FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE UNDER AVSMELTNINGSPERIODEN.

Transkript

1 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE UNDER AVSMELTNINGSPERIODEN AV GUNNAR HOLMSEN S Snelinjens høide i det sydøstlige Norge nelinjens beliggenhet avhænger i første række av sommertemperaturen Den er til og med almindelig anset for at være en følsom registrator for sommervarmens periodiske forandringer I varme sommere trækker bræerne sig tilbake, mens de under en enkelt forholdsvis kold sommer kan gjøre overraskende store fremstøt En liten forandring i sommerens gjennemsnitstemperatur bevirker en betydelig forskyvning i snelinjens høide REKST AD har regnet ut 1, at naar sommer temperaturen et aar ligger 07 ' under den normale, synker snelinjen 100 m; brætungernes variation er end nu større I vort land kan det sees bedre end i Alperne, hvor det først er paavist, at sommertemperaturen har en dominerende indflydelse paa snelinjens beliggenhet Det har hos os længe været anerkjendt, at baade skoggrænsen og snegrænsen i det sydlige Norge sænker sig fra det indre av landet utover mot kysten " Kystklimatet," skriver botanikeren CHRISTEN SMITH vinteren , "favoriserer jøklernes Dannelse Vinteren medfører der en større Mængde Snee; Sommerens taagede l Die Abhangigkeit der Lage der Schneegrenze etc Vidselsk Forh 1907 Norsk Geo! Tidsskr VI 5

2 64 GUNNAR HOLMSEN Hi mmel forhindrer Solen at virke med al sin Kraft Kolde, fugtige Sommere maae altsaa meget forøge Bræernes lis" Nedbøren spiller mindre rolle for snegrænsens høide Den omstændighet, at bræenderne naar længer ned paa Vestlandet end i det østlige Norge, finder for en del ogsaa sin forklaring deri, at sommertemperaturen avtar meget raskere fra landets hovedvandskil mot kysten end den gjør østover En indirekte rolle for snelinjens beliggenhet spiller vindene I Alperne har det vist sig, at der er en meget nær konstant avstand mellem den klimatiske snelinje og skoggrænserne Vegetationsgrænserne reagerer ikke saa let paa de aarlige meteorologiske anomalier som bræerne og er mere uavhængig av nedbørsmængdens variation Det er nu almindelig anerkjendt, at sommertemperaturen er avgjørende for vegetationsgrænsernes høide HELLAND har beregnet 1 de temperaturer, som gjennemsnitlig hersker ved endel trærs og planters høidegrænse Hvor temperaturen i maanederne juni september er lavere end 84 G trives ikke furuen, og hvor den er lavere end 75 c C trives ikke birken Naar skoggrænsen mange steds ligger lavere i baklien end paa solsiden, saa er aarsaken hertil, at middeltemperaturen for sommermaanederne er lavere i baklien Paa vestlandet er det imidlertid vanskelig, sier HELLAND, at paavise denne regel for trægrænserne Mange steder er landet snaut like ned til havet, hvilket kan skyldes det nøkne fjeld med karrig bund, stormene og den evige uro i luften Vegetationsgrænserne ligger under den fugtige havvinds virkning gjerne litt lavere, end de ellers under samme sommertemperatur vilde gjøre Det sydøstlige Norge danner i meteorologisk henseende et ensartet omraade, hvor man let kan se hvilken betydning temperaturen har for skoggrænsernes høide Det meteorologiske instituts nedbørskarter viser, hvor jevnt fordelt nedbøren falder østenfor landets hovedvandskil lnden Glommens nordt Trægrændser og Sommervarmen Tidsskrrift for Skogbruk 1912

3 FORSKYVNIN GER I SNELINJENS HØIDE ETC 65 lige nedslagsdistrikt holder den sig gjennemsnitlig mellem 400 og 600 mm, og stiger i den sydlige del lokalt til 800 mm Aarets middeltemperatur viser en jevnt avtagende varmefordeling fra høifjeldene og østover Ved hovedvandskillet er aarstemperaturen C, og herfra synker den til litt under 3 C i Fæmundstrakten Det er øiensynlig dette temperaturfald, som betinger de lavereliggende vegetationsgrænser mot øst til riksgrænsen Av mangel paa isotermkarter fra det meteorologiske institut har jeg selv maattet utarbeide et efter MoHN's klimatabeller for maanederne juni, juli, august og september 1 Dette viser et kontinentalt temperaturmaksimum pa a 15' nord for Kristiania Ellers avtar ogsaa sommertemperaturen likedan som aarets middeltemperatur fra høifjeldene mot øst Denne temperaturfordeling skyldes landets høideforhold og ikke et rent kontinentalt klima, hvorved vi vilde faa en økning i sommerens temperatur henimot halvøens midte Det er høideforholdene ("die Massenerhebungen "), som er bestemmende saavel for sommervarmens fordeling som for de derav følgende vegetationsgrænser og for snelinjens beliggenhet Det vil derfor være av særlig interesse at sammenligne vegetationsgrænsernes beliggenhet med landets gjennemsnitlige høide For de strækninger, hvorover rektangelkarter er utgit, kan man bestemme kartbladenes gjennemsnitshøider ved hjælp av deres hypsografiske kurver Man maa da maale arealerne i forskjellige høider over havet, f eks for hver 300 m, og avsætte disse som abscisser fra et aksesystem hvor høiderne er ordinater Punkterne forbindes til en kurve, som skjærer akserne, og naar man nu maaler arealet mellem akserne og kurven og dividerer dette med kartbladets hele areal, faar man dets gjennemsnitshøide Kartomraadets gjennemsnitlige høide blir altsaa den, det flate land vilde anta, naar alle topper inden omraadet var tat væk og oplagt i dalene Paa denne maate finder man et brukbart maal for landets høidefordeling, som svenskerne kalder "massuphoiningarne", schweizerne " die Massenerhebungen" I det nævnte arbeide "Snegrænsen i Norge" har jeg offentliggjort to tabeller over endel rektangelkarters gjennemsnitlige t Snegrænsen i Norge Festskrift til Professor HELLAND Kristiania 1916

4 66 GUNNAR HOLMSEN høide, saadan som man finder dem efter denne fremgangsmaate Sammenstiller man nedenstaaende karters gjennemsnitshøider ordnet efter landets hældning med de snelinjer jeg har beregnet efter HANNA RESVOLL-HOLMSENS gjennemsnitlige birkegrænse paa de samme karter, finder man: Galdhøpiggen Bygdin og N Fron Espedalen og S Fron Gausdal og Y Rendalen Storelvedalen og Engerdalen Tryssil o Paa den samme avstand som landets gjennemsnitshøide avtar 800 m, sænker snelinjen sig saaledes bare 250 m Dette fremgaar mere oversigtlig av omstaaende grafiske fremstilling Ordner man en tabel over landets høidefordeling langsefter isbevægelsens retning paa de brædæmte sjøers tid, finder man: G jennemsnitshøide Snelinje Gjennemsnitshøide Snelinje T ryssil Engerdalen og Storelvedalen S Fæmund og Y Rendalen N Fæmund og Ø Rendalen Tønset og Aursunden Røros Snelinjen har altsaa i nutiden omtrent samme høide over hele dette omraade, tiltrods for at det hæver sig nær 250 m fra det sted, hvor isskillet laa op til vandskillet Den grafiske fremstilling (fig 2) viser det samme De to høidesnit over landet, som her er valgt, har begge det tilfælles, at snelinjen ligger nærmest overflaten der, hvor landet har den største høide Saadan pleier det altid være i et fjeldland

5 67 Fig 1 Fjeld- kontinentalt, VI l sneltn]en inden d e t her betrag tede omraade faa et sterkere fald fra de høieste r Id end en masserne vil ' so mmerens l øp motta e 'Um l l forhold It det lavere land øs tenfor en d de nu laar, og sommer- JC, d nu vtser n større varmes ve g etationsgrænse r o e og snelinjen v il være s ter- kere paavirk landets gjennem snitlige høide en t a d i De former stg ;ndnu sterkere efter l a ndets om de

6 _ 6R GUNNAR HOLMSEN end under en kontmen tal periode r lgg er høiere Anderledes vil snelinjens og I ternes høidegrænse r være un der oceams k e klimaforhold Øl insolationens p H : Idene vil for en stor ; il om somm eren væ ;e relativt liten formindskes, kanske sum peraturmakslmume t over fjeldryggen VI del ligge i taake, og /4 12 Fig 2 helt Eftersom man ferner stg fra k y sten, vil man Overalt indover I n det finde stigende l so mmertemperatur Træ- grænserne VI -1 utjevnes, og snegrænsen VI'I ikke ligge høler l Jotunheimen en Fæmundstrakten, muligens kan den stige helt fra kysten t1 _ alvøens centrale dele, h vo r sommervarmen er størst

7 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE ETC 69 Hvordan har snelinjens beliggenhet været under avsmeltningsperioden? Paa grundlag av mine tidligere offentliggjorte undersøkelser i Nordre Østerdalen vil jeg nu forsøke at besvare dette spørsmaal jeg gaar ut fra den forutsætning, at de brædæmte sjøer viser storbræens avsmeltning fra vandskillene i nord og nordvest henimot isskillet, som laa søndenfor en linje fra Gruvelsjøen, Fæmundsenden, Storsjøens nordende til Atna Den samtidige opdæmning av Glomdalen, Rendalen og dal kan nemlig ikke være istandbragt av dalbræer eller av en lokal nydannet "Herjedals-brækjerne" Som jeg nedenfor skal søke at klargjøre, kræver nydannelsen av en saadan langt nede paa landets østlige avhæld saa komplicerte klimatiske forhold, at man ikke tør tænke sig dem ØYEN har bebreidet mig 1, at jeg ikke har gjort forsøk paa at finde, fra hvilken tid brædæmningerne i vore sydøstlige fjeldtrakter skriver sig N a ar jeg skulde vælge mellem det, som literaturen bød, ØYENS ra-periode, portlandianivaaets tid, eller HANSENS at-paa istid, maa jeg bekjende, at jeg ialfald i valget mellem de to første har været i tvil Hvad der for mig stod som det ''æsentlige var at fremstille de bemerkelsesværdige forhold, en stor isrest, som har gjort sig gjældende under avsmeltningen av hvis høideakse laa langt sydøst for landets, og at undersøke landets nivaaforandringer ved hjælp av de gode strandlinjers forskjellige høider Efterat mit arbeide om de brædæmte sjøer var utkommet, har imidlertid ØYEN i sit store arbeide om Trondhjemsfeltet hævdet, at sedimenterne i Trondhjemsfeltets marine avsætninger vidner om, at der har eksistere! "klarekummer" inden elvenes nedslagsdistrikter Yoldiafaunaen er opbevaret i et avslemmet fint ler, som overleires av et mere grusblandet materiale, hvor ikke længer den egte yoldiafauna, men en blandingsfauna er den herskende Materialet I Kvartærstudier i Trondhjemsfeltet Ill Det kgl norske videnskabers selskabs skrifter 1914 Trondhjem 1915, s 295

8 70 GUNNAR HOLMSEN i ra-periodens terrasser inden Trondhjemsfeltet maa ha været avslemmet før avsætningen, "der hadde fundet sted en avklaring paa forhaand" Avslemningsbassinerne inden Trondhjemsfeltets daværende nedslagsomraade skulde været de brædæmte sjøer De høiestliggende brædæmte sjøers tid henlægger ØYEN til raperiodens slutning Under den efterfølgende varmere periode, mytilusnivaaets, avsmelter isdækket saa meget, "at ialfald kun en forholdsivs ubetydelig del av de tidligere bræsjøer kan holde sig" De brædæmte sjøer i Glomdalen, som jeg har kaldt øvre og nedre Glomsjø, skulde saaledes under denne tid være uttappet, og hele Glommens nedslagsdistrikt skulde finde avløp sydover Endelig møter os efter ØYENS opfatning et fornyet bræfremstøt under portlandianivaaets tid, men inden seteregionen av en anden slags end ra-periodens Isbevægelsen gaar ikke nu længer ut fra ra-periodens isskil, som forsvandt under mytilusnivaaets tid "De fremrykkende bræer under denne tid har altsaa ikke formet sig som et indlands brædække, der har evnet at dæmme sjøer op til avløp mot Trond hjemsfeltets i nordvest liggende fjordarme Bræerne har kun antat mere beskedne dimensioner i form av dalbræer, saaledes som jeg f eks ved en tidligere anledning beskrev fra Atnadalen" (l c pag 297) N edisningen har dog været sa a sterk, at dalbræerne atter gik frem til de store moræner foran Mjøsen (1 c pag 310) jeg har paa en anden maate, uavhængig av min avholdte lærer ØYENS fremstilling, forsøkt at komme til en tidsbestemmelse for de brædæmte sjøer Min kronologi stemmer ikke fuldstændig overens med hans Tænker vi os under en tid av nedisningen en nogenlunde horisontalt forløpende snelinjeflate, altsaa en noget mere oceanisk end den nuværende, saa vil ismassens tykkelse ha en tilbøielighet til at tilta omkring midten av nedisningsomraadet, hvor isens bevægelse er mindst Storbræen vil anta en overflate, som ovenfor snelinjen avhænger av nedbøren og den hastighet, hvormed denne føres væk I det omraade vi her beskjæftiger os med laa ismassernes midtpunkt engang sydøst for landets høieste ryg Bræernes hastighet vil da, saaledes

9 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE ETC 71 som ScHIØTZ har paavist 1, tilta henimot vandskillet, saafremt bræoverflaten her ligger over snelinjen Holder snelinjen sig tilstrækkelig længe nedenfor dette nivaa, vil det imidlertid under avsmeltningen gaa saaledes, at isskillet rykker nærmere henimot vandskillet for tilslut at falde sammen med dette Nedenfor snelinjen vil derimot avsmeltningen gjøre sig sterkere gjældende, og bræernes hastighet blir her ikke alene bestemt av nedbøren Hvis ismassen tænkes jevnbred, vil avta nedenfor snelinjen, indtil der ved bræens endepunkt netop føres frem saa meget is som den, der her smelter I de avhandlinger, hvor ScHIØTZ hævder, at isskillet tilslut vil falde sammen med vandskillet, gjør forfatteren udtrykkelig opmerksom paa, at dette kun flnder sted, naar,snelinjen under avsmeltningen aldrig hæver sig over vandskillet, eller rettere sagt til en større høide end indlandsisens overflate ved vandskillet ScHiørz mente i 90-aarene, da disse avhandlinger blev trykt, at der var liten sandsynlighet for at snegrænsen under avsmeltningen hadde hævet sig til hovedvandskillets høide Morænerne i fjelddalene og i den øverste del av Fæmundselvens dal skriver sig efter ScHiøTz's mening fra isbræer, som har bevæget sig sydover i de nævnte dalstrøk Disse dalbræer har fyldt dalene efterat indlandsisens magt var brutt Hvad morænerne i Nordre Østerdalens fjelddale saa tror jeg, at en hel del av dem er gjenlagt av Storbræen selv Spørsmaalet bør imidlertid nærmere undersøkes, da det vistnok vil kunne gi værdifulde bidrag til vor kundskap om klimaet under avsmeltningsperioden For mig staar nu saken saadan, at det som ScHIØTZ ansaa for at ha yderst liten sandsynlighet for sig, det maa virkelig ha fundet sted jeg tror, at snelinjen selv under et ganske tidlig trin av avsmeltningen har ligget betydelig over vandskillets høide Kun saaledes kan jeg efter ScHJørz's avhandlinger forklare mig, at isresten laa saa langt mot sydøst for vandskillet Da avsmeltningen var saa langt fremskreden, at Storbræens rand la igjen de store sidemoræner i Øvre Foldalen og i Drivl "Om Merker efter Istiden etc, Om Isskillet og om Indlandsisens Bevægelse" Nyt Mag f Naturv B 32, og "bm lsskillets Bevægelse under Afsmeltningen af en lndlandsis" Nyt Mag f Naturv B 34

10 72 GUNNAR HOLMSEN dalen (Brædæmte sjøer, pag 186 o f ) maa snelinjen utvilsomt ha ligget betydelig hø i er e end disse, der fin des til Il 00 ms høide Morænernes hældning er konstant over saa store avstande, at man derav ogsaa forsøksvis kan beregne Storbræens fald og isskillets omtrentlige høide paa denne tid Ved morænerne har bræens overflate hat et fald av 2 meter paa 100 Gjennemsnitlig maa vi vel da regne Storbræens stigning op til isskillet betydelig mindre, anslagsvis kan vi ikke sætte den over l paa 100 Dette stemmer med hvad G FRODIN, som har gjort specielle studier for at utrede indlandsisens hældningsforhold i Sverige, har fund et 1 De tørste bræer paa Spitsbergen har større fald, tiltrods for at de vistnok alle bevæger sig nedover dalene Efter! SACH SENS kart2 har jeg fundet følgende hældninger: Glacier Lilliehook falder 800 m paa 24 km 333 m pr km de Monaco 460 " " 24 " 192 " des 3 Couronnes (indtil Plataa Holtedahl) falder 750 m paa 28 km 262 " Do do (indtil Plataa Isachsen) falder 860 " " 40 " 215 " de Monaco (indtil Plataa Isachsen) falder 860 m paa " Svea 750 " " " Kings Highway 750 " " " Dahl (indtil Plataa Løvenskiold ) falder 600 m pa a " Uveirsbræ 600 " " Bore " Osborne 610 " " Gjennemsnitlig ligger altsaa disse bræers fald mellem 20 og 30 m pr kilometer Dette er betydelig mere end det man kjender fra indlandsisernes overflate ' Några bidrag till frågan om det afsmaltande istackets utlutning G F F, St ockholm Årg 1915 B 37, p G!SACHSEN: Travaux Top ographiques de l'expediti on Isachsen , Kartbladene Vidselsk Skr Mat-Naturv Kl 1915, nr 7

11 FORSKYVNINGER l SNELINJENS HØIDE ETC 7J Regner man Storbræens hældning til 10 meter paa meteren, saa maatte dens høide nær isskillet ved setetidens begyndelse ligge omtrent l 000 meter høiere end bræoverflaten ved Kongsvold, der laa paa 1038 m o h Isskillets høide paa denne tid blir saaledes vel 2000 m o h og isrestens største tykkelse omkring 1400 meter Se l v med nut ide n s sn e l i n j e, som i denne del av landet har høiden 1650 m, vilde da en stor del av isresten ved setetidens begyndelse ligge ovenfor den flate, hvor snetilførselen holder likevegt med avsmeltningen, og gi oprindelsen til de endnu ganske kraftige bræer, hvorefter vi finder sporene i den øvre del av Foldalen, Enunddalen o s v Da imidlertid isrestens fot ligger betydelig under snelinjen, vil bræernes hastighet snart avta, samtidig som isresten svinder ind Efter morænernes beliggenhet tror jeg nu at kunne dra slutninger om en oscillation i snelinjens høide under de brædæmte sjøers tid Store endemoræner mangler nemlig paa strækningen mellem Foldalden og Barkalden I Øvre Foldalen finder vi i Kakellas dal ovenfor Grimsbo en meget stor endemoræne, Svarthaugene, med mere end l 00 meters tykkelse (Brædæmte sjøer, pag l 06) I Enunddalen finder vi den nederste gode endemoræne over Klokkerhaugsæteren, og i Foldalen ser vi resterne efter en stor endemoræne der, hvor Enunda render ut i Folla Alle disse moræners materiale skriver sig i hovedsaken fra sparagmitomraadet nærmere isskillet Ovenfor dem finder man i dalene jevnlig stumper av sidemoræner og mange ældre endemoræner Nedenfor dem ligger imidlertid et morænefrit belte, hvor der nok findes rikelig av omvandlet morænemateriale, men hvor gode primære bræavsætninger mangler Bræerne maa fra Foldalens morænetrin være kommet ind i en stagnationsperiode Skulde ikke denne kunne refereres til det tidspunkt, da isrestens avsmeltning er saa langt fremskreden, at dens akse er faldt under snelinjen? Samtidig med at Storbræen er kommet ind i en forholdsvis død fase, smelter brætungerne raskt av, og isens tykkelse nær isskillet avtar Efter Folsjøernes tid med virksomme

12

13 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE ETC kartets horisontalkurver viser den Dens østligste parti staar paa kartet kaldt "Ran eggen" Pa a fotografiet, som er tat fra jutulhuggets sydlige rand mot øst, ser man Raneggen tversover dalen Til venstre paa billedet ser man Tyslas rende De store blokker ovenpaa morænen er sparagmitblokker av litet presset bergart Materialet ellers var mest rundslitte blokker, almindeligvis saa store som et hode Morænen hæver sig til en høide av 43 1 m o h, mens elvens nivaa nord for ryggen er 370 m o h fra syd er den l 00 meter hø i Elvens fald utover morænen er 40 m, saa set Vest for Tyslas leie forts ætter moræneryggen opover dalsiden til Barkaldkjølen nord for jutulhug et Paa fortsættelsen av denne linje finder vi et par meter længer vest en endemoræne ogsaa i Glomdalen Denne er beskrevet av KJERULF i "U dsigten" s 28 Den er som morænen ved Midtskogen ogsaa hovedsagelig dannet av sparagmitblokker, stedets egen bergart Vi har i disse to moræner merkerne efter en virksom bræs front være kommet sydfra For mig synes det utvilsomt, at denne bræ maa En saavidt stor dalbræ vilde ikke kunne bevæge sig nedefter dalene uten at ødelægge strandlinjerne i fjelddalene ovenfor Heller ikke er det mulig at anta disse moræners alder saa stor, at de kan skrive sig fra en tidligere periode med en anden isbevægelse end den nordvestlige Elvens gjennemskjæring gjennem Midtskogmorænen vidner tydelig nok om morænens unge alder Efter den rolige avsmeltningsperiode maa der ha fulgt et bræfremstøt frem til disse moræner, før isresten søndenfor var borte Under et saapas virksomt bræfremstøt har sandsynligvis Storbræens hældningværet større end 1 /o, som man kan anta som en rimelig middelværdi under tilbakerykningen Regner man nu bræens fald til 20 meter paa kilometeren, saa vil dens top siden isskillet laa ca 60 km søndenfor, ha den omtrentlige høide av 1200 m over morænen ved Midtskogen, eller ca 1500 m oh Snelinjen maa isaafald, for at skaffe is nok til kraftige bræer, ha ligget lavere, antagelig 1000 a 1200 m o h Morænerne ved Barkalden er ikke de eneste endemoræner fra denne fremstøtsperiode Om der findes nogen moræne i Glomdalen mellem Barkald og Hanestad, kan jeg ikke si, da

14 76 GUNNAR HOLMSEN jeg ikke nærmere har undersøkt dette omraade Men i Øvre Rendalen, l O km nedenfor Midtskogmorænen, er der ialfald stor endemoræne Bræsjø" ( N G U Aarbok 1916) saaledes: Denne har jeg beskrevet i "Rendalens "En lignende bræstans har der tidligere været ved Fonnaas, hvor Tysla og Unsetaaen møtes Her sees rester efter en moræne, der i en stor bue med den konvekse side nordover maa ha sperret (under uttapningstiden) baade Tyslas og Unsetaaens dale Det er en endemoræne, oplagt paa Fonnaasfjeldets fot mest av sparagmitvarieteter, end sidemorænernes Blokkerne bestaar og de er mere avrundet og rullet Opover langs veien til Unset sees flere gode snit, som viser, at materialet er lagdelt saa dypt, som snittene gaar Lagene falder nogen faa grader in dov er mot fjeldfoten Morænens høide er vel l 00 m over elvekrydset Den falder langsomt av nordover mot broen over Unsetaaen Her viser den spor efter en sterk utskylning, idet den er overstrødd med store blokker Elven har skaaret helt igjennem morænen og har endog dannet sig en kløft i sparagmiten" En snelinje l 000 l 200 m o h er tilstrækkelig lav til at forklare disse sidste fremstøt av Storbræen opigjennem Rendalen og de dermed samtidige i Fæmundstraktens sydlige del Bræresten kan da ha været saa meget reduceret, at dens akse har ligget paa m o h, med en tykkelse av meter Den maa ha ligget saa høit, at den ialfald en tid vilde komme over den klimatiske snelinjes grærise Dette er betingelsen forat der kan foregaa en bræfremrykning fra den Samtidig samles bræer paa de fjeldmasser, som ligger over snelinjen Nogen steds vil lokalbræerne og Storbræen møtes; synes at ha været tilfældet i Gudbrandsdalen Fig 4 fremstiller forholdene, saaledes som jeg tænker mig dem under Storbræens fornyede fremrykning Isresten har da vokset til vel 1400 m s høide under den lave snelinjes tid ( B) Naar man ser paa denne grafiske fremstilling av landets høideforhold, indser man let, hvorfor ikke isrestens tykkelse kan avta under den laveste sn elinjes høide, naar den skal faa en fornyet vekst

15 FORSKYVNING ER I SNELINJENS HØIDE ETC 77 lnden det Isfn o mraade nord or Storbræen har 'eg som- 1915, som teg her vil enndre o m iagttet en l h ø ist e re eiend mmelig en d emoræn : pa a det 1540 m ter høie Hummel fjelds s dskraaning Denn er beskrevet og b'ldet i o p satsen v y I " Om sporene efter en lokal brædannelse etc i N G T B H 4 D en s høide over havet er I 250 og med den syd- lige eksposttton den viser vt "l den ha kræve t en sne l'j m, som 600 Fi g 4 fomyodo moræne var end den isbevæg!ses tid Des- : værre har endnu ikke faa t anledning t l at dersøke m ligger indenf den nordvesthge IS om raade e sandsynlig, at mor ænen paa har gaat ned til hemm ot 1000 m trakten har jeg ment med tid w o h Efter blokfly: in ;; ne sikkerhet at kunne St, høie Men det er!o I Hum lfjeldet er a l en e : ar man skal s k at tidfæste d en ret delige sne- fo; i r ø g tilkjcnde bræsjøomraa e n m : gjennem de moræner, her har nævn blir den bed ;, ; pla d s for dtsse ØYENS: por tlandiamvaae 'ts tid Iskantens l"j ectepression, som i d t

16 78 GUNNAR HOLMSEN bakerykning gjennem det morænefri belte fra Foldalsfjeldene til den sydlige bræsjøtrakt maa jeg henlægge til ØYENS: mytilusnivaaets tid Der blir da den uoverensstemmelse mellem ØYENS opfatning og min, at mens ØYEN tænker sig en under portlandiatiden med dalbræer nedover dalene, maa jeg i de brædæmte sjøers omraade ogsaa anta en fremrykning fra ra-periodens indlandsis Denne kan saaledes eft er min mening ikke være helt forsvundet under mytilusn i va a et s tid jeg synes ogsaa, at det store bræfremstøt helt til Mjøsmorænerne taler for, at ra-periodens kontinentalis her maa ha virket med En saa sterk dalbrædannelse som den ØYEN antar maatte utvilsomt ogsaa sætte spor inden seteregionen Men her viser der sig jo efter Storbræens avsmeltningstid kun ubetydelige bræspor høiest oppe i fjeldene At der paa et helt isfrit land skulde ha kunnet danne sig lokale brækjerner sydøst for landets høideryg, saaledes som ANDR M HANSEN har tænkt sig, anser jeg for aldeles udelukket Den samme faktor, som er bestemmende for sommertemperaturens og vegetationsgrænsernes fald fra landets hovedvandskil mot sydøst, nemlig landets gjennemsnitlige høidefordeling, er ogsaa bestemmende for snelinjens synkning den samme vei At snelinjen ligger lavere i det østlige Norge end i det centrale, antydedes av ANDR M HANSEN selv i en avhandling om snegrænsen i Norge, Det geografiske selskaps aarbok XIII, Om end ikke HANSEN i denne avhandling beskjæftiger sig med den k I i mat is k e snelinje, har han dog fundet, at bræendernes høider sænkes mot øst fra landets høideryg I sine senere arbeider har forfatteren 1 fremhævet den anskuelse, at botnernes utbredelse, tvergaaende grusrygger i skarene og især visse meteorologiske faktorer gjør det sandsynlig, at der under atpaaistiden skulde ha dannet sig tre nye brækjerner øst for halvøens hovedvandskil, l) over Langfjeldene, 2) over Herjedalen, 3) over Lappmarken Det er denne anskuelse av en ny nedisning, beliggende skjævt i forhold til de høieste fjeld, jeg ikke kan dele Hvad ' Fra Istiderne, Vid-Selsk Skrifter Math Naturv Kl 1913 "Naturen' 1915, novbr -- decbr hefte

17 I SNELINJENS HØIDE ETC 79 botnerne og skarenes rygger angaar, saa taler disse hverken for eller imot nogen ny nedisning Er deres utbredelse saaledes, som HANSEN slutter av sine kartstudier, saa viser den blot en storbræs grænse og kan ikke mere tages til indtægt for en teori om atpaa-istidens centrum end for ra-periodens Anderledes er det derimot med de meteorologiske momenter, HANSEN har trukket frem Disse gaar i korthet ut paa, at der hvor vi i nutiden finder, at indsjøerne den længste tid av aaret er og der hvor vi finder det største anta! dage med sne, skulde nye snemasser først og fremst samle sig Vi har et felt med over 230 dages islagte sjøer øst ved Torneå, desuten l) et stort Lappmarksfelt, der strækker sig som en kile med kurver for 200 dages is ned mot j emtland Ved siden av dette utskilte felter med over 200 dages islagte vand: 2) i Herjedalen og 3) efter Langfjeldene De resultater HANSEN har dradd av dette forhold ser han styrket i de oplysninger, vi senere har faat fra Meteorologisk institut om varigheten av snedækket Vi finder ogsaa her igjen 3-4 adskilte maksimumsfelter; men disse falder dog nærmest sammen med vandskillet "Det er nu indlysende," siger HANSEN i "Naturen" 1915, s 368, "skjønt det merkelig nok ikke synes paapekt før at hvis der indtrær en klimatforværring, saa maa det være over disse 3 felter brædannelsen begynder, idet anta! dage med islagte vatn og snedækt mark vokser fra over 250 til 365 til "evig sne" og til virksom storbræ" Hvis dette ræsonnement ikke var falsk, saa vilde vi snarere kunne vente brædannelse i det nordlige Sibirien end hos os MIDDENDORF nævner fra sine reiser over tundraen talrike eksempler pa a, at vand ene kan ligge isdækt flere sommer e igjen nem efter hinanden, og tiltrods herfor har man sandsynligvis aldrig hat et isdække der l det hele tat har man mange steds i det nordlige Asien og i Nordamerika en middeltemperatur, som ligger meget under de 3 4, HANSEN nævner som nok til at faa isdækte vatn aaret rundt og sne 365 dage igjennem, uten at ha eller nogensinde ha hat en istid V t:>d mine Norsk Geo] Tid5skr I\'

18 80 GUNNAR HOLMSEN studier over jordbundsis har jeg fundet 1, at varige islag i jorden flndes almindelig paa steder, hvor aarets middeltemperatur ligger 4 6" C under O En egen slags jordbundsis, "overis", er netop bundfrosne vatn og elvevand, som om vinteren er flommet over bredderne Nu er vistnok islægningen og isløsningen paa sjøerne avhængig av deres størrelse og dybde, men jeg skal allikevel gaa med paa, at skridtet fra over 250 dages islagte vatn til jord bu n ds is ikke er saa svært langt Derimot har isløsningen, som meget beror paa streng vinterkulde, kun en meget fjern forbindelse med b r æ dannelse For denne er nok fremdeles den klimatiske snelinie vor bedste maalestok Og den avhænger ikke av, hvor længe vinterisen ligger paa vandene utover vaaren Hvad snedækkets varighet angaar, saa finder man paa det norske meteorologiske instituts kart2 2 maksima med prikkede kurver paa Langfjeldene og et nord for Sognefjorden De prikkede kurver antyder, at observationerne er mindre sikre De ligger som nævnt over høideryggen Det eneste maksimum det søndenfjeldske Norge, som paa det officielle kart er op trukket med ubrutt linje, ligger over Aursundstrakten, midtveis mellem Fæmund og Selbusjøen Paa HANSENS kart er dette (av hvilket hensyn?) lagt betydelig længere syd, saa det berører den nordre del av Fæmundsjøen, og saaledes kommer til at ligge søndenfor halvøens hovedvandskil Dette maksimum, hvorpaa teorien om Herjedalskjernen delvis bygges, har altsaa efter det meteorologiske instituts kart ogsaa sin beliggenhet paa landets høideakse Kartet over anta! dage med snedække viser derfor, at sneen ligger længst paa de steder i landet, som paa grund av sin gjennemsnitshøide over havet kommer nærmest snelinjen Hvis der skulde opstaa brækjerner, saaledes som ANDR M HANSEN har ment, maatte antagelig snelinjen over det sydøstlige Norge synke raskere østover, end landet gjør i gjennemsnit Men en raskere synkning av denne mot sydøst maatte først og fremst skyldes en lavere sommertemperatur t Spitsbergens jordbundsis etc N Geogr Selsk Aarbok , s Nedbøriagttagelser i Norge, tillægshefte til aarg XVIII, 1912

19 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE ETC 81 der, hvor landet har en gjennemsnitlig høide av m end ved vandskillet, hvor høiden er meter og mere l"nder et raat og fugtig oceanisk klima maa man sætte den termiske gradiet til nær 0,5 pr m, hvorefter selv med det oceaniske klimas utjevnende indflydelse temperaturforskjellen mellem vandskillet og bræskillet reduceret til samme høide skulde bli mindst 2 C Dette er likesaa uantagelig, som at der skulde være sa a meget sterkere nedbør ved "brækjernerne" end ved vandskillet Selv med mere oceaniske klimaforhold end de nuværende vilde sandsynligvis landet omkring isskillet ligge i regnskyggen, og snemængden vilde avta henimot dette baade fra vest og nordvest Under en nedisningsperiode vil troligvis klimaet være mere oceanisk end det nu er Vi maa da forestille os snelinjens forløp som fig 4 B Paa østsiden av fjeldryggen viser den under disse klimatiske betingelser større og større avstand fra landets eftersom man fjerner sig fra halvøens høideakse Vi tænker os derimot, at under en avsmeltningsperiode vil klimaet være forandret til mere kontinentalt, og da vil snelinjen anta en stilling i forhold til overflate som fig 4 A Fra høideaksen sænker den sig saa raskt, at den muligens for et stykke kan ha samme høide over landet Hvis der imidlertid skal kunne nydannes bræer ved isskillet, maa snelinjen her ligge landet nærmere end ved vandskillet Den maa da gjøre en sterk bugtning nedad Da sommertemperaturen er den bestemmende faktor for snelinjens beliggenhet, maa sommeren altsaa være varmere i vandski!jets høide end i isskillets Dette er under enhver omstændighet vanskelig at tænke sig og finder i ethvert fald ikke sted under en oceanisk tid og en nedisningsperiode

20 82 GUNNAR HOLMSEN ENGLISH SUMMARY OSCILLATION IN THE POSITION OF THE SNOW-LINE DURING THE MEL TING PERIOD IN CENTRAL NORWAY In the south eastern part of the country precipitation as well as temperature are very evenly distributed The maps of the Norwegian Meteorological Institute indicate, in the northern part of the basin of the Glommen, a mean rain- and snow-fall of mm The mean summer temperature falls slowly from the mountains near the water-shed to\vards the East, showing at the water-shed 15 C, and near the Swedish frontier between 14 and 13 C As the mean summer temperature decreases, the tim ber-line, and als o the snow-line fall towards the East This is due to the decreasing height of the country in that direction Figures l & 2 show two different profiles through the district east of the water-shed, where the average levels of the land are shown in comparison with the position of the snow-line The snow-line corresponds, to a certain degree, to the surface of the land The more continental the climate the greater the conformity of the two lines should appear With more oceanic climatic conditions, however, the snow-line should pass almost horisontally over the land During the melting period the inland ice retreated to the ice-shed, situated about 100 km to the south-east of the watershed Near the water-shed between the streams Driva and

21 FORSKYVNINGER I SNELINJENS HØIDE ETC 83 Folla a glacier has deposited side-moraines, which make it possible to determine its marginal gradient, viz 2 m per km Going out from this, the author has calculated the gradient of the inland ice at about l m per km When the glaciers extended from the ice-shed up to the water-shed, the highest point of the inland ice was therefore situated about 2000 m above the sea As the moraines deposited at the water-shed a bow a height of l 040 m a bo ve sea-leve!, the position of the snow-line should at this time be considerably higher This stage of the melting period with active glaciers up to the water-shed, is followed by an intensive retreat of the icelobe The author considers it possible that the whole remainder of the ice-sheet has now sunk below the snow-line, since the glaciers have deposited no terminal moraines between the Folda! mountains and the Barkald district This intensive melting period of the upper ice-dammed seas is by the author considered as being contemporary with ØYENS "mytilus niveau" When the axis of the land-ice had sunk to about 1200 m above sea-leve!, a new depression of the snow-line reached it and caused the glaciers to advance to the moraines at Barkald Midtskogen, and later to Fonnaas At the same time Alpine glaciers were formed in the previously ice-free mountains north of the ice-shed res u!ting from a snow-line l 000 to Il 00 m above sea-leve! Fig 3 represents a photo of one of the terminal moraines from this time, at Midtskogen, seen from the western valley slope The stream Tysla appears in the ravine on the left side of the figure Traces of local glaciers in the mountains northwest of the land-ice were seen and described by the author in the paper "Om sporene av en lokal brædannelse, etc" N G T Vol 4 The opinion of the author is that the new glaciation and the advance of the inland-ice belong to the same period, called by ØYEN "portlandia-niveau" On p 77 is given a fig of the advancing land-ice at the period of the lower snow-line ( B) At that time the Upper Glomsjø, the greatest of the ice-dammed!akes, was dammed up in the Glommen valley

22 84 GUNNAR HOLMSEN: FORSKYVN I SNELINJENS HØIDE ETC The dotted line at A represents the earlier snow-line during a more continental climate The position and direction of the two snow-lines A & B, the first indicating a continental, the second an oceanic climate, make it unreasonable to think, as Dr ANDR M HANSEN has suggested, that a new land-ice can have been formed at the ice-shed New glaciers are formed only where the sinking snow-line touches the land surface