRDHAGEN hos hr. MARTIN MoE, Stjørdalen, hadde set en samling fossilførende rullesten, plukket i fjæren paa forskjellige steder av Skatvalhalvøen. Stenene bestod av kalksten som imidlertid ikke hadde den for Trondhjemsfeltets kalkstener karakteristiske krystallinske karakter, men som helt lignet Kristianiafeltets kambro-siluriske kalkstener. NoRDHAGEN hadde hat anledning til selv at være med at samle slike fossilførende stener og hadde kunnet konstatere at forskjellige kambro-siluriske nivaaer var repræsentert.

6 374 MINDRE MED DELELSER Under min reise til Nord-Norge l 917 gjorde jeg en avstikker fra Trondhjem til Stjørdalen for at se paa hr. MOEs samling og om mulig finde flere fossiler. Det viste sig at strandstener av tæt eller finkornig, helt uomvandlet kalksten var temmelig al mindelige blandt rullestenene i fjæren i det strøk jeg fik anledning til at besøke sammen med hr. MoE, nemlig ved Folvik (se kartskissen). Under en to timers søkning blev der fundet henimot halvhundrede kalkstens-rullesten, med eller uten fossiler. Stenene var for det meste ganske smaa, ialmindelighet fra nøtt- til eplestore. Et par var dog henimot hodestore. Da forekomsten av disse for omraadet helt fremmede bergarter bød paa adskillig interesse Rokke har jeg efter mit besøk set litt nøiere paa de indsamlede stykker og Aura samtidig undersøkt det av hr. MoE tidligere fundne materiale, som han velvilligst har sendt mig. NloEs samling skriver sig fra forskjellige steder paa Skatval l halvøen, nemlig fra fjæ ren ved Folvik, Vikan, Viksjøen, Velvang, Fig. l. Auran, Røkke, Sve og Sten. Da der ikke synes at være nogensomhelst lovmæssighet med hensyn til de forskjellige stratigrafiske nivaaers optræden paa de forskjellige steder skal jeg her beskrive samlingen underett, kun ordnet efter nivaaer. A. Stykker tilhørende kambrium. En række biter der tydeligvis tilhører en sten bestaar av vanlig graasort finkrystallinsk stinkkalk. Der forekommer av fossiler: Olenus sp., Agnostus pisiformis L. var. obesus BELT ( socialis TULL B.) samt fragment av en hornskallet brachiopode (Obolus,). Stykket tilhører altsaa Olenus-zonen. B. Stykker tilhørende ordovicium. Hit hører den alt overveiende del av materialet. hovedtyper av bergarter kan utskilles: Følgende

7 MINDRE MEDDELELSER 375 l. Nogenlunde lyst graa, undtagelsesvis rødlig farvede, (for øiet) tætte til finkornige kalkstener som uten tvil tilhører ortocerkalken (i videre, svensk betydning). En tæt, noget rødlig kalk fører Megalaspis limbata BoEcK, en finkornig graa lys kalk rikelig fragmenter av Nileus armadillo DALM., Megalaspis sp., Lingula sp. I en række stykker er iagttat fragmenter (mest pygidier) av Asaphus-arter samt av Endoceras-former. Et stykke av tydelig rødbrun farve indeholder et fragment av en Orthoceras. 2. I nogen stykker av temmelig mørk graa kalk sees pygidier tilhørende Megalaspis patagiata TORNQ. eller en meget nærstaaende form, samt et fragment av et hode av Ampyx cf. joveolatus ANG. Muligens ogygiasskifer. 3. Et litet stykke av en mørk, noget kisførende, overordentlig finkornig kalk indeholder stykker av gastropoder, en Obolus samt et fragment av en asaphide og tilhører temmelig sikkert ogygiasskiferen. 4. En overordentlig tæt, lys kalk fører et fragmentært pygidium, der saavidt det kan avgjøres tilhører en Chasmops av Odiniconicophtalma-typen. C. Stykker tilhørende (over-)silur. Et stykke av en noget krystallinsk kalk fører et par vel apbevarte fragmenter av Pentamerus oblongus Sow. Videre forekommer en grovkrystallinsk, meget lys kalk fuld av krinoidestilkfragmenter; en sten bestaaende av en vel opbevart Favosites gotlandicus L. kan muligens ha hørt til samme lag. Sidstnævnte form findes ogsaa i en noget mørkere bergart. I andre stykker av temmelig mørk kalk sees fragmenter av en Leperditia. Nogen smaa stykker av en middels lys, finkornig kalk fører fragmenter av en Rhynchonella samt av en strophomenide. Endelig forekommer stykker av en graasort, meget finkrystallinsk kalk der i utseende min der ikke litet om kam brisk stinkkalk og med følgende fossiler: en grenet Favosites med tydelige septaltorner, Halysites sp. (cf. macropora EicHw.), Leperditia, av abreviata-typen. Spørsmaalet er sa a: hvorfra er alle disse kalkstensstykker kommet? At de er kommet langveis fra er utenfor al tvil. De kan efter sin karakter ikke stamme fra Trondhjemsfeltet, hvor kun metamorfe bergarter optrær kartet fig. 2). Man har da to omraader som kan komme i betragtning som hjemsted for stenene, nemlig Kristianiafeltet og det jemtlandske kam bro-sil uromraade. Bergarter fra Kristianiafeltet, specielt de let kjendelige rhombeporfyrer, er som bekjendt fundet ved kysten meget langt mot nord, langt nordenfor Trondhjemsfjorden. Ved Romsdalskysten har

8 376 MINDRE MEDDELELSER KALDHOL 1 ogsaa fund et adskillige sedimentær bergarter, dog ikke kalkstener. H vad stykkernes petro grafiske og palæon to logiske karakter angaar er der heller ikke i det væsentlige noget iveien for at de kunde skrive sig fra Kristianiafeltet; dog kjendes en saa mørk silurkalk som den ovenfor nævnte graasorte, finkrystallinske, fra dette omraade, likesaalitt som enkelte tildels temmelig sterkt rødfarvede varieteter av ortocerkalk. u "' -.:: o -" o. "O " :':- o 5 "'" E ;; c:= "O O<t " E oo c " >.s2 ve " -".c o. E.o c (.J (fj :; :0 >- Fig. 2. De forskjellige bergartsavdelingers utbredelse i strøket Trondhjems fjoraen --Jemtland. Den strekede linje tilhøire betegner isskillet under den sidste nedisning. Ved en nøiere betragtning kommer man imidlertid til det resultat at en transport fra Kristianiafeltet er overordentlig usandsynlig. For det første findes kalkstensstykkerne paa Skatvalhalvøen i et enormt anta!. Som nævnt fandt jeg ved temmelig kortvarig søkning et meget betydelig anta!, samtidig som ikke et eneste stykke av rhombeporfyr eller andre Kristianiaerupttver blev iagttat. l Flytblokker fra Kristianiatrakten og Danmark paa Gjermundnes i Roms dalen. Kgl. Norsk Videnskabers Selskabs skrifter 1911.

9 MINDRE MEDDELELSER 377 Et andet forhold som gjør antagelsen av Syd-Norge som hjemsted urimelig er at den overveiende mængde av stykkerne tilhører ortocerkalkens nivaa, en avdeling som jo i Kristianiafeltet indtar et forholdsvis rent forsvindende flaterum. Som det er usandsynlig at stykkerne er kommet sydfra paa naturlig vei, med drivis, er det en urimelig antagelse at de skulde være medført som ballast. Selv om man bortser fra deres store utbredelse langs hele Skatvalhalvøens kyst, idet de forholdsvis smaa stykker jo kunde tænkes at være blit spredt endel utover ved bølgebevægelsen, motsier den overordentlig store alsidighet i bergartstyper og nivaaer antagelsen av en ballasttransport. Ogsaa ved en slik transport skulde man ventet medført eruptivbergarter som jo er de vanligste strandstener ved Kristianiafjorden. Like usandsynlig som en transport fra Kristianiafeltet er, like naturlig er det at anta Jemtland som stykkernes hjemsted. Jeg har sendt et utvalg av stenene til professor WIMAN i Upsala som er den bedste kjender av J emtlands kambro-silur og professoren har velvilligst i et brev meddelt mig at "Hvad de ifrågavarande bergartsprofven betraffar, finnes icke ett, som icke godt skulle kunna vara från Jamtland." Det sidste isskille har i Jemtland ligget øst for det kambro-siluriske omraade (se kartet i H6GBOMS "Geologisk beskrifvelse i:ifver Jamtlands Lan" S. G. U. Ser. C, nr. 140, 1894), og Jemtlandsbergarter, som f. eks. den østjemtske Refsundgranit findes som blokker paa norsk side av grænsen, ved Meraker (se samme arbeide s. 73). Av det vedføiede kart, fig. 2, vil man se at en istransport fra Storsjøtrakten til Stjørdalshalsen og Skatvalhalvøen kun er hvad man maatte vente. Som videre støtte for den her hævdede opfatning kan nævnes at av bergarter som jeg saa i strandmaterialet ved Folvik var de bergarter som maatte antas at skrive sig fra Trondhjemsfeltet) forskjellige kvartsittyper hvis hjemsted maa søkes paa svensk side, almindelige. Ogsaa forskjellige, tildels porfyriske diabaser maa være kommet fra Sverige. Det fænomen at stykker tilhørende ortocerkalken er de i anta! dominerende er ogsaa helt naturlig naar man antar en transport fra Jemtland, idet den nævnte kalkavdeling der dækker overmaade store arealer og i det hele, kvantitativt, er av en ganske betydning end i Kristianiafeltet.

10 378 MINDRE MEDDELELSER "EOCAMBRIUM". "KJERULFIA LATA". Av W. C. BRØCGER. sin fortræffelige undersøkelse "The lower Cambrian Holmia fauna at Tomten, Norway" har professor dr. johan KtÆR under sin omtale av sparagmitformation (p. l 02) i et historisk resume av tidligere opfatning om dennes alder følgende passus: "TH. MONSTER regarded it as Cambrian, whilst W. C. BRøGGER called it Eo Cambrian, which was intended to indicate its close connection with our fossilbearing Lower Cambrian and the slightly altered charakter of the rocks, and must not be supposed to indicate that he includes it amongst the oldest part of the Cambrian. In fact he regards it as the youngest part of the Precambrian or Algonkian formations, that are now usually regarded as belonging to an era between the Are heie and the Palæozoic. Den fremstilling professor KtÆR her gir av min opfatning, gaaende ut paa, at jeg ikke skulde ha opfattet sparagmitformationen som vor ældste kambriske, men som en algonkisk avsætning, er fuldstændig uberettiget, og hans paa anførte sted derefter følgende polemik mot denne opfatning kan saaledes ikke med rette adresseres til mig. jeg har nemlig aldrig opfattet sparagmitformationen som algonkisk, men har tværtimot bl. a. i mine forelæsninger altid opponeret mot TøRNEBOHMS opfatning, der jo som bekjendt bl. a. gik ut paa, at Telemarksformationen skulde være et metamorfisk ækvivalent for sparagmitformationen og av samme alder som denne. Det kan for at godtgjøre professor KtÆRS feiltagelse med hen syn til den opfatning av sparagmitformationen, han paa anførte sted har tillagt mig, være tilstrækkelig at henvise til selve min oprindelige definition av den av mig indførte betegnelse av sparagmitsandsten-rækken som eokambrisk paa det sted, hvor den først blev publiceret i trykt skrift, nemlig i avsnittet om "Norges Geologi i Norge i det 19de aarhundrede" (Kristiania 1900, l, p. 4). Her behandledes først (p. 2-4) under A: "Grundfjeldet", derunder ogsaa de eventuelt yngre "algonkiske" avdelinger, derefter under B: "De ældste ovenpaa grundfjeldet avsatte lagdelte jormationer i Norge". Her, under B, uttales i sammenfatning om sparagmitsandsten-rækken: "Denne mægtige lagrække, der her skal sammenfattes under betegnelsen den eokambriske lagrække, eller den ældste kam briske lagrække 1 fører endnu ingen forsteninger eller fossiler o. s. v. Her uttales saaledes med rene ord, at jeg har opfattet sparagmit-sandsten-rækken som vor ældste kambriske lagrække, og netop ikke som algonkisk. Prof. KIÆRS uttalelse om, at jeg skulde ha opfattet den av mig som eokambrisk betegnede sparagmit-sandsten-række som algonkisk, maa saaledes bero paa en misforstaaelse fra hans side. t Uthævet her.

11 MINDRE MEDDELELSER 379 l forbindelse med denne rettelse av en mig personlig berørende misforstaaelse i prof. KlÆRS udmerkede avhandling om Olenellusfaunan ved Tømten vil jeg ikke undlate samtidig at nytte leiligheten til en kort bemerkning i andledning av den sammesteds beskrevne art "Kjeruljia lata", Kiær. Allerede i 1890 da WALCOTTS store monografi over Olenelluszonen publiceredes (i Tenth annua! report of the U. S. Geo!. Surv ) var jeg opmerksom paa, at hans beskrivelse og figurer av den store nye art Olenellus Brøggeri, Walc. navnlig ved sin størrelse, og sine sabelformede pleurer mindede om rester av en stor Olenellus fra Tømten, før opfattede som gamle aldersformer av Olenellus Kjerulji, Linrs. Br., og at disse stykker derfor antagelig repræsenterede en særskilt, ny art. l Stockholm, hvor jeg dengang mottok WALCOTTS avhandling hadde jeg imidlertid ikke materiale til sammenligning, og hele spørsmaalet om den eventuelle nye art gik derfor dengang i glemmeboken. Saa kom efter mange aars forløp 191 O WALCOTTS store nye avhandling "Olenellus and other genera of Mesonacidæ" (Smiths. Misc. Coll. Vol. 53, No. 6), hvor Olenellus Brøggeri, Walc. (efter forslag av MATTHEW i Amer. Geologist, Vol. 19, p. 397, 1897) ikke længer opføres som en Olenellus, men sammen med seks andre arter er henregnet til slægten Callavia og opført som type for denne slægt. Med det samme jeg fik dette nye arbeide med dets (til 2J3 størrelse reducerede) figur av Callavia Brøggeri og fik gjennemgaat hans nye slægtsinddeling av hans Mesonacidæ tok jeg rede paa de i universitetets samling forhaandenværende exemplarer av den nævnte store Olenellusform fra Tømten og fandt da ved en foreløpig sammenligning, at denne maatte være en art av W ALCOTTS (MATTHEw's) nye slægt Callavia. Dette meddelte jeg dengang straks prof. KlÆR, som da endnu ikke hadde faat WALCOTTS avhandling, og ikke hadde været apmerksam paa, at de hittil som gamle exemplarer av Olenellus (Holmia) Kjerulfi anseede stykker av store hoder og sabelformed pleurer i virkeligheten repræsenterede en ny art, der efter min mening antagelig burde henregnes til Callavia; prof. KlÆR var dengang begyndt at samle mere materiale fra Olenellusfaunan ved Tømten med den tanke at bearbeide denne fauna, men var da endnu ikke begyndt paa nogen detaljeret undersøkelse av den del av materialet, som vedrørte den omhandlede art. Professor KlÆR har nu i sit arbeide over vor Olenellusfauna imidlertid ikke nævnt og har heller ikke fundet at kunne acceptere min bestemmelse av den omhandlede form som en norsk repræsen tant av slægten Callavia, men har henført den til en ny slægt "Kjeruljia" og kaldt arten Kjeruljia lata. Nu er det jo vistnok nærmest en skjønssak, om man, hvor det gjælder enkelte artsforskjel-

12 380 MINDRE MEDDELELSER ligheter, vil tillægge disse saa stor vegt, at man vil opfatte dem forskjellige slægtskarak1erer. Men i det foreiiggende tilfælde synes mig avvikelserne hos vor norske Kjeruljia lata fra de amerikanske og engelske Callavia-arter saa pas smaa, at jeg for min del endnu har vanskelig for at finde dem tilstrækkelige til derpaa at basere en ny slægtstype. Likheten mellem Kjerulfia lata og Callavia Brøggeri (og flere andre Callavia-arter) er meget paafaldende. Hele kropsformen er den samme, pleurerne er hos begge karakteristisk sabelformede, pygidiet og navnlig ogsa hypostomet av meget nærstaaende antallet av kropsled, som ellers hos Mesonaciderne er meget sterkt varierende, er hos de to nævnte arter det samme ( 18). De (l. c. p. 72) av prof. KIÆR fremhævede forskjelligheter (særskilt hos Callavia: "Its primitive and marked! y narroving glabella, its powerfull intergen al spines, and the reduction in the last two thoracic gjælder som av prof. KlÆR selv nævnt væsentlig C. Brøggeri, men ikke flere av de andre arter av Callavia; saaledes mangler C. burri, Walc. likesom Kjerulfia lata "intergenal spines", og reduktionen av de to bakerste kropsled findes ikke hos C. Crosbyi, Walc., C. eucharis, Walc. og C. perfecta, W. (Smiths. Misc. Coll. Vol. 57, No. Il.; 1913). Forskjellen i glabellans form er heller ikke væsentlig; den kraftige nakkepig hos C. Brøggeri markerer ikke nogen væsentlig forskjel, da nakkepiggen hos andre Callavia arter Crosbyi likesom hos Kjeruljia lata er ganske liten. Hypostomats form er ogsaa som nævnt nær overensstemmende; hvorvidt det som hos Kjerulfia lata har vært eller om det har været frit bevæge lig hos Callavia-arterne synes ikke helt sikkert avgjort; men selv om det hos disse sidste ikke skulde ha været fastvokset, kan det være en skjønssak, om ogsaa dette markerer en tilstrækkelig forskjel, til derfor at gjøre lata til typen for en egen slægt. Av interesse er det ogsaa, at den engelske Callavia Callavei, Lapw., som vistnok er en utvilsom Callavia-art i enkelte henseender indtar en mellemstilling mellem de amerikanske Callavia-arter og Kjerulfia lata. Den inbyrdes forskjel mellem de amerikanske Callavia-arter er i virkeligheten i flere henseender mindst like stor, som deres forskjei fra den norske form; hvis man ikke ogsaa vil opdele disse i flere slægter, synes der mig derfor heller ikke tilstrækkelig grund til at utskille den norske form som en særskilt slægt. Da Holmia er utbredt helt fra svensk Lapland til Kristianiatrakten, og en nærstaaende art Holmia Rowei, Walc. efter Walcott er kjendt fra Nevada, da slægten Callavia er kjendt dels fra Amerika (C. Brøggeri etc.) dels fra England (C. Callavei, Lapw., fra Shropshire) er det heller ikke paa nogen maate i og for sig usandsynlig, at denne slægt ogsaa skulde kunne være repræsenteret i Norge.