JETTE NYBOE / DITTE EHRENREICH Tid, troverdighet og en fedtet seddel i baklommen 130

Innhold JETTE NYBOE / DITTE EHRENREICH Tid, troverdighet og en fedtet seddel i baklommen 130 Et socialministerielt prosjekt er satt igang i Danmark for å utvikle metoder som skal sikre rettsikkerhet i praksis for de svakest stilte i samfunnet. PER LORANG SØRENSEN Usædvanlige boligområder i Danmark 137 Kan skæve hus til skæve eksistenser være en løsning på boligproblemer for mennesker som lever utenfor samfunnets hovedstrøm? PÄIVI PETRELIUS Gender and orientation towards social work 144 What makes men and women to social workers? This article shows that womanhood and caring is an essential connection. LAILA GRANLI AAMODT Sosialt arbeid og anerkjennelse 154 En problematisering av grunnlagstenkningen i sosialt arbeid Subjekt-objekt perspektivet gir hjelperen en overordnet posisjon, mens begrepet anerkjennelse vektlegger gjensidighet og likeverd. GUÐNÝ BJÖRK EYDAL / SIGURVEIG H. SIGURÐARDÓTTIR Äldreomsorgen i Island utveckling og framtidstendenser 162 Behovet for institusjonsplasser for eldre i Island ble målt til over tusen i september 2002. Dette til tross for at Island har flere institusjonsplasser relativt sett enn de andre landene i Norden. KJERSTI ERICSSON Å holde styr på dem en elsker 172 Om foreldreskapets drama i en tid da barna ikke er like lydige som før, men mer selvstendige- og der kravet til inderlighet i forholdet mellom foreldre og barn har økt. 180 Bokomtaler 184 Nytt fra Norden 186 Bøker til redaksjonen 192 Kalender Leder på baksiden

JETTE NYBOE / DITTE EHRENREICH: Tid, troværdighed og en fedtet seddel i baglommen Jette Nyboe Folkeskolelærer og konsulent ved Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte Ditte Ehrenreich Cand.mag. og konsulent ved Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte Adresse: Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte TEMA: Socialt Udsatte Suhmsgade 3 st DK-1125 København K Tlf: +45 33 17 09 00 Fax +45 33 17 09 01 E-mail: jette.n@fc-storkbh.dk ditte@fc-storkbh.dk s. 130-136 130 En sommerdag sidste år dukker en mand op på et alkoholambulatorium i Odense med en fedtet seddel i hånden. Papiret ligner noget han har haft op og ned af lommen mange gange. På papiret er der et telefonnummer på et af de fire modelprojekter, som deltager i projekt Retssikkerhed for de svagest stillede. Denne artikel vil præsentere hvordan tid, troværdighed og en fedtet seddel i baglommen indgår i metodeudviklingen til at sikre de svagest stillede borgeres retssikkerhed efter lovgivningen. PROJEKT Retssikkerhed for de svagest stillede er iværksat af Socialministeriet og har til formål at udvikle metoder, der kan bidrage til, at intentionerne om retssikkerhed i lovgivningen bliver realiseret i praksis for de svagest stillede grupper i samfundet. I perioden 2000 2003 er der iværksat fire modelprojekter i henholdsvis Århus, Odense og Københavns kommuner samt i Nordjyllands Amt med henblik på at finde frem til og beskrive generelle problemer og metoder, der kan sikre de svagest stilledes retssikkerhed, samt at opsamle erfaringer fra målrettede indsatser over for udvalgte grupper. Målgruppen for projekterne er den del af befolkningen, som omtales som de socialt udsatte borgere. Det drejer sig om grupper af mennesker med sindslidelser, alkohol- og stofmisbrug, hjemløshed mv., som har store personlige problemer og sociale vanskeligheder, og som det sociale system har vanskelighed ved at få kontakt med og hjælpe. Nogle af disse mennesker har på grund af årelange negative erfaringer selv fravalgt kontakten med eksisterende tilbud. Andre er gammelkendte problembørn, hvor medarbejdere ofte hører et suk i den anden ende af telefonen, når de kontakter samarbejdspartnere. Bagom retssikkerhedsbegrebet Hvad begrebet retssikkerhed egentlig indebærer har været genstand for debat op gennem 1990 erne. Denne debat har dannet udgangspunkt for den retssikkerhedsforståelse som Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte 1 i sin egenskab af central projektkoordinator i det følgende vil forsøge at afgrænse, indkredse og operationalisere i forhold til de aktuelle modelprojekter. Retssikkerhed opdeles traditionelt i materiel og processuel retssikkerhed. Materiel retssikkerhed handler om indholdet i retsreglerne. En borger skal have mulighed for at blive gjort bekendt med sine rettigheder på et givent område. Forvaltningens afgørelse skal svare til indholdet i loven og være i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper. Bl.a. skal afgørelsen være truffet på et sagligt grundlag og ud fra princippet om lighed for loven. Processuel retssikkerhed handler om, hvordan en sag skal behandles fra ansøgning til afgørelse. Processuel retssikkerhed skal sikres ved faste spilleregler som f.eks. forvaltningslovens regler om partshøring, aktindsigt og begrundelsespligt. Borgerens ret til at klage er en vigtig måde at sikre den processuelle retssikkerhed på (Trusell 2000, s.2). Den juridisk korrekte afgørelse er således idealet efter et traditionelt og teoretisk udgangspunkt. Dette indebærer ikke nødvendigvis, at borgeren får den hjælp, der er den rigtige for ham, men alene at reglerne for sagsbehandling og de formelle retsregler er fulgt. 1 1. juli 2003 blev Formidlingscentret Storkøbenhavn slået sammen med fire andre centre og skiftede navn til Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte.

Tid, troværdighed og en fedtet seddel i baglommen En nyere retssikkerhedsforståelse Efter 2. verdenskrig har kritikken af den traditionelle forståelse af retssikkerhedsbegrebet navnlig været rettet mod adskillelsen af etik og jura, idet erkendelsen var, at perfektioneret opfyldelse af reglerne ikke var nogen garanti for retfærdighed. Den traditionelle retssikkerhedsforståelse er også blevet beskrevet som utidssvarende på grund af sin manglende mulighed for at rumme det enkelte menneskes særlige behov. Forvaltningerne forholder sig gennem retlige kategoriseringer og beskrivelser urealistisk til virkeligheden. Dette kan føre til en fordrejning af de faktiske forhold, så det bliver virkeligheden, der tilpasser sig de retlige systemer, og hermed opstår faren for, at forvaltningen ikke ser det enkelte menneske som enestående med sin helt egen historie og særlige behov. I modelprojektet i København har man forsøgt at imødegå problemet i forhold til socialt udsatte. Det kan være vanskeligt for borgere, der er karakteriseret ved flere problemkomplekser f.eks. hjemløshed, sindslidelse mv. at møde frem til en aftale med sagsbehandleren flere uger frem i tiden. Disse mennesker har ofte en dagligdag karakteriseret ved uforudsigelighed, og planlægning efter kalender er ret usædvanligt. Derfor er det ofte umuligt for disse borgere at overholde aftaler længere end et par dage ud i fremtiden. Men dette siger ikke nødvendigvis noget om borgerens vilje til at samarbejde. Den korrekte og den gode afgørelse I den nye retssikkerhedsforståelse inddrager man igen etikken i juraens område. I sikringen af borgernes retssikkerhed drejer det sig derfor om at give plads til både den rationelle argumentation, som sikrer den korrekte afgørelse, og den etiske ansvarlighed, som skal sikre den gode afgørelse. Professor i retsfilosofi Peter Høilund har en antagelse om, at den sociale institution gennem sin praksis udtrykker en moralsk standard (eller mangel på samme) på institutionsniveau. Det be- Vista Balboa modelprojekt i Odense Kommune Projektet er et kommunalt tilbud organiseret under Handicap- og Psykiatriafdelingen i Odense Kommune. Den daglige ledelse af projektet varetages af leder af Støtte- og kontaktpersonordningen til sindslidende, som også omfatter opsøgende arbejde. Formålet med Vista Balboa er at give et sammenhængende tilbud til borgere i Odense Kommune, der har en sindslidelse og et misbrug en dobbelt diagnose samt en kompleks problemstilling med lav social funktionsevne og stor social sårbarhed Kontakt og støtte modelprojekt i Nordjyllands Amt Projektet er organiseret under psykiatrien i Nordjyllands Amt og er fysisk placeret på en psykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus. Projektet er målrettet mennesker med sindslidelser, der ifølge psykiatriloven skal have udarbejdet en udskrivningsaftale eller koordinationsplan i forbindelse med udskrivning fra psykiatrisk sygehus. Formålet med projekt Kontakt og støtte er at tilgodese en gruppe af svagt fungerende mennesker med sindslidelser, som dels har behov for socialpsykiatrisk støtte efter behandling på psykiatrisk sygehus, dels ikke tidligere har modtaget den fornødne hjælp og støtte. Kom brugerne i møde modelprojekt i Københavns Kommune Projektet er organisatorisk forankret i et af de lokale socialcentre - Lokalcenter Indre by, og er iværksat i de lokalområder, der dækkes af lokalcentrene Indre By, Sundby Nord, Bispebjerg, Vesterbro og Christianshavn. Intentionen med projektet er at udvikle metoder og strategier, hvorved marginaliserede grupper kan anvende det sociale system på de vilkår der er beskrevet i den sociale lovgivning. Projektets målgruppe omfatter de såkaldt dobbelt udstødte. Ønsket er at få kontakt til mennesker, der ikke selv henvender sig for at få hjælp. Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede modelprojekt i Århus Kommune Projektet er organisatorisk forankret i socialchefens sekretariat og den juridiske konsulent er projektleder. Der er ansat to antropologer som henholdsvis projektmedarbejder og sparringspartner og evaluator. Målgruppen er mennesker, der kan karakteriseres ved at være misbrugende, have en sindslidelse og/eller har psykiske lidelser uden en diagnose de såkaldt dobbelt udstødte. Formålet med projektet er at give borgerne en oplevelse af at være omfattet af den almene retssikkerhed på en sådan måde, 131

132 tyder, at han er kritisk over for en løsrivelse eller adskillelse af socialarbejderen fra institutioner og samfund. Socialarbejderens etiske ansvar rækker således både frem mod borgeren og bagud som medansvarlig for den moralske norm, der udtrykkes gennem institutionens praksis (Høilund 2000, s.15). Med den øgede fokus på etisk ansvarlighed kommer megen af socialarbejderens kompetence til at ligge i en situationsbeherskelse i mødet med borgeren. Det betyder, at den enkelte socialarbejder skal tage ansvar for kvaliteten i sin egen arbejdsindsats, hvilket Peter Høilund kalder moral af første grad. Moral af anden grad handler om, at den enkelte socialarbejder tager medansvar for kvaliteten i institutionens indsats. Dette mener Høilund ikke, der er tradition for i socialt arbejde i Danmark. I det sociale arbejdes teorier og metoder overser man ofte, at nærhedsetik ansigt-til-ansigtrelationer er intimt forbundet med en distanceetik dvs. med institutioner, hvor socialarbejdernes menneskelighed giver sig til kende. Hvis etikken trækker den ene vej og institutionen den anden vej, kan det sociale arbejde ikke lykkes (Høilund 2000, s. 139). Mange af de svagest stillede borgere bruger meget tid på at vente for at få opfyldt deres basale materielle behov ventetid tilbragt i venteværelser på offentlige kontorer og institutioner. Her er der ofte både skrevne og uskrevne regler for, hvordan man opfører sig regler som borgeren ikke nødvendigvis kender til. Det skaber utryghed og nervøsitet, og det er i disse røgfri tider ikke tilladt at dulme nerverne med en smøg. Der skal derfor ikke meget til at fremprovokere en aggressiv adfærd. I lighedens navn er der de samme regler for alle borgere, som benytter offentlige kontorer, også selvom ikke alle borgere er i stand til at følge reglerne. Dilemmaer og afværgemekanismer Jette Nyboe / Ditte Ehrenreich Det skøn som udføres af socialarbejderen i samspil med borgeren er også beskrevet og problematiseret af den amerikanske professor i statsvidenskab Michael Lipsky (Lipsky 1980). Lipsky introducerer begrebet street-level-bureaucracy, som af forskningsprofessor ved Socialforskningsinstituttet Søren Winter oversættes til markarbejderadfærd (Winter 2001, s.64). Markarbejderen oplever ofte en kløft mellem på den ene side de krav, der stilles fra lovgivning, ledelse og borgere og på den anden side de ofte begrænsede ressourcer, der stilles til rådighed fra organisationens side. For at løse dette dilemma kan socialarbejderen havne i mere eller mindre bevidste afværgemekanismer, som afbøder men ikke løser dilemmaet på tilfredsstillende vis og som sjældent er i overensstemmelse med retssikkerhedslovens intentioner om inddragelse af borgerne. En sådan afværgemekanisme kan f.eks. bestå i, at borgere med vanskelige problemstillinger, som kræver komplicerede indsatser, nedprioriteres til fordel for borgere med problemstillinger, hvor socialarbejderen kan handle ud fra tommelfingerregler og interne procedurer. Borgere med store og komplekse sociale problemstillinger har behov for en langsigtet og varieret indsats. Alligevel har nogle af dem kun sporadisk kontakt med socialforvaltningen, f.eks. en indkaldelse til samtale hver tredje måned for at underskrive en erklæring om, at deres situation ikke har forandret sig. I forhold til sikring af borgerens retssikkerhed er dette et problem, fordi der dårligt kan have været en grundig dialog mellem borger og sagsbehandler. Uden dialog er der således ingen basis for indgåelse af en aftale mellem borger og socialarbejder vedrørende karakteren af de sociale problemer og den nødvendige indsats. I denne situation bliver afværgemekanismen at vende det døve øre til. Det er helt åbenbart, at disse borgere ikke modtager den rette hjælp. Dette faktum bliver imidlertid overdøvet af en intern procedure, hvor borgere indkaldes til samtale med faste mellemrum. Hovedformålet bliver hermed lidt firkantet sagt at kunne dokumentere, at reglerne er overholdt, snarere end det der vel egentlig er intentionen med reglen at sikre at borgeren får en ordentlig behandling. Afværgemekanismer optræder ofte som usagte procedurer for, hvordan man agerer ved bestemte problemstillinger. Disse usagte procedurer, som ikke er direkte beskrevet i love, forordninger og regler, er af Bourdieu beskrevet som et felts doxa. Doxa er ifølge Bourdieu det, som goes without saying because it comes without saying (Bordieu i Järvinen 2002). Sociologen Margaretha Järvinen har beskrevet det sociale arbejdes doxa i sin tiltrædelsesforelæsning i sociologi ved Københavns Universitet. Her problematiseres det, at socialarbejderne ofte er underlagt en organisationslogik det sociale arbejdes doxa som mere handler om, at borgeren skal tilpasse sig systemet, end at systemet skal tilpasse sig borgeren. Borgeren og hans problem omdefineres så at sige, så det passer ind i den doxa, som hersker inden for det sociale arbejdes felt i den enkelte organisation (Järvinen 2002). I det københavnske retssikkerhedsprojekt fik

Tid, troværdighed og en fedtet seddel i baglommen en opsøgende medarbejder kendskab til en borger, der igennem nogle år havde sovet i et meget lille selvbygget skur. Medarbejderen fik indtryk af, at han ikke modtog de ydelser og foranstaltninger, som den samlede situation berettigede til. Det viste sig, at borgerens sag blev varetaget af et Serviceteam og blev behandlet som en rutinesag. I en længere periode modtog han nedsat økonomisk ydelse på grund af et afbrudt aktiveringsforløb. Årsagerne hertil er mangfoldige tidligere afhængighed af hårde stoffer, flere års bolig på gaden mv. - alt i alt en psykisk skrøbelig borger, hvor et aktiveringskrav ikke kan forsvares. Retssikkerhedsloven I forhold til det traditionelle retssikkerhedsbegreb repræsenterer bl.a. Retssikkerhedsloven en nyere udformning af retssikkerhedsbegrebet. Der er her sket en omformning af indholdet i retssikkerhedsbegrebet fra kun at indebære den juridisk korrekte afgørelse i retning af også at inddrage den rigtige afgørelse. Dvs. at intentionen er, at retssikkerhedsspørgsmålet ikke alene drejer sig om det formelle retsgrundlag og beskyttelse mod vilkårlige indgreb men også om sikring af, at afgørelsen opleves som den rigtige af borgeren. Med retssikkerhedsloven er der desuden fokus på en helhedsorienteret afgørelse med aktiv inddragelse af borgeren i sagsbehandlingen. Brugerinddragelse er bl.a. via Retssikkerhedsloven blevet sikret som en rettighed i sagsbehandlingen på det sociale område. brugerne skal inddrages aktivt. Der finder lokale prioriteringer sted i forhold til, hvor det er muligt og ønskværdigt at sætte ind over for disse barrierer. Forudsætningen for at opnå brugerinddragelse er blandt andet, at lovgivningens intentioner når ud i alle lokale forvaltningsniveauer, at der udarbejdes lokale politiske målsætninger for borgernes indflydelse og at de formelle kriterier som f.eks. anvendelse af handleplaner ikke kun opfattes som et besværligt formkrav, men forsøges anvendt som et redskab til at forbedre samarbejdet med borgerne. Over for gruppen af de svagest stillede er det vigtigt, at retssikkerhedsbegrebet ikke bliver et middel til at legitimere systemets beslutninger, men at man sikrer sig, at den formelle retssikkerhed også er en oplevet retssikkerhed for borgeren. Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har derfor til formål at nå et skridt videre og udvikle metoder til at overkomme barriererne for den oplevede retssikkerhed for denne gruppe. Hvad virker og hvorfor? Det nye retssikkerhedsbegreb kan opfattes som værende mere uformelt og blødt. Spørgsmålet er så, hvordan begrebet konkretiseres i det sociale arbejde. I arbejdet med at indsamle erfaringerne fra udviklingen af metoder i de fire modelprojekter har vi forsøgt at indkredse retssikkerhedsbegrebet ved at fokusere på tre perspektiver: Det samfundsmæssige perspektiv Det organisatoriske perspektiv Det etiske perspektiv Retssikkerhedsbegrebet i praksis De formelle rettigheder og muligheder, som borgeren er sikret bl.a. gennem Retssikkerhedsloven, bliver først reelle, hvis den konkrete behandling af borgerens sag foregår på en sådan måde, at de formelle muligheder fremstår som reelle muligheder for borgeren. Der er ikke meget ved formelt at være tryg, hvis man ikke føler sig tryg skriver Ole Pass og Jesper Fisker i en artikel om retssikkerhed (Pass 2000), hvor de også argumenterer for, at formelle regler er til størst nytte for de i forvejen stærkeste. Reel retssikkerhed for de svageste opnås kun, hvis der er tale om en konstruktiv vekselvirkning mellem formelle regler og daglig praksis. En meget væsentlig del af den oplevede retssikkerhed for de svagest stillede er funderet i mødet med systemet, og i hvordan de generelle regler præsenteres for borgeren (Pass 2000). Der er mange barrierer at overvinde, når Det samfundsmæssige perspektiv Retssikkerhed kan ikke blot ses som en løsrevet størrelse, men er en del af den måde samfundet i øvrigt er bygget op på. Aktuelle politiske, juridiske og økonomiske betingelser er eksempelvis med til at sætte rammerne for udfoldelsen af retssikkerhed for borgerne. Derfor er det også vigtigt, at man i retssikkerhedsprojektet blotlægger barrierer i samfundsopbygningen og lovgivningen, som begrænser handlemulighederne i forhold til at sikre retssikkerheden for de svagest stillede. Som et eksempel på en sådan barriere har modelprojektet i København gjort opmærksom på et problem i forhold til folkeregisteradresse. Hvis en borger er blevet hjemløs i én kommune, så kan han ikke officielt flytte til en anden kommune, fordi han ikke kan blive registreret i folkeregisteret uden en adresse. Da en registrering i kommunens folkeregister udløser en række ret- 133

134 tigheder i kommunen, betyder den manglende registrering at borgeren: Ikke kan modtage et sygesikringsbevis, hvilket betyder at man ikke kan få en egen læge I praksis kan have vanskelighed ved at finde plads på et herberg eller anden 94 boform, skønt der lovgivningsmæssigt ikke er belæg for, at 94 institutioner kan afvise borgere, der kommer fra andre kommuner Ikke alle steder i landet kan blive indstillet til en bolig gennem kommunens akutte boliganvisning, da det typisk er forbeholdt kommunens borgere Har problemer med at få oprettet en bankkonto, hvilket igen betyder, at han kan have svært ved at få udbetalt kontanthjælp. At ændre reglerne er naturligvis uden for rammerne af dette projekt. Hensigten er således blot at pege på eventuelle barrierer, som de relevante beslutningstagere kan tage med i fremtidige overvejelser. Det organisatoriske perspektiv Hvad angår det organisatoriske perspektiv, så spiller modelprojekterne her en langt mere aktiv rolle. Den enkelte borgers oplevede retssikkerhed i mødet med den enkelte organisation hænger nøje sammen med, hvilket menneskesyn organisationen har og hvilken kultur, der er indarbejdet i organisationen både for mødet med den enkelte borger og for samarbejdet på tværs af sektorer og faggrænser. Det har derfor været et centralt omdrejningspunkt i projekterne at afdække og forbedre organisationens tilrettelæggelse af sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgerne har en oplevet retssikkerhed. Troværdighed tager tid En sommerdag sidste år dukker en mand op på et alkoholambulatorium i Odense med en fedtet seddel i hånden. Papiret ligner noget han har haft op og ned af lommen mange gange. På papiret er der et telefonnummer på et af de fire modelprojekter, som deltager i Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede. Medarbejderen på alkoholambulatoriet kontakter retssikkerhedsprojektet, og der bliver etableret en kontakt. Projektet havde tidligere på året fået henvendelser fra flere forskellige parter - sagsbehandler, praktiserende læge og vicevært. Det var tydeligt, at borgeren havde behov for en indsats, men medarbejderne i retssikkerhedsprojektet vurderede at det ikke var så akut, at man behøvede at rykke ud med det hele på en gang. Man valgte i stedet at starte med at sende et brev med oplysninger om projektet og med besked om, at de kontakter ham igen en måneds tid senere. De hørte ikke noget fra ham - bare fordi man sender et brev, kan man ikke være sikker på, at det bliver læst. Et par uger senere dukker manden så op på alkoholambulatoriet og det var indgangen til en kontakt. Ud fra de foreliggende oplysninger, kunne medarbejderne godt have grebet ind med det samme. Ved at vælge en mere tilbageholdende strategi, fik borgeren mulighed for selv at vælge tid og sted for den første kontakt. Det kræver så til gengæld at medarbejderen har tid, når borgeren henvender sig. Her nytter det ikke at lave aftaler dage eller uger frem i tiden. En medarbejder fra projektet i Odense beskriver det således: det er kontakten der skal kunne bære graden af forandring. Den udvendige forandring skal kunne følge den indvendige. Det må ikke være omvendt, for så dropper de os. Jeg kunne i løbet af kort tid få orden på deres lejlighed, deres piller osv. Det ville ikke tage mig en uge.. Men min effektivitet ville støde sammen med deres behov, og det er ikke dét behov for pleje, de har. Det vil være tvangsopdragelse og tvangsbehandling i folks eget hjem... Det drejer sig om at høre efter, hvad brugerne siger og lade være med at følge ens egen lyst til forandring. Tilgængelighed Jette Nyboe / Ditte Ehrenreich Tilgængelighed er et velkendt begreb i forhold til borgere med fysiske handicap. Men tilgængelighed er lige så vigtigt i forhold til at sikre de svagest stillede borgeres rettigheder. I modelprojekterne har man eksempelvis erfaret, at det er vigtigt for denne gruppe af borgere, at de får en aftale så hurtigt som muligt, efter de har henvendt sig. De svagest stillede borgere er ofte ekskluderede fra de netværk, som omgiver de fleste mennesker. Det betyder, at de ikke har andre steder at henvende sig i nødsituationer end på socialforvaltningen. Det er derfor centralt, at de kan komme til at tale med en socialarbejder så hurtigt som muligt, dels for at undgå yderligere marginalisering, dels for at det sociale sikkerhedsnet kan spændes ud på den mest hensigtsmæssige måde i forhold til borgeren. En anden grund til at lave hurtige aftaler med denne gruppe af borgere er, at de som tidligere nævnt sjældent planlægger deres tid efter en kalender. En aftale to, tre eller fem uger ude i

Tid, troværdighed og en fedtet seddel i baglommen fremtiden er ikke realistisk i en dagligdag præget af uforudsigelighed. Mødet på gaden eller på offentlige kontorer Der er en verden til forskel for denne gruppe af borgere mellem at mødes med socialarbejderen på socialforvaltningen og på gaden. Mødet på gaden fremskudt sagsbehandling beskrives af både socialarbejdere og borgere som mere ligeværdigt og som at mødes på neutral grund. Dette har noget at gøre med rum og med ejerskab af rum og territorium. Nogle af socialarbejderne beskriver, at de i mødet på gaden oplever en anden kontakt karakteriseret ved mere ligeværdighed. Denne ligeværdighed forklarer socialarbejderne med, at der sker et skift i afhængighedsbalancen hvem ønsker at gøre hvad med hvem? Og hvem opsøger hvem? Før omorganiseringen i København var meget af socialarbejdet præget af skrivebordsarbejde. Dette var en del af socialarbejdets doxa et arbejdsvilkår som man sjældent diskuterede rigtigheden af i forhold til, hvad der er bedst for de svagest stillede. Efter introduktionen af fremskudt sagsbehandling beskriver socialarbejderne, at det medfører en midlertidig forskubbelse af magtbalancen mellem socialarbejderen og borgeren. På gaden har socialarbejderne en tendens til at være mere varsomme med at træde nogen over tæerne. På lokalcentret er det derimod borgeren, som skal tilpasse sig stedet. Den opsøgende socialarbejder møder borgeren i private situationer, som kan have indflydelse på de professionelle vurderinger senere hen. Den viden, som socialarbejderen opnår ved opsøgende arbejde, præger på godt og ondt de afgørelser, han tager i forhold til borgeren. Det at se en borger i stigmatiserende miljøer kan således i sig selv være med til at præge det billede, man har af borgeren og hans fremtid i en mere pessimistisk retning. I værste fald kan den tætte kontakt med borgeren føre til mindre ambitiøse tiltag i forhold til borgeren, hvorved marginaliseringen yderligere kan blive forstærket. En fedtet seddel i baglommen Tilbage til manden med den fedtede seddel i baglommen. En medarbejder i projektet har gjort sig disse tanker om det lærerige i historien, om hvor lang tid ting tager: Han er en af dem der er i stand til lige så stille og roligt at bygge op. Han er ikke så meget fuld mere. De første besøg var ikke så lange igen, men det er ikke usædvanligt, at jeg er der ude et par timer af gangen. Og han kan høre musik i radioen og interesserer sig for det, der er i fjernsynet. Og der er blevet orden i hans lejlighed. Og nu skal vi til at have en hjemmehjælper på banen her i morgen. Stille og roligt så ændrer tingene sig, men det er utrolig vigtigt at gøre det i et tempo, han selv kan være med til. Det etiske perspektiv Det etiske perspektiv omfatter krav om lighed og respekt for den personlige integritet samt borgerens muligheder for at vinde anerkendelseskampen det vil sige, i hvor høj grad borgeren oplever sig selv og sin situation anerkendt af systemet. Desuden bør man både som organisation og medarbejder reflektere over hvilke etiske overvejelser, der ligger til grund for skønsmæssige afgørelser. Inden for det etiske perspektiv ligger der også etiske dilemmaer. Den viden, som den opsøgende socialarbejder får, giver mulighed for mere helhedsorienterede afgørelser i forhold til borgeren, hvilket er et krav i retssikkerhedsloven. Sagsbehandlingen er baseret på en relation præget af tillid og gensidig viden om hinanden. Men den tætte relation rejser også etiske dilemmaer. En socialarbejder udtrykker sin bekymring for at besøge et værested for hjemløse således: Jeg sidder med en følelse af, at jeg stjæler et fristed fra dem. References Høilund, Peter (2000) Socialretsfilosofi - Retslære for socialt arbejde, Nordisk Forlag 2000. Järvinen, Margaretha (2002) Mötet mellan klient och system om forskning i socialt arbete, Forsa, nr. 7, oktober Lipsky, Michael (1980): Street-Level Bureaucracy. Dilemmas of the individual in public services, Russel Sage Foundation. Pass, Ole og Fisker, Jesper (2000) Kronik: Retssikkerhed hjælper ikke de svageste, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 39. Trusell, Charlotte; Fink, Ane & Strange, Henning (2000) Handicappede og retssikkerhed, Det Centrale Handicapråd. Findes på adressen; www.dch.dk/publ/ retssikerhed Winter, Søren (2001) Implementeringsforskningen og dens relation til evaluering, i: Dahler-Larsen, Peter og Krogstrup, Hanne Kathrine (red.) Tendenser i evaluering, s.61-78, Odense Universitetsforlag. 135

Jette Nyboe / Ditte Ehrenreich Summaries Time, credibility and a greasy slip in the pocket The program Legal protection of the most vulnerable groups in society has been initiated by Ministry of Social Affairs in Denmark. The purpose is to generate new methods in social work in order to secure the legal protection of the most vulnerable groups in society. Securing the legal protection is both about making room for the rational argumentation that ensures the correct decision and about the ethical responsibility that ensures the right decision. The article shows how time, credibility and a greasy slip in a hip pocket form part of the development of new methods with the aim of securing the legal protection of the most vulnerable. Aika, uskottavuus ja rasvainen paperin pala taskussa Tanskan sosiaaliministeriö on pannut alulle projektin Heikoimpien yhteiskuntaryhmien oikeussuojelu. Tavoitteena on kehittää uusia sosiaalityön menetelmiä heikoimpien ryhmien oikeussuojan turvaamiseksi. Oikeussuojan turvaaminen merkitsee sekä tilan antamista rationaaliselle argumentaatiolle, joka takaa oikeellisen päätöksen, että eettistä vastuuta, joka takaa hyvän ja oikean päätöksen. Artikkelissa esitetään, kuinka aika, uskottavuus ja rasvainen paperin pala taskussa sisältyvät näiden metodien kehittämiseen, joiden tavoitteena on turvata heikoimpien ryhmien oikeussuoja. Tími, trúverðugleiki og krumpaður miði Danska félagsmálaráðuneytið stendur að verkefninu réttaröryggi fyrir þá sem eiga undir högg að sækja. Markmiðið er að finna leiðir til þess að fyrirætlanir í lögum um réttaröryggi nái fram að ganga hvað snertir þá sem standa höllum fæti í samfélaginu. Þegar stefnt er að auknu réttaröryggi borgaranna snýst málið bæði um að hefðbundin röksemdafærsla geti átt sér stað, en hún tryggir að ákvarðanirnar verði kórréttar, og að siðræn ábyrgð verði virt en hún tryggir að ákvarðanirnar verði til góðs. Í greininni er kynnt til sögunnar hvernig tími, trúverðugleiki og krumpaður miði í rassvasanum eru þáttur í því að leita leiða til að tryggja smælingjunum réttaröryggi sem gert er ráð fyrir í lögunum. 136

PER LORANG SØRENSEN: Usædvanlige boligområder i Danmark Usædvanlige boligområder er et fænomen der har en historisk karakter som nødboliger for husvilde og som selvbyggerområder for mennesker som flyttede fra landet til byen som følge af industrialiseringen i 30 erne. Disse boligområders betydning er blevet aktualiseret som udtryk for en løsning på boligproblemer for mennesker, som lever udenfor samfundets hovedstrøm. FORMIDLINGSCENTRET STORKØBENHAVN (der er en selvejende institution under Socialministeriet) og Statens Byggeforskningsinstitut By og Byg har i 2001 og 2002 gennemført en undersøgelse af 8 usædvanlige boligområder i Danmark. Undersøgelsen er en opfølgning af en mindre omfattende undersøgelse, der blev gennemført i 1993 (Sørensen, 1993). Den daværende undersøgelse drejede sig om helårsbeboede haveforeninger (havebyer), barakbebyggelser og andre selvbyggerområder i det storkøbenhavnske område og var i 1999 en medvirkende inspiration til igangsættelsen af det igangværende statslige forsøg med udvikling af»skæve huse til skæve eksistenser«, som pt. gennemføres af Erhvervs- og Boligstyrelsen. De usædvanlige boligområder udgør grundlaget for et atypisk bosætningsmønster for mennesker, der bor i nogle af samfundets randområder. Det drejer sig om selvgroede Klondikeområder, der er opstået hvor der var plads i byernes randområder for at opfylde datidens meget påtrængende boligbehov. Det er nødboliger og husvildebarakker, der er oprettet som svar på efterkrigstidens store boligmangel. Endvidere har fokus været rettet mod et ældre lidt nedslidt brokvarter under offentlig byfornyelse. Konkret omfatter undersøgelsen følgende boligområder: Fjordbyen i Aalborg Et delvist helårsbeboet selvbyggerområde beliggende ved Limfjorden. Meget forskelligartede selvbyggede træhuse og redskabsskure med maritime aktiviteter centreret om selvbyggeri, bådehold og fritidsfiskeri. Selvejede huse på lejet grund. Haveforeningen Kalvebod i København En helårsbeboet haveforening med en stor variation af selvbyggede træhuse. Der er karakteriseret ved en høj grad af selvforvaltning og omfattende selvbygeaktiviteter. Selvejede huse på lejet grund. Husbådekolonien i Københavns Slusehavn Hovedsagelig gamle plimsollere, som for hovedpartens vedkommende er indrettet til helårsbeboelse. Et aktivt selvbyggermiljø, hvor indretning og vedligeholdelse af bådene udgør det fælles grundlag. Selvejede både ved lejet kajplads. Klithusene i Thyborøn Et beskedent kvarter med et vist maritimt præg, der er beliggende i den yderste klitrække bestående af hovedsagelig små oprindeligt selvbyggede træhuse, som for en dels vedkommende er blevet skalmurede eller pudsede. En blanding af ejerboliger og mange private udlejningsboliger. Finnebyen i Århus Oprindeligt nødboliger bygget af kommunen som finske en-familie klinkbyggede træhuse i forskellige farver. Tidligere ens udformede huse, som nu på grund af omfattende selvbyggeraktiviteter fremtræder meget forskellige, men med et tydeligt fælles præg. Selvejede huse. Lejren i Valby Oprindeligt husvildebarakker, bygget af kommunen som svenske en-familie skovhuggehuse med ensartede røde og hvide farver. Mange forskellige tilbygninger og udhuse i varieret kvalitet Per Lorang Sørensen Konsulent Adresse: Videns og Formidlingscenter for socialt udsatte Suhmsgade 3, 1. 1125 København K. Tlf: +45 33170900 E-mail: per@fc-storkbh.dk s. 137-143 137

138 som resultat af omfattende selvbyggeraktiviteter. Tidligere kommunale udlejnings-boliger, nu private andelsboliger. Villabyen i Randers En almen boligforening bestående af fritliggende en-familiehuse opført af røde mursten og med store haver. Karakteriseret ved en usædvanlig råderet, der kommer til udtryk ved omfattende selvbyggeri af udestuer, overdækkede terrasser og carporte samt af gennemgribende ombygninger af husene. Almene udlejningsboliger. Vesterbro-kvarteret i Haderslev Et gammelt oprindeligt brokvarter bestående af små og halvstore hovedsageligt sammenbyggede farverige byhuse i én eller flere etager. Kvarteret fremstår som uspoleret fordi der ikke har været gennemført hårdhændede saneringer. En kombination af ejerboliger og et stort antal private udlejningsboliger. Undersøgelsens formål Undersøgelsen er gennemført for at få en beskrivelse af- og en bedre forståelse for de usædvanlige boligområder. Af deres baggrund og historie og af beboerne, samt for at give en bedre forståelse for baggrunden for de kvaliteter, der tilsyneladende karakteriserer dagliglivet i boligområderne og af de begrænsninger, der formentlig også er i de undersøgte boligområder. Formålet med undersøgelsen er at synliggøre nogle delvist upåagtede boligområder for at henlede opmærksomheden på, at der i dagens Danmark, hvor mange boligområder bliver mere og mere ensartede og konforme, endnu findes boligområder som i positiv forstand adskiller sig fra de traditionelle boligformer. Måske kan vi lære noget af de usædvanlige boligområder. Det er derfor håbet, at undersøgelsen kan tilvejebringe en viden, som kan indgå i den almindelige debat om boligkvalitet og boligpræferencer, og især indgå i den igangværende social- og boligpolitiske debat om husning af socialt udstødte og udsatte grupper. Undersøgelsen der hovedsagelig er gennemført som en kvalitativ interviewundersøgelse blev forberedt efteråret 2001 og gennemført i sommerhalvåret 2002. Der er gennemført mellem seks otte interview af beboere af ca. to timers varighed i hvert af boligområderne. Her ud over er der ført uformelle samtaler med tilfældigt udvalgte beboere. Endvidere er så vidt muligt gennemført interview med ansatte i de relevante kommunale forvaltninger, typisk teknisk forvaltning, socialforvaltningen og borgmesterkontoret. Interviewpersonerne er søgt udvalgt, således at de repræsenterer forskellige interesser, synspunkter og viden vedrørende områderne. Her ud over er der indhentet oplysninger gennem lokale biblioteker, lokalhistoriske arkiver, egnsbeskrivelser og via andet skriftligt kildemateriale. Afhængig af forholdene i de undersøgte boligområder, afspejler undersøgelsen med forskellig vægt følgende hoved-aspekter: Det historiske aspekt En kort belysning af boligområdernes historie, deres oprindelse og udvikling frem til i dag. Herunder en besvarelse af spørgsmålene om hvornår, hvorfor og hvordan boligområderne opstod: Hvem de oprindelige beboere var, og hvem bor der i dag. Desuden ses på beboernes oprindelige og nuværende motiver til at bo der. Det boligkulturelle aspekt En afdækning af de boligkulturer, der gennem årene har udviklet sig i boligområderne. Hvilket liv der leves i og mellem husene. Hvilke byggestile der er karakteristisk for områderne, og i hvor høj grad områderne er karakteriseret af selvbyggeraktiviteter og hvilke konsekvenser det har for livet i boligområderne. Det boligsociale aspekt En belysning af boligområdernes sociale sammenhængskraft, af de sociale netværk og af graden af deres bæredygtighed. Af deres rummelighed eller mangel på samme, og hvordan disse kommer til udtryk, herunder om de f.eks. kan rumme socialt udsatte eller såkaldte skæve eksistenser. Beboernes boligpræferencer Per Lorang Sørensen Der er flere forskellige årsager til, at de nuværende beboere har valgt at bosætte sig netop i deres respektive boligområde. Nogle giver udtryk for, at de i en vis forstand er»på flugt«fra det mondæne og det konforme og ønsker at sætte sig ud over de gængse konventioner om»hvordan man bor«. De føler sig f.eks. tiltrukket af de farverige og pittoreske miljøer, eller de føler sig tiltrukket af selvbyggerkulturen, fordi der gerne vil lave nogle ting selv. Nogle lægger vægt på friheden til at kunne øve direkte indflydelse på deres nære miljø og trives uden stramme kommunale regler og forordninger. Andre lægger vægt de overskuelige miljøer og gode opvækstvilkår for børnene og på det sociale i tilværelsen med umiddelbare muligheder for at skabe relationer til de andre beboere. Andre igen trives i områder, der er præget af beboeraktiviteter, og

Usædvanlige boligområder i Danmark miljøer som er under næsten konstant forandring. En væsentlig begrundelse for at vælge at bo i områderne er også, at det på trods af stigende priser stadig er muligt at erhverve sig en bolig til en relativ lav pris. Der lægges i den forbindelse vægt på, at man så også kan få råd til at bygge om og måske udvide boligen. Tidligere tiders beboere var angiveligt i stort omfang økonomisk dårligt stillede faglærte og ufaglærte arbejdere og underordnede funktionærer, der ofte boede i de pågældende områder af nød frem for af lyst. Der peges i undersøgelsen på, at en del af de oprindelige beboere, i nogle af de undersøgte boligområder også var tidligere landarbejdere der valgte at bo under de primitive forhold. Dels for at undgå at bo i fattigkvarterernes usunde lejligheder og baggårde, og dels fordi miljøerne i de små overskuelige områder på mange måder svarede til de landsbyer, de havde forladt i deres søgen efter arbejde i byerne. Ikke mindst Klondike-områderne blev beboet af originaler og andre skæve eksistenser fra samfundets bund som havde svært ved at tilpasse sig livet i mere ordinære boligområder. Boligområdernes selvforvaltning I nogle af de udprægede selvbyggerområder har der gennem årene udviklet sig en høj grad af selvforvaltning, som omfatter mange aspekter i boligområdernes daglige drift. Selvforvaltningens interne regelsystemer er ret forskellige. I et område er det et meget velorganiseret system med mange interne regler og mange udvalg, der spiller tæt sammen med den valgte bestyrelse. I et andet område er det et enkelt og klart internt regelsæt uden udvalg, hvor bestyrelsen varetager alle opgaver. Dette har nogle steder medført en særlig forvaltningsform baseret på interne adfærdsregulerende vedtægter eller regler, hvor beboerne nogen gange i højere grad betragter reglerne som vejledende end egentlig retningsgivende. Dette har medført en praksis som indebærer, at beboerne har fulgt reglerne, i det omfang de ikke var for meget i uoverensstemmelse med deres egne ønsker og behov. Selvbyggerkulturen FOTO: PER LORANG SØRENSEN Variationen i de undersøgte boligområder er stor, men et fælles træk ved dem er, at det er små lave og overskuelige områder overvejende bestående af træhuse med en høj grad af selvbyggeri, kreativitet og selvforvaltning. De repræsenterer en stor rummelighed og en anderledes boligopfattelse med plads til det atypiske. I modsætning til de professionelt designede huse og boligområder er de et folkeligt udtryk for, hvordan nogle mennesker ønsker at bo, når de får mulighed for at give deres boliger og boligområder et personligt udtryk. Husenes byggestil, farvevalg og andre finurligheder vidner om, at mange beboere her har realiseret deres indre husdrøm. 139

Per Lorang Sørensen FOTO: PER LORANG SØRENSEN 140 Selvbyggertraditionen i Klondike-områderne er opstået som såkaldt sildekassebyggeri. Det har i sin oprindelse navn efter selvbyggede huse og andre bygninger, der blev klampet sammen af gamle fiskekasser og andre for hånden værende byggematerialer, som man fandt på lodsepladsen, eller som man f.eks. kunne tiltuske sig på havnen. I nødboligerne og husvildebarakkerne, er selvbyggerkulturen udsprunget af de børnerige familiers behov for at udvide de relativt små boliger i takt med behovet for mere plads meldte sig. Selvbyggerkulturen kommer til udtryk på den måde, at beboerne i stort omfang selv gennemfører hele eller dele af bygning, ombygning, tilbygning og vedligeholdelse af husene. I nogle af områderne har byggeriet et sådant omfang, at husene næsten konstant er under forandring, hvilket er et væsentligt omdrejningspunkt for dagliglivet. Selvbyggerkulturen kommer også til udtryk ved at beboerne gensidigt involveres i hinandens byggeprojekter såvel på det praktiske som det inspiratoriske område. Beboerne får herigennem fælles interesser, erfaringer og problemer, som er med til at danne basis for de sociale netværk i områderne. Selvbyggeriet hviler på vilje til, men ikke nødvendigvis på professionalisme i udførelsen af byggearbejdet. Derfor fremstår en del selvbyggeri også som amatørarbejde, med de økonomiske fordele og kvalitetsmæssige ulemper, der er forbundet med det. Nogle gange bliver der kompenseret for den manglende professionalisme gennem opfindsomhed, udformning og farvevalg. Træ er det materiale, beboerne i overvejende anvender som byggemateriale. Dette skyldes grundlæggende, at husene og andre beboelser i seks af de undersøgte boligområder er opført i træ. Men forklaringen er også, at beboerne finder, at det er lettere for lægmand at bygge og ombygge i træ frem for f.eks. i mursten. Dette synspunkt underbygges af, at også beboere i et område bestående af murstenshuse også bygger til i træ. I takt med den almindelige velstandsstigning i samfundet har byggestilen og kvaliteten ændret sig. Generelt er kvaliteten af husene i de undersøgte boligområder steget markant, hvorfor sildekassehusene kun er repræsenteret i form af nogle få tilbageværende gamle huse og udhuse, som vidner om den fattigdom og nøjsomhed, der engang var en realitet. Byggeriet varierer fra enkle og primitive til meget opfindsomme og nærmest kunstnerisk udformede huse. Der er næsten tradition for af bygge/ombygge huse, som er anderledes, og som på mange måder bryder med gængse konventioner, om hvordan helårshuse kan og skal se ud. Husene er nogle gange så anderledes og så karakteristiske, at de ville støde på modstand hvis man ville opføre dem i mere traditionelle boligområder. Selvbyggerkulturens sociale dimension Det er karakteristisk for de undersøgte boligområder, at den sociale dimension i tilværelsen spiller en central rolle i mange af de interviewedes bevidsthed. Grundlæggende lægges der vægt på den store betydning som ombygningen, tilbygningen og vedligeholdelsen af husene har i det daglige for beboernes indbyrdes relationer til hinanden. Det forekommer helt naturligt, at man udviser stor interesse for hinandens byggeprojekter og følger tæt med i, hvordan de skrider frem. Man inspirerer gensidigt hinanden og søger råd hos hinanden og kommer med uopfordrede gode råd, og aflægger ofte uopfordrede besøg for at følge med i byggeriet. I nogle af boligområderne er forløbende så tætte, at det tangerer til at være kollektive processer. Mange indbyrdes relationer og venskaber blandt beboerne er blevet grundlagt i forbindelse byggeprojekter. Der lægges vægt på at boligområdernes overskuelige størrelse gør, at man ved hvem der bor i områderne, og at man kender mange personligt eller i det mindste ved, hvem hinanden er, at der er mange formelle og endnu flere uformelle kontakter mellem beboerne. I flere af boligområderne er der på et helt uformelt plan opstået et marked for udveksling af vennetjenester og gensidigt udlån af håndværktøj og andre ting, der er nyttige i forbindelse med byggeaktiviteter. Det er også meget almindeligt, at man har gensidig viden om, hvem der blandt

Usædvanlige boligområder i Danmark FOTO: PER LORANG SØRENSEN beboerne der har hvilke håndværksmæssige kvalifikationer, som der i givet fald kan trækkes på, når byggeprojekter skal gennemføres. Det handler også om de nære ting, hvor der er tradition for, at man kan låne hos hinanden og om den gensidige sociale indsigt, hvor områdernes overskuelige størrelse og husenes tætte beliggenhed indebærer, at man ganske enkelt ikke kan undgå at følge med i hinandens liv. Hvor det er respekten for hinandens forskellighed der er afgørende for, at de sociale netværk kan fungere uden at de ender i en rigid moralsk spændetrøje. Et af de udtryk, flere af de interviewede anvender er, at de har oplevelsen af at bo i en landsby, hvor man på mange måder udgør hinandens nødvendighed, og at man er overbevist om, at der er hjælp at hente hos hinanden. Et gennemgående træk i den forbindelse er også, at de interviewede meget hyppigt gav udtryk for, at de følte sig tryggere og mere knyttede til deres nuværende boligområde, og de andre beboere, end de f.eks. havde gjort i deres tidligere boligområder eller opgange. En anden fremherskende ting er, at det er godt at blive gammel i de undersøgte boligområder. Dette skyldes, at der er en udbredt tradition for, at man i det daglige hjælper de gamle og»i det stille«holder øje med, at de giver de sædvanlige livstegn fra sig. Det forekommer de interviewede at være noget nær en utænkelighed (som man ofte læser om i avisen), at en gammel beboer kan ligge syg eller være død, uden at de nærmeste naboer hurtigt vil reagere. Rummelighed for særlige grupper Langt de fleste af boligområderne er så rummelige, at man i forskelligt omfang også har beboere med sociale problemer, originaler og afvigende beboere boende på almindelige vilkår, uden at det volder de helt store problemer. I et boligområde har det offentlige herudover indrettet et hus som bofællesskab for misbrugere, og disponerer over lejligheder, der fungerer som udslusningsboliger til unge fra en social institution. I et andet boligområde disponerer det offentlige over et hus som anvendes som aktivitetssted for unge misbrugere, og her har en privat hjælpeorganisation opstillet en skurvogn for en hjemløs, som ikke kan bo i en ordinær bolig. Meget tyder dog på, at antallet af»skæve eksistenser«i boligområderne med ejerboliger er dalende i takt med at boligerne overtages af mere økonomisk stærke samfundsgrupper. Hvorimod det ser ud til at den brede beboersammensætning bedre kan fastholdes i de boligområder der også indeholder eller udelukkende består af udlejningsboliger. 141

142 Områderne lovliggøres Et af de områder, hvor selvforvaltningen gennem tiden er kommet stærkest til udtryk, er ved gennemførelsen af ganske omfattende nybygnings- og ombygningsprojekter uden forudgående kommunale byggetilladelser. Denne tid er dog ved at være forbi for hovedparten af boligområderne, idet de fleste der ikke hidtil har været godkendte til helårsbeboelse nu står overfor at skulle lovliggøres. Dette indebærer bl.a. at der skal udarbejdes lokalplaner for områderne som fastlægger rammerne for det fremtidige byggeri som i modsætning til tidligere nu underlægges de kommunale godkendelsesprocedurer. Hertil kommer at ulovligt opførte bygninger enten skal lovliggøres eller i yderste konsekvens nedrives. Rent bygningsmæssigt kan det frygtes, at husenes mangfoldighed kan trues af forenkling eller ensretning, og at selvbyggeriet i dets hidtidige mangfoldighed vil blive vanskeliggjort, idet mange huses udseende bryder med»den kommunale tankegang«om hvordan huse skal se ud. Det kan også frygtes, at lovliggørelsen kan undergrave områdernes høje grad af selvforvaltning, ved at deres organisering og interne regler overflødiggøres eller kompliceres. Dette skyldes at nogle af de funktioner der er forbundet til boligområdernes interne organisering efter lovliggørelsen vil blive varetaget af kommunerne. Det giver f.eks. ingen mening at opretholde et internt byggeudvalg bestående af beboere, der skal godkende bygning og ombygning af husene, når denne funktion formelt set vil blive varetaget af kommunen. Selvbyggerkulturen lever Per Lorang Sørensen De tider, hvor en familie så at sige kunne bygge sig et hus»på bar mark«, ser af mange årsager ud til at være forbi: Det er på grund af de tekniske krav, hvor det er blevet vanskeligere og stiller større krav til den håndværksmæssige kunnen at bygge et moderne hus i overensstemmelse med myndighedernes byggetekniske krav. Det skyldes også, at mange lokalplaner stiller sig i vejen for selvbyggeri af den mere primitive eller eksperimenterende slags. Selv om der formentlig bygges færre ordinære huse som selvbyggeri, indebærer det ikke at selvbyggertraditionen er død i Danmark, det dokumenterer den gennemførte undersøgelse. Når man færdes i sommerhusområderne, ser det også ud til, at selvbyggerkulturen her udvikler sig og har gode vilkår. Husene bliver større og får en tidssvarende kvalitet og standard, som gør, at man uden problemer kan bo her i sommerhalvåret, og for nogles vedkommende også mere eller mindre illegalt hele året. Danmarks Statistik oplyser, at der i 2002 var 25.092 mennesker der boede hele året i sommerhuse. Det samme udviklingsmønster gør sig også gældende for kolonihaveområdet, men her findes der ingen opgørelser over antallet af helårsbeboere. Denne udvikling er sammenfaldende med, at gør-det-selv aktiviteterne, hvad angår mindre ombygninger og indretning af helårsboliger, gennem mange år har været i fremgang, hvilket antallet af byggemarkeder vidner om. Behov for nye usædvanlige boligområder Samfundet har behov for et bredt udbud af boliger, som kan imødekomme forskellighederne i alle samfundsgruppers livsformer og kulturelle samt sociale tilhørsforhold også når det drejer sig om mennesker med en anderledes boligopfattelse end den sædvanlige. Det har vist sig svært at få sådanne boligområder bestående af mindre helt eller delvist selvbyggede træhuse, til at indgå i den overordnede planlægning af boligområder i Danmark. Meget tyder på, at beslutningstagerne ønsker at holde denne form for boliger i periferien af de mere ordinære boligområder og helst begrænse den til de allerede eksisterende områder. I praksis betyder det, at mennesker, der ønsker denne boligform, herunder også de mindre bemidlede og såkaldte skæve eksistenser, har meget få muligheder for at komme til at bo i eget hus. Der er formentlig ingen, der ønsker at skrue tiden tilbage til dengang, hvor fattigdommen og boligmangelen var så stor og omfattende, at usle sildekassehuse, husvildebarakker og primitive nødboliger var det middel, mange fattige mere eller mindre nødtvunget måtte ty til for at få tag over hovedet. Men når man ser den interesse, der er for at komme til at bo i de eksisterende usædvanlige boligområder, hvor der er lange ventelister. Og ser den interesse der er for at bo mere eller mindre illegalt hele året i vor tids»primitive«boliger i sommerhusområder og kolonihaveområder, er der meget der peger på, at der i brede kredse i befolkningen er et ønske om at bo i mere»primitive«boligområder. Måden at indfri dette ønske på er, at skabe planlægningsmæssig grundlag for at nye usædvanlige boligområder kan opstå. Hvis det skal undgås, at stærke beboere»skubber«de uddannelsesmæssigt og økonomisk svage beboere ud, kan en løsning være, at sådanne boligområder bliver oprettet og drevet som almene eller private udlejningsboliger der ved hjælp af»tilgodeseende udlejningskriterier

Usædvanlige boligområder i Danmark kan fastholde sociale hensyn i udlejningen for at opretholde en bred beboersammensætning. Anden klasses boliger? En indvending mod at man, i større udstrækning giver mulighed for at opbygge nye usædvanlige boligområder bestående af helt eller delvist selvbyggede træhuse, kan være frygt for, at åbne op for noget som nogen vil opfatte som anden klasses boliger. Det kan blive betragtet som et tilbageskridt og som et udtryk for, at man underkraver hævdvundne social- og boligpolitiske principper. Over for det står hensynet til de mennesker som ønsker større bredde og differentiering i boligtilbudene, end samfundet p.t. kan tilbyde og som netop ønsker at bo i sådanne anderledes boligområder. Litteratur: Sørensen, Per Lorang, Drømmenes Port, Socialt Udviklingscenter, 1993 Sørensen, Per Lorang & Kirkegaard, Ole (2003) Usædvanlige boligområder i Danmark otte fortællinger. Hørsholm, Statens Byggeforskningsinstitut. Sørensen, Per Lorang & Kirkegaard, Ole (2003) Usædvanlige boligområder. København, Formidlingscentret Storkøbenhavn Summaries Unusual housing areas in Denmark Unusual housing areas lie like small, colourful enclaves on the outskirts of the cities, where they are an alternative to the more conventional areas of single-family houses. Some of the areas arose like Klondike communities with no advance plan, to meet the urgent and unfulfilled need at the time for houses or just a modest roof under which to shelter. The inhabitants were originally people who found it difficult to gain a foothold in the housing market, for economic reasons, and in some cases because they belonged to the group of misfits. People still live in these houses, and they are happy to live there. In the areas with rented accommodation there are still people living there with a regular income and without special education. In these areas there is generous acceptance of differences, and tolerance is shown to eccentrics and other maladjusted figures, some of whom would cause problems in other parts of the city. Here they have found a haven where they are not perceived as problematic. Society needs a wide range of housing which can satisfy different needs as regards the way of life of all groups in society and people of varying cultural and social affiliation even when it concerns people with a different perception of housing from the conventional one. Epätavalliset asuinalueet Tanskassa Epätavalliset asuinalueet ovat pieniä värikkäitä saarekkeita kaupungin laidalla, jossa ne ovat vaihtoehto perinteisemmille omakotitaloalueille. Jotkin alueet muodostuivat kuin Klondyke-yhteisöt, ilman ennakkosuunnittelua vastaamaan välittömään tarpeeseen saada asunto tai edes vaatimaton katto suojaksi. Alun perin asukkaat olivat niitä, joiden oli vaikea saada jalansijaa asuntomarkkinoilta taloudellisista syistä tai joissain tapauksissa koska he olivat yhteiskuntaan sopeutumattomia. Näissä taloissa yhä asutaan, ja asukkaat ovat tyytyväisiä asumiseensa. Vuokra-asuntoalueilla asuu yhä säännöllisiä tuloja saavia ihmisiä, joilla ei ole erityistä koulutusta. Näillä alueilla erilaisuutta hyväksytään varauksetta ja suvaitsevaisuutta osoitetaan erikoisia ja muita sopeutumattomia ihmisiä kohtaan, jotka aiheuttaisivat ongelmia muissa kaupunginosissa. Täältä he ovat löytäneet turvapaikan, jossa heitä ei pidetä ongelmallisena ryhmänä. Yhteiskunta tarvitsee laajan kirjon asuntoja, jotka voivat tyydyttää erilaisia elämäntapoihin tai kulttuurisiin ja sosiaalisiin taustoihin liittyviä tarpeita myös silloin kun kyseessä ovat ihmiset, joilla on erilainen näkemys asumisesta verrattuna perinteiseen asumiseen. Óvenjulegt húsnæði í Danmörku Óhefðbundin íbúðahverfi liggja eins og afmarkaðar og litríkar eyjar í útjöðrum borganna til mótvægis við reglubundnar íbúðaraðir. Sum svæði hafa orðið til eins og gullgrafaraþyrpingar án ákveðins skipulags til að fullnægja brýnni þörf síns tíma fyrir húsnæði eða að minnsta kosti húsaskjól. Íbúarnir höfðu átt erfitt með að fóta sig á almennum húsnæðismarkaði, ýmist af fjárhagsástæðum eða af því að lífshættir þeirra þóttu ekki falla að venjubundnum siðum. Enn býr fólk í þessum húsum og líkar vel. Í leiguhúsnæði býr enn að jafnaði fólk sem hefur miðlungstekjur og er án sérstakrar menntunar. Í þessum hverfum er hinu frábrugðna vel tekið og mikið umburðarlyndi ríkjandi gagnvart utangarðsmönnum og sérkennilegu fólki. Sumir þessara hefðu orðið til ama annars staðar í borgunum en hafa hér fundið sér griðastað án þess að valda vandræðum. Samfélagið hefur þörf fyrir fjölbreytt úrval íbúðahúsnæðis sem mætir mismunandi lífsháttum í öllum þjóðfélagshópum og menningar- og félagshneigðum fólks, einnig þess sem hefur önnur viðhorf til húsnæðis en allur fjöldinn. 143

PÄIVI PETRELIUS: Gender and orientation towards social work Päivi Petrelius doktorand Jyväskylä universitet, institutionen för socialt arbete Adress: Katajaharjuntie 23 B 8, 00200 Helsinki E-mail: paivi.petrelius@helsinki.fi s. 144-153 144 Social work is a womens profession, but it is rarely explored as such. The article deals with how gender structures the ideals, values and future expectations of social work students. SOCIAL WORK in the different countries is predominated by women. In addition to this, most of the clients of social workers, two out of three, are women (Barretti 2001). This circumstance is not, however, visible in the research conducted on social work. In the Anglo-American discourse, gender has been an issue to some degree but in the English speaking world as a whole, research from the viewpoint of gender is scarce (Barretti 2001; Nichols-Casebolt & Krysik 1994.) Although some researchers in Finland 1 have in their analysis taken gender into account, most of the research conducted in our country is genderneutral. Until the beginning of the 1990s, the academic debate on social work in Sweden was also neutral in terms of gender but after that time interest in issues of gender has gradually increased (Hedin & Månsson 2000). In this article, I am trying to determine how gender structures social-work students experiences and conceptions of social work as a profession and of themselves as practitioners of social work. Furthermore I analyse how the way of thinking and speaking that is typical of social work education and practices steers the understanding of the meaning of gender. Memory work as a method of collecting material I used the method of memory work (Haug et al 1987) as a tool for part of the material collected for this article. The memories thus collected relate to certain places and periods of time. The underlying idea was that memories tend to reveal how a person takes part in the renewal of the prevailing social and cultural structures. I studied the memories by asking what kind of social relations and actor categories the writers had produced in them and how they had placed themselves, as men or women, into the social categories they had constructed (Haug et al 1987). I define memories not only as stories of past events and their writer s former self, but also as narratives helping the narrator create from his/her present-time memories and the contexts of these memories an acceptable and understandable picture of his/her present self (see Middleton & Edwards 1990, Juhila 1994, Komulainen 1998). The students participating in the provision of material came from three different universities. Ten of the students were women and three men. Their ages varied from about twenty-five to nearly forty years. Five of the writers had already completed some other social work training program at a vocational school or a polytechnic. One had graduated in health care, another in deaconry. All participants had gained practical experience of social work, in summer jobs, as trainees or substitute social workers over a longer period of time. I asked the students to write down memories of events in their lives that in their opinion had contributed to their decision to opt for social work. I asked them to reflect in their essays on how gender has shaped their memories and influenced their choice of career; furthermore, on how social work studies have changed their way of thinking and their understanding of the meaning of gender for their own attitudes. I also asked them to write about their expectations as regards future in general and their working as social workers in particular, furthermore, what values, ideals and 1 (Korte 1989; Pösö 1985; Satka 1988; 1990a; 1990b; 1995; 1997; Forsberg, Kuronen & Ritala-Koskinen 1992; Kuronen 1995; Eräsaari 1990; 1995; Granfelt 1998; Keskinen 2001; Nyqvist 2001; Huotari 2002; Petrelius 2002; 2003; Petrelius & Auvinen 2003; Husso 2003).

Gender and orientation towards social work goals they considered important for their future professional activity. From the material I then selected for my analysis memories and themes of essays that seem to have the most obvious connection to gender. Gender in childhood memories The childhood memories in the material are written by female students. Two of these memories mirror particularly happy moments in childhood. Five memories describe childhood as a period of time marked by family problems such as quarreling parents or alcohol abuse. Four of the memories describe a child helping mother, taking care of siblings or otherwise assuming responsibility for tasks of everyday life. She had once again been asked to take care of her little sister... She was playing with her friend... they were playing home. Little sister was also there, in a baby carriage... All of a sudden, just as they were baking meatballs of mud...there was a screak, and crying, just beside them, and she realized that her little sister was lying on the ground. She can still vividly remember the anxiety that overwhelmed her...she felt ashamed... When mother came home from work, she told her meekly and under tears what had happened. She felt that she was the worst and unfittest big sister in the whole world (Susanna). She had once again been left waiting. Although she had been among the first to dress, she would never be able to get into the yard among the first. She had to tie two pairs of shoelaces, that of her twin brother and her own. She felt angry also this time, she nearly felt like crying. But she could not leave the laces untied because mother had told her to help Pekka. She had grown into thinking that it was not enough to care for oneself only... Sometimes, being in charge felt an unduly heavy burden (Annika). Connecting childhood memories with choice of career mirrors on the one hand the conception that adult life and adult choices are the result of childhood experiences (see e.g. Bardy 1998.). Although the memories are about individual experiences, they nevertheless give evidence of the gendered upbringing practices mothers use to teach their daughters to assume responsibility for duties of everyday life, to care for and help those members of the family who are in need of help (Korhonen 1996). When linked to social work, the memories indicate that a natural explanation for a person s opting for social work may be found in an early engagement in female care and nursing. Gender in memories of career choice The memories of career choice all but two narrated by women described the searching of one s own field of study and the routes that had led to studying social work. These memories were often written without direct reference to gender..although many of the students former attempts at studying were also connected with areas or professions predominated by women (educational studies, teaching, psychology, nursing and various fields of social care), the reasons for choosing female-predominated fields of study were generally not reflected on. Gendered themes can, however, be located in some of the memories...a student named Susanna deals in her memories with the conflict she had experienced between her interest in care work and the low status of the caring professions. She assumed her studies of psychiatric nursing in August 1994. One day, on her leave, she went out to walk her sister s dog when, on a narrow street, she bumped into an acquaintance. This girl had always been a bright student, a good scholar like herself. She remembers how the girl asked her about her life and the feelings she had at starting her studies. She told her, in a deprecating manner, that she was studying to become a nurse only, but she remembers to have pointed out that she would above all had wanted to go to university to study psychology... Then she walked away with her dog, feeling more and more miserable,,,, repeating in her mind her mother s comment that a high-school graduate with the best possible grades should be able to make it to something better than a nurse. (Susanna). Susanna states in her essay that becoming a nurse had been her childhood dream. Later on, however, the low status of the nursing profession had made her seek an academic career. She had wanted to shake off the dust of care work. Her dissatisfaction with her studies of social politics had then made her switch to social work as a major. She describes in her essay how the pieces fell into place when she changed to social work. Susanna as the only writer called social work a caring profession and herself, a future social worker, a caring professional. The use of the term caring in Susanna s essay can probably be seen in connection with her studies of nursing before switching to social work, and with the fact that the notion of caring determines professions of health care much more explicitly than professions of social work (see e.g. Henriksson 1998, Poole & Isaacs 1997). Although no other students used the notion of caring in their memories of career choice, 145

146 values and orientations related to caring can be located in the memories of other students as well: It is fall and she has just entered grade 8. The guidance counseling teacher asked the class if anyone would like to take part in a project of cooperation with the nearby old people s home and occasionally visit an elderly resident especially selected for him/her. She did not hesitate a second to volunteer: She had always liked old people and valued their experience of life. The visits went well right from the start. She talked with Lempi about life and took her to a nearby park for walks. Every time she came for a visit, Lempi got tears of emotion into her eyes. She, too, felt often a lump in her throat, thinking: What would it feel like to be so lonely? (Kirsi) The memory is womanized by its theme: Caring for the elderly, whether paid or unpaid, has traditionally been seen as a female duty (see e.g. Jakobsson & Johansson 2003). The memory is linked to caring by its description of how a girl places herself into a relationship with another person in a manner that Gilligan (1987) characterizes as care-ethical. The memory describes a close interaction with another person and an emotional identification with the person s neediness. According to Alison M. Jaggar (1995), caring includes always an emotional element, and care-ethical orientation requires the ability to feel empathy. The writer of the following memory, Annika, had already completed a professional training in deaconry: whatever you do for one of the least of these, you do for me She is reading Mathew s Gospel... Soon 15, she is fiercely pondering the meaning of life. She understands that in order to grow towards adulthood one needs to make choices and assume responsibility. For her, trying to live respecting others is not enough. She feels that she has been entrusted with a special duty to serve but also with the skill and the power to fulfill this duty (Annika). This memory reflects the historical roots of the caring profession and the ethical vocation, linked especially at the turn of the 20 th century to women s working outside of the home, that defined helping the sick and the needy as a serving duty suitable for women (Henriksson 1998). The fact that this memory is linked to social work shows that the way of thinking described above has also created a basis for social work as a profession. Päivi Petrelius Gender in memories of work experience Most of the memories of first working experiences in the field of social work deal with client-work. All but one of these memories were recorded by female students. Six were about encounters between students and mother-clients, two involved other female clients. One memory about encountering a female client was written by a male student. In three memories, a female student meets a child-client and in two a male client. Some of the memories were about clientwork on a more general level. Three of the memories about encountering mothers as clients were written by one and the same student called Taina. Apart from wondering about and criticizing the professional practices, these memories are characterized by an idealization of motherhood and an identification rather with mother-clients than with co-workers. A mother came... to the social welfare office. She was wearing a sporty Adidas warmup suit, hiking shoes, and a backpack. The small, resilient being was very different from the traditional clients of a social welfare office. One could sense the love she felt for her children, her honesty and her long-lasting fight against tiredness. This time, the trainee managed, with the great authority of a substitute social-worker, to get all four brothers into the same camp. The joy on the mother s face, the faith and determination that lit up her eyes will always stay in the trainee s mind (Taina). Emphasizing the mother-client s strength and unremitting caring for her children, this memory reflects the concept of motherhood prevailing in Finnish culture. According to Ritva Nätkin (1997; 245), motherhood in Finland is seen as a womanhood in which a woman self-confidently and without complaining about tiredness, is determined to manage a heavy burden of work and children, if necessary alone. Like many other memories by the same writer, this memory is characterized by maternalistic values and the presentation of motherhood as a respectable, morally superior mission. Motherhood was also the theme of another student s memory. The viewpoint is, however, rather different. My first client was a Chinese woman whose husband often traveled to China and God knows where. This mother told me, keeping a straight face, that she intended to move to China with her son and leave behind her 13-year-old daughter whose knowledge of Chinese had badly rusted. She did not know what to say (Kirsi)

Gender and orientation towards social work In that memory, the decisions of a mother who belongs to another culture are judged from within the norms governing Finnish motherhood. The expression with a straight face reveals that the writer regards a mother who voluntarily separates herself from her child as an exceptionally cold mother. A common feature in the memories of these two students is the central role cultural norms and ideals of motherhood play in the definition and interpretation of clients. Two memories of meetings with children take place in children s home: Her night shift in the children s home was over... Last spring she had started doing substitutions alongside her studies. The children came from difficult life situations and showed severe symptoms. But the work did not stress her. On the contrary. It gave her the diversion she needed from her studies, and made her experience success. The good-night story was the best moment of the day. It was enough to be present, to read and to caress the child into sleep (Seija). She completed her training period in a children s home. She liked the work although it was mentally straining...she could remember especially well one of her last working days as a trainee: She was reading a good-night story to a 5-year old child who was awaiting family placement. The child had a very difficult family background and there had still been no change in her biological mother s situation. Even in the children s home, the child had often been disappointed by her mother who had broken her promise to come to the child s birthday, etc. The child listened to the story peacefully, and after it, the student asked the child how it felt about the family placement. The child looked deep into her eyes and said: It s quite nice to get a family but it isn t nice to lose one s own mom! She told the child what the situation actually meant, that it would not lose its mother, but in that situation, all words seemed empty to her (Kirsi). These memories are about being in close contact with, touching and comforting a child, but also about the feelings arising in encounters with children. On the other hand, the memories are about the students experiences and feelings in connection with the novelty of first work experiences. The memories can, however, also be regarded as stories about self. These stories are conform to the cultural conceptions of womanhood according to which self is presented as someone caring for, touching and comforting children, i.e. as a performer of traditionally womanly activities (See e.g. Rose 1994). For some reason, the memories about clientwork focus more strongly on women than men. An explanation for this may be the fact that in social work there are fewer men as clients as women (See e.g. Forsberg 1998, Barretti 2001). The following memory about encountering a male-client is an example of a gendered situative interaction: She was walking in the office corridor in her green summer dress when she heard a loud voice: We came here to see that.. (the narrator s family name). At the very moment, she realized that the office attendant was following two rough-looking guys and trying to stop their advance in the office. She understood at once that these rough men, tattooed all over, were looking for her. She then realized that one of them was a client of hers who had recently been released from jail, and she asked them in: Fuck. I must get my next month s money now. If I don t get it, I ll cut the leading social worker s throat, the client trumpeted. She checked the matter and managed to find a solution without greater problems (Tuija). In the memory, the narrator refers to her own appearance and, in doing so tells, in deviation of the other memories, about herself as a bodily, gendered actor. The memory is about a situation in which the interaction is governed by social conventions guiding male-female relations rather than by professional discourses emphasizing a gender-neutral worker-client relationship. The definition of self by means of outer appearances may reflect the narrator s experience of self as an object of gendered looks from male-clients. (cp. Gergen 2001). From this point of view, the peaceful ending of the situation can be seen in connection with the narrator s positioning of self as a woman in the situation. The defiance of the male-client subsided after the situation was perceived as an inter-gender encounter rather than a worker-client-relationship. This interpretation is also supported by the narrator s own assessment that her youth and her womanhood had helped her solve the situation without greater problems. The gendered emotional rules directing interaction were the theme of another memory about encountering a male-client. A female student who found accepting feelings from female clients natural and easy, described how a male-client s crying and grief about the death of a loved one had confused her and created an embarrassed silence. 147

148 Gender as a theme of essays In the essays, the theme of gender appeared most clearly in the different characterization of male and female workers. As only few men opt for social work, mention of the shortage of men in workplaces was made quite often, or men were referred to as the only men in the office. The concepts of men were marked by pronounced gender stereotypes: Having no men in the work community, was harmful at times. As I was not a strong man, I could not throw out the rioters but had to ask the office attendant for help. Sometimes, when making child protection visits to homes, I would have needed a sturdy man as my pair, for my own safety (Lotta). The characterization of men in this way reflects a complementary gender-thinking in which the genders are perceived as opposites that complement each other. As typical details of workplace culture in the area of social work, the research material contained references to office attendants as the only men and the only representatives of manly characteristics: As I worked...as a social worker in the office where the only man was the office attendant, I saw very clearly what men can accomplish in offices. It is their task, somehow, to put the women in line by bringing a little bit of realism into the social worker s day. It is easier for men to explain and accept certain realities of life such as homelessness and alcoholism (Outi). A view expressed in several writings was that it would be good to have more men in social work since it would raise the status of the profession and bring along a better pay. Men were held to be more steadfast in their decisions and more ready to challenge decisions made by others. Men were also assumed to be favored in the filling of openings. In the women-students view, men easily break away from client-work and advance to leadership more often than women. Although the writers were aware of men s better chances to advance in career, this was mostly taken with a surprising generosity, probably because the status problems of social work were seen as resulting from the predominance of women in the area. The heaviest burden in social work is the predominance of women in the profession In the closing seminar of a training period, a female student snapped at a male student (who, by the way, is a real rarity in the area): Why should you really worry about how Päivi Petrelius things are actually done? You are going to become a director anyway. And this is what it is really like, men are not interested in basic social work. They have not yet realized that some of them would have some splendid opportunities in this female-dominated area (Outi). The essays described women-workers as goaloriented, responsible, pressure-resistant and skilled in their work, but at the same time incapable of defending their own rights. Women were said to work unpaid overtime and set aside their own needs. Women were characterized as helpful, caring, understanding and supportive of others. They were also seen as more sensitive than men and especially sensitive to children s misery. In general, women were characterized as particularly skilled at dealing with emotional issues. I believe women are more sensitive and empathetic than men although sometimes even men can be very reflective in their working. The ability to listen and talk that is typical of women (a stereotype, I admit) fits extremely well into client-work. Men do not opt for social work because it is alien to them... I would not manage with drunkards and drug abusers, and I couldn t possibly be empathetic all day... (Anssi) Through womanhood and the point of view of caring, the possibility to help, listen, understand and support becomes something very valuable in work, like in social work. Working for the benefit of others and helping others can make you feel good, too... I myself feel, although I haven t got a family yet, that as a woman I am very sensitive to children s misery and ill-being but also to the misery of women (Susanna). When reflecting about their professional future, the students surprisingly often expressed a fear of burn-out: At times I feel great anxiousness because of my choice of career. I wonder if I shall have the power and endurance needed to stand it through...so many of those working in this field have had a burn-out, so what do I have that makes me stronger than they are? I have made it so far without losing my interest but I do not know what will be left of it in five or ten years. (Jonna) Some of us social workers are overly responsible personalities who ignore their own needs. That is not right because sacrifices like that will never be rewarded. At some point of my career I shall very likely feel totally exhausted. I have seen it happen to so many strong and skilled social workers (Annika). The essays gave evidence of the female nature