Rt

Transkript

1 Rt Side 559 Assessor Bjørn: Murerhaandlanger Johan Andersen blev ved dom, avsagt 16 november 1915 av meddomsret inden Øvre Telemarkens østfjeldske sorenskriveri, for overtrædelse av løsgjængerlovens 16 og 17 idømt en bot av 40 kr., subsidiært 25 dages fængsel. Domfældte begjærte paa stedet saken undergit fornyet behandling ved lagmandsret, men har senere tat denne begjæring tilbake og vedtat dommen. Denne er derimot av statsadvokaten for Bratsberg og Nedenes lagsogne indanket til Høiesteret til ophævelse paa grund av feil ved saksbehandlingen, idet domsmændene ikke er blit edfæstet overensstemmende med straffeproceslovens 372. Av retsboken fremgaar, at meddomsretten for leiligheten administrertes av sorenskriverens den 9 s. md. autoriserte edsv. fuldmægtig i henhold til amtets bemyndigelse. Retten medbetjentes av fru bestyrer H. Olberg og snekker Søren Verpe av Rjukan, om hvilke det anføres, at de begge tidligere er edfæstet som domsmænd. Ved retsbokens oversendelse til statsadvokaten har sorenskriveren i en paategning gjort opmerksom paa, «at som det vil sees har domsmændene henholdt sig til deres tidligere ed som domsmænd og er ikke edfæstet under saken. Administrator har for mig uttalt, at han trodde det var unødvendig at edfæste domsmændene, naar de tidligere hadde avlagt ed som retsvidner». Det er under procedyren her i skranken bragt paa det rene bl.a. ved en derom avgit uttrykkelig erklæring fra den fungerende retsadministrator, at de ved leiligheten forrettende domsmænd ikke tidligere har fungert som saadanne, at de følgelig heller ikke tidligere har avlagt den for domsmænd foreskrevne ed, og at de som allerede nævnt heller ikke ved denne anledning blev ed- Side 560 fæstet; derimot har de tidligere gjort tjeneste som retsvidner og avlagt den for saadanne foreskrevne ed. Jeg antar efter dette, at anken maa bli at ta tilfølge i henhold til bestemmelsen i straffeproceslovens 393, 2det led, nr. 1, hvorefter den feil altid blir at tillægge betydning, «at nogen har deltat i dommen, der ikke lovligen kunde være dommer eller lagrettemand». Efter min opfatning av loven foreligger her netop et saadant tilfælde, idet jeg mener, at de forannævnte domsmænd ikke lovligen kunde være dommere uten foregaaende edfæstelse. Det er et i vor Side 1 av 6

2 rettergangsordning inden dens hele omraade gjennemført princip, at ingen maa utøve dommermyndighet uten først at ha avlagt den i loven for tilfældet foreskrevne ed. For de faste dommeres vedkommende er dette foreskrevet i N.L , jfr. lov av to mai og resolution av 23 januar 1897, hvori edsformularen findes. For de i strafferetspleien deltagende lægdommeres vedkommende findes foreskrifter herom i straffeproceslovens 327 og 372, henholdsvis for lagrettemænd og domsmænd. Ifølge disse bestemmelser skal samtlige til et lagmandsting indkaldte og i saksbehandlingen deltagende lagrettemænd avlægge den i 327 foreskrevne ed eller en dertil svarende forsikring uten hensyn til, om de har avlagt saadan ed ved et tidligere ting. Likeledes skal domsmændene i meddomsretten edfæstes i den første sak i hvert nyt retsmøte, hvori de deltar, uanset om de har tjenstgjort i noget tidligere møte og altsaa allerede avlagt ed i dette. Lovens øiemed med denne ordning synes at ligge klart i dagen: Den søker heri en garanti for en samvittighetsfuld og retskaffen utførelse av den vigtige dommergjerning. For lægdommernes vedkommende, som kun leilighetsvis og med længere mellemrum kaldes til denne gjerning, har loven av denne grund anset det paakrævet og fundet en betryggelse i, at de hver gang deres tjeneste paakaldes, mindes om den høie betydning av dette hverv, derved at de avkræves en i den høitideligste og mest bindende form avgit erklæring om, at de vil røgte hvervet, «saaledes som de vet sandest og rettest at være». Hermed er desuten tilsigtet, at denne indledning paa rettens forhandlinger skal gi disse det præg av høitidelighet og alvor, som de ikke uten skade kan undvære. Jeg ser saaledes i forskrifterne om lægdommernes edfæstelse et uttryk for et princip, som i vigtighet og betydning ikke staar tilbake for andre principer, som straffeprocesloven hævder og har søkt at gjennemføre, saaledes f.eks. principet om hovedforhandlingens offentlighet, hvorom 393 nr. 4 bestemmer, at brud herpaa ubetinget skal tillægges betydning, det er: medføre annullation. At denne virkning maa følge av, at domsmændenes edfæstelse i strid med loven er undlatt, er da ogsaa antat av Getz og Hagerup i deres utgave av straffeprocesloven (note 4 til 393), likesom den samme mening ogsaa hævdes av Hagerup i hans kommentar til den norske straffeproceslov, 2den del, 2den utgave, side 268; sammenlign hermed Salomonsens kommentar til den samme lov note 2 til 327 og note 4 til 393, hvori han dog antyder, at der kan være rum ogsaa for en anden opfatning av dette spørsmaal. Ogsaa Qvam Side 2 av 6

3 nævner i sin kommentar til 327 spørsmaalet om følgen av und- Side 561 latt edfæstelse, som efter hans mening ikke ubetinget medfører annullation - uten at jeg dog kan se, at hans uttalelse herom kan tages til indtægt for den mening, at saadan undladelse heller ikke i et tilfælde som det foreliggende ubetinget maa ha denne følge. Endelig skal jeg nævne, at Høiesterets kjæremaalsutvalg hørsretsadministrator ikke hadde avlagt dommered, var at anse i en kjendelse av 27 august 1892, der ikke er indtat i Retst., men er referert i Kjerschows utgave av straffeprocesloven, 1ste del, side 537, har avgjort, at den omstændighet, at vedkommende forsom ophævelsesgrund i henhold til 393, 2det led, nr. 1. At de i paadømmelsen av nærværende sak deltagende domsmænd i sin tid har avlagt ed som mandtalsførte retsvidner, er selvfølgelig uten betydning likeoverfor lovens positive bud i 372. Skulde den heromhandlede feil ikke lede til dommens ophævelse i henhold til 393, nr. 1, indsees ikke, at den overhodet vilde kunne faa nogen følge idet anvendelsen av 393, 1ste led, er betinget av, at det findes sandsynlig, at feilen kan ha virket bestemmende paa dommens indhold, hvilket det praktisk talt er umulig at paavise. Men følgen herav maa, saavidt skjønnes, igjen bli, at lovens bestemmelse om edfæstelse av lægdommere i straffesaker uten følger for domshandlingens gyldighet vil kunne sættes helt ut av betragtning, - i strid med lovens klare bud. Til at gjøre ansvar gjældende mot nogen i anledning av den begaaede feil antages der efter omstændigheterne ikke at være tilstrækkelig grund. Konklusion: Meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling ophæves, fordi domsmændene ikke er blit edfæstet overensstemmende med straffeproceslovens 372. Salærerne ansættes for aktor, advokat H. O. Klingenberg, til 80 - otti - kroner og for forsvareren, advokat Næser, til 60 - seksti - kroner. Konst. assessor, byretsassessor Christiansen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Assessor Scheel: Jeg voterer for ankens forkastelse. Jeg skal indrømme, at bestemmelsen i straffeproceslovens 393, nr. 1, kan siges at fremby adskillig tvil ogsaa i den henseende, hvorom der i Side 3 av 6

4 denne sak er tale; men i betragtning av den tvil, som bestemmelsen altsaa efter min mening gir anledning til, finder jeg ikke tilstrækkelig grund til at gi denne undtagelsesbestemmelse anvendelse gjennem ophævelse av den paaankede dom. Det er, som av førstvoterende nævnt, saa, at der i flere av de foreliggende verker, hvor loven har været gjenstand for fortolkning, har været uttalt den mening, at en feil som den her omhandlede skulde gaa ind under 393, nr. 1. Men paa den anden side mener jeg dog i motsætning til førstvoterende, at det, som er sagt i Quams kommentar til 327, vanskelig kan forstaaes anderledes, end at efter hans mening forholdet ikke vil rammes av bestemmelsen. Og hvad den paaberopte kjæremaalskjendelse angaar, finder jeg ikke tilstrækkelig grund til at uttale nogen bestemt mening om, hvorvidt den kan ansees rigtig, idet jeg mener, at man under enhver omstændighet ikke kan trække en bindende slutning fra denne Side 562 avgjørelse til et forhold som det foreliggende. Hvor det gjælder en embedsmands dommered, som han skal avlægge ved tiltrædelsen av sit embede, kan det jo nok siges med nogen føie, at det vedkommer hans personlige kvalifikationer for adgangen til at utøve dommermyndighet, om han har avlagt denne ed eller ikke. Det kan med nogen ret siges, at retten ikke er lovlig besat, naar en embedsdommer har tat sæte i den, som ikke har avlagt dommered. Den ed, som efter loven skal avlægges av domsmænd og lagrettemænd, finder jeg det under enhver omstændighet naturligere at opfatte som et led i retsforhandlingen, som ikke vedkommer spørsmaalet om, hvorvidt retten er blit lovlig besat. Det er først, efterat retten er blit besat paa lovlig maate, og efterat lagretten lovlig er konstituert, at der skrides til avlæggelse av denne ed, før saksbehandlingen begynder. Den omstændighet, at loven har nøiet sig med, at eden er avlagt under den første sak, som behandles i retsmøtet eller under lagmandstinget, finder jeg ikke kan tillægges nogen særlig betydning. Efter jurykommissionens forslag var bestemmelsen redigert saa, at det kom an paa, om retten var lovlig besat, og naar redaktionen blev forandret i loven i henhold til revisionskomiteens forslag, var det alene, fordi man vilde indskrænke bestemmelsens rækkevidde. Hvorvidt retten er lovlig besat eller ikke, finder jeg imidlertid efter naturlig sprogbruk maa siges at være et spørsmaal, som angaar rettens konstitution og maa kunne besvares, naar retten sættes, og før man kommer saa langt i forhandlingen som til domsmændenes eller Side 4 av 6

5 lagrettemændenes avlæggelse av ed. Jeg mener, at forsaavidt denne ed angaar, er der ingen grund til at betragte forholdet anderledes likeoverfor den foreliggende lovbestemmelse, end om loven istedenfor at paalægge mændene at avgi et løfte hadde paalagt formanden at rette til dem en indtrængende formaning om at utføre sit hverv med samvittighetsfuldhet. Forsaavidt førstvoterende har nævnt som en betænkelighet ved den forstaaelse av loven, som jeg gaar ut fra, at paabudet om edfæstelse vilde komme til at savne den tilbørlige effektivitet, saa tror jeg ikke, at denne betænkelighet kan tillægges nogen særdeles vegt. Til at gjøre ansvar gjældende mot vedkommende dommer for forsømmelsen vil der jo i ethvert tilfælde være adgang, og denne adgang vil vel ogsaa bli benyttet, hvis det skulde vise sig at der i større utstrækning vises slaphet i denne henseende. Med hensyn til spørsmaalet om anvendelse av 1ste led i 393 kan jeg henholde mig til det av førstvoterende herom uttalte, idet jeg finder det ganske uantagelig, at feilen kan ha hat indflydelse paa dommen. Med hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende. Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Ekstraordinær assessor Berg: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Scheel. Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med d hrr. assessorer Scheel og Berg. Hvad specielt an- Side 563 gaar forstaaelsen av 393, 2det leds nr. 1, har jeg ikke kunnet finde, at det her omhandlede forhold kan henføres under denne bestemmelse, som en feil bestaaende i, at nogen har deltat i dommen, som ikke lovligen kunde være dommer. Jeg mener, at der med uttrykket i denne paragraf: nogen, som «ikke lovligen kunde være dommer eller lagrettemand», alene kan være sigtet til dem, som overhodet ikke kan indeha saadan stilling, - det vil, forsaavidt angaar domsmænd og lagrettemænd, si dem, som ifølge bestemmelserne i lovens 5te kapitel er utelukket fra at kunne vælges som saadanne. (Sammenlign uttrykket i 304: «ikke lovlig kan gjøre tjeneste som saadanne»). Side 5 av 6

6 Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion. Side 6 av 6