Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna og fra Aspeberget : en parallell Bing, Just Fornvännen 17, 206-213 http://kulturarvsdata.se/raa/fornvannen/html/1922_206 Ingår i: samla.raa.se
206 Just Bing. traktades fordom som ett nationalinstrument på Wormsö. Den hölls högt i ära och trakterades av var man. En dålig karl var den, som icke "gult festo slå på", som Wormsöborna sade (nyss citerade uppsats sid. 120). Gotlänningarna göra sig än i dag gällande som en musikalisk befolkning och detta fynd visar hän på att denna begåvning gått i arv under en lång följd av generationer. Att en så rik man som den vilken haft med sig i graven all den prakt, vi här ovan skildrat, därjämte fört med sig även sin "harpa" vittnar om att både han själv och hans omgivning satt mycket värde på instrumentet. Andersson anför i nyss citerade uppsats, att enligt en gammal brittisk urkund ansågs den ej som en gentleman, vilken ej ägde och kunde traktera en harpa. Tack vare att "stallet" varit av bernsten har det bibehållit sig intill vår tid och givit oss en förut ej anad inblick i livet under denna avlägsna tid. Vi lära känna den rike och mäktige krigarn även såsom utövare av den musikaliska konsten, en kombination som under medeltiden synnerligen ofta upprepade sig t. ex. i trubadurerna, liksom vi även vid de medeltida furstehoven finna alla möjliga konstutövare bundna vid furstens person, vilken särskilt gynnade och beskyddade dem. Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna og fra Aspeberget. En parallell. Av JUST BING. istningen pa Berga-Tuna, som Dr B. Sehnittger nylig har publiceret i Fornvännen, har flersidig interesse. Den fylder et hul i helleristningsgeografien, den er den förste fäste helleristning i Södermanland. Efter öksenes form henförer Dr Sehnittger den til begyndeisen av bronsealderens andre eller slutten av den förste
Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna. 207 periode; den hörer da vistnok til de äldste av de sydskandinaviske helleristninger. Den gir et omfattende billede med samspil mellem skibsfigurer og ökser. Og det som for mig har saerlig interesse ved den er at den danner et merkvjerdig sidestykke til skibsgruppen paa den berömte ristning fra Aspeberget i Bohuslen. Det er samsvaret mellem dem som jeg i det folgende vil granske. Begge har en skibsraekke med det ene skib nedenfor det andre. De avsluttes begge med kulttegn, Aspebergsristningen med en offergrop ("älvkvarn"), Bergaristningen med en öks og to offergroper. De samme tegn fins ved siden av skibsraekken, en offergrop paa Aspebergsristningen; paa Bergaristningen i större avstånd en öks, som her staar mellem to offergroper. Ganske vist er ikke skibsraekken saa symmetrisk ordnet paa Bergaristningen som i Aspebergsgruppen. Det kan bero paa at Bergaristningen er aeldre og mindre fuldkommen, dels ogsaa paa at den er mindre fuldkommen bevaret, medens Aspebergsristningen repraesenterer helleristningskunsten i dens höjeste fuldkommenhet og har holdt sig fuldt tydelig i den fäste bohuslenske granit. Imidlertid er der ogsaa avgjort avvikelser mellem billederne. Paa Aspeberget staar der en underlig skikkelse föran skibsraekken; til den har Bergaristningen ikke noget tilsvarende. Det er en mand med en vaeldig phallos, merket ytterst med et hestehode, og med de store haender oprakt. Skikkelsen er saa avvikende fra normale menneskeskikkelser, den er utentvil den eventyrligste skikkelse paa helleristningene, og den kan vanskelig forklares som andet end en vaetteskikkelse. Dens plass föran skibsraekken tyder paa at det er en beskyttende vaette, med andre ord: en gudeskikkelse. Phallosen maa vel betegne harn som frugtbarhedsgud, og den peker paa en förbindelse med den senere Fröi, som jo efter Adam av Bremen blev fremstillet slik i Upsala. Paa Fröi peker ogsaa hestehodet, Fröi var jo hestegud. Og som jeg siden skal vise, tyder ogsaa de oprakte haender i samme retning. Naar
208 Just Bing. han staar föran skibsraekken, som fortoner sig som en flaaterevy, synes det rimelig at det er en virkelig flaate og at den stilles under frugtbarhetsgudens beskyttelse for at han skal skaffe den seir og bytte. Seir og bytte er for primitiv tankegång tilsvarende til frugtbarhet. Nu er det interessante at öksen paa helleristningene utvilsornt maa vaere et frugtbarhetstegn. Paa Hvitlycke- og Hoghem-ristningene holder en mand öksen över et egtepar. Paa Hoghemristningen har de paa den andre siden en hammer 1. Vistnok forklarer Holmberg det som et elskende par som overfaldes av en berserk, og som paa Hoghem Irues av en hammer paa den andre siden. Men denne förklaring er urimelig; for man trues ikke av en i luften svaevende hammer. Hammeren er bryllups-symbol. I Thrymskvida blir Mjölner som brudeharamer baaret ind og lagt i brudens, den forklaedte Thors, skjöt. Det blir da en ganske naturlig förklaring at gruppene forestiller bryllup og at öksemaendene hörer med til bryllupsceremonierne. Og da vil öksene naturlig opfaltes som frugtbarhetssymbol. Uten hensyn til disse billeder har Dr G. Wilke tolket dem som saadanne 2. Dr Sehnittger har her vistnok med rette avvist den förklaring man har git av oprindelsen hertil at öksen skulde vaere det oprindelige åkerbruksredskap, hakken. Det passer ikke til broncealderens bredeggede ökser (side 101, note 1). Jag vil her fremseette en anden förklaring som er faldt mig ind. Öksen er vistnok det oprindelige redskap til at draepe offerdyret. Derfor blir öksen tegn for det gilde blodoffer. Naar man viser frem öksen, averterer man til magterne som de tyske krovaerter for en menneskealder siden: "Heute ist grosses Schlachtfest!" Dermed söker man at vinde magternes yndest. og den lar skikkelse av frugtbarhet i en eller anden form. Ökser og öksemaend er paa helleristningene meget utbredte billeder (Södermanland, Ösler- 1 Saa hos Holmberg, fig. 77. I Balzers gjengivelse mangler hammerens skaft. Jag har undersökt ristningen og konstateret at skaftet findes. 2 Kulturbeziehungen zwischen Indien, Orient und Europa, side 163 ff.
Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna. 209 götland, Skaane, Bohuslen videre Bretagne og de liguriske Alper). De svenske billeder synes mig at kunne forklares herved, de bretagneske og liguriske kjender jeg for litet til at uttale mig derom. Men det maa bemerkes at i bronsealderen maa öksen ha faat selvstaendig hellig betydning, vaere blit anset for hellig i sig selv. Skogtorpsöksene er utvilsornt heilige kultgjenstande, men til offerökser hårde ikke kunnet brukes. Dersom min förklaring er riktig, kan öksene paa Berga vaere offerökser, bety det store blodoffer. De staar nemlig side om side med offergropene. Montelius har vist at disse er offertegn, og Dr G. Ekholm har git en meget tiltalende förklaring av dem. Han anser dem for billeder av offerskaaler, hvori de bragtes matoffer til de döde. Jag er ikke enig i Dr Ekholms dödskult-teori om helleristningenes betydning. Men hans förklaring av offergropene som billeder av offerskaalene synes mig utmerket. Matoffer kan man vel ogsaa bringe vaetter og guder, ikke bare de döde. Naar öksene findes her med offergroper ved siden, kan det da bety at man har bragt baade det store blodoffer og matofre. Men det kan ogsaa bety at man har tat frem den heilige öks og bragt sine ofre. Dersom ökserne er frugtbarhetssymboler, er det et paafaldende sammentraef, at vi her paa Berga har öksebilleder og paa Aspeberget billedet av frugtbarhetsguden ved skibsraekken. Men denne overensstemmelse faar större betydning, fordi det kan paavises at öksen paa helleristninger er blit et attribut til denne gudeskikkelse. Paa "Skomakaren" er öksen sal ovenpaa de oprakte haender. Og dette har utviklet sig naturlig; hos Flyhofsmanden er den ene haand oprakt med med länge sprikende fingre, den andre haand holder öksen. Til dette billedes type har jeg ment at kunne före tillbake billedet av Waralden Olmay (veralöar goö-fröi) paa lappiske runebommer. Öksen er hos ham blit til en hakke og haanden med de länge sprikende fingre er omdannet till et renhorn. Förbindelsen mellem disse billeder stöttes av Snorres fortaelling om at Fröi hadde skjaenket bort sit sverd og draepte Bele
210 Just Bing. med bare haender eller med hjortehorn. Snorres Fröi viser tilbake til skikkelsen med begge haender oprakte uten öksen. Det er blit til hjortehorn som den ene haand hos Waralden Olmay er omdannet til renhorn. Men i den andre varianten er de blit staaende som bare haender. Paa helleristningene gjenfinder vi saaledes baade den lappiske variant og Snorres variant av denne gudeskikkelse. Vi ser saaledes at öksen staar i et naert forhold til "guden med de store haender", og det er en parabel som er vaerd at laegge merke til, at de ved tilsvarende skibsraekker findes paa Aspeberget denne gud og paa Berga öksen som er hans attribut paa andre helleristninger. Det synes at tyde paa at det heles betydning skulde vaere tilsvarende paa disse ristninger. Der er imidlertid en anden forskjel paa de to ristninger, som vil kunne hindre denne antagelse. Et av skibene paa Berga (n:r 5) baerer et Solhjul. Dr. Sehnittger har villet forklare det som "solens baat". Jeg tilstaar att denne "solens baat" länge har staat for mig som en tvilsom störrelse, og at dr. Schnittgers billeder av "solbaater" ikke har overbevist mig. Navnlig överfor et billede som dr Schnittgers fig 19, hvor der över et fuldt bemandet skib staar et solhjul paa en stäng og en offergrop ved siden, maa der sies, at det dog vel heller er et skib, hvis rnandskap har heist solens tegn og haedret det ved et offer, og derfor saetter offerskaalen ved siden av solhjulet. Ogsaa de andre (tomme) skib kan vaere virkelige skib som er stillet under solens beskyttelse. Paa Bergaristningens n:r 5 findes et par mandskapstreker, saa denne förklaring vel er den sandsynligste her. Denne "solens baat" var yndet av Déchelette. Han viser at billedet av en baat, hvori et hjul hviler og hvis stavner löper ut i svanehalser, er bronsealders dekor paa urner fra Danmark, og at det er degeneret til förbindelse av hjul og svanehalser i Hallstatt og Villanovatiden. Men der findes en mere oprindelig form av denne dekoration. Paa et kar fra Skaane (Montelius minnen n:r 1167) ser man at hjulet ikke hviler i baaten, men
Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna. 211 er under den, og at det som man antar for en baat, er linjen av en vognkarm, som löper ut i svanehalser. Dette svarer til den förbindelse mellen vogn og fugler, som vi finder paa vognene fra Skallerup og Szaszavaroszczek. Vi maa her baade gi "solens baat" og "solens svane" avsked. Denne dekoration har ikke noget med solen at gjöre. I skibsraekken findes der ikke nogen baat med solhjul paa Aspebergsristningen, som der gjör paa Bergaristningen. Men Aspebergsristningen viser soldyrkelse i en anden gruppe. Föran den store "fredelige" gruppe med plöier og kvaegdriver staar solhjuler omgit av en stor og en liten mand, som jeg opfatter som solguden og hans svend. Paa Aspebergsristningen synes forholdene at vaere mere utviklet. Der optraer guderne i menneskeskikkelse, og der har de hvert sit departement. Solguderne er landtbruksministre og "guden med de store haender" er marineminister. Paa Bergaristningen staar solens hjul över et av skibene inde i raekken. Den andre guden ser man ikke noget til; og solens guddom uttrykkes bare ved hjulet. Vistnok uttrykkes ogsaa paa Aspebergsristningen guddommene bare ved tegn ved den nederste gruppe, kampgruppen; under den staar et solhjul med en ring om. Men i det hele synes Bergaristningen her at staa paa et aeldre trin, hvor guddommene er mindre fremtraedende og deres uttryk mindre utviklet. Som bekjendt har Frazer i sit berömte verk The Golden Bough utviklet den opfatning at der förut for religionen gaar en opfatning som kan betegnes som magi, hvor det kommer an paa ritus, offer, tryllemidler og trylleformler. Dette kan vistnok forstaaes ikke bare absolut, men ogsaa relativt, saa at offer og ritus i den aeldre tid traer mere frem og guderne spiller en underordnet rolle. Jeg tror, hvad jeg vil vise i et andet arbeide, at man paa helleristningene kan skimte en utvikling fra vaesentlig magisk ritus og offerkult til vaesentlig gudetro. I denne henseende er forholdet mellem Aspebergsristningen og Bergaristningen karakteristisk. Paa Aspeberget
212 Just Bing. staar guderne i menneskeskikkelse som förende föran hver sin gruppe. Paa Berga er bare ett av skibene, og elt av de mindre, betegnet med Solens hjul; guddommen uttrykkes bare ved tegn og dette har ikke nogen fremtraedende plass. Til gjengjeld er offer- og kulttegnene meget mere fremtraedende paa Bergaristningen. Begge ristninger har offeilegn under skibsraekken og ved siden av den. Men paa Aspeberget er offertegnet bare en offergrop paa hvert sfed. Paa Berga staar der begge steder en öks og to offergroper. Om man i öksen vil se en processionsgjenstand som Skogtorpsöksene eller man vil forklare den, som jeg har försökt at gjöre, som tegn for blodoffer, vil den religionshistoriske betydning bli densamme. Paa Aspebergsristningen er den religiöse fölelse i vor betydning av ordet slaat igjennem. Der stiller man sig baade i fredens sysler og ved flaatens faerd under gudernes beskyttelse og förelse. Man har nok til flaaterevyen gjort ofring og sat dens tegn hvor de skal staa, baade under skibsraekken og ved siden av den. Men tegnet er bare en offergrop. Det er til frugtbarhetsgudens förelse man her har sat sin lit, hans skikkelse er den fremtraedende. Paa Bergaristningen har man nok guddommen med, men bare uttrykkt som et solhjul, der han faat plass paa et ringere skib. Her er det paa sine ofringer man stoler, begge steder, baade under skibsraekken og ved siden av den, har man avbildet de store offerökser; de maa tyde paa et maegtig blodoffer, for de er naesten saa store som de mindste av skibene, og de ledsages av to offerskaaler hver, saa der ikke har vaeret spåret paa matoffer heller. Vil man i öksene se kullökscr og ikke offerökser, saa ser man dem som stateliga klenodier ved siden av offerskaalen. Har man nu gjort saa meget, maa man ha gjort sig magterne forpligtet; man kan av dem kraeve seir og bytte. Dette er den primitive "magiske" opfatning, hvor forholdet til magterne er en slags gjensidighetskontrakt. Dersom min opfatning er riktig, gjemmer der sig i for-
Skibsgruppene paa helleristningene fra Berga-Tuna. 213 höidet mellem disse to beslegtede billeder paa helleristningerne en interessant antydning av bronsealderens religionshisloriske utvikling fra magi til gudetro. Hällristningsproblemet. Ett genmäle. Av GUNNAR EKHOLM. sin uppsats över den nyupptäckta hällristningen vid Berga-Tuna i Södermanland i denna tidskrift för innevarande år ingår antikvarien B. Sehnittger även på de problem, som med dessa fornminnen äro förknippade. Då i dessa uttalanden finns åtskilligt, som kan diskuteras, och dessutom en del missförstånd insmugit sig beträffande min egen ståndpunkt i frågan, ser jag mig nödsakad till ett kortare genmäle. Vad först beträffar Schnittgers invändning mot att jag i min typologi för hällristningarnas skeppsformer mellan Kiviksoch Tunaskeppet inskjuter Herrestrupstypen, kan jag i min till typschemat hörande text icke finna något uttalande, varemot denna anmärkning rättvisligen kan rikta sig. I fråga om de bildsmyckade hällkistornas relativa kronologi framgår jag där med stor försiktighet och nöjer mig med att dela upp dem i två grupper. Till den äldre av dessa hänför jag både Kivikoch Herrestrupshällarna och yttrar mig icke om deras inbördes tidsställning. För att även å typschemat markera, att jag håller denna fråga öppen, låter jag där de båda skeppstyperna få plats bredvid varandra. De behandlas sålunda på samma sätt som de båda överst stående skeppsbilderna från västeuropeiska gravkamrar, om vilkas relativa kronologi jag icke heller uttalar mig.