DEN STORE HUNGER

??"??"?«?»»*?»?«?«JOHAN BOJER Ed modcr, ckncspü i Hdca, bilkde ra et Et Mkd«««nmuB. akt. 1895. m TEenddjgcn. 3. o^ 1896. 1895. dxaauu 1897. Olaf den hdmge, Paa Idfkevd, cmtyr. Evcoljfi«KotumIuiic«4. opl 2. o{m. 1897. 1896. 2.ofL 1899. Roman. Den evicckxi^ Moder Lca, nman. 1900. Gaanle histotkr. 1901. Thcodora, sknespfl. Es pflgrimfgang, Tfoeas nu^ romaii. 1902. fortaeuiiig. 1902. 3. o d. 5. opl 1903. Bratuf, drima. 1904. Hvide fugle, eventyr. Vort xice, roman. oine, IQanligbeteiu dramatisert. Tioeiu magt, 190«. 4. oplag. 1906. tkueip 2. opl 1910. 1910. 4. opl 1911. Liir, roman. 2. opl 1913. Fangen, som sang. 2. opl. 1916. Sigurd Braa, skuespil. 1916. D«D franske fane, tkildringcr 19. opl 1916. hunger, roman. Den ftore 11. opl. 1917. Verden«AnsigL Dyrendal, roman. 9. opl. 1919.

JOHAN BOJER DEN STORE HUNGER ROMAN 25-29 TUSEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL KRISTIANIA OG K0BENHAVN 1920

Copyright 1917 by Gyldenäalske Bhandel Nordisk Forlag OBNTRALTRTKKBRIBT KRISTIANIA

F0RSTE DEL

baatene i.! I. Ingen storm kan husere slik som nordvesten, naar den i de lange vinterkvelder ssetter ind mellem Qeldene med rokk rabalder. Den rorer fjorden op i fraadende skavier längs f]sren slaar kolbette op til de graa fiskerstuene, gamle solide laavebroer letter paa sig flyr ind over bygden som Fugle.,Du störe veies,' siger pikene, som skal ut i fj0set melke, de Isegger sig ned kryper paa fire over gaarden med en lykt som slukner en melkebette som flyr sin vei. Og ipgudtroste oss* siger de gamle kjsrringene inde ved ovnen, deres tanker Farer langt nordover til lofotfiskerne, som kanske er ute i nat Men en stille aprilsdag smyger forden saa blank blid ind forbi bukter nes. Og i ijsere sje ter- Isgger den et heit kongerike av merkelige eer, sanddyner stene med tang. Smaagutter vasser omkring i blanke pytter, hvor flyndre saa stör som en femering skyter bort som pile. Og der stiger op i dagen en lukt av sah sje av varm fiigtigqsere, saa kjelden som vipper ute paa en stör sten ssetter det rede n»b tilveirs plystrer like mot solen: klyp, klyp nu er det vaar.

8 En slik dag gik to gutter i tretten f]orten-aarsalderen skyndsomt fra en av fiskestuene nedover mot faseren.aldrig har gutter det sat travelt som naar de gjer net ulovlig, hvad skulde vel gaa for sig idag? Den blonde bleke Per Tr0en skjov energisk paa en trillebor, den anden, Martin BruvOld, en m0rk, fregnet knekt, bar en bette paa armen. De snakket lavt hemmelighetsfuldt sammen saa utover sjoen i spsending. Det var naturligvisper Troen, som var hovedmanden. Det var han bestandig,han fik saa skylden for skbranden ifjor.nu hadde han faat et par kamerater med paa, at gutter likesaavel som voksne fiskere kan ssette ut dypvandsline. Gik de ikke her hele vinteren dr torv ved gjorde voksne karers arbeide, var det saa nen mening i,at de skulde fare t0ise med smaafisklinen indunder land bare komme hjem med flyndre mort smaa-torsk? Det var forbudt at rore atorfiskline javel mende voksne var paa Lofoten endnu. Og igaar hadde de saa nede i naustet lurt sig til at agne den likevel siden vseret borte i den milebrede ijorden sat den ut. Nu er det jo en ting,at dypvandslinen kan bringe op i dagen fisk saa stör saa forlig,at ingen har set maken fer. Men der var hsndt dem net andet igaar de hadde ikke hat iltem nok til at botne linen med, skulde det derfor gaa istaa? Det var atter Pers id6 at de künde binde den ene ende fast til en liten furu ytterst ute paa nesset derfra «

ja 0 ^sstte linen videre bortover vilde JJorden. I borterste enden en sten med et,tvi fisk" var den lempet overbord svundet ned gjennem det grenne dyp. Saa var det gjort. Men normest furuen i berget svsvet et par angler i lüften over sj0en, her künde de faa erfugl eller alke paa kroken, men hvis nu Folk kom roende forbi i merke, saa künde de saa ssette sig fost, saa saa künde guttene idag rent ut sagt faa levende mennesker paa linen. Var det saa underlig, at de hvisket sammen at fottene var rappe? Der er han Peter Renningen!* sa Martin. Det var deres tredjemand i baatlaget, en lang, tynd stilk med hvite eienhaar et dumt ansigt«han stammet hadde to gange streket for presten, men hvorfor skulde han nu saa Isre net av bok, al den stund endnu intet menneske hadde ventet til han fik snakke ut.,kji, hi, hü" sa han, naar han lo. Nu satte de baaten nedover Qseren, snart laa den flet, mens en hei del lappede bukseben kravlet ombord. Hallo! faa lov at veere med!*, skrek en stemme oppe i fjseren.,det er han Klaus!' sa Martin Bruvold.»Skal vi ta'n med?*»neu* mente Peter.,Aajau!" sa Per. Men Klaus Broch var sen av distriktslsegen en blaaeiet krabat i knsebukser matroskrave. Nu hadde han vel remt fra hustereren igjen Tilde faa erefiker av faren, naar han kom hjem.

10 Ja skynd dig no da/ sa Per med en aare i sj0en. Den hvitripete foringen skj0t bortover bukten 1 ujevne aaretak. Martin Bruvold rodde i framrummet, han saa paa den bleke Per, som sat der i skotten som en hevedsmand var lystig i einene pensket paa nye paafund. Martin, stakkar, var rsed, han Forstod ikke, at Per, som skulde bli prest engang, vilde finde vaere synd mot Vorherre. paa saa meget, som maatte Per var bygut sat bort til en fisker for beta- Hng. Moren hadde nok vseret en vidtleftigpike, men hun var ded, faren var en rik storkar, sa folk, ialfald sendte han hver jul 10 kroner til Per, saa han stadig hadde penge paa lommen. Var det saa underlig, at han stod i anseelse blande kameraterne, saa han stadig var deres herre hevding? Og baaten skar videre längs de graa berg. De saa Qsren de smaa üskestuene blaane hen bli langt borte. Inde mellem de fjeme aaser lyste en rodmalt gaard paa en hvit mur. Men her var nesset, der furuen. Per kl0v op fik lest enden av linen, de andre la sig ut I siden saa paa temmen, som svandt ned i dypet Hvad vilde der nu komme for en dag? 9R0I* kommanderte Per, han begyndte at hale. Nu gled baaten ret bortover f]orden, linen med de spredte angler haltes ind lagdes sirlig i ring paa bunden av en flat kasse. Pers hjerte var urolig. Der kom det forste ryk der blinket en

hvad pyt, 11 fisk frem i dypet bare en stör torsk, som han flot svinget ind over baatripen. Senere er det en lange naa det var ialfald en dypflsk. Og siden brosme, flere brosmer, en slik middagsmat vilde nok gjere kjserringene saa blide, at de holdt kjseft,naar de voksne fiskeme kom hjem. Et stört ryk, ryk, ryk kan det vaere? Haa, der ses en graa skygge. Kieppen hit/ ropte Per, Peter Renningen kästet den til ham. «Ka er det!* skrek de tre andre. Vselt ikj baaten da det er steinbit!** Et hug av kleppen ned i sjeen, den kattegraa fisk svinges ind i baaten, frseser biter i tilje esekar, saa flisene knaser.»pas dig!*"ropte Klaus Broch, som bestandig var rsed paa sjoen. Per halte videre. Nu var de snart midt ute i fjorden, den mystiske linetem kom op fra dybder, som ingen fisker har maalt. Pers ansigt begyndte at bli saa spsndt. De tre andre stirret paa det. Er lina tung?"" spurte Klaus Broch. Hold kjaeftl' advaret Martin Bruvold kjek ned i dypet, hvor linetemmen svandt skraat ned. Per halte endnu. Det var som en egen uhygge Forplantet sig fra dypet op gjennem tommen ind i ham seiv. Hvad künde det vsre? Linen var aldeles ikke saa tung. Men det rykket ikke som det pleier av fisk, det var som en msgtig haand ganske sagte vilde trskke ham overbord ned i dypet. Endelig et stört ryk, som truet med at vippe ham over baatripen. Pas dig ka er deti* skrek tre munde.

det det han 12 Sit ned i baaten!* kommanderte han. Og med fiskerens vane til at lystre satte de sig igjen. Per blaaholdt linen med den ene haanden holdt sig fost i baaten med den anden..har vi meir end ein klep!' pustet han..her er ein til!* Peter Ronningen kästet frem en ny trseklubbe med en stör jernkrok i.»ta'n du Martin,Men ka er det da?" hold deg fserdig.*,eg veit ikj ka det er! Men det er no stört.*»skjser over lina lat os ro paa land I"" jamret doktorgutten. Aa, at han künde vsere saa rsed paa sj0en, han som paa landjorden var mand for at prygle op en voksen kar. Per holdt atter paa at bli rykket overbord. Og han taenkte paa skbranden ifjor maatte ikke gj0re en ulykke en gang til. Om det störe udyret kom op fik vseltet baaten var saa langt, langt tillands. Der skulde bli et opstyr, om de alle druknet, det atter kom ut, at det var hans skyld. Han tok uvilkaarlig efter kniven for at kappe linen over. Men han slap den igjen. Saa halte han videre. Se dernede i sj0en kommer en stör skygge. Og udyret danser rundt, saa bobler fraader op til overflaten. Og se der har nok en rad av störe, snehvite tsender under brystet. Aha, nu vet han hvad det er. Haakjserringen er de nordiske haves glubske hai. Den kan godt gjore det av med nen gutter.

endnu et 13 9 Pas paa, Martin hold kleppen ferdig.* Nu tumlet et dyr rundt i vandskorpen, saa sjeen kokte. En spol vispet sjeen til skum, et stört, spidst hode kom til syne, vridende sig under angelen i,la gaa," ropte Per, to klepper hug samtidig Utenbords, baaten vseltet sig over, saa sjeen fosset ind, Klaus Broch kästet aareme sprang frem i skotten skrek:.1 Jesu navn!* Men i det samme rullet et tungt legeme, stört 8om en voksen mand, ind over baatripen, to gutter holdt paa at gaa paa nsesen overbord. Og nu blev der morro. Guttene slap kleppen sprang hen i hver sin baatskot for at vsre av veien. Og i midtrummet raste det sorte rovdyr med den spidse snude de rede, ildsprutende oine. Det sl med spolen, saa esekar aarer fek overbord hug efter tiljer tofter med de lange tsnder. Det hoppet heit, men faldt ned igjen i rasende vridninger, frseste, pustet, Eraadet. De rede einene gik rundt mot de unge flskere som vilde de si :.Rrrap dere kom litt naermere.' Men Martin Bruvold var rsdd for, at den künde slaa baaten istykker, pludselig trak han sin tollekniv, tok et skridt frem lyn i lüften kniven blinket ned mellem rygflnneme saa blodspruten stod tilveirs. «Pas digl" skrek de andre, men Martin var alt tilbake utenfor slagene fra den sorte spol. Og det blev en ny dedsdans med denne kniven i ryggen sat jo en klep hu^et ind mellem einene paa den, en anden i siden, de lange tree-

14 skafter flei op ned efter som den hoppet. Og baaten rystet knaket..hu slaar baaten isund. Og da sokk vi!'' ropte Per. Og nu var det hans kniv, som blinket reiste en blodsprut op av framryggen, men selv tapte han pludselig fotfeste saa... ja saa ruuet de to kropper rundt med hinanden dernede i baaten.,aa herre Jesus!" skrek doktorgutten, holdt sig selv Fast i stavnen. Hun drseper ham, hun drsbper ham!" Per fik fat i baattripen kom sig op paa knserne, men i det samme hug udyret sin brede tandsaks over hans arm. I nseste 0ieblik vilde de kvasse tsender klippe den av. Per skar ansigt av smerte, men i det samme slap Peter Renningen aarene, i nsste eieblik lynte hans tollekniv ind mellem 0inene paa udyret. Kniven trsngte ind i hjernen i det samme blev hugget slappere om Pers arm.,fy, f... f... fen!" stammet Peter idet han krabbet sig frem til aarerne igjen. Litt efter var saa Per kommet los, han stod paa knse i framrummet tok sig over den fillete treie-serme fuld av blöd. fik nseven Da de endelig rodde hjemover med den lille baaten overlastet av det svsere dyr, holdt de pludselig aarerne stille.,kor er han Klaus!* spurte Per. For doktorgutten sat ikke tenger holdt sig fast i stavnen.,aa, der ligg han.*

15 Den svsre knekt paa Femten aar, som allerede skrot av at han for med piker, han som teste tysk skulde bli storkar som far sin, han laa besvimet nede paa tiljen i framskotten. Ferst blev de rsd, men Per, som sat vasket den blodige armen, tok esekarret fuldt av sje kylte det frem i ansigtet paa ham. Og eieblikkelig For gutten overende grep efter baatripen skrek: Skjsr av ro paa land!' Et hyl av latter fra de andre sl sammen om ham. De maatte slippe aarerne magen. holdt sig paa Men inden de skiltes oppe i Qsren^ blev de allikevel enige om, at de ikke skulde Fortslle til nen, at doktorgutten hadde besvimet. Og i flere uker efterpaa var de Are knekter i Folkemunde For denne bedrift, saa nu slap de nok pryl allikevel, naar de voksne karene kom hjem. II. Dengang Per som ganske Uten kom til de gamle i Treen, hadde han vseret paa omgang blandt mange Forskjellige pleieforsldre, men selv husket han ikke det. Han var en galning nu, men det var ikke saa Isenge siden han mest gik sturet For sig selv. HvorFor sa Folk stakkar til ham bestandig naar den rigtige mor hans blev naevnt, hvorfor gjorde de det? Ja om det saa var Peter Renningen, saa stammet han din ho, ho, horonge naar han var sint. Men ellers

,hu 16 kaldte Per den gamle, koparrete konen i Treen for mor den hjulbente kalten for far, han hjalp gamlingen i smia paa sj0en som det faldt sig. Han vokste op i en grsend, hvor det var synd at smile, hvor alle sindene var skoddegraa av fattigdom, helvedesfrygt salmesang. Saa kommer han hjem fra torvmyren en dag ßnder alle de voksne sittende graate over nons- * maten. Per terket svetten av panden spurte: Ka er det?«den voksne sonnen kjerte en gretske ind i munden, terket sine eine, svselget sa : Stakkars Per.* Ja, Stakkars dig,' sukket saa gamlingen stak sin hornske i en sprsek i temmervseggen, hvor den hadde sin plass.,no har du hverken far eller mor/ sutret den seldste datteren saa bort mot vinduet. Er mor mi...?«aaja," sukket gamlemor for sin domar no ja/ har nok vore Utover dagen provde Per at graate, han med. Det vserste var, at alle i huset syntes aa vsere saa aldeles paa det rene med, hvor mor hans nu var. Og det var ikke i himmerik. Men hvordan künde de vsere sikker paa det? Per hadde set hende bare en eneste gang, da hun var herute en sommer. Hun gik i lys kjole stör straahat, han syntes han aldrig hadde set net saa vakkert for. Hun la ikke skjul paa at hun hadde en liten pike til, en pike som hette

for i 18 der paa loftet laa en, som hikstet graat i sevne. Om dagen gjorde han sig tynd ved bordet aad saa litet han künde, men hver morgen ventet han med skrsek at i dag dag maatte han si farvel til gamle-mor begi sig ut i bygden til fremmede. Men se da dumper en ny hsndelse ned i den lille stue ved fjorden. Der kom et bankobrev med mange laksegl paa en skrifc saa storkarsagtig,at den nsesten ikke var til at tyde. Der blev en sammenstimlen omkring sonnen, som aapnet det. Fem tiere faldt ut. «Du Store veies!"* sa de. Og kan det vaere til oss,"" sa de forbauset. Nu gjaldtdet at tyde skriften. Men kjsere, dette maatte da vsere fra Pers far, skj0nt det ikke stod med rene ord. Vser god mot drengen, stod det. Og to ganger om aaret vil jeg sende femti kroner. Og pas godt paa, at han Faar rikelignsering har tert varmt paa benene. ierbodigst kaptein Holm. Han... han for din er kaptein,gut,'' stammet den seldste datteren tok et skridt baktengs for at kunne glane paa ham. Og nu faar vi dobbelt saa mye for'n som for,* sa sonnen saa med pengene i haanden op mot loftet som om det var Vorherre han vilde fortflelle det til. Men gamla foldet nu sine hsnder av en anden grund nu slap hun ät miste Per. Og javisst skulde han faa god mat. Han fik i denne dag sirop i groten, endda det var en hverdag, I

men men folk Far 19 sonnen forserte ham et par stremper tvang ham straks til at skifte dem paa, om kvelden kom den aeldste datieren bredte over ham en skindfsld, som ikke var fuldt saa snau som den gamle. Du störe verden hans var kaptein. Saa blev der jo andre tider for Per. 0inene omkring ham blev nye nu sa ikke stakkar mer. Og ungerne kaldte ham ikke med utnavne mer. Du skal sjaa han Far din koster dig Frem, om det saa er baade til prest bisp,*' sa de voksne til ham. Til jul fik han en tier sendt til sin egen lomme, Per vekslet den i S0lv, saa pungen blev nsesten revneferdig av velstand. Var det saa underlig at han nu begyndte at gaa paa veien saette nsesen tilveirs, at han blev en prins en hevding blandt kämeraterne? Om det saa var doktorgutten Klaus Broch, saa kom han sl lag med ham leerte ham at Spille kort..men du vil da vel aldrig bli prest," sa han. Ingen künde si, at Per holdt sig For stör til at vsre med paa sjeen som Fer eller hjslpe kallen i smia. Nei, naar gnisterne Fek Fra det rode jern, se da künde han ikke For, at de blev syner, som flei ind i Firemtiden. Joho, prest vilde han bli. Han künde vsere en synder en galning nu, det hsndte, at han svor bandte saa det lynte, bare For at vise kameraterne, at man sank ikke ned i jorden likevel prest vilde han bli. Og ikke slik en matprest med stör mave briller, nei, en slags himmelson med hvit kjortel ansigtet

20 som en los. Ja kanske han engang künde naa saa vidt, at han steg ned til morens pinested trak hende op, saa hun blev Freist. Og naar han om hestkveldene som graanet bisp stod ute paa sin gaard, se, da vilde han strsekke en flnger tilveirs faa alle stjernene til at synge. Pang, pang, sa det mot ambolten. I stille sommerkvelder traver en flok gutter opover de snaue berg mot skaasene for at hente kjyrene hjem til at melkes. Og jo heiere de stiger, jo Isnger ut mot havet kan de se. Saa gaar nen timer, saa kommer i solfaldet en lang beling av redsidede naut under bjeldeklang fremover Qerne ohooo! aasrygger. Guttene hujer svinger med ringede rnstaver spytter rodt av olderbarken, som de tygger som skraa. Og dypt dernede ser de den graa grsend längs den kveldsgule ijord, som nu ligger speiler rede skyer hvite seil fugtigblaa fjeld. Og langt ute paa det ytterste ness den ensomme fyrstjernen over det graa hav. En slik kveld kom Per hjem fra haugene, just som en storkar i kariol svinget fra almenveien nedover mot Tr0en. Hesten negtet pludselig at ville over en Uten bro, da herren strammet temmeme lot svepen suse, stellte den, kästet sig til siden danset rundt med vnen paa de heie hjul. Ja, saa fear jeg gaa det stykke som er igjen da!* ropte herren rasende kästet tommerne til skysskaren hoppet ned. I det samme kom Per hen til de to.

der det 21 «Aa hfpr, gutten min kan du ta den her vadsskken...* men pludselig blir herren opmerksom, tar et skridt baklaengs, stirrer:.hvad skulde vel ikke.. er det dig, Per!" Ja-ha!'' sa Per tok huen av maapet. Nei, det var da morsomt. Jeg heter Holm. Nei, jasaa, jasaa, jasaa.' Skyssen svinget bort, byherren den bleke landsgut med de lappete buksene blev staaende se paa hinanden. Det var en femtiaaring, saa rank, saa sprsek at se til,enda det körte helskjsg haar var graasprengt. 0inene var lystige under skyggen av den sorte stivhat, den lange reisefrak var aapen saa guldkjeden paa vesten saas hansker, paraply i den ene haanden, vadssek i den anden, blankpudsede sko en stör herremand stod hans fer. ysaa du ser slik ut" gutten min. Jeg trodde du var st0rre. Du er jo i dit sekstende aar nu. Har du faat nok av mat?* Jaha," sa Per med overbevisning. Saa gik de sammen nedover mot den graa stuen foran Qorden. Men med ett standser herren kniper einene sammen.»er det der du har vaeret i disse aarene?" Jaha.*,1 den stuen der?* Jaha. Det er der det heter Troen." Jeg synes den ene vseggen bulner saa ut, at hele greia maa ramle ned snart.*

jeg slik Lusiana.du vel!" 22 Per provte at le, men f0lte graaten i halsen. Det gjorde ondt at fine folk snakket slik om stua tilfar mor. Der blev en opstandelse,da den fremmede storkar kom i deren. Gamla stod rötet i kakedeig, med hele forsiden hvit av mel, gubben sat med briller läppet sko, dotrene fl0i op Fra hver sin rok. Ja, jeg er Holm," sa Herren traadte ind smilte. «Aa tröste os, er det kaptein sjel,"*sa gamla terket hsenderne paa stakken. Det var en gemenslig Fyr. Han gik frem i hegssetet satte sig trommet med fingrene paa bordet pratet var som hjemme. Den ene datteren hadde tjent hos en konsul i byen, da hun nu kom med en spilkum med melk, gjorde hun et kniks sa hr. kaptein som skik er i byen. Takk, takk, jenta mi," sa han. Hvad heter du da? Naa, det er da ikke no at bli saa rod for. Nikoline ud- merket du da Han saa paa kummen, som hadde en red rand, temte den nsbsten terket skjsgget pustet. Phu det smakte godt. Saa, nu er jeg her?" Og han saa sig omkring i stuen paa hver isser trommet med flngrene smilte sa jasaa, jasaa, jasaa, syntes at more sig over alt i den vide Verden. Og her du Nikoline, ** sa han titlene som er saa stiv i er ikke kaptein Isnger, de har sendt mig herop som oberstleitnant nu, min hustru har netop arvet et hus efter mine foraeldre herinde i byen, saa det kan nok hsnde vi slaar os til ro her.

hvem Ha, 23 Og herefter faar Dere vaere saa snil at sende brevene til mig gjennem en ven. Naa, det snakker vi altid om. Jasaa, jasaa, jasaa.^ Og han trommet smilte hele tiden. Per stod saa, at knapperne i det Store skjorteb^yst i manchettene var av guld. Og saa kom en liten pakke op av lommen, se her Per det var intet mindre end et selvur, det sergelige var, at han ikke straks künde fly avsted vise kamer iteme det. «Aanei for en far!" sa gamla rent paa graaten sl hsenderne sammen.,aa Far, far!"* sa den anden la haanden paa hendes skulder om det, ha, ha, ha!" kan vite no sikkert ha, ha!" sa saa gubben, som endnu sat med en syl i haanden, for denne treisomhet var da net han forstod. Siden gik fremmedkaren ut drev omkring stak hsenderne under frakkeskjetene saa paa himlen paa fjorden sa jasaa, jasaa hele tiden, Per fulgte ham overalt stirret paa ham som paa en stjerne. Det blev slik, at han skulde li^e hos naboen om natten, for der stod det et vserelse med laken paa sengen, Per fiilgteham saa dit bar vadssekken for ham. Det var endda hos forseldrene til Martin Bruvold, rundt i grsnden stod folk glante, men utenfor stod Martin selv.»er det kameraten din det der, Per? Godt, se her har du no at kjepe dig en stör gaard for," Martin fik en femer, som han blev staaende rent forstenet flngre paa. Joho, Per hadde en far. Saa fik han da saa se en storkar kls sig av.

er sa joho! 24»Slik skal saa jeg ha det,* tsenkte han, da der kom saa meget rart frem av vadsaekken. Der var nu en S0lvb0rste, som faren strek haar skjsegmed, mens han i underbukser gik frem tilbake paa gulvet nynnet. Og en saerskilt skjorte tilat ha paa om natten med rode ringer om halsen Per nikket. Og da Fremmedkaren laa i sengen, kom der frem en flaske med solvkork, som künde skrues av brukes til stop. Saa en dram til godnat en lang pipe med perlesnor da den dampet, strakte han sig ut i sengen smilte til Per. Hör, gutten min du flink paa skolen?" Laerarn sei no det han ja,**sa Per la hsenderne paa ryggen satte en fot frem. Hvor meget er tolv gange tolv?" Bums! Per hadde ikke Isrt den störe multiplikationstabel. Har dere gymnastik paa skolen?",gym... ka er det for no?" Hopper dere bukk klatrer i stsenger ekserserer i I, trop naa?" «Er det ikj synd det da?" Ha, ha, ha! Synd du synd. Naa saa, det er slik folk ser paa de ting her. Jasaa, jasaa da. Ha, ha, ha. Ta hit den fyrstikseskender, gutten min.«saa dampet han igjen.»hör, visste du at du har en liten soster?««ja.«eller rettere sagt en halvsoster. Jeg hadde ikke,

kom, kom, 26 side en pengesum for harn paa en sparebankbok, som han vil faa nsermere besked om gjennem en ven. Naaja, farvel takk for mig.'' Og den Store mand smilte til hoire venstre, trykket alle heender, svinget med hatten reiste. Nu kom der nen dager, da Per svssvet henover jorden hadde ondt for at finde fotteste. Folk kom tutet ham orene fiilde om sparebankboken de sa, den kanske var msegtig bare paa nen tusen, men det künde saa vsre helt op til en million. En million! Og enda gik han her aat sild til middags snakket gemenslig til Per million! Paal. En Men ut paa hosten kom konfirmationsdagen, da den gamle tjssrebredde kirken stod der mellem de vssldige trskronene kimet kimet ut i den hostblaa luft. Per syntes den mindet saa om en bestemor, den kaldte saa venlig kom, kom, gammel ung, gammel ung, fra fjorden dalene nordgrsend S0rbygd kom, husk hvad det er for en dag, er for en dag, kom, kom! Slik har den Staat der kimet for slsgterne i det ene hundredaar efter det andet, men denne gangen er det vi. Saa meter da ungdommen der ser paa hinanden i de nye kter snyter sig med lommeterkter, som er lagt saa nydelig sammen. Og der kommer Peter Renningen, som endelig slap frem iaar, men maatte laane sig en treie hos Per, fordi skrsedderen ikke blev faerdig. Goddag sier de til hinanden prever at smile som voksne. En

den 27 anden har kanske et litet regnskap fra den tiden de slos paa skolen, men la gaa, nu kan det vs"re glemt. Per saa Johan Koja, som stjal en blyant fra ham ifjor,men skit, nu künde det vsre det samme det med..takk for läget i sommer da/ sier de til hinanden, idet de s»tter foten paa stentrappen stiger op mot den brede der, hvorfra orglet salmen bruser dem imete. Hvor denne kirken er liten lun god, hvor alt som dit eie meter, siger velkommen ind. Gjennem de farvede vinduer med de smaa blyindiattede ruter ialder dagen saa bl0tt, at selv stygge ansigter blir vakre. Orglet er selve lyset, omsat til vellyd. Der sees nu alle de vandkjssmmede guttehodene paa den ene siden av midtgangen, paa den anden de smaa medre, som idag er i voksne klaer med salmebok i haanden skaut paa hodet ansigtet fuldt av omsorg. Nu synger de alle. De»Idre har trukket sig Isenger tilbake i kirken idag, men de synger med ser fra boken til de unge taenker:»hvordan skal det gaa dem?' Og de unge t»nker gjennem salmen: Ja, idag begynder no nyt. Nu er det forbi med moro fjas, nu skal vi bli voksne.* Men kirken herinde sier likesom: «Blir det rigtig ondt for dig engang, saa kom hit til mig." Se nu bare paa altertavlen er en hei bibel i tr»utskjsering,men Moses med lovtavlerne ser saa blid ut idag, han mener det visst ikke saa slemt allikevel. Og St. Peder med neklen peker op likner en iarbror, som har no godt med hjem fra byn. Saa

28 er det englene, som tvfiever rundt Yseggen paa malerier i trsebilleder, de har laant orglets salmens toner, de forvandler kirkehvslvet til selve himlen, de smelter lyset menneskene sangen sammen til et brus mot det uendelige rum. Per tsenkte: Jeg faar vaere saa stenrik jeg vil, men prest vil jeg bli. Og kanske jeg av al rikdommen min kan bygge op en kirke, som ingen har set maken til fer. Og de ferste jeg skal vie der, det er han Martin Bruvold hun Lovise, sester min, saasandt han bare vil ha hende. Vent bare! ' Nen dager senere skrev han til sin far spurte om han nu künde faa komme til byen begynde paa skole. Og der gik mange dager, men endelig kom der et brev med fremmed skrift, som de voksne i Treen stimlet sammen om for at tyde. Men du Store Verden, der stod: Som De muligens har erforet av bladene er Deres velgjerer, oberstleitnant Holm, d0d som folge av et ulykkestilfaslde under ridning. De anmodes snarest mulig om at indfinde Dem hos mig personlig, da jeg har en del ting at forhandle med Dem om. ierbedigst overlserer Grundt.'' Der stod de saa paa hinanden. Han graat nu allikevel mest, fordi han skulde si farvel til alle i huset her, til de to kjyrene en kalv, den graa katten. Kanske bar det like til Kristiania imorgen den dag for at gaa paa skole, naar han engang kom tilbake, saa var vel gamlemor ikke i live mer. Det var da saa en tyngsel paa alle tre, da den

saa 29 koparrete konen den hjulbente kallen fulgte ham ut til dampskibsbry^en. Og ombord i Ijordbaaten stirret han paa de to, som blev mindre mindre i fjeeren. Saa svandt plass efter plass av den lille graend bak et naes Troen svandt haugene aasene, hvor han hadde skaaret ringestaver lett efter kjyr de svandt saa Fort, saa var hele gründen borte hans bamdom Forbi. III. Om kvelden saa han en msengde lys brede sig ut til alle kanter langt derinde i merket. Og med sin lille kiste paa ryggen fandt han op gjennem sjegatene Frem til bondeliet som han visste av Fra alle de gangene han var med lofotbaatene til byn. Og nsste morgen strok han i sine dülibls kler längs Elvegaten, over broen opover bakkene til villabyen, han spurte sig Frem til han stanset Foran et hvitmalt trshus inde i en have. Her her skulde hans skjsbne avgjeres, som landsfolk pleier gik han kjekkenveien ind. Den tykke piken i det hvite srmeforkl» skramlet med ringer paa komfyren, her lugtet saa godt av kaffe mangeslags mat. Men pludselig aapnedes en der, der kom tilsyne en lang herre i slobrok med redt hode guldbriller over en lang red nese. Baade den tette haarpels den lille bersten paa overtepen var litt graasprsngt, han snappet i eieblikket efter luft satte i at nyse:

h» men den saa er 30 Hfißh put stört lommeterkl» klaget: Aak putsch! torket sig med et her forkj0lelsen vil aldrig gi sig. Hvorledes er det med strempene mine, min kjssre Bertha torket nu, tror du?* de godt «De har hsngt over, siden jeg tssndte op,* sa piken kästet med hodet. Men hvad er det for en ung herremand?" brillerne rettedes ind mot Per, som reiste sig bukket. Han siger han vil snakke med overlsreren.* «Har du no at ssslge,gutten min? Jeg ser du er fra landet." «Nei/ sa Per men han hadde faat et brev. Det r0de hode blev pludseligsaa forskrsskket den lange slobrok famlet baktengs som For at finde net at stotte sig paa. Efter et blik mot piken leftet han en pekefinger vinket. Jaha, det er rigtig. Men kanske du gaar med herind.* De stod snart i et vserelse med boker rundt alle vaegger et stört skrivebord i midten. «Sit ned, gutten min.* Overleereren var henne sekte sig ut en langpipe,som han stoppet, mens han kremtet kästet blikke hen til harn. «Hm dig. Dette er Per... hm.* Han tsendte dampet, maatte atter nyse dette er endelig kom han til ro paa en stol ved skrivebordet, spsndte de lange ben ut dampet. «Saa, slik ser du ut.* Og pludseligtok han et billede i ramme, hvor Per i et glimt saa sin far i uniform, loftet brillene,stirret godt paa det lot \

naaja 31 saa brillene falde ned paa nssen igjen menstret Per. Der gik en god stund, Fer han sa:.nei, ser man det. Hm.' Ja, min ven, din velgjorer gik det jo hurtig med. Hvem skuide sagt det. Han blir begravet idag.* far?«velgjorer," tcenkte Per., H vorfor siger han ikke Overlsreren saa mot vinduet:,for en tid siden gjorde han mig bekjendt med... hm med alle de velgjerninger han hadde 0vet mot dig... hm! Og han bad mig holde et 0ie med dig, ifald han selv skuide komme no til. Tja! " brillene vendtes mot Per livet paa egen haand?', nu skal du altsaa begynde Jal* sa Per flyttetsig paa stolen..du maa ta en beslutning om hvad livsvirke du... hm... skal vie dig til?* Ja,* sa Per rettet sig heiere paa stolen.,har du kanske tsnkt paa at bli fisker som de andre derute hvor du er fra?".neil* Per rystet foragtelig pia hodet. Sat den anden der gjorde nar av ham?»eller et haandverk kanske,nei.«...?" Ja, saa blir det vel Amerika da. Du har vel let for at faa Felge, For der reiser jo saa mange desvaerre..." Nei var det likt sig,* sa Per nu mandet han sig op vilde ha en ende paa det. har tflenkt at bli prest,* sa han talte byensk. Jeg

i 32 Overlfiereren reiste sig, holdt med den ene haand langpipen ut i lüften med den anden vrssnget han sin 0relap frcmover for bedre at höre.»hvad? Hvad var det du sa?" Prest!" gjentok Per, men tyet uvilkaarlig bak Stolen, for den anden saa ut til at ville slaa langpipen i hodet paa ham. Men det rede ansigt lyste pludselig op i et smil, der kom tilsyne en slik mssngde grenne tsender, at Per aldrig hadde set maken. Tilslut sa han frem nikket: Prest. Ser man det. Det var ikke smaating heller." Saa reiste han sig drev et par ganger paa gulvet, stanset nikket sa i en faderlig tone til en bokhylde: Hm fordringsfuld." sandhet. Man begynder at bli Siden snudde han sig mot Per. Her, min unge ven synes du ikke, at din velgjerer allerede har vsret ganske rundelig mot dig?" Joda,^ sa Per, han begyndte at bli saa skjselvende i maalet.,1 din stillinger der tusener, som efter konfirmationen kastes ut i livet overlates ganske til sig selv, Uten hjselp stette fra nen kant.* Ja," hikstet Per, men saa uvilkaarlig efter, hvor deren var. Hvem er det som har sat dig disse vilde grillene i hodet?«per fik saavidt frem: Jeg har beständig hat slik lyst... han far...«

ikke Der 34 du Ja,* hvisket Per.,Hvad? graater du?" Nei, hek! Farvel." Nei, kjaere, gaa ikke, sit ned. Der er et par ting, som vi straks maa bli enige om. Altsaa maa ha tillid til mig, gutten min. Tror du jeg vil dit bedste, eller tror du det ikke?" Jo da." Saa er vi enige om, at alle grilleneom at gaa den studerende vei blir at slaa av hodet." Ja hikst." Du Forstaar vel, at selv om du hadde evnene saa vil jo disse pengemidler, saa rundhaandet som gaven er i for sig, ret formaa at fere dig langt." - Jo jah!«hvis du derimot vil, saa skal jeg med glsede se at skaffe dig en lasrlingeplasshos en av vor bys dygtige haandverkere. faar du frit ophold... naaja skulde du beheve klaer de ferste par aar, saa fik der jo bli en utvei. Lommepenger derimot, det har du ikke godt av at gaa rasle med fer du kan tjene dem selv." Per sukket var sunket sammen i ryggen. Og da den anden laaste det gronne hefte ned i skuffen igjen stak det raslende nekleknippe i lommen, da var det som om nen pekte nsese sa Saa var det en anden ting. at benytte som navn, gutten min bsh! Hvad har du taenkt efternavn?" Jeg heter Per Holm!" gutten rettet sig uvii-

det det 35 kaarlig op som da bispen klappet ham paa hodet under visitasen spurte hvad han het. Överlsreren knep munden sammen, tok brillerne av, pudset dem, satte dem paa igjen sukket mot bokhylden. Ser man det. Jaha jeg künde tssnke mig."" var nok det Saa kom han la sin haand venlig paa Pers skulder sa: Min kjaere ven det blir der ikke no av.* Der gik en frysning gjennem Per. Hadde han nu gjort net gah igjen? Her nu, gutten min har du betsnkt at der kan vsre andre av navnet Holm her i den selvsamme by?" Ja men... Vent littl at du vilde forvolde disse mennesker den dypeste sorg smerte om det kom for en dag dette... hm! dette med dig. Du ser jeg behandler dig som om du var en voksen fintfolende herremand. Og jeg er viss paa, du vil ikke forvolde en enke hendes uskyldige barn en stör sorg... et knusende slag... nei kjaere, det er da ikke no at tute for. Livet, min ven, er ikke bare morro. Hvad heter den gaarden du er vokset Troen hikst." op paa?»treen er jo nydelig. Altsaa heter du herefter Per Troen.*,Hja jah!«og sper non dig om din far, saa husk nu at du er forpligtet paa sre samvittighet til ikke at nsvne din velgjorers navn."

36 Hja hik!«saa kommer du indotn, naar, du har tat din beslutning. Vi skal nok bli gode venner, skal du se. Jasaa, du hadde ikke lyst paa Amerika? Naaja, kom nu med ut paa kjekkenet, saa skal vi se at skaffe dig ho frokost." Per feite sig litt efter anbragt paa en stol derute, hvor det lugtet saa godt av kaffe. Og overlsreren sa venlig til piken:»de er nok saa venlig at traktere min unge ven her med no rigtig godt.** Saa vinket han av med haanden, tok sine stromper fra en snor over komfyren forsvandt ind gjennem derene. IV. Naar en gut i blaa düffels klaer en skjaermhue paa toppen av et blondt hode vandrer paa maaiaa gjennem gatene, saa er ikke det net for andre at hefte sig ved. Han gaar der glaner ind ad butiksruter stikker hsenderne i lommen plystrer ser paa alt ingenting. Og allikevel i dette hode med skjsermhuen paa er der kanske netop nu en liten verden ramlet sammen, han plystrer for ikke at tute, saa folk ser paa. Han berger sig avveien for en vn knubser i det samme til en herre, saa han mister cigaren i gaten din fordemte bonde, siger herren, men glemmer ham i nsste minut. Men Isenger henne i gaten styrter en hund ut av et gaardsrum kommer i

37 skade for at rive en tyk madame overende, se, nu kan gutten med skjssrmhuen ikke andet end holde sig paa maven storflire. Per sat ut paa dagen paa volden under festningen saa frem tvindet et straa mellem fingrene bet i det. Nedenfor laa byen Fjorden i mild oktobersol, gjennem den rustne lystaaken lärmet trafiken arbeidet paa verksteder havn. Ja, her sat han, oppe paa muren trampet skildvakten med gevssr paa skulderen frem tilbake i takt, takt. Det gi0r ikke synderlig, om man klatrer heit, rigtig heit falder ned igjen, rigtig dypt ned, bare man ikke slaar sig kav ihjel, Per opdaget efterhaanden, at han sat her levde endnu. Det er galt, naar Verden gaar en imot, selv om man har nen at vende sig til For at Faa trest raad, men hvis alle mennesker omkring en er vild Fremmede, saa er det ikke andet at gjere end at s»tte sig ned tvinde paa et straa tssnke litt paa egen haand. Der er en slobrok, som gjemmer hans sparebankbok rasier med n0klene siger bss avsaetter ham som bisp vil nyse ham ind i et haandverk, saa han resten av sit liv skal dommes til at gaa med persejem vsere skreedder Treen. Men det vilde han ikke. Han sat her akslet sig samlet paa net, som han hittil ikke hadde hat stört bruk For, nemlig en vilje paa egen haand, tvert imot den vide Verden. Hvad skulde han nu gjere? Han hadde nok lyst til at reise ut til Treen snakke med Far

tsenk 38 mor, der vilde de si stakkars gut ynke harn, be for harn, men efter to dage vilde de se paa ham, naar han aat, tsenke paa, at nu fik de ingen betaling Isnger, at tiderne er vanskelige. Dit künde han ikke ty hen. Hvad skulde han saa? Nei det var ikke saa let at vsere ganske alene i Verden. Men langer Frem paa dagen var han havnet paa en bakke oppe ved domkirkegaarden, han sat her under de gule traekroner tsenkte: Undres paa, hvor det er fer skal begraves? Det var andet til kar end den der overlsereren, han holdt ingen bergprseken sutret ikke for hvad gutten hans skulde faa kalde sig. Hvorfor skulde nu han gaa bort de? Det var underlig at tsnke paa denne sprsske mand, som berstet sig saa omhyggelig i haar skjseg med selvbersten nu laa han stille i en kiste skulde idag sssnkes ned i jorden. *Der begyndte at komme mennesker forbi gaa ind paa kirkegaarden. Msendene hadde sorte kter hei blank hat paa hodet, se der kommer saa officerer med fjssrbusk skjserf. Og der er brigademusiken med sine hörn. Per gik som de andre ind paa kirkegaarden, men han holdt sig avsides stillet sig op paa avstand ved siden av en hei gravstette.»du skal se det er fars begravelse,** tsnkte han blev lys vaaken. Han forstod det var underofficersskolen, som nu marcherte ind tok opstilling i to lange rader fra

det derborte der 39 likkapellet hen til den aapne grav. Nu var her snart füldt av folk kom kvinder som holdt lommeterklse for ansigtet, en seldre dame i sort gik ind i kapeilet, stettet tii en hei officer. Det er vel fers frue," tsenkte Per sort de unge froknerne der i er mine halvsestre. Og den unge leitnanten der... min halvbror." Nei, hvor det var underlig. Der led sang derinde i kapeilet. Og litt efter kom seks underofficerer ut, de bar en kiste, som var overlsssset av blomster. Presenter gevserl* Og soldaterne presentene, brigademusiken spilte satte sig i bevaegelse foran kisten frem mellem de to rader av soldater. Og Folget blev stört. Og den sortkledte frue hulket ind i sit lommeterklss künde saavidt gaa med, endda hun stettet sig til den h0ie ofhcers arm. Men foran dem neest kisten gik en stör herre med guldfryndser paa skuldrene fjsrbusk sabel, han bar en pute Foran sig, med to stjerner paa. Og det lange, lange Folge gik saa sagte, se ved graven stod saa presten med spaden i haanden. Per vilde gjerne here, hvad den manden künde ha at si om hans Far, uvilkaarlig listet han sig nen skridt nsrmere, skjent en egen Feielse sa ham, at han skulde ikke komme For nsr. Man sang rundt graven, hornmusiken spilte salmen med. Og uvilkaarlig tok Per huen av. Og han la ikke synderlig merke til,at en mand i Folget begyndte at stirre paa ham skilte sig ut normet sig. Manden hadde briller hei, blank hat.

ja gaa, 40 ferst da han begyndte at nyse, opdaget Per, det var overlaereren det med et ansigt saa forfserdet,saa rasende, at brilleglassene formelig spyet ild. Nei, men... er du aldeles!" hvisket han tset ved knuget hsenderne, som hadde sorte hansker paa. hvad vil du her! Vil du anrette en katastrofe allerede idag! Gaa din vei det fort.. horer du. For Gud i himlens skyld kom dig bort Uten at vaekke opsigt!" Og idet Per tok flugten horte han efter sig: Hvis du understaar dig... en gang til samtidig lod salmen hornmusiken hoiere likesom sl ham i ryggen...."^ Da han langt nede i byen hadde samlet sig, forstod han, at han aldrig künde vise sig for overlsreren mer. Alt var tapt han hadde kanske gjort net saa forfserdelig galt,at han simpelthen maatte i straf. Dagen efter sat de aat til middags i Treen, da sonnen saa ut gjennem vinduet sa: Der kjem han Per." Du Store min,'' sa gamla, da gutten kom ind er du daarlig, Per?" Det gjorde godt om kvelden at faa krype ind under den gamle kjendte skindfelden igjen. Og gamlemor sat paa sengestaven tröstet ham med Vorherre. Men selv om han nu knyttet naeverne syntes Vorherre var som en overlaerer i slobrok, saa var det saa trostefuldt likevel at ha den gamle til at Sitte her snakke. Saa g^ennemgik Per en tid, da alle mennesker

paa at saa er naar ror, 42 gene dine da, mand«jeg skal gjerne feige dig til ham jeg saa skal du bare se.* Og Klaus knyttet nseverne akslet sig Frem efter den ene siden. Men da januar maaned kom, da stod Per likevel oljeklsedt i forrummet av en lofotbaat pleiet de nitti mil nordover til fiskevaerene i snestorm frost. Og han doiet denne vinter ßskernes vanlige liv land i en Uten rorbod, hvor et femmands baatlag stuves sammen i en luft saa tset, at den kan skjaeres med kniv. Og paa sjeen, da man seiler i medvind staar en halv dag stille fryser til is eller i motvind ror, ror henover en slette, hvor belgerne er ruuende skavler ror, saa hsenderne blir blodige kjotstykker. Han gjennemlevde det tsnkte en sjelden gang han orket at taenke dette liv hadde storkarerne pisket ham ut i, fordi han var saa uforskammet at vssre til. Og da de fjorten uker var forbi lofotbaatene en blid vaardag stod ind over fjorden igjen, da var det ikke vanskelig for Per at regne ut, at han ingenting hadde tjent. Han hadde laant borget for at skaffe sig niste hyre til reisen, han fik vsere glad, om utbyttet for hans del blev saavidt at han künde betale hvad han skyldte. Ut i mai, da fabrikklokken ringte arbeiderne Strom met ut fra det mekaniske verksted, stod der i portrummet en gut ventet paa Klaus Broch. Nei, goddag. Per det dig. Har du vseret paa Lofoten blit rik nu!''

det 43 De to gutter saa paa hinanden. Den ene var sotet i ansigtet gik i arbeidsdragt den anden var barket i huden av sjedrev storm. Fabrikbestyreren var en onkel av Klaus, allerede samme eftermiddag saa han sin neve komme haiende ind paa kontoret med en ny mand, som vilde bli terling, som sa han paa litt vett paa at smie. forhaand hadde Per blev antat fik Femten ore timen at leve av..hvad heter du?«per... hm...«resten sat fast i halsen. Holm," feiet Klaus til. Per Holm er godt.«og da de to knekter gik ut, saa var det i folelsen av at ha gjort net kjaekt hvis der for fremtiden skulde bli nen vidervsrdigheter, saa var de nu to. V. Ute i et trangt smug ved Sjegaten bodde vnmand Gorseth med en skindmager kone, et par magre beste nen ramponerte slseder vne. Han selv var en tyk ranglepave med red nsese elgule eine, naar han ut paa morgenkvisten kom hjem fira sin nattesvir, da pleiet konen at staa op. Saa gik hun fra nu av ut over dagen skjseldte smeldte over hans ryggesleshet, samtidig laa han selv hy^elig snorket sov. Da Per kom flyttende hit med sin kiste paa ryggen,

det 1 44 laa Gorseth smurte et par skvstlser, som han hadde bredt ut over gaardsplassen. Og konen med den indfaldne mund de stikkende oine stod paa kj0kkentrappen skjseldte kaldte ham pak skjerlevner svin. Gorseth laa paa alle Are seiet med smurningen, solen sken i hans maane nu da l0ftet han hodet snerret: Hold kjsft, din fordemte kjs"rringflll.'' Per. Var det ikke et vaerelse tilleie her?" spurte 01n8esen dreiedes imot ham, manden kravlet op terket nsverne paa buksen sa ja, littefter bar det over gaarden, op en trap ind i et rum som hadde to ruter mot gaten et halvt vindu mot gaarden. Her var saa en seng med laken paa, et par stole paa gulvet et litet bord foran det halve vindu. Seks kroner maaneden er godt. Per tok det paa stedet, betalte leien straks, flk manden paa dor, satte kisten ned saa sig om. Der er dem, som ikke har tak over hodet, men Per for sin del stod nu her hadde et hjem. Ute i gaarden var konen atter begyndt at gneldre, hestene i stalden nedenunder stampet knegget, men Per hadde liggeti rorbod i bondelossier var ikke forvs"nt. For forste gang bodde han i eget rum var husbond herre i huset. Han var ute kj0pte matvarer fyldte sin kiste med landsens kost, ved middagstider sat han paa kistelokket som fiskere pleier aat flad brod flesk hadde det godt rundelig.

45 Saa begyndte han paa sit nye arbeide. Der var ingen som spurte bam om han hadde lyst. Her var en vei til at komme tilveirs, nu tryglet han ingen om lov. Nu skulde det gaa. Og det varte ikke Isnge, f0r bans dromme tok form efter det nye liv. Han stod ved Föten av en stige var smed, men helt paa toppen sat en stör overingeniner med guldbriller hvit vest. Og ditop agtet han sig. Kom der en overlsrer vilde holde bam igjen naaja, han künde nu prove. Han var vist bort fra en kirkegaard en gang, for det vilde han ha hevn. Ja, om det skulde ta bam mange, mange aar en vakker dag vilde han staa paa b0ide med de fine ta hevn. Naar han i morgentaaken vandret med sit lille kaifespand i haanden ind over bybroen, var det som skridtene bugget sig frem i sammenbitt vilje: Idag vil jeg tere no nyt, nyt, nyt Det Store verkstedet med maskinfobrik, steperi skibsbyggeri var en hei by for sig. Og ind i denne verden av damphamre hjul, ild rek, gl0- dende jern travlhet stoi boret han sig vilde l«re Isere atter Isere. Der var nok av dem, som sl sig til ro med at kjende bare den kroken de stod i, men de kom heller ingen vei. De skulde ende sine dage som verkbrudne arbeidere, men han agtet at bite sig frem til at bli herre. Han skulde ferste arbeide nen maaneder som smed, siden i maskinverkstedet, saa blandt snekkeme maleme tilslut paa skibsby^eriet. Det

var yflde Mfe i 10 tat. Mca hde ajt i ab fom ea ojr bibdl lun ^^tx m kere tffffftff Veot hurt\ Aa«Dtf Vw flsdi Bifgfi s optcwc jndgjc giiigti 001 djftn fiod hsn worttt fonn tcoc mnucr, fobo öet ar aabeobarineer for eos aine cndda rtr de ikke frembrap ar Gads onde, mcn pansioctiit av mennericer. Tryk poa en knap, yhdandcfct tpringtr htm. Han ittrret Han künde M seralos air bare at tonaol. Der var net, som het aand. fetr om det ikke kom fra Vorherre. Disse ingeniffrene var en a lags prester, sdv om de ikke pndkt bad. Det var nyt Han stod en dag i maskinverkstedet pg klinket en ubyre staalkjel, "^ for forste gang ledet han en kraft, som ikke kom fira bans egen haand. Det var en siange med komprimert luft, den gav naglerne et tryk saa kjelen bujet jamret over hele byen. Javist gjorde det ondt i erene hodet, men Per smilte allikevel Han badde ofite slitt saa lungt nu stod han her var herre sjsl, tanke, klt«det var forste gang. Og det gik som en triumf en rus gjennem hele kroppen. Men ut over de lange kveldene sat han alene Isste l»8te horte hestene stampe i stalden nedenunder. Og naar han over midnat krop i seng, saa var der bare det iveien, at han folte sig saa rent alene. Klaus Broch bodde flnt hos sin onkel, flk vsre med 1 selskaper. Og her laa Per. Om han nu dode i nat, saa var dei neppe en sjasl som

rodde 47 vilde sorge. Saa ensom var han saa Fremmed likegyldig for hele Verden. Det hjalp litt at tsenke paa gamlemor paa salmen paa kirken derhjemme, hvor hvslvet blev saa h0it menneskene saa vakre. Men kveldsbennen blev ikke den samme for harn nu som fer. For deroppe paa toppen av stigen sat ingen bisp Isnger. Og overingenieren hadde ingenting at gjere med Vorherre med livet efter deden. Han naadde ikke saa vidt som til at Fare ned til morens pinested traekke hende op saa hun blev Freist. Om han blev noksaa msgtig, saa künde han aldrig staa en hestkveld strskke en finger tilveirs fea alle stjemerne til at synge. Der var net For Per, som var Forbi. Det var som rodde han bort fra en kyst, som der laa rode skyer dremmesyner over langer langer bort mot net ganske nyt. En makt som var sterkere end han hadde villet det saa. En sondag han sat her leeste, sprang deren op, Klaus Broch kom plystrende ind med huen i nakken..halo, er det her du bor, guti* Jaha det der er en stol.* Klaus blev staaende med heenderne i lommen huen paa se sig omkring. Jagu mener jeg ikke han har et Fotraf! av sig selv staaende paa bordet,^ sa han endelig. Ja, har du ikke set saapas at du vet det er skik bruk?*

engelsk.' 48,Ikke av sig selv da, tosken. Hvis non faar se det, saa flirer de dig ut.' Per tok fotrafiet kästet det under sengen. «Skit i det filleriet/ sa han Forstod den anden hadde ret. Men det der da?"" han pekte paa et kolorert billede,som han hadde spikreteast paa vseggen. Klaus var karslig tok sig en skraa..det der ja!" sa han vilde ikke straks begynde at le. Ja, er det ikke et storartet maleri. Jeg fik det for fem tyve ere.* Maleri! Det der er da et oljetryk det, dit naut du er.** Aa, du skaper dig saa vigtigbestandig, du.*,hvis du vil folgemed mig borti kunstmuseet, saa skal jeg vise dig virkeligemalerier,' foresl Klaus.,Men hvad er det her Jo, vil du höre et digt tesebok?" Og fer Klaus künde foa vserget sig, begyndte Per at deklamert. Da han endelig var terdig saa paa den anden, sat Klaus tygget tiet. Endelig sa han: Hvis Isrerinden vi hadde nu sist, froken Zebbelin... hvis hun hadde hört den der engelsken, saa jagu hadde vi maattet hente jormor.' Dette gik for vidt, Per kylte boken mot vsggen bad den anden reise ryke. Og da Klaus endelig flk ordet, sa han: Hvis du vil klare optagelsespreven paa tekniken, saa kan du vel begripe du maa ha dig en Iserer."* Aa, du har let for at snakke om Iserer. Vet du jeg tjener femten ere timen/

50 lüfdiiig^ fcidd er for dca fcae tnntt Cncfli sir Umii sfcxfkr. ^ Ingyn av dct uyt'uldfe nodcnbi inirkicr sn feicode oca co gmhbci kopbhtct koqc; SOOi hst Sfdd SLJCKBCU Og dco Ibmigiig phi* der Sfur co falcte. ar Det ligjmlif m UBim, onr abod^gco bkr Ibr Isni^ Jt Per dmr hcn i den njuiauie kiikcil. Qg imfnt ikke dd, nd det var sadmen, ocj^et, higjiu. de fiumede ramel Folks «ii"^gjci bier her ändertedes end nie poa gvicn, dettarsomdeqnletahdetde gerne rüde Inere sig op lil Og saa hkcw det saa hjemlig her. Ja, det rv som han rent nt lik skginingcr her, sehr om de alle sanunen var fincnuncde. Hvad knnde det vscre tor en siemme som ander en safane Inrisket i harn:.da sfcnide skrire tfl din testet. Han er Vkc saa alene som da.* C^ saa skrer han en kvefcl Ja han brid^et s^ fitt sa«mi tnengfc han saasandt en haanrtsrgknjn^