ET PAR NYE FOSSILFUND.

Transkript

1 ET PAR NYE FOSSILFUND. AV DR. K. O. BJØRL YKKE. MED "ENGLlSH NORSK GEOLOGISK TIDSSKRIFT, BIND NO. 10. UDGIVET AF NORSK GEOLOGISK FORENING. K R l S T l A N l A 1 9 O 8.

2 A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.

3 Et par nye fossilfund. Av dr. K. O. Bjørlykke. 1. Oversilur i Veldre. l det sydvestre hjørne av det geologiske rektangelblad "Aamot", der mot syd grænser til kartbladet "Hamar" og mot vest til "Lillehammer" findes avsat en del silur av "etage 3, uren kalksten (ortocerkalk) og mørk lerskifer (ældre graptolitskifer); med samme farve spor av etage 5, V eldre, nord i Brummund elv; etage 4, lerskifer og kalksten, V eldre, ogsaa ved Brenn sæter". Det var inden dette silurparti jeg i 1896 fandt oversiluriske graptolitskifre og kalkstene ved Mariendal og Torsæteren i Brumunddalen 1. Disse oversiluriske lag saa ut til at tilhøre et ved forkastningslinjer ialfald mot øst avgrænset, sunket parti. mot vest blev derimot ikke av mig undersøkt. Utbredelsen Jeg har heller ikke senere besøkt disse trakter; men en av mine elever fra Veldre, landbrukskandidat JoHANNEs NARUD, har i sin beskrivelse av sit hjemsteds geologiske forholde 2 meddelt, at der i en skjæring ved veien paa gaarden Grini's grund, ca. 1 km. NO fra Veldre kirke, monograptusskifer. staar oversilurisk Samme skifer optræder ogsaa længer syd paa gaarden By's grund, hvor den kan iagttas hist og l K. O. BJøRLYKKE. Om oversiluren i Brumunddalen. Norges geol. unders. aarbok for No En saadan beskrivelse ledsaget av mineral-, bergarts- og jordarts prøver blir av hver av de studerende ved landbrukshøiskolen indlever.et til den geologiske avdeling ved samme. Norsk geo!. tidsskr. B. I, No. ro.

4 4 her langs Skarløkken elv, da denne har gravet sig ned i skiferen. En knollet kalksten, der sandsynligvis ogsaa er av oversilurisk alder forekommer i et stenbrud nm denfm husene paa Flisaker gaard og tillike i en skjæring ved veien, den østre vei fra Veldre kirke til Aasen kapel. o l JOO,ooo Fig. 1. Rids av trakten N og NO for Furnæsfjorden, en arm av Mjøsen. De av hr. Narud til landbrukshøiskolens geologiske samling indleverte prøver av graptolitskifer fra Grini indeholdt følgende fossiler bestemte av dr. J. KrÆR l: sjelden. Monograptus priodon BRONN., almindelig. Retiolites Geinitzianus BARR. Monograptus spiralis, GEIN. var. subconicus TQT., l JoHAN KrÆR: Das Obersilur im Kristianiagehiete. Vidensk. Selsk. Skr. I. Math.-Natur. Klasse B. Il. Side 427.

5 5 Monograptus Sedgwicki, PoRTL., almindelig. Monograptus sp. Desuten fandtes i dette materiale ogsaa et utydeligt exemplar av Oardiola interrupta BRon. Det er altsaa omtrent de samme skifere som de, der staar ved broen over Brumunda ved Torsæteren. Dr. KIÆR henregner skiferen ved Torsæteren til etage 7c{:J og 7cy; til den sidste blir vel ogsaa Griniforekomsten at henføre. Skiferen ved Grini er mere graalig av farve og bløtere d. v. s. mindre presset og omvandlet end ved Torsæterenog fossilerne er som følge derav ogsaa noget bedre bevarede paa førstnævnte end paa sidstnævnte sted. Det indleverte materiale fra Grini er imidlertid ikke betydelig, saa det er sandsynligt, at man her vil finde mange flere arter end de ovenfor nævnte. Imidlertid har dette nye fossilfindested sin interesse forsaavidt som det viser, at oversiluren i Brumunddalen strækker sig noksaa langt vestover - formo dentlig hen imot den forkastningslinje, der sandsynligvis gaar langs Furnæsfjorden og fra denne muligens fortsætter et stykke NNV-over gjennem Veldre. 2. Devoniske fiskerester i en blok av rød sandsten ved landbrukshøiskolen. Omkring landbrukshøiskolen ved Aas st., beliggende 32 km. ret syd for Kristiania og kun 7 a 8 km. fra Bundefjordens søndre ende, forekommer en hel del løse blokke av bergarter, der danner fjeldgrunden i de nordenforliggende egne. Hyppigst er uten tvivl de forskjellige syenitvarieteter fra Nordmarken og Hadelands almenning, der ligger i nord for Kristiania; men ogsaa fra Østerdalen, Mjøstrakten, Gudbrandsdalen, V alders og Hadeland finder man en del blokke.

6 6 Mest almindelige er dog Kristianiafeltets bergarter, rødlige syeniter, graniter, kvartsporfyrer og tufbreccie, syenitporfyrer og rhombeporfyrer baade fra dækker og gange, augit- og labradorporfyrit med breccie; kamptoniter og bostoniter - ja selv de mere sjeldne som grorudit, osloporfyr og lindøit findes ikke saa sjelden blandt de løse blokke i Aas. De bløtere siluriske bergarter er derimot ikke saa almindelige, men de forekommer dog og er undertiden fossilførende - saaledes f. eks. enkelte store blokke av koralførende konglomerat fra etage 5. Noget mere almindelig er blokke av den oftest rødlige eller undertiden grønlige sandsten fra etage 10 i Kristianiafeltet. Denne sandsten er jo fra ældre tid av blit parallelliseret med den engelske "old red sandstone", hvorav en stor del tilhører devontiden. Den har derfor været henført til den devoniske formation, uten at det dog kunde bevises, da det hittil ikke har lykkedes at finde fossiler i den. I en liten opsats fremstillede jeg i 1903 forholdene i Brumunddalen 1, hvor man ved Mariendal finder, at sandstenens laveste lag vekslet med tynde skiferlag, der indeholder oversiluriske graptolitm (retiolites Geinitzianus, monograptus priodon og m. crenulatus). Derav søkte jeg at dm den slutning, at denne sandsten-etage rigtigst kunde bli at betragte som den yngste avdeling av oversilur. Dr. J. KIÆR 2 medgir, at dette muligens er tilfælde for den lavere dels vedkommende i Brumunddalen, medens den øvre del saavel i Brumunddalen som i Kristianiatrakten maa tilhøre den devoniske formation. Dette bestyrkes nu ogsaa av et tilfældigt fund av fiskerester i en løs sandstensblok her ved landbrukshøiskolen. l K. O. BJØRLYKKE: Om oversiluren i Brumunddalen. N. G. U. aarbog for JoHAN KrÆR. Das Obersilur im Kristianiagebiete. Side 428.

7 7 Under en av mme utfærder med landbrukshøiskolens elever øvede vi os i at bestemme og slaa haandstykker av en del blokke, der fandtes i en større stenrøs i nærheten av høiskolen; herunder blev ogsaa en blok av den rødlige sandsten slaat i stykker, og den viste sig da at indeholde smaa sorte fragmenter med en bestemt organisk stmktur. Dr. J. KrÆR bestemte disse straks til skjælrester av devoniske fiske. For at faa dem nøiere undersøkt og om mulig nærmere bestemt, sendte jeg en del av det indsamlede materiale til min ven bestyreren av Skotlands geologiske undersøkelse, Dr. J. HoRNE, der satte sig i forbindelse med den bekjendte specialist, Dr. TRAQUAIR ved Royal Scottish Museum i Edinburgh, der fandt, at det var utvivlsomme fiskerester, men arten kunde han foreløbig efter de tilsendte smaastykker ikke bestemme 1 Senere har han faaet overladt hele det indsamlede materiale, men han har endnu ikke avgit nogen endelig uttalelse. Mundtlig har han dog ytret til dr. KrÆR, at han ansaa de nævnte fiskerester at tilhøre slægten pteraspis, som jo væsentlig er underdevonisk. Da disse fiskerester er fundne i en løs blok, reiser sig straks det spørsmaal, hvorfra den nævnte blok kan skrive sig? At den tilhører etage 10 i Kristianiatrakten synes ikke tvivlsomt; men inden denne optræder forskjellige varieteter. Bergarten i den fossilførende blok er finkornet, chokoladebrun av farve, og indeholder hyppig særlig i enkelte skikter smaa indtil 1 cm. lange, brune lerskifertrevler; den fører ogsaa tildels enkelte sølvglinsende glimmerskjæl; den er kalkholdig og bruser noksaa sterkt for syre. I haandstykke har den ingen likhet med Bmmunddalsandstenen, heller ikke med sandstenen ved Holmestrand; 1 "He is of opinion that some of the specimens contain undoubted fish remains, but he was unable, without further study, to name the fishes to which the fragments belong" (J. HonNE)

8 8 derimot minder den om enkelte former av sandstenen under Kolsaas, men mest likhet har den dog med bergarten mellem Sundvolden og Krokkleven paa Ringerike - baade hvad farve, finkornethet, kalkgehalt og indhold av lerskifertrevler angaar. Sandstenen ved Krokkleven strækker sig nordover langs Stensfjorden østside like hen mot Ringkollen, der ligger ret i syd for Randsfjordens sydende. Hadelands bergarter f. eks. kamptonit, mænait og en chokoladefarvet skifer med brachiopoder fra etage 7 forekommer meget ofte i løse blokke i Aas. En bræbevægelse Randsfjorden over Ringkollen Sørkedalen, Bogstadvand, Lysaker og Bundefjorden er ikke usandsynlig, med tvertimot rimelig. Skuringsstriperne i Aas gaar i almindelighet i kompasnaalens retning. Paa en isoleret fjeldflate i fri beliggenhet, der stikker frem ca. 200 m. i sydøst for Aas kirke, sees skuringsstriperne at gaa i retning N 20 V-S 20 Ø. Meridianen ved søndre ende av I3undefjorden gaar omtrent over Tyveholmen og Sogusvandet ved Kristiania. linje fra Bundefjordens sydende, der danner en vinkel paa 20 vest med denne meridian (se fig. 2), kommer til at gaa lidt østenfor Kolsaasen og over Riugkollen i syd for Randsfjorden. Da sandsten-etagen ved Kolsaasen strækker sig et par km. øst for denne, skulde det ikke være umuligt, at den fossilførende blok skrev sig herfra. Men mere rimeligt finder jeg det dog at være paa grund av den petrografiske likhet, En at blokken skriver sig fra nordre del av Ringerike og at den er ført avsted under en isbevægelse, der omtrent har fulgt Sørkedalens rende. Flytblokke fra et bestemt punkt finder man jo som bekjendt ikke bare i bræbevægelsens direkte retning, men ogsaa spredt noget vifteformig utover til siderne; de spredes over et omraade, der danner en cirkelsektor, hvis cemtrum er det punkt, hvorfra blokken føres, og hvis halveringslinje

9 9 er bræbevægelsens retning. Omvendt maa man, naar man gaar ut fra en enkelt flytblok og søker dens hjemsted i fast fjeld, ikke forlægge dette kun i den direkte bræbevægelses retning, men inden en zone hvis grænser kan variere Fig. 2. Rids av trakten mellem Aas og Randsfjorden.

10 10 noget til begge sider for den direkte bræbevægelse. Det blir derfor umuligt at angi flytblokkens hjemsted til en bestemt linje eller et bestemt punkt, men vel til et bestemt omraade. Og det omraade, der maa ha været hjemstedet for den omhandlede fossilførende sandstensblok, maa ifølge det foregaaende være beliggende inden de østre dele av sandsten-etagens nuværende utbredelse omkring Kolsaas eller nordøstligst paa Ringerike omkring Stensfjorden. Det petrografiske utseende peker som allerede nævnt nærmest mot det sidstnævnte sted. De muligheter kunde naturligvis tænkes, at den fossilførende sandstensblok oprindelig har tilhørt et omraade, hvor sandsten-etagen tidligere eksisterte i fast fjeld, men hvor den nu er bortdenuderet, eller at mindre partier av sandstenetagen kan forekomme paa andre steder end de nu kjendte, skjult ved løse avleiringen f. eks. omkring Bogstadvand eller i Sørkedalens hund; men disse muligheter behøver man visselig ikke nærmere at diskutere, da blokken som anført godt kan skrive sig fra et av de i det foregaaende nævnte steder, hvor sandstenen nu træder i dagen og danner den faste fjeldgrund. Det tør derfor ogsaa være en mulighet for, at det vil lykkes at finde fossiler i fast fjeld paa nogen av disse steder, som jeg her har pekt paa. Begyndelsen er gjort i en løs blok, fortsættelsen tør følge i fast fjeld.

11 Summary. Some recent discoveries of fossils. The first is the discovery of Upper Silurian Graptolites at Grini and By in the parish of V eldre, north of the Furnesfjord (a branch of Lake Mjøsen in central Norway.) This find indicates that the previously known Upper Silurian strata in the Brumunddal stretch further to the westward than was formerly believed. The second concerns the discovery of fish remains in a boulder of sandstone, in the neighbourhood of the Agricultural College dose to Aas station, 32 km. directly south of Kristiania. The sandstone belongs to stage 10 in the area of Kristiania, a stage that has long been considered to correspond to the Devonian "Old red sandstone" of Scotland, but in which fossils have not hitherto been found. Through the kind and ready assistance of Dr. J. HoRNE, Director of the Geological Survey of Scotland, we have been able to suhmit these fish fossils to the well known authority Dr. TRAQUAIR, who has not yet made any final declaration. He has, however, made a verbal communication to the effect that he considers them to belong to the genus Pteraspis. The present author believes that the block of sandstone in which these fossils were discovered has been carried by the ice from the north-eastern part of Ringerike near Krokklev (or the tract east of the Steensfjord, an arm of the Tyrifjond.) Here he hopes that fragments of fossils may in time be found in the original rock.