ÅRBOK FOR nordmøne museum

ÅRBOK FOR nordmøne museum 2002 Utgitt av Nordmøre Museum KRISTIANSUND 2002

INNHOLD Sverre J. Svendsen Forord Hans Martin Neeraas "Spanjoran". En blodig julekveld. B accalaovise. Side 5 6 32 Chr. Loennechen En middelhavstur med barkskibet "Catharina" av Christiansund 1879. Med "Marie" av Christiansund N til Spania med klipfisk i 1880. 49 66 Henri Tuxen Werring Ukronet dronning av Kristiansund. Caroline W. Knudtzon (1849-1935) in memoriam. 79 Gunnar Kulø Glimt fra bacalao-land. 86 Utgitt av: Nordmøre Museum, Kristiansund, 2002 Redaksjon: Sverre J. Svendsen (Ansv. red) Marit Holme Mehlum, (Hovedred.) Stein Bach (Bildered.) Redaksjonens adresse: Nordmøre Museum, Knudtzondalen, 6511 Kristiansund N. Tlf. 71 67 15 78. Fax 71 67 13 84 E-post: post@nordmore.museum.no Hjemmeside: www.nordmore.museum.no Grafisk produksjon: HOLM Kristiansund, tlf. 71 67 69 11 Forsidebilde: Bark «Marie», bygget på Vinjeøra 1855. Byggmester Peder Wullum. Bildet er malt av Jose Pineda Guerra, Barcelona 1873, på oppdrag av kaptein Bothner. Maleriet ble gitt til Nordmøre Museum av Anne Marie Grønningsæter 2001. Alfred 0. Bech Trålrederier på Nordmøre 1930-65. Pål Farstad Jon Godal "Fiskerihistorie i intervju og bilder". Rapport fra arbeidet. Geitbåten i tid og rom. Edvard Vatn og Fiskebåtar, buder- og hjeller. Svar på Ord og P.O. Gimnæs Seds spørreliste fra 1937. Margrete Seter Ole Didriksen Geitbåtmuseet i Halsa. Fra morse til bredbånd et telehistorisk tilbakeblikk. Glimt fra aktiviteter/begivenheter ved Nordmøre Museum 2002 Årsmelding 2001 Årsregnskap 2001, Nordmøre Museum og Norsk Klippfiskmuseum Regnskap for Mellemværftet 2001 Medarbeidere i årbok for Nordmøre Museum 2001 97 100 106 125 137 149 157 165 179 183 186 2 3

ABINA ECH E EDE TIL2AO Spansk graffiti fra det gamle Vardetårnet. Bygningen er opprinnelig bygd som vaktstue for den optiske telegrafen mellom Kristiansund og Trondheim i 1808. I perioden 1840 til 1860 sto tårnet åpent for alle og ble bl. a. hyppig brukt til kortspill og dans. Mange besøkende fant veien opp til Varden da som nå og disse har etterlatt sine merker på veggene: årstall og navn, initialer m.m. finnes på alle seks veggene, deriblant flere spanske navn. Både "Abina" og "Arecha" er spanske slektsnavn, ankeret er skåret inn av samme person som skar "Abina" ; "Mercedes de Bilbao" er et skipsnavn. Skipsrisset er et utrolig vakkert stykke knivskunst, u tf ørt med en stødig hånd, god proporsjonssans og en inngående kjennskap til skipsrigg. Vi kan ikke si med sikkerhet at det er en spansk hånd som har utført arbeidet, men skipet er en skonnertbrigg. Dette var den vanligste skipstype blant de spanske skutene som anløp Kristiansund på midten av 1800-tallet. Originalen er 9 cm. høy fra vannlinje til mastetopp. 4 FORORD Nordmøre Museum har i sine arkiver en del stoff som vi lenge har ønsket å publisere. Dette er alt fra håndskrevne manus til gamle avisartikler. Noe av dette materiale gir detaljerte beskrivelser av klippfiskhandelen med Spania og Portugal, både i seilskutetida og i nyere tid; noe av det gir et innblikk i den kulturelle kontakten som klippfiskhandelen førte med seg; noe av det beskriver tradisjonene rundt båtbygging og båtbruk på Nordmøre. I årets årbok gjør vi noe av dette materialet tilgjengelig. I årets årbok har vi også flere nyskrevne artikler rundt de samme temaene. Disse artiklene omhandler blant annet temaer som kulturkontakt og tradisjonsoverføring. I tillegg er flere av dem førstehåndsskildringer av situasjoner og forhold som i dag er helt borte. Vi arbeider allerede med oppfølgende artikler som vil utdype og forklare stoffet som legges fram i årets årbok. Kristiansund ble i løpet av 1800-tallet sterkt preget av klippfiskhandelen med Spania, ikke minst på grunn av de mange spanske seilskutene som kom til byen hvert år for å laste fisk. Mange av skipene kom igjen år etter år. Noen av skipene ble liggende lenge i byen på grunn av havari eller dårlig vær. En sjelden gang i blant overvintret noen skip. I artikkelen "Spanjoran" av H.M. Neeraas, får vi høre om et dramatisk kulturmøte mellom kristiansundere og spanske sjøfolk. Artikkelen er skrevet i 1920 og baserer seg på minnene til de som da ennå var i live og hadde vært med på begivenhetene i 1869. Selv om Neeraas nok legger noen av sine egne'holdninger i teksten og gir beskrivelsene et komisk tilsnitt, er dette likevel en svært god beskrivelse av miljøet i den internasjonale klippfiskhavna Kristiansund var i seilskutetida. Chr. Loennechen har skrevet om sjømannslivet på seilskutene fra Kristiansund som seilte til Spania med fisk og kom hjem med salt og vin. Her får vi oppleve hvordan miljøene i Bilbao, Gibraltar, Barcelona og Trapani var med på å påvirke gutter og menn fra Kristiansund. Artiklene er skrevet i en tid da forfatteren kunne ta det for gitt at mange hadde inngående kjennskap til seilskuter og livet om bord. På grunn av de mange detaljerte beskrivelser av seilføring, arbeidet om bord og i havn med mer, kommer det en oppfølgende og forklarende artikkel til neste år som vil ta for seg situasjoner som er beskrevet i Loennechens tekster. Museet fortsetter med å publisere kildemateriale som ble samlet inn av Nemndi til gransking av norsk nemningsbruk (Ord og Sed) senere Norsk Etnologisk gransking. Det ligger svært mye kildestoff om forholdene på Nordmøre i dette og andre sentrale arkiv. Det er viktig for de som er opptatt av Nordmøres kulturhistore at slikt stoff oppspores og offentliggjøres. Vi tar gjerne imot tips fra publikum om kildemateriale, både offentlig og privat, som kan gjøres tilgjengelig for allmennheten. Sverre J. Svendsen, ansv. red. 5

«Spanjoran» En blodig julekveld i 1867 Av HANS MARTIN NEERAAS Del I, Romsdalsposten 2.10.1920 Naar Spanierne først begyndte i egne Skibe at komme hid til vor By, for selv at hente sin Klipfisk, har jeg endnu ikke faat rigtig Greie paa. Det maa ha været nok saa tidlig i forrige Aarhundrede, for i 1840 Aarene var Trafikken allerede i fuld Gang og byen havde stødt og stadig Besøg af spanske Skibe. Dette varede til omkring 70 Aarene, og Grunden til Fartens Ophør er mig meddelt at ha været den, at indtil da havde al Fisk indført til Spanien i spanske Skibe en Importpræmie, den gjorde Fragtfarten lønsom, men i 70 Aarene inddrog den spanske Regjering Importpræmien, og Trafikken standsede for så vidt, som Fragtfarten derefter gikk helt over til norske Skibe, hovedsagelig til den indenbys, den gang meget betydelige og prægtige Seilflaade, der senere afløstes af Dampskibene. Det sidste spanske skib, som gikk her var vistnok Dampskibet "Yurre" så vidt jeg husker. Kristiansund havn omkring 1870. Foto: Nordmøre Museums fotoarkiv. De spanske Skibe, som i det nævnte Tidsrum gikk paa Kristiansund, var som Regel ikke ret store. Det var smaa Skonnerter og Skonnertbrigger, og rent undtagelsesvis kunde en enkelt Tremaster slænge med. I Almindelighed var Fartøierne noen gamle Holker, og ikke noe at skryde af i nogen Retning, og de Greier, de havde indenbords var ikke af det Slag, kristiansundske Sjøfolk syntes var til at gaa i en slig Trade med. De var vant til gamle Skibsbyggmester Mæhles trauste, solide og vakre skuter med en staaende og løbende Rig, som var til at ta i og lide paa, som kunde holde en Tørn naar det kneb, og hvor alt var komplet og intet manglede. Men Spanierne? Man kom ret som det var, naar man saa dem, til at tænke paa Visen' om den berømte "Brig fra Permarento", om hvilken det som bekjendt hedder: Det var i Permarento, der laa en gammel Brig i stykker var dens Skrog og i filler var dens Rig. kompasset var i Knas og den hadde ikke Rat, den styrtes efter Pullen i en gammel Flossehat. Den manglet hver en Vevling og hadde ikke Vant (at Forfatteren som en mer personlig Bemærkning tilføier, at "Skipperen hedte Larsen og var en Svinefant" hører egentlig ikke hid). Naa, fuld saa elendige var de nu ikke, men kyndige folk undret sig mange Gange paa at de kunde klare sig saapas, som de gjorde, paa alle Aarsens Tider, den lange og vanskelige Vei frem og tilbage, men greie sig gjorde de som oftest. Jeg har ikke Forutsædninger for at kunne dømme om de var saa særdeles framifrå Sjøfolk, men man syntes nok at de ialfald var modige og dristige Folk, som kunde lægge tilfjords med slig Børnskab, som de havde. Jeg husker exempelvis, at jeg engang sammen med en 4-5 jævnaldrende, var nede paa Herlofsenkajen, for at se paa en spansk Skonnert som laa der. Fire af Gutterne, som vilde være "Sjømænder", gikk om 7

bord og var i Tillid til at Greierne om bord paa Spanieren var ligesaa gode som paa vore egne Skuter, øieblikkelig op i Riggen og ud paa Fokkeraaen. 2 Minutter efter laa de alle hylende og jeg tror desværre ogsaa bandende, paa Dækket, medens Stumperne af Pertlinen dryssede om Ørene. Da havde de mistet ethvert Fnug af Tillid til spansk Skibsindredning og sin Mening herom tilkjendegav de, ogsaa ganske utvetydig og paa godt kristiansundsk, medens de hinkede opover Bakken og tillagde, da de var kommen i passende Afstand ogsaa en Del mindre pynterlige Bemærkninger om Spanierne selv, der sad paa Rækken og lo som de skulde revne til de uheldige "Sjømænder". Naar Fisken var indlastet, pleiet Fiskberggutterne til Afslutning at kravle op i Vanterne for at gi et trefoldig Hurra. Ved en slig Anledning hændte det engang, at Vevlingerne brast nedover, og til sjøs bar det med hele Bølingen, saa det grønned efter, medens Hurraraabene skiftede til andre lidt mindre begeistrede Udraab, dels paa spansk og dels paa norsk. Naturligvis hændte det heller ikke saa sjeldent, at Spanierne kom ind her i en saare misserabel Forfatning som Havarister eller der kunde drive Vraggods med spanske Navn og Mærker ind på Smølen og andre Steder, der da havde sit Bud af en endnu alvorligere Art at meddele. Smaat Stell var det jo ogsaa den gang med Fyrbelysningen, den var spredt og utilstrækkelig, der glimted ikke den gang som nu, veiledende Lys for hvert Løb, og Spaniernes karter var vel bare ogsaa saa middels. Hvidløg Men vel komne i land, lod de til at befinde sig særdeles bra her, og blev under tiden ogsaa liggende noksaa længe. Kapteinerne var "caballeros" og fik uden Vanskelighed Adgang til Byens bedre Selskab, og Mandskabet fandt sig ogsaa godt til rette i land. Det hændte ofte, at de havde hele sit Madstel i land, enten leiede de seg ind, eller de fik overladt sine Kjøbmænds Ildhuse og Baarstuer til at stelle sig i, og her rodet de da af Hjertens Lyst, kogte og braste, saa Duften af Hvidløg og branket Olie stod tæt opigjennem alle Smug. En Ret lavet de godt, og Kunsten at lave den lærte ogsaa de indfødte af dem. Det var den senere saa høit skattede "Baccalao". Men ellers sagdes det, at deres Kost var af ymse Art og til dels en del anderledes end den hos os brugelige. Det fortaltes at de spiste "Bohund" (Snegl), Blaaskjel og anden Skjæl, og at de til og med ikke gikk af veien for at spise Rotter, men især havde de et slemt Ord paa sig for at være svært lystne efter Katter, hvorfor Kvindfolkene, naar der var Spaniere i Farvandet, var meget omhyggelig for at faa gjemt og lukket inde disse sine kjære Husdyr. Alligevel var Historierne om mystisk Forsvinden af en eller anden Pus, ved slige Leiligheder noksaa mange. Det blev fortalt og troet, at Spanierne betraktede dem som rene Lekkerbiskener, og spiste dem med god Appetit efter at ha slagtet dem paa den Maade, at de gav dem et Krydssnit over Snuden, hængte dem op efter Halen og piskede dem til de fløi du af Skindet. Det er vel ikke Tvivl om, at selv den seigeste Kat behandlet saaledes, vilde bli endog særdeles mør, men jeg har vanskelig for at tro, at det gik for sig paa den Maade, og set det har jeg helder aldrig. Hva jeg derimod skulde hat Lyst til at se var, hvorledes den Mand, som uden at være Expert paa Omraadet foretog Operationen, saa ud efter et slikt Basketag med en Kat 2. En Langfredag saa vi dem imidlertid hænge en udstoppet Figur af en Mand op i Riggen og tampe løs paa ham af alle Kræfter. Vi troede først, der blev foretaget en Execution om bord, men blev jo snart klar over det virkelige Forhold. Det blev for klaret, som en symbolsk Afstraffelse af Forræderen Judas. Om dette er rigtig eller ej, kjender jeg ikke til. De havde med den Sydlændingen medfødte mimiske Evne, ikke saa vanskelig for at gjøre sig forstaaelig for de Indfødte, og disse gjorde paa sin side prisværdige Anstrængelser, for at lære sig saapas spansk, at de kunde forklare sig for dem. De som kom mest i Berøring med dem var selvfølgelig Fiskarbeiderne og mange af dem blev ogsaa efterhaanden ganske flinke i Sproget, og det var ikke saa faa, som talte det rigtig godt, hvad de senere havde god Nytte af som Matroser, Styrmænd og Kapteiner, Men hvad der var merkværdigere, der var ogsaa en hel Del Piger iland som heller ikke var uefne til at tale spansk, hvad nu Grunden kunde være. De glemte imidlertid som Regel sine Kundskaber, naar de senere var gift og hjemfarse, og benegtede oftest helt, at de overhodet nogensinde havde kunnet det. De mørkhudede, sorthaarede 8 9

.. - tir ' - - " " - - - - " "... ølsalg var det over alt i byen på 1800-tallet. Tegning fra Kristiansund, 1869. Fra C. F. Diriks, «Fyrdiriks, Tegner og forteller» Oslo 1969. Faksimile fra Christiansunds Adresseavis 28.5.1870. Fra Nordmøre Museums arkiv. Spanske matroser på 1800-tallet. Fra boka "En torno a la memoria maritim." Utgitt av Museo Naval, San Sebastin 2001. Fremmede med de funklende øine, havde ellers ikke vanskeligt for at finde Veninder iland. Jeg ved imidlertid ikke, om Befolkningsprocenten i disse Aar viste nogen usedvanlig Stigning, og ikke er det jo heller sagt, at mørkøiede og sortøiede Børn som kunde komme, var af andalusisk Afstamning allesammen. Som Sydlændinger flest var de forholdsvis maadeholdne i Drik, og man saa dem aldrig paa de den gang noksaa talrige Brændevinssjapper. De holdt sig som oftest til de mange Øl- og Vin-stuer, og lod især til at finde Behag i det noksaa stærke, men ganske usedvanlig bedske Bayer Øl, som Ølbrygger Christensen paa Indlandet dengang forsynte Byen med. (se foto side 36). dra Rjcerber Un n Stirt refanbet af mit gnier= øbt i(, 93otti f - )rt) perilm. iis43' vg for : citibtere?(wr af femme. (tyr.funb, ben 9'totbr. 1S70. Db. - Gbriftenfen (

"Liv ved den lille Bugt oppe paa Salen gik Dandsens flugt til Fløiter og Kastagnetter Danskenes Viser, Spanjolens Sang Engelsk Hornpipe og fransk Cancan broget sig sammenfletter" Toldbodbakken i 1886. Nederst til venstre i gata er området der skjenkingsstedet «Lich - Helvete» sto, ifølge Neeraas. Hvis man i dag går opp den lange trappa fra Torget ved siden av Rådhuset, har man kommet til «Lich-Helvete» når man når toppen. Foto: Ranheimsæter, Nordmøre Museums fotoarkiv. Ellers vankede de, vistnok noksaa flittig, paa de Dandsehus, som dengang existerte, paa "Dunderhop" oppe paa Haugene, paa Stedet med det megetsigende Navn "Lich-Helvete", der laa der, hvor Doktor Gjessings Gaard nu staar (det kan forresten ikke jeg mindes, det var før min Tid) og saa paa Indlandet hos Byens store Original John Bjømæs "Hotel de Helikon", som han havde døbt det for. Paa disse dg flere Steder var der da et muntert Liv, især naar der, hvad ogsaa kunde hænde, samtidig laa andre Nationers Skibe engelske, franske, danske eller hollandske i Havnen. Da var der, som Digteren siger: Mandolin og gitar Og her morede de sig da, uden synderlige Rivninger, ogsaa sammen med dem af de indfødte, som vankede paa disse Steder, Livlige muntre og godmodige var de, og yderst sjelden krakilske, med mindre de blev i særlig Grad fornærmede, hvad man i Almindelighed passede sig vel for, eftersom ordet gik, at Spanierne var svært fingernemme i Retning af at behandle Kniv. Nogen egentlig større Konflikt havde de dog ikke med Byens Folk, før det hændte, som senere skal fortelles. De var gode Kunder, og omgikkes dem fredligt og venskabeligt, og naar de en Sommeraften i store Flokke, med sine fremmedartede Dragter, Skjærf med stærke Farver om Livet, og med en Mandolin - eller Guitarspiller i Spidsen, syngede sit Hjemlands vakre Sange - tildels ogsaa dandsende - drog frem kan det nok hænde, at de fik Følge baade af store og smaa, medens Folk stod i Døre og Vinduer eller gjennem Havesprinkler kiggede ud paa de muntre og livlig gestikulerende Sydlændinger, der saaedes lavede Fest i den lille Bys trange Gader. Det var eventyret som drog forbi. Knudtzon III Spansk Konsul her var dengang som bekjent Nicolay H. Knudtzon. Han var Far og Forsyn for sine fremmede Mandanter og det skal siges, at han var Konsul for dem ikke bare i Navnet, men ogsaa i Gavnet. Han blev da ogsaa fra sine Klienter mødt med en Respekt, som laa langt udenfor det almindelige, og grænsede tæt op til Ærefrygt. Naar noget skal fortælles om eller fra Kristiansund i den her omhandlede Tid, kan man neppe nogen Gang undgaa at støde paa denne overordentlig mærkelige Mands Navn. Og dog var han ikke bare en 12 13

stor Kjøbmand i en Smaaby. I Virkeligheden var han en Storkjøbmand af europæisk Snit, en fremragende og usædvanlig fremsynt Handelsfyrste af saa store Dimensjoner, at hans Samtid neppe havde Evne til helt ud ret at vurdere ham eller hans omfattende Virke. Det skal der Aars Afstand til. Derimod havde den lettere for at beskjæftige sig med hans Svagheder. Jeg nævner ham her, fordi hans Forhold til det, der senere skal berettes i sin Tid blev adskillig klandret, som det vil vise sig, dog ganske uden Grund. Del II, Romsdalsposten 11.10.1920 Forholdet mellem de Indfødte og Spanjerne var, som det av det foregaaende vil fremgaa, lidt reserveret uden at være uvenskabeligt, men ellers korrekt. Naar Gutterne i Forbigaaende raabte "Buenos diaz, signor", svarte de altid venligt igjen "buenos diaz", og en Anmodning om "gallieta" blev som Regel besvaret med en rundhaandet Ydelse af den udmerkede spanske Kjæx, de brugte til Skibsbrød. Paa den anden Side kunde det jo ogsaa hænde, at en eller anden af en mere sprogkyndig Skøier var blit instrueret om at rope: "Grande caballero! Mucho piojo, pocco dinero" (Store Herre! Mere Lus end Penge), og da blev det som oftest en lidt spænende Jagt paa Synderen, som saa næsten sprang Livet av sig for at komme unda, uden rigtig at forstaa, hvad det var Spanieren var blit hvidglødende af, fordi han sendte ham en, som han trodde udsøgt høflig Hilsen paa godt castiliansk. Og Tiden gik. Men saa tog Idyllen rigtignok en Ende, og det en Ende med Forfærdelse. I September 1867 kom der ind her en spansk Havarist, Skonnertbrig "Pillar", Kaptein Jose Mendez fra Rivardero og forhalte uopholdelig op paa "Krana", det gamle Skibsværft i Vaagen, hvor nu Gasværket ligger. Lidt senere løb der ind nok en spansk Skonnertbrig "Puerto Caballo", der laa for Indlastning i Holmasundet. Begge Skibe blev liggende udover Høsten og til helt over nyttaar, og da hvert af Skibene havde en 8-9 Mands Besætning blev der jo noksaa folksomt med Spaniere udover, og man hørte de rullende spanske rr' er støt og jamt allesteder. "Pillar"s Mandskab havde tat sig Logi i land, og boede i Vaagen hos Enkemadame Elisabet Thoresen. Kaptein Mendez boede et andet Sted sam- men med en yngre Landsmand Donato Ansuasequi, der opholdt sig her for Sprogets Skyld, og som man, da hans Farsnavn fandtes uudtalelig for nordisk Tunge, simpelthen bare kaldtes Donato. Spanierne fordrev Tiden iland saa godt de kunde og saaes jævnlig i Gaderne, skravlende og gestikulerende, uden at Politiet havde noget videre at udsætte paa dem og altid behandlet dem meget roligt og rimeligt. Politistyrken Politistyrken paa Kirkelandet bestod den gang av 2 to Mand, Politi Mokkelbost og Politi Hansen. Denn - første var en lidt sær, tilknappet og streng Mand, den anden hans diamentrale Modsætning, tyk og rund og gemytlig, dertil en stor Barneven. Men en stærk Plug og en ret uforfærdet Kar, naar det gjaldt et Tag. Ellers et Stykke af en Original, som nok kunde fortjene et eget Kapitel. Jeg maa her før jeg gaar videre forudskikke et par "orienterende" Bemærkninger. Den eneste Forbindelse med Vaagen var den gang veien opover "Hauan" og ned Vaagebakken, forsaavidt man ikke tog Sjøveien, hvad der ogsaa var noksaa almindeligt. Men Haugegaden var dog den mest benyttende, og Færdselen gjennem den var dengang overmaade livlig. Fra Hollahaugen til Hauan var forresten ogsaa Byens mest benyttede Spadservei. Nyveien fra Kranen til Øvervaagien var bare saavidt færdig. Den blev bygget 1866. Men Haugegaden var paa Politi-Hansen. Foto fra Kristiansunds historie Bd. V side 591 14 15

langt nær saa bred og forholdsvis bekvem dengang, som nu den er. Byen var dengang i Virkeligheden en Haveby. Da der var Haver mest til hvert Hus opover Haugegaden indtog Haverne en god Del af den nuværende Gades Plads, og deres Stakitter stod langt ud i Gaden, som derved blev baade noksaa smal og noksaa kroget. Fra "Hauan" og nedover mod Kobberslager Olsens Gaard var der ogsaa adskillig brattere end den nu er. Oppe paa Hauan og der omkring laa en hel Del af de Ølstuer jeg før nævnte. "Dunderhopp" laa paa den Grund hvor O.H. Furru byggede det store Hus, der senere er blit Kommunens Eiendom. Der tæt ved laa ogsaa et lidet 2 Etages Hus hvor Enke Gunhild Mathisen havde Øl- og Vinhandel og strax nedenfor den, hvor Skomager Christensens Hus nu staar, laa indi en Have østergaards Hus, hvor der ogsaa var en lignende Ølforretning, og der var flere af samme Slags. Længere nede laa Brændevinshandler Huuns Gaard ogsaa med Have baade foran og bag. Den eies nu af Sagfører Maalstad. Til denne Eiendom hørte ogsaa en Keglebane, der laa inde i Haven, og staar vistnok endnu, og her fløi af og til Kuglerne lystigt. Det gjorde de forresten ogsaa i 1808 paa dette Sted, men det var Kugler af en anden Slags. Her laa nemlig under Engelskmændenes Angreb paa Byen det aar, Tønders Batteri, med en ganske god Bestykning af Kanoner, og her faldt den eneste, som blev dræbt ved den Leilighed, Ole Hansen Kanonr. Med Gadebelysningen var det skralt paa den Tid. Der stod hist og her en og anden osende Parafinlygt og der var langt imellem dem. Paa Hauan var der en, ellers var der ingen før man kom nedover til Doktor Werrings Hus, og det mellemliggen Afsnit af Gaden laa derfor selvfølgelig i dybeste Mørke om Aftenen. De spanske Matroser havde adskilligt Tilhold paa disse Øl-stuerne deroppe, mest som det synes hos Gunhild Mathisen, men hun gav dem det Lov, at de altid opførte sig pent og skikkeligt hos hende, og at de aldrig gav Grund til Spetakkel og Ufred. Hun var ellers en myndig Dame, som nok kunde holde Kustus paa dem. Julaften 1867 Og Tiden gik. Det blev Høst og det begyndte at lakke til Jul. Julaften 1867 var det snebart, frossen Mark med lidt Holkis hist og her og ellers godt Vær. Folk begyndte at lage sig til Jul. Om Kvælden ved halv otte Tiden Butikkerne stængte dengang selv Julaften ikke før 9 kom vor Bryggeformand Auden Rosbach, som havde været i Byen med Varer, styrtende ind paa Kontoret til Far. Den ellers saa rolige og sindige Mand var hvid i Andsigtet og saa rædselsslagen, at han knapt kunde snakke. "No maa Di ut, Neeraas," sa han, "for no heil Spanjoran paa aa dræp for Ende op paa Hauan. Dem ha stokke mindst en 4-5 Mand, og mest Ødelagt han Politi Hansen. Aa dem e sværta i Ansigte aa utklæd og Kniver aa Dolker har dem allesammen!" Naa, saa farligt var det vel ikke mente Far, skjønt han jo forstod, der maatte være noget særligt paafærde, naar en Mand som Rosbach kunde gaa saa aldeles fra Koncepterne. Og der kom Bekræftelse fra Folk, som efterhvert kom ind paa Butikken, bragte den ene Rædselsmeldingen verre end den anden. Det var ikke maade paa de Blodbad, som de rasende Spaniere havde anrettet paa Byens Borgere deroppe paa Hauan. Saa gik da Far ud, efter først indtrængende at ha indprentet alle os Barn, ikke at understaa os til at komme udenfor Dør Yngelen maatte først og fremst værnes, selvfølgelig. Han blev længe borte, og var meget alvorlig da han endelig kom tilbage. Saa galt som Rygtet gik, var det nu ikke, men det var da galt nok alligevel. Spanierne var af en eller anden ukjendt Grund blit aldeles rasende, de havde overfaldt og stukket med Dolke to af Byens ansete Borgere, og saaret flere. Hattemager Sjøberg havde faat et dybt Dolkestik i Ryggen, og Kobberslager Olsen et lige ved Hjertet. Om han kunne staa det over var nok uvist, det hang mellem Liv og Død. Politi Hansen havde de ogsaa faret ilde med, han var blit stygt skamslaat, men vistnok ikke stukket. Og det havde en Stund set farligt ud, men saa havde en del af Byens yngere Sjømænd kommet til og grebet ind, de fleste af Spanierne var jaget afsted og et Par af de værste var slaat ned og arrestert efter et voldsomt B asketag. Man havde havt den største Møie med at faa vristet Dolken fra den ene af dem, for Spanieren var aldeles rasende og en bomsterk Fyr, som det maatte mange Mand til at faa kneblet. Denne Mand skulde hedde Domingo og blev kaldt Kontramester af 16 17

sine Kammerater. Men ellers var det ikke saa greit at faa nogen klar Besked om Slagsmaalet, det havde været stupmørkt deroppe i Strøget udenfor Kobberslager Olsen, hvor den vilde Kamp foregik, og Folk var ganske forstyrret af Rædsel. Hele Byen stod i et eneste Kog, for Beretningen spredtes øieblikkelig overalt. Man kunde ikke forklare sig Grunden til, at de ellers saa omgjængelige Spaniere saa pludselig skulde være blit greben af et saa ustyrligt Raseri, at de ganske umotiveret gik løs paa fredelige Borgere med Vaaben i Haand, og det til og med paa en høi Helligaften en Julekveld. Men noget lumsk og fordækt havde det nu altid været ved disse sortmuskede Fyrer, og engang maatte det vel komme. Det var jo dem som slog paa, at de vist ikke var langt fra at være Afgudsdyrkere heller. Spanske Gadelege Det blev en trist Julekveld over hele Byen. Lysene blev slukket og Dørene lukket og laast forsvarlig. Folk kunde jo ikke være tryg, saalænge endnu saa mange af Knivstikkerne gik løs omkring. Mest trist var det naturligvis i de Hjem, hvor Forsørgerne laa farlig saarede svævende mellem Liv og Død. I den Avis, der kom ut 4de Juledag staar følgende Beretning om Tumulten: "Juleaften gjorde det spanske Skibsmandskab et afskyeligt Spetakkel gjennem Gaderne, som bevirkede en ualmindelig Sammenstimling af Mennesker. Spanierne var alle forklædte, forsynede med Dolke og med sværtede eller malede Ansigtei De teede sig som Vilde eller Vanvittige, spillede, sang, og udstødte gyselige gjennemtrængende Skrig. De larmede paa Dørene, brækkede ind i Husene og yppede Slagsmaal. Endelig blev en Politibetjent tilkaldt, men forgjæves. De angreb ham, holdt ham mellem sig, skrigende ham ind i Ørene og slog og mishandlede ham. To Borgere, som blev tilkaldt for at assistere Politibetjenten, fik saa alvorlige Dolkestik, at det kan siges blot at være tilfældigt, at det ikke øieblikkelig medførte Døden. Flere blev mindre farligt saarede. Endelig blev to af de vildeste Dolkedragere overmandede og arresterede og Forhør paabegyndtes igaar.' Aarsagen til slige og lignende Optrin formener vi for vor Del har sin Grund i den udstrakte Frihed spanske Sjøfolk har været tilstaat her i Byen med sine Gadelege. Det hoender ikke sjeldent, at man sent paa aftenen hører hele Hobe spanske Sjøfolk med sin Sang, Guitar og vilde Skrig drage gjennem Gaderne. Slige spektakler kan og bør ikke taales, men har længe været taalt som sagt af Spanierne, og vi antager, at naar Politiet altid havde forhindret disse spanske Gadelege, vilde optrin og ulykker som de afvigte Juleaften været undgaaet".- Saavidt Bladet. Stemningen var absolut mod Spanierne, og det var almindelig antaget, at hele Tumulten var planlagt, og at man kunde prise sig lykkelig, at man var sluppet saapa - s heldig fra det som skeet. Ingen fandt et Ord til Forsvar for dem, uden en. Det var den spanske Vice-konsul. Paa telegrafisk Ordre fra Amtmanden begyndte Forhørene den 27de December allerede og fortsattes hver Dag, Formiddag og Eftermiddag til 4de Januar. Politimester Collins. der egentlig skulde lede Forhørene var svagelig og sygmeldt, hvorfor disse administrerede af daværende Byfoged Meidell, en usædvanlig klog, retsindig og indsigtsfuld Embedsmand, - han døde senere i høi alder paa Lillehammer som Sorenskriver,- og Ledelsen af denne kinkige Sag, kunde vel neppe været blit lagt i bedre Hænder. Han sees selv personlig at have protokollert Vidneudsagnene. Som Lagrett fungerte Toldbetjent Daae, der talte og forstod Spansk og Martin Helsing, der ogsaa var det spanske sprog mægtig. Derhos var tilsagt som offentlig authorisered Tolk Kjøbmand Oluf Herlofsen, en Mand som sad inde med usædvanlige Sprogkundskaber og mestrede baade tysk, engelsk, fransk og spansk, Konsul Knudtzon var i egenskab af spansk Konsul tilstede under samtlige Forhør. Men Almenheden var udestængt fra Forhørene, hvad man var ikke saa lidt muggen over, og hvad der gav Anledning til al Slags Snak. Ved Velvilje fra Hr. Politimester Sveen, er jeg blit sat istand til at faa gaa igjennem Forhørsprotokollen, og jeg skal da paa Grundlag af de deri framkomne Oplysninger søge at gi en saavidt objektiv Fremstilling som mulig af denne ulykkelige Historie, som for lange Tider helt forstyrrede Forholdet mellem de Indfødte og Spanierne. 18 19

Del III, Romsdalsposten 23.10.1920 Det var et lystigt Selskab, som hin Julaften for 53 Aar siden var samlet oppe i Vaagen i Madame Thoresens lavloftede Stue. Hele "Pillar"s Besætning. Der var Matroserne Rafael Garcia Buskato, Luiz Gonzales y Blanco, Armandor Guiterrez, Baldomero Mendez, Jose Fernandez, Franzisco Conde og Skibsgutten Rammon Fernandez. De havde spist til kvelds ved 6 Tiden og havt det rigtigt festligt med forhøiet Ration af den gode spanske Vin, de var i godt Humør og lidt vinglade, uden at være berusede, og Skravlen gik paa dem alle. Nu var de snart færdige, Kapteinen havde ment de kunde være seilklar strax over Nytaarsdag, saa gik det hjem igjen til det skjønne Spanien, bort fra dette kolde Sted og alle disse kjølige Mennesker med de uforstyrrelige rolige Ansigter og det uforstaaelige Sprog. "Viva l'espana". De fik Ild paa Cigaretterne og Rafael begyndte paa sin Mundharmonika at spille Hjemlandets velkjendte Melodier, der strax ledsagdes af de unge Mænds kraftige Røster. Og Jubelen og Humøret steg. Solens Sønner Det var da Julekveld og de vilde følge sit Hjemlands Skik, og se til efter Evne at faa istand en "grande feria" paa den Vis de kunde. Saa fandt de paa at klæ sig ud, vrængte sine Trøier, en trak en hvid Skjorte udenpaa sine Klær og Madame Thoresen, som selv syntes dette var evig Moro, fandt frem et Par ældgamle Hatte, en tog en Kurv paa Hovedet, - og for at forhøie Effekten sværtede enkelte af dem hele Ansigtet, andre bare Halvdelen. Og slig udstafferet troppede de da op ind i Værelset ved Siden af, hvor to af Skibsofficerene spiste. Det var Styrmand Diego Lonza, og en Mand med den noget underlige Tittel Kontramester, hvad der svarer til Baadsmand. Han hed Domingo Mendez, og var en høi og statelig Fyr. Han var ellers Bror af Skibets Kaptein. Af begge de to sidstnævnte er vedføide Fotografier, der velvilligst er stillet til Raadighed 3. Her blev Jubelen ikke mindre, den stod snart høit i Taget, og begge Officerer deltog, og gav Vin over det hele. De havde ikke Tanke paa at gaa ud, de morede sig saa storartet hjemme, men Sjauen og Spektaklet paa alle disse 9 livlige, lidt opglødede Solens Sønner blev dog omsider vel drøit, og da en anden af Madam Thoresens Logerende, kom ned og protesterede mod slig Larm paa en Helligaften, fandt de i al Godslighed paa at de saa kunde gjøre sig en Sving ud i Gaderne før de gik til køis. Og det gjorde de saa, og Domingo gik med idet han kastede et Seildugsstykke over Skuldrene, men han var ikke sværtet i Ansigtet. Styrmand Lonza vilde ikke følge, og blev hjemme. Udenfor Døren stillede de saa op. Rammon gik i Spidsen med et par Messingskiver, som han slog paa, efter ham kom Rafael med Mundharmonikaen, og derefter alle de andre syngende af fuld Hals. Som rimelig var vakte Optoget Opmerksomhed, og en Del Børn og Ungdom sluttede sig til. Christi Vandspring Ved Reberbanen traf de en Skomagersven Even Røsset, som forbauset stoppede op og saa paa det underlige Optog. Rammon, der gik først, troede han vilde slaa, og det gjorde nok ogsaa et par af de efterfølgende Spaniere, hvorfor de lidt truende nærmede sig Skomageren, der forfærdet tog Flugten og forsvandt bag Banen, medens Spanierne leende fortsatte. Ved Vandspringet udenfor Christies Gaard havde de passeret to Mænd som stod og pratede. Den ene var en yngre Gudbrandsdøl ham kommer jeg til senere, - den anden var en lidt forfyldt Bagersvend, Petter Hagen, han var heller ikke nu helt ædru, - der forsøgte at overtale Gudbrandsdølen til at ægle lidt med Spanierne, hvad denne dog ikke havde synderlig Lyst til, men han fulgte da til slut Hagen alligevel. Hagen gik nu midt ind blandt Spanierne og slog begge Armene ud og Spanierne veg uden videre ud til Siderne, for at la disse to komme igjennem. De kom saaledes foran dem, og skyndte sig op Vaagebakken. Politi Mokkelbost som boede i Vaagen, havde hørt Larmen og var gaat ud, men holdt sig i forsigtig Afstand, han talte dog oppe i Vaagebakken til et par af dem og sa, at han var "Police" og at de maatte være rolige, men de lo bare godmodig, og lod ham, saavidt han kunde skjønne, forstaa at det var bare Moro det hele og ikke noget at gjøre Væsen af. 20 21

Ind i Privaten Hagen og hans Kammerat havde imidlertid paa Tæften, hvor Spanierne vilde hen, og de skyndte sig derfor op paa Haugene, til Gunhild Mathisens øludsalg, satte sig i "Bua" og fik et Glas Vin. Kort efter kom Spanierne, som beregnet, ganske rigtig ind, leende og syngende. De gik lige gjennem "Bua" og ind i Madam Mathisens bagenfor liggende private Rum. De var gode Kunder og godt kjendt. Idet den sidste Spanier passerte Hagen, reiste denne sig, og slog uden videre Hatten af ham, det samme gjorde han ogsaa med en af de andre Spaniere, men ingen af dem tog det ilde op, de tog det med i Morroa. Det synes at ha krænket Hagen, som var oplagt til Kjvl, at Spanierne skulde faa komme ind i Privaten medens han og hans Kammerat, bare skulde faa sidde i "Bua", hvorfor disse to uden videre ogsaa gik ind blandt Spanierne. Men dette taalte ikke Gunhild, og med stor Myndighed kommanderte hun de to samt en Søring, som ogsaa var kommen til, til øieblikkelig at forlade hendes Hus. Det gjorde de nu ikke, men satte sig, under Udvexling af en Del Elskværdigheder, murrende ud i "Bua" igjen, for at finde en Anledning til at "tærge Spanjoran", og den Anledning kom. Spanjerne spilte og sang inde i Stuen og bad tilsidst om Tilladelse til at faa dandse, men dette nægtede Gunhild afgjort. Det var da Helligaften, det maatte de forstaa. Det blev tilslut noksaa varmt ind i den lille Stue, og Jose tog sig da en Tur ud enten for at trække frisk Luft, eller for inde hos Ølhandler Østergaard at faa Tilladelse til at dandse der. Han gik gjennem "Bua" o.g forbi de 3 sammensvorne ud gjennem Døren og de tre fulgte øieblikkelig efter. Strax efter gik ogsaa Spillemanden Rafael ud. Jose var neppe kommen udenfor, før han blev greben om Livet af den efterfølgende Peter Hagen, der forsøgte at bryde ham ned, hvad der dog ikke lykkedes med den smidige Spanjer, og umiddelbart derefter kom Rafael, der ogsaa blev angrebet af en af de to andre Nordmænd, men han fikk slidt seg løs, løp ind igjen og varslede Kammeraterne som øieblikkelig for ud til Hjælp, selvfølgelig helt rasende over det lumske og lumpne Overfald. Hagen blev ræd da han saa overmagten, slap Spanieren og løb ind i Østergaards Hus, hvis Dør han stængte forsvarlig, og med Ryggen mod den blev han tappert staaende og raabe: "Kom an, porkoperros, kom an!" Gudbrandsdølen forsvandt opover Hauan og Søringen stak sig ind blant den nu tilstrømmende Menneskemasse. 23

Eder og Skjældsord Spanierne, som havde set Hagen springe ind til Østergaard rendte nu løs paa dennes Dør. Og nu blev der Huskestue. De spændte og slog mot Døren saa det dundrede og prøvede paa at sprænge den, mens de hylte af Raseri og sendte Stormbyger af udsøgt velvalgte spanske Eder og Skjældsord ind over Forbryderen, hvis Liv vistnok ikke havde været særdeles meget værd, om de havde faat Tag i ham. Døren holdt imidlertid, men dette Helvedesspektakkel bragte jo folk paa Benene. Vinduer sloges op, og Døre stængtes, fra alle Kanter strømmed Folk til og i et Øieblikk var Gaden i hele sin Længde fyldt af rædselsslagne Mennesker, som i Munden paa hverandre skreg omkap med Spanierne, raabte om Hjælp og brølte paa Politi. Stupmørk var Gaden, og man fik kun sparsomt Lys fra Vinduerne rundt om. Etpar af de mere besindige af Spanierne fik endelig overtalt sine Kammerater til at forlade Østergaards Hus og de drev da lidt længere nedover Gaden, og kom noget fra hinanden. Men pludselig hørtes en del af dem raabe igjen: "Aqui, aqui! Verre aqui!" Det trak op til nyt Uveir. Politi Mokkelbost som havde fulgt dem opover Vaagebakken og set de gik ind til Mathisen, troede derved den hellige Grav vel bevaret, og ruslet udover Kirkelandet, hvorfra der var sendt Bud, at det ogsaa var endel Uro. Imidlertid kom Politi Hansen opover mod Haugene og fik høre Sjauen. Han fik Tag i et Par af Spanierne, prøvde at snakke godt med dem, klappet dem paa Skuldren og sa "Police, mi Police", nævnte ogsaa "Consulo", men nu var Spaniernes Blod kommen i Kog. De kunde, saa paastod de, ikke i Mørket se at Hansen bar Politihue, de saa bare en tyk Mand som fægted med en Stok, og troede saa at staa foran en ny Fiende. Og dermed røg de paa ham, rev Stokken fra ham og brækket den, og kjørte ham selv op mod Huuns Have-stakit, hvor to af dem holdt ham medens de andre efter Tur dasket han med Kytnævene alt de formaaed og hylte ind i Ørene paa ham: "You, Police, you Police". Saa raabte Hansen om Hjælp. Reberslager Johan Sundt kom netop opover og hørte Raabet. Det var en usædvanlig kraftig og dertil en uforfærdet Kar. Han trængte sig ind paa Spanierne, hvoraf to da holdt Hansen i Skuldrene og to i Brystet, og rev dem fra ham hvad der indbragte ham en kraftig Ørfigen fra den ene af dem, mens de andre stimlet om ham. Saa trak han Kniv og fik holdt sig dem fra Livet, medens Hansen saavidt slap løs, hvorpaa Sundt sprang ned paa Politikontoret, der dengang var i det nuværende Gamlehjem, for at prøve at faa mere Politihjælp. Medens Sundt holdt paa at bakse med Spanierne kom Hattemager Sjøberg, hvis Hus laa lige overfor Huuns, det er nu ombygget til et større, -ud, lokket af den djævelske Spektakkel, og vilde, da han saa den farlige Situation Hansen var i, ile ham tilhjælp. Han fik strax af en storvoxen Spanier et Slag i Hovedet, og lige efter endnu et Slag af den mindre Fyr, hvem han saa, rask og smidig som han var, øieblikkelig slog til Marken, men ble i samme Moment ramt af et Dolkestik i Ryggen af den store Spanier. Han blev ikke strax opmerksom paa, at han var saaret, men det vared ikke længe, før han blev det og maatte vakle hjem for at bli forbunden. Det var et stygt Stik og gik lige ind til Benet. Medens hans Kone i største Forfærdelse holdt paa at forbinde ham kom 3 af Spanierne stormende ind i hans Hus, men Kvinderne fik resolut stængt og barikadert Døren, saa de slap ikke ind i Stuen. Politi og Brandmester Omtrent samtidig med Hattemager Sjøberg var ogsaa Kobberslager Olsen kommet ud af sit Hus. Hans søn var kommet ind og havde meddelt ham, at Spanierne holdt paa at kværke Politi Hansen. Den gamle Bergenser fik øieblikkelig paa sin Uniformshue som Brandmester, tog en Stok med og ilet ud i Mørket og Menneskemyldret for at gjøre hvad man kunde. Han fandt Politi Hansen ind i Sværmen omgivet af ra sende Spanier, og sang paa sin bergensk ud: "Finds der da ikke Politi i Kristiansund, siden slige Optøier kan foranstaltes", hvortil Hansen svarte: "Di sjer da vel æ gjør ka æ kann, kann di it hjælp mæ".- Olsen stødte da paa en stor Spanier og gav ham uopholdelig et Drag over Nakken med sin Stok. Olsen var en haandfast Kar, og Stokken var af Jern, det var den der brugtes ved Brandvisitation, saa Spanieren vistnok kjendte Slaget. Han gav sig lidt og stak ind i Mængden, men pludselig stod han igjen lige foran Olsen, der med et kjendte som et Stød lige under Hjertet, og umiddelbart derefter forstod at han havde faat et Dolkestik, hvorefter han skyndte sig hjem for at bli forbunden. Saavidt Olsen i Mørket kunde se, var denne Spanier sværtet i Ansigtet. 24 25

Del I V Romsdalsposten 27.10.1920 Handelsbetjent, senere Mægler Peter Hessen, hørte inde paa Jullums Boglade (senere Harholdts Bageri) Levenet oppe i Gaden og da han var flink i Spansk sprang han strax ud for at tale Spanierne til rette. Han kom gjennem Menneskesværmen op paa Haugene, hvor han traf paa en ny Forstærkning af Spaniere. Det var Mandskapet paa den anden spanske Skonnertbrig "Puerte Caballo", en 6-7 Mand og disse formanede han til at vende om, da dens Kammerater fra "Pillar" var kommen i Klammeri med Politiet og det tegnede til at bli en styg Historie. Ordre fra konsulen Disse Spaniere, som kjendte Hessen, gjorde strax som han sa, og lige bagefter traf han Spillemanden Rafael Buskato, som han ogsaa formanede til at gaa hjem, hvad denne ogsaa gjorde, idet han lystig truttende paa sin Harmonika, gik nedover Vaagebakken. Luiz, Francisco og Baldomero var lykkelig sluppet ud af Folkestimmelen, og møttes oppe paa Hauan, hvor en av dem kunde meddele de andre at han havde hørt, der var kommet Ordre fra Konsulen om, at de strax skulde forføie sig hjem, og dette gjorde de saa uopholdelig alle tre: Armador Guiterrez, som blev slaat ned af Sjøberg synes at ha været den skikkeligste af dem alle, han var gaat hjem før, efter at ha været indom og varslet Kaptein Mendez om Opløbet. Tilbage var nu Skibsgutten Rammon, Jose og Kontramesteren Domingo. De trak sig efterhaanden opover mod Hauan, de to sidste fremdeles lige rasende, medens Skibsgutten var blit ræd, og prøvede at snakke beroligende til dem for at faa dem med hjem, hvad der dog indbragte ham en kraftig Lusing af Domingo. Og Folkemængden, blandt hvem Rygtet om, at to av deres Medborgere var stukket ned, hurtig havde spredt sig, fulgte forbitret og truende efter. Peter Hessen havde flere Gange søgt at tale Spanierne til rette, men det var nu umulig at høre Mands Mæle i det øredøvende Spektakkel. Fra Krigen i Chili Oppe paa Hauan standsede Kontramesteren og hans to Kammerater og det var nu synlig for enhver, at han havde en blinkende Dolk i Haanden, som han fægtede om sig med, og som holdt Mængden i respektfuld Afstand. Han rev Trøien af sig, viklede sit Livskjærf om venstre Arm som en Torreador og gjorde sig klar til den Kamp, han vidste nu ikke var til at undgaa, og ukjendt med Kamp var han ikke, han havde etpar Aar i Forveien deltaget i Krigen i Chili. Modig og uforfærdet var han, en Ætling af de gamle Conquistadores, og nu saa han rødt. Jose og Rammon kom til at staa noget fra ham, saa han en kort Tid stod ganske alene med hele Folkemassen omkring, uden at nogen vovede at angribe ham. Hessen gjorde endnu et Forsøg paa at tale ham til rette og raabte paa spansk til ham, at han ikke opføte sig som caballero ved at optræde slig paa en Helligaften, og at Politiet var tilstede og vilde ha Orden. Herpaa svarte Spanieren studs, at han kunde ha Lyst til at aarelade et Dusin, og gjorde det ogsaa, hvis nogen nærmede sig. En lidt bedugget Søring, Skipper Absalonsen, var i dette Øieblik kommen op paa Siden af Spanieren, og da han saa Folkemængden vige tilbage for den rasende Mand, yttrede han mens han rolig blev staaende, at det dog var for galt, at saamange Nordmænd skulde flygte for en Spanier. Domingo maa ha forstaat Meningen, for han drev øieblikkelig til Søringen i Panden med Dolkeskaftet, saa Manden vaklede, men tabte i det samme Dolken, og idet han bøide sig efter den, kvitterede Søringen for Dasken med et velrettet Næveslag. Idet Spanieren nu reiste sig ramtes han samtidig af et Steinkast og et Slag i Hovedet, af en Stakitspildre og styrtede halvt bedøvet til Jorden. Politi Hansen var over ham som et Lyn, fik Tag om Haanden som holdt Dolken og vendte dens Spids mod Jorden, medens etpar yngre Sjømandsskoleelever, Iver Solem, der forresten ogsaa havde faat et omend ubetydelig Dolkestik, og Olaus Monge, hjalp til at faa Dolken vristet fra ham, hvad der var vanskelig nok. Heri fik de ogsaa Hjælp af Nicolai eller Lai som vi kaldte ham Nerland, der forresten senere blev udpeget som den, der slog Spanieren ned med Stakitspildren, hvad han dog ikke oplyste om under Forhøret. (Denne Mand meldte sig 3 aar senere, under den fransk-tyske Krig, til den franske Fremmedlegion, og faldt i Slaget ved Orleans). Og nu styrtede Folkemængden sig over den ulykkelige Spanier, som fik en slem Medfart, og næsten halvdød med Klæderne revet af Kroppen af altfor 26 27

villige Hænder blev ført i Arrest. Jose var forsvundet, men Skibsgutten Rammon vilde ikke forlade sin Overordnede, og fulgte med Sværmen, hvad der førte til, at ogsaa han blev puttet i Arresten. I Fængslet var den spanske Konsul og Kaptein Mendez mødt op, og Konsulen prøvede, vistnok for første og eneste Gang i sit Liv, at tale til Mængden og snakke den til rette, saa den ikke rev Spanieren i Filler, hvad man aabenbart havde mest Lyst til, men det havde antagelig kun frugtet lidt, hvis ikke Synderne uopholdelig var blit stængt ind i Cellerise, for Fængselsgaarden, Fængslet og Gaden udenfor var fyldt af en aldeles rasende Sværm af Folk, som trængte paa fra alle Sider. Slig endte den Juleaften. Forhørene Forhørene begyndte som før nævnt allerede 4de Juledag. Og nu hændte der noget mærkeligt. Der var flere Vidner, som havde set en høi Spanier kjøre Dolken i Sjøberg. Der var hans Stedsøn, som stod ganske nær, og som i øieblikket efter kastede en Murstein efter Knivstikkeren, og der var Sjøbergs Tjenestepige, som fra et Vindu, havde set det samme, endelig var der Sjøberg selv, som efter at ha faat Dolkestikket vendte sig om lige mod Spanieren, men ingen af dem kunde med Sikkerhed si, at det var den fangede Domingo, der var Gjerningsmanden. Kobberslager Olsen, der havde Spanieren klods indpaa sig, da han fik Stikket, vilde heller ikke paatage sig at gjenkjende den Spanier, der havde git ham det og sa endog at al Konfrontation var unødvendig. Han paastod ogsaa, at Spanieren var sværtet i Ansigtet, hvad efter flere Vidners samstemmeige Udsagn, Domingo ikke havde været. Hvem var saa Knivstikkeren? Det viste sig, at der havde været flere end en Dolk i Virksomhed Juleaften, for Dagen efter fandt en Malergut en spansk Dolk med Messigskaft paa Slagmarken, og samme Dags Morgen fandt Conrad Engvik en Dolkeslire, som rigtignok to tilfældig forbipasserende Spaniere tog fra ham. Politi Hansen hadde nok Mistanke til Jos, for han "var en af de værste", sa han, men Forhøret bragte ingen ydrligere Oplsning. Baade Sjøberg, Solem og Skipper Absalonsen udtalte, at de ikke ønskede Tiltale eller Straf over Angjældene, men Kobberslager Olsen fastholdt, at den, der havde stukket ham, skulde tiltales og straffes. 29

De to arresterede blev for hvert nyt Vidne ført ind i Retssalen for at konfronteres, og de ulykkelige Spaniere troede selvfølgelig hver Gang, at deres sidste Time var slagen. Stor var derfor vistnok Glæden hos Skibsgutten Rammon, hvem Vidnerve fritog for Delagtighed i Spektaklet, da han i det næstsidste Retsmøde blev sat paa fri Fod efterat Konsul Knudtzon havde stillet Garanti for ham. Domingo vilde eller kunde under Forhøret intet udtale. Han forklarede, at han absolut intet huskede af det hele, fra han kom ind til Gunhild Mathisen, og til han Juledags Middag, syg og ynkelig forslaat vaagnede i Arresten. De øvrige spanske Matroser udtalte ellers enstemmig, at de ikke havde havt Begreb om, at den tykke Mand, der vilde slaa dem med sin Stok, var Politi og de havde heller ikke set, at han havde Politidistiktioner paa Huen, hvad der hørtes rimelig nok, da det jo var bælgmørkt der, hvor Slagsmaalet stod, og de desuden havde slaat Huen af ham. Ingen af dem vilde kjendes ved den af Malergutten fundne Dolk. Styrmanden vidnede ogsaa, at det var forbudt spanske Matroser at bære Dolk eller andet Vaaben om bord eller iland. Sjøberg mødte allerede i første Forhør, medens Kobberslager Olsen først den 30te December var saapas, at han kunde fremstille sig til Afhøring. Efter Forhørets Afslutning udbad Konsulen sig Udskrift, som han vilde ledsage med en Betænkning til Overøvrigheden, Amtmanden, der dengang var Paatalemyndighed, og han reiste selv til Molde med Dokumenterme. Amtmanden har sandsynligvis ikke fundet Bevisets Stilling saadan, at Tiltale kunde reises mod nogen specielt, og han lod derfor Sagen mod Spanierne falde. Det der snakkedes, om at Konsul Knudtzon skulde ha kjøbt Spanierne fri for Tiltale, er bare Fabel og har intet med Virkeligheden at gjøre, men han har høist andsynlig været dem en god Advokat. En Dag strax over Nytaar i graalysningen stod "Pillar" for en frisk Bris ud af Sørsundet. Da var alle Mand om bord. Ogsaa Kontramesteren Domingo Mendez. Tegning av Ole Ranheimsæter fra 1883. Nordmøre Museums arkiv. Jeg traf forleden Dag den, saavidt jeg ved eneste overlevende af de aktive Deltagere i Slaget den omtalte Juleaften. Det var den før nævnte Gudbrandsdøl. Jeg spurgte om han husket denne Historie? "Husker den ja" sa han, "det var rettelig, real Slaassing det!" sa den gamle Døl, som formelig straalte ved Erindringen, "men", sa han, "det var Petter Hagens Skyld altsammen!" Og "da flammed hans Blik, da saa han tilbage og mindtes med Fryd sine Ungdomsdage". Og den gamle Gudbrandsdøl er saamænd ingen anden, en Musæets Bevogter, den snille, agtværdige gamle Jørgen Brækken. NOTER: Sjømannsvisa som Neeraas her assosierer til, er internasjonalt kjent og tradisjonsrik. Den er opprinnelig norsk, fra tidlig 1800-tall, og kalles ofte «Svineper» etter kapteinen som omtales. Det er en gangspill- eller pumpesjanti, brukt for å holde takten i arbeidet om bord, som fins nedtegnet i utallige varianter, opplyser Norsk Visearkiv. Enkelte versjoner har med vers på fem ulike språk. Mange alternative melodier er brukt, bl. a. irske folketoner. Neeraas legger handlingen til «Permarento», et sted nede i klippfiskspiserland, mens andre foretrekker den like lite eksisterende byen «Parmerent» eller «Permula» i Holland. Sjantien har forresten et vers om å ha grisepurke med om bord, jfr. Loennechens artikler her i årboka. En variant finnes i en artikkel i Tidens havs julenummer 1935, i en artikkel av Einar Thurn Christensen. Denne er trykt i Nordmøre Mållags Visebok «Enno så segla ho Magnill» (2002), s. 68 med tittel «I Daatrecht i Holland». 2 Det som her egentlig beskrives er tradisjonen med «å slå katten av tønnen», som fortsatt praktiseres i symbolsk variant f.eks. i Danmark. Ved fastelaven ble katter brutalt myrdet rundt om i hele Europa, som syndebukker for alt ondt. I Frankrike kunne katter bli kastet på St.Hansbålet; i Tyskland på påske-bål eller ut fra kirketårn. 3 Det er teknisk umulig å gjengi fotografiene fra avisartikkelen. 30 31

t s, ø 13accala rise jikil.m. - tareeraas 1899 (Sra Xordmøre Museums arkiv) Herja: «Pilar» til rep'arasjo ' Madam Thoresens losjihus t<1 rt V. Udenfor er bare Sne og Is fier vi. rer op med Surnett pils 1;accalao Olje fra Saba() Pimientos og Tomatisis Xonrad han er tel mand Slige Ting han radi faar istand..- Holmasundet. Her lå «Puerto Caballo». og lastet fisk i,,,,s,..../ A. 44 32 Jejcempeme har stillet tivppel Jeg beskedent nærmerførst mig selv flans hin Skaldespiller Xlinker lidt paallarpen sin ikvceld Xaar han tar i Og vil noe si Maa det gaa paa Vers med Melodi Gjceve Xjcemper her red buden hord!..(ad mig si noen simple Ord gler i Port JCalas Vi tømmer vore Glas 'Du til hunden, thi vor Sryd er stor! JVu paastand brik og bland Skaalen gjcelder kasmus Sysselmand! 'Denne Jgcempe som nu her øe ser 9)onjIntonio, kaldet JCvindekjcer an vil 'Dagen feire derfor ifra &ise j-lid han reiste og tog Åikvarter Men den Syr Sør Dagen gryr flan modfijemmetsarne atter flir Vå e ge'bakken < i nderiop M I alam Mathisen Kbiverslagffpfsen.Kattemaker Sjøberg.13,isenn jzhandler, ouun lirb kjeglebane I k k< Lich-helv ete» as di, tig' Kjeglkbanen til PfefferkCirn e"' J :e; 4 «kk 4SIlitt av Petersens kart av Kristiansund(a',r,*< V 854. "Spanjoran" var innlosjert hos Mac' am " Thoresen, et hus som lå oppe på Vidalshaugen. - Området bl& sprengt vekk da Kullkrana ble anlagt på begynnelsen av 1930-tallei. Veien t som de spanske matrosene fidgte derfra og opp på Hauan var datidens hovedforbindelse mellom. Vågen og sentrumsbebyggelsen: langs Reperbanen, over Johnsen-hagen og opp Vågebakken. Med utgangspunkt i senere kart (1885, 1905) der, eiendommenes matrikkelnumre er påført ; har vi prøvd å identifisere husene som omtales i artikkelen. De store endringene i bygningsmassen i byen nettopp i perioden mellom 1860 og 1885 gjør det vanskelig å.si,,at vi har identifisert alle med 100% sikkerhet, men omtrent slik som skissert på kartet må det ha vært. Kjeglebanen til Huun eksisterte ikke 1854 da Petersens kart ble produsert. Vi har tillatt oss å tegne den inn her Ut fra senete kart. Vi kan imidlertid se en kjeglebane i'sors:pta SOP] ble drevet av Pfefferkorn i forbind Tse. med hotelldrift. På kjeglebanen spilte man en forløper til dagens "bowling". Veddemål om spillet var vanlig, og det var ikke få som spilte seg fra gård og grunn i løpet av en fuktig aften

idet viser et spansk skip slik det kan ha sett ut på havna i Kristiansund i det forrige århundre. Skonnert Margarita, bygd 1892 ) ndorroa, Spania. Bildet er hentet fra boka "Itsas aurrean. El Pais Vasco y el mar a trave de la historia. Utgitt av Museo sval, San Sebastian 1995. (Se artikkel om «Spanjoran».) idet viser et spansk skip slik det kan ha sett.ut på havna i Kristiansund i det forrige århundre. Skonnertbrigg Cid Campeador, gd 1870 i San Sebastian, Spania. Bildet er hentet fra boka "Itsas aurrean. El Pais Vasco y el mar a trave de la historia." gitt av Museo Naval, San Sebastian 1995. (Se artikkel om «Spanjoran».)

1Ø1iiiiiimittinummummutg! arken Conchita, bygd 1860 i Aginaga, Spania. Bildet er hentet fra boka "Itsas aurrean. El Pais Vaxco y el mar a trave de la toria". Utgitt av Museo Naval, San Sebastian, Spania 1995. (Se artikkel om «Spanjoran».)