Budskap. Årsskrift for Fjellhaug Misjonshøgskole (FMH) FMH-forlaget. Årgang 9 ISSN

Transkript

1 Budskap 2008 Årsskrift for Fjellhaug Misjonshøgskole (FMH) Årgang 9 ISSN FMH-forlaget

2 Redaktører: Erling Lundeby og Arne Helge Teigen Redaksjonssekretær: Tom Erik Hamre FMH-forlaget, Fjellhaug Misjonshøgskole (FMH) Sinsenveien Oslo Copyright FMH-forlaget, Fjellhaug Misjonshøgskole, 2008 Omslagsdesign: Ni Zeng Omslagsillustrasjon: Bilder fra reportasje i Utsyn med Friluftsmissionen/ OAC Sats: Tom Erik Hamre Trykk: Arkan Kopi & Digitaltrykk, Oslo Studiebibliotek for Bibel og Misjon nr. 20 ISBN ISSN

3 Innholdsfortegnelse Innholdsfortegnelse... 3 Redaksjon: Innledning og presentasjon... 5 Kurt Christensen: Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst Jens Bruun Kofoed: Netværksgenerationens kirke en beskrivelse og vurdering af Emerging Church Andreas Johansson: Fra generasjon X til generasjon Y - hvor er vi og hva gjør vi? Asbjørn Kvalbein: Trygve Bjerkrheim - unik bærer av glede og verdier 66 Arne Redse: Allmennutdanninga og samfunnets etiske basis er eit nytt sedskifte under vegs? Arne Helge Teigen: Troen som den tomme hånd. Et problematisk tema i Leiv Aalens teologi? Dagfinn Solheim: Temaer i moderne misjonsteologi Egil Sjaastad: Evighetsperspektivet i forkynnelsen Erling Lundeby: Hva skjedde under Mau Mau-opprøret i og hvordan kan det ha påvirket den aktuelle politiske uro i Kenya?

4

5 Innledning og presentasjon 5 Innledning og presentasjon Kurt Christensen innleder årets årsskrift fra Fjellhaug med sin artikkel om den nye religionskritikken. Christensen har notert seg en bølge av nye bøker de siste par årene som er sterkt kritiske til religion generelt og kristendom spesielt. Denne nye kritikken er båret av en glødende ateisme. Christensen ønsker å undersøke hva denne kritikken går ut på, hvor passer den inn i et større idéhistorisk perspektiv, og hvordan skal vi som enkeltkristne og kirke forholde oss til den. I Dawkins-utgaven, som Christensen spesielt tar for seg, har kritikken tre ankepunkt. 1) Gud finnes ikke. 2) Religion i alle dens former er av det onde. 3) Moral har ikke bruk for religion. Men Dawkins ender opp i like store tankemessige vansker som kristne når han kommer til universets og tankens ytterkant. Og hans kritikk framstår som urimelig, filosofisk uinformert og svært unyansert. Er denne type kritikk farlig - for enkeltkristne, for kirken? Kirken har overlevd like giftige angrep før, men spørsmålet er om vi nå har et annet åndsklima, slik at kritikken biter og henger fast mer enn tidligere ved at det sementeres et syn på tilværelsen der man ikke lenger blir mottagelig for et religiøst motivert budskap. Derfor må kritikken tas alvorlig.- Mange har allerede gitt et svar, og det er litt merkelig at i det nye er det mye gammelt stoff som Dawkins ikke makter å tilføre noe nytt. På sett og vis framstår kritikken tidvis så urimelig og ubalansert at den har brakt ledende ateister i forlegenhet. Ikke desto mindre er det nødvendig, slik Christensen ser det, å ta den alvorlig, og utvise sunn kristen selvkritikk for tanker og holdninger som ikke holder mål. Jens Bruun Kofoed gir i sin artikkel, (Netværksgenerationens kirke en beskrivelse og vurdering af Emerging Church), en bred presentasjon av en nyere kirkelig bevegelse i USA, nemlig Emerging Church (EC). Bevegelsen består av menigheter og kristne grupper som preges av en bestemt forståelse av misjon og disippelskap. Jesus Kristus betraktes som rollemodell for det kristne livet, og man har en bestemt forståelse av Jesu forkynnelse om Guds rike. En bærende oppfatning i EC er, i følge Bruun Kofoed, at Guds rike gjør seg gjeldende i verden slik at det fører til sosial rettferdighet, fred og forsoning mellom mennesker og grupper. Når det gjelder sistnevnte punkt, påpeker Bruun Kofoed forbindelseslinjen mellom Emerging Church og den moderne holistiske oppfatning av misjonen, som kommer til uttrykk særlig hos Bosch og Newbigin. Bruun Kofoed viser hvordan EC vektlegger kristnes engasjement for sosial rettferdighet, og hvordan dette blir bestemmende for bevegelsens misjonsforståelse. EC preges imidlertid ikke bare av nye ideer om misjon og kristent engasjement, men også av en sterk vilje til å reise kritiske spørsmål til bestående dogmer, påpeker Bruun Kofoed. Han mener imidlertid at man her må forstå intensjonen bak de spørsmål som ofte stilles. Hensikten er ikke nødvendigvis å bryte dogmene ned, men å stimulere til ny gjennomtenkning av disse. I siste del av sin artikkel foretar Bruun Kofoed en grundig vurdering av den teologi som kommer til uttrykk i EC. Andreas Johansson tar for seg ungdomsgenerasjonen i sitt bidrag, og som ungdomsprest i Sørum på Romerike har han utmerket kjennskap og nærkontakt med

6 6 Budskap 2008 FMH aldersgruppen han skriver om. Artikkelen er tredelt, først tegner han et bilde av den situasjon som menigheter og foreninger befinner seg i, deretter beskriver han hva som kjennetegner generasjon X og generasjon Y, for til slutt å spørre hvilket innhold og tyngdepunkt kristen forkynnelse og vitnesbyrd bør ha i møte en ny generasjon. I sin analyse av ungdomsgenerasjonen støtter Johansson seg til materiale som andre har publisert, særlig Holmqvist og Birkedal. Generasjon X er de identitetsløse, født , mens generasjon Y er født Noen opererer også med generasjon Z eller millenials, men denne gruppen slår Johansson sammen med Y-ene. Generasjon X ble oppdratt uten Gud, bærer ofte på savn, søker stadig sin identitet, og beskytter sin sårbarhet med bitende ironi. Livet er et prosjekt for å finne lykken.- Generasjon Y har i større grad avfunnet seg med situasjonen enn X-ene. Det går an å leve rimelig lykkelig uten å vite hvem en er, en er ikke så opptatt av å finne sannheten eller alle svarene. Johansson beskriver så relativt utførlig holdninger og relasjoner han møter i kirke og skole, venner og familie, deres verdensbilde, tro og gudsbilder. Han finner at Birkedals lengdestudie i høy grad er sammenfallende med hva han observerer blant unge i Sørum. Denne kunnskapen er det nødvendig å ta med seg i det kristne barne- og ungdomsarbeidet. Johansson opplever at mye ungdomsarbeid er polarisert der teologisk liberale toner ned klassisk kristen tro til fordel for en ensidig forkynnelse av kjærlighet. Mer konservative på sin side har vansker med å komme på innsida av ungdomskulturen og forstå den. De siste trenger å bruke tid og bygge relasjoner, bli med-menneske, ikke mot-menneske - ikke som resirkulerte og patetiske tenåringer - men som kloke som forstår unge menneskers tanke- og følelsesunivers. Den mer liberale fløy må på sin side gi klassisk kristen tro en sjanse, samtidig som de våger å utfordre vår egen kultur og paradigmer ikke bare være kirkekritisk. Asbjørn Kvalbeins artikkel om Trygve Bjerkrheim er det skriftlige nedslaget av Brandtzæg-forelesningen i januar Mye har vært sagt om Bjerkrheim som dikter og sangforfatter, mens Kvalbein ønsker å tolke ham utfra en sosiologisk og psykologisk vinkel. Kvalbein ser det slik at oppvekstvilkår og foreldre og families skiftende kår kan være en nøkkel til deler av tematikken i Bjerkrheims forfatterskap. Mer enn å basere seg på det enorme arkivmaterialet Bjerkrheim etterlot seg, har Kvalbein brukt muntlige tradisjoner fra familie og venner. Faren Tønnes var en markant ledertype, samfunnsbevisst, avholdsmann, et barn av vekkelsen og bedehuset i Bjerkrheim. Dette var markante innslag også hos Trygve, men han skulle selv gi det sitt personlige preg. Selv satte Trygve kanskje sin mor Abigael enda høyere enn faren. Der Tønnes var en kampens mann, en fighter og aktivist, var hun mer harmoniserende og mild i formen. Familien flyttet østover i 1913 da Trygve var ni år gammel. Kvalbein følger så Bjerkrheim videre i skolegang fra Aurskog til Oslo og MF der han var beste student på kullet i Kinamisjonen kalte den unge kandidaten til Fjellhaug som timelærer i 1931, og som redaktør for Kineseren fra Disse to oppgavene skulle Trygve stå i i hele sitt liv sammen med Thea Maudal, hans praktiske og jordnære kone. Arbeidet i Utsyn passet Bjerkrheims personlighetstype. Vågen karakteriserte han som stillfarende, varsom og vennesæl. Selv om han var eneste ansatt, fylte han ikke bladet med eget stoff. Raus kjærlighet og omsorg for medarbeidere preget han. Bjerkrheim var harmoniserende og nesten selvutslettende lojal mot misjonenes ledelse. Bjerkrheim var ikke spesielt etterspurt som forkynner, han bleknet ved siden av Øivind Andersen eller Tormod Vågen. Men radioandaktene hans var varme, bekreftende og

7 Innledning og presentasjon 7 trygge en projeksjon av ham selv.- Han følte selv også som lærer at han ikke nådde så godt fram til studentene. Han var eksegeten, kanskje litt for kjedelig og poetisk i motsetning til andre sterkt profilerte lærere. Men hans dyktighet var det ingen tvil om, det viser forelesningsreferatene, hans Bibelverk-kommentar til Petersbrevene og arbeidet hans med Acta-oversettelsen. Bjerkrheim ble pensjonist i 1971, men fikk leve enda 30 år. Han skrev og diktet seg inn i tuseners hjerte ved å peke på Jesus - men trådte selv til side. Arne Redse sammenfatter i sin artikkel om Almennutdaninga og samfunnets etiske basis er eit nytt sedskifte under vegs? den etiske basis som det norske samfunnet har valgt å innrette seg etter. Med etisk basis forstår Redse ikke bare verdigrunnlaget (som uttrykker formålsetiske verdier), men også ulike holdninger en vil framelske (som uttrykker dydsetiske verdier), samt grunnleggende bud og forbud som blir fokusert (som uttrykker pliktetiske verdier). Endringen av Grunnlovens 2 innebærer at humanistisk arv kommer inn likestilt med den kristne. Formålsparagrafene i opplæringslovene dreier seg om kristen og moralsk oppseding. Bostad-utvalgets forslag har avsvekket det kristne innslaget og vil heller fremheve respekt for menneskeverd, åndsfrihet, nestekjærlighet, likeverd og solidaritet. Redse finner at utvalget blander verdier og dygder, ser bort fra pliktetikk, og mangler basis for vurdering av etiske prioriteringer. Samtidig blir foreldreretten avsvekket i forslaget. Når det gjelder Generell del for læreplanene i almennutdanningen er formuleringene klarere mht etisk materiale. Relativismen blir avvist samtidig som grunnlag og kildene for verdier, dygder og bud blir presisert, til forskjell fra Bostad-utvalgets innstilling. Den nye RLE-faget har blitt et rent orienteringsfag uten normative føringer, heller ikke i etikken, med unntak av at undervisningen skal være kritisk og pluralistisk. Redse frykter at resultatet blir et religionskritisk utenfor-perspektiv kombinert med en relativistisk toleranse som faktisk kan åpne for intoleranse for mennesker og elever med klare standpunkt i livssynsspørsmål. Redse finner at det er all grunn til å spørre om vi står overfor et sedskifte. Ulike deler av lovverket står nå mot hverandre, og Bostad-utvalgets forslag trekker klart i pluralistisk retning. Redse oppfordrer til å verne om samfunnsmoralens forankring i kristen tradisjon, verne om foreldreretten og religionsfrihet, skjerpe kristen trosopplæring i en RLE-preget barneskole, og arbeide for en politisk kursendring. Dagfinn Solheim gir i Temaer i moderne misjonsteologi en presentasjon av forskjellige oppfatninger som rører seg i nyere misjonsteologi. Misjonen har tre kilder skriver Solheim: Teologi, erfaring, og sosialvitenskap (antropologi). Bibelen er likevel grunnlaget for all misjon, påpeker han. I Bibelen møter vi nemlig Guds åpenbaring. Bibelen viser derfor Guds handlinger og vilje med menneskene. Solheim skriver ellers at europeisk teologi fra oldkirkens tid av har vært preget av gresk filosofi, og at dette har fått sterkere gjennomslag etter opplysningstiden. Dette har ført til at vestlig teologi preges av mangel på åpenhet for den åndelige dimensjon, hevder Solheim. Avslutningsvis berøres spørsmålet om hvorvidt misjonen bør engasjere seg i arbeid med tanke på sosial frigjøring. Jesus satte fokus på formidlingen av evangeliet og en tjeneste for frigjøring av fattige og undertrykte, skriver han.

8 8 Budskap 2008 FMH Arne Helge Teigens artikkel dreier seg om Leiv Aalens teologi og særlig spørsmålet om frelsestilegnelsen hos et voksent menneske og forholdet til dåpen. Aalens løsning består delvis i å betrakte troen som en tom hånd, som oppstår når en hører evangeliet - slik også Odland hadde formulert seg i sin tid. Mens Odland så la vekt på at denne troen søker syndenes forlatelse og et nytt liv (i betydningen syndsforlatelse), beskriver Aalen det mer i etiske kategorier som søken etter nytt liv, en ny lydighet og vilje. Her ser Teigen at et slik trosbegrep står i en viss spenning til Aalens øvrige tilretteleggelse av troen på grunnleggende punkter. Teigen påviser innflytelse fra Karl Barth etter 1945 i og med at Aalen nå betoner sterkere enn tidligere at det ikke er tilknytningspunkt hos det ugjenfødte menneske for nåden det må en nyskapelse til. Men det er en uklarhet her i og med at Aalen omtaler både troens subjekt og selve troen som nyskapelse.- Aalen hadde i sitt arbeid rettet en betydelig kritikk mot Gisle Johnson og Johann Gerhards i spørsmålet tro-dåp. Gerhard hadde operert med en slags økning av troen i forbindelse med dåp, mens Johnson hadde beskrevet gjenfødelsen på to måter ettersom han hadde å gjøre med dåp eller en voksens tro på evangeliet. Aalen lander på at gjenfødelsen må forstås som en transcendent, forensisk hendelse på linje med rettferdiggjørelsen. Han beholder begrepet troen som den åpne hånd, men framholder at troens subjekt blir til først ved dåpen, d.e. gjenfødelsen og frelsen blir en først til del i dåpen. Men Teigen spør så: Hva er da troens subjekt før dåpen? Aalen, i sin iver etter å ta et oppgjør med Johnsons to gjenfødelser, ender opp med to troens subjekter, eller to stadier i troen - før og etter dåpen. At Aalen selv følte en spenning kan en lese ut av hans sjelesørgeriske råd og tilrettelegging som står i en viss spenning til hans dogmatiske syn. Dermed står Teigen igjen med at Aalen kanskje ikke lyktes så godt med sin klargjøring. Med et annet utgangspunkt kunne kanskje spenningen løses opp i større grad, nemlig ved å se alle nådemidlene, d.e. ordet, dåp og nattverd, som formidlere av det samme, d.e. tro, syndsforlatelse, gjenfødelse og nytt liv. Egil Sjaastads artikkel, (Evighetsperspektivet i forkynnelsen - seks utfordringer) er en bearbeidet fremstilling av et foredrag han holdt ved Nord-Europeisk Luther Akademi (NELA) i august Sjaastad mener at evighetsperspektivet må virke bestemmende for de forskjellige temaer som berøres i forkynnelsen. I praksis betyr dette at forkynnelsen ikke skal være dennesidig orientert, eller begrenses til oppfordringer om sosialetisk engasjement. Den må heller ikke underslå Bibelens budskap om livets to utganger. Sjaastad advarer ellers mot spekulasjon om endetiden, og han påpeker at forkynnelsens må innbefatte kall til misjon. Her er Sjaastad ved et av sine viktigste punkter. Evighetsperspektivet må virke bestemmende både for hvordan man tenker om misjon og hvordan man forkynner om misjonen. Erling Lundeby gir i sitt bidrag ( Hva skjedde under Mau Mau-opprøret i og hvordan kan det ha påvirket den aktuelle politiske uro i Kenya? ) en fyldig anmeldelse og presentasjon av to bøker, nemlig David Andersons Histories of the hanged - Britain s dirty war in Kenya and the end of empire, og Caroline Elkins Britain s Gulag - the brutal end of empire in Kenya. Begge bøker leverer fyldig dokumentasjon på hva som skjedde under avslutningen av det britisk kolonistyre i Kenya. Det som presenteres er rystende lesning, skriver Lundeby, det rokker ved vedtatte sannheter om en fredelig sivilisert prosess fram mot

9 Innledning og presentasjon 9 frigjøringen i Det moderne Kenya strever fremdeles med å komme til rette innad med denne perioden av sin historie.- God lesning! Fjellhaug, 3. november, 2008 Erling Lundeby (hovedredaktør) Arne Helge Teigen (redaktør)

10

11 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst 11 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst Af Kurt Christensen Født Cand.theol., Universitetet i Århus, 1978, dr. theol., MF i Oslo, 1994, på avh. Erkendelsen af Guds vilje : en studie i Paul Althaus teologi. Professor ved MF i Århus, og professor II ved FMH. Til de mere bemærkelsesværdige nybrud på den kulturelle scene hører, at der inden for de sidste 3-4 år pludselig er dukket en række religions- og kristendomskritiske bøger op på bestsellerlisterne over det meste af den vestlige verden. Det er bøger som Richard Dawkins: Illusionen om Gud, Sam Harris: Troens fallit. Religion, terror og fornuftens fremtid og Brev til en kristen nation, Christopher Hitchens: gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt og Daniel C. Dennett: Breaking the Spell. Religion as a Natural Phenomenon m. fl. Man taler i den forbindelse om den nye religionskritik og den nye ateisme. At der er tale om religionskritik er ganske åbenlyst. Men ikke al religionskritik behøver at være båret af ateisme eller at have ateisme som mål. Karl Barths religionskritik var eksempelvis hverken båret af ateisme eller havde ateismen som mål. Og det samme gælder den religionskritik, som udøves på Dialogcentret i Århus. 1 Men eksempelvis Dawkins religionskritik er både båret af ateisme og har åbenlyst ateismen som mål. Det fremgår blandt andet af følgende citater: Jeg fordømmer troen på det overnaturlige i alle dens former. og Hvis denne bog fungerer efter hensigten, vil religiøse læsere, der slår op i den, være ateister, når de lægger den fra sig 2 Denne nye religionskritik rejser en række spørgsmål: Hvad går den nye religionskritik og ateisme ud på? Hvordan skal vi betragte den set i et større idehistorisk perspektiv? Hvor ny er den egentlig? Har den nye religionskritik ret - i det store og hele, delvis eller slet ikke? Hvordan skal vi som enkeltkristne og som kirke forholde os til den? Religiøs konjunkturanalyse Den pludselige renæssance for religions- og kristendomskritik kommer efter at religion ellers de sidste 25 år har haft en påfaldende medvind i den vestlige verden. I grove træk kan man sige, at medens der var en tydelig lavkonjunktur for religion fra og med oplysningstiden, dvs fra omkring år 1700, så skete der en ændring omkring år The Beatles havde været i Indien for at meditere. Sangeren Donovan var blevet medlem af en nyreligiøs sekt på en skotsk ø. Og pludselig var det helt legitimt at være religiøs. Efter ca 300 år med mere eller mindre modvind fik religion og religiøsitet pludselig medvind i den vestlige verden. Og denne tendens blev blot forstærket med Murens fald i november 1989, Sovjets påfølgende opløsning og kommunismens deroute som politisk 1 Ateisme er i øvrigt heller ikke et helt entydigt begreb. Man kan eksempelvis sondre mellem metodisk ateisme og filosofisk ateisme. Jeg vil dog i denne artikel udelukkende fokusere på den filosofiske ateisme. 2 Dawkins, Illusionen s. 59 og 32.

12 12 Budskap 2008 FMH ideologi og livsanskuelse. I Danmark oplevede vi efterfølgende, at en del tidligere kommunister vendte sig til kristendommen, blandt andet i en løgstrupsk aftapning. I USA har man været vidne til, at en lang række filosofiske lærestole er blevet besat af teister, altså mennesker, der tror på en personlig skabergud.. 3 Og i hele den vestlige verden har der kunnet konstateres en opblomstring af fremmede religioner, nyreligiøse bevægelser m.m. Den kendte tyske filosof Jürgen Habermas har gentagne gange brugt vendingen det postsekulære samfund om hele dette fænomen. 4 Men nu blæser der så tilsyneladende nye religions- og kristendomskritiske vinde. Og der findes en del iagttagere, som mener, at vi kan tidsfæste vendepunktet til den 11. september 2001, altså angrebet på World Trade Center i New York. 5 Da blev det åbenbart, hvad man sådan set altid har vidst, nemlig at religion ikke blot er af det gode. Og siden har der været en tiltagende kritik af ikke blot radikal islamisme, men også af fundamentalistisk kristendom og af religion i almindelighed. På en måde kan denne udvikling forekomme en smule overraskende. Efter 11. september mente mange, at man måtte svare på udfordringen fra islam ved bevidst at forsvare de vestlige jødisk-kristne værdier. I stedet har man vendt sig til ateismen. Men, må man spørge, er det ikke at kaste barnet ud med badevandet? 6 Ikke desto mindre kan den nye religionskritiske stemning iagttages i mange lande og på mange måder. Måske var fascinationen af Da Vinci Mysteriet et tidligt udtryk for denne stemning. I Danmark noterede vi os en velbesøgt konference på Københavns Universitet i begyndelsen af 2007 med temaet Gudløs. Lone Franks bog: Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder og Helmut Nyborgs forskning vedrørende sammenhængen mellem intelligens og religiøs tro passer ligeledes fint ind i dette mønster. Og i Jyllands- Postens lederartikler levnes der ikke megen plads til levende religiøs tro af nogen slags. I England har Cambridge University Press for nyligt udgivet en Companion to Atheism, i Frankrig er filosoffen Michel Onfray den førende talsmand for den nye ateisme, og i Italien er det matematikeren Piergiorgio Odifreddi. 7 Der findes dog også modsatrettede tendenser. Mest bemærkelsesværdigt er, at Antony Flew, den førende talsmand for den filosofiske ateisme siden 2. Verdenskrig, i 2007 udgav bogen There is a God. Ind i denne religions- og kristendomskritiske grundstemning føjer den nye religionskritiske litteratur sig som et markant element. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Richard Dawkins på den ene side har udgivet bøger med de samme grundsynspunkter de sidste 20 år, uden at det for alvor er blevet bemærket og at han på den anden side siden 11. september har radikaliseret sine angreb på religion og kristendom og nu for alvor har fundet et marked for disse synspunkter. 8 Stemningen overfor religion har tydeligvis ændret sig i negativ retning. Men endnu er det for tidligt at konkludere, om der blot er tale om en antireligiøs krusning i den religionsvenlige stemning, som har været fremherskende siden 1975, eller om der er tale om en tilbagevenden til den religionskritiske tendens, som ellers har rådet i den vestlige verden siden oplysningstiden. 3 Lane Craig, God is not dead yet s Smoltczyk, Der Kreuzzug s Smoltczyk, Der Kreuzzug s Jf. von Bredow og Simons, Zurück zur Fachel s Jf. Smoltczyk, Der Kreuzzug s. 58f. Lane Craig, God is not dead yet s Hinderaker, Naturalismen s. 126.

13 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst 13 Den gamle religionskritik Kritik af religion i almindelighed og af kristendom i særdeleshed er ikke noget nyt. I den kulturelle modvind, som mødte religion og kristendom i tiden fra omkring år 1700 til 1975, finder vi adskillige eksempler på direkte kritik af religion og kristendom. Det er tilfældet hos den skotske filosof David Hume. Og det gælder den såkaldt klassiske religionskritik repræsenteret af Ludwig Feuerbach, Karl Marx, Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud. Og uafhængig af dem repræsenterede både positivismen og den logiske positivisme også en udpræget religionskritisk holdning. Men også inden da finder vi religionskritik. Allerede i Bibelen refereres der til mennesker, som afviser Guds eksistens: Tåberne siger ved sig selv: Gud er ikke til! (Salme 14.1). Og i den græsk-romerske antik møder vi blandt andet synspunktet, at religion er skabt af menneskers uvidenhed (Lucretius) eller har sin oprindelse i tilbedelsen af de afdøde (Euhemeros). 9 Skal vi forsøge at sammenfatte religionskritikkens opfattelse af Gud og religion, kan der konstateres nogle karakteristiske træk. Som nævnt hævder den antike religionskritik, at religion skyldes menneskers uvidenhed. Denne tankegang møder vi ofte senere. David Hume var af den opfattelse, at religion skyldes menneskers håb og frygt. Kendetegnende for den tyske religionskritik er forestillingen om, at gud er en projektion af menneskers ønsker og håb. Feuerbach udtrykte det med ordene om, at teologi dybest set er antropologi. Og fælles for positivismen og den logiske positivisme var forestillingen om, at kun det, der kan måles og vejes, er virkeligt. Med denne kortfattede skitse af den gamle religionskritik skulle der være lagt en basis for senere at kunne besvare spørgsmålet: Hvor ny er den nye religionskritik egentlig? Den nye religionskritik Som nævnt kan vi inden for de sidste 3-4 år konstatere en opblomstring af religionskritisk litteratur. Den gule førertrøje i det religionskritiske felt indehaves givetvis af Richard Dawkins, der har tjent sine akademiske riddersporer som biolog, og som nu er professor i Public Understanding of Science i Oxford. 10 Jeg vil derfor primært fokusere på Dawkins religionskritik, som den kommer til udtryk i bogen Illusionen om Gud ( engelsk titel: The God Delusion). Dette mener jeg er legitimt både af indholdsmæssige grunde og fordi i alle tilfælde Sam Harris: Brev til en kristen nation i en vis udstrækning kan betragtes som en forkortet udgave af Dawkins bog. Kristendommen i skudfeltet Når der tales om den nye religionskritik kunne man, hvis man var barthiansk anlagt, måske få den opfattelse, at kristendommen stort set er uden for skudfeltet. Men det er på ingen måde tilfældet. Både Dawkins, Harris og Hitchens angriber primært og lidenskabeligt og til tider aldeles usagligt - kristendommen. Så man kan ikke undgå at spørge, hvad det dog er for en kristendom, som de har mødt, eller hvilke motiver, der driver dem. 9 Valen-Sendstad, Religionsfilosofi s Jf. Hinderaker, Naturalismen s Henry F. Schaefer, Conflict or Coherence? s. 81 gør ganske vist opmærksom på, at Dawkins ophørte med at være en originalt arbejdende videnskabsmand for ca 20 år siden og gik over til at skrive populære bøger. Dawkins blev således aldrig professor i zoologi i Oxford. Og titlen Professor of the Public Understanding of Science skyldes, at Microsofts Charles Simonyi gav en stor pengegave til Oxford Universitet med den klausul, at Dawkins skulle have den nævnte titel.

14 14 Budskap 2008 FMH Richard Dawkins religionskritik Dawkins religionskritik i Illusionen om Gud er båret af to hovedsynspunkter, som han forsøger at underbygge: 1. Gud eksisterer ikke 2. Religion i alle dens former er af det onde. Der ud over kan der måske tales om et tredje hovedsynspunkt, nemlig at moralen ikke har brug for religionen. 1. Gud eksisterer ikke Når Dawkins skal forsøge at sandsynliggøre sit første hovedsynspunkt: Guds ikke-eksistens, vælger han to fremgangsmåder. Han forsøger a) at underminere de kristnes argumenter for Guds eksistens. Og han forsøger b) at påvise, at verden bedre kan forklares ud fra en naturvidenskabelig forståelse end ud fra en opfattelse af, at den er skabt af en guddommelig magt, en designer. a. Beviserne for Guds eksistens er ikke holdbare Dawkins underkaster i kapitel 3 Beviser for Guds eksistens de kristnes argumenter - beviser, som han kalder dem - en kritisk analyse. Og han kommer ikke overraskende frem til, at de ikke holder stik. Men i den forbindelse afslører Dawkins også, at den objektive, nøgterne og afbalancerede analyse ikke er hans stærke side. Han tillægger blandt andet de kristne synspunkter, som hovedparten af os aldrig har haft. Jeg har eksempelvis aldrig betragtet Pascals væddemål som et gudsbevis. Og jeg har aldrig før hørt om Beviset ud fra kendte, religiøse videnskabsmænd. Selv Anselms ontologiske gudsbevis og Thomas Aquinas fem veje bliver af de færreste betragtet som egentlige beviser, højst som indicier. Og nogle af de argumenter, som for mig er de væsentligste: personlig erfaring bredt forstået, og argumenter ud fra Skriften bliver forvrænget af Dawkins. Strategien er tilsyneladende den klassiske, når man er ude i et polemisk ærinde, nemlig at lave et karrikaturbillede af modstanderen og så tage afstand fra det: Se hvor er de kristne dumme! Hvem kan tro på sådan noget vås?! Allerede i dette kapitel afslører Dawkins, at han er villig til at lytte til ethvert argument - lige meget hvor urimeligt det er - blot det understøtter hans tese. David Robertson betegner Dawkins opfattelse som ABG-ism - Anything-But -Godism. 11 Blandt urimelighederne kan nævnes, at Dawkins antyder, at Jesus måske aldrig har levet, og at Dawkins stiller sig tvivlende til, om nogen af de fire evangelister overhovedet har mødt Jesus personligt. 12 b. En naturvidenskabelig forklaring på livet og på kosmos Efter at Dawkins som sit første skaktræk i kapitel 3 har søgt at undergrave de kristnes beviser for Guds eksistens, bestræber han sig dernæst i kapitel 4 Hvorfor der næsten med sikkerhed ikke er nogen Gud på at påvise, at det er mere rimeligt, at verden er blevet til sådan som Darwin har ment, end at den er skabt af et guddommeligt væsen. Dette kapitel 4 rummer Dawkins afgørende argumentation. 13 Hovedmodstanderen er her Intelligent-Designtilhængerne. 11 Robertson, The Dawkins Letters s Dawkins, Illusionen s. 121 og Dawkins, Illusionen s. 185.

15 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst 15 Mærkværdigvis tager Dawkins sit udgangspunkt i Fred Hoyles kendte argument om, at sandsynligheden for, at livet skulle være opstået på jorden, kan sammenlignes med sandsynligheden for, at det skulle lykkes en orkan, som fejede hen over en bilkirkegård, at samle en Boing 747- og det er jo ikke videre sandsynligt! 14 Ikke desto mindre mener Dawkins, at dette argument taler til hans fordel. Men i forbindelse med lange udredninger og hidsige udfald mod sine modstandere, både kreationister og moderate evolutionstilhængere, må Dawkins indrømme, at der er mindst 5 usandsynlige hændelser, som skal have fundet sted, for at livet kan have opnået det høje niveau, som vi kan iagttage omkring os: 1. Den første forbløffende kendsgerning er kosmos karakter. Dawkins beskriver det således: Fysikere har beregnet, at hvis lovene og konstanterne inden for fysikken blot havde været en smule anderledes, ville universet have udviklet sig på en sådan måde, at liv ville have været en umulighed. Verden skulle bare være en anelse anderledes sammensat - inden for seks forskellige kategorier - for at den slet ikke havde kunnet hænge sammen Det andet helt forbløffende lykketræf er vor klodes fantastisk hensigtsmæssige placering i solsystemet. Dawkins henviser både til Jordens bane omkring solen, dens afstand fra solen og det faktum, at Jupiter findes i nærheden, der fungerer som en støvsuger, der opfanger astroider, som ellers kunne true Jorden med en altødelæggende kollision. 16 Hertil kommer, at der findes vand i flydende form Livets opståen på vor klode. Dawkins mener, at livets udvikling udmærket kan forstås udfra Darwins princip om naturlig udvælgelse. Men selve livets opståen på vor klode er en anden sag. Om livets opståen bruger han udtrykket et rent og skært lykketræf, der er antropisk legitimeret, dvs legitimeret med, at der faktisk findes liv på vor klode. 18 Og legitimeret med det enorme antal planeter, der findes i universet. Dawkins nævner en milliard milliarder planeter som et forsigtigt skøn over antallet af planeter i universet. 19 Desuden funderer han over, om der findes andre universer, multivers-teorien. 4. Vores celletypes (den eukaryotiske celles) opståen. På trods af at Dawkins generelt mener, at livets udvikling her på kloden kan forklares ved hjælp af Darwins princip om naturlig udvælgelse, nævner han både vor celletypes og den menneskelige bevidstheds fremkomst som statistisk set usandsynlige hændelser. 5. Den menneskelige bevidstheds opståen. 20 I kraft af indrømmelsen af disse usandsynligheder, disse lykketræf, kunne man have forventet, at Dawkins ville indrømme, at det i det mindste er lige så sandsynligt, at verden er blevet skabt af en intelligent designer (Gud), som at det er sket ved tilfældighed og udvælgelse. Ja, umiddelbart virker det for mig, efter at have lyttet til Dawkins argumentation, som om at det mest sandsynlige må være, at universet er skabt af en intelligent magt. Hver af de nævnte hændelser er i sig selv usandsynlige, og tilsammen er de ekstremt usandsynlige udfra en naturvidenskabelig forklaringsmodel. 14 Dawkins, Illusionen s. 136f. 15 Dawkins, Illusionen s Robertson, The Dawkins Letters s. 62, taler om 15 forskellige konstanter. 16 Dawkins, Illusionen s. 161f. 17 Dawkins, Illusionen s Dawkins, Illusionen s. 166f. 19 Dawkins, Illusionen s Dawkins, Illusionen s. 167.

16 16 Budskap 2008 FMH Hvem skabte så Gud? Men Dawkins mener at have et argument, som overtrumfer sandsynligheden for, at der står en Gud bag universets tilblivelse og udvikling frem mod livets nuværende høje stade, nemlig spørgsmålet: Hvem skabte så Gud? Det spørgsmål vender Dawkins adskillige gange tilbage til. 21 Og det er, så vidt jeg kan se, dybest set Dawkins eneste argument for ikke at bøje sig for, at det er mest sandsynligt, at verdens struktur skyldes en intelligent magt. Men hvad skal vi sige til dette spørgsmål: Hvem skabte så Gud? På en måde er det jo et skoledrenge-spørgsmål. Men skal vi forsøge at tage Dawkins alvorligt, må vi indrømme, at det udfra vort menneskelige perspektiv er vanskeligt at forestille sig, at der skulle findes noget, som ikke har en bagvedliggende årsag. Men man kan også forsøge at anskue det på den måde, at Gud har skabt den verden, hvor det gælder, at alle ting må have en årsag, men at Gud selv befinder sig hinsides dette krav om en bagvedliggende årsag. Desuden kan man overveje, om der ikke er tilsvarende problemer knyttet til f.eks. Big Bang-teorien. Hvad kom før Big Bang? Og ifølge Alister McGrath gælder en lignende indvending også forsøget på at finde en grand unified theory. 22 Og den katolske teolog Walter Brandmüller hævder, at hvis man ikke tror på Gud, må man forklare, hvordan verden og mennesker så i det hele taget eksisterer. At tro på en ureksplosion, evolution og materiens selvorganisering kræver langt mere tro end den, som kirken forlanger for dens dogmer. Hvorledes skulle ingenting lige pludselig eksplodere? 23 I en debat med Richard Dawkins fremhæver den kristne matematiker og videnskabsteoretiker John Lennox, at vi som kristne på en måde kan være helt enige i titlen på Dawkins bog The God delusion. For skabte guder, som Dawkins forestiller sig, er per definition en illusion. 24 Konflikt mellem naturvidenskab og religiøs tro I kapitel 4 forsøger Dawkins desuden at oprette en principiel konflikt mellem naturvidenskab og religiøs tro. Men han tager principielt fejl, når han mener, at eksempelvis kristen tro skulle betyde, at man suspenderer fornuft og empiri. Dertil kommer, at Dawkins fortegner virkeligheden som er, at der findes utallige naturvidenskabsmænd, som er religiøse eller endog bevidst kristne. I den forbindelse er jeg på samme måde som Dawkins imod teorien om NOMA (non-overlapping magisteria), altså at religion og (natur)videnskab ikke beskæftiger sig med de samme emner, men af andre årsager end Dawkins. Dawkins mener, at naturvidenskaben skal dække alt. Jeg mener derimod, at det er mere adækvat at tale om POMA (partly overlapping magisteria), altså at religion og (natur)videnskab til dels beskæftiger sig med de samme emner. 25 Efter mit skøn ville det have været langt mere redeligt, mere i tråd med vægten af de argumenter, som han fremfører i kapitel 4, hvis Dawkins enten havde konkluderet med at indrømme, at Gud sandsynligvis findes, eller havde tilslutte sig agnosticisme. David Robertson er endnu mere radikal i sin kritik af Dawkins. Han konkluderer vedrørende Dawkins kapitel 4, at der er tale om et gigantisk selvmål, og at overskriften bevisets stilling taget i betragtning - burde ændres til: Hvorfor Gud næste med sikkerhed findes Dawkins, Illusionen s. 135, 145 og 186. Jf. Harris, Brev s Jf. McGrath, The Dawkins Delusion s Smoltczyk, Der Kreuzzug s The God Delusion Debate. 25 Jf. McGrath, The Dawkins Delusion s. 19; Robertson, The Dawkins Letters s. 41f. 26 Robertson, The Dawkins Letters s. 65

17 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst 17 Lidelsens problem Et tredie element i den nye religionskritik argumentation imod Guds eksistens er lidelsens problem. Hvordan kan en kærlig og almægtig Gud affinde sig med en verden med så megen lidelse? Dette argument strejfer Dawkins blot, hvorimod Sam Harris giver det mere plads. Han hævder, at det er imod al sund fornuft at tro på en kærligog almægtig Gud, når man ser, hvad der forekommer af lidelse og ondskab i verden. Og han mener endvidere, at de troende er alt for tilbøjelige til at bortforklare det faktum, at lidelse og ondskab afslører, at Gud blot er et fantasifoster Religion er af det onde. Som nævnt er det andet hovedelement i Dawkins religionskritik, at religion i alle dens former men især i skikkelse af de monoteistiske religioner er af det onde. For dette synspunkt fremsætter Dawkins (mindst) 5 argumenter: 1. Selv moderat religion er arnested for radikal religiøsitet. 2. Opdragelse af børn til at være kristne (eller muslimer eller jøder) er overgreb på disse børn. 3. Religionen sætter folk op imod hinanden og har ført til utallige krige. 4. Bibelens moral er barbarisk. 5. Ateister er ikke onde. 28 Hvor Dawkins argumentation for Guds ikke-eksistens lang fra er overbevisende, må man give ham en vis ret i nogle af de indvendinger, som han fremfører mod religionen. Det er sikkert sandt, at der findes eksempler på, at moderat religion har været arnested for radikal religiøsitet. Det er sandt, at religiøs børneopdragelse kan være udtryk for overgreb. Dawkins giver nogle ekstreme eksempler på det. Det er givetvis også sandt, at religion kan sætte folk op mod hinanden, og at religiøse forskelle har ført til krige, selvom der sikkert også har været mange andre motiver indblandet i mange af de konflikter og krige, som på overfladen har set ud til at være religiøst betingede. Og det er da også sandt, at vi i Det Gamle Testamente kan finde eksempler på moral, som vi som moderne/postmoderne mennesker har vanskeligt ved at acceptere. Men når dette er sagt, er det alligevel vanskeligt at tage Dawkins helt alvorligt. Han lider nemlig tilsyneladende af en gennemført proportionsforvrængning. For det første tager han skrækeksemplerne som om de er udtryk for det normale. Det forholder sig eksempelvis ikke sådan, at enhver muslim, heller ikke enhver ortodoks muslim, er en potentiel hellig kriger. 29 For det andet er det bemærkelsesværdigt, at han stort set ser bort fra alt det positive, der kan siges om religionen og religiøse mennesker og fællesskaber. Og en tilsvarende indvending kan rettes mod Sam Harris. Dawkins og Harris er her så ensidige, at det er med en vis ret, at den nye religionskritik er blevet anklaget for at give udtryk for ateistisk polemik og propaganda. 30 Hvad angår Bibelen er det påfaldende, hvordan Dawkins konsekvent knytter til ved de mest radikale fortolkninger af de bibelske skrifter og gerne videreformidler åbenbare urimeligheder, f.eks. at Jesu tale om næstekærlighed kun skulle omfatte med-jøden Harris, Brev s. 57ff. 28 Flere af disse argumenter genfindet vi også hos Harris, Brev. 29 Jf. Smoltczyk, Der Kreuzzug s Jf. McGrath, The Dawkins Delusion s Dawkins, Illusionen s. 282.

18 18 Budskap 2008 FMH Dawkins har heller ikke sans for forskellen mellem centrale og perifere eller mellem deskriptive og normative udsagn i Bibelen. Alt i alt kunne et begynderkursus til Dawkins i principper for skrifttolkning sikkert være en givtig investering. Både Dawkins og Harris forsøger af al magt at påvise, at ateister grundlæggende er gode mennesker. Og det irriterer dem tydeligvis at skulle forsvare sig imod påstandene om, at det er ateisterne Hitler, Stalin, Mao og Pol Pot, der har stået for de numerisk set største grusomheder i det tyvende århundrede. 32 Dawkins gør sig store anstrengelser for at påvise, at Hitler ikke var ateist. Og det var han måske heller ikke fuldt ud. Men kristen var han nu heller ikke. At Stalin var ateist, synes derimod at være hævet over enhver tvivl. Og Marx hævdede da også i sin tid, at kritikken af religionen er begyndelsen på al kritik. 33 Under alle omstændigheder står det fast, at det ikke var religion og gudstro, der var årsag til den værste vold og de værste krige i det tyvende århundrede. Det er i den forbindelse også tankevækkende, at adskillige postmoderne tænkere, bl.a. Gianni Vattimo, netop har vendt sig til religionen, fordi de anså den fornuftsbaserede teknik og de politiske ideologier for at yde utilstrækkelige løsninger på nutidens problemer. 34 Dawkins forventer tydeligvis, at man skelner mellem ateister, skelner mellem ham selv og Stalin, Hitler osv. John Lennox foreslår i en debat, at Dawkins burde skrive en bog, hvor han tilsvarende skelner mellem forskellige religioner. 35 Generelle spørgsmål og overvejelser Efter denne kortfattede gennemgang af Dawkins argumenter imod Gud og religion, som efter mit skøn kan stå som repræsentative for den nye religionskritik, vil vi nu vende os til nogle mere generelle og overordnede overvejelser, som melder sig i denne forbindelse. Har den nye religionskritik ret? Det første spørgsmål som melder sig er, om den nye religionskritik har ret i sine synspunkter. I sagens natur kan man forestille sig tre grundformer for svar på det spørgsmål: 1. Dawkins og den nye religionskritik har helt eller stort set ret. 2. Dawkins og den nye religionskritik har delvis ret. 3. Dawkins og den nye religionskritik tager helt eller stort set fejl. Sammenfattende vil jeg mene, at det ikke på nogen måde er lykkedes for den nye religionskritik at sandsynliggøre, at Gud ikke findes - snarere tværtimod. Min egen vurdering går således ud på, at Dawkins hvad angår Guds eksistens stort set tager fejl (altså svarmulighed 3). Når det derimod drejer sig om synet på religion, kan Dawkins og den nye religionskritik godt have en vis ret (altså svarmulighed 2). Men problemet er som sagt, at Dawkins lider af en proportionsforvrængning som gør, at han fremlægger det ekstreme som om det er det normale og næsten konsekvent undlader at nævne religionens positive konsekvenser. Er den nye religionskritik ny? Når udtrykket Den nye religionskritik lanceres, er det nærliggende at forestille sig, at den ikke blot er et opkog af tidligere tiders religionskritik, men at den også er indholdsmæssig ny. 32 Harris, Brev s. 47f. 33 Marx, Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie s Jf. Vattimo, jeg tror at jeg tror s. 13ff. 35 The God Delusion Debate.

19 Den nye religionskritik præsenteret og kritisk belyst 19 Men er det tilfældet? Svaret er: både - og. Den klassiske religinskritiks grundtese, at det er mennesket, der har skabt Gud, og ikke omvendt, deles også af Dawkins. Men han forsøger at give denne forestilling en evolutionsteoretisk begrundelse. Religionen (inclusiv troen på Gud) er ifølge Dawkins en negativ bivirkning af noget, der evolutionshistorisk set har haft positive effekter, nemlig den ubetingede tillid til de voksne. 36 Heraf fremgår det, at Darwins evolutionsteori spiller en afgørende rolle for Dawkins religionskritik - og for hans tænkning generelt. Dog med delvis undtagelse af etikken, hvor Dawkins undlader at drage konsekvenserne af darwinismen fuldt ud. 37 Denne evolutionistiske begrundelse er efter min opfattelse ny i forhold til den klassiske religionskritik. Den antike religionskritiks tese om, at religionen skyldes uvidenhed, møder vi også hos Dawkins. Både i hans tale om tilbedelse af hullerne, altså at vi forsøger at finde plads til Gud og religionen på de områder af tilværelsen, som naturvidenskaben endnu ikke har en forklaring på, 38 og i hans forestilling om, at troende er mindre intelligente end folk flest. 39 Den ligeledes klassiske tale om, at religionen skyldes frygt, møder vi hos Dawkins måske kun i den form, at nogle mennesker kan have behov for Gud som en imaginær trøster. 40 Selvom det synes usandsynligt, at nogle skulle kunne finde trøst hos den grusomme Gud, som Dawkins beskriver. 41 Men samtidig med, at vi altså mere eller mindre tydeligt kan genfinde tidligere tiders religionskritiske argumenter hos Dawkins, skal det også nævnes, at både Dawkins og Harris tager nye religionskritiske temaer op. Ikke mindst den religiøse opdragelse af børn. Er den nye religionskritik farlig? Allerførst vil det sikker være på sin plads at slå koldt vand i blodet. Det er jo ikke første gang, at religionen i almindelighed og kristendommen i særdeleshed gøres til genstand for kritik. Og både religion og kristendom har overlevet i fin stil. Tilmed har man som nævnt gennem de sidste to-tre årtier kunnet iagttage en stigende interesse for religiøse spørgsmål. Og måske er det netop en af grundene til den nye religionskritiks yderst aggressive kritik af religion og kristendom. Man havde forventet, at religion og kristendom ville dø ud af sig selv, men det direkte modsatte er sket. Derfor føler man fra ateistisk hold, at en ny religionskritisk og ateistisk offensiv er påkrævet. Men hvor farlig er så den nye religionskritik og ateisme? Efter mit skøn afhænger svaret af flere ting. Man kan for det første spørge: Farlig for hvem? For den enkelte troende? For folkekirken? For den vestlige verdens moralske og kulturelle sammenhængskraft? For det andet afhænger svaret af, hvad der egentlig får mennesker til at blive religiøse, og hvad der får dem til at falde fra troen. Endelig afhænger svaret af, hvordan man skal bedømme tyngden af de argumenter, som Dawkins og co fremfører mod religiøs tro. Jeg vil her indskrænke mig til at fokusere på, om den nye religionskritik og ateisme kan siges at være farlig for den enkelte troende og for kirken. Dette leder straks over til spørgsmålet: Hvad skaber religiøs tro, og hvad får mennesker til at falde fra troen? Og hvad betyder i denne sammenhæng religionskritik og apologetik (forsvar for troen)? Hvis vi koncentrerer os om kristendommen, er jeg ikke i tvivl om, at Gud har mange veje og midler 36 Dawkins, Illusionen s Jf. Hinderaker; Naturalisnen s Dawkins, Illusionen s. 150f. 39 Dawkins, Illusionen s Dawkins, Illusionen s Jf. Robertson, The Dawkins Letters s. 107.

20 20 Budskap 2008 FMH til at føre mennesker til tro. Og tilsvarende er der mange veje til at falde fra troen. Disse kendsgerninger lægger op til et nuanceret svar, hvis man skal forsøge at vurdere faren ved den nye ateisme. Ifølge Richard Dawkins skulle den nye religionskritik og ateisme ikke være farlig for de ægte troende. De er nemlig slet ikke påvirkelige af argumenter, hævder han spottende. På den anden side er Dawkins tydeligvis ude på at omvende sine læsere. 42 Og han refererer da også generøst til mennesker, som ved at læse hans bøger er blevet ateister. Under alle omstændigheder er det Dawkins håb, at den nye religionskritik og ateisme kan hjælpe skabsateister til at komme ud af skabet. 43 Dawkins har givetvis ret i, at der vil være mange kristne, hvis tro ikke vil rokkes synderligt af rationelle argumenter. Nogle lever i tryg forvisning om, at den kristendom, som de er vokset op med, er bæredygtig. Andre har haft overbevisende bønnesvar. Atter andre har haft en karismatisk erfaring, og tusindvis af tidligere muslimer har mødt Jesus på en så overbevisende måde, at de midt i en muslimsk kontekst er gået over til kristendommen. Men selvom det efter kristen opfattelse dybest set er Helligåndens overbevisende gerning, der skaber troen i et menneske, så er vi også mange, for hvem det ikke er uvæsentligt, at troen i vid udstrækning harmonerer med den virkelighed, som vi i øvrigt kan iagttage. Og da bliver religionskritik lige pludselig ikke en ligegyldig ting og apologetik heller ikke. Men også med hensyn til det rationelle element i troen er der behov for en balancegang, som kan siges at være repræsenteret af C.S. Lewis og K.E. Løgstrup. På den ene side gør C.S. Lewis sig til talsmand for, at det normalt ikke er intellektuelle argumenter, der får mennesker til at falde fra troen. 44 På den anden side fremhæver K.E. Løgstrup i Skabelse og tilintetgørelse verdensanskuelsens betydning. En verdensanskuelse kan have en sådan karakter, at den forhindrer mennesker i overhovedet at kunne høre det kristne evangelium. 45 Vi skal ikke overvurdere den nye religionskritik og ateisme. Efter mit skøn har den ikke en sådan argumentativ tyngde, at vi som kristne enten må lukke øjnene for virkeligheden eller blive ateister. Men vi skal heller ikke negligere den. Den kan i nogle kristne skabe tvivl om kristendommens sandhed. Den kan give ateister indtryk af at have gode kort på hånden. Den kan føre til, at nogle mennesker helt opgiver at vende sig til kirken for at få svar på livets store spørgsmål. Og den kan bidrage til den generelle antireligiøse stemning, som må siges at have haft gode vækstbetingelser siden 11. september. Derfor må den nye religionskritik og ateisme imødegås med velbegrundede svar. Dawkins mener selv, at ateister er ordentlige og moralske mennesker. Han fremhæver, at ingen ateist kunne finde på at ødelægge helligdomme sådan som Taliban gjorde med Buddha- statuerne i Afghanistan. Men kunne det tænkes, at den hån og arrogance, som Dawkins i rigt mål lader skylle ud over vi stakkels troende, kunne omformes til forfølgelse den dag, hvor Dawkins og co. udgør flertallet? Det vil Dawkins naturligvis forsværge - og muligvis med rette. Men kan man, hvis man nu virkelig mener, at det er videnskabeligt bevist, at Gud ikke eksisterer, i længden have mennesker gående frit omkring, der stadig tror på dette vås med Gud? Det mente man ikke i flere af de lande, der var bestemt af den historiske materialisme. 42 Dawkins, Illusionen s Dawkins, Illusionen s. 21 og Lewis, Religion: Reality or Substitute s. 63; Lewis, Mere Christianity s Løgstrup. Skabelse og tilintetgørelse s. 275.