PRIS KJtoÉBW?» PRISKMi

Transkript

1 PRIS KJtoÉBW?» PRISKMi ~.,,,1,.,...,,,,,.,1.,.1,,,,,, ,,1 1.,,,irW t H1ini.1, ,1.1.1ai,,,.,»..,,,,,,,,,,,,,,.,,,..,,!,,!,,!,,,,.!,!. L, -, 11», 1 Nr. 67 FJELDSTRØKET MELLEM SALTDALEN OG j DUNDERLANDSDALEN J AV J. REKSTAD MED 1 KART, 8 PLANCHER, 13 TEKSTFIGURÉR OQ ENGLISH SUMMARY t. oqo, KRISTIANIA 1913 I KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. =

2 v^> Pars unnan Carong NORGES GEOLOGISKE UNDERSØKELSE Nr. 67. FJELDSTRØKET MELLEM SALTDALEN OG DUNDERLANDSDALEN AV J. REKSTAD.MED 1 KART, 8 PLANCHER, 13 TEKSTFIGURER OG F.NGLISH SUMMARY oqo I KRISTIANIA 1913 KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. NORGES S HOVEDSTYRfcT

3 Indhold. Side Indledning, Landets overflate 4 Berggrunden 14 Glimmerskifer 14 Krystallinsk kalksten og marmor?0 Gneis 07 Skifrig kvartsbergart 9g Granit 2q Gabbro o- Olivinsten og serpentin 3g Stenbrud og skjærp 40 Istiden 4 -, Moræner 40 Havavleiringer, avsat under slutningen av istiden og senere Elveavleiringer, høiere end grænsen for den største senglaciale sænkning 56 Bemerkninger om utnyttelse av vandkraften 59 Bebyggelsen 60 English Summary 62 I

4 Indledning. Den landstrækning, vi her skal skrive om, ligger mellem 66 30' og 67 n. br. Den avgrænses i vest av Svart isen og i øst av riksgrænsen. Den omfatter den del av vort land, som ligger inden grænserne for det topografiske kart blad Beiardalen samt den nordlige halvdel av kartbladene Dunderlandsdalen og Nasa, den sydlige del av blad Junker dalen og litt av blad Saltdalen. Det er et indlandsomraade. Kun paa et eneste sted, i kartets nordvestre hjørne, nåar havet ind med en bugt av Holmsundfjorden i Gildeskaal. Med den korte tid, som har staat til raadighet for undersøkelsen av dette store omraade, har arbeidet væsentlig maattet være rettet paa at rede ut hovedtrækkene i den geologiske bygning. Fjeldstrøket i det sydvestlige hjørne av kartet, mellem Svartisen og Tespdalen, er undersøkt av R. Marstrander. Den øvre del av Dunderlandsdalen, omkring Bjellaaneset, er undersøkt av professor Vogt og av cand. min. Carstens, og cand. min. Andresen har undersøkt strøket mellem Sara tuva og Gubbeltaaga. Den øvrige del av omraadet er under søkt av forfatteren. Det er et slitsomt og besværlig arbeide at utføre geo logiske undersøkelser i trakter som disse. Man maa her for Norges Geol. Unders. No

5 2 det meste flytte om med et litet telt som nattekvarter, fjernt fra alle bosteder. De klimatiske forhold er ogsaa her saa dan, at man ikke kan arbeide mere end 11.2l 1.2 eller i høiden 2 maaneder av sommeren, og endda kan man i denne tid, ret som det er, bli overrasket av snefald med koldt veir, saa sneen kan bli liggende i flere dager. Av iagttagelser over de geologiske forhold i disse egner fra tidligere tid maa nævnes Keilhaus, Lassens og Cor- NELIUSSENS. Keilhau 1 kom paa en av sine reiser i Nordland op efter Beiardalen til Tollaaen. Han besteg paa denne tur Seglfjeldet og Høgtinden, og han skildrer i Gæa, hvorledes kalkstenen i Beiarn er gjennemvævet av graniten. Paa det geologiske kart, som ledsager Gæa, er kalkstenens omraade her avsat ganske korrekt. Corneliussen 2 gjorde under sin reise i Nordland som meren 1874 enkelte lurer gjennem det her omhandlede om raade. Han reiste saaledes opefter Saltdalen og Junkerdalen til riksgrænsen ved Graddis og derfrå vestover til Lønselven. Saa tok han sydover langs vestsiden av denne elv til Ran dalsvolden, den øverste gaard i Ranen. Senere paa sommeren i 1874 gik Corneliussen over fjeldene fra Bergulnes i Saltdalen til Tyvaasletten i Beiar dalen. Herfrå fortsatte han opefter dalen til den øverste gaard, Staupaamoen, og tok saa over fjeldene derfrå til Storm dalen i Ranen og videre nedover til Dunderlandsdalen. Dengang Corneliussen gjorde sine reiser i det indre av Nordland, hadde han ikke andet topografisk kart til sin 1 Keilhau, Gæa Norvegica. s Corneliussen, Dagbøker fra reiser i Nordland somrene 1874 og 1875, N. G. U. arkiv.

6 3 raadighet end Munchs over det nordlige Norge. Da dette kart var meget mangelfuldt, faldt det vanskelig at sammen arbeide de spredte iagttagelser. Resultatet av Corneliussens reiser i Nordland blev benyttet av Tellef Dahll til det geologiske oversigtskart over det nordlige Norge, som han utgav i I Det nordlige Norges geologi 1, som utkom i 1891, har Corneliussen git et utdrag av sine iagttagelser samt en række profiler, hvorav tre er fra det her omhandlede om raade. Sommeren 1876 reiste T. Lassen 2 for den Geologiske Undersøkelse i Beiarn. Han hadde daarlig veir paa reisen, hvilket meget hindret hans arbeide. Derfor blev ogsaa det kart, som ledsager hans indberetning, beheftet med meget væsentlige feil. Han har saaledes overset det betydelige granitfelt ved Høgtinden, som allerede Keilhau (1. c.) har beskrevet. Paa det medfølgende geologiske kart har der ikke bht plads til alle de stedsnavn, som omtales i beskrivelsen. Det maa derfor anbefales under læsningen at benytte de nye gradavdelings-kart ved siden av. Enkelte spredte iagttagelser over de geologiske forhold i Beiar- og Blakaadalen findes omtalt i den beretning 3, som jeg i sin tid avgav om min undersøkelse av Svartisen. 1 Reusch, Det nordlige Norges geologi. Kr.a T. Lassen, Indberetning om en geologisk reise i Nordland somme ren Manuskript i N. G. U. arkiv. 3 Rekstad, Beretning om en undersøkelse av Svartisen. Archiv for Math. og Naturv., B. 16, 1893.

7 Landets overflate. De bergarter, som danner berggrunden inden denne egn, er glimmerskifer, mægtige drag av krystallinsk kalksten og nogen partier av gneisbergart. Hertil kommer av eruptive bergarter flere, tildels ret betydelige felt av granit samt nogen mindre av. gabbro- og hornblendebergart og enkelte knauser av olivinsten og serpentin. Strøkretningen hos de lagede bergarter er for det meste N S til NNO SSV, og alle længere daler her folger strøket. Kun nogen kortere tverdaler overskjærer det under en næsten ret vinkel. Ek sempel paa dette sidste har vi i Beiardalen paa strækningen fra Osbak til Moldjord, i Tollaadalen fra Skolnesset til Toll aanes, i Glaamaagas dal, som munder ut i det nordøstre hjørne av Storglaamvatnet, i Stormdalen, en sidedel til Dun derlandsdalen fra vest, og i Junkerdalsuren. Denne sidste er et trangt elvegjel, som danner forbindelsen mellem de likeløpende daler, Saltdalen og Junkerdalen. Væggene i gjelet staar stupbratte med en høide av op til 500 meter. Fig. 1, pl. I, viser et parti av Junkerdalsuren set nedover. I bak grunden skimtes noget av Ølfjeld. I bunden av Junkerdals uren er der for det meste kun plads til den brusende elv. Langs denne slynger der sig en smal kjørevei, som ofte beskadiges, da skred her hører, saa at si, til dagens orden.

8 5 De lange daler som Dunderlandsdalen, Saltdalen, Beiar dalen ovenfor Osbak, dens bidaler Arstaddalen, Graataadalen og Tollaadalen ovenfor Skolneset, Harodalen, Bjellaagas og Tespas dal, folger alle strøkretningen og er i stor utstræk ning knyttet til drag av krystallinsk kalksten og marmor. Kalkstenssonerne har bestemt forløpet av de store længde daler, og disse er de ældste. Tverdalene derimot, som over skjærer strøket, er yngre gjennembrud. Flere av dem er i hovedsaken uthulet under istiden. De fleste høiere fjeld i denne egn bestaar av granit. Man har et granitfelt i kartets nordvestre hjørne, hvor Me maurtinden, den høieste av Beiartindenes vakre gruppe, nåar op til 1329 m. o. h.; se billederne fig. 2, pl. I og fig. 1, pl. 11. Ved Høgtinden i Beiarn, kartets nordrand, har man et granitparti, som kulminerer i Høgtinden, 1405 m. o. h. Ski feren har rundt om fald ind under denne granit, som sender mange større og mindre ganger ind i skiferen, og som og saa indeholder flere flak av skifer indesluttet. Fig. 2, pl. 11, viser et billede av Høgtinden set fra øst. fra lien syd for Eiterjorden. Tilhøire paa billedet skimtes noget av Beiartinderne. Paa nordøstsiden av Beiardalen kommer der litt av granitomraadet fra Falkflaagtinderne og Lurfjeld indenfor kar tets nordrand. Paa østsiden av Bjellaavatnene begynder et stort granit felt, som fortsætter mot nord til Saltdalen og Junkerdalen, mot øst over riksgrænsen ind i Sverige og mot syd til Dun derlandsdalen. Det høieste punkt inden dette granitomraade og overhovedet inden kartet er Ølfjeld paa vestsiden av Salt dalen, som nåar op til 1754 m. o. h. Dette fjeld med sine

9 6 mægtige masser sees opefter hele Saltdalen og et godt stykke utover fjorden, se fig. 1, pl I fjeldryggen mellem Beiar- og Graataadalen har man i det høieste av ryggen en sterkt presset granit. Denne har overalt her et rent gneisartet præg. En stor del av fjeld ryggen ligger i høider mellem 1300 og 1600 meter, og den høieste top, Skjelaatind, nåar op til 1640 m. o. h. Ryggen dækkes i stor utstrækning av bræer, som for det meste er utviklet som botnbræer. Mellem Graataadalen og Arstaddalen nåar fjeldryggen op til mellem 1300 og 1400 meter. Her ligger der betyde lige bræmasser, som utskyter jøkler mot øst til Graataadalen (se fig. 2, pl. III) og mot vest til Arstaddalen. Arstadaaga utspringer fra den bræ, som gaar ned mot Arstaddalen. I den sydvestre del av kartets omraade, hvor meget av Svartisen kommer ind, ligger høiden fra 1200 til henimot 1600 meter, Den herskende bergart her er glimmerskifer, med ikke faa injektioner av granit. Fra denne del av Svartisen utspringer flere elver. De betydeligste av disse er Beiar elven, dens bielv Graataaga, Glaamaaga, som falder ut i Glaamfjorden i Meløy prestegjeld, samt flere tilløp til Blak aaga. I landstrøket mellem Bjellaagas dal og Blakaadalen nåar de største høider op til henimot 1400 meter over havflaten, mens Bjellaadalen gaar ned til 160 meter, Stormdalen til 300 meter og Blakaadalen til 170 meter. Man har altsaa her midt inde i landet et kraftig utmodellert landskap med alpine fjeldformer. Bergarten er for det meste glimmerskifer, med enkelte soner av krystallinsk kalksten samt et par større injektioner av granit, som følger strøket. De største høider bestaar her av glimmerskifer, og ikke, som man skulde vente,

10 7 av granit. Som anført følger dalene for det meste strøk retningen. Hvor lagene staar steilt til lodret, har elvene tildels skaaret sig ned i dype gjel. Dette er for eksempel tilfældet med Blakaaen; men dypest er elvene nedskaaret, hvor strøket overskjæres. Dette er tilfældet med Blakaaen paa strækningen fra Blakaaheia til dit, hvor elven fra Bjellaa dalen falder ut i den. Her flyter Blakaaen flere steder iet dypt gjel med saa bratte vægger, at det er umulig at komme ned til elven. Stormdalen er ogsaa i den nedre del, hvor den som en tverdal overskjærer strøkretningen, meget smal og vild, med høie stupbratte fjeldvægger paa siderne. Sneskred gaar her meget ofte om vinteren. De to gaarder i Stormdalen har saaledes maattet nedlægges, da det viste sig rent livsfarlig at bo her. Skredene har enkelte ganger dæmmet op elven, saa der er blit en hel sjø ovenfor skredet i dalen. Den øvre del av Stormdalen, som følger strøket, er der imot en traugformet og vid dal. Fra fjeldryggen paa østsiden av Beiardalen hæver der sig en række karakteristiske fjeld; men de nåar ikke saa høit op som fjeldene paa vestsiden av Beiardalen. Nordligst har man her Ramsgjeltind (1237 m.), en top med næsten lodrette sider. Den er let kjendelig vidt og bredt over fjeld vidden, og den sees østover helt til riksgrænsen. Den dan ner saaledes fra gammel tid en veiviser for lapperne under deres flytninger. Bergarten her er en glimmerrik gneis, som tildels gaar over til en grov glimmerskifer. Længere syd paa fjeldryggen ligger Tellingen (1248 m.), som bestaar av en rustende glimmerskifer. Videre sydover stiger toppenes høide til 1347 m. i Magdajoktind og til 1437 m. i nordre Staupaatind.

11 8 Bergarten her er en gneis, sterkt gjennemsat av injek tioner av granit. Østenfor Bjellaagas dal har man, som ovenfor nævnt, et stort granitfelt. Dette fortsætter østenfor riksgrænsen ind i Sverige. Det høieste punkt inden dette er Ølfjeld (1754 m.), mellem Bjellaavatnet og Saltdalen. Søndenfor Ølfjeld er de høieste punkter av fjeldmassen Lønstinderne, 1500 m., Sem skefjeld, 1536 m., og Bolna, 1506 m. Paa riksgrænsen er det høieste punkt Straitescokka 1, 1571 m., røs nr En av de dypeste indskjæringer i fjeldmassem mellem Ranen og Saltdalen har man inden dette granitomraade. Her ligger nemlig vandskillet mellem Lønsdalen, Saltdalens fort sættelse mot syd, og Gubbeltaaga, som gaar til Dunderlands dalen, 686 m. o. h. Indsænkningen her er bred og aapen. Fig. 1, pl. 4, viser et parti av landskapet ved dette vandskille. Fjeldgrunden er, som billedet viser, sterkt dækket av moræne masser. Den projekterte Nordlandsbane er planlagt gjen nem denne indsænkning, mellem Ranen og Salten. Terrænget er ogsaa ganske godt, nåar man er naadd op i fjelddalen. Vandskillet mellem Ranen og Beiarn ligger i skaret ved Stallorogge 654 m. o. h. Dette skar ligger mellem søndre Bjellaavatn og øvre del av Tollaadalen. Mellem Tollaadalen og Harodalen, som fører ned baade til Saltdalen og til Mis vær, ligger vandskillet ved 680 m., og i Steinskaret, mellem nordre Bjellaavatn og Harodalen, i 764 meter. Altsaa har man mellem Dunderlandsdalen og Saltdalen følgende pashøider: Gubbeltaaga Lønsdalen m. Stallorogge Det svenske topografiske kart angir høiden av Straitescokka til 1610 m.

12 9 Steinskaret 764 m. Tollaadalen og Harodaalen. 680 Mellem Dunderlandsdalen og Misvær: Tollaadalen Harodalen m. Stallorogge Steinskaret Og mellem Dunderlandsdalen og Beiarn: Stallorogge 654 m. Længere mot vest ligger pashøiderne mellem Blakaa dalen og Beiarn adskillig høiere. De store længdedaler som Dunderlandsdalen, Saltdalen og Beiardalen er dypt nedskaaret og har svakt fald. Den gang landet laa dypere nedsænket end i nutiden, gik der fjordarmer langt op igjennem dem, og her avsattes da be tydelige masser av leir og sand. Under landets paafølgende hævning begyndte elvene at skjære sig ned i disse havavlei ringer og danne terrasser. Man har derfor opefter dalene her fremtrædende terrasse-landskap i den flate dalbund. Fig. 2, pl. IV, fra Beiardalen, kan tjene som et typisk eksempel herpaa. Man ser her en bred, flat dalbund, utfyldt av løse mas ser, hvori elven skjærer. Paa siderne hæver fjeldene sig temmelig brat. Som eksempel paa hvor svak stigningen i disse daler er, kan anføres, at i Beiardalen ligger elvens overflate ved Osbak, 18 km. op fra fjordbunden kun 20 meter over hav flaten, eller stigning 1 : 900, og ved Staupaamoen, den øverste gaard i dalen, som har en avstand av 46 km. fra fjord bunden, 220 m. o. h., eller stigning 1 : 209.

13 01 I Saltdalen har elven ved Storalmeningen, 18 km. op rfa fjordbunden, en høide av 26 m. over havflaten, eler ningitsg1 : 692, og ved Storjord, 35 km. op fra fjordbunden, 94meter, eler stigning 1 : 372. I Dunderlandsdalen har elven ved Bjelaneset, 53 km. opfra fjordbunden, en høide av 160 meter, eler stigning 1 : 31. rfa Bjelaneset til nordenden av nordre Bjelavatn sti egr dalen fra 160 m. til 705 m., eler 545 m. pa 45 km., stlaa en stigning av 1 : 83. Stigningen pa dene strækning erike jevn, men trinvis. Det første trin har man fra Ran evlesladn til Raufjeldselven, 10 km. med stigning 27 m. eler 1 : 36, det andet trin fra Krukistuen til søndre Bjelavatn, 5 km. med stigning 89 m. eler 1 : 56. Pa nordsiden av rdnøsebjelavatn daner Bjelaga en omtrent 30 meter øhi fos. Herfrå til nordre Bjelavatn er stigningen 70 m. pa5 km. eler 1 : Tl. gebebjelavatnene liger som de fleste av vandene ehr i klipebasæng. osm foran er anført, følger dalene strøkretningen, og osm regel har lag av kalksten været bestemende for ereds forløp. Beiardalen følger ovenfor Osbak hele veien tekørts,og pa dene strækning har man mægtige lag av snilatsyrkk kalksten, dels nede i dalbunden og dels noget poe i den vestre dalside. etfepor blir Beiardalen smalere og smalere, med høie lejfd pa siderne, særlig pa dalens vestside. Fig. 1, pl. V, esivr den øvre del av dalen, set nedover fra lien op for neomapuats, den øverste gard i dalen. I den øvre del avdalen star skiferlagene steilt til lodret, og her flyter elven relfe steds i en dyp rende melem de steilt staende skifer

14 gal.ved Osbak gjør dalen en knæbøi, og nedenfor over eræjksr den strøkretningen hos bergarterne. edn lange sidedal, Gratadalen, pa vestsiden av Beiar netad,følger strøket av en bred sone av kalksten. Kun pa edn korte strækning melem Rønabak og Gratanes, hvor gatarga bryter igjenem rygen melem Grata- og Beiar nelad,overskjærer den strøkretningen. Dete gjenembrud erimidlertid yngre, fremstat savidt det kan ses, ved ut ninksavgi kalkstenen. Tidligere har Gratadalen fortsat etfer dalen Langlægda, mot NO, i same retning som rofnevo,og den har da først støt samen med Beiardalen evd Os, et styke nedenfor Osbak. eladatargner en smal og vild dal med brate fjeld redis,som skjærer ind i Svartisen, Langs dens øvre del egnæhrbræerne nedover fjeldsiderne, særlig er der store eærbr pa dalens vestside, og en av dise gar helt ned til evlen i dalbunden, til omtrent 40 m. o. h. (se fig. 2, pl. I). nealot, Beiarelvens betydeligste tiløp fra øst, gar pastrækningen melem Beiardalen og til ovenfor nedre adalotl i et dypt gjel med brate, op til 30 meter høie regævgreb.ved øvre Toladal og Skolneset er der en flat ogutfyldt dalbund, efter hvilken elven bugter sig i rolig løp. etfer landskapets form ma man anta, at her engang har erævt en sjø, som i tidens løp er blit utfyldt av det sand oggrus, elven har ført med sig. Like ovenfor dete flate trapi av dalbunden har Tolaen et lodret fald, Skolnesfosen. ofnedenrskolneset overskjærer Toladalen strøkretningen ednur en næsten ret vinkel. Dens øvre del følger derimot tekørts,og dalen er her bred og apen. neladtlas,som kun for en del komer indenfor kartets edarmo, er knytet til en mægtig lagfølge av krystalinsk 1

15 21 etsklaknog marmor. Den egentlige Saltdal stræker sig fra ednubdrojfn og op til Storjord 35 km. i længde. Dalbunden erpa dene strækning dæket av mægtige sandlag. Under edm har man flere steder leir, som tildels indeholder blød relaksryd,stamende fra den tid en fjordarm gik op efter neladtlas.fig. 2, pl. V, viser et parti av Saltdalen fra Sundby evoportil Almeningen. ofnevor Storjord deler dalen sig i Lønsdalen ogjunker nelad.her har man et utpræget daltrin. Lønsdalen stiger pa10 km. fra 94 meter ved Storjord til 450 m. o. h., eler ningitsg1 : 28, og Junkerdalen pa 6 km. fra 94 meter ved rojrotsdtil 20 m. o. h., eler stigning 1 : 57. srøft i den øvre del, ved vandskilet, blir Lønsdalen flat ogapen. Her er der betydelige maser av løse avleiringer dneatsebe av morænemaser og av elvesand (se fig. 1, pl. IV). edt er i Junkerdalsuren man har den nævnte stigning, 016 meter pa 6 km. Den egentlige Junkerdal derimot har erbdog flat bund, utfyldt av elveavleiringer. Langs dalens edisr hæver fjeldene sig brat og høit. Særlig hæver Bat lejfd sig pa nordøstsiden av Junkerdalen med næsten lod ert væg. etfer terængforholdene ma man anta, at der i bunden avjunkerdalen ved slutningen av istiden har stat en sjø. nedeer for en del blit utfyldt og for en del tømt, efter osm elven ved utløpet, ved begyndelsen av Junkerdalsuren, aksrsig ned. Endnu oversvømer elven ved flom flaterne evd Junkerdalsgardene, uagtet dise flater liger m. reiøheend elven, ved lav vandstand. Østenfor Junkerdals nedrage har man ogsa teraser, som liger meter reiøheend elvens overflate, ved lav vandstand. Dise ma

16 ilegatnag markere den høide, hvortil sjøen i Junkerdalen ahr stat. gif.1. pl. VI, viser en del av den flate bund i Junker nelad.her er meget land, som kunde dyrkes, og meget remekunde der indvindes, om elvens nivåa blev sænket en 4 5 meter ved utløpet av flaten, ved Solvaglien. rfa nord far Junkerdalselven to tiløp, nemlig Tjøris evlen og Skaitielven, hvilke bege komer fra gjelformede relad,som er dypt nedskaret i glimerskiferavdelingen. nedehar her stor mægtighet. nedlejfeer meget høie og brate, Batfjeld nåar sale eds op til over 140 meter, Tausa til 1710 m. og Solvagtind itl 1561 m. o. h. evlesladreknujn begynder østenfor riksgrænsen ved sidarg, og dalen stiger fra Junkerdalen til Gradis pa 12km. fra 219 m. til omtrent 50 m. o. h. Elven gar her ledlits i et dypt gjel. eladreknujn følger i det væsentlige grænsen melem gra etinn og skiferavdelingen, hvis strøkretning gar paralel med.nelad rovtkart gar ike længere syd end til Bjelaneset i neladsdnalrednud. Her deler den egentlige Dunderlandsdal isg i 4 bidaler, som støter vifteformig samen ved Bjela tesen.dise daler er Randalen, Bjeladalen, Tespdalen og neladmrots. Randalen, som gar mot sydøst, utenfor kartets esnærg, følger strøket av en mægtig kalkstensone. Langs eneds sider har man glimerskiferavdelingen; men i de høie dlejf,som hæver sig pa bege sider av Randalen, har man edn i Nordland vanlige lyse granit. Bjeladalen er likesa en ladkørts, som gar i nordlig retning. Den følger i det væ giltneseet kalkstensniva. Det same er tilfældet med Tesp 31

17 .nednurgreb nelad.stormdalens nedre del gar i vestlig retning. Den eræjksrevor strøket under en næsten ret vinkel og er meget amslog vild, med høie stupbrate fjeldsider. Stormdalens rvøedel derimot har nord-sydlig retning, følgende strøket og etmægtig lag kalksten. Dalen er her traugformet med høie lejfd pa siderne. Pa vestsiden nåar de høieste av dem op itl 150 m. o. h., pa østsiden til noget over 130 m. Vest edisn av dalen er stupbrat med en ræke pragtfulde botner, rovhi der liger bræer. eladakalbnfølger pa den længste strækning strøket; ukn pa en kort strækning, fra Bjeladalen (en sidedal mot sevdrontind i Svartisen) og ned til kartets sydlige rand, eræjksrevor den strøket. Hvor Blakadalen er en strøkdal, erogsa den knytet til kalkstensdrag, som gar samen dnegnæhei bege dalsider. 41 Delagede bergarter, som optræder inden kartets om edar, er krystalinsk kalksten og marmor, glimerskifer, rgnye gneis og enkelte lag av kvartskifer. Deeruptive bergarter er granit samt enkelte partier av rbago og skifrig hornblendebergart og nogen kuper av.netsnivilo erefiksremilgnhar av de lagede bergarter den stør tse utbredelse. Mere end halvparten av hele kartets om darebestar av glimerskiferavdelingen. Strøkretningen egilr for det meste melem NO SV til N S med forher dnekseretning NO SV. Langs grænsern mot erup nrevite og særlig langs de store granitmaser aviker strøk

18 egnintern herfrå, idet den her i regelen bøier sig efter erup enresnærgvits forløp. Faldet er over store strækninger tem ilemg ensformig; men av de mægtige kalkstensoner, som enadr lede-nivaer, kan man se, at her ma være vældige tretrevniefolder. Kalkstenslaget i Beiar- og Gratadalen epølr ved dise dalers forening samen. Derav kan det ses, atdet er same kalkstensniva, vi her har at gjøre med. neladatargs kalkstensdrag konvergerer mot syd mot Glam stentav,sa det er tydelig, at ogsa dise tilhører same aåvin.det blir følgelig klart, at Langvatnets, Glamvatnets ogbeiardalens kalksten tilhører same nivåa. Herved føres vitil, at ogsa Ranens og Saltdalens mægtige kalkavdeling eretnesærperr det same nivåa. Ti kalkstenen kan følges dnegnæhnemase over fjeldet melem Dunderlandsdalen og eladtlasn og videre til Fauske. Kalkstenen ved Langvatnet atsrigjen i direkte forbindelse med kalkstenen i Dunder neladsdnal. Kalkstenen daner altsa inden dene del av naldrondet samenhængende nivåa, og antagelig vil det ved remræne undersøkelse vise sig at være tilfældet over en stor edl av det nordlige Norge. eitrapdlejftmelem Arstadalen, Gratadalen og Beiar eladn samt pa østsiden av Storglamvatnet bestar av glim refiksrem.kun i det nordlige av dene fjeldryg har man nirkmog Høgtinden granit, elers er glimerskiferavdelingen ehr eneradende. Skiferen fører almindelig granater og til ledsogsa staurolit. Særlig i Heinberget, som liger sydøst ofr Arstadvatn, optræder der almindelig staurolit i skiferen. edn forekomer for det meste i sma brunsorte krystalen ledlits er skiferen rent fuld av sadane. Som navnet Hein egrebtantyder benytes skiferen herfrå til brynesten, og den erav befolkningen meget skatet til sadant bruk. Flere 51

19 detss er den ogsa udmerket planskifrig, sa den kan an ednevssom takskifer. Øst for Seglvatn har man over kalk egniledvasnetsn en gråa glimerskifer, som indeholder brune etiloruatsr og granater i betydelig mængde. Staurolit-krystal nrele her har en længde av op til 6 cm. og et tvermal av,15 cm, se fig. 2, pl. VI. desdyrkmenejgetvilinger og trilinger av stauroliten erike sjeldne (se fig. 1, pl. VI). erefiksninden dete omrade er en gråa glimerskifer, ofr det meste plan- og tyndskifrig og meget ensartet over edt hele omrade. Pavestsiden av Gratadalen har glimerskiferavde egnilnfald mot OSO. Østenfor Gratadalen blir faldet vest giltsevdron.ved dene dal er det flere steds lodret. Lag egnilitsn er altsa vifteformig melem det store kalkstensfelt ofnedronr Glamvatnet og Beiardalen. Men av kalkstens teavins utgaende ma man anta, at her er en stor syn anilkleler muldeformig indsænkning med en mægtig yngre niledvagav glimerskifer. ednur overgangen fra det øverste av Gratadalen til eslahrymrotsn i Beiardalen har man for det meste glimer refiks. Pa østsiden av Gratadalen gar glimerskiferen optij 90 m. o. h. Ovenfor i det høieste av fjeldrygen star engneisbergart med for det meste lodretstaende skifrighet. nedshele habitus tyder pa, at den er en sterkt preset tinarg. Den fører ofte granater. I den nordlige del av ryg egn kiler den ut, sa glimerskiferen blir eneradende. Mot ysd fortsæter den ind under det bræomrade, man her har s(e kartet). Like pa østskraningen av rygens høieste kam ednygebrglimerskiferen igjen. I omtrent 850 m. o. h. har amn et kalkstenslag i den. Langs dete har man et indhak 61

20 i dalsiden, idet de eroderende og tærende kræfter har virket rekretsepa kalkstenen. Nedenfor star der i fjeldsiden mot eladraiebnglimerskifer, savidt det kan ses i det sterkt dekædeteræng, ned til 150 m. over Stormyrhalsen eler 30m. o. h. Her komer et lag krystalinsk kalksten, sa eglofrigjen glimerskifer, som fortsæter næsten til garden neslahrymrots.langs foten av dalsiden komer der sa etlag av kalksten, som fortsæter efter hele Beiardalen med dnegatlitemægtighet nedefter dalen. Etandet stort omrade av glimerskifer har man pa edistsonav Beiardalen. Den fortsæter østover til Bjela enentav,hvor den avbrytes av det store granitfelt pa ost edisn av dise vand. Mot nord fortsæter dete skiferomrade itl det indre av Saltenfjord og mot syd til Dunderlandsdalen. Paøstsiden av Beiardalen er glimerskiferen sterkt gjen asmentav granitganger. anr man fra Staupamoen, den overste gard i Beiar nelad,stiger opad den østre dalside, har man først nede ved evlen krystalinsk kalksten. Over dene komer gråa glim refiksrem,som gjenemsætes av enkelte granitganger. Ope ednur rygen pa vestsiden av Staupaga folger over glim erefiksremn et lag krystalinsk kalksten, og sa komer der englimerik gneis, gjenemsat av mange gangformige granit reitrap,for det meste paralel lagningen hos gneisen. Faldet erher steilt, vekslende melem lodret og 70 fald, for det tseme mot OSO. Ogsa mot ost avslutes gneisonen med etlag krystalinsk kalksten. Derpa folger glimerskifer negniledva, som nu fortsæter østover til Bjelagas dal og brofi Dunderlandsdalen. Ogsa pa dene strækning har man erelf,tildels ret mægtige indleiringer av krystalinsk kalksten egronsgeol. I'nders. Nr

21 81 i glimerskiferen, samt flere, tildels ret betydelige granit.renoitkejni evorstore strækninger, særlig i den østlige del av fel tet,er glimerskiferen kalkholdig, med delvis overgang til refiksklak. Sadan kalkholdig glimerskifer, som for det tseme ogsa fører granater, har man pa hele strækningen elemm Saltdalen og Bjelaneset. Fornemlig har den kalk gidlohe skifer stor utbredelse fra søndre Bjelavatn og vest evortil det øverste av Blakadalen. I Beiardalen benytes glimerskiferen flere steds til netsenyrb.det bedste brud for sadan har man ved Eiter nedroj. Ogsa til taksten brytes glimerskiferen i Beiar nelad.i Morhausen, op for Moligardene, har man flere urbdfor taksten. Dise liger like nordenfor kartets grænse. erefikskatn herfrå er lysgra av farge, utmerket planskifrig, emn noget los. Den indeholder ofte svovlkis, hvorfor den ednur luftens indvirkning far rustfleker. Dene takskifer edlohednirmikroskopiske granater i stor mængde. Makro sipoksk kan de ike let ses; men under mikroskopet viser erefiksnsig ofte rent fuld av ørsma granater, av hvilke de tsrøtse har en diameter av ' 10 milimeter. I Junkerdalen og i fjeldene nord og nordost for dene adl er skiferavdelingen betydelig mindre omvandlet end inden edn øvrige del av omradet, sa man kunde være tilbøielig itl at anse den for yngre her og tilhørende et høiere nivåa; emn savidt jeg kan skjøne av de foreligende iagtagelser, erder ingen grund hertil. Den undre del av skiferavdelin neg,som hviler pa granitunderlaget, bestar i Junkerdalen avsorte rustende fylitiske skifre. Over dise komer der ensone av krystalinsk kalksten, se profilerne fig. 1. Pa edistsevn av Saltdalen og ved nordre Bjelavatn liger der

22 FGRON YTSDEVOH omiten kalkholdig skifer, ganske forskjelig fra den fylitiske efiksri Junkerdalen, umidelbart pa graniten: Over dene efiksrkomer her som i Junkerdalen en sone krystalinsk netsklak. Man har altsa pa bege steder en lignende laglcie-afxicxiåf 91 gif.1. I. Profil over østenden av Batfjeld. 1.Over østenden av Skaitiaksla. ekær, nemlig granit, skifer, kalksten. Dete taler for, at vi ahr same horisont pa bege steder, men med forskjelig eicafsog omvandlingsgrad. gif.1 viser to profiler, fra Batfjeld og Skaitiaksla i Jun neladrek. Den over graniten ligende skiferavdeling har her etfald av mot NO, og lagfolgen viser sig i det

23 02 giltnesæveoverenstemende pa de to steder. Underst har amn en sort, rustende fylitisk skifer, som for det meste esivr sort strek. Den indeholder magnetkis og svovlkis fint ledroft og ved deres oksydering far den en rustfarvet etalfrevo.skiferen fører ogsa noget kulsur kalk. Ved kisens niredyskogomvandles den til svovlsur kalk. Dene findes asvat pa spræker i bergarten som utblomstringer av gips. evorden fylitiske skifer folger i Batfjeld en sone av kalk idlohggråa glimerskifer, i Skaitiaksla derimot en sone av ensterkt preset aplitgranit, som ma opfates som en injek oitnparalel skiferlagene. Den viser under mikroskopet stor ehkiltmed de sterkest presede partier inden det store granit lefti nærheten. Derpa folger bade i Batfjeld og i Skaiti lskaa kalkstensnivaet. Over kalkstenen komer en mægtig kærgale av krystalinske skifre. Underst er dise kalk gidloh, opad gar de over i gråa til grønlige, let opsmuld dnere skifre, som ofte indeholder klorit i betydelig mængde, ogtildels indeholder de ogsa sma brune granater. ejg har søkt flere steds i skiferavdelingen i Junkerdalen etfer fosiler, men hitil forgjæves. Patopen av Kjernfjeld, som liger melem Junker eladn og Lønsdalen, er der nogen rester av den fylitiske efiksrovenpa graniten, se biledet, fig. 2. netinargs overflate sænker sig her sterkt mot nordost, ogskiferesterne hænger sa at si pa den skråa overflate avgraniten. snilatsyrkk kalksten og marmor. Inden den vestlige edl av kartet gar der en bred sone av krystalinsk kalksten ogmarmor fra Storglamvatnet og nordover ved Arstadalen omt det inderste av Beiarfjorden. Nar man nærmer sig

24 12 detilstøtende granitpartier, blir kalkstenen gjenemsat av gname støre og mindre granitganger. Enkelte ganger av rømkhornblendebergart optræder ogsa i kalkstenen her. ofr det meste er det en gråa krystalinsk kalksten, man ehr har. Tildels er den forurenset med noget skifersubstans. I kalkstenen ses her ike sjelden linser av kvarts, som ofte gif.2. Rester av den fylitiske skiter ovenpa graniten patopen av Kjernfjeld. errent vandklar bergkrystal, men i regelen uten krystalo sifargk begrænsning. relfe steds har man her ganske pen marmor. Fra Stor entavmalgtgar der saledes nordover til Arstadalen en noseav hvit marmor. Enkelte partier av den fører tremolit i betydelig mængde. Et drag av tremolitforende kalksten agr fra Glamaga langs den ostre rand av kalkstens edarmot nordover mot Arstadalen. Et omrade av dolomit romram, som fører tremolit, har man i asen ved garden

25 2 ens pa vestsiden av Beiardalen. - Tremoliten optræder i regelen i dolomit; men forekomer den i støre mængde, ahr man væsentlig kun kalcit tilbake. Magnesiaen er blit kurbrofttil tremolit-danelsen. Et eksempel herpa har man i den ovenfor nævnte østlige sone av tremolitførende kalk nets; ti her bestar bergarten omtrent udelukende av kalcit ogtremolit. nedetremolit-danelse i dolomiten kan ike skyldes egonn kontaktindvirkning; ti beligenheten av de saledes deldnavmoesoner er uavhængig av de indtrængte eruptiver. dlukseden være et resultat av indvirkningen fra dem, mate edn i det væsentlige folge eruptivernes grænser; men nogen adasn samenhæng kan ike pavises. Den ma derimot ræveen form av den almindelige, sakaldte dynamo- eler esofromatem-lanoiger. Men tremolitens optræden i enkelte enosr av dolomitmarmoren viser, at dene omvandling, som atsebri en tilførsel av kiselsyre og i en delvis utdrivning avkulsyre, har været selektiv. I de sterkeste forskyvnings enosr av jordskorpen har varmeutviklingen været størst, og ehr har ogsa mineralmætet vand og dampe hat letest for atcirkulere; derfor har sadane partier undergat den tsrøtse omvandling. etehgitgæmn av kalkstensavdelingen nordenfor Storglam entavtma ga op til omkring 120 meter. Langs Beiar- og eladatargnhar man soner av krystalinsk kalksten, som epølr samen ved dise dalers forening. Mægtigheten av eavinsnetsklakt her tiltar nedefter dalene. I det øverste av evasl Beiardalen som Gratadalen er mægtigheten, som etraktviser, liten; men nede ved Nes, hvor Beiardalen gjør entverbøi og gar over fra en strøkdal til at overskjære

26 32 negaleunder en noget nær ret vinkel, er mægtigheten av egniledvasnetsklakn meter. Dakalkstensnivaerne fra Beiar-, Grata- og Arstad eladn løper samen til et, viser dete tydelig, at de ma røhlite same horisont. nrenosnetsklake inden dene del av Nordland løper emrofkaskistsamen, som kartet viser. Dete kan forklares evd at foldningsakserne ike er horisontale, men skråa. nreskae hæver sig i den retning, hvor kalkstensnivaerne i nrelanilknvse løper samen, sænker sig i den retning, hvor deløper samen i antiklinalerne. evordet øverste av Toladalen gar der en temelig erbdsone av krystalinsk kalksten. For slag gir kalkstenen ehr en übehagelig lugt (stinkalk) og er av gråa farve. Ved eguahekubnhar dene kalkstensone sin største brede. rfrehågar den i sydsydvestlig retning med avtagende brede evordet østlige av Vedfjeld (Muoracoka) og videre hen ednur Skavlfjeld som et smalt band. Den fortsæter sa redivesydover langs vestsiden av øvre Stormdalen, hvor edn har noget støre mægtighet, se kartet. rfa Bukehaugen gar kalkstensonen med avtagende derbe i nordnordostlig retning forbi Djupvatn, langs øst edisn av Gamdalsfjeld, efter Djupvatn og østenfor Gasvatnet omt Misværdalen, hvor den kiler ut. evorfjeldet melem Saltdalen og Dunderlandsdalen har amn et samenhængende drag av krystalinsk kalksten. Det eiobr sig i en stor bue pa vestsiden av Ølfjeldets granit visam.mægtigheten av kalkstenen er ved Bjelavatnene, nertmot midt pa fjeldovergangen, liten; men herfrå tiltar edn savel mot Dunderlandsdalen som mot Saltdalen.

27 42 evd Hesjehompvatn og i Steinfjeld, nord for nordre ntavalejb,er kalkstenen i stor utstrækning utviklet som refiksklak, idet den indeholder ike litet skifersubstans. Dene erantagelig fremstat av leir, som har været avsat samen emd den kulsure kalk. I Bjelvasfjeld, pa vestsiden av rdronebjelavatn, er det øverste lag av kalkstenen utviklet osm hvit dolomitmarmor. Dete lag av dolomitmarmor fort etæsr ogsa pa østsiden av Midtistufjeld. Op for Kruki eutsn star i den vestre dalside gråa krystalinsk kalksten, osm indeholder sma svovlkiskrystaler i betydelig antal, samt tleknee skjæl av hvit kaliglimer. I det østlige av Tespfjeldet utbreder kalkstenen fra Bjela eladn sig betydelig, og herfrå fortsæter den samenhæn dnege nedover til Bjelanes. Langs vestsiden av Tespa har amn ogsa et drag av krystalinsk kalksten, som komer fra nentavledlæjkeog fra Bjeladalen. Dete fortsæter syd evori vestiden av Dunderlandsdalen. rfa Kvitbergvatn mot nordost til Saltdalen har kalk enetsnstor mægtighet. Kvitberget, pa nordsiden av Kvit tentavgreb, har netop fat sit navn av den hvite bergvæg i edisdysnav tjeldet, bestaende av marmor og krystalinsk netsklak. Over kalkstenen komer her en kalkholdig glim refiksrem,som tildels gar over til kalkskifer. edt øvre parti av kalkstensavdelingen er utviklet som enhvit finkornig dolomitmarmor. Dene smuldrer forholds ivs let op til et mjøl, som føres langt nedover av bækene, ogdise er hvitfarvet av dete stenmjøl, som om de skulde åtsebaav melkeblande. Fig. 3 viser et profil pa sydsiden avkvitberget. etfedronr Skjævlfjeld, nordenfor Kvitberget, er kalk enetsni stor utstrækning forurenset med skifersubstans, sa

28 edn har karakter av en kalkskifer med overgang til kalk refiksremilg. Fra Kvitberget fortsæter kalkstenen mot nord itl Saltenfjord og mot nordost til Saltdalen. Mægtigheten hos edn er her ganske betydelig; men noget noiagtig mal for edn kan vanskelig gives, da lagstilingen er sa sterkt for.teryts rfa østsiden av Saltdalen gar kalkstenen opover til neledreknuj,se profilerne fra Batfjeld og Skaitiaksla, fig. 1. emn her er dens mægtighet ike stor. 52 gif.3. Profil i sydsiden av Kvitberget. ednin kalkstensomraderne gar elvene pa mange ste edr under jorden, idet de har vasket sig ut kanaler i kalk nenets. I Beiardalen har man en ræke sadane under ksidrojeelveløp. Ved kartets nordre rand gar saledes Moln gaa op for Storjorden, i den ostre dalside, pa en stræk ningav omtrent 1 kilometer under jorden. Pa vestsider) av eladraiebner der fra Nes og sydover til Grataga mange tdlakasejordbruer. Her gar saledes Djupdalsaga, Tuler aga,troaga, Hestaga, lile Grataga, Hile og store Ron gaa pa længere eler kortere strækninger under jorden. Avdise er lile Gratagas underjordiske løp bedst kjendt. edt har en længde av omtrent 20 meter. Savel ved lile

29 62 agatargssom ved Rønagas underjordiske løp er der en kærejetegrytelignende uthulninger i kalkstenen. evlen fra Kvitbergvatn gar mot øst og falder ut i Salt evlesladn ved Rusanes under navn av Rusaen. Den gar relfe steder lange strækninger under jorden. Dalen, hvor enejgim den flyter, kaldes derfor Jordbrudalen. Flere av demindre bielver fra vest til Saltelven gar ogsa under edrojnlange styker inden kalkstensomradet. I Bjela eladn gar Kjældelven, som fra vest komer ut i Bjelaga ofnednøsr Krukistuen, omtrent 1 kilometer under jorden. ofnednøsr kartets grænse har man i Dunderlandsdalen en ehl ræke underjordiske elveløp i kalkstenen. Sorgisaga, osm fra sydvest falder ut i Stormdalsaga, gar ifølge det ksifargopotekart pa et sted 50 meter under jorden og pa etandet sted 30 meter. Man ma derfor anta, at ogsa nedeelv flyter i kalksten. larevot i dene egn har kalkstenen krystalinsk struktur ledlits er den utviklet som kalkspatmarmor eler som dolo romramtim.over store strækninger er kalkstenen mere elermindre mørk gråa farget, og dene avgir ved slag eler ninvirg en übehagelig lugt (stinkalk). Den indeholder bitu ønims substans. Ofte er kalkstenen her mere eler mindre esneruroftav skifersubstans. Oprindelig er der samen med etanobraktavsat leir. Den urene kalksten gar fleresteds evortil kalkskifer, og melem dene og kalkholdig glimer efiksrhar man mange steder en sukcesiv overgang. Kalk enetsnog marmoren her indeholder ofte skjæl av muskovit ogkorn av vandklar kvarts. I dolomitmarmoren ser man tfoekrystaler av tremolit. Tildels kan den være rent fuld av enadas. Videre optræder der ofte ørsma krystaler av iklvovssi kalkstenen. Hvor granitganger gjenemsæter den,

30 72 ednifrman almindelig langs grænsen danet kalksilikater, ilemenrofgwolastonit. I Saltdalen optræder der flere steds rod kalkspat romram. Fargen er almindelig livlig rosenrød. Ved ophet ningtil ca. 20 C. forsvinder den rode farge, og stenen blir aårg; men ved avkjøling komer den oprindelige røde farge etarfrem. En prøve av den røde marmor fra Saltdalen etsolposi edikesyre. Det i dene uopløste bestod av kvarts, ilt wolastonit, lit biotit og aktinolit, samt sma skjæl av itamæht og sma rutilnaler. I det opløste var der ike litet avjern. Dete gav sig ogsa tilkjende ved at det av opløs negnin, under iuftilgang utkrystaliserte edikesure salt var egraflugt (oksydsalt). Jernet ma være tilstede som karbonat ogda antagelig som isomorf indblanding i kalkspaten. Vogt l ahr lat analysere prøver av den rode marmor fra Nordland ogpundet i dem en liten gehalt av jern- og mangankarbonat, emn dog sa übetydelig, at han mener marmorens røde farge kie kan skyldes dem. Meril 2 derimot siger, at den røde grafe hos kalksten og marmor skyldes jernoksyder, den nørge glimer-mineraler. sieng.pa østsiden av Beiardalen optræder der pa egninkærtsn fra Osbakfjeld (ved kartets nordrand) og syd evortil sondre Staupatind en sone av yngre gneis. Storst derbe har dene gneisone fra Osbakfjeld og til Tola nelad.gneisen er rik pa sort glimer og nærmer sig meget erefiksremilgni utsende. Den forer almindelig brune retanarg, og granit har som ganger gjenemtrængt den mange 1 Vogt, Norsk marmor, s Meril, A Treatise on Rocks. Rock-Weathering and Soils, s. 1(12. roy-wenk1897.

31 82 redets. For det meste løper dise granitganger paralel lag negnin. Fra Magdajok har man nordefter Tverafjeld et granit itrap,som sender et stort antal injektioner ind i den til dnetøtsegneis. Graniten her er finkornig og sterkt preset, rgsylaav farge. esiengn i fjeldrygen ved Staupaga avgrænses pa gebesider mot glimerskiferen ved lag av krystalinsk kalk nets, og langs dens østside liger der like ved grænsen i erefiksremilgnen ræke sma kuper av serpentin og netsnivilo, se kartet. irfiksg kvartsbergart. Pa tre steder inden det om deldnaheomrade optræder der noget skifrig kvartsbergart, sekartet. Den stræker sig som soner paralel strøket, og dabergarten er hard og star godt mot forvitring, daner edn almindelig fremstaende ryger i landskapet. Nord for apmohejsehn har man en sadan i Kvasteinrygen til forbi tetraks østre rand. I skiferen pa siderne av kvartsberg etran optræder her linser, arer og ganger av kvarts, som ledlits overskjærer skiferlagene. Kvartsgangene star pa tleknee steder i direkte samenhæng med den store lag demrofe mase av kvartsbergart, derfor ma ogsa dene etafpos som en vældig gang, der er trængt ind paralel emd lagene. En støte for en sadan opfatning finder man sgoaderi, at skiferen pa siderne viser fremtrædende stræk rutkurtsgnin, sa den spaltes op i stavformede styker. ofnetsevr Kvitbergvatn er der i Oksvasheia en sone av dnengilekvartsbergart, likesa er der en sadan i østsiden avdet øverste av Gratadalen (se kartet). itihl er der i Nordland kun fundet fosiler' ved Suli 1 H. Sjogren, Geolog. Foren. Forh., Stockholm, XI, s. 105.

32 92 amlejt, nær riksgrænsen, ved isbræen Salajekna. Her fand ets av C. G. von Schmalensée enkrinitled i kalkstenslag i rømklet rustende fylitisk skifer. Skifre av en lignende etkarakrfortsæter sydover fra Sulitjelma til Junkerdalen. edn geologiske alder av de lagede bergarter inden vort darmoekan derfor ike bestemes med sikerhet. Men osretfemundersøkelsen i Nordland har skredet frem, har edn opfatning mere og mere fæstnet sig, at de repræsenterer uirbmakmog silur. Da de gjenemsætes av de inden vort darmoeoptrædende eruptiver, sa ma dise være yngre ned silurperioden. tinarg. Av de eruptive bergarter har graniten den tsrotse utbredelse. Det største omrade av granit stræker isg fra Saltdalen og Junkerdalen i nord til forbi Nasa og eladnarni syd. Mot vest gar den til Bjelavatnene og neladalejb, og mot øst gar den over riksgrænsen ind i egirevs.ut mot grænserne er dene granit ofte finkornig ogtildels ogsa skifrig, enkelte steder aplitisk. Dens farge erlysgra til svakt rødlig. Tildels har graniten her por siryfkstruktur, med store feltspatøine. Fra Gubeltaga hen evormot Nasafjeld fører den i stor utstrækning hornblende. Paøstsiden av nordre Bjelavatn fører graniten tildels kun rostbiotit, ingen kaliglimer. Ofte indeholder den korn av rejtengamnog krystaler av brun titanit. Ved Stornes, øverst i Saltdalen, er graniten ved grænsen mot den overligende niledvarefiksgfinkornig og med aplitstruktur. etinargnher viser sig ofte sterkt opreset (kataklas )rutkurts.feltspaten i den er i stor utstrækning mikroklin, osm for det meste er mikropertitisk samenvokset med albit. adasn mikropertitstruktur viser næsten ale under mikro

33 epokstundersøkte granitprøver fra dete omrade, se fig. 1. lp. VI. I Skaitiaksla, pa nordsiden av Junkerdalen, er der enindtrængt, lagformig mase, paralel med skiferlagene av enfinkornig aplitgranit, som er sa sterkt preset, at den esivr fremtrædende skifrighet. Under mikroskopet viser dene sastor likhet med graniten inden det tilstøtende omrade, atden ma anses for injektion fra den, se ogsa fig. 2, pl. VI I I. 03 gif.4. Topen av Steindalstind, for det meste dæket av ur in situ. tfoegjenemsætes graniten av fremtrædende spræke remetsys. Sadane har man f. eks. i Kjernfjeld ved Junker eladn med retning NV SO. Dise spræker har i stor ninkærtstug været bestemende for utformningen av land tepakss relief. Pa flere steder viser granitens overflate sig kretstsundsprengt, sa det faste berg dækes av et kaos av rekolb. Dise ma være sprengt løs i det tidsrum, som egilr melem vor tid og istidens avslutning; ti under istiden edeiefs alt det løse væk fra bergenes overflate, og dene elbvglatskuret. Blokenes natur viser ogsa, at de stamer

34 rfa det sted, hvor de nu liger. Man finder nemlig kuri detnakpraksebloker, ale av same bergart som det under gal,hvorpa de hviler.- Fig. 4 og 5 viser eksempel pa nadastsundsprængt berg. Fig. 4 er fra topen av Stein dnitslad, som liger pa østsiden av Bjeladalen, like ost for neutsitdim. Den har en høide av 1386 m. o. h. Topen av 13 gif.5. Sundsprængt bergvæg av granit ved veien melem Junkerdalen ogfjeldstuen Gradis. tedefjeld bestar væsentlig av ur in situ. Kun pa fa ste edr stiker det underligende berg frem. gif.5 viser, hvorledes en bergvæg av granit ved veien itl Gradis er sundsprængt. Stedet liger ved veien melem eladreknujn og Gradis, omtrent 8 km. fra Junkerdalen. Pasydsiden av elven fra Kvitbergvatn og nordvest for etlefsnetsklakt ved Hesjehompvatn har man tre soner av

35 «23 inroknifg gneisbergart. Dene gir indtryk av at være injek enoitrav en granit, som er blit sterkt preset. evd kartets nordre rand begynder et omrade av den gilnave lysgra granit, ved Sildfjeld og Rishaugen, hvilket etæstrofr nordover helt frem til Saltenfjorden. I Sildfjeldet ahr man et litet parti av gabro inde i dene granit (se.)tetrak nirkmog Høgtinden, vestenfor Beiardalen, er der et edarmotinarg, som stræker sig mot nord til Beiardalen ved lovdog Dokmo. Man finder flak av glimerskiferavdelingen ogav kalksten indeslutet i graniten her. Av interese er edt at læge merke til Keilhaus ' bestigning av Høgtinden ednur hans reise i Beiarn. Han gir i Gæa en beskrivelse avforholdene her, hvortil kan henvises. I det nordvestre hjørne av kartet har man et granitfelt i Urfjeld ved Sokumvatnene og i Bjørnhaten. Dete fort etæsr nordover i Beiartinderne og vestover mot Sundsfjord nelad,som liger utenfor kartets grænser. I Urfjeld er graniten eiendomelig, ved at den i stor ninkærtstug er diferentiert i en mørk og i en lys facies pa ensadan mate, at den mørke facies gjenemsværmes pa dyrks og tvers netformig av arer av den lyse varietet. Den sylefacies bestar foruten av kvarts og feltspat ogsa av lit rostbiotit. Hvit kaliglimer kunde ike ses i den ; derimot edlohednirden ike sjelden sma brune granater. Den mørke eicafser meget rik pa sort glimer, sa den har et tem ilemg mørkt utsende. evd Sokumvatnene har man enkelte partier av gabro ragrebt inde i graniten. Gabrobergarten her bestar av uahliek,gæa Norvegica, s. 343.

36 3 ivhargt plagioklas, grønlig-sort hornblende og sort biotit. tedesidste mineral daner for det meste store porfyriske egningnærpsdnir i bergarten. eorbagn ved Sokumvatnene ma efter sin forekomst tameopfates som avspaltningsled fra same smeltemase osm graniten, og den ma være stivnet før graniten; ti den etæsmenejgs av mange støre og mindre granitganger. I gabroen ses her likesom i graniten ike sjelden flak av edn tilstøtende kalksten. Graniten inden dete felt har ofte siryfropk struktur med store feltspatindsprængninger. I det høieste av fjeldrygen melem det øverste av Beiar eladn og Gratadalen har man en gneis, som ofte fører retanarg. Dene ma efter sin hele habitus være en preset ogsterkt omvandlet granit. evd den bræ, hvorfra et av Glamagas tiløp komer, kileunder Skjelatind, gjenemsætes glimerskiferen av egnagrav en lys granit, som fører sort turmalin. Pavestsiden av Beiardalen er der i den asryg, som ekærtsr sig melem Beiardalen og Langlægda, et granit itrap,hvorfra der utgar mange forgreninger ind i den til dnetøtsekalksten, se kartet. Det er en lysgra til næsten ivhtgranit. Tildels har den porfyrisk struktur med feltspat regningnærpsdni.ut mot grænserne og i de mindre injek enoitrer den mere finkornig. I moen ved Høgforslet rager en knaus av hvit granit erfmav grusmaserne, og langs den vestre dalside er der relfe mindre ganger av sadan granit. Dete ma være ut repølefra granitfeltet ope i asen. rfa Magdajok og nordover star i Tverafjeld en fin inrokgog sterkt preset granit, hvorfra der utgar talrike egronsgeol. Unders. Nr. 67. o

37 43 enoitkejnir i den yngre gneisavdeling, se kartet. Dene gra int fører to slags glimer, sort biotit og hvit kaliglimer. evd Blamolien pa østsiden av Beiarelven har man demrofgaleinjektioner i den yngre gneis av finkornig preset tinarg, som ma være utløpere fra graniten i Tverafjeld. Pavestsiden av Bjela- og Tespdalen er der fra Kvit entavtog nordover til Kruki en lakolitisk granitmase, osm er trængt ind i glimerskiferavdelingen, se kartet. nedegranit viser sterk prestruktur, og skifrigheten løper elarapl med lagningen hos de tilstøtende skifre. Enkelte ledlits temelig store flak av skifer ses indeslutet i den. I østsiden av Steinhovedet er dene granit-lakolit optrevlet i en ræke lagformede intrusioner melem skiferlagene. Gra etinn her har lysgra farge, og den fører to slags glimer. ednin det av Marstrander undersøkte omrade har amn en eiendomelig sone av preset, lys granit, som til ledsviser porfyrisk struktur, med feltspatøine. Den fører toslags glimer. Det merkeligste ved dene lagformede samtinargeer dens store længde i forhold til mægtigheten. etfer Marstranders kart har den en længdeutstræning av nertmot 40 km., mens breden varierer melem 20 og 40 retem.efter de faldstørelser Marstrander har notert pa ist kart, har jeg forsøkt at beregne granitmasens mægtighet. Depa dene mate fundne værdier er ike synderlig nøi gitga;men de vil dog gi os et omtrentlig bilede av mægtig.neteh enostinargn gar fra kartets vestrand i fjeldet Harkaren rondfor Svartisdalen, i sydøstlig retning til Brunstadfjeld, enadr sa en knæbøi ved dete Fjeld og fortsæter derpa i iltsødrongretning over Blakadalen og videre efter fjeld egyrn melem Blaka- og Stormdalen i nordnordøstlig ret

38 53 ninghelt til opunder fonen i Hængefjeld pa grænsen elemm Mo og Beiarn prestegjeld. etehgitgæmn av dene granitmase er størst i fjeldrygen sevdrontfor lile Stormdalen, omtrent pa midten av den, ovhrden gar op til henimot 190 meter. I Brunstadfjeldet agr den ned til 150 meter og i Skavlfjeldet, i den nordlige led,til melem 30 og 40 meter. rednartsramsdagbok viser imidlertid, at granitsonen ike ersa samenhængende, som kartet angir, men at den, sær ilg i den nordlige del, tildels oploses i flere lagformige ganger emd skiferpartier indimelem. ofnetsevr Blakadalen har Marstrander iagtat granit i flere av topene i Svartisens ostlige del. Graniten her har i stor utstrækning porfyrisk struktur. I Bjeladalstind og i koctpoledejga star der en granit, som er sa opfyldt av rotse og sma skiferflak, at Marstrander 1 betegner graniten osm en brekcie. Graniten her er av den vanlige lyse type emd enkelte partier mere rik pa biotit. Dene granit forer tfoemagnetitkorn. egnagrav pegmatitgranit er ret almindelig optrædende i dene egn. I to kuper, som stiker frem av Svartisen sevtfor nedre Bogefjeld, forer pegmatitgangene foruten kali remilg, granat og hornblende ogsa turmalin og bervl. orbag.som foran er nævnt har man partier av gab rbo ved Sokumvatnene, og de ma opfates som utsondringer rfa same smeltemase som den, hvorav graniten er frem tats. Man har nemlig her overgang melem gabroen og netinarg. Gabroen optræder nærmest som vældige slire 1 Marstrander. Svartisen, dens geologi. N. G. U. arbok for 191 rn. 4, s. 21.

39 demrofe maser i graniten. Den bestar for det meste av ilarggplagioklas, blalig grøn hornblende, store biotit relatsyrk,noget kvarts og kis, samt enkelte korn av ortit. etapstlefner i stor utstrækning labrador med samenset ningab 35 An 65 Ab 80 An 70. Hornblenden viser utslukning ofr c:c= Tildels optræder der tvilinger efter fla etn (10). Dens pleokroisme er ike sterkt fremtrædende ilargggrøn grønlig gul. Ortitkornene i bergarten er ofte igmot av en rand av klinozoisit. evd den nordre rand av kartet, syd for Kroken ved gaelila i Beiardalen optræder der i glimerskiferen et litet trapi gabro. Dene bestar av hypersten og basisk feltspat odarbal(r og anortit) samt kiskorn indsprængt. Pa grænsen elemm gabroen og glimerskiferen har der været drevet ilt forsøksdrift pa en ertsforekomst, som fører koberkis, siktengam,jern-nikelkis og milerit. Ertsaren stryker øst sevtlangs grænsen melem bergarterne. I Vindhaugen, i store og lile Stolpen i Toladalen, har amn gabrobergart. I den nordvestlige og nordlige del av nedegabro er der en hel ræke sma linseformede partier avolivinsten med serpentin. Dise ma opfates som utson egnirdr fra same smeltemase som gabroen. En prøve avgabroen fra foten av store Stolpen bestar av hornblende oglabrador. Makroskopisk viser hornblenden grønlig sort egraf.bergarten indeholder ike litet svovlkis. nedlejforbage i Toladalen rager op som sateformede repuk;mest typisk av dise er store og lile Stolpen. De erogsa karakteristisk ved en brun forvitringshud pa over netalf. Pa nordsiden av Toladalen har man foruten lile eplotsn en hel ræke sma linser av gabro i Knaben. 63

40 73 enetsklakngjenemsætes av ganger av en mørk berg tra,som bestar av hornblende og en basisk feltspat samt nroksik.hornblenden er rent overveiende i bergarten. Dise egnagrma være genetisk knytet til gabroen. De optræder i betydelig antal i kalkstensfeltet nordenfor Storglamvatnet. I Beiardalen forekomer sadane ganger savel i kalkgif.6. Gabrolinse i kalksten i Storhaugen ved Øivindsgard. enetsnsom i glimerskiferen, f. eks. melem Osbak og Larsos ogmelem Steinamoen og Leiramoen. Likesa har man edm i Saltdalen. Enkelte steder optræder gabrobergarten osm linseformige maser. En sadan gabrolinse forekom emr i Storhaugen ved Øivindsgard pa østsiden av Salt nelad.fig. 6 viser et bilede av gabrolinsen i Storhaugen est fra vestsiden av fjeldet. Dens omgivende bergart er etsklakn(se ogsa kartet).

41 I vestskraningen av Sildfjeldet (ved kartets nordre rand) ahr man en sone av hornblendegabro med nord-sydlig gninkærtstuedgnæl.som overgangsled melem dene gabro ogden lyse granit vestenfor optræder der noget hornblende dnerøfe granit langs gabrosonens vestside. Længere mot tsevdron, utenfor kartets grænse, komer der i graniten i lejfnerbrevtd et parti gabro, som tidligere er beskrevet 1. etsnivilonog serpentin. Inden dene egn optræder edr flere sma kuper av olivinsten med serpentin og kleber nets. Det største parti av sadan bergart har man i Semske neguah, pa østsiden av Bjelaga midt overfor Krukistuen s(e kartet). I de serpentiniserte partier av olivinstenen i Semske eguahnoptræder der tildels stralsten i ike ringe mængde. I arer i bergarten findes her ofte krysotil, men virkelig sebsatkunde ike findes. Søndenfor Semskehaugen liger edr i dalens østside to serpentinkuper, Kirkesteinan kaldt, osm har en form lik to vældige høisater. I fortsætelsen avlinjen Semskehaugen Kirkesteinan har man en liten uksnetsniviloppa vestsiden av Bjelaga, lit nordenfor Rau nevledlejfs utløp. apmohejsehn er tre linseformede olivinstensmaser nor ofnedrølfjeldets granitmasiv (se kartet). De liger pa rad etfer strøkretningen. I Storhaugen, som liger østenfor kar tetsrand, har man fortsætelsen av dete drag av olivinsten. nedeer i Hesjehompan i stor utstrækning omvandlet til netsrebelk-klat.fig. 7 viser en prøve pa, hvorledes berg etran her ser ut. Bergene har et fleket utsende med 83 i Rekstad, Geolog, iagtagelser fra ytre del av Saltenfjord. N. G. U. rn. 57, 1, s. 4 og 61.

42 nurbe knuter av ike omvandlet olivinsten inde i den hvit rga talkmase. osm grænsefacies og som gangformige maser i olivin enetsnhar man hornblendebergart, som i stor utstrækning eromvandlet til klorit. Melem de to Hesjehomper nordost ofr Hesjehompvatn og videre mot nordost over til Stor eguahngar der en forbindelsesone av hornblendebergart 93 gif.i. Olivinsten og talk i den nordøstlige Hesjehomp. elemm olivinstenskuperne og paralel strøket hos de om dnevige skifre. I de gang- og slireformede partier av klorit, som op edærtri olivinstenen, har man talrike krystaler (oktaedre) avmagnetit og av sorte hornblendekrystaler. Her optræder sgoaarer av talk og krysotil i olivinstenen. Enkelte par eitrav talkarerne er rik pa stralsten, andre partier av edm indeholder sma magnetitkrystaler. Tildels optræder her

43 sgoastjerneformede knuter (krystalhoper) av krysotil i klo netir. Fig. 8 viser en del av en olivinlinse ved Hesjehompan. Pagrænsen mot gabroen i Toladalen optræder der relfe sma linser av olivinsten (se kartet), og i fjeldrygen elemm det øverste av Beiar- og Blakadalen liger der langs esnærgn melem glimerskiferavdelingen fire sma kuper avolivinsten. Op for Steinamoen, i østsiden av Beiardalen, ahr man ogsa en liten kup av olivinsten. 04 gif.8. Parti av en linse av olivinsten i glimerskiferen. edn nordøstlige Hesjehomp. urbnetsdog skjærp. I Beiardalen er der som anført store maser av kry snilatskkalksten og marmor, men beligenheten er for det tseme ugunstig, langt inde i landet. I Nesasen, omtrent 16km. op fra fjordbunden, har man ganske vaker hvit romram. Avstanden fra fjorden er jo noget stor; men hvis firdt her kom istand, vilde antagelig den store elv kune etynebs som transportvei. Dens overflate liger ved Nes nesas nordende ca. 15 meter over havflaten. Den har

44 stlaa et gjenemsnitlig fald av 1 pa 1067 pa dene stræk gnin. Ved Eiterjorden i Beiarn brytes glimerskifer til netsenyrb.dene har ike liten anvendelse. Ved Savjord ogmolien, utenfor kartet, brytes der ogsa brynesten i glim negniledvarefiksrem.ved Molien, like nordenfor kartets esnærg, brytes glimerskiferen til takskifer 1. I Saltdalen er der og store maser av kalksten og mar rom.det vilde være godt, om de som leder opførelsen av edt nye tuberkulose-sanatorium her, viste den forstaelse, at detil bygningen anvendte den marmor, som findes i nær neteh,og ike benytet teglsten eler anden sten, som ma etnehslangveis fra. poe i Skaitidalen, en sidedal fra nord til Junkerdalen, etyrbsen planskifrig glimerskifer til takskifer. Stenen her erganske god til sadan bruk; men den avsides beligenhet rojg, at den kun kan benytes av de nær boende. ednin kartets omrade har man i Beiardalen et par retsmokerofstre,hvorpa der har været skjærpet. evd Lileaga, syd for Kroken ved Eiterjorden, ca. 20 etemr o. h. optræder der pa grænsen melem gabro- og enoitamrofrefiksremilgn en ertsone, som fører koberkis ogmagnetkis med milerit og jernikelkis. Skeidemalmen rfrehåskal efter opgave holde op til 7 o nikel. Tildels op edærtrher sa meget koberkis, at den ogsa far betydning osm kobermalm. Ertsaren star næsten lodret med øst iltsevg strøk. Gabroen her bestar av hypersten, labrador oganortit. Det er altsa en meget basisk bergart. I 90-arene av forige arhundrede blev der drevet lit firdskøsroftpa dene forekomst. 1 Se Rekstad, Geolog, iagt. fra ytre del av Saltenfjord. N. G.U. nr. 75, 1, s. 59 og

45 .neditsi 24 egont høiere ope ved Lileaga, omtrent 30 m. o. h., erder i skiferen en are, som fører blyglans og sinkblende. egnæretter endnu for litet undersøkt til at man kan av erøjg,om dene forekomst er driværdig. poe i Nonsfjeld har man ogsa arer av sølvholdig nalgylbsog sinkblende i glimerskiferen, som her har strøk NO SV, med sterkt fald mot nordvest. Skiferen, nær esnærgn mot Høgtindens granit, er rik pa granat. Erts nreraefolger skiferens strøk. Forekomsten her fortjener ennærmere undersøkelse. nrepirtsgnirukseog bloktransporten viser, at isen i nededel av vort land, pa høie og fritligende steder har egævebt sig i nordvestlig til vestlig retning. I dalene har den tomired,som striperne viser, fulgt dalretningen. I Bjela eladn og Beiardalen har den saledes bevæget sig i nordlig gninter.ved slutningen av istiden var der derfor i Bjela eladn en stor sjø opdæmt melem den nordgaende dalbræ ogvandskilet. Se beskrivelsen' av den i N.G. U. arbok ofr regnæle mot øst i Lønsdalen og Saltdalen gik isens slegævebe likeledes nordover; men delet melem den nord dneageog den sydvest-gaende bevægelsesretning la like evd vandskilet melem Lønselven og Gubeltaga. Den av img tidligere (1. c, side 15) utalte formodning, at den i eladalejbnopdæmte sjø engang skulde ha nad til vand elikstmelem Lønsdalen og Gubeltaga, viser sig ike at 1 Rekstad, Opdæmning i Bjeladalen ved istidens slutning. N.G.U. obrak f. 1912, 1.

46 dlohe stik. Der kunde nemlig under min reise i 1912 i den gen ingen spor findes av en opdærnt sjø her. Angaende egninærtstunav den i Bjeladalen opdæmte sjø ma man ofredrbli staende ved det, som iagtagelserne for 191 viser. 34 renærom.morænedæket er særlig betydelig fra Bjela eladn og østover. Her er bergrunden mange steder sa kretstdæket av morænemaser, at man kan ga lange egninkærtsr uten at se fast berg (se fig. 1, pl. IV). MorænegiF.9. Moræneryger lodret pa bræbevægelsens retning ved det rtsødrone hjørne av nordre Bjelavatn. negyrefrem by r et utsende som vældige stivnede bølger. ledlits liger de med sin længderetning lodret pa isens slegævebe (endemoræner) (se fig. 9), men for det meste lig egr de paralel bræbevægelsen (radialmoræner). tleknee steder som i Gamdalsfjeld, i Bjeladalen, og i eladsnøln ses her i fjeldsiderne vældige sidemoræner (se gir.10). I Bjeladalen har man langs dalsiderne en ræke side enæromr avsat, eftersom den bræ, som her ved slutningen avistiden skjot sig nordefter dalen, avtok i mægtighet. De revaleav dise moræner har svakere fald mot nord end de

47 ereiøh. Herav kan vi se, at brætungens heidning avtok med nedsmægtighet. De laveste av sidemorænerne gar over til atbli likeløpende med de store teraser, som i dalsiderne erekramrbrederne av den sjø, som her blev opdæmt mel elm vandskilet og bræen, da dene hade truket sig til kabetil den sydlige del av Bjeladalen. Utførlig findes dete 4 gif.10. Sidemoræner i østsiden av Gamdalsfjeld everksebt i den ovenfor anførte avhandling, Opdæmning i eladalejbnved istidens slutning. osm ledbloker, visende hvorledes bræen har bevæget isg opefter Bjeladalen, kan særlig olivinsten- og serpentin nekolbe fra Semskehaugen fremhæves. Dise bloker dan enr en hale i nordnordvestlig retning ut fra Semskehaugen. remespredt kan de følges nordefter dalen og efter Bjelvas lejfd helt frem til Bjelvastuen, ved nordenden av nordre ntavalejb.de ismaser, som fyldte Bjeladalen, er kom

48 54 emt fra sydøst. De høie fjeld i vest, særlig det fjeldparti, osm nu dækes av Svartisen, stod i veien og hindret be eslegævntil den kant. Derfor er ismaserne her blit av eiøbt i sin bevægelse og tvunget nordover til Saltenfjord eler omt sydvest til Ranenfjord. osm ovenfor er anført gik ogsa bræbevægelsen i Løns eladn i nordlig retning, og her har man som i Bjeladalen dnedærtmerfesidemoræner langs dalsiderne. Terænget her er(se kartet) sterkt dæket av morænemaser. At bræ eslegævebnfra vandskilet har gat nordover i Lønsdalen, akn man foruten av skuringen ogsa se av sidemorænernes gnilits;ti dise sænker sig ale fra Stødi mot nord. Kom emr man derimot søndenfor vandskilet sa langt som til akotssutløp i Gubeltaga, sa sænker her sidemorænerne gnals dalen sig mot sydvest, til tegn pa, at her har bræ eslegævebngat i den retning, til Ranenfjord. I Lønsdalen liger der pa vestsiden av elven, midt imot dlejfanepyd,en vældig moræneryg, som ma opfates som enmidtmoræne. Den har en længde av omtrent 5 km., dnegløfebræbevægelsens retning (se kartet). Dens brede evd foten varierer rnelem 2 og 30 meter, og høiden nåar pasine steder op til 50 meter over det omgivende teræng. eaanfra Lønstinderne gjenemskjærer den i en krumning s(e kartet), og her kan man fa et indblik i dens bygning. edn bestar av ulaget morænegrus, som i de lavere partier ersterkt leirholdig. Ovenpa er den sa jevn, at vi under roveekskursioner i Lønsdalen fandt, det var letest at følge den. rfa Lønsdalen grener en sidedal, Dypenadalen, ut mot tsevdys.hvor dene forener sig med hovedalen, liger edr langs siderne av Lønsdalen svære morænemaser; sær ilg er de mægtig i dalens østside. Bege daler stiger raskt

49 64 i et trin ovenfor samenløpet. Ovenfor daltrinet blir de ejgin flate, sa elvene her flyter rolig. naseretniter de svære rester av en stor dalfyldning, osm liger i Dypenadalen. Dise viser, at dalbunden helt evorhar været dæket av vældige maser av sand og.surgevle nresarete stiger opefter Dypenadalen, og man kan ehr adskile tre trin, av hvilke det høieste, øverst i dalen, egilr 713 m. o. h. (se fig. 2, pl. VI). De to lavere trin lig egr 640 og 670 m. o. h. Det foreste av dalfyldningen i eladanepydn liger, som ogsa fig. 3, pl. VI viser, med arbtvæg ut mot den lavere ligende Lønsdal. Herav kan vise, at der, dengang Dypenadalen utfyldtes, ma ha liget enspærende dæmning foran dens munding i Lønsdalen. Desvære moræner i siderne av Lønsdalen med impo dnerene brærand-danelser (se fig. 1), søndenfor Dypena neladsmunding, i omtrent 80 meters høide over havflaten, eret bevis for, at isbræen i Lønsdalen længe har holdt sig i dene høide. Det synes derfor rimelig at anta, at det er eærbn i Lønsdalen, der har liget som en dæmning foran neladanepyd,da den svære utfyldning her fandt sted. I den øvre del av Tjørisdalen liger der betydelige resamenærom,som tildels indeholder leir, altsa bund enærom. Op for Hamernes og Laukslet, i øvre Beiar nelad,har man mægtige moræneavleiringer i den østre dal edis. I vestsiden av dalen liger der flere store moræner, osm viser bræernes tidligere støre utbredelse. De nuvæ dnere bræer nåar her kun et kort styke ned i fjeldsiden, ognedenfor har aerne skaret sig dype render i de mæg gitemorænemaser. Pa den nordre del av Gratadalsfjeld egilr der meget moræne, som ma skrive sig fra den tid

50 ekædsit var sa mægtig, at bræerne fra Grata- og Beiar eladn her nade samen. evd de nuværende bræer i det øverste av Grata- og eladmalgn liger der ret betydelige endemoræner. Isens 74 gif.1. A. Kartskise over brærandanelser i nordvestsiden av Dypen dlejfa. Den strekede linje viser tverprofilets retning. B.Tverprofil over randmorænen. Melem dene og fjeldsiden er edr en bred flate av elvegrus, avsat av smeltevandet fra bræen. oisoren har ogsa her været stor pa de steilt staende lag avglimertkifer, særlig hvor bevægelsen har gat lodret pastroket. Struktur og hardhet veksler hos berglagene. evreddfar isen letere angrep og bryter skikthovederne enegal(sutgaende) i styker. Fig. 12 viser den eiendom

51 gilemeform, bergrunden under sadane forhold far ved nesis erosion. ofnednøsr Bjelavatnene liger der i bege sider av eladalejbnsydover til Raufjeldelven mægtige moræneavlei regnir, og Raufjeldelvens dal er en bred traugdal med be giledytemorænemaser. I Tespdalens sider er der likeledes 84 gif.12. Overflateform frembragt ved isens erosion pa steiltstaende lag avglimerskifer i omtrent 10 m. o. h., i Skavldalen, vest for det øverste avgratadalen. Pilen viser isens bevægelsesretning. ert betydelige moræner, men elven Tespa har sit leie for edt meste i fast berg. Sirkadalen, en sidedal fra vest til neladpset,har mægtige morænemaser, avsat av en bræ, osm under istiden har skut sig mot vest, opefter dalen. ofnevor i dalen har der været et litet vatn, som senere er ilbtutfyldt av fin elvesand. Øverst i dalen liger Sirkavatn, eklivht nu kun er en liten rest av et støre vatn. Det meste avdet er i tidens løp blit utfyldt av det slam og grus, elven rfa bræen i Steinhovden fører med sig.

52 94 ofnevor Sirkavatnet liger der betydelige moræner (se )tetrak,som er avsat av bræerne fra Steinhovden, da de daheen noget støre utbredelse end nu. Pa østsiden av epotnietsnhar man ogsa et forholdsvis stort morænefelt. evd isbræerne i Blakadalen liger der morænevolder, sær ilg har den største av bræerne en mægtig brem av sadane arofn sig. Av dem kan man se, at dene bræ for ike lang itd siden har nad over til østsiden av Blakaga. regnirielvavah, avsat under slutningen av istiden ogsenere. Dalandet ved slutningen av istiden la dypt nedsænket, igk havet med fjordarmer langt op i de nuværende dalfører. rfa dene periode har man mægtige avleiringer av leir og dnas. I Beiardalen la landet lit over 130 meter dypere ned i nutiden. Havet gik dengang op til Stormyrhalsen (ca. 38km. længere ind end nu). Op til Osbak i Beiardalen har amn vældige leirmaser nede i dalsiden. Panordsiden av elven, hvor bygdeveien her gar, er edt mange steder umulig at fa veien til at holde sig i de rævse leirbaker. Leiret fører i stor utstrækning som lede isofl Portlandia lenticula. Det kan derfor for korthets skyld engetebssom portlandialeir. Det er avsat under et forholds ivs koldt klima. Eftersom landet hævedes, skar elven ut esaretr i leirmaserne og avsate elvesand pa de lavere retalfesaret, pa resterne av leirlagene. ofnevor Osbak, hvor dalen har sin knæbøi (se kartet), ahr man hovedsagelig sand i dagen; men dypt nede under negaldnasefinderman ogsa her leir (se fig. 2, pl. IV og fig. 1, pl. V). egronsgeol. Unders. Nr

53 05 I Arstadalen er dalbunden over en længere strækning evd Stornes, hvor der tidligere har bod folk, flat, utfyldt avbetydelige sandavleiringer. Efter terænget at døme ma ehr ha været en bækenformig indsænkning i dalbunden. nedeliger her i meter over havflaten. Altsa daneike havet hitop under sænkningen ved slutningen avistiden. I Saltdalen har man likesa utstrakte havavleiringer s(e fig. 2, pl. V). Opover til Rusanes er leir almindelig; men gif.13. Sandmæl ved Tveraga, nedenfor Drageid i Saltdalen. etalfrevonav teraserne bestar av sand, som tildels kan habetydelig mægtighet. Somerfelt 1 oplyser, at man under ninvargdnørbg pa prestegarden Fiskvag gik ned til 30 nelas dyp (ca. 20 m.) gjenem sand og rulesten hele veien, etunat na bunden pa dene avleiring. Melem Brene ogdrageid er der ved Tveraga en sandmæl (se fig. 13), osm har en lodret høide av omtrent 50 meter, og den be atsri sin helhet av sand med enkelte runde stener. Lagene i Somerfelt. Physisk-økonomisk beskrivelse av Saltdalen. Det kgl. ksdiv.selsk. i Trondhjem, 1, 2det h., s. 8, 1827.

54 i den liger, savidt det kan ses, horisontalt. Sandavleirin egn over leiret har altsa her en mægtighet av mindst 50 m. evd gardene Kvæl og Rokland har elvegruset over erielten mægtighet av 5 6 meter. amn kan skile melem portlandialeir og yngre postglacialt riel, som er avsat under et mildere klima. I de høieste teraser ute ved dalsiderne gar portlandia erieltenten helt op til overflaten eler op under de over dnegile sandlag. I de lavere teraser derimot dækes erielaidnaltroptav det yngre leir. Ovenfor Almeningen blir eladn smalere; men man har endnu utstrakte flater av elve urgshelt opover til Storjord, hvor elvene fra Junkerdalen oplønsdalen løper samen. osm foran anført har man utprægede daltrin med sterk ningitsglike ovenfor Storjord savel i Junkerdalsuren som i neladsnøl.dalbunden liger ved Storjord omtrent 10 m. o.h. og stiger sa til 20 meters høide i Junkerdalen. De tseiøhe marine teraser, som er pavist med sikerhet i neladtlas,liger m. o. h. Men ved det inderste av rojfnetlasd har man marine teraser ut mot fjorden op til 310 meter over havflaten ved Langset, ved Setsa og ved tesrevd.herav kan vi slute, at grænsen for den senglaciale ninknæsgma lige ialfald sa høit ogsa i Saltdalen. Her ofr taler ogsa forholdene i Beiardalen, hvor de høieste esaretr gar op til m. o. h. Efter den normale ningitsgav terasehøiderne fra kysten indover mot de indre eledr av landet ma man anta, at de hoieste teraser i Salt eladn skulde lige i m. o. h. Efter dete har den mradrojf, som gik op efter Saltdalen, under den største ninknæsgnad lit ovenfor Storjord, i det nederste av.nerusladreknuj 15

55 .gitføl ilnørge 1 har imidlertid hævdet, at den senglaciale ninknæsgher skulde være betydelig støre. Han sæter edelass den øverste grænse for sænkningen i Junkerdalen itl 30 m. o. h., i Saltdalen til omkring 30 meter og ved esenalejbti Dunderlandsdalen til noget over 30 meter. etfer hvad jeg har hat anledning til at se av forholdene i nedeegn, kan dog ike jeg tilegne mig dene opfatning, ogjeg finder, at de beviser, Grønlie anfører til støte for edn store sænkning, ike har den betydning, som han synes attilæge dem. Lat os se lit pa enkelte punkter i Grøn eilsavhandling, som skulde bevise den store sænkning. Jeg maindskrænke mig dertil for ike at bli altfor vidt evd Vesterlien Kjoltan i Misvær omtaler Grønlie, 1. c, s.146, en strandlinje i en høide av m. o. h. Som eremn 1909 reiste jeg for N. G. U. i Misvær og besøkte da sgoaden nævnte lokalitet. Her fandtes i lien pa stræk egninnfra Vesterlien, forbi Kjoltan, Vestvatnet og Karbøl gitgæme moræneavleiringer, som for det meste er avsat som renæromedis,se min beskrivelse 2. Nogen egentlig strand jnile kunde ike pavises her. Min opfatning er derfor, at edt ma være den mest fremtrædende av dise sidemoræner, ilnørge har tat for en strandlinje. rfa østsiden av Fauskeidet beskriver Grønlie en hori atnoslsetelignende linje, hvis høide bestemtes til 295 m. 0.h., 1.c, s Someren 191 besøkte jeg dene egn og hade daogsa min opmerksomhet henvendt pa den nævnte sete. 25 i Grønlie, Kvartærgeologiske iagtagelser i Salten. Tromsø Museums hsra. 31 og 32, Rekstad, Geolog, iagt. fra ytre del av Saltenfjord. N. G. U. arbok ofr 1910, nr. 3, s. 30.

56 :rediøhesar Paøstsiden av Fauskeidet sa jeg flere høitligende, sete dnengilelinjer, og en av dise er antagelig den av Grønlie etlatmo.ved nærmere undersøkelse viste det sig imidlertid, atdise linjer ike har noget med virkelige strandlinjer at erøjg.skiferlagenes strøk følger nemlig her eidets retning, ilegløfgløper deres utgaende pa det nærmeste horisontalt. Dalagene har forskjelig hardhet, vil der ved forvitringen ogerosionen fremsta ryger efter de hardere lags utga edne, og det er pa sadan vis, de setelignende linjer langs edistsønav Fauskeidet er fremstat. elehr ike de teraser, som Grønlie omtaler ved foten avbatfjeld, 1. c, s. 148, i en høide av 30 m. o. h., kan esivebs at være avsat i havet. De ma være indlands.resaret I Beiardalen er der iagtat marine teraser i følgende ediøhrover havflaten : 5-Bm ednin kartets omrade er der med aneroid bestemt ter evd Storjord i 29 m. 42 m. 120 m. over havfl. - Osbak i m m m. 130 m. evorhavfl. ts. Gjedaga, søndenfor Osbak i m etemr over havfl. rotse teraser Tolaen Tyvasleten i 78 m etemr over havfl. 35

57 evd Osbak fandtes i leir, m. o. h idnaltropalenticula, talrik mocamabaltica mastmergelboler. regnæle nede i dalen, ved Savjorden og Selfors, var idnaltropalenticula meget almindelig i de svære leirbaker; emn andre skjæl kunde ike findes her. I Saltdalen er der bestemt marine teraser i følgende ediøhrover havflaten: 5 10 m Opfor øvre Drageid er med aneroid malt teraser i ediøhr59, 7, 103 og 15 m. over havflaten. ilræsgterasetrinet i 7 meter er her imponerende. edn store flate Vensmoen, som liger melem 71 og 7 m. o.h., hører til dete trin. Paøstsiden av Saltelven, midt for Kvæl-gardene, fandtes i leir, som liger støtet til en brat, iskuret bergvæg i høi edn m. o. h. følgende skjæl: imonaaephipium, i mængde ulityms edulis vacixasapholadis unalabs sp., talrik eloblegremr findes i leiret i Beiarn ved Moldjord, Stor rojdog Osbak og i Saltdalen ved Tveraga, ved Kvæl og evd Drageid. De benævnes av befolkningen leirstener, og 45

58 5 debrukes som bryner. Fosiler er meget sjelden i dem; emn her er undertiden fundet rester av fisk og av muslinger i dem. Ved Bjelanes i Dunderlandsdalen er der teraser i 162, 165 og 168 meters høide over havflaten. Sandsyn etehgilntaler for, at dise stamer fra den største sænkning; emn siker derpa er man ike, da ingen fosiler er fundet i den øvre del av Dunderlandsdalen. I Nordland gar der fleresteds sagn om, at kvalben skal rævefundet ope pa temelig høie fjeld; men intet steds ahr man ved undersøkelse fundet bekræftelse pa dete. I eladtlasn gar der ogsa sadane sagn. Somerfelt om relat,at han fik opgit, der skulde findes kvalben pa Stor tedlejf,øst for Saltdalen i henimot 10 m. o. h. Med en fin, osm skulde ha set dise, tok Somerfelt ditop; men det edekyls ham ike at finde nogen kvalben. Pa garden rotse Almeningen i Saltdalen liger der endnu to gamle elvrivhgyrr av en kval, som ifølge sagnet skal være fundet iøhtop tilfjelds. anr man spør folk derope, hvorledes kvalben kan rævekomet op pa de høie fjeld, svarer de med at hen sivetil syndflodsagnet, om at våndet gik over de høieste dlejf.fra den tid skulde da kvalbenene skrive sig. Det kan sgoatænkes, at folk ope pa fjeldene har fundet sten, som desyntes lignet kvalens ryghvirvler. Ved fantasiens hjælp ersa dete blit til hele benrader av kval. Med hensyn til dehvirvler, som liger pa Store Almeningen, synes den tsgilemireantagelse, at man for lang tid siden har funder edm i leirlagene nede i Saltdalen. Befolkningen har natur ivgilspa den tid anset dem for at skrive sig fra syndfloden, ogsenere er sa dete blit samenblandet med sagnet om eblavkn ope pa fjeldene. At benrader av kval ike sjel

59 65 edn er fundet i lag av havleir ope pa land i det nordlige grone er kjendt nok. Dise stamer ale fra sen- eler post aicalgl tid. iesvhade jeg som ganske ung anledning til at se et kilst kvalskelet kome frem, hvor en elv skar i leirmaser opfor garden Hakvik i Ofoten. Someren 1909 fik jeg ejgin anledning til at kome til Hakvik og besøkte da og sadet sted, hvor jeg hade set kvalskeletet. Nu hade evlen skaret sa meget væk av leirvægen, at kvalskeletet avr borte; men ved at søke nedenfor i elveleiet fandtes tre ekytsnebirr og et par styker av brystbenet. Profesor teloc,som undersøkte dise, erklærte, at de tilhørte elavkegavn(balænoptera rostrata). Resten av benraden var etrob,enten begravet i omlagret leir eler bortført. Stedet, ovhrden kom frem, liger omtrent 40 m. o. h. og i vægen paen teraseflate omtrent 50 m. o. h. tedegjør det sandsynlig, at der ogsa i Saltdalen kan rævefundet kvalben, som ved elvens skjæring er komet erfmav leirlagene. regnirielvaevle,høiere end grænsen for den tsrøtse senglaciale sænkning. reiøheend den marine grænse har man fleresteds i neladeelveavleiringer, som dels stamer fra sidste avsnit av editsin og dels er yngre. Inden det her omhandlede om darthar man slike avsætninger i de øvre deler av Arstad-, -atarg, Beiar- og Toladalen (se kartet). Likesa er der giledytebemaser av sand og grus avsat i Harodalen, ved nentavalejbeog i Bjelagas dal, særlig ved Krukistuen. edt same er tilfældet i Junkerdalen, Lønsdalen og Dypena

60 nelad.i Sirkadalen, vest for Tespdalen, i Stormdalen og i eladakalbner der ogsa flere store flater av sand og elvegrus. egnindlyftuni bunden av Arstadalen ved Stornes er arofn omtalt. Her er der en skranende grusflate, som har enlængde i dalens retning pa omtrent 3 km. Høiere ope, i den del av Arstadalen, som kaldes Fiskedalen, er der en otsrutfyldning av sand og elvegrus, av omtrent 3 km. længde. ehr som ved Stornes synes der at være et sjøbæken, som erblit utfyldt. I Gratadalen har man melem Kyskmoen og Kysk ens en stor grusflate opbyget av elvegrus. Øverst i dene dal, arofn endemorænerne av de derværende bræer, er der ike giledytebüe grusflater, avsat i dalbunden av de grumsede bræelve. ofnevor Stormyrhalsen i Beiardalen optræder der flere edetsri dalbunden ansamling av elvegrus, som før største eledn stamer fra tverelvene. Hvor dise komer ned i eladn har de opbyget støre eler mindre deltaformede grus relgek. Idet aerne komer fra de brate fjeldsider ned i edn forholdsvis flate dalbund, avsæter de det meste av det urgsog slam, de fører med sig. I dalsiderne liger her rævse maser av grus, som de har skaret dype render i. aredv kan vi se, at de har rikelig tilgang pa materiale. relfe av dem utspringer fra de isbræer, som liger i fjel nelepa bege sider av dalen. De største gruskegler har amn ved Stormyrhalsen og ved Leiramoen. I Toladalen er der utstrakte grusflater fra Skolnes esofn og nedover til Toladal; særlig er grusavleiringerne evd Skolneset og Bæverholmen mægtige. Elven bugter sig ehr i rolig løp henover flaterne. Som foran er nævnt, ma sgoaher ha været en sjø, som er blit utfyldt av det grus, evlen forte med sig. 75

61 85 I det øverste av Toladalen, hvor der ope pa fjeld edivn er en bred apen dal med flat bund, er der flere redets, som kartet viser, utfyldninger av elvegrus. I Harodalen har man fra Kvitbergvatn og sydover be giledyteavleiringer av sand og elvegrus. Dise star i sam næhnemg med de mægtige moræner, man har søndenfor i dlejfsladmag, ved Steinskaret og i Steinfjeld (se kartet og gif.10). Devældige teraser ved Bjelavatnene og i den øvre edl av Bjeladalen er tidligere beskrevet, se foran s. 42. evd Krukistuen og ved Raufjeldelvens utløp i Bjela eladn er der betydelige utfyldninger av elvegrus i den flate dnublad.terængforholdene taler for, at ogsa her engang maha stat en sjø, som i tidens løp er blit utfyldt. I den øvre, flate del av Lønsdalen er der store utfyld egninrav elvegrus, som av sidelvene er ført ned i dalen rfa de morænedækte fjeldsider her. Debetydelige utfyldninger av elvegrus i Dypenadalen, paøstsiden av Lønsdalen, er omtalt foran, se side 46. I Junkerdalen er der en flate av elvegrus tildels med rojrymd ovenpa. Dene flate har en længde av omtrent 6 km. og en gjenemsnitlig brede av omtrent 1 km. Foran, dise12, er dene utfyldning omtalt. Antagelig har ogsa her nagnegværet en sjø, som er blit utfyldt. nregnindlyftuei Sirkadalen, vestenfor Tespdalen, er eldnahebt foran, side 48. I Stormdalen har Marstrander avlagt pa sit kart flere ert store elveavleiringer. Elven her far ogsa væsentlig til ølp fra bræer, sa den,ma føre meget grus og slam med gis.marstrander antar, at der i Stormdalen nord for Sibma kojahar stat en sjø. Fra østre Tveraga og opover til

62 brofi de nedlagte Stormdalsgarde, i nedre Stormdalen, flyter evlen rolig, slyngende sig melem ører av elvegrus, som er asvat i dalbunden. I bunden av lile Stormdalen er der ogsa utfyldninger avelvegrus, avsat av den bræelv, som flyter gjenem dalen. eakalbn er, som navnet antyder, en grumset bræelv. Hvor eladn er sa flat, at elven flyter noget roligere, har den avsat egont av sit grus og danet ører og flater (se kartet). Pa edistsevn av Blakadalen er der betydelig utfyldning i Bjela nelad,en sidedal mot nordvest, der ender som en botn i nesamdlejf. I dene botn skyter der sig en brætunge ned rfa Svartisens østparti. Grusflaterne i Bjeladalen er avsat avelven fra dene brætunge samt av de aer, som komer rfa ismaserne ope pa fjeldkamen ved det øverste av.neladalejb 95 egninkremebrom utnytelse av vandkraften. anr vandkraften i vort land blir mere utnytet, vil an ilegatg turen ogsa engang kome til vasdragene herope. etehgileksnavdevohn for deres utnytelse liger i, at de fører esmurgt brævand, og at de ike gar gjenem vand, der kan nejte som reguleringsbasæng. Dete er tilfældet med Beiar evlen og dens tiløp Grataga og Tolaga, med Junkerdals oglønselven, med Stormdalsaga og Blakaga. For flere av de tnvæneelves vedkomende kan der imidlertid danes Kun gitse basæng, idet der opføres damer over snevringer i enelad. Herved vil våndet opdæmes ovenfor damen i iledytebg længde, hvor dalbunden er flat. Pa dene vis kan amn fa klare- og reguleringsbasæng av store dimensioner. adasn opdæmnig vil ike opta land, som benytes; ti de

63 .neslegybeb eitrapr av dalene her, hvor der kan bli tale om opdæmning egilr ope pa fjeldviden, ganske uten anvendelse. edr er i det sydlige Norge flere bræelver, hvor vand etfarkn kan tilgodegjøres pa lignende vis. Av sadane kan envænstunsbergdalselven i Sogn. 06 sgoainden dene del av Nordland liger de fleste edragrlavere end den linje, som markerer den største ninknæsgav landet ved slutningen av istiden. I støre høide end 30 meter over havflaten liger kun nesdalpsgnindyrebæverholmen og Skolneset 1 øvre Tela nelad,garden Ramsgjel i Beiardalen, rydningspladsen Skaiti rondfor Junkerdalen og pladsene Krykjo pa østsiden av.neladtlas I dalene her er det for det meste kun de magre, tore etalfrav elvesand, som er opdyrket. Leirjord har man noget avi de nedre deler av Beiar- og Saltdalen, elers er sand edrojnoverveiende i bunden av dalene. Myrjorden har man srøft i de senere ar begyndt at dyrke, og her liger endnu giliksdae strækninger av sadan god jord, slik som den kom rfa naturens hand, uten at der er gjort noget ved den. Den etynebs da enten som beite, eler man slar de magre kareks arts, som vokser her. I dalsiderne har man god jord, som endnu kun litet er tekrydpo. Det er enten forvitringsjord eler morænejord, ekædt av et tykt lag muldjord. Det faste berg her bestar ofr det meste av skifer og kalksten, hvilke bergarter ved nirtivrofgdaner et utmerket jordsmon. Fremede, som

64 emokr hit, blir da ogsa rent overasket av den frodige noitategev, man finder i dalsiderne her. etehgileksnavnfor opdyrkningen av myrerne langs elvene egilr i, at dise i flomtiderne oversvømer store stræk regnin, da de mangler sjøer, som kunde regulere vandførin neg.hvis elveforbygninger og regulering kunde utføres, vilde giledytebearealer av godt dyrkningsland indvindes. I den flate dalbund i Junkerdalen er der betydelige stræk egninrav god græsmyr, som kunde dyrkes, hvis elvens åvina blev sænket noget. Dete mate uten særdeles stor nintsokebglate sig gjøre ved at sprænge væk noget i elve eielt i den øvre ende av Junkerdalsuren, ved Solvaglien. 16

65 English Summary. The region described is situated in the interior of North ern Norway between 66 30' and 67" N. lat., and to the east of the territory treated in The Geology of Northern Helgeland, N. G. U., Nr. 62. The territory is intersected by a system of deep valleys mostly following mighty layers of crystalline limestone and with directions NNE SSW, N S, to NNW SSE. Tribut ary to these are younger valleys with directions NW SE to W E. Mountain ridges rise between the valleys from 1200 to 1600 metres above the sea level, and several of the cul minating points attain heights of about 1600 metres. The highest mountain in the territory, Ølfjeld attains the height of 1754 m. The surface of the land is modelled into imma ture forms, deep valleys and steep mountains, see figs pl. I, 11, 111, IV, and V. The topography appears to be the result of erosion and of orographic movements. The valleys are for the most part connected with zones of crystalline limestone, extending along them, and the highest mountains of the district consist of granite and other resistant rocks. Rocks. The stratified rocks, occurring here, are mica schist 1, crystalline limestone, gneiss and schistose quartz-rock. 1 On the map the mica-schist is designated by green colour, the limestone by blue, the gneiss by green stripes on white ground, and the quartz-rock by red dots on white ground.

66 36 Ofthese the mica-schist has the greatest extension (se exenadmap). The direction of the strike is for the most raptn S to NE SW or paralel with the mountain egnar.but near to the borders of the great granitic intru snois,it bends along the border-lines of the eruptives. The sihcs-acimt is grayish and of pronounced, schistosity. It is elkcepsdwith brown garnets, and in some places also with worbn staurolite (se fig. 2, pl. VI and fig. 1, pl. VI). nilatsyrcelimestone and marble cover a considerable eraa(se map). The limestone contains generaly a smal gatnecrepeof magnesia. In several places also layers of timolodeare intercalated in the limestone series, mainly in tis uper parts. Much of the limestone is gray-coloured and dleiysa fetid odour when blown. But here also ocur white, oleyw and red varieties of the limestone. It contains in part uoecaligras mater and pases into a calcareous schist. The areniml of tremolite ocurs often in the dolomite. arevesl caves and subteranean river-courses ocur in hte limestone, which have ben washed out by runing water. A gneis, as is comon in Nordland, ocurs here, adja nectto the mica-schist. Generaly there is no distinctive oitacramedn betwen it and the section of mica-schist. The iengs as wel as the mica-schist contains brown garnets, emitemoss in considerable numbers. Numerous shets and nievs of granite are intruded into the gneis and mica-schist. Inthre places here ocur shets of an intrusive quartz cork(se map). hte igneous rocks of this teritory are granite 1, gabro, nad peridotite. Of these the granite has the greatest exten 1 On the map the granite is designated by red colour, strongly foliated tinarge by red stripes on white ground, gabro by brown, and peri titodeby black.

67 .etirelahps oisn(se map). The largest field of this rocks extend from hte Bjelavatn and the Bjeladal, to the west, into Sweden, tothe east. The granite is partialy fine-grained and schist eso,and in some places aplitic, at the borders of this field. ofr the most part the granite shows cataclastic structures, nad its felspar consists to a great extent of microcline and etibla, microperthitic intergrown (se fig. 1 and 2, pl. VI). hte surface of the granite is in several places much frac erutd and the rock broken to pieces by the sucesive frezing nad thawing (se fig. 4 and 5). This decaying of rock has ekatn place after the Glacial Period, as during it the rubish aws entirely cleaned away from the rock-surfaces. Inseveral places the granite holds inclosed inumerable ekalfsof schists and crystaline limestone. This Keilhau has daerlay described from Hogtinden in Beiarn (Gæa norvegica, p.343). Thereof it is to be sen that the granite is younger ahtnthe stratified rocks, and these are suposed to be of airulis-orbmacn Age. Inthe western parts of the teritory basic, gabroid eiteiravs ocur which have ben separated from the granitic amgam.the felspar in this gabro is plagioclase, principaly etirodarbal.besides it contains hornblende, biotite, and orthite. arevesl boses and lenticular mases of olivine-rock (se amp and fig.7 and 8) ocur. Conected with them are serpen niteand soapstone. AtEiterjord in Beiarn ocur chalcopyrite and pyrhotite tiwhmilerite and pentlandite, at the boundary of a gabro kcor. Here are also a few smal ocurences of galena and InBeiarn the mica-schist is quaried as rofing slate nad whetstone. 46

68 Ofthe striæ and the eratic blocks it is to be sen that nirudgthe Glacial Period the ice has, on the higher parts ofthe land, moved in a westerly to a north-westerly direc noit, but in the depresions it has folowed the trend of the syelav. These extend here N S. Asthe ice-shet decreased, lakes were damed up be ewtnthe watershed and the glaciers which moved north rawdin the valeys. Such lakes were damed up in the ladalejb. and in the Dypenadal, to the east of the Løns adl (se fig. 1 and fig. 2 and 3, pl. VI). Inthe eastern part of the teritory the rock-surface is cumhcovered by morainal material. It is to a great extent egnarad in ridges paralel to the direction of the ice-move nemt(se fig. 1, pl. IV). Asthe land at the close of the Ice Age lay lower than atpresent the sea formed fjords which extended far into the yelavsof the teritory. Such fjords were then in the Dun ladsdnalred,in the Saltdal and in the Beiardal. orfmthis period there are here great marine deposits, nitsisnocgof clay and sand with shels of sea musels. The somtcharacteristic of these is Porilandia lenticula. Asthe land rose, the rivers dug out teraces and laid nasdand gravel above the lower remnants of the clay. nirudgthe greatest submersion the land lay in Beiardal about m. deper than at present, in Saltdalen m., nad in the uper parts of Dunderlandsdal m. 56 egronsgeol. Unders. Nr. 6;. 5

69 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. I. Fig. 1. Parti av Junkerdalsuren set nedefter dalen, Ølfjeld skimtes i bakgrunden. Fig. 2. Beiartinderne set fra nord, Fra Framnes i Gildeskaal. NO >GES ; HOVEDSTYRcI m

70 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. 11. Fig. 1. Beiartinderne, delvis dækket av bræ, set fra foten av Siritind mot vest. Fig. 2. Høgtinden set fra ost, fra lien syd for Eiterjorden.

71 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl Fig. 1. Ølfjeld set fra fjeldsiden op for Solvaaglien. I forgrunden sees noget av Junkerdalsurens dype kløft. Fig. 2. Bræer kommende fra vest ned i ovre del av Graataadalen.

72 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. IV. Fig. 1. Vandskillet mellem Lønsdalen og Gubbeltaaga, visende et sterkt morænedækt terræng. Moræneryggene ligger med sin længderetning i bræbevægelsens. Fig. 2. Utsigt nedefter Beiardalen fra den ovre terrasse ved Osbak. 1 forgrunden tilvenstre sees nogen av Osbak-gaardene og længst til venstre paa billedet Nes-gaardene.

73 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. V. Fig. 1. Utsigt nedefter ovre del av Beiardalen set fra lien ovenfor Staupaamoen. Fig. 2. Utsigt opefter Saltdalen fra lien op for Børaanæs.

74 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. VI. Fig. 1. Dalbunden i Junkerdalen og tilvenstre noget av Baatfjeldets bratte væg, set Fra Solvaaglien. Fig. 2. Glimmerskifer med staurolitkrystaller Fra tjeld (722) ost tor Seglvatn. -3.

75 Norges Geol. Unders. No. 67. Pl. VII. Fig. 1. Gjennemkrydsede trillinger av staurolit Fra Fjeld (722), ost for Seglvatn. Fig. 2. Terrasser, rester av dalfyldningen i ovre del av Dvpenaadalen. Fig. 3. Terrasser, rester av dalfyldningen, Forrest i Dvpenaadalen.

76 Norges Geol. Unders. No. 67. Fig. 1. Granit ved Tjøriselv. Feltspaten i stor utstrækning mikropertitisk sammenvokset. Nikoller, 24 i. Fig. 2. Forskifret granit fra Skaitiaksla..Mikropertitisk feltspat. Nikoller, 4() i.

77 I s [ 3 I f * i If 3 i ti f >u I I I ' Ifc co JS os -a L. i <D co. "D b co I % 3 4 s il I b s 1^ _ J j-i *~ %fr» O _ oe O txo CD f c lj *= cfc Æ t- C -) bo co 1 r o "* ±± ti -fe f* ao C».2 E l O CD c a> O u E 1 -* fe, I» 4 3.1» i o Q O a o I 1 I f z: H l i l 2 w I l i st i "^ i 5> 3 t»q I i i o 8 o 0 i rf* 4