FORTSÆTTELSEN A V TRONDHJEMS FEL TETS KISDRAG MOT NORD

FORTSÆTTELSEN A V TRONDHJEMS FEL TETS KISDRAG MOT NORD AV Dr. philos. GUNNAR HOLMSEN MED ENGLISH SUMMARY OG l FARVELAGT KART I trakterne omkring Malsaa og Aakervoldens gamle gruber i Værdalen herred igangsattes i 1915 ved overdirektør HOLM SEN et undersøkelsesarbeide paa de kisforekomster som findes der. Nu er undersøkelsesarbeidet i det væsentlige avsluttet, og rapporter, karter, analyser etc. er samlet i en oversigt av ARNE BuGGE, som har ledet arbeidet, og avskrift av denne er indleveret til opbevaring i Norges geologiske undersøkelses arkiv. Da BuGGES rapport og det materiale jeg selv under den paa privat initiativ iverksatte kartlægning har kunnet samle indeholder meget, som maa ansees for at være av almen geologisk interesse, har jeg faat overdirektør HOLMSENS tilladelse til at offentliggjøre de væsentlige resultater av undersøkelsesarbeidet. Der er foretat en omfattende geologisk kartlægning. løpet av sommeren 1915 hadde BuGGE tegnet et geologisk kart over kisdraget i Malsaadalen fra Helgaaen til Mokkavand. Samme sommer kartla jeg geologisk omraadet syd for Bugges kart, og næste sommer fulgte jeg med assistance av bergingeniørerne HoRN og GRØNDAHL de kisførende skifre i strøkretningen nordover til Belbufjeld i Snaasen og tegnet den nordligste del av det medfølgende geologiske kart. Endelig gjennemreiste jeg sommeren 1917 clen sydligste del av omraadet, fra V ærdalen til riksgrænsen. Denne kartlægning blev iverksat for at kunne følge Tron 1- hjemsfeltets lange kisdrag videre mot nord fra Merakerforekomsterne. Som det av det vedheftede, farvelagte kart og av det geologiske oversigtskart paa side 171 fremgaar, fortsætter Støren Hovindgruppens kisførende sone videre mot nord fra Meraker-

forekomsterne av. Resultatet av kartlægningen blev dog, at det er Iitet sandsynlig at man i denne nordligste del av Trondhjemsfeltet vil kunne finde nye, værdifulde kisforkomster. Det viste sig nemlig at bergarterne i denne egn var uventet sterkt metamorfoseret. De spor efter kis man fandt laa i saa sterkt pressede bergarter at man har grund til at tro, at de fjeldkjædedannende kræfter har virket forstyrrende og ødelæggende paa de kisleier, som sikkert engang ogsaa her har været tilstede. Den geologiske kartlægning blev utført paa rektangelkarternes grundlag. Egnen omkring Malsaa gruber blev ogsaa kartlagt paa et originalkart i maalestokken l : 2 000. En formindsket gjengivelse av dette findes pa a side 159. Kristiania, april 1918. Gunnar Holmsen.

D en del av Trondhjemsfeltet som her skal omtales er mot vest, nord og øst vel avgrænset. Den findes medtat paa begge KJERULFS oversigtskarter over Trondhjemsfeltet av 1870 og 1876, saavel som paa TåRNEBOHMS oversigtskart over det centrale Skandinavien utgit 1896. Alle disse tre karter er i liten maalestok, nemlig l : 800 000. Mot syd grænser mit kart mot det geologiske rektangelblad Meraker, utgit 1882. Desuten fin des i Norges geologiske undersøkelses arkiv 3 manuskriptkarter av K. M. HAUAN. Av disse blev de to indleveret til undersøkelsen 1868 og det tredje 1870. Da HAUANS karter indeholder flere detaljer end de av KJERULF utgivne oversigtskarter har de været til megen nytte under mit arbeide. Trondhjemsfeltets skifre ligger inden omraadet i en grop, mot nord, øst og delvis ogsaa mot vest begrænset av ældre bergarter. "Grundfjeldet". Langs skifrenes vestgrænse hæver sig nogen ulændte ganske høie granitfjeld med sparsom vegetation. Efter et av de høieste av disse, Hærvola, har graniten faat sit navn (KJERULF 1876, s. 26). Paa KJERULFS karter er den avsat som "gammel rød granit". Det er en sterkt presset, mest grovkornig, lyserød mikroklingranit, hvis skifrighet falder mot øst. Den overleires av brun glimmerskifer, 1 hvis liggende man finder meget kvartsrik glimmerskifer, paa sine steder, som ved Kjøbli i Snaasen. endog kvartsitbænker. Glimmerskiferen gjennemsættes av amfibolitgange, muligens fører den ogsaa avslitte lag av hornblendeskifer. Den beskrives av KJERULF (1871, s. 46)

152 GUNNAR HOLMSEN som bestaaende av især fin hornblendeskifer og kvartsskifer og ansees av ham for grundfjeld. Mot vest strækker den sig over Leksdalsvand til Borgenf)orden, mot nord til Snaasenvandet. Langs Hærvolagranitens østgrænse ligger der en smal stripe av brun glimmerskifer over graniten, men amfibolitgange mangler i den fra Malsaaens utløp i Helgaaen til Imsa. Herfra fører den atter rikelig amfibolit rundt hele omraadet. Som jeg nedenfor skal gjøre rede for er der grund til at anse amfiholiten i nord og øst som liggende i Rørosgruppens nedre lag. jeg er derfor tilbøielig til at anse ogsaa den brune glimmerskifer over Hærvolas granit for at høre til Trondhjemsskifrenes nedre lag, og at virkelig grundfjeld ikke stikker frem i vest. Hærvolas granit er nemlig yngre end den brune glimmerskifer. Langs kontakten øst for Kjesbuvatnet sees smaa apofyser fra graniten ind i glimmerskiferen. Rigtignok mangler granitgange i skiferen, men til gjengjæld ser man heller ikke skiferens amfibolitgange gjennemsætte graniten. Mot nord underleires Trondhjemsfeltets skifre av en gneisavdeling. Denne er paa KJERULFS kart av 1876 avsat som Rørosskifer. Paa HAUANS manuskriptkart, som dannet grundlaget for KJERULFS kart, staar gneis og kvartsfjeld. T6RNBOHMS kart viser "iildre algonkiskt och archaiskt granitgneis o. gneis". Denne gneis ligger under den brune glimmerskifer med amfibolitgangene som falder med 30-40' ut fra den. Gneisen gjennemsættes øst for j ævsjø av Oldengraniten. Mens gneisen bestaar av yderst sterkt presset gneisgranit med gangformige, porfyriske partier og mindre pressede granitgange indiblandt, gir graniten i jævsjøhatten et mindre presset indtryk. HAUAN beskriver den i sin dagbok fra 1872, s. 5, saaledes: "Granitens Korn er fordetmeste grovt, Orthoklasens Tvillingflader store og friskt glindsende, Glimmeren sort, smaaskjellet, Kvartsen dels kornet, dels muslig Glaskvarts; Korn og Krystaller af Magnetjernsten samt maaske spor af Allanit." Saavel graniten som gneisen gjennemsættes av amfibolitgange. Efter HAU ANS undersøkelser strækker graniten fra jævsjøhatten sig mot øst til j utehatten, mellem grænserøsene 182 og 183. Hit naar fra syd Oldengraniten, der saaledes skulde være

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 153 sammenhængende med j ævsjøhattens granitomraade. Efter FRODIN 1 skal Oldengraniten tilhøre grundfjeldet. Enkelte steder hviler nogen skifre med kalkbænker i flattliggende lag pa a gneisavdelingen. Fra vestsiden av j ævsjøhatten leverer HAU AN nedenstaaende profil: ø. Fig. l. Profil fra vestsiden av Jævsjøhatten. Gn. - finkornig gneis. Kv. skifrig, graa kvartsit. K. uren, grovkrystallinsk kalksten. A. = tyndt lag i kalkstenen av mild lerskifer og alunskifer med sort sterk. (Efter HAUANS dagbok 1872.) Litt længer nord, ved Gauptjernakslene, veksler gneis med glimmer- og lerglimmerskifer. Nær granitgrænsen har HAU AN følgende profil: \ Fig. :2. Lg.. C haard Jerglimmerskifer. Kv. graa kvartsskifer. (Efter HAUANS dagbok 1872.) Strøket er nordlig, faldet vestlig. Den øvre, finkornige gneis, saavelsom den underliggende gjennemsættes av to fra lagdelingen uavhængige sprækkesystemer. Gneisen deler sig derfor i paralelepipediske blokker som en granit. Mot nord avsluttes saaledes det av mig kartlagte omraade av bergarter som i ethvert fald er ældre end Rørosskifrene. Lagstillingen mot de ældre bergarter rundt hele omraadet tyder ikke paa at større tektoniske forstyrrelser, overskyvninger, her har fundet sted. l G. FRei DIN: Einige Beobachtungen i.iber den Oldengranit etc. Bull. of the Geo!. Inst. of Upsala. Vol. XII!, 2, 1916. Norek Geo!. Tidsskr. V. Il

154 GUN NAR HOLMSEN Amfi bo literne. Over det antagne grundfjeld har den amfibolitførende skiferformation i øst og nord stor utbredelse. Omkring sjøen Skjelbreden fandt ingeniørerne HoRN og GRØNDAHL et større gabbroomraade, ved hvis grænse sees rene hornblenditer. Hornblendebergarten stryker nordover mellem sjøerne Grønningen og Langvandet og omslutter her nogen store serpentinfelter. - Vest for Holderen overleires gabbroen av glimmerskifer, nederst gjennemsat av talrige amfibolitgange. Længer op i lagrækken, i Hegsjøfjeldet, følger saa glimmerskifer uten kjendbare gange. Amfibolitsonen er mot nord fulgt over Moliklumpen, Belbufjeld til Øiingen. Herfra utbreder den sig noget videre vestover. Ved Rensjøen veksler de skifrige, basiske gange med brun glimmerskifer og sure, lyse granitiske gange. Ved nordenden av Rensjøen stryker bergarterne øst-vest, men svinger naar de følges videre vestover, senere mot sydvest. Fra Rensjøen har jeg gaat tversover amfibolitsonen til Snaasen. Ved Vargtjernene kommer man ind i en grøn, dioritisk bergart, temmelig tæt og rikelig hornblendeførende. Dennes vestgrænse finder man, naar man stiger ned bakkerne mot Belbu i Snaasen. Over dioriten følger brun, granatførende skifer, der falder mot nordvest. Gaar man videre tversover skifrene, ser man at den brune granatførende skifer først overleires av brun glimmerskifer, som er noksaa kvartsholdig, hvorpaa følger mild, grøn lerskifer med mægtige kalkstenlag, som stryker opover Snaasen fra Snaasenvandets sydside. Amfibolitsonen ligger saaledes mot grænsen av Snaasen i en antiklinal. Amfibolitsonen over Hærvolas granit længst sydvest i feltet er tidligere omtalt. Ved riksgrænsen dukker amfibolitsonen op mellem Væravandet og Insvandet. Her finder man i det liggende av en graa glimmerskifer med kvartslinser, øverst grønflekkede gabbroide gange, som veksler med en karakteristisk hornblendeskifer og kvartsitiske lag. Paa skiktflaterne viser hornblendeskiferen store hornblendenaaler av flere centimeters længde. Litt lavere i lagrækken optræder diabas. Denne er makroskopisk set uten presningsstruktur, og det tiltrækker sig straks

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 155 opmerksomheten i disse trakter. Nord ved Straadalen har jeg set 2 diabasgange adskilt ved hornblendeskifer og kvartsit, syd for V æravandet syntes der i Aarvinhaugene at være kun et sammenhængende diabasomraade langs riksgrænsen. Paa svensk side kommer man snart over i vekslende lag av sterkt forvitret kloritskifer, rustfarvede lag av hornblendeskifer og dertil gange av lyserød porfyrgranit. Feldspatindsprængningerne i denne er omgit av en grøn omvandlingssone mens kjernen er rød. Ca. 2 km. fra grænsen sees nær Sandnes ved Å singen et urent kalklag av liten mægtighet som falder østlig. Ellers er ogsaa her øst for riksgrænsen brun glimmerskifer den mest utbredte bergart. T ORNEBOHM henregner amfi bolitsonen til Sevegruppen, som er de krystallinske facies av sparagmitformationen. I mit omraade findes den næsten sam m enhængende rundt den tektoniske grops rand, langs grænsen mellem det antagne grundfjeld og de ældste lag i Trondhjemsskifrene. Efter lagstillingen kan man derfor bedst tænke sig, at amfibolitsonen ligger i Rørosgruppens nedre lag, hvad ogsaa SCHETELIG 1 tidligere har fundet langs sparagmitformationens nordgrænse. Den petrografiske likhet mellem amfibolitsonens bergarter syd for Røros og de tilsvarende inden det her beskrevne omraade er meget stor. Orienterende lag. Det ledende konglomerat mellem Hovind- og Størengruppen har jeg ikke nogensteds kunnet finde. Heller ikke har jeg set andre konglomerater. Men T6RNEBOHM har nordligst i omraadet bemerket et konglomerat, hvis boller hovedsagelig bestaar av lyse kvartsitiske bergarter. Det ligger i en bue rundt S. Hegsjø, overalt med fald indover mot buens indside (Centrala Skandinavien s. 93). For tektonikens forstaaelse er dette konglomerat saaledes av stor nytte. Sandsynligvis er det jaspiskonglomeratet, T6RNEBOH,\\ her har set. Men da det ikke er l Tekst til geologisk oversigtskart over Østerdalen-Fæmundsstrøket. N. G. U. nr. 74, s. 16.

156 GUNNAR HOLMSEN fundet længer mot syd er endnu dette usikkert, og dets plads i lagrækken altsaa 11bestemt. HAUAN har paa sit manuskriptkart av 1870 avsat et sammenhængende lag av alunskifer som stryker fra Reinaa i Meraker over vestskraaningen av Blaastøten, Sillermo og vest for Grønningen til Indalen. Det tilhører ifølge det geologiske kartblad Meraker Gulagruppen. jeg har set "alunskiferen" som er en rustbrun skifer med talrige grafitindleiringer, og fulgt den i strøk henimot Skjækervandet. Denne grafitskifer er et ledende Jag for omraadet. I Vuku optræder kalklag. Kalken er graa, finkrystallinsk og av meget vekslende mægtighet, idet kalklaget er opkløvet av grønsten som gjennemsætter det. Egentlig er det oprindelig kun en eller to kalkbænker. Nu sees der i Vuku sine steder 3 paralelle. Sydligst paa kartet er kalkens mægtighet omkring l 00 m. Den tyndes ut mot nord. Straks ovenfor Volden ser man langs veien den nordligste utløper som en metertyk, uren kalkbænk. Mellem Volden og Malsaa gruber fortrænges kalken fuldstændig av grønne skifre, men mellem Malsaa og Mok finder man den igjen. I lien opunder Mokkaklumpen ligger dens sydligste utløper som en metertyk kalkskifer, hvis mægtighet hurtig tiltar mot nord. Mellem Mok og Gaulstad er to mægtige kalklag i grøn skifer. Sydligst inden omraadet fører kalken enkriniter (KJERULF 1876, s. 22). I Bergugleberget findes ogsaa dolomitlag. Rørosgruppen. Paa KJERULFS oversigtskart av 1876 finder man Rørosgruppens bergarter over Hærvolas granit. Herfra stryker de mot nordost over Lustadvandet og indtar i nord saavel amfibolitsonens omraade som gneisens. N aar gneisomraadet undtages falder saaledes KJERULFS antagne utbredelse av Rørosgruppen i den vestlige del av omraadet ganske godt sammen med amfibolitsonens. Anderledes er det derimot i øst. Amfibolitsonen synes her at være ukjendt for KJERULF. I avhandlingen av 1876, s. 4, nævner han at Rørosskifrene tyndes ut

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 157 mot nord. og i Tevelporten sees de kun som et ubetydelig underlag for den mellemste avdeling. Derimot svulmer de atter ut til stor mægtighet i Lierne. Paa kartbladet Meraker finder man Rørosgruppens grænse mot den mellemste avdeling antydet paa den svenske side av riksgrænsen, indtil de ved dennes nordøstlige forløp mellem riksrøsene 165 og 166 kommer ind i vort land. Det passer godt med amfibolitsonens optræden øst for Insvandet. Da jeg inden det av mig kartlagte omraade i øst ikke har kunnet skille Trondhjemsfeltets ældste avdeling fra den mellemste (undtagen for amfibolitsonens vedkommende) har jeg maattet gi disse avdelinger samme farve paa kartet. Hovind-Størengruppen. Over den brune glimmerskifer med amfibolitindeslutninger følger øst for Hærvolas granitomraade en mægtig grønstensavdeling. I Vuku og ved Mok veksler grønne, mer eller mindre skifrige bergarter med kalkstenslag. Paa kartet av 1876 har KJERULF trukket denne avdeling i sammenhæng til Øvre Stjørdalen, og over den vestlige del av Selbusjøen til Støren og videre. I Øvre Stjørdalen har man det ledende konglomerat. Paa sit oversigtskart av 19 16 1 har V. M. GoLDSCHMIDT fra Øvre Stjørdalen mot syd trukket et sammenhængende belte av lavaer, tuffer, tufsandstener, lavakonglomerater og tætte intrusivbergarter. Bergarterne i Vuku tilhører saaledes den vestlige rand av Trondhjemsfeltets grøftformige forsænkning og maa antages at følge over hinanden i ordinær lagfølge. I grønstensavdelingen kan man vanskelig begrænse de optrædende bergarter fra hinanden. I marken kan man kun undtagelsesvis utskille metertykke (op til 16 m.) gangformige masser, som gjennemsætter en ældre grøn skifer og kalken, og petrografisk har jeg heller ikke kunnet skille gangene fra hovedmassen av de grønne skifrige bergarter. Mineralselskapet er baade i de yngre og de ældre gabbroer: klorit, farveløs saavell Vid Se!sk. Skrifter. l. Math-naturvid. klasse 1916.

158 GUNNAR HOLMSEN som blass hornblende, epidot, oftest litt albit samt titanit. Strukturen er ofte porfyrisk i dem begge av hornblendeindsprængninger. Foruten mere eller mindre skifrige gabbrobergarter der veksler med sedimentære grønne skifre (disse indeholder tynde lag av grafitskifer) fører denne avdeling porfyriske gange med hvit forvitringsfarve. En av disse er detaljeret kartlagt ved Malsaa gruber, hvor den ledsages av kis (se kartet paa side 159).. Den optræder her som en række linseformede partier, der ligger efter hverandre, og som derfor sandsynligvis oprindelig har dannet en sammenhængende gang. Ved den mekaniske metamorfose og ved at yngre gabbrogange har gjennemsat den, er gangen utpresset og opdelt. Nordligst i grubefeltet indeholder den makroskopisk synbare kvartsindsprængninger, som vistnok er primære. jeg har derfor tat bergarten for en kvartsporfyrit. Følger man den fra syd mot nord vil man iagtta en paafaldende forskjel i dens utseende. Sydligst ligner den en hålleflint og er her yderst tæt, stripet og gjennemsat av sprækker tverspaa gangens længderetning. Den indeholder litet av mørke mineraler (litt titanit og magnetit), sur plagioklas og er sterkt opknust og saussuritisert. Eftersom man følger den mot nord blir stripningen mindre paafaldende og man kan adskille strøkorn av kvarts mellem pressede feltspatindivider. Langs gangens kanter viser den sig kloritiseret. Kloritiseringen tiltar nordover, og 17 a 1800 m. nord for det sted, hvor den har sin halleflintagtige utvikling (ved Sagvoldsæteren paa kartet) viser den baade kvartskorn og feldspatkorn i en kloritiseret grundmasse. I to præparater viste den nordligst: I den første prøve: sur plagioklas, biotit, titanit, epidot, klorit og muskovit. I en anden: kalifeltspat, sur plagioklas og muskovit. begge præparater forekommer kvartskorn, som ser ut til at være primære, og adskillig kalkspat. Sammen med det forandrede utseende av kvartsporfyriten gaar ogsaa en forandring i egenvegt. jeg har bestemt egenvegterne av de medbragte haandstykker kun paa den vis, at jeg har veiet dem i luft og i utkokt vand. Herved fremkommer en feil i egenvegtbestemmelsen, men da flere kontrolbestemmelser viser god overensstemmelse, anser jeg den relative

-l ;o o z o 2: ['Tl ;s: (fl.." ['Tl r -l ['Tl -l (fl Cii o ;o > o ;s: o -l z o ;o o (J1 CD GEOLOGISK KART over MALSAA GRUBEFELT VÆR DALEN ;e.,_ lrt IJ!I> 1 ZØ(Im. 1 Sn ldsti: -;::::-=x/ ly... ";. &''" o -. :::.'>o - --; $JG,;n,kifn. --=- - -- -Kvar/Sf'Or/ynt,",.", æld" gnhb: :j:.. :;.'.jk,>f;;,: bhkwm.. Kis s/ / fj(. Fig. 3.

160 GUNNAR HOLMSEN egenvegtsforandring gangens strøk for at være nogenlunde rigtig bestemt. Sydligst ved Sagvoldsæteren er egenvegten Bormaskinanlæg Kis tjernet Nordligst ved Gruvstutjernet 2,59 og 2,60. 2,65 og 2,65. 2,64 2,64 og 2,65. Langs sine grænser har kvartsporfyriten frembragt en sterk metamorfose ogsaa i de tilgrænsende skifre. Dette kan tænkes at ha hat betydning for kisens fremtrængen netop her. Av basiske eruptiver kan der utskilles to slags: l. Gangbergarter yngre end kvartsporfyriten. Dette er som regel utseende. l, a 2 m. mregtige gange, undertiden med porfyrisk Sikre gjennemsætninger sees paa et par steder i Malsaa grubefelt. Gangene lar sig ikke følge langt i marken. Dertil er de forlitet mægtige, og skiller sig forlitet fra sidebergarten. Deres mineralselskap skiller sig heller ikke fra de omgivne skifrige bergarters. Dertil kommer, at de som kvartsporfyriten er avslitt og opdelt i linseformige partier, En række egenvegtsbestemmelser utført som for kvartsporfyriten viser for gangene egenvegten mellem 2,88 og 2,99. 2. Yngre gabbroer, delvis med tydelig gabbroutseende. Der strækker sig i det hængende av kalkdragene nogen bergarter, hvorfra de nævnte gabbrogange synes at komme. Partivis kan man her se tætte, kornige gabbroer, men stykomtil er de ogsaa fuldstændig forskifret. I Malsaaomraadet, hvor kalken mangler, ligger disse gabbroer i kissonens liggende, og er makroskopisk noksaa friske at se paa. En række egenvegtsbestemmelser av denne slags gabbro laa alle mellem 2,95 og 3,01. Til sammenligning kan jeg anføre, at alle mine tyngdebestemmelser av bergarter, som jeg i marken har anset for ældre gabbroer (tuffer etc.) ligger mellem 2,82 og 2,87. I strøket over Tinklumpene-Sagvoldvola-Mokkaklumpene findes betydelige gabbroinjektioner. Ved Aakervolden, Malsaa gruber og Mokgruberne er gabbroen ledsaget av kis.

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 161 Gulagruppen. Med ens man i V ærdalsomraadet ikke kan adskille de to laveste avdelinger i Trondhjemsfeltet fra hinanden, endsige avgrænse Størengruppen fra Hovindgruppen, følger over grønstensformationen en lagrække med avgjort anden habitus. Fra graa lerskifre med enkelte indleiringer av gabbrobergarter i det hængende av Hovind- Størengruppen kommer man litt efter litt op i grove fylliter, fulde av sekundære kvartslinser og mørke, grafitførende skifre av betydelig mægtighet. Overgangen mellem grupperne er ikke skarp. Paa kartet følger den antagne Støren-- Hovindgruppes grænse de øverstliggende grønstensindleiringer. Den øverstliggende avdelings grafitførende skifre kan ansees ledende for denne. Som før nævnt har HAUAN paa et av sine manuskriptkarter avlagt et sammenhængende drag av "alunskifer" fra Meraker til Imsas dal. Der er to grafitførende horisonter i den skiferserie, som her betegnes som Gulagruppens skifre. Nordligst i feltet er grafithorisonterne mægtigst. Det undre lag træder frem i lien ovenfor Stenkjærsæteren i Snaasen og stryker langsefter sydsiden av Imsas dal. Den øvre grafitførende skifer er fulgt fra Lustadelven over Klevsæterfjeldet og Grønlisæteren til Rypeklumpen og Moliklumpen, hvor den tyndes sterkt ut. Fra Inn as dal stryker likeledes to soner av grafitholdig skifer adskilt av brun fyllitisk skifer mot nordøst. Disse lags mægtigheter er sterkt vekslende, og i Mælberget, nord for Hestaaen, sees kun det ene. Ved Skjækervandet er der atter to soner med bituminøs skifer, nordvest for Gommelien adskilt av granatførende glimmerskifer. Av eruptiver er der ikke meget i denne gruppe. Der gaar nogen lyse granitiske gange langsefter strøket. De ledsager grafitstrøkene og ofte er der knyttet smaa forekomster av magnetkis til dem. I Rødkollen og Dyrhaugen er gabbro, hvis gange skjærer skraat over Gulagruppens lag.

162 GUNNAR HOLMSEN "Gneisavdelingen ". Over Gulaskifrenes gruppe følger en bergartserie, som paa det geologiske kart Meraker ( 1882) er betegnet som: "gneis, granulit, hornblendeskifer, kvartsskifer". Noget av dette er TORNEBOHMS Merakergruppe (1896, s. 98 o. f.). Grænsen mellem de antagne Gulaskifre og gneisavdelingen er rigtig skarp. Den sees langs jemtlandsveien et par hundrede meter vest for Rotmoen og i Helgaadalen ved Skaaknæset. Nederst i gneisavdelingen ligger bergarter som meget ligner de som grønstensavdelingen hviler paa i vest. Skiferen er gjennemvævet av granitapofyser, der delvis er presset ut og danner paralelle baand. Apofyserne kommer fra større, tildels grovkornige granitgange. Desuten indeholder gneisen kvartsitlag, der ofte er utpresset og i profilerne ligger som perler paa en snor. Dertil ser man tunge, mørke, hornblendeførende gange. Litt længer op i lagrækken (lagene staar nu steilt og faldet gaar snart over fra østlig til vestlig) ser man overveiende mørke hornblendeskifre, indimellem. stundom med tydelig kornige gabbropartier I nogen av de høieste fjeld (Havren, Kraakfjeldet og Hylfjeldet) staar dioritiske bergarter, ved hvis grænser lyse og mørke gange veksler. I den østlige del av feltet sees flere gange av grønsten. Deres mægtighet gaar op til 20 m. I Guldklumperne staar en graagrøn gabbro bergart med sto e, forvitrede plagioklasindsprængninger. Sterkt skifrige partier sees her. Under disse bergarter følger saa mot øst vel avgrænset atter brun glimmerskifer med grafitskifer. Denne skiferserie ligner skiferen ved Garnes. TORNEBOHM kalder den Sulskifer (Centrala Skand., s. 100). jeg har faat den opfatning at Sulskiferen er den samme avdeling som det jeg har beskrevet som Gulaskifer vest i omraadet. Som denne fører den grafitskifer i to adskilte soner, likesom den er fattig paa eruptiver. De eneste gange jeg har lagt merke til i Sulskiferen er nogen karakteristiske strøkgange, der ogsaa i denne avdeling holder sig til grafitskiferen. Gangene er endog her som i Gulaskiferen ledsaget av fattige magnetkisforekomster.

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 163 Jeg søker at forklare mig lagfølgen i omraadet ved at anta følgende Foldningstektonik. Der hersker normal lagstilling langs grundfjeldgropens kanter i vest, nord og øst, men efter gropens akse er Trondhjemsfeltets mellemste avdeling og muligens ogsaa endnu ældre bergarter opfoldet, saa de nu ligger over Gulagruppen 1 Gulaskifrenes to grafitførende soner kan antyde at denne bergartrække er om bøiet saaledes som jeg paa hosstaaende profil har søkt at vise. Mangelen paa sikre ledende lag gjør jo denne anskuelse delvis til en gjætning. Imidlertid er der flere ting som taler for at den er rigtig. Lagenes ombøining nord i feltet er først iagttat av TøRNE BOHM, som skriver derom i "Grunddragen af Det centrala Skandinaviens bergbyggnad" s. 93: "V ester om s. H ægsjon sker en ombojning av lagren i en mot N konvex båge, med standig stupning inåt. Oster vid s. Hagsjon upptrader forst t Efter bergingeniør BUGGES apfatning findes grundfjeld i Dyrhaugen, hvor Skjækerdalens gruber ligger.

164 GUNNAR HOLMSEN grågron, grof skiffer med lager af gronstensskiffer och sedan strax O om Hagsjo sæter, konglomerat. Detta konglomerat ar samma lager, som det forut omnamnda vid ostra foten af Imsdals fjeld; sammanhanget kan nemligen fi:iljas i en båge som forloper strax N om Roeelven. Från Hagsjo sæter stryker konglomeratet vidare mot SV upp i Hagsjo fjeld. Har hafva vi således en sarsdeles vacker trågbugt, i hvilken svårligen någen omkastning af lagren kan forefinnas". TbRNEBOHM har paa sit kart forbundet konglomeratets vestlige rand med gneisavdelingens fortsættelse mot nord. Derved blir foldningen i feltets vestlige del uforstaalig. jeg tror heller at den ombøining av lagene, som TbRNEBOHM har iagttat, kan forfølges henimot den vestlige arm av Støren Hovindgruppen, som fra skifrene i Imsdalsfjeld stryker nedover Malsaadalen og Vuku. Konglomeratet tror jeg ikke man let vil kunne finde søndenfor ornbøiningen, da man i denne retning snart kommer ind i et omraade, hvor metamorfosen har været usædvanlig sterk. I grønstensavdelingen ser man saaledes mellem Mok og Volden intet spor av den mægtige kalk man har baade søndenfor og nordenfor. At imidlertid TbRNEBOHMS opfatning av at "gneisavdelingen" hører til Trondhjemsfeltets ældre avdelinger, og ikke til Gulagruppen, allikevel holder stik, tror jeg man faar et sikkert vink om ved de mange basiske eruptivbergarter den indeholder. Under kartlægningen har. jeg ikke kunnet skille efusivbergarter fra intrusive. Dette vil visselig være meget vanskelig i det sterkt metamorfe strøk. I sine store drag minder dog særlig den østlige del av gneisavdelingen meget om grønstensavdelingen. Det er grønne, skifrige bergarter, der nogengang i min dagbok betegnes som hornblendeskifer og nogengang som presset gabbro, mere eller mindre skifrig. Sydligst i omraadet har jeg ofte set diabasgange i disse skifre. Den vestlige del av gneisavdelingen indeholder ogsaa grønne hornblendeførende skifre, men disse er her sjeldnere. Derimot findes her yngre, mindre pressede gabbroer og dioriter samt gangformig granit. I Gulagruppens liggende mot øst gjenfinder vi ogsaa grønstensavdelingen om end i en noget anden skikkelse.

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 165 Drivsjøfjeldet finder vi under Sulskifrene basiske eruptivbergarter, som meget ligner Guldklumpernes. Gabbrobergarten i Drivsjøfjeldet er graagrøn og finkornig. Den stryker i smale gangformige partier N 20' E over de høider som paa kartet er betegnet med 695, 70 l og 736. Sydligst kunde jeg skille ut to grønstensgange av l 0-12 m.'s bredde. Mellem gangene var skifrige partier med meget kvarts. Foruten metamorfosens svakere virkning i den østlige del av omraadet, har ogsaa den oprindelige vulkanske virksomhet været mindre her end i gneisavdelingens strøk. Derfor er grønstensonens mægtighet her liten. Vi gjenfinder den dog paa kartbladet Værdalen paa hele strækningen mellem Innas og Helgaaens daler. Fra Drivsjøfjeldet stryker den over Tørgranvola og Djup høgda til Stortjernhøgda. Veien til V æravandet overskjærer dette grønstensdrag ved utløpet av Stortjernet. Det er her ganske smalt. Man ser i profilet langs veien en sterkt presset gabbrobergart med enkelte massive soner i, og desuten et par metertykke ganger, som i haandstykker ikke kan skilles fra de gangformige partier i Storstadliens kisfelt i Vuku. Hvor langt nord det smale grønstensdrag kan følges vet jeg ikke nøiagtig, da jeg har færdes litet paa strækningen mellem Væravatnet og Hegsjøfjeldet. I gneisavdelingen har jeg ikke fundet noget spor av Vukuskifrenes mægtige kalklag. I den østlige rand av den store rendeformige forsænkning ser man heller ikke sammenhængende kalklag før paa den anden side av riksgrænsen. Men skifrene nær Gulagruppens grænse er paafaldende kalkrike. Dette vises godt paa den frodige vegetation, og ser man paa bergarten selv, finder man knytnævestore kaikspatutskilninger. De ligger indtil kvartsknoller og er presset og delvis kruset sammen med disse. Mens kvartsen er melkehvit viser kalkspataarerne sig med et gult skjær. Den kalkspatførende skifer ligger paa kalkstenens plads baade i forhold til grønstensavdelingen og til Gulagruppens skifre, og derfor har jeg anset den for at repræsentere resterne av det fuldstændig utpressede kalklag. Der er saaledes baade paa grund av lagfølgen og de eiendommelige tektoniske forhold rimelig at anta, at "gneis-

166 GUNNAR HOLMSEN avdelingen" ikke er yngre end de an tagne Gulaskifre, men besta ar av opfoldede, sterkt metamorfoserte ældre bergarter. Fra Sul til riksgrænsen har man sandsynligvis en sammenhængende 1agrække i normal lagstilling. Lerskiferens metamorfose er i denne retning raskt avtagende. Den brune biotitskifer nærmest gneisavdelingen avløses østover av graa og grøn kloritskifer. jeg har dog saa langt øst som ved St. Billingen set en grovkornig skifer med biotit i flekker. I det udmerket gode profil langs jemtlandsveien lægger man ogsaa merke til, at anrikningerne av sekundær kvarts avtar mot øst.. Sydligst finder man nærmest den antagne Rørosgruppes skifre omvandlet sandsten. Den sees bedst langs j emtlandsveien. Den er avmerket paa et av KJERULFS profiler fra 1871, s. 38. Omtrent fra det sted, hvor de to veier til Skalstugan deler sig ("Toldsted" paa kartet) ophører den brune glimmerskifer og et par soner med grovere graa skifer veksler nu østover med tyndbladig fyllit, der er rikelig spækket med kvartslinser. Midtveis mellem Lilledriva og dammen foran I nsvandet kommer man ind i graagrøn, skifrig sandsten. bro sees smaa foldninger. Ved St. Olafs Bergarten ligger langs Insvandet i grove bænker med svak t vestlig fald. Den er sterkt kloritisert og indeholder talrike smaa kalkspataarer. I den utminerte bergvæg nær St. Olafs bro viser der sig en stripet struktur, enkelte steder ogsaa nogen meget uttrukne linser, som forvitrer med sterkere rustfarve end bergarten forøvrig. Den omvandlede sandsten har jeg ikke nogensteds lagt merke til i paa kart bladet V ærdalen, findes den. den nordlige del av den trakt som findes avlagt og heller ikke nordenfor i Snaasen I den østlige rand av skaalen findes der i de lavere skifernivaaer svært litet eruptiver. Foruten amfibolitdraget nederst i lagrækken langs riksgrænsen, og grønstenen øverst i lagrækken som stryker over Drivsjøfjeldet, Tørgranvola og videre nordover, har jeg kun set et par gange langs Insvandet. Langs vandets nordlige bredd er en kvartsgang som fører litt kobberkis, svovelkis, jernglans og kalkspat. decimeter bred. Den er kun nogen Paa sydsiden av vandet ser man langs veien en foldet gabbrogang, som stryker omtrent over Storholmen.

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 167 Nord for Lustadvandet er det vanskelig at forklare sig lagfølgen uten at anta en inversion. Grønstensavdelingen deler sig ved den østre halvdel av Lustadvandet i to grener, hvorav den ene gren med sine grønne skifre, kalklag og utvilsomme gabbrogange med flatt fald stryker E N E langs Lustadelven. Kalken kiler ut ved Smaadalen sæter, men gabbrogangene kan følges endnu vel en mils vei over Grønlihø og Hevdingaasheias østskraaning. Herfra erstattes de grønne skifre hovedsagelig av lerglimmerskifre, rike paa kvartsindleiringer. Der findes dog en og anden grønstensgang helt henimot konglomeratet ved Hegsjø, saaledes et par gange paa sydskraaningen av Imsdalfjeldet. Den vestlige gren av grønstensavdelingen stryker først nordlig over Lustadgaardene. Denne gren indeholder ogsaa kalk. Herfra bøier skifrenes strøk litt mot N N E over Langfjeldet og Medjaas sætrene, hvor man har de nordligste spor av grønstenen i form av pressede, linseformige gange. Imellem disse to soner av grønstenen som efter kalkstenslagene at dømme utvilsomt hører sammen, kiler sig ind en mægtig skiferavdeling uten kjendbare eruptiver, men med to karakteristiske grafitskiferdrag. Der findes grafitholdig skifer ogsaa i grønstensavdelingen, men kun av ubetydelig mægtighet. Ved Malsaa gruber fandt jeg saaledes nogen centimetertykke lag av den, og i Storstadlien saavelsom i Bergugle berget syd for J emtlandsveien har jeg fulgt et metertykt lag av grafitskifer. Hvis imidlertid denne grafitskifer skal svare til grafithorisonterne langs Lustadelven, maa man i grønstensavdelingen tænke sig en fortrængning av en mange hundrede meter mægtig skiferserie. Det er vel ikke aldeles udelukket at dette kan ha fundet sted, kalken i Vuku og Mok er jo ogsaa mægtig, men man kan kanske heller søke at forklare sig den mægtige grafitskifer som hørende til Gulagruppen. Man maa da tænke sig dette skiferkompleks som en rest av den store muldes Gulaskiferdække, hvis østlige del blev invertert ved foldningen der hvor det nu falder ind under grønstensavdelingen. I vest og nord ligger det nemlig i normal lagstilling over Støren-Hovindgruppen. Langs Rossa og Imsa stryker mild lerglimmerskifer i grønstensavdelingens fort-

168 GUNNAR HOLMSEN sættelse. Den maa saaledes formodes at tilhøre Støren--Hovindgruppen. Under den ligger Hærvolas granit, eller længer nord amfibolitsonen, i en haard fyllitisk glimmerskifer. Hvis amfibolitsonen repræsenterer Rørosgruppen skulde vi altsaa i et snit mot sydøst kunne tænke os en foldning som paa fig. 5, øverst fremstillet. I dette snit passerer man henimot riksgræsen to store folder, G og p,. Folden ved C strækker sig fra Grønlihø mot Grønningen og Hegsjø, hvor den nordligst 6 Fig..S. Skematisk fremstilling av feltets folding ved to profiler fra vest mot øst. er avbøiet mot grundfjeldet. Folden ved g blir større mot syd. I nederste snit, fra Haakaaklumpen mot Billingen er det denne som danner gneisavdelingen. Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord. I 1873 utgav professor AMUND HELLAND som universitetsprogram avhandlingen "Forekomster af kise i visse skifere Norge". I dette arbeide viser HELLAND at de vigtigste gruber i Trondhjemsfeltet følger bestemte skifersoner. De skifre, som av KJERULF var betegnet som Trondhjemsfeltets ældre avdeling er rike paa kis, mens den yngre avdeling er kisfattig. Skifrene

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 169 danner stort set en skaal. Paa en skematisert figur, s. 92 i sit arbeide fremstiller HELLAND kissonens utgaaende ved Harsjø gruber i øst og Kvikne gruber i vest. Det mellemliggende parti av skaalen utgjøres av Gulaskifrene, som "viser sig at være uden ægte kisforekomster. Kisimpregnationer i Alunskifere forekommer her som i saa mange Formationer; videre Magnetkis i Rødhammeren i Lillefjeld 1/4 Mil v. for Langerø ved Fora, men Fattigdommen paa Kise er i det hele stor og paafaldende i disse egentlige Gula Skifre". I den vestlige del av mulden følges kisnivaaet over Selbu Leksdalen til Aarstad, Aakervolden, Malsaa og Mokgruberne. Til denne gren hører ogsaa Meldalens grubefelt, og HELLAND regner ogsaa Kvikne-Undal hit. Den østlige del av muldens kissone gaar fra Grimsdal-Foldalen over Faadalskletten-Harsjø til Rørosgruberne (se kartet side 171 ). Herfra fortsætter to linjer med kisforekomster, den ene over Kaarslaat-Selbu, den anden over Killingdal-Grønskar og herfra til Merakerforekomstene. Rørosgruberne henregner HELLAND til Vingelen- -Harsjøstrøket av den grund at dioriten i det hængende av Storvarts, Kongens grube og Muggruben ansees for rester av et vulkansk dække, der kan benytte s som aldersbestemmende. Den omfattende kartlægning som blev foretat av KJERULF og hans assistenter i syttiaarene og begyndelsen av ottiaarene har meget utvidet vort kjendskap til Trondhjemsfeltets stratigrafi. Men HELLANDS opfatning av at omraadets skifre ligger i en stor mulde, er kun blit bekræftet av de senere undersøkelser. Det hovedprofil CARL BUGGE leverer 1910 (Rennebu, N. G. U. nr. 56) fra Iglefjeld til Vangrøften viser saaledes det samme. Av de to kislinjer, som fra Rørostrakten fortsætter mot nord synes det at fremgaa, at der her er to kisførende nivaaer av betydning, nemlig et i Rørosgruppens skifre og et i Størengruppens. Da grænsen mellem disse grupper i de metamorfe strøk endnu paa langt nær er fastslaat, kan man mange steds vanskelig holde dem ut fra hinanden, endsige danne sig nogen begrundet mening om kisnivaaets stratigrafiske beliggenhet. T6RNEBOHM mente endog at hele det østlige strøk av Rørosgruppens skifre dannet overskiøvne partier. Norsk Geo!. Tidsskr. V. 12

170 GUNNAR HOLMSEN Blandt de faa betydelige kisfund som er gjort siden HEL LAND fremsatte sin anskuelse om det kisførende skifernivaa, synes merkelig nok Røstvangen efter kartene at høre til Gulagruppen, og fra Røstvangen gaar et strøk med kisforekomster nordover til Kvi kne gru ber. Man maa imidlertid være opmerksom paa, at Gulagruppens utbredelse her er litet kjendt. Paa TbRNEBOHMS kart strækker sig et drag av Rørosgruppens skifre fra Foldalens gruber over Rødalsgruben til henimot Røstvangen. Kviknegruberne og de mellem disse og Røstvangen utbredte forekomster er imidlertid efter kartet beliggende i Gulagruppen. Det er her sandsynlighet for, at de samme skifre, hvori Foldalen og Rødalsgruben ligger, fortsætter længere mot nord end TbRNEBOHM har tegnet dem. Om kisens genesis har der hertillands mest været hævdet en fra HELLANDS mening avvikende opfatning, der gaar ut paa at malmene er yngre dannelser end de omgivende bergarter. No gen mener at kisforekomsternes tilknytning til bestemte basiske eruptiver maa bero paa en lovmæssig, genetisk proces, saaledes at kisen er et differentiationsprodukt av gabbromagmaen. Andre tilskriver hydromagmatiske processer stor betydning for malmutsondringen. Trondhjemsfeltets kislinjer følger visse skifernivaaer. Selv om kisen er utskilt av gabbroer ligger den nu, saavelsom gabbroerne, i nogenlunde samme skiferkompleks, saaledes at naar man følger skifrenes strøkretning ledes man fra den ene grube til den anden. Der findes saussuritgabbro ogsaa i Gulagruppens skifre (se f. eks. kartbladene Stjørdalen og Meraker), men her er saavidt vites ingen malmforekomster. Likeledes findes der gabbrobergarter lik Størengruppens i den grundfjeldssokkel, som avslutter mit kartomraade mot nord, men kisen mangler ogsaa her. Kommer man imidlertid nord for denne tærskel træffer man atter kisførende skifre. Ifølge HAUANS manuskriptkarter fra aarene 1872 og 73 stryker disse mot nordøst over Grongforekomsterne. I hans "Lerglimmersktfer (Røros Skifernes Paralle!?)" ligger den berømte jomaforekomst og i det høiereliggende nivaa "Grønskfr. & Lersandsten Gruppe med Konglomerater" finder vi saavel Skorovas som Gjersvikens malmfore-

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 171 ti ] ROrosgrurren D 5rtuagmil N. tf(. Fig. 6. Geologisk oversigtskart over kisdragene. Gruberne er avlagt efter ARNE BuGGES manuskriptkart.

172 GUNNAR HOLMSEN komster. Det kan neppe være nogen tvil om at disse skifernivaaer er de samme som Trondhjemsfeltets nedre grupper. Det var saaledes ikke nogen haabløs opgave, den jeg fik av overdirektør HoLMSEN, at følge de av HELLAND angivne kisførende skifres strøk mot nord for om mulig at finde nye malmforekomster, idet man kun hadde en usikker geologisk orientering i det strøk, som ligger mellem Merakerforekomsterne og Gronggruberne. Kisdraget Aarstad-Gaulstad er beskrevet i HELLANDS nævnte avhandling s. 35. Aarstadskjærpet er den sydligste av de forekomster som her skal betegnes som Storstadmarkens kisleier. Det ligger nogen minutters gang øst for gaarden Aarstad i Vuku. Kisens mægtighet er nogen faa centimeter, og desuten sees litt fattig impregnation av svovelkis i en grøn skifer. Kisen optrær i det hængende av en langstrakt gabbrolinse eller gabbrogang. Ca. 1500 m. nordenfor Aarstadskjærpet ligger i strøkretningen de to Auneskjærpene tæt ved hverandre. Her er en kis impregneret sone 1/z-!12 m. tyk. Ovenfor disse er kjendt en anden forekomst, "Lichgangen", i et høiereliggende nivaa. Ved alle disse skjærp er grøn skifer saavel i det liggende som i det hængende. Lavere i lagrækken, 70-80 m. maalt efter marken, saaes en gabbrobergart med porfyrisk indsprængte hornblendekrystaller. Ca. 600 m. nord for Auneskjærpene ligger Kløvinskjærpet, saavidt jeg kunde finde i et noget lavere nivaa end disse, og i det hængende av den samme gangformige gabbro som den nedenfor Auneskjærpene. Kisen i Kløvinskjærpet har omtrent samme varierende mægtighet som ved Auneskjærpene (fra nogen faa dm. til et par meter, men leiet er ikke rent). Det ligger i eller langs en kvartsporfyritgang, hvis mægtighet gaar op til 4-5 m., men som mot nord og syd tyndes ut. I og ved kisen sees linser av magnetit. Fra Kløvinskjærpet kommer man, naar man følger den gangformige gabbros hængende efter at ha gaat 600 m. til Midtiraakaaskjærpet. Dette ligger ogsaa i kvar'3porfyrit og kisen er blandet med magnetit. Nord for dette skjærp synes gabbrogangen at forsvinde. Mel-

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 173 lem Auneskjærpene og Midtiraakaaskjærpet har jeg ogsaa i gabbrogangens liggende set uren kis av faa decimeters mægtighet. Vel l km. nord for Midtiraakaaskjærpet ligger Bjørnmælskjærpet. Skiferen har ogsaa her i kisens liggende en kornig sone, der muligens er en gabbrogang. Kisleiets mægtighet er litt mindre end længer syd, men til gjengjæld er det renere. Det ligger atter i et tilsyneladende noget lavere nivaa i skifrene end de sydligere forekomster. Berget er ogsaa nordenfor Bjørnmælskjærpet flere steder kissprængt. I Purka saa jeg under en trærot, som var blaast overende, kis paa 4-5 centimeters tykkelse. Længer mot nord har ikke jeg i detaljer fulgt Storstadmarkens kisdrag. Men det er utvilsomt det samme drag som kommer igjen paa Tinklumpernes sydside, hvorfra det kan følges til Aakervolden gruber og videre. Mot syd har jeg ogsaa fulgt det. Pa a Kvern as sydside sa a jeg et urent kisleie i en kvartsbergart, sandsynligvis en kvartsdioritporfyrit, av vel 1/z meters mægtighet. Dette kunde følges med nogenlunde samme tykkelse et par hundrede meter mot syd. I Bergugleberget søndenfor jemtlandsveien har jeg set to kvartsgange med svovelkisimpregnation. Over disse laa en porfyrisk gabbrogang av betydelig tykkelse (30-40 m.?). Endnu længer syd træffer man samme slags kvartsgange som i Storstadmarken, men de fører der ikke videre svovelkis, men derimot magnetit i linser og aarer. Et sted nordøst for Tromsdalen, i en avstand av omtrent 1800 m. fra denne gaard, utvider kvartsporfyriten sig til en 20-30 m. bred gang. Gangen ligger saavidt man kan se, i nogenlunde samme stratigrafiske høide over kalkdraget ved Tromsdalen som Storstadmarkens skjærp over kalken i Vukubygden. I kvartsbergarten findes spor av svovelkisimpregnation og litt magnetjern i smaagange av et par decimeters bredde, men neppe saa meget at det har nogensomhelst økonomisk interesse. Længer sydover har jeg ikke fulgt Storstadmarkens fattige kisdrag. Kalken ved Tromsdalen er rimeligvis den samme som den, der paa kartbladet Levanger stryker over Ravloberget. Den gaar herfra koncentrisk med Rørosgruppens lag omkring grundfjelds" vinduet" ved Skjøtningen. Tingstadgruben ligger ifølge kartbladet Levanger ikke i Støren-Hovindgruppen, men i Rørosgruppens nivaa.

174 GUNNAR HOLMSEN Malsaadalens kisfelt. Nær Malsaaens utspring av Vetringen har der været drevet 2 gru ber fra 1865 til 1881, Archibald grube 22 m. dyp og Crowe grube 112 m. dyp. En smeltehytte blev færdig 1876, og i aarene 1876 til 1880 producertes omtrent 42 tons garkobber til en værdi av omkring 37 000 kr. I "Magasin for Bergmandsefterretninger" finder man fra 1875 av en kort aarsberetning om det arbeide, som er utført i aarets løp. Av "Beskrivelse over Malsaadalens kisdrag" rapport av bergingeniør ARNE BuGGE, januar 1918, har jeg gjort følgende utdrag: "Forekomsternes geologi. Et anseelig geologisk detaljkartarbeide er utført i Malsaa for at lette. skjærpningsarbeiderne. Ved hjælp av disse karter er aldersfølgen mellem de forskjellige bergarter og kisforekomster bestemt, og det viste sig, at kisimpregnationerne orienterte sig langs lange soner av gabbrogange, der gjennemfletter det hele ertsfeldt. Før man gik til detaljstudierne av kisforekomsterne i Malsaa, blev der utarbeidet et oversigtskart over kisforekomsterne i Trondhjemsfeltet, og paa dette kart blev indtegnet de geologiske iagttagelser, som kunde findes at være gjort. Forinden jeg tar fat paa beskrivelsen av de geologiske forhold i Malsaafeltet, kan det ha sin interesse at nævne hvilken sammenhæng dette felt blev fundet at ha med de sydlige felter. Av kartet (side 171) sees, at gjennem det midtre Trøndelagen stryker to utprægede kisdrag: l. Et østlig drag fra Auma, Vingelen, Harsjø, Hesjedalen og videre indover fjeldene mot Selbu og Merakerfeltets gruber. Alle disse gruber har et nordøstlig strøk og falder temmelig steilt mot nordvest. 2. Et vestlig drag med smaa og faatallige skjærp fra Iglefjeld i Rennebu over Støren, vestenden av Selbusjøen, Leks-

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 175 dalen, Inndalen, Storstad, Malsaa og Mok. Alle disse gruber stryker nordøst og har i syd temmelig steilt og i nord noget mindre steilt fald mot sydøst. Ved at studere de tilgjængelige beskrivelser og efter det personlige kjendskap de geologer, som har arbeidet med Malsaa, har til ovennævnte forekomster, fandt man at de alle hadde stor likhet med hinanden og at de i væsentlig grad ads.kilte sig fra de forekomster, som er kjendt som den egentlige Rørostype. Kisforekomsterne er i almindelighet lange - tildels milelange - impregnationssoner, i hvilke der findes drivværdige linseformige kisanrikninger. Man har ikke her som i Rørosgruppens skifre de skarpt avgrænsede kislinealer, der med varierende strøk og fald trænger ind i skiferne i nærheten av de spredte sausuritgabbrolakoliter. I den geologiske optræden adskiller disse kisdrag sig fra Rørosforekomsterne. De findes alle i Støren-Hovindgruppens skifre, som særlig er studert i Dovretrakterne. Av myntmester BuGGES profilt:!r fra Rennebu 1 sees disse skifre her at danne en mulde, hvorav den vestre side følger draget fra lglefjeld nordover mot Hesjedalen. Støren-Hovindgruppens grønne skifre er efter egne iagttagelser og efter forskjellige beskrivelser den bergart, hvori samtlige nævnte forekomster i de to drag optrær, og det maa derfor ansees sandsynlig, at Malsaadalens kisforekomster ligger i Støren-Hovindgruppens skifre og at de optrær i den vestlige side av en stor mulde, der strækker sig over det centrale Trøndelagen. Tilstrækkelig materiale til helt at fastslaa dette er ikke indsamlet, men da det for den lokale orienterings skyld er av stor interesse at ha oversigt over det hele felt, vil det være av betydning at klarlægge dette forhold nærmere. Under Støren Hovindgruppens bergarter optrær Rørosgruppens fyllitskifre med de kjendte kisforekomster, og i den mulde som Støren- 1 N. G. U. nr. 56.

176 GUNNAR HOLMSEN Hovindgruppen danner har man Gulagruppens brune glimmerskifre og sorte grafitskifre, hvori der kan forekomme uanselige kisforekomster. Det sees saaledes, at en klar utskilning av denne Gulagruppe, som allerede av bergmester STRØM blev erkjendt at være uten kisforekomster, vil være av stor betydning. Støren-Hovindgruppens bergarter er grønne tuffer, graagrønne kalkstene, variolitiske lavadækker med porfyriter, dioritporfyriter, granulit og gjennemsættende gabbrogange der er ledsaget av kisimpregnationer og kisgange, der tildels opbryter gabbroen til en breccie. I granuliten er ogsaa fundet ældre gabbro gjennemsat av de yngre gabbrogange. Det er dog sandsynlig, at denne ældre gabbro kun er medrevne bruddstykker. Den bergart, som betegnes som dioritporfyrit, "granulit", kan ikke findes at være petrografisk studert av geologerne, saa for en grubemand er det vanskelig at finde et navn, som er fuldt betegnende for den. Som det vil sees har den stor betydning for kisforekomsternes optræden. Det synes at være en meget utbredt bergart i Støren-Hovindgruppen og har et vekslende utseende, da den ofte jevnt gaar over i de grønne skifre og da den kan være sterkt kontaktomvandlet. Det synes ikke utelukket, at det er en dioritisk dækkebergart. Fra Vingelen er slipt præparat av den, som av myntmester BuGGE er bestemt som dioritporfyrit. I almindelighet sees bergarten paa lang avstand i dagen, da den er kjendetegnet ved en hvit forvitringsoverflate. Da jeg ikke har hat anledning til at fastslaa, at bergarten overalt i Støren-Hovindgruppen er den samme bergart som ved Vingelen, har jeg kaldt den "granulit", men antar dog at dioritporfyrit vil være det rigtige navn. Hyppig optrær granuliten i et eller to nivaaer i den grønnt: skifer og kan almindelig følges lange strækninger. Gabbrogangene synes lettest at ha fundet sin vei langs granulitsoner, og den vanlige landskapstype er derfor: Steile berghammere og aasskrænter av granulit, under hvilke gabbrogangene danner avhælder indtil de almindelig flate myrer, hvor fjeldbunden er den ensartede grønne skifer. Hvor

TRONDHJEMSFELTETS KISDRAG MOT NORD 177 der findes flere soner av granulit kan man se en terrasseformig stigning fra de flate myrer og paa de bare skolter, hvor hver "terrasse" slutter ser man de skinnende hvite granuliter. Som nævnt har kisen fulgt gabbrogangene og den har lettest fundet sin vei langs de haarde granuliter. Særlig i Malsaadalen er dette forhold klart og som nærmere blir omtalt ved gjennemgaaelsen av de enkelte forekomster, sees kisen at optræ anriket rundt granuliten, som ofte er opbrutt til store linser, der ofte er omvandlet til en flinthaard kvartsitisk utseende be gart. I Malsaadalen har tydeligvis bergarterne og kisforekomsterne været utsat for langt større tryk og omvandling end længer syd, og man finder derfor kun utvalsede impregnationsforekomster, hvis praktiske utnyttelse er meget vanskelig. Længer syd, f. eks. ved Vingelen, synes ikke at ha været saa stort tryk og saa sterk omvandling som i Malsaadalen, og man finder her kisen langs sorte amfiboliter og ofte som en impregnation i granuliten, som ogsaa her er den bergart, langs hvilken gabbroen findes. Impregnationen i granuliten kan undertiden bli saa rik, at man faar malm med over 30 1o svovel, og man finder ogsaa rene kisansamlinger. I Malsaadalen nordover mot Mok har man saaledes sandsynligvis den vestlige og her sterkt utvalsede side av Støren Hovindgruppens store mulde. Den østlige side nordover fra Meraker er end mere utvalset, og efter dr. GuNNAR HOLMSENS undersøkelser har her trykket været saa sterkt, at den vanskelig lar sig utskille som en særskilt gruppe, og her skulde saaledes være lite haab om at gjøre betydelige kisfund. " "I Jiggen av den grønne skifer optrær ved Mal sa aen nær den røde Hærvolagranit en brun glimmerskifer. Den er utenfor det egentlige kisfelt og kan ikke sees at danne noget sammenhængende skiferfelt. Dalbunden er sterkt overdækket, saa kartlægningen er her vanskelig. I Stortjernfjeldet og i den nordre ende av Sagvoldvola fin des en mægtig "granulit". Gabbrogange er meget almindelige, men de enkelte gange, som kan følges op hele Malsaadalen er ikke avsat paa det geologiske kart.