tekstanalysen Detaljen og dens grænser II Af svein Lie Detaljen som vinkler synet Rita Therkelsen og Ebbe Klitgård (red.) i Introduksjon I litterære tekster er det som kjent slik at forholdet mellom lese ren og personene som opptrer i fortellingen, kan være av noe ulikt slag. Det kan være slik at jeg som leser ser alle personene utenfra, men det kan også være at jeg som leser ser handlingen fra en av de opptredende personenes synsvinkel. Det kan være at jeg får innblikk i vedkommendes tanker og følelser, som om de var mine egne. Det kan også være, selv om det ikke er så vanlig, at synsvinkelen skifter fra person til person. Og vi skal her se nærmere på en slik tekst. En slik tekst gjør det nemlig naturlig å stille spørsmålet om hva som gjør at vi ser at synsvinkelen skif ter. Teksten vi skal se på, er et par utdrag fra hristian Kampmann: Sammen, 1967, side 108409 og 115-118. Først litt om personene i teksten. Det er familien Erden, Inge Erden og hennes foreldre arl F. Erden og hans noe nervøse kone erethe Erden. I tillegg kommer så den unge Peter Jersild, som beiler til Inge Erden. Situasjonen er den at Peter Jersild skal ~ ~,., besøke Inges foreldre for første gang. I I t I I romaner kan nok synsvinkelen skifte underveis, men ikke Roskilde Iiniversitetsforlag altfor ofte, vanligvis. (Björk 1973, s. 79, sier at synsvinkelskifte helst skjer ved kapittelgrense.) I vår tekst derimot skifter syns vinkelen omtrent for hvert avsnitt. (Dette er markert med initialer i margen.) Det er likevel mulig å se hvor synsvinkelen ligger til 113
enhver tid, og vi skal se nærmere på hvilke virkemidler som bru kes for å vise dette. P P P Ingen reagerede på Peters ringen, havde misforstået dagen? Tryk igen på knappen, nei hellere vente. I øvrigt, kors, hvor småbor gerligt: poleret navneskilt,.f. Erden, tæller konen ikke spor? Halvtag at nobret glas over hoveddøren. Åbenbart var ingen 5 hjemme. Godt det samme, han ville hellere i biffen. Nu, da aktio nen intet medførte, kunne han lige så godt kime huset ned. Dørklokkens anden ringen splittede erethes tanker i to syn. I det ene lå Inge på et mørkt kældergulv med brutalt drengeklippet hoved. I det andet stod hun brud i en lysende kjole, samtidig med 10 at hun sad ved en lampe omringet at mand og børn. Klokken tav, synerne forsvandt. arls ryg nærmede sig hoveddøren, mens In ges krop flød ud i kanten at det slørede billede, som pludseligt lys ude i entreen blændede over. Da klokken var holdt op at ringe, kom mor med besvær på be- 15 nene og støttede sig til køleskabet. Aldrig havde man inviteretiers ling, hvis man havde anet, det ville ødelægge hele mors humør. Op med døren. Vesthimlen over naboens garage ulmede i far vede striber. Den unge mand så lille og forsagt ud. Havde man ikke også fra begyndelsen sagt erethe, der intet var at bekymre 20 sig over? ari nikkede venligt, inden han sagde goddag til dren gen, tor andet var han ikke: en splejs, der for resten var flink at se til, men synede så harmløs, at de skjulte småbekymringer over hans eventuelle indflydelse nu virkede at samme virkeligheds tjerne art som erethes store, udbasunerede. 25 En mand havde åbnet døren. De havde da ikke tjener. anden var i småternet gråt jakkesæt. Det måtte være hr. Erden. Han vir kede ældre end tar. Hans højde overgik tars. Ellers stod han vist tilbage tor far. Han var duknakket og stuebleg. Bedre at blive stående i køkkendøren. ari hørtes byde inden 30 for. erethe kneb øjnene sammen, sigtbarheden samledes om en lysende kerne i en roterende mørkere strøm. Hun gik varsomt nærmere, figuren i kernen voksede fra en overkrop med hoved uden træk til et ansigt med øjne, næse og en blid mund. Han vir kede pålidelig. Hans håndtryk var kort, som ville han helst undgå 35 berøring. od forventning lignede tru Erden ikke datteren. Han var mindre, også mindre end Peter. Ansigtet og halsen var magre, resten af kroppen tykkere end den øverste del tydede på. Ude i entreen sagde tar, Goddag. Værsgo at komme indenfor. 40 Jersling svarede ikke. Det var hyggeligt, De kunne komme, sag de mor Jersling sagde stadig ikke noget. Nå, sagde tar, De kun ne godt tinde herud? Døren til gæsteskabet gik op og i. Ja, sag de Jersling. Det gir. Endelig havde han sagt noget. Ja, det gik, havde han sagt. Tog De linie et? spurgte mor Det lød, som om 45 svaret var vigtigt for hende. Ja, sagde Jersling. Og hvad så bag efter? fortsætte mor og lød pludselig, som om hun havde mistet håbet om at blive tiltredsstillende oplyst. Så gik jeg, sagde Jers ing. En dejlig frisk tur, sagdefar. Ja, sagdejersling. Nåmen, sagde far. Ja sagde mor. 50 Inge lod sig dumpe ned i sofaen, som hun langsomt rejste sig fra, da Jersling kom in tæt fulgt at mor og far. or var hvid i an sigtet. Far virkede sig selv. Jersling styrede uden om møblerne. lnge vovede ikke at gå ham i møde af trygt for at snuble. Dav, sagde han og tog hendes hånd og slap den. Dav, sagde hun. 55 Havde han ikke givet hendes hånd et særligt tryk? or stod og sled i lænestolen over for sofaen. Sæt Dem dog, sagde hun, så kommer jeg med kaffen. Hun havde rokket så meget med stolen, at gulvtæppet nedenunder var blevet foldet, og et hul i tæppeunderlaget var kommet til syne. Jersling satte sig til rette, 60 lænede sig tilbage, krydsede benene. Det raslede ude i køkkenet. Far faldt ned i sofaen. Inge satte sig torsigtigt i sofaens modsatte ende. idlertidigt atlastet i køkkenet listede erethe døren til entreen på klem. Ikke en lyd tra dagligstuen. arl kunne godt tage at 65 hjælpe en samtale på gled. Hvorfor skal jeg slæbe på hele ansva ret? Hovedpinen havde nået det stadium, hvor hvert pulsslag dun kede den kraftigere. Synet at mors belyste ansigt, tølelsen at at sidde alene over for det, gik måske tilbage til hendes tredje-fjerde år, en vintereftermiddag; den intensitet, der havde fæstnet md- 70 trykket, var vist opstået ved et pludseligt skift i mors tonetald: hun var begyndt at tro noget, hvis indhold, man ikke havde tattet mere detaljeret, end at det var så grueligt eller frydefuldt, at kun voksne kunne forstå det. [...] 75 Jagt, sagde far efter at have siddet stum så længe, at Inge hav- I Å
de hørt mor hoste ovenpå. De går vel på jagt. Især min far går på jagt. Herlig sport. Han måtte hellere finde ud af, hvad erethe bedrev, inden hun gjorde noget endnu mere pinligt. lnge, byd 80 Jersling noget mere kaffe. Peter strakte koppen hen mod hende, mens hr. Erden hørtes P bestige trappen. Farens opførsel ydmygede hende jo. Han, og ko nen med, antydede, at hun var for hjælpeløs til at gøre noget selv; en antydning, der åbenbart virkede, for hun sad ubevægelig og 85 stum, manglede sufflering. Døren til fars og mors soveværelse hørtes gå. Jersling så på I hende, som om han ventede noget. Da hun skænkede, sagde han, nå, det var godt. Hvad? Hun havde vist lydt skinger, usikker. Hvad måtte han 90 ikke tro. Ikke noget. Soveværelset var pletvis oplyst at lygten nede på vejen. Hun lig gerog venter en masse urimeligt at mig. åske soverhun. Han skul le til at liste ud, da hun vendte sig med en bevægelse, der var så 95 spændtog behersket, at hun måtteværevågen. Nedefra stuen hør tes Inges stemme sige et enkelt ord. Udenforfortsatte aftenens tryg ge lyd af børnestemmer. Han gik over til hende, stod og kiggede uden at kunne skelne tilstrækkeligttil at se, hvordan det stod til med hende. Han satte sig på sengen. Nåh? sagde han, torsøgsvis. 100 arl havde sagt slet og ret nå. Var det hans eneste opmuntring? Nå. Det var vel ment som en opfordring til at tage sig sammen. lntetsvar. Han måtteforsøge med et mere direkte spørgsmål, hvil ket han helst havde undgået, ettersom etåbent gav flere chancerfor at skifte kurs. Går det bedre? Nu havde han sagt det. i 05 ari syntes altså, hun havde opført sig dårligt. En hvilken som helst anden dag ville hun ikke have fundet sig i det. Idag ville hun ignorere hans anklage at hensyn til lnge, som hun snart måtte slæbe sig ned og redde. Hun ville opfatte hans spørgsmål som venligt ment. Ja, sagde hun imødekommende. 110 Kunne det ikke blive til mere end dette intetsigende enstavel sesord, oven i købet afleveret på en atvisende måde? erethe sam lede vel samtlige åndsevner om, hvordan hun skulle få presset en enkelt dråbe irritation ud af ham for langt hen på natten at udløse hans fulde raseri. Hendes bestræbelser skulle få lov at lykkes. Ikke 115 det mindste skænderi skulle hun få knebet ud at ham. Hun skulle få lov at tæske løs på hans gode vilje, til hun indså, den havde overmagten. Hun skulle få den at føle allerede nu: Det var godt. Hvorfor sagde ari ikke ligeud, at hun skabte sig? Det var 120 jo, hvad han havde ment med sit hjerteløse Det var godt. Når hun sagde, hun havde en lille bitte smule hovedpine og for tav, hun havde en sønderslidende migræne, så troede han ikke på det; han troede, hun sagde det for at gøre sig til. Hvad hun tænkte om hans væremåde, ville hun holde for sig selv, I 125 stedet skulle han få at høre, hvordan hun med lutter godt gengældte hans ondskab. Det er sødt af dig at bekymre dig tor mig. Nede på vejen skreg en unge, som havde den hørt, hvor utroligt hun talte. erethe havde sagt det så skælvende, at han måtte gøre 130 en ekstra indsats, hvis aftenen skulle reddes. Et hurtigt em neskifte hjalp somme tider. Hør børnene, sagde han. Ja, han havde sans for at slå ned på det, der smertede al ler mest. Nu kunne det være det samme, om han havde ment det ene eller det andet. Alt hvad hun higede efter, var, 135 at han ville gøre sig stærk nok til at kunne berolige hende. Det er deres skyld, appellerede hun. Det gjaldt, hvis han ikke tog tejl, blot om at give hende ret i alt blive ved med at dysse hende ned. Ja, sagde han. De giver mig hovedpine, sagde hun. Ja, det gør de, 140 sagde han, og hendes arme omkring ham bekræftede, at hans ord og tonefald havde genopvækket hendes mest for nuftige jeg. Nedenunder lød de unge til at snakke løs. Han rejste sig og trak gardinerne for. Jersling kiggede på Inge så længe, at hun for at gøre no 145 get skænkede mere kaffe, skønt hendes kop var fuld. I det samme kom mor md i stuen med far i hælene. Jersling hævede sig. Nå, sagde far. Bliv endelig sagde mor. Jersling satte sig. Sleben var den unge mand nu langtfra: han havde næppe 1 50 løftet halen mere end et par centimeter fra stolesædet. Hun havdeellerstagetimodhansplads,om han havdeforståetattil byde den. Det var næsten for meget forlangt hun skulle være underholdende, når hun sad og ømmede sig på stuens mest umagelige træstol og døjede med sit hoved. Det var umenne 155 skeligt. Hvis det var sådan, de ville behandle hende, måtte de
finde sig i, at hun ikke orkede sige noget. Endnu en gang havde han misforstået erethe. Hun havde ikke taget sig sammen, hun sad tværtimod og sank md i sig selv. Så måtte han selv skabe en god stemning. en hvordan? Ved at genoptage en af trådene fra før? God idé. Fra: hristian Kampmann: Sammen, København: Gyldendal 1967. 2 Språklige kategorier Her skal først nevnes de språklige kategoriene som er relevante for å vise synsvinkelen. Person omtalt: Peter Jersild Inge Erden ari Erden erethe Erden Omtalt av: Peter Jersild (Peter) Inge / hr. Erden fru Erden frk. Erden Inge Erden Jersling Unge) ari Erden den unge mand/ Inge den sympatiske mand/drængen! knægten erethe Erden den unge mand Inge (ari) 2.1 Substantiver Især propriene (egennavnene) spiller en viktig rolle for å se hvem synsvinkelen ligger hos, noe denne tabellen vil vise: Når synsvinkelen ligger hos dem selv, er de omtalt ved fornavn. Tabellen viser bl.a. at navnebruken her skiller ganske klart mellom 1) Peter, 2) Inge og 3) arl/erethe, men mindre klart mellom arl og erethe. Viser også at det først og fremst er proprier som er brukt. Også mor og far kan her oppfattes som proprier (bl.a. siden de brukes ved tiltale på linje med egennavn). De kan brukes (ukvalifisert) ari mor erethe (erethe) av en som den tiltalte eller omtalte er barn til, men ikke av andre. I vår tekst betyr det at synsvinkelen da ligger hos Inge, unntatt i et par tilfeller, 1. 26-28, der synsvinkelen ligger hos Peter, og i 1. 64, der synsvinkelen ligger hos erethe. Det må dermed i disse til fellene være hhv. Peters far og erethes mor det er tale om. (en når disse ordene brukes i bestemt form, f.eks. faren, ligger syns vinkelen hos en annen, dvs. Peter.) Omtale ved hjelp av substantiv, den unge mand o.l., forteller oss også om synsvinkel, siden denne beskrivende omtalen mest naturlig brukes av en som ikke står den omtalte svært nær.1 2.2 Pronomen Det meste av teksten er en slags indirekte tanke, med noe direk te tale inniblant. Det betyr også at vi stort sett finner personlige pronomen i 3. person, slik at f.eks. det brukes hun om erethe uansett om hun eller andre har synsvinkelen. i ett tilfelle fore kommer direkte tankereferat med jeg: Hvorfor skal jeg slæbe på hele ansvaret? (65). Det viser at synsvinkelen ligger hos dette jeg, dvs. erethe. I direkte tale kan vi ellers merke oss at det både forekommer du og De. I denne teksten ser vi det også, ved at Peter bruker De til herr og fru Erden, og de bruker De tilbake, mens de bruker du seg imellom. (Og Inge og Peter bruker du seg imellom, men det er det ikke eksempler på i dette utdraget.) Dette sier likevel ikke noe om synsvinkel, bare hvem som snakker, siden det bare fore kommer i direkte tale. 2.3 Verb Også verb kan noen ganger fortelle oss noe indirekte om syns vinkelen. Fillmore har (bl.a. i Fillmore 1973) vist hvordan valg av verbene komme og gå forteller oss noe om hvor taleren befinner seg i forhold til den som kommer/går. Setningene a. Kan jeg gå inn nå? og b. Kan jeg komme inn nå? kan vise til samme situ asjon, bortsett fra at i a. er også taleren ute, mens han er inne i b. Jf. fig. eksempler i vår tekst: Hun gik varsomt nærmere (31); Han gik over til hende (97). 118 in
I begge tilfeller ligger synsvinkelen hos subjektet i setningen (hhv. erethe og ari), og verbet gik viser at subjektet fjerner seg fra det stedet hvor synsvinkelpersonen har befunnet seg, dvs. hun (erethe) befant seg først på stedet X, og synsvinkelen lig ger der. en så fjerner hun seg fra X for å nærme seg en annen, derfor brukes verbet gå. Det omvendte forhold finner vii fig. eksempler:... da Jersling kom md (51); I det samme kom mor md i stuen (146). Her er det en annen som har synsvinkelen (i begge tilfeller Inge). Hvis synsvinkelen hadde ligget hos subjektet, hadde forfatteren skre vet gik i begge setninger. Andre verb som er interessante for vår beskrivelse, er se og høre, især det første. For når det gjelder bruk av et verb som se, er en klar forskjell mellom den som har synsvinkelen og den som ikke har den. For det er jo slik at bare jeg kan vite hva jeg ser, så om det sies at Peter så dette eller, da er det Peter som synsvmnke len ligger hos. For å se noe innebærer en bevisst registrering av noe, ikke bare at blikket faller på noe. en om det derimot sies f.eks. at Peter så på Inge, så kan syns vinkelen ligge hos andre, for at man ser på noe, kan iakttas av andre. At man ser på noe, forteller hva blikket faller på, hva man ser, forteller noe om bearbeidingen, tolkningen av dette synsinn trykket. Når det derfor sies i 1. 7 at Dørklokkens anden ringning split tede erethes tanker i to syn, så må vi være inne i erethes tan ker for å kunne vite det, mao. synsvinkelen ligger hos henne. Når det i samme avsnitt står arls ryg (11), og Inges krop flød ud i kanten av det slørede billede (12), så er det også sett av en annen person enn de to, nemlig erethe Erden. Når det videre står Den unge mand så ille og forsagt ud! (18), og synede så harmløs (22), må det være sett av en annen person, nemlig arl Erden, for her dreier det seg om tolkningen av et synsirtntrykk. Og i neste avsnitt står det Han virkede ældre end far (27) (han = arl), som er sett fra Peters synsvinkel, mens følgende avsnitt har Han virkede pålitelig (34) (Han = Peter), sett fra erethes synsvinkel, og litt seinere: Far virkede sig selv (52), og her er det Erdens indre liv vi er inne i. Når det derimot sies i I. 86 Jersling så på hende, er det sett utenfra, fra Inge Erden. For Inge kan se hva Peter ser på. en hva han ser, er det bare Peter som vet, så om det hadde det stått Jersling så hende, ville synsvinkelen ha ligget hos Peter (Jersling). Et beslektet, men ikke helt parallelt forhold har vi ved det å høre. Når det står (I. 75): Inge havde hørt mor hoste ovenpå, så er det klart at synsvinkelen ligger hos Inge, ikke hos mor. Tilsva rende er det klart at synsvinkelen ikke ligger hos ari (Erden) i 1. 81:... hr. Erden hørtes bestige trappen og ikke hos Inge i 95: Nede fra stuen hørtes Inges stemme si et enkelt ord og ikke hos de unge i 142: Nedenunder lod de unge til at snakke løs. Nå er det vel ikke helt sant at man ikke kan høre seg selv, for det kan man jo, jf. setningen: Jeg hørte meg selv snakke usam mehengende, men da stiller man seg så å si utenfor seg selv, slik at man er både subjekt og objekt, både i grammatisk og logisk forstand. Dessuten hører man seg selv på en annen måte, og man kan derfor ikke være sikker på at jeg som taler hører meg selv på samme måte som tilhørerne. Når det derfor i 1. 88 heter: Hun havde vist lydt skinger, usikker, så får vi et vist, som forteller oss at vi her har en deduksjon, et antagelse om hvordan de andre har hørt henne. Dette skal vi komme tilbake til. odalverb kan også si noe om synsvinkel. Il. 26, der synsvin kelen ligger hos Peter, står det, etter at han, som nevnt ovenfor, har registrert en mann som har åpnet døra: Det måtte være hr. Erden. odalverbet måtte har her såkalt epistemisk funksjon, dvs, det angir et utsagn om sannsynlighet. (Jf. Heltoft 1978.) Det er mao. en slutning som foretas, nemlig den at mannen i døråp ningen var hr. Erden. En slik slutning kan ikke foretas av en som kjenner vedkommende godt (om man ser vedkommende tyde lig), og det er derfor en slutning som bare Peter kan foreta, siden han er den eneste som ikke kjenner arl Erden. 2.4 Adjektiver Også valg av adjektiver kan si noe om synsvinkel. For enkelte adjektiver angir sinnstilstander og oppfatninger som forutsetter 120 121
at vi ser inn i mennesket, mens andre beskriver ytre forhold. Når det sies at Hun gik varsomt nærmere (31), så er det mest sann synlig at også synsvinkelen ligger hos henne, dvs, den subjektet refererer til. For andre kan se at man går langsomt, men at man går varsomt, innebærer strengt tatt en fortolkning av måten man går på. Det kan nok også sies av andre, men mest typisk av sub jektet selv. Tilsvarende eksempler er: ari nikkede venligt (20) Inge satte sig torsigtigt i sotaens modsatte ende (61) Nåh? sagde han, forsøgsvis (99) Ja, sagde hun imødekommede (109) Hun havde en sønderslidende migræne (122) Omvendt fins det adjektiver som kan brukes av noen som betrak ter en utenfra, f.eks. fargeadjektiver: or var hvid i ansigtet (52). Andre adjektiver signaliserer også at synsvinkelen ligger hos en annen enn den som blir beskrevet, bl.a. pga. det negative inn holdet i dem: hvor småborgerligt:... (2) Den unge mand så lille og forsagt ud (18) Han var duknakket og stuebleg (28) inden hun gjorde noget endnu mere pinligt (79) hun var for hjælpeløs (83) hun sad ubevægelig og stum (84) Det var jo hvad havde han ment med sit hjærteløse Det var godt (119) 2.5 Adverb, preposisjoner Stedsadverbialer er viktige midler til å hjelpe leseren i å vite hvor han eller hun befinner seg, mao. hvor synsvinkelen ligget I 1. 13 står det ude i entreen, og det betyr at synsvinkelen ligger hos en av dem som er lenger inne i huset, in casu erethe. Samme uttrykk kommer i 1. 39, der synsvinkelen ligger hos Inge. Il. 76 forekommer ovenpå. Huset har tydeligvis to etasjer, og adverbet signaliserer at den som fører ordet eller tanken er nedenunder. Noe seinere kommer uttrykket nede fra stuen, som forteller oss at vi nå befinner oss ovenpå, dvs, hos ari. en også en annen type adverb forteller oss av og til noe om synsvinkel. Ovenfor nevnte vi eksemplet Hun havde vist lydt skinger (89), og adverbet vist, som sier at vi her har en slutning. Slike adverb (epistemiske adverb, modaladverb) brukes for å vise at taleren foretar en deduksjon, som kan være mer eller mindre sikker, mer sikker ved ord som sikkert, visst, åpenbart, sannsynlig vis, mindre sikker ved kanskje, muligens, antakelig, vel og enda mindre ved neppe, knapt o.a. I tillegg til at disse adverbene angir ulik grad av sannsynlighet, kan de også si noe om synsvinkel, i visse tilfeller. Et utsagn som Det gjorde vondt vil mest naturlig sies når det er taleren som det er vondt for, mens Det gjorde visst/sikkert vondt mest naturlig vil brukes når det er vondt for andre enn taleren. ed andre ord: Denne siste setningen forteller oss at om X har slått seg e.l., så ligger synsvinkelen ikke hos X, men hos en annen. Det fins eksempler i teksten av denne typen: Åbenbart var ingen hjemme (4). Adverbet åbenbart viser at det her en slutning om faktiske forhold som bare Peter kan være uvitende om. (Slut ningen er feil, for det er noen hjemme, men det er en annen sak.) Et annet eksempel: Han, og konen med, antydede at hun var for hjælpeløs til at gøre no get selv, en antydning, der åbenbart virkede, for hun sat ubevægelig og stum... (82) Den som her er definert som hjelpeløs, er Inge, men synsvinkelen må ligge hos en annen, nemlig Peter. For om antydningen virker, vet bare Inge, men andre kan anta noe om det med større eller mindre sikkerhet. Et par andre eksempler: Det var vel ment som en opfordring om at tage sig sammen (101) erethe samlede vel samtlige åndsevner om, hvordan hun skulde få presset en enkelt dråbe irritation ud at ham... (111) ari syntes altså, hun havde optørt sig dårligt (105) 122 123
Også her går vi inn i tankene til personene, og siden det ikke sies direkte hva som tenkes, men noen slutter seg til det, slik vel og altså viser, ligger synsvinkelen hos en annen. Uten disse adverbe ne ville synsvinkelen mest naturlig blitt oppfattet å ligge hos sub jektet (i 101 det logiske subjektet). 2.6 Tekst En sak som her bare skal antydes, er tekstsammenheng eller nar rativ struktur. Den enkle fortelling vil ofte ha et samsvar mellom kronologi og tekstprogresjon, slik at det som skjer først, står først i teksten. (Jf. Brown & Yule 1983, s. 144) Og avvik markeres spe sielt ved f.eks. skifte av tempus: Det skulle hun komme til å angre på ; Det hadde de gjort tidligere. Når synsvinkelen skifter så ofte som her, innebærer det iall fall i denne teksten at samme hendelse blir sett ut fra flere syns vinkler. Det betyr at den kronologiske utvikling kan gå langsomt: I linje 1 ringer Peter pa døra, i linje 20 sier ari Goddag, men også i linje 41 og indirekte også i 29. Handlingen står noen gan ger på stedet hvil eller noen ganger litt tilbake (f.eks. fra slutten av avsnittet 29-35 til begynnelsen av avsnittet 3949). Dette er ikke et klart bevis pa synsvinkelskifte, men det kan være et indisium.2 3 lnnholdskategorier Vi har her sett på noen leksikalske og grammatiske kategorier som er med og forteller oss hvor synsvinkelen ligger. en vi kan også gruppere dem ut fra deres innhold, og da lar de seg natur lig plassere i to hovedgrupper: deiksis persepsjon/kognisjon 3.1 Deiksis Deiksis er språklige middel for å peke, dvs, for å referere til hendelser og ting i tid og rom. Et ord som denne er et påpekende eller deiktisk pronomen (eller determinativ) og får sin betydning eller rettere sagt sin referanse bestemt ved at vi så å si peker på tingen. en en annen side ved dette er at ved at man peker på noe eller viser til noe, kan man slutte seg til hvor man peker fra, dvs, hvilken synsvinkel situasjonen er sett fra. Det fins flere typer av deiksis, alt efter hva det vises til (Levin son 1983, s. 540: 3.1.1 Persondeiksjs/Sosjal deiksis Valg av navn er et uttrykk for persondeiksis, altså hvordan de enkelte personene blir omtalt, dvs, hva de blir kalt. Jf. tabellen ovenfot åten man tiltaler og omtaler ( omtenker ) hverandre på, kan også henføres til det som har vært kalt sosial deiksis, dvs. språkli ge uttrykk for de sosiale relasjonene mellom personene. Et åpen bart uttrykk for sosial deiksis er valg mellom du og De og tilsva rende i mange språk. I denne teksten ser vi det også, ved at Peter bruker De til herr og fru Erden, og de bruker De tilbake, mens de bruker du seg imellom. (Og Inge og Peter bruker du seg imellom, men det er det ikke eksempler på i dette utdraget.) Også bruk av fornavn og etternavn er en variabel som forteller noe om sosial deiksis. Når arl Erden omtales som hr. Erden, lig ger synsvinkelen hos en som har en viss sosial distanse, dvs. Peter, når det derimot brukes arl, er det uttrykk for en nær rela sjon til den synsvinkelen ligger hos. Og når han omtales som far, er det også uttrykk for en ganske bestemt sosial relasjon til den som synsvinkelen ligger hos. Også substantiviske uttrykk forekommer, f.eks. i arls og ere thes omtale av Peter: den unge mand o.l. Også denne uttrykks måten viser en viss sosial distanse, og det er typisk at det er forel drene til Inge som bruker den, siden de er mest fremmede for Peter. En annen måte å si dette på, er å si at empatien ikke ligger hos Peter i eksempler som dette. Kuno (1976, 1987) sier at forskjellen mellom John hit his wife og ary s husband hit her er at empatien ligger hos John i det første eksemplet og ary i det andre. Tilsvarende ville vi kunne si at empatien ikke ligger hos den unge mand hår han blir omtalt slik. 124 i 7S
3.1.2 Stedsdeiksis Stedsdeiksis finner vi først og fremst ved stedsadverbialene, som ude i entreen, ovenpå, nede fra stuen o.a. Disse angir oftest hvor andre personer eller ting er, men dermed indirekte hvor handlin gen eller beskrivelsen sees fra. en stedsdeiksis er også implisert i valg av verb som komme, gå. Jf. Hun gikk inn og Hun kom inn og eksemplene ovenfor. an kan her si at vi ser tingene gjennom et kamera, men per spektivet vi ser, viser oss hvor kameraet står. Omtrent slik beskri ver Fillmore (1976) tilsvarende forhold. Han vil si at det er sam me ramme (frame), men kameravinkelen er ulik, i det første er kameraet ute, i det andre er det inne. 3.2 Persepsj onlkognisj on Det andre viktige innholdskategorien er persepsjon og kognisjon eller sansning og tenkning. Det gjelder ikke i alle tekster, men vår tekst, for det forutsetter at forfatteren velger å gå inn i perso nene. en om han eller hun gjør det, så er det nettopp personens indre liv som avslører hvor synsvinkelen ligger. an kan skille mellom persepsjon og kognisjon, men jeg nev ner disse kategoriene under ett, for som vi var inne på tidligere å se noe eller høre noe er å registrere noe tankemessig, så det innebærer at vi går inn i personens bevissthet når vi sier noe om det. Det betyr da bl.a. at når det sies at noen ser noe eller hører noe, så ligger synsvinkelen hos vedkommende person. Det gjelder både når det sies direkte: Inge havde hørt mor hoste ovenpå (75) og Nede fra stuen hørtes Inges stemme si et enkelt ord (95), eller mer indirekte, som de fleste eksemplene her er: Dør klokkens anden ringning splittede erethes tanker i to syn (7); Inges krop flød ud i kanten av det slørede billede (12). Og det gjelder også når et synsinntrykk bearbeides videre og tolkes eller vurderes: Den unge mand så ille og forsagt ud, og... synede så harmløs (18) Han virkede ældre end far (26) Nedenunder lod de unge til at snakke løs (142) På den annen side hender det nok at noen uttaler seg om andres indre liv, tanker og synsinntrykk, men da må det legges til forbe hold om sannsynlighet, i form av modaladverb (epistemiske adverb): Han, og konen med, antydede at hun var for hjælpeløs til at gøre no get selv, en antydning, der åbenbart virkede, for hun sat ubevægelig og stum... (82) Det var vel ment som en opfordring om at tage sig sammen (101) erethe samlede vel samtlige åndsevner om, hvordan hun skulle få presset en enkelt dråbe irritation ud at ham... (111) eller på annen måte: Det lød, som om svaret var vilctigt for hen de (44). Når det gjelder tankevirksomhet ellers, er det klart at når det fortelles at X tenker det eller det, eller det gjengis hva X tenker uten kvalifikasjoner, så vil synsvinkelen normalt ligge hos X. Eksempel: Ingen reagerede på Peters ringen, havde han misforstået dagen? Tryk igen på knappen, nej, hellere vente.... (1) Aldrig havde man inviteret Jersling, hvis man havde anet, det ville ødelægge hele mors humør. (15) indre tydelig er det at det brukes vurderende ord, f.eks. adjek tiver, som forutsetter at vi er inne i tankene til den som vurderer, som f.eks. :~... hvor småborgerligt... (2);... inden hun gjorde noget endnu mere pinligt (79); Det var jo hvad havde han ment med sit hjærteløse Det var godt (117). 4 Konklusjon Vi har her sett at vi ved å studere noen språklige detaljer i en lit terær tekst har kunnet si noe om synsvinkel i teksten. De hoved kategoriene som har vært relevante i vår tekst, har vært deiksis og persepsjon/kognisjon. Den første kategorien, deiksis, vil være relevant for ethvert synsvinkelskifte. Det andre derimot er rele vant når forfatteren velger å gå inn i personen, det som ramer 126 177
m.fl. (1996, s. 153) kaller indre syn, ikke bare beskrive den utenfra, Heltoft, Lars (1978): The structure of epistemic modality in Danish, s. det ramer m.fl. kaller ydre syn. Dermed blir denne språklige 39~-398 i: John Weinstock (red.): The Nordic Languages and odern Lin detaljstudien ikke bare et spørsmål om synsvinkelskifte, men gutstics 3. Austin: The University of Texas at Austin. også om nettopp det: om det er en fortelling der personene sees Kuno, Susumo (1976): Subject, Theme, and the Speaker s Empathy, s. innenfra, eller om de beskrives utenfra. 417-444 i: harles N. Li (red.): Subject and Topic. New York: Academic Press. Kuno, Susumo (1987): Functional Syntax. hicago: The University of hicago Press. Noter 1) Et spesielt tilfelle er 1. 25, der det står: En mand havde åpnet døren. En mand er åpenbart ari Erden, og når han omtales som en mand, må det være sagt av en som ikke kjenner han, og den eneste av de fire som ikke gjør det, er Peter. 2) Ehrlich (1990) bruker tempus og kronologi som en viktig faktor i stu diet av synsvinkelskifte. 3) Kuno (1987, s. 234) kaller disse empatiadjektiver (empathy adjecti ves). Levinson, Stephen. (1983): Pragmatics. ambridge: UP Litteratur I: Kampmann, hristian (1967): Sammen. København: Gyldendal. II: Björk, Staffan (1973): Romanens formvärld. Stockholm: Natur och kultur. Brown, Gilhian & George Yule (1983): Discourse Analysis. ambridge: UP ramer, Jens m.fl. (1996): 699 varme termer. Århus: Aarhus Universitets forlag. Ehrlich, Susan (1990): Point of view. A Linguistic Analysis of Literary Style. London: Routledge. Fillmore, harles (1973): ay we come in?, Semiotica. Fillmore, harles (1976): The need for a frame semantics in lingui stics, SIL (Statistical ethods In Linguistics). Stockholm: Skriptor.