NORGES ARKTISKE FLORA

Transkript

1 NORGES ARKTISKE FLORA MED BEMERKNINGER OM DENS INDVANDRING AV P.A. ØYEN or vel et par decennier siden utgav den britiske geolog F Clement Reid sin fortjenstfulde oversigt over "The Origin of the British Flora" (London 1899). Og som en indledning til den følgende fremstilling vil vi ut av Reid's arbeide ta en enkelt sætning: "The climatic changes, though perhaps equally gradual, were most thorough and sweeping; inevitably they must have been accompanied by corresponding changes in the flora" (I. c. p. 4 7). Thi hvad her Reid uttaler med hensyn til de britiske øer, gjælder i fuldt maal ogsaa for vort land. Og særlig med henblik herpaa er det av stor interesse at merke sig en uttalelse av Frederic Clements: "No other ph ase of succession has received so much attention as that which has to do with the clisere of glacial and postglacial times. This has become a field by itself, in which the methods of ecology and geology have been combined to form the foundation of paleoecology" (Plant succession, 1916, p. 378), og det er vel kanske særlig fra amerikansk side at betydningen av "Paleobotany to Geology" i den senere tid er blit saa sterkt fremhævet (cfr. Smithsonian Report 1912, pp ) og det vistnok med fuld grund netop fordi "the use of fossil plants as indices of past climate occupies a most important place" (The American Naturalist, Vol. 46, 1912, p. 212). Og i en tid som vor da man ikke blot vil nøie sig med "A Speculation in Topographical Climatology" (American Meteorological journal, 1896, Extr. April) hverken med hensyn til nutid eller fortid, vil den store betydning herav være indlysende. Norsk Geo!. Tidsskr. VIII.

2 2 P. A. ØYEN. Det er derfor ogsaa netop denne "value of the fossil flo ras of the Art i c Regions as evidence of Geological Climates" (c fr. Smithsonian Reports, 1911, p p ), som enten det gjelder yngre eller ældre avsnit i vor jords utviklingshistorie, er av saa stor betydning. Da det i foreliggende tilfælde netop er det yngste avsnit av planternes utviklingshistorie vi kommer til at ofre vor opmerksomhet, følger derav ganske naturlig at vort lands nuværende arktiske flora, og ogsaa øvrige floraelementer, faar en særlig interesse som sammenligningsled. For omkring halvtredje aarhundrede siden finder vi ogsaa saavel Salix polaris W AHLBG. som Dryas octopetala L. m. fl. omtalt fra Spitsbergen (Proc. Biol. Soc. Washington, Vol. l O, p p. l 03-l 07). Og med hensyn til vort eget land saa vet vi at større dele av vort høifjeld var bereist og beskrevet av forskjellige forskere allerede i det attende aarhundrede (Øyen: Bidrag til vore bræegnes geografi, 1900, pp ), og da der blandt disse ogsaa var flere interesserte florister tør vi nok gaa ut fra at vor interessante høifjeldsflora ikke hadde undgaat opmerksomheten. Her var det dog egentlig botanikeren CHRISTEN SMITH som blev banebryteren. Født 17n , med medicinsk eksamen 1808, hadde han allerede det foregaaende aar, 1807, sammen med sin lærer HORNEMANN m. fl., foretat en længere botanisk reise i Norge og paa denne ogsaa besteget Tronfjeld som "ved sin rige alpeflora vakte den høieste beundring". Derfra reiste SMITH alene gjennem Foldalen til Dovre, hvor han botaniserte sa a vel ved fjeldstuerne som pa a Snehætta. Sommeren 181 O foretok han sammen med DEINBOLL en botanisk reise over N ummedalsfjeldene til Hallingskarven. SMITH var saaledes godt rustet da han 1812 foretok sin store fjeld reise for at studere de plantegeografiske og fysiografiske forhold i vort høifjeld (cfr. ØYEN: Bidrag til vore bræegnes geografi, 1900, p ). Det er interessant at se ham i et brev til HORNEMANN dateret Strøm uttale: "frugtbare leerskiver bierge fulgte os den heele vey og med dem de skiønneste sæterdale og en mængde fieldplanter" (DAHL: Breve fra norske botanikere til professor j. W. HORNEMANN, 1894, p. 58).

3 NORGES ARKTISKE FLORA. 3 sin avhandling "Nogle Iagttagelser især over Iisfjeldene (Gletscher) paa en Fjeldreise i Norge 1812" (Top. St. Sam!. D. Il, B. 2, p. l flg.) gir SMITH bedre besked om resultaterne av denne betydningsfulde reise: "for at bestemme et steds klima, snegrændse og vegetabiliske frembringelser i Norge, er det altsaa ikke nok, at tage hensyn paa dets geografiske bredde og perpendiculaire høide over havet, men ogsaa paa afstanden fra havet og beliggenheden østen- eller vesten-for den adskillende bjergkjede" (1. c. p ). Her var det ogsaa at SMITH kom til det resultat at "snegrændsen hæver sig derfor ikke paa eengang, naar man har forladt Folgefondens kuldebringende sneflader, som v. BucH siger, men successivt i forhold, som fjeldene fjerne sig fra havet" (1. c. p. 30). Og her var det han videre kunde uttale: "af alle træer synes birken (og dernæst fyrren) at lide mindst forandring under den forskjellige indflydelse af disse klimatiske modifikationer. Det er derfor rimeligt, at der altid bliver een, sig selv meest lignende afstand imellem dette træes vegetations-linie og snegrændsen, hvori de øvrige træer meer eller mindre variere" (I. c. p ). Her veksler hans beundring mellem de "skjønne" og "smukke" (1. c. p ). Og her er det SMITH "seer under eet øiekast de 4 aarstider samlede, og behøver ikke mere end en times tid til at gjennemløbe dem", nemlig der "hvor man fra sneregionen kan see ned til det salte vand i en lodret linie af 4000 fods dybde" (1. c. p. 24). Som man herav ser, finder man hos SMITH samlet en række av de fundamentale plantegeografiske grundsætninger hvorpaa den moderne kvartærgeolog bygger. Den næste sommer, 18 I 3, gjorde SMITH igjen en betydningsfuld fjeldreise, der kanske med en viss ret kunde kaldes for "j otunheimens opdagelsesreise", hvis man kunde henlægge denne betegnelse til nogen enkelt reise. Paa denne var det han fandt "upaatvivlelig den planterigeste fieldgruppe i Norge" som han uttrykker det i et brev til HoRNEMANN dateret Strøm 27 /tt 18 I 3. (C fr. forøvrig med hensyn til denne reise To p. St. saml. Kgl. Selsk. Norges Vel, D. Il, B. 2, 1817, p. 243 flg. og DAHL: Bre ve fra norske botanikere til prof. j. W. HORNEMANN, 1894, p ).

4 4 P. A. ØYEN. Utnævnt til professor foretok SMITH samme aar en reise til de Brittiske øer, 1815 en reise til de Kanariske øer og 1816 en reise til Kongo hvor han døde 22/9 kun 31 aar gammel, hvorved et rigt men efter menneskelig betragtning altfor kort forskerliv blev avbrudt. Men SMITH rak at gi nogle av de grundsætninger, hvortil vi maa ty tilbake. Det var et meget fortjenstfuldt arbeide som saa senere blev utført av gamle BL YTT og av NoRMANN, men det omraade av norsk vegetationsforskning, som vi her særlig beskjæftiger os med, hengik der dog med et rundt tal omkring et halvt aarhundrede efter SMITHS bortgang før det igjen med fuld kraft blev betraadt. og da av unge BL YTT. AxEL BL YTT blev den der kom til at bære dette arbeide frem i vort land, ja til og med paa en saadan maate, at vi i mange henseender paa dette omraade kom til at stilles i forgrunden. Det var BLYTTS "botaniske observationer fra Sogn" i aarene 1864, 65 og 67 (c fr. Nyt Mag. f. N aturvid. 1869, B. 16, p. 81 flg.) som her kom til at kaste nyt lys over saa mange hittil upaaagtede forhold og tillike, kan man gjerne si, gav stødet til fremkomsten av hans merkelige teori nogen aar senere. Og det er merkelig hvorledes vi hos BLYTT gjenfinder, tildels rigtignok under en noget anden form, flere av SMITHS uttalelser. Det maa være nok i denne forbindelse at min de om BL YTTS: "i slutningen av august 1765 laa ved Bojum i Fjærland en saadan snefond igjen kun faa skridt fra og faa fod over søen. Omkring denne fond gjennemvandrede jeg i et par snese skridt de 4 aarstider lige fra fondens vinter til den fuldt udviklede høstvegetation lige i naboskabet" (1. c. p. 118). Allerede aaret efter utgav BL YTT sin "Christiania omegns phanerogamer og bregner" med "en indledning om vegetationens afhængighed af underlaget". Og i de to her nævnte arbeider gav BL YTT en sammenstilling av de fra nutiden hentede forutsætninger som i forbindelse med hans undersøkelser over torvmyrerne utgjorde grundlaget for hans "Forsøg til en theori om indvandringen av Norges Flora" (Nyt Mag. f. N aturvid. B. 21, p. 279 flg. trykt 1876), men allerede tidligere foredraget i Kristiania Videnskapsselskaps møter 1 9/1 75 og zz.w 75.

5 NORGES ARKTISKE FLORA. 5 Dermed var "Blytt's theori" fremstillet i sine grundtræk om end ikke i den endelige utformning, saaledes som han selv senere 1878 fandt at burde tilrettelægge det forskjelligartede materiale (Cfr. LOTKEN og W ARMING: Tidsskrift f. pop. fremst. af naturvid. R. 5, B. 3, p og Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1882, no. 6). Men det fundamentale princip: "vexlende regnfulde og tørre tider" som det egentlige aarsaksforhold, forblev uforandret. En række publikationer fra BL nr's haand om dette emne utdypede dette, og hvad der forelaa i manu skript og ubearbeidet materiale ved hans uventet tidlige bortgang viste tydelig at han endnu med fuld kraft og usvækket interesse stod midt oppe i det betydningsfulde arbeide, der imidlertid allerede mens han levede hadde vært istand til at gjøre sin indflydelse gjældende saavel i den plantegeografiske som i den plantegeologiske forskning. Allerede BL YTT fremhævede at i Danmark og det sydlige Norge skulde like efter istiden komme "ler med arktiske planter: Dryas, Salix reticulata, S. polaris, Betula nana o. a." (1. c. p. 12). Og som opbevarede stuffer av graat, sterkt sandblandet ler med planterester i vort universitets kvartærgeologiske samling viser, har BLYTT selv deltaget i indsamlingen av saadanne i Danmark, thi under etiketten "arktiske planterester Nordsjælland i leret under torven j. STEENSTRUP & A. BLYTT", skrevet med BL YTT's egen haandskrift, fin der vi av ham bestemt Betula nana og Salix reticulata. Men endskjønt han ofte saavel i sine forelæsninger som i privat samtale sterkt fremhævede at saadanne rester ogsaa under lignende forhold maatte findes hos os, lykkedes det ham dog ikke at finde saadanne, og heller ikke oplevet han at saadanne fund blev gjort i vort eget land. Det første geologiske fund av Dryas octopetala i vort land blev rigtignok gjort av BLY TT sommeren 1891, men ikke i en "arktisk" avsætning. Det var i kalktuffen ved Lei ne. Sammen med Dryas forekom her ogsaa Salix reticulata i den saakaldte "d r y as t u f", hvis geologiske p la ds blev henlagt til den "bo reale" periode (Kristiania Vid. Selsk. Forh. 1892, nr. 4). Med hensyn til de mere detaljerte forhold saavel ved denne kalktuf som ved andre kalktuffer kan henvises til en avhandling "Kalktuf i Norge" som jeg nylig har offentliggjort i "Norsk geologisk

6 6 P. A. ØYEN. tidsskrift" (8. 5, 1919, p. 231 flg.), samt ogsaa en sammesteds offentliggjort avhandling "Kalktuffen ved Thingvold og Gille bu" (B. VI, l 922, p. l 95 flg.). Desuten har jeg ganske nylig i "Lillehammer Tilskuer" skrevet et par opsatser "Et nyt fund av kalktuf" (1. c. 11, ) og "Mere kalktuf fra Vaagaa" (1. c. 10/s 1921). Foruten i kalktuffen ved Leine var Dryas actopetala ved begyndelsen av aarhundredet som fossil i vart land kun i et enkelt blad paavist av ANDERSSON i et stykke ler, sammen med Alnus og Ulmus, som HAMBERG 1893 hadde medbragt fra skredet i Værdalen (Geo!. For. Forh. Stockholm, B. 15, 1893, p. 516), altsaa ogsaa paa dette sted i en avsætning av forholdsvis ny oprindelse. Salix reticulata var derimot paa dette tidspunkt ikke med sikkerhet paavist som fossil i vart land undtagen i den ovenfor omtalte kalktuf ved Leine (cfr. ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, p. 34). Ved en tidligere anledning har jeg allerede git en fremstilling av det indbyrdes forhold mellem BLYTT og NATHORST med hensyn til de første arktiske plantefund i skandinaviske kvartæravleiringer (cfr. ØYEN: Kvartærstudier i Trondhjemsfeltet, Ill, l 915, p ). Og tiltrods for det temmelig ufuldstændige kjendska p som man pa a BL YTTS tid hadde til den egentlige karakter av de fleste av vare kvartæravsætninger saa hadde han utformet sig en forholdsvis klar oversigt over rækkefølgen av indlandsavsætningerne og dette skedde i nær tilslutning til de britiske anskuelser. At BL YTT pa a et forholdsvis saa tidligt stadium i den henseende kunde naa saa langt som han gjorde, hadde vistnok sin ganske naturlige grund deri at han for planternes vedkommende gik ut fra den vistnok almengyldige lov, "at langsom vandring over smaa strækninger er regelen, og at pludselige og lange vandringer høre til undtagelserne" (Nyt Mag. f. Naturvid. B. 21, p. 308), mens "de store sprang i arternes udbredelse tyde da paa en større udbredelse i svundne tider" (1. c. p. 309). Og dette fandt han sterkt begrundet i nutidsforholdene; thi "D r y as form at ionen er i sine grundtæk den samme like fra Hardangervidden til Finmarken" (1. c. p. 282). Og ifølge sin opfatning av disse helt

7 NORGES ARKTISKE FLORA. 7 lovbestemte forhold kunde saa BL YTT ogsaa allerede i 1878 fremstille det fuldstændige profil av en dansk og sydnorsk torvmyr som allerede ovenfor antydet: l. Istidens sid ste avsnit, fu gt i g t. 2. Ler med arktiske planter, kont in en ta It. 3. Torv med Populus tremula og Betula adorata. 4. Stubbelag og skogrester. 5. Torv med furustammer og muligens stenredskaper. 6. Stubbelag og skogrester med hassel, e k, etc. 7. Torv med Quercus sessil flora og bronceredskaper. 8. Stubbelag og skogrester. 9. Torv med Sphagnum. 10. Nutiden med stubber og skog. (Cfr. LOTKEN og W ARMING: Tidsskrift f. pop. fremst. af naturvidenskaberne, R. 5, B. 3, p , profilet p. l 02). Og i denne forbindelse gjør da BL YTT ogsaa opmerksom paa, at "dette profil viser den vekslende periode af tørre og fugtige tider og det giver tiiiige en oversigt over vor floras indvandring" (1. c. p. 102). Henimot aarhundredeskiftet resumerte saa BLYTT sine erfaringer i et foredrag som var emnet til at holdes ved naturforskermøtet i Stockholm 18q8, men her overasket døden ham. Hans fuldt færdige manuskript om den norske floras indvandringshistorie er imidlertid senere blit trykt (Bergens Museums aarbog, 1909, Nr. 8), og i dette hans sidste bidrag til belysning av dette emne finder man saa gjentat og nærmere begrundet hvad der aiierede er meddelt i ovenstaaende fremstiiiing. Dette kan man derfor ogsaa si markerer forskningens standpunkt i vort land med henblik til de arktiske planters historie ved aarhundredeskiftet. Da jeg saa ved mine undersøkelser i det trondhjemske sommeren 1900 ogsaa ofrede endel tid paa undersøkelsen av de rikt fossilførende Ieravsætninger ved Nidaros teglverk (ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Il, 1911, p ) og ved Reitgjerdet teglverk (I. c. p ) Iykkedes det mig paa begge disse steder i det gamle glaciale ler at finde arktiske planterester,

8 8 P. A. ØYEN. nemlig Salix polaris W ALLB. (1. c. p. 68 og 76). Disse fund er forresten omtalt allerede tidligere i min avhandling "Skjælbanke-studier i Kristiania omegn" (1907, p ) og i Det kgl. norske Videnskabers Selskabs skrifter 1908, no. 5, p. 13, samt i mine "Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, p. 33. Det derpaa følgende aar, 190 l, lykkedes det mig at fin de vakre blade og bladavtryk av Salix polaris W AHLB. i det rikt fossilførende, glaciale ler ved Ytterland paa ØrJan det (cfr. ØYEN: Skjælbankestudier i Kristiania omegn 1907, p. 53; ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, IL 1911, p. 5b, 68; ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, III, 1915, p. 33; Naturen 1916, p. 122). Samme a ar, 190 l, lykkedes det mig ogsaa at fin de Dryas octopetala LIN. og Salix reticulata LIN. i lerblandet sand og sandblandet ler ved Sandsætervolden, 164,4 m. o. h., ca. 10 km. s. f. Hommelvik jernbanestation, ogsaa paa dette sted temmelig nøie tidbestemt ved de talrike planteresters forekomst i avtryk sammen med avtryk av Macoma calcaria CHEMN. forma typica og Balanus crenatus BRuG-DARW. forma typica (cfr. ØYEN: "Dryas octopetala L. og Salix reticulata L. i vort land før indsjøperioden" i Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1904, No. l ; ØYEN: Skjælbanke-studier i Kristiania omegn, l 907, p. 53; ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Il, 1911, p. 110; ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, III, 1915, p Paa denne maate var det altsaa lykkedes at finde i løpet av et par aars tid arktiske plantelevninger i vort land tilhørende de tre forskjellige zoner eller nivaaer som danner basis for de senere kvartæravleiringer i vort land. De to yoldia-avdelinger blev jo for Trøndelagens vedkommende holdt ut fra hverandre ved mine undersøkelser somrene 1900 og I 901. Men derimot var jo den mellemliggende formations forhold ikke helt tilfredsstillende klarlagt netop paa grund av den maate de to yoldia (eller Portlandia-) avdelinger flere steder gik over i hverandre. Og det var jo først ved mine undersøkelser i Kristianiatrakten i de to følgende aar, med opdagelsen av My ti lusn i va a et i Skaadaalen 1902 (Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1909, no. 6) og fastsættelsen av P or t l a n d i a-n i va a et pa a Romeriksletten 1903 (Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1903, no. l l), at

9 NORGES ARKTISKE FLORA. 9 Ra-t id, Mytilus-t id og Portlandia-t id indordnedes i sin rækkefølge. Da derfor i 1903 HOLMBOE utgav "Planterester i norske torvmyrer" (Kristiania Vid.-Selsk. Skr. Mathem.-naturvid. Kl. 1903, No. 2) og man her faar høre at "en saadan "Dr y asz on e" kjendes endnu ikke i Norge" (I. c. p. 202) saa lyder jo dette lidt merkelig, men interessant er at han nu angir fra "dvergbirkezonen" forekomsten av Betula nana, Salix herbacea og Empetrum nigrum (1. c. p. 202), og videre fra "birkezonen" forekomsten av juniperus communis, Betula nana, Empetrum nigrum og Vaccinium vitis idaea (1. c. p. 204). Som man ser er et par interessante led føiet til det foregaaende. Ved undersøkelser av endel fundamenteringsgravninger her i Kristiania i Brochmanns gate nr. 6 og 8 den 29/ lykkedes det mig sammen med endel karakteristiske skjælrester i flere lag at flnde en række plantelevninger av arter som: Zostera marina LIN. forma typica. Potamogeton pectinatus LIN. f. zosteraceus Fr. s. P. zosterifolius ScHuM. s. P. compressus LIN. Alisma plantago LIN. forma typica. Salix nigricans LIN. Populas tremula LIN. forma ty pica. Betula nana LIN. forma typica. Alnus incana De. Corylus avellana LIN. Vaccinium vitis idaea LIN. Salix reticulata LIN (?). Cfr. ØYEN: A Fossil-bearing Deposit of the Mactra-Niveau in Christiania (Vid.-Selsk. Forh. 1913, no. 5, p. 6-7 ). Og i overgledet ler sammesteds fandtes sammen med Portlandia lenticula MøLL. og Cardium edule LIN. m. fl. rester av: Zostera marina LIN. forma typica. Potamogeton alpinus BALB. eller P. rufescens ScH RAD. Equisetum hiemale LIN. Betula odorata BECHST. Dryas octopetala LIN. Og som jeg dengang uttrykte det: "this ela y belongs to an older or lower division of the stratigraphical series as is indi-

10 10 P. A. ØYEN. cated by the presence of such organic remains as Portlandia lenticula and Dryas octopetala" (l. c. p. I 2). I september 1904 fandt REKSTAD i en høide av 58 m. o. h. ved Rygg i Gloppen. Nordfjord, Salix polaris W AHLENB., Betula nana LIN. og juniperus communis LIN. v. alpirza W AHLENB. (Bergens Museums aarbog 1905, no. 2, p. 26). Og likeledes i september 1904 fandt REKSTAD i en høide av 68 m. o. h. ved Kirkhorn i Hornindal, Nordfjord, et par til bestemmelse noget tvilsomme planteavtryk, muligens Salix phylicifolia LIN. og Salix herbacea LIN. (1. c. p. 30). Ved Rygg fandtes planteresterne sammen med Yoldia arctica og Mya truncata, og ved Kirkhorn sammen med Mya truncata og Macoma calcaria. Og samme høst holdt REKSTAD i Kristiania Videnskapsselskap 18/ et foredrag hvori han omtalte sine fund av Yoldia arctica og Salix polaris paa Vestlandet (cfr. "Aftenposten" for 19/!1 1904). Ved paasketider 1905 gjorde DANIELSEN sine første plantefund ved Otraly nemlig de dengang noget usikre avtryk av Salix glauca og Salix polaris (Nyt Mag. f. Naturvid. B. 47, 1909, p ). Vaaren 1905 fandt KoLDERUP i den "epiglaciale" terasse ved Eidsland endel meget daarlig opbevarte planterester i en høide av m. o. h. Mens terassen selv steg til en høide av 58.3 m. o. h. Flere tynde rustrøde sandlag eller sandstriper laa her mellem lidt tykkere lag av fin lerblandet sand. Her fandtes endel bladavtryk av Salix polaris, Salix reticulata og Dryas octopetata (Bergens Museums aarbog 1907, no. 14, p ). Sommeren 1905 lykkedes det mig 8 7 i Hogstadmarken i Asker i en høide av ca. 183 m. o. h. sammen med avtryk av Mytilus edulis LIN. og Macorna baltica LIN. forma typica at fremfinde et par bladavtryk av Salix polaris W AHLB. (cfr. ØYEN: Skjælbanke-studier i Kristiania omegn, 1907, p ). l september 1905 fandt REKSTAD ved Kvammen i Vefringfjord, Søndfjord, i en høide av 40 m. o. h. Salix polaris WAHLENB. (cfr. Bergens Museums aarbog 1906, no. l, p. 17) og likeledes i september 1905 i en høide av 25 m. o. h. ved

11 NORGES ARKTISKE FLORA. Il Gjelsvik i Søndfjord Salix polaris W AHLENB. sammen med Yoldia arctica og Mya truncata (1. c. p. 19). I lerboller eller marleker samlet til forskjellige tider 1906 ved Otraly og Skraastad nær Kristianssand fandt DANIELSEN avtryk av Salix polaris, Salix glauca, Salix lapponum (?), og Betula nana samt sandsynligvis Hypnum norvegicum. Findestederne ligger her omtrent i havets nivaa (cfr. Nyt Mag. f. Naturvid. B. 47, 1909, p , 60 61). Disse fund er paa en viss maate geologisk bestemte forsaavidt som der i de samme marleker forekom Portlandia arctica, Saxicava pholadis, Mytilus edulis og Balanus crenatus samt Hyas araneus m. fl. Man maa dog til en rigtig forstaaelse av denne interessante forekomst ikke undlate at fæste opmerhomheten ved en ganske særegen eiendommelighet ved en række av de nævnte marleker, nemlig den, at en række av de indesluttede fossiler tvert a vskaarne stikker ut av marlekerne, der saaledes ikke helt omslutter dem; derved antydes en viss sekundærdannelse. Og de omtalte fossiler er heller ikke endnu gjenfundet i de tilstøtende leravsætninger. Vi faar tvertimot høre at i den ler omtrent i havets nivaa hvori de fossilførende marleker forekom er fundet rester av Pinus silvestris og Corylus avellana (Nyt Mag. f. Naturvid. B. 47, 1909, p. 81). I juni 1906 opdaget jeg i en veiskjæring paa Dalsmyren i Asker i en høide av ca. 170 m. o. h. en rikt skjælførende forekomst av fint sandblandet ler av gulgraa farve og stolpelerets karakter. Paa sine steder var der indleiret fin gulgraa sand og i denne fandtes et vakkert bladavtryk som rimeligvis etter al sandsynlighet er Vaccinium vitis idea L. (DAHL det.). Og i den samme sand likesom ogsaa i den gulgraa til blaagraa stolpeler fandtes rester av bladavtryk der sterkt minder om et lite salix-blad, som ved direkte sammenligning med det foregaaende aar ved Hogstad i samme trakt gjorte fund fandtes ikke kunde være noget andet end Salix polaris W AHLB. Ved en tidligere anledning har jeg i en avhandling: "Glaciale og plantegeografiske forhold i vort land under de sidste avsmeltningsoscillationer av den store skandinaviske indlandsis" (Norsk geologisk tidsskrift, B. V, 1920, p. 369 flg.) gjort opmerksom paa betydningen av disse fund.

12 12 P. A. ØYEN. I juni 1906 fandt REKSTAD i en høide av 32 m. o. h. ved ved Fitje i Etne, Søndhordland, Betula rzana L. (cfr. Bergens Museums aarbog 1907, no. 9, p. 6). Desuten skal her for fuldstændighets skyld videre medtas endel plantefund, om end ikke netop arktiske, som DANIELSEN gjorde ogsaa sommeren 1906, og som har sin store interesse; det var i terrassen ved Hakkebua nær Topdalselven i en høide av ca m. o. h. Her fandtes: Pirzus silvestris L. Betula alba L. Alrzus sp. (glutirzosa!). Corylus avellana L. (nøtter). Quercus robur L. (pedunculata + sessilijlora). Salix caprea L. Acer platanoides L. (?). (cfr. Nyt Mag. f. Naturvid. B. 47, 1909, p. 85), samt Zostera marina L. (cfr. l. c. p. 84). Videre fandt i juli 1908 DANIELSEN Søgne Zostera marina L. Quercus robur L. Tilia cordata MILL. i terassen ved Stousland 4-7 m. o. h. (cfr. Norges geo!. unders., nr. 55, p ), samt Quercus, Tilia, Pinus og endel moser i elvekanten ved Stokkeland omtrent i havets nivaaflate (1. c., p. 24) og Pinus sammen med Betula i elveterassen nær Tangvall ca. 4 m. o. h. (1. c., p. 24). I august 1908 fandtes Quercus, Tilia og Corylus i terrassen ved Ramlet i Holt ca. 15 m. o. h. (1. c., p. 85), likesom ogsaa Pteridium aquilinum L. ca. 4-5 m. o. h. ved Skarpnes teglverk nær Arendal (1. c., p. 95). Ogsaa i de glaciale lerboller fra terrassen ved Nidelven har DANIELSEN set plantelignende avtryk, men for usikre til bestemmelse. Ved Lilleelven nær N æs jernverk fandt han bl. a. blade av ek og selje samt nøtter av hassel (1. c., p ). Førend vi nu gaar videre vil vi ogsaa gjenkalde i erindringen HELLANDS beskrivelse fra Kaddeland i Mandalen: "underst

13 NORGES ARKTISKE FLORA. 13 sand og elvegrus, derover et formuldet lag med sjøskjæl, som i den øvre del viser tydelige rester af blade eller rettere bestaar af blade og andre levninger af planter; dette lag er ca. 11/z m. mægtigt, og over dette ligger sand af forskjellig mægtighed op til 7 m. I selve laget er udtaget store ekestammer. I en prøve fra det af sammenpressede blade bestaaende lag har T. RES VOLL paavist blade af følgende træer: ek, or, birk, hassel, asp, løn og muligvis lind, desuden nogle moser" (Top. stat. bes kr. Lister og Mandals amt, 1903, p. 59). De faunistiske forhold paa dette sted har jeg beskrevet i "Skjælbanken ved Kaddeland" (Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1909, no. 8). I begyndelsen av juli 1908 besøkte KALDHOL det av REK ST AD tidligere beskrevne findested ved Rygg i Gloppen og gjenfandt der Salix polaris ( cfr. Bergens Museums aarbog 1912, no. 3, p. 75). Fra K van de i Stangvik beskriver REKST AD (Norges geo l. undersøkelse 1908, no. 6, p. 5) en skjælforekomst med blade av Salix polaris W AHLB. i en høide av l m. o. h. Den marine grænse angis her til 116 m. o. h. Ved samme anledning (1. c. p. 7) beskriver REKSTAD ogsaa en skjælforekomst med blade av Salix polaris i en høide av l m. o. h. ved Gjersvold pa a Ulvundeidet. Vaaren 1909 fandt KALD HOL 3/5 talrike avtryk av a r k t is k e p l ante r i Abels bakken i Hornindal (cfr. KALD HOL: jordbunden i Hornindal, 1910, p. 12). KALDHOL har i skrivelse av 22/ meddelt mig at disse planterester i sin tid blev indsendt til Norges landbrukshøiskole, hvor de formodentlig o p bevares (c fr. Bergens museums aarbog, 1912, no. 3, p. 73) men de er imidlertid ifølge KALDHOLS skrivelse av 6/z 1919 endda ikke blit bestemt. Her bør mindes om den allerede ovenfor omtalte merkelige avleiring ved Kaddeland i Mandalen (ØYEN: "Skjælbanken ved Kaddeland" - Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1909, no. 8). Likesaa bør erindres den av O MANG beskrevne "Driftavleiring ved Larvik" med bl. a. hassel, ek, furu og gran (Naturen, 1909, p ). Sommeren 1909 fandt BJØRL YKKE bladavtryk av Salix reticulata sammen med Portlandia lenticula i leret ved

14 14 P. A. ØYEN. Reitgjerdet teglverk (Norges geo!. undersøkelse, nr. 65, 1913, p. 166). I juli 1!)10 fandt DANIELSEN bladavtryk av Salix polaris og Dryas octopetala som sikkert bestembare, men desuten syntes ogsaa at forekomme Salix glauca eller lapponum og Betula nana i et sandtak ved Fuskeland, 14-I 6 m. o. h., i Holme, Mandalen (cfr. Naturen 1910, p og Nyt Mag. f. Naturvid , 1912, p ). Likeledes fandt DANIELSEN i juli 191 O i en høide av ca. 18 m. o. h. i elveterrassen ved Stokkeland i Greipstad blad rester av Salix polaris (I. c. p ). Endvidere bør her nævnes DANIELSENS fund i juli 1910 av Zostera marina umiddelbart over elven eller havets nivaaflate utenfor Vigeland i Undalen (cfr. Nyt Mag. f. Naturvid., B. 50, 1912, p. 331 ), av Zostera marina, Quercus robur, Corylus avellana og Betula alba i havets nivaa i Lygna, Lyngdalen (I. c. p. 336), av forskjellige plantelevninger fra Lilleaaen ved Aa i Lyngdal op til 7 m. o. h. bl. a. Corylus avellana og Pinus silvestris (I. c. p. 337) og av plantelevninger ved Slimestad i Liknes op til 5 m. o. h. bl. a. Zostera marina og Betula alba (I. c. p. 349), likesom ogsaa av fu r uk on gi er fra Lundeelven i Søgne omtrent i havets ni va a (1. c. p. 310). Sommeren 1910 fandt BJØRLYKKE blade av B etula odorata, Salix caprea og Potamogeton sp. i ler sammen med skaller av Cyprina islandica, Cardiurn echinatum, Portlandia lenticula, Littorina littorea m. fl i en høide av ca. 30 m. o. h. ved Langjord, Vefsen (cfr. Norges geo!. undersøkelse, nr. 65, 1913, p. 166), og sammesteds angir han ogsaa at REKSTAD har fundet Salix herbacea ved Bjørkedalsvand i Volden ca. 26 m. o. h. I mars 1911 fandt DANIELSEN plantelevninger, om end ubestembare, i glacial ler ved Brennaasen i Greipstad i en høide av JO-Il m. o. h. (cfr. Nyt Mag. f. Naturvid. B. 50, 1912, p ). Sommeren 191 i Iykkedes det mig 10;s at finde vakre bladavtryk av Salix polaris W AHLENB. ved Bryn gamle teglverk i østre Aker, nær Kristiania. Likeledes lykkedes det mig sommeren 1911 den 23/s at fin de vakre bladavtryk av Populas tremula LIN. i den lavere og midtre del av den Ieravsætning som kommer over ler med

15 NORGES ARKTISKE FLORA. 15 Portlandia lenticula MøLL. ved jernbanens elvetunel nær Grorud station. Sit første p1antefund, nemlig fra Valaamoen i Korgen, beskrev GRøN LIE 1911 (c fr. Tromsø Museums aarshefte, 33, 19 11, p ) fra en høide av 60 m. o. h., hvor han antar at "de organiske rester er utvilsomt avsat under maksimum av den postgl. sænkning". I sand sammen med postg1aciale mollusker blev her fundet avtryk av kongler av Pinus silvestris og bladavtryk av Salix reticulata, desuten et par avtryk med temmelig stor sandsynlighet av rogn. GRØN LIE tilføier den interessante bemerkning: "nu fin des ikke furu i dalen, bare gran". Nok et plantefund gjorde GRøNLIE ved Stensland paa østsiden av Tjellsundet 5 km. nord for Svaanland kirke ca. 4.5 m. o. h. Over skjælgrus og overleiret av l m. skjælsand fandtes et myrlag mellem 15 og 20 cm. mægtigt. Laget bestod ikke av almindelig torv, men nærmest av en driftavsætning avsat i en lun bugt. Av planterester fandtes Alnus incana og kulstykker av b j e r k og or. Avleiringen skriver sig fra overgangen til og begyndelsen av "den postglaciale sænkning". Denne sænkning beløp sig her til m., det vil si, fra 2-3 m. over nuværende strandlinje til 28 m. over samme. De kvartærgeologiske forhold ved Skipenes, tvers over elven fra Langeland ved Nordfjordeid beskrev KALDHOL allerede i 1912 (c fr. Bergens Museums aarsbok, 19 12, nr. 3. p ). Men senere gav han et vakkert tillæg, idet han nemlig "i ældre yoldialer" ved Skipenes "forleden sommer i et smukt bladavtryk" fandt Salix polaris W AHLENB. ca. l 0-12 m. o. h. (cfr. Naturen, 19 18, decemberheftet, p. 384). I opdagedes en rik og interessant skjælforekomst eller rettere fossilavtrykforekomst (da det endnu ikke er lykkedes at finde en eneste skjælrest) i Portlandia-nivaaets terrasse-høide nedenfor Midtstuen stoppested paa Holmenkolbanen. De vekslende sand- og lerskikter var her dækket av henimot fire meter grovt grus tildels med sten og den nederste del av dette dække var et henimot metertykt blokkelag med omkring halvmeterstore blokke og mindre. Der kan saaledes ingen rimelig tvil være om at dette blokkelag temmelig nøie svarer omtrent til avsætningen av det ler der ved Skaadalen

16 16 P. A. ØYEN. station fører Portlandia arctica GRAY og den samme ledsagende fauna. Men i de vekslende sand- og lerlag under blokkelaget viste en nøiere undersøkelse at det vrimlede av avtryk av Mytilus edulis av længde indtil 70 mm. Det blandede grus og ler tildels med sten var her rikt fossilførende, men viste ingen brusning for HCl. Indimellem ligger enkelte tynde lag av rødliggraa grus og sand som ikke er fossilførende. Ved siden av blaaskjællet om end ikke optrædende i den mængde forekom her i de samme lag: Macoma baltica L. forma typica og tildels en noget grønlandica-lignende varietet. Desuten forekom ogsaa den store form som er fundet ogsaa paa My ti lus-ni va a e t s fossilførende lokalitet i Skaadalen 220,8 m. o. h. Denne art var likesom den følgende noksaa almindelig. Macoma calcaria CHEMN. forma typica og var. sabulosa, ikke stor men gjenkjendes i formen pa a Port l and i a-n i va a et s lokalitet nær Skaadalen station. Saxicava pholadis LIN. var ogsaa ganske almindelig i den juvenile formtype, men der sees ingen piggede eksemplarer. Formen er ellers den normale. Balanus crenatus BRUG DARW. forma typica var noksaa almindelig, særlig den kortere varietet, men ogsaa den uttrukne, noget længere forekom. Som man ser er det repræsentanter for My ti lus-ni va a et s fauna man her har for sig uten nogetsomhelst islæt av det følgende nivaas dyreliv. For saavidt er alderen av disse underliggende fossilførende lag sikkert nok bestemt uten at det dog har været mulig helt sikkert at bestemme avsætningsdybden. Det er vel saaledes mulig at de skriver sig fra My ti lusn i va a et s senere del. H vad der imidlertid i denne forbindelse har en mere umiddelbar interesse er at det i begyndelsen av juni 1921 her lykkedes mig at fremfinde nogen avtryk av blade av Salix lapponum LIN. hvorved det altsaa ogsaa er lykkedes at faa om end kun et lite indblik i datidens plantevekst paa dette sted. Ved samme anledning vil jeg ogsaa henlede opmerksomheten paa endel mere spredt iagttagne forekomster av plante-

17 NORGES ARKTISKE FLORA. 17 levninger der kanske i sin tid ved mere utstrakte detailundersøkelser kan faa større interesse end de netop i øieblikket synes at ha. Konservator NuMMEDAL fandt vaaren nogen ubestemmelige plantelevninger i en mergelbolle ved Flatvad i Sundalen. A. BL YTT har fra en myr ved Kongsvold sommeren 1887 medtat en brændt rotstub av Pinus silvestris. Og ved Storhaugsæter fandt han underst i torven et stubbelag, hvorfra er medtat Betula nana og juniperus communis. l en liten myr, 50 m. o. h., av l,5-2,0 m. dyp paa Braud Kle p noterede ST ANG ELAN D i sin tid følgende profil: Overflaten. Myr. Potamogeton, Nymphæa alba, Menyanthis trifoliata, Carex sp. Limnæa o. s. v. Tyndt lag ler. Fin vasket sand. Bund. Og STANGELAND har fra en myr mellem Bud og Hustad (Romsdalen), m. o. h., meddelt følgende profil: l,0-1,5 m. Bjørnskjægtorv vel fortorvet og med talrike svære furustubber i bunden samt enerrøtter. 1,0-1,5 m. myruldtorv og skogjord med barkrester og kvister. l,o m. græsmyrlag med tagrør og padderok. Kiselguhr. Fast fjeld, grus, fin ler. (cfr. Norges geo!. unders. no. 24, 1897, pag. 85). Og fra Gulmyr i Bud 9,5 m. o. h. angir STANGELAND følgende profil: 1,0 m. Bjørnskjægtorv. l,o m. Skogmyr med røtter av birk, ener, or, hassel, furu, Sand. ( cfr. Norges geo!. unders. no. 24, 1897, pag. 86). Fra en befaring som jeg sommeren 1904 gjorde langs Ekersund-Flekkefjordbanen (cfr. P. A. ØYEN: "Drangsdalen set Norsk Geo!. Tidsskr. VIII- 2

18 18 P. A. ØYEN. med en østlændings øine", Stavangeren 31/3 1923, no. 75) medtog jeg fra en myr ved Høie nær U al and sta ti on stykker av store stammer og røtter som viste sig at være av Pinus silvestris. Paa universitetets palæontologiske museum opbevares endel moserester, uten nærmere bestemmelse, som forstmester HøRBYE i sin tid har fundet ved utgravninger i det gamle Oslo. Her opbevares videre moserester som omgav en broncekjedel fund et pa a Øvregaard pa a Bjarkøy. Profilet angives ovenfra nedad saaledes: 1,3 m. løs mosetorv i hvis bund kjedelen laa. l dm. og mere gammel torv med fururøtter. Sandbund. Her opbevares endvidere nogen grankongler der ca. 8 m. fra Aasmyrens rand angives tat i denne ca. 1,5 m. under overflaten, ja der angives paa en etiket endog 9 fots dybde. Endvidere blev der sommeren 1900 i Putmyren ved Holmenkollen fundet to aarer av Picea excelsa LINK. Det er mig meddelt at der ved Kalvrød nær Hobølelven skal være fundet avtryk av ekeblade i blaaler. Og ved Stenrud ca. 260 m. o. h. i Spydeberg skal i torvmyr være fundet store ekestammer hvor der nu i omgivelserne kun sees smaat ekekrat. Sommeren 1911 fandt jeg furukongler i Tapes-n iveauets skjælbanke nær Hvalstadtunellen i Asker. Og i 1909 erholdt jeg prøve med planterester fra et myrlag pa a ga arden Hall an (V ærdalen) ikke langt fra Rinnan stati on. Dette laa under en skjælbanke ca. Il l m. o. h. tilhørende Ph o l as-n i ve a u et (cfr. ØYEN: Kvartær-Studier i Trondhjemsfeltet, Il, 1911, pag. 161). Brun vakkert skiktet torv med planterester medbragte jeg sommeren 1899 fra Myrhuslandet ved jessaasjøen (Aasnes). Fra Eid (Tune) ca. 5 m. o. Visterflo medbragte REKSTAD i sin tid endel trærester fra "gytje". De interessante forhold paa dette sted hadde jeg for mange aar siden anledning til at underkaste en mere indgaaende undersøkelse og er netop ifærd med en særskilt fremstilling av forholdene paa dette sted, hvor blandt andet fandtes rester av ek og furu.

19 NORGES ARKTISKE FLORA. 19 Sommeren 1922 bragte REKST AD fra Magnor (Eidskogen) graab1aa, sandet ler med utydelige planterester fundet et par meter dypt i leret, der tildels var graat noget flammet med rørkonkretioner. Det var kvist- og grene-rester samt straaavtryk og meget utydelige bladavtryk, muligens av as p (?). Fra Nessets teglverk (Veblungsnes) er ogsaa bragt trærester, ek (?) og furu. Høsten!893 indkom til universitetets samlinger et eiendommelig forkislet stykke træ som angaves at være fundet i ler i bunden av en torvmyr nær det sted hvor antikvar Nico LAYSEN sommeren 1893 undersøkte nogen skibsrester paa gaarden Løve i Tjølling (Larvik). Det er et stykke med en grenbasis og viser sig ved mikroskopisk undersøkelse for en ret betydelig del omvandlet til chalcedon, Cellestrukturen er ofte ganske godt bibeholdt og typen viser nærmest hen paa furu. Farven er graabrun. For en række aar tilbake hadde jeg 16s anledning til ved Nakkjum i Rakkestad at se en under oprenskning værende grøft av et par meters dybde. Der saaes bøiede og forstyrrede lag av blaagraa sandet ler øverst og derunder en haard, fast, blaagraa, fin ler. Der saaes ingen fossiler og leret viste ikke i noget av lagene reaktion for HCI. I leret saaes paa sine steder torvagtige partier tildels med trærester. Og ved et veianlæg mellem jar og Dalefjerdingen i Enebak fandtes i det kupperede terræn større trær 2-4 m. dypt i blaaler. Gaardbruker JoHAN Bø (Nordre Fron) har meddelt mig at der vest for Vinstravandene, nemlig vest for øvre Hersjøen, findes store furustammer i torvmyrene selv der hvor der nu ikke engang findes bjerkeskog, ja henimot et par hundrede meter over myrene paa snaufjeldet over mot Skagen-plateauet finder man furustubber overgroet med mosetuer meget høiere end bjerkeskogen gaar i nutiden. "Furen gaar nu ikke høiere end til Ga ren, 2300 f., dog fandtes tydelige merker af, at den ikke for ret langt tilbage havde gaaet mindst til Sjursløken ovenfor Maursæt, som ligger 2360 f. o. birkegrænsen ved broen over Leira ovenfor Indstestølen 2956 f., paa Grønnuten 3050 f. og paa Bjoreidalsnuten

20 20 P. A. ØYEN f. Betula glutinosa viser her som ellers i høiden i den grad mellemformer til B. nana at det er vanskelig for ikke at sige umuligt at sætte nogen grændse mellem dem". (Nyt Mag. f. Naturv. B. 25, pag. 35.) Og WILLE fortsætter videre (1. c. pag. 45) : "I Torven fandt man forskjellige Lag ofte med Trærester. Ved Hansebodlæret laa som ellers i Bunden Blaaler, midt i Torven var der et Lag med Levninger af Betula glutinosa, B. nana og Blade af Salices, nu var Myren tilvokset med Græs og Stargræs. I en Myr ved Krokevatssæter laa, under 2" Torv, en Rod af juniperus communis og længere borte et helt Lag med Trærester (Betula glutinosa); ogsaa denne Myr var nu tilvokset med Græs, Storgræs og Dværgbirk. I en Myr ved Røldals Præstegaard var der skaaret Torv og aabnet et godt Snit; i Bunden laa Blaaler, derover et Lag med Rester af Equisetum limosum, omtr. Jl /z", sa a et Lag med Rester af Birk (Næver og Grene), omtr. 2", og derpaa et Lag med Rester af Equisetum limosum, omtr. l ", øverst var den nu græsbevokset. Ogsaa i en Myr ved Hamrestølen i Røldal fandtes lignende Lag. Det synes saaledes som om Myrene have havt en tør Periode mellem to fugtigere, da Levninger af Birk kan findes mellem Lag med Levninger af Equiseturn limosum. Ved dybere Snit vilde man formodentlig finde flere saadanne Lag". Djupvandets høide mellem Hol og Hemsedal er angit til 3550 f. o. h. Herfra bragte THOR MYRENE 1889 omtrent fra enden av viken vest for Djupsæteren paa nordsiden av vandet furukongler som var fundet to alen dypt i myren og i samme lag var store furustammer. Av talrike fund av trærester i høitliggende torvmyrer vet vi nu at trægrænsen i tidligere tider har ligget betydelig høiere end nu. For kun at nævne et eksempel: Storbræen nær den nu av sneras bortførte sæter og turiststation Slethavn i Leirdalen i Jotunheimen har nede mot elven Leira liggende igjen foran sig en stor skuvrande og over paa den anden side av elven nok en og her fandtes i elvebakken noget længere nede omtrent ret for Vetlebræen, eller kanske rettere nogenlunde svarende til omtrent den midlere avstand mellem de to bræer, en stor fururot, rigtig en ægte tyrirot, men de første enkelt-

21 NORGES ARKTISKE FLORA. 21 staaende birketræer møter man nu først længere nede omtrent ved Hurrbræen, og de første enkeltstaaende furutrær møter man først langt om længe i nærheten av Ytterdalssætrene. Og som trægrænsen saaledes har ogsaa snegrænsen tidligere ligget betydelig høiere end nu. De klimatiske grænser og vekstgrænserne maa altsaa ha forandret sig. Høsten 1909 fandt jeg i temmelig fast, mørk torv nær Turtagrø (Skjolden) rester med næver av birk og stammer av furu. Dette ligger nu noget over stedets birkegrænse. Cand. real J ørstad forærede mig i sin tid jerntufstykker med Betula odorata m. m. fra Ytterøen nær jerngruperne. Og lektor HARTMANN viste mig va a ren 1917 en armtyk birkestamme av ca. 2 dm. længde (Betula odorata) i et stykke lignende brungul jernokkertuf i Trondhjems Kathedralskoles samling. Lignende rustbrun jerntuf med grene og avtryk av birk opbevares ogsaa fra Krekling i universitetets palæontologiske museum. Disse anhangsvis vedføiede oplysninger er dog av interesse for saa vidt at de viser at vi endnu kan gjøre os haap om fund av plantelevninger i marleker og at vi selv i vore høifjeldstrakter nok kan gjøre os haap om bidrag til utvidet kjendskap til vegetationens utvikling i den senere tid. Videre viser de vedføiede profiler fra vor vestkyst at opbygningen av torvlagene er avhængig av høiden over havet. Som meddelelsen fra Bjarkøy viser kan veksten av løs mosetorv foregaa temmelig hurtig, og det samme viser fundet fra Putmyren, saa man har ikke bestandig i torvmyrens mægtighet nogen sikker maalestok for alderen. Og selv i vor forholdsvis tørre tid kan som jernokkertuffene viser os tufdannelsen foregaa paa særlig skikkede lokaliteter. Som iagttagelserne fra Turtagrø viser maa i en ikke geologisk særdeles fjern fortid snegrænsen ha ligget betydelig høiere end nu da store furustammer findes i torvmyrene endog over nuværende birkegrænse. Naar vi bortser fra rent lokale forhold finder vi ingen anden rimelig forklaring paa disse vekslende forhold end en tilsvarende forandring i de klimatiske forhold. Dette fremhævede jeg ogsaa i mine avhandlinger om "Kalktuf i Norge" (Norsk geologisk tidsskrift, 1919, pag. 231 flg.) og "Kalktuffen ved Thingvold og Gille bu" (1. c. 1922, pag. 195

22 22 P. A. ØYEN. flg.). Netop paa grund av den store interesse som Kalktuffene har med henblik paa en forstaaelse av vor vegetations historie skal vi her i korthet sammenfatte de plantefund der er hentet fra disse. BLYTTS (cfr. Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1892, no. 4) omfattede jo allerede: Peltigera canina TH. FR. Mnium punctatum HEow. Hypnum falcatum BRID. Hypnum felicinum, DAHL det. Equisetum variegatum ALL. Equisetum hiemale LIN. Pin us silvestris LIN. Picea excelsa LK. (Bergens mus. aarbok, 1909, nr. 8, pag. 16. Alnus incana D. C. Betula verrucosa EHRH. Betula odorata BECHST. Betula intermedia THOM. Betula alpestris FR. Betula nana LIN. Populus tremula LIN. Acer platanoides LIN. Salix caprea LIN. Salix nigricans SM. Salix glauca LIN. Salix hast at a LIN. Salix arbuscula LIN. Salix reticulata LIN. Linnæa borealis LIN. Arctostaphylos ojjicinalis W. & GR. Myrtillus uliginosa DR. Vaccinium vitis idæa LIN. Vaccinium myrtillus LIN. Ri bes rubrum LIN. Cotoneaster vulgaris LINDL. Dryas octopetala LIN. Prunus padus LIN.

23 NORGES ARKTISKE FLORA. 23 Til disse lykkedes det mig saa i at føie følgende arter (P. A. ØYEN: Kalktuffen ved Thingvold og Gille bu, 1918): Salix phylicifolia SM. Salix aurita LIN. Hippophaifs rhamnoides LIN. Og til de her nævnte har saa NoRDHAGEN senere føiet følgende (Kristiania Vid.-Selsk. Skr. I, Mathm. Naturvid. Kl. 1921, no. 9): Salix lanata LIN. ("meget usikker"). Salix herbacea LIN. Corylus avellana LIN. Sorbus aucuparia LIN. Fragaria vesca LIN. Pyrola minor LIN. Cirsium heterophyllum ALL. Tojieldia palustris Huos. Marchantia polymorpha LIN. Det i Naturen 1900 pag. 40 sammen med Mytilus edulis m. fl. ved Breitvets teglverk i Østre Aker angivelig gjorte fund av Salix reticulata har jeg tidligere (Kvartær-Studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, pag. 34) gjort opmerksom paa er Salix hastata LIN. "Et takket bladavtryk der havde stor lighed med blad af dvergbirk" (Naturen 1900, pag. 42) er derfor heller ikke nok til at fastsætte forekomsten av Betula nana ved Grorud. Allerede fra gammelt av ser man at "af og til har man fundet træstammer begravede i leretagerne, saaledes f. ex. ved Hasler sammen med muslingler. Man kan dog ingenlunde tage dette for fossilt træ fra selve den tid, hvori muslingleret afsattes, men "aarsagen maa (KEILHAU), som man tydeligere ser, have været en i en maaske sildig tid foregaaet lokal omvæltning, rimeligvis et af de sædvanlige jordskred, der saa ofte fin de sted i dette slags terræn". Mergellerets bløde og seige beskaffenhed foraarsager her- ligesom i det større ved Glommen og V ormen - jordfald" (SARS & KJERULF: Iagttag. over Den postpliocene eller glaciale formation, 1860, p. 34 ). Og lignende er iagttat av BJØRLYKKE og SENDSTAD (Naturen, 1893, p. 53). Og ved en senere anledning (Aftenposten 10/ nr.

24 24 P. A. ØYEN. 463) har jeg beskrevet "Et forhistorisk "V ærdalsskred" i Akersdalen", hvor lignende forhold er omtalt. Ved Endsjø-verket fandtes ogsaa talrike rester av furu og ek. At jeg derfor i aarenes løp gang paa gang f. eks. ved Svenengens teglverk i Oslo har fundet talrike rester av birk, furu og ek i det fossilførende ler er derfor ikke nogen større merkværdighet, men det har dog sin interesse at medta alt. At der i den graa, fine, lagdelte sand i Halvards gate 33 i Oslo fandtes rester av Alnus sp. føier sig ind i samme række. Her fandtes desuten furu og ek. At der ved Loppehullet i Aas, ca. 3 m. o. Aarungen, fandtes Zostera marina i ler sammen med Nucula nucleus er i analogi med fundet av Zostera marina f. eks. paa Tullinløkken (Kristiania). Og at stud. real. RøDLAND høsten 1908 fra Aa i Aa sogn bragte underretning om forekomsten av trærester sammen med Mytilus edulis, Cardium edule og Littorina littorea er i fuld samklang med den i det foregaaende beskrevne forekomst ved Kaddeland. Ifølge RøDLANDS meddelelse gik nemlig ved A a terrassen o p l 0-12 m. o. h. fra 5--6 m. o. h. ut mot eiven hvor man øverst hadde omkring l m. sand og derunder 4-5 m. skiktet brun til mørkebrun mudderavsætning med papirtynde graa sandlag indimellem; og derunder en i tør tilstand temmelig haard masse særlig i enkelte lag temmelig rik paa de nævnte skjæl- og trærester. For en række aar tilbake (!906) hadde jeg anledning til at undersøke de interessante forhold ved Eidet (Tune). Her forekom en avsætning av blaagraa grusblandet ler tildels med sten, dels avrundede og dels skarpkantede. Avsætningen var forholdsvis rikt fossilførende med Portlandia arctica GRAY typica i brudstykker, avtryk og opbevarede epidermisrester. Desuten forekom Macoma calcaria CHEMN. i den for det arktiske ler karakteristiske forma typica av længde 37 mm. meget talrik, ja der fandtes defekte skaller der endog syntes at ha været noget større. Dertil kommer en eiendommelig skjæv form av samme art av længde indtil 33 mm. av helt samme type som jeg ogsaa har fundet den ved Valle (Fredriksstad), Grønvikbækken (Onsø) og tildels ogsaa i de brittiske "Cragdannelser".

25 NORGES ARKTISKE FLORA. 25 Over dette lerlag ko m saa ved Eidet en avsætning av sammendrevet materia le, en slags driftavsætning av forskjellige planterester, som sta mmer, kvister, bark o. s. v. en tydelig skiktet evjeavsætning o fte med ganske tynde sandlag indimel lem av fin sand, godt sortere!, paa sine steder mindre godt og da ti lde ls ogsaa med bladavtryk. Fra den øverste del av denne avsætning bestemtes forekomsten av or ( Alnus sp.). El lers bestemtes forekomsten av: Ek (Quercus sp.). Hassel (?) ( Corylus avellana ), lidt tvilsom. Birk (Betula sp.). Or (Alnus sp.). Lind (Tilia). Furu (Pinus silvestris), ved, bark og kongler. Paa sine steder er sammenkitningen av massen noget fastere ved finere støvsand og ti lde ls noget leragtig materia le og plantesubstants og da er bladavtrykkene bedre opbevaret. Over kommer saa graa sand, temme lig fin, godt sortere!. Denne over den trærestførende slamsand liggende fine, lysegraa sand er saavidt sees ikke fossilførende, hverken skjæl eler trærester. I Hobøl og Spydeberg har hasselen hat en større utbredelse tidligere end den nu har. I denne forbindelse bør ogsaa nævnes de mange forekomster fra Lista og j æren hvor der er pa a vist planterester under Ta p es-ni ve a u et s st ore og vel utvik lede strand vold. Flere saadanne nye forekomster fremfandt jeg igjen høsten 1922 ved mine besøk paa Lista, I-lidra ogjæren. Disse forekomster vil efter haanden bli nærmere beskrevet i spe cielle beskrivelser. Sommeren 1920 sendte gaardbruker VrsTNES mig endel ler med planterester fra nær heten av Kvern vik pr. Stavanger. Under arbeidet med at gjennemskjære en sjørinn i Kverneviken med en grø ft, fandt man i grøftebunden ca. halvanden meter under overflaten av grus laget et meget sand- og lerblandet grus lag, el ler grus- og lerblandet sand lag av graa farve og hvori der var talrige rottrev ler av trær og andre planter. Det øverste la g var ru llesten, der veksler meget paa de forskjel lige steder av rinnen. Der kan være bare en halv meter

26 26 P. A. ØYEN. rullesten og op til en meter. Men under rullestenen faar man saa det almindelige veigrus i en mægtighet av ca. en halv meter og ca. en halv meter mørkebrun til rustbrun aurhelle (grus) og saa derunder den plante- og træførende grus-, sand-, leravsætning. Den omtalte aurhelle var saa haard at den maatte sprænges med dynamit. De derunder indes luttede planter og trær maa saaledes sikkert nok ha vokset her før rinnen blev avlastet. Rinnen ligger her saa omkring m. o. h. og ca. 200 meter fra sjøen. Dette er den samme ri nne som ogsaa kommer igjen paa Vistnes ved Hidlemyr. At man her staar likeoverfor merkerne efter en sænkning er saaledes tydelig nok. For en tid siden skrev jeg i "Ny Dag" (Gjøvik) (14/tz 1900, nr. 284) en artikel om forekomsten av furukongler og hasselnøtter i en stor myr helt ute paa Oddekalv (Sulen) og om forekomsten av sand- og grusdækkede brændtorvlag paa Karmøen. I omegnen av Kristianssund har jeg i.aarenes løp hat anledning til at undersøke en række interessante plante førende avsætninger særlig vekslende lag i de mange torvmyrer. Saaledes fandt jeg f. eks. i november l 916 her e k e-rester dels i torvmyrer de ls som driftprodukter i skjælførende avsætninger sammen med et de fekt hjo rt e-horn ( Cervus elaphus), i Gløsvaagen, Da le, ca m. o. h., hvor der er et vakkert findested for planteførende lag i nær tilslutning til rike skjælbanker. Og Løkkemyren, ca m. o. h., har interessante planteførende lag i nær tilslutning til merkelige flinteplass-forekomster. Ved Børkeland i Steinsdalen forekommer graa, gulagtig tildels noget rust brun fin sand med avtryk av Mya truncata L. forma typica i temmelig store former, og sammen med disse ogsaa typiske avtryk av Alnus incana. Desuten forekom i de samme avsætninger ovale og runde lerkonkretioner eller ogsaa saadanne av fast, haardt sammenkittet sand omkring rørdannelser. I vakre og interessante marleker som MARTIN MoE bragte fra en brandkum ca. l m. over tangranden paa Værdalsøren forekom sammen med Mytilus edulis, Pholas candida, Nassa reticulata m. fl. ogsaa stængeldele av st ar gr æ s, vistnok for meget forandret til en sikker bestemmelse.

27 NORGES ARKTISKE FLORA. 27 Ganske nylig beskrev jeg i en artikel 12i "Nordpaa" (Dagsposten nr. 60) en eiendommelig østers banke fra Leknes (Buksnes) fra bunden av en torvmyr ca. 6 m. o. h. ( cfr. ogsaa "Lofotposten" 17/ ). Torv myren var omtrent 2 meter dyp, og fra omtrent halvanden meters dyp hadde SALOMONSEN plukket ut en hel del vel utviklede og vakkert op bevarte plantefrø som viste sig at være frø av den vakre vandplante Menyanthes trifoliata. Dette antyder saaledes at op bygningen av torvlagene har fundet sted under noget mindre gunstige klimatiske for hold end avsætningen av de underliggende østerslag. I fossilførende ler ved Lillo teglverk i Østre Aker har jeg ogsaa i sin tid fundet en del mindre træ- og planterester av forsk jellig slags. Ved denne anledning faar det være nok at henlede opmerksom heten paa den nære forbindelse mellem disse og de foran omtalte i det gledne ler i Bro c hmannsgate. Likeledes viser det sig at den række artikler som jeg i de senere aar har skrevet i dagspressen om forskjellige kvartærgeologiske for hold har vakt en betydelig interesse for disse utover landdistriktene som har git sig utslag i tilsendelsen av en række oplysninger og fund, saaledes blandt andet av levende og fossil hassel, saavidt mange at jeg finder det mere hensigtsmæssig at gjøre disse hasselfund og deres betydning ' til gjenstand for en særskilt beskrivelse, Endvidere vil jeg benytte anledningen til at henlede opmerksom heten paa det fund som jeg allerede i august 1902 gjorde av en mø rkebr un muldjord under en 5 meter stor blok i yderste skuvrande foran Maradalsbræen i Jotun heimen som bevis paa at den tilsvarende bræfremrykning hadde fundet sted til en saadan tid og paa en saadan maate at et allerede dannet muldlag var blit overskredet av den fremrykkende bræ, en bræfremrykning som vistnok intet har at gjøre med den store i midten av det attende aar hundrede. Desuten kan det ogsaa ha sin interesse at minde om det merkelige plantefund som jeg omtalte i en korresponden ce til "Fredriksstad Blad" (nr. 93 for 23/ ) "Fra Drangsdalen ved Ekersund. Træflisen fra troperne" som hensætter os til noget andre geologiske tider end dem vi er vant til at bevæge os i ved be handlingen av vort lands flora. Men i til fælde er

28 28 P. A. ØYEN. drivveden i kvartæravsætningen ikke noget av blot gammel og helt til bakelagt dato, vi kjender analogier fra nærmere liggende tider. Saaledes har AM UND HELLAND fra Tromsø fylke bragt fra en myr granrester op fattet som drivtømmer. Som et bidrag til furuens engang større høideut bredelse offentliggjorde jeg nylig en artikel om,, Furukongler 3550 fot over havet" (Fredriksstad Blad nr. 33, 8/2 1923). Hr. amanuensis FRIDTZ meddelte mig i sin tid at han for en længere aarrække siden hadde anledning til at iagtta et interessant profil i Ravn dalen nær Kristianssand, nemlig: Over flaten m. muld og muld blandet sand og grus. l dm. plante førende lag med hasselnøtter. 1 3 m. materiale av sand og grus med forskjellige havs kjæl. 1 2 m. plante førende lag med hasselnøtter. Bunden blev ikke iagttat. Dette er et av de første, om ikke det første sted i vort land hvor en ve kslende strandavsætning er iagttat i for bindelse med planteførende lag. Hr. A. ENGø meddelte mig høsten 190 l at der ved Ramsaaen, ca. 12 km. nord for kul feltet paa Andøen, kunde sees følgende profil: 6-7 fot sand (øverst). 2 fot torv. 2 fot ler og sand (underst). Sandmælerne sies her at gaa op til ca. 80 fot over havet og i sin tid at være undersøkt av K. PETTERSEN. I denne for bindelse kunde der ogsaa mindes om den i en høide av ca. Ill m. o. h. liggende veksellagrede torvmyr paa gaarden Hallan (Værdalen ved Rinnan station) som jeg har beskrevet ved et par tidligere anledninger (ØYEN: Kvartær-studier i Trond hjems feltet, Il, 1911, pag. 161 og l. c. Ill, 1915, pag. 325). En artikel om "Pholas-niveauet" med be handling av tilsvarende for hold indleverte jeg til trykning i " Naturen" i begyndelsen av mars Og i slutningen av mars 1923 indleverte jeg til trykning i "Naturen" en av handling "Om nivaa forandringerne ved Norges

29 NORGES ARKTISKE FLORA. 29 sydve stlige ky st" med be skrivel se av vek sellagrede torvmyrer og planteførende lag under Ta p e s-ni ve a u et s fossil førende avsætninger paa Hidra. Og beskrivel se av ti lsvarende for hold ti l de sid stnævnte vil i den nærmeste fremtid bli beskrevet i "Naturen" fra flere steder paa Jæren. I sin tid har jo saavel HoLMBOE som jeg beskrevet saadanne fra Li sta ( ØYEN: Tapes decussatus L IN og Tape s-niveauet s geologiske stilling", 1905, pag. Il og HOLMBOE: "En unders jøi sk to rvmyr ved Nordhas sel paa Lister", Naturen 1909, pag. 235). I nær forbindelse her med bør ogsaa nævne s AxEL BL YTTS omtale av fund av furure ster, birkere ster og muligen s hasselrester i H ellemyr paa Li ster. Ved vand bassinet i Tuggerud skogen (Vestre Aker) ved den bek jendte skjælforekomst hvor høidebeliggen het og undergrund gjør det sand synlig at det underste torvlag netop skriver sig fra Ph o l as-n i ve a u et s tid, hadde jeg for en aarrække ti l bake anledning til at iagtta ovenfra-nedad følgend profil: Torvmyr. Stu b belag med stu bber og stammer. Torvmyr. Det til syne liggende profil hadde en høide av ca. Jl /z m. I nær tilslutning til dette kommer saa det inden samme tr akt liggende følgende profil, hvor man i alfald forsøk svis kunde opstille følgende række: My ti lus-ni ve a u (l), Port- 1 an d i a-n i ve a u (2), L it to ri n a-n i ve a u (3), Ph o l asniveau (4), Ma ctra-n iveau (5), Ta p es-niveau (6--7), Tri v i a-n i ve a u (8), Os t re a-n i ve a u (9-10), My a- n i ve au (11). I dette profil nedenfor Graakammen station i Vestre Aker hadde jeg sommeren 1916 anledning til at notere et noksaa interessant snit i en torvmyr vel!50 m. o. h. Il. græ smark, torv. l O. torv m. træ rester av ny oprindelse. 9. vel en halv meter torv. 8. trære ster og stu b ber. 7. torv og mudder. 6. vel 3 m. mudderavleiring. 5. forvitr ingsstenlag. 4. blaaler (indsjøler?).

30 30 P. A. ØYEN. 3. havler (skjæl?). 2. vekslende sand og grus, skraa lag. l. gulgraa sterkt forvitret ler i skraa lag. Den interesserede jærbonde B. S. A. VISTNES skrev 20. juni 1921 til mig: Fra Klungeland sta ti on ovenfor Ekersund gik jeg hovedveien til Birkreim. Veien gik gjennem en liten indelukket dal ved gaarden Eigestein (" Eigesta ") paa grænsen mellem Helleland og Birkreim. I denne lille dal ligger et litet vand omgit av myr med trærøtter i. Ute i vandet flere meter fra land stak der op en hel masse større og mindre træstammer til omtrent en halv meter over vandspeilet. Disse stammer var av meget ulik tykkelse, vistnok op til ca. 2 m. i omkreds. Terrænet rundt om var skogløst og det var for det meste kun barfjeld. Aarsaken til disse forandrede forhold maa vistnok søkes i klimatforandringer. En fugtigere tid har medført dannelsen av en sjø, hvor tidligere var myrdannelse med skogvekst. Hr. VISTNES antar at ha set ore træ blandt disse trærester. Nogen av dem har amanuensis dr. TH. RESVOLL undersøkt og bestemt til at være gr ant r æ. Dette er jo i flere henseender et interessant geologisk forhold og turde være nok til i og for sig at henlede opmerksomheten paa denne i mange henseender saa interessante landsdel. Hr. VISTNES har ogsaa sendt mig prøver av trærester fra en avbrændt skog ved Baustadvandet i Nedstrand (Ryfylke) ca. 60 m. o. h. Dr. TH. RESVOLL undersøkte endel av disse prøver og fandt det at være gr ant r æ. Hr. VISTNES har ledsaget indsendelsen med følgende beskrivelse: Ved bredden av Baustadvandet (Nedstrand), der nu er sænket noget, blev der ved vandbredden gjort et fund av en hel del træstammer, der laa rotveltede ute i vandet. Disse træstammer, der maalte ca cm. i diameter og var ca. l O m. lange var helt forkullede og spidsbrændte i toppen. Her kan heller ikke andet end klimatiske forandringer forklare de forandrede forhold. Hr. VISTNES spør: Hvor længe er det siden skogen stod her paa vandets bund? Men han tilføier det karakteristiske "ja, jeg venter ikke svar!". De her omskrevne forandringer fører os jo forholdsvis nær op til vor egen tid. Om det ogsaa er tilfældet med de

31 NORGES ARKTISKE FLORA. 31 følgende av hr. EDVARD HAVN Ø meddelte forhold faar indtil videre forbli ubesvaret, selv mener han at vi tildels endog staar overfor intergla ciale avsætninger. Hans meddelte profil fra det høieste, ca. 30 m. o. h., av Havnøen (Rødø) var følgende: Overflaten med buskskog av birk, rogn og vidjer. 2-4 dm. mørk, ren torvdannelse der tyder paa fugtige vekstforhold, idet Eriophorum og Scirpus cæspitosus er fremtrædende bestanddele, medens trærester er meget sjeldne. 5 cm. noget lyst gulbrunt mudderlag eller forvitringslag i hvis bund findes smaa rester av birkenæver. dm. mørk, sprød torv. Bunden danres av forvitringsgrus. Som vi ser er veksellagringen meget fremtrædende ogsaa dette profi l. Av ubestemt alder er de prøver av birk (dr. T H. RESVOLL det.) som hr. OLAF Foss for et par aar siden sendte mig fra en torvmyr paa Gvarv. Og noget ubestemt av alder er ogsaa de optagne rester av birk (dr. TH. RESVOLL det.) som er optagne av arbeidere i ler sammen med skjælrester i Storgaten nr. 7 (Kristiania). Paa dette sted muligens ogsaa ek. I det rikt skjælførende ler og sand ved Ringvold teglverk i Sandvikdalen, hvor Tussilago farfara i rikt flor kjendetegnede underlagets art, fandtes ogsaa endel planterester, saaledes stænge lde le av siv og desuten rester, som det synes av or, birk og ek mu ligens. Skjælfund angav her en lang række vekslende lerlag tilhørende forskjellige formationsled. For en tid siden blev ti l Paleontologisk Museum oversendt en træ prøve fra Norges geologiske undersøkelse. I det sterkt medtagne træstykke fandtes mange borehuller efter Teredo sp. Træstykket var fra en torvmyr ca. 20 m. o. h. paa Lunde i Rødø. Det var etiketteret "gran træ?". Dr. G. HOLMSEN undersøkte det mikroskopisk og fandt at gran kunde det ikke være, men maatte nærmest henføres til Larix americana (cfr.). For et par aar siden fik jeg fra hr. TEMPLEN (Lunde, Telemarken) meddelelse om at der i en jernbaneskjæring ved Ajer,

32 32 P. A. ØYEN. omkring 46 km. fra Skien og i en høide av ca. 80 m. o. h., forekom en merkelig fossilførende avsætning. Øverst har man i skjæringen først et matjordlag og derunder blaaler helt til bunds. I de første fire meter ser man ingenting. Men derunder ko m mer en avsætning med blaamusling og andre slags skjæl, og desuten er der fundet trærester, bladrester av løvtrær, likesom ogsaa rester av andre planter. Endel syntes at være vidje i rester av grener og blade. Og det ser ut til at ha været meget av saadanne planterester. Lermassen er noksaa bløt naar den skjæres igjennem. Det viser sig tydelig at de ind leirede fossilrester av planter og dyr er lagt der under avleiringen og ikke er senere indkommet f. eks. ved skred eiier ras, da man tydelig kan følge de enkelte Jag helt nedenfra til helt op. Og nederst, like paa det faste fjeld, var der ikke forvitringsgrus men utpræget elvegrus. Hr. TEMPLEN ti lføier følgende interessante bemerkning: "Da stedet Jigger so høgt og har sov ore lende at der in kje kan ha vore væte fra høgare steile maa det ha vore fugtigare klimat dengong dersom det er viers kog". Og saa kommer det igjen det gamle spørsmaal: "Det vil de væra gi it a a høre kva De meiner om dette og kor gamalt De trur det er". Herpaa kan kort og godt svares at med vort nuværende kjendskap til vore Ieravsætninger kan vi kun si at det er meget gammelt, men hvor gammelt, se det vet vi ikke. De tilsendte prøver, som jeg nu har undersøkt, er uttat ca. 5 m. dypt. Det viser sig at være en fin, noget sand blandet, gulgraa stolpeler, der ikke viser spor av brusning for saltsyre. Den er opfyldt av en hel mængde større og mindre brungu le konkretionsrør, men egentlige marleker foreligger ikke. Derimot findes meget vakre rust brune avtryk av kuskjæl (Cyprina islandica) og det piggede hjerteskjæl (Cardium echinatum). Hvad der kanske i denne for binde lse kan sies at inde bære ikke saa liten interesse er at der forekommer sammen med disse skjælavtryk ogsaa vakre planteavtryk som konservator OvE DA HL har assisteret i at bestemme og det viste sig at være bladavtryk av Salix nigricans SM. Den ligger jo noget isoleret denne forekomst. Skulde vi forsøke en sammenligning med andre kjendte forekomster kunde

33 NORGES ARKTISKE FLORA. 33 vi tæ nke paa for holdene i de store lerterra sser ved Hønefos s, som jeg har be skrevet i en avhandling "Høne fo ss-sk jæringen og de geologi ske for hold ved samme". Der forekom her blandt andet og saa avtryk temmelig lik de ved Ajer fundne av ku sk jæl og pigget hjerte sk jæ l samt bladavtryk av gr a a or (Alnus incarza). Høiden var der m. o. h. Som ved Høne fo ss kunde vi der for kan ske ved Ajer nærme st henføre avsætningen ti l Ph o l as-ni ve a u et. I et bre v av 19/tz 1921 skriver hr. TEMPLEN videre til mig om en anden l er sk jærin g antage lig 1200meter længe r i syd fra Ajer sk jæringen og antage lig 8 a 10 meter hø i er e. I denne sk jæring er man ca. 4 meter ned i ler lag. Paa bunden hera v er fundet trærøtter og grene og det merke lige er at man der finder kul og halvbrændte trære ster. jeg har er h ver vet nogen prøver av di s se. jeg har ta lt med SETTENDAL idag og han medde ler at og saa her ligger leret lagde lt, men overa lt der ku llene og trære sterne er fundne er ler lagene brudte og lerma ssen lø sere. Dette kan tyde paa at di sse ku lre ster er fra yngre dato. Sel v har jeg ikke været derborte og set hvorlede s det ser ut. Kun sa a m eget kan sige s at de t ikke er efter gam le ku l miler di sse re ster skriv er sig fra. Hvi s di sse kul og træ re ster sky lde s menne ske lig ti lb li vel se kan jeg ikke for staa hvor for di sse skal ligge saa dypt. 0 ver st i sk jærin gen er der som vanligt et matjord lag, derun der et sandlag og derunder ko mmer lerlaget. I bu nden paa sk jæringen i den si ste ha lve meter er de t at di sse kul og vedre ster finde s. Under over skriften "H vad jorden gjemmer" finder vi i "Teledølen" for s/ en ganske intere ssant meddelel se. GREGAR BARIKMO i Heddal hadde nemlig foretat endel ut bedring sarbeider ved sin synke brønd og hadde under dette arbeide stødt paa endel intere ssante for hold, hvorfor jeg henvendte mig direkte til ham og fik ende l oply sninger, da jeg ikke sel v hadde anledning ti l at rei se derop. Stedet ligger saa nogenlunde midt i bygden, ca. 9 km. fra Notodden og ca. 3 km. nordve st for Heddal s gam le stavkirke. Norsk Geol. Tidsskr. \'Ill. 3

34 34 P. A. ØYEN. Avstanden fra Heddøla er ca. l km. og høiden over samme en meter. Øverst laa et godt matjordlag. Derunder hadde man ca. 2 meter ler som var blandet med grus og lidt smaasten. Derunder igjen laa ca. 20 cm. tykt lag av blaaler og i denne findes rester av kvister og løv som sikkert nok skrev sig fra vidjekrat. Under dette lag stødte man saa paa hvit noksaa grov sand som øverst var ganske ren, men i ca. 1/2 meters dyp i denne stødte man saa paa en del trærester, deriblandt godt bevarede furukongler, et stort stykke grov birkebark med pa asittende næver, endel større kvister som kunde skjæres over med spaden og tilslut stødte man paa en hel træstamme som ikke lot sig skjære med spaden og den blev liggende i ro. Denne træstamme ligger ca. 4 meter under overflaten. Stedet kan anslaaes til at ligge en 4-5 meter høiere end Heddal stavkirke. Barikmo ligger paa bunden av Heddalen, hvor lendet som kjendt er forholdsvis fladt. Man maa derfor være enig i at det derfor er lite tænkelig at disse avleiringer kan skrive sig fra utrasning. Man maa nærmest anta at der har fundet sted en noget vekslende avsætning under vekslende vandstand, men naar? er det med de forhaandenværende oplysn inger vanskelig at si noget bestemt om. Men interessant vil det være at faa flere lignende oplysninger. Ved Krokanmyren i Opdal el ler Opdalsmyren som den ogsaa kaldes for hadde jeg den fornøielse at av lægge et besøk Aarstiden var jo ikke netop den gunstige for torvmyrundersøkelse, men det var interessant at se den omkring to meter høie torvmyrvæg med a le de vekslende lag av torv og stubber. Det øvre lag paa ca. 1/z m. tykkelse var nu fros<>et. Disse vekslende lag i torvmyrene har jo tiltrukket sig megen opmerksomhet baade hos planteforskere og hos jordforskere og man har ikke rigtig kunnet enes om aarsaken. Men vekslingen er mange steder meget fremtrædende saa og her. Krokanmyren ligger m. o. h. og saaledes høit over egnens marine grænse.

35 NORGES ARKTISKE FLORA. 35 U ndergrunden utgj res av Jeret, sandet grus med sten og glimmerskjæl ganske smaa, men glinsende indimellem. Den paa mange steder temmelig leragtige og sandagtige masse viser ingen reaktion like over for sa ltsyre. Derover kommer en graabrun masse likeledes uten syrereaktion, grusb landet og lerblandet, men tillike indeholdende en mængde plantesubstans saa den har et meget porøst præg og er forholdsvis let i tørret tilstand. Det er vistnok resterne av den begyndende avsætning i en vandfyldt da lbund. Saa begynder de vekslende Jag. En mørkebrun torv dækker undergrunden, og i den torv ser man en mæn gde svarte myrveksttrevler, dertil rester av birkerøtter og av furuved. Saa kommer et ca. ha lvmeter tykt lag av mørkebrun torv uten trærester men med ta lrike rottrev ler der nærmest synes at tilhøre vidjekratdannelser. Derpaa fø lger et stubbe lag med ta lrike furustubber, men ingen birkerester er her iøinefaldende. Saa kommer igjen et torvlag av ca. halvmetertykkelsen, men nu en temmelig porøs, lysere, graagul mosetorvmasse uten krattrevler eller rottrev ler av nogensomhelst art. Derover kommer saa igjen et stubbe lag med talrike furustubber men uten iøinefaldende birkerester. Saa kommer igjen et ca. halvmetertykt to rvlag, saavel i farve som indhold omtrent av samme beskaffenhet som det foregaaende torv lag. Derover kommer saa igjen et stubbe lag med talrike furustubber, men likeledes uten iøinefa ldende birkerester. Saa kommer igjen et ca. halvmetertykt torvlag, noget fastere end de to foregaaende og av mørkebrun farve samt inde holdende ikke saa ganske lite av krat- og rottrevler. Omtrent blottet for krat- og rottrevler fortsætter en noget lignende dog løsere torvmasse en 4-5 de cimeter i frossen tilstand. Og derover følger saa øverst en rød liggul meget løs Sphagnumnose eller torv i den sædvanlige tueformede optræden og her bevok set med en noget forkrø blet skog av saavel furu som enkelte birketrær.

36 36 P. A. ØYEN. Vi!æser saaledes utvilsomt i disse mange vekslende lag en hel lang historie om klimatiske vekslinger inden denne egn. Det kunde da være interessant nok, om end vanskelig, at søke en sammenligning med forholdenes utvikling inden andre omraader. Vi kunde f. eks. forsøke at trække en sammenligning med opbygningen av de "Torvmyrer ved Heimdal og Tyvold" som jeg nylig beskrev i "Dagsposten" (23/t 1923). Desuten har vi her ogsaa et andet utgangspunkt, ti det er nemlig ikke langt fra dette sted, at der i Indset for nogen aar siden blev fundet et par moskusokseknokler som jeg har paavist maatte skrive sig fra den varmetid der fulgte umiddelbart efter den istid vi har kaldt fundet dækkes igjen av Ra-t iden, og de sandlag hvori disse ben blev brægrus, der maa være avsat under den der pa følgende sidste istid, Port I and i a-n i ve a u et s tid. Og dette brægrus har en noksaa almindelig utbredelse her oppe omkring Trollheimen underlag for Krokanmyren. og danner saaledes ogsaa det nærmeste I den endnu fugtige, vandfyldte dalbund har saa ved den sidste istids tilbakerykkende isbræer det mudder avsat sig som vi finder like paa brægruset og ved indbruddet av den tørre, mere tempererte Lit torina-niveauets tid er saa dette mudder blit opblandet med ikke saa ganske lite av plantesubstans. Træveksten med birk og furu er blit almindeligere og vi finder derfor i denne tids torv et utpræget stubbelag. Der er altsaa her allerede en god overensstemmelse med Heimdal og med Tyvold. Saa kommer ved Krokan det faste tykke torvlag, der som saadant fra en fugtig tid maa svare til Ph olas-nive auet. Igjen overensstemmelse med de to forannævnte steder. Saa har man ved Krokan det ved masseoptræden av furu karakteriserede stubbelag. Igjen ser man overensstemmelsen med de to foran nævnte steders M a c tra-n i ve a u. Saa følger ved Krokan en utpræget torvavsætning av omkring en meters mægtighet, i midten med et stubbelag. Denne eiendommelige opdeling av lagbygningen til tredelt er ikke netop noget for denne myr særegent, Den kan indtræde saavel for stubbelagenes som for torvlagenes vedkommende saa-

37 NORGES ARKTISKE FLORA. 37 ledes som jeg har hat anledning til at stifte bekjendskap med det eiendommelige og vidt utbredte fænomen ved mine studier av de skotske og shetlandske torvmyrer foruten i vort eget land. Det forholdsvis mægtige torvlag maa være dannet i den saakaldte atlantiske periode eller med andre ord under Ta p esn i ve a u et s tid og stubbelaget i midten viser at der selv under denne har indtruffet mindst e n mindre fremtædende tørre-tid. Derpaa følger ved Krokan et utpræget stubbelag, der som tilhørende en utpræget tørre-tid maa være at henføre til Trivia-niveauet. Saa følger igjen et henimot metertykt torvlag, naturligvis fra en fugtig tid, der ikke godt kan være nogen anden end Ostrea-n iveauets. Og den nu med sparsom og forkrøblet birke- og furuvekst strøede myroverflate antyder igjen at nutiden er noget tørrere end den nærmest forutgaaende. Som vi ser leverer ogsaa den efter M a c t ra-ni ve a u et eller efter den bore a le tid stedfundne dobbeltveksling i de klimatiske forhold en fuldstændig analogi her og ved Heimdal og Tyvold gjen nem den fugtige Ta p es-tid, den tørre Triv i a tid, den fugtige O s tre a-tid og den tørre nutid, My a-n i ve a u et s tid. Førend vi forlater dette avsnit vil jeg kun nævne at jeg allerede i 1908 beskrev et bladavtryk av Alnus incana fra en høide av ca. 124 m. o. h. ved pæl nr paa Hønefossbanen hvilket fund paa grund av de stratigrafiske forhold blev henført til Ph o l as-ni ve a u et (ØYEN: Hønefoss-skjæringen og de geologiske forhold ved samme, 1908, side 16-18). Desuten bragte overingeniør SAXEGAARD mig i 1906 fra Hønefoss-skjæringen saavel rester av birkestammer som av næver. Og det følgende aars va ar ( 1907) bragte brukseier THORNE pa a Hønefoss mig en lerklump tat paa teglverket i 3 meters dyp, netop i grænsen mellem den graa og blaa ler; til denne klump var fæstet et stykke bark med næver av Betula odorata. Fra dette sted bragtes senere efterretning om fund av en svær furustamme fra et dyp av ca. 30 fot. Disse fund bringer jo i og for sig intet nyt, men viser os dog at furu, bjerk og or har været almindelige paa Ph o l as-n i ve a u et s tid.

38 38 P. A. ØYEN. Under gravninger i Sandefjord by fandt stadsingeniør BuvrG i 2 a 3 meters dybde under overflaten blandt andet et stykke av en forvreden ekestamme og likeledes andre trærester fra omtrent samme dybde. De sidstnævnte viser sig imidlertid at være meget smuldrende og i flere henseender at ha faat et torvlignende utseende, saa det er vanskelig at se hvad det oprindelig har været. Men det har jo interesse for studiet av torvdannelsens hastighet. Fra en række systematisk uttagne prøver som jeg høsten 1909 medtok fra Skedsmo torvfabrik bestemte professor GRAN følgende: Vedstykker og næver av bjerk, kvister av or, Polyporus sp., Rhizomer og Sphagnum. Det er nok mulig, sier han, at der ved omhyggelig præparering kunde skaffes mere ut av materialet, at der kunde findes nogen bestembare frø f. eks. Naar der lægges saavidt stor vegt paa de i ler- og sandlagene opbevarede planterester, og kanske ikke mindre i torvmyr- og kalktuflagene, som man nu gjør, saa er det vistnok i erkjendelsen av at KNOWL TON's princip er et sundt og ledende, idet han lægger en stor ve gt pa a de fossile plan ter, arktiske og andre, som et middel til at bestemme de klimatiske forhold under svundne tider, eller som han uttrykker det: "Among the many subsidiary problems connected with the application of paleobotany to geology, the use of fossil plants as indices of past climate occupies a most important place. As the majority of plants are attached to the substratum and hence are unable to migrate like most animals when the temperature of their ha bi tat becomes unfavorable, they must either give way or adapt themselves gradually to the changed conditions of their environment. Therefore, fossil plants have always been accorded first place as indices of past climates. They are, as Dr. AsA GRAY has said, the thermometers of the ages, by which climatic extremes and climate in general through long periods are best measured" (The American Naturalist, Vol. 46, 1912, p. 212). Og KNOWLTON angir da ogsaa i sin "Biologic Priniciples of Paleogeography" de regler der bør følges i saa henseende: "in interpreting geological climate selection is made so far as possible of the plants or groups of plants, that are confined at the present day within

39 NORGES ARKTISKE FLORA. 39 relatively narrow limits of temperature, be this high, medium or low" (The Popular Science Monthly, June 1910, p. 603). Av den foregaaende fremstilling vil fremgaa at selv for vort lands vedkommende er nu ikke forholdene fuldt saa utilfredsstillende som for omkring et halvt aarhundrede siden da BLYTT uttalte "hine fjerne tider ere endnu hyllede i et saadant mørke, at det for tiden er ørkesløst at indlade sig paa spekulationer angaaende vor arktiske floras indvandring" (Nyt Mag. for Naturvid. B , pag. 345). Og den raske utvikling i vort kjendskap til denne side av vort lands kvartærhistorie fra aarhundredeskiftet av gir os ogsaa berettiget haap om fortsatte betydelige fremskridt. Og der kan ingen tvil være om at disse maa og vil finde sted ut fra den av HuTTON og LYELL og for vort lands vedkommende med saadan styrke av BLYTT hævdede uniformitariske aktualismes princip. Det vil fremdeles videre, som ogsaa hittil, ikke være fantastiske spekulationer, men iagttagelser som vil føre nærmere mot maalet at lære vort lands vegetationshistorie at kjende. Angaaende den her berørte side av saken vil jeg kun henvise til hvad jeg har uttalt derom allerede ved en tidligere anledning (ØYEN: Kvartær-Studier i Trondhjemsfeltet, III, 1915, pag ). Her som al tid er det godt at gjen kalde i erindringen: "O ne fact is worth more than a wagonload of incorrect opinions" (C. G. HoPKINS: The Story of the Soil, pag. 172). N a ar STEJNEGER stiller det spørsmaal: "Hvor fra kom Vestnorges eiendommelige dyr og planter?" (Naturen, 1908, p , ) og saavel her som i en tidligere avhandling: "The Origin of the so-called Atlantic Animals and Plants of Western Norway" (Smithsonian Miscell. Collections, Vol. 48, P. 4, 1907, p. 458 flg.) søker at besvare dette spørsmaal, likesom ogsaa naar ANDR. M. HANSEN fortæller "Hvorledes Norge har faaet sit plantedække" (Naturen, 1904, p , ) saa vil vi nu ha faaet en forstaaelse av at den vei disse to forskere og de som følger i deres fotspor har betraadt vistnok i mange henseender kan være letvindtere, snarere, med tilsynelatende mere glimrende resultater, men det er ikke den møisommelige, sikre geologiske vei, der dog er den der paa dette omraade, trods de faa og smaa resultater, dog er den der

40 40 P. A. ØYEN. fylder forskeren selv med den største tilfredshet og tillike bringer forskningen om end langsomt saa dog sikkert fremad. Det er de fund, som jeg i det foregaaende har søkt at sammenstille, der for øieblikket danner det faste grundlag naar vi skal søke at følge indvandringen og utviklingen av vor arktiske flora, der fra istiden av til vore dage har fulgt en streng Iovmæssig bane i sin geografiske utbredelse. Det nøiere kjendskap til denne vil derfor ogsaa gaa skridtvis frem kun i den mon som disse kjendsgjerningers anta! forøkes, indtil man naar saa langt at man paa det erfaringsmæssig vundne grundlag kan bygge videre ogsaa ved generelt gjældende rationelle slutninger. Ved denne anledning skal jeg ikke indlate mig paa en nærmere diskussion av hvor meget eller hvor Iitet der under "istiden" var bart av bræfri kyststrand i vort land. Det vil de føre for langt. Det interesserer heller ikke direkte i denne forbindelse. Men vi vil undersøke hvad det er som karakteriserer de avsætninger hvori vi finder de ældste rester av vor arktiske flora. Salix polaris fandtes ved Ytterland i en avsætning som ifølge sin beliggenhet, geologiske stilling og faunistiske indhold blir at sidestille med Stagnations-s tadiet (ØYEN: Kvartær-studier i Tro ndhjemsfeltet, III, 1915, pag. 186) altsaa Ratidens ældste avdeling. Det var arter som den høiarktiske varietet av Portlandia arctica GRA Y, videre gastro poder som Buccinum terrae novae BEcK, Sipho virgatus FR., Sipho verkriitzeni KoB., Cylichna scalpta REEVE og Utriculus pertenuis MIGH. m. fl., samt de karakteristiske muslinger Macoma (Tellina) torelli STEENSTR. og Macoma (Tellina) loveni STEENSTR. (I. c. Il, 1911, pag ). De to sidstnævnte er ogsaa bl. a. gjenfundet ved Eidsvandet (Skjørn) (I. c. Ill, 1915, pag. 237). Stratigrafisk set er saaledes den ældste kjendte forekomst av Salix polaris i vort land meget sikkert og nøiagtig bestemt. Og særlig Tellina loveni er i saa henseende et godt ledefossil. Den gjenfindes ogsaa paa Romsdalskanten under de samme forhold. NuMMEDAL har saaledes fra Haglinsdammen (Kristianssund) skaffet mig et vakkert skal av denne i vort land saa sjeldne musling, og der er ikke nogen rimelig tvil om at den der forekommer under omtrent de samme geologiske forhold

41 NORGES ARKTISKE FLORA. 41 som KALDHOL nævner den fra Gautvik (Kgl. norske Vid.-Selsk. skr. 1922, nr. 2, pag. 22) og hvor han henfører saavel denne forekomst som en ved Rømløken til Thisted-trin eller ældre (1. c. pag. 33), ja han uttaler specielt om Rømløkens forekomst at den "har lagt utenfor iskanten i tiden efter den store istid" (1. c. 1915, nr. 7, pag. 55). Dermed kan vi vel si at vi ialfald har faat fat i et kjendemerke, og det til og med et meget vigtigt, for den vegetation der optraadte i vort land under den til W is c on sin-t ide n svarende Ra-t id. W ARMING uttalte i sin tid "die arktische jetzige Flora stammt gewiss aus vielen verschiedenen Uindern, aber wenn ich unter den nordlichen Landern eines hervorheben sollte, das ich besondere als Mutterland annehmen mtisste, wtirde ich keineswegs Norwegen, sondern gerade Gronland nennen" (ENGLER: Botanische j ahrbticher, Bd. l O, 1889, pag. 400). Han gaar rigtignok ut fra at "Gronland hatte eisfreies Land wahrend der Eiszeit" og at "die Hauptmasse der Flora uberlebte die Eiszeit im Landernselbst" (1. c. pag. 403). Hans betragtningsmaate blir jo ogsaa væsentlig en geografisk. Rigtignok utskiller han en birkeregion, men alt det øvrige henføres til den "alpine region" og hans seks vegetationsformationer kan ikke sies at ha geologisk betydning (1. c. pag. 368). En landforbindelse mellem Grønland og Europa er efter W ARMINGS opfatning helt utelukket saavel under som efter istiden (1. c. pag. 402). Men han antar at "Postglaciale Pflanzeneinwanderungen uber das Meer in Gronland mussen naturlich angenommen werden" (1. c. pag. 406) og her har man da trækfugle, vind, havstrømme og drivis til sin raadighet (l. c. pag ). Det er jo en anskuelse om planternes spredning som helt avviker fra den av AxEL BLYTT hævdede: "So lange die Landverbindungen zwischen unserer Halbinsel und anderen Gegenden eine Einwanderung in grol3erem Mal3stabe moglich machten, wanderte unter jeder kontinentalen Periode eine kontinentale Artgruppe, und unter jeder Regenzeit eine insulare Flora ein. Mit jedem neuen U mschlag erschienen som it neue Ansiedler. Diese verdrangten an manchen Orten die altere Flora. Letztere ging jedoch nicht vollstandig zu Grunde, sondern fand in Gegenden, deren Verhaltnisse besonders gunstig blieben, eine

42 42 P. A. ØYEN. Freisti:itte. Durch den Wechsel derartiger Perioden mu!3te unsere Flora gerade die Gestalt annehmen, in welcher dieselbe uns vorliegt" (I. c. Bd. I I, 1882, pag. l 0). Og ut fra denne betragtningsmaate var det ogsaa BL YTT kunde gi ve den oversiktlige og aarsaksbegrundede fremstilling av den arktiske floras nuværende utbredelse i vort land: "Die Gebirge am Meeresrand sind selbst da, wo sie aus Schiefer bestehen, arm an arktischen Pflanzen. Die reichsten derartigen Pflanzenkolonien treten in den eigentlich kontinentalen Gebirgsregionen auf, wo sie durch unsere hochsten Bergzi.ige und ausgedehntesten Firnmasse gegen die Seeluft geschiitzt sind, welche sonst durch die herrschenden Si.idwestwinde i.iber das Hochland hineingefiihrt wird. Dementsprechend findet man eine reiche arktische Flora im Osten unserer grol3en Gletscher, d. h. ostlich vom Folgefon auf der hardangerschen Hochflåche (Hardangervidden) und ostlich von justedalsgletscher (justedalsbråen) und unsern hochsten Berggipfeln, dem jotunfjeld, in Lom, Våge und auf dem Dovre. Wenn man vom Dovrefjeld nach Norden geht, findet man eine reiche Schieferflora erst da wieder, wo aufs Neue gro!3e Gletscher auftreten, z. B. ostlich von Svartisen und Sulitelma in Salten und Luleå Lapmarken, und endlich am weitesten im Norden, in Alten auf der Ostseite der grof.len Gletscher und Gebirge in Lyngen" (I. c. pag. 3-4). Og BLYTT har ogsaa git en forklaring av hvorledes vor flora har kunnet holde sig i saadanne artgrupper: "ich halte es deshalb fi.ir wahrscheinlich, daf3 gerade diese schrittweise Wanderung dazu beitrågt ganze Gruppen von Arten durch tausende von Generationen hindurch unveråndert zu bewahren und daf3 so auch unsere Flora sich deshalb so lange unveråndert gehalten hat, weil die Artgruppen, aus welchen die:-:elbe besteth, bestandig langsam von Ort zu Ort gewandert sind" (1. c. pag. 47). Den høiarktiske plantegruppe er derfor en gruppe med dyp rot i vort land. Om den har vokset her under hele Rat ide n vet vi ikke, men det er ikke usandsynlig at den under den til P e or i a n svarende interglacialtid har vokset i vort land paa en lignende maate som i nutiden og saa vokset paa de utenfor brækanten og som nunatakker i denne opstikkende

43 NORGES ARKTISKE FLORA. 43 fjeldknuter under den følgende glacialtid, Ra -tiden. Det ældste vi saa kjender fra denne er Ytterland-forekomsten. Da man sa a vel ved Ni da ros teglverk som ved Reitgjerdet teglverk staar like over for dypere vands leravsætninger blir det ikke saa godt at avgjøre om man i den iagttagne veksellagring kun har for sig virkningen av de vekslende Ra-tidens avsmeltningsfaser eller om deri ogsaa indgaar My ti lus- og Portlandia-niveauernes avsætninger (cfr. ØYEN: Kvartærstudier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, pag. 291, 298, 312). Men saavidt begrænset er ialfald begge disse fund at de grupperes i det midterste led av denne række eller i de nærmestliggende dele av de to tilstøtende. Og noget lignende kunde man kanske ogsaa si med hensyn til forekomsten ved Bryn gamle tegl verk. Man bør ialfald lægge specielt merke til at det paa samtlige disse steder gjælder fundet av Salix polaris og at disse blade har fundet vei til dypvandsavsætningerne som lagene selv og deres faunaindhold viser. Men dypvandsfaunaens vekslinger har ikke været saa fremtrædende som det grundere vands. DANIELSENS fund av marleker med former som Portlandia arctica, Mytilus edulis, Salix polaris, Betula nana m. fl. er egnet til at fremkalde en vis opmerksomhet. DANIELSEN henla jo fund et selv til Ra-tidens senere om end ikke sidste del (Nyt Mag. for Naturvid. B. 47, pag. 53). Men det er en ting vi her specielt maa merke os og det er at disse marleker befinder sig paa sekundært leiested, og at de i sin form ogsaa selv er av sekundær art, idet avslidte som de ofte er, fossilerne ret hyppig stikker ut av mergelbollerne og meget ofte er meget avslidt. Paa grund av denne i dobbelt forstand sekundære karakter maa vi ikke bli altfor overrasket om det i sin tid kunde vise sig at de interessante marleker ved Kristianssand er av en helt anden alder end den de nu almindelig antas at ha. Nu maa man naturligvis ikke forbise at fund et ved Fuskeland av Salix polaris, Dryas octopetala, Betula nana m. fl. likesom ogsaa fundet av Salix polaris ved Stokkeland er sterke indicier for tidsbestemmelsen ogsaa ved Kristianssand. Men helt avgjørende kan de ikke sies at være saa længe de oprindelige avlagringsforhold endnu ikke er klargjort.

44 44 P. A. ØYEN. Fundene av Salix polaris, Salix reticulata og Dryas octopetala i "den epiglaciale terrasse" ved Eidsland synes av KoLDERUP at opfattes noget forskjellig eller vaklende, idet epiglacialtiden snart synes at bli betragtet nærmest som en fase av Ra-tiden (Bergens Museums aarbog 1907, no. 14, pag ), men sa a noget senere uttales ganske liketil: "The occurrence of Yoldia at Vindenes, which seems to have been formed during the last part of the submergence, shows a fauna similar to the one met with on the borders of the warmer and the colder zone in the White Sea, and it is very probable that milder climate conditions prevailed some time later. Again there was a renewed advance of the glaciers; as we may see by observing the highest terrace at Dale, and at the same time as Mr. ØYEN has pointed out, the Yoldia arctica immigrated along our coasts for the second time. Specimens of this typical Arctic mollusc occur far up in the highest terraces in Sogn and in Nord fjord, and I found remains of an Arctic flora with Salix polaris, Salix reticulata and Dryas octopetala as typical representatives in the Epi-glacial terraces of Eidslan d east of Bergen" (KoLDERUP & MoNCKTON: The Geology of the Bergen District, 1911, pag. 37). Saa meget ser vi allerede nu at under istidens sidste avsnit er det en høiarktisk vegetation som følger den tilbakerykkende iskant enten dette sker mere jevnt eller under gjentagne oscillationer. Og det er jo forresten længe nu siden NATHORST uttalte: "So vie! kan jedoch schon jetzt gesagt werden, dal3 der Fund bei Nezka auf das Bestimmteste beweist, dal3 die erste Vegetation N orddeutschlands nach der Abschmelzung der Gletscher nicht eine Waldvegetation, wie einige Geologen meinen, sondern eine arktische war" (ENGLER: Botanische jahrbiicher, B. I, 1881, pag. 435). Iagttagelser i vort land viser saaledes det samme. Naar vi saa kommer over til det følgende tidsavsnit med en betydelig forandring i de faunistiske forhold som ved Sandsætervolden saa ser vi her My ti l us-n i ve a u et s avsætninger avspeile ogsaa en flora av noget anden karakter, idet nu Dryas octopetala og Salix reticulata optræder som de repræsentative. Rigtignok ser vi i Hogstadmarken i Asker at ogsaa Salix polaris

45 NORGES ARKTISKE FLORA. 45 endnu holder sig i floraselskapet, men dette opblandes ogsaa med andre ikke helt høiarktiske, kanske tvertimot noget mere temperert arktiske arter som Salix lapponum ved Midtstuen. Dette tidsavsnit viser saaledes en karakteristisk arktisk men ikke høiarktisk flora og forsaavidt i overensstemmelse med den kontinentale gruppe 2 i BL YTTS i det foregaaende meddelte oversigt. Dette stemmer saaledes med den fremstllling som jeg i sin tid gav av en sammenligning ogsaa ved de danske avsætninger fra dette tidsrum (cfr. ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet Ill, 1915, pag. 259). Og hertil hadde ogsaa dr. NoRDMANN dengang git sin tilslutning, men nu har han i brev av 3/s 1922 bedt mig om i tilfælde at meddele at han længe har været klar over at ikke A Il er ø d-l a g ene og My ti lus-ni ve a u et kan være samtidige, og i brev av 1 8/ meddeler han mig at A Il er ø d-oscillationen med Bet ula intermedia, verrucosa og odorata, Populas tremula, Pinus silvestris, med elg og bæver tilhører den got igla c i a le tid. Den yngre Dr y as-t i d, anden tundratid, mener da NORD MANN "sikkert falder sammen med det isfremstød, under hvilke raerne, de midtsvenske moræner og salpausselka dannedes". Man ser saaledes at der i løpet av de ti sidste aar i Danmark er foregaat en ret betydelig forandring i opfatningen av den floristiske utvikling eller vegetationens utbredelse. Om dette er et videnskapelig fremskridt eller en videnskapelig tilbakegang er det naturligvis i øieblikket vanskelig at uttale sig om. Mens der i mid!ertid tidligere var en ialfald tilsynelatende god overensstemmelse mellem de iagttagne forhold i Danmark og Norge indtræder nu den vanskelighet at forholdene ifølge den nyvundne danske anskuelse av dem ikke længere kan direkte sammenlignes. Som det vil fremgaa av hvad jeg ved forskjellige tidligere anledninger har offentliggjort (cfr. bl. a. Norsk geologisk tidsskrift, B. I I, nr. 7 og ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, pag ) saa er der endnu ikke inden vort lands grænser fundet nogen antydning til den av NoRDMANN antydede klimatiske oscillation umiddelbart foran Horten-Moss-raets avsætning, saa i tilfælde A Il er ø d-o s c i l l at ion en virkelig tilhører det tidspunkt, hvad de danske geologer selv naturligvis maa avgjøre, saa mangler altsaa endnu

46 46 P. A. ØYEN. beviserne for at denne oscillation har utstrakt sine virkninger til vort land. Tvertimot har forholdene inden Trondhjemsdistriktet vist os ogsaa i vegetationens historie en utvikling helt overensstemmende med den som jeg ved en række forskjellige anledninger saavel fra dette omraade som fra Kristianiafjordens omgivelser har paavist med hensyn til de faunistiske. Og selv inden dette sidstnævnte omraade vil vi se at selv de floristiske forhold peker i samme retning. Thi i Port I and i a-n i ve a u et s terrasse paa Dalsmyren fandtes igjen Salix polaris og det var vistnok først under denne tids senere del eller muligens først under den følgende, L it to ri n a n i v eau et s, tid Vaccinium vitis idæa her viste sig i rikt fossil førende avsætninger tilhørende meget nær samme høideniveau. Tidligere har jeg omtalt forekomsten av Salix polaris ved Nidaros og Reitgjerdet teglverker og der vist hvorledes forandringen efter al sandsynlighet har fundet sted netop i samme retning som nu for Askers vedkommende paavist. Saa kommer REKSTADS og KALDHOLS fund fra Vestlandet. KALDHOL sier he rom: "fra Nord fjord har REKST AD paavist høitliggende forekomster av yoldialer i Hornindal og paa Rygg i Gloppen. Han mente, at disse forekomster skulde være samtidige a vsætninger med yoldialeret foran raerne i Kristianiafeltet. Sa a er imidlertid ikke til fæl det; disse hø it l i g gen de fo rek oms ter er utvilsomt samtidige med det yngre y o 1- dialer i Mjøsmorænen og altsaa stammende fra den næste store fremrykning av isen, mens yoldialeret paa Langeland maa være samtidig avsat som det ældre yoldialer i Kristianiafeltet", og KALDHOL sammenstiller her dette "høitliggende yngre yoldialer" med det av mig fra Romerike paaviste, som han uttrykte det "en ny indvandring av denne lille ishavsmusling under en fornyet fremrykning av isen efter en forutgaaende mildere periode" (Bergens Museums aarbok, 1912, nr. 3, pag. 71). Og paa næste side uttaler KALDHOL sig mere bestemt med hensyn til denne forutgaaende mildere periode: "i Nordfjord er hittil ikke fremrundet nogen avleiring, som kan sies at stamme fra denne mildere periode. Fra Søndmør har jeg derimot fundet et par skjælforekomster, som man maa anta temmelig sikkert skriver

47 NORGES ARKTISKE FLORA. 47 sig fra denne tid, nemlig paa Bjaastad i Hareide og paa Aure i Søkelven. Den sidste, som indeholder en relativ talrik fauna, tyder paa at klimatet maa ha været litt mildere end i Lofoten i vore dage; men ikke saa mildt som ved Søndmørkysten nu.!ndvandringen av en saapas mild fauna tyder end videre paa, at dette tidsrum maa ha hat en relativ betydelig varighet" (1. c., pag. 72). Det er en enkelt lokalitet KALDHOL synes at staa noget tvilende likeoverfor: "Israndens beliggenhet her under det til Ra-tiden svarende tidsrum er ikke helt fastslaat endnu; ti Y old i a-lerets avleiringer er intet sted paatruffet i de av mig bereiste strøk. Portlandia arctica er paa Nordmør hittil vistnok kun funden av NuMMEDAL (langt) oppe i Sundalen. jeg maa indtil videre ialfald anta, at dette er det yngre Y old i a ler avsat ved eller kort efter sænkningens maksimum. Det ældre Y old i a-ler maa derfor kunne ventes at findes nærmere ut mot kysten" (Kgl. norske Vid.-Selsk. skr. 1915, nr. 7, pag. 38). Og KALDHOL uttaler sig ved flere anledninger meget tydelig sa a det er ikke til at misforstaa: "Fra Nord fjord har jeg paavist, at isranden maa ha gjort et fremstøt under maksimum av sænkningen eller kort efter", og dette sammenstiller han her med det av mig fra Trondhjem strakten og Kristianiatrakten paaviste Port l and i a-n i ve a u (i. c. pag. 36). End videre sier han: "Efter hvad der hittil foreligger fra Trondhjemsfeltet og Vestlandets nordlige del efter ØYENS og mine egne iagttagelser, er der god grund til at tro, at man i dette tidsrum har hat et betydelig fremstøt av isen" (l. c. pag. 74 ). Og KALDHOL resumerer: "som jeg tidligere har fremholdt baade fra Nordfjord og Søndmør, synes der at ha foregaat et betydelig fremstøt av bræranden i tidsrummet omkring eller kort efter landets dypeste sænkning" (1. c., pag. 160). I denne forbindelse tør jeg ogsaa henvise til min netop offentliggjorte avhandling c= "U ria arra Pall. u. briinnichii SAB. from the brick-works of Aure (Ørskog)" (Norsk geologisk tidsskrift B. VII (1923), pag. 167 flg.). Ved det nu anførte vinder vi et klarere blik ikke alene paa de ovenfra fra "den epiglaciale terrasse" ved Eidsland fundne levninger av Salix polaris og reticulata samt Dryas octopetala men ogsaa paa forekomstene av forskjellige arktiske plantelevninger i Søndfjord, i Gloppen, i Hornindal, i Volden,

48 P. A. ØYEN. i Stangvik, paa Ulvundeidet. Forekomsten av Salix polaris ved Skipenes satte jo KALDHOL til "ældre yoldialer", men de øvrige synes saaledes ret klare og det gir da vel ogsaa nøklen til en forstaaelse av det islet av mere tempererede former som her og der træffes iblandet. Dette kan naturligvis dels ha sin grund i den vestlige utbredelse, men kan ogsaa tænkes at staa i forbindelse med de indtrædende gunstigere klimatiske forhold mot Portlandia-niveauets slutning og den følgende tids frem brud. Portlandia-niveauet er jeg fremdeles mest tilbøielig til som tidligere (ØYEN: Korrelationsopgaver i nord-vesteuropæisk kvartærforskning, 1917, pag. 12) at regne som væsentlig falden de sammen med "yngre Dryas-tid" i Danmark, omtrent som gruppe 3 i BLYTTS ovenfor gjengivne skema, eller som han paa et andet sted uttrykker sig "sandsynligvis samtidig med STEENSTRUPS asperiode, hvori isbræer steg ned gjennem dalen fra høifjeldet" (Bergens Museums aarbog, 1909, no. 8, pag. 15). Allerede i NoRDMANNS fremstilling 1915 (Danmarks geo!. Unders. R. I I, nr. 28) ser vi en tendens til at la "Aspen period" falde væk som stratigrafisk betegnelse saa for saa vidt kan vel motsætningen i at anføre denne for samme tidsrum som "Yngre Dryas-tid" betragtes som kun tilsyneladende. Vi har av det foregaaende set at under denne sidste istid med en almindelig utbredelse av Portlandia arctica og den ledsagende fauna i vort land, saavel i den sydøstlige del omkring Kristianiafjorden som i den vestlige del og likeledes inden Trondhjemstrakten saa har den herskende vegetation været en arktisk, ja under en del av dette tidsrum til og med temmelig høiarktisk som den almindelige utbredelse av Salix polaris viser. Samtidig ser vi umiskjendelige beviser i opbevarede plantelevninger for at ved overgangen til den følgende tid betydelige forandringer har fundet sted ogsaa i vegetationens utseende. Kanske kunde vi hente et billede hertil fra de nuværende forhold paa Grønland og Island, thi vi vet at "i Sydgrønlands og Sydislands lune dale vokser birken Betula odorata frodigt og danner anselige og kraftige krat umiddelbart ved Gletscherrandene" (Danmarks geo!. U nders. R. Il, nr. 14, pag. 28). BL YTT anfører fra den følgende tids gruppe 4 "stubbelag og skog-

49 NORGES ARKTISKE FLORA. 49 rester" men i sin omtale av tufferne sier han: "Saa trak isen sig tilbage, og en tørrere tid fulgte uden tufdannende kilder. Ingen planterester er fundne fra denne tid, men floraen var vistnok arktisk" (Bergens museums aarbok, 1909, nr. 8, pag. 15). Nu kiender vi imidlertid som det vil fremgaa av det foregaaende lidt mere til forholdene ogsaa inden dette tidsrum, og det er ut fra det kjendskap vi nu har til vegetationens utviklingshistorie i vort land under disse vekslende tider det hele blir uforklarlig uten ved at antage en rækkefølge som den jeg fremstillede i mine "Korrelationsopgaver i nordvesteuropæisk kvartærforskning" Men da falder ogsaa BL YTTS bemerkninger ganske naturlige: "Wenn wir uns nochmals vergegenwartigen, dal.\ die norwegische Flora aus mehreren kantinentalen und aus mehreren insularen Bestandtheilen zusammengesetzt ist, und dal.\ alle diese Artgruppen ein mehr oder minder zerstreutes Vorkommen aufweisen, so scheint doch offenbar unsere Flora davon zu berichten, wie das Klima seit der Eiszeit saeculare Veranderungen erlitten hat, in der Art, dal.\ trockene Zeiten mit kontinentalen Klima und feuchte Perioden mit insularem Klima mit einander abgewechselt haben, und das nicht blosz einmal, sondern wiederholte Male" ( ENGLER: Botanische jahrbiicher, Bd. Il, 1882, pag. 10). Det er jo denne betragtningsmaate som avspeiler sig i hele BLYTTS behandling av vor floras indvandringshistorie og i behandlingen av vor vegetations nuværende utbredelse, Det er om forklaringen av dette aarsaksforhold han selv uttaler: "kan no gen gi ve en simplere og bedre, skal jeg gjerne antage den" (Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1893, no. 5, pag. 35). BLYTT hadde jo i 1875 fremstillet sin teori om indvandringen av vort lands flora i et par foredrag i Kristiania videnskapsselskap, men allerede tre aar senere saa blev den i en fuldstændigere form offentliggjort i "Tidsskrift for populære fremstillinger af naturvidenskaberne" Nu er det rigtignok sa a, at selv noget senere ( 1882) i "N achtrag zu der Abhandlung: Die Theori der wechselnden kontinentalen und insularen Klimate'' gav BLYTT en oversigt over vort lands floraelementer hvori. han samlede disse paa samme maate som i sin fremstilling i 1875 i seks grupper: arktisk, subarktisk Norsk Geo!. Tidsskr. VIII. 4

50 50 P. A. ØYEN. boreal, atlantisk, subboreal, subatlantisk (ENGLER: Botanische jahrbiicher, B. Il, pag. 178). Men i den netop anførte avhandling om sin teori gir BL YTT her i den geologiske oversigt en fremstilling overensstemmende med den i 1878, nemlig ti grupper: Istidsavslutningen som den første og nutiden som den sidste, hvortil saa kommer at den subarktiske avdeling er opløst i tre grupper, to torvlag med mellemliggende trærestlag (1. c., pag ). Det er dette i engere betydning "subarktiske" trærestlag i BL YTTS betydning vi nu sta ar like over for. Det er de avleiringer der skriver sig fra dette tidsrum, vi hos de mellemeuropæiske geologer ganske summarisk finder anført under "Birke-Kiefer-Ancylus-Zeit". W AHNSCHAFFE opfører saaledes for Nordtyskland efter den tredje istid, men endnu tilhørende "altquartar" den spatglaziale P hase" eller: D ry as- (Y o l di a-) Z ei t med en fauna og flora bestemt ved de i forbindelse med isens tilbakeskriden staaende subarktiske forhold med planterester som Betula nana, Dryas octopetala, Salix polaris, Salix reticulata, Betula odorata, Betula verrucosa, Salix arbuscula, Myriophyllum, Potamogeton m. fl. (Die Oberflachengestaltung des norddeutschen Flachlandes, 1909, pap ). Derefter følger saa : Birke-, Kiefer- (A ncyl u s-) Ze it, Ei c h e- (L it to ri n a-) Z ei t, Buche- und Erle- (M y a-) Zeit, (1. c. pag. 33 1). Det er den samme inddeling ogsaa KAYSER fornylig har benyttet (Abriss der allgemeinen und stratigraphischen Geologie, 1922, pag ) og saavel W AHNSCHAFFE som KA YSER lar post gl a c ialt ide n følge direkte paa Y o i d i a-t ide n. I foreliggende tilfælde har dette en vis interesse, idet vi her finder en tilknytning til den av HoLMBOE i sin tid for vort land anvendte inddeling: dvergbirkezonen, birkezonen, furuzonen, ekezonen, granzonen, lyngzonen (Kristiania Vid.-Selsk. Skr. I, Mathm. naturvid. Kl. 1903, no. 2, pag ). Og samtidig fortæller HOLMBOE at han i dverg birk e z on en

51 NORGES ARKTiSKE FLORA. 51 har fundet "levninger af en vegetation, som viser stor lighed med den yngre del af den svenske Dryas-zone" (1. c. pag. 202), Disse arter likesom nogen av karakterplanterne for den paafølgende birk e z on e er anført allerede i det foregaaende. De her opregnede arter ser vi gir os tilknytning til flere av de under omtalen av de marine avsætninger omtalte arter og da i dette til fæl de særlig overgangsavdelingen mellem Port l and i a og L it to ri n a-n i ve a uerne. Vi behøver bare at minde om forekomsten av Vaccinium vitis idæa fra Dalsmyren, Betula nana fra Etne, juniperus communis sammen med Betula nana fra Gloppen og Salix herbacea sammen med Salix phylicifolia fra Hornindal m. fl. Det karakteristiske for denne L it to ri n a-n i ve a u et s birkezone turde dog være forekomsten av Betula odorata ikke alene i de marine ved rester av havdyrlevninger geologisk tidsbestemte avsætninger men ogsaa i de tilsvarende torvmyrlag, saaledes som av BLYTT. HoLMBOE m. fl. paavist. For flere aar siden lykkedes det mig at faa gjennemgaa et profil inden selve Kristiania by (cfr. Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1913, no. 5) som viste usædvanlig gunstige betingelser for at studere de forandringer som fra og med L it to ri n a-n i ve a u et s avsætning en tid utover hadde fundet sted i Akersdalen. I en over M a c tra-n i ve a u et s strandterrasse liggende 2-3 meter mægtig overgledet lermasse fandtes som allerede ovenfor anført bl. a. Pot amoget on alpinus, Equisetum hiemale, Betula odorata, Dryas octopetala. I den samme ler noksaa almindelig forekommende skaller av Portlandia lenticula MøLL., Axinus jlexuosus MoNT., A bra longicallis Se. m. fl. viste sammen med den senere komparative forfølgen av det gledne lers oprindelse at det netop skrev sig fra den i bakgrunden op mot Grefsen optrædende L it to ri n a-n i ve a u et s lerterrasse.!ndblandingen av saadanne former som Cardium edule og Zostera marina kan være foregaaet under selve glidningsprocessen' der efter forholdene at dømme rimeligvis har rundet sted under den fugtige Ta p es-t i d. Vi har derved faaet et lite indblik vistnok saavel ind i den begyndende som noget mere fremskredne L it to ri n a-n i-

52 52 P. A. ØYEN. ve a u et s tids vegetationsforhold i egnen om Kristianiafjordens indre del. Ved flere tidligere anledninger har jeg paavist at L it tor in a-n i Ve a U et karakteriseres ved den tilsvarende tids forholdsvis kontinentale karakter. Og som jeg nu i det foregaaende har vist er der en merkelig overensstemmelse i den maate hvorpaa de vekslende fugtige og mere tørre tidsrum følger paa hverandre ifølge BLYTTS paa plantegeologiske og mine paa rent kvartærgeologiske undersøkelser istandbragte oversigter over den palæontologiske utvikling. Imidlertid vilde det være forhastet at anta at overensstemmelsen er saa helt ut tilfredsstillende som det til at begynde med synes at være. Dette vil da ogsaa tilfulde belyses ved den sammenstilling som jeg ved en tidligere anledning gav (ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 19 15, pag. 99). Hvorledes disse uoverensstemmelser skal eller kan løses kan man ikke endnu helt ut øine. Man maa sætte sin lid til fremtidige fund. Rigtignok lykkedes det mig for en række aar tilbake at gjøre et enkelt plantefund ogsaa fra Ph o l as-n i ve a u et s avsætninger nær Grorud station nemlig Populus tremula fra disse avsætningers ældste del som ovenfor anført, men dette fund sier ikke ret meget naar vi erindrer at denne plante allerede hører hjemme i en tidligere utbredt vegetations selskap. For det tidsrum som nu følger med vekslende klimatiske forhold var det kanske BL YTT ydet sin største plantegeologiske indsats ved sin under økelse av de norske kalktuffer. Og det var et ganske væsentlig bidrag. Den ovenfor meddelte floraliste er det bedste vidnesbyrd derom. Den indeholder som vi ser alle de væsentlige tloraelementer som hittil har været bestemmende for en hovedopdeling av disse tufforekomster. De subarktiske Salix-arter, Betula odorata, Populas tremala, Alnus incana m. fl. paa den ene side karakteristiske for det samfund der bragte ham til at henføre denne lavere del av tuffen til den i n fr a bore a le tid. Og paa den anden side en række borealt optrædende arter, der igjen falder i to grupper. Den første av disse indeslutter i sig ogsaa en række arktiske arter der under mere kontinentale forhold igjen har utvidet sit spredningsomraade, saaledes Dryas octopetala og Salix reticulata

53 r\orges ARKTISKE FLORA. 53 for kun at nævne et par. Endelig kommer den anden av de to med utvidelse av sit vokseomraade under den følgende mere tempererede tid av atlantisk klimapræg med fur us k og en som særkjende og i denne en noget blandet bestand som forekomsten f. eks. av Betula verrucosa viser. Og underdækket er det sædvanlige velkjendte, Vaccinium vitis idæa, Linnæa borealis o. s. v. Dermed karakteriseredes birket uffe n som den i n fr a bore a le, som allerede ovenfor nævnt, Dr y a s-t u ffe n som den boreal e og furutuff en som den atlantiske. Dertil omtaler han saa yngre tuffdannelser med Acer platanoides fra Gudbrandsdalen og med Picea excelsa fra omegnen av Kristiania, hvis ikke denne sidstnævnte a rt skulde referere sig til hans tufindsamlinger fra Biri. I den saaledes gjennem tuffenes bygning og flora-indhold skitserede vegetationsutvikling er dermed ogsaa fra BLYTTS side leveret en oversigt i de store drag over vor f1oras indvandring under de senere avsnit av vort lands kvartærgeologiske historie overensstemmende med hans anskuelse av forholdet. Gjennem hans senere fremstilling skinner paa det tydeligste igjennem hans nære forhold til den brittiske istidsforsker james GEIKIE. Ved denne anledning skal jeg ikke gjenopta til nærmere drøftelse dette forhold, da jeg allerede tidligere (ØYEN: Kvartærstudier i Trondhjemsfeltet, Ill, 19 15, pag. 69) har gjort det til gjenstand for en mere utførlig omtale. Heller ikke kan jeg her i detail indlate mig paa en drøftelse av de forskjellige anskuelser og synspunkter som i de sidste aar er kommet tilsyne i vor plantegeografiske litteratur. Der synes nemlig paa flere punkter at være et saadant skille mellem opfatningen av forskjellige spørsmaal at man vistnok ikke tør vente disse besvaret uten ved nye undersøkelser og fund. Det synes for øieblikket vanskelig at faa en helt tilfredsstillende korrelation og overensstemmelse istand mellem de marine avsætninger paa den ene side og de i indsjøer og paa land avleirede paa den anden. Til forskjellige tider har jeg søkt at anstille endel saadanne korrelationsforsøk, særlig mellem de Britiske øer og Shetlandsøerne, hvor torvavsætningerne paa mange steder er saa ut-

54 54 P. A. ØYEN. prægede og nøiagtig studerede, og vort eget lands marine avsætninger (ØYEN: Kvartær-studier i Trondhjemsfeltet, Ill, 1915, pag og ØYEN: Korrelationsopgaver i nordvesteuropæisk kvartærforskning, 22/9 1916). Ut herfra har jeg da ogsaa søkt at føre sammenligningen videre og søkt at faa ogsaa vort eget lands forskjellige avsætningar ind under samme almindelige synsvinkel. Efter den mottagelse disse betragtninger i de senere aar har faat tør jeg slutte at de ikke har vundet synderlig bifald i de kredse som nu særlig beskjæftiger sig med de hithen hørende forhold. Men da der paa den anden side heller ikke fra disse kredse er gjort nogetsomhelst forsøk paa at bringe nogen forklaring av disse forskjellige forholds sammenhæng og aarsaksforbindelse saa maa jeg for at faa det hele ind under en enhets- og helhets-opfatning gjøre mine forsøk indtil noget bedre kan sættes istedet. Der var som vi ovenfor saa ikke meget der kunde sies direkte at knytte de marine avsætninger sammen med den av BL YTT fra kalktufferne opstillede utviklingssuite. Imidlertid stemte jo hvad der fra Ph o l as-ni ve a u et var iagttat med hvad BL YTT angir fra b i r k e t u ff e n. Klimatologisk hører de jo ogsaa begge til den in fr a bore a le gruppe. Vi vil derfor gaa et stykke videre idet vi vil betragte den i n sit u liggende plante førende avsætning i Broch manns gate som ovenfor fremstillet. H vad vi først hefter blikket ved er den tempererede brakvandsflora, i fuld overensstemmelse med strandavsætningens karakter. Dernæst kommer Populas, Alnus og ikke mindst Corylus, der viser hen til de kuldskjære løvtrærs gruppe eller ialfald nærstaaende. Det ligger derfor allerede plantegeografisk nær at henføre avsætningen til den bore a le tid (ØYEN: A brief Summary of the Evidence furnished by Glacial Phenomena and fossiliferous Deposits in Norway as to Late-Quaternary Climate, 1910, pag. 342), Undersøker vi saa de sammen med planteresterne opbevarede dyre rester: Cardium edule L., Montacuta bidentata MoNT., Tellimya ferruginosa MoNT., Abra longicallis Se., Macoma calcaria CHEMN., Margarita helicina FABR. m. fl. saa fortæller allerede artssamfundet os og i endnu høiere grad de optrædende artsvarieteter at vi befinder os inden M a c tra-n i ve a u et s faunistiske gruppe,

55 NORGES ARKTISKE FLORA. 55 hvad der er i fuld overensstemmelse med avsætningens stratigrafiske forhold til den paa stedet optrædende terrasse (ØYEN: A Fossil-bearing Deposit of the Mactra-niveau in Christiania, 1913). For <>aa vidt kunde man si at alt var i skjønneste orden for at bruke det gjængse uttryk. Men der er et par arter vi endnu hefter os ved, nemlig Betula nana og Vaccinium vitis idæa samt den noget tvilsomme Salix reticulata. Der er saaledes ogsaa her et tvilsomt arktisk islæt som rimeligvis har utvidet sit omraade endel under den kontinentale klimattilstand, dette tidsrum viser, og vi staar derfor her overfor et tilfælde helt analogt til det vi ovenfor betragtede ved kalktufferne. Det ligger saaledes meget nær at stille denne M a c t rani ve a u et s avsætning i korrelativt forhold til kalktuffernes Dr y as t u f, der danner mellemleddet mellem birk e- og fur u tuffen. Da saa denne sidstnævnte tuf ved sit tempererede vegetationspræg antyder en mild tid og ved sin mægtighet antyder en fugtig tid skulde det allerede av denne grund ligge nær at stille furu-tuffen i korrelation til den milde og fugtige Tapestids avsætninger med Tapes decussatus L. (ØYEN: Tapes decussatus LtN. og Tapes-niveauets geologiske stilling, 1905). Da det saa sommeren lykkedes mig ved Gillebu og Thingvold i Ø i er at pa a vise saavel den til Triv i a-n i ve a u et svarende formuldningsfacies som den til Ostrea-n i veauet svarende erosions- og akkumulations-f aci es saa var dermed igrunden det korre1ative he1hetsbillede tilveiebragt. Disse forhold ved Gillebu og Thingvold beskrev jeg i en artikel om "Norges største kalktuf" i "Aftenposten" for 2den september 1917, nr Og i begyndelsen av september samme aar hadde jeg den fornøielse paa en ekskursion med studenterne at demonstrere disse forhold paa stedet. Det er de samme forhold jeg saa senere har mere utførlig behandlet i et par avhandlinger: "Kalktuf i Norge" (Norsk geologisk tidsskrift, B. V, 19 19, pag ) og "Kalktuffen ved Thingvold og Gille bu" (1. c. B. VI, 1922, pag ), begge avhandlinger manuskriptfærdige i slutningen av oktober Den i disse to avhandlinger, henholdsvis pag. 350 og pag. 208, givne korrelative sammenstilling av de marine niveauer og

56 56 P. A. ØYEN. kalktuffernes stratigrafiske bygning vil da samtidig ogsaa i de store drag, som nu i det foregaaende fremstillet, vise vegetationsdækkets utvikling i forhold til den av de faunistiske ændringer utledede oversigt over de klimatiske vekslinger. Paa den maate faar vi ogsaa et godt indblik i aarsaksforholdet mellem "Vor høifjeldsflora og vort lands arktiske vegeta ti on " saaledes som jeg gav en oversikt over disse forhold i "Aftenposten" 2den august 1919, nr Korrelationsforholdet volder imidlertid ikke vanskeligheter blot paa den skandinaviske halvø, ikke h1ot inden vort lands grænser, ikke blot hvor spørsmaalet er om k1argjørelse av vor vegetations historie, men lignende vanskeligheter møter nærsagt overalt. Allerede i det foregaaende er jo dette paa forskjellige punkter berørt. Tar vi for O!:; nogen eksempler som i dette tilfælde mere specielt berører vor foreliggende opgave, saa har vi ikke tat ret mange før vi har for os et temmelig broget billede. Vi tar først det som her ligger os nærmest, det sidste sammenlignings billede BL YTT oprullede for os (Bergens Museums aarbog 1909, nr. 8, pag ): GEIKIE. Lower Buried Forest. Lower Peat. Marine deposits f. beach. U p per Buried Forest. Upper Peat. BLYTT. Boreale stubbelag. Atlantiske torv. Postglacial sænkning. Subboreale stubbelag. Su batlantiske torv. I tilslutning til dette falder det naturlig at ta for sig det sidste av GEIKIE oprullede billede: "At lower leve!s in the Highland area the series is more complete - the tale told by the peat-bogs beginning with the first Arctic plant-bed and Lower Forest-bed, after which comes the Lower Turbarian with the second Arctic plant-bed, followed in succession by the Upper Forest-bed and the Upper Turbarian. It may be noted further that in Shetland the first Arctic plant-bed and the Lower Forest-bed make their appearance, while the U p per Forest-bed is absent" (GEIKIE: The Antiquity of Man in Europe, 1914, pag.

57 NORGES ARKTISKE FLORA ). Og sammesteds pag gir han en oversigt over sin opfatning av lag- og rækkefølgen: 4th Glacial Epoch. Mecklenburgian. Sea-leve! f. 4th Inter-Gl. Epoch. Lower Forestian. Land higher than now. 5th Glacia1 Epoch. Lower Turbarian. Sea-leve! f. carse. 5th Inter-Gl. Epoch. Upper Forestian. Land higher than now. 6th Glacial Epoch. Upper Turbarian. Sea-leve! f. Recent. & Present. Epoch. Det er allerede herav let at se at BL YTT ikke har været helt klar over konsekvenserne av den korrelation han har gjort med henblik paa de skotske forhold. Men vi maa ogsaa erindre at det er de utstrakte undersøkelser LEWIS senere har foretat som bragte GEIKIE til nærmere at præcisere sin opfatning av torv- og stubbelagenes historie (cfr. Zeitschrift fi.ir Gletscherkunde, B. I, H. I, mai 1906, pag ). Og vi faar jo av LEwrs's arbeider (Trans. Royal Soc. Edinburgh, Vol. 41 (1), 45 (II), 46 (Ill), 47 (IV), ) et godt indblik i og en oversigt over den rikdom av interessante enkeltheter her foreligger og endel &v de vanskeligheter som sammenligningerne byr paa. Selv regner jeg det for et stort held at jeg sommeren 1909 hadde anledning til at ledsage LEWIS ved hans undersøkelser paa Shetlandsøerne, hvorved jeg av selvsyn lærte at værdsætte det arbeide som her er utført av den britiske torvmyrforskning. Det var min saaledes paa første haand erhvervede erfaring som ogsaa bragte mig til at forsøke en noget videre sammenligning med vore egne forhold (cfr. Archiv for Mathem. og Naturvid. B. 35, nr. 3, 1917). Men som jeg ogsaa netop nævnte er der mange vanskeligheter. Og dette kommer ret snart tilsyne. Thi om vi f. eks. tar for os BROOKS: The Correlation of the Quaternary Deposits of the British Isles with those of the Continent of Europe (Smithsonian Report, Wash. 1919) saa møter vi f. eks. den overraskelse at L o w er Tu r bar i an er bragt i korrelativt forhold til W ur mi an. Lower Forestian er faldt væk. Og mel! em-

58 58 P. A. ØYEN. rummet mellem Boreal og Wurmian fyldes av DAUN, GscHNITZ, BOHL, BALTIC, som man ser nok av overraskelser (1. c. pag. 366). Og egentlig tilfredsstillende kan det ikke sies at være at han lar mit M a c tra-n i ve a u falde umiddelbart efter Horten-Mosse-raets avsætning (1. c. pag. 347, 366). Og dog blir igrunden dette lite imot det vi flnder naar CLEMENTS, der vistnok lar M e c k I en bur gi an direkte efterfølges av L o w er Fores ti an men sa a bringer denne i korrelativt forhold til Peorian, og Lower Turbarian sammenstilles med Earlier Wi sconsin samtidig med at Upper Turbarian sammenstilles med Later Wisconsin (CLEMENTS: Plant Succession, 19 16, pag. 37 1). Vi ser at korrelationsgrænserne blir temmelig vide. Nu, vi pligter at tilføie at CLEMENTS selv sammesteds gir sit korrelationsforsøk betegnelsen "provisionally". Det anførte er dog tilstrækkelig til at vise med hvilke tilsynelatende uoverstigelige vanskeligheter korrelationsforsøkene ofte har at gjøre, saa de meget ofte faar en helt famlende karakter, og det kunde derfor synes at de heller ingen større værd har. Og dog er det paa denne ufuldkomne maate man efterhaanden maa søke ut av den vrimlende mængde av enkeltstaaende iagttagelser og fund at erhverve den for videre arbeide nødvendige enhetsopfatning likesom ogsaa den helhetsopfatning uten hvilken forskeren vanskelig i Iængden vil kunne vedlikeholde interessen for det ofte saa anstrengende detaljearbeide. Derfor vil vi nu ogsaa her tilslut søke at samle i en oversigt de i det foregaaende opsamlede enkeltheter, idet vi for korthets skyld henfører det hele til Kristiania umiddelbare omegn. I første rubrik tar vi saa de marine niveauer, i anden florakarakteren eller med andre ord vegetationsbilledet og i tredje den isostatiske stilling av de enkelte niveauer uttrykt i meter over den nuværende strandlinje:

59 NORGES ARKTISKE FLORA. 59 Marint niveau Vegetationsbilledet Isostatisk stilling Mya-niveauet Recent o Ostrea-niveauet (A) Su batlantisk Il Ostrea-niveauet (B) Subboreal 22 Trivia-niveauet (Klima-maksimum) 47 Tapes-ni veauet Atlantisk 70 Mactra-ni veauet Bo real ca. 95 Ph o l as-ni ve a u et Furutiden 142 L it to ri n a-n i ve a u et Birke-tiden 175 Port l and i a-n i ve a u et Høiarktisk 205 My ti lus-ni ve a u et Arktisk 22 1 Ra-tiden Høiarktisk ca. 215 Kristiania Universitets Paleontologiske Museum, juni l 923.