DEN INTERNATIONALE BIBELSTUDIEFORENING

Transkript

1 DEN INTERNATIONALE BIBELSTUDIEFORENING tondon BROOKLYN

2 TEKSTBOK TIL SKABELSENS FOTO DRAMA Bibelen, den guddommelige aabenbaring, indeholder den høieste visdom og ædleste videnskap og gir den bedste undervisning Eftertryk forbudt DEN INTERNATIONALE BIBELSTU DIE FORENING Brooklyn, N. Y., og Kristiania

3 ^ O O KLY,: M.Y. & UJ r*t r in,c7, Yor forenings segl. Vort segl fremstiller godt vor forenings aand eller ledende idé. I Jesu, Fredsfyrstens, navn søker den at fremme fred paa jorden. Kjærlighet og glæde fremmes ogsaa ved kundskapen om Guds ord og plan, fordi en sand tro bare kan grundlægges og befæstes saaledes. Vor forening arbeider ikke paa at høste finansielt utbytte. I overensstemmelse med dens love brukes alle dens indtægter til fremme av dens tros- og kjærlighetsarbeide til at gjøre godt i Herrens navn. Den betaler ingen gager til embedsmænd og gir intet utbytte. Den tigger ikke om pénger, men støttes udelukkende av frivillige pengegaver. Del er meningen tilsidst at faa Skabelsens foto-drama med dets nyttige lærdomme fremført i Indien, Kina, Japan, Afrika o. s. v., eflerhaanden som Herren gjennem menneskelige redskaper gir midlerne dertil. Mange mener, at vor forening har store forutsætninger for at drive saavel indre som ydre missionsarbejde og indbyr til samarbeide alle sande kristne uten hensyn til, hvilket trossamfund de er knyttet til.

4 Guds herlighet i himlene. H errens frygt er visdoms begyndelse." Kun daaren sier i sit hjerte: Der er ingen Gud". Den ene i. dag lar sin tale utstrømme til den anden, og den ene nat forkynder den anden sin kundskap." Himlene fortæller Guds ære. Ps. 111: 10; 14:1; 19:2, 3. Forstaaelse av Skaberens uendelige magt og vor egen ringhet burde gjøre os lærvillige. Studiet av skabelsen er nøklen til al kundskap". Naar vi bruker denne nøkkel, begynder vi at forstaa, at det eneste, som er værd for os at tragte efter, er at samarbeide med vor skaber i hans gode planer. Planeterne i vort solsystem er intet i sammenligning med solen. La os tænke os solskiven som en stor meltønde; Jupiter vilde da i sammenligning med den være som en liten appelsin, Jorden og Yenus som erter og Merkur og Mars som bringebærfrø. Solen er tre hundrede tusen gange saa stor som vor jord. Et jernbanetog, som kjører med en fart av otte mil i timen, kunde kjøre én gang rundt om jorden paa en maaned, men vilde behøve tre hundrede og firti aar for at kjøre én gang rundt solen. Dag og nat her paa jorden er en følge av jordens omdreining om sin akse, mens dens bevægelse omkring solen avmerker aaret. Planeter, som er nærmere solen, har kortere baner og derfor kortere aar, mens de, som er længere borte, har længere aar. Og dog er vor sol kun én av de fiksstjerner, hvorav astronomerne nu ved hjælp av sine moderne instrumenter kan tælle omtrent et hundrede og femogtyve millioner. Omkring hver av disse fiksstjerner bevæger der sig uten tvil et planetsystem lik vort. Efter denne beregning findes der saaledes ialt et tusen millioner verdener. Og dette er endda ikke grænsen. Om vi stod paa en av de stjerner, som er længst borte herfra, og som ser mindst ut, vilde vi uten tvil derfra kunne se likesaa mange endnu længere borte. Universets storhet kan næsten virke skrækindjagende paa os. Figurerne forestiller forskjellige avdelinger av himmelrummet, synlige til forskjellige aarstider. 1 1

5 Den første dag eller periode. Beretningen i første Mosebok sier intet om, hvor ledes selve jorden blev dannet. Den sier, at i begyndelsen var jorden øde, tom og mørk tom og uten form. Der var hverken bjerge eller daler, trær eller busker, floder eller have, men jorden var til. Hvor lang tid, der da var gaat, siden den blev dannet, sies der intet om. Der tales bare om jordens beredelse for menneskene. Der findes forskjellige teorier om jordens tilblivelse. [ Vi følger den, som er mest i overensstemmelse med Bibelen. Denne kaldes Vails teori og gaar ut fra, at Saturns ringer og Jupiters luftbelter illustrerer jordens utvikling som planet. Jorden var engang flytende, hvilket fremgaar av de vulkanske bjerge fra den tidsperiode, som av videnskapsmæudene kaldes den azoiske periode, men som ikke er omtalt i Bibelen. Da jorden var flytende, holdtes vand og mineraler svævende i luftform i laug avstand fra den. Efterhaanden som disse avkjøledes og antok bestemte former, dannet de store ringer om jorden i nogen avstand fra den. Disse ringers bevægelse blev gradvis forskj ellig fra jordens i forhold til deres avstand fra det fælles tyngdepunkt. Efterhaanden nærmet de sig jorden, men blev hindret i at styrte ned av centrifugalkraften, som virker, særlig sterkt ved ækvator. Guds kraft frembragte da et. lys, sandsynligvis noget i likhet med nordlyset ikke sollys. Ti soien var ikke synlig før den fjerde dag. ;3 Bliv lys! Og der blev lys. Saaledes opsummeres :[ i korthet resultatet av de syv tusen aar, som kaldes den første dag. Ikke saaledes at forstaa, at Guds ord ikke 1 var tilstrækkelig til at bevirke et mirakel; men Gud il foretrækker at utføre sin herlige plan ad naturlige veier. 1 Mos. 1:3. Der er videnskapsmænd, som paastaar, at jorden 1 endnu har eu ring omkring sig en elektrisk ring, som, naar den er faldt ned, i løpet av faa aar vil tilintetgjøre ;5 al gjæring, alle baciller og bakterier og i høi grad fremme [ plante- og dyrelivet. 2

6 Den anden dag eller periode. Uttrykkene aften og morgen og dag kan ikke hentyde til 24-timers dage; ti hverken solen eller maanen var synlige før paa den fjerde dag. Jorden var indhyllet i et ugjennemtrængelig mørke. Ordet dag kan anvendes om enhver periode eller ethvert tidsrum. Der tales f. eks. om fristelsens dag i ørkenen" firti aar. (Ps. 95: 8.) Læg atter merke til, at vi læser om Kristi dag, som klart nok hentyder til den tusenaarsdag, da Messias skal være konge over hele jorden. Es. 2:11. Vi slatter os til den teori, at hver av disse dage i skabelsesuken var en periode paa syv tusen aar. Disse syv gange syv tusen eller ialt 49 tusen(7 X 7000 = 49,000) aar vil føre os frem til det store jubelaar. Efterhaanden som den ene efter den anden av de omgivende vand- og mineralringer nærmet sig jorden, utbredte de sig likesom et stort skal omkring den, men kunde ikke falde ned paa jorden paa grund av de mellemliggende luftlag, som i skriften kaldes hvælvingen. Saturns ringer er endnu ikke faldt ned. (lud dannet hvælvingen paa den anden dag, i den palæozoiske periode, og adskilte vandene, som var over hvælvingen, fra vandene, som var under hvælvingen. (1 Mos. 1 :7.) De sterkt mineralholdige vandmasser ovenover jorden, som blev holdt paa avstand av hvælvingen og centrifugalkraften, som var sterkest ved ækvator, samlet sig efterhaanden omkring de to poler, hvor de senere brøt igjennem og styrtet ned paa jorden og dannet lag paa lag av mineralholdig jord, som avleiredes av vandet, som strømmet fra begge poler ned mot ækvator. 1 Mos. 7:11, 13, Disse ringer eller belter av vand og mineraler styrtet ned paa jorden efter hverandre som store flommer kanske med aartuseners mellemrum. Syndfloden paa Noas tid var den sidste; den bestod kun av rent vand, eftersom de tungere mineraler var blit tiltrukket først. Derfor ligger mineralerne i almindelighet dækket av flere lag skiferier og jord. 3

7 o Den tredje dag eller periode. kg Gud ea: Vandet under himmelen samle sig til ett sted, og det tørre komme tilsyne! Og det skedde saa. Og Gud kaldte det tørre jord, og vandets samling kaldte han hav. Og der blev aften, og der blev morgen, tredje dag. Den smukke enkelhet i denne beretning kunde lede os til feilagtig at tænke, at vandets samling til hav og hævningen av bjergene skedde ved troldomskraft. Skjønt Guds gjerninger alle er store og underfulde, utføres de sedvanligvis efter bestemte metoder, de saakaldte naturlove, som naturens Gud selv har fastsat. Ringteorien lærer, at flere ringer styrtet ned paa jorden i løpet av den tredje periodedag. Dette forøket i overensstemmelse med Guds hensigter trykket paa jordskorpen i en saadan grad, at det bragte den til at slaa folder og rynker. De fordypninger, som derved frembragtes, blev til leier for havene, og hævningerne dannet bjergkjederne. Saaledes fuldendtes den tredje dags gjerning. Vandene blev samlet til sjøer og have; det tørre land hævedes op og begyndte gradvi sat tørlægges av sig selv og beredtes saaledes for planteveksten. Denne tørlægning maa ha krævet lang tid. 1 Mos. 1 :9, 10. Vi behøver ikke at anta, at alle fastlande, saaledes som vi nu kjender dem, fremkom paa den tredje skabelsesdag. Efter al sandsynlighet hævet det amerikanske fastland sig først længe efter Europa, Asien og Afrika. Selv i vore dage har jordskjælv frembragt forandringer i landoverflaten. Dette gir os et rimelig begrep om, hvorledes Guds befalinger blev utført paa den tredje dag til beredelse for jordens planteliv. I overensstemmelse hermed læser vi dernæst: Og jorden frembragte græs, urter, som gir sæd, hver efter sit slags, og trær, som bærer frugt. Det vil si: Plantelivet begyndte paa den tredje dag, i kulperioden, skjønt det ikke naadde sin fuldkommenhet, før solens lys trængte gjennem skysløret. Der findes græsarter og andre plantearter, som vokser bedst i halvmørke. Sollyset er ikke nogen absolut livsbetingelse for planteveksten. v w A vw

8 o Den fjerde dag eller periode. kg Gud gjorde to store lys, det store lys til at herske over dagen, og det lille lys til at herske over natten. Det er ikke nødvendig at anta, at solen og maanen blev skapt senere end jorden. Der findes en anden og meget mere fornuftig forklaring. Solen, maanem og stjernerne var blit skapt længe før; men lyset fra dem hadde aldrig før da været istand til at naa jorden paa grund av det ugjennemtrængelige slør, som omgav denne. Haar solen og maanen altsaa kunde komme tilsyne paa den fjerde dag, maa dette bety, at en av de store ringer paa den tid var blit brutt og var styrtet ned paa jorden. Der blev ved denne leilighet av det fremskyllende vand skaaret dype kløfter mellem bjergkjederne. Spor av dette finder vi endnu i vor tids fjelde. Atmosfæren, som var fyldt med kulsyre, var meget gunstig for utviklingen av plantelivet. Man mener, at jordskorpen paa dette tidspunkt endnu var betydelig ophetet, havene sterkt kiilholdige og varme og luften overfyldt med kulsyre i en saadan grad, at alt dyreliv var umuliggjort. Men disse tilstande frembragte en kjæmpemæssig plantevekst. Hele denne plautemængde gik over i en form som vore dages torvmoser og kom senere under et sterkt tryk ved, at ringene om jorden styrtet ned og begravet alt under tykke dyndlag. Vore kulminer er resultatet herav. Vi maa dog ikke tro, at solen og maanen dengang skinte paa jorden som nu. De kunde saavidt skimtes gjennem de tætte skyer av taake og kulholdige luftlag. Solens og maanens indflydelse var nødvendig for at berede veien for høiere former av plante- og dyreliv. Vi kan med likesaa stor ret lægge vegten paa ordet herske som paa ordet gjorde i denne tekst. Gud foraarsaket, at solen kom til at herske om dagen og maanen om natten. Forøvrig fremstiller maanen i symbolsk betydning lovpaktens styrelse og solen den nye pakts styrelse. r s

9 o Den femte dag eller periode. Da størstedelen av vandet og luftens kulsyre var blit opsuget av bavets kridtorganismer, hvorved der dannedes mægtige kalkstensleier, og av den sterke plante vekst, som senere omdannedes til kulleier, begyndte atmosfæren at bli ren nok til, at dyr kunde indaande den. Til denne periode hører de amfibiske dyreformer som krokodillen og andre dyr, som kan leve saavel paa land som i vand. Fuglene hører ogsaa til denne periode, og i dens slutning opkom den store mammutelefant og dovendyret. Striden mellem utviklingslæren og Bibelen har altid været- skarp. Dog har der været mere gnidning mellem dem end strengt tat nødvendig. Kun med hensyn til mennesket erklærer Bibelen, at der fandt en særlig og direkte skabelse sted. Hvad der sies i første Mosebok om dyrene, synes at tale til gunst for noget i retning av en specialised utvikling". Gud sa: Yandet vrimle av en vrimmel av levende dyr, og fugler flyve over jorden ander himmelens hvælving. (1 Mos. 1 : 20.) Dette er i nøie overensstemmelse med vor tids videnskabelige resultater, som viser, at dyrisk liv først opstod i vandet og senere utstrakte sig til ogsaa at omfatte fugler og derpaa endelig landdyr. Darwins teori har skuffet de mange, som slukte den nten at ha tilstrækkelig bevis for dens sandhet. (1 Tim. 8: 20.) Forsøk, som nylig har været foretat, viser, at enhver krydsning av arter, selv hvor den tildels lykkes, i alle tilfælder ender med en tilbakevenden til de oprindelige arter i tredje eller fjerde led, og dette gjælder saavel planter som dyr. Den rette tanke synes at være den, at de forskj ellige arter under Guds overopsyn utviklet sig til en fast form, som ikke senere kunde overskrides eller forandres. Der tales imidlertid intet om en utvikling for menneskets vedkommende fra en eller anden dyreform, men tvertimot om en selvstændig skabelsesakt. Vi maa ikke vente i Bibelen at finde en fuldstændig forklaring over alle enkeltheter i den verden, som omgir os. Bibelen leverer o«blot grundlaget for vor tro, for at det Guds menneske kan være fuldkomment, duelig. 2 Tim. 3 : 17. ti

10 Den sjette dag eller periode. Da den kulsyrefyldte luft blev renere, blev planteveksten mindre frodig. Dyrelivet forandret sig paa tilsvarende maate. De sværtbyggede dovendyr og mammutdyr vek pladsen for vor tids lettere dyrearter. At mennesket indtar en særstilling ved sin skabelse, fremgaar ogsaa av dets uhyre overlegenhet over dyrene. Det første menneske, Adam, var et billede av sin skaber, det høiest staaende eksemplar av den jordiske eller dyriske skabning. Dette gudsbillede bestod i menneskets moralske og intellektuelle likhet med Skaberen. Det er vanskelig ut fra de nuværende menneskelige tilstande at kunne dømme om, hvad der ligger i uttrykket Guds billede*, fordi vi ikke har noget eksempel paa fuldkommen menneskelighet til sammenligning. Alle har syndet og fattes Guds ære* mangler noget av den herlighet, i hvilken Adam blev skapt. (Ps. 8 : 6.) Synden og døden har hersket, og likheten med Gud er gaat tapt. Alle trænger til en gjenoprettelse. Et billede av Gud i den her omtalte betydning vilde være et menneskelig væsen i fuld harmoni med den Uendelige og uten iboende uretfærdighet og synd. Adams overtrædelse var ikke en følge av uvidenhet. Den var dog heller ikke helt frivillig, men skyldtes fristelsen, som vandt i styrke ved hans begrænsede kundskap. Hans ansvar stod i forhold til den kundskap, han besad. Han visste fuldt vel, at han var ulydig mot Gud. Naar vi tænker paa mennesket i Guds billede, ser vi ganske naturlig tilbake til mennesket Kristus Jesus, som var hellig, uskyldig, ubesmittet og adskilt fra syndere", likesom oprindelig den første Adam, hvis straf han kom til verden, for at ta paa sig. 1 Kor. 15 :22. Efter vor lignelse skal de herske. Adams herredømme over den lavere skabning var likt Guds herredømme over universet. Englene, som dog er i Guds billede, har icke et saadant herredømme over skabninger av lavere rang. Menneskets herredømme, som bier omstyrtet ved synden, skal gjenoprettes under Messiasriket. Ap. Gj. 3 : VW vw^ 7

11 Den syvende dag eller periode. Ved denne fremstilling av skabelsen har vi fulgt en tankerække, som synes at bli mere og mere alminde lig antat av bibelforskere. Vi lever nu i den syvende skabelsesperiode eller dag, som begyndte, hvor den sjette endte, efter at Gud hadde skapt Adam i sit billede og efter sin lignelse. 1 Mos. 1 :26, 27. Gud hvilte da fra sin gjerning, fra at skape. Han forutsaa syndens tilladelse og dens sørgelige virkninger paa menneskeslegten. Han visste forut, hvilke skridt han vilde ta for at tilvejebringe en gjenløser for siegten, og det var hans plan, at denne gjenløser skulde utvælge en liten skare troende, som i billedlig sprog kaldes Kristi brud. Gud hadde til hensigt at gi denne gjenløser og hans brud magten, herredømmet, regjeringen over jorden og tilsidst at la Messias retfærdsrike hjælpe alle de villige og lydige ut fra syndens og dødens trældom. Gud hvilte fra sin skabe rgjerning i den forstand, at han ikke anvendte sin magt til at omstyrte synden og opløfte menneskeslegten. Han betrodde denne sak til Gjenløseren, Jesus, forat han skulde utføre den ved sit forsoningsoffer og sin hørlige regjering, som skal befri menneskeslegten fra synden og døden. Menigheten, som er Guds nye skabning i denne hvileperiode, er himmelsk, ikke jordisk. 2 Kor. 5 :17; Heb. 3:1; 4 :1 4. Der hævdes, at ifølge Bibelens tidsregning er der allerede gaat seks tusen aar siden Adams skabelse. Om saa er, maa Messias tusenaarsregjering, som avslutter den store syvende periodedag, være nær forhaanden. Ifølge denne tiltalende teori vil Kristi gjerning i det nær forestaaende tusenaarsrike fuldende skabelsesverket. Ikke alene vil menneskeslegten bli bragt tilbake til menneskelig fuldkommenhet, men vil i mellemtiden ha vundet den tiltrængte erfaring med hensyn til godt og ondt. Ogsaa jorden vil gradvis naa til et fuldkommenhetens stade vil bli til et verdensomfattende gjenoprettet paradis. t

12 Evas skabelse. M ens Adams skabelse fandt sted i slutningen av den sjette dag, synes Evas skabelse at ha foreg aat i begyndelsen av den syvende dag. Hvorledes vi nu end ser paa denne sak, blev det første menneskepar skapt omkring begyndelsen av den syvende dag eller periode, som nu er nær sin avslutning. Eva var blot en del av Adam og blev utskilt fra ham i en bestemt hensigt forat siegten kunde bli forplantet. Adam besad oprindelig alle de egenskaper, saavel mandlige som kvindelige, som senere blev delt mellem ham og hans hustru, da hun blev tat fra hans side. Adam var en tid alene i Eden; av dyrene og fuglene var der ingen, han kunde ha samfund med. Men Eva var hans like, ben av hans ben og kjød av hans kjød. Selve forskjellen i deres egenskaper og karakterer gjorde dem saa meget mere tiltrækkende for hinanden, fordi den ene følte sig fuldstændiggjort i den anden. De to var ett; ingen av dem var fuldstændig uten sammen med den anden. Adam var slegtens fader, men forspildte sin evne til at gi den fuldkomment liv. Jesus er den anden fader, den anden Adam, gjennem hvem det vil bli mulig at naa det evige liv. Eva var delagtig med Adam i den synd og ulydighet. som førte dødsstraffen med sig. Saaledes skal ogsaa den utvalgte menighet, Kristi brud, naar den engang er fuldtallig og herliggjort, bli medarving med ham i riket og hans medhjælp, naar verden i gjenfødelsen under Messiasriket skal gjenoprettes. Endnu en tanke er blit fremdrat: Jesus erklserte, at de, som naar frem til opstandelsen, hverken skal ta til egte eller gives til egte. Likesom Adam oprindelig besad alle karakteregenskaper, baade mandlige og kvindelige, saaledes vil menneskeslegten, naar den fuldt ut er bragt tilbake til Guds billede og lignelse, gjenvinde ogsaa denne fuldkommenhet i personligheten. Kjønsforskjellen vil da ophøre. Jorden vil være tilstrækkelig befolket. Luk. 20 : 35, 36. 9

13 Da slangen besnæret Eva. Det nye testamente stadfæster beretningen i første Mosebok om, hvorledes Eva blev bedraget, og bevidner, at Adam lot sig forlede til ulydighet ved hendes indflydelse. Paulus erklærer, at Adam ikke blev bedraget, og at han derfor hadde større ansvar. Skriften viser os overalt, at det var gjennem Adams ulydighet, fordømmelsen kom over hele siegten. Han var det ansvarlige overhode. Synden kom ind i verden ved ett menneske, og døden ved synden. Rom. 5 : 12. Bibelen beretter om Evas higen efter kundskap og om, at Satan benyttet sig av dette begjær til at forføre hende til ulydighet. Yi behøver ikke at anta, at slangen talte i hørlige ord, men snarere gjennem sine handlinger. Gud hadde tillatt vore første forældre frit at æte av alle trær i paradiset undtagen av det særlige kundskapens træ paa godt og ondt". For at prøve deres lydighet hadde Gud for en tid forbudt dem at æte av dette træ. Han hadde sagt til dem, at hvis de aat av dette træs frugt, vilde de dra forbandelsen dødsstraffen over sig. Slangen aat de forskjellige frugter, men syntes særlig at foretrække den forbudne. Eva la nu merke til, at slangen ikke døde av denne frugt, og sluttet derav, at Gud hadde forbudt dem at røre det allerbedste træ i haven. Hun fik den tanke, at Gud i egenkjærlighet hadde forbudt dem at nyte denne frugt, fordi han var bange for, at hans skabninger skulde bli likesaa vise som han selv. Eva meddelte ikke sin egtefælle noget om disse sine tanker. Hun besluttet at æte selv, erhverve sig kundskapen og saa senere hjælpe Adam til den. Adam forstod fuldt ut det skjæbnesvangre i Evas ulydighet. Han tænkte paa de lange dage, før han fik hende til medhjælp, og paa, at han nu snart skulde være ensom igjen. I sin fortvilelse besluttet han derfor at ta del i hendes synd og saaledes paadra sig den samme straf. (P1Adams død var et langsomt selvmord. \Hans døende tilstand varte 930 aar. 10

14 Utdrivelsen fra Edtn. Guds ord maa staa fast, hvadenten det nu er et løfte om evig liv eller en dødsdom. Der er ingen forandring hos ham, ingen skygge av omskiftelse. Forbandelsen, dødsdommen, som Herren hadde uttalt, blev utført. om end ikke øieblikkelig. Adam blev ikke dræpt ved lynnedslag. Gud visste alt fra begyndelsen av og hadde planlagt en forløsning for Adam og Eva og deres barn. I den hensigt kom Jesus til verden og døde, den retfærdige for de uretfærdige," og som et resultat derav vil forbandelsen tilsidst bli ophævet. Ingen forbandelse skal være mere, ei heller sorg, ei heller skrik, ei heller pine skal være mere. Aab. 22 : 3; 21 : 4, 5. Yi har allesammen hørt fortælle, og mange av os har trodd det fuldt og fast, at straffen for Adams ulydighet var et evig liv i pine, som alle Adams efterkommere maatte dele med ham undtagen nogen ganske faa de hellige, de utvalgte. Da der blev sagt os, at dette var Bibelens lære, trodde vi det uten bevis. 1 Tess. 5 : 21. Men nu begynder de kristne at ransake sin Bibel mere omhyggelig. De finder da, at forbandelsen, syndens straf, er noget ganske andet. Den løn, som synden gir, er døden. (Rom. 6: 23.) Den sjæl, som synder, den skal dø. Denne dødsstraf har hvilt over Adam og hans siegt i seks tusen aar. Det var denne dødsdom, som ifølge baade det gamle og det nye testamente blev uttalt over Adam. Jorden være forbandet for din skyld! Torner og tidsler skal den bære dig. I dit ansi jts sved skal du æte dit brød, indtil du vender tilbake til jorden; ti av den er du tat; ti støv er du, og til støv skal du vende tilbake." Fra denne forbandelse løskjøpte Jesus os, ved at han døde for os, den retfærdige for de uretfærdige. Og fra denne dødsforbandelse vil Messias befri alle ved opstandelsen fra de døde. Likesom døden er kommet ved et menneske, saa er og de dødes' opstandelse kommet ved et menneske." 1 Kor. 15 : 21; Rom. 5 :

15 Stolthet, m isundelse, vrede, mord. Adam og Eva fik ingen barn i Eden. De hadde arbeidet nøgen tid i sit ansigt«sved, tør de fik sin førstefødte, titen tvil mottøk han i fødselsarv en skinsyk og melankolsk karakter. Arbeidet og møien foraarsaket pirrelighet hos de to, som hadde set bedre dage i Eden. Deres misfornøielse med hinanden, vrede mot Skaberen og utilfredshet med sin livsskj sebne satte præg paa deres avkom, Kain. Siden har synden og døden hersket i verden. Der blev ogsaa født dem døtre og senere endnu en søn, Abel, som hadde en helt anden karakter end deres førstefødte. Livets erfaringer hadde bløtgjort deres hjerter. De mindtes den haabets straale, som blev git dem i forbindelse med dødsdommen, nemlig at kvindens sæd skulde knuse slangens hode. Abefe karakter viser, at han hadde et angerfuldt hjerte og ønsket at behage Gud. Hvis forældre fuldt nt forstod, hvilken mægtig indflydelse deres sindstilstand har paa barnene, vilde de bestræbe sig for at gi dem en god fødselsarv. Aar gik efter aar, Kain og Abel føke sig opmuntret ved løftet om kvindens sæd og ved haabet om at vinde Guds gunst; de nærmet sig ham med ofre for at høste en velsignelse derav. Gud antok Abefe offer, som bestod av dyrisk liv, fordi det var et forbillede paa Jesu død som et grundlag for tilgivelse av synder. Forkastelsen av Kains offer viser, at uten blodsutgydelse sker der ikke forladelse for synder. Kain burde ha skaffet sig et dyr for dermed at bringe et antagelig offer i lydighet mot Guds vilje, latedet derfor tillot han vrede, ondskap, hat og kiv at komme op i sit hjerte. Følgen var, at han blev en morder. 1 Mos. 4 : 5 8. Paulus sier, at Abefe blod ropte til Gild om retfærdighet overfor Kain. Men Jesu blod ropte til Gud om naade for synderen. Enhvur urwærdighet roper til Gud om retfærdighet. Ved en særlig pakt nedlægger Jesus og hans utvalgte menighet Kvet i off ørt j eneste for Adam og hans stegt. (Rom. 18 : 1.) Naar disse bedr* ofre* ar fuldendt, vil gjenoprettelsen komme. IS

16 Abel som den første martyr. Ordat martyr" betyr vidne og brukes særlig med henblik paa dem, som trods lidelse og død trofast vidner om Herren. Abel har»ren v* at være dan {errate martyr. Dot/ er værd at lægge merke tä, at næsten alle martyrer er blit forfulgt av sine brødre. Saafødes var det hovedsagelig jødiske brødre, delagtige i samme velsignede haab eg samme løfter, aom forfdgte Jesus og hans apostler. (Joh. 16 : 2, 8,) Hvor besynderlig, at det netop skal være aaaledes! Paa lignende maate har kristne i evangelietidsalderen maattet utholde forfølgelser fra raedkrktne. Skriften har forutaagt dette! Eders brødre, som hater eder, som støter eder fra sig for mit navns skyld, sier: La Herren vise sin herlighet, forat vi maa se tiders glæde! De skal bh tilskamme. Enhver martyr vil tilsidst i forhold til sin trofasthet faa sin belønning, en livets krone, mens alle forfølgerne vil bli tilskamme. Syndens og dødens vælde hadde vart i fire tusen aar, før Gud sendte sin søn til verden for at gjenløse og befri den. Som Gjenløseren vil han utfri menneskeslegten fra syndens og dødens trældom; men først maatte han bære straffen dø som den retfærdige for de uretfærdige. I løpet av disse fire tusen aar hadde menneskene fra tid til anden faat dunkle løfter. Men ikke saa meget som et tilløp var blit gjort til at opfylde dem, før Jesus kom. Desuten angik disse dunkle løfter kun det jødiske folk. De andre nationer, hedningerne, hadde intet løfte faat om at opnaa forbindelse mei Gud. De var dødsdømte syndere uten haab. De var, som Paulus sier, utelukket fra Israels borgerret og var fremmede for pakterne med deres løfte, uten haab og uten Gud i verden. Ef. 2 : 12. I seks tusen aar har, efter hvad Paulus sier, synden og døden hersket. De kristne ber stadig om, at den herlige messiasdag maa komme, da Satan skal bindes, og velsignelser skal træ istedetfor synd, sorg og død. Aab. 21 : 4. 18

17 Sorg og veklager begynder. Det første dødsfald i Adams familie maa ha ført en mørk skygge med sig. Det haab, som hadde sin ' rot i Guds løfte om, al kvindens sæd skulde knuse slangens hode, var midlertidig slaat ned. Kort tid efter bier 8et født. Hans navn viser, at forældrene mente, han skulde bli den mand, som Herren hadde talt om. De sa» ikke, at løftet gjaldt Messias, som først skulde komme Ung, lang tid efter, og hvis gjerning verden endnu venter paa. Skjønt vi kalder dette det første dødsfald, maa vi dog ikke glemme, at i Guds øine var Adam og hans siegt allerede i forveien døde, da ingen kan faa evig liv uten ved Frelserens forsoningsverk. Av verdens befolkning, som nutildags utgjør seksten hundrede millioner, dør der hver dag nitti tusen. Det er uten tvil en stor lykke for vor faldne siegt, at vi ikke kan føle altfor dypt med andre i deres sorger og besværligheter. Hvert menneske, hver familie har omtrent saa stor en mængde sorg, som de med rimelighet kan bære. En digter, som har indset det uforstandige i ubehersket sorg, synger med rette: Gaa og begrav din sorg, skjul den for verdens øie; den er din egen borg; øk ikke andres møie! Haab, glæde og fred føler vi vsd Guds løfte om, at den dag kommer, da der ikke mere skal være nogen sorg, død, synd eller pine, Messiasriket skal beseire synden og døden og gjøre, at Guds vilje sker paa jorden likesaa fuldt, som den sker i himmelen. Vore erfaringer med hensyn til synden og dens straf burde gjøre os alle medfølende. Vi burde aldrig foreta os noget, som kunde forøke andres sorg; men vi burde gjøre alt for at hjælpe andre. Jesus auslaar denne streng, naar han sier: Kom til mig, alle I, som arbeider og er besværet, og jeg vil gi eder hvile.* Por trætte sjæler findes der hvile kun i foreningen med Kristus. 14

18 Guds sønner og m enneskenes døtre. uglene blev skapt Isenge før menneskene. Men *. synd var ukjendt før Adams tid. Synden begyndte ifølge Bibelen i Edens have. Lucifer, som var en engel av meget høi rang, hadde længe næret ærgjerrige hensigter i sit hjerte. Hvis han nogensinde kunde faa en anledning dertil, vilde han la Gud og englene se sine store planer iverksat. Da nu Lucifer saa det første menneskepar, fik han lyst til at gjøre et forsøk. Dette var en ny slags væsener i Guds moralske billede. De besad forplantningsevne, hvad ingen av englene hadde. Dette gjorde, at hele siegten vilde være hans, om han blot kunde bemægtige sig det første par. Es. 14: De hellige engler blev forvirret. Lucifer var den første, som gjorde oprør mot den Almægtiges love. Men han fik ingen straf for dette, og englene begyndte at undres paa, om Gud ikke skulde være istand til at haandhæve sine love. Aarhundreder henrandt; slegter kom, og slegter gik. Guds dom: Døende skal du dø," iverksattes litt efter litt. Satan indsaa da, at hans rike, som bestod av døende undersaatter, kun daarlig svarte til hans forventninger. Saa fattet han en plan om at overliste Gud ved at utvikle en ny slags væsener, bastardmennesker, utrustet med større livskraft. Englene besad en evne til at materialisere eller legemliggjøre sig. Gud selv badde git dem den. De kunde vise sig i legemer, som lignet menneskene. Bibelen bevidner dette. (1 Mos. 18.) Englene fik lov at komme i berøring med den faldne menneskeslegt for at forsøke, om de kunde bringe den tilbake til Gud. Heb. 2:5. Beretningen i første Mosebok 6 : 2 5 lyder, at Guds sønner saa, at menneskenes døtre var skjønne; og de tok sig hustruer, hvemsomhelst de hadde lyst til*. Saaledes blev englene fædre til en ny siegt, som ikke var av adamitisk oprindelse. Beretningen sier, at de var kjæmper saavel i fysisk som i intellektuel henseende navnkundige m»nd", som fyldte jorden med vold. 15

19 Mens arken blev bygget. En saadan tingenes tilstand fik øiensynlig lov at herske i aarhundreder, uten at Gud i det ydre foretok sig noget for at hindre englenes fremfærd. Dette var en prøve for alle de hellige engler, og mange blev paa den tid ulydige, som Peter sier. 1 Pet Noas familie var en undtagelse blandt menneskene. Der sies nemlig om Noa, at han var en fuldkommen mand i sin avstamning (eng. oversættelse), hvilket antyder, at faa eller ingen andre var fuldkomne i sin avstamning, det vil si av ren adamitisk herkomst. (1 Mos. 6 : 9.) Noas familie indeholdt altsaa kun ubesmittede ialt 8 personer. Noas budskap om den forestaaende vandflom maa ha forekommet alle latterlig. Før den tid hadde det endnu ikke regnet. Den sidste av de store ringer utenom jorden bestod av rent vand. I aarhundreder hadde den været utspændt over hvælvingen. Hele jorden var som et stort drivhus. Der var praktisk talt ingen forandring i aarstiderne og intet uveir. Den mægtige vandhimmel gjorde sommeren stedsevarende. Om denne periode læser vi, at»gud Herren hadde [endnu] ikke latt det regne paa jorden" (1 Mos. 2:5.) Noa, som præket retfærdighet, blev spottet og regnet for en taape, fordi han trodde paa Guds ord, likesom ogsaa andre av Herrens folk til forskjellige tider er blit og endnu biir haanet av dem, som mangler tro. Endelig kom floden. Den store avgrunds [vandhimmelens] kilder brast. Derved styrtet uhyre mængder av vand ned ved polerne; der opstod to store flodbølger, som oversvømmet jorden med et betydelig vandlag, utvidet havleierne og bragte nye bjergkjeder til at hæve sig. Man antar, at Armenien har været menneskeslegtens første hjem. Geologien lærer os, at landet deromkring engang har været dækket av stille, dyndavleirende vand, hvad de tykke alluviale lag beviser. Det var der, Arken fløt omkring og ved Guds forsyn landet paa bjerget Ararat, hvor den kostbare last blev utlosset, som paany skulde befolke verden. 16

20 Kjæmpernes utryddelse. Fortællingen om, hvorledes englene faldt fra sin stilling som Guds sønner og blev dæmoner, hjælper os til at forstaa, hvorfor Gud lot syndfloden utrydde hele menneskeslegten med undtagelse av Noa og hans familie. Vi forstaar, at Gud like fra først av kun hadde til hensigt at ta sig av Adam og hans siegt. De faldne englers kjæmpestore sønner (nefilim) var blit til mot Guds vilje. Derfor var der ikke truffet nogen foranstaltning for dem. De hadde aldrig hat nogen ret til liv og vil følgelig heller ikke faa nogen opstandelse. Derimot vil alle de, som tilhørte Adams siegt og altsaa blev gjenløst ved Jesu død, bli opreist fra døden og faa fuld anledning til at sikre sig det evige liv. Dæmonenglene opløste sine kjødlegemer og overgik igjen til sin aandelige tilstand. Peter og Judas gir os oplysning om, hvilken straf de blev idømt. Vi læser: De engler, som ikke tok vare paa sin høie stand, men forlot sin egen bolig [den aandelige tilstand], dem holder han i varetægt i evige lænker under mørket til dommen paa den store dag." De faldne englers dæmonernes friheter blev indskrænket. De er ikke længer istand til at utføre sine bedragerier aapenlyst: de kan ikke legemliggjøre sig som tidligere. Dog synes det, som om denne indskrænkning kun skal vare, indtil den Btore vredens dag" som om disse faldne engler da vil faa lov til igjen at legemliggjøre sig og bli virksomme deltagere i striden. De faldne engler blev nedkastet til tartaron vor jords atmosfære. Satan, som var en kerub, en engel av høiere rang, kaldes dæmonernes fyrste. Disse er ikke fyrbøtere i et helvede langt borte, men holder sig i saa nær forbindelse med menneskene som mulig. Da de ikke længer kan legemliggjøre sig, søker de at besætte mennesker og virker gjennem spiritisme, troldom o. s. v Hvis menneskene visste, hvem aanderne i virkeligheten er, vilde de med rette ha avsky for dem. Derfor gir aanderne sig ut for at være de avdøde, idet de meddeler sig gjennem aandemedier. ^ 17

21 Den daværende tidsalders ende. Uttrykket verdens ende" forekommer ofte i Bibelen' Peter taler om verdens ende eller undergang ved syndfloden- Det var ikke jorden, som forgik; men bare den tingenes tilstand, som hadde hersket før syndfloden, ophørte. En ny verden, en ny tingenes orden, blev her indført. Dette stemmer nøie overens med tanken i den græske tekst. Gjengivelsen av det græske aion med verden i vor almindelige oversættelse har bedraget mange. Istedetfor verdens ende skulde der staa tidsalderens ende Tidsalder avløser tidsalder, men Bibelen sier, at jorden staar evindelig", at Gud ikke skapte den til at være øde, men dannet den til at beboes" Den har endnu aldrig været fuldt ut beboelig og heller aldrig været bebodd i den fulde betydning av ordet. Messiasriket skal herliggjøre denne Jehovas fotskammel og gjøre den skikket til at beboes. Menneskene vil bli opreist og gjenoprettet til alt det, som gik tapt i Eden og blev gjenløst paa Golgata. De uforbederlige vil bli utryddet. Under den nye tingenes tilstand, som begyndte med Noa og hans familie, tillot Gud menneskene at følge sine egne veier og at utføre sine egne planer, og Gud grep ikke ind undtagen i særlig yderliggaaeude tilfælder. Han lot verden lære værdifulde lekser, mens han tok fat paa at utføre sine egne store planer, som samler sig om gjenløsningen som midtpunkt og gaar ut paa tilsidst under Messiasriket at opreise menneskeslegten fra dens faldne tilstand. Rom. 5 : Set fra et menneskelig standpunkt har Guds planer utviklet sig temmelig langsomt; men set fra Guds standpunkt er tusen aar som én dag Gud har tillatt det onde at regjere i seks saadanne tusenaarsdage, mens han hvilte eller avholdt sig fra at indvirke paa verdens anliggender. Men han har truffet sine foranstaltninger til, at Messias, Gjenløseren, fuldt ut kan gjenoprette de villige og lydige til alt det, som Adam forspildte. Ap. Gj. 3 :19 22.

22 - Mammutelefant indfrosset i is. Saasuart Noa og hans familie var kommet ut av arken, bragte de Gud hyldest ved at ofre til ham, og Gud satte regnbuen paa himmelen som et pant paa, at han aldrig mere vilde utrydde menneskeslegten ved en vandfdd. Der hadde aldrig været nogen regnbue før den tid, fordi det ifølge Bibelen aldrig før hadde regnet. Solens straaler hadde ikke før direkte truffet jorden, men hadde gaat gjennem vandsløret som virket omtrent paa samme maate som glastaket i et drivhus. Mange var de forandringer, som fulgte med fjernelsen av vandhimmelen. Der kom regn og oversvømmelser, uveir og skypumper, sterk kulde og brændende hete. Intet av dette hadde været mulig, saa længe vandhimmelen beskyttet jorden. Noas beruselse skyldtes den samme forandring. Druesaften hadde aldrig før gjæret, saa Noa kunde ikke i forveien vite noget om dens berusende virkning. Sammen med nedstyrtningen av vand-ringen fulgte der en sterk hete i troperne og en frygtelig kulde i polaregnene, indtil havstrømmene begyndte at utjevne forskjellen litt. Forandringen maa være kommet næsten øieblikkelig, og vi har da ogsaa beviser for dette. Høit oppe i Nord- Sibirien har man fundet en antilope indkapslet i en massiv isblok. Den hadde grønt græs i maven, hvilket viser, at den maa ha død pludselig, mens den holdt paa at æte. Likeledes har man fundet en mammutelefant indfrosset i isen med utygget føde mellem tænderne. Vi ser saaledes, at polaregnene engang har hat et klima som den tempererte sone nu, og at forandringen maa ha kommet ganske pludselig, hvad der kun kunde ske ved en nedstyrtning av vand-ringen. De store ismasser, som derved opstod i de nordlige egne, har holdt sig gjennem aarhundreder. Dog frøs ikke alt vandet til is; noget løp bort fra polerne i store flodbølger og førte vældige gletschere med sig ned over Nordvest-Europa og Nord-Amerika, hvad v id e D - skapsmændenc klart hår paavist. 19

23 Grækenlands og Æ gyptens halvguder Længe har de lærde undret sig over, hvad der ve). kunde ligge til grund for den græske mytologi eller gudelære. Naar vi nu gir agt paa Guds sikre ord, kan vi se, at de legemliggjorte engler fra tiden føi syndfloden blev til guderne i grækernes mytologi, asens deres avkom, kjæmperne, blev til halvguderne. Tænkende mennesker vil kunne naa til mange slutninger ut fra denne antydning. Ægyptologerne er blit forbauset over, hvad de har fundet i Faraonernes gravkamre. I nogen av dem har man fundet historiske lertarler, som øiensynlig forfølger Faraonernes herkomst tilbake til skabelsen til len første Farao, Adam. Men disse tavler indeholder saa mange flere slegtled end Bibelen, at ægyptologerne har tapt al tro paa beretningen i første Mosebok. De biir bibelkritikere, forkaster Bibelens beretninger og fssster tillid til den historie, som findes paa de ægyptiske lertavler. Dog maa de indrømme, at disse historiske beretninger motsier hverandre mere eller mindre. Den mest akkurate av dem er uten tvil Abadystavlen, som blev fundet i Seti den 1stes gravkammer sandsynligvis den Farao, som gjorde Josef til sin førsteminister, og som antagelig døde omtrent 120 aar før Mose fødsel. Det eneste, man har at indvende mot denne stamtavle, er, at den ikke er saa lang som nogen av de andre. Imidlertid har Farao Seti den 1ste bevart den for os med stor omhu. Han lod hugge en 60 fot dyp schakt ned i den massive klippe. I denne dybde uthngget han«stenhuggere den stentrap, i hvilken Abadysstamtavlen findes indhugget. En nøiagtig kopi av den findes i British Museum. Vi har med store omkostninger og meget besvær sikret os et fotografi, som vi her fremstiller. Vor hensigt dermed er at vise, at den bedste av de ægyptiske beretninger stemmer overens med første Mosebok. Grunden til, at denne liste over Faraoneme er Kortere end de andre, er, at den utelater navnene paa guderne og halvguderne, som de andre lister har tat med.

24 f FRA APAM TIL MOSES es :co w <.m «o.eo 7» boo 900 oco hoq i?oc uao k x «se uco itw iw røfl zwo no: ;. i ; ; o 2 u ; v, m i i atüüt DER VAR BLOT FEM M Ü IE M L E D MELLEM ADAM OG MOSES: METUSALEM 5EM I5AK n, LEVI OG AM RAM FRA M O S ES AE HAR VI DUt SAMMENHÆNGENDE HISTORIE S E M I I S A K JAKOP T ty i TE*!-- 1AMRAM1 / 1. 'M p sé S.)/ Adam (Mena) var den første Farao. Abadystavlen er i fuld overensstemmelse med Mose b \ beretning i første Mosebok og biir ofte bekræftet av den græske historieskriver Herodot og den ægyptiske Manetho. Den viser, at Adam var Mena, den første Farao, og Noa den tyvende, mens de mellemliggende atten led svarer til Moseboken med en forbausende nøiagtighet. Menas hustru var Schesch, paa hebraisk Ischa kvinde. Hendes førstefødte søn var den anden Farao. Abadystavlens led følger i samme orden som leddene i første Mosebok kapitlerne 4 6. Først kommer Kains linje ned til Jabal, som kaldes Kakan. Paa den tid var øiensynlig guderne og halvguderne begyndt at regjere over menneskene og fylde jorden med vold. Setis liste utelater navnene paa dem. Alle halvguder blev utryddet ved syndfloden. Noa er den næste i rækken med en kongelig titel. Men da han ikke var av Kains siegt, gaar Abadystavlen her tilbake i tiden, omtaler Abel og Set og gir os derpaa Sets linje (uten titler) ned til Noa, saaledes som den findes i Moseboken. Alle disse har som Faraoner sine kongelige ovaltegn, men ingen overtitel. Efter Noa (Nofru), Farao den 20de, gaar linjen videre gjennem hans søn Kam (Chamu Chufu). Noas andre to sønner er med rette forbigaat uten omtale, da de drog til Europa og Asien, mens bare Kam drog til Ægypten. Saa vidunderlig stadfæstes Bibelen nu av selve de indskrifter, som man først trodde motsa den. Moses var oplært i al ægypternes visdom, men desuten var han Jehovas profet og omtales som saadan av Jesus. Skjønt Moses levet 2000 aar efter Adam, behøvde historien dog kun at passere gjennem nogen faa led op til ham, saaledes»om tegningen viser. Mt'usal em Isak Amram Adam Sem I.tvi Moses Linjerne, som gaar ind over hverandre, viser, hvorledes Adams 930 aar, Metusalems 969, Sems 600, Isaks 180, Levis 187, Amrams 137 og Mose 120 aar naadde ind i hverandre. De perioder, hvor to og to av de nævnte mænd levet samtidig, var henholdsvis paa 113, 68, 60, 40, 58 og 31 aar.

25 Babelstaarnet. Aar efter syndfloden begyndte verden atter at bli folkerik. Beretningen om Noa og hans sønner var blit mere eller mindre glemt, og løftets bue hadde (apt meget av sin betydning. Da nu folk mistet tilliden til Gud, begyndte de at bygge Babelstaarnet, som skulde frelse dem paa trods av Gud fra en ny syndflo 1, hvis der skulde komme en saadan. Likesom mange andre, som besidder megen verdslig visdom, var de meget kortsynt. Skriften misbilliger en saadan mangel paa tro blandt de kristne, naar de vil forsøke at beskytte sig selv og fremme sine jordiske interesser uten at ta Gud og hans plan med i sine betragtninger Der er ogsaa nogen nutildags, som paa denne maate later haant om Gud og sier: Stol bare ikke paa, at Gud skal opfylde sine løfter. Hvis De venter paa, at Gud skal gjøre noget for Dem, vil der aldrig bli gjort noget. Vi lever med andre ord i en tid, da troen paa Guds vilje, paa Guds plan og løfter synes holde paa at forsvinde. Gud avgjorde saken dengang ved at forvirre folkenes tungemaal og adsprede dem, saa at de ikke oftere kunde samarbeide i slike taapelige foretagender. Bibelen hentyder hertil, naar den sier: Han fastsatte bestemte tider og grænser for deres bolig, forat de skulde søke Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham. Sprogforvirringen er noget av det mest bemerkelsesværdige i verden. Den har været en skranke, som har hindret menneskene i at slutte sig sammen Og utføre sine egne selviske og syndige planer. Dette er grunden til, at den store vredens dag biir utsat. )Nu holder sprogskrankerne paa at nedbrytes, og vi finder i overensstemmelse hermed en tilbøielighet hos menneskene til at slutte sig sammen. Der dannes foreninger og truster baade av rike og fattige. Man søker paa denne maate at beskytte sig selv. Kongernes og fyrsternes herredømme trues ved utbredelsen av fælles sprog og almen oplysning blandt masserne, som vaagner op til forstaaelse av sine rettigheter.

26 Abraham, Guds ven. Abraham blev Guds ven derved, at han la en sterk tro for dagen, da han efterkom Guds opfordring til at forlate sit eget land og dra til Kanaan. Ved denne lydighetshandling blev han arving til dette løfte. I dig og i din sæd skal alle jordens slegter vel- 8ignes. Paulus forklarer (Gal. 4 : 23, 24), at Abrahams hustru var et forbillede paa denne pakt eller dette løfte. Den lange tid, da Sara var ufrugtbar, svarer til Kiisti længe utsatte komme for at opfylde løftet. Isak var et forbillede paa Messias, arvingen til loftet. Isaks brud, Rebekka, forestilte den utvalgte menighet, Kristi brud og medarving til løftet. Paulus sier, at Hagar var et billede paa lovpakten, som blev sluttet med Israel paa Sinai bjerg, mens Israel selv blev fremstillet ved Ismael. (Gal. 4 :25.) Likesom Hagar og Ismael blev utdrevet, da Isak var født, og holdt paa at omkomme, saaledes har ogsaa det jødiske folk været utdrevet av Guds gunst i 18 aarhundreder og er nu ikke langt fra at omkomme. Likesom Guds engel viste Hagar hen til en vandkilde, hvor Ismael blev vederkvæget, viser Guds budskap nu jøderne hen til en vandkilde, og deres sionistiske forhaabninger blomstrer frodig. Ofringen av Isak fremstilte Kristi offer, som var nødvendig, forat han kunde bli Abrahams aandelige sæd med magt til at velsigne verden. Den tjener, som blev utsendt for at kalde Rebekka, Isaks brud, er et vakkert billede paa den hellige aand, som kalder menigheten til at bli Kristi brud og medarbeider i den store gjerning at velsigne Israel og alle jordens slegter. Rebekkas reise med Elieser fremstiller menighetens vandring i evangelietidsalderen for at møte Kristus, brudgommen, som vil ta den til sig ved sit andet komme. Abraham var et billede paa Gud Jehova, efter hvis løfte alle jordens slegter vil bli velsignet. Dette løfte har været Israels haab i 35 aarhundreder. Gal

27 Sodornas ødelæggelse. Sodomiterne bebodde en rik dal og undgik derved en del av forbindelsen, som lød paa, at menneskene akulde tete det daglige brød i sit amigts sved. Disse forbold medførte den egenajserlighet og synd, aom sodomiterne ifølge Bibelens utsagn gjorde sig skyldig i Hovmod, fuldt op av brød og sikker tryghet badd» hun, og den elendiges og fattiges baand styrket bui ikke; men de øvet vederstyggelighet for mit aasyu og jeg ryddet dem bort, da jeg saa det. Eiekie) 18:49, 50. Gud satte sodomiternes ødelæggelse til et eksempel aa synderes Bkjsebne død, ikke evig pine sier Sudae. Jesus erklærer: Ild og svovl regnet ned fra himmelen og ødela dem alle." Luk. 17:29. Bibelen lærer, at sodomiterne ikke er haabløst utleddet at Guds barmhjertighet i Kristus ogsaa rækkei til for sodomiterne, skjøut de var Btore syndere. Saavel irofeten Esekiel som Jesus selv erklærer, at han, naat nan ved sit andet komme opretter Messiasriket, vil gi anledning til prøve eller dom for verden i almindelighed for alle dem, som ikke i dette liv har hat nogen fuld anledning. Ogsaa sodomiterne vil da faa leilignet til at høre om Guds naade, til at motta den og fryde sig vod den. J søhs sr kl sarte, at paa den tid vil sodomiternes tilstand bli taahgere end deres, for hvem han præket ved sit første komme. Grunden til dette, sier han, er den, at hvis sodomiterne hadde faat samme anledning som indbyggerne i Korasin, Betsaida og Kapernaum, vilde de ha omvendt sig i sæk og aske. Derfor vil det i den fremtidige prøvetid gaa dem taaligere end de folk, som hørte og forkastet budskapet. Matt. 10 :15; 11: Enekiels profeti (16:49 61) er meget tydelig. Den erklærer, at der vil komme en gjenoprettelsens og velsignelsens tid for Israel, og omtaler ogsaa, at sodomilerne paa samme tid vil erholde gunst fra Gud, naar 'ler. nye pakt biir oprettet i Messiasriket. Q,Jeg vil oprette min pakt med dig, og du skal le, at jeg er Herren. 24

28 Prestekongen Melkisedek. Melkisedek var den høieste Guds prest og paa samme tid Salejns (freds-) konge. Abraham hyldet ham og gav ham tiende. Gud har profetisk erklært gjennem psalmisten, at Messias skulde være prest for evig efter Melkisedeks vis. Ps. 110:4. Jøderne oversaa denne profeti, idet de mente, at alt, hvad der i Guds plan hadde med ét presteskap at g] øre, skulde opfyldes gjennem Arons prestedømme, hvilket imidlertid blot var forbilledlig. Deres forventning om MesBiasriket og dets herlighet gjorde dem blinde overfor Messias gjerning som forsonende prest. De saa ikke, at Messias skulde bestaa av mange lemmer. Jesus er denne prests kode, og den ntvalgte menighet er legemet. Erklæringen om, at Melkisedek var nten fader eller moder, nten dages begyndelse aller ears ende, har indtil ganske nylig forvirret mange bibelforskere. Forstaaelsen av dette er imidlertid meget liketil Melkisedek var i sit prestedømme uten fader eller nsoder. Han arvet ikke sit prestedømme. Med hensyn til sit embede var han uten dages begyndelse eller aars ende, idet der nemlig ikke sies noget om, naar hans prestedømme begyndte. Likesaa litt som der var truffet nogen foranstaltning for en efterfølger til at avløse bau. I disse henseender var han et forbillede paa Messias. Heb. 7 :1 4. Melkisedek antages at ha vssret en av de hyrdekonger, som erobret Ægypten og omtrent aar 2170 f. K. bygget den store pyramide, som i aartusener har vseret bekjendt som et av verdens syv underverker. Astronomerne fortæller os, at maalforholdene i denne merkelige bygning, som dækker ni tønder land, angir aarets længde, jordens vegt, dens middelavstand fra solen o. s. v. Dens indre system av ganger fremstiller raenneskeslegtens historie. Den nedadgaaende gang betegner syndens og dødens vei, de øvre ganger loven, evangelietidsalderen, menighetens kommende herlighet og menneskeslegtens gjenoprettelse. 25

29 Q Jobs historie. Fortællingen om Job, profeten fra Uz, som levet samtidig med Abraham og Melkisedek, er fuld av interesse for bibelforskere. Ikke blot selve beretningerne, men ogsaa deres forbilledlige betydning interesserer os, naar vi lærer, at Jobs erfaringer fremstilte menneskeslegtens fald og kommende opreisning. Job var rik, hædret og lykkelig, men pludselig kom ulykksrne veitende ind over ham. Lynet slog ned i et hus, hvor hans sønner og døtre holdt fødselsdagsseiskap, og de blev alle dræpt. Derpaa mistet han sine faar, æsler, gjeter, kameler og sit kvæg. Under trykket av alt dette blev han syk, og han blev befængt med bylder. Derpaa forlot hans venner ham, da de mente, at han var forkastet av Gud. Og tilsidst vendte hans egen hustru sig imot ham og sa: Du er forbandet av Gud, gid du vilde dø! Stakkars Job ønsket det samme og bad O, om du vilde gjemme mig i scheol [graven], skjule mig der, til din vrede vendte om, om du vilde sætte mig et tidsrum og eaa komme mig ihu [i opstandelsen]! (Job 14:13.) Messias vil opfylde dette profetisk uttalte haab. Gjennem dette tap av helbred, styrke, venner og rigdom gjorde Job værdifulde erfaringer. Paa samme maate holder ogsaa den stakkars menneskehet nu paa at lære, i hvor høi grad den behøver Guds omsorg. Ved Guds forsyn fik Job sin helbred og sin rigdom tilbake. Han fik likesaa mange barn og dobbelt saa mange okser, faar, kameler og æsler, som han før hadde hat. Bibelforskere mener, at saaledes vil det ifølge Bibelen ogsaa bli med menneskeslegten. Syndens og dødens forbandelse vil bli fjernet, og Guds velsignelse vil strømme ned over siegten i tusen aar og gi dem, som er gaat ned i døden, tilbake til livet. Samme tanke fremstilles ogsaa i Israels jubelaar, da al gjæld blev utslettet og folk fik sine oprindelige besiddelser tilbake. (3 Mos. 25:13.) Dstte var et forbillede paa det, som i Bibelen kaldes tiderne for all# tings gjenoprettelse Ap. Gj. 3 :19 23.

30 Isaks brud. Bibelforskere synes at være enige om, at Isak var et billede paa Kristus. Likesom Abraham var villig til at ofre sin søn Isak, om hvem løfterne samlet sig, gav den himmelske Fader sin søn, Jesus, hen til et syndoffer for Adam og hans siegt og fik ham igjen fra de døde, likesom Abraham billedlig fik Isak tilbake İsaks brud, Rebekka, var et billede paa Kristi menighet, som i opstandelsen ved hans andet komme skal være hans brud. Overensstemmelserne er slaaende. Hvis Isak fremstiller Jesus, maa Abraham være et billede paa den himmelske Fader, og Elieser, tjeneren, som blev utsendt for at hente bruden, maa være et billede paa den hellige aand,»andhetens aand. Egteskapsskikkene i gamle dage var forskjellige fra vore. Gud ordnet det øiensynlig saa, at de jødiske skikker blev billeder paa aandelige ting. Det var saaledes Abraham, som ved sin tjener Elieser utsøkte en brud til Isak, istedetfor at han selv skulde vælge sig en. Billedet er egsaa her nøiagtig, idet Jesus erklærte: Ingen kan komme til mig, uten Faderen, som sendte mig, drar ham" indbyr ham. Likesom Rebekka blev fundet hos faarene, som hun vandet, saaledes findes sedvanligvis ogsaa de, som kaldes til at være Kristi brud, ikke blandt ulvene, men blandt Herrens faar. Rebekka og faarene var ved brønden, hvilket fremstiller den lille hjords tørst efter livets vand. Brønden er et billede paa Bibelen. Rebekka vandet hjordsn. Dette fremstiller paa en smuk maate, hvem det er, som utvælges til at være Jesu brud. Gud søker ikke dem, som vil herske over faarene, men dem,»om føder, forfrisker og tjener dem. Velsignelsen over Rebekka lød Bliv til tusen gange ti tusen." (1 Mos. 24: 60.) Nogen bibelforskere mener, at dette betyr, at Kristi menighet i gjenføclelsen i billedlig forstand vil bli moder til de mange millioner av Adams siegt, likesom den herliggjorte Frelser vil bli deres Evig-Fader Es. 9 : 6. 27

31 C Jakobs drøm. Hvad end uinspirerte forfattere har sagt til fordommelse av Jakob, har Bibelens inspirerte forfattere dog ikke sagt noget særlig til hans fordømmelse, men meget til hans ros. Særlig tales der om hans tro. Jakob var den anerkjendte arving til det store løfte, som Gud hadde uttalt til hans bedstefar, Abraham. Dette løfte blev betragtet som saa vigtig og tro paa det som saa nødvendig, at Gud senere hadde bekræftet det med en ed. Gud tilkjendegav forut, at velsignelsen ikke vilde komme gjennem Ismael, men gjennem Isak. 1 Mos Paulus erklærer, at Guds avgjørelse blev truffet, før hverken Jakob eller Esau hadde gjort noget, som kunde indvirke paa valget. Rom. 9:1 1, 12. Esau var hengiven til jagt og fornøielser. Hans tvillingbror, som var født et øieblik senere, hadde sin opmerksomhet henvendt paa Abrahamsløftnt og regnet alle jordiske besiddelser for intet i sammenligning med dette klenodie. En dag, da de begge var sultne, hadde Jakob tilberedt sig et maaltid. Istedetfor nu at gi sin bror halvdelen derav, tilbød han ham det hele, mot at han vilde overdra ham sin arveret til det løfte, som var git Abraham. Esau gik med glæde ind paa dette, idet han ansaa maten for mere værdifuld end et løfte, som ikke saa ut til nogensinde at skulle opfyldes. 1 Mos. 25 : Jakobs moder, som kjendte Esaus mangel paa karakter, mente, at da Jakob nu hadde tilkjøpt sig førstefødselsretten, hadde han lov til at træ istedelfor Esau og faa velsignelsen. Hun visste, at det vilde koste ham hans hjem, og at han satte sit liv paa spil derved. Som Jakob nu en nat, efterat han var flygtet hjemmefra, laa Og sov paa veien, drømte han, at han saa en stige, som fra hans hvileplads naadde like op til himmelen, og at englene gik op og ned paa den. Drømmen forestilte opfyldelsen av den Abrahamspakt, som Jakob var saa dypt. interessert i, nemlig gjenoprettelsen av fred og samfund mellem himmelen og jorden. 33

32 Q Josefs kjortel. Jakob var blit patriark, fader til tolv sønner, av hvilke de to yngste var Josef og Benjamin. De ti ældre brødre vogtet hjorderne. En dag gik Josef ut til dem i sin faders erende forat spørre om deres befindende og bringe dem nogen fødevarer. Hans brødre var misundelige paa ham og hatet ham. Derfor solgte de ham som slave, tok hans vakre, kulørte kjortel, tilsmudset den med støv og med blod av et lam og bragte den saaledes til sin far. Jakob gjenkjendte den som Josefs kjortel. Han blev sønderknust og klaget bitterlig:»jeg skal med sorg fare ned til min søn i scheol [graven]. 1 Mos. 37 : 35. Dette er første gang, ordet scheol forekommer i Bibelen. Scheol er det ord, som før ofte blev oversat med helvede i det gamle testamente. Alle lærde indrømmer nu, at scheol i virkeligheten betyr graven, dødstilstanden. Jakob mente ikke, at hans elskede søn var gaat til et scheol med evig pine, likesaalitt tænkte han paa selv at fare til et saadant, sted. Jakob kjendte slet ikke til det helvede, som Dante og andre taler om. Læren om et saadant pinested er først kommet op aarhundreder efterat det gamle testamente var skrevet. Forklaringen er enkel. I ældre tider blev ordene»helvede, graven og avgrunden brukt i fleng, saaledes som det er skedd ved oversættelsen av det gamle testamente. Scheol er oftere blit gjengit med graven eller avgrunden end med helvede" I den nye norske bibeloversættelse er det overalt gjengit med dødsriket Det tilsvarende græske ord i det nye teetamente er hades, som ogsaa betyr graven og er gjengit med dadsriket. Jesus var i hades, i scheol, men blev paa den tredje dag ved Guds kraft opreist derfra fra graven, fra døden. I nyere oversættelser av Bibelen er ordene scheol og hades ikke ofte blit gjengit med ordet helvede, fordi dette ord i tidens løp har faat en helt anden betydning, end det oprindelig hadde det betydde oprindelig graven. I almindelighet gjengives nu disse ord med dødsriket* I den reviderte engelske oversættelse gjengives ordene 6cheol og hades i sin hebraiske og græske form uten oversættelse. a

33 J o sef hædres av Farao. Selv i Ægyptens trældom blev Josef ledet av Gud. Hans prøvelser og vanskeligheter virket utviklende paa hans karakter og tro. Tilsidst ophøiet Gud ham til stdlingen nærmest efter Farao. I overensstemmelse med Faraos drøm kom der syv frugtbare aar og derefter syv ufrugtbare. Veiledet ved denne drøm samlet Josef som kongens repræsentant hvete nok i de første syv aar til at hjælpe folket over hungersnøden. Saaledes blev Josef dets frelser, dets livgiver. Josef var et forbillede paa Jesus, som av sine brødre, den jødiske nation, blev forkastet, men av sin himmelske Fader ophøiet til en stilling nærmest efter ham selv. Josef var den, som frelste ægypternes liv og gav dem brød. Jesus vil under sin regjering frelse menneskeslegtens liv og gi de villige og lydige det evige b'vs brød. Hungersnøden paavirket ogsaa Jakobs familie. De ti av hams sønner drog til Ægypten for at kjøpe hvete; men de gjenkjendte ikke Josef i Faraos hofmand. Josef lot, som han trodde, de var speidere, og spurte dem ut ona deres familieanliggender. Derpaa gav han dem hvete. Han fortalte dem, at hungersnøden vilde vedvare, at de vilde komme til at behøve mere hvete; men at de, hvis de kom igjen for at faa mere, maatte medbringe sin yngste bror, Benjamin. Da tiden kom til, at de atter maatte dra til Ægypten efter hvete, negtet Jakob at la Benjamin dra avsted, indtil de andre erklærte, at de ikke vilde reise uten ham. Jakob sa da Ta gutten med da, men hvis I ikke bringer ham levende tilbake til mig. vil det bli min død, det vil bringe mine graa haar med sorg til scheol [graven]. Dette er anden gang ordet scheol forekommer i Bibelen, og det betyr, som før nævnt, i virkeligheten graven. Det er det eneste ord, Bibelen anvender for helvede i 4150 aar regnet fra Adams fald. Hades* i det nye testamente har samme betydning om sehed, hvad vi kan se av Feters gjeagivelse av P-. 16 : 10 i Ap. fi-j. S : 9T M

34 b e s J o sef og hans brødre. Da den rette tid kom, gav Josff sig tilkjende for sine brødre. Efter at ha talt haardt til dem gjorde han et gjestebud for dem og sendte dem mat fra»it eget bord. De begyndte at bli bange og undre»ig over, hvad denne venlighet vel kunde bety. Derpaa sendte Josef de ægyptiske tjenere bort og gav sig tilkjende for sine brødre. Han tilgav dem alt og fortalte dem, at Gud hadde latt alle hans prøvelser bli til det bedste for ham, og at han var glad for, at han ved Guds ledelse var kommet til Ægypten, sia at han kunde bli redskap til at frelse saavel dem som ægypterne fra hungersdøden. 1 Mos. 45 : 4 8. Det antages av bibelforskere, at hvis Josef er et forbillede paa Kristus og hans menighet i Messiasriket, maa Josefs brødre være et forbillede paa jøderne og ægypterne paa de øvrige av menneskene. Om dette er sandt, betyr det, at hverken jøder eller hedninger har noget at frygt«av Messias ophøieue. Herlighetens Herre, som blev korsfæstet, vil tvertimot berede et stort gjestebud med fete og marvfulde ratter* for hele verden. Es. 25 : 6. Josefs karakterstyrke hadde sit utspring i hans kundskap om det løft«, som Gud gav Abraham. En viss kundskap om Guds plan synes virkelig at være uundværlig. Tillid til Gud var hemmeligheten i alle de gamlas trofasthet. Det samme princip gjældar endnu. D«t synes at være sandt, hvad der undertiden hævdes, at lovløsheten vokser i samme grad, som bibelkritiken ødelægger troen paa Bibelen og dens løfter. Da israeliteme senere var kommet til Ægypten, ser vi Josefs tro aabenbaret i det ønske, han uttalte paa sit dødslei«. Han se. Gud skal visselig besøke eder og før««der ut av dett«land [Ægypten] til det land [Kanaen], han har tilsvor«t Abraham.* Det var hans ønsk«, at d«skuld«bringe hans ben med til Kanaan. (1 Mos. 50 : 24, 25.) Bibelforsker«men«r, at Josefs forskjellige «rfaring«r «r forbilleder paa Jesu og hans menighets erfaringer d«res lid«ls«r og d«n derpaa følganiø karlighst «g æv«. 31

35 Ved den brændende tornebusk. Moses viste sig stor i enhver henseende. Som barn blev han av sine trofaste forældre anbragt midt iblandt Nilens siv, hvor en ægyptisk prinsesse fandt ham. Hun tok ham til sig og opdrog ham. Saaledes var han i sikkerhet midt iblandt sine fiender og blev oplært i al ægypternes visdom. Det ægyptiske hofs hædersbevisninger var hans; men han var altfor patriotisk til at kunne glæde sig over det, mens hans landsmænd led forfølgelse. Under etforsøk paa at hjælpe sine brødre slog han en ægyptisk arbeidsformand ihjel. Han blev skuffet over, at hans brødre ikke værdsatte hans bestræbelser for at hjælpe dem, men angav ham til ægypterne. Derfor flygtet han til Midian og var borte i 40 aar. Da Guds time kom, blev han sendt hen for at befri sit folk, Israel. Men nu var han frygtagtig og mistvilte om sin egen dygtighet. Paa Guds befaling blev Aron hans talerør. Og saaledes blev budskapet bragt til Farao om at la Israel fare. Dette befrielsens hverv blev overdrat Moses ved den brændende tornebusk, som brændte uten at bli fortæret. Herrens sendebud brukte dette som et middel til at fremstille Guds budskap paa en virkningsfuld maate og indgi Moses mod og tillid til sin mission. Fortællingens sandfærdighet stadfæstedes av Jesus. Saducæerne, som fornegtet opstandelsen, søkte at fange Herren ved at spørre ham, hvis hustru en kvinde skulde være, som i sin levetid hadde hat syv mænd. I sit svar hævdet Jesus læren om opstandelsen. Han erklærte, at da Gud sa til Moses Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, maatle dette sikkert bety, at Abraham, Isak og Jakob skulde opstaa. Saducæerne trodde ikke paa nogen opstandelse eller noget fremtidig liv Men Guds ord ved engelens mund beviser, at der forestaar en opstandelse av de døde. Gud talte om de ting, som ikke var, som om de allerede var. Alle lever for Gud i den betydning, at han i Kristus har sørget for en opvaagnen for alle i sin tid*. 1 Kor. 15 : 21, 22. 3*

36 P S ^ D Paaskens indstiftelse. Atter og atter gik Moses og Aron til Farao med budskapet fra Gud: La mit folk fare. Atier [og atter blev der sendt ægypterne plager, fordi Farao vægret sig for at adlyde. Gang paa gang erklærte denne, at hvis plagen ophørte, vilde han la Israels barn dra ut, og gang paa gang brøt han sit ord. Skriften sier: Just dertil opreiste Gud Farao, at han kunde vise sin magt paa ham." Dette maa forstaaes saaledes, at Gud kunde ha latt en anden fyrste komme paa tronen istedetfor Farao. Han valgte denne særlige mand til denne høie stilling paa grund av hans store egensiudighet, haardnakkethet og egenkjærlighet. Skriften erklærer, at Herren for hærdet Faraos hjerte. Forklaringen er den, at det var Ouds godhet, som forhærdet ham. Guds godhet og ædelmodighet blev lagt for dagen deri, at han stanset plagerne, saa snart Farao lovet at gjøre det rette. Men istedetfor at dette burde ha indgydt Farao kjærlighet og lydighet, gjorde det ham bare endnu mere haardi akket. Efterbaauden som den ene plage fulgte efter den anden, kom han til den slutning, at den næste plage ikke kunde være meget værre. Men han maatte bøte dyrt for sin trods. 2 Mos. 4:21; 7 3; 14:4. Den tiende plage blev vendepunktet. Alle Ægyptens førstefødte døde. Men Israels førstefødte, som var under det paastæukede blod, blev frelst. Saaledes avbildet Gud de førstefødtes forsamling, som nu kaldes ut fra verden. Eflerat de er blit herliggjort i den første opstandelse, vil de utgjøre det kongelige presteskap, de aandelige leviter. Mange bibelforskere hævder, at paaskenatten var et forbillede paa hele den næsten 19 aai hundreder lange evangelietidsalder, i hvilken de aandsavlede, de førstefødtes forsamling, biir uttat og fielst, med en særlig frelse for at bli delagtige i den guddommelige na ur samt være med til at velsigne dem, som vi i bli opreist under Messias regjering. Bestænkelsen med blo'iet paa døi stolperne lremstilte troen paa Jesu blod. 33

37 Israels erfaringer i ørkenen. I ørkenen blev der git israeliterne lekser i at tro. Gud sendte dem manna, som faldt ned om natten som smaa korn. Det krævde tid og taalmodighet at samle og tilberede disse. Ikke alene var dette nødvendig, men det var en bekræftelse av Guds dom: I it ansigts sved skal du æte dit brød, indtil du vender tilbake til jorden." Arbeidet har været en av vore mest værdifulde lekser. Uten det vilde siegten ha sunket endda dypere. Jesus erklærte, at han selv er den motbilledlige manna eller brødet fra himmelen, som vi maa æte av, om vi vil ha del i det evige liv Korahs og hans forbundsfællers sammensvergelse mot Moses som leder resulterte i, at de sammensvorne styrtet levende ned i avgrunden (hebraisk, scheol), graven. Saaledes vil alle Messias motstandere omkomme i den anden død. Gud sendte israeliterne en mirakuløs mængde vagtler. Vor almindelige bibeloversæ'telse synes at lede til den slutning, at vagtlerne laa omkring leiren i et flere fot tykt lag. Bibelkritikerne erklærer dette for en urimelighet. Den rette og fornuftige tanke er imidlertid den, at vagtlerne, som var trætte av at flyve over det Bøde Hav, fløi saa nær ved jorden, at israeliterne med lethet kunde fange dem i stort antal. Det er værd at lægge merke til israeliterne* oplevelse ved Horebs klippe. Da folket ikke hadde vand, slog Moses i Herrens navn paa en klippe; straks strømmet vandet ut, og folket blev vederkvæget. Paulus sier, at dette var en profeti om Kristus, som ved sin død forsyner alle sande israeliter med livsens vand. Da israeliterne blev plaget av giftige slanger, laget Moses paa Guds befaling en kobberslange og reifte den op paa en stang. Israeliterne fik befaling til at»e paa den for at b i helbredet efter slangebiddene. De giftige slanger fremstiller synden, som fører døden med sig. Gud har skaffet liv lilveie fort- den lyndbesmittede verden ved Kristi korsfæstelse. Han blev behandlet»om en»ynder, forat synderne kunde bli befridd fra synd og død. 84

38 Lovpakten paa Sinai bjerg. M oses virket som midler mellem Gud og Israel paa Sinai bjerg. Folket indgik der en pakt om at holde Guds lov. Gud lovet, at om de kunde gjøre dette fuldkomment, skulde de faa evig liv. Endvidere vilde de derved kunne komme ind under Abrahamssædens offerbetingelser, som blev forbilledlig fremstilt ved ofringen av Isak, og bli arvinger til forjættelsen I din sæd skal alle jordens slegter velsignes. 5 Mos ; 1 Mos. 22 :18. Folket gik med stor iver ind paa denne ordning og sa Alt dette vil vi gjøre"; de forstod nemlig ikke tilfulde lovens betydning. Jesus forklarte, at den betydde at elske Gud av hele sit hjerte og sind, hele sin sjæl og styrke og sin næste som sig selv. Ufuldkomne, som jøderne var i likhet med den øvrige menneskehet, kunde de ikke holde denne fuldkomne lov. Da de derfor selv var uværdige til livet, kunde de ikke gjenløse andre og kunde altsaa heller ikke velsigne de øvrige nationer. Gud lovet dem dog, at han senere vilde oprette en ny og mere gunstig pakt med dem. Jer. 31:31; Rom. 11:25 27 Til den bestemte tid kom Jesus, den utlovede Messias, ikke i herlighet, som jøderne hadde ventet, men i ringhet og ydmyghet for at dø for syndere. Han kom til sit eget [folk], og hans egne tok ikke imot ham" de korsfæstet ham. (Joh. 1: 11.) Ikkede8tomindre begyndte Jesus paa sin gjerning at utvælge det aandelige Israel, Abrahams aandelige sæd. Han antok først de troende blandt jøderne. (Rom. 11:7.) Men der var ikke nok av dem til at utfylde det forutbestemte antal av de utvalgte. Derfor blev kaldet til at bli medlemmer av Abrahams utvalgte sæd utstrakt ogsaa til hedningerne. I mere end 18 aarhundreder har han holdt paa at utta den utvalgte aandelige Abrahamssæd, de hellige i ethvert folk og i ethvert trossamfund. Naar tallet er fuldt, vil de som bruden", Kristi legeme", bh Guds redskap til at utdele velsignelser til alle jordens slegter i overensstemmelse med Guds løfte til Abraham. Gal. 3: 29 85

39 Det forbilledlige tabernakel. Gud visste forut, at israeliterne ikke vilde være istand til at opfylde lovpaktens betingelser. De nøjagtige anvisninger, han gav dem med hensyn til tabernaklet og dets offertjeneste, var kun forbilleder til undervisning for os. Forgaarden, det Hellige, det Allerhelligste, de forskjellige redskaper, presterne og ofringerne belyser de vigtigste træk i Guds plan. Paulus fortæller os, at forsoningsdagens syndofferokse var et forbillede paa Kristus i kjødet. Slagtningen av oksen fremstilte Jesu offer, som begyndte ved hans daab. Jesus var under hele sin offertjeneste den motbilledlige yppersteprest. Røkelsen, som blev ofret paa guldalteret, fremstilte Jesu iver efter at fuldkomme sin Faders vilje. Blodet, som blev baaret ind i det Hellige, forestilte indvielsen, mens forhænget var et symbol paa viljens død, hvorved han blev antat som en ny skabning. Idet ypperstepresten gik under forhænget, var han et forbillede paa mennesket Kristus Jesus, som uttømte sin sjæl paa Golgata og i døden opofret det legeme, som Gud hadde beredt ham. Ypperstepresten, som stænket blodet paa naadestolen, var et billede paa Jesus, som gik ind i himlene og frembar til retfærdigheten først sit eget offer og derpaa menighetens offer. Der kunde ikke bli gjort noget med bukkens (menighetens) blod, før oksens (Jesu) blod hadde gjort det hellig og antagelig. Rom. 12:1. Idet ypperstepresten vasket sig og skiftet klær i forgaarden, fremstilte han den fuldstændiggjorte Kristusperson, som lægger fornedrelsens legeme tilside og biir ophøiet til herlighet og magt, mens ypperstepresten iført høitidsklærne fremstilte Messias, naar han har tat magten for at velsigne menneskeslegten. 2 Mos. 28 2; Fil. 3:21. Aron velsignet folket. Dette forestilte, at Messias ved sit andet komme vil velsigne alle dem, som biir sande israeliter under hans regjering. Folket, som jublet og faldt ned paa sine ansigter, svarer til menneskeslegten, naar den vil forstaa, at syndens og dødens herrevælde er endt. 36

40 Overgangen over Jordan. Efteråt israeliterne hadde vandret i ørkenen i 40 aar, kom de tilsidst frem til Jordanfloden og fik anvisning paa, hvor de skulde overskride den under anførsel av Josva. Moses var før den tid død paa bjerget Nebo efter at ha velsignet Josva. 5 Mos. 4:21, 22; 9 :1 ; 32:48 52; 34:5, 9. Ved denne anledning hændte der et forbausende mirakel, hvorved israeliterne kunde passere over selve flodleiet ind i Kanaan, idet vandet nemlig løp bort. Alt var saaledes lagt tilrette av Herren, at i det øieblik presterne, som bar arken, kom ned til stranden og med sine føtter berørte vandet, begyndte dette at vike tilbake. Presterne gik frem, efterhaanden som vandet vek tilbake, indtil de kom til midten av flodleiet, hvor de blev staaende, mens folket gik over. Josva 3 : 3 17 De vantro har spottet over denne beretning og erklært den for en umulighet; men nylig foretagne undersøkeiser viser, at miraklet virkelig fandt sted, og forklarer ogsaa, hvorledes Herren iverksatte det. Ethvert mirakel er, set fra Guds standpunkt, i virkeligheten simpelt nok. Selv ved utførelsen av mirakler anvender Gud som regel naturlige midler. Man har paavist, at strømmen blev stanset nogen mil ovenfor det sted, hvor overgangen gik for sig. Et stort fjeldskred hadde styrtet ned i floden paa et sted ved navn Adam og hadde opfyldt flodleiet, saa at vandet nedenfor snart løp bort og kun efterlot smaasjøer her og der paa flodbunden. Efterhaanden blev dæmningen gjennemskaaret av floden, men i mellemtiden gik israeliterne tørskodde over Jordan. Motbilledet til denne begivenhet er Guds barns overgang i denne tid fra døden til livet gjennem tro paa Jesu blod. Med hensyn til disse fortidens profetier og forbilleder erklærer apostelen, at loven kun var en skygge av de bedre ting, som skulde komme, og at lovens forordninger og profetierne mere blev skrevet til undervisning for den kristne menighet end for dem, de først blev git til. Rom. 1 5 :4 ; Heb. 10:1. 37

41 Josvas lange dag. Der ligger i virkeligheten noget til grund for Bibelens beretning om Josvas lange dag. Mange bibelforskere hævder, at ordlyden i den hebraiske tekst gir uttryk for den tanke, at dagen var mørk, at solen slet ikke skinte noget, som var meget usedvanlig for Palæstina. Josvas fiender var soltilbedere, og dagens dunkelhet var for dem et varsel om, at deres solgud var blit magtesløs. Beretningen om de vældige haglstener, som dræpte saa mange, synes at bekræfte dende fortolkning, nemlig at dagen var mørk, og at formørkelsen av 'solen virkelig var et stort fænomen, som Josva benyttet sig av for at forfærde fienden, idet han loefalte solen og maanen at holde sig skjult. Josva 10: Der findes en anden forklaring, som er likesaa logisk. Den gaar ut paa, at solen var synlig om dagen, og at tunge skyer gjenspeilet solens straaler usedvanlig sent om aftenen indtil maanen stod op, saa at der slet ikke var nogen tid uten lys. Gideons og hans lille skares seier over den store hær av fiender var et forbillede paa Kristi og hans efterfølgeres endelige seier over syndens hærskarer. De sønderslaatte krukker fremstilte den selvopofrelse, som maa til, for at vort lys kan skinne frem. Basunerne var et billede paa evangeliebudskapet og sverdet paa Guds ord. Der er skrevet om Gideon og hans brødre, at de saa ut som kongesønner. Kristus og hans efterfø gere er alle gudlignende i sin karakter. Dom. 7 :16 25; 8: 18 Ḋet var ikke til døden, at Jeftas datter blev overgit for at opfylde sin faders løfte. Hun forpligtet sig blot til at bevare sin jomfrustand, hvorved hun i billedlig betydning døde for verden efter at ha tilbragt en kort tid sammen med sine veninder. Bibelen er fornuftig og liketil, naar den blir rigtig forstaat. Dom. 1 1 : Gideons seier over midianiterne og indvielsen av Jeftas datter til Herren i evig jomfrustand henhører til dommernes periode. Josva var den første dommer. Ap. Gj. 13 :19,

42 David salves av Samuel. Fortællingen om faarehyrden Davids utvælgelse til konge over Israel er fuld av interesse saavel for unge som for gamle. Profeten Samuel, som foretok salvelsen, var under Herrens særlige ledelse; han var i sin ungdom blit helliget til Herren. Da han nu skulde salve en av Isais sønner til konge efter Saul, lot han disse passere forbi sig en efter en. Det var alle smukke skikkelser, og han trodde den ene gang efter den anden, at denne eller denne var den rette. Men Herren sa nei. Man tænkte slet ikke paa David, som vogtet faarene, før alle de andre var blit vraket. Føist ;da blev David hentet, og Herren tilkj ende gav, at han i'var den, som skulde salves. 1 Sam. 16. Davids historie er av særlig interesse for os. Hans navn betyr den elskede, og han er et forbillede paa Kristusskaren Jesus og hans trofaste brødre, menigheten, Guds særlig elskede, de utvalgte, som skal arve Messiasriket. David blev salvet, mange aar før han blev konge. Paa samme maate mottok Jesus den hellige aands salvelse ved sin daab, og menigheten mottok den fra Jesus paa pinsedagen mange aar før Messiasrikets oprettelse. Davids prøvelser og vanskeligheter tjente til at berede ham til embedet som konge, og paa lignende maate gaar Kristus-personens, hodets og legemets, lidelser ogi prøvelser ut paa atfberede dem for riket. I det forbilledlige Israel blev embedet som konge og embedet som prest holdt skarpt adskilt fra hinanden. Men i Kristus er de to værdigheter samlet til ett. Dette blev fremstillet i Melkisedek, som var en prest paa^sin trone, en kongelig prest. Kristus-personen, hode og legeme, vil bli det motbilledlige kongelige presteskap, som skal regjere i tusen aar. Dette stemmer overens med apostelen Peters erklæring' I er et kongelig presteskap, et hellig folk, et eiendomsfolk. Og det falder ogsaa sammen med Jesu uttalelse, at de, som faar del i den første opstandelse, skal være konger og prester for Gud og regjer* med Kristus i tusen ar. Aab. 20 : 6; 6:10. 3i>

43 Da kong Sauls liv blev skaanet. Saul var den første konge i Israel. Han var et hode høiere end alt folket og en ideel skikkelse set fra et menneskelig standpunkt. Han manglet heller ikke visdom. Men lian oversaa den kjendsgjerning, at hans like var forskjellig fra alle andre riker i verden, og han forsøkte derfor at regjere paa samme maate som andre konger. Dette blev hans ulykke. Gud selv var i virkeligheten Israels konge, og den, som sat paa tronen, var kun hans repræsentant og skulde som saadan la sig lede av Herren i alt. David kaldes manden efter Guds hjerte, fordi han var ivrig efter at følge Herrens befalinger, og fordi han angret oprigtig, hver gang han saa, han hadde handlet uret. Hans hjerte var i den rette tilstand. Davids salvelse blev hemmeligholdt, men Saul begyndte snart at forstaa, at Guds gunst var med David, og at folket elsket ham, særlig efteråt han hadde befridd dem fra Goliat og vundet mange store slag. Kong Saul ønsket i sin selviskhet, at hans egen siegt skulde følge ham paa tronen, og tænkte derfor paa at rydde David avveien. Han gjorde ham fredløs og søkte ved enhver leilighet at dræpe ham for saaledes at krydse Guds planer. David kunde to ganger ha tat Sauls liv, men gjorde det dog ikke. I dette var han en mand efter Guds hjerte. Gud hadde latt ham salve og vilde ogsaa, naar tiden kom dertil, sætte ham paa tronen; indtil da maatte David være tilfreds og vente. Ved at spare Sauls liv handlet David i overensstemmelse med Hei rens befaling: Læg ikke haand paa mine salvede, og gjør ikke mine Profeter nogen skade. Kong Saul var Guds salvede, og det stod til Gud at ta riket fra ham og gi det til David, naar tiden var inde dertil. David blev ogsaa senere konge over hele Israel. Det er værd for os at lægge merke til den taalmodighet, den redebonhet til at vente paa Herren, paa hans ledelse og hans bestemte tider, som David la for dagen. Det var samme aand, som Jesus aabenbaret, da han sa: Ske ikke min [menneskelige], men din [guddommelige] vilje! Luk. 22:42. 40

44 Amalekiternes skjæbne. Det synes, som om Saul aldrig helt rettet sig efter Herrens befalinger. Altid fulgte han sin egen vilje, og selv naar der blev git ham direkte befalinger gjennem profeten Samuel, adlød han ikke helt og maatte irettesættes. Da kong Saul fik ordre til at slaa amalekiterne og utrydde dem, adlød han heller ikke helt. Han skaanet blandt andet kongens liv. Mange har syntes, det var merkelig, at Gud vilde gi en befaling som denne. Den mest tilfredsstillende forklaring paa det er, at hele verden allikevel er under dødsdommen, og at det ikke gjør meget fra eller til, om menneskene dør av sygdom eller hungersnød eller ved sverdet. Amalekiternes ondskap hadde nu naadd sit høidepunkt, og dommen over dem lød paa utryddelse. Var disse mennesker gaat like til evig pine, som vi engang trodde, vilde det ha været ganske frygtelig. Men saken blir en helt anden, naar vi ser, at Gud har sørget for en opstandelse baade for amalekiterne og sodomiterne paa grund av Kristi fortjeneste. Som vi allerede har set, skal sodomiterne vende tilbake til sin forrige tilstand" og siden kunne opnaa menneskelig fuldkommenhet. Paa samme maate vil alle andre, som ikke faar kundskap om Gud i dette liv, faa anledning til det i Messiasriket. Et lignende eksempel træffer vi i beretningen om Sancheribs hær, som blev slaat av Herrens engel i aa én nat, sandsynligvis ved en sandstorm. 2 Kong. 19 : 35, 36. Der dannet sig meget feilagtige opfattelser av Guds karakter og skriftens lærdomme i den mørke middelalder, da Bibelen slet ikke kjendtes av de brede lag i befolkningen. En Bibel var dengang noget overordentlig kostbart, som kun meget faa kunde anskaffe sig. Desuten kunde ikke mange læse. De forstod ikke, at tilbedelsen av en guddom, som hadde beredt en evig pine for sine skabninger, bare vilde være en ny form for molokdyrkelsen, som blev særlig fordømt av Gud. Lyset fra den gryende nye tidsalder viser os, at Guds karakter er kjærlighet. Bibelen biir forstaselig for os og dens lærdomme harmoniske. Ordspr. 4:

45 Troldkvinden i Endor. Vi har allerede hert, at de faldne engler efter syndfloden blev hindret i at materialisere sig. Derfor ' har de siden da søkt at utøve indflydelse paa menneskene ved andre midler Kun faa vilde ha samkvem med dem, om deres virkelige karakter var kjendt; derfor gir de sig ut for at være vore avdøde slegtninger og venner. Som saadanne søker de at komme i forbinde se med de levende gjennem medier, som de bedrager dertil. Ingen vilde nemlig være medium for en dæmon, om de visste, det var en saadan. Es. 8 19; 5 Mos. 18 : I ældre tider blev disse medier kaldt hekser, troldkarler'og dødningemanere. De stod paa en fortrolig fot med aanderne, som var ulydige i Noas dage. lpet. 3:19,20. Gud hadde for ut advart israel it erne mot disse onde aander og deres medier. Han befalte, at de ikke maatte tillate saadanne medier at leve i landet. De kunde virke blandt'andre nationer, som ikke stod under Guds ledelse; men Saul fik som Guds repræsentant ordr til at utrydde dem alle. Da kong Saul mistet sit samfund med Gud, og Herren ikke længere vilde meddele sig til ham, henvendte kongen sig til troldkvinden i Endor og bad hende om at fremmane profeten Samuel, som paa den tid var død. De onde aander kunde let nok forestille Samuel. Troldkvinden bragte da kongen budskaper i Samuels navn, skjønt denne var død og ikke kunde avgi eller motta noget budskap før opstandelsen. De onde aander er istand til at forstaa meget med hensyn til fremtiden. Men under de forhaandenværende omstændigheter kunde enhver let ha set, hvad der vilde bli Sauls og hans hærs skjæbne. Kongen selv saa det. Det var dette, som gjorde ham motløs og fik ham til at opsøke troldkvinden, stik imot Guds befaling. Vi kan ikke saa meget som et øieblik anta, at Gud og Samuel, som allerede hadde negtet at meddele sig til Saul, senere skulde ha skiftet sind og ovenikjøpet la sig tvinge dertil av en troldkvinde, som var fordømt efter Guds Lov 1 Krøn. 10 : 13, H. 43

46 David blir irettesat av profeten. Der er én ting ved Bibelen, som utmerker den fremfor alle andre høker den er ærlig. Skjønt David var konge og hans siegt sat paa tronen efter ham i flere led, kunde dette dog ikke hindre, at hans misgjerning overfor Urias og dennes hustru blev opskrevet indtil de mindste enkeltheter. Hele saken og det urette deri fremsættes saa klart, som om David hadde været en slave fra den allerlaveste samfundsklasse. Paa Guds befaling fortalte profeten kongen en lignelse, som belyste'uretfærdigheten, og spurte ham, hvad der vilde være en retfærdig dom i denne sak. David blev vred og forlangte at faa navnet at vite paa synderen, forat han kunde bli straffet. Saa forkyndte profeten frygtløst Du er Manden. Ydmygt bekjendte David nu sin synd for Herren. Han hadde allerede indset sit frygtelige fald, men efterhaanden som han saa træk efter træk av misgjerningen, graat han og bad, klædt i sæk og aske, Herren om; tilgivelse. I denne henseende var David manden efter Guds hjerte. Hver yang han blev overlistet av en synd og faldt, bekjendte han og søkte om tilgivelse. Gud anerkjendte Davids anger og tok ham atter til naade; men dette hindret ikke, at han blev straffet for sin,urette handlemaate. Den, Herren elsker, tugter han. Job 5 17, Ordspr. 3 : 11, 12; Heb. 12 : o, 6. Baade i det gamle og det nye testamente findes der mange saadanne eksempler paa Bibelens ærlighet. Den fortæller os om Abrahams feiltrin, han, som kaldes Guds ven Den fortæller os ogsaa om apostlenes feiltrin. Den ædle Peter blev saa betat av frygt, at han fornegtet sin Herre tre ganger, tilsidst endog med eder. Han, som senere blev Paulus, den apostel, som traadte i Judas sted, var engang den grusomme Saul fra Tarsus, som billiget, at Stefanus blev stenet. Om apostlene Peter og Johannes sies der De var uvidende og ulærde mænd. Ingen anden,bok i verden lægger en saa stor oprigtighet for dagen, og ingen anden bck fortjener derfor saa stor tillid.

47 Salomon i al sin herlighet. Likesom David, som var manden efter Guds hjerte og trofast mot ham, forestiller Kristus i de jordiske prøvelser, besværligheter og seire, saaledes er Salomon et forbillede paa den herliggjorte menighet. Mens kong Davids regjeringstid var fuld av krige, hadde Salomon ingen krig. Han var ikke blot en fredsfyrste, men en vis og rik fyrste, som bygget et tempel for Jehova. 1 Kong. 4 : 24; 6:1; 10 : 4, 23, 24. Rygtet om Salomon bredte sig ut over hele den daværende civiliserte verden. Men dronningen av Saba, som kom for at se med sine egne øine, erklærte dog, at det halve aldrig var blit fortalt om Salomon. Jesus hentydet til dette besøk av dronningen av Saba og sa, at hun kom langveis fra for at høre Salomons visdom. Derved gjorde hun folkene i Palæstina tilskamme, disse, som foragtet en lærer, som var endnu større og hadde endnu mere visdom end Salomon. Øiensynlig er vor værdsættelse av tingene i høi grad avhængig av øinene, som ser. Derfor maa vor forstands øine aapnes, før vi kan sætte pris paa de aandelige ting. Jesus sa til sine efterfølgere: Salige er eders øine, fordi de ser, og eders ører, fordi de hører." Matt. 13 : 16, Vi indser allerede nu mange av fortidens urimeligheter. Ikke længer vilde den romersk-katolske erkebi8p av Canterbury ha dømt John Oldcastle til baalet paa grund av hans episkopale avvikelser. Baade katolikernes og protestanternes øine holder paa at aapnes. Det, vi alle behøver, er at faa vore øine helt oplukket, saa vi kan se længden og bredden, høiden og dybden i Guds kjærlighet. Det har behaget Gud at aapne øinene paa nogen faa i denne tidsalder, nemlig den klasse, som vender sig bort fra synden og fuldt og helt gir sig selv hen til at følge i Jesu fotspor. Deres øine aapnes, saa at de kan skue kongen i hans skjønhet og med troens øine se gjennem Guds ords kikkert. Idet vi som i et sped skuer Herrens herlighet, biir vi som Jesu efterfølgere forvandlet til det samme billede fra herlighet til herlighet" 2 Kor. 3 :

48 Herrens tempel. Som vi allerede har bemerket, betegnet tabernaklet, at Gud midlertidig var med israeliterne. Senere traadte templet istedetfor tabernaklet. Gud antydet derved, at han engang for stedse vilde bo hos sit folk. Kong David forestilte, S"m vi har set, Kristus i evangelietidsalderen. Han samlet materialerne til templet, men fik ikke lov til at bygge det. Dette lærer os, at ikke Kristus i kjødet skal indføre Guds ordning fuldt ut, men den i herlighet ophøiede Kristus, som har sit forbillede i- Salomon. Salomons tempel blev ødelagt aar 666 f. Kr. Senere hen bygget Herodes, som ikke selv var jøde, men nedstammet fra Esau, et stort tempel for jøderne. Det stod i sin fulde pragt paa Jesu tid. Disse templer var imidlertid kun forbilleder paa det større tempel, som ifølge Peters og Paulus utsagn er menigheten. Guds tempel er hellig, «g det er I. I føies sammen og vokser til et hellig tempel i Herren. I bygges op med de andre til en Guds bolig i aanden. Pet-r erklærer, at alle Guds hellige er kongelige prester, levende stener i dette Guds tempel, gjennem hvilket hele verden tilsidst skal faa adgang til Gud. Stenene i Salomons tempel var alle blit tilhugget i stenbruddet, før de blev anbragt paa sin plads i templet. Ogsaa bj el kerne til det var tilpasset i forveien. Arbeiderne reiste templet uten lyden av en hammer Hver enkelt del var saa nøiagtig tildannet, at den kunde gaa ind paa sin plads uten slag. Dette var et bille le paa opbyggelsen av det motbilledlige tempel, tilberedelsen av menigheten i dette liv og opreisningen av den som Guds aandelige tempel ved opstandelseskraften. Dette er forklaringen paa alle de prøvelser, den tilhugning og tilslipning, som de kristne maa gjennemgaa. Forvandlingen i opstandelsen vil bringe alle disse levende stener sammen, uten at nogen av dem behøverat underkastes vold eller tvang. Da skal Herrens herlighet fylde det sande Guds tempel, og den nye husholdning vil begynde. 45

49 Elias og Baals prester Achab, konge i Israel, blev av sin dronning, Jesabel, forledet til at forvanske religionen i Guds forbilledlige rike. Tempeltjenesten blev forsømt og billeddyrkelsen indført istedet. Da den trofaste profet, Elias, av den grund hadde dadiet kong Achab, blev han av den onde dronning, Jesabel, tvunget til at flygte til ørkenen, hvor ravnene bragte ham føde i tre og et halvt aar l Kong. 17:5, 6. Endelig kom Elias paa Guds opfordring frem igjen og utfordret Baals prester til ved en offentlig prøve at faa bevist, hvem som kunde besvare bønner, Jehova eller Baal. Den gud, som vilde svare paa bøn ved at la ild falde ned fra himmelen og fortære det offer, som blev bragt ham, skulde anerkj endes som den sande mud. Dette reelle forslag tiltalte israeliterne. Baalpresterne kunde derfor ikke undgaa prøven. Elias ot dem forsøke først. Hele dagen bad de, skar sig selv med stener, skrek og ropte til Baal om at motta offeret og forsvare sin sak. Elias sdottet dem og sa: Bop litt høiere, Baal er kanske døv eller sover. Eller hvem vet, om han ikke skulde være ute paa reise! Da aftenen kom, gjorde Elias sit forsøk. Først lot han alteret og offeret overøse med vand, forat ingen skulde ha mistanke om, at der var skjult ild et eller andet sted. Saa bad Elias Gad om at forsvare sin sak, og ild faldt ned fra himmelen, fortæret offret og slikket tilmed op vandet i grøften omkring alteret. Da folket saa det, ropte de og erklærte Jehova, han er G ud! 1 Kong. 18: Bibelforskere hævder, at Elias er et billede paa den sande menighet, Jesabel paa et falskt religiøst system og Achab paa jordens regjeringer. Tidslængden for Jesabels forfølgelse av Elias, som maatte holde sig skjult i ørkenen, mens der ikke faldt regd, var 1260 dage, som svarer til de 1260 aars aandelige tørkeperiode fra aar 638 til aar 1798 e. Kr., da den motbilledlige Jesabels magt til at forfølge til døden ophørte. Aab. 12 : 6, 14, 13 : 5. Det var Elisa, Elias efterfølger, som opvakte den sunamitiske kvindes søn. u

50 Kong Zedekias. Gud lovet kong David., at det messianske rike skulde komme gjennem hans siegt. I flere aarhundreder var der ikke andre end Davids efterkommere paa tronen i Jerusalem. Den sidste av disse var Zedekias. Om ham erklærte Gud ved profeten (Ezek ): Og du ihjelslagne, ugudelige, du Israels fyrste, hvis dag er kommet paa den misgjernings tid, som låringer undergang! Ta huen bort og løft kronen av! Hvad der nu er, skal ikke være mere; jeg vil vende op og ned, op og ned, op og ned paa det, indtil han kommer, hvem retten tilhører, og jeg gir ham den. Dette var blot et andet uttryk for, at der ikke mere skulde være nogen konge av Davids siegt før Messias, og det er blit opfyldt i den lange periode paa 2520 aar fra den tid indtil Alle senere konger var skatskyldige og tilhørte ikke Davids æt. Da Gud tok riket fra Zedekias, kundgjorde han ham ved en av profeterne, at han skulde føres som fange,til Babylon av Nebukadnezar, og ved en anden profet, at han aldrig skulde se Babylon. Begge disse profetier 'slog til, idet Nebukadnezar lot stikke ut hans øine, da han tok ham til fange, og i denne tilstaud førtes han 'til Babylon. Men læg merke til, at Gud* løfte til David: Av (dine lænders frugt skal én sitte som konge for evig, ikke dermed var blit brutt. Budskapet til Zedekias viser (blot, at tronen ophørte at være anerkj endt af Herren, indtil Messias «kulde komme. J Jesus opfyldte dog ikke denne profeti ved sit første komme; ti skjønt Jesus er Messias, har han dog endnu ikke tiltat sig kongeembedet. Jesus begyndte sin tjeneste som prest. Han ofret sig selv", og hans offertjeneste har nu vart i 18 aarhundreder. Siden pinsedagen har han antat og ofret som sine lemmer dem, som fremstiller sine legemer som levende ofre. (Rom. 12:1.) Disse hans medofrende skal som lemmer paa Kristi legeme faa del med ham i det messianske tusenaarsrike og sammen med ham velsigne Israel og hele verden. Aab

51 v-/ rjw s: De 70 aars fangenskap. Efteråt Nebukadnezar hadde stukket øinene ut paa kong Zedekias, bortførte han ham og hele folket til Babylon og ødela Jerusalem og templet ved ild. Bibelen sier, at byen og landet laa øde i 70 aar, og at disse 70 aars erfaringer var en straf over israeliterne, fordi de ikke paa rette maate hadde holdt de jubelaar, som Gud hadde bestemt for dem. Hvert 50de aar skulde være et jubelaar. Da skulde al gjæld eftergives og al eiendom gaa tilbake til de oprindelige eiere dette som et billede paa, hvad der skulde ske i de kommende gjenoprettelsestider. (Ap. Gj. 8: ) Men israeliterne var egenkjærlige likesom alle andre folkeslag. De frygtet for, at overholdelsen av denne lov vilde medføre pekuniært tap for dem. Derfor helligholdt de jubelaarene meget ufuldkomment en længere tid, og tilsidst ophørte de helt med det. Gud forklarte, at de 70 aar, som fulgte efter israeliternes bortførelse til Babylon, var en erstatning for det hele antal jubelaar. Vi læser: For at Herrens ord ved Jeremias mund skulde bli opfyldt, indtil landet hadde gjort fyldest for sine sabatsaar; alle ødelæggelsens dage hadde det hvile, indtil 70 aar var fyldt. 2 Krøn. 36: 21; Jer Bibelforskere slutter, at naar hele jubelaarsantallet skulde være 70, og hver kreds var pia 49 aar, maa 70 av disse kredser, regnet fra indstiftelsen av jubelaarene, naanøiagtig til tiden for det motbilledlige jubelaars begyndelse «tiderne for alle tings gjenoprettelse" De regner ut, at dette maa være omkring 1874 e. Kr. Mange mener derfor, at vi nu lever i det store motbilledlige jubelaar, og at menneskeslegten i løpet av de næste tusen aar gradvis vil faa sine rettigheter og privilegier, tilbake. Den nuværende gjæring og uro i samfundet staar i forbindelse med dennue store forandring. Vi lever i begyndelsen av den nye tidsalder. Den voksende oplysning bringer almindelig frigjørelse med sig, og snart vil Guds gunst under Messiasriket bringe velsignelser til hele menneskeheten og bortta forbandelsen. Aab. 21: 4, 5. 48

52 Nebukadnezars drøm tydes. Israeliten Daniel, som i en ung alder sammen med mange andre blev ført fangen til Babylon, blev senere Duds profet. Kong Nebukadnezar hadde en nat en merkelig drøm, som han imidlertid ikke kunde huske, da han vaagnet. Hans vise mænd* kunde ikke hjælpe ham, men tilsidst fortalte Daniel, ledet av Herren, ham baade drømmen og dens betydning Dan , Denne drøm og dens uttydning interesserer og angaar os mere end Nebukadnezar. I sin drøm saa kongen en stor billedstøtte. Dens hode var av guld, brystet og armene av sølv, buken og siderne av kobber, benene av jern og føtterne dels av jern og dels av ler Derpaa saa kongen en sten, som blev tat ut fra et bjerg, men ikke med menneskehænder, og slynget mot billedstøttens føtter. Resultatet blev, at hele billedstøtten styrtet til jorden, knustes og blev til støv, som vinden førte bort. Dernæst vokste stenen, indtil den opfyldte hele jorden. Dan Gud forklarer gjennem profeten Daniel, at liodet paa billedstøtten var det babyloniske rike, brystet og armene det følgende medo-persiske rike, buken og siderne,det derefter kommende græske rike og benene det romerske rike, som igjen avløste det græske. Føtterne fremstilte det hellige romerske rike og dets efterfølgere. Jernet var et billede paa den civile eller verdslige magt, og leret, som var blandet med jernet, betegnet den geistlige myndighet. Vi lever i de rikers tid, som fremstilles ved de ti tær. Guds rike fremstilles ved stenen, som leret i billedstøttens føtter var en efterligning av Stenen fremstiller Guds utvalgte menighet, som biir samlet ut fra jøder og hedninger og fra enhver nation og ethvert trossamfund til at utgjøre Messiasriket. Om kort tid vil dette rike bli oprettet i stor magt og herlighet, mens denne verdens riker vil forsvinde som ved troldom. Messiasriket vil da gradvis ' vokse, indtil det fylder hele jorden og bringer alt ind under sit herredømme. Alle de, som synder med vilje, vi) da bli utrvddet i den anden død. 49

53 Daniels drøm et andet syn. I det lange tidsrum mellem Zedekias og Messias overlot Gud magten til hedningerne, som fremstilles ved den billedstøtte, Nebukadnezar saa. Den periode, i hvilken hedningerne fik tilladelse til at regjere verden saa godt, de kunde, skulde vare syv tider syv symbolske aar, av hvilke hver dag (efter maanetid) betegner et aar. De syv tider" er saaledes en betegnelse for 7 X 360, ialt 2520 aar. Denne periode utløper øiensynlig med 1914 eller i Med andre ord, hedningernes magtfrist utløper omtrent ved denne tid, og tidspunktet for oprettelsen av Messiasriket indtrær samtidig. Dette synes at forklare den nuværende gjæring i samfundet, idet alt beredes til omstyrteisen av de bestaaende forhold. De samme ting, som blev fremstilt for kong Nebukadnezar, viste Gud ogsaa Daniel ved andre billeder. Istedetfor en billedstøtte saa Daniel nogen store dyr. Dette betegner, at jordens regjeringer, som ser saa storslagen ut for mange verdslige mennesker, er dyriske i Guds øine. I,Vi kan ogsaa slutte os til dette synspunkt, naar vi lar blikket løpe hen over historiens bloddryppende blader. Verden har været under et dyrisk regimente, skjønt det har været det bedste, den kunde skaffe sig selv Vi kan let forestille os endnu værre tilstande, f. eks. anarki. Det første dyr i Daniels drøm, løven, forestilte Babylon, det andet, bjørnen, Medo-Persien, og det tredje, leoparden, Grækenland, idet de fire hoder betegnet Alexander den stores efterfølgere, hans fire generaler Det ' fjerde dyr fremstilte det romerske rike. Dets ti horn svarer til billedstøttens ti tær. Det ene horn, som hadde øine og bar en krone, ansees av mange for at være en betegnelse for den kirkelige magt, som regjerer midt i den politiske magt. Daniel saa derpaa en domsscene, hvor alle disse regjeringer blev fordømt og magten tat fra dem og git til En, som syntes lik en menneskesøn. Det rike, som blev git ham, var et evig rike, og alle maatte adlyde og tjene ham. De dyriske regjeringer blev ødelagt. Dan. 7 :

54 Kong Belsazars gjestebud. Hovmod forvendte Nebukadnezars'dømmekraft, saa at han paa Durasietten lot reise op en stor statue av sig selv som jordens hersker. For, den maatte alle knæle ned i lydig ærefrygt. Om folket paa denne maate kunde bringes til at betragte ham som en gud, vilde han være mere sikker paa at bli adlydt av det. Men der var tre hebræere, som ikke vilde bøie knæ for statuen. Der blev imidlertid intet hensyn tat til deres religiøse overbevisning. Det var tilstrækkelig, at de trodset kongen, Nebukadnezar. En stor ovn blev ophetet syv ganger, saa het som mulig, og ind i den.kastet man de tre Guds tjenere. De mænd, som kastet dem i ovnen, indaandet flammer og døde derved. Da Nebukadnezar og" hans hofmænd saa ind i ovnen, fik de øie paa de tre mænd, som var uskadt og gik sammen med en, som lignat en gudesøn. Dette bragte Nebukadnezar til at anerkjende hebræernes Gud og befale sit folk at tilbede ham. Skjønt Guds folk ogsaa nu for tiden er underkastet ildprøver, vil de dog sandsynligvis aldrig bokstavelig* bli brændt i en ildovn. Men Guds kraft kan bevare deres hjerter i enhver trængsel. Senere hen mistet Nebukadnezar sin forstand, blev som et dyr i syv aar og levet av græs, hvorefter han fik sin forstand igjen og gav Gud æren. Nogen tid efter indtraf Belsazars fest, hvor haandskriften viste sig paa væggen. Babylon faldt, og mederne og perserne, som fremstiltes ved sølvet i billedstøtten og bjørnen i Daniels syn, tok de landomraader i besiddelse, som tidligere hadde tilhørt Babylon. Kyrus hær bortledet Eufratflodens vand og marsjerte gjennem flodleiet ind og erobret den by, som blev anset for at være uindtagelig. Babylon er i Aabenbaringsboken den symbolske betegnelse for et stort kirkesystem. Dets fald sies der at ville bli foraar8aket ved uttørringen av den symbolske flod, Eufrat, for at veien kan bli beredt for østens konger det kongelige presteskap med Kristus som overhoved. Floden fremstiller folk og rigdomme. Aab. 17:15. 51

55 Darius og Kyrus Profeten Daniel var liøit anset hos kong Darius paa grund av sin ærlighet. Men hans kolleger hatet ham, fordi han hindret bestikkelse. De kunde imidlertid kun komme ham tillivs gjennem hans religion. De fortalte da kong Darius, hvilken storartet indflydelse det vilde ha, om han lot sig utrope som den eneste, som var værd tilbedelse. De hævdet, at det vilde gjøre et mægtig indtryk paa folket og gjøre det mere loyalt mot hans regjering. Det lykkedes dem derved at faa en bekjendtgjørelse utstedt om, at enhver, som tilbad nogen anden gud end Darius, skulde kastes i løvehulen. Saa utspeidet de Daniel og grep ham, mens han holdt paa at tilbede Jehova. I Medo-Persien gjaldt den lov, at en kongelig kjendelse aldrig kunde tilsidesættes i noget tilfælde. Skjønt Darius var meget bedrøvet over, at hans avholdte embedsmand saaledes var faldt i en fælde, var det ham dog umulig at kunne frelse Daniel. Denne blev nu kastet i løvehulen, men den følgende morgen blev han drat uskadt frem igjen, og derpaa blev de, som hadde lagt fælden for ham, paa kongens befaling kastet i den samme løvehule. Dan. 6 : Da der var hengaat 70 aar efter Jerusalems ødelæggelse, bevæget Gud Kyrus, som dengang sat paa tronen, til at utstede en proklamation, ifølge hvilken alle de israeliter, som ønsket det, fik frihet til at dra tilbake til Palæstina. Han gav dem ogsaa penger og bestemte, at de kar, som var blit tat fra Herrens hus, skulde gives tilbake. Omtrent 50,000 israeliter vendte tilbake. Det var bare en liten del av det antal, som oprindelig var ført i fangenskap. Opfyldt av iver og tro paa Abrahamsløftet drog de til Jerusalem, gjenopbygget byen og paa Esras tid ogsaa templet. De øvrige var blit verdsligsindet og interessert i Babylon. Saaledes fraskilte Gud slaggerne fra Israel for at forberede det til at motta Messias. Den romantiske fortælling om dronning Ester, kong Ahasverus gemalinde, henhører til tiden efter kong Kyrus dekret. ti 52

56 De tørre bens dal. Ezekiels syn av de tørre ben, som blev samlet og overdrat først med sener og derpaa med hud, til en meget stor hær, antages av mange at fremstille de dødes opstandelse. Men denne slutning synes at være urigtig. Profeten erklærer, at dette billede fremstiller en gjeno pli velse av Israels haab. Først er der bare det fortørrede haabs ben, saa kommer kraftens sener til og endelig form og fuldstændighed Vi læser: Disse ben er hele Israels bus. Se, de sier: Vore ben er fortørret, og vort haab [om atter at bli en nation] er gaat tilgrunde; vi er fortapt. Ezek. 37 : Opfyldelsen av denne forutsigelse synes nu at foregaa blandt det jødiske folk. Bare for kort tid siden hadde de intet haab. Da kom sionismen, de tørre ben, haabet om lindring i deres lidelser dog uten forbindelse med tro paa Abrahamsløftet. Senere ser vi jøderne vokse i tillid til Abrahamspakten og nærme sig hverandre med styrke, rigdom og tro. Den tid er øiensynlig ikke langt borte, da deres nationale forhaabninger vil bli virkeliggjort, og de atter skal glæde sig som et folk. Es. 4 0 :1,2 ; Rom. 11: Skriften taler om de dødes opstandelse. Den sier, at det ikke er det legeme, som dør, som skal opstaa. Legemet vender tilbake til støvet. I Messiasregjeringens morgengry vil Gud ved Kristus gi hvert medlem av Adams siegt et legeme efter sin vilje De faa hellige vil bli delagtige i den første opstandelse til herlighet, ære og udødelighet, til den guddommelige natur, høit ophøiet over englene. Derpaa vil Guds velsignelse utstrækkes til verden. Menneskene vil faa en gjenoprettelse i jordiske legemer. Det er øiensynlig meget lettere for Gud at frembringe nye legemer end at samle ethvert støvatom sammen av det tidligere legeme, hvad vi engang trodde," han vilde gjøre. Ikke et eneste skriftsted taler om legemets opstandelse, men mange skriftsteder taler om en opstandelse av sjælen, som vil vaagne op og faa et nyt legeme, jordisk for den jordiske klasse og himmelsk for den himmelske klasse. 1 Kor. 16 : Q/v---- -v w v w vv^ 53- o

57 OD Ordet blev kjød. Den jødiske nation var ute av stand til at holde lovpakten fra Sinai og kunde derfor heller ikke bli den Abrahams-sæd, som' skulde velsigne verden. Da kom den beieilige tid for Gud til at sende Messias Israels og alle folks Frelser og befrier. Han skulde bli kjød, fødes i Abrahams siegt, opfylde'lovpaktens vilkaar og derpaa ved sin selvopofrelse bli Abrahams sæd paa det aandelige plan, istand til at hjælpe alle dem, som vil komme til Faderen ved ham. I Johannes evangelium beskrives Jesus i sin foruttilværelse som Guds ord eller Logos, førstefødt før al skabning" Kol. 1:15 iflg. grt. Naar kongerne i gamle dage talte til sine undersaatter, sat de bak et gitter, foran hvilket der stod en mand, som førte kongens budskap'frem for folket. En saadan mand kaldtes Logos kongens ord eller talerør. Dette billede er slaaende og vakkert i dets anvendelse paa Guds enbaarne Søn, gjennem hvem Gud taler til menneskeheten nu for tiden til menigheten og om kort tid til verden i Messiasriket. En ordret oversættelse av Johannes 1 : 1 kister meget lys over dette emne, som hittil har været saa dunkelt. I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Guden, og ordet var en Gud. Dette var i begyndelsen hos Guden. Alt er blit til ved ham, og uten ham er ikke noget blit til av alt, som er blit til Og ordet blev kjød og tok bolig iblandt os, og vi saa hans herlighet, en herlighet som den, en enbaaren søn har den fra sin Fader." I Aabenbaringen sies det samme paa en anden maate, hvor Logos benævnes Guds skabnings begyndelse" (Aab iflg. grt.) Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden." (Aab Tanken er klar nok, Gud Jehova har ikke direkte skapt noget andet væsen end Logos, som var et storslagent billede av Gud. Som det næste skridt i Guds plan kommer Marias bebudelse og derpaa den største begivenhet i historien, vor Frelsers fødsel. «4

58 Et budskap om en stor glæde. Kun naar vi sætter barnet fra Betlehem i forbindelse med Logos, ved hvem alle ting blev til, kan vi faa det rette syn paa Jesus. Hans liv kom ikke fra Adam gjennem Josef; hans livsrettigheter var ikke forspildt. Han* liv var et overflyttet liv Logos, som var rik paa herlighet og ære i sin aandelige tilstand, blev for vor skyld fattig, blev mennesket Kristus Jesus, forat vi ved hans fattigdom skulde bli rike, forat menneskeslegten kunde bli utfridd fra forbandelsen, dødsdommen og alt, hvad denne indbefatter av sorg, smerte og fremmedgjørelse for Gud. Et legeme beredte du mig" for dødens lidelses skyld" En uskyldigs død var nødvendig som en gjenløsningsbetaling for Adam og hans siegt. 1 Tim. 2 : 6. Intet under, at englene glædet sig over at forkynde for hyrderne budskapet om Logos, som var blit kjød barnet i Betlehem. Forfærdes ikke; ti se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal vederfares alt folket." Kun faa har indset, hvor vidtomfattende dette budskap er, og kun faa har endnu hat leilighet til at faa del i denne store glæde. Men vor Frelser har lovet, at han vil bli det sande lys, som oplyser hvert menneske, som kommer til verden. Eder [menneskeslegten] er idag en Frelser født, som er Kristus, Herren i Davids stad." Hvad betyr ordet frelser? Det betyr livgiver. Retten til liv var gaat tapt alle er døende. Livgiveren kom for at sikre den døende siegt evig liv La os takke Gud for Livgiveren, den mægtige, som er istand til at frelse til det yderste. Heb. 7:25. Profetien om fred paa jorden, i mennesker hans velbehag", er endnu ikke blit opfyldt, men nærmer sig sin opfyldelse. Barnets fødsel var et skridt henimot denne, døden paa korset var et andet, og Logos herlige opstandelse og gjenophøielse til det aandelige tilværelsesplan var atter andre skridt henimot det samme maal. Utvælgelsen av menigheten, Messias brud, som nu snart er fuldendt, betegner endnu et skridt henimot opfyldelsen. Messiasriket vil bringe den fulde opfyldelse av denne herlige profeti. 55

59 Johannes som forløperen. jenløsningsverket begyndte med Jesu indvielse til G døden i trediveaarsalderen og symboliseringen derav i daaben. Der hengav han, som i den hensigt var blit menneske, sig selv til at bli en gjenløsningsbetaling for alle, hvorom det skulde vidnes for alle i sin tid. Dette, at Logos fornedret sig selv og antok menneskenatur, blev født som barn i Betlehem og vokste op til mands modenhet, var bare forberedende skridt. Paa lignende maate var Johannes Døperens virksomhet en forberedelse til det, som skulde komme. Hans mission var den at utrope Jesus»om det Guds lam, som bærer bort verdens synd Johanne» præket Omvend eder, ti himlenes rike er kommet nær. Kun de israeliter, i hvem der ikke var svik, de sande israeliter, tok imot Messias og blev delagtige med ham i hans herlige gjerning. Johannes' daab betegnet en renselse fra de synder, som var blit begaat mot den jødiske lov Johannes daab blev præket for jøderne og var en renselse fra besmittelse, den gjaldt bare dem. Hedningerne hadde ikke noget med det at gjøre. Hvorledes kunde de omvende sig og komme tilbake til sine paktsforhold, naar de aldrig hadde været i noget paktsforhold? Jøderne stod endnu under den pakt, som Gud hadde sluttet med dem paa Sinai ved midieren, Moses, og hadde derfor samfund med Gud. Paulus skriver De blev alle døpt til Moses i skyen og i havet." Enhver israelit, som i hjertet hadde samfund med Gud gjennem Moses, blev overflyttet fra Moses til Kristus og behøvde derfor ikke nogen yderligere daab til eller ind i Kristus. Israeliterne var allerede antat i Moses, som var et forbillede paa Kristus. Da kaldet begyndte at utgaa til hedningerne, var der flere i Efesus, som trodde og blev døpt med Johannes daab, som om de kunde ha været jøder. Dette var en feiltagelse. Paa Paulus befaling blev de døpt om igjen, døpt til Kristi død. Hedningerne maatte døpes direkte til ellsr ind i Kristi død. Ap. Gj , 19 : 3 5; Rom. 6:3; 11:

60 lf«am ^ AAA AAA AAA AAA -A AA AAA AAA ^ A ^ A. _ > * * A A A * * * A A A A A -^ D Næsten 30 aar rede til daaben. Da Jesus fremstilte sig for Johannes ved Jordan for at bli døpt, vakte det forbauselse..rohannes erklærte: Jeg har snarere behov at lie dig om at døpe mig. Du har ingen synder at renses fra. Jesus forklarte ham ikke saken nærmere, han sa hare: Tilsted det nu." Han antydet derved, at hans daab ikke var Johannes daab til syndernes forladelse, men at hans daap hadde en anden særlig betydning, som han ikke vilde aabenbare. Paulus forklarer os, at Jesu daab symboliserte den fulde indvielse av hans liv til Gud som et offer like til døden. Heb Jesus viste senere, at hele hans gjerning var en opfyldelse af det indvielsesløfte, han hadde avlagt, da han blev døpt 30 aar gammel. Daaben symboliserte hans nedsænkelse i døden dette, at han overgav sit liv til Guds tjeneste. Yed slutningen av sin vandring sa han: En daab har jeg at dopes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet!" (Luk ). Paa Golgata* kors endte hans daab til døden. I denne sak maa Jesu efterfølgere efterligne ham. De biir døpt td hans død og derved ind i hans legeme, menigheten. (Rom. 6 3.) Denne daab ind i Kristusskaren eller Kristuslegemet vil ikke være fuldendt, før det sidste medlem har gaat ind i døden. Da vil Kristi daab som et hele være tilendebragt. Da vil det hele legeme i den første opstandelse paa den anden side forhænget opnaa herlighet, ære og udødelighet og faa arve med Jesus det rike, som da vil være oprettet. Om vi lider med ham, skal vi ogsaa herliggjøres med ham. Da Jesus kom op av vandet, aapnet himlene (de høiere ting) sig for ham. De himmelske sandheter blev klarere for ham. Han kunde nu forstaa? Guds visdom" (1 Kor. 2 : 10.) Denne oplysning. kom ved mottagelsen, av den hellige aand. Ogsaa ^ hans efterfølgere har mottat [, et maal av aanden, hvorved de er blit avlet som sønner >5 av Gud, medarvinger med Kristu«. Ogsaa de biir op- lyst. Heb

61 Rikets evangelium. mere end seksten aarhundreder hadde israeliterne I ventet paa og bedt om Messiasrikets komme, som skulde ophøie dem og velsigne verden. Budet om, at riket var nær, var et evangelium. Men ikke tilstrækkelig mange israeliter var sande israeliter, værdig til at bli delagtig med Jesus i den herlige tjeneste i hans store og længe lovede rike. Han kom til sit eget [folk], og hans egne tok ikke imot ham de korsfæstet ham. Men saa mange, som tok imot ham, dem gav han frihet eller ret til at bli Guds barn, til at overgaa fra tjenernes hus under Moses til sønnernes hus under Jesus. Dette blev utvirket paa pinsedagen, da avlingen ved den hellige aand fandt sted. Joh ; Heb. 3 :1 6. Da der ikke blev fundet tilstrækkelig mange jøder værdige, blev tilbudet om at faa del i riket tat tilbake fra dem,.og i nitten aarhundreder har Gud holdt paa at udfylde det forutbestemte antal med de hellige av hedningerne. Ydre tegn saavelsom profetierne viser, at riket ikke blev oprettet den gang og ikke da begyndte at velsigne verden. Istedet blev alle de uværdige israeliter avskaaret fra Guds gunst for en tid, mens kaldet til delagtighet i riket utgik til hedningerne, for at der av dem skulde uttages et folk til at utfylde det forutbestemte Kristi legeme" (Rom. 11:1 7, 11, 12.) Hellige karakterer av alle nationer er blit uttat i nitten aarhundreder, indtil antallet nu næsten er fuldt, og riket holder paa at komme. Naar utvælgelsen av Abrahams aandelige sæd er fuldendt, vil denne evangelietidsalder ende. Da vil den messianske tidsalder begynde, hvor Kristus og menigheten regjerer med aandelig magt. Aab. 5 : 10, 20:6 Ḋa vil jødernes blindhet bli fjernet. Den nye husholdnings velsignelse vil komme til dem og gjennem dem til alle jordens slegter, saaledes som Gud har lovet. At menigheten er Abrahams aandelige sæd, som skal velsigne det naturlige Israel og hele verden, ser vi klart av Gal. 3 :16,

62 Kongesønnens bryllup. Jesu lignelser angaar hovedsagelig Messiasriket. Nogen av dem viser, hvorledes jøderne gik glip av den forretjat bli arvinger til riket, og hvorledes hedningerne fik tilbud om delagtighet. Andre viser, hvorledes regjeringens blivende medlemmer maa lide trængsel i denne tidsalder for at forberedes til sin ærefulde stilling i riket. Himlenes rike [dets medlemmer] lider overlast. I aarhundreder har de været undertrykt med magt. Lignelsen om kongesønnen viser, at jøderne var de første, som fik anledning til at bli medarvinger med Messias i hans rike. Derpaa utgik kaldet til hedningerne. Av dem er nu nogen, dog ikke mange vise eller lærde, i løpet av atten aarhundreder blit beredt for Messiasriket. Vet I ikke, at de hellige skal domme verden. 1 Kor. 6 : 2. Bryllupsklædningen fremstiller de troendes samfund med Gud ved Kristi fortjeneste. Den, som hadde avlagt denne klædning, blev jaget ut fra bryllupsnadveren. Dette betegner alle disses skjæbne, som forkaster Kristi offer som forsoning for sine synder. De vil bli tvunget ut av den nærværende sandhets lys, ut i verdens mørke utenfor. Litt efter litt vil det til deres sorg gaa op for dem, at de er gaat glip av riket; graat og tænder* gnidsel vil da bli følgen. Den værdifulde perle er et billede paa rikets værdifuldhet. Opnaaelsen av riket er værd, hvad den koster vort alt. I lignelsen om hvetemarken tales der om menigheten i evangelietidsalderen. Hveten, som næsten kvæles av vildfarelsens klinte, vil dog tilsidst bli moden og høstet ind i den himmelske laave. Den vil bli til retfærdighetens sol, som skaper Messiasrikets nye dag. Matt. 13.'43. Lignelsen om talenterne betegner, hvorledes enhver indviet Jesu discipel er en husholder over sine talenter, og hans delagtighet i riket vil avhænge av hans bofasthet. Troskap i at bruke de far talenter nu i tiden vil medføre store anledninger til at velsigne verden i dan ff næste tidsalder. Matt. 25:21. 59

63 Den fortapte søns hjemkomst. De skriftkloke, farisæerne og de lovkyndige blev fremstilt ved den ældre broder i lignelsen om den fortapte søn. Tolderne og synderne, som var likegyldige overfor alle aandelige privilegier, var den fortapte søn, som var g aat bort fra faderhuset. Jesus viser os, hvorledes Guds stilling er overfor den tilbakevendende fortapte søn. Han gjør et gjestebud for ham, gir ham en velsignelse, som alle kan faa del i, hvis de vil. Der var ikke mange mægtige, mange vise eller ædle blandt dem, som tok imot Jesu budskap, det var hovedsagelig angrende, fortapte sønner. Lignelsen om den rike mand og Lasarus belyser den samme sak. Den jødiske nation var den rike mand. Hans bord var vel forsynt med aandelig føde, Guds løfter. Hans klædedragt, det kostbare linnet, fremstilte den retfærdiggjørelse, som blev utvirket ved den forbilledlige forsoningsdags ofre. Hans purpurkjortel var et symbol paa, at han hadde forbindelse med Guds rike, idet purpur nemlig er et billede paa kongeværdighet. Lasarus tilstand fremstilte de synderes og hedningers haabløshet, som hungret efter at faa del i løftet til Abraham, men maatte mætte sig med.smulerne", indtil Israel var blit forkastet. Matt. 23 : 38. Den fattige mands saar var et billede paa syndens sygdom; hundene, som slikket dem, fremstilte de hedenske hunder I samtalen mellem Herren og den kananæiske kvinde, hvis datter Jesus helbredet, lignes hedningerne ved hunder. Den rike mand, den jødiske nation, døde fra sine store velsignelser. Nationalt set sovnet han ind i hades og venter nu paa sin opvaagnen; men personlig set kom jøderne ind i en stor trængselstid, som symbolsk fremstilles ved ilden, og der har de været i 18 aarhundreder. Lasarus døde ogsaa fra sin ugunststilling og fandt da sig selv i Abrahams skjød som et Abrahams barn. Saaledes er hedningerne blit Abrahams sæd og arvinger til den aandelige del av Abrahamsløftet. Gal. 8:29. 60

64 Den rike mand og Lasarus. Da Jesus traf grætekonerne, som begræt Jairus datters død, sendte han dem bort med de ord: Hun er ikke død, men sover." Derefter vækket han hende op. Mennesket dør ikke paa samme maaet som dyrene. Skjønt døden baade for mennesket og dyret betyr livets ophør, har dog Gud git mennesket dyrebare løfter om et fremtidig liv ved en opstandelse. Bibelen indeholder talrike forsikringer om, at menneskeslegten skal bli opreist fra døden og opnaa de utlovede velsignelser. Derfor heter det skriften, at mennesker ikke dør, men bare sover ind. De, som saaledes sover i en ubevisst tilstand, har løfte om at bli opvakt paa opstandelsens morgen. Jesus erklærte, at alle de, som er i gravene, skal høre hans røst og komme fiæm, nogen til liv og evig belønning for sin nuværende trofasthet, andre til prøve eller dom, forat deres evige skjæbne kan bli avgjort. Joh. 5 28, 29. Jesus opvakte Lasarus, som var broder til Marta og Maria, i hvis hjem i Betania han ofte opholdt sig. Da Lasarus var blit alvorlig syk, sendte søstrene det bud til Jesus. Herre, den, du elsker, er syk." Til deres over raskelse tillot han, at Lasarus døde. Da han fortalte sine discipler, hvad der var skedd, sa han Lasarus, vor ven, er sovet ind. Senere sa han dem rent ut:' Lasarus er død. Se Joh. 3 13, 11 13, 14, Ap. Gj. 2: Ordet søm er længe blit brukt som en symbolsk betegnelse for døden. Abraham sov hos sine fædre. Og Abrahams fædre var hedninger Paulus taler om dem, som sover i Jesus, og sier, at vi ikke alle skal sove, hvormed han hentyder til dem, som lever paa den tid, da Messiasriket skal oprettes, og den første opstandelse finder sted. Disse sover hverken i himmelen, skjærsilden eller i et helvede med pine. Bibelen erklærer: De, som sover i jordens støv, skal vaague op, nogen for at skinne som stjerner, andre til skam og avsky, indtil de har avgit beviser paa sin anger og troskap. Dan. 12: 2.

65 Kapernaum nedstøttjtil dødsriket. Kapernaum, som var den by, hvor Jesus utførte en stor; del _av sine undergerninger, er nu bare en ruinhop. Deri ser vi opfyldelsen av Jesu profeti: Du, Kapernaum, som er blit ophøiet like til himmelen, du skal nedstøtes like til dødsriket hades, graven. I symbolsk betydning var byen blit ophøiet til himmelen ved det privilegium, at Mesteren bodde der itlang tid, mens han vandret paa jorden. Imidlertid medførte dens store privilegier ogsaa'et stort ansvar. Jesus^sa, at hvis de kraftige gjerninger, som var skedd i den, var skedd i Sodoma og Gomorra, da vilde de ha omvendt sig. Derfor sa han videre: Det skal gaa Sodomas land taaleligere paa dommens5^dag end dig. Dommens dag er uten tvil den tusenaarsdag, da Kristus regjerer, den dag, da verden vil bli dømt eller prøvd, for at faarene kan bli adskilt fra bukkene, og det kan*bli avgjort, hvem som er værdig og hvem uværdig til evig liv Den vil bli taaleligere for dem, som har syndet uten lys, end for dem, som har hat store privilegier og anledninger og ikke benyttet dem. BibelforskereJ indser nu, at Bibelens lære om dommens dag i høi grad er blit misforstaat. Man har tidligere antat, at den vil bli en fordømmelsens tid, skjønt den i virkeligheten vil bli en prøvens tid, da det vil bli avgjort?[ved en" prøve, hvem som er, værdig og hvem uværdig til det evige liv, som Jesus ved sin død sikret alle dem av Adams siegt, som ønsker at ta imotvlet paa Guds betingelser. Den første dommedag var i Eden. Adam blev paa grund av sin ulydighet dømt til døden. I seks tusen aar har hans efterkommere været under denne samme dom. Jesus døde for at befri alle fra denne dom og for at gi alle en leilighet til at opnaa evig liv Kun nogen faa trofaste, en utvalgt skare, er indtil nu blit velsignet. Deres dom eller prøve foregaar forut for verdens, for at de sammen med Jesus kan bli verdens dommere paa dommens eller prøvens dag, tusenaarsdagen. 1 Kor. 2; Ap. Gj

66 Lignelsen om faarene og bukkene. Denne lignelse skildrer tilstanden riket, efteråt menigheten er blit herliggjort og riket oprettet. Da vil det uttryk opfyldes Menneskesønnen kommer i sin herlighet og alle englene med ham. Alle folk, ogsaa de, som nu sover i døden, vii da være paa prøve7 for Kristi dommertrone, og det vil'bli undersøkt, hvorvidt de er villige til at komme i fuld harmoni med Gud og motta hans gave, det evige liv I motsat fald vil de bli utryddet i den anden død. De, som utvikler en gjenstridig, bukkelignende karakter, vil falde i ugunst hos Messias, d«biir stillet paa hans venstre side. Ved slutningen av de tusen aar vil denne adskillelse være foregaat for hele menneskeslegtens vedkommende. Alle vil være kommet ind i en av de to klasser. Den ene vil bli belønnet med Guds gave, det evige liv, den anden klasse, den uværcnge, vil faa den straf, som Gud har bestemt, nemlig ødelæggelse græsk kolasin, avskjærelse fra livet. Den sjæl, som synder, den skal dø." Deres ødelæggelse fremstilles symbolsk ved ilden i Hinnoms dal (Gehenna, tidligere urigtig oversat helvede ), hvor alt avfald fra Jerusalem blev ødelagt. Kun døde kropper blev kastet deri og blandt dem likene av særlig ryggesløse henrettede forbrydere. Den stod som et billede paa haabløshet, tilintetgjørelse. Denne dal Gehenna forestilte den anden død, fra hvilken der ikke vil bli nogen gjenløsning. Gehenna blev tidligere kaldt TofeL Da Israel begyndte at dyrke avguder, blev Moloks billede opstilt i denne dal. Man ofret paa en djævelsk maate levende barn til denne avgud ved at brænde dem i armene paa billedstøtten. Kong Josias gjorde dalen til en avfaldsplads. Vore fromme forfædre opstilte endnu værre avguder for os trosbekjendelsesavguderne. Til dem lærte vi at ofre millioner av hedninger og ikke-utvalgte smaabarn. Men disse tider er forbi, takket være Gud! Vi har nu sundere anskuelser om Gud og en sandere fortolkning av Bibelen. «3

67 D Lignelsen om talenterne. Ikke bare præket Jesus og hans discipler om riket og lærte om det i lignelser, men de kraftige gjerninger, som Jesus gjorde, hadde til formaal at illustrere den endnu større gjerning, som skal bli utført under hans tusenaarsregjering. Matt. 4 :2 3, Es. 35 : 5, 6. Dette antydes ved ordene Dette sit første tegn gjorde Jesus og aabenbaret sin herlighet. Jesu gjerninger var med andre ord glimt av det arbeide, han vil utføre i sit herlige rike. Av samme grund blev mange av hans kraftige gjerninger utført paa sabbaten. Likesom de seks dage i uken fremstiller slit og møie, syndens følger, saaledes fremstiller den syvende dag tusenaarsriket, Guds barns hvile, som ved Kristi offers fortjeneste er sikret alle, som vil ta imot den. Dette, at vandet blev til vin, fremstiller, hvorledes de enkle ting i denne tid, den nærværende sandhets likefremhet, av Herren vil bli forvandlet til rikets glæder ved bryllupsfesten i herligheten. At de spedalske blev renset, fremstiller renselse fra syndens spedalskhet. Den ene, som kom tilbake for at gi Gud æren, fremstiller dette, at kun en liten hjord" værdsætter tilgivelsen av sine synder i denne tidsalder. Helbredelsen av de syke fremstilte, at alle sygdommer (aandelige, moralske og legemlige) vil bli helbredet av Messias, den store læge. At de blindes øine blev aapnet og de døves ører opiatt, betegner at menneskeslegtens forstands øine og ører i rette tid vil bli aapnet og Guds herlighet erkjendt. Alt kjød skal se det tilhobe." Es. 4 0 : 6. Herrens forklarelse paa bjerget var et andet billede paa riket. Disciplene visste ikke, om det var virkelighet eller et syn, før Jesu sa: I skal ikke fortælle nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstaat fra de døde. Peter erklærte senere, at det, de saa paa det hellige bjerg, fremstilte Messiasriket. 2 Pet. 1:

68 Mennesket Kristus Jesus. H enimot slutningen av sin virksomhet kom Jesus til Betauia, til Lasarus', Martas og Marias hjem, den samme Lasarus, som han hadde opvakt fra dødssøvnen. Maria benyttet denne anledning til at salve Mesterens føtter med en kostbar salve. Dette var, erklærte han, en salvelse til hans begravelse. Matt. 26 : 12. Dagen efter lot han hente et æsel og red paa det til Jerusalem, likesom Israels konger pieide at gjøre. Da han.fik øie paa Jerusalem, holdt han stille, graat over byen og sa: Jerusalem, Jerusalem, du som slaar ihjel profeterne og stener dem, som er sendt til dig! Hvor ofte jeg vilde samle dine barn, likesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger! Og I vilde ikke. Se, eders hus skal lates eder øde. Fra nu av skal I ikke se mig, før I sier Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. (Matt. 23 : ) Rikets oprettelse er imidlertid ikke bl it opgit, skjønt den var bestemt til at finde sted senere end ventet. Messias brud vil kun delvis bli av jødisk æt. Det, Israel søkte efter, har det ikke opnaadd ; men de utvalgte har opnaadd det. Folkemængden forstod ved denne leilighet, at Jesus var den utlovede konge, og hilste ham som Messias. Klær og palmegrener blev spredt paa veien foran ham som tegn paa, at det bedste paa jorden ikke var for godt for en saa ophøiet person. Samtidig ropte man: Hosianna, du Davids søn, den længe forjættede Messias av Davids siegt. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det høieste! Matt. 21: 9. Men' farisæerne, som ikke trodde paa Jesus, mente, at alt) dette var upassende, og de bad Jesus forbyde folket at rope. Jesus svarte dem, at ifølge profeten (Sak. 9:9) skulde der ropes ved denne leilighet, og at, om folket taug, maatte stenene rope. Gud hadde erklært, at der skulde bli ropt, og hans ord maatte opfyldes. Efterat Jesus»aaledes i triumf var drat ind i Jerusalem, var det, at han jaget ut vekselererne og kræmmerne fra templet. XXX 65

69 Naaleøiet. Bibelen erklærer, at veien til riket er snever og vanskelig, og at de, som vil være Jesu discipler, maa ta korset op og fornegte sig selv. Mange har undret sig over, at løfterne saaledes er begrænset og ikke gjælder alle. som bestræber sig for at være retfærdige uten dog at ha saa stor tro, at den leder dem til selvopofrelse. Lignelsen om kamelen og naaleøiet belyser, hvorledes de rike maa avlæsse sin rigdom, før de kan komme ind i riket. Det saakaldte naaleøie var en ganske liten aapning i hovedporten, som førte ind til en by. Bibelforskere forklarer, [at vanskeligheten ved at faa indgang i riket staar i forbindelse med Guds ønske om at faa utvalgt en liten skare til at beklæde en særlig ophøiet stilling. Han har gjort prøverne og vanskeligheterne saa svære, at kun de hellige vil benytte sig av ledigheten til at vinde riket. Den rike yngling spurte Jesus Hvad skal jeg gjøre for at arve det evige liv? Jesus henviste ham til loven, som tilbød enhver jøde evig liv, hvis han kunde holde den. Den unge mand svarte, at han hadde gjort sit bedste, men endda var han i en døende tilstand. Jesus fik ham kjær for hans ærlige bestræbelsers skyld og viste ham hen til en ny livets vei selvopofrelsen som en HerrenB discipel. Derved vilde han bli medarving med Jesus til herlighet, ære og udødelighet. Mark. 10: 17 25, Bom. 2 :7,8 : 17 To av Jesu disciple bad ham om tilladelse til at sitte nærmest ham'paa tronen i riket. Jesus svarte dem da: Er I villige til at drikke den selvfornegtelsens, selvopofrelsens., den skammens og vanærens kalk, som jeg drikker? Kan I døpes med min daab til døden, opgi eders egen vilje og bli avskaaret fra alle jordiske rettigheter? Matt. 20: , Mark Disciplene svarte, at de var rede til at gjøre alt med hans hjælp. Han forsikret da dem og os om, at han vilde sende o prøvelser, men ogsaa'hjælpe os,'og at vi, om vi forblir tro indtil enden, skal faa en livets krone. Aab. 3: 21, 2: 10. fifi

70 Jesu s forlater paladset. Fem dage efterat Jesus hadde redet ind i Jerusalem og fremstilt sig som Israels konge, indtraf paasken, den forbilledlige forbigang av menigheten de førstefødte. Jesus var det Guds lam, som skulde bære al verdens synd. For at kunne det maatte han bli paaskelammet, Apostelen Paulus sier: Kristus, vort paaskelam, er slagtet. La os derfor holde høitid." Jesus aat det forbilledlige paaskelam sammen med sine discipler. Derefter tok han det usyrede brød og vintræets frugt som billede paa sit eget kjød og blod og indstiftet den motbilledlige paaskenadver. Fra da av skulde Jesu discipler gjøre dette til ihukommelse av hans død som det motbilledlige lam. Han sa: Dersom I ikke æter Menneskesønnens kjød og drikker hans blod, har I ikke liv i eder." Naturligvis betydde den ydre handling intet, hvis den ikke var et sandt symbol paa hjertets erfaringer. Jesu efterfølgere maa av hjertet erkjende og forstaa, at bans død er en gjenløsningsbetaling for hele verdens synd, og at ingen kan faa evig liv uten i kraft av den. De saaledes troende utgjør de førstefødtes menighet, som overgaar til livet forut for verden, i den første opstandelse. Aab. 20: 6. Paulus peker paa en endnu dypere betydning i paaskenadveren. Alle Jesu efterfølgere fremstilles ved det ene brød, som biir brutt, og som delagtige i den ene lidelsens, skammens, vanærens og dødens kalk. (1 Kor. 10: 16, 17.) Kun disse vil bli lemmer paa hans herliggjorte legeme Disciplene forsømte at vaske hverandre s, ja endog Mesterens føtter. Derfor utførte Jesus selv denne tjeneste som en lekse for dem i ydmyghet ikke som en ceremoni. Aanden i denne lekse er, at vi som Kristi lemmer skal tjene hverandre saa meget som midig. Ap. Gj 9: 5; 1 Kor. 12: 27 Efter maaltidet gik Jesus med sine discipler ut til Getsemane, hvor Judas forraadte ham til hans fiender med et kys. Derpaa fulgte de mindeværdige slutningsscener i Herrens liv. 6 1

71 o D Natten før korsfæ stelsen. Tidlig næste morgen blev Jesus ført for Pilatus og anklaget for at ha erklært sig selv for konge og for derved at ha begaat forræderi mot keiseren. Som anklagere optraadte de fornemste av jøderne. Pilatus indsaa straks det uberettigede i anklagen og forstod, at det var en nskyldig person, de ønsket domfældt. Da han hørte, at^jesus var fra Galilæa, søkte han at fri sig selv fra ansvaret ved at sende ham til Herodes. Men Herodes vilde ikke ha noget med Jesus at gjøre. Han hadde hørt om hans mirakler og var bange for ham. Efterat Herodes soldater hadde spottet Jesus, blev han sendt tilbake til Pilatus. Pilatus vilde gjerne befri Jesus, men for at tilfredsstille mængden saa han sig nødsaget til at la Jesus hudstryke. Dette var dog ikke nok for hopen, som ropte: Korsfæst ham! Tilsidst førte Pilatus Jesus frem for folket, og sa Ecce homo! Se, hvilket menneske! Der findes ikke hans like blandt jøderne. Yil I virkelig korsfæste ham? Men pøbelen ropte bare endnu høiere Korsfæst ham! Intet kan forhærde hjertet mere end religiøse vildfarelser Jesus var ikke jødernes ideal av en konge. Hadde han været voldsom og, stortalende og mindre fin, vilde folket snarere ha anset ham for at være istand til at befri det fra romernes aak og bli en verdenserobrer likesom Aleksander den store. Verden har litt efter litt vænnet sig til at betragte Jesus med en slags ærbødighet, men han er stadig langt fra at være dens ideal av et menneske. Heller ikke svarer Jesu efterfølgere til verdens ideal. Menneskeheten kan ikke fatte, at Guds hensigt har været at utvikle sagtmodighet, blidhet, taalmodighet, langmodighet og kjærlighet i Kristus og i hans efterfølgere for at berede dem for deres gjerning i Messiasriket, at velsigne menneskeslegten. De nuværende erfaringer er nødvendige for dem, erklærer Bibelen, for at de senere hen som det kongelige presteskap kan bli medlidende prester for verden. Heb. 2 10, 3 1; 5 : 8 10, 12 : 11. «8

72 Den døende røvers haab. Pilatus vasket sine liæmler for folkets øine som et uttryk for. at lian var uskyldig i Jesu død. Derefter gav han de nødvendige ordrer til henrettelsen. To røvere blev korsfæstet paa hver side av Jesus. Over hans hode " stod der Uskrevet en hentydning til den 'forbrydelse, som'"han blev korsfæstet for:.jesus, jødernes konge." Faa^dødsmaater er saa pinefulde som korsfæstelsen. Matt. 27 : 37. En av røverne drev spot med Jesus og sa: Er du Guds søn, Messias, kongen, da vis det ved at stige ned fra korset. Hadde Jesus gjort dette og skaanet sit liv, da kunde han ikke blit verdens konge og frelser; ti alene ved hans død kunde-dødsdommen over Adam og hans siegt bli ophævet. Jesus døde en frivillig offerdød. Den anden røver forsvarte Jesus og sa, at han intet ondt hadde gjort, mens de andre to bare led en retfærdig straf. Derefter henvendte den angrende røver sig til Jesus og sa: Herre, hvis du virkelig er en konge og nogensinde kommer'i dit rike, da husk paa den stakkars røver gjør!noget for mig! Og Jesus svarte: Amen, dig ske, som du ber om! Skjønt det ser ut, som om baade himmel og jord har forlatt mig, sier jeg dog til dig paa denne mørke dag: Du skal være med mig i paradiset. Mit rike vil engang bli foprettet, og ved dets indflydelse skal jorden bli et paradis. Der skal du faa din belønning. Den feilagtige anbringelse av kommaet i vor bibeloversættelse har ført os alle paa vildspor,.lesus kunde ikke gaa til paradiset den dag, han døde, fordi paradiset endnu ikke var oprettet. Endvidere, da han tre dage derefter hadde, opstaat fra de døde, sa han til M aria: Jeg er endnu ikkel'steget'op til min Fader." Peter sier, at han døde, og? at hans sjæl blev opreist fra de døde paa den tredje dag. (Ap. Gj. 2:31.) Alt folket" skal bli velsignet i Messiasriket, men anger bereder veien for velsignelser og gjør tugtelserne færre. 6H

73 Jonas oplevelse et billede paa opstandelsen. Før pinsedagen kunde disciplene ikke forstaa de aandelige ting,.fordi de indtil da endnu bare var naturlige mennesker Derfor var det nødvendig, at der paa en for mennesker forstaaelig maate blev git dem bevis for Jesu opstandelse. Kun troende kunde bli delagtige i pinsevelsignelsen. De maatte tro og forstaa, at Jesus ikke længer var et menneske, men atter et aandevæsen. Paa den tredje dag efter korsfæstelsen fandt kvinderne graven tom, da de kom for at salve Jesu legeme. Maria møtte ham, men gjenkj endte ham ikke. Han viste sig nemlig for hende i en gartners skikkelse. Først da han talte til hende, kjendte hun ham. Han sa: Maria, jeg er endnu ikke steget op til min Fader og eders Fader, til min Gud og eders Gud." Samme dag gik to av disciplene til Emmaus. De talte ivrig sammen, da Jesus i en anden skikkelse sluttet sig til dem uten at bli gjenkjendt av dem. Han utla for dem forbillederne og profetierne, som viste, at Jesus maatte dø som menneskets gjenløser, og sa: Maatte ikke Messias lide dette og saa gaa ind til sin herlighet? Da de siden fortalte de andre om denne begivenhet, sa de: Brændte ikke vore hjerter i os, da han talte til os paa veien og oplot skrifterne for os? Ved aftensmaaltidet gav han sig tilkjende for dem, hvorpaa han forsvandt. Samme aften var flere av dem samlet i den øvre sal og talte med hverandre om dagens merkelige begivenheter. Dørene var omsorgsfuldt stængt, da disciplene frygtet for jøderne. Pludselig viste Jesus sig midt iblandt dem, men atter paa en anden maate. Denne gang hadde han samme skikkelse, som da han var et menneske. Men selv dette forskrækket dem, skjønt han fortalte dem, at det, de saa, virkelig var kjød, hvad han ogsaa beviste ved at spise noget. Han var ikke længer Jesus i kjødet. Ved sin opstandelse vendte han lilbake til sin aandelige tilstand. (1 Kor. 15:44.) Men han hadde magt til at legemliggjøre sig, likesom de hellige engler har, og likesom han selv hadde hat, før han blev kjød. 70

74 Peter forkynder gjenoprettelse Følgende søndag viste Jesus sig igjen for disciplene i den øvre sal. Tomas var denne gang tilstede. Han hadde bebreidet de andre, at de saa let var blit overbevist om, at de hadde set Jesus. Kun hvis han følte merkerne efter naglerne og spydspidsen, vilde han tro, sa han. Jesus viste sig ogsaa ved denne leilighet for dem i sit fornedrelseslegeme med merkerne av spydet og naglerne. Han opfordret nu Tomas til at overbevise sig selv, men tilføiet dog: Salige er de, som ikke ser og dog tror." Tomas burde ha trodd de andre disciplers vidnesbyrd. Joh. 20 : Bibelen sier, at Jesus efter sin opstandelse ikke længer er kjød, men er blit et aandevæsen. Paulus erklærer, at menigheten maa forvandles ; fordi kjød og blod kan ikke arve Guds rike" Vi maa alle forvandles til aandevæsener, forat vi kan bli lik ham, hvilket ogsaa er et bevis for, at han ikke længer er kjød. Han døde i kjødet, men blev levendegjort i aanden, sier Peter. 1 Pet. 3 : 18. Jesus viste sig for sine efterfølgere tre ganger paa sin opstandelsesdag og fem ganger i løpet av de følgende 39 dage. Dette maatte til for at lære disciplene, at Jesus ikke længer var død, dog heller ikke længer kjød, men et ophøiet aandevæsen. Fil. 2 :9 ; Joh. 6:62. Said fra Tarsus fik se et glimt av den opstandne herliggjorte Jesus utilsløret av kjød og mere straalende end solen ved middagstid. Dette hastige glimt kostet ham synet. Hvis Jesus hadde vist sig saaledes for disciplene i de 40 dage efter opstandelsen, vilde de bare ha blit forfærdet og forvildet uten dog at ha kunnet forstaa sammenhængen. Paulus hentyder til denne erfaring, naar han sier Sidst blev han set av mig som det utidige foster." Hans ord indbefatter, at tilsidst skal alle av de førstefødtes menighet fødes til den aandelige natur i opstandelsen. Naar de saaledes er blit forvandlet, vil de se Messias i hans herlighet, saaledes som han er. Saul saa ham før tiden. 1 Joh. 3:2. 71

75 A.A.A AA.A MK^ AAAa..AAy< ^ >^ Pinsehvilen. Pinsedagen, den 50de dag, var jødernes jubeldag likesom det 50de aar var jubelaaret. Den fulgte efter en kreds av sabbatsdage (7X7 = 49), likesom jubelaaret fulgte efter en kreds av sabbatsaar (7 X 7 = 49). Likesom jubelaarets motbillede vilde bringe verden til den herlige hvile i Messiasriket og til paktssamfund med Gud, saaledes bragte ogsaa den motbilledligejubeldag, pinsedagen, de troende til'troens hvile. Paulus erklærer Vi gaar ind til hvilen, vi, som er kommet (il troen. Alle, som i sandhet er Jesu discipler, kan altid nyde en troens og tillidens sabbatshvile, ikke bare den syvende dag eller den første dag. Hver dag er for dem en hviledag ved troen paa Jesu offers fortjeneste en sabbatshvile for sjælen, en forsmak paa den himmelske hvile İngen kunde indgaa til den sande sabbatshvile, før Jesus hadde aapnet veien. Hans død var nødvendig som en gjenløsningsbetaling for mennesket. Hans opstandelse var nødvendig, for at han kunde anvende betalingen for os. Han steg op til det høie for at fremstille sig for Faderen som talsmand for sine efterfølgere. Han tilregner dem sin fortjeneste til at dække over deres ufuldkommenheter og gjøre deres offer hellig og antagelig for Gud, for at de kan faa leilighet til at lide og bli herliggjort med ham. Der venter de trofaste en endnu mere fuldkommen hvile, som de vil naa frem til ved forvandlingen i opstandelsen. Heb , lydighet mot Jesu befaling begyndte ikke apostlene sin gjerning, før de hadde mottat pinsevelsignelsen den hellige aand beviset paa, at de var blit antat som Guds sønner. Det eneste, de foretok sig i denne Mellemtid, var at utpeke en stedfortræder for Judas. Men øiensynlig billiget ikke Gud dette valg. Da hans tid kom, utvalgte lian Paulus til at være den tolvte apostel en av det nye Jerusalems tolv grundstener. (Aab. 21 : 14.) Læren om den apostoliske efterfølge var en skjæbnesvauger vildfarelse, som førte mange andre vildfarelser med sig. 12

76 Pinsetalen. Bare de tolv apostlei\blev bemyndiget til at tale ti^ menigheten som Jebu talerør. Deres avgjørelse kunde binde paa jorden, hvad der var bundet i himmelen, og løse paa jorden>,hvad der var last i Guds øine. Men selv de mottok ikke^aderens utnævnelse til at være hans sendebud før paa pinsedagen, da de fik den hellige aand. Ifølge skriften har ingen mvndighet til at præke eller lære, medmindre han har faat Ouh^s aand. Paa den anden side er enhver, som har mottat densc aand, bemyndiget til at præke uten hensyn til nogen jordisk ordination. Dette er betydningen av de profetiske oid om Jesus, hodet, og menigheten, hans legeme. Den Efon-e Herres aand er over mig, fordi han har salvet mig th at forkynde et godt budskap for de sagtmodige." Alb», som har mottat denne guddommelige salvelse, har behvvndigelse fra Gud til at præke de gode tidender. Enhver, som ikke har mottat denne himmelske utnævnelse, kam ikke være Guds sendebud. Som en opfyldelse av Jesu ord: Jeg gir dig himmelrikets nøkler, brukte Peter i billedlig mening disse nøkler, da han indførte evangeliet. Den første nøkkel benyttet han paa pinsedagen, da han aapnet indbydelsens dør for jøderne til at bli lemmer paa Kristi legeme ved avlingen af den hellige aand. Tre og et halvt aar senere brukte han den anden nøkkel og aapnet paa samme maate døren for hedningerne. Kornelius var den første hedning, som fik adgang til at bli et lem paa Kristi legeme. Tusener af de helligste blandt jøderne kom paa Guds befaling hvert aar til Jerusalem fra alle dele av verden for at feire pinsen. Tusener av dem hørte Peters pinsetale og førte dens lærdomme og de indtryk, den gav dem, med sig ut over verden. Der vil komme endnu en pinsevelsignelse. Bare Herrens særlige tjenere og tjenerinder har del i den første, hvorved de kan opnaa delagtighet i riket. Men under detta rike vil aanden bli utgydt over alt kjød. Da vil alle mennesker se det, som de gamle profeterts om. Ap. Gj. 2 : 17, 18; Joel 8 :1,

77 Guds utvalgte redskap Jesus sa om Paulus: Hau er mig ei utvalgt redskap til at bære mit navn frem for hedninger. (Ap. Gj ) Han omtales første gang som en av dem, som gav sin tilslutning til Stefanus mord. Senere hører vi om, hvorledes ' han fnyste av trusel og mord mot Herrery» disciplen. Ap. Gj. 9: 1. Vi forbauses, uaai vi ser, hvilken forvandlende indflydelse sandheten har paa det menneskelige sind. Dog maa vi huske, at Herren aldrig tvinger den frie vilje. Det, som gikjorut for Paulus' omvendelse, var bare dette, at Jesus viste en ærlig mand, hvori han tok feil, og hvilket privilegium det vilde være for ham at følge den av Gud anylste vei. Eétulus blev Judas efterfølger. Der skulde være toly Dammets apostler et diadem av tolv stjerner paä menighetens pande det nye Jerusalems tolv grundstener, hvorpaa Lammets tolv apostlers navne var indskrevet. Vi er sikker paa, at Paulus er blandt disse. Dette er i overensstemmelse med erklæringen om. at han ikke i noget stod tilbake for de saare store apostler,.. og at han hadde hat flere syner og aabenbaringer end ;s de andre. Mattias var blit valgt før pinsedagen, men blev aldrig anerkjendt av Gud som en apostel. Paulus er den mest fremragende blandt apostlene, som alle var stoi slaaede karakterer og særlig utvalgte av Gud til at utføre en særlig tjeneste for ham. $ Likesaalitt som de andre apostler talte Paulus nogensinde om, at der skulde være evig pine for nogen. Han erklærte tvertimot, at de, som tilsidst biir fundet uværdige, skal utryddes med en evig ødelæggelse. Det var Paulus, som særlig forkyndte, at Jesus vil komme igjen og da skal regjere, til han har lagt alle tiender under sine føtter. Gjennem Paulus gav Herren os mange oplysninger om den kommende opstandelse av baade retfærdige og uretfærdige, om menighetens Forvandling" ved Kristi andet komme, om antikristens karakter o. s. v Hvis vi ikke hadde hat Paulus breve, vilde vor uvidenhet paa mange punkter ha været meget stor. 74

78 Hedningerne som medarvinger. Guds pakt med Abraham indeholdt den forsikring, at alle (ruds velsignelser til menneskene skulde komme gjennem Abrahams sæd eller avkom. Jøderne var Abrahams naturlige sæd, og derfor tilhørte løfterne med rette dem. Mon da alle de jøder, som delte Abrahams tro, hadde faat lov at gaa ind og bli medarvinger med Kristus til det messianske rike, brukte Gud ved Peter den anden nøkkel, som gav adgang til riket. Han aapnet anledningens dør for hedningerne, forat de kunde bli medarvinger med jøderne til Messiasriket. Tre og et halvt aar efter pinsedagen viste Herrens engel sig for Kornelius og fortalte ham, at Gud nu var rede til at høre hans bønner og anerkjende hans hengivenhet. Han skulde imidlertid sende bud til Joppe efter Peter. Av ham skulde han høre de ord, som han maatte tro, før han kunde bli fuldt ut antat av Gud og faa den hellige aand. Tre budbringere blev avsendt for at hente Peter. I mellemtiden forberedte Gud denne apostel. Det blev ham fortalt, at hvad Gud hadde renset, skulde han ikke længer anse for urent. Peter satte sin drøm i forbindelse med Kornelius og drog straks til dennes hjem. Her fandt han Kornelius og hans familie rede og villige til at høre. Og han fortalte dem derfor sandheten om Jesus, hans død og opstandelse og om menighetens kald til at bli hans brud at betingelsen for at opnaa dette var troskap mot ham like til døden. Endnu mens Peter talte, mottok disse indviede mennesker hans budskap med glæde og gik ind paa betingelserne. Gud aabenbaret da sin antagelse av dem ved at gi dem den hellige aands gave, hvad der var almindelig for alle de kristne i begyndelsen av denne tidsalder. Peter blev forbauset herover og sa Naar disse har mottat den hellige aand, hvem kan da forby dem vanddaaben, som bare er et symbol paa deres indvielse til døden med Kristus? Her begyndte hedningerne at bli indpodet i oljetræet, som der tales om i Rom. 11:17 we==ifix==3cæ==$( ==æ^^ 75

79 Menigheten i Antiokia. Efterkaanden begyndte evangeliet at finde kørende is ører blandt hedningerne, men ikke i samme grad [ som blandt jøderne. Loven var en seerlig velsig- I nelse for dem, idet den h dde beredt nogen av dem til S> at motta evangeliet. Den første menighet, hvor hed- [ ningerne eynes at ha været i flertal, var menigheten i I Antiokia. Barnabas og Silas var to av de fremragende >.> blandt brødrene der, senere ogsaa Paulus. Det var i [ Antiokia, at Jesu efterfølgere først blev kaldt kristne. II klange kristne ønsker, at man aldrig hadde antat noget >> andet navn. ( Menigheten i Antiokia var, efter hvad Bibelen for- II tæller, ordnet efter meget enkle grundsætninger, de samme, som ogsaa Jesus og hans apostler fulgte. Former og ceremonier var endnu ikke trængt ind. Kristi enkel- U het hadde endnutikke veket pladsen for et blot og bart tf gudfrygtighetens skin. Man kom sammen for at vokse i Ij naade, kundskap og kjærlighet og hjælpe hverandre paa U den snevre vei. Da de var kommet godt paa vei i sine tf studier, fik de sterk interesse for at sprede evangeliet og f begyndte en missionsvirksomhet med Paulus og Barnabas II som ledere. Andre missionsforetagender blev ogsaa ut- tf føit som berettet i Apostlenes Gjerninger 13:1 5. Ikke længe efter begyndte Neros og Diokletians II frygtelige forfølgelser mot de kristne. Disse romerske tf herskere fandt adspredelse og fornøielse i at la de frygte- [I ligste pinsler komme over Jesu harmløse efterfølgere, hvis II mission i verden bare er at gjøre godt mot alle, efter- tf som de har anledning, men mest mot troens egne, og at [I berede sig selv og andre til delagtighet med Frelseren i II det kommende rike. Gal tf Hvorfor tillot Gud saadanne forfølgelser? Svaret blir, [I at det er likesaa nødvendig for Jesu efterfølgere at faa sin II tillid til og troskap mot Gud sat paa prøve, som det var for tf ham selv for at deres karakter kan bli utviklet og kry- I stallisert. Deres prøvelser svarer til Mesterens forfølgelse og II korsfæstelse. Selv sa han Burde det ikke Kristus at lide det- tf te og at indgaa til sin herlighet? De utvalgte maa vandre i I hans fotspor. Likesom han er, saa er og vi i denne verden. ^ 7t

80 t B erøensernes bibelstudium De faa troende i Berøa er blit berømt blandt Guds barn ved apostelen Paulus vidnesbyrd om dem: Men disse var av et ædlere sind end de i Tessalonika, de tok imot ordet med al redebonhet og gransket daglig i skrifterne, om dette [som Paulus forkyndte] forholdt sig saaledes." (Ap. Gj ) De utgjorde kun en liten menighet, men dog gjorde deres troskap mot Guds ord dem berømte som bibelforskere. Den første menighet kom ikke sammen i kostbare templer, heller ikke hadde dens ældste og menighetstjenere kostelige embedsdragter, likesaalitt som dens gudstjenester var beregnet paa at imponere verdslige sind. Man kom sammen som Guds barn, avlet av den ene hellige aand og inspirert av den ene fælles tro, som engang blev overgit de hellige. De samledes som Jesu brødre for at være under hans veiledning og omsorg, han, som er det eneste hode for menigheten som han selv sa En er eders Herre, Kristus, og I er alle brødre." De møttes for at studere Jesu og apostlenes budskaper. Bibelforskere nu for tiden har store fordele fremfor dem. Vi har bekvemme og billige bibler- og er istand til at læse dem. Vi har endvidere en belysning, som vore forfsedre ikke hadde. Bibelforskere biir nu opmuntret, naar de ser, at Bibelen lærer, at naar kundskapen forøkes over hele verden og mennesker løper hit og dit, da skal de kloke jomfruer, Guds barn, forstås visse træk av Guds plan, som tidligere har været skjult. Vi kan se, at vi nu befinder os i den periode, da dette opfyldes. Mængder av mennesker reiser frem og tilbake overalt, og fri skoleundervisning bringer den forutsagte forøkede kundskap med sig. Disse ting avmerker den tid, da Guds barn skulde kunne forstås Bibelen. Dette særlige lys over Guds ord er saare nødvendig i vor tid, da saa mange mister al tro paa Bibelen og biir besnæret av bibelkritikernes lærdomme, som negter, at Bibelen er Guds inspirerte budskap. (Dan. 12: 1 10.) Vi burde ikke bare vaagne op, men ogsaa iføre os Guds fulde rustning", forat vi maa kunne bestå«paa den onde dag. ZT

81 Den apostoliske efterfølge. Alle kristne er enige om, at der i fortiden er blit lært vildfarelser, som ikke kan opretholdes i vor tids klarere lys. Alle glæder sig nu over.den fordragelighetens aand, som brer sig blandt de kristne av forskjellige trossamfund, de katolske saavelsom de protestantiske. rhvorledee kunde dog ogsaa kristenheten komme i en saa formørket tilstand, at Jesu efterfølgere mente, at de kunde ære Gud ved at pine sine medmennesker? Bibelforskere synes alle at være kommet til den slutning, at vanskeligheten hadde sit utspring i læren om den apostoliske sukcession den lære, som gik ut paa, at biskoperne var apoetler, inspirerte i samme forstand som de tolv Pave Pius den tiende forstod, at folk ikke længer betragter biskoperne som inspirerte eller som apostlenes efterfølgere i embedet. Han delte øiensynlig selv denne anskuelse; ti han befalte katolikerne at studere Bibelen for saaledes at^komme ind under de tolv inspirerte apost - lers indflydelse. Efter apostlenes død blev menigheten, som dengang ikke hadde let tilgjængelige bibler og oplysning, som vi har det nu, altfor avhængig av sine biskoper'eller hyrder og tilla dem uten at ha myndighet dertil guddommelig inspiration i likbet med de tolv To aarhundreder senere erkjendte man delvis feiltagelsen. Der blev foretat et forsøk paa at rette den, men det faldt uheldig ut. Man fandt, at de forskjellige biskoper lærte meget forskjellig, og forstod, at deres indbyrdes uoverensstemmende lærdomme ikke kunde være inspirert av den hellige aand. Keiser Konstantin (som ikke selv var døpt) sammenkaldte da alle de apostoliske biskoper til et kirkemøte i Nicæa aar 025. Omtrent en tredjedel, 384, kom tilstede. De fik befaling til at enes om en trosbekjendelse. Maaneder igjennem forhandlet de. Derefter traf keiseren avgjørelsen, og saaledes kom den niowanske trosbekjendelse istand. Keiseren utstedte en befaling om, at alle, som ikke slettet sig til den. skulde jages i landflygtighed 7«

82 Det hellige rom erske rike. Gradvis utbredtes kristendommens navn blandt Europas folkeslag, dog uten at Mesterens aand fulgte med. Kristennavnet blev populært. Paa Karl den stores tid blev uttrykket Det hellige romerske rike opfundet. Betydningen av dette uttryk er illustrert ved et berømt billede i Kapitel shuset i den italienske by Klorens. Det fremstiller keiseren og paven sittende side om side paa en trone og trin for trin ned fra denne df forskjellige embedsmænd i riket, paa keiserens side generalerne o. s. v., og paa pavens side biskoperne, presteskapet o. s. v. Nogen hævder, at dette er en offentlig anerkjendelse av formælingen mellem den foregivne Kristi jomfru og den civile magt, hvilket i Aabenbaringens bok benævne* horeri. Aab Grundlaget for denne forbindelse var den paa den tid herskende lære, at Kristi andet komme som Messias for at herske i tusen aar fandt sted paa denne maate. Man hævdet, at Kristus skulde repræsenteres paa jorden ved pavedømmet, og al hans regjering skulde iverksættes ved de jordiske fyrster. Denne tilstand vedvarte i Europa i aarhundreder. I det sekstende aarhundrede opstod reformationsbevægelsen. De ved denne fremkomne døtre av den romerske kirke egtet jordiske magter og dannet selv hellige riker* Hele denne teori og de systemer, som støtter sig paa den, fik et haardt slag, da Napoleon førte paven som fange til Frankrike. Den prestelige magts fortryllelse blev brutt. Bibelforskere er almindelig enige om, at en forbindelse mellem kirke og stat er i motstrid med Bibelens aand og en vildfarelse fra den mørke middelalder. De forstaar, at Kristi menighet ikke skal regjere sammen med jordens fyrster og heller ikke indgaa nogen i billedlig forstand egteskabelig forbindelse med dem, men vente til Lammets bryllup kommer ved Herrens gjenkomst, da den skal forenes med ham i den første opstandelse. Da skal den regjere evig med ham. Aab. 19:7;

83 Korstogene og korsfarerne. Kristennavnet var b it populært i Europa. Omtrent alle blev aneikjendt som kristne, medmindre de fornegtet navnet og hævdet, at de var jøder. Denne døsige fortryllelse blev brutt ved noget, som nogen kalder et utslag av fanatisme, nemlig den tanke, at de kristne skulde føre krig mot' tyrkerne, jøderne og andre. Under indflydelse av tidens aand reiste tusener ar de ædleste menneskeri denne periode hundieder av mil tfllands og tilvands for at kjæmpe for korset mot halvmaanen. Der blev anset for særlig sørgelig, at Jerusalem stod under muhamedanernes herredømme, og tusener av liv og store formuer blev under korstogene spildt paa at befri den hellige grav fra de vantro tyrker. Set fra vor tids standpunkt og med vor klare forstaaelse av tingene var korstogene et utslag av daarskap, en spildt anstrengelse, som aabenbarte tidens uvidenhet og skinbellighet. Men kanske findes der hos de kristne i vor tid noget likesaa taapelig og ufornuftig. Menneskesindet vil være virksomt paa en eller anden maate. Det er lettere at indse andres taapelighet end sin egen. En dag vil det bli indrammet, at kristenheten i vor tid er likesaa ufornuftig i nogen henseender, som den var paa korstogenes tid. Kaldes ikke jordens store riker avdelinger av kristenheten (Kristi rike)? Bygger de ikke mægtige dreadnaughter, hvis kanoner det koster en formue at avfyre bare en eneste gang? Utskr ver de ikke uhyre hære og utruster dem med de kostbareste krigsredskaper? I hvilken hensigt? Enten fordi de nærer onde planer overfor de andre saakaldte kristne nationer, eller ogsaa fordi de nearer, mistillid til dem. Hvor meget bedre vil det ikke bli, naar Guds ord biir fuldt ut antat, og naar dets retfærds og kjserlighets aand kommer til at slyre verden! Da vil de midler og den energi, som er gaat tilepilde i korstogene, dreadnaughterne og andet av lignende art, bli anvendt til folkets almene bedste. B«re Messiasr.ket kan bringe mennesket tilbake til Guds billede. "v y v «- 10

84 a Huss, W ycliffe, Tyndale m. fl. fortidens lekser bør aldrig glemmes, men vi maa F dække over meget av dens ondskap med en vid kjærlighetens kappe. Menigheten mistet det inspirerte budskap og optok ubevisst den vildfarelse, at biskopernes lærdomme stod paa like fot med aposdenes. Gjennem denne brede kanal strømmet en mængde skjæbnesvangre vildfarelser iud og bortskyllet de d \rebat e sandheter. Det heter i Lords Den gamle romerske verden : I det andet aarhundrede var der stilfærdige biskoper, uforfærdede martyrer, som præket for sine hjotder i uanselige saler, og som ikke hadde nogen verdslig rang. I det tredje aarhundrede var kirken begyndt at vokse i magt som en institution. Da kristendommen i det fjerde aarhundrede blev hofreligion, blev den brukt til at opretholde de, onder, som den selv oprindelig protesterte imot. Det ærgjerrige og verdslige presteskap s«kte rang og udmerkelse, det" blev dovent, hovmodig og uavhængig. Kirken sluttet sig sammen med staten, og religiøse dogmer blev paatvunget folk ved øvrighetens sverd. Heldigvis findes der altid fremskredne tænkere paa alle omraader. De biir i almindelighet betragtet som taaper og forfulgt av sin samtid. 1 virkeligheten er de menneskeslegtens største velgjørere. Hoss led martyrdøden paa grund av sin trofasthet mod Bibelen. Wyol ffe og Tyndale blev forfulgt, Tyndalas bibel blev offentlig brændt. Senere hen blev Cranmer, Latimer og Kidley, som hadde været forbundet med det romerske presteskap, men senere gik over til det det engelske, offentlig brændt, fordi de skiftet tro. I vor tids lys kan vi ikke le megen forskjel mellem disse to ilag* piesteskaper. Bsado katoliker og proteitanter er enige om at fordømme foi tidens grusomheter, som blev utført i vor Frelsers navn, han, som kaldes Fredsfyrsten, og som sa Salige er de fredsommelige, ti de skal kaldes Guds barn." Takket være Gud, vore aaadelige øine kan i det klarere lys, som nu skinner, se mere av længden og bredden, høiden og dybden i Guds kjærlig het. For straalerne fra retfærdighetens sol, som mart skal opgaa, vil alt mørke spredes.

85 Luther, Zwingli og Melankton. er er ingen i vor tid, som tror, at Martin Luther kom saa langt forut for alle andre, at man kan si, at han fik fat paa hele sandheten og intet uten sandheten. Selv lutheranerne har bortskaaret to av hans 95 sætninger. Men da de ønsket at bevare det samme antal, har de delt to andre.cimidlertid er alle enige om, at civilisationen paa Luthers tid skred et godt stykke fremad. Katolikerne er bedre katoliker^ i vor tid, og protestanterne er ogsaa bedre. Hf' Dr. Luther var leder av en katolsk skole, hvor unge tyskere blev oplært til prester. Han hadde hørt om Bibelen. Men likesom andre hadde gjort i tretten aarhundreder før ham, næret han mere tillid til de bestemmelser, som var blit vedtat av de forskjellige apostoliske kirkemøter de forskjellige trossætninger. Han tænkte, at de maatte være bibelske." Men en dag fik han tilfældigvis se en latinsk oversættelse av det nye testamente, og nysgjerrigheten drev ham til at læse det. Med forbauselse la han merke til dets enkelhet. Han skrev til paven og foreslog ham at sammenkalde et kirkemøte, som skulde undersøke, om der ikke var foregaat en gradvis avvikelse fra Bibelen. Paven tok imidlertid ikke hans forslag meget venlig op. Luther blev stemplet som kjætter, avsat og banlyst. Denne behandling overbeviste ham bare endnu mere om forskjellen mellem Bibelens lære og den moderne. Han begyndte at skrive traktater, som blev spredt over hele Tyskland blandt de forholdsvis faa, som da kunde læse nogetsomhelstvsprog. Gjennem store trængsler og mange vanskeligheter blev Bibelan efterhaanden mere anset Ḋisse hellige, oprigtige reformatorar forstod bare delvis Bibelen. Meget av røken fra den tidligere overtro og skinhellighet tilsløret endnu deres aandelige øin«. Ikke engang vi har endnu faat al taaken bort. Takket være Gud blir dog bibelstudium mere almindelig og begynder at paavirke folk i alle trossamfund. «I

86 Tezel og avladshandelen. Ved den tid, da Luther begyndte at granske i det nye testamente og blev forbauset over dets enkelhet da han begyndte at se den store bibelsandhet om retfærdiggjørelse ved tro traf han sammen med Tezel. Dette hadde den virkning paa ham, at han blev endnu mere overbevist om, at store vildfarelser litt efter litt var trængt ind i kirkens tro og aand. Tezel solgte avlad i pavens navn. Utbyttet av denne handel skulde brukes til fuldendelsen av St. Peterskirken i Rom. Hvadenten nu Tezel har overskredet sin myndighet eller ei, nok er det, han præket ikke Kristi offers fortjeneste, men fremhævet pavens og sin egen magt som hans agent, idet han sa: I har venner i skjærsilden, som pines for forskjellige synder. Paven har magt til at gi dem fri. Jeg er hans agent. De, som lægger penger her i denne æske, kan være forvisset om, at i det øieblik, de gjør det, vil deres venner bli befridd fra skjærsildens lidelser.* Skjønt Luther endnu var katolik og trodde paa læren om skjærsilded, kunde han dog ikke gaa ind paa den tanke, at Guds naade skulde være tilsalgs for penger. Han præket kraftig mot Tezel. Saavidt vi vet, er offentlig salg av avlad ophørt i de fleste civiliserte land. Men indtil for kort tid siden kunde man endnu i Meksiko faa avladsbreve for forskjellige synder og forbrydelser til bestemte priser. Protestanterne og nogen av katolikerne har ment, at disse avladsbreve gir tilladelse til at synde. Dog hævder romerkirken, at den aldrig utsteder tilladelse til at synde, men bare fritar for et visst maal av skjærsildslidelser. Blandt bibelforskere i vor tid vinder den overbevisning frem, at Bibelen lærer, at der ikke findes nogen bevissthet i døden, men at opvaagningsøieblikket paa opstandelsens morgen vil knytte sig direkte til de sidste bevisste tanker før døden. De skriftsteder, som blev brukt til at støtte læren om skjærsilden, anvender de paa de helliges prøvelser i dette liv, paa verdens tugt i den kommande tidsalder og paa trængselstiden.

87 Den hellige (?) inkvisition. Baade katolikerne og protestanterne er nu tilbøielig til at kalde inkvisitionens fremfærd alt andet end hellig. Skal vi se paa saken fra et barmhjertighetens standpunkt, maa vi imidlertid erindre os, at den tilhørte en mindre begunstiget tid. Sammen med den almene oplysning er der kommet en klarere forstaaelse av denretfærdighet og kjærlighet, Jesus taler om. Luk Den lov som blevfgifc Israel paa Sinai bjerg, gav bare uttryk for retfærdigheten, naar den befalte: Du skal elske din næste som dig selv Der laa en skjæbnesvanger forsømmelse av Guds ord bak inkvisitionens forfølgelser. Ikke bare var denne inkvisition blottet for kjærlighet og sympati, men den krænket endog retfærdigheten i enhver henseende. Der findes i menneskehjertet en forræderisk tilbøielighet til at gjøre ondt, hvis man bare kan finde en undskyldning for det. Likesom jøderne fandt en undskyldning for at korsfæste Jesus og stene Stefanus, saaledes fandt ogsaa inkvisitorerne en undskyldning for de forfølgelser, de iverksatte. De mente likesom Saul fra Tarsus, at de gjorde Gud en tjeneste. Tilstandene har forandret sig meget, men der praktiseres dog endnu en hel del forfølgelse paa forskjellige maater ved bakvaskelse, boykotting o. s. v. Bibelen sier herom: Eders brødre, som hater eder, som støter eder fra sig for mit navns skyld, sier: La Herren vise sin herlighet, forat vi maa se geders glæde. De skal bli tilskamme. Den pøbelaand, som leder til lynchjustis, er bare en mindre lovlig form for den hellige inkvisition. En metodistprest i Chicago, som var blit vred paa en professor Farson,1sies i flere blade at ha uttalt Hvis jeg hadde magt til det, vilde jeg flaa den mand, salte hans hud og slaa den op paa en laavedør.* En verdslig redaktør bemerker til dette: Naar et saa voldsomt utbrud kan fremkomme fra en, som præker fredens evangelium, hvad kan man da ikke vant* sig av Belials sønner? Alt flere biir beviserne for, at pøbelaanden, inkvisitionens aand, tar til. Det er høist vigtig, at alle er paa vakt mot den.

88 Kalvin og Servetus. I Genf i Schweiz blev der i 1912 reist et monument med følgende indskrift: Til minde om Mikael Ser> vetus, som faldt som offer for sin tids religiøse intolerance og blev brændt for sin overbevisnings skyld den 27de september Opreist av Kalvins efterfølgere 350 aar senere til soning for denne handling og som protest met al tvang i trosanliggender. Saaledes har Johan Kalvins efterfølgere bevist overfor verden, at de er kommet langt forut for sine lederes lærdomme i den sande kristendoms aand retfærdighetens og kjærlighetens aand. Alle kristne saavel katoliker som protestanter bør lykønske kalvinisterne med deres fremskridt. Alle andre har gjort lignende gode fremskridt i de sidste fire aarhundreder. Ingen vilde nu forsvare Kalvins fremgangsmaate, da han dømte Servetus til baalet. Naar nogen blev brændt paa baalet, blev i almindelighet veden stablet op ved deres føtter. Derved indsandet ofret flammerne sammen med røken og var snart bevisstløs. Da Servetus blev brændt,'anbragte man med satanisk snedighet veden i nogen avstand fra ham, saa at han bokstavelig blev levende stekt under en forfærdelig pine, som varte i næsten fem timer. Dette skedde i Guds, i Jesu, i retfærdighetens, i sandhetens, i kjærlighetens, i kristendommens og civilisationens navn. Det synes merkelig, at vi først nu forstaar, at en mand, som i saa høi grad manglet Mesterens aand, at han kunde myrde sin broder, ikke bør anerkjende som lærer i Guds ord og dets aand. Først nu forstaar bibelforskere, at det ikke var broder Kalvin, som opfandt læren om utvælgelse, men bare læren om, at alle ikke-ulvalgte skal lide evig pine. Nu ser vi at uttrykket de utvalgte* findes i Bibelen, og at de, som gjør sin kaldelse og utvælgelse sikker, vil bli herliggjort i den første opstandelse. Nu ser vi, at de utvalgte vil bli forenet med Jesus i hans rike, som skal velsigne alle de ikke-utvalgte alle jordens slegter. Apostelen Paulus sier: Hører I Kristus til, da er I jo Abrahams set, arvinger efter lefte." Gal. 3:29.

89 Da W esleyanerne blev forfulgt. Skjønt vi maa beklage kristenhetens adsplittelse i de mange sekter, maa vi dog se paa alle disse med sympati. Oprettelsen av hver enkelt av dem betegner en yderligere bestræbelse for at komme Gud og det sande lys nærmere. Wesleyanerne vendte tilbake til den første menighets enkelhet i forkyndelse, menighetsordning, bibelstudium o. s. v. De var av naturen motstandere av kirke væsenet. For at hindre deres møter drev man kvæg ind blandt dem, naar de var forsamlet. De blev forfulgt av pøbelen. Paa lignende maate er ogsaa baptisterne, presbyterianerne og andre blit forfulgt, blit hindret i at studere Bibelen og tilbede Gud i overensstemmelse med sin samvittighet. 2 Tim. 3 : 12. Hvor bør vi ikke færdes i hellig vandel og gudsfrygt? Naar vi lægger merke til de bitre forfølgelser, som fandt sted i fortiden, og den snevre vei, som alle de maa vandre paa, som bare følger Jesus, bør vi bli mere villig til at tilgi hovmod og skinhellighet. Alle bør vende sig bort fra menneskelige overleveringer og alt, som er i motstrid med Bibelen. 2 Pet. 3 :11. Kristne i alle trossamfund begynder at forstaa dette og at studere Guds ord i bibelklasser eller i sine hjem uten sekteriske briller. 2 Tim. 2: 15. Wesley opdaget en anden dyrebar bibelsandhet. Han erklærte det for umulig at tro paa Kalvins lære, likesom kalvinisterne nu selv gjør. Broder Wesleys forkyndelse lød paa fri naade, og hans yndlingstekst var: Aanden og bruden sier: Kom, og den som vil, han motta livets vand uforskyldt. Han hadde et varmt og elskende hjerte, men man saa ikke dengang, hvor vidtomfattende Guds naade i virkeligheten er. Han forstod ikke, at denne skjønne tekst handler om de ikke-utvalgtes velsignelse under Messiasriket. Aab. 22 : 17. Nu kan vi se forbindelsesleddet mellem utvælgelsen og den fri naade. Guds utvælgelse av de hellige foregaar i denne tidsalder. De utvalgte vil i herligheten i den næste tidsalder la Guds fri naade utstrække lig til all*. Rom. 8:28, 29; Aab. 22:17 86

90 Vore moderne templer Store templer eller domkirker er blit opført overalt i den civiliserte verden. De, som liar bygget dem, har sikkert villet efterligne Salomons og Herodes tempelbygninger fra fortiden. Set fra visse standpunkter er der ikke noget at si til dette. Hvis omstændigheterne var like for alle, vilde det være en skam for de kristne at møtes til gudstjeneste under forhold, som var ringere, end de hadde dem i sine hjem. Men i mange tilfælder har de folk, som har git penger til opførelsen og opretholdelsen av disse bygninger, været meget fattige og er blit lokket til at gi sine penger dertil ved misvisende forklaringer. Paa Jesu og apostlenes tid blev det ikke betragtet som kristelig arbeide at samle, ind penger til kirkelige formaal. Nu for tiden er det blit idealet av arbeide for Jesus at samle ind penger. Apostlene lærte, at Kristi menighets arbeide ikke skulde bestaa i at opføre kostbare bygninger langt utover, hvad den hadde raad til, men at de kristne skulde opbygge sig selv i den allerhelligste tro. Guds tempel er hellig, og det er I jo, om Kristi aand bor i eder Guds barn er levende stener, som under Guds overopsyn biir tildannet, tilslepet og avpasset for sin plads i det herlige aandelige tempel. Gjennem dette motbilledlige tempel vil Gud utsende sine velsignelser. Da vil forbandelsen bli fjernet og alle taarer av tørret. La os ikke glemme, at disse moderne templer ikke er det virkelige tempel, den virkelige kirke eller menighet. Denne bestaar av Guds hellige, som dag for dag søker at vandre i Jesu fotspor i sandhetens tjeneste, idet de søker at gjøre godt mot alle, men mest mot troens egne Hvis vi er tilbøielige til at kritisere vore forfædre, fordi de opførte kostbare kirkebygninger, men glemte at granske i Bibelen, la os da tænke paa, at kommende slegter vil omtale os paa lignende eller endnu værre maate, fordi vi bygger kostbare dreadnaugther i snesevis til at skade vore medmennesker med. Med hvilken skam vil vi da ikke se tilbake paa vor* egne feil! Den tanke bør gjøre os ydmyge og overluerende.»7

91 Kristus stilles her frem i motsætning til de rike og lierde, de religiøse og irreligiøse i T o r tid kristenheten Den hellige aand e r et sundt sinds aand (2 Tim. 1: 7.) Det er klokt at opofre de nærværende ting for de evige. Bladet The Christian Herald sier om et noget lignende billede Denne allegori, som en kritiker med rette har kaldt en malers præken, kan anvendes paa tilstandene overalt i den civiliserte verden. Det er et billede, som man bør studere og grunde over, for at kunne forstaa den fulde vegt av dets moral. The Christian Commonwealth sier om det samme billede: Paa begge sider strømmer den tankeløse sværm forbi. En fremragende figur er presten, som med stolthet tænker paa det rituals fuldkommenhet, hvormed han suiteføder det høiere liv Over prestens skulder ser man det alvorlige ansigt av en hel anden type paa en prest, som med Bibelen i haanden vender sig for at se paa den guddommelige figur. Det forbausede uttryk i den sykepleierskes ansigt, tom staar i forgrunden, er meget realistisk. Saa optat er videnskapsmanden av sit prøveglas, at han ikke saa meget»om kaster et blik paa Kristusskikkelaen ved han«side. Et av de most iøinefiddende anaigter er en falsk akjønhets, som styrter avsted fra den ane fornøielse til den anden. I bakgrunden staar en engel med bøiet hode og holder den kalk, som verden, som blev elsket til døden ar Eristut, endnu tvinger ham til at drikke.* De forbigaaende fremstiller de ikke-utvalgte, hvis eneete haab ligger i Messiaeriket. De utvalgte er paa dette billede fremstilt ved den lidende Frelsers person lemmerne paa Kristi legeme. Menigheten. Dan, som foragter eder, foragter mig. Disse trofaste lemmer paa Kristi legeme findes ikke i et enkelt trossamfund. Det er da hellige i ethvert samfund saavelsom utenfor de menneskelige systemer. Det er de kloke jomfruer, som gjennem vanære biir beredt til det himmelske rike og dets store gjerning at velsigne menneskeslegten, de ikkeutvalgte. SS

92 Daniel i kritikerhulen. En kunstmaler har vist os et billede,»om paa en slaaende maate fremstiller bibelkritikerne* stilling overfor Daniels bok og dens vidunderlige profetier, som klarere end noget andet taler om vor tid, vore nuværende erfaringer, og hvad vi kan vente os. Yed at tilsidesætte Daniel og de andre profeter og det gamle testamentes psalmer har disse kritikere i virkeli a heten tilsidesat Jesus og hans apostler. Bibelkritikerne fra de tore universiteter har undergravet troen paa Bibelen som Guds ord og derved ho» manga tilintetgjort al tro paa en personlig skaber. Kritikerne har kun litet at»i om ham,»om talte,»om aldrig noget menneske hadde talt. Men tænkende mennesker i vor tid vil kunne for*taa, at naar Je»u» og apostlene eiterte Daniel og profeterna»om inspirarte av Gud, vil til»ides»attelsen av disse i virkelighaten vaera forkastelsen av Jesus og apostlene. Hvorledes kunde vi vel stole paa disse* vidnesbyrd om andra ting, hvi» de tok feil med hensyn til profetiarne? Kristenheten* stilling nu for tidan ar i aandhet ynkværdig; men skjønt vi kan ee, hvorlede* di»»e forhold ar fremkommet, syne* det dog næsten umulig at gjenopvække den tro, som engang er gaat tapt. Yi kan kun vente, at de mest oprigtige vil bli reddet. Deres vanskelighet opstod paa grund av den umuliga tanke, at alle med undtagelse av nogen ganske faa skal pine* i al evighet i et helved» med brandfri djævler, fordi Gud saaledea forutkjendta og forutordnet tingen», før varden* grundvold blev lagt. De forkaster Bibelen, fordi da tror, at den støtter de fotskjellige religiøsa vildfarelser. Yantroen brer sig som en mægtig bølge, og ved dens indflydelse bortskylle» alt haab om et fremtidig liv. Derved beredes verden for anarki. Dat er underlig, at da»tora og rike,»om støtter de universiteter, som fremmer saadanna lærdomme, ikke foretaar, at da holder paa at bringe verden ind i en anarkistisk tilitand. Som den blinde kjæmpe, Samson, famlar nu arbejdermagten efter de støtter, hvi* fald vil omstyrt* daa ba-»taaende»amfundsorden. * 1 * 11 ffl H

93 Mange skal løpe hit og dit.. ^ A Ile vet, at der tildels paa grund av boktrykkerkunsten paa alle omraader har foregaat en større utvikling av kundskap i det sidste aarhundrede end i de tidligere 59 aarhundreder. Alle vet, at telegrafen, telefonen, den traadløse, det elektriske lys, gaslyset, jernbaner, sporvogner,* maskinvæsenet og mange andre bekvemmeligheter i vor tid var ukjendte for et aarhundrede siden Ṁen skjønt vi vet, at dette er tilfældet, synes det at være den opvoksende siegt næsten ufattelig. Disse ting er kommet saa gradvis, at kun faa forstaar, at de er lysningen av den gryer.de tusenaarsdag, da Kristus skal regjere, da forbandelsen skal bli hævet, og Guds længe lovede velsignelser rikelig skal bli utgydt over menneskeslegten. Bibelen taler om jordens kommende herlighet, naar Gud skal herliggjøre sin fotskammel, og hele jorden skal være Guds paradis. Vore store videnskapsmænd, som ikke skjænker Bibelen nogen opmerksomhet, stadfæster, at de allerede opnaadde resultater er intet imot, hvad der senere vil komme. Gud beskriver i Daniels bok vor tid med ordene: I endens tid [denne tidsalders ende] skal mange løpe hit og dit ; kundskapen skal bli forøket, de vise skal forstaa det og der skal være en'saadan trængsels tid, som der ikke har været, siden et folk blev til." Dan. 12 : 1 10 (engelsk oversættelse). Yi befinder os nu midt i den forutsagte tid, hvor folk løper hit og dit. Yi maa derfor leve i den periode, som benævnes, endens tid" da denne tidsalder j gradvis avsluttes, og den nye tidsalder med de store velsignelser gradvis gryr. Det første lokomotiv blev bygget for 90 aar siden. Nu kan man i ethvert land se mængder av mennesker reise frem og tilbake, hvis forfædre kanske aldrig var ti mil borte fra sit fødested. Ingen profeti er blit opfyldt mer nøiagtig end denne. Hvem andre end Gud kunde ha kjendt og förutsagt denne fremtrædende eiendoinmelighet ved vor tid. Jesus har eitert en del av denne profeti.

94 Kundskapen skal bli forøket. Daniel erklærte ikke bare, at vor tid skulde kjendetegnes ved en løpen hit og dit, men han omtalte ogsaa et andet tegn: Kundskapen skal bli forøket. Denne forutsigelse er i sandhet ogsaa blit opfyldt. Istedetfor de gamle træploger har vi nu moderne dampploger, som kan utføre det hundredobbelte arbeide. Hvilken forskjel er der ikke mellem den besværlige og kostbare skrivning paa pergament og den moderne trykning av bøker? Ja, selv mellem den første boktrykkerkunst og vor tids er der et stort sprang. Intet trykkeri i verden illustrerer bedre denne kunstarts fuklkommenhet i vor tid end regjeringstrykkeriet i Washington, og intet bibliotek gir os en bedre forstaaelse av vor tids lærdom end kongresbiblioteket i Amerika. I vore dage er oplysningen ikke begrænset til de mægtige og rike, til de faa, den er almindelig. Den civiliserte verdens skoler er fuldt optat; ogsaa derved forekes kundskapen. Hvor vidunderlig er det ikke at tænke sig, at Gud kjendte alle disse ting og forutsa dem gjennem profeten Daniel for 25 aarhundreder siden: Mange skal løpe hit og dit, og kundskapen skal bli forøket! Her har vi det! Vi lever*øiensynlig i den før omtalte endens tid og har al grund til at glæde os til den gryende nye tidsalder. Vi tror ikke længer paa at verden vil gaa bokstavelig under og bli forvandlet til aske ved en kjæmpebrand. Vi tror derimot Guds ord, at han ikke skapte jorden til at være øde, men dannet den til at beboes til at bli et paradis for menneskeslegten, som vil bli gjenoprettet under Messiasriket. Es Vi ser, hvorledes jorden aar efter aar biir forberedt.. til at bli fuldt ut bebodd. Jordskjælv, som nylig har fundet sted. har lukket nogen og aapnet andre av den japanske strøms kanaler, hvilket har paavirket klimaet i Alaska og polaregnene ganske merkværdig. Gradvis ;< glider isen bort i form av isbjerge, som smelter i de sydligere hav«. Jorden beredes gradvis til at blomstre som en rose.»i

95 Trængselstiden. Der findes en forutsigelse i Daniels profeti, som endnu ikke er opfyldt. Den sier Der skal være en trængselstid, som der ikke har været fra den tid. et folk blev til." Jesus bekræfter denne profeti og tilføier ordene: Og heller ikke m ee skal bli. Det er en trøst at vite, at denne trængselstid, som maa komme, vil bli den sidste i sit slags. Dette har øiensynlig sin grund i, at de lekser, som verden da maa lære, vil bli saa svære at gjennemgaa, at en gjentagelse ikke er nødvendig. Endvidere erklærer Bibelen, at Messiasriket vil bli oprettet efter denne trængselstid. Det beter i profetien, at mens mennesker løper hit og dit, og kundskapen forøkes, vil de vise blandt Guds barn bli sat istand til at forstaa Guds plan som aldrig før. Da skal Guds hemmelighet være fuldbyrdet. Seglene vil bli brutt, morgenen vil gry. Jesu lignelse om jomfruerne gjælder denne lidsalders ende. Det fremgaar av den, at der blandt Guds barn (som alle er jomfruer) vil være nogen daarlige" Kun de kloke* vil ha sine lamper i orden, undersøke Guds ord og forstaa det. Matt Vi behøver ikke at gaa i enkeltheter med hensyn til den kommende trængsel. Enhver kan se, at den nærmer sig. Den vil bli en kamp mellem kjæmper paa den ene side de finansielle kjæmper, trusterne o.s.v., paa den anden side de kjæmpemæssige arbeiderorganisationer. Begge parter forbereder sig til kampen, og begge vil de kjsempe den ut til enden. Begge venter de at seire; men begge vil bli skuffet, da de begge vil tape. Bibelen forutsier, at resultatet vil bli frygtelig vil bli anarki en trængselstid, som der ikke har været Vi kan kun ufuldkomment tænke os til enkeltheterne i denne trængsel; men skriften lærer, at den vil indbefatte sociale, finansielle og politiske saavelsom religiøse institutioner. Anarkiet under den franske revolution og det anarki, som omstyrtet den jødiske nation aar 70, er skriftens billeder paa, hvad vi snart kan vente. Bibelen anbefaler eagtmodighet e; retfserdighet som»ikkerhetimidlcr. 2ef. 2:*.

96 Den katolske, stridende og trium ferende1 kirke. Katolsk betyr almindelig, altomfattende. Denne benævnelse kan ikke med'rette anvendes paa nogen kirke eller menighet med undtagelse av de førstefødtes menighet, hvis navne er skrevne i himlene (Heb. 12:23.) Nogen bibelforskeres tanke er, at navne som baptister, metodister, presbyterianere, lutheranere o. s.v ikke er katolske i dette ords egentlige betydning, men er sektnavne. Paa samme maate er ogsaa uttryk som den engelske kirke, den tyske kirke, den græske kirke og den romerske kirke sekteriske navne; de kan ikke med rette benævnes katolske. Uttrykket den stridende kirke" betegner naturligvis kirken i kamp. Det var urigtig for kirken at begynde at føre krig med kjødelige vaaben mot folkeslag eller kj ettere. Den har ingen bemyndigelse faat til at føre en saadan krig. Engang vil det bli den sande menighets hverv at binde deres konger med lænker og deres fornemme mænd med jernkjeder for at fuldbyrde foreskrevet straffedom paa dem. Dette er en ære for alle hans fromme Menigheten vil tilsidst, naar den er herliggjort, sitte paa hans trone for at herske over hedningerne og sønderbryte dem, som en pottemaker sønderbryter lerkar (Aab. 2 : 27.) Men alt dette vil ikke finde sted før i den første opstandelse, naar menigheten har mottat sin himmelske arv, herlighet, ære og udødelighet. Menigheten skal nu i tiden stride troens gode strid" Det er en personlig kamp, som hver av dens indviede medlemmer maa utkjæmpe med bistand av sin Frelseshøvding og hans ord. Brødrene kan i høi grad hjælpe hverandre ved at opbygge hverandre paa sin høihellige tro. Den triumferende menighet vil være usynlig for menneskene, fordi den biir forvandlet i den første opstandelse og fuldkommeugjort paa det aandelige tilværelsesplan. Paulus erklærer: Vi skal alle forvandles ; ti kjød og blod kan ikke arve Guds rike." Menigheten vil da virke gjennem jordiske repræsentanter, fortidens værdige, Abraham, Isak, Jakob og alle profeterne. 0 ^ = = ^ = = = ^ = = ^ = = = ^ ^ ^ 98

97 Nye himle og en ny jord. Mange av Bibelens dyrebare lærdomme fremsættes i et symbolsk sprog. Al tale er paa en maate billedlig. Himlene staar som en betegnelse for de høiere, de kirkelige, de aandelige magter, som er knyttet til den nuværende tingenes orden, mens jorden betegner de lavere, de sociale forhold..tordens bjerge brukes i Bibelen som et billede paa de sterke rcgjeringsfæstninger, mens havet fremstiller den urolige masse, som hemmelig eller aapenlyst tragter efter at opsluke samfundet. Bibelen sier saaledes, at de himle og den jord" eller de aandelige og sociale tilstande, som var før syndfloden, gik under i denne, og at der fremkom en ny tingenes orden, social saavelsom aandelig, som endnu bestaar. Den nuværende aandelige og sociale tilstand kaldes den verden eller husholdning, som nu er. Den benævnes den nærværende onde verden", fordi det onde nu har overhaand. Skriften forkynder, at der skal komme nye~ himle" og en ny jord" (en ny samfundsordning og nye aandelige tilstande), hvor retfærdigheten skal bo. Es. HÖ: 17, 2 Pet. 3:13. Peter sier, at de nuværende aandelige himle og den bestaaende sociale jord vil bli opløst i en stor ild, som man engang feilagtig trodde bentydet til en bokstavelig opbrænding av jorden. Gud forsikrer tvertimot, at jorden staar evindelig", at han ikke skapte den til at være øde, men dannet den til at beboes" Den ild, som Peter omtaler, er et symbol, som ofte brukes i Bibelen. Den fremstiller den ødelæggende trængsel, som fuldstændig vil omstyrte den bestaaende religiøse og sociale tilstand under et verdensomfattende anarki. Matt. 24: 21. Fremtidens nye aandelige himle vil bli Kristus og menigheten i himmelsk herlighet og magt. Disse vil utgjøre Guds lovede rike, som skal regjere over jorden og velsigne og opløfte de ikke-utvalgte av alle nationer, folk, ætter og tungemaal. Den nye, jord vil bli den nye sociale tilstand, som vil bli indført paa den tid under veiledniug av de nye himle, det messianske rike. Matt. 6 :

98 Den gjenoprettede og fuldkommengjorte jord. a os vende tilbake til den tanke, vi.gik ut fra. 1 Ifølge den vil den syvende skabelsesdag eller -periode bli syv tusen aar lang. Under Messias herlige regjering i det sidste av disse syv aartusener vil gjenoprettelsesverket bringe jorden tilbake til en tilstand, som Gud oprindelig hadde planlagt for den. Da vil skabelsen paa jorden bli fuldendt, og menneskene vil bli en siegt av gudlignende herskere over jorden. M> nneskeslegten vil da ha smakt baade godt og ondt, og de, som har valgt at følge det gode, vil faa evig liv De ulydige, som elsker det onde, vil bli utryddet i den anden død. 2 Pet. 2: 12; 2 Tess. 1:9. Det er umulig for et menneske at skildre med pen eller tunge den herlige fuldkornmenliet i det jordiske paradis. De mest tiltalende sinds- og hjerte egenskap er, som nu kjendes blandt menneskene, maa nødvendigvis være ufuldkomne i sammenligning med gudsbilledets fuldkommenhet, saaledes som dette vil bli frembragt igjon i de villige og lydige, mens de uvillige og ulydige vil bli utryddet. Vi ser allerede.begyndelsen til de gjenoprettelsesvelsignelser, som blev lovet i profetien. Dog befinder vi os bare i ^begyndelsen av det aartusen, i hvilket Guds visdom og magt under Messias ledelse utvilsomt vil bevirke mirakuløse forandringer paa en naturlig maate. Det er forfriskende for hjertet og troen at vite, at profeten erklærer: Ørkenen skal glæde sig og blomstre som en lilje, og vande skal bryte frem i ørkenen". Yi ser aherede noget av dette begynde. I det fjerne vesten i De forenede stater og i Mesopotamien, Abrahams land, har den menneskelige opfindsomhet utført ingeniørarbeider, som er rene mirakler. Det er Guds visdom, som staar bak dette, likesom det ogsaa er Guds magt, som nu velsigner jorden og gjør verden saa vidunderlig rik. Naar menneskelig dygtighet er istand til at frembringe saa deilige frugter og pragtfulde blomster, som vi nu træffer overalt, hvad kan vi da ikke vente os med hensyn til tilstandene paa den fuldkomne jord? 95

99 I l Lovprisningskoret i kommende tidsaldre Ved slutningen av det messianske tusenaarsrike vil den store Midler overgi riket til Faderen. (1 Kor. m ) Faderen vil ikke anerkjende menneskeslegten som værdig til evig liv, før den har bestaat en prøve paa absolut lydigtiet mot hans vilje. Satan vil bli løslatt en kort tid, forat det kan bli avgjort, hvem som er absolut trofast i hjertet og ikke blot lydig av ydre hensyn. De, som da falder, vil bli utryddet sammen med Satan i en anden død. (Aab. 20 : 7 9.) Saaledes vil jorden bli fuldstændig renset. Da vil enhver skabning i himmelen og paa jorden ut'oryte Ham, som sitter paa tronen, og Lammet tilhører velsignelsen og æren og prisen og magten i evighetsrnes evighet.* (Aab. 5: 13.) Da skal der ikke mere være nogen sygdom eller død. De forrige ting, synden og døden, vil være veket bort. Aab. 21 :4. Kristi og menighetens hcrlighet vil dog ikke være avsluttet med menneskeslegtens gjenoprettelse. Skriften sier ikke bare, at for Kristus skal ethvert knæ bøie sig i himmelen og paa jorden, men ogsaa, at Gud i de tilkommende tider vil vise sin naades overvættes rigdom ved godhet imot os [menigheten] i Kristus. Likesom Gud ikke skapte jorden til at være øde. men dannet den til at beboes, saaledes gjælder ogsaa dette samme princip uten tvil de andre planeter i vort solsystem og de tusen millioner andre verdener, som astronomien fortæller os om. De vil alle bli bebodd, og de ting, som er blit lært om synden paa vor jord, vil tjene til deres undervisning. Det er Guds bestem mels«, at Logos skal være det hædrede redskap, ved hvem alt skabelsesverket skal bli utført i fremtiden, som det blev det i fortiden, og at menigheten, hans brud, skal vær«delagtig med ham i herhgheten herefter. Vor Gud er i sandhet sn Gud værd tilbedelse, lydighet og kjærlighet. Bare daarerne kan si i sine hjerter Der er ingen Gud. Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, og prise dit navn, fordi dine retfærdige domme er blit aabenbaret? Aab. 15:4. m

100 A Vi hævder vor forlagsret, ikke for at hindre andre i at gjøre en god gjerning, men for at forebygge enhver uædel benyttelse av vort navn og vor fremgangsmaate. Forlagsretten lovfæstet 1914 fo r INTERNATIONAL BIBLE STUDENTS ASSOCIATION, London, England, og Brooklyn, N. Y SKABELSENS FOTO-DRAMA er et udelukkende filantropisk foretagende. Samarbeitle ønskes. Vor betydelige samling av billeder har krævet flere aars arbeide av hundreder av kunstnere, og alt dette har medført meget store utgifter, før fremvisningerne kunde begynde. Dernæst kommer drøie omkostninger for passende lokaler, frie tekstblade, avertering; betjeningens reiser og ophold o. s. v. Et saa vældig oplysningsarbejde burde foregaa paa offentlig bekostning. Men eftersom dette ikke syntes mulig, har vor forening gaat igang med foretagendet i tillid til, at det vil tiltale *1 andre filantroper og saaledes kunne faa en / verdensomfattende utbredelse.!*' Dette belyr ikke, at vi begjærer hjælp!* vi tigger aldrig. Vi fremholder bare kjends- ** gjerningerne for saaledes at gi alle anledning!* til at samarbeide med os saa langt, de selv I* maatte ønske det..! Dramaet er usekterisk og navhængig > av alle religiose samfnndsskranker. \ Den oplysning, det gir, bevirker et ophøiet % syn paa livet og tilværelsen, fremmer troen \ paa og kjærligheten til Gud og hans ord og \ skaper en dypere kristelig medfølelse med hele menneskeslegten

101 ^ * * * * * * * * * *, * *. * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 4.V ' Nøitrale lokaler heller end kirker ) benyttes, forat alle katoliker, protestanter, jøder o. s. v maa kunne føle sig desto * mere fri til at komme, jf rem visningerne er fri,, forat alle, baade rike og fattige, maa * kunne bl i gavnet gjennem dem. ; Tekstbøker til alle delene ar dram aet *; er bl it utarbeidet, forat de lærdomme, disse * forelæsninger gir, maa kunne bibeholdes ved et fortsat studium. Disse tekstbøker bør tindes i hvert hjem. I bladform utdeler vi dem frit N* ved fremvisningerne. Reserverte pladser for interesserte.»* Tekstboken i denne bedre form er paa- ^ krævet. Vi har søkt at faa den saa pent ut- *g styrt, som den knappe tid for dens utgivelse 5 har tillatt det. Prisen er 50 øre i papiromslag og 1 krone indbunden. De, som kjøper tekst- gi* boken, er sedvanligvis de mest interesserte, * derfor holdes der frie pladser reservert til dem, ^ forutsat at de sikrer sig billetterne itide. %i É j Alle, som i særlig grad interesserer sig for * Skabelsens foto-drama, vil sikkert bli endnu. M 7 g* mere interessert av pastor Russells høker * under den fælles titel,,stu dier i S k riften ^ særlig 1ste bind,,, T idsaldren es P la n (pris kr 1.50 indb., porto ekstra 15 øre inden- V lands), og 4de bind., fifevnens H ag eller I-* krigen ved Harmageddon (pris 2 kr portofrit *. tilsendt) Desuten 6te bind, «Den nye Skab- \ ning», hvorav tre hefter er utkommet paa I; dansk-norsk (pris 25 øre pr. hefte portofrit). *. Disse bøker er utgit paa 19 forskjellige sprog i over 8 millioner ekspl. De ligger kanske f ulæst paa Deres bokhylde. For alle, som * ønsker at forstaa Bibelen, er de værd sin «vegt i guld. Hvis De ikke allerede har dem, C - skriv da straks efter dem til 'i *4 4 "4 ;< DEN INTERNATIONALE BIBELSTUDIEFORENING, P a t k v e i e a.60 Kristiania. (Telf. I242f>.) * * * * * * * * * * * * * * * * * *. * «