LIVETS GAADE TEOSOFIENS SVAR ANNIE BESANT PRÆSIDENT I DET TEOSOFISKE SAMFUND

LIVETS GAADE OG TEOSOFIENS SVAR AV ANNIE BESANT PRÆSIDENT I DET TEOSOFISKE SAMFUND DET TEOSOFISKE SAMFUNDS NORSKE FORLAG HANSTEENS GATE 9, KRISTIANIA AAS & WAHL S BOKTRYKKERI

Indholdsfortegnelse KAPITEL I. Hvad er Teosofi?...5 KAPITEL II. Solsystemet...7 KAPITEL III. Mennesket og dets verdener...9 KAPITEL IV. Mennesket og dets dødelige legemer...12 Det fysiske legeme...12 Astrallegemet...13 Mentallegemet...14 KAPITEL V. Menneskets udødelige legemer...17 KAPITEL VI. Loven om flere jordeliv...19 Reinkarnationens nødvendighet...20 Hvorfor vore foregaaende liv er glemt...22 KAPITEL VII. Kjælighetens og hatets gaade...25 KAPITEL VIII. Karma loven om aarsak og virkning...30 KAPITEL IX. Den tretvundne skjæbnetraad...33 KAPITEL X. Tankens magt og dens nytte...35 KAPITEL XI. Trin paa veien...37 KAPITEL XII. Vore ældre brødre...39

KAPITEL I. Hvad er Teosofi? I vore dage er Teosofi paa manges læber, mange mennesker er ubevisst Teosofer eller huser Teosofiske tanker. Og det er naturlig Teosofi er jo guddommelig visdom, den visdom som uten undtagelse oplyser hver menneskesjæl der fødes til verden. Teosofien tilhører alle og enhver den er ikke indskrænket til nogen enkelte. Er vi mottagelige for den, sna har vi ret til at eie den, og eier vi den, er det ogsaa vor pligt at dele den med andre. Ai sandhet og skjønhet i enhver religion, filosofi og videnskap og enhver virksomhet stammer fra guddommelig visdom som er alle religioners fælleseie ikke den enkeltes. Teosofien tilhører ikke det Teosofiske Samfund, det Teosofiske samfund tilhører Teosofien. Hvad er saa kjernen i Teosofien, essensen? Det er den kjendsgjerning at mennesket selv er guddommelig, og i kraft derav kan kjende den guddom hvis liv han deler. Og uadskillelig fra denne ophøiede sandhet, kommer her-til menneskeslegtens broderskap. Det guddommelige liv er aanden i alt som eksisterer, fra atomet til erkeenglen. Et støvgran kunde ikke være til om ikke Gud var i det, og den højeste seraph er blot en gnist av den evige flamme som er Gud. Delagtige i det ene liv utgjør vi alle et broderskap. Saaledes er Guds iboen og menneskeslegtens solidaritet de grundsandheter Teosofien hviler paa. Hvad Teosofien dernæst lærer er fælles for alle religioner, levende eller døde, og omfatter følgende punkter: Guds enhet; hans treenighet; aandens nedstigen i materien og de hermed forbundne hierarkier av intelligenser hvorav menneskeheten danner et; reinkarnationen eller menueskehetens vekst gjennem bevissthetens utfoldelse og legemernes utvikling; denne veksts fremadskriden under karmas ukrænkelige lov om aarsak og virkning; skuepladsen for denne vekst, nemlig de tre verdener den fysiske, astrale, og mentale eller jorden, mellemtilstanden og himlen og endelig de guddommelige læreres eksistens, overmenneskene eller mestrene. Alle religioner lærer os eller har lært os disse sandheter, om end fra tid til anden en eller flere av dem midlertidig er traadt i bakgrunden. De kommer altid frem igjen, som f. eks. reinkarnationen der faldt ut av den kristne kirkes lære og blev helt borte for en tid, men nu dukker op igjen. At utbrede disse sandheter i hvert land er i det hele tat det Teosofiske samfunds mission. Dog er de enkelte medlemmer ikke bundet til at anta nogen av dem, hvert medlem har fuld frihet til at studere hvad han vil, anta eller forkaste. Men om samfundet som helhet sluttet med at anta og sprede disse sandheter, vilde det ogsaa ophøre at eksistere. Den enhet vi finder i verdensreligionernes lære kommer av at alle religioner er stiftet av medlemmer av de guddommelige læreres broderskap, disse mægtige beskyttere av Teosofien. Fra dette broderskap utgaar der fra tid tit anden stiftere av nye religioner. De bringer altid de samme lærdomme, men avpasser formen for læren efter tidens behov, efter det aandelige standpunkt hos det folk som de kommer til. Hovedpunkterne er de samme enhver tid, kun uvæsentligheterne varierer, og vi ser denne ensartethet bedst i de symboler der forekommer i alle trosbekjendelser. Symbolerne er nemlig religionernes fælles sprog. Cirklen, trianglet, korset, øiet, solen, stjernen og mange andre

alle er de det tause vidnesbyrd om verdensreligionernes fundamentale enhet. I forstaaelsen herav tjener det Teosofiske samfund enhver religion inden dens eget omraade og forener dem alle i det ene broderskap. Hvad angaar moralen, bygger Teosofien sin lære paa enheten idet den i enhver skabning ser uttrykt det fælles liv, og derfor hævder at hvad der skader den ene skader alle. At gjøre ondt er at forgifte menneskehetens livsblod og derfor en forbrydelse mot enheten. Teosofien har ingen morallov. Den er selv legemliggjørelsen av den højeste moralitet, og gir sine studerende alle religioners mest ophøiede morallærdomme, den samler saa at si de skjønnest duftende blomster fra alle trosbekjendelsers haver. Det Teosofiske Samfund har ingen love, for hvilkensomhelst lov vilde isaafald være avstemt efter tidens lave gjennemsnitsnivaa, mens Samfundet søker at hæve sine medlemmer over det vanlige plan ved altid at fremstille for dem de højeste idealer og indgyde dem de ædleste længsler. Det Teosofiske Samfund lægger Mose lov tilside forat vandre i lyset av Buddhas og Kristi aand. Det søker at utvikle loven indenfra, ikke at paalægge en ydre, og det anstrenger sig med at reformere sine mindre utviklede medlemmer istedenfor at støte dem bort. Den guddommelige visdoms legemliggjørelse i en organisation som det Teosofiske Samfund danner saaledes en kjerne for utstraaling av guddommelige kræfter. En ny og sterk lænke blir paa denne maate smedet mellem de aandelige og materielle verdener, i sandhet et sakrament, det vil si et ydre, synlig tegn paa en indre og aandelig naade og et vidnesbyrd om det guddommelige liv i mennesket.

KAPITEL II. Solsystemet. Ved et solsystem forstaar man en gruppe av kloder der dreier sig rundt en central sol fra hvilken de mottar lys, liv og energi. Heri er alle baade Teosofer og ikke-teosofer enige, men Teosofen ser i et solsystem meget mere end dette. For ham er solsystemet en mægtig utfoldelse, et vældig evolutionsfelt, styret av en guddomlig hersker, der har frembragt materien av rummets æter, som har gjennemtrængt denne materie med sit liv og dannet den i sit legeme, og som fra sit guddommelige hjerte, fra Solen, lar livsenergien strømme ut og gjennemtrænge hele systemet som dets livsblod. Og livsblodet vender tilbake til det guddommelige hjerte naar dets nærende egenskaper er opbrukt for at fornyes og igjen bli sendt ut for at gyde nyt liv og ny kraft. For Teosofen er saaledes et solsystem ikke blot en glimrende mekanisme av fysisk materie, men selve livet, et liv som helt igjennem er opfyldt av latent eller aktiv intelligens, begjær og virksomhet. Systemet er til for Selvets skyld, for at de guddomlige spirer, de embryoniske egoer, utgaat fra det høieste Selv kan utfolde sig i likhet med det guddomlige ophav hvis natur de i sandhet deler. Solsystemets kloder befolkes ikke alene av mennesker, men ogsaa av væsener som staar under mennesket. I verdener av finere stof end den fysiske bor væsener som dels er langt høiere dels mindre utviklet end mennesket, hvis legemer er av et saa fint stof at de er usynlige for det menneskelige øie, men som ikke destomindre er virksomme og intelligente. Blandt disse utallige skarer er myriader av mennesker som for tiden har bortlagt sit jordiske hylster, men ikke destomindre er tænkende, elskende og virksomme mennesker. Selv her paa jorden, indesluttet i kjødets klædebon, er mennesket i berøring med disse andre verdener og deres beboere, og kan være i bevisst forbindelse med dem hvad baade religionsstiftere, profeter, mystikere og seere av alle trosbekjendelser har bevidnet. Den guddomlige hersker manifesterer sig i sit system i tre aspekter eller personer : Som skaperen, opholderen, og gjenføderen, de kristnes Fader, Søn og Helligaand, Hinduernes Brahma, Vishnu og Shiva, Hebræiske Kabalisters Chochma, Binah og Kether, og Teosofernes tredje, anden, og første Logos ordet det gamle, Græske uttryk for den manifesterte Gud. Syv atomtyper, bygget op av tredje Logos, danner materien i dette system, og grupper av disse atomtyper danner de syv fundamentale arter av materie i systemet, hver enkelt tættere end den foregaaende og svarende til et særskilt trin i bevisstheten. Vi kalder den materie som er dannet av en speciel atomtype et plan, en verden, og erkjender saaledes syv plan i Solsystemet, nemlig: De guddomlige plan, Logos plan, som er de to høieste; paa det lavere av disse plan fødes menneskets høiere Selv, monadeneller Guden i mennesket, og tar her sit opholdssted. Dernæst kommer de to aandelige plan som naaes naar mennesket er kommen til erkjendelse av sin egen guddomlighet. Det femte endnu tættere plan kaldes det intellektuelle plan eller tankeplanet. Det sjette plan er sætet for vore ønsker og begjær og benævnes almindelig for astralplanet. Det sidste plan, det fysiske, er det tætteste av dem alle. Stoffet paa de spirituelle plan staar i nøie forhold til det aandelige stadium bevisstheten har naadd, og er saa fint og plastisk at det gir efter for enhver

aandelig impuls, og al følelse av adskilthet blir borte i enheten. Det intellektuelle plans materie korresponderer med bevissthetens intellektuelle stadium, med tanken, saaledes at enhver forandring i tanken er ledsaget av en vibration i stoffet. (Det synes som om avdøde W. K. Clifford har anerkjendt tankestof som en bestanddel av universet idet tanken som enhver anden kraft trænger et medium, et specielt slags stof for at kunne manifestere sig). Materien paa det astrale plan svarer til bevissthetens begjærstadium, idet enhver forandring i følelser, lidenskaper, ønsker og begjær ledsages av vibrationer i astralstoffet. Paa det fysiske plan har vi den groveste og tætteste materie, det stof som først organiseres for at gi det første uttryk for den menneskelige bevissthet. Disse syv slags stof der gjennemtrænger hinanden paa samme maate som de fysiske faste, flytende, luftformige stoffer og eteren der er sammenblandet i gjenstandene omkring os, er ikke spredt jevnt over det hele Solsystem, men er fordelt paa planeter, verdener eller kloder. De tre fineste materier er spredt over det hele og er saaledes fælles for det hele system, mens de fire grovere stoffer danner og omgir kloderne hvis felter ikke er i gjensidig berøring med hinanden. I forskjellige hellige bøker eller skrifter hører vi om syv aander Kristendommen og Muhamedanismen taler om syv erkeengler, Zoroaster om syv amshaspender, Jøderne om syv Zephiroth, og Teosofien kalder dem de syv planetære Logoi. Disse hersker over planeterne Vulkan, Venus, Jorden, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Hver enkelt av disse syv planeter er endepunktet i en kjede av sammenlænkede verdener, og styres av den planetære Logos, og hver kjede er et separat felt for utviklingen, fra den allerførste begyndelse og til mennesket fremtræder. I et solsystem er der saaledes syv slike utviklingsfeiter, der selvfølgelig alle befinder sig paa forskjellige trin i utviklingen. Kjeden bestaar igjen av syv kloder, av hvilke en vanligvis er av fysisk tæt stof og de seks av finere materie. I vor egen kjede har dog vor jord to søsterkloder som er synlige for det menneskelige øie, nemlig: Mars og Merkur, mens de andre fire er usynlige ledsagere. Livets store evolutionsbølge der bærer i sin favn de utviklingsdygtige væsener, optar en klode i en bestemt tid, og passerer saa videre til næste naar leksen paa første klode er lært. Paa denne maate har menneskeheten vandret fra klode 1 paa det mentale plan til klode 2 paa astralplanet, derfra til Mars, klode 3, og videre til Jorden, klode 4.. Vi vil fortsætte senere til klode 5, Merkur, derfra til klode 6 paa astralplanet igjen, og tilslut til klode 7 paa det mentale plan. Dette er hvad man kalder en stor utviklingsrunde. Denne vældige evolutionsplan vil vanskelig kunne gripes av den uoplyste eller mindre intelligente, og det er heller ikke nødvendig da den ikke er av nogen umiddelbar hjælp i livet. Den er kun av interesse for den som inderlig ønsker at forstaa, og som er villig til at sænke sig ned i naturens dypere problemer, og som ikke er ræd for intellektuelle anstrengelser.

KAPITEL III. Mennesket og dets verdener. Mennesket er en aandelig intelligens, som har iført sig kjød (eller legeme) i den hensigt at vinde erfaring i verdener, som ligger under den aandelige, for at han skal kunne mestre og styre dem og i senere tider at ta del i de skapende og styrende Hierarkier i universet. Der er en universel lov som sier, at bevisstheten kun kan kjende det, som den kan reproducere, en bevissthet kan kjende en anden i samme maalestok som han evner at frembringe i sig selv de forandringer, som foregaar i den anden. Hvis et menneske føler smerte naar en anden føler det, lykke naar den anden føler det, angst, fortrolighet etc. med den anden og øieblikkelig kommer i den samme sindstilstand, da kjender dette menneske det andet. Sympati at ha fælles følelser er betingelsen for at kjende hverandre. Men bevisstheten arbeider i legemer. Vi er paaklædt, ikke nøkne; og disse legemer er dannet av materie. Bevissthet kan paavirke bevissthet, men hvorledes kan bevissthet paavirke disse legemer? Der er en anden lov, om at forandringer i bevisstheten øieblikkelig ledsages av en vibration i den nærmeste materie,og enhver forandring har sin egen tilsvarende vibration, likesom en musikalsk tone og en særskilt længde og tykkelse paa en streng ufravigelig hører sammen. I et solsystem er alle de enkelte bevisstheter dele av dette systems Guddomlige Herres bevissthet og al materie i systemet er hans legeme. I ham lever og bevæger vi os og i ham eksisterer vi. Han har formet denne materie og bragt den i forbindelse med sig selv, saaledes at den overalt ved utallige slags vibrationer svarer til de utallige forandringer i hans bevissthet hver for sig. Over hele hans utstrakte rike svarer hans bevissthet og hans materie til hverandre med fuldkommen og uavbrutt harmoni og i urokkelig forbindelse. Mennesket deler dette forhold med sin Guddommelige Herre men kun ganske elementært og svakt; til forandringer i vor bevissthet svarer vibrationer i materien omkring os, men kun fuldkomment i begyndelsen i de oversanselige verdener, hvor vi eksisterer som en emanation fra Gud; der besvares enhver vibration i materien av en forandring i vor bevissthet, og vi kjender den verden, vort fødested, vort hjem. Men i verdener, dannet av materie, som er tættere end i denne ophøiede region er vi endnu fremmede. Vibrationerne i denne tættere materie, skjønt rundt omkring os, paavirker os ikke. De er for os ikke til, likesom bølgerne, som bærer det traadløse telegram, ikke merkes av os i denne verden, og for vore sanser er som om de ikke eksisterte. Hvorledes kan mennesket da utvikle sig til likhet med sin guddommelige fader, for i hvem enhver vibration har sit budskap, som ganske vilkaarlig kan frembringe enhver vibration i materien ved en forandring i bevisstheten, som er bevisst og virksom paa hvert sted i sit system? Svaret kommer i disse ord: Involution og evolution. Mennesket maa indeslutte sig selv i materie, trække til sig et hylster av materielt stof, omgi sig med stof fra alle verdener den aandelige, intellektuelle, følelsesverdenen og den fysiske; dette er aandens nedstigen i materie, involutionen, undertiden kaldt menneskets fald. Efter saaledes at ha erhvervet dette hylster maa det efterhaanden forsøke at forstaa forandringerne i sig selv, i sin egen bevissthet, de hvirvlende forvirrende, forstyrrende forandringer som kommer og gaar uten

hans vilje. Disse forandringer har sin grund i de vibrationer som frembringes i hans materielle hylster av svingningerne i den større verden omkring ham, og som paatvinger hans bevissthet ukaldede forandringer og sindstilstande. Han maa se til at utrede disse, at henvise dem til deres rigtige kilder, at lære gjennem disse, at forstaa tilværelsen og detaljerne i de omliggende verdener, at organisere sit eget stof sine legemer gjøre dem til mer og mer sammensatte, mottagelige og undersøkende tjenere, at gi adgang til eller utelukke fra disse legemer efter ønske de vibrationer som hvirvler rundt omkring dem, og tilsidst gjennem disse samme svingninger at indprente forandringerne i sin bevissthet paa den ydre natur og saaledes bli dens herre istedenfor dens slave. Dette er evolution, opstigningen av aanden gjennem materien, dens utfoldelse indeni et materielt hylster som er tat fra de forskjellige verdener som danner dens omgivelser, for ved sammensmeltningen av sit eget liv med den materie som den tilegner sig, at gjøre den til aan-dens føielige tjener, og forløse den fra sine grovere bruk til Guds frigivne sønners tjeneste. Dette materielle hylster, tiltrukket fra de forskjellige verdener, maa gradvis organiseres ved indtryk utenfra og svar indenfra til et legeme eller redskap for bevisstheten. Det organiseres nedenfra opover, eller fra tættere til finere, idet materien fra hver verden organiseres for sig med det maal at motta meddelelser fra og virke paa sin egen verden. Først sammendrages den fysiske materie i en nogenlunde kompakt masse, og de organer som utfører livs- og sanseprocesserne utvikles langsomt; det vidunderlige og sammensatte fysiske legeme har utviklet sig gjennem millioner av aar og utvikler sig fremdeles, det bringer mennesket i forbindelse med den fysiske verden rundt ham, som han kan se, høre, føle, smake og lugte og i hvilken han kan frembringe forandringer ved bruk av sin hjerne og sine nerver, idet han styrer og kontrollerer sine muskler, hænder og føtter. Dette legeme er ikke fuldkomment, ti der er endnu meget i den fysiske verden rundt ham til hvilket det ikke kan svare, former f. eks. atomer, som det ikke kan se, lyd som det ikke kan høre og kræfter som det ikke kan fornemme førend de har frembragt virkninger ved at bevæge masser av materie store nok til at han kan se det. Han har gjort fine instrumenter for at hjælpe sine sanser og til at forhøie deres iagttagelsesomraade, teleskoper og mikroskoper for at hjælpe øiet, mikrofoner for at hjælpe øret og galvanometre til at finde kræfter som undgaar hans sanser. Men snart vil utviklingen av hans eget legeme bringe hele hans fysiske verden indenfor hans kundskap. Nu da det fysiske legeme er høit utviklet blir den næste finere materie, den astrale, utviklet paa lignende maate, og bringer mennesket gradvis i berøring med den astrale, følelses-, lidenskabs- og ønske-verden rundt ham. De fleste mennesker i de fremskredne racer begynder at bli svakt bevisste om de astrale indtryk, mens enkelte erkjender dem tydelig. Forutsigelser, advarsler, bevisst berøring med de døde etc. er alt paavirkninger i det astrale legeme fra astralverdenen. De er svake og uklare paa grund av dette legemes daarlige organisation for tiden, men de som har paaskyndet dets utvikling er like saa bevisst i astralverdenen som alle er i den fysiske. Den tredie slags materie, den mentale, er ogsaa under utvikling og bringer mennesket i berøring med den intellektuelle verden omkring ham. Efter som mennesket utvikler sig kommer han i bevisst forbindelse med aandelige

strømninger, med andre aander nær og fjern, levende og døde. De aandelige verdener er endnu tilbake for mennesket at erobre, og det har det dertil hørende legeme, det aandelige legeme, som S. Paulus taler om. At gjøre denne organiserte materie til aandens tjener er den opgave, som er tildelt mennesket paa verdenernes store arbeidsfelt og naar det menneskelige stadium er over, er der intet i solsystemet som han ikke er istand til at kjende og paavirke. Han kom ut fra den himmelske herre, vistnok ren, men uvidende og unyttig utenfor sit eget oprindelige omraade, han vender tilbake efter sin lange pilgrimsfærd, en vis og sterk Guds søn, rede til at gjøre sit arbeide gjennem fremtiden som utøver av den guddommelige vilje paa stedse større og større arbeidsfelter.

KAPITEL IV. Mennesket og dets dødelige legemer. Saalænge mennesket er lænket til fødselens og dødens hjul, finder dets utvikling sted i tre verdener: Den fysiske, den astrale og den mentale eller himmelske verden. I disse tre lever det sit vaakne dagsliv fra fødsel til død, i de to sidste lever det sit sovende natliv fra fødsel til død og en tid efter døden; den mentale verden betræder det av og til, under søvn om natten, i dyp trance, men dette er sjelden. Og i den tilbringer mennesket den vigtigste del av sit liv efter døden; opholdet her forlænges efterhaanden som dets utvikling skrider frem. De tre legemer, som mennesket bruker i disse tre verdener, er alle dødelige, de fødes og de dør. De forbedres litt efter litt og blir stadig mere værdige redskaper for Selvet. De er kopier i tættere materie av de udødelige aandelige legemer, som forblir uberørte av fødsel og død og som danner Selvets klædning i de høiere verdener, hvor det lever som aandelig menneske, mens det her lever som kjødelig menneske. Det er disse udødelige, aandelige legemer, Paulus taler om: Thi vi vide, at dersom vor hyttes jordiske hus nedbrydes, saa have vi en bygning af Gud, et hus, som ikke er gjort med hænder, evigt i himlene. Thi ogsaa i denne hytte sukke vi, idet vi længes efter at blive overklædte med vor himmelske bolig. (2 Kor. 1 2.). Dette er de udødelige legemer og de vil bli omtalt i et andet kapitel. De tre dødelige legemer er: det fysiske, det astrale og det mentale og de er paa flere maater forbundne med de tre ovennævnte verdener. Det fysiske legeme. Dette er for tiden menneskets høiest utviklede legeme og det eneste som alle kjender til. Det bestaar av faste, flytende, gasagtige og eteriske stoffe, de tre første fint organisert i celler, som er indbygget i organer, der gjør det mulig for bevisstheten at komme i forbindelse med den ydre verden. I det eteriske stof er der kraftcentre. Da den eteriske del av legemet ved døden skilles fra de faste flytende og gasagtige stoffe, siges det fysiske legeme ofte at bestaa av to dele, den tætte og den eteriske. Den første er sammensat av de organer som mottar indtryk og utfører handlinger, den sidste er livskræfternes organ og overfører disse til det tættere stof. Saalænge det fysiske liv vedvarer er al adskillelse av den tætte og den eteriske del skadelig, adskillelse foregaar ved bruk av bedøvelsesmidler, men hos nogen særegent organiserte legemer, medier, glider den eteriske del av sig selv fra den tættere. Adskilt fra denne er den hjælpeløs og ubevisst, en drivende sky med kraftcentre. unyttig, naar der ikke er noget, der kan ta imot de kræfter den gjennemstrømmes av og underkastet eksistenser, der kan bruke den til materialisationer. Den kan ikke komme langt fra det tætte legeme, da dette vil dø, hvis forbindelsen blir brudt. Naar legemet dør stanser den tilførsel av livskræfter, som opholder det, men selv da forblir den eteriske del i nærheten av den tætte, og det er da spøkelset eller skyggen som av og til blir set over graven. Det fysiske legeme som et hele er menneskets forbindelsesled med den fysiske verden og derfor kaldes det av og til handlingslegemet. Det mottar

ogsaa vibrationer fra høiere verdener og naar det er i istand til at besvare disse føler og tænker det. Nervesystemet er nemlig saaledes organisert, at det kan gjentage disse vibrationer paa det fysiske plan. Likesom den usynlige vind bevæger vandet, som det usynlige lys sætter øiets forskjellige dele i bevægelse, saaledes fremkalder de høiere verdeners usynlige stof vibrationer i vort fysiske legeme, baade i den eteriske og i den tætte del. Efterhvert som evolutionen skrider frem og det fysiske legeme utvikles, d. e. opbygges av finere og finere materiale, blir det mer og mer istand til at besvare hurtigere vibrationsbølger og mennesket blir derved mere følsomt. Racens evolution bestaar for en stor del i denne nervesystemets tiltagende følsomhet for ydre indflydelser. For at være sund maa følsomheten være elastisk, d. e. systemet maa, efter at være bragt ut av likevegt øieblikkelig gjenvinde denne. Hvis denne betingelse er tilstede, da er følsomheten i overensstemmelse med evolutionen og muliggjør geniets tilsynekomst; hvis ikke likevegten hurtig og øieblikkelig gjenvindes, da er følsomheten usund og skadelig og fører til degeneration og tilsidst, hvis den ikke blir lagt baand paa, til vanvid. Astrallegemet. Dette legemes utvikling er meget forskjellig hos de forskjellige personer, men hos alle er det sæte for følelsen av glæde og smerte. Det blir sat i virksomhet av begjær, ønsker og følelser, og sanserne: syn, hørsel, smak, lugt og følelse har sine centre her. Hvis begjær, ønsker og følelser er lave og dyriske, da er astrallegemets stof grovt, dets vibrationer forholdsvis langsomme og dets farver mørke og urene: brunt, mørkt, rødt og grønt samt deres overgangsfarver fra tid til anden oplyst av skarlagenrøde straaler. (Fig. II forestiller en vildmands astrallegeme. Brunrødt betegner sexuelle begjær; graagrønt bedrageri og listighet, brunt selviskhet; skarlagenrødt paa venstre side av hodet betegner vrede, gult rundt hodet intelligens; graablaat over hodet betegner primitiv religiøsitet (fetish-dyrkelse etc.), flekker av dyp rosenrød farve betegner den første begyndelse til kjærlighet. Efterhvert som evolutionen gaar fremad blir stoffet finere og farvene klarere, renere og mer lysende. (Fig. IV er det utviklede astrallegeme, grønt betegner her sympati og praktisk sans, rosenrødt kjærlighet, blaat religiøs følelse, gult et intelligens, violet over hodet betegner aandelig utvikling). Disse billeder er ikke fantasier, men er tegnet av en kunstner efter clairvoyantes beskrivelse. Vi bruker dette legeme i vor vaakne tilstand, og hos det dannede menneske har det opnaadd en temmelig høi utviklingsgrad. Dets finere stoffe er intimt forbundet med mentallegemets grovere og disse to arbeider stadig sammen, og virker tilbake paa hverandre. For at faa en ide om forandringerne i astrallegemet kan læseren betragte fig. I og III som forestiller indflydelsen av kjærlighet og hat. Fig. III fremstiller endel av de forandringer, der foregaar naar kjærligheten er fremherskende. Astrallegemets almindelige utseende er forandret, forsaavidt som et andet menneske for tiden er midtpunktet i dets verden. Selviskhet, bedrag og vrede er forsvundet, og man kan se en stor forøkelse av kjærlighetens rosenrøde farve. Der er andre litet tiltalende forandringer, men allikevel aapnes de gyldne porte for den, der gjennemgaar dette og det er hans egen feil, om de igjen lukker sig. Fig. I viser de frygtelige

følger et voldsomt vredesutbrud har paa astrallegemet. Hele organismen er sort av hat og ondskap og ut fra de tordensorte hvirvler skyter der flammelignende pile, der søker at saare den, vreden er rettet imot, -- et skrækkelig syn. I søvne glider det astrale, sammen med det mentale og de høiere legemer, ut av det fysiske. I den førnævnte klasse mennesker funktionerer bevisstheten i astrallegemet, mens det fysiske sover. Vi lærer meget under søvnen og den kundskap vi saaledes vinder, trænger langsomt ind i den fysiske hjerne og blir stundom paatrykket denne som en livagtig og oplysende drøm. For det meste bryr bevisstheten sig litet om sine omgivelser i astralverdenen. Den er mest optat med sine egne tanker og følelser, men det er mulig at vende bevisstheten utad og saaledes vinde kundskap om astralverdenen. Der kan man komme i forbindelse med venner, der ved døden har mistet sine fysiske legemer og erindringen om samværet med dem kan bringes ned i den fysiske bevissthet. Saaledes kan der slaaes bro over den kløft, døden frembringer. Forutfølelser, følelsen av at usynlige væsener er tilstede og lignende, kommer fra astrallegemets virksomhet, disse tilfælders altid tiltagende hyppighet er kun følgen av dets utvikling. I løpet av nogle generationer vil astrallegemet være saa almindelig utviklet, at det vil være like saa kjendt som det fysiske. Efter døden lever vi nogen tid i astralverdenen i det astrallegeme vi benyttet paa jorden og jo mer vi nu lærer at beherske og bruke det, des bedre for os efter døden. Mentallegemet. Dette legeme er av finere materie end det astrale, likesom det astrale er finere end det fysiske. Mentallegemets vibrationer svarer til vore tanker. Ved enhver forandring i tanken opstaar der en vibration i vort mentallegeme og denne overført gjennem det astrale til det fysiske frembringer virksomhet i cellene i hjernen. Denne virksomhet i nervecellene foraarsaker mange elektriske og kemiske forandringer i dem, men det er tankevirksomheten som fremkalder disse og ikke nervecellenes forandring som frembringer tanken, som det nittende aarh. materialister mener. Likesom det astrale, varierer mentallegemet meget hos de forskjellige mennesker. Det er sammensat av grovere eller finere stoffe i forhold til den mer eller mindre utviklede bevissthet, der er forbundet med det. Hos utviklede mennesker er det virksomt og velformet, hos uutviklede erdet taaket og rudimentært. Det materiale hvorav det er opbygget er tat fra mentalplanet, den himmelske verden, og det er i ustanselig aktivitet, for mennesket tænker i vaaken tilstand, likesaa under søvnen ute av det fysiske legeme samt efter døden, og det lever helt i tanker og følelser naar det forlater astralverdenen og gaar over i himmelen. Da aarhundreder vil bli tilbragt i den himmelske verden i mentallegemet er det det eneste rigtige at forsøke at utvikle det saa meget som mulig her. Midlerne til dets utvikling er studier, tænkning, opøvelse av gode følelser, bøn og gode forsætter og fremforalt regelmæssig og intens meditation. Dette vil hurtig utvikle mentallegemet og vil i høi grad forlænge og berike livet i himmelen. Alle onde og slette tanker fornedrer og skader det og daarlige

tanker vil tilsidst bli virkelige sygdomme i mentallegemet, uhelbredelige saa længe det eksisterer. Saadan er menneskets tre dødelige legemer. Det fysiske avkastes ved døden, og det astrale naar man er færdig til den himmelske verden. Naar det himmelske liv er avsluttet opløses ogsaa mentallegemet og mennesket er da en aand iklædt sine udødelige legemer. Ved nedstigningen til ny fødsel blir der dannet et nyt mental og astrallegeme; disse er formet i overensstemmelse med karakteren (sjæleværdierne) og forener sig med det fysiske legeme og mennesket begynder ved fødselen et nyt avsnit av sit dødelige liv.

KAPITEL V. Menneskets udødelige legemer. Thi vi vide, at dersom vor hyttes jordiske hus nedbrydes, saa have vi en bygning av Gud, et hus, som ikke er gjort med hænder, evigt i himlene. Thi ogsaa i denne hytte sukke vi, idet vi længes efter at bli overklædte med vor himmelske bolig,"1 sa den store kristne indviede Paulus. Dette himmelske hus er bygget av menneskets udødelige legemer, det er gjennem uendelige tider aandens bolig, det egentlige menneskes opholdssted, gjennem fødsler og død, gjennem dets evige livs umaalelige manifestationstid. Aanden som er utsprunget fra Gud 2 forblir altid i Faderens skjød, den er Guds virkelige søn, deltager i Hans evige liv. Gud skapte mennesket til at være billedet av sin evighet. Denne aand kalder vi Monaden, fordi den er en enhet, jeg ets væsen. Naar Monaden stiger ned i materien for at overvinde og aandeliggjøre den, optar den i sig et atom fra hver av de høiere verdener; dette skal danne kjernen til dens tre høiere legemer, det overaandelige, det aandelige og det intellektuelle. Og ved et baand av aandelig (buddhisk) materie binder den ogsaa til sig en partikel fra hver av de lavere verdener, de lavere legemers kjerne. I lange tidsaldre svæver den over disse, mens dens fremtidige dødelige legemer, saavidt berørt av dens liv, langsomt stiger opad gjennem sten-, plante- og dyreriket; imens dannes smaa ansamlinger av de tre høiere verdeners stof, Gudshuset i himlene en kanal for dens liv og den begynder at manifesteres i dem; naar saa den dyriske form naar det punkt hvor det opadstræbende liv begynder at vende sig mot det høiere, da sender den ned et svar, en impuls av sit liv, gjennem de finere legemer, og det intellektuelle legeme er i et nu fuldført, aldeles likesom det lys, der flammer frem mellem kulstykkerne i en elektrisk buelampe. Mennesket er individualisert til livet i de lavere verdener. Det overaandelige (atmiske) legeme er bare et atom av sin ophøiede verden, det fineste slør av materie, den legemliggjorte aand, Gud, der er blit kjød i den virkeligste betydning, guddommen som dukker ned i stoffets ocean, ikke mindre guddommelig, fordi den er legemlig-gjort. I dette overaandelige legeme vil litt efter hvert de rene resultater av alle erfaringer opsamles, og vil opbevares der i al evighet; de to lavere udødelige legemer gaar gradvis op i det, smelter sammen med det, og danner den herlige klædning for det fuldkomne menneske, der er sig sin guddommelighet bevisst. Det aandelige (buddiske) legeme er fra den anden manifesterte verden, den rene aandelige visdomsverden; det er kundskap og kjærlighet i et og kaldes sommetider Kristuslegemet, fordi det fødes og træder i virksomhet ved den første store indvielse og vokser til Kristi fyldes alders maal, 3 paa hellighetens vei. Det næres ved al ædel, kjærlig stræben, ved ren medlidenhet og ved altomfattende ømhet og barmhjertighet. Det intellektuelle (kausale) legeme er det der benyttes til abstrakt tænkning, 1 2 3 2. Kor. V 1. 2. Ap. gj. XVII 29. Ef. IV. 13.

dets natur er kundskap;4 gjennem det kjender mennesket sandheten ved intuition uten at behøve at ræsonnere over den og laaner kun den lavere tankes metode for at kunne forklare sig i den lavere verdens abstrakte sandheter, som det selv har direkte kjendskap om. I dette legeme kaldes mennesket Egoet, og naar det smelter sammen med det næst høiere legeme kaldes det aandelig Ego, og da begynder mennesket at bli sig sin egen guddomlighet bevisst. Det kausale legeme næres og utvikles ved abstrakt tænkning, vedholdende meditation, lidenskapsløshet og ved at benytte intelligensen til tjeneste for andre. Dets væsen er adskilthet, fordi det er individuliseringens redskap og maa bli sterkt og selvopholdende for at meddele den nødvendige stabilitet til det fine aandelige legeme, det skal smelte sammen med. Dette er menneskets udødelige legemer, som ikke er undergit hverken fødsel eller død; de gir den sammenhængende erindring hvilket er individualitetens væsen; i dem opbevares alt, der fortjener udødelighet; i dem kan intet urent faa rum5, de er aandens evige opholdssted. I dem opfyldes løftet, jeg vil bo blandt dem og vandre blandt dem 6. Ved dem fuldkommes Kristi bøn, at ogsaa de maa være et i os 7. De opfylder Hinduens triumferende: Jeg er Dig. 4 5 6 7 Piashna Upanishat IV. 9. Aab. XXI. 2. 7. 2 Cor. VI. 16. Joh. XVII. 21.

KAPITEL VI. Loven om flere jordeliv. Der er kanske ingen filosofisk læresætning i verden, der har en saa lang fortid bak sig som reinkarnationen, læren om den menneskelige aands utfoldelse og utvikling ved gjentagne jordeliv. Paa jorden samles erfaringer og disse blir i løpet av det himmelske liv omarbeidet til evner og samvittighet, saa at et barn blir født med sine erfaringer omformet til aandelige og moralske tilbøieligheter og kræfter. Hvad Max Muller har sagt, at de største aander, menneskeheten har frembragt, har erkjendt den logiske nødvendighet av reinkarnationslæren, er sandt. Reinkarnationen blir lært og beskrevet som et utvilsomt faktum hos Hinduerne og paa den er deres morallære grundlagt. Den storslagne Hindu literatur, der beundres av vore Europæiske videnskapsmænd, er gjennemtrængt av den. Buddha lærte om reinkarnationen og talte ofte om sine foregaaende liv, Pythagoras likesaa, og Platos filosofiske skrifter omfatter den. Josephus siger, at Jøderne antok denne lære og fortæller en historie om en hærfører, som opmuntret sine folk til kamp ved at minde dem om deres tilbakekomst til jorden. Den vise Salomo har skrevet at belønningen for at være god er at komme i et rent legeme. Kristus antok den han fortalte sine disciple, at Johannes den døper var Elias, Virgil og Ovid tar den for givet. Ægyptens religiøse ritual indprenter den. Ny-Platonikerne holdt paa den, og Origines, den lærdeste av alle kirkefædrene, erklærte at: Ethvert menneske faar et legeme overensstemmende med sine foregaaende handlinger. Forkastet ved et Romersk-Katolsk kirkemøte blev reinkarnationslæren dog bevaret av de kjætterske sekter. Og i middelalderen skriver en lærd tilhænger av Islam: Jeg døde ut av stenen og blev en plante; jeg døde ut av planten og blev et dyr; jeg døde ut av dyret og blev et menneske; hvorfor skulde jeg frygte døden? Naar blev jeg mindre ved at dø? Jeg skal dø ut av mennesket og bli en engel. I den senere tid finder vi reinkarnationen forkyndt av Gøthe. Fichte, Schelling og Lessing for at nævne nogen av de Tyske filosofer. Da Gøthe var gammel glædet han sig til at komme tilbake til verden; Hume erklærte at den var den eneste udødelighetsteori en filosof kunde ta i betragning. Den Engelske professor Mc. Taggart, der nylig har gjennemgaat de forskjellige udødelighetsteorier, kom til den slutning at reinkarnationsteorien var den antageligste. Jeg behøver ikke at minde nogen literært interessert om at Wordsworth, Browning, Rosetti og andre digtere holdt paa den. At troen paa reinkarnationen igjen er dukket op er derfor ikke en tilbakegang, men et tegn paa at kristendommen er ifærd med at arbeide sig ut av sin midlertidige vildfarelse, ut av de fornuftstridige meninger der har foraarsaket saa megen skepticisme og materialisme. Den forutsætning, at der skapes en ny sjæl for hvert legeme, at sjælens skabelse avhænger av legemets, leder uundgaaelig til den slutning, at sjælen vil ophøre at eksistere naar legemet dør. At en sjæl uten fortid skal ha en evig fremtid er likesaa usandsynlig som at en stok kan ha en ende. Kun en ufødt sjæl kan være udødelig. Ved reinkarnationsteoriens forsvinden blev læren om den midlertidige

skjærsild, hvor sjælen renses for onde begjær, forvansket til et evig helvete, som ingen er onde nok til at komme i. Og dens midlertidige himmel, hvor sjælens erfaringer blir omarbeidet til evner, blev gjort til den evige himmel, som ingen er gode nok til. Evolutionen blev indskrænket til et brudstykke av tilværelsen, og en evig fremtid blev gjort avhængig av nogen faa aar her paa jorden. Livet blev for tænkende mennesker et uforstaaelig virvar av uretfærdighet og partiskhet, et uløselig problem, som bare den blinde tro kan finde sig tilfredsstillet av. Reinkarnationens nødvendighet. Der gives kun tre forklaringer paa menneskenes ulighet i evner og kaar: 1. Skabelsesteorien, der sier at mennesket er hjælpeløst og at dets skjæbne er undergit en despotisk og uberegnelig villie. 2. Arvelighetsteorien, som videnskapen fremsætter den, sier likeledes at mennesket er hjælpeløst, idet det er resultatet av sine forfædre. 3. Reinkarnationsteorien mener, at mennesket kan bli herre over sin fremtid, at det er resultatet av sin egen individuelle fortid og er hvad det selv har gjort sig til. Skabelsesteorien blir forkastet av alle tænkende mennesker, undtagen i det vigtigste spørsmaal, om hvorfor et barn blir født med den bestemte karakter og i de bestemte omgivelser. Evolutionsteorien tages for givet overalt undtagen hos den levende intelligens der kaldes mennesket; det har ingen individuel fortid, endskjønt det har en individuel evig fremtid. Den karakter det medbringer, og hvorav, mere end av alt andet, dets fremtid paa jorden er avhængig, er, ifølge denne hypotese, specielt skapt til det av Gud og givet det uten at noget valg er mulig. Av skabelsens lykkehjul kan mennesket trække geniet eller idioten, det maa tages som det kom-mer. Hvis han trækker gode tilbøieligheter, glimrende evner og en nobel karakter, saa meget desto bedre for ham; han har ikke gjort noget for at fortjene det. Hvis han blir en født forbryder, født idiot, eller faar medfødte sygdomme, saa desto værre for ham; han har ikke gjort noget for at fortjene det. Hvis en evig salighet blir skjænket den ene og en evig pine den anden, faar den uheldige ta sin skjæbne som han kan. Kan ikke pottemakeren gjøre med sit ler, hvad han vil. Men det er jo litt kjedelig for leret, naar det har følelse. Paa en anden maate er skabelsen latterlig. En sjæl blir skapt til et litet barn som dør nogen timer efter fødselen. Hvis livet paa jorden er en skole for opdragelse og erfaring, da vil den sjæl altid være det liv fattigere og de tapte muligheter kan aldrig erstattes. Hvis paa den anden side livet paa jorden, der som oftest indeholder saa meget ondt og slet, ikke er av større betydning, da blir den sjæl, der i kanske 90 aar blir bundet til et legeme, unødig haardt behandlet. Den maa gjennemgaa sygdomme og sorger uten at faa nogen fordel fremfor den anden. For begge staar jo tilsidst muligheten av en evig fordømmelse. Den liste av uretfærdighet, som skabelsesteorien forsyner os med, kan forlænges i det uendelige, for den indeslutter alle ulikheter mellem menneskene. Den har, umulig som den er for forstanden og frastøtende for hjertet, gjort mange til ateister. Den gjør Gud til menneskets evige skyldner,

for mennesket vil altid spørge: Hvorfor har du skabt mig saadan. Videnskapens hypotese er ikke saa blasfemisk som den foregaaende, men arveligheten forklarer bare legemernes opstaaen; den kaster intet lys over den aandelige utvikling. Darwins teori forsøkte, men kunde ikke forklare hvorledes trangen til at hjælpe andre og ofre sig for dem, altsaa de sociale dyder, kunde opstaa i kampen for tilværelsen. Og desuten, naar forældrene har opnaadd den høieste utvikling i aandelig henseende, da er deres reproduktionstid forbi; barn blir for det meste født, naar forældrene staar paa hoiden av legemlig kraft, mens deres intellektuelle og moralske evner endnu er litet utviklet. Senere undersøkelser har vist, at erhvervede egenskaper ikke overføres, og at jo høiere typen er, des færre avkommet. Geniet er sterilt sier videnskapen, og dermed ringes dødsklokken over menneskehetens fremskridt, hvis arvelighet skal være løsenet. Intelligens og reproduktionsevne staari omvendt forhold til hinanden; jo lavere forældrene staar i intellektuel henseende, jo frugtbarere er de. Med den opdagelse, at erhvervede egenskaper ikke overføres, har videnskapen løpt panden mot en mur. Den kan ikke gi nogen forklaring paa geniers eller helgeners opstaaen. En helgens barn kan være et utskud, et genis kan være en idiot. Geniet kommer fra skyene. Geniet, menneskehetens krone, synes, fra videnskapens standpunkt, at staa utenfor loven om aarsak og virkning. Videnskapen sier os ikke hvorledes vi skal bygge op sterke hjerner og rene hjerter for fremtiden. Den truer os ikke med en despotisk vilje, men den gir os heller ikke nogen forklaring paa menneskenes ulikhet. Den sier at drukkenbolten gir sine barn legemer, der er mottagelige for sygdomme, men den sier ikke, hvorfor de ulykkelige barn faar disse legemer. Reinkarnationen gjengir os en retfærdig Gud og gir mennesket magten over sin fremtid. Enhver menneskelig sjæl trær ind i det menneskelige liv som et frø uten kundskap, uten samvittighet, uten skjelneevne. Gjennem erfaringer, behagelige eller smertelige, samler mennesket materiale og omarbeider det til intellektuelle og moralske evner. Saaledes er den karakter hvormed sjælen fødes, eget verk, og karakteren betegner det trin den har naadd i sin lange utvikling. Gode tilbøieligheter, begavelse og en nobel natur er vundet gjennem mangen en haard kamp og er kun en løn for langvarige anstrengelser. Det motsatte betegner et tidlig standpunkt, hvor det aandelige frø endnu er litet utviklet. Den der er en vildmand idag, vil bli en helgen engang i fremtiden; alle gaar den samme vei; alle skal opnaa menneskelig fuldkommenhet. Feiltrin følges av smerte, derved utvikles man. Ved kamp vindes styrke; vi høster hvad vi har saadd, det uundgaaelige resultat. Der kommer lykke av det gode, sorg av det onde. Barnet, der dør kort efter fødselen, betaler kun en gjæld det skylder fra før, og vender hurtig tilbake til jorden fri for sin gjæld, for at samle de erfaringer der er nødvendige for dets utvikling. En opofrende natur, der gjør en mand uskikket til kampen for tilværelsen, ja kanske endog fører til at han ofrer sit fysiske liv, opbygger en ædel karakter for hans fremtidige liv og gjør ham mer og mer til nationens tjener. Geniet er resultatet av mange livs arbeide og legemets ufrugtbarhet berøver os ikke dets tjenester, for det vender større tilbake for hver fødsel. Det legeme, der er forgiftet av faderens drikfældighet, blir tat av en sjæl, som skal lære en lekse. Ved lidelsen skal den lære at følge bedre veie i fremtiden.

Saaledes forklarer overalt menneskenes fortid deres nu-tid, og hvis man kjender og adlyder utviklingens love, da kan man selv bygge sin fremtid, bygge den op i større og større skjønhet indtil fuldkommenheten er naadd. Hvorfor vore foregaaende liv er glemt. Naar man taler om reinkarnationen, kommer næsten altid det spørsmaal: Hvis jeg var her før, hvorfor huker jeg det da ikke? En betragtning av de faktiske forhold vil besvare spørsmaalet. La os først og fremst slaa fast den kjendsgjerning, at det vi glemmer av vort nuværende liv er mere end det vi husker. Mange mennesker kan ikke huske at de lærte at læse, men at de kan læse beviser at de har lært det. Hændelser i barndommen og ungdommen er forsvundet fra erindringen, men de har efterlatt spor i vor karakter. Et fald som spædbarn er glemt, men ofret er ikke destomindre krøbling. Og alt dette tiltrods for at vi bruker det samme legeme, som da de glemte hændelser indtraf. Men disse begivenheter er allikevel ikke ganske forsvundet; hvis et menneske blir sat i hypnotisk tilstand, kan de fremdrages av hukommelsens dyp. Man kjender tilfælder, hvor feberpatienter har talt et sprog, de kunde som barn, men senere hadde glemt. Meget av vor underbevissthet bestaar av disse bortgjemte erindringer, der er kommet i bakgrunden, men som kan hentes frem igjen. Hvis dette er tilfælde med ting, der er hændt os i dette legeme, hvor meget mere maa det ikke ha været tilfældet med de ting, der er hændt os i vore forrige legemer, som er døde og opløste for mange aarhundreder siden. Det legeme og den hjerne vi nu har, har ikke nogen del i disse fjerne hændelser, hvorledes skulde erindringen kunne komme gjennem dem? Det av vore legemer som bestaar gjennem hele reinkarnationscyklen, er det aandelig legeme; de lavere iklædninger falder væk og opløses i sine enkelte bestanddele før vi kan reinkarneres. Den aandelige intelligens, der da kun er iklædt det aandelige legeme sender ikke fortidens hændelser ned til den nye mentale, astrale og fysiske klædning som vi ifører os for det nye liv; vi mottar kun de tilbøieligheter og evner der er vundet ved disse hændelser. Vor samvittighet, vor forstaaelse av en logisk følgeslutnings rigtighet, det at vi instinktmæssig erkjender de fundamentale principer for godt og ondt, alt dette er et spor fra fortidens oplevelser. En mand av en lavtstaaende intellektuel type kan ikke indse rigtigheten av et logisk eller matematisk bevis, og en mand av lav moralsk type kan ikke føle den kraft, der er i et høit moralsk ideal. Naar en filosofi eller en videnskap hurtig begripes, naar en kunst mestres uten studium, da er erindringen der, men hvorledes det lærtes, husker man ikke; som Plato sa, det er reminiscenser fra fortiden. Naar vi føler det som om vi møter en gammel bekjendt, den første gang vi er sammen med en fremmed, da er erindringen der, sjælen kjender igjen en ven fra fortiden. Naar vi føler en sterk motvilje mot en anden fremmed, da er det igjen erindringen, sjælen gjenkjender en fiende. Denne uvilkaarlige tiltrækning og disse advarsler kommer fra den udødelige aandelige intelligens som er os selv; vi erindrer, men vi kan ikke meddele vore

erindringer til den fysiske hjerne. Mentallegemet og hjernen er nye; aanden gir os resultaterne av fortiden, men gir os ikke erindringen om de forskjellige begivenheter. Likesom en kjøbmand, der avslutter aarets konto, ikke indfører alle de gamle poster, men kun balancen, paa den nye, saaledes overfører aanden til den nye hjerne bare sin dom om det avsluttede liv; overfører kun de avgjørelser og de slutninger den er kommet til. Dette er det fond av erindringer, der staar til tjeneste i det nye liv. Hos det høit utviklede menneske er de rike og mangfoldige og blev disse sammenlignet med en vilds, vil værdien av en lang fortids erindringer være iøinefaldende. Ingen hjerne kunde opbevare erindringen om flere livs forskjellige begivenheter, men naar de er sammenfattede i mentale og moralske dumme, da er de brukbare for os. Hundreder av mord har ført til den slutning Jeg maa ikke dræpe. Erindringen om hvert mord vilde være en unyttig byrde, men resultatet, den instinktmæssige følelse, at det menneskelige liv er hellig, er den effektive erindring om dem hos det civiliserte menneske. Men erindringer om tidligere hændelser findes dog av og til. Barn kan ha flygtige glimt av sin fortid. En Engelsk gut, der hadde været billedhugger, husket dette første gang han saa nogen statuer; et Indisk barn gjenkjendte en elv, hvori det som litet barn var druknet i det foregaaende liv og gjenkjendte ogsaa sin mor fra dengang. Der findes mange lignende beretninger. Disse fuldstændige erindringer kan vindes. Men midlerne til at vinde dem er vedholdne anstrengelser og meditation, hvor-ved det urolige mentallegeme, der altid er vant til at vende sig utad, kan bringes under kontrol og bli stille. Det maa bli et følsomt og lydig redskap for aanden, saa det gjennem den kan motta erindringen om fortiden. Kun naar vi kan høre aandens stille stemme, kan fortidens historie oprulles for os; ti aanden alene kan erindre og den vil sende straaler av sin erindring til at oplyse det mørke, hvori den flygtige lavere natur, som aanden midlertidig er forbundet med, befinder sig. Under saadanne omstændigheter er det mulig at erindre. Forbindelsen fra fortiden gjenoptages, gamle venner gjenkjendes, gamle hændelser huskes og en indre styrke av ro kommer, naar man saaledes føler udødeligheten. Nutidens sorger blir smaa, naar de sees i sin sande størrelse som almindelige og forbigaaende hændelser i et evig liv. Nutidens glæder mister sine straalende farver, naar de sees som gjentagelse av fortidens; og baade sorg og glæde blir tat som nyttige erfaringer, der hjælper til det sig utfoldende livs vekst. Men ikke før sorg og glæde sees i evighetens lys, kan fortidens erindringer sees uten fare for feiltagelser. Naar man har set dem, da damper erindringen nutidens følelser og det som ellers vilde knuse blir en hjælp og støtte. Gøthe glædet sig over, at han vilde komme tilbake til jorden fri for alle erindringer, og mindre mennesker kan være tilfreds med den visdom, som lar enhver begynde sit nye liv, beriket med fortidens resultater, men frie for dens erindringer.