U:I33 B1LAG N VE NORGF:S VASSCRAGS- OG ENERGIÆRK NORGES VASSDRAGS- OG ENERGIDIREKTORAT BIBUOTEK KONSESJONSKRAFT. ci- E-5b 1989 ENERGIDIREKTORATET

Transkript

1 U:I33 B1LAG N VE OG ENERGIÆRK ag NORGES VASSDRAGS- OG ENERGIDIREKTORAT BIBUOTEK KONSESJONSKRAFT NORGF:S VASSCRAGS- ci- ENERGIDIREKTORATET NR E-5b 1989

2 NVE NORGES VASSDRAGS- OG ENERGIVERK TITTEL NR. E- 5 b Konsesjonskraft- bilag DATO FORFATTERE/SAKSBEHANDLER(E) ISBN Prosjektgruppenhar bestått av: Tor J. NEessNVE-E Prosjektleder Astrid BrynildsenNVE-E Sekretær ISSN Victor MartinussenNVE-E Anders Gudal NVE-V Sverre Krog NVE-V ORIENTERING: NVE er delegert myndighet til å beregne og fordele den kraft som i h.h.t. lov skal avgis kommuner og fylkeskommunerved erverv av vannfall og/eller reguleringeri vassdrag. Dette heftet inneholderbilagene til E-5a vedr. lovgrunnlag, hydrologim.v. og som det er vist til. Dessuten er det tatt med en del dokumentasjonvedrørendeenkelte prinsippspørsmål. Dette heftet er bare tilgjengeligfor saksbehandlere. EMNEORD Konsesjonsrkraft- Lover - NORGES Hydrologi - Kraftgrunnlag- VASSDRAGS-OG ENERGIVERK Beregning - Fordeling- BIBLIOTEK Pris. ANSV IG UNDERSKRIFT A7 Omslagsbilde: Verma Kraftverk Foto.: Knut Ove Hillestad Kontoradresse: middelthunsgate 29 7c/(,(--.'7. /0( ) ;:w Postadresse: Postboks Maj. ieief,-/ 65 5/ 5; 0301 Oslo 3 7C. NVEG

3 Bilag Konsesjonskraft Lover Hydrologi Kraftgrunniag Beregning Fordeling Pris

4 BILAG NR. 1 Lov av 18. september 1909 om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom. 2, ost 9: Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 pct. av den til enhver tid utbvggede elektriske kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er heliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets hestemmelse, likesom der kan forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 pct. av kraften. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningene med tillæg av 20 pct. I produktionsomkostningene medregnes 6 pct. rente av anlægskapitalen. Produktionsomkostningenes størrelse fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement' og koncessionæren eller i mangel av saadan ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til besiemte tider. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Hvis anlægget skal levere energien i anden form end elektrisk, kan tilsvarende bestemmelser træffes. Lov av 4. august 1911 om vasdragsreguleringer. i industrielt øiemed. 11, ost 10: 10. At der, forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners eller deres indvaaneres forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri, avgives i dette øiemed, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets bestemmelse. Denne andel maa ikke overstige 5 pct. av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover 1000 naturhestekræfter beregnet efter reglene i 2. 1 tilladelsen kan der forbeholdes staten ret til at erholde andre ö pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner i forannævnte øiemed. Kraften skal leveres efter en maksimumspris beregnet paa at dække produktionsomkostningene med tillæg av 20 pct. Størrelsen av produktionsomkostningene, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement 1 og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til avgivelse av kraft efter denne lov faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v.7

5 BILAG NR. 2 Lov nr. 16 av 14. desember 1917 om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom 2, ost 12: 12. Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 10 pct. av den gjennemsnitlige kraftmængde, som vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregnelige vandføring aar om andet, til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, idet fordelingen bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement.5 Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem, paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes høiere grænser for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Er vandfaldet helt utbygget, og avgivelse av kraft vilde være forbundet med uforholdsmæssige ulemper, kan der i koncessionen fastsættes lavere grænser ekler indrømmes hel fritagelse. Kraften avgives i den form, departementet bestemmer. Kræves den avgit i anden form, end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig forstyrres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningene tilherer koncessionæren eller andre.15 Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningene deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften i stedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement3 og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn.13 Det kan betinges, at fastsættelsenskal revideres til bestemte tider. Hvis koncessionæren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør indeholde nærmerebestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivelse senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig. mennætetermere regler om kraftens avgivelse fastsættes av dearte-

6 BILAG NR. 3 Lov nr. 17 av 14. desember 1917 om vasdragsreguleringer 12, ost 15: 15. Det skal i koncessionen paalæggesde vand.falds-og brukseiere, sora benytter sig av det ved reguleringenindvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlæggeter beliggende, eller andre korn. muner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets4 be. stemmelse, efterhvert som utbygning sker, indtil 10 pct, av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11 post 1, jfr. 3. Fordelingen av kraften mellem kommunerne bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement.4 Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pet. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Hvis koncession i henhold til 10 post 2, andet led, er git paa ubegrænset tid, kan, naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner,hvis interesser berøresav reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsningmed Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgives i den form, departementet4bestemmer. Kræves den avgit i anden form end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangendemaa fremsættes inden 6 raaanederefter koncessionens datu.m. Elektrisk kraft uttages efter.departementets4bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningeneller fra ledningsnettet. hvad enten ledningene tilhører reguleringsanlæggetseier eller andre. Foraarsaker. kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkmingav leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalprisberegnet paa at dække produktionsomkostningene deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli u.forholdsmæssighøi, fordi bare en mindre del av den.kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften itedet forlanges avgit efter en maksimalpris,som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement4 og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved.skjøn.4 Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængderunder samme forhold. Koncessionen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., ber der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet.4 Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald. for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v.14

7 BILAG NR. 4 3 post 2. økningen av vandkraften beregnes paa grundlag av den økning av vasdragets lavvandføring som reguleringen antages at ville medføre utover den vandføring, som har kunnet påregnes år om andet i 350 dager av aaret.

8 BILAG NR. 3 Lov nr. 16 av 14. desember 1917 om erverv av vannfall, bergverk og annen fast eiendom m.v. (etter endringslov av 10. april 1959). 2, ost 12: 12. Det skal i konsesjonen bestemmes at konsesjonæren er forpliktet til å avgi inntil 10 pst. av den gjennomsnitlige kraftmengde, som vannfallet etter den foretatte utbygging kan frembringe med den påregnelige vannføring år om annet, til den kommune, hvor kraftanlegget er beliggende, eller andre kommuner, derunder også fylkeskommuner, idet fordelingen bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Etter begjæring fra noen av de interesserte kan konsesjonsmyndigheten etter 30 år ta pålegget om avgivelse av kraft opp til ny avgjørelse. Kommunene kan nyttiggjøre seg den kraft, som således avgis til dem, på den måte de finner hensiktsmessig. Det kan også forbeholdes staten rett tii å erholde inntil 5 pst. av kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. Når det finnes grunn til det kan det fastsettes høyere grenser for avgivelse av kraft både til kommuner og til staten. vandfaldet helt utbygget, og avgivelse av kraft ville være forbundet med uforholdsmessige ulemper, kan det i konsesjonen fastsettes lavere grenser eller innrømmes hel fritagelse. Kraften kan kreves avgitt med en brukstid ned til brukstimer årlig. Kraften avgis i den form, departementet bestemmer. Kreves den avgitt i annen form enn den produseres, plikter konsesjonæren på departementets forlangende å bygge sitt anlegg således, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig fordyres for Mottageren. Sådant forlangende må fremsettes innen 6 måneder etter konsesjonens datum. Elektrisk kraft uttas etter departementets bestemmelse i kraftstasjonen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hva enten ledningene tilhører konsesjonæren eller andre. Forårsaker kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller innskrenkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, må ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres til vanlig pris i vedkommende forsynings- eller samkjøringsområde. Dersom det ikke er mulig å påvise noen slik pris, skal kraften leveres til selvkostende. Hvis den pris som således skal legges til grunn blir uforholdsmessig høy, fordi bare en mindre del av den kraft vannfallet, eller fallene, kan gi er tatt i bruk, skal kraften leveres til rimelig pris. Uenighet om prisen avgjøres av vedkommende departement. Konsesjonen bør inneholde nærmere bestemmelse om det varsel konsesjonæren har krav på før kraften uttas. Betinges der avgivelse av mer kraft end 15 pst, bør der fastsettes en bestemt tidsfrist, innen hvilken avgivelse av de overskytende kraftmengder må forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmengder, så vel som avgivelse av større kraftmengder i henhold til endret pålegg etter første ledds annet punktum, kan bare kreves etter hvert som kraft blir ledig. Nærmere regier om kraftens avgivelse fastsettes av departementet.

9 BILAG NR. 6 Lov nr. 17 av 14. desember 1917 om vasdragsreguleringer (etter endringslov av 10. april 1959). 12, ost 15: 15. Det skal i konsesjonen pålegges de vannfalls- og brukseiere, som benytter seg av det ved reguleringen innvunne driftsvann, å avgi til den kommune, hvor kraftanlegget er beliggende, eller andre kommuner, derunder også fylkeskommuner, etter departementets bestemmelse, etter hvert som utbygging sker, inntil 10 pst. av den for hvert vannfall innvunne øking av kraften beregnet etter reglene i 11 post I, jfr. 3. Etter begjæring fra noen av de interesserte kan konsesjonsmyndigheten etter 30 år ta pålegget om avgivelse av kraft opp til ny avgjørelse. Fordelingen av kraften mellom kommunene bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunene kan nyttiggjøre sig den kraft, som således avgis til dem, på den måte de finder hensiktsmæssig. Det kan også forbeholdes staten rett til å erholde inntil 5 pst. av den således økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. Når det finnes grunn til det kan der fastsettes en høyere grense for avgivelse av kraft både til kommuner og til staten. Kraften kan kreves avgitt med en brukstid ned til brukstimer årlig. Kraften avgis i den form, departementet bestemmer. Kreves den avgitt i annen form enn den produseres, plikter konsesjonæren på departementets forlangende å bygge sit anlegg således, at kraftens omformning og avgivelse ikke unedig fordyres for mottageren. Sådant forlangende må fremsettes innen 6 måneder etter konsesjonens datum. Elektrisk kraft uttas etter departementets bestemmelse i kraftstasjonen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hva enten ledningene tilhører reguleringsanleggets eier eller andre. Forårsaker kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrenkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, må ikke skje uten departementets samtykke. Kraften skal leveres til vanlig pris i vedkommende forsynings- eller samkjøringsområde. Dersom det ikke er mulig å påvise noen slik pris, skal kraften leveres til selvkostende. Hvis den pris som således skal legges til grunn blir uforholdsmessig høy, fordi bare en mindre del av den kraft, vannfallet, eller fallene, kan gi er tatt i bruk, skal kraften leveres til rimelig pris. Uenighet om prisen avgjøres av vedkommende departement. Konsesjonen bør i alle tilfelle inneholde nærmere bestemmelse om det varsel kraftanleggets eier har krav på før kraften uttas. Betinges der avgivelse av mer kraft end 15 pst., bør det fastsettes en bestemt tidsfrist, innen hvilken avgivelse av de overskytende kraftmengder må forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmengder så vel som avgivelse av større kraftmengder i henhold til endret pålegg etter annet ledd kan bare kreves etter hvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsettes av departementet. Plikten til å avgi kraft etter denne lov gjelder ikke for de vannfall, for hvilke en lignende forpliktelse er eller blir fastsatt i henhold til lovgivningen om ervervelse av vannfall, bergverk m.v.i

10 BILAG NR. NORGES VASSDRAGS- OG ELEKTRISITETSVESEN Energidirektoratet Oslo, Jnr E-83 RUNDSKRIV TIL FYLKESMENN, FYLKESKOMMUNER OG KOMMUNER AVGIVELSE, FORDELING OG PRIS PA KONSESJONSKRAFT VASSDRAGSREGULERINGSLOVENS 12 NR. 15 ERVERVSLOVENS 2, 3. LEDD N5. 12 Norges vassdrags- og elektrisitetsvesenhar mottatt brev av fra Olje- og energidepartementetsom angår hovedretningslinjer for hvordan loven skal orakt'...seres ved avgivelse, fordeling og pris på konsesjonskraft fordelt i henhold til,konsesjoner gitt etter Brevet er en klargjøring og utdypning av noen av de forhold som er omhandlet i departementets tidligere brev av og avløser dette../. Kopi av brev vedlegges til Deres orientering../ Asbjørn Vinjar ://K. J. Warloe

11 DET KONGELIGE OLJE- OG ENERG1DEPARTEMENT KONTOR: TOLLOUGATEN 31 - TLF RIKSTELEFONER OG FJERNVALO TLF. (02) POSTADRESSE: POSTSOK DEF.. OSLO 1 - TELEKS: OEDEP N Norges vassdrags- og elektrisitetsvesen Boks 5091 Majorstua OSLO 3 Doresrol. Vårrof.(bosoppg(ttvodsvar) Duo OED /83 V DS/PHH/BK ^,, \ AVGIVELSE, FORDELING OG PRIS PA KONSESJONSKRAFT Det vises til Olje- og energidepartementetsbrev av til Norges vassdrags- og elektrisitetsvesenmed retningslinjer for avgivelse, fordeling og pris på konsesjonskraft. Departementet har vurdertenomgjøring av hovedretningslinjene etter begjæring fra Landssamanslutningaav vasskraftkommunar. Begjæringen har vært forelagt de berørte organisasjonertil uttalelse. Hovedretningslinjene er også vurdert av Regjeringsadvokatenog deretter lagt frem for Regjeringen. Departementet er kommet til at det ikke er grunnlag for å endre hovearetningslinjene. Departementet vil dog klargjøre og utdype noen av de forhold som er omhandlet i brev av , og som derfor avløses av dette brev. Avgivelse og fordeling av konsesjonskraft. Vassdragsreguleringslovens 12, pkt. 15, 1., 3. og 4. ledd lyder som følger, jfr. ervervslovens 2, 3. ledd pkt. 12: "Det skal i konsesjonen pålegges de vannfalls- og brukseiere, som benytter seg av det ved reguleringen innvunne driftsvann, å avgi til den kommune, hvor kraft-

12 anleggeter beliggende,eller andre kommuner,derunder også fylkeskommuner,etter departementetsbestemmelse, etter hvert som utbyggingsker, inntil10 pst. av den for hvert vannfallinnvunneøking av kraftenberegnet etter reglenei 11 post 1, jfr. 3. Fordelingenav kraftenmellom kommunenebestemmesav vedkommenderegjeringsdepartement. Kommunenekan nyttiggjøreseg den kraft, som således avgis til dem, på den måte de finnerhensiktsmessig." Hensiktenmed konsesjonskrafter å sikre utbyggingskommunene tilstrekkeligelektriskkraft til den alminneligeelektrisitetsforsyningtil en rimeligpris. Utbyggingskommunenemå derfor være prioritertopp til det hele kvantum- dog ikke utover eget behov til den alminnelige elektrisitetsforsyning innen kommunen. Ved fastsettelseav eget behov tas ikke hensyn til egen kraftproduksjon. Resten av konsesjonskraften- som må_lreserveres for utbyggingskommunene- bør imidlertido'fordeles på det (de) fylke(r)hvor kraftanlegget(reguleringsanlegg, fall og kraftstasjon)ligger - dog ikke utover eget behov til den alminneligeelektrisitetsforsyning innen fylkeskommunen. Kommunenkan øke sitt samledeuttak av konsesjonskraftetter hvert som kraftbehovettil den alminneligeelforsyninginnen kommunenstiger. Det har vært reist spørsmålom avgivelseav konsesjonskrafti knapphetssituasjoner.departementetantar at konsesjonskraft ved innskrenkningav lekieringriehar san,mcsikkerhetsom fastkraft. 3. Fastsettelseav pris på konsesjonskraft. Vassdragsreguleringslovens 12, pkt. 15, 9. ledd, jfr. ervervslovens 2, 3. ledd, pkt. 12 lyder: "Kraftenskal leverestil vanligpris i vedkommende forsynings-eller samkjøringsområde.dersom det ikke er mulig å påvise noen slik pris, skal kraften leveres til selvkostende. Hvis den pris som såledesskal legges til grunn blir uforholdsmessighøy, fordi bare en mindre del av den kraft, vannfallet,eller fallene,kan gi er tatt i bruk, skal kraften leverestil rimeligpris. Uenighetom prisen avgjøresav vedkommendedepartement." Regleneav 1959 er gitt under andre tekniskeog økonomiske forutsetningerenn de som gjelderi dag, og dette er en 2 N x, Ka1 være:

13 3 vesentlig årsak til de tvister som har oppstått. Av hensyn til beland1ineen av en re saker som liceer i NVE og dc,parteinentet,er det helt ncdvendig at departementet klargjør hvilke hovedlinjer som vil bli fulgt ved fastsettelse av pris på konsesjonskraft inntil m.,=rmere avklaring fra Stortingets side har funnet sted. Departementet antar at vanlig pris i betydning statskraftpris/markedspris ikke lenger er dekkende for lovens intensjoner, jfr. høyesteretts dom av i Sira-Kvinasaken. Departementet har søkt å finne frem til den pris som under hensyntagen til den tekniske og økonomiske utvikling er i best harmoni med loven og dens intensjoner. Departementet legger særlig vekt på følgende hovedhensyn: Prisen på konsesjonskraft må være økonomisk fordelaktig for kommunene sammenlignet med markedsprisen. Prisen må knyttes til en-vurderinr,av selvkost. Prissystemet må -.for ikke å føre til langvarige forhandlinger og gi grobunn for en rekke tvister - være enkelt å praktisere. Som følge av den sterke utbygging som har forègått innen elektrisitetsforsyningen i Norge i de siste 30 år er landet i dag et samkjøringsområde. Departementet-vil ved -uenighet fastsette pris på konsesjonskraft til gjennomsnittlig selvkost levert kraftstasjon for et representativt antall nye og gamle - helt eller delvis nedskrevne - kraftverk innen området til enhver tid. Landet har i dag ca. 500 kraftstasjoner hvorav NVE helt eller delvis eier ca..10 pst. som representerer ca. 30 pst. av landets produksjon.i et medianår. Departementet antar at NVE - drevne stasjoner i samkjørings-

14 14 området - 35 stasjoner i inntil videre må kunne anses som representative ved beregning av gjennomsnittlig produksjonskostnad for landet. Ved uenighet om konsesjonskraftprisenved konsesjoner gitt etter vil Olje- og energidepartementetfastsette prisen for tiden til: For utbyggingskommuner Levert avspenning stativ i kraftstasjon med kommunens brukstid øre/kwh For fylkeskommuner Levert avspenning stativ i sentralt leveringssted - en gang nedtransformert: + 1,0 - ft Transformeringsavgift " 69 øre/kwh Departementet er av den oppfatning at gjeldende lovgivning ikke gir hjemmel for ytterligere økonomiske fordeler til utbyggingskommuner når det gjelder fordeling og pris på konsesjonskraft. Utbyggingskommunens andel av den netto-fordel en kraftutbygging medfører mottar kommunen gjennom konsesjonsavgift og næringsfond. Fondet skal fortrinnsvis anvendes til utbygging av næringslivet i distriktet. Departementet vil peke på at plikten til å avgi konsesjonskraft tidligere som regel er blitt erstattet av en avtale mellom konsesjonær og kommuner med leveringsbetingelser som er fremkommet etter forhandlinger mellom partene. Slike avtaler vil kunne bestå uavhengig av hovedretningslinjene. Det vil fortsatt kunne inngås avtaler uavhengig av hovedretningslinjene som erstatning for lovens bestemmelser om konsesjonskraft. Det er i så fall en forutsetning at kommuner, fylkeskommune og konsesjonær er enige om avtalen. I motsatt fall vil departementet (NVE) fatte vedtak om fordeling og pris basert på hovedretningslinjene. Spørsmålet om endring av konsesjonskraftbestemmelsenei ervervsloven og reguleringsloven er forelagt Energilovutvalget i henhold til utvalgets mandat. Saken vil deretter bli behandlet av Regjeringen og forelagt Stortinget på vanlig måte. Vidkunn Hveding Hans-Ludvi ehli

15 BILAG NR Vesteråkns Kraftlag. (TiUatelee til regulering og utbygging av Strielva i Sortlandkommune.) Kongelig resolusjon av 22. juli (Konsesjonskraft.) De vassfalls- og brukseiere som benytter seg av det ved reguleringeninnvun.nedriftsvatn er forpliktet til å. avgi til den eller de kommuner,derunder også fylkeskommuner, som Olje- og energidepartementetbestemmer, etter hvert som utbyggingskjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i post 2). Fordelingenav kraften bestemmes av departementet. Staten forbeholdesrett til inntil 5 pst. av kraften. Pålegget om avgivelse av kraft kan etter begjæring av en interessert tas opp til ny avgjørelseetter 30 år. Kraften kan kreves avgitt med en brukstid ned til brukstimerårlig. Kraften avgis i den form hvori den produseres. Elektriskkraft uttaa etter Olje- og energidepartementetsbestemmelsei kraftstasjonen ellerfra fjernledningeneeller fra ledningsnettet, hva enten ledningenetilhørerkonsesjonzeren eller andre. Forårsaker kraftens uttakelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den som uttar kraften, enten denne er staten eller en kommune. Avbrytelseeller innskrenkningav leveringensom ikke skyldes vis maor, streik eller lockout, må ikke skje uten departementetssamtykke. Kraften skal leveres til vanlig pris i vedkommendeforsynings- eller samkjøringsområde. Dersomdet ikke er mulig å påvisenoen slik pris, skal kraften leverestil selvkostende. Hvisdenpris som såledesskal legges til grunn bliruforholdsmessighøy fordi bare en mindre del av den kraft vassfallenekan gi er tatt i bruk,skal kraften leveres til rimelig pris. Uenighet om prisen avgjøres av Olje-»og energidepartementet. Konsesjonærenhar rett til å forlange et varselav 1 år for hvergang kraft uttas. Samtidig som uttak varsles kan forlangesoppgitt den brukstidsom ønskes benyttet og dennes fordelingover året. Tvist om fordelingenavgjøresav departementet.oppsigelseav konsesjonskraftkan skje med2 års varsel. Oppsagtkraft kan ikke senereforlangesavgitt. Eventuellavgivelse av overskytendekraftmengderi henholdtil endret pålegg etter 3. ledd kan bare kreves etter hvert som kraft blir ledig. Unnlater konsesjonærenå levere kraft som er betinget i denne post uten at vis major,streik eller lockouthindrerleveransen, plikterhan etter departementetsbestemmelse å betale en mulkt til statakassen av kr. 4, pr. dag for hverkwsomuretteligikke er levert. Det offentlige skal være berettiget til etter departementetsbestemmelseå overta driften av anleggene for eierens regning og risikoså vidt nødvendigtil leveringav den betingede kraft.

16 BILAG R. 9 DET KONGELIGE 01-1E- OG ENERGIDEPARTEMENT KONTON: TOLLINJOATEN 31 - TLF RIKSTELEFONEN 00 F1tRI4vA1-0 (112) P0$TADRESSE:P0STOOKS11144 DEP.. OSLO 1 - TELEKS: OEDEP N Norges vassdrags-og elektrisitetsvesen Boks 5091 Majorstua L 0301 OSLO 3 Dereend. Virmil.(bss.~4~) Dom OED 84//94( V DS/BK i& y KONSESJONSKRAFT- BRUKSTID Olje- og energidepartementetviser til telefonsamtale med sjefingeniørwarloe og bekrefter: Da brukstideni den alminneligeelektrisitetsforsyning for en rekke elverk etterhverter sunket til under timer i året, vil disse verk ikke kunne nyttiggjøre seg hele det tildelte kvantum konsesjonskraft målt i kwh, jfr. vassdragsreguleringslovens 12, pkt. 15, ledd 6: "Kraftenkan kreves avgitt med en brukstidned til brukstimerårlig." Uttaket av konsesjonskraftblir derved for disse verk årlig begrensettil: elverketsbrukstid Tildelt kvantum X r s imer idet uttaket skal skje med en fordelingover året som svarer til elverketsbrukstid over året for det alminneligeforbruk. ter fu kt ]).! P.H. Høisveen Ditlef Smith

17 BILAG NR DET KONGEL1GE OLJE- OG ENERGIDEPARTEMENT KONTOR. PLØENS GT. 8, TLF. (02) TELEKS OEDEP N - TELEFAX POSTADRESSE: POSTBOKS 8148 DER, 0033 OSLO 1 Norges vassdrags- og energiverk Postboks 5091 Maj OSLO 3 Deres ref. Vår ref. (bes oppgittved svar) Dato 87/2315 V AnA KONSESJONSKRAFT. OPPSIGELSE viser til NVE's oversendelse til Olje- og energidepartementet av Notodden Elverks forespørsel av Det aktuelle konsesjonsvilkår lyder: Oppsagt konsesjonskraft kan ikke senere forlanges avgitt". Dette vilkår ble sedvanemessig tatt inn i vassdragskonsesjoner mellom 1925 og Etter mars 1984 har det ikke vært benyttet. Departementet har undergitt vilkårets plass i allerede gitte konsesjoner en juridisk vurdering. En vil først bemerke at en kommunes rett til konsesjonskraft kan være falt bort på et rent avtalerettslig grunnlag. Uenighet på dette punkt må finne sin løsning direkte mellom partene. Forøvrig vil departementet ikke se bort fra at det kan foreligge grunnlag for å tildele konsesjonskraft til en kommun til tross for at kraften har vært oppsagt og retten derfor i.h.t. konsesjonsvilkårenes ordlyd skulle være bortfalt. En anser imidlertid at det må skje en konkret vurdering av begge parters interesser i hvert enkelt tilfelle. Departementet vil derfor ikke avgi noe generelt svar på spørsmålet om oppsigelse av konsesjonskraft, men avvente eventuelle søknader om konsesjonskraft fra kommuner som måtte være i den aktuelle situasjon. Etter fullmakt /41 P.H. Høisveen Anders Aagenæ #4Aaa

18 BILAG NR. 11 Bruksrettskonsesjon (Industrikonsesjonslovens 5) 5. Norske statsborgere samt aksjeselskaper og andre selskaper med begrenset ansvar, korporasjoner og stiftelser med sete i Norge og helt norsk styre, kan under serlige omstendigheter få konsesjon til å erverve bruksrett til vannfall som tilherer staten, norske kommuner eller fylkeskommuner på de nermere betingelser Kongen fastsetter. Hvis bruksretten gjelder vannfall som ved regulering antas å kunne utbringes til mer enn naturhestekrefter, elier hvis betydelige interesser står mot hverandre, ber konsesjon ikke gis fer saken har vart forelagt Stortinget. Ved meddelelse av kortscsjon og fastsettelse av betingelser skal felgende grunnregler iakttas: I. Konsesjonen gis for et bestemt tidsrum av inntil 60 år regnet fra konsesjonens meddelelse. Det skal pålegges konsesjonieren å betalc en årlig avgift til staten2 og en årlig avgift til de fylkes-, herreds- og bykommuner som Kongen bestemmer, beregnet etter den gjennomsninlige kraftmengde, som vannfallet etter den foretatte utbygging kan frembringe med den på-. regnelige vannfering år om annet. Kongen fastsetter forskrifter om hvilke maksimal- og minimalsatser som skal gjelde. Ved fastsettelsen av forskriftene skal det serlig tas hensyn til forandringer i kronens kjepekraft. Hviler det årlige reguleringsavgifter på vannfallet, skal de komme til fradrag i de avgifter som pålegges i henhold til denne post, for så vidt angården del av kraftmengden, hvorav reguleringsavgifter erlegges. Etter 5 år kan konsesjonsmyndigheten ta fastsettelsen av avgiften opp til ny prevelse. Nermere bestemmelser om Betalingen av avgiften og om kontroll med vannforbruket skal, for så vidt de ikke er fastsatt av Kongen, med bindende virkning for hvert enkelt tilfelle fastsettes av vedkommende regjeringsdepartement3 etter innstilling fra Hovedstyret for Vassdrags- og Elektrisitetsvesenet. Avgiftene kan inndrives ved utpanting. Erlegges de ikke til forfallstid, svares deretter rente som fastsatt i medhold av lov 17. desember 1976 nr. 100 om renter ved forsinket betaling m.m. 3 ferste ledd. Dersom det årlige avgiftsbelep til staten eiler kommuner utgjer mindre enn det minstebelep Kongen bestemmer og både avgiftsberettigede og avgiftspiiktige samtykker, kan departementet bestemme at den årlige avgift innleses med et engangsbelep etter forskriftene fastsatt av Kongen. Under sieregne omstendigheter kan Kongen eller Stortinget, hvis konsesjonen har vert forelagt dette, for et bestemt tidsrom nedsette eller ettergi avgift-. en. Avgiften til fylkeskommunene og til kommunene fordeles mellom disse innbyrdes etter bestemmelse av Kongen for 10 år ad gangen. Avgiften avsettes sierskilt for hver kommune til et fond, som anvendes etter bestemmeise av fylkestinget eller kommunestyret. Denne myndigheten kan delegeres til annet kommunalt eller fylkeskommunalt organ. Fondets midler skal i sairia-trited vedtekter som er undergitt vedkommende departements godkjennelse, fortrinnsvis anvendes til utbygging av meringslivet i distriktet. Departementet kan delegere myndigheten til å godkjenne vedtektene til fylkesmannen. Kommunen kan påklage fylkesmannens avgjerelse etter ruermere regler fastsatt av departementet. Vedtekter for fond under et belep Kongen fastsetter, trenger ikke godkjennelse. For evrig får bestemmelsene i 2 post 1-12, og tilsvarende anvendelse. Koncessionen med tilknyttede betingelser skal tinglyses for koncessionierens regning. ' Endretved lover 10april 1959nr. 2, 19jum 1969nr. 65, 11des. 1970ar. 16, 3 jani 19113nr. 51 (sedeesvi), 12joni nr 62 (i kran straks,men slik at det ikke skal regnesrenteetter nilydende nr 2 fierde ledd fer ikadttredeleen). ' Jf f 26 tredje ledd. ' Olje- og energidepartementetdlg res 11jan 197$og 30 jan Olje- og energidepanementetifig res30 okt 1947og 11jan 1979.

19 DYr. 2:1N Kraften uttas etter departementets bestemmelse i kraftstasjonen eller fra fjern ledningen eller fra ledningsnenet, hva enten ledningene tilhører konsesjonæren eller andre Forårsaker kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av dcn som tåttj! kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller innskrenkning av levenn1 en, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, må ikke skje uten departementets sam tykke. Kraften skal leveres til vanlig pris i vedkommende forsynings- eller samkjøring, område. Dersom det ikke er mulig å påvise noen slik pris, skal kraften leveres til rimelig pn Uenighet om prisen avgjøres av vedkommende departement. For øvrig leveres kraftenså langt det passer på samme vilkår som etter leiekontrakten gjelder for konsesjonæren. Uerng het om leveringsvilkårene avgjøres av departementet. Konsesjonen ber inneholde nærmere bestemmelse om det varsel konsesjdnæren har krav på for kraften uttas. Betinges det avgivelse av mer kraft enn 15 pst., bør det fastset tes en bestemt tidsfrist, innen hvilken avgivelse av de overskytende kraftmengder må for langes. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmengder, så vel som avgivelse av storre kraftmengder i henhold til endret pålegg etter første ledds annet punktum, kan bare kreve etter hvert som kraft blir ledig. Nærmere regler om kraftens avgivelse fastsettes av departementet. Skal den leiede kraft leveres fra vandfald, for hvis vedkommende der ved tidligere erhvervseller reguleringskoncession er betinget avgivelse av kraft til kommuner og staten, og uttage, gjennem ledning tilhørende leieren, bør der paalægges ham pligt til at finde sig i, at ogsaa den saaledes betingede kraft til kommunene eller staten føres gjennem samme ledning, forsaavidt ikke fornøden bestemmelse herom er indtat i koncessionen til erhvervelsc av vedkommende vandfald. Foraarsaker det okede utgifter, at denne kraft føres gjennem ledningen, skal disse utgifter bæres av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Er koncessionæren en fremmed statsborger eller et selskap med begrænset ansvar, som ikke har helt norsk styre og helt norsk grundkapital, kan der betinges ret for staten til senest i det 35te aar, efterat koncessionen er git, at indlese de til energiens utnyttelse bestemte fabrikanlteg med grund, bygninger, maskiner og indretninger av enhver art samt arbeiderboliger og andre bygninger, som hører med til anlægget. Med Stortingets samtykke kan fristen sættes til det 40de aar. Maskiner og andre indretninger kan dog i koncessionen undtages fra adgangen til indløsning. Benytter staten sig ikke av indløsningsretten i det herfor fastsatte sar. skal den i det 10de aar derefter ha samme adgang og saaledes videre det nieste 10de aar og ethvert fald ved koncessionstidens utlop. Bestemmelsen om indløsning maa være meldt koncessionæren mindst 5 aar i forveien. Indløsningssummen bestemmes saaledes, at grundstykker betales med, hvad de bevislig har kostet koncessionæren, mens det øvrige indløses for dets tekniske vterdi efter skjøn paa statens bekostning, I koncessionen bestemmes, i hvilken utstrakning staten ved saadan indlosning pligter at overta de anlæggene vedkommende kontrakter om levering av produkter. Staten skal ha adgang til at indtræde i løpende kraftleiekontrakter uten vederlag til koncessionæren. Maskiner og indretninger som er undtat fra indløsningen, pligter koncessionæren at fjerne paa sin bekostning inden en av departementet fastsat frist. Dersom kraftleiekontrakten innebærer vesentlige endringer i næringsvirksomheten i et industristed, kan saken, etter anmodning fra en av de berørte parter, forlanges brakt inn for Stortinget. For øvrig får bestemmelsene i 2 post 6-8, 10 I I, 16 og 23 tilsvarende anvendelse. Endret ved lover 10 april 1959 nr junt 1969 nr. 65 (sc dens V111), 3 juni 1983 nr 51 tse dens VI), 12 jues 1987 nr 62 (i kralt straks, men sltk at det ikke skal regnes rente etter nilydende nr 4 tredje ledd fer ikrafttredelsen). 1f Se res 28 juni 1946 og 15 mai 1959 om fullmakt for Nrcringsdepartementei, res 30 jan 1981 om fullmakt for Otje- ot energidepartementet. if res 11 jan 1978 om fullmakt for Olje- og energidepanementet for kte av innti kw elet trisk energi. Olje. og energidepartementet iflg res II jan KapiteI IV. Om kraftlei& og om utt rsol og innfarsei av kraft.3 I 1fr Overskriften endret ved lover 24 juni 1931 nr. 19, 19 juni 1969 nr. 65. Uten konsesjon kan ingen andre enn staten, norske.kommuner og fylkeskommuner med full rettsvirkning erverve elektrisk kraft (effekt) i større mengder enn kw til eget bruk, heri medregnet den elektriske kraft vedkommende tidligere måtte ha ervervet. Konsesjon er dog ikke nødvendig ved rent tilfeldige og midlertidige kraftleveranser. Hvorvidt leveransen er av en slik art, avgjøres i tilfelle av vedkommende departement. Endret ved lover 10 apnl 1959 nr. 2, 19 juni 1969 nr. 65 (se dens V111), 19 des 1986 nr. 77. Mr. f 23 a. Norske statsborgere og utlendinger2 samt aksjeselskaper og andre selskaper med begrenset ansvar, korporasjoner og stiftelser med sete i Norge og ct styre hvor fiertallet, formannen innbefattet, er norske statsborgere kan, nir ikke almene hensyn taler derimot, få konsesjon til å erverve kraft i større mengder enn nevnt i 22, på de nærmere betingelser Kongen3 fastsetter. Ved meddelelse av konsesjon og fastsettelse av betingelser skal følgende grunnregler iakttas: I. Konsesjonen gis til bestemt person, selskap, korporasjon eller stiftelse for et bestemt tidsrom av inntil 60 år regnet fra konsesjonens meddelelse. Det kan fastsettes betingelser om kapitalsammensetningen, herunder at egenkapitalen skal utgjøre en wermere fastsatt minimumsandel av det samlede kapitalbehov for de anlegg og fabrikker konsesjonæren måtte oppføre til utnyttelse av kraften. Selskaper skal tilpliktes å føre en fortegnelse over samtlige deltagere med angivelse av deres statsborgerskap. Det kan fastsettes at kraften ikke må anvendes til bestemte arter av industri. Det kan også bestemmes at kraften helt eller delvis skal anvendes til en enkelt eller enkelte arter av industri, dog således at Kongen kan gi dispensasjon. Den ervervede kraft kan ikke overdras videre uten samtykke fra vedkommende departement.4,norsk arki4, norsk forsikring og norsk rateriell byr frrtrinnsvis nyttes. De nermere regler om anvendelsen av denne bestemmelse tnntas i konsesjonen. I konsesjonen kan det fastsettes en årlig avgift til staten og en årlig avgift til de fylkes-, herreds- og bykommuncr som Kongen3bestemmer. Ved fastsettelsen bør det i tilfelle tas hensyn til de konsesjons- eller repleringsavgifter og til den bestemmelse om vederlagsfri overgang til staten, som måtte påhvile det vannfall hvorfra kraften leveres. Kongen fastsetter forskrifter om hvilke maksimalsatser som skal gjelde. Ved fastsettelsen av forskriftene skal det sterlig tas hensyn til forandringer i kronens kjøpekraft. Etter 5 år kan konsesjonsmyndigheten ta fastsettelsen av avgiften opp til ny prøvelse. Avgiftene forfaller til betaling ved årets utgang. Erlegges de ikke til forfallstid, svares deretter rente som fastsatt i medhold av lov 17. desember 1976 nr. 100 om renter ved forsinket betaling m.m. 3 første ledd. De inndrives ved utpanting. Dersom det årlige avgiftsbeløp til staten eller kommuner utgjør mindre enn det minstebeløp Kongen bestemmer og både avgiftsberettigede og avgiftspliktige samtykker, kan departementet bestemme at den årlige avgift innløses med ct engangsbeløp etter forskrifter fastsatt av Kongen. Under særegne omstendigheter kan Kongen eller Stortinget, hvis konsesjonen har vært forelagt dette, for et bestemt tidsrom nedsette eller ettergi avgiften. Det kan i konsesjonen bestemmes at konsesjonæren skal være forpliktet til å avgi inntil 10 pst. av den leide kraft til kommuner, derunder også fylkeskommuncr, idet fordelingen stemrnes av vedkommende regjeringsdepartement.4 Etter begjæring fra noen av de intere, serte kan konsesjonsmyndigheten etter 30 år ta pålegget om avgivelse av kraft opp til ny gjørelse. Kommunene kan nyttiggjøre seg den kraft som således avgis til dem på den rnate de finner hensiktsmessig. Det kan også forbeholdes staten rett til å erholde inntil 5 pst kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuncr. Når det finnes 4;runn det, kan det fastsettes høyere grenscr for avgivelse av kraft både til kommuner og til staten Ved fastsettelsen av den prosentvise kraftavgivelse bør det tas hensyn til den kraftavgivelst som ved tidligere ervervs- eller reguleringskonsesjoner er pålagt det vannfall hvorfra krafter ipvf rwc

20 BILAG NR. 13 Forskrift om justering av konsesjonsavgifter, årlige erstatainger og fond m.v. i medhold av vassdragsiovgivningen. Fastsatt ved kgl.res. av 4. desember 1987 inw1 h)emmel ilov av juni nr 51. lov av 14. desember 1917 nr. 16, lov av 14. d.setnher 1917 nr. 17 og lov av 15. mars 1940 nr..1. Fremmet og energidepartementet. I. Konsesjonsaugifter. I. Justering au årlige konsesjonsaugifter. Fastsatt i medhold av lov :1. juni 1983 nr. 51 kap. VI post 1, jfr. loy 14. desember 1917 nr tredje ledd post 13 annet ledd. 5 tredje ledd post 2 annet ledd. 23 annet ledd post 4 annet ledd, jfr. lov 14. desember 1917 nr post 1 annet ledd. f 1. Konsesjonsavgifter til Lzalaularx fastsatt i vassdrags- og kraftleiekonsesjoner skal justeres automatisk ved første årsskifte 5 år etter at konsesjonen ble gitt og deretter hvert 5 år. Justeringene skal i fremtiden omfatte samtlige årlige konsesjonsavgifter uten hensyn til det tidspunkt konsesjon ble meddelt. Konsesjonsavgifter til Atiuga fastsatt i vassdrags- og kraftleiekonsesjoner meddelt skal justeres automatisk ved første årsskifte 5 år etter konsesjon ble gitt og deretter hvert 5 år. I medhold av lovendringen av 21. juni 1974 skal konsesjonsavgifter til staten fastsatt i vassdragskonsesjoner meddelt 21. juni februar 1984 justeres automatisk ved første årsskifte etter 10 år. Konsesjonsavgifter til staten fastaatt i medhold av lov av 14. desember 1917 nr post 2 skal dog justeres automatisk ved første årsskifte etter 20 år. Bestemmelsene i første og annen setning gjelder med mindre annet er bestemt i den enkelte konsesjon. I medhold av lovendringen av 10. april 1959 skal konsesjonsavgifter til staten fastsatt i vassdragskonsesjoner meddelt 10. april juni 1974 justeres automatisk ved første årsskifte etter 20 år. I medhold av lovendringen av 19. juni 1969 gjelder tilsvarende konsesjonsavgifter til ålduta fastsatt i kraftleiekonsesjoner meddelt i tiden 19. 'uni februar Arlige konsesjonsavgifter til staten fastsatt i vassdragskonsesjoner meddelt før 10. april 1959 og i kr=konsesjoner meddelt før 19. 'uni ikke justeres. Justeringer som nevnt i 1 og 2 foretas ved å sammenholde gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks før 1960 leveomkostningsindeksen) for siste år av forlø ne riode (beregningsåret), med tilsvarende inde or t ar onsesjonen m e t. særlige tilfelle kan avgiftssatsen justeres utover dette. Senere justeringer skjer med basis i siste beregningsår. Olje- og energidepartementet gis myndighet til å foreta justering og ny prøvelse i særlige tilfeller av konsesjonsavgifter til stat og kommuner. 5. (overgangsregler) 1. For konsesjonsavgifter til kommuner i konsesjoner meddelt før 17. februar 1979 gjelder følgende: Avgifter som ble justert i tiden 17. februar februar 1984 justeres på nytt ved første årsskifte 5 år etter forrige justering. Avgifter som ble engangsjustert pr. 17. februar 1984 skal justeres på nytt 1. januar øvrige avgifter skal engangsjusteres med virkning fra 1. januar Dette gjelder også avgifter som er justert etter 17. februar 1984 hvor 5-års perioden er reknet fra første gang avgiften forfalt. Ved justeringen legges gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks (før 1960 leveomkostningsindeksen) for det år konsesjon ble meddelt og gjennomsnittsindeksen for 1983 til grunn. Avgiften justeres på nytt 1. januar Ved justeringen legges gjennumsnatet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks for 1983 og gjennumsnittsindeksen for 1988 til grunn. Senere justeringer skjer i samsvar med Konsesjonsavgifter ul kommuner i konsesjoner meddelt i tiden 17. februar desember 1982 hvor det er fastaatt vilkår om justering etter 10 år skal engangsjusteres med virkning fra 1. januar Dette gjelder også avgifter som er justert etter 17. februar t984, 5 år etter avgiften forfalt første gang. Ved justeringen legges gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks for det år konsesjon ble meddelt og gjennomsnittsindeksen for 1987 til grunn. Senere justeringer skjer i samsvar med 1.

21 2. MakSimal- og minimalsatser for konsesjonsavgifter til stat og kommune. Fastsatt i medhold av lov 14. desember 1917 nr tredje ledd post 13 første ledd, 5 tredje ledd post 2, 23 annet ledd post 4 første ledd og lov 14. desember 1917 nr post 1 første ledd. l konsesjoner som meddeles i medhold av lov 14. desember 1917 nr tredje ledd post 13 første ledd og 5 tredje ledd post 2 første ledd og lov 14. desember 1917 nr post I første ledd skal det pålegges konsesjonæren å hetale en arlig avgift til staten av ikke under I krone og i regelen ikke over 10 kroner pr. naturhestekraft, og en årlig avgift til vedkommende fylkes -, herreds - og hykommuner av ikke under 1 krone og i regelen ikke over :M kroner pr. naturhestekraft. særlige tilfelle kan avgiften settes høyere. konsesjoner som meddeles i medhold av lov 14. desember 1917 nr annet ledd post 4 første ledd kan det pålegges konsesjonæren å betale en årlig avgift til staten av ikke over 20 kroner pr. KW og en årlig avgift til vedkommende fylkes-, herreds- og bykornmuner av ikke over 30 kroner pr. KW. I særlige tilfelle kan avgiften settes høyere. 3. Innløsning av årlige konsesjonsavgifter med engangsbeløp. Fastsatt i medhold av lov 14. desember 1917 nr tredje ledd post 13 femte ledd, 5 tredje ledd post 2 femte ledd, 23 annet ledd post 4 fjerde ledd og lov 14. desember 1917 nr post 6. Dersom den årlige konsesjonsavgift til staten eller kommuner fastsatt i vassdrags- og kraftleiekonsesjoner, justert i samsvar med gjeldende forskrifter, utgjør mindre enn kroner kan departementet bestemme at den årlige avgiften innløses med et engangsbeløp dersom både avgiftsberettigede og avgiftspliktige samtykker. Innløsningsbeløpet fastsettes ved at konsesjonsavgiften oppjusteres til innløsningsaret og multipliseres med omregningsfaktoren etter følgende tabell: Nåverdien av 1 krone innbetalt/utbetalt ved slutten av hvert år ved 7 % kalkulasjonsrente. Gjenværende konsesjonstid Antall år Omregnings- faktor Gjenværende konsesjonstid Antall år Omregningsfaktor 1 0, ,4 2 1, ,5 3 2, ,6 4 3, ,8 5 4, ,9 6 4, ,9 7 5, ,0 8 6, ,1 9 6, ,2 10 7, ,3 11 7, ,3 12 7, ,4 13 8, ,5 14 8, , ,6 16 9, ,6 17 9, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,0 11. Årlige erstatninger 1. Justering av årlige erstatninger. Fastsatt i medhold av lov 3. juni 1983 nr. 51 VI post 3, lov 14. desember

22 1917 nr post 5, 7. ledd, lov 15. mars 1940 nr post 2, 2. ledd og tidligere vassdragslovgivning. 8. Årlige erstatningsbeløp skal justeres automatisk ved forfallstidspunktet hvert fi år. Justeringene skal omfatte samt1ige årlige erstatninger uten hensyn til det tidspunkt erstatningene ble fastsatt. For årlige erstatninger fastsatt i medhold av lov av 14. desember 1917 nr. 17 og lov av 15. mars 1940 nr. 3 som forfalt før 17. februar 1979, og ikke er justert etter dette tidspunkt, foretas en engangsjustering av erstatningsbeløpene reknet fra første gang erstatningen forfalt og frem til 17. februar Disse justeringene bliz. å gjennomføre med virkning fra og med 17. februar Etter engangsjusteringene skal erstatningen justeres på nytt ved forfallstidspunktet i Deretter justeres erstatningene i samsvar med første ledd. For årlige erstatninger fastsatt i medhold av gjeldende vassdragslovgivning før lov av 14. desember 1917 nr. 17 og loy av 15. mars 1940 nr. 3 trådte i kraft, foretas en engangsjustering av erstatningsbeløpene, reknet fra første gang erstatningene forfalt og frem til Justeringer blir å gjennomføre med virkning fra og med forfallstidspunktet i Etter engangsjusteringen skal erstatningen justeres overensstemmende med første ledd. 9. Justeringer som nevnt i 8 første ledd foretas ved å sammenholde gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks for siste år av forløpne tidsperiode (beregningsåret) med titsvarende indekstall for det år erstatningen forfalt første gang. Senere justeringer skjer med basis i siste beregningsår. For de engangsjusteringer som er nevnt i 8 annet ledd legges til grunn gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks (fbr 1960 leveomkostningsindeksen) for det år erstatningen forfalt og gjennomsnittet for konsumprisindeksen for 1983 til grunn. For de engangsjusteringer som er nevnt i 8 tredje ledd gjelder følgende: For de årlige erstatninger som forfalt første gang etter 1. januar 1901 legges gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsumprisindeks (før 1914 leveomkostningsindeksen for Oslo kommune) for det år erstatningen forfalt og gjennomsnittet for konsumprisindeksen for 1987 til grunn. Arlige erstatninger som forfalt første gang i tiden 1. januar januar 1901 justeres først frem til 1901 ved hjelp av engrosprisindeksen (Farmands engrosprisindeks) og deretter fram til 1988 ved hjelp av konsumprisindeksen som angitt under pkt. a) ovenfor. Årlige erst,atninger som forfalt første gang før 1. januar 1891 justeres først frem til 1891 slik departementet bestemmer på grunnlag av innhentede opplysninger om prisutviklingen i det aktuelle tidsrom.,justermgen skjer deretter frem til 1988 ved hjelp av engrosprisindeksen og konsumprisindeksen som angitt under pkt. a og b ovenfor. 10. Forfall etter 8 og 9 er avhjemlingstidspunktet for rettskraftig skjønn. Har tiltredelse skjedd før dette tidspunkt reknes forfall første gang fra tiltredelsen. 2. Minstebeløp ved fastsettelse av årlige erstatninger og om innløsning au tidligere fastsatte årlige erstatninger med engangsbeløp. Fastsatt i medhold av lov 14. desember 1917 nr post 5 første og annet ledd og lov 15. mars 1940 nr post 2 og post Hvis årlige erstatninger som fastsettes i medhold av lov 14. desember 1917 nr. 17 og lov 15. mars 1940 nr. 3 vil utgjøre mindre enn kroner til den enkelte erstatningsberettigede, skal årlige erstatning bare fastsettes hvis eksproprianten samtykker. Når erstatningsberettigede krever det og eksproprianten samtykker. kan årlige erstatninger omgjøres til engangserstatning og innløses med en sum en gang for alle. Innløsningsbeløpet fastsettes ved at det årlige erstatningsbeløp oppjusteres til innløsningsåret, og multipliseres med Næringsfond o.a. tond. Justering av årlige ytelser til næringsfond. Fastsatt i medhold av lov 3. juni 1983 nr. 51 VI post 2, jfr. lov 14. desember 1917 nr post 23 første ledd, jfr. lov 14. desember 1917 nr post 8 fjerde ledd og post 18 første ledd. 12. Årlige ytelser til w.eringsfond fastsatt i vassdragskonsesjoner skal justeres på tilsvarende måte som fastsatt for årlige erstatninger, jfr. 8 og 9. Næringsfond anses forfalt når konsesjon blir gitt.

23 Århge ytelser til andre fond enn nzeringsfond. Fastsatt vassdragskonsesjoner meddeit etter 16. februar 1984 skal justeres automatisk etter 5 år. Justeringer som nevnt i første ledd furetas ved a sammenholde gjennomsnittet for Statistisk Sentralbyrås konsurnprisindeks for siste år av forløpne tidsperiode (beregningsåret) med det tilsvarende indekstall for det år konsesjonen ble meddelt. Senere justeringer skjer med basis i siste beregningsår. IV. Ikrafttreden. Forskriftene trer i kraft fra 1. januar Fra dette tidspunkt opphører forskriften om justering av årlige erstatninger, konsesjonsavgifter og fond m.v. gitt ved kgl.res. 17. februar 1984 nr Utgiver: Statsministerens kontor

24 BILAG NR. 14 DET KONGELIGE DEPARTEMENT FOR INDUSTRI QG HANQVERK KONTOU: Al<LTZSGT TLF FlIKSTELEF".00::: FJERNVALG-TL1; POSTADRLSSE:-. OSLO-DEre. OSLO 1 - Hovedstyret for vassdrass- (); elektrinitc.l.svesenet r,oks 50-)1 OSLO 3 Deres ref. N./år (bes on1:»:t ved sr) Dato lbv J3j/bk DELEGASJON AV Den som cr Indude..-,arteentet til nedennde lovbesterniileis(,r, inntil V.LC1C i1 hovodutyl.t: I. Avc:j:Jrelsen:_tynd i tll cen o1minne,lil;e ]:Luns.,joz lov av 14. desuer 2 tredje (jj:r. 4, fjerdo ledd o; ;.;5 fredje ledd post annet ledd post 5 avcj3relyndiht i henold til v=x1r21.(!uleriv(:2 av sa=c) 12 post 15. Hovedst;ret forutsetten z-1ha en overenskorant 1:onn(j9n.;:ren tre isteden.for for::on av L.unsesjc!,= 1. 7:or øvric forutsettes det at fclrn1a- til eventuelle rczler ora 1:ra22-i=;:ive1r,en i ienhold ervel:vnoven:; post 12 si5te ledd o: ;;2 ost 5 si:;te ledd luvens ej12 r)ost 15 nest siste ledd blir fore1a:t departew.entet yndirhet til i ncdei.e krn.lftleickonnjon ihenhold til den alminneli-e konsesjcnslu'rs 5 2 lor s vidt 1.eic inntil kw. Av2;jøreises,1yndi:het i til lov av 1. jull (2;.1 registrerin: av Iralt1ednin<_er 5 I ['nnet ledd o sz=le lc, v5 a. 4. Avgjørelsewyndille.c i til lov om av fant eigedolfi 2 pkt. 1. WIr det cjeldor sakr av prinsiiell natur, ellcr saker 1-_vor betydelice s=',:unnsessie intereser str raot hve=dr, skai hovedstret Li innstillin til dcparte=tet. Hovedstyrets p.v.j31.elser kan i henhold til forv1tnines1oven innklau,es for dei)ftente'k:. Departementet henieder til slutt oppmerksomhetwi i j=ls-

25 2 deprirtementets bewerkninfrer i den tilrdinr;; som ligger til (;runn for kl;i. res. 2. juni 160 vedr. oreil;nin;sioven, det bl.a. uttales at nar et departelent eller et annet har f:itt deleuert Ivndihet etter lovens 2, trer det uten videre i stedenfor Kon2;cn for vidt ;',11FuravL.jorelser som nevnt i 6, j, 10 lorste ledd, 16, 17, 20, 25 forste lodd, jfr. Justisdearteentets rundskriv 7. juni 1960 side Man viser for çvri til et annet brev av i dag c,.nende deleasjon av avrreisesr2yndihet i henhold til lov av 19. juni 1969 drift av elektriske cmlcw, smat til den oversendtc z,v=ift av 6eparterJentets ti1rdint so1 liner til L:runn or kc1. res. av 15. januar 1971., S. Walter Rostoft '.: ;, s.;-:. ilz L3--Ludvic

26 BILAG NR. 15 NORGES VASSDRAGS- OG ELEKTRISITETSVESEN uku J. Otnes BEREGNING AV REGULERT VASSFØRING OG VASSFØRINGSØKNING VED VASSDRAGSREGULERINGER (Særtrykk av Elektroteknisk Tidsskrift 77. årg. nr. 24, 1964) Meddelelse nr. 11 fra DEN HYDROLOGISKE AVDELING 1964

27 Beregning av regulert vassføring og vassføringsøkning ved vassdragsreguleringer Av fagsief J. Otnes : Summary Description of an objective method used in Norway for years in the official evaluation of river flow at hydroelectric power stations. In addition to the head of water the discharge figures found by this method form the basis for calculating the fixed annual rental payable to the government and the municipal administrations. The method is an entirely theoretical water economy based on masscurve analyses. Storages are assumed to be utilized so as to make the rivå- flow as even as possible at a given point during the draw-off season. Discharge figures are given with a safety margin of 90 %, in special cases 50 %, which means that the volume of water is sufficient to maintain the regulated flow in 90, respectively 50, out of every 100 years. Various forms of river regulation are considered from the point of view of National legislation. Innledning Innholdsfortegnelse Summasjonskurven 1.1. Summasjonskurve for avløp 1.2. Summasjonskurve for tilsig Reguleringskurver 2.1. Arlige reguleringskurver 2.2. Ugunstigste reguleringskurve 2.3. Bestemmende reguleringskurve 2.4. Median reguleringskurve Reguleringsmagasin 3.1. Effektive magasinstørrelser 3.2. Reduksjon for is ved økningsberegninger Normalperiode Utdrag fra vassdragsloven Partiell regulering 6.1. Bestemmelse av effektive reguleringsmagasin ved partiell regulering 6.2. Partielle reguleringskurver 6.3. Anvendelse av partielle reguleringskurver Forfatteren er sjef for Hydrologisk avdeling, Norges vassdrags- og elektrisitetsvesen, Oslo. Eksempler på beregning av regulert vassføring og vassføringsøkning 7.1. Eksempel på reguleringskurve 7.2. Eksempler på beregningsmåter. Eksempe11. Ett reguleringsmagasin ved tappeobjektet. Eksempel 2. Tappeobjektet ligger et stykke fra magasinet. Eksempel 3. Tre kraftverk som utnytter samme magasin. Eksempel 4. Ulike tilsigsforhold ved to kraftverk i samme vassdrag. Eksempel 5. Magasin mellom kraftverkene. Eksempel 6. Ny regulering og nytt tappeobjekt lenger opp i vassdraget. Eksempel 7. Overføring. Eksempel 8. Anvendelse av 11 i reguleringsloven. Eksempel 9. Pumpekraftverk. Generelle betraktninger 8.1. Jevnest mulig vassføring Valg av tappeobjekt Bestemmelse av alminnelig lavvassføring, 8.4. Vurdering av kraftproduksjon Forandring av observasjonsgrunnlaget Fordeling av vassføringsøkning, Ordforklaringer Innledning Vassdragsreguleringer slik vi kjenner dem i dag er for vårt lands vedkommende et barn av det 20. århundre. Reguleringene har utviklet seg fra forholdsvis beskjedne og enkle fløtningsdammer i slutten av forrige århundre til de mer ruvende byggverk og kompliserte overføringer i de senere år. Det foreligger ferdige og det utarbeides stadig planer for nye kraftverk og tilsvarende reguleringer, slik at etter hvert vil våre viktigste ikke fredede kraftkilder bli utbygget. En vassdragsregulering er ofte et omfattende inngrep i vassdragets vannbudsjett. Denne vannhusholdningen kan medføre problemer av forskjellig slag vedrørende isforhold, oversvømmelse, tørrlegning, fløtning, fiske, og det er heller ikke alltid innlysende hvorledes en skal vurdere den detaljerte virkning en regulering har på vassføringsforholdene i vassdraget. Det lar seg ikke gjøre å sette opp en generell vurdering av en regulerings innflytelse på vassføringsforholdene. Dertil er de forskjellige vassdrag for uensartede, og de er ofte sammenlignet med det unike system av furer i menneskehender.

28 2 -- Vassdragsvesenets Hydrologiske avdeling har siden konsesjon ble nødvendig, fått til uttalelse og vurdering de innkomne søknader om vassdragsregulering. Det skal blant annet beregnes en regulert vassføring og vassføringsøkning som danner grunnlaget for fastsettelse av avgifter til stat og kommune. Denne hydrologiske beregningen utføres i overensstemmelse med de retningslinjer som er gitt i Vassdragsloven av 14. desember 1917 med senere endringer. Etter som reguleringene har vokst i antall, og de dermed følgende beregninger har blitt mer og mer kompliserte, har det ved Hydrologisk avdeling utviklet seg en egen metodikk til bedømmelse av forskjellige reguleringer i samsvar med lovens paragrafer. I denne utredningen vil en forsøke å forklare denne metodikken og også de synspunkter som legges til grunn. For å forenkle forklaringen er en del beregninger gitt som typeeksempler. De metoder en i dag er blitt stående ved, skriver seg i alt vesentlig fra tidligere funksjonærer ved Hydrologisk avdeling, og ingen vil føle seg tilsidesatt om her fremheves den fremragende innsats på dette området av Olav Rogstad og Reinhardt Søgnen. De norske metoder bygger på analyse av summasjonskurver. Så vidt en vet er det bare Norge som utfører de offentlige vassføringsvurderinger etter en slik fremgangsmåte. Det er en teoretisk vannmassevurdering etter «ta og gi»-metoden, som med visse forbehold gir alle kraftverk en ensartet bedømmelse. Hvilken person som skal tilskrives æren av først å ha anvendt summasjonskurven i norske hydrologiske beregninger er ikke helt klart, men metoden ble første gang publisert i 1915 av daværende avdelingsingeniør Olaf Rogstad [4]. Det kan diskuteres om det norske system er hensiktsmessig ved beregninger av de store reguleringer vi har i dag. Dette er omtalt i teksten. Denne veiledningen er utarbeidet etter oppdrag fra direktør H. Sperstad. Jeg vil takke for dette påtrykk som samtidig ga støtet til en litt lengre utredning forhåpenligvis til nytte også utenfor direktoratets lesekrets. Jeg vil samtidig takke direktør Sperstad og fhv. avdelingsdirektør Søgnen for positiv kritikk av manuskriptet. Formelen for isreduksjon ved reguleringsmagasiner er utarbeidet av statshydrolog Arne Tollan, og ellers er manuskriptet gjennomlest og kritisert av kolleger ved avdelingen. 1. Summasjonskurven 1.1. Summasjonskurve for avløp Summasjonskurven er blitt svært meget anvendt ved planlegging av norske kraftverk, (se [1] side og [2] ). Denne kurven er også grunnlaget for beregning av regulerte vassføringer, og det vil derfor være hensiktsmessig å gå mer inn på kurven og dens anvendelse. Anvendt på vassføringer gir summasjonskurven det akkumulerte avløp eller tilsig fra en gitt utgangsdato. Som begynnelsespunkt velges vanligvis den dag observasjonene begynte ved vannmerket. Daglige vannvolum blir summert i en passende enhet, som for de fleste vassdrag settes til 106m3 pr. døgn. Kurven er en integralkurve, og dersom q står for vassføringen og Q for det summerte volum, kan en sette Fra dette finner en dq = Vassføringen til enhver tid er uttrykt ved vinkelkoeffisienten til tangenten. Den gjennomsnittlige vassføring mellom to gitte punkter på kurven (tm, Qm) og m+i, Qm+i) blir tilsvarende (01 AVLÔR AKKUMULERT REQULERINGSÅR TIDSSMAIA Fig. 1. Summasjonskurve tegnet i et rettvinklet koordinatsystem. På fig. 1 er vist en summasjonskurve for tre suksessive reguleringsår. Et reguleringsår har ikke noen bestemt lengde. Det vil variere fra år til år, og det kan endog overskride et år avhengig av reguleringsgraden og den årlige fordeling av tilsiget. Dersom en har høy reguleringsgrad og manøvreringen av magasinene skjer sammenhengende over flere år, brukes begrepet reguleringsperiode. På figuren er det trukket en rett linje fra det første vendepunkt til det fjerde. Denne linjen representerer den midlere vassføring for reguleringsperioden bestående av tre reguleringsår. Dersom observasjonsperioden er noen få år, kan kurven trekkes som vist på figuren, men for lengre perioder er det lite praktisk å anvende denne fremstillingsmåten, da kurven før eller senere vil komme utenfor papiret. En kan i stedet tegne kurven som en sum av Q = (q q) dvs. som summen av de daglige avvik fra middelvassføringen. En slik kurve kan tegnes opp på en rull av millimeterpapir. Uten bruk av moderne datamaskiner er det et brysomt arbeid å utføre denne subtraksjonen. Kurven kan derfor tegnes i et skjevt koordinatsystem, se fig. 2, hvor abscisse- og ordinataksen danner en vinkel på (90 + a) til hverandre. Vinkelen ct bestemmes i forhold til slik at kurven i hovedtrekkene får et horisontalt forløp, og i sin helhet blir liggende innenfor den rull millimeterpapir en har til rådighet. Abscisseaksen vil hurtig løpe ut av papiret,

29 3 og en anvender derfor en serie skrålinjer parallelle med abscisseaksen til hjelp under opptegningen. Den summasjonskurven en får av akkumulerte totalverdier tegnet i det skjeve system, er identisk med den kurve en får ved summasjon av daglige avvik fra middelvassføringen, tegnet i et rettvinklet system. Det forutsettes da at samme j legges til grunn ved beregningen. I og med overgang til elektronisk databehandling vil alle kurver bli tegnet opp i et rettvinklet system. Det vil ikke lenger bli nødvendig med skrålinjer for opptegning, og transportsummene vil bli tatt for pentadeverdier. Dette vil gjøre beregningsarbeidet enklere. 0 EOULER1NGSÅR DSSKALA Fig. 2. Den samme summasjonskurve som vist i fig. 1 tegnet i et skjevt koordinatsystem. Vinkelen mellom koordinataksene er (90 + qe,a 0, Kabbrerin a b o 'Kurve- -,honstant 0, 0, os Om mulig skal en summasjonskurve tegnes opp i forhold til midlere avløp for en lengre periode. Dersom bare noen få observasjonsår er for hånden, bør disse korreleres med andre observasjoner for å finne en brukbar middelverdi. Et middel vil stadig forandres etter som nye observasjoner blir tilgjengelige. Det er derfor mest riktig å benevne den verdi en anvender ved opptegningen for kurvekonstanten (qc). Denne verdi vil alltid, dersom den er riktig valgt, ligge nær den middelverdien en har til dags dato. Kalibreringsdiagrammet (fig. 2) beregnes fra et rettvinklet triangel abc som følger: Hypotenusen ab er parallell med det skrå linjesystem og står for null vassføring. Siden bc er horisontal og står for kurvekonstanten. Dersom siden ac deles i q, enheter, så vil vassføringen være representert ved hellingen av rette linjer fra b til hvert av disse punktene. Det er praktisk å utnytte millimeterpapirets inndeling og trekke linjer for runde tall i vassføring (q1, q, qm). Linjen ac kan forlenges slik at vassføringer større enn q, kan bestemmes (qn). I praksis trekkes skrålinjene bare for runde tall av Q, og kurven tegnes ved å anvende en riktig inndelt målestav. Fem døgns progressive summer anvendes med fordel. Den vertikale målestokk må velges i forhold til vassføringens størrelse og bør fortrinnsvis velges slik at vinkelen a er så nær 45 som mulig. Dersom a er liten, vil kurven gi små utslag og bli unøyaktig i bruk. Dersom a er stor, vil det bli vanskelig å beholde kurven innenfor papirets ramme for lengre tidsrom. Den maksimale regulerte vassføring for det første reguleringsår er merket av med qr1, (fig. 2). Størrelsen av denne kan bestemmes ved å parallellforskyve denne tappelinjen til kalibreringsdiagrammet. Et effektivt magasinvolum på S1 er nødvendig for å oppnå denne vassføringen. Magasinets størrelse bestemmes ved den maksimale vertikale avstand mellom kurven og tappelinjen. Tiden mellom det første tangeringspunkt d og dagen hvor en har fylt magasinet S1 kalles fyllingsperioclen, og tiden fra denne dagen til det neste tangeringspunkt e for tappingsperioden. For det andre og tredje reguleringsåret er de tilsvarende regulerte vassføringer uttrykt ved qr, og q 3. Nødvendig magasinvolum er gitt ved S2 og S. Når flere år følger etter hverandre som vist i fig. 2, er det mulig å holde en jevn regulert vassføring over flere år. For de to første årene er den gitt ved q r (1-2) og for de tre årene ved gr (1-3).I det siste tilfellet trenger en et magasin på S (1_3)som må fylles i det første året, og et magasinvolum på S'i må bli holdt tilbake fra det første til det annet år, og tilisvarende $'2 fra det andre til det tredje år Summasjonskurve for thsig Dersom en mener å utbygge eksisterende sjøer i et nedbørfelt som reguleringsmagasih, så må en i summasjonskurven så vidt mulig ta hensyn til den naturlige magasineringsevne i disse sjøene. Denne kan beregnes fra vannstandsobservasjoner og magasinkurvene for sjøene. En ny summasjonskurve settes opp hvor en har lagt sammen de progressive verdiene i avløpssummasjonen og det totale magasininnhold til samme tid. Magasinkurven kan for denne beregning settes opp fra et valgt referansenivå. Dersom det er lang avstand fra magasinet til vannmerket, må en ta hensyn til den tiden vannet bruker på denne strekningen. I summasjonskurven for tilsiget er den naturlige reguleringsevne for sjøen eliminert, og det planlagte reguleringsmagasin kan anvendes med sin fulle kapasitet for beregning av regulerte vassføringer. Dersom det ikke er meningen å utnytte en sjø som reguleringsmagasin, bør summasjonskurven settes opp uten å ta hensyn til sjøens naturlige magasinering. Dersom denne kurven skal anvendes i nabofelter med mindre sjøprosent, bør det tas hensyn til den naturlige magasinering til enhver tid. Etter at et magasin er bygget, må en ta hensyn til magasineringen for å få den naturlige tilsigskurve. (Se også [5], side 6-13, for utfyllende detaljer.) Når en skal beregne tilsiget på denne måten i et varmere klima, vil det være nødvendig å ta hensyn til fordunstningen fra vannoverflaten i sjøen eller magasinet. I reguleringsberegninger vil det som oftest være praktisk å operere med tilsig minus fordunstning fra sjøen. Det er denne tallstørrelsen tilsigssummasjonskurvene er bygget på, og det er dette vann en har til rådighet for regulering.

30 4 --- Ved observasjoner av magasinstørrelser må en ha for øye at disse bygger på observerte vannstander og den konstruerte magasinkurve. Vannstandsavlesningene foretas med 1 cm nøyaktighet, og ved store vannflater representerer et lag på 1 cm relativt store vannmengder. For å få tilsigstallene gode nok, må derfor avlesningene i magasinene være nøyaktige. Vannmerket må være plassert vekk fra sug og falltap mot inntak, og bør helst stå noenlunde midt på vannet hvor stående bølger har en minimal innflytelse. 2. Reguleringskurver 2.1. Årlige reguleringskurver Årlige reguleringskurver kan konstrueres fra en summasjonskurve. Disse kurvene viser forholdet mellom nødvendig effektiv magasinkapasitet og regulert vassføring. Den regulerte vassføring kan defineres som minimumsvassføringen i reguleringsåret (perioden), når de gitte, effektive rnagasin er benyttet for å få en vassføring så jevn som mulig et bestemt sted i vassdraget. En årlig reguleringskurve begynner ved den minste observerte vassføring i året (tilsvarende null magasin) og ender ved punktet tilsvarende den midlere vassføring i reguleringsåret. Den årlige kurven kan forlenges ut fra dette punktet ved å ta i betraktning vann som kan overføres fra tidligere år. Kurven sies fortsatt å være vedkommende års reguleringskurve selv om reguleringsperioden utvides fra det ene år til å omfatte flere år. Det er ofte uvesentlig om en velger magasin eller regulert vassføring som uavhengig variabel. På fig. 3 er vist et utdrag av summasjonskurven for RøIdalsvatn. Her er vassføring anvendt som uavhengig variabel. Etter samme metode er tappelinjer trukket på praktisk talt alle Vassdragsvesenets summasjonskurver. De årlige reguleringskurver er alltid kontinuerlige kurver. For deler av kurven hvor tappeperioden er konstant, vil kurven bli lineær. Tappeperiodens lengde vil som regel tilta med magasinprosenten, og dette medfører en tilsvarende sterkere stigning av reguleringskurven. Et hvert tillegg i magasinkapasiteten vil gi en suksessiv mindre økning i regulert r, vann overfårt 1.år. 1 r1 I Minsteå votardiring e Fig. 4. Eksempel på en diskontinuerlig reguleringskurve ved overføring av vann fra ett år til det påfølgende. vassføring. Ved sprang i tappeperiodens lengde innen året vil reguleringskurven få en knekk. Reguleringskurver for perioder mer enn ett år kan ofte bli diskontinuerlige. Dette er vist i fig. 4, og inntreffer når et år med gunstig reguleringskurve hva angår lave reguleringer, følger etter et mindre gunstig år. Det andre året gir en maksimal regulert vassføring på qr, som krever et magasin på S2. Det forutsettes her at S,, < S1, og når vann skal overføres fra det første året til det andre året, vil reguleringskurven få en diskontinuitet tilsvarende differensen S1 2 ved en regulert vassføring på qr2. Reguleringskurvene kan brukes direkte dersom en søker en jevn regulert vassføring. Dette kan ofte være tilfelle, og det er alltid tilfelle når Vassdragsvesenet vurderer et kraftverk med hensyn til beregning av regulert vassføring. I praksis vil et kraftverk forsøke å oppnå en vassføring som ligger nær det ønskede forbruk. Det er som oftest ønskelig å få vintervassføringen så stor som mulig. Hydrologiske beregninger i denne forbindelse kan gjøres direkte på summasjonskurven ( [1], s. 184), eller kanskje enda bedre ved algebraiske beregninger etter det samme summasjonsprinsipp. Når det foreligger observasjoner over flere år, er det ofte praktisk å plukke ut enkelte kurver for gitte betingelser. I Norge kommer ofte følgende reguleringskurver til anvendelse: Ugunstigste reguleringskurve. Bestemmende reguleringskurve. Median reguleringskurve. Det vil være nødvendig å forklare disse kurvene nærmere., 0 \ 111 ZO - Kurve...kon vassfåring diogrom est J F,M A m'j r- k rio ot..6litre4se igim 19?0 \ TIO I0A0EA 4600 r.ecol i.co2 AsaND.JrmAr.1.1 J ASON J MIA uca.10 J J A. K I A.MJJ ASON all 013 Fig. 3. Et utsnitt av summasjonskurven for Røldalsvatn vannmerke med en sammenhengende reguleringsperiode for høye reguleringer fra 1920 til På summasjonskurven er det trukket tappelinjer for gitte vassføringer og nødvendig magasinkapasitet er beregnet. Disse tallrekkene danner grunnlaget for reguleringskurvene. J 14/41

31 2.2. Ugunstigste reguleringskurve Denne kurven konstrueres som den øvre omhylningskurve for hele serien av reguleringskurver. Den anvendes i de tilfelle hvor det kreves stor sikkerhet i vassføringen (f. eks. ved vannforsyning) Bestemmende reguledngskurve Avhengig av den sikkerhet som kreves kan forskjellige reguleringskurver stilles opp. En kurve som gir ca. 90 % sikkerhet er vanlig anvendt i Norge, -og med dette menes at kurven gir regulerte vassføringer i forhold til effektivt magasin med ca. 90 % sikkerhet. I middel vil vi bare få mindre regulert vassføring i ett av hvert 10. år. Ved fastleggelse av den bestemmende reguleringskurve gjelder følgende tre hovedregler som er benyttet ved konstruksjon av de publiserte kurver. (Hydrologiske undersøkelser i Norge, Oslo 1958) : Ved perioder t. o. m. 10 år velges ugunstigste kurve, dvs. 0 år skytes ut ; ved perioder fra 11 t. o. m. 15 år velges 2. ugunstigste kurve, dvs. 1 år skytes ut; ved perioder fra 16 t. o. m. 25 år velges 3. ugunstigste kurve, dvs. 2 år skytes ut; ved perioder fra 26 t. o. m. 35 år velges 4. ugunstigste kurve, dvs. 3 år skytes ut ; ved perioder fra 36 t. o. m. 45 år velges 5. ugunstigste kurve, dvs. 4 år skytes ut osv. Tapningen skal foregå så jevnt som mulig. Så vidt mulig utskytes hele perioder. Disse regler er illustrert i tabell 1. Valg av bestemmende periode, når denne ligger innen den ugunstigste, samt overgangen til nest ugunstigste periode, skjer som anvist. (Eks. 1). Eks1 Eks2 Eks3. --1,000 4() t I i000 / ugunstågste ugukst.p. kunm ; ugunslgste kunm , 7 kurve Tabell 1. Eksempel på reguleringsårenes rekkefølge for utskytning i _ 5 _ Videre gjelder største magasin i sistnevnte periode som bestemmende inntil ugunstigste periode er utskutt i sin helhet. Helt analogt behandles nest ugunstigste periode, overgangen til tredje osv. (Eks. 2 og 3.) For å få reguleringskurvens øvre del fastlagt så sikkert som mulig, skal det ved samtlige summasjonskurver legges inn en tapningslinje i området % av den beregnede normalvassføring Median reguleringskurve Median reguleringskurve bestemmes etter det samme utskytningsprinsipp som forklart.for den bestemmende reguleringskurve. Mediankurven deler observasjonsårene i to grupper etter de nevnte tre hovedregler, slik at 50 % av årene gir bedre, og 50 dårligere reguleringsforhold enn denne kurven. Denne kurven anvendes når det kan tillates vannmangel i halvparten av årene. En midlere kurve kan også anvendes, men denne har den ulempen at to forskjellige kurver fremkommer, avhengig av om magasin eller regulert vassføring velges som uavhengig variabel. Mediankurven, den bestemmende og andre reguleringskurver med prosentvis sikkerhet konstrueres bare opp til middelvassføring, (--qeller 100 %). Det har ingen hensikt å forlenge kurven videre. Over en lang periode kan ikke regulert vassføring overskride midlere vassføring. 3. Reguleringsmagasin 3.1. Effektive magasinstørrelser Et reguleringsmagasin bestemmes ved en øvre og en nedre reguleringsgrense og det vannvolum som ligger mellom disse grensene. Dette magasinvolum bestemmes på grunnlag av direkte oppmålinger og gis i kurve- eller tabellform i forhold til gitte høyder. Før den gitte magasinstørrelse anvendes i reguleringsberegninger, må det nøye undersøkes om magasinet blir fylt eller på annen måte er effektivt i sin helhet. Det bør nevnes at magasinvann som ifølge reglement disponeres til andre formål, skal trekkes fra når økningsberegninger foretas for kraftproduksjon. Slike magasin betegnes som bundne magasin. Fratrekk kan f. eks, komme på tale for fløtningsvann i den utstrekning dette hindrer magasinet i å fylles.. Prinsipielt skal alle effektive magasin, også innbefattet inntaksmagasin, tas med ved beregninger av regulert vrssfering. Inntaksmagasin brukes ofte som utjevningsmagasin for kortere tidsrom (f. eks. døgnregulering). Det er ofte vanskelig å vurdere den direkte effekt det således vil ha på den regulerte vassføring. Nytten av et inntaksmagasin som brukes på denne måten, er stor i forhold til et tilsvarende mer avsidesliggende magasin, og det er derfor rimelig at det bør gå inn med sin størrelse i beregningen av en teoretisk jevn regulert vassføring. Rent unntaksvis kan en unnlate å ta det med i beregningene når inntaksmagasinet er lite, og det er på det rene at det alltid blir holdt fullt. Det vil også i slike tilfelle være av uvesentlig betydning for vass-

32 6 føringens størrelse om det tas med i beregningen eller ikke. Ofte konuner en over begrepet tappesvikt. Med dette forstås at en del av det oppgitte magasin av tekniske grunner ikke kan utnyttes helt effektivt. Det kan f. eks. være et slikt tappearrangement at det ved lave vannstander i magasinet ikke er mulig å få unna en vassføring som tilsvarer den beregnede regulerte vassføring. Det må derfor tappes forholdsvis meget tidlig i tappeperioden for å kunne utnytte hele magasinvolumet. Der hvor hele magasinet kan utnyttes i tappeperioden ved å foreta en ujevn tapping, skal det inkluderes i sin helhet i beregning av regulert vassføring. Ved undersøkelse av fylling av et avsidesliggende magasin må en ha for øye at magasinet skal fylles samtidig som vassføringen ved forbrukerstedet ikke skal gå under regulert vassføring. Det må derfor frigis vann fra magasinet i fyllingsperioden til de tider hvor tilsiget i det nedenforliggende felt ikke er så stort som den regulerte vassføring. Dersom tappingen foregår over bare ett reguleringsår med én markert fyllingsperiode og én markert tappeperiode, er et fullt magasin effektivt uansett hvor det ligger i feltet. Dette inntreffer ved lave reguleringsgrader. Dersom tappeperioden strekker seg over flere år, og da er avbrutt av de enkelte års fyllingsperioder, kan en partiell reguleringskurve komme til anvendelse (se avsnitt om partielle reguleringskurver) Reduksjon for is ved okningsberegninger Ved tappeperiodens slutt kan det ligge igjen en viss mengde is langs land i magasinene. Dette er bundet vann som først kan tilføres magasinet i den etterfølgende flomperiode. Dersom magasinet er stort nok til å hindre flomtap i bestemmende år eller periode, vil strandisen etter smeltingen komme kraftproduksjonen til gode i neste tappeperiode. Det bundne vannvolum går ikke til spille. Det samme vannvolum tilføres magasinet hvert år, og magasineffektiviteten forandres ikke. I et felt med liten reguleringsgrad kan en forutsette at magasinet renner over hvert år, og at endel flomvann (inkl. strandisen) vil gå tapt for produksjonen. I tilsigsberegningene inngår denne ismengden uten reduksjon, noe som f. eks. gjør en reguleringskurve noe gunstigere enn den ville ha vært uten isen. Når regulert vassføring skal bestemmes, vil derfor ismengden redusere magasinkapasiteten noe i og med at dette vann ikke er utnyttet ved tappeperiodens slutt. Når volumet av strandisen skal beregnes, kan det forutsettes at magasinets strender er sammensatt av rette linjestykker. Enkel matematikk fører da til følgende tilnærmingsformel: /=±2---1 fi (M--A) cos h Fortegnene gjelder henholdsvis oppdemning og senkning. Her er : M magasinvolum, 106 m3 A magasinareal ved normalvannstand, km2 h reguleringshøyde, m terrengets midlere skråningsvinkel rundt magasinet midlere istykkelse, m I tørrlagt isvolum ved tappeperiodens slutt, 106m3 Særlig enkel blir formelen når i settes lik 0,5 m, et rimelig anslag for store deler av landet. For skråninger rundt magasinet som er slakere enn ca. 1 : 4, kan en uten større feil se bort fra skråningsvinkelen. Ismengden blir da: Ved reguleringer som omfatter både oppdemnings- og senkningsmagasiner blir: Mo s I = M h, hs Forutsetningen om rettlinjede strender viser seg å være tolerabel så lenge arealøkningen ved reguleringen er liten i forhold til arealet ved normal vannstand. Dersom det foreligger arealkurve for magasinet, kan det tørrlagte areal ved nedtapping bestemmes direkte og isens volum beregnes for enhver gitt tykkelse. 4. Normalperiode I hydrologiske beregninger anvendes ofte verdier relativt til et gitt middel eller en gitt normal. Med en normalverdi forstår en det aritmetiske middel i en gitt normalperiode. Det har gjennom årene vært diskutert meget hvilken periode som best kunne legges til grunn for beregning av normaler. Det kan hevdes at normalperioden bør være lang for å redusere virkningen av langtidsvariasjoner, som f. eks. de som er forårsaket av solflekkperioder. På den annen side bør ikke perioden velges så lang at flere målestasjoner får usikre normaler p. g. a. for kort observasjonstid. Ved Hydrologisk avdeling anvendes nå 40-års perioden For en del år tilbake var perioden i bruk. I meteorologien anvendes en 30-års normalperiode. Hver 30-års periode som begynner i årene 1901, 1911, 1921, osv., er en normalperiode. Ved siden av dette er innført begrepet standard normalperiode. Med dette menes 30-års periodene , osv. I internasjonal meteorologisk tjeneste har i lang tid perioden vært brukt som normalperiode, men normaler regnes nå for Norges vedkommende ut på nytt for perioden For å få de hydrologiske normalverdier direkte sammenlignbare med de meteorologiske, bør samme periode legges til grunn. I og med overgang til elektronisk databehandling vil nye normaler bli regnet ut, og perioden vil da bli lagt til grunn. De forskjellige reguleringskurver har i alle år vært satt opp på grunnlag av den perioden observasjonene dekker. På grunn av varierende observasjonsperiode ved de forskjellige vannmerker er derfor ikke reguleringskurvene alltid direkte sammenlignbare. Når en tar i betraktning at reguleringskurver i første rekke brukes til bestemmelse

33 7 av vassføringsøkning ved regulering for fastsettelse av avgifter o. 1., bør de være av noe mer varig verdi. De bør være utledet av en og samme periode, og fortrinnsvis den samme som andre normalverdier er beregnet for. Disse kurvene bør brukes, og bare disse, inntil overgang til ny normalperiode. Ved elektronisk databehandling vil en innen overskuelig fremtid være i stand til å utføre et slikt arbeid. Observasjonsperioder kan for mange vannmerker ekstrapoleres tilstrekkelig nøyaktig ved korrelasjonsregning, slik at relativt nye stasjoner også kan få beregnet en normal bestemmende reguleringskurve. 5. Utdrag fra vassdragsloven Ved beregning av regulert vassføring og vassføringsøkninger kommer følgende lovparagrafer til anvendelse: (Lov av 14. desember 1917.) Reguleringsloven 3. (Utdrag) «Økingen av vannkraften beregnes på grunnlag av den øking av vassdragets lavvannføring, som reguleringen antas å ville medføre utover den vannføring som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året. Ved beregning av denne øking forutsettes det, at magasinet utnyttes på en sådan måte at vannføringen i lavvannsperioden blir så jevn som mulig.» Reguleringsloven 11.1, med endring av 10. april (Utdrag) «I konsesjon til vassdragsregulering i henhold til nærværende lov skal det betinges, at der betales en årlig avgift til staten av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 3 kroner pr. naturhestekraft, beregnet etter den ved reguleringen innvunne øking av vannkraften, og en årlig avgift til de fylkes-, herreds- og bykommuner, som Kongen bestemmer, av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 5 kroner pr. naturhestekraft, beregnet på samme måte. I særlige tilfelle kan avgiftene settes høyere. Etter 20 år kan konsesjonsmyndigheten ta fastsettelsen av avgiften opp til ny prøvelse. Hva') der i hvert enkelt tilfelle skal anses som den ved reguleringen innvunne øking av vannkraften, avgjøres etter reglene i 3 med bindende virkning av departementet. Når vassdraget tidligere er regulert, eller når særlige forhold ellers gjør det ønskelig, kan kraftøkingen i vassdraget eller i bestemte deler av dette beregnes etter den vannføring, som framkommer, når det nye magasin fordeles jevnt på et antall dager som svarer til det lengste tidsrom, hvori magasinet år om annet må påregnes brukt. Avgjørelsen kan treffes for hele reguleringstiden eller foreløpig for 10 år og deretter endelig for resten av tiden.» 1) Lov nr. 3 av 21. mai Reguleringsloven «Reguleringsanleggets eier skal etter nærmere bestemmelse av departementet utføre de hydrologiske iakttagelser, som i det offentliges interesse finnes påkrevd, og stille det innvunne materiale til disposisjon for det offentlige. Ved damanlegg skal den tillatte oppdemningshøyde og i tilfelle den tillatte laveste tapningsgrense betegnes ved et fast og tydelig vannstandsmerke, som det offentlige godkjenner. Kopier av alle karter som konsesjonæren måtte la oppta i anledning av anlegget, skal tilstilles Norges Geografiske Oppmåling med opplysning om, hvordan målingene er utført.» Ervervsloven 2.13 (Utdrag) «Det skal pålegges konsesjonæren å betale el. årlig avgift til staten av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 3 kroner pr. naturhestekraft, beregnet etter den gjennomsnittlige kraftmengde, som vannfallet etter den foretatte utbygging kan frembringe med den påregnelige vassføring år om annet, og en årlig avgift til fylkes-, herredsog bykommuner, som Kongen bestemmer, av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 5 kroner pr. naturhestekraft, beregnet på samme måte. I særlige tilfelle kan avgiftene settes høyere.» Midlertidige vassdragsreguleringer. Som eksempel: Lov av 30. oktober (Utdrag) «Avgift til stat og til kommuner skal i alminnelighet fastsettes til bestemte beløp som betales av konsesjonæren samtidig med at reguleringen settes i verk. Etter forfall svares 6 pst. rente. Ved fastsettelse av beløpene beregnes kraftøkingen etter den vassføringsøking som fåes ved å fordele magasinet på en lavvannsperiode på 150 dager.» Disse lovbestemmelsene har ført til følgende praksis for økningsberegningene: For tillatelser etter vassdragsreguleringsloven benyttes bestemmende reguleringskurve. For tillatelser etter ervervsloven benyttes midlere (eller median) reguleringskurve. 6. Partiell regulering 6.1. Bestemmelse av effektive reguleringsmagasin ved partiell regulering Hvis et reguleringsmagasin MB, se fig. 5, ligger så langt oppe i feltet ovenfor tappeobjektet, A, at flommene fra det mellomliggende felt (F2) er større enn den samlede regulerte vassføring, så vil en del vann kunne gå tapt for reguleringen. Størrelsen av dette vanntapet er avhengig av hvor stor del av det samlede tilsig som kommer til vassdraget fra feltet F. Dersom vi opererer med liten reguleringsgrad slik at magasinet kan fylles i en sammenhengende fyllingsperiode og likeledes tappes i en sammenhengende tappeperiode, vil hele magasinet MB være

34 8 Avgrenngsgunkt for kurve B Port4ell regu,enngskurve for B Re ulert vassferm (q) qr Re,guleringskurie fr A Fig. 5. Partiell reguleringskurve for feltet F, (B) som del av det hele felt F (A). Et magasin Mg beliggende ved B viser her å gi samme regulert vassføring som et mindre magasin MB ' beliggende ved A. effektivt. Magasiner som blir fylt og tappet i ett og samme reguleringsår, er derfor effektive uansett hvor de ligger i feltet, forutsatt at det bare er én fyllings- og én tappeperiode. Dersom tappeperioden er avbrutt av nye flomperioder, er stillingen noe anderledes. Enhver vassføring fra det nedenforliggende felt større enn den beregnede regulerte vassføring, vil ikke kunne nyttiggjøres for magasinet på samme måte som om magasinet lå lengre nede. Til bestemmelse av nødvendig magasinvolum i slike tilfelle kan en sette opp følgende : qr betegner regulert vassføring. q betegner den naturlige vassføring på det sted hvor det skal holdes en regulert vassføring. n betegner den delen av den naturlige vassføring som kommer som tilsig til magasinet. Når den naturlige vassføring er mindre enn den regulerte vassføring, må det manglende vann tappes fra magasinet. Dette kan uttrykkes slik : Når q < q, så må q, - q tappes fra magasinet. Når den naturlige vassføring er større, men tilsiget fra det nedenforliggende nedbørsfelt er mindre enn regulert vassføring, kan hele den overskytende del oppsamles i magasinet. Dette kan uttrykkes slik : n-1 Når q> qr> n q kan q qx.samles i magasinet. Det vannvolum som kan fylles i magasinet, finnes av summasjonskurven ved tappeobjektet på samme måte som nevnt ovenfor. Tilfellet b opptrer på den delen av summasjonskurven som har sterkere stigning enn tappelinjen for regulert vassf øring, og samtidig mindre stigning enn tappelinjen tilsvarende fl qr n-1 Dette utledes av betingelsen gitt ovenfor: hvorav q < qr n-1 Når den naturlige vassføring fra det nedenforliggende felt er lik eller større enn den regulerte vassføring, kan alt tilsig til magasinet oppsamles. Dette kan uttrykkes slik: oppsamles i magasinet. n-1 ar. qr 1 kan n q Tilsiget til magasinet finnes ved å ta 1 n av det samlede tilsig etter summasjonskurven. Tilfellet c opptrer på den delen av summasjonskurven som har lik eller sterkere stigning enn en tappelinje tilsvarende q- cir kan tylies$rnagosmet q konfyllesi magosinet Fig. 6. Illustrasjon av analyse på summasjonskurve for å finne magasinfylling ved partiell regulering. De forhold som her er nevnt i punkt a, b og c, er illustrert på fig. 6. Ved summasjon av den beregnede fylling får en det magasin som kan regnes effektivt for tappeobjektet i det reguleringsår som er betraktet Partielle reguleringskurver n-1 > q Av en tilsigssummasjon (resp. reguleringskurve) finnes det magasin som er nødvendig for å holde en jevn regulert vassføring ved tappeobjektet. Dersom magasinet ligger så langt opp i feltet at tilsiget fyllingsperioden i vedkommende reguleringsår ikke er tilstrekkelig til fylling av det magasin som kreves i den etterfølgende lavvannsperiode, må magasinet ha plass til lagring av vann fra gode tilsigsår. Magasinet må kunne dekke behovet for samtlige lavvannsperioder og samtidig ha plass for en reserve tilsvarende underskuddet av flomtilsig i den bestemmende reguleringsperiode. Behovet refererer seg i dette tilfelle til å kunne holde den regulerte qr.

35 9 vassføring som skal beregnes. Hele magasinet kan i slike tilfelle ikke alltid regnes effektivt. Den oppnåelige effekt beregnes som beskrevet 1 forrige avsnitt. For en relativt liten reguleringsgrad er det ikke reduksjon i regulert vassføring ved partiell regulering. Reduksjonen kommer først med større magasinprosenter, og den er dessuten avhengig av hvor stor del av det hele tilsig som kommer til magasinet. Det er praktisk å sette opp partielle reguleringskurver for forskjellige verdier av 1/n. Dette er et meget tidkrevende arbeid, og det er grunnen til at så få partielle reguleringskurver er blitt konstruert. Eksempel på partiell reguleringskurve er vist i figurene 5, 7 og 8. Avgreningspunktet for en partiell reguleringskurve finnes av tilsigssummasjonen for det bestemmende reguleringsår, idet magasinets flomtilsig settes av som disponibelt magasin i vedkommende lavvannsperiode. Punktene ellers bestemmes for hver gitt q, og det magasin som er nødvendig og som kan fylles i den partielle delen av feltet som kurven gjelder for. De partielle reguleringskurver vil nærme seg asymptotisk til en bestemt qr-verdi. Med dette forstår en den verdi som er det maksimale som kan oppnås med et magasin liggende i denne delen av feltet. Se fig. 5, kurve B Anvendelse av partielle reguledngskurver På fig. 7 er gitt en reguleringskurve for tappeobjektet A, og en partiell reguleringskurve for magasinet MB. Dette magasinet er så stort at den partielle reguleringskurve kommer til anvendelse. Det sees her at magasinet MBgir samme regulerte vassføring som et magasin MB' beliggende ved A. Dersom det finnes magasin både ved A og B, blir effekten av MBstørre enn den partielle kurve B angir, og den samlede effekt av begge magasiner blir større enn om MAog MB' legges sammen. Dette er illustrert på fig. 7. Fremgangsmåten ved denne beregning er å legge sammen de ellers effektive magasinstørrelser MB og MA, finne skjæringspunktet b II / I \\ - ci B j SiWasjonsplan 1 R ulert vassfdnn (qr) Fig. 8. Partiell reguleringskurve. Illustrasjon for bruk av kurven når en har flere magasin. med den partielle kurve B og nedfelle dette til punktet a på kurve A. Fra a avsettes igjen magasinet MA til punktet c. Dette punkts ordinat gir den regulerte vassføring qr. Dersom magasinet MA er tilstrekkelig stort, blir MB fullt effektivt. Full effektivitet oppnås når M er lik ab. Dersom MAer lik eller større enn al;),blir det ingen reduksjon ved partiell regulering, og magasinene MA og MBkan behandles på vanlig måte. Fremgangsmåten blir helt analog dersom det er flere magasin. På fig. 8 er lagt et ekstra magasin ved C. En starter da med summen av alle magasin (MA + MB + Me) og avsetter denne på den første kurve (B). Dette punkt nedfelles på den opprinnelige kurve (A). Fra dette punkt avsettes summen av de resterende magasin (MA+ Mc). Slik fortsetter en inntil alle magasin er avmerket på sine respektive kurver. 7. Eksempler på beregning av regulert vassføring og vassføringsøkning 7.1. Eksempel på reguleringskurve Nedenfor er gitt en tilfeldig valgt bestemmende reguleringskurve som skal anvendes i eksempler for å illustrere bruken: ',... - F (%) qr % (%) qr %, ( 0,0 4, ,8 8 / 5 27, , , , ,0 _MatMe , , , ,6 s, 30 79, , , ,0 F Situosjonsplon R ulert vassfeen Fig. 7. Partiell reguleringskurve. Illustrasjon av hvorledes kurven skal brukes når det er to magasin MB og MA.Av illustrasjonen fremgår hvor stor kapasitet MA må ha for at virkningen av partiell regulering skal opphøre. qr Magasin og regulert vassføring er her gitt i prosent. Magasin er beregnet i forhold til normalt årsavløp (tilsig), og regulert vassføring i prosent av normal vassføring. Dette gjøres for tildels å kunne bruke reguleringskurvene i andre punkter i samme vassdrag, og i andre felter av samme hydrologiske karakter.

36 10 I \ Fig. 9. Illustrasjon til eksempel 1. Det er ett magasin nær tappeobjektet A Eksempler på beregningsmåter Nedenfor er gitt en del typeeksempler på beregning av regulert vassføring og vassføringsøkning. I de to første eksemplene har en forsøkt å illustrere beregningen med gitte tallverdier, mens de andre eksemplene bare forklarer tankegangen i beregningene. Eksempel 1. Ett reguleringsmagasin ved tappeobjektet Et magasin, M = m3, ligger nær inntaket til kraftstasjonen A. Hele magasinet regnes effektivt. Nedbørfeltet F gir et normalt avløp (tilsig) på m3 tilsvarende en normal vassføring på 9,5 m3/s. Fig. 9. Den bestemmende regulerte vassføring skal beregnes for A under forutsetning at reguleringskurven foran gjelder for dette stedet. Vi får da : 100 % 150 Effektiv magasinprosent : 50 % 300 Reguleringsprosent (se reg.kurvene) : 93,3 % Bestemmende regulert vassføring: 9,5 m3/s 93,3 = ,9 m3/s Alminnelig lavvassføring (se reg.- 9,5 m3/s 4,0 kurvens utgangspunkt) : 100 0,4 m3/s Vassføringsøkning: (8,9 0,4) m3/s = 8,5 m3/s Eksempel 2. Tappeobjektet ligger et stykke fra magasinet Vi går ut fra samme forhold som i eksempel 1 med unntagelse av at kraftstasjonen ligger ved B lengre nede i vassdraget. Nedbørfeltet er større og det samlede tilsig til B kan eksempelvis settes til det dobbelte av det til A, se fig. 10. Feltet forutsettes Fig. 10. Illustrasjon til eksempel 2. Tappeobjektet er flyttet fra A (eksempel 1) til B. ellers å ha like forhold, slik at vi til enhver tid kan få tilsiget ved B ved å multiplisere de tilsvarende tall ved A med faktoren 2. Vi får da : Effektiv magasinprosent: 100 % 150 = % Reguleringsprosent : Bestemmenderegulert vassføring : 69,2 % 9,5 m3/s 2 69, ,1 m3/s Alminnelig lavvassføring : 9,5 m3/s ,8 m3/s Vassføringsøkning: (13,1 0,8) m3/s = 12,3 m3/s Magasinprosenten er her så liten at det forutsettes ikke å bli virkning av partiell regulering. (Se avsnitt om partiell regulering.) Tilsiget til magasinet er 0,5 av det totale. En partiell reguleringskurve for 0,5 avgrenes vanlig fra den opprinnelige reguleringskurve ved magasinprosenter noe over 25, som er valgt i dette eksempel. Sammenlignes resultatene i dette eksempel med de i eksempel 1, finner vi at under ellers like forhold er det fra et rent hydrologisk syrispunkt mer fordelaktig å tappe magasinet med hensyn på et stort felt enn på et lite. Reguleringsprosenten blir mindre og tappeperioden derfor kortere for ett og samme magasin. Økningen i regulert vassføring blir som en følge av dette noe større. Eksempel 3. Tre kraftverk som utnytter samme magasin Vi forutsetter nå at det ligger kraftverk både ved A og B og også nede i vassdraget ved et punkt C, som eksempelvis har en vassføring lik 3 ganger den ved A. Se illustrasjon fig. 11. Vi forutsetter at det skal tappes mhp. B. Det vil si at vi skal tappe magasinet M på en slik måte at vassføringen ved B blir så jevn som mulig. Den regulerte vassføring ved B blir derfor å beregne som i forrige eksempel. Under disse forutsetninger blir vassføringen ujevn ved A. Vi får relativt stor vassføring når tilsiget ved B har sitt minimum og vi får noe mindre ved begynnelsen og mot slutten av tappeperioden. Dersom maskininstallasjonen ved A er så stor at alt magasinvann kan brukes, oppnår kraftverket A å få relativt stor kraftproduksjon på den tid tilsiget er lite. Dette inntrer for de fleste kraftverker i Norge om vinteren når behovet for kraft som oftest er størst. Da vassføringen ved A er ujevn i tappeperioden, må det regnes ut et middel, og en får det riktige middel ved å tappe magasinet M med hensyn på A. Etter disse forutsetninger beregnes den regulerte vassføring ved A analogt med det som er vist i eksempel 1. Dersom vi har vannmerker både ved A og B, skal disse vannmerkers reguleringskurver brukes direkte i beregningen. Ved kraftverket C lenger nede i vassdraget blir forholdene noe anderledes. Dersom magasinet fort-

37 11 Regulenng nogusin Volum M A Øvrekr v. Midtrekr.v. r, appeperiode----a Hydrogrom Tid Hydrogmm Tid avgjort tappeobjekt. I dag eies også ofte flere kraftverk i samme vassdrag av samme institusjon. Grupper av kraftverk kan på denne måte sees som én enhet med samkjøring. Magasinene bør derfor tappes på den mest lønnsomme måten for denne gruppen. Eksempel 4. Ulike tilsigsforhold ved to kraftverk i samme vassdrag Vi forutsetter at de to kraftverk B og C har ulike hydrologiske forhold og at det skal tappes mhp. B. Vassføringen ved C får da et forløp som er illustrert på fig. 12. Vi ser her at økningen ved C blir mindre enn økningen ved B. Dette kommer av at det laveste tilsig i tappeperioden kommer til forskjellige tidspunkter ved de to kraftverk. De krever derfor maksimal tapping til forskjellige tidspunkter. Økningen ved C finnes ved å sette av tapningen på C's tilsigshydrogram for det bestemmende år. Nedrekrv co.f. Fig. 11. Tre kraftverk A, B og C benytter samme magasin. B er tappeobjekt og får en jevn vassføring i tappeperioden. Kraftverkene A og C får ved en slik tapping en vassføringsfordeling som vist på figuren. satt tappes mhp. B, blir vassføringen ved C relativt liten midt i tappeperioden og noe større ved begynnelsen og slutten av samme periode. Dersom installasjonen er stor nok, kan ofte alt vann fortsatt brukes, men det er ikke alltid at behovet for kraft er så stort på denne tiden. Økningen for nedenforliggende kraftverk settes derfor under disse forutsetninger lik økningen ved B. Det er ofte ikke helt innlysende hvilket kraftverk det skal tappes med hensyn på. En må som hovedregel gå ut fra at magasinene under de ellers gitte forutsetninger skal tappes slik at den samlede kraftproduksjon blir så stor som råd er. Ofte skiller et bestemt kraftverk med stor fallhøyde seg ut som et Torneoe,"ode I I I TKIspu4 for gi.rnin ved og å ØkningvedB ØkningvedC Fig. 12. To kraftverk med ulike tilsigsforhold i lavvassperioden. økningen ved C med B som tappeobjekt er illustrert på figuren. lid Eksempel 5. Magasin mellom kraftverkene Dersom det ligger et magasin M' mellom B og C, blir forholdene anderledes. Se fig. 12. Dette magasinet kan, avhengig av størrelsen, regulere tilsiget i mellomliggende felt og driftsvann fra B. Vi skiller her mellom to tilfelle: Dersom reguleringsprosenten for B er større enn for C, regnes magasinet M' bare å regulere det mellomliggende felt BC. Regulert vassføring ved C fåes ved å tappe dette delfeltet mhp. C, og dertil legge den på forhånd beregnede regulerte vassføring ved B. Dersom reguleringsprosenten ved C er større enn ved B, kan magasinet M' foruten å regulere sitt eget delfelt også regulere en del flomvann fra B. Den regulerte vassføring ved C fåes da ved å slå begge.magasinene sammen (M+M') og tappe disse mhp. C. Den regulerte vassføring ved B blir som tidligere beregnet. Eksempel 6. Ny regulering og nytt tappeobjekt lenger opp i vassdraget Det forekommer ofte at vi har en regulering nede i vassdraget som blir forsterket ved et kraftverk med ny regulering lenger opp i samme vassdrag. (Eksempel Skiensvassdraget med gamle reguleringer i Eidselv og senere Tokke Vinjereguleringen.) Ved en gammel regulering er en bestemmende regulert vassføring utregnet og problemet er derfor å finne den økning fra denne som en ytterligere regulering medfører. Denne økningen kan bestemmes etter analoge retningslinjer som gitt i eksempel 5a og b. Dersom vi mangler representativ reguleringskurve for nedre felt (C's delfelt), kan også en annen beregningsmåte som gir samme resultat, komme til anvendelse. Se fig. 13. Det opprinnelige magasin Mc ga en bestemmende regtilert vassføring qrc. I qrc var også inkludert tilsiget til B i C's tappeperiode. Dette blir nå regulert i B's magasin, og således fratatt reguleringene i Mc.

38 MB qt grq! , Tappenocle vedc 12 1 mc c,c Fig. 13. Illustrasjon til eksempel Fordelt over Mc's tappeperiode utgjør dette et midlere tilsig A qt som er trukket fra i C's tilsigshydrogram. Se stiplet kurve. Det nye magasin MBgir en regulert vassføring qb ved B. Denne regulerte vassføringen settes av fra reguleringen på C's reduserte tilsigshydrogram, og vi får den nye regulerte vassføring q't.cog økning q2ved C. Økningen ved C kan fra de gitte størrelser uttrykkes slik : q2= grb qt og ny regulert vassføring ved C blir: q're = firc+ Vi ser av denne ligningen at dersom Mc nærmer seg mot null, så vil A qt gå 1110tqBmin(alminnelig lavvassføring ved B), og beregningen blir da i overensstemmelse med kraftverk C i eksempel 3. Ved en eventuell senere tilleggsregulering ved B uten inngripen i C's delfelt, settes økningen lik ved begge kraftverk. Eksempel 7. Overføring Et felt F1 med magasin M1 er utnyttet i kraftstasjonen A. Lenger nede i vassdraget ligger kraftstasjonen B. Se fig. 14. Regulert vassføring for A og B er regnet ut. Et felt F, med nytt magasin M2skal nå overføres via M1 til 1;ruk i kraftstasjonene A og B, som forutsettes å være de samme som i eksempel 1 og 2. A er tappeobjektet. Det skal beregnes økning for A og B, og den gitte reguleringskurve forutsettes å gjelde for hele feltet. N Acit N F2 / Fig. 14. Overføring fra felt F2 til F1. Illustrasjon eksempel 7. ( Dersom det er bedre reguleringsmuligheter F2's felt enn i F1, ville eventuelt flomtap ved dammen D også ha gått tapt dersom det hadde blitt overført til M1. Vi forutsetter da at overføringstunnelen har tilstrekkelig kapasitet slik at vann ikke tapes av den grunn. I et slikt tilfelle kan feltene F1 og F2 med magasinene M1 og M2slåes sammen og sees under ett. Regulerte vassføringer og økninger for A og B regnes ut som tidligere vist, bare med den forskjell at hele overføringen også inklusive alminnelig lavvassføring i F2, regnes som økning i A, men at B får fratrekk for F2's alminnelige lavvassføring. Som vist på fig. 14 inngikk F2's alminnelige lavvassføring i regulert vassføring ved B, og kan derfor ikke regnes med to ganger. Dersom F2 har dårligere reguleringsforhold enn F1, eller dersom overføring blir hindret på grunn av for liten tunnelkapasitet, må det regnes ut hvor meget vann som går tapt ved damstedet D. Det midlere vanntap pr. år trekkes fra normaltilsiget i F2, og differensen regnes som overført til F1. Økningsberegningen utføres på samme måte som i eksempel 7a, bare med et redusert middeltilsig. Vanntapet ved D beregnes av summasjonskurven ved D. I fyllingsperioder trekkes det tappelinjer tilsvarende tunnelens kapasitet, og differensen mellom nødvendig magasinvolum og aktuell magasinkapasitet, M2,gir vanntapet i perioden. Vi skal her finne midlere vanntap for å trekke dette fra normaltilsiget, og tappelinjer må derfor trekkes for hver fyllingsperiode i observasjonsperioden. Dersom M2 er lik null, finnes midlere vanntap av en midlere varighetskurve ved D. [3]. Tunnelens kapasitet settes av på denne kurven, og det beregnes hvilket vannvolum som har kommet til overføringsstedet med større tilsigsintensitet enn hva tunnelen kan føre bort. For å få et helt korrekt bilde av regulert vassføring i et slikt tilfelle, skulle det ha vært satt opp en ny summasjonskurve og tilsvarende reguleringskurve for naturlig tilsig i F, pluss regulert og redusert overføring fra F2. Dette vil bli en riktig tilsigsoversikt for å bedømme virkningen av M1. Den feilen en imidlertid gjør med å anvende en reguleringskurve oppsatt etter de vanlige prinsipper, er ofte ubetydelig og gjerne mindre enn den en får ved å anvende overført observasjonsmateriale fra andre felter. En slik detaljert beregning er tidkrevende, og må sies å være uten praktisk mening dersom den ikke bygger på gode observasjoner i de betraktede felter. Eksempel 8. Anvendelse av 11 i reguleringsloven Et nedbørfelt er regulert med magasiner i M1, og M3til utnyttelse i kraftstasjonen A. Et nytt magasin M4 bygges for utnyttelse i kraftstasjonen A. Samtidig bygges en ny kraftstasjon i E for å utnytte reguleringsvannet og fallhøyden fra M4. Se illustrasjon fig. 15. Bestemmende regulert vassføring er tidligere regnet ut for A med regulering i til de tre nevnte magasin. Det skal nå beregnes økning i A og E med regulering i M4.

39 13, --, i, - \ N q \ E ) Fig. 15. Illustrasjon til eksempel 8. I dette tilfelle kan reguleringsloven 11 komme til anvendelse. Det effektive magasin i M4 jevnes ut over tappeperiodens lengde i bestemmende år ved A, og dette gir økningen direkte. Det kan, forekomme at M4 ligger i et hjørne av nedbørfeltet og har relativt lite tilsig. En liten damhøyde kan gi relativt stort magasin og vi kan få overregulering i M4's felt. Fyllingen vurderes derfor i perioden foran bestemmende år, og det som kan fylles uten å få vannmangel ved A, regnes som effektivt magasin i bestemmende periode. Denne magasinstørrelsen kan overstige midlere årlig tilsig i M4's felt. Dersom tappeperiodens lengde ved A i dette tilfelle er mindre enn ett år, vil økningen i A pga. reguleringen i M4 bli større enn midlere vassføring fra M4's felt. Kraftstasjonen E skal bruke vannet fra M4 slik som det tappes mhp. A. Til tider når det fra den øvrige del av A's felt kommer tilsig lik eller større enn regulert vassføring, vil tappingen fra M, opphøre, og E vil stoppe. E får således en ujevn vassføring varierende fra null i flomperioder til den som tilsvarer maksimal tapping for å dekke behovet ved A. Den regulerte vassføring ved E beregnes som en utjevnet vassføring og fåes ved å tappe magasinet mhp. E. Dersom det er overregulering i M4, blir regulert vassføring i E lik midlere vassføring fra feltet. Den beregningsmåte ( 11) som er beskrevet i dette eksemplet, er blitt anvendt bare i spesielle tilfelle i økningsberegninger utført av NVE. Det kan være praktisk å foreta beregningen etter dette prinsipp dersom en skal vurdere virkningen av et lite tilleggsmagasin til en ellers bestående regulering, og også i tilfelle hvor tilleggsmagasinet ligger langt opp i kraftverkets nedbørfelt. Fordelen med metoden er at den er lettvint og ikke krever en partiell reguleringskurve for å bestemme økningen. Eksempel 9. Pumpekraftverk I de senere år er det bygget noen få pumpekraftverk her i landet, og det planlegges også noen. Hensikten med disse kraftverkene er å føre overskuddsvann fra de noe lavere deler av feltet til et høyereliggende magasin hvor det er mulighet for magasinering. Disse kraftverkene brukes gjerne som pumpekraftverk i flomperioder, og får da sin drivkraft fra et hovedkraftverk som kan ha en ekstra installasjon til dette formålet. I tappeperioden vil magasinvannet bli benyttet i begge kraftverk til kraftproduksjon. Dette reguleringssystem er kraftslukende, men det har den fordel at pumpekraften tas fra overskuddsvann som ellers ville gå til spille når de berørte kraftverk i vassdraget betraktes isolert. Når et hovedkraftverk med tilhørende pumpekraftverk skal vurderes med hensyn til regulert vassføring, legges følgende resonnement til grunn: Pumpearrangementet er en erstatning for et lavereliggende magasin som det vil bli for kostbart å bygge eller pumpingen betraktes som en overføring, dersom vann pumpes inn fra et nabofelt. Reguleringens kostende kommer ikke inn i regnestykket ved bestemmelse av regulert vassføring. Reguleringslovens 3 sier at økningen av vannkraften skal beregnes på grunnlag av den økning av vassdragets lavvassføring som reguleringen medfører. Men loven tar ikke hensyn til hvorledes reguleringsvannet er frembrakt, ved vanlig regulering, overføring eller pumping. Ut fra disse retningslinjer vil det være riktig å beregne den regulerte vassføring ved hovedkraftverket etter de vanlige fremgangsmåter. En benytter effektive magasinstørrelser. Innbefattet her er det magasinvann som er pumpet opp og som er disponibelt for bestemmende års tappeperiode. Selve pumpekraftverket vil også virke som produserende kraftverk i tappeperioden. Dette kraftverket har til sin disposisjon det samlede netto magasinvolum pluss det naturlige tilsig i bestemmende års tappeperiode. Dette vannet brukes i en begrenset tappeperiode, men for beregning av regulert vassføring vil det være riktig å utjevne det samlede volum over hele reguleringsåret eller perioden. 8. Generelle betraktninger 8.1. Jevnest mulig vassfering Ved de utredninger som er beskrevet i denne veiledningen, har en basert beregningen på å få så jevn vassføring som mulig over reguleringsåret eller reguleringsperioden. Dette er i overensstemmelse med reguleringsloven 3. I praksis er det neppe noe kraftverk som ønsker å få sitt driftsvann regulert på denne måten. I de fleste tilfelle gjelder det å få vintervassføringen så stor som mulig på bekostning av vassføringen resten av året. Den bestemmende regulerte vassføring er derfor ikke alltid et brukbart mål for produksjonen i kraftverket. Den må betraktes som en terskelverdi, og kan som sådan ha sin betydning også for kraftoversikter, men en må alltid være klar over at det er en ren teoretisk verdi som i første rekke er satt opp for å gi grunnlag for avgiftsberegninger til stat og kommune. Alle kraftverk behandles etter de samme metoder, og de verdier en kommer frem til, er derfor bedre sammenlignbare enn om mer individuelle synspunkter skulle legges til grunn.

40 Valg av tappeobjekt Det er ofte ikke lett å avgjøre hvilket kraftverk i et vassdrag som skal velges som tappeobjekt. Dersom en har alle magasin beliggende ovenfor de kraftverk som betraktes, og således ikke har noe utjevningsmagasin mellom kraftverkene, kan en oppnå en jevn vassf øring i tappeperioden bare ett sted i vassdraget, dvs, ved tappeobjektet. Ofte skiller et kraftverk med relativt stor fallhøyde seg ut som et avgjort tappeobjekt, og beregningene utføres med dette som utgangspunkt. Med de samkjøringsmuligheter som eksisterer, vil det ofte være riktig å betrakte en gruppe av kraftverk i samme vassdrag under ett. Magasinene tappes på en slik måte at den gjennomsnittlige kraftproduksjon i det bestemmende år blir størst mulig for hele gruppen. Det bør da som regel ikke tappes mhp. øverste kraftverk i gruppen. Kraftverk som ligger ovenfor tappeobjektet får en ujevn vassføring, som når den kan nyttes, utjevnes over tappeperioden for bestemmelse av avgiftspliktig regulert vassføring Bestemmelse av alminnelig lavvassføring Ifølge vassdragsloven er den alminnelige lavvassføring den vassføring som erfaringsmessig kan oppnås år om annet i 350 dager av året. Gjennom årene har denne størrelsen blitt fastsatt etter et bestemt utvalg som er beskrevet under avsnittet «Ord og ordforklaring». Den verdi en kommer frem til på denne måten, ligger meget nær den midlere minstevassf Dring ved samme vannmerke. Se «Hydrologiske undrsøkelser i Norge». Det er således ofte uvesentlig hvilke av disse størrelser som benyttes. En bør her være oppmerksom på den lille in-- konsekvens dette utskytningssystem medfører ved konstruksjon av bestemmende reguleringskurve. Denne kurven har alminnelig lavvassføring som utgangspunkt (tilsvarende den regulerte vassføring en oppnår ved null magasin). For øvrig blir kurven bestemt etter et annet utskytningssystem enn det som gjelder for utgangspunktet. Dette medfører en diskontinuitet av kurven ved utgangspunktet, men det har ingen reell praktisk betydning, da en bare rent unntaksvis behandler så små reguleringsgrader. Ved beregning av regulert vassføring skal den økning som reguleringen medf ører, legges til den alminnelige lavvassføring som vassdraget har hatt år om annet i 350 dager av året. Ved overføring fra ett vassdrag til et annet skal derfor i prinsippet hele overføringen regnes som økning. I dag slåes ofte flere felter sammen ved tunneloverføringer til utnyttelse i en og samme kraftstasjon, og det kan ofte være vanskelig å avgjøre hvilken alminnelig lavvassføring som skal legges til grunn for økningsberegning. Dette må derfor tas opp til vurdering i hvert enkelt tilfelle. Dersom regulanten blir forpliktet til å slippe en bestemt vassføring (f. eks. feltets alminnelige lavvassf øring) i naturlig vassdrag forbi overføringsstedet, vil denne vassføringen komme som fratrekk i beregningen av den økningen overføringen medfører Vurdering av kraftproduksjon Vassdragsloven benytter begrepet «år om annet». Dette har i årelang praksis vært tolket som det bestemmende år. I økningsberegninger vil det si det år hvor en oppnår bestemmende regulert vassføring. Denne har en frekvenssikkerhet på ca. 90 hvilket vil si at en i middel får vannmangel i ett av hvert tiende år. Den bestemmende reguleringskurve er ofte benyttet ved vurdering av kraftproduksjon (primakraft). Dette vil si den kraft som kan produseres med relativt stor sikkerhet fra år til annet. I de senere år er også mediankurven ofte blitt anvendt til vurdering av kraftproduksjonen. En median regulert vassføring er statistisk sett et sikrere og mindre varierende tall enn det en får i et bestemmende år. Det er et tall som vil ha større betydning for vår kraftproduksjon enn den bestemmende regulerte vassføring. Hydrologisk avdeling utfører ofte beregninger over medianproduksjonen i et kraftverk, og det ser ut som dette begrepet vinner mer og mer innpass i kraftverkskretser. Resultatet er at en i dag ofte opererer med to forskjellige regulerte vassføringer en bestemmende og en median. Dette kan lett føre til begrepsforvirring. En median reguleringskurve gir sammenlignet med den bestemmende en mindre økning på høye reguleringstrinn. Dette faktum gjør den mediane vassføringsøkning mer reell og i overensstemmelse med praktiske erfaringer. Ved høye reguleringer må det alltid tas hensyn til overføring av vann fra tidligere år. Denne overføring er grei å beregne teoretisk etterpå, men det er nesten aldri mulig i praksis å foreta overføringer slik det skulle ha vært gjort. Det er ikke tvil om at en median regulert vassforing gir et bedre bilde av et vassdrags verdi. Den gir et uttrykk for midlere yteevne som er en statistisk sikrere og mindre varierende verdi i forhold til observasjonsperiodens lengde enn verdier nær ekstremene, som er grunnlaget for den bestemmende regulerte vassforing. Ved statistikkbehandling kan en finne hvorledes de enkelte årlige regulerte vassføringer varierer i forhold til median, og dette burde gi et grunnlag for bedømmelse av sikkerheten ved kraftleveranser Forandring i observasjonsgrunnlaget Det hender ofte at en beregning av regulert vassf øring og tilsvarende økning for en ny kraftstasjon må fastsettes på grunnlag av et lite pålitelig observasjonsmateriale. En kan her gjøre bruk av lovens 11, 1 som sier at avgjørelsen om vassføringsøkning kan treffes for hele reguleringstiden eller foreløpig for 10 år, og deretter endelig for resten av tiden. En mener med dette at en i løpet av 10 år kan sørge for å få samlet irm observasjoner i vassdraget etter lovens 12.13, og ved hjelp av disse få et bedre grunnlag for en ny beregning. De reguleringskurver som er anvendt i beregninger av regulerte vassføringer, har vært gjenstand for endringer etter hvert som observasjonsperioden er blitt lengre. Dette fører til at tidligere

41 fastsatte regulerte vassføringer kan avvike noe fra de resultater en vil få ved tilsvarende beregninger basert på et å jourført observasjonsgrunnlag, og at en tilleggsregulering vil gi en økning (differens) som ikke er helt korrekt. Vanligvis er ikke dette av stor betydning, men det kan forekomme ved relativt små tilleggsreguleringer at økningen blir uforholdsmessig stor eller liten. I slike tilfelle kan økningen beregnes etter 11 (Eksempel 8), eller det har også vært praktisert å beregne regulert vassføring for begge reguleringstrinn etter det nye observasjonsgrunnlag, og deretter økningen som diff erens. Ved en slik beregning blir økningen riktig og gir et bedre grunnlag for fastsettelse av avgifter for den nye reguleringen. Den totale regulerte vassføring derimot blir ikke helt i samsvar med hva den skulle være etter det nye observasjonsgrunnlaget. 15 L. Req-PerirgSå,,ssfor k-lo.assoerlode---.; reus,:nste,oufanng id dogn t) 8.6. Fordeling av vassføringsøkning Det er ofte nødvendig å foreta fordeling av en beregnet vassføringsøkning i f orhold til de reguleringsmagasin som gir økningen, jfr. f. eks. reguleringsloven 16, pkt. 4. Dersom den kronologiske orden er gitt for alle reguleringsmagasin, så skal denne benyttes dersom ingen andre bestemmelser er gitt. Dette vil si at regulert vassføring beregnes for hvert reguleringstrinn. Den siste utregning vil gi den aktuelle regulerte vassføring. De forskjellige reguleringsmagasiners andel i den samlede økning fåes som differens av de beregnede verdier for suksessive reguleringstrinn. På grunn av reguleringskurvens krumning gir det magasinvolum som kommer først i beregningen relativt stor økning. Dersom reguleringen av flere magasin utføres samtidig, fordeles økningen i forhold til de effektive magasinvolum som inngår i beregningen. En regulerings kostende fordeles som regel på de bruk som nyter godt av reguleringen. Dette er en intern sak mellom brukene, og fordelingen ordnes vanligvis av vassdragets brukseierforening. Ofte blir en utenforstående instans bedt om å beregne fordelingen. En slik fordeling kan ordnes etter noe avvikende prinsipp enn de som er nevnt foran. For hvert kraftverk kan beregnes det nyttbare magasin og tilsvarende vassføringer, idet en også tar hensyn til maskininstallasjon. Kraftproduksjonen beregnes ved å innføre effektiv fallhøyde, og fordelingen kan så skje i forhold til den kraftmengde som reguleringen gir i de impliserte verk. 9. Ordforklaringer Det er her tatt med en del meget brukte begreper i hydrologisk saksbehandling. Disse begrepene er gitt en forklaring som er godkjent av Rådet for teknisk terminologi. Absolutt minste vassforing: Den minste observerte vassføring i et gitt sted i uregulert vassdrag. Alminnelig lavvassføring: Vassdragslovens definisjon : «Den vannføring som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året.» Beregningsmessig den laveste vassføringen Fig. 16. Prinsippskisse. Denne skissen illustrerer en del meget anvendte begreper. Tappeperiode refererer seg til regulert vassføring og brukes i forbindelse med regulering. Lavvassperiode refererer seg til normal vassføring. Disse to begrepene finnes ofte brukt om hverandre, og tildels misvisende. en får i uregulert vassdrag når en hvert år skyter ut de 15 laveste daglige observasjoner og dernest den laveste tredjedel av de da gjenværende årlige minstevassføringer. Arealfordunstning: Fordunstning fra et avgrenset område f.eks. et nedbørfelt, kan angis i vannhøyde eller vannvolum. Avlop: Den vannmengde som i et bestemt tidsrom renner fra et område (nedbørfelt, bebyggelse etc.), og passerer et gitt tverrsnitt av et naturlig eller kunstig vannløp. Avlopskoeffisient: Forholdstall mellom avløp (tilsig) og nedbør. Bestemmende reguleringskurve: En kurve som viser relasjon mellom effektivt magasin og tilsvarende bestemmende regulert vassføring. Bestemmende regulert vassføring: Den regulerte vassføring (se denne, b) som kan oppnås i 90 % av alle år som inngår i observasjonsgrunnlaget. Bestemmende tverrsnitt (profil): I en elv et tverrsnitt (evt. de tverrsnitt) som bestemmer vannstanden og derved også vassføringskurven et gitt sted. Bestemmende år: Det reguleringsår (periode) som gir den bestemmende reguleringskurve i det område av kurven som betraktes. Dybdekurve, dybdekote: En linje på kart trukket gjennom punkter med samme dybde. Effektivt magasin: Den delen av et magasin som kan fylles i den reguleringsperiode som betraktes. Konsesjonsbetinget fløtningsvann og andre magasintap tas i betraktning ved fastsettelse av effektivt magasin for kraftproduksjon.

42 16 - Effektiv magasinprosent: Gir effektivt magasin prosent av normalt årstilsig til det stedet som betraktes. Fall, gradient: Vannflatens helling. Fallhøyde: I en elv høydeforskjellen mellom vannstanden i to gitte punkter. Falltap: Den delen av fallhøyden som medgår til å opprettholde en gitt vassføring. Flom: Stor vassføring. En elv sies å være i flom når vassføringen overstiger middel vassforing. Fyllingsperiode: En periode hvor en har stigende vannstand i et reguleringsmagasin. Tilsiget er større enn forbruket. Fyllingsprosent: Angir magasinbeholdningen (en gitt dato) i et reguleringsmagasin i forhold til fullt magasin. Gjennomsnittlig minste vassførting: Se : Midlere minste vassføring. Grunnvannsavløp: Den delen av nedbøren som har sitt avløp via grunnvannet. Hydrogram: Kurve som viser vassføring i relasjon til tid. Hydrologisk år: Ett år (12 mndr.) som i følge_regionalklimaet gir en praktisk inndeling for mange hydrologiske beregninger. Det hydrologiske år er forskjellig for forskjellige deler av verden. I Norge regnes det hydrologiske år fra 1.9 til 31.8 for hele landet. Høyvannsmerke: Målestav eller annen innretning for måling av høyere vannstander. Høyvassperiode, flomperiode: Periode hvor tilsiget er over middel tilsig. Isohydat: En kurve på kart gjennom steder med likt spesifikt avløp (tilsig). Lavvassperiode: Periode hvor tilsiget er under middel tilsig. Limnigraf: Registrerende vannstandsmåler. Limnigram: Kurve som viser vannstand i relasjon til tid. Magasinkurve: En kurve som gir magasinvolum i forhold til gitte vannstander, behøver ikke å være identisk med sjøens volumkurve. Magasinprosent: Gir magasin i prosent av normalt årstilsig til det stedet som betraktes. Se også effektiv magasinprosent. Manøvreringsreglement: De bestemmelser, fastsatt av det offentlige, hvoretter reguleringsmagasinene skal tappes. Median reguleringskurve: En kurve som viser relasjon mellom effektivt magasin og tilsvarende median regulert vassføring. En median reguleringskurve er den midterste av de årlige reguleringskurver som inngår i observasjonsgrunnlaget. Median regulert vassføring: Den regulerte vassføring( se denne, b) som kan oppnås i 50 % av alle år som inngår i observasjonsgrunnlaget. Midlere minste vassføring: Aritmetisk middel av årlige minste vassføringer i en gitt periode. Naturlig reguleringsevne: Et felts evne til å utjevne tilsigsvariasjoner. Nedbørfelt: Et på jordoverflaten avgrenset felt for nedbøren til et vassdrag eller annen vannførende formasjon. Overflateavløp: Den delen av nedbøren som renner av på jordoverflaten. Overløp, flomløp: a. Den anordning ved en dam hvori flomvann over en gitt høyde kan avledes. b. Ordet står også for den vannmengde som avledes denne vei. Overlopsformel: Teoretisk eller empirisk formel hvoretter overløp kan beregnes r forhold til vannstand, bredde, friksjon og tilløpshastighet. Partielt nedbørfelt: Del av et nedbørfelt, f. eks. mellom to kraftstasjoner. Reguleringskurve: En kurve som viser relasjon mellom effektivt magasin og tilsvarende regulert vassføring. Reguleringsmagasin, magasin, reservoar: a. Lagringssted for vann, laget av mennesker ved bygging av dam eller ved senkning av vannstanden i en sjø ved hjelp av tunnel. b. Volumet av den lagrede vannmengde. Reguleringsperiode: En periode gjerne bestående av flere reguleringsår eller del av reguleringsår med en slik tilsigsfordeling at den danner en selvstendig periode med hensyn til regulering av magasinet. Reguleringsprosent: Regulert vassføring i prosent av normal vassføring slik den anvendte reguleringskurve angir den. Reguleringsår: En periode av noe varierende lengde, middel ett år, bestående av høyvannsperiode og lavvannsperiode. Regulert vassføring: a. Egentlig enhver vassføring som er påvirket av vassdragsreguleringer. b. Brukes vanligvis om den minste vassføring en reguleringsperiode når eksisterende effektive magasiner tenkes utnyttet for å få den samlede vassføring et gitt sted så jevn som mulig. Salpunkt: Det laveste punkt i bestemmende profil. Spesifikt avløp (tilsig): Avløp (tilsig) i et gitt tidsrom dividert med nedbørfeltets størrelse. Angis vanligvis i km2. Summasjonskurve: En integralkurve som gir sum avløp (tilsig) i relasjon til tid. Tappeperiode: Periode hvor en trenger tilskudd av magasinvann for å opprettholde en driftsvassf øring. Tilløp: Bivassdrag. Tilsig : Den vannmengde som i et tidsrom tilføres en vannforekomst. Tømningskurve: Kurve som angir vassf øringen i forhold til tid ved tømning av f.eks. et magasin.

43 17 Ugunstigste reguleringskurve: En kurve som viser relasjon mellom effektivt magasin og tilsvarende regulert vassføring i det observasjonsår hvor regulert vassføring blir lavest. Vannbudsjett: Kvantitativ oppfatning av vannets kretsløp. Vannhusholdning: Planmessig disponering av vannbudsjettet. Vannmerke: Målestasjon for vannstand og vassf ø- ring. Kan bestå av bare en vannstandsskala, kan også være utstyrt med limnigraf og annet måleutstyr. Vannskille: Grense mellom to nedbørfelt. Vannstandsmåler: Innretning for måling av vannstand. Vannstandsskala: Målestang for avlesning av vannstand. Vassdrag: Sammenhengende system av elver i sitt løp fra utspring til havet med innsjøer det går gjennom. Vassføring: Den øyeblikkelige verdi av avløp, angis f.eks. i m3/s eller l/s. Kan også gis som middel for lengre tidsrom. Vassføringskurve: Kurve som viser forholdet mellom gitte vannstander og tilsvarende vassføringer. Arlig minste vassføring: Den minste vassføring som er observert et gitt år (hydrologisk år). Litteratur: I denne listen henvises til en del publikasjoner som behandler enkelte berørte problemer i større detalj enn i denne veiledningen. H. Klæboe: Grunntrekk av hydrologien, særlig Norges hydrologi. Norsk Geografisk Tidsskrift. Bind XVI ( ) (s ) (Trykt 1959). J. Otnes: The summation curve its establishment and application in Hydrology. Water Power, March 1960, (s ) Tothil Press Ltd, London. J. Otnes: Varighetskurver. En innledning til diskusjon om valg og bruk av gjennomsnittlige varighetskurver. Beretning om 3. nordiske hydrologkonference i Viborg, august 1961 (s ), Det danske Hedeselskab, Viborg, Rogstad: Hydrologisk grundlag for vassdragsreguleringer. (22 sider). Bilag til: Vandstandsiagttagelser i Norske Vassdrag I komm. hos H. Aschehoug & Co, Kristiania, R. Søgnen: Beregning av sjøers naturlige reguleringsevne og flommer i norske vassdrag. Eget forlag, Oslo (58 sider).

44 Denne serie utgis av Hydrologisk avdeling ved Norges Vassdrags- og Elektrisitetsvesen. Adresse: Postboks 5091, Majorstua,Oslo 3. Tidligereer utgitt: Nr. 1. J. Otnes: Våre hydrologiskeundersøkelser.(4 s.) G. Østrem og V. KarMn: Nigardsbreenshydrologi.(47 s.) G. Østrem: Litt om breene i Storsteinsfjell-området.(7 s.) G. Østrem og 0. Liestøl: Glasiologiskeundersøkelseri Norge (60 s.) A. Tollan: Langtidsvariasjoneri avløpet i noen norske vassdrag. (Undertrykning) Ø. Aars: Geohydrologi,et aktuelt felt innen Vassdragsvesenets interesseområde.(undertrykning) S. Flat jord: Utvikling av isdekke på norske vassdrag, samt litt om råkdannelse.(undertrykning) G. Østrem: A methodof measuringwater dischargein turbulent streams. (23 s.) Ø. Aars: Geohydrologiskforskning i Norge (Geohydrological research in Norway). (19 s.) V. KarMn: SniSackumulationskartor och glaciårernasackumu-. lation. (5 s.) GRUNDAHLaSIIN SOKTRYKKERI-OSLO

45 BILAG NR. 16 I det følgendeer disseforkortelsene benyttet: magasinvolum,106m3 magasinarealved N.V. km2 L, magasinetsperimeterved N.V. midlerebreddeav neddemt(tørrlagt)areal h, reguleringshøyde, a a, midlereskråningsvinkel rundtmagasinet midlereistykkelse,m I, totaltisvolum,106m3 Beregningenbyggerpå den tilnermeteforutsetning at magasinets strenderer sammensattav rettelinjestykker(seskisse1). Da vil de partiellemagasinvolumene, v, som liggeroverneddemt (tørrlagt)arealved hvertlinjestykkeveregittved: Mo -. h 1 HRV NV Ms LRV r 01. Fig. 1. Fig.2. V1=-4_hl bi. cos a 1 V = I1.v1.= 2h LB.cosa (1) ProduktetLB er lik neddeat (tørrlagt)areal.likesåhar en: V=M -A.ho og Vs= A. hs - Ms o o der indekseneo og s representerer h s henholdsvisopp emningog senkning(fig.2) Generelter V = (M - A. h) (2) Eliminasjonmellom(1)og (2)gir: = h cos a = + 2 i ( m - cos a h ) = LB.i 2.Vi (3)

46 2 Særligenkelblir formelennår i setteslik 0,5 m. For skråningeromkring1:4 (-4140)og slakerekan en uten størrefeilse bort fra skråningsvinkelen ( for 1:4er cosa *0,97).En får da: I (4) Ved reguleringersom omfatterbåde oppdemnings-senkningsmagasiner blir: Mo Ms I - ho hs De enkleformlene(4)og (5)er anvendtved økningsberegning for avgiftsgrunnlag(tafjordkraftselskap,tafjord).midlerereduksjon p.g.a.istapble ca. 1,2% av bruttomagasinvolumnår en ser bort fra et ekstremttilfelle. (5) Oslo.okt.63.Arne Tollan.

47 Bestemmende reguleringskurver 80 avløp. årlig ,. 'r!: ' iisillki.litf ::.,, ;11;.!...,1 ; ,- --*.----Er:v,,..,:.-.;;;; H "4..,iii ''. "i'' :'::. 1 ::: ::: ` :: : t: ::" : : t:...1 -::: 1 s,,.. -. ' - for vassdrag i Hordaland Auslmannbøl ' iraszefr.kloirovåfn 19Q3--411' ; ulken ; :..; dalsely, Ivartedikgt190/ ; raii kildland gjennomsnifflig 50 1., VVVtt av ".1 f:. /o i magasin Nødvendig 0 : 1 tr.t i111 ttit.1t1 i'.f it tt, 1:;!1,! 'ilflit ll'tihi! I i 11111I: '11.:1;1.11!'it: liri..1'.:4!..!,:,i ii_ii-11 ' l', I;W: ji'..i;i 11 :iii :!;:iijiii i!, l'i iitlit.!'! 11," ill. :11111 Isi's..::! ; 1111, i:':!' If's,l ii,:::,..:rilt 1: -tittl,,-!'i ': :;:r ril.i.,i tu ',11*. il 111i.. ': - 1 :' h 'H'., l''' ;:', ; S 1411 tin 111!t1 11 Ittr rt 4t 1 I jiv 11/11:1Lti Li ijiiii :,, :'.fl, fi Isi ll;',. ill rt.1:,.,t... tv -14: nth : i:.1 1' i-1.1,,... 1 ill il' ':tt; Ital,'il :. ::'; H. ','11[ V,t,., 1r'';' ::Lttlit: ;: 1.1' : i lin i!'t,,tt: t ',.1. s '. ' s; T : ji,.,t i :iit!lt!it 'LtLls.: ;1;'-''.;*..!ii il-fiffil :1{1-1; t-t..:;4, itt,lii :!.!1,!', slis!!';;!,:1;:.1 'h ti Ii. ;..,....,,..»111.t,.1 1,.:3; ',, 1,,,.. -4, i 1: 1 '1 Iht :.1.!.ill 1 : i 'i. ::i P '''i' t illy 1,111.1.:,-; i ili ; H 1...L.: ILL s 1 L'::-. i Regulert vassføring i /o av gjennomsniffhg vassføring. ; ' '

48 NORGES VASSORAGS- OG ELEKTRISITETSVESEN VHO-notat 3/8') Tittel Beregningsprinsippfor vurderingav hvordan minstevassføringvirker inn på median regulertvassføring og økningenav bestemmenderegulertvassføring. Prostekt Tilglengelignet/merknad Dato Internt BILAG NR. 18 -k-kord/emneo-r;d Minstevassføringspålegg/regulert vassførin E. Skofteland Saksbearbetder nr. (Polydoc) Ansvarficl K. Hegge OPPlag 20 Avd./kontor ; VHO IAvd./kontor VHO Antanarkialt 7 rsign. i. 5 gny. Derav bilag Beregningsprinsippetanvendesnår det hydrologiskeberegningsgrunnlageter for usikkert til å foreta en fullstendigberegning basert på tilsigsdatafra det regulertefeltet.. Det må skillesmellom de tilfellerhvor påleggsstedetfor minstevassføringener beliggendeumiddelbartnedenforreguleringsdam eller inntaksdamfor kraftverket(a) og de tilfellerdet er et uregulertdelfelt fra tappestedetog ned til påleggstedet(b). Pålagt minstetappingskal opprettholdesumiddelbartnedenfor uttak til kraftverk eller re ulerin sdan. A.1 Bere nin av knin en i bestemmendere ulert vasf rin. Det er bare i de tilfellerat nødvendlgainstetappingfordelt over hele året er større enn naturlig alm.lav-vassføringat det blir noe ekstra vanntap for kraftverket. Det virkeligevanntap for kraftverket finnes på følgendenåte: Hvis regulert vassføringfor kraftverketet beregnet til f.eks. 60% regnes 60% av pålagt minstevassføringstørre enn naturlig alm.lavvassføringsom vanntap for kraftverket. I perioderaed pålagt minstetappinglik eller mindre enn alm.lav-vassføringregnes alltid minstetappingensom 100 % tap for kraftverket. økningen i bestemmende regulert vassføringfinnes ved først å beregneaidlere effektive vanntap for kraftverket. Hvis dette vanntapeter mindre eller lik naturlig alm.lav-vassføringfor kraftverket,reduseresbestemmende regulert vassføringmed naturlig alm.lav-vassføring.er midlere årlig vanntap større enn naturligalm.lav-vassføringfor kraftverket(utbygd felt), reduseresbestammenderegulert vassføringmed midlere årlige effektivevanntap. Dokument sendes til DistriktsledereVHO Wingård Skofteland Fossheim Gudal /

49 2 Eks. Kraftverkets naturlige alm.lav-vassføring: 3.50 m3/s Regulert vassføring i bestemmende år: m3/s (60.0 %) Pålagt minstetapping 1/10-30/4: 2.00 m3/s 1/5-30/ m3/s Beregnet effektivt vanntap for kraftverket.., Periode 1/10-30/4: 2.00 x 7 x 100 = 1.17 m3/s 12 x 100 Periode 1/5-30/9: 6.50 x 5 x 60 = x 100 Periode 1/5-30/9: 3.50 x 5 x 100= x 100 Midlere årlig effektivt vanntap = 4.26 m3/s Effektivt vanntap er større enn naturlig alm.lav-vassføring og økningen blir dermed: økning i bestemmende år: = m3li Eks. 2 Kraftverkets naturlige alm.lav-vassføring: 3.50 m3/s Regulert vassføring i bestemmende år: m3/s (25.0 %) Pålagt minstetapping 1/10-30/4: 2.00 m3/s 1/5-30/9: m3/s

50 3 Beregnet effektivt vanntap for kraftverket. Periode 1/10-30/ x 7 x 100 = 1.17 m3/s 12 x 100 Periode 1/5-30/9: 6.50 x 5 x 25 = 0.68 " 12 x 100 Periode 1/5-30/9: 3.50 x 5 x 100 = 1.46 fl 12 x Midlere årlig effektivt vanntap = 3.31 m-/s I dette tilfellet er effektivt vanntap mindre enn naturlig alm.lav-vassføring og økningen beregnes slik: økning i bestemmende år: = m3ls A.2 Beregning av kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassførin Det kan være gunstig å skille mellom kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassføring og stedets virkelige mediane regulerte vassføring. Hvis median regulert vassføring skal beregnes for det sted kraftverkets avløp kommer ut i vassdraget igjen, må en huske på å ta hensyn til den pålagte minstetappingen ved kraftverket ovenfor. Kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassføring beregnes slik: Eks. 1 Brutto regulert vassføring i median år: m3/s (80%) Pålagt minstetapping: 1/10-30/4: 2.00 m3/s fl : 1/5-30/9: m3/s

51 Beregnet effektivt vanntap for kraftverket. Periode 1/10-30/ x 7 x 100 = 1.17 m3/s 12 x 100 Periode 1/5-30/9: 6.50 x 5 x 80 = x 100 Periode 1/5-30/9: 3.50 x 5 x 100 = x 100 Midlere årlig effektivt vanntap: = 4.80 Kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassføring blir dermed: m3/s m s = m3/s B. Når det er et lokalt naturlig tilsig mellom stedet hvor tilleggstappingen foregår og det sted hvor minstetappingen skal opprettholdes, utføres beregningene på denne måten: 3.1 Bere nin av øknin en i bestemmende re ulert vassførin. Den pålagte minstetappingen fører til et effektivt vanntap for kraftverket som beregnes på samme måte som under A.1. Dette vanntapet reduseres med naturlig alm.lav-vassføring i uregulert delfelt mellom tappested og påleggssted for minstevassføringen. Hvis denne restvassføringen er større enn naturlig alm.lav-vassføring for kraftverket, trekkes restvassføringen fra bestemmende regulert vassføring for å finne økningen. Hvis restvassføringen er mindre enn kraftverkets naturlige alm.lav-vassføring, trekkes alm.lav-vassføring fra bestemmende regulert vassføring for å finne økningen.

52 5 Eks. 1 Kraftverkets naturlige alm.lav-vassføring: 3.50 m3/s Uregulert delfelts naturlige alm.lav-vassføring: 0.25 m3/s Regulert vassføring i bestemmende år: m3/s (70%) Pålagt minstetapping 1/10-30/4: 2.00 m3/s el 1/5-30/9: m3/s Beregnet brutto vanntap for kraftverket. Periode 1/10-30/4: 2.00 x 7 x 100 = 1.17 m3/s 12 x Periode 1/5-30/9: 6.50 x 5 x 70 = 1.90 m3/s 12 X linj Periode 1/5-30/9: 3.50 x 5 x 100 = 1.46 " 12 x 100 = 4.53 m3/s Alm.lav-vassf. fra ureg. felt 0.25 Netto vanntap for kraftverket = 4.28 mls_ Bestemmende regulert vassføring Nødvendig minstetapping m3/s 4.28 " økning i bestemmende år m3/s

53 6 B.2 Bere nin av median regulert vassføring. Først beregnes brutto tapping fra tappestedet som om det ikke var noe lokalttilsigmellom tappestedet og påleggstedet. I perioden 1/5-30/9 blir bruttotappingen pr. måned 3.50 m3/s m3/s= 8.70 m3/s fordi bare 80% av tapping over 3.50 m3/s skal regnes som tap for kraftverket (se pkt. A2 s. 4). I de øvrige månedene blir brutto tapping pr. måned 2.00 m3/s. Dernest beregnes lokalfeltets midlere tilsig og settes opp i månedstabell. Differansen mellom beregnet bruttotapping og lokalfeltets beregnet midlere tilsig girdanetto nødvendig tapping fra tappestedet. Denne vannmengden midles over året og trekkes fra median regulert vassføring. Dette gir kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassføring. Eks. 1 Pålagt minstevassføring ved påleggstedet: 1/10-30/4: 2.00 m3/s : 1/5-30/9: m3/s Naturlig alm. lav-vassføring ved tappestedet: 3.50 m3/s E plt6-.1; rl i(t p GC Wc. 11 B.3 Påle stedene for minsteta in li er i overført felt. Et regulert felt med magasin B overføres til kraftverk A i et annet nedbørfelt (utbygd felt). Det skal opprettholdes minstevannføring nedenfor B og ved et annet punkt C lenger nede i samme nedbørfelt. Hvordan skal økningen i bestemmende år (samme prinsipp for median regulert vannføring) bestemmes for kraftverk A? Pålagt tapping fra B settes opp som månedsmidler. Lokaltilsiget til C mellom B og C i 10%-persentilverdier beregnes på månedsbasis. For median regulert vannføring benyttes 50%-persentilverdier. Beregningene utføres enkelt ved bruk av Karver-2-programmet. Månedsverdiene i a) og b) legges sammen og sammenlignes med pålagte månedsvannføringer ved C. Eventuell defisit (manko) legges til tappeverdiene i a) og nødvendig tapping fra B er bestemt. Nødvendig tapping beregnes som etfårsmiddelsom fratrekkes regulert vannføring ved A.

54 Måned Aret Nødvendig brutto tapping Lokalfeltets midlere tilsig Nødvendig netto tapping m3/s Kraftverkets nyttbare mediane regulerte vassføring: m3/s m3/s = m3/s 4349o/WH

55 why NORGES VASSDRAGS- OG ENERGIVERK " "eb509/88 EKK TJN/MAS BILAG NR. 19 Vår dato Deres ref. Deres dato OKT Landssamanslutninga av vasskraftkommunar Postboks 1244 Vika 0110 OSLO 1 KONSESJONSKRAFT - BEREGNING AV VIRKNINGSGRAD FOR KRAFTANLEGG Vi viser til Deres brev av og purring Vi beklager den lange tiden saken har tatt. Ingeniør Chr. F. Grøner A/S' rapport av er gjennomgått, og vi vil gi en del kommentarer til den. Den teoretiske fremstilling har vi ikke noe å bemerke til. Vi vil imidlertid understreke at de enkelte komponentvirkningsgrader er avhengig av stasjonsbelastningen. Det er skrevet en artikkel i Fossekallen nr om dette. Den illustrerer klart disse./. variasjoner. Vi vedlegger en kopi av artikkelen. Rapporten har i sin konklusjon lagt til grunn den virkningsgrad som benyttes av NVE i forbindelse med vassdragsundersøkelser. Dette til tross for at deres egene beregninger viser virkningsgrader i % fra 81,23 til 85,78. Det er da ikke regnet med tap i vannveien. Virkningsgrad for vannveien vil være forskjellig fra hver stasjon, men som et middel har vi satt 4 % tap som et godt middel. Vannveiens virkningsgrad blir da i middel 0,96. Lasten på stasjonens aggregater er bestemt bl.a. av tilsiget, kraftmarkedet og kjøreplanen etter vilkårene for konsesjonen. Et annet moment som får betydning når det skal settes en virkningsgrad som skal gjelde i mange år, er at aggregatene endrer virkningsgrad over tid. En artikkel i Teknisk Ukeblad 15. mai 1986 illustrerer dette og vi vedlegger en kopi. A legge til grunn Vassdragsdirektoratets benyttede virkningsgrad er ikke riktig. Den er bare anslått som brukbar for sitt formål og kan ikke benyttes ved beregning av konsesjonskraft. Saksbehandler Tor J. Næss, kontoret for kraftkonsesjoner Kontaradivuo Postadrasse Tekefon Taatx Telafax Bankgiro Postgko Middelthuns gate 29 Boks 5091 Maj. (02) NVE0 N OSIO Andvorcl

56 2 Ved nye anlegg vil totalvirkningsgraden være noe høyere enn den benyttede. Ved en virkningsgrad for maskinene på 87 % og for vannveien på 96 % får vi en totalvirkningsgrad På 83,5 %. Imidlertid skal virkningsgraden være et gjennomsnitt over anleggets levetid. På denne bakgrunn synes vårt anslag på 82 % fortsatt å være et godt anslag. Vår konklusjon er derfor at det ikke er grunnlag for å endre den etablerte praksis. Skulle virkningsgraden beregnes for det enkelte anlegg, vil vi anta at virkningsgraden for eldre anlegg vil måtte settes ned. Vi anser det som meget uheldig. Med hilsen Konsesjonsavdelingen / // rloe avdelingsdirektør 2,77d4d To J. Næss Vedlegg.

57 Energigevinstvedtilstandskontrollog Ved Kåre Tvinnerheim, Torbjørn K. Nielsen og Knut Noreng Bedring av basismaterialet for drift av kraftverk vil i de aller fleste tilfeller gi en gevinst i form av flere kwh produsert energi. Det er grunn til å anta en virkningsgradsforbedring opp mot 1 % ved noen stasjoner. Ved en kraftstasjon som i et middel år produserer 500 GWh elektrisk energi, vil det tilsvare 5 GWh. Dette tilsvarer forsyning av ca. 200 husstander, og har en økonomisk verdi på ca. én millioner kroner pr. år regnet etter 20 ere/ kwh. Statskraftverkene. som produserer ca. 30 R, av all elektrisk energi her til lands. er opptatt av at driftsgrunnlaget for kraftverkene de fleste steder er utilfredsstillende. Som en konsekvens av citte, og i forståelse med Rana-verkene. valgte Statskraftverkene Nedre Røssåga kraftverk som prøveprosjekt for en gjennomgående tilstandskontroll. Problemene driften til daglig strider med, kan uttrykkes i følgende spørsmål: Hvordan er egentlig aggregatenes tilstand. og hviiken virkningsgrad har de i dag? Har det skjedd noe i vannveiene som har økt falitapene. og hvor stort er falltapet? Tapes det vann ved inntakene. og hva skyldes dette? Hvordan bør aggregatene kjøles for at man skal oppnå høyest mulig totalvirkningsgrad? Ut fra disse spørsmål konkretiseres et ønske om å få utført tilstandskontroll som kan danne et fastere grunnlag for den daglige drift av kraftstasjonene. Ved Nedre Rossåga forventes en merkbar gevinst, da et tilsvarende driftsgrunnlag ikke tidligere er utarbeidet Etter bestilling fra NVE satte Norges hydrodynamiske laboratorier. divisjon Vassdrags- og havnelaboratoriet (VHD igang et forprosjekt som omfattet en foreløpig gjennomgåelse av vannveien ved Nedre Røssåga kraftverk. Forprosjektet ble gjennomført i nært samarbeid med Rana-verkene og Statskraftverkene. Siden er forskjellige malearbeider og analyser blitt utført. Disse omfatter: Falltapsmålinger i vannveiene. over varegrinder. i tunneler og trykksjakter. Vannføringsmålinger i tilløpskanalen foran kraftverksinntaket Virkningsgradsmålinger av turbinene (utføres av Vannkraftlaboratoriet. N-TH). En tilstandskontroll som omfatter disse arbeidene vil klargjøre falltapsforholdene i tilløp og avløp som funksjon av padraget i stasjonen samt ibp2 I skjaringspunktene mellom kurvene l nner det seg å sette inn et ekstra aggregat ved økende last. 1 1aggr. Figur 1 Virkningsgradsdiagram 1.2 aggr aggr. virkningsgraden for turbinene. Måleresultatene vil senere danne grunnlag for utarbeidelse av totalvirkningsgradskurver og dermed optimale driftskriterier for stasjonen. Totalvirkningsgradskurvene vil ofte vise noe avvik fra tilsvarende kurver framkommet av beregnet falltap i vannveiene. og virkningsgradsforløpet for maskinene den gang de var nye. I framtida vil det også kunne skje ting. for eksempel utrasinger i tunneler. som kan endre falltapsforholdene og dermed forskyve bestpunktlasteri for aggregatene. Vannveienes tilstand bør derfor overvåkes ved å sette inn trykkmålere på egnede steder. 6 FOSSEKALLEN NR. 2.83

58 effektivisering Totalvirkningsgrad Stasjonens totale virkningsgrad framkommer som et multiplum a turbin-. 2enerator-, trafo- og vannveiens virkningsgrad. Figur I viser i prinsippet virkningsgradskurvene for en stasjon med seks aggregater. P - Q - kurver sammenhengen P z npgqh kan stasronens effekt-vannforings-kurver, P-Q-kurver. bestemmes. For en stasjon med seks aggre2ater vil P-Q-kurvene for en fallhoyde bli som vist pa ti2ur 2. Beste driftspunkt for hver aggregatkombinasjon framkommer som tangeringspunktet mellom P-Q-kurven og en rett linje fra origo. Av tigur 2 kan vi ogsa se ved hvilken last det lønner seg a ga over fra for eksempel 2 aggregater i drift til tre. nemlig som skjæringspunktet mellom P-Q-kur ene for disse aggregatkombinasjonene. Det grafiske bilde blir lett komplisert nar det tas hensyn til variende fallhode. Dessuten vil aggregatene ofte være ulike i storrelse, slik at mulige aggregatkornbinasioner blir flere. Det kan vises matematisk at kriteriet for optirnal drift er at aggregatene skal kjøres med samme LQ/ P-gradient. Dette kriteriet er enkelt å behandle numerisk hvis hvert aggregats P-Q-kurve er kjent. Varierende fallhøyde og aggregater av ulik størrelse skaper i en numerisk modell ingen problemer. Dessuten kan man legge inn restriksjoner med henblikk på minste vannføring. aggregater ute av drift på grunn av vedlikehold og sa videre. En vanlig driftsprosedyre ved mange kraftstasjoner er at reguleringen tas pa ett aggregat. og at de andre kjøres sa nær opp mot antatt bestpunkt som mulig. Optimal drift tilsier imidlertid at eventuelle lastvariasjoner bør fordeles på flere maskiner henhold til P-Q-kurvenes helning som beskrevet ovenfor. Hvor stor gevinst et bedret drifts- 2runnlag vil kunne gi. er det vanskelig a ha noen sikker formening om. Det avhenger mye av hvor godt grunnlagsmateriale man tidligere hadde for driften. Ved Nedre Rossåga er ikke et slikt materiale utarbeidet tidligere, og det kan derfor forventes en merkbar gev inst. Hogga-utbyggingen Statskraft erkenes søknad av 24 januar 1983 er nå sendt ut til høring av Vassdragsdirektoratet. Fristen for å avgi uttalelse er 15. april. Prosjektet (82 GWh/år for ca. 240 millioner kroner) er en samlet utnyttelse av fallene gjennom Bandak-Norsjo-kanalens tre øverste sluser: Hogga. Kjeldal og Lunde. Vi håper å bringe en beskrivelse i neste nummer av Fossekallen. Generalplankontoret Utnevnt til ridder Idet bladet går i trykken får Redaksjonen den gledelige nyhet at kraft- erksdirektør Sigurd Aalefjær er blitt utnevnt til ridder av 1. klasse av St. Olavs orden. Fossekallen vil komme tilbake med en bredere dekning av. begivenheten i neste nummer. «Vannkrafti Norge» Redaksjonen har fått melding om at brosjyren Vannkraft i Norge» er kommet i nytt opplag på norsk og engelsk. Brosjyren kan fås ved hehvendelse til NVE's informasjonskontor. NVE. postboks Nlajorstua. Oslo % 95 1,angwei I t11)tr VIRKNINGSGRAD ltotal 85 Etterlysning! Ved gjennomgåelse av arkivet finner Redaksjonen at en del eldre nummer av Fossekallen mangler. Kan noen av våre lesere hjelpe oss med disse numrene tro? Alle eksemplarer av årgangene og tas imot med takk. Vi håper å kunne gi gavmilde samlere en belønning for eventuelle bidrag. NIK BELASTNING Figur 2 Effekt- annforings-kur e FOSSEKALLEN NR. 2-5.; 7

59 BILAG NR". 20 DET KONGELIGE OLJE- OG ENERG1DEPARTEMENT KONTOR: TOLLBUGATEN 31 - TLF RIKSTELEFONER OG FJERNVALG TLF. (02) POSTADRESSE: POSTBOKS 8148 DEP OSLO 1 - TELEKS: OEDEP N Adv. Kristian Nordheim Boks 444, 7001 TRONONEIM Deres ref. Vår ref. (bes oppgitt ved svar) Dato OED 84/5885 V KFL/Rei ity SOR-TRØNDELAG FYLKESKOMMUNE - KONSESJONSKRAFT En viser til Deres brev av d.å. Angående de forhold De nevner under pkt. 1. i Deres brev vedlegges. kopi av Olje- og energidepartementet's brev til fylkeskommunen av med'vedlegg. Den tidligere korrespondansen i saken så som fylkeskommunens brev av og Trondheim Elektrisitetsverks brev av er blitt videre-ekspedert til Norges vassdrags- og energiverk for behandling i forbindelse med fordelingen av konsesjonskraften i Sør-Trøndelag. Oet er i denne korrespondansen til dels vist til Sør-Trøndelag fylkeskommunes brev av til Trondheim Elektrisitetsverk og S r-tr ndelag Kraftselskap, men Oljeog energidepartementet kan ikke se å ha mottatt noen kopi av dette brevet. Forøvrig kan det bekreftes at Olje- og energidepartementet har fått oversendt klager over Norges vassdrags- og energiverk's tildeling av konsesjonskraft fra Nidelvvassdraget ved Norges vassdrags- og energiverk's brev av 09. og d.å. Arbeidet med klagesaken vil bli påbegynt i departementet med det første. Den vrige fordeling av konsesjonskraft vedrørende Sør-Tr ndelag opplyser Norges vassdrags- og energiverk ventelig vil foreligge i l pet av vedrørende det siste punktet i Deres brev om begrepet 'alminnelig forsyning i forbindelse med konsesjonskraft tildeling, kan opplyses at departementet legger i dette all forsyning unntatt til kraftkrevende industri. Hva som skal henregnes til kraftkrevende industri må i eventuelle tvilstilfeller avgjøres av departementet. Kopier av de klager som etterlyses i Deres brev, samt Norges vassdrags- og energiverk's kommentarer til disse følger vedlagt. Ailleo A3 -

60 Intei n melding aksberoeidere bef±nisjoner av alminnelic forsjning oe kraftintensiv industri. Viser til f ende definisjoner av kraftintensiv industri, jfr. bt.mela. nr. 54,ved1egE s.5: Kraftiatensio indastri omfatter.felgende grapper i standard for nal- rinegruppering (SN): Kjemiske råvirer: omfatterkarbid og eyanamkgabrikker (35111), pradasenter av andre kjesaiske grunnstaffer (35119), konstgjedaelfahrikker (3512), og bsaispkurtog kunstfiberfabrikker (3513). Jera og st : omfatter jern- og verk (37101)... Ferrolegeringer: omfatter feriolegeringsverk (37102). A 1n iniu nt:: confatter alumbduntsverk (37201). fors,nin,,jfr St.meld.nr. 54 s.117: 13 alminneligforsyningomfatterforutenbusboldninger også jordbruk, anleggsvirksombet, tjeneeteytende meringer, transport, bergverk og todustri med unntak tor krattintensiv industrleebiber Kopi åtandard for Næringsgrupperings. 24 oe 25 vedlegges. (hyrtveithar denne publikasjonen) );) /971--/98*. BI. 0321/

61 14212 Annen trykning Trykning av forretningstrykksaker, aviser, billetter,etiketter,kart, sedlerog trykningikke nevnt annet sted. Trykningav aviser kombinertmed avisforlegging grupperesunder Forlegging 20 aviser Bokbinding Innbinding av bøker og annet arbeid i tilknytningtil bokbinding,scm bronsering, forgyllingog kanting. Linjeringav papir og produksjonav protokollerog skrivebøker Annen grafiskproduksjon Produksjonav klisjier. Tjenesteri tilknytningtil trykning,som setting,gravering og etsing av eller kopperplater, tresnitt,fotogravyrog stereotypi Forlagsvirksomhet Forleggingav aviser Her grupperesogså trykningav aviserkombinert med avisforlegging Forleggingav bøker Forleggingav tidsskrifterog ukeblader Annen forlagsvirksomhet Forleggingav trykksakerikke nevnt annet sted, som kart, noter, kalendere,reproduk sjoner0g prospektkort. Produksjcnav urea tekniekbruk grupperee under Annen produksjonav kjemiske grunnstofferog forbindelser Produksjon av basisplastog kunstfibrer Produksjonav basisplast(ubearbeiddplast), kunstharpiksog kunstigeog syntetiske tekstilfibrer. Produksjonav glassfibergrupperesunder 362 Produksjonav glass og glassvarer. Spinningav syntetisketekstilfibrergrupperes under Produksjonav garn. Produksjon av plastvarergrupperesunder 3560 Produksjon av plastvarer. 352 PRODUKSJON AV KJEMISK-TEKNISKEPRODUKTER 3521 Produksjon av maling og lakk Produksjonav maling, lakk, beis, blandede oppløsnings-og fortynningsmidler,kitt og andre fyllings-og tetningsmidler. Produksjonav trykkfårgergruppereaunder 35299Annen produksjonav kjemisk-tekniske produkter. Produksjonav mineralterpentin (whitespirit)grupperesunder 352 Raffinering av jordolje Produksjonav farmaseytiske produkter Produksjonav sulfapreparater,antibiotika, vaksiner,sera, plasma,vitaminpreparater og andre farmas ytiskeprodukter. Produksjonav vaskemidler og toalettpreparater 4is 35 PRODUKSJON AV KJEMISKEPRODUKTER, MINERAL- OLJE-, JaiLL-, GUMMI-OGPLASTPRODUKTER 351 PRODUKSJON AV KJEMISKERAVARER 3511 Produksjonav kjemiskegrunnstoffer og forbindelser,unntattkunstgjedsel Produksjonav karbider Produksjonav kalsiumkarbid,silisiumkarbid, cyanamidog dicyandiamid Annen produksjonav kjemiskegrunnstoffer og forbindelser Produkajonav kjemiakegrunnstoffersom klor, fluor, jod, kullstoff,hydrogen, okaygenog edelgasser,uorganiakesyrer og oksygenforbindelserav ikke-metaller som saltsyre,svovelsyre,kullsyreog kullsyreis; ammoniakkog andre uorganiske baser; oksyder,hydrokayderog perokayder av metall; klorider,sulfater,nitrater, karbonaterog andre metallsalterog persalter av uorganiske syrer; isotoperog deres uorganiskeeller organiskeforbindelser; metanol og andre alkoholer; aldehyder, kjemiskdefinertefettayrerog andre organiskesyrer,-greatil tekniskbruk, garvestoffer,pigmenterog andre fargestoffer,trekullog tretjereog andre kjemiskegrunnstofferog forbindelserikke nevnt annet sted. Produksjon au etylalkohol frametilt av poteter grupperes under 3131 Produksjon av brennevin og vin. Produksjon av trekull og tretjwre i skogen grupperes under 1212 Innsamling au ville vekster. Prodmksjon av silicium grupperes under Produk - sjon av ferrolegeringer Produksjonav kunstgjødsel og plantevernmidler PrOduksjonav nitrogengjødsel,herunder gjødselurea,fosfatgjødsel,kaligjødselog annen kunstgjødsel. Produksjonav ugrasog insektdrependemidler Produksjonav vaskemidler Produksjonav såpe,vaskepulverog andre vaske- og rengjøringsmidler. Produksjon av organiske overflateaktive stoffer som består au enkeltstoffer, grupperes umder 35119Annen produksjon.av kjemisks grunnetoffir og forbindelser Produksjonav toalettpreparater Produksjonav parfymer,hudpleiepreparater, tannkrem,hårpleiepreparater,barberkremog andre toalettpreparater Produksjonav kjemisk-tekniske produkter ellers Produksjonav sprengstoffog ammuniajon Produksjonav krutt, dynamittog annet sprengstoff, tennmidlerog pyrotekniskeartikler. Produkajonav ammuniajon Annen produksjonav kjemisk-:ekniske produkter Produksjonav lys, fyrstikker,impregneringsog appreteringsmidler,desinfeksjonemidler, rense-,pusse- og polirmidler,lim, trykkfarger,blekk og tusj, lysømfintligfilm og papir, plaster,eteriskeoljer og andre kjemisk-tekniskeprodukterikke nevnt annet sted. 353 RAFFINERINGAV JORDOLJE Raffineringav jordoljetil bensin,wineralterpentin,petroleum,motorbrenseloljer, fyringsoljer,smøreoljerog smørefett. 354 PRODUKSJONAV JORD&JE- OG KULLPRODUKTER 3540 Produksjonav jordolje - og kullprodukter Produksjonav tjerre-og asfaltpapp Annen produksjonav jordolje-og kullprodukter Produksjonav koks, briketter og annet fast brenselav innkjøptkull. Ragenereringav

62 25 smøreoljer og produksjon av blandede smøre - oljer og smørefett av innkjøpte msterialer. Produksjon av mineralsk tjere, elektrodemasse, asfaltblandinger og andre jordolje - og kullprodukter. Briketteringav kull i tilknytning til bergverksdriftgrupperesunder 21 Bryting av kull. Produkajon av koka i jassverk grupperesunder 4102 Gassforsyning. 355 PRODUKSJONOG REPARASJONAV CUMMIPRODUKTER 3550 Produksjonog reparasjonav gumwiprodukter Produksjon av gussiprodukter Produksjon av dekk, ringer, slanger, felgbån" gummierte tekstilstoffer, fottø:,, hansker, leketøy, matter,drivreimer. maskinpakninger og andre produkter av vulkanisert bløtgummi ikke nevnt annet sted. Regenerering av gumei Reparasjon av gmmaiprodukter Vulkanisering og reparasjon av dekk, slanger, fottøy og andre varer av gummi. 356 PRODUKSJON AV PLASTVARER 3560 PrOduksjOnav plastvarer Produksjon av plast-halvfabrikata Produksjon av plater, duk, folier, bånd, monofilamenter, slanger, rør, stenger og profiler av plast Produksjon av plastemballasje Produksjon av poser, spann, flasker, kasser, bokaer, eaker, tarner og annen emballasje av plast. Produksjon av kapsler, korker, lokk og annet emballasjetilbehør av plast Annen produkajon av plastvarer Produksjon av uøtoppede møbler, madrasser, husboldningsartikler, sanitmr- og toalettartikler, pyntegjanstander, leketøy, fot - tøy, golvbelegg, isolasjonamaterialer, maskindeler og andre artiklar av plaat ikke nevnt annet sted. Produksjon au duker, gardiner og andre utetyrevarer au plast grupperes under Somav utetyrevarer. Prodmkajon av reiseeffekter av plaet grupperes undsr 3233 Produkejon av reiseelyekter. Produkejon au båter av plast grupperee under Bygging av båter. Produksjon av sporteartikler au innkjøpte deler av plast grupperee under 3803 Produksjon au eporteartikler. Produksjon av Lekatøy av innkjøpte deler av plast grupperee under 3908 Annen industriproduksjon. 36 PRODUKSJONAV MINERALSKE PRODUKTER Produkajon av ikke-metalliske mineralske produkter, unntatt produkter av jordolje og kull PRODOKSJON AV KLRAMISME PROIMIKTER Produksjon av elektroteknisk poraelen, sanitierutstyr, servise og andre husbold - ningsartikler, dekorasjonsgjenstander, blomaterpotter og andre varer av porselen. og annet keramisk materiale.. Produkajon av teglvarer til bygge- og -anleggevirkeomket grupperes undør 3691 Produksjon av tegivarer. 362 PRODUKSJONAV GLASS OG GLASSVARER Produksjon av vindusglass, flasker og annen glassemballasje, husholdningsartikler, dekorasjonsgjenstander, belysningsartikler, speil og andre varer av glass. Produksjon av glassfiber. S/iping av optiske linser grupperes under 3852 Produksjonav fotoartikler og optiske artikler. 369 PRODUKSJONAV MINERALSKEPRODUKTERELLERS 3691 Produksjon av teglvarer Produkajon av morstein, takatein, rør, renner, fliser og andre teglvarer for bygge- og anleggsvirksomhet Produksjon av sementog kalk Produksjon av sement og av lesket, ulesket og hydraulisk kalk. Maling av ka1ksteingrupperes under Steinbearbeiding Produksjon av jord-og steinvarerellers Steinbearbeiding Produksjon av bearbeidd bygnings-, anleggsog monumentatein. Knusing og maling av stein og mi ler. Steinbearbeiding i tilknytning til bryting grupperes undar 2901 Bryting og utvinning av atein, grus og aand Produkajon av betong Produksjon av ferdigblandet betong Produkajon av betongvarer Støping av produkter av betong og lettbetong som rør, veggelementer, bjelker, plater, blokkar og takatein Annen produkajou av jord- og steinvarer ProdukAjon av mølleateiner og slipesteiner, slipeatoffer, ineralsk ull, gipaprodukter, eternitt og andre asbestprodukter og andre varer av stein eller mineralska stoffer ikke nevnt annet sted. 37 ' PRODUKSJONAV METALLER 371 PRODUKSJONAV JERN, STAL OG FERROLIGKRINGKR 3710 Produksjonav jern,sta1og ferrolegeringer Produksjon av jern og atål Produkajon av jern og stil, medregnet alle proaeaser fra reduksjon i smalteovn til valøing og trekking av halvfabrikater som plater, bånd, rør, skinner, stenger og tråd. Produkajon au trådav jern eller ettil av innkjøpts mat4ria2er, offå med overdrag,menikke isolert for ølektriek bruk, grupperes under Produksjcm av metallduk, -tråd, gpiker og skruar Produkajon av ferrolegeringer Produksjon av ferrosilisium, ferromangan, ferrokrom og aeåre ferrolegeringer. Produksjon av silisium Støping av jern og stål 372 PRODOKSJON AV JER1111OLDICE NETALLER 3720 PrOdukSjOnav ikke-jernholdigemetaller 7201 Produkajon av primmr aluminium Produksjon av ubearbeidd aluminium, ulegert og legert.

63 BILAG NR. 21 Avrundet omregningskoeffisient på 0,6 (OED's brev av i klagesak vedr. Buskerud) departementetshovedretningslinjerfor avgivelse,fordelingog pris på konsesjonskraftav og Departementetkan ikke se at klagernehar påvist forhold som kan begrunneen annen fordelingav konsesjonskraftenenn den som er foretattav NVE og som følger av lov, forarbeiderog innarbeidet praksis. Klagen tas etter dette ikke til følge. Kla e fra kommunenhol Ål Gol Hemsedal o Nes Adv. 0. T. Ruud har på vegne av ovenståendekommunerpåklagetnve's vedtak i brev av Klagen er senere presiserti brev av 18.7., og I adv. 0. T. Ruuds brev av bes det om at klagen avgrenses til tre hovedpunkter. For det første ber.adv.ruud om en presiseringfor så vidt angår kommunenesbruk av konsesjonskraften. Departementetviser til kommentareneovenfor vedr. klage fra Numedalskommunene.Konsesjonskraftfordelespå bakgrunnav den enkelte kommunesbehov til alminneligforsyninginnenforøgne grønser,og det tas ved beregningenikke hensyn til egenproduksjon, erstatningskraftog lignende kraftleveringer. Om avtalt kraftleveringmå anses å tre i stedet for konsesjonskraft,blir imidlertidet forholdmellom konsesjonarenog kommunene,og ør departementetuvedkommende. Videre påpeker adv. Ruud at NVE ved sin tildelinghar referertkraftmengdenetil stasjonene,mens beregningenetidligerevar referert til vedkommenderegulering. Departementetviser til at konsesjonskraftbøregningen er knyttettil den enkeltekonsesjon. Tidspunktetfor når den enkeltekonsesjon er gitt, vil derfor vare avgjørøndefor de regler som skal felaes ved prisfastsettelsen. Slutligber adv. Ruud om at NVE's vedtak omgjøresfor så vidt gjelder omregningsfaktorfra naturhestekreftertil kw. NVE har benyttetfaktor 0,6, mens det i andre saker er blitt benyttet 0, Dette gir et tap for Hallingdalskommunenepå ca. 1,8 GMh/år konsesjonskraft. Departementetviser til at omregningsfaktorenfremkommersom et produkt av virkningsgradog forholdetmellom naturhestekrefterog kw. 1 nat. hk = 0,736 kw. Når virkningsgradenfastsettestil 821 blir offiregningsfaktoren 0, Fastsettelseav virkningsgrad beror imidlertidpå sskjønn. NVE anser det derfor fullt forsvarligå avrunde omregningsfaktorentil 0,6; en faktor som nå er tatt i bruk for hele Buskerud. NVE har under klagebehandlingenopplyst at praksis tidligerehar vart noe varierendehva bruk av omrengingsfaktorangår,men at 0,6 har vart og vil bi brukt fra og med det aktuellevedtak. Departementetanser at bruk av omregningsfaktor0,6 ligger innenfor forsvarligskj nn og at tidligerenoe varierendepraksis ikke kan påberopessom grunnlag for omgjøring. Klagen tas etter dette ikke til f lge.

64 Zd EKK Vårdato AVB/MAS BILAG NR. 22 NORGES 1 9 NOV. VASSDRAGS- OG ENERGIVERK Deres ref. Deres dato 1987 Olje- og energidepartementet Postboks 8014 Dep OSLO 1 KONSESJONSKRAFT FRA SAUDA I - IV Det vises til vår ekspedisjon av 26, konsesjonskraft fra kraftverk i Rogaland fylke, der vi har beregnet konsesjonskraft fra Saudaverkene i henhold til reguleringskonsesjon av m.fl.. Fra Innst.S.nr. 208 (s.3) refereres: "Sauda kommune har videre overfor komitéen påpekt at ved beregning av konsesjonskraft vil bruk av bestemmelsene i forslag til vilkår for tillatelse for A/S Saudefaldene til fortsatt regulering av Storelva gi noe mindre effekt og energi enn en beregning etter tidligere avtale av 27. juni 1966 om foregrepet hjemfall. Komitéen har med bakgrunn i de spesielle forhold som gjaldt ved inngåelse av avtalen om foregrepet hjemfall i forståelse med departementet, funnet det riktig at konsesjonskraftberegningen gir samme resultat som om det var gitt konsesjon på bruksrett til vannfall etter ervervsloven, dvs, som i tidligere avtaler av 22. juni 1966 om foregrepet hjemfall." Videre Vises det til departementets bemerkninger inntatt i meddelte vassdragskonsesjoner 1986 (s. 76, sp. 2). "Når det gjelder beregningen av konsesjonskraftmengden, har komitéen med bakgrunn i de spesielle forhold som gjaldt ved inngåelse av avtalene om foregrepet hjemfall og i forståelse med departementet funnet det riktig at denne beregningen skal gi samme resultat som om det var gitt konsesjon på bruksrett til vannfall etter ervervsloven." Vi ber om å få avklart hvilke beregningsregler som skal benyttes for konsesjonskraft fra Saudaverkene, dvs, om en skal gå ut fra den meddelte reguleringskonsesjon eller om en skal gå ut fra komit6ens innstilling/departementets bemerkninger. ksbehandler Kontorodrosse Postadrosse Teiston Tellis Tektfaz Banicgiro Postgiro Midctelthuns gate 29 BOks 5091 Mai (02) NVE0 N r Anavitl 0301 Osto 3

65 s. Vi vil også nevne at i Høyangersaken er problemstillingen analog - foregrepet hjemfall og kontrakt med konsesjonskraftvilkår etter ervervsloven, mens St.prp. nr. 17, vedlegg I, foreslår konsesjonskraftvilkår (post 17) i h.h. til reguleringsloven. Med hilsen Konsesjonsavdelingen K. J. Warloe avdelingsdirektør Tor J. Næss Saksbehandler: Astrid Brynildsen, kontoret for kraftkonsesjoner

66 DET KONGELIGE OLJE- OG ENERG1DEPARTEMENT KONTOR: PLEIENS GT. 8. TLF (02) TELEKS OEOEP N TELEFAJL POSTAORESSE. POSTSOKS 8148 OEP OSLO Adv. Ellert Stang Lund Drammensvelen OSLO 2 _J Deres ref. Vår ref. (bes oppgitt ved svar) Dato OED 88/3634 V HR KONSESJONSKRAFT FRA SAUDA ( HJEMFALTE ANLEGG ) OG SAUDA IV. Det vlses tll brev av der De på vegne av Sauda kommune ber 01.3e-ogenergideoartementet pålegge Norges vassdrags- og energiverk (NVE) å beregne tillegg 1 konsesjonskraftmengden etter ervervslovens regler for Sauaa IV. Departementet betrakter Deres henvendelse som en klage over NVE's vedtak om beregning av konsesjonskraft for Sauda IV../. NVE har avgitt uttalelse i brev av Kool av uttalelsen vedlegges. ved brev av fra NVE fikk Sauda kommune underretning om beregning av konses3onskraft fra Sauda I - IV. Konses7Anskraftkvantumet var her beregnet etter vassdragsreguleringslovens regler. ved brev av fra NvE ble beregn1ngen rettet når det gjaldt Sauda 1-111, slik at konses3onskraftkvantumet fra disse anleggene ble beregnet etter reglene i.ervervsloven. Endringen omfattet Imidlertld ikke Sauda /V e-ogenergidepartementet leager til grunn at det lkke finnes noen h3emmel for å beregne konses3onskraftkvantumet fra Sauaa IV etter ervervslovens regler. Sauda IV ble bygget etter foregrepet nennol,2 til relerngskonses;on. Uttalelsene cm konies3onskraftberegning fra 2tort1ngets energi- og Industrikomite 1 Innst.S.nr.208 ( ) var begrenset t1l h3emfalte anlegg. Begrunnelsen for å benytte ervervslevens regler om korses3onskraftberegnlng i.disse tilfeliene er bl.a. at kommurene LkC skal få mirdre konses3onskraft enn tidllgere ved beregning vassdragsreguler1ngslovens regler. S.Lke hensyn g.-;cor seg eer ceparemenets mening i.kkcgjeldende 1 nærvmrende sak. hvor dez dreler seg om et anleg.;scm er bygget etter h3emfallet. På denne bakgrunn finner departementet :.kke å kunne 1metekomme Deres klage på Sauda kommunes vegne angående beregningen av konseslonskraftkvantumet fra Sauda IV. NVE's vedtak blir derfor å stadfeste ps

67 DET KONGEL1GE OLJE- OG ENERGIDEPARTEMENT KONTOR: TOLLBUGATEN 31 - TLF RIKSTELEFONER 00 FJERNVALG TLF. (02) POSTADRESSE: POSTBOKS 8148 DEP., 0033 OSLO 1 TELEKS: OEDEP N - TELEFAX: Norges vassdrags-og energiverk Postboks5090 Majorstua, 0301 OSIO 3 Deres r. Vr ref. (bes oppgitt ved svar) Dato OED 87/6141 V PHH/RBi ad,25/, KONSESJONSKRAFTFRA SAUDA I -IV Norges vassdrags-og energiverksbrev av 19. d.m. Olje- og energidepartementetviser til Kronprinsregentensresolusjon av 11. juli Det fremgårav resolusjonenat beregningenav konsesjonskraftmengdenskal gi samme resultatsom om det var gitt konsesjonpå bruksretttil vannfalletter ervervsloven. Det generellevilkår om beregningav konsesjonskraftmengden i tillatelsentil fortsattreguleringav Storelvamå derfor vike for den beregningsmåtedet er gitt anvisningpå i.de spesiellemerknaderi resolusjonen. Bakgrunnenfor at denne beregningsmåtenskal anvendes,fremgårav Innst.S. nr. 208 ( ). Etter fullmakt ans-ludvig hli 4/4(f P.H. Høisveen

68 2 Det gjøres oppmerksom på at departementets avgjørelse etter forvaltningslovens 28,1. ledd, 2 pkt. er endelig og ikke gjenstand for klage. Etter fullmakt Hans-Ludvig Dehli i lidae,_ P.H.Høisveen G en art: Nyg itt

69 BILAG NR. 23 Tordeling av konsesjonskraft fra kraftverk med reguleringsanlegg i ett av våre naboland (OED's brev av vedr. klagesak - Nidelvvassdraget). Vedrørende Sylsjømagasinet anfører klageren prinsipalt at det ikke er hjemmel for tlldeling til fylkeskommunen. Det vlses til at angjeldende magasin i sin helhet ligger på svensk territorium og at den norske vassdragsreguleringslov derfor ikke kommer til anvendelse. Subsidiært hevdes det at tildelingen til fylkeskommunen på sedvanlig måte må gjøres midlertidig. NVE har vlst til angjeldende konsesjon av post 8 hvoretter konsesjonskraft skal tildeles" de kommuner hvis interesser berøres av reguleringen." Videre vlses det til konvensjon av og lov av Fylkeskommuner omfattes på sedvanlig måte av begrepet kommuner. NVE kan derfor ikke se at det ikke er hjemmel for tildeling til fylkeskommunen i dette tilfellet. Når det gjelder midlertidigheten av tildelingen vises det til at kraftmengdene omfattes av de MWh/år som i sin helhet er tildelt fylkeskommunen mdlertidig. Klagen antas derfor på dette punkt å bero på en misforståelse. Olje- og energidepartementet er helt ut enlg med NVE når det gjelder hjemmelsgrunnlaget for angjeldende tildeling. I tillegg til NVEs anførsler vil en fremheve 11 i lov av nr. 1 som lyder: 'Når et foretagende iverksettes i Sverige, kan Kongen gjøre gjeldende de forpliktelser og de rettigheter som efter norsk vassdragslovgivning vilde gjelde for disse om anlegget/arbeidet eller foranstaltningen skulle iverksettes i Norge. Herunder skal alene tas hensyn til foretagendets virkninger her i riket og til interesser innen dette." Når det gjelder midlertidigheten av tildelingen til fylkeskommunen kan ikke Olje- og energidepartementet se at NVE har fulgt gjeldende retrungslinjer. Når en tildeling foretas til fylkeskommunen skal dette i følge retningslinjene skje fordi den eller de kommuner som ellers var berettiget til kraften, allerede har fått konsesjonskraft tilsvarende sitt totale forbruk til alminnelig forsyning innenfor kommunen. I dette tilfellet derimot har NVE tildelt konsesjonkraft til fylkeskommunen fordi angjeldende magasin ikke er lokalisert i noen norsk kommune. Det er dermed ikke tatt standpunkt til hvilken kommune som eventuelt skulle kunne kreve denne kraften avgitt på bekostning av fylkeskommunen ved øket forbruk. Utgangspunkt må tas i konsesjonens bestemmelse om at 101 av den innvunne kraftøkning skal avgis som konsesjonskraft. Dette er beregnet på vanllg måte og det skulle derfor ikke vare tvil om hvilken kraftmengde som skal avgis. Derimot kan ikke NVEs vanlige praksis når det gjelder fordeling mellom kommunene følges i dette tilfellet. I og med at 48,51 av kraften normalt tildeles magasinkommunen mens magasinet i dette tilfellet ligger i Sverige, blir dette en umulighet. Olje- og energidepartementet finner derfor at en naturlig og riktig løsning i dette spesielle tilfellet må vare å fordele de beregnede kraftmengder etter utnyttede fallmetere på norsk side, samt til kraftverkskommunene. Oette innebærer at kraftmengden beregnes som etter en reguleringskonsesjon mens fordelingen foretas som om det dreiet seg om en ervervskonsesjon. Departementets avgjørelse innebærer at klagerens prinsipale påstand ikke tas til følge. Derimot gis klageren medhold i sin subsidiare påstand angående tildelingen til fylkeskommunen med referanse til Sylsjomagasinet. NVE foretar den omfordeling dette vedtak medfører. For ordens skyld understrekes at det med dette ikke er gjort noen endring angående utbyggingskommunenes begrensede rett tilsvarende forbruket til alminnelig forsyning innenfor kommunen.

70 mti? NORGES VASSDRAGS- OG ENERGIVERK Tiig;engelighet ENERGIDIREKTORATET Offentlig Middelthuns gate Oslo 3 Teleton 02) Telex NVESO N Nr. EK 5/88 1 Dato KONTORNOTAT* , Tittel BEREGNINGSGRUNNLAG FOR KONSESJONSKRAFTMENGDE FRA UTBYGGINGER MED FLERARS-/TØRRARSMAGASIN k~g Sder 1Opplag Kontoret for kraftkonsesjoner Saksbehan.aider/focfatteL Astria brynildsen 47372~4( KorogiPd. Næss "fry,4le-4, Sammendrag: Dette notatet erstatter tidligere kontornotat EKK 42/85 med likelydend tittel, og omhandler beregningsgrunlaget for konsesjonskraft fra utbygginger med tørrårsmagasin. Det gis en oversikt over lovregler og konsesjonsvilkår med bemerkninge] om beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft. Videre er Olje- og energidepartementets avgjørelser i to klagesaker og en uttalelse fra Administrasjonsdirektoratets juridiske avdeling referert. Det vil fremgå av notatet at et vassdrags "rå" vannkraft ikke øker selv om magasineringskapasiteten øker slik at vann kan lagres over flere år og disponeres på en mer fleksibel og økonomisk måte i samkjøringssystemet. De tillegg i nat.hk. som er gitt i konsesjonsvilkårene for beregning av avgifter for utbygginger med tørrårsmagasiner vil følgelig ikke bli lagt til grunn ved beregning av konsesjonskraft. KONKLUSJON: Beregningsgrunnlaget for konsesjonskraft skal basseres på den faktiske økning i regulert vannføring, jfr. vassdragsreguleringslovens 11, post 1 og 3 post 2 og ervervslovens 2. Sendes til: 0:je- og energidepartementet EK Generaidirekt2Sren EKK Energidir,==ktren AVB/MAS Dette ookument er teregnet for internt oruk og er et!edd i Energidirektoratets saksbenandling. Direktoratet netter ikke for notatets ;nntlold og synspunkter. og Oet tas forbenold om at oppgitte Oata er forelepige. ;nrirtoidet må ikke glengis uten skrituig tillatelse fra Energioirektoratet. Bl. 1065, Andyorct.

71 2 UTDRAG AV ERVERVS- OG REGULERINGSLOVEN: Ervervslovens 2: Post 12: "Det skal i konsesjonen bestemmes at konsesjonæren er forpliktet til å avgi inntil 10 pst. av den gjennomsnittlige kraftmengde, som vannfallet etter den foretatte utbygging kan frembringe med den påregnelige vannføring år om annet, til den kommune hvor kraftanlegget er beliggende, eller andre kommuner, derunder også fylkeskommuner, idet fordelingen bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement." Post 13: Det skal pålegges konsesjonæren å betale en årlig avgift til staten av ikke under 10 øre og i regelen ikke over. 3 kroner prf naturhestekraft, beregnet etter den gjennomsnittlige kraftmengde, som vannfallet etter den foretatte utbygning kan frembringe med den påregnelige vannføring år om annet, og en årlig avgift til de fylkes-, herredsog bykommuner, som Kongen bestemmer, av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 5 kroner pr. naturhestekraft, beregnet på samme måte. I særlige tilfelle kan avgiftene settes høyere. Hviler der årlige reguleringsavgifter på vannfallet, skal de komme til fradrag i de avgifter som pålegges i henhold til denne post, for så vidt angår den del av kraftmengden, hvorav reguleringsavgifter erlegges." Vassdragsreguleringsloven 12: Post 15: "Det skal i konsesjonen pålegges de vannfalls- og brukseiere, som benytter seg av det ved reguleringen innvunne driftsvann, å avgi til den kommune, hvor kraftanlegget er beliggende, eller andre kommuner, derunder også fylkeskommuner, etter departementets bestemmelse, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vannfall innvunne øking av kraften beregnet etter reglene i 11, post 1, jfr. 3." ---- NOTAT/EK 5/88

72 3 S 11: Post 1: "I konsesjon til vassdragsregulering i henhold til nærværende lov skal det betinges at der betales en årlig avgift til staten av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 3 kroner pr. naturhestekraft, beregnet etter den ved reguleringen innvunne øking av vannkraften, cg en årlig avgift til de fylkes-, herreds- og bykommuner, som Kongen bestemmer, av ikke under 10 øre og i regelen ikke over 10 kroner pr. naturhestekraft, beregnet på samme måte. I særlige tilfelle kan avgiftene settes høyere. Etter 10 år kan konsesjonsmyndigheten ta fastsettelsen av avgiften opp til ny prøvelse. Hva der i hvert enkelt tilfelle skal anses som den ved. reguleringen innvunne øking av vannkraften, avgjøres etter reglene i 3 med bindende virkning av departementet. Når vassdraget tidligere er regulert, eller når særlige forhold ellers gjør det ønskelig, kan kraftøkingen i vassdraget eller i bestemte deler av dette beregnes etter den vannføring, som framkommer, når det nye magasin fordeles jevnt på et antall dager, som svarer til det lengste tidsrom, hvori magasinet år om annet må påregnes brukt. Avgjørelsen kan treffes for hele reguleringstiden eller foreløpig for 10 år og deretter endelig for resten av tiden." 3 post 2: NINN,f M MON økingen av vannkraften beregnes på grunnlag av den øking av vassdragets lavvannføring, som reguleringen antas å ville medføre utover den vannføring, som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året. Ved beregningen av denne øking forutsettes det, at magasinet utnyttes på sådan måte, at vannføringen i lavvannsperioden blir så jevn som mulig." NOTAT EK 5 88

73 4 UTDRAG AV ERVERVS- OG REGULERINGSKONSESJONER: Kronprinsr.res ULLA - FØRRE VASSDRAGENE. Post 2:.."For videre øking av magasinkapasiteten ved bygging av magasin i Blåsjø på mill. m3 regnes den ytterligere kraftøking å bli nat.-hk." Post 18: "Reguleringsanleggenes eier er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne økning av kraften (beregnet som angitt i post 2)."... Innst.S nr. 347 ( ). Departementets merknad: Om reguleringsbestemmelsene. "Suldal kommune krever konsesjonskraft (post 18) til rimelig pris - dvs, en pris som er lavere enn selvkost - av hensyn til distriktsutbygging. Subsidiært blir det bedt om at prisen blir satt til laveste engrospris i distriktet eller til selvkost. Her kreves dessuten at omkostningene for Ulla - Førre-anlegget justeres til et mer ordinært anlegg uten tørrårssikring og med lengre brukstid enn det generalplanen opererer med Dersom det, når det gjelder eventuell konsesjonskraft fra Ulla - Førre, skulle bli aktuelt med selvkostpris, er departementet av den oppfatning at omkostningene for Ulla - Førre-verkene ikke må beregnes ut fra verkenes funksjon som toppkraftanlegg, men at prisen må justeres slik at den tilsvarer et mer normalt anlegg. Departementet er for øvrig av den oppfatning at det bør forhandles om dette spørsmålet." NOTAT/EK 5/88

74 5 St. prp. nr.117 ( ). "Konsesjonskraft, post 18. Her blir det kravt at ein justerer kostnadene for Ulla - Førre anlegget til eit meir "normalt" anlegg utan tørrårssikring og med lengre brukstid enn det generalplanen opererer med. Kommunen sin tekniske konsulent har rådt kommunen til å tinga om konsesjonskraft m.a. ut frå ein føresetnad om eit Ulla - Førre prosjekt som er optimalt dimensjonert for brukstimar og utan tørrårsreserve. Det blir og synt til avtale om kraftlevering til reguleringskommunane i samband med regulering av Tokke - Vinjevassdraga."." Hovudstyret er samd i at konsesjonskraftprisen då ikkje bør reknast ut frå den kostnad som Ulla - Førreverka får p.g.a. sin funksjon som toppkraftanlegg og at prisen bør justerast tilsvarande eit meir normalt anlegg. Hovudstyret finn ikkje å kunne koma nærare inn på detaljane her, men går ut frå at det blir tinga om dette og at Departementet har avgjerda om semje ikkje blir nådd. Hovudstyret har tekte inn vilkåret i den vanlege forma." Kgl.res A/S SALTEN KRAFTSAMBAND. Post 2:.." økingen i vasskraften i Lomi kraftverk skal beregnes på grunnlag av den øking av lavvassføringen som reguleringen og overføringene antas å ville medføre utover den vassføring som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året. For fall nedenfor Langvatn skal økingen av vasskraften beregnes på grunnlag av den øking av vassføringen som reguleringen og overføring antas kunnet påregnes år om annet med de tidligere gjennomførte reguleringer i vassdraget. Ved beregningen av denne øking forutsettes det at magasinene utnyttes på en sådan måte at vassføringene i lavvassperioden blir så jevn som mulig. Hva der i hvert enkelt tilfelle skal anses som den ved reguleringen NOTAT/EK 5/88

75 6 og overføringene innvunne øking av vasskraften avgjøres med bindende virkning av departementet. Hvis det blir vedtatt lovendring i vassdragsreguleringsloven med avgiftsregler som også gjelder for flerårsmagasiner, skal avgiften fra denne endrings ikrafttreden beregnes etter de nye regler." Post 20: "De vassfalls- og brukseiere som benytter seg av det ved reguleringen og overføringene innvunne driftsvatn er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i post 2)." St.prp. nr. 147 ( )..." Under økingsberegningene er nevnt at magasinet i Lomivatn utgjør ca. 195 pst. av normalt årstilløp. For full regulering ville et magasin på pst. være tilstrekkelig. Med andre ord vil over halvparten av magasinet være tørrårssikring og ikke gå inn i de vanlige økingsberegningene. På tilsvarende måte som for Vatnedals- og Urarvatn i øvre Otra og Blåsjømagasinet i Ulla - Førre vil Hovedstyret anbefale at man som avgiftsgrunnlag for denne delen av magasinet tar utgangspunkt i den.nyttevirkning overreguleringen vil gi. Foran er angitt at man ved samkjøring vil innvinne ca. 85 GWh. Sett i forhold til vassdragets gjennomsnittsproduksjon på 330 GWh, som tidligere er oppgitt å tilsvare nat.hk, vil Hovedstyret foreslå at det for tørrårsmagasinet legges til grunn en antatt kraftinnvinning på nat.hk. NOTAT/EK 5 88

76 7 I utkast til nærværende post har man tatt inn bestemmelse om at eventuell endring i vassdragsreguleringsloven hva angår overreguleringer også gjøres gjeldende fra Lomireguleringen." Departementets merknad: "4.6. Vilkårene for reguleringskonsesjonen. Vilkårene er tatt inn som trykt vedlegg (vedlegg I). Til de enkelte konsesjonsvilkår vil departementet bemerke: Over halvparten av magasinet i Lomivatn er tørrårssikring. Denne delen av magasinet er vanligvis ikke med i beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgiften. Hovedstyret har anbefalt at man som avgiftsgrunnlag skal ta utgangspunkt i nyttevirkningen overreguleringen vil gi. Det er foreslått at det legges til grunn en antatt kraftinnvinning på nat.hk. for tørrårsmagasinet. Departementet er enig i dette tillegget i grunnlaget for beregning av konsesjonsavgiftene. Det er tatt forbehold i post 2 i vilkårene om at en eventuell endring i vassdragsloven angående avgiftsregler ved overreguleringer også skal gjøres gjeldende for Lomireguleringen." Kgl.res OTTERAAENS BRUGSEIERFORENING. Post 2:.." økingen av vasskraften skal beregnes på grunnlag av den øking av vassføringen som reguleringene og overføringene antas å ville medføre utover den vassføring som har kunnet påregnes år om annet med de tidligere gjennomførte reguleringer i vassdraget. Ved beregningen av denne øking forutsettes det at magasinet utnyttes på en sådan måte at vassføringen i lavvassperioden blir så jevn som mulig. Hva der i hvert enkelt tilfelle skal anses NOTAT/EK 5 88

77 8 som den ved reguleringene og overføringene innvunne øking av vasskraften avgjøres med bindende virkning av departementet. Hvis det blir vedtatt lovendring i vassdragsreguleringsloven med avgiftsregler som også gjelder for flerårsmagasiner, skal avgiften fra denne endrings ikrafttreden beregnes etter de nye regler." Post 13:.." De vassfalls- og brukseiere som benytter seg av det ved reguleringen og overføringen innvunne driftsvatn er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbyggingen skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne økning av kraften (beregnet som angitt i post 2)." Innst.S. nr. 18 ( ). Depementets merknad. "3. Om enkelte konsesjonsvilkår. NVE har fastsatt avgiftsgrunnlaget ved en todeling av magasinene. Del 1 omfatter de øverste 600 mill. m3 av Vatnedalsmagasinet og de øverste 370 mill. m3 av Urarmagasinet. Del 2 omfatter tilleggsreguleringene i Bossvatn, Urarvatna og Vatnedalsvatn med fradrag av del 1. økningen i regulert vassføring er inntil videre satt til nat.hk for del 1 og til nat.hk for del 2. Det er tatt forbehold om å komme tilbake til avgiftsspørsmål ved en eventuell lovendring om utregningsmåten for avgiftsgrunnlaget. Departementet foreslår vanlige vilkår vedrørende konsesjonskraft." NOTAT/EK 5 88

78 9 St.prp. nr. 140 ( ). "4.5 De enkelte konsesjonsvilkår. NVE har fastsatt avgiftsgrunnlaget ved en todeling av magasinene. Del 1 omfatter de øverste 600 mill. m3 av Vatnedalsmagasinet og de øverste 370 mill. m3 av Urarmagasinet. Del 2 omfatter tilleggsreguleringene i Bossvatn. Urarvatna og Vatnedalsvatn med fradrag av del 1. økningen i regulert vassføring er inntil videre satt til nat.hk. for del 1 og til nat.hk. for del 2. Det er tatt forbehold om å komme tilbake til avgiftsspørsmålet ved en eventuell lovendring om utregningsmåten for avgiftsgrunnlaget. Departementet foreslår vanlige vilkår vedrørende konsesjonskraft." Kgl.res SIRA-KVINA KRAFTSELSKAP (5. byggetrinn m.v.). Post 2:.."økingen av vasskraften ved bygging av magasin i øyarvatn på 105 mill. m3 og de planlagte inntak av Skjerevassfeltet og Ognhellerfeltet regnes for de planlagte og utbygde fall på 827 m, å bli nat.hk. Hvis det blir vedtatt lovendring i vassdragsreguleringsloven, skal avgiftene fra denne endrings ikrafttreden beregnes etter de nye regler. For den del av fallet som konsesjonen gjelder skal avgiftene beregnes av den gjennomsnittlige kraftmengde som det konsederte vannfall etter den foretatte utbygging og regulering kan frembringe med den påregnelige vannføring år om annet." NOTAT/EK 5/88

79 10 Post 22: "De vassfalls- og brukseiere som benytter seg av det ved reguleringen og overføringene innvunne driftsvann er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften - henholdsvis gjennomsnittlig kraftmengde - beregnet som angitt i post St.prp. nr. 105 ( ). "IV. 6. De enkelte konsesjonsvilkår. Beregnet på vanlig måte vil økningen i regulert vannføring i de berørte verker gi en samlet kraftøkning på ca nat.hk. Hovedstyret har imidlertid funnet at avgiftene på dette grunnlag ville bli uforholdsmessig lave i forhold til nytten av reguleringen. Hovedstyret har derfor foreslått at en kraftøkning på nat.hk. legges til grunn for avgiftsberegningen, noe som vil gi bedre samsvar mellom avgiftsgrunnlaget og den nytte kraftverkene har av reguleringen. Sira-Kvina Kraftselskap har gått imot Hovedstyrets beregning av avgiftsgrunnlaget med den begrunnelse at reguleringsloven ikke gir hjemmel for en slik beregning. Departementet skal bemerke at det også i to tidligere reguleringssaker - henholdsvis reguleringen for ytterligere utbygging av Otra og Ulla-Førre-anleggene - er trukket inn andre momenter ved beregningen av avgiftsgrunnlag i tillegg til de som ellers legges til grunn. En slik praksis med formålsfortolkning av reguleringsloven har nettopp til hensikt å oppnå mest mulig samsvar mellom avgiftsgrunnlaget og den nytte kraftverkene har av reguleringene. Departementet slutter seg på denne bakgrunn til det foreslåtte avgiftsgrunnlag fra Hovedstyret." NOTAT/EK 5/88

80 11 Hovedstyrets uttalelse: "Konsesjonskraft, post 22. De berørte kommunene krever konsesjonskraft. Posten er tatt inn i vanlig form." St.prp. nr. 243 ( ). "3. Om konsesjonsvilkårene. Departementet foreslår at konsesjonsavgiften til kommuner settes til kr. 8,00 pr. nat.hk. og til staten til kr. 1,50 pr. nat.hk. Beregnet på vanlig måte vil økningen i regulert vannføring i de berørte verker gi en samlet kraftøking på ca nat.hk. Hovedstyret har imidlertid funnet at avgiftene på dette grunnlag vil bli uforholdsmessig lave i forhold til nytten av reguleringen. Hovedstyret har derfor foreslått at en kraftøking på nat.hk. legges til grunn for avgiftsberegningen, noe som vil gi bedre samsvar mellom avgiftsgrunnlaget og den nytte kraftverkene har av reguleringen. Departementet slutter seg til dette." Kgl.res BERGENHALVØENS KOMMUNALE KRAFTSELSKAP. Post 2: " For den ytterligere senking av Holskardvatn med 19,5 m betales en avgift til de fylkes-, herreds- og bykommuner som Kongen bestemmer kr. 10 pr. nat.hk. Til staten betales kr. 2 pr. nat.hk. Kraftøkingen fastsettes til nat.hk. NOTAT EK 5 88 Etter 10 år kan fastsettelsen av disse avgiftssatsene tas opp til ny prøvelse.

81 12 Hvis det blir vedtatt lovendring i vassdragsreguleringsloven med avgiftsregler som også gjelder for flerårsmagasiner, skal avgiften fra denne endrings ikrafttreden beregnes etter de nye regler for så vidt angår den delen av Holskarvatnmagasinet som overstiger 198,1 mill. 3 "... Post 20: "Konsesjonæren er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i post 2)." Kgl.res KOBBELV-VASSDRAGET M.V. "Stortinget har i møte 10. juni 1981 fattet følgende vedtak: "Stortinget samtykker i statsregulering for utbygging av Kobbelv-vassdraget m.v. og i fastsettelse av reguleringsbestemmelser, i samsvar med Olje- og energidepartementets tilråding av 8. mai 1981 og industrikomitåens innstilling." Vedtaket var i samsvar med innstilling fra industrikomitåen i Innst. S. nr. 345 for Denne bygget på departementets tilråding i St. prp. nr. 135 for , men fravek proposisjonen når det gjaldt utkast til reguleringsbestemmelser på følgende punkter: 1. Næringsfondet er hevet til 4,5 mill, kroner for Sørfold kommune og 3,5 mill, kroner for Hamarøy kommune. I St. prp. nr. 135 for var de egentlige næringsfondene foreslått satt til 2,5 mill, kroner til hver av kommunene. NOTAT/EK 5/88

82 13 2. Kraftøkningstillegget på grunn av overreguleringsmagasinene er hevet til nat.hk. I St. prp. nr. 135 for var kraftøkningstillegget foreslått satt til nat.hk. Etter at de av Stortinget vedtatte endringer er innarbeidet får reguleringsbestemmelsene følgende ordlyd: Post 2: "økningen av vasskraften for en magasinsum av inntil 500 mill. m3 skal beregnes på grunnlag av den øking av vassføringen som reguleringene og overføringene antas å ville medføre utover den vassføring som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året. Ved beregningen av økingen forutsettes det at magasinene utnyttes på en slik måte at vassføringen i lavvassperioden blir så jevn som mulig. For videre øking av magasinkapasiteten med ytterligere 976 mill. m3 regnes den ytterligere kraftøking å bli nat.hk." Post 20: "Reguleringsanleggenes eier er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som Olje- og energidepartementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i post 2)." Kgl.res TYSSOVASSDRAGET. Post 2:.."Kraftøkingen settes til nat.hk. Fastsettelsen av avgiftene tas opp til ny prøvelse etter tidsintervaller som loven til enhver tid bestemmer. Dersom det blir vedtatt lovendring i vassdragsreguleringsloven med avgiftsregler som gjelder for flerårsmagasiner, skal avgiftene fra denne endrings ikrafttreden beregnes etter de nye regler." NOTAT/EK 5/88

83 14 Post 12: "Reguleringsanleggenes eier er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i post 2)." Uttalelse fra Odda kommune. "Odda kommune har ifølge utskrift av møteboken til Odda formannskap i møte 13. januar 1982 uttalt følgende: "Konsesjonsnemnda har merket seg tilråding fra Hovedstyret for NVE av 23. november 1981 til Konsesjonsavgifter, post 2. Kommunen har krevd lovens maksimalsatser. Da den nye reguleringen er uvanlig billig, er Hovedstyret enig i dette og foreslår kr. 10 pr. nat.hk til kommuner og kr. 3 pr. nat.hk. til staten. Når det gjelder beregningsgrunnlaget, vil en vanlig kraftøkningsberegning i dette tilfelle ikke gi noe rimelig resultat fordi vassliknende saker, f.eks. Holstardvatn i Eksingevassdraget, øyravatn i Kvina og Kobbelva, har Vassdragsdirektoratet vurdert nytten av tilleggsmagasinet. Sammenholdt med nevnte tidligere reguleringssaker er en kommet fram til en kraftøkning på nat.hk. som rimelig grunnlag for avgiftsberegningen. Det er tatt forbehold om annen beregningsmåte for det tilfelle at lovens bestemmelser om avgiftsberegning blir endret." NOTAT/EK 5/88

84 15 Kgl.res STORGLOMFJORD-VASSDRAGENE Post 2: "For den økning av vasskraften som innvinnes ved reguleringen skal det betales følgende årlige avgifter: Til statens konsesjonsavgiftsfond kr. 6,00 pr. nat.hk. Til konsesjonsavgiftsfondet i de fylkes-, herreds- og bykommuner som Kongen bestemmer kr. 21,00 pr. nat.hk. Fastsettelsen av avgiftene tas opp til ny prøvelse etter tidsintervaller som loven til enhver tid bestemmer. For Holandsfjord kraftverk beregnes for en magasinsum av inntil mill. m3 økingen av vasskraften på grunnlag av den øking av vassføringen som reguleringen antas å ville medføre utover den vassføring som har kunnet påregnes år om annet i 350 dager av året. Ved beregningen av økingen forutsettes det at magasinene utnyttes på en slik måte at vassføringen i lavvassperioden blir så jevn som mulig. For videre øking av magasinkapasiteten i Storglomvatn på mill, m3 regnes den ytterligere kraftøking å bli nat.hk. Hva som i hvert enkelt tilfelle skal anses som innvunnet øking av vasskraften avgjøres med bindende virkning av Olje- og energidepartementet." Post 17: "Reguleringsanleggenes eier er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, derunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etter hvert som utbygging skjer, inntil 10 pst. av den for hvert vassfall innvunne øking av kraften (beregnet som angitt i vassdragsreguleringslovens 12 nr. 5 jfr. 11 nr. 1 og 3)." NOTAT/EK 5/88

85 Utdrag av OED's bemerkninger til kgl.res Storglomfjordutbyggingen i brev til Statkraft, datert refereres: 16 Post 2: Konsesjonsavgifter og næringsfond. "Når det gjelder beregningsgruniaget for konsesjonsavgifter, skal det i tillegg til "rå" vannkraft påplusses det ekstraordinære naturhestekrafttillegget som utgjør kraftøkningen i samkjøringssystemet." Post 17: Konsesjonskraft. "Beregningsgrunnlaget for konsesjonskraft skal skje på grunnlag av vassdragets "rå" vannkraft i hht. bestemmelsene i vassdragsreguleringslovens S 11 nr. 1, jfr. 12. nr. 15 og S 3. Ifølge komitéinnstillingen forutsettes det at dette spørsmål vil få sin avklaring ved Stortingets behandling av en bebudet Odelstingsproposisjon om endring i gjeldende vassdragslovgivning. For så vidt'som utbyggingskommunene har reist tvil om departementets forståelse av gjeldende lovbestemmelse, vil departementet utdype sin lovtolkning av dette spørsmål i forbindelse med den bebudede odelstingsproposisjon." Utdrag av OEDs bemerkninger til kgl.res Storglomfjordutbyggingen refereres: "Når det gjelder beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft, regner komiteen med at spørsmålet vil få sin avklaring ved Stortingets behandling av en bebudet Odelstingsproposisjon om endring i gjeldende vassdragslovgivning. Ifølge St.prp. nr. 3 ( ) har departementet fortolket den aktuelle lovbestemmelse dithen at den kraftøkning som skyldes etablering av tørrårsmagasiner, ikke skal tas med i beregningsgrunnlaget for konsesjonskraftens vedkommende. For så vidt som NOTAT/EK 5/88

86 17 utbygingskommunene har reist tvil om forståelsen av gjeldende lovbestemmelse, finner departementet det mest hensiktsmessig at spørsmålet blir utdypet i forbindelse med den bebudede Odelstingsproposisjon." Utdrag av OEDs bemerkninger til post 2 og 17 i St.prp. nr. 3 ( ): Post 2: "Konsesjonsavgifter og næringsfond. d) Antall naturhestekrefter Ifølge Hovedstyrets nye beregninger er et samlet magasin på mill. m3 tilstrekkelig til å gi full regulering dvs, en regulert vannføring i Holandsfjord kraftverk tilsvarende en midlere årlig vannføring som er 51,2 m3/s. Med fradrag av alminnelig lavvannføring blir økningen 50,2 m3/s tilsvarende ca nt.hk i kraftverket. For den resterende del av totalmagasinet mill. m3 finner Hovedstyret det riktig at avgiftsgrunnlaget fastsettes til ca nt.hk ut fra den beregnede fastkraftøkning i samkjøringssystemet. Den samlede kraftøkningen blir etter dette ca nat.hk. Det presiseres at det kan bli tale om mindre justeringer idet en må regne med en sikkerhetsmargin på ca. 5%." Post 17: "Konsesjonskraft Meløy kommune krever å få tildelt lovens totale kvantum konsesjonskraft og mener det totale kraftforbruk innen kommunen må legges til grunn ved denne vurdering. Kommunen forutsetter at leveringsstedet for kraften er gjenstand for forhandlinger med utbygger. Hovedstyret uttaler at fordelingen av konsesjonskraft tas opp som egen sak etter Olje- og energidepartementets retningslinjer av november Hovedstyret foreslår derfor det alminnelige vilkår under denne post. NOTAT EK 5/88

87 18 Statskraftverkene har ved brev av 4. juni 1986 (proposisjonen s 540) påpekt at det ekstraordinære tillegget på nat.hk (fastkraftøkning i samkjøringssystemet) ikke skal medregnes ved beregningen av konsesjonskraftmengden. Utbygger har henvist til bestemmelse i vassdragsreguleringslovens 12 nr. 15,jfr. 11 nr. 1 og 3. Olje- og energidepartementet forstår ovennevnte lovbestemmelser dithen at konsesjonskraftberegningen skal skje på grunnlag av vassdragets "rå" vannkraft som reguleringen medfører. Den del av Storglomvassdammen som fungerer som tørrårsreserve - dvs. ovennevnte nat.hk - gir imidlertid ingen økning i rå vannkraft. Departementet er klar over at kraftøkningen i utgangs-- punktet skal beregnes på samme måte for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft i henhold til nevnte bestemmelser i reguleringsloven. Dette skulle innebære at dersom det foretas et ekstraordinær naturhestekrafttillegg ved beregningen av konsesjonsavgifter må tilsvarende skje ved beregningen av konsesjonskraften. I nærværende sak har Hovedstyret foretatt et ekstraordinært naturhestekrafttillegg på ved beregningen av konsesjonsavgiftene. Som nevnt, mener departementet at kun "rå" vannkraft skal legges til grunn ved fortolkningen av reguleringslovens 11 nr. 1, jfr. 12 nr. 15, jfr. 3. På den annen side anser departementet det for klart at regjering og storting ved statsreguleringer kan pålegge utbyggeren mer vidtgående forpliktelser enn det som følger av bestemmelsene i reguleringsloven. NOTAT/EK 5/88

88 19 I nærværende sak har Hovedstyret tilrådd slike utvidede forpliktelser når det gjelder beregning av konsesjonsavgiftene. Departementet er av den formening at når reguleringslovens bestemmelser fravikes når det gjelder konsesjonsavgiftsberegningene, gjelder ikke lenger ovennevnte resonnement om at kraftøkningen skal beregnes på samme måte for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft. Sistnevnte resonnement gjelder etter departementets vurdering bare i "normal"-tilfellene - dvs, når reguleringslovens bestemmelser blir etterlevet. Departementet er således kommet til at det ekstraordinære naturhestekrafttillegget på ikke skal medregnes ved beregningen av konsesjonskraftmengden, selv om dette tillegget skal tas med ved konsesjonsavgiftsberegningene." Utdrag av Statskraftverkenesbrev av 4. juni 1986 (St. prp. nr. 3 ( ) s. 540): "Det vises til Hovedstyret i NVE's innstilling av 12. juni 1984 i Stor Glomfjord-saken. Forsåvidt angår konsesjonsavgifter foreslår Hovedstyret at man fastsetter et ekstraordinært tillegg på nat.hk ved kraftøkningsberegningen utover den økning som fremkommer ved den vanlige beregning etter vassdragsreguleringslovens regler. Det vises til Hovedstyrets utkast til reguleringsbestemmelser post 2, 7. avsnitt samt til merknadene s. 161 flg. Bakgrunnen for forslaget er det tørrårsmagasin som forutsettes etablert og den økonomiske fordel dette representer i samkjøringssystemet. Når det så gjelder konsesjonskraft har Hovedstyret i utkastets post 17 foreslått inntatt her det vanlige standardvilkår. NOTAT EK 5/88

89 20 Første ledd, første setning lyder her slik: "Reguleringsanleggenes eier er forpliktet til å avgi til den eller de kommuner, herunder også fylkeskommuner som departementet bestemmer, etterhvert som bygging skjer, inntil 10 % av den for hvert vannfall innvundne økning av kraften (beregnet som angitt i post 2)." (Vår utheving.) Etter ordlyden i dette forslag vil det ekstra-ordinære nat.hk-tillegget komme med også ved konsesjonskraftberegningen. Statskraft går imidlertid ut fra at de alminnelige regler i Vassdragsreguleringslovens 12 nr. 15,jfr. 11 nr. 1, og 3 skal gjelde ved beregningen av konsesjonskraft. Noe annet synes da heller ikke å ha vært Hovedstyrets oppfatning, jfr. merknadene til post 17. Hovedstyrets innstilling s Slike tørrårstillegg er fastsatt også i Ulla-Førre og Kobbelv-konsesjonene. Også i disse konsesjoner er inntatt standard-vilkår om konsesjonskraft med henvisningen "(beregnet som angitt i post 2)", I St.prp. nr. 135 ( ) om Kobbelvutbyggingen heter det imidlertid på s. 75 følgende: "Kommunen understreker at konsesjonskrafttildelingen må skje på bakgrunn av det antall nt.hk som legges til grunn ved avgiftsberegningen. Olje- og energidepartementet vil bemerke at konsesjonskrafttildelingen vil måtte skje etter lovens bestemmelser." Statskraft vil på denne bakgrunn be om at reguleringsbestemmelsenes post 17, 1. ledd 1. setning endres i forhold til Hovedstyrets innstilling ved at formuleringen - "(beregnet som angitt i post 2)" - utgår og erstattes med formuleringen - "(beregnet som angitt i Vassdragsreguleringslovens,S 12 nr. 5, jfr. 11 nr. 1 og 3)" -." NOTAT/EK 5/88

90 Videre refereres pkt. 5 i Nordland fylkeskommune(fylkesutvalget)s vedtak s. 106 i St.prp. nr. 88 ( ): 21 "5. Det slås fast at grunnlaget for beregning av konsesjonsavgifter og konsesjonskraft skal være det samme også der hvor det gis tillegg i naturhestekraftgrunnlaget på grunn av overårsmagasiner"." Departementets bemerkninger til ovenstående punkt: "Ad pkt. 5 Olje- og energidepartementet har i Stor-Glomfjord-saken uttalt seg prinsipielt om beregningsgrunnlaget for konsesjonskraft, jfr. St.prp. nr. 3 ( ) s Departementet opprettholder sitt standpunkt, som innebærer at fylkeskommunens krav ikke tas til følge. Olje- og energidepartemtnet vil tilføye at kraftøkningen i utgangspunktet skal beregnes på samme måte for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft fordi beregningen etter departementets vurdering skal skje på grunnlag av vassdragets "rå" vannkraft i henhold til bestemmelsene i vassdragsreguleringslovens 11 nr. 1,jfr. S 12 nr. 15 og S 3. Når det gjelder statsreguleringer, anser departementet det for klart at regjering og storting kan pålegge utbyggeren mer vidtgående forpliktelser enn det som følger av nevnte lovbestemmelser. I Stor-Glomfjord-saken ble Statskraftverkene pålagt en slik forpliktelse, i og med at det ekstraordinære tillegget på nat.hk (fastkraftøkningen i samkjøringssystemet) ble tatt i beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgiftenes vedkommende. NOTAT/EK 5/88

91 22 Dette innebærer ikke at en samtidig må pålegge Statskraftverkene en tilsvarende ekstraforpliktelse for konsesjonskraftens vedkommende, for så vidt som loven ikke gjelder i disse tilfellene. Departementet vil i den forbindelse peke på at formålet med konsesjonskraftordningen er forskjellig fra formålet med konsesjonsavgiftene. Disse formålsbetraktningene støtter også opp om Olje- og energidepartementets fortolkning av de aktuelle bestemmelser i vassdragsreguleringsloven. Formålet med konsesjonskraftordningen er å sikre vedkommende utbyggingskommune/fylkeskommune tilstrekkelig elektrisk kraft til den alminnelige elektrisitetsforsyning til en rimelig pris. Formålet med konsesjonsavgiftene er derimot å kompensere for de skader og ulemper vedkommende utbyggingskommune blir påført ved utbyggingen, ved siden av å sikre utbyggingskommunen en andel av den nettofordel kraftutbyggingen medfører. Fylkeskommunens krav blir således ikke å ta til følge." NOTAT/EK 5 88

92 23 UTTALELSE FRA ADMINISTRASJONSDIREKTORATETS JURIDISKE AVDELING, NOTAT DATERT "Vi viser til Deres henvendelse av 16. september vedrørende ovennevnte spørsmål. Saken har vært drøftet med Vassdragsdirektoratet i møte og i telefonsamtale med OED. I ervervslovens S2 punkt 12 og 13 om henholdsvis konsesjonskraft og konsesjonsavgifter benyttes lik formulering vedrørende beregningsgrunnlaget. Videre heter det i vassdragsreguleringslovens S12 nr. 15 at konsesjonskraftmengden skal beregnes etter reglene i lovens 11 post 1, det vil si bestemmelsen om beregning av konsesjonsavgifter. (jfr. S3 post 2). Lovreglene om konsesjonskraft bestemmer mao. at kraftøkningen skal beregnes ut fra samme hydrologiske grunnlagsmateriale som loven foreskriver for konsesjonsavgifter. Bestemmelsene i de aktuelle konsesjonene om påslag i antall naturhestekrefter for flerårs-tørrårsmagasin innebærer at kraftøkningen beregnes på en måte som inngir en sterk utvidelse av tidligere praksis for beregning av naturhestekrefter. Hjemmelen for å gi slike "tillegg" kan være diskutabel, også når det gjelder konsesjonsavgifter. Det foreligger imidlertid her en praksis over flere år hvor slike tillegg er blitt gjort. Denne praksis er også lagt til grunn av Regjering og Storting i forbindelse med konsesjonsbehandlingen, og har heller ikke såvidt vites ført til innsigelser mot beregningens lovlighet. Et annet spørsmål er om slike tillegg også bør overføres til konsesjonskraftbestemmelsene. Det synes klart at konsesjonsmydighetene bare har tenkt på konsesjonsavgiftene, når det er gitt slike "tillegg" i beregning av kraftøkningen. Dette er et moment av betydelig vekt. Man har aldri vurdert hvilke konsekvenser slike tillegg ville få for tildeling av konsesjonskraft. NOTAT/EK 5/88

93 24 Videre er det som nevnt tvilsomt om det foreligger nødvendig hjemmel for å anvende en slik beregningsmåte overhode. Dette skulle tilsi en betydelig varsomhet med å føre beregningsmåten over på nye områder. På den annen side er det pekt på at mange av de samme hensyn ville ligge bak tildeling av såvel konsesjonsavgifter som konsesjonskraft, og at hensynet til lik behandling tilsier lik beregning av kraftøkning. Bakgrunnen for slike "tillegg" er at disse magasinene har en større verdi i samkjøringssystemet enn kraftmengden skulle tilsi. Det kan forøvrig her bemerkes at isåfall kunne distriktene fått økonomiske overføringer uten å gå veien om konsesjonskraft/avgifter, eksempelvis ved tildeling av næringsfond etter regl. S12 post 18. Uansett har konsesjonsmyndighetene aldri gitt positivt uttrykk for at kommunene skulle få en ekstra fordel i form av mer konsesjonskraft ved slike "tillegg" i beregning av kraftøkning. Når det gjøres tillegg i beregningsgrunnlaget ved konsesjonsavgifter har dette sin bakgrunn i særskilte bestemmelser i de enkelte konsesjoner. Disse bestemmelsene gjelder uttrykkelig beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgifter. Med hensyn til konsesjonskraft vises til "vanlige vilkår". Ofte er det tatt inn en passus om at dersom det blir vedtatt nye lovregler for beregning av avgifter, skal de nye reglene gjelde. Dette refererer seg til tidligere forslag om lovrevisjon av avgiftsbestemmelsene. Disse forslagene er imidlertid nå lagt på is, slik at man ikke kan forvente noen snarlig endring av dette regelverket. AJ er alt tatt i betraktning kommet til den konklusjon at det er tvilsomt om det foreligger rettslig grunnlag for å anvende slike tillegg i kraftøkningen for tørrårs-/flerårsmagasin som beregningsgrunnlag for konsesjonskraft. NOTAT/EK 5/88

94 2 5 Forsåvidt gjelder statsutb in er må dog bemerkes at staten må stå fritt til å pålegge seg sely forpliktelser som går lengre enn det som følger av reguleringslovens bestemmelser. Hvorvidt man i disse utbyggingene skal legge til grunn slike "tillegg" for beregning av konsesjonskraft, må således bero på en politisk vurdering." Utdrag av OEDs avslag på klage, datert Sira-Kvina Kraftselskap: "Klagen angår såvel beregning av konsesjonskraftkvantum som fordelingen av kraften mellom kommunene og prisfastsettelsen. Angående beregning av konsesjonskraftkvantum anføres det i klagen at naturhestekrefter som ble fastsatt som kraftøkning ved reguleringen av Øyervatn, ikke bare skal danne basis for beregning av konsesjonsavgifter, men også for beregning av konsesjonskraft. Reguleringen av Øyarvatn er foretatt i henhold til konsesjon av I konsesjonen er kraftøkningen som grunnlag for konsesjonsavgiftene fastsatt til nat.hk. Det fremgår av St.prp. nr. 105 (77-78) at lovens beregningsregler ville gitt ca nt.hk. Påslaget er gjort med den begrunnelse at nytteverdien for kraftselskapet er spesielt stor. Advokat Ødegaard hevder at beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft skal være det samme. Han hevder derfor at nat.hk. må legges til grunn også for konsesjonskraften. Departementet vil bemerke at loven forutsetter samme beregningsgrunnlag for avgifter og kraft basert på den faktiske økningen i regulert vannføring. Poenget her må imidlertid være at lovens regler er fraveket til gunst for kommunene for så vidt angår konsesjonsavgiftene. Dette kan kun skje på basis av uttrykkelig bestemmelse i konsesjonsvilkårene. Det kan da ikke trekkes slutninger fra en slik bestemmelse om at tilsvarende fordeler også skal tilstås kommunene i andre sammenhenger. NOTAT/EK 5/88

95 26 Departementet vil i den forbindelse påpeke at formålet med konsesjonskraftordningen er forskjellig fra formålet med konsesjonsavgiftene. Konsesjonskraftordningen skal sikre vedkommende kommuner tilstrekkelig kraft til den alminnelig elforsyning til en rimelig pris. Konsesjonsavgiftene skal derimot kompensere for de skader og ulemper kommunene påføres ved utbyggingen ved siden av å sikre kommunene en andel av den nettofordel kraftutbyggingen medfører. Advokat ødegaards klage på kommunenes vegne kan ikke tas til følge på dette punkt." Utdrag av OEDs avslag på klage, datert Kobbelv kraftverk: "Klagen gjelder beregningen av konsesjonskraftkvantumet, ettersom NVE ikke har beregnet konsesjonskraft for tørrårsmagasinet. Departementet vil bemerke at loven forutsetter samme beregningsgrunnlag for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft. Dette skal baseres på den faktiske økningen i regulert vannføring. I foreliggende tilfelle ser imidlertid departementet det slik at lovens regler er blitt fraveket til gunst for kommunene hva angår beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgiften. Dette kan utelukkende baseres på uttrykkelig bestemmelse i konsesjonsvilkårene. En slik begunstigelse kan ikke brukes som argument for å øke beregningsgrunnlaget for konsesjonskraften. Konsesjonsavgiften og konsesjonskraften skal dessuten tilgodese forskjellige hensyn. Formålet med konsesjonskraften er å sikre kommunen tilstrekkkelig kraft til den alminnelige elforsyning til en rimelig pris. Konsesjonsavgiften skal derimot sikre kommunen andel i grunnrenten fra kraftutbyggingen og kompensere for de skader og ulemper kommunen måtte bli påført i forbindelse med kraftutbyggingen. Departementet henviser forøvrig til avgjørelsen i saken om konsesjonskraftfordelingen fra Sira-Kvina Kraftselskap av NOTAT/EK 5/88

96 27 Olje- og energidepartementet finner på denne bakgrunn ikke å kunne ta klagen over Norges vassdrags- og energiverk's vedtak av til følge." OPPSUMMERING OG KONKLUSJON I forbindelse med beregning av konsesjonskraft fra utbygginger med tørrårsmagasin har spørsmålet om beregningsgrunnlaget vært gjenstand for diskusjon. For beregning av konsesjonsavgifter er det gitt særskilte tillegg i beregningsgrunlaget for tørrårsmagasin. Bakgrunnen for slike tillegg er at disse magasinene har større verdi i samkjøringssystemet enn kraftøkningen beregnet på vanlig måte skulle Disse tilleggene gjelder uttrykkelig beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgifter og har sin bakgrunn i særskilte bestemmelser i de enkelte konsesjoner. Med hensyn til konsesjonskraftvises det til "vanlige vilkår". Det synes klart at konsesjonsmyndighetene bare har tenkt på konsesjonsavgiftene og ikke avståelse av konsesjonskraft, når slike tillegg har vært gitt. Konsesjonsmyndighetene har etter vår oppfatning aldri gitt positivt uttrykk for at kommunene skulle få en ekstra fordel i form av mer konsesjonskraft ved slike tillegg i beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgiftene. Energidirektoratet har basert beregningen av konsesjonskraft på den faktiske økning i regulert vannføring slik vassdragsreguleringslovens 3, post 2 foreskriver, jfr. 11, post 1. Ved to anledninger har slike beregninger blitt påklaget til OED og klagene er i begge tilfeller blitt avslått. Departementet har ved disse avslagene bemerket at loven forutsetter samme beregningsgrunnlag for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft basert på den faktiske økning i regulert vannføring. I de foreliggende tilfeller ser imidlertid departementet det slik at lovens regler er fraveket til gunst for kommunene hva angår beregningsgrunnlaget for konsesjonsavgiftene. Dette kan kun skje på basis av utrykkelige bestemmelser i konsesjonsvilkårene. Det kan da NOTAT/EK 5/88

97 28 ikke trekkes slutninger fra en slik bestemmelse om at tilsvarende fordeler også skal tilstås kommunene i andre sammenhenger. Departementet har i den forbindelse påpekt at formålet med konsesjonskraftordningen er forskjellig fra formålet med konsesjonsavgiftene. Konsesjonskraftordningen skal sikre vedkommende kommuner tilstrekkelig kraft til alminnelig elforsyning til en rimelig pris. Konsesjonsavgiftene skal derimot kompensere for de skader og ulemper kommunene påføres ved utbyggingen ved siden av å sikre kommunene en andel av den nettofordel kraftutbyggingen medfører. Etter dette konkluderer Energidirektoratet med at beregningsgrunnlaget for konsesjonskraft skal baseres på den faktiske økning i regulert vannføring, jfr. vassdragsreguleringslovens 11, post 1 og 3 post 2 og ervervslovens 2. NOTAT EK 5/88

98 Ste ilvatn Storevatn Kvernevatn , _ BILAG NR Skjerkavatn Juvatn SKJERKA Örevatn Z0.454 HÅVERSTAD LOGNA Lognavatn Z0.684 SMELAND Bjelland z BJELLAND Laudal Z0.081 LAUDAL 119 MANDALSELVA installasion MW 76 Magasin GWh 80 Till p GWh cc 85 NVE VASSDRAGSD1REKTORATET Avd. for vasskraftundersøkelser V

99 NØKKEL for VU SKJEMA Mv Qv Me Qe Delfelt Mvs av xx E es KRAFTVERK For delfelt Mv = Magasin i 106 m3 Qv = Midlere årlig tilløp i perioden i 106 m3 Me = Magasin i GWh Qe = Midlere årlig tilløp i perioden i GWh Me = Magasinprosent ( = 100 T- ( ) 'e For kraftverk M = Sum magasin til verket i 106 m3 vs Q = Sum midlere årlig tilløp til verket i 106 m3 vs E = Maksimal ytelse i MW 3 qe = Den til E svarendevassføring. m /s = Spesifikkproduksjon(energiekviva1ent) i kwh/m3, bundet til E og qe: E MWs 1000 E kwh e m qe m3 m 3600 qe m3 es = Sum energiekvivalentertil havet XX = Verkets nummer innen vassdraget Ved midlere fallhøyde

100 BILAG NR DET KONGEL1GE OLJE- OG ENERGIDEPARTEMENT KONTOR: PLØENS Gt 8. TLF. (02) TELEKS OEDEP N - TELer, ~7.;6& POSTADRESSE: POSTBOKS 8148 DEP OSLO 1 Regionrådet for Valdres Valdresbyen FAGERNES Deres ref. Vår ref.(besoppgittved svar) Dato OED 87/3450 V HR IX12.88 VEDRØRENDE PRIS PÅ KONSESJONSKRAFT FRA ÅBJØRA KRAFTVERK TIL VALDRESKOMMUNENE. KLAGE PÅ NVE'S VEDTAK AV Det vises til brev av der Regionrådet for Valdres påklager NVE's vedtak av om produksjonstallets størrelse. Videra vises det til klage fra Åbjøra kraftverk av NVE har kommentert klagene i brev av , samtidig som saken./. ble oversendt departementet til behandling. Kopi av brevet vedlegges. An å nde k av f a Re n 'd f V Det blir i klagen hevdet at produksjonstallet må være midlere årsproduksjon. Olje-og energidepartementet er enig med klager i at det ikke vil være riktig å la bare bestemmende års produksjon være grunnlag for prisberegningen. Dette synspunkt er også tatt til følge i NVE's vedtak av Det vises forøvrig til nedenforstående vedtak angående klagen fra Åbjøra kraftverk. Departementet finner mmidlertld ikke å kunne gå inn for at midlere års produksjon skal legges til grunn. Den delen av kraftproduksjonen som selges som tilfeldig kraft vil oppnå en lavere pris enn fastkraften. Den tllfeldige kraften vil inngå som en del av midlere års produksjon, men altså uten å ha den samme bæreevne pr. kwh som fastkraft i forhold til produksjonsomkostningene. Dette er takgrunnen for at NVE i sitt vedtak har konvertert tilfeldigkraften til fastkraft, med derav følgende lavere produksjonstall som resultat. Etter departementets mening er dette en løsning som tar hensyn til leveringssikkerhet, krafttilgang og markedspriser. Departementet viser til at produksjonstallets størrelse er fastsatt uavhengig av de forhandlxnger partene har ført. Vedtaket er basert på en.vurdering av landet sett under ett. Ettersom distriktsvise forsynings- og prisforhold kan korrigere dette noe, ser Olje-og energidepartementet det derfor som en fordel om partene kommer frem til enighet om disse spørsmål gjennom forhandlinger mAa

101 2 Olje-og energidepartementet er etter dette kommet til at klagen ikke kan tas til følge. Departementet finner derfor at NVE's vedtak blir å stadfeste med følgende tekstendring på s. 3 i brevet av : " Fra skal konsesjonsmyndighetene vurdere avgjørelsen på nytt dersom en av partene setter frem krav om dette." endres til: " Fra skal konsesjonsmyndighetene for senere perioder vurdere vedtaket på nytt dersom en av partene fremsetter krav om dette." Det gjøres oppmerksom på at departementets avgjørelse etter forvaltningslovens 28,1.1edd,2.pkt. er endelig og ikke gjenstand for klage. An ående kla e av fra Åb ra kraftverk: Klager hevder at prisen på konsesjonskraft må beregnes på grunnlag av bestemmende års produksjon. Olje-og energidepartementet har i brev av til Ingolf Vislie vedrørende Åbjøra kraftverk uttalt følgende om tilfeldig kraft: " Ved beregning av prisen på konsesjonskraft i perioden finner departementet det rimelig å medta 501. av den produserte tilfeldige kraft i perioden. Hensyn er herunder tatt til leveringssikkerhet, krafttilgang og markedspriser i perioden." Olje-og energidepartementet vil med henvisning til ovenstående legge til grunn at for en prisfastsettelse som den angjeldende der prisen skal fastsettes for tiden etter må tilfeldigkraften til en viss grad inngå i beregningsgrunnlaget. Departementet viser til ovenstående vedtak angående klagen fra Regionrådet for Valdres når det gjelder det fastsatte produksjonstallet etter konvertering av tilfeldig kraft til fastkraft. På denne bakgrunn er Olje-og energidepartementet kommet tll at klagen ikke kan tas tll følge. Departementet finner derfor at vedtaket blir å stadfeste med ovenfor nevnte endring. Det gjøres oppmerksom på at departementets avgjørelse etter forvaltningslovens 28,1.1edd,2.pkt. er endelig og ikke gjenstand for klage. Etter fullmakt ans-ludvig h1.1 Gjenpart: NVE m/retur av dokumenter P.H.H'øisvee

102 24 TABELL 1. HOVUDTAL EINING ELVERK STK KRAFTPRODUSERANDE VERK IKKJE-KRAFTPRODUSERANDE VERK " KRAFTSTASJONAR YASSKRAFTSTASJONAR VARMEKRAFTSTASJONAR KRAFTMASKINAR (TURBINAR) KRAFTMASKINAR (TURBINAR), YTING... ' MW GENERATORAR STK GENERATORAR, YTING MVA MAKSIMAL YTING MW F OVERFØRINGS- OG FORDELINGS- ANLEGG KM LUFTLEIDNINGAR JORD- OG SJØKABLAR FORDELINGSTRANSFORMATORAR STK FORDELINGSTRANSFORMATORAR, YTING MVA PRODUKSJON AV ELEKTRISK KRAFT GMH I VASSKRAFTSTASJONAR I VARMEKRAFTSTASJONAR IMPORT EKSPORT FASTKRAFTFORBRUK (NETTO) TREFOREDLING * KRAFTINTENSIV INDUSTRI 1) " BERGVERK OG INDUSTRI EILES TRANSPORT ANLEGGSKRAFT PRIYAT TENESTEYTING OFFENTLEG TENESTEYTING " HUSHALD OG JORDBRUK TILFELDIG KRAFT ; PRISAR PA ELEKTRISK KRAFT 2) LEVEM TIL FASTKRAFT 8RE/KWH 6, ,1 9,2,10.0 HUSHALD OG JORDBRUK. 8,5 9, ,2 13,7 TREFOREDLING 5,1 5, ,6 7.0 KRAFTINTENSIV INDUSTRI 1). 3,4 3,5 3,9 4,3 4,5 BERGVERK OG INDUSTRI ELLES 9, ,0 12,4 13,4 ANNA FASTKRAFTFORBRUK 10,8 11,9 12,6 13,8 14,3 T1LFELDIG KRAFT 4,3 6,5 6,5 1) SJA DEFINISJON PA SIDE 16. 2) UTAN MEIRVERDIAVGIFT, MEDREKNA AVGIFT PA ELEKTRISK KRAFT. l

103 25 PRINCIPAL FIGURES UNIT NUMBER ELECTRICITY PLANTS POWER PRODUCING PLANTS OTHER PLANTS MW NUMBER MVA POWER STATIONS HYDRO ELECTRIC POWER STATIONS THERMAL POWER STATIONS PRIME MOVERS (TURBINES) PRIME MOVERS (TURBINES), OUTPUT GENERATORS GENERATORS, OUTPUT MW MAXIMUM OUTPUT FROM THE STATIONS KM TRANSMISSION LINES AND DISTRIBUTION NETWORK OVERHEAD LINES UNDERGROUND AND SUBMARINE LINES NUMBER MVA DISTRIBUTION TRANSFORMERS DISTRIBUTION TRANSFORMERS, OUTPUT GWH PRODUCTION OF ELECTRIC ENERGY IN WATER POWER STATIONS IN THERMAL POWER STATIONS " " " ,, * " IMPORTS EXPORTS FIRM POWER CONSUMPTION (NET) PAPER ANO PAPER PRODUCTS ENERGY INTENSIVE INDUSTRY 1) MINING,QUARRYING AND OTHER MANUFACTURING TRANSPORT CONSTRUCTION SITE POWER PRIVATE SERVICES PUBLIC SERVICES HOUSEHOLDS AND AGRICULTURE ,0 15,2 16,9 11:7. GRE/KWH 15,2 17,3 20,0 23,0 26,0." 8,2 9,0 10,9 9,4 11,0 5,3 5,8 6,2 6,8 7,7 14,5 16,8 19,9 23,0 24,3 16,4 18,8 22,0 25,5 27, ,4 13,1 10,1 10,8 111 OCCASIONAL POWER PRICES ON ELECTRIC ENERGY 2) DELIVERED TO FIRM POWER /985 zo.6 HOUSEHOLDS AND AGRICULTURE PAPER AND PAPER PRODUCTS ENERGY INTENSIVE INDUSTRY 1) MINING, QUARRYING AND OTHER MANUFACTURING OTHER FIRM POWER CONSUMPTION OCCASIONAL POWER /6./ 1) SEE DEFINITION, PAGE 21. 2) EXCLUSIVE OF VALUE ADDED TAX, INCLUSIVE OF TAX ON THE USE OF ELECTRIC ENERGY.

104 BILAG NR 27 SAMLING AV PRISBESTEMMELSENE I KONSESJONSLOVENE FRA 1909 OG BEHANDLING AV DISSE AV STORTING OG STYRINGSVERK PROSJ/Notat

105 INNHOLDSFORTEGNELSE: Ervervsloven 1909 Side Fra Ot.prp. nr. 1 (1909) 1 Fra Indst. 0. II (1909) 2 Lov av 18. september 1909, 5 2 post 9 4 Re ulerin sloven Fra Ot.prp. nr. 2 (1909) 5 Fra Indst. 0. XIX (1909) 6 Fra Ot. prp. nr. 44 (1910) 7 Fra Indst. 0. I. (1911) 8 Mindretallets lovforslag 13 Uttalelser i debatten til reguleringsloven Brattlie 24 Valentinsen 25 Forhandlinger i Odelstinget 29. mai Votering 54 Beslutning til lov om vassdragsreguleringer etc post 10 (Besl. 0. nr. 60 (1911)) 56 Forhandlinger i Lagtinget 29. og 30. juni Ervervsloven , Fra Ot. prp. nr Fra Indst. 0. XXXIII Reguleringsloven Fra Ot.prp. nr Ervervsloven Indst. 0. V. (1917) 78 Fra Odelstingsdebatten 79 Forhandlingene i Lagtinget 112 Lov om vassdragsreguleringer. Indst. 0. VI (1917) 114 Fra NOU 1985:9 Energilovgivningen 124 Oversikt over lover og proposisjoner 131 PROSJ/Notat

106 A. Ervervsloven I henhold til Ot.prp. nr. 1 (1909) hadde det fra 1903 for selskaper som ervervet vannfall blitt stillet denne betingelse: "Forpligtelse til at bortleie en viss mængde elektrisk energi til belysning eller lokal smaaindustri inden et bestemt distrikt til pris, som fastsættes av vedkommende departement." Hvordan denne bestemmelsen ble brukt har vi følgende eksempler på: Ved kgl.res. av 17. januar 1907 fikk A/S Kinservik tillatelse til å erverve eiendommer og vannfall mot å forplikte seg til ev. bortleie til belysning eller lokal småindustri i alt HK til en pris som departementet skulle bestemme. Ved kgl.res. av fikk A/S Rjukan tillatelse til erverve fall etc. for HK mot å forplikte seg til å avgi inntil 5 % av kraften. Prisen skulle fastsettes av departementet og den skulle dekke produksjonomkostningene med tillegg av 10 % fortjeneste. Ved kgl.res. av fikk A/S Matrefaldene tillatelse til erverv og regulering mot å avgi 500 HK til en pris av kr. 30,00 pr. elektrisk hk. A/S Tyinfaldene fikk en lignende tillatelse og fikk A/S Lysefjord samme slags tillatelse. I utkast til lov om ervervelse av alminnelig fast eiendom, vandfald, bergverk m.v. står det i 4 post 9: "Koncessionæren kan endvidere tilpligtes at avgi indtil 5 pct. av den til enhver tid utbyggede kraft til den kommune, hvor anlægget er beliggende, efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 10 procent, likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 procent av kraften til samme pris. I produktionsomkostningerne medregnes 5 procent rente av anlægskapitalen. Produktionsomkostningernes størrelse fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av saadan ved lovlig skjøn." Amtstinget for Nordre Bergenhus amt fattet følgende enstemmige beslutning 20. juni 1908 bl.a.: "Ved koncessioner paa vandfald bør herredet eller vedkommende grænd sikres ret til at kunne forlange frit avgit et efter anlæggets størrelse m.v. avpasset antal hestekræfter elektrisk kraft til lysanlæg, smaaindustri m.m. og et yderligere nærmere bestemt antal hestekræfter til produktionspris." PROSJ/Notat

107 2 I Indst. 0. II (1909) er det gitt følgende forklaring til 2 post 9 som er denne innstillings forslag til vilkår om kraftavgivelse og prisberegning: "Se koncessionskomiteens indstilling 2. 5, prp. nr og prp Angaaende den maade, hvorpaa prisen skal beregnes og dens størrelse, er der uoverensstemmelse mellem prp. nr. 11 og koncessionskomiteens indstilling paa den ene side og prp. nr. 1 paa den anden side. Efter de førstnævnte forslag skal afgiften, saavidt forstaaes, beregnes paa følgende maade: Man lægger til grund produktionsomkostningerne, hvori indgaar arbeidsløn, skatter og amortisation, men ikke rente af anlægskapitalen. Dertil lægges 10 pct. af anlægskapitalen som fortjeneste. Gaar man ud fra, at anlægskapitalen er kr. 150,00 pr. hestekraft, og driftsudgifterne eksklusive rente 5 pct. af anlægskapitalen, vil sagen altsaa stille sig saaledes: Produktionsomkostninger (eksklusive rente) opføres med 5 pct. af anlægget kr. 7,50 10 pct. af anlægskapitalen " 15,00 Tilsammen kr. 22,50 Den aarlige leie for en hestekraft skulde altsaa efter denne beregning blive kr. 22,50, hvis anlægskapitalen er kr. 150,00; er anlægskapitalen kr. 200,00 bliver afgiften kr. 30,00, er den kr. 300,00, bliver afgiften kr. 45,00. Prp. nr. 1 har en anden beregningsmaade. Efter den skal man lægge til grund produktionsomkostningerne inklusive 5 pct. rente. Dertil skal lægges 10 pct. af disse produktionsudgifter. Regnestykket bliver da følgende, hvis man fremdeles forudsætter at anlægsomkostningerne er kr. 150,00 og at de aarlige produktionsomkostninger inklusive 5 pct. renter er 10 pct. af anlægget: Produktionsomkostninger inklusive 5 pct. rente av anlægskapitalen, opføres med 10 pct kr. 15,00 10 pct. af dette beløb 1,50 kr. 16,50 Efter denne beregning skal der altsaa betales kr. 16,50 om aaret for en hestekraft, hvis anlægskapitalen er kr. 150,00, kr. 22,00 hvis den er kr. 200,00 og kr. 33,00 hvis den er kr. 300,00. Gaar man ud fra den forudsætning (som synes at slaa til i de fleste tilfælde), at de aarlige produktionsomkostninger inklusive 5 pct. rente kan anslaaes til 10 pct. af anlægskapitalen, bliver, som man vil se forholdet, at prp. nr. 11 sætter som maksimumspris 15 pct. af anlægsomkostningerne, medens prp. nr. 1 sætter 11 pct. Der er altsaa noksaa stor forskjel mellem propositionerne i dette punkt. PROSJ/Notat

108 3 Nærværende komite er paa det rene med at stat og kommune bør betale saa meget for kraften at anlægget bliver skadesløst. Imidlertid er der nogen uenighed indenfor komiteen om hvor meget der maa betales, forat dette maal skal naaes. Komiteens flertal finder, at man bør gaa en mellemvei mellem de to propositioner. Det lægger prp. nr. 1 til grund, men forhøier renten af anlægskapitalen fra 5 pct. til 6 pct. samt tillægget fra 10 pct. til 20 pct. Mod den sidstnævnte forhøielse stemte Aas, Aavatsmark, Hagerup, Hestnes, Liestøl, Rustand og Schanche. Gaar man som ovenfor ud fra, at produktionsomkostningerne eksklusive rente er 5 pct., vil man paa denne maade kunne betinge et vederlag af indtil 13 pct. af anlægskapitalen - er denne kr. 150,00, kan afgiften altsaa sættes til kr. 19,50. Et mindretal (Haug, Hestnes, Holtsmark, Kloster, RMsholm og Stang) finder, at dette bliver for knapt, og stemmer for regelen i prp. nr. 11 (altsaa 15 pct. af anlægskapitalen). Komiteéen har til yderligere udformning af regelen føiet et par nye bestemmelser til dette led. Først og fremst har den indtaget bestemmelse om at koncessionen kan betinge at fastsættelsen af produktionsomkostningerne revideres til bestemte tider. Produktionsomkostningernes størrelse vil vistnok for en væsentlig del bero paa en uforanderlig faktor, nemlig omkostningerne ved det første anlæg. I nogen grad er de dog foranderlige, idet dels anlægget kan udvides, og dels arbeidsløn, skatter og andre udgifter kan øge eller mindske. Baade af hensyn til anlæggets og til det offentliges interesse, er det derfor rimeligt at aabne adgang til, at størrelsen af denne faktor ikke fastsættes med endelig virkning for hele koncessionstiden. Desuden udtaler komiteen, at koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften udtages. Komiteen er enstemmig af den mening, at der paa dette punkt bør vises koncessionæren al mulig imødekommenhed. Det kan blive til væsentlig byrde for anlægget, at det er forpligtet til at skaffe kraften, naar det offentlige forlanger den, hvorved det afskjæres fra at binde hele kraftmængden for længere tid. Skal dette ikke blive for generende for anlægget, maa det have sikkerhed for, at kraften kun forlanges med et længere varsel, f.eks. to eller tre aar. Komiteen har fundet dette forhold saa vigtig for koncessionæren, at den har villet fremhæve det i lovteksten. Endelig har komiteen tilføiet, at tilsvarende bestemmelse kan træffes, hvis anlægget skal levere energien i anden form end elektrisk. De regler, propositionen giver, forudsætter nemlig, at vandfaldet frembringer elektrisk kraft. Leveres motorisk kraft, er reglerne følgelig ikke umiddelbart anvendelige. For at forebygge al tvil, har komiteen udtrykkelig villet omtale dette tilfælde." PROSJ/Notat

109 Innstillingens forslag til 2 post 9 var følgende: "Fremmede statsborgere samt aktieselskaber og andre selskaber med begrænset ansvar, hvis bestyrelse har sit sæde i Norge og for et flertals vedkommende bestaar af norske statsborgere, kan naar ikke særlige almene hensyn taler derimod, af kongen meddeles tilladelse (koncession) til at erhverve eiendomsret eller brugsret til vandfald paa nærmere betingelser, hvorved følgende grundregler bliver at iagttage: 9. Koncessionæren kan tilpligtes at afgive indtil 5 pct. af den til enhver tid udbyggede elektriske kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg af 20 pct., ligesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. af kraften til samme pris. I produktionsomkostningerne medregnes 6 pct. rente af anlægskapitalen. Produktionsomkostningernes størrelse fastsættes ved overnskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel af saadan, ved lovligt skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften udtages. Hvis anlægget skal levere energien i anden form end elektrisk, kan tilsvarende bestemmelser træffes." Ved lov av 18. september 1909, 2 post 9 ble bestemmelsen om kraftavgivelse utformet på følgende måte: "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 pct. av den til enhver tid utbyggede elektriske kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets bestemmelse, likesom der kan forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 pct. av kraften. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningene med tillæg av 20 pct. I produktionsomkostningene medregnes 6 pct. rente av anlægskapitalen. Produktionsomkostningenes størrelse fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av saadan ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Hvis anlægget skal levere energien i anden form end elektrisk, kan tilsvarende bestemmelser træffes." B. Re ulerin sloven Lov om vassdragenes benyttelse m.v. av 1. juli 1887 var blitt endret ved lov av 19. juli 1907, men hadde ingen bestemmelse om konsesjonskraft. En komite, Reguleringskomiteen, ble oppnevnt 14. oktober Denne komiteen avgav innstilling 29. februar 1908, og en Ot.prp. nr. 2 (1909) bygger på innstillingen. I denne tar man for seg elektrisitetens betydning for almenheten og nødvendig- PROSJ/Notat

110 5 heten av bruk av betingelser. En av betingelsene er å avgi billig kraft til den mindre industri m.v. Når det gjelder betalingen står det bl.a.: "Departementet anser det av vigtighet, at disse rent økonomiske elementærsætninger her akcentueres; thi de synes ikke at være tat i tilbørlig betragtning under den tidligere diskussion av saken. Det maa erindres, at saafremt den elektriske kraft skal finde almindelig anvendelse rundt om i de forskellige grene av vor industri, saafremt den skal bidra til at fremme og utvikle denne og saafremt den ytterligere skal finde en mere utstrakt anvendelse til belysning m.v. i de private husholdninger, saa er det an absolut nødvendighet, at den kan leveres saa billig, som dens produktionsomkostninger (derunder selvfølgelig indbefattet en rimelig avkastning av den anvendte kapital) tillater." Med hensyn til avgivelse av kraft uttales det bl.a.: "I likhet med hvad der er indtat i utkastet til lov om erhvervelse av vandfald ( 4. 9) har man fundet, at der ogsaa i en lov om vasdragsreguleringer bør paalægges større anlæg forpligtelse til at avgi en viss del av kraften for en rimelig pris til vedkommende kommune. Denne bestemmelse har til hensigt at sikre kommunens indvaanere elektrisk kraft til smaaindustri, gaardsdrift, belysning m.v. og søker sin berettigelse i den omstændighet, at det ofte har været forbundet med vanskelighet at erholde kraft i mindre mængder fra de store kraftanlæg, da disse enten har været beregnet paa en enkelt storindustriel bedrift, som har havt et stort kraftbehov, eller, selv om de har været anlagt paa omsætning av kraft, nødig har villet stykke den ut i smaat til de mindre konsumenter, da dette angivelig er mindre lønnende. En av elektricitetens vigtigste fordele er imidlertid netop den, at den i fortrinlig grad egner sig til utportionering i smaa kvanta og saaledes kan bli en mægtig løftestang for smaaindustrien, haandverket og de mange forskjellige mindre erhverv under deres ofte vanskelige kamp for at holde sig oppe i konkurrencen med den store industri." Forslag til betingelse for avgivelse av kraft hadde følgende ordlyd i 12 post 2: "At der av den saaledes for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover 1000 hestekræfter avgives, efterhvert som utbygning sker, indtil 5 pct. energi aarlig til den kommune, hvor anlægget er beliggende, efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 10 pct., likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. av den økede kraft til samme pris. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 5 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av almindelig fast eiendom, vandfald, bergverk m.v." PROSJ/Notat

111 6 I proposisjonen uttales det også: "Det er ikke meningen ved denne bestemmelse at lægge en dobbelt forpligtelse paa de vandfald, som har at opfylde en tilsvarende forpligtelse i henhold til koncession meddelt overensstemmende med lovgivningen om erhvervelse av vandfald. En bestemmelse herom er indtat i nærværende post. Endvidere bemerkes, at energiavgivelsen efter denne post blir at beregne av den del av kraftøkningen (kfr. 3 c) som vedkommende vandfaldseier utbygger. Det forutsættes, at der i koncessionen fastsættes de nærmere regler til bestemmelse av den energimængde som saaledes blir at avgi; mængden antages som regel at ville bli sat til et bestemt maksimeret antal hestekræfter for et længere tidsrum ad gangen, saaledes at der ikke blir for stor usikkerhet i forholdet for leverandør og mottager. Efter ordene "5 pct. energi" i første punktum har man tilføiet "aarlig" for at præcisere, at den energi, som skal avgives, skal leveres jevnt det hele aar uten hensyn til den efter aarstiderne vekslende vandføring. Med hensyn til fastsættelsen av prisen har man formulert bestemmelsen paa samme maate som den tilsvarende bestemmelse i loven om erhvervskoncessioner." Av innstillingen som fulgte proposisjonen, Indst. 0 XIX-1909 fremgår det at et flertall ikke ville ta saken til behandling mens et mindretall fant å ville føre saken videre og foreslo følgende 11 post 2: "At der at den saaledes for hvert vandfald eller brug indvundne øgning udover 1000 hestekræfter afgives, efterhvert som udbygning sker, indtil 5 pct. energi aarlig til den kommune, hvor anlægget er beliggende og andre interesserede kommuner, efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg af 20 pct., ligesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. af den øgede kraft til samme pris. Størrelsen af produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning af anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel heraf ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften udtages. Pligten til saadan afgivelse af kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse af almindelig fast eiendom, vandfald, bergverk m.v." I Ot. prp. nr ble prisregelen fra Inst. 0 XIX gjentatt i lovforslaget uten kommentarer. Denne proposisjon ble tilbakekalt med Ot. med. nr. 5 (1910). PROSJ/Notat

112 7 I Ot. prp. nr. 44 (1910) uttales vedr, konsesjonskraftpris følgende: "Bestemmelse i post 2 om avgivelse av kraft til kommune og stat maatte redigeres med meget forsigtighet, om den ikke skal bli en betydelig byrde for vasdragseierne. Det maatte saaledes gjøres til pligt for staten og vedkommende kommune at træffe sin bestemmelse, førend arbeidet igangsættes, om den utstrækning, i hvilken man ønsker at gjøre bruk av retten, og ved den engang avgivne bestemmelse maatte man være bundet for hele koncessionstiden og under hele denne betale den fastsatte avgift, hvad enten man benyttet kraften eller ikke. Hvis saa ikke sker, og kraftanlæggende altsaa maa holde 10 pct. av sin strøm disponibel til enhver tid uten godtgjørelse, maa man ved planlæggelsen regne med værste tilfælde, nemlig at kraften foreløbig ikke tages i bruk av kommune eller stat. Hvad denne saa uskyldig utseende bestemmelse kan betyde for et kraftanlæg, vil fremgaa av følgende lille eksempel: Ifølge meddelelser i disse dages aviser vil kraftanlæggene ved Tysse i Hardanger færdig utbygget gi hk, hvorav vi forutsætter indvundet ved reguleringen 9/10 eller hk. 10 pct. av ( ) = Sættes som før (side 42) kr. 32,00 som aarlig leie pr. hestekraft efter almindelig markedspris, vil altsaa en saadan bestemmelse, anvendt paa et selskap som dette, gi et aarlig indtægtstap av x 32 = kr ,00. (Et bevis ogsaa paa hvilke betydelige privilegier der ved lovutkastet etableres forut for staten ogsaa for de allerede istandbragte selskaper ved indførelse av nye avgifter, som disse ikke har og ikke kan paalægges). Og paa den anden side: forlanges det ikke, at kraften skal holdes disponibel, før den betales, maa altsaa den fabrik, som benytter den øvrige kraft, ogsaa indrettes for at anvende de her omhandlede 10 pct. Men naar saa først har maattet gjøres, saa vil altsaa indtil 10 pct. av fabrikanlægget staa uten kraft, naar denne senere forlanges avgit." "I samme Ot. uttales det i et bilag 3 "Bemerkninger til "Det foreliggende lovforslag om vasdragsreguleringer"følgende: Avgivelse av kraft til stat og kommune sker efter almindelige salgspriser, der bestemmes - i mangel av mindelig overenskomst - ved lovlig skjøn. Kraften maa overtages av konsumenten ved kraftanlæggets igangsættelse, eller naar producenten kræver det. Bestemmelse om kraftavgivelse maa være truffet, før anlægget paabegyndes. Advokat Johannes Bergh uttaler i sakens anledning: "Pligten til at avgi kraft til stat og kommune for anden pris end almindelig salgspris bør bortfalde, og endelig bestemmelse fra stat og kommune om kraftavgivelse maa pligtes tat tilfølge og meddelt før kraftanlæggets bygning paabegyndes." Forslag til bestemmelse lød: "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 % av den til enhver tid utbygede elektriske kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets PROSJ/Notat

113 8 bestemmelse, liksom der kan forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 % av kraften. Vedkommende kommune pligter liksom også staten, inden kraftanlæggets bygning paabegyndes, at meddele koncessionæren, hvorvidt den i nærværende post omhandlede kraft kræves avgit eller ikke. Saadan meddelelse er endelig bindende, saalænge anlægget bestaar. Indløper meddelelse ikke til tid som nævnt, er dermed adgangen til at kræve kraften avgit bortfaldt. Hvis kraften kræves avgit, skal den betales med almindelig salgspris, hvis størrelse avgjøres ved sagkyndig skjøn, forsaavidt enighet derom ikke oppnaaes." Fra Indst (1911) gjengis: "Om departementets stilling til spørsmaalet om avgivelse av kraft til kommune og stat. Det næste spørsmaal blir da paa hvilke betingelser forøvrig tilladelse til regulering bør gives. Nærværende komites mindretal agter ikke under disse almindelige bemerkninger at omtale de betingelser, hvorom der i hovedsaken synes at være enighet, men vil væsentlig hefte sig ved de punkter, hvori proposition nr. 44 adskiller sig fra den tilbakekaldte, men av Liestøl optagne proposition nr. 8. Til de interesser, som ved en regulering maa tilgodesees, er almenhetens adgang til for en rimelig betaling eller utgift at kunne erholde tilstrækkelig elektrisk energi til lys, opvarmning og drivkraft for landbruket og smaaindustrien. Hertil vil imidlertid efter departementets mening ikke trænges kunstige forholdsregler. "Ser man hen til forholdenes utvikling hittil og til de tekniske fremskridt, som stadig gjøres særlig med hensyn til overførelse av elektrisk kraft paa længere avstande, er der - uttaler departementet - "grund til at tro, at naar der fra lovgivningens side ikke lægges for store hindringer i veien, vil utnyttelsen av vore vandfald netop til elektrisk kraftoverføring gjøre saa hurtige fremskridt, at der snarere vil bli tale om overproduktion end om et sparsomt tilbud med derav betingede høie priser. Departementet maa, naar det kommer til dette resultat, formentlig være uopmerksom paa de forskjelligartede forhold i vort land. Paa mange steder er der praktisk talt bare et utnytbart fald inden et større distrikt, og dettes eier vil da kunne skrue kraftpriserne sterkt op, for selv om "utnyttelsen av vore vandfald netop til elektrisk kraftoverføring gjør saa hurtige fremskridt", vil allikevel bare ledningernes kostende utelukke en effektiv konkurranse. Det samme vil av andre grunde være tilfældet i vasdrag, hvor allerede flere vandfald er utnyttet, og hvor utviklingen kræver utvidet anvendelse av kraft. Storindustriens lave priser kan man heller ikke her trøste sig med, for den egentlige storindustri vil neppe befatte sig med bortleie av energi uten i saa store mængder, at de fleste av vore smaa kommuner ikke kan spekulere i dem. PROSJ/Notat

114 9 Departementets opfatning staar i avgjort strid med de opfatninger, som kom frem ved koncessionslovenes behandling i 1909 saavel i Odelsting som Lagting. Der var nogen meningsforskjel om enkeltheterne i de da foreliggende forslag; men der var enstemmighet saavel i den kombinerte komite som i Odelsting og Lagting om nødvendigheten av at sikre kommunerne en viss andel i kraften. Inden nærværende komite er der ogsaa praktisk talt enstemmighet om at der bør være adgang til at sikre kommunerne den nødvendige energi til lys og kraft i alle tilfælde. Som det vil sees, foreslaar den samlede komite, at der vedtages en lov som gir kommunerne ekspropriationsret til vandfald. Mindretallet finder imidlertid disse bestemmelser utilstrækkelige og i mange tilfælde uhensigtsmæssige (se nedenfor side 36), og man har derfor fundet det rigtig at fastslaa som ufravikelig regel av indtil 5 pct. av kraften altid skal sikres kommunerne. I de tilfælde hvor denne kraftmængde er utilstrækkelig, vil saa andelen i kraften kunne forhøies efter det antagelige behov eller ekspropriation foretages. Til nærværende mindretal har et av komiteens øvrige medlemmer (Amundsen) sluttet sig i dette punkt. At ogsaa staten kan forlange indtil 5 pct. av kraften finder de samme medlemmer at burde indstille paa." innstillingen side 36 som det er henvist til står det følgende: "I alle større vasdrag vil forholdene ordnes mest tilfredsstillende for alle parter efter den av flertallet foreslaaende regel. De store reguleringer falder forholdsvis billigst, og kraft fra et stort anlæg med mange tusen hestekræfter vil som oftest falde billigere end fra et litet, selv om kraften fra det større anlæg skal benyttes paa steder, som ligger langt fra kraftstationen. Intereserte kommuner kan fra et saadant stort anlæg forsynes med nødvendig energi uten nogen stor ulempe for industrien, idet flertallet forutsætter, at der ved bestemmelsen om det varsel, reguleringseieren har krav paa, før kraften uttages, tages rimelig hensyn til alle sider. Skulde derimot kommunerne bli sat i en saadan stilling, at de enten maatte opgi kravet paa at faa sit behov for elektrisk energi tilfredsstillet eller overta det hele fald i henhold til en eventuel lov om ekspropriation, saa vilde maaske mange kommuner paa grund av manglende forstaaelse av sakens betydning eller av finansielle hensyn vælge det første alternativ. Det kommuner, som kom til at benytte sig av en ekspropriasjonsret, blev antagelig - ialfald i den første tid - alene de store og økonomiske velstillede. Disse kommuners behov for kraft er ogsaa saa stor, at det antagelig vil være det naturligste for dem at erhverve et større vandfald. Ogsaa de mindre kommuner vil kunne faa anvendelse for en ekspropriationslov i de tilfælde da der ikke er anledning til at faa leiet kraft fra et større anlæg. Er der derimot en saadan anledning, vil leie frembyde sig som det naturligste for dem. PROSJ/Notat

115 10 Flertallet indrømmer, at betingelsen om avgivelse av kraft efter det foreliggende lovforslag ikke i alle distrikter vil kunne tilfredsstille behovet, og det anser derfor en lov om ekspropriasjonsret for kommunene som er ønskelig og heldig utfyldning av reguleringslovens bestemmelser. Man kan derimot ikke være enig med mindretallet naar dette opkonstruerer et motsætningsforhold her. Forholdene er i flere distrikter saaledes, at der praktisk talt ikke er mere end et utnytbart fald; men dette er til gjengjæld saa stort og kan ved regulering tilveiebringe en saa stor kraft, at det er vel skikket for storindustri. Har vi saa bare ekspropriationsret for kommunerne, saa maa disse enten finde sig i, at deres behov for elektrisk energi ikke imøtekommes, eller de maa ekspropriere og derpaa utbygge og regulere vasdraget for utnyttelsen av et fald hvis kraft de bare for en brøkdel har behov for. Hertil kommer, at den foreslaaede ekspropriationslov bestemmer, at vedkommende kommune eller kommuner bare faar en del av kraften i de store fald, dersom ekspropriaten ønsker at beholde den del, som kommunen ikke tiltrænger for de formaal for hvilke ekspropriationsretten er git. Ekspropriaten skal da delta i utbygning og regulering for sin andel. I de tilfælde, da kommunen bare trænger en liten brøkdel av vandfaldet paa 5 å 10 pct., vil der opstaa et eiendommelig forhold. Ekspropriaten staar fremdeles som hovedeier med 90 å 95 pct. av kraften; men kommunen faar medbestemmelsesret i ordningen av det hele. Det vilde efter flertallets mening være langt heldigere, om den, som vilde utnytte et sligt fald for storindustrien, stod som eier av det hele og avgav nødvendig kraft til kommunen mot en rimelig godtgjørelse. Med bestemmelsen om avgivelse av kraft til kommunen, suppleret med en lov om ekspropriationsret vil man faa adgang til at ordne sig i hvert enkelt tilfælde paa den saavel for industrien som for kommunerne heldigste maate. Mindretallet slutter sig som sagt til den opfatning som ligger til grund for flertallets forslag, og det tar saaledes bestemt avstand fra departementets ovenfor citerte uttalelser i proposition nr. 44, side 14 (se ovenfor side 24-25). Mot den foreslaaede bestemmelse om avgivelse av kraft anfører mindretallet, at kraften i tilfælde maatte betales med dens værdi efter skjøn overensstemmende med den sedvanlige regel i grundlovens 105. Denne indvending vilde være berettiget, hvis stat og kommune skulde ekspropriere noget av den kraft, som et bestaaende anlæg var i besiddelse av; men her gjælder det en betingelse for, at vandfaldseierne kan faa kraften i sine vandfald øket ved statens og samfundets hjælp, og det er bare en del av den forøkede kraft, som fordres avstaat. Denne betingelse maa sees som en foranstaltning, hvorved ulemperne for et distrikt ved en pludselig opstaat storindustri i nogen grad kan nøitraliseres. Mindretallet opregner blandt de ulemperav en regulering, som skal avhjælpes ved avgifter (side 97) forandrede kommunale forhold i det hele paa grund av indflytning av en talrik ny befolkning. Mindrtallet har visselig ret i dette; men just derfor kan det ikke indsees, hvorfor ikke denslags ulemper skulde kunne søkes for en del opveiet ved den hjælp, som elektrisk kraft til gaardsbruk, haandverk og smaaindustri kan skaffe. PROSJ/Notat

116 11 Og selv om man ikke vil se betingelsen om avgivelse av kraft som et led i de bestemmelser, som skal sikre mot skade og ulempe ved regulering eller avhjælpe disse, saa maa dog bestemmelsen sættes i klasse med den i alle propositioner og i reguleringskomiteen opstillede betingelse om avgivelse av driftsvand til kanalisering. Dette driftsvand skal endog avgives uten vederlag, mens vandfaldseierne her sikres alle driftsomkostninger med et tillæg av 20 pct. Ulempen ved, at kommunen ikke er forpligtet til at benytte kraften og betale for den fra det tidspunkt, da anlægget er færdig, er heller ikke stor, dersom der gives vandfaldseierne en rimelig varselsfrist, før kraften uttages. Vandfalseierne kan nemlig under den nævnte forutsætning i de fleste tilfælde utnytte kraften indtil den uttages. Naar flertallet har opstillet den regel for godtgjørelsen av den avgivne kraft, at denne skal svare til driftsutgifterne - heri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct., saa er grunden hertil, at denne beregningsmaate er en for alle parter liketil og grei regel. Komiteens medlem Enge har fremsat et forslag, som er væsentlig forskjellig fra flertallets derved, at kommunernes ret til kraft er betinget av, at de har truffet bestemmelse herom inden 2 aar fra arbeidets paabegyndelse. Vandfaldseierne vil faa en frist av 5 aar til arbeidets utførelse, og kommunerne maa da fatte sin beslutning længe før anlægget er færdigt. En saadan regel vil kunne føre til, at mange kommuner undlater at benytte sig av adgangen. Man har saa liten erfaring i landsbygderne for nytten av elektrisk energis anvendelse, at erkjendelsen av dens store betydning neppe endnu er saa almindelig, som den vil bli i fremtiden. Der maa derfor efter flertallets mening være anledning for kommunerne til naarsomhelst at bestemme sig for anvendelsen av den betingede kraft, men vandfaldseierne maa ha en rimelig varselstid, saa levering kan foregaa uten synderlig ulempe. Enge gir adgang for kommunerne til 10 pct. av kraften. Flertallet mener at man her bør bli staaende ved 5 pct. og saa overlate til administrasjonen at bestemme, om der bør betinges en større andel. Statens 5 pct. kan selvfølgelig overlates kommunerne, hvis den ikke selv har bruk for kraften. Av det flertal, som indstiller paa en bestemmelse om, at kommuner og stat skal kunne faa leiet kraft er der 4 medlemmer, (Bryggesaa, Foshaug, Grivi og Valentinsen), som mener at bestemmelsen i 10 første led i proposition nr. 44 aapner adgang for Kongen til at betinge avgit den kraft som er nødvendig for behovet, forsaavidt dette kan ske paa en for alle parter rimelig og hensigtsmæssig maate. Bestemmelsen er efter disse medlemmers mening hovedbestemmelsen for de betingelser, som kan opstilles for reguleringstilladelser, og den er ogsaa i proposition nr. 44 ganske rigtig sat op som en saadan og henvist til ved senere bestemmelser (se 12 første led, 13 andet led). Naar de øvrige medlemmer i nærværende komite mener at den av de 4 medlememr hævdede opfatning av dette punkt er i strid med hvad der har været bestemmelsens hensigt i tidligere forslag, saa maa denne mening formentlig være bygget paa den opfatning, at der i det hele tat ikke er adgang til at betinge kommunerne kraft fra de anlæg, som benytter den ved reguleringen økede PROSJ/Notat

117 1 2 vandkraft. Man er enig med reguleringskomiteen i at der ikke efter denne bestemmelse kan "opstilles betingelser, som tar sigte paa andre forhold end de, som berøres av vedkommende reguleringsforetagende", likesaalitt som bestemmelsen kan brukes til at betinge staten økonomiske fordele, utenfor hvad der forøvrig ved loven er hjemlet (reguleringskomiteens indstilling side 31). Men dette kommer ikke paa nogen maate i strid med deres opfatning som finder at avgivelse av kraft til gaardsdrift, haandverk, smaaindustri, lys m.v. er i nøieste overensstemmelse med lovens principer. De ulemper som gaardbrukerne vil ha ved større driftsutgifter i en bygd, hvor en storindustri pludselig blomstrer op, vil i nogen grad avhjælpes ved en saadan bestemmelse. Forholdet passer udmerket paa uttalelserne i indst, 0 XIX for 1909 om "almene eller private interesser, som hensigtsmæssigere kan eller bør varetages paa anden maate end ved pengeerstatning". Naar reguleringskomiteen kalder denne bestemmelse speciel i motsætning til de øvrige, som opstilles som reguleringsbetingelser, og som betegnes som almindelige, saa er dette ganske rigtig i den betydning, hvori ordene speciel og almindelig staar i det av flertallet citerte avsnit. De almindelige betingelser kaldes saaledes, fordi de vil komme til anvendelse ved alle reguleringstilladelser og den i Ot.prp. nr. 44 som første led opstillede regel er av mere speciel natur, fordi.den bare tænkes anvendt der, hvor de andre ikke helt tilfredsstiller de krav, som maa stilles. Hvad nu avgivelse av kraft angaar, saa vil der i de almindelige betingelser kræves, at 5 pct. i alle tilfælde skal sikres kommunerne, men forholdene kan være slik, at der inden et større omraade bare er et fald, og at 5 pct. av dets kraft er aldeles utilstrækkelig for behovet, og da maa der være adgang til at betinge herrederne en større andel, forsaa vidt faldet er saa stort, at dette kan kanske uten særlig ulempe for eieren. De 4 medlemmer av flertallet i spørsmaalet om avgivelse av kraft til kommuner og stat mener saaledes, at deres opfatning staar i hel og fuld overensstemmelse med lovens forarbeider paa dette punkt. Naar de 5 medlemmer, som hævder en motsat opfatning, finder at burde flytte denne "specielle" bestemmelse ned ved siden av de "almindelige" for derved at fastslaa en anden forstaaelse, saa er hertil at bemerke, at dens ordlyd trods dens plads beholder sit indhold og bør ikke kunne misforstaas. Fastslaar Odelsting og Lagting, at avgivelse av kraft til kommuner og stat er en betingelse, som maa stilles ved reguleringstilladelser til av hjælpelse av ulemperne i distrikterne, saa er ikke administrationen avskaaret adgangen til i enkelte tilfælde at sikre stat og kommuner en større andel i kraften end det minimum som den altid maa fordre." PROSJ/Notat

118 13 MINDRETALLETS LOVFORSLAG Efter det anførte indstiller mindrtallet til Odelstinget at fatte saadan beslutning til lov: "At der av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk saaledes indvundne økning utover naturhestekræfter avgives, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og til andre interesserte kommuner efter departementets nærmere bestemmelse. Forsaavidt der ikke efter punkt 1 i nærværende paragraf er betinget en større andel, skal hvert anlæg forpligtes til at avgi indtil 5 pct. aarlig til kommunerne, likesom der kan forbeholdes staten andre 5 pct. av kraften. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct. I produktionsomkostningerne indgaar 6 pct. renter av anlægskapitalen. Produktionsomkostningernes størrelse fastsættes ved overenskomst mellom vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel derav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, reguleringsanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." I komiteens spesielle bemerkninger angående de enkelte paragrafer, er det bare tatt med det som angår pris på konsesjonskraft. "Punkt 10, angaar avgivelse av en del av den kraft, som indvindes ved reguleringen, til staten og de kommuner, hvor reguleringsanlægget er beliggende. I Ot. prp. nr. 44 findes ingen bestemmelse herom. Heller ikke er nogen saadan betingelse foreslaat av reguleringskomiteen. Derimot indeholder Ot. prp. nr. 2, 1909 (i 12 p. 2), mindretalsforslaget i indst. 0. XIX samme aar og Ot. prp. nr. 8, 1910 (begge de sidstnævnte i 11 p. 2) forslag i denne retning. Til begrundelse av forslaget er der i Ot. prp. nr. 2 (side 33) henvist til, at en lignende bestemmelse findes i loven om erhvervelse av vandfald ( 2 p. 9) i den hensigt at sikre kommunernes indvaanere elektrisk kraft til smaaindustri, gaardsbruk, belysning m.v. Likeoverfor de store kraftanlæg - forklares der, - har det ofte vist sig vanskelig at faa kraft overlatt i smaa mængder, enten fordi hele kraften har været optat for vedkommende industrielle bedrift, eller fordi de store kraftanlæg nødig har villet stykke kraften ut i smaat, da dette angivelig er mindre lønnende. Det maa imidlertid ansees som en hovedoppgave at gjøre, hvad gjøres kan, for at faa den elektriske kraft utportionert i smaat særlig utover landdistrikterne. Under enhver omstændighet maa det formentlig erkjendes - tilføies der, - at det vil være til stor nytte for vore kommuner - navnlig de mindre landskommuner at der holdes dem adgang aapen til at erholde elektrisk kraft paa denne maate. PROSJ/Notat

119 14 Bestemmelsen er dog i odelstingspropositionerne nr. 2 og 8 og likeledes i indst. 0. XIX kun foreslaat gjort gjældende for den økning av kraften, som ved de enkelte vanfald eller bruk overstiger 1000 hestekræfter, hvorhos der er gjort forbehold om, at vandfald eller bruk, som avgir kraft til staten eller vedkommende kommuner i henhold til erhvervslovens 2 p. 9, ikke skal være forpligtet til ogsaa at avgi kraft erter nærværende bestemmelse. Den kraft, som avgives, er forutsat beregnet av den del av kraftøkningen, som vedkommende vandfaldseier utbygger, og begrænset til som maksimum 5 pct. derav til den kommune, hvor anlægget er beliggende (i Ot. prp. nr. 8 er tiøføiet: "og andre interesserte kommuner") og indtil andre 5 pct. til staten. Prisen er i loven fastsatt at skulle være som maksimum lig produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct. Kraften skal stilles til raadighet for staten eller kommunen, naarsomhelst disse forlanger det, dog forutsættes det, at den kraftmængde, som skal avgives, i regelen fastsættes til et bestemt maksimum av hestekræfter for et længere tidsrum ad gangen, for at det ikke skal bli for stor usikkerhet i forholdet for leverandør og mottager. Komiteens flertal - Amundsen, Bryggesaa, Foshaug, Grivi og Valentinsen - slutter sig i dette punkt til odelstingspropositionerne nr. 2 og 8. 4 medlemmer av dette flertal - Bryggesaa, Foshaug, Grivi og Valentinsen - anser det tilstrækkelig til begrundelse av sit forslag at henvise til, hvad de har anført side og side 49 ( 11 b). Amundsen ønsker for sit vedkommende at anføre: Forslaget er et pendant til loven om erhvervelse av vandfald m.v. 2 punkt 9. Jeg mener, at det er av stor vigtighet, at det ogsaa i nærværende lov aapnes adgang til at sikre stat og kommune et visst kvantum kraft til lys, gaardsdrift og smaaindustri. Dette kan likesaalitt som andre ydelser end saadanne, som skal tjene til at forebygge, avhjælpe eller avbøte skade paa almene interesser, fremkaldt ved reguleringsanlægget, betinges i henhold til det følgende punkt (11) i nærværende paragraf. Jeg er saaledes ikke enig i den fortolkning, fraktionen Bryggesaa m.fl. gjør gjældende med hensyn til punkt 11, og jeg mener, at der i loven maa sættes en absolut begrænsning for statens og kommunernes adgang til at lægge en byrde av denne beskaffenhet paa industrien. Da det nu imidlertid av den anden fraktion Bratlie m.fl., saavidt jeg forstaar, hævdes, at enhver betingelse av denne art er likefrem ulovlig eller utilstedelig, har det sin interesse at paapeke hvorledes der i saa henseende er forholdt ved meddelelse av tidligere koncessioner. PROSJ/Notat

120 15 Ved kongelig resolution av 17de januar 1907 fik a/s Kinservik tilladelse til at erhverve eiendomme og vandfald mot at forpligte sig til eventuelt at bortleie til belysning eller lokal smaaindustri i alt elektriske hestekræfter til en av departementet bestemt pris. Ved kongelig resolution av 10de januar 1908 fik a/s Rjukan lignende tilladelse omfattende hestekræfter mot at forpligte sig til at avgi indtil 5 pct. av den ved anlægget producerte elektriske energi i forhold til nævnte kraftkvantum til den kommune, hvor anlægget er beliggende, efter an av departementet fastsat maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 10 pct. fortjeneste. Staten forbeholdt sig ret til at faa en lignende energimængde paa samme betingelser. Ved kongelig resolution av 16de september 1908 fik a/s Matrefaldene koncession til erhvervelse og regulering av vandfald mot at avgi aarlig indtil 500 hestekræfter av den elektriske energi til stat eller kommune efter en pris av kr. 30,00 pr. elektrisk hk., levert paa kraftstationen og fra de installerte maskiner. Ved kongelig resolution av 16de september 1908 fik a/s Tyinfaldene koncession til lignende erhvervelse og regulering paa samme betingelser som a/s Matrefaldene. Ved kongelig resolution av 28de september 1909 fik a/s Lysefjord lignende tilladelse mot at forpligte sig til at avgi indtil 5 pct. av kraftmængden paa de nu foreslaaede betingelser og levert som under 3) anført Ved kongelig resolution av 23de december 1909 fik "Elektricitetsaktieselskabet Fc6rde" lignende tilladelse bl.a. paa samme betingelser. Ved kongelig resolution av 23de december 1909 fik a/s Svælgfos koncession paa erhvervelse av forskjellige vandfald mot at avgi indtil 21/2pct. av den til enhver tid utbyggede elektriske kraft til vedkommende kommune paa de nu foreslaaede betingelser. Ved kongelig resolution av 30te december 1909 fik a/s Ryfylke kraftanlæg lignende tilladelse mot at avstaa indtil 5 pct. av kraften til de interesserte kommuner og 5 pct. til staten paa de nu foreslaaede betingelser. De under 1, 2, 7 og 8 nævnte koncessioner angaar kun erhvervelse, de under 3-6 nævnte baade erhvervelse og regulering. Betingelsen om avstaaelse av kraft til stat og kommune har ogsaa tidligere fra forskjellige hold været omhandlet i Stortinget og Odelsting. Ved behandlingen av den under 3) nævnte koncession (Matrefaldene) uttalte repræsentanten Wergeland (Stortingstid. for 1908, side 3617): "saa hadde kommunen anset sig berettiget til at sikre sig endel av den kraft, som laa inden den grænser". Men paa grund av den spredte bebyggelse m.v. "hadde man frygt for, PROSJ/Notat

121 16 at der vilde gaa noksaa lang tid, før kommunen eller dens indvaanere kunde se sin fordel av at benytte denne kraft, og indtil da vilde de ha et beløp utbetalt aarlig - -." Dette beløp skulde anvendes til at "faa litt fart i utviklingen", specielt i kommunikationernes og landbrukets interesse. "Jeg tror, at et saadant krav maa ansees berettiget." Under koncessionslovdebatten (Odelstingstid. for 1909, side 694) uttaler repræsentanten professor Stang: "Baade flertallet og mindretallet i komiteen foreslaar, at ethvert vandfaldsanlegg, hvor det kræves av aministrationen, skal avholde 10 pct. av kraften til staten og kommunen. "Det er en noksaa stor byrde paa industrien, men en byrde, som jeg fuldt ut sympatiserer med, og som jeg ikke vil, at man skal gjøre noget fradrag i." Han gjentar dette med andre ord side Under samme debat uttaler repræsentanten Bratlie (side 812): "Naar man kommer til spørsmaalet om regulering, saa er det en klar sak, at da kan ikke grundlovens 105 gjøres gjældende, fordi om staten stiller vilkaar for reguleringstilladelsen, da gjælder det nemlig fordele, fosseeieren skal opnaa ved reguleringen, og derfor er det ikke grunlovstridig, at staten da opstiller sine vilkaar." Repræsentanten, nuværende statsraad Holtsmark uttaler under samme debat side 724, at han er enig i, at der maa sættes betingelser bl.a. for at sikre "samfundet delagtighet i energien, saa at ikke den mindre industri stænges for adgang til kraft utover landet." Under den specielle debat om 2, punkt 9 i koncessionsloven, Ot. tid s og , var der saavidt skjønnes ingen meningsforskjel om, at der skulde være adgang til at betinge kommune og stat tilsammen indtil 10 pct. av kraften, men om, hvorvidt loven tillige burde ha den form, den fik, at disse 10 pct. altid skulde betinges, samt om hvorledes prisen skulde bestemmes, specielt om hvilket procenttillæg der skulde gives til produktionsomkostningerne. Naar komiteminoriteten Bratlie m.fl. antar, at en lignende bestemmelse i reguleringsloven vil være utilstedelig, kan jeg ikke indse dette. Det synes mig, at der snarere kan tvistes om, hvorvidt der er adgang til i tilfælde av erhvervelse av vandfald at paalægge kjøperen en betingelse, som karakteriseres som byrdefuld og tapbringende; thi den mulighet er jo da nærliggende, at den pris, sælgeren opnaar, blir mindre. Men jeg kan ikke indse, at der under nogen omstændighet kan være tvil om lovligheten av denne betingelse ved reguleringstilladelse, ialfald naar nødvendigheten av koncession og dermed adgangen til at stille betingelser er begrænset til de tilfælde, som nærværende komites flertal foreslaar i 1: at almene interesser skades, at større indsjø opdæmmes, eller at ekspropriation fornødiges. PROSJ/Notat

122 17 I det hele tat: Erkjendes det først, at der er adgang til at opstille betingelser for reguleringstilladelser, er det vanskelig for nogen at kunne si: Dette er lovlig, hint ulovlig, fordi om der opstaar meningsforskjel om den praktiske utformning av disse betingelser. Lovgiveren maa her anvende et fornuftig skjøn, selv om det er forbundet med en vis vilkaarlighet, og ikke la sig hilde i spekulativt-juridiske betragtninger, som let kan bli en hindring for istandbringelsen av enhver praktisk brukbar lov paa dette omraade. Naturligvis kan det her som ved koncessioner til erhvervelse bli ubekvemt for vedkommende vandfaldseier at indrette sig med en saadan betingelse for øie, og det er væsentlig heri byrden, saavidt skjønnes, bestaar. Prisen paa kraften, naar den først tages i bruk av stat eller kommune, er jo nemlig temmelig rundelig, beregnet paa at dække alle omkostninger med tillæg av 20 pct. Men betingelsen forsvares ut fra den samme betragtningsmaate som den i 12 foreslaaede avgift og kan siges at være en anden form for det samme. Jeg tillater mig derfor at henvise til, hvad jeg nedenfor har bemerket ved mit forslag til 12. Jeg er opmerksom paa, at denne bestemmelse i reguleringsloven ofte vil være upaakrævet, nemlig hvor koncession paa erhvervelse og regulering, som hyppig er tilfældet, følges ad, eller hvor erhvervskoncession er gaat forut, naar betingelsen der er indtat. Men da bortfalder den ved reguleringstilladelse ifølge forslagets sidste punkt. Derimot er bestemmelsen av betydning i de tilfælde, hvor der kun handles om reguleringstilladelse, og selv om disse tilfælde maaske er de færreste, vil de dog ikke sjelden forekomme. Mangesteds, i alfald paa østlandet, forholder det sig som av repr. Bratlie under koncessionslovdebatten, Ot. tid. for 1909 s. 762, oplyst at fossefaldene der for en stor del allerede er optat av industrien og ikke paany blir gjenstand for omsætning i den nærmeste fremtid. Der kan naturligvis indvendes mot forslaget, at det ikke vil være til nytte for de kommuner, hvor den ved reguleringen indvundne vandkraft ikke overstiger det foreslaaede minimum naturhestekræfter. Men dette er en følge av de naturgivne forhold. Det er komiteens medlem, Enge, fremsatte særforslag kan jeg ikke gi min tilslutning. Derimot antar jeg, at den av komiteens samtlige medlemmer foreslaaede ekspropriationslov vil være paa sin plads og, især naar det gjælder mindre vandfald, kunne bli praktisk anvendelig, fordi kommunerne da lettere vil være istand til at paata sig de med en ekspropriation forbundne ofre. PROSJ/Notat

123 18 Et mindretal paa 4 medlemmer - formanden, Enge, Fürst og Wergeland - stemmer imot flertallets forslag, og skal herom anføre følgende: Ingen, som forsøker at opgjøre sig en klar og uhildet mening om, hvilke store forandringer anvendelse av elektriciteten muligens kan komme til at medføre i vort folks daglige liv og virksomhet i kommende aar, kan være blind for, at det er en stor opgave for statsmyndigheterne at arbeide med det bevisste formaal for øie at gjøre elektrisk kraft saa let og billig som mulig tilgjængelig i hver by og bygd i fremtiden. Lad være, at der med hensyn til de forespeilinger, som enkelte gjør sig i denne henseende, er adskillig overdrivelse og uklarhet tilstede, navnlig fordi der ikke tages tilstrækkelig hensyn til de store avstande og den meget vidt drevne utstykning av jord og andre naturherligheter i vort land sammenlignet med forholdene i andre lande, - enhver vil dog erkjende, at elektricitetens stadig voksende anvendelse som kraftkilde og i det daglige liv forøvrig aapner muligheten av en utvikling i retning av behov for denne kraft rundt om i landet, som endnu ikke helt kan overskues, men som statsmyndigheterne handler ret i at være opmerksom paa, for at utviklingen ikke skal stænges eller hemmes. Saa langt er vistnok alle enige. Naar der tales om monopolisering av vandkraften eller om beslaglæggelse av denne, saaledes at distrikter og byer kan bli avskaaret fra adgangen til at erholde den kraft, de vil behøve for sit og indvaanernes eget behov, vil derfor neppe nogen gjøre gjældende, at dette er forhold, som er lovgivningen uvedkommende. Spørsmaalet er imidlertid om maaten og midlerne til at naa, hvad der tilsigtes. Den vei, som odelstingspropositionerne nr. 2 og nr. 8 i saa henseende har anvist, anser mindretallet hverken for at være hensigtsmæssig til opnaaelsen av øiemedet eller i sig selv forsvarlig og rigtig. Det rammer ikke maalet at betinge kraft avgit til stat og kommuner i de tilfælder, hvor der haves store vandfald og stor kraftøkning paa grund av reguleringen, men ikke hvor der kun findes mindre fald og mindre kraft. I vestlandsdistrikterne, hvor hundredetusinder av hestekræfter ved forholdsvis billige reguleringer kan faaes fra de derværende svære faldhøider, vil smaa og lite befolkede kommuner efter den regel, som odelstingspropositionerne nr. 2 og nr. 8 opstiler, kunne faa ret til en kraftmængde, som intet har med monopolisering av vandkraften til skade for distrikternes behov for kraft til eget bruk av bestille; i de flatere østlandsbygder derimot, hvor vasdragene og faldene i samme paa mange steder er smaa og litet talrike, men hvor bygderne er store og tæt befolket - foruten at større byer ogsaa ofte ligger i nærheten og har bruk for kraft, - der vil propositionerne nr. 2 og 8 som oftest ingen kraft skaffe for bygder og byer. Selv i de tildælde, hvor større fald findes i vasdraget, vil disse ofte ligge saa langt borte fra den kommune, hvor reguleringsanlægget utføres, at denne paa grund av omkostningerne ved overførelsen ingen PROSJ/Notat

124 19 nytte kan gjøre sig av den ved faldene til raadighet stillede kraft. Paa saa litet rationel maate mener ikke mindretallet, at man bør gaa frem. Den kraft, som forbeholdes for staten og kommunerne, mener mindretallet paa den anden side, at disse bør betale med dens værdi efter skjøn overensstemmende med den sedvanlige regel i grundlovens 105 og ikke med en anden mer eller mindre vilkaarlig pris, fastsat i loven. Det stemmer ikke med hittil gjældende retsopfatning i landet, at man avviker fra grundlovens erstatningsprincip, og det kan føre til betænkelige konsekventser om saa sker. Heller ikke er det stemmende med hittilværende retsopfatning, at kraften skal staa til disposition for staten og kommunen i hele den lange række av aar, hvori reguleringstilladelsen er gjældende, med ret for disse institutioner til naarsomhelst at forlange den avgit i løpet av denne tid for den pris som er fastsat mange aar i forveien, og uten erstatning til eieren for det tap, han lider ved, at kraften ikke trygt kan anvendes av ham i denne tid. Opretholder man den regel, at kraften skal betales med dens værdi efter skjøn, saa kan efter mindretallets mening ogsaa den fordel opnaaes, at lovgivningen kan aapne adgang for staten og kommunerne til enhvervelse av den kraft, de behøver, likesaavel i de fattige som i rikere vandfaldsdistrikter; da kan derfor det offentliges og almenhetens behov for kraft fyldestgjøres i alle landets distrikter og for alle byer. Den regel, som indeholdes i odelstingspropositionerne nr. 2 og nr. 8 fører derimot ikke frem til dette maal. Mindretallet er ved overveielse av de herhen hørende spørsmaal kommet til det resultat, at en lov, som elene skal angaa regulering av vasdrag, igrunden passer litet for istandbringelse av de bestemmelser, som her paakræves. Herredømmet over vandkraften inden en kommune paa saadan maate, at dette kan bli skadelig for kommunens egen erhvervelse av kraft, opstaar nemlig ikke ved reguleringen av vedkommende vasdrag eller paa grund derav, men er en følge av den erhvervelse, hvorved al eller næsten al vandkraft kommer paa en haand. Skal der opnaaes et effektivt middel imot monopolisering av vandkraften til skade for kommunerne og distrikternes egne interesser, saa maa derfor efter mindretallets mening dette ske ved at gi saadanne bestemmelser om erhvervelse av vandfald, at kommunerne faar anledning til at dække sine behov. Mindretallet finder det paakrævet, at kommunerne faar anledning til i alle tilfælder at skaffe sig den kraft, de behøver for sig selv og indvaanerne til lys, gaardsdrift, haandverk og smaaindustri. Man antar ogsaa at behovet for kraft til opvarmning bør medtages. Dette maal kan ikke naaes uten ved at indføre ekspropriationsret for kommunerne med hensyn til den vandkraft, de behøver i de anførte øiemed. PROSJ/Notat

125 20 De fornødne lovbestemmelser herom hører ikke hjemme i reguleringsloven, hvorfor utarbeidelsen av forslag dertil kan siges at ligge utenfor, hvad nærværende komite har at befatte sig med. Mindretallet finder dog ikke at kunne undlade at fremsætte forslag om bestemmelser i denne henseende. Likeoverfor forslaget i Odelstingspropositionerne nr. 2 og 8 om avgivelse av kraft til staten og vedkommende kommuner anser nemlig mindretallet det nødvendig i nærværende indstilling at redegjøre saavidt mulig fuldstændig for sin opfatning med hensyn til den maate, hvorpaa statens og kommunernes behov for elektrisk kraft kan fyldestgjøres, og for de grunde, som efter dets mening gjøre forslaget i denne hensigt i den nævnte propositioner utilfredsstillende og uantageligt. Fremsættelsen av de forslag, som paa dette punkt gir uttryk for mindretallets anskuelse, utgjør da fra dets synspunkt en naturlig utfyldning av nærværende komites arbeide. Det forslag, som mindretallet vil fremsætte, angaar ekspropriationsret for kommunerne til vandfald, som endnu ikke er utbygget, eller som kun er utbygget for en mindre del. Forslaget er tiltraadt ogsaa av flertallet og fremsættes derfor som komiteens samlede indstilling. Det er formet som utkast til en særskilt lov om ekspropriasjonsret til vandfald for kommunerne, av hvilken grund komiteen har fundet det rigtig at avgi forslaget som en særegen indstilling (indst. 0. V 1911). Mindretallet anser det ikke udelukket, at det for at skaffe alle kommuner anledning til erhvervelse av kraft til eget brug muligens kan bli nødvendig paa enkelte steder i landet, at de faar ret til ekspropriation ogsaa av helt utbygget og lutnyttet vandkraft. Hvorvidt dette vil vise sig nødvendig har man dog ikke de fornødne oplysninger til ny at avjøre. Da desuten indførelse av ekspropriationsret likeoverfor helt utnyttet vandkraft forvolder langt større betænkelighet end saadan ret likeoverfor ikke eller kun for en del utbyggede fald, go da omkostningerne for kommunerne vil bli betydelig større, dersom de maa gaa til erhvervelse av allerede utnyttet kraft, finder mindretallet for nærværende at burde bli staaende ved den begrænsning av forslaget, som ovenfor er nævnt. Forutsætningen er i alle tilfælde, at kommunens ekspropriationsret begrænses til hvad den behøver av kraft - for sig selv og indvaanerne - til lys, varme gaardsdrift, haandverk og smaaindustri. Ekspropriation for staten er ikke medtat i det forslag, som fremsættes. Det er mulig at indførelse av en saadan ret ogsaa for staten vil være ønskelig i enkelte øiemed, f.eks. av hensyn til jernbanedriften. Heller ikke derom foreligger der imidlertid for tiden saadanne oplysninger som maa ansees nødvendige før vedtagelsen av en ekspropriationslov. At vedtage bestemmelser om ekspropriationsret for staten rent i sin almindelighet, uten at angive det formaal, for hvilket retten gives, vilde være stridende mot al hidtil befulgt regel og praksis. For kommunernes vedkommende er, som det sees, formaalet bestemt betegnet og begrænset i lovforslaget. PROSJ/Notat

126 21 Forsaavidt lovbestemmelser som omhandlet i dette forslag vedtages, vil kommunernes behov for kraft i fremtiden fyldestgjøres langt bedre end efter odelstingspropositionerne nr. 2 og nr. 8. Kraftens kostende vil ikke bli større end dens virkelige verdi efter skjøn paa det tidspunkt, da den tages. Det er ikke avgjort, at den da i alle tilfælder vil bli høiere eller endog saa høi, som efter odelstingspropositionerne nr. 2 og nr. 8, der foruten alle produktionsutgifter - drift, vedlikehold, forrentning av anlægskapitalen osv. - tilberegner anlægseierne 20 pct. av avance. Komiteens medlem, E. Enge, der for en væsentlig del er enig i foranstaaende bemerkninger, er dog av den mening, at adgangen til at skaffe kommunerne kraft ved foretagne reguleringer, som indgaar under koncession, ikke bør undlates i en reguleringslov. Vel er det saa, at hvis man kan faa en ekspropriationslov, som den komiteen har indstillet paa, vil den største hindring for kommunerne i at skaffe sig nødvendig kraft, være avværget; men en bestemmelse i reguleringsloven sigtende i samme retning vil virke utfyldende og heldig ved siden av. Specielt vil det faa betydning likeoverfor store ikke koncederede anlæg, som foretar reguleringer (tillægsreguleringer), hvor den foreslaaede ekspropriationslov ikke finder anvendelse, og hvor kommunerne muligens ikke kan skaffe sig kraft paa anden maate. Da jeg imidlertid er principielt uenig i den maate, hvorpaa flertallet søker at ordne dette forhold, har jeg gjort et forsøk paa at redigere et forslag saalydende: "At der av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk saaledes indvundne økning utover naturhestekræfter avgives, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi, der ikke maa overstige 10 pct., til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, og andre interesserte kommuner efter departementets nærmere bestemmelse. Kraften bli at levere efter en aarlig avgift, der i mangel av mindtig overenskomst ved lovlig skjøn fastsættes en gang for alle. ' Tilladelsen bør indeholde nærmere bestemmelser om tidsfristen for det varsel, kommunen er pligtig at avgi til reguleringsanlæggets eier om, hvorvidt den vil benytte sin ret til at utta kraften. Denne frist maa dog ikke sættes længere end til 2 aar efter anlægsarbeidets paabegyndelse. Den fastsatte avgift blir dog i tilfælde at utrede fra det tidspunkt, anlægget er færdig og kraften er diponibel. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." Den principielle forskjel mellom mit og flertallets forslag ligger, som det ogsaa vil fremgaa av mindretallets tidligere motivering deri, at flertallet i selve loven fastsætter avgiftens størrelse for den avgivne kraft, mens jeg mener, at den bør fastsættes ved skjøn. PROSJ/Notat

127 22 I mit forslag er statens ret til at erholde kraft ikke medtat, derimot har jeg forhøiet kommunernes ret til maksimum 10 pct., altsaa det samme maksimum, som efter flertallets forslag tillægges kommune og stat tilsammenlagt. Jeg mener nemlig, at de smaa mængder av kraft, som der efter denne bestemmelse er tale om, spredt paa de forskjellige steder, allikevel ikke vil være av nogen anden betydning for staten, end at overlates til kommunerne. 1) Alternativt kan jeg stemme for, at denne sætning faar en saadan lydelse: "der i mangel av mindelig overenskomst fastsættes ved lovlig skjøn, som blir at gjenta hver tiende aar, saafremt nogen av parterne forlanger det." Jeg har trodd, at det almindelige skjøn kunde være tilstrækkelig, idet jeg selvfølgelig har forutsat at skjønsmændene opnævnes utenfor den interesserte kommune. Naar jeg har sat en frist av indtil 2 aar fra arbeidets paabegyndelse, inden hvilken kommunen maa ha tilkjendegit, at den agter at benytte sin ret, saa er det av hensyn til de fabrikanlæg, som vedkommende vandfaldseier muligens kan ønske planlagt og opført samtidig med reguleringsarbeidet, og som nødvendigvis maa baseres paa en bestemt kraftmængde, som paa forhaand maa kjendes. At kommunerne maa betale avgift for kraften fra den tid, den stilles til disposisjon, maa formodentlig ogsaa være bedst stemmende med ret og billighet. Punkt 11. Som sidste punkt i 11 foreslaar komiteens flertall - foranden, Amundsen, Enge, FUrst og Wergeland - efter hvad der side 76 er forklaret, optat den bestemmelse, som i Ot. prp. nr. 44 er opført som punkt 1 under samme paragraf. Bestemmelsen optages - alene med ombytning av ordet "koncessionen" med "reguleringstilladelsen", jfr. Ot. prp. nr. 44, side 15 - i den form, som er anbefalt av mindretallet i indst. 0. XIX for 1909, nemlig" "Der skal endvidere være forbeholdt adgang til ved reguleringstilladelsen at opstille de yderligere betingelser, som i anledning av reguleringsforetagendet i hvert enkelt tilfælde maatte findes paakrævet til forebyggelse av skade eller ulempe for det offentlige eller for private." Denne bestemmelse skriver sig oprindelig fra reguleringskomiteen. I dens indstilling hadde den imidlertid en lidt anden form end her citert, idet slutningsordene lød "til varetagelse av almene interesser eller til forebyggelse av skade eller ulempe for andenmand" istedenfor "til forebyggelse av skade" osv. PROSJ/Notat

128 23 Til begrundelse for sit forslag paa dette punkt anfører reguleringskomiteen i sin indstilling side 31-32, som fortsættelse av hvad der er citert foran side 76, følgende: "Der vil selvfølgelig ikke i henhold til denne bestemmelse kunne opstilles betingelser, som tar sigte paa andre forhold end de, som berøres av vedkommende reguleringsforetagende, likesom der heller ikke i henhold til denne bestemmelse vil kunne betinges staten økonomiske fordeler, utenfor hvad der forøvrig ved loven er hjemlet. Man har ved denne bestemmelse alene hat for øie betryggelse av almene eller private interesser, som paa en skadelig maate vil berøres av et reguleringsforetagende, uten at det i det specielle tilfælde findes hensigtsmæssig eller rigtig at varetagelsen av disse interesser henskytes til en senere ekspropriationsforretning, ved hvilken der alene vil bli spørsmaal om at tilkjende de skadelidende en pengeerstatning. Det kan saaledes tænkes, at et reguleringsforetagende vil medføre fare for en offentlig bro, og at det vil findes hensigtsmæssigere, at det i koncessionen paalægges reguleringsanlæggets eier at erstatte de utgifter til sikringsforanstaltninger, som i den anledning findes fornødne, fremfor at la spørsmaalet avgjøres ved ekspropriationsskjøn. Endvidere kan det tænkes, at reguleringsforetagendet vil medføre ulempe for dem almindelige færdsel eller fløtning, og at det i den anledning findes paakrævet i koncessionen at paabyde utført særlige foranstaltninger til forebyggelse av saadanne ulemper. Ogsaa hvor der alene er spørsmaal om private interesser, f.eks. en enkelte gaarde tilliggende færselsvei, kan det stille sig rimeligere, at der i koncessionen paalægges utført de fornødne foranstaltninger til betryggelse mot ulemper ved reguleringsforetagendet fremfor at la spørsmaalet avgjøre ved en ved ekspropriation bestemt pengeerstatning til de nuværende eiere." Bestemmelsen om konsesjonskraft 11 post 10 lød: "At der, efterhvert som utbygning sker, avgives til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og andre interesserte kommuner indtil 5 pct. energi aarlig av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover hestekræfter - efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct., likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. av den økede kraft til samme pris. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnet 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tillatelsen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, reguleringsanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse ovenfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." PROSJ/Notat

129 24 Uttalelser i debatten om lov om vassdragsreguleringer øiemed i industrielt Bratlie: "Med hensyn til avgivelse av kraft, har der været enighet i specialkomiteen om, at det er en stor samfundsopgave at sikre distrikterne rundt omkring i landet adgang til den kraft, som behøves til gaardsbruk, lys, varme, haandverk, til smaaindustri. Men vi er kommet til det resultat, at det er en høist utilfredsstillende, en svært litet rationel maate, hvorpaa dette er løst i den Gunnar Knudsenske regjerings propositioner. I den største del av landet, der hvor de fleste folk bor, og hvor man derfor har mest bruk for kraft i de anførte øiemed, der findes der i regelen ikke saadanne elver, i hvilke en regulering medfører forøkelse av kraften med mere end hestekræfter for det enkelte fald; der forekommer ikke mange av dem, og der er derfor ikke mange kommuner, som kan skaffes kraft paa den maate, disse propositioner anviser. Vil man for alvor stille sig det som opgave at skaffe distrikterne kraft, saa maa spørsmaalet løses paa en ganske anden maate. Man maa sørge for, at netop de distrikter, hvor der er mindst av kraft, fortrinsvis faar anledning til at sikre sig den kraft, som findes, saa langt den behøves til befolkningens behov. I de distrikter, hvor der ramler titusener og hundredetusener av hestekræfter ned fra fjeldet, saaledes som paa flere steder borte paa Vestlandet, men hvor der samtidig næsten ikke bor mennesker, der er det meget mindre behov for bestemmelser om kraft, der har man ikke engang bruk for saa megen kraft som de 5 procent, der tales om i disse lovutkast. Vi har derfor i komiteen tat op den tanke, at kommunerne bør faa adgang overalt til at skaffe sig kraft ved ekspropriation av vandfald. Forslag derom har komiteen efter konferanse med justisdepartementet utarbeidet, og det vil fremkomme til behandling senere iaar. Det er ikke opført paa kart før denne lov, fordi der er kommet endel bemerkninger fra departementet vedkommende det nu trykte forslag, som jeg har fundet at maatte forelægge for specialkomiteen, før saken opslaaes paa kartet i Odelstinget - det er grunden hertil, ingen anden. Hvad dette forslag her angaar, saa har altsaa vi medlemmer av specialkomiteen, som tilhører høire og frisindede venste, aldeles ikke hat noget imot den tanke, at der bør skaffes kommunerne anledning til kraft; tvertimot vi har mindst likesaa meget som de andre ment, at den opgave maa løses. Men den maate, hvorpaa de Castbergske propositioner og mindretallet forelaar den løst, den er ikke tilfredsstillende og heller ikke meget tiltalende efter vor mening. Man skal ikke længe ha set paa de regler, som der opstilles for avstaaelse av kraft til kommunerne, før man finder, at de er litet brukelige, de kommer til at hjælpe mange. De er ikke uten betænkelighet heller efter min mening. Det har nu engang været fastgjældende ret her i landet indtil denne dag at naar nogen blir tvunget til at avstaa nogen til staten eller kommune, saa kan han forlange erstatning derfor efter skjøn. Det kan han ikke kræve efter mindretallets forslag. Desuten har betalingen altid været fastsat paa det tidspunkt, da tingen tages. Men det skal heller ikke gjælde her. Reguleringseieren skal være forpligtet til at ha kraften staaende til raadighet for kommunerne i løpet av hele koncessionstiden, aar, uten at han kan fordre PROSJ/Notat

130 25 erstatning for det tap, han lider, dersom han efter kortere eller længere tid tar kraften i bruk, naar kommunen ikke vil benytte den, og ha saa bakefter tvinges til at ta den ut igjen av sin bedrift. Dette forekommer mig ikke at stemme synderlig godt med alle hittilværende opfatning av, hvad der bør betales som erstatning for eiendomsavstaaelser. Jeg mener, at de, som er eiendomsbesittere her i landet og som i denne sak fuldt berettiget hævder, at de bør kunne fordre fuld og rundelig erstatning naar nogen kommer og tar noget fra dem, de bør ogsaa være de første til at forstaa, at der indirekte ligger en fare for dem i dette, at der paa et andet hold skal kunne befølges en anden regel, at man skal kunne behandle andre paa en anden maate. Det kan komme til at virke tilbake paa dem en anden gang, dersom de ny gaar med paa de erstatningsregler, som her er foreslaat likeoverfor reguleringseiere. Man burde i hvert fald, synes jeg, se til at faa ind et par modifikationer i forslaget, saa det ikke blir beheftet med saa væsentlige mangler, som det nu har. Den tanke at skaffe kommunerne adgang til kraft, er altsaa, som jeg før har sagt, saa langt fra fjern fra mig og komiteflertallet, at vi tvertimot har optat spørsmaalet til behandling i meget større og for distriktene mere tilfredsstillende utstrækning end hr. Castberg og venstre, det vil man faase, naar vi kommer til ekspropriationsloven. Men her vil man bringe i denne lov noget, som vi mener er uheldig. Valentinsen: "Hr. Leegaard mente, at urimeligheten med hensyn til avgivelse av kraft laa deri, at denne kraft blev staaende til kommunernes disposition uten at bli utnyttet. Han gik altsaa ut fra den forutsætning, at anlægget blev utbygget til sin fulde størrelse, og denne kraft blev simpelthen ikke utnyttet: maskinerne stod der, og vandet randt i sjøen. Ja, hans beregning gik endog saa vidt, at han forutsatte, at den hele koncessionstid kom til at gaa paa den maate. Der er da en aabenbart urigtig forutsætning. Hvis man skulde gaa ut fra, at det aldeles ikke var utnyttet, saa er det klart, at da vilde anlægget ikke faa nogen betaling mere; naar kommunen utnyttet det, vilde man faa en viss betaling for denne kraft, om end ikke saa stor, som man kunde faa den i frit salg til andre. Nede paa planchen er paaskrevet de priser, som i disse 3 tilfælde efter lovens bestemmelser vilde bli gjældende for avgivelse av kraft til kommunerne: det er henholdsvis kr. 28,92, kr. 21,96 og kr. 16,20. Vel at merke, da er der ikke tillagt den avgift, som de i tilfælde blir paalagt til staten; men jeg gaar ut fra, at ogsaa den avgift, som blir paalagt av staten, gaar ind i driftsutgifterne og kommer med i beregningen, saa det vil forøke denne betaling med en ganske liten sum. Jeg har altsaa ikke sat det op paa den maate, for at gjøre saken mere oversigtlig. Hr. Leegard anførte ogsaa, at de interessekollisioner, som man kunde faa ved den utenlandske kapital, ved disse industrielle anlæg vilde stille sig akkurat paa samme maate, som naar man laaner penger til jordbruket. Det er ogsaa et aldeles feilagtig syn. Jeg tror ikke, at jordbrukets avkastning hos os er saa stor, at der vil foregaa nogensomhelst kapitalisering; det er overhodet utænkelig. Derimot er der netop den ting ved disse store vandkraftsutbygninger, at der kan foregaa en kapitalisering. Utlændingerne nøier sig som regel med en forholdsvis ganske lav PROSJ/Notat

131 26 rente, endog lavere rente end 5 pct. Hvis de blir sikre paa at faa sin kapital tilbake og faa en fast indtægt, gaar de ned kanske til 4 pct. Men i hvert tilgælde er jeg ganske overbevist om, at hvor et anlæg er kommet i drift, har faat leiere av kraften og hvor den er kommet til virkelig utnyttelse, der vil eierne kunne spæ op sin kapital i ganske betragtelig grad, og kanske bringe det effektive aktieutbytte ned mellem 5 og 4 pct. Dette betyr, efterhaanden som kraftpriserne stiger, en ganske voldsom forøkelse av den aktiekapital, som utlændingerne faar i norske foretagender, og deri ligger faren like overfor den utenlandske kapital. Det blir ikke alene de summer, som virkelig er nedlagt i utbygningerne, men det kan, ved gunstige anlæg komme op i det flerdobbelte beløp. Jeg skulde kunne vise dette ved enkelte eksempler; men jeg skal ikke trætte længere." Forhandlinger i Odelstinget 29. mai De enkelte paragrafer ble tatt opp til votering. Bestemmelsene om konsesjonskraft ble behandlet på følgende måte i h.h.t. referatet som gjengis: "Videre var indstillet under 11: At der, efterhvert som utbygning sker, avgives til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og andre interesserte kommunerindtil 5 pct. energi aarlig av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover hestekræfter - efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct., likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. av den økede kraft til samme pris. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, reguleringsanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v. PROSJ/Notat

132 2 7 Bratlie: Jeg tillater mig her at opta første del av det forslag, som er omdelt paa repræsentanternes pladser og som har overskriften: «Forslag til 11 punkt 10 og 12». Jeg optar den del av dette forslag, som angaar 11 punkt 10. Preesidenten: Hr. Bratlie har altsaa optat det forslag til punkt 10 i 11, som er omdelt paa repræsentanternes pladser. Det er saalydende: At der, forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners eller deres indvaaneres forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri, avgives i dette øiemed, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets bestemmelse. Denne andel maa ikke overstige 5 pct. av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover 1000 naturhestekræfter beregnet efter reglerne i 2. I tilladelsen kan der forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner i forannævnte øiemed. Kraften skal, hvis den begjæres uttat i de første 10 aar efter kraftanlæggets utførelse, leveres efter en maksimumspris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilla-

133 2 8 delse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Kraft, som begjæres uttat efter utløpet av de første 10 aar, betales med en aarlig avgift, der i mangel av mindelig overenskomst fastsættes ved lovlig skjøn, som gjentages hvert 10 aar, saafremt nogen av parterne forlanger det. Tilladelsen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til avgivelse av kraft efter denne lov faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v. Bryggesaa: Jeg skal tillate mig at rette et par smaa feil, som er kommet Md i mdstillingen. I 4de linje efter «interesserte kommuner» skat tilfeies: «efter departementets nærmere bestemmelse» og efter tallet «1000» skal staa «naturhestekræfter» istedenfor «hestekræfter», forøvrig som den trykte indstilling. Jeg vil angaaende det forslag, som nu er optat av komiteens formand, hr. Bratlie, faa lov til at uttale, at jeg virkelig glæder mig over det fremskridt, som her er gjort, og den utvikling, som dette bærer vidnesbyrd om. Der er vel i hele denne lov og ved denne lovs behandling neppe noget forslag, som i den grad vidner om den sterke utvikling henimot venstres synsmaater i vasdragslovgivningen i det hele. Flertalsindstillingen var jo et stort fremskridt, naar man sammenlignet den med proposition nr. 44. Men i denne indstilling hadde flertallet kort og godt avvist tanken paa avgivelse av kraft til kommuner og Stat. Der var av flertallet fremholdt, at kommuner og stat nok maatte sikres kraft; men det skulde da gjøres paa en ganske anden maate. Det skulde sikres ved en ekspropriationslov. Den maate, som venstre hadde tænkt at sikre disse kommuner kraft paa, var jo aldeles forkastelig. Den var uhensigtsmæssig forsaavidt, sa fiertallet, som den ikke vilde føre frem; der vilde bli mange kommuner, som selv om man fik denne bestemmelse, fremdeles vilde bli uten den nødvendige kraft; men det skulde avhjælpes ved en ekspropriationslov. Ja, om ekspropriationsloven var vi straks enige, derom var der ingen dissens. Men venstre

134 2 9 (Bryggesaa) mente, at det var nødvendig ved siden av denne ekspropriationslov at ha en bestemmelse i loven om angivelse av kraft til kommuner og stat. Men, siger høirefraktionen, det er ikke nok med, at den bestemmelse, som er bragt i forslag, ikke er hensigtsmæssig, at den ikke fører frem det er paa en litet rationel maate, at mindretallet gaar frem men der er ogsaa noget urigtig i selve tingen; midlerne, som skal brukes for at naa maalet: at skaffe kommuner og stat kraft disse midler er ikke rigtige. Paa side 82 i indstillingen siger denne høirefraktion: «Den kraft, som forbeholdes for staten og kommunerne, mener mindretallet paa den anden side, at disse bør betale med dens værdi efter skjøn overensstemmende med den sedvanlige regel i grundlovens 105 og ikke med en anden mer eller mindre vilkaarlig pris, fastsat i loven. Det stemmer ikke med hittil gjældende retsopfatning i landet, at man avviker fra grundlovens erstatningsprincip, og det kan føre til betsenkelige konsekvenser, om saa sker. Heller ikke er det stemmende med hittilværende retsopfatning, at kraften skal staa til disposition for staten og kommunen i hele den lange række av aar, hvori reguleringstilladelsen er gjældende, med ret for disse institutioner til n.aarsomhelst at forlange den avgit i løpet av denne tid for den pris, som er fastsat mange aar i forveien, og uten erstatning til eieren for det tap, han lider ved, at kraften ikke trygt kan anvendes av ham i denne tid. Opretholder man den regel, at kraften skal betales med dens værdi efter skjøn, saa kan efter mindretallets mening ogsaa den fordel opnaaes, at lovgivningen kan aapne adgang for staten og kommunerne til erhvervelse av den kraft, de behøver», altsaa ved ekspropriation. Men hvad er nu forholdet? Dette 80111var i saa avgjort strid med retsopfatningen, dette som ikke stemte med grundlovens 105, dette gaar nu den samme fraktion hen og foreslaar. Det som de har stemplet som saa farlig, at de maatte rope et varsko, og som de har sagt kunde ha betænkelige følger, det kommer de nu og byder forsamlingen, akkurat dette, som man ikke i loven maatte fastsætte regler for paa forhaand: hvorledes betalingen for denne kraftavgivelse skulde bestemmes dette, som de stemplet som retsstridig, det foreslaar de nu. De gjør rigtignok en liten krøl paa bestemmelsen, forsaavidt som en kommune ikke har været ute og bestemt sig for dette før 10 aar, efter at reguleringsanlægget er færdig; men for alle kommuner, som vil være med, som vil ha denne kraft, ikke alene de som har bestemt sig, naar reguleringsanlægget utføres, men alle, som kommer til at bestemme sig inden 10 aar, efter at reguleringsanlægget er færdig, for alle disse beregner høirefraktionen denne godtgjørelse akkurat paa samme maate, som venstre har beregnet den, og den samme betænkelighet med hensyn til følgerne maatte da siges at være tilstede ved denne bestemmelse som ved venstres. Den forekommer mig i den grad besynderlig, denne kursændring, som her er skedd, naar det likefrem gaar ut over de principper, som høirefraktionen her selv har fremholdt, og jeg staar helt ut uforstaaende likeoverfor dette. Men som sagt, det kan ikke andet end glæde venstre, at partiets opfatning vinder tilslutning og terræng dag for dag. Efter hvert som man drøfter saken, efter hvert som forhandlingerne skrider frem, er der nye fremskridt fra motpartiets side. Det kan bare glæde os, og det vil jeg sige, at det er ikke bare partipolitisk set, at dette er glædelig, men det er saa uhyre glædelig for selve tingen, for selve realiteten, for det er dog saken her, som staar over partierne allikevel. Det er det heldige ved sakens løsning, som maa bringe den største glæde. Jeg skal forelobig indskrænke mig til dette, idet jeg vil uttale, at denne bestemmelse, som vistnok i smaating avviker fra den bestemmelse, som findes i indstillingen, i det store og hele maa siges at være et saa stort og glædelig fremskridt, at selv om den skulde gaa igjennem, vil man maatte sige, der er meget vundet. Jeg tror, at den ene tirade, som er kommet ind der i slutningen av paragraffen: «Kraft, som begjæres uttat efter utløpet av de første 10 aar, betales med en aarlig avgift, der i mangel av mindelig overenskomst fastsættes ved lovlig skjøn, som gjentages hvert 10 aar, saafremt nogen av parterne forlanger det,» er uheldig, fordi den kanske jeg siger kanske, jeg er ikke viss paa det vil kunne sætte i en uheldig stilling de kommuner, som er mest ængstelige for at forlange denne kraft uttat, de kommuner, som ligger saaledes til, at overføring av kraft blir kostbar, og som har sine bet-ænkeligheter ved at forlange den i de fømte 10 aar, men hvor utviklingen saa

135 3 0 gaar i den retning, at de maa ha den senere. Jeg tror, det er uheldig, at de I tilfælde skal komme til at betale kanske mere end de andre kansk e mere, jeg siger ikke, at de absolut vil komme til at gjøre det ; men ethvert fald vil altsaa disse komme til at betale kraften efter en anden regel end de andre. Det tror jeg er uheldig. Jeg vilde anset det heldigere, om heirefraktionen ret og slet hadde streket dette ; naar den først har gaat helt over til venstres standpunkt for alle de kommuner, som forlanger kraften uttat i de første 10 aar efter anlæggets utførelse, saa burde de ha strøket det hele. Den maatte kunne ha overvundet sine betænkeligheter paa det omraade. Men som sagt, jeg skal ikke foreløbig gaa nærmere ind paa saken. Bratlie: Den bestemmelse, som det her gjælder, hører, hvis man vil se uhildet paa denne sak, ikke til dem, som angaar grund: læggende principper i reguleringsleven. Der er ingen, ingen fraktion i komiteen og ingen anden heller mig bekjendt, som har gjort gjældende den mening, at staten, i de tilfælde, da reguleringstilladelse maa indhentes, ikke har ret til at stille en betingelse som denne. Men spørsmaalet er, om betingelsen er stillet paa en saadan maate i de fremsatte forslag, at man kan sige, det er billig, rimelig og retfærdig likeoverfor dem, som vil utføre reguleringsforetagender i vort land, at opstille en fordring som den, forslagene indeholder. Derom er det, meningsforskjellen gjør sig gjældende og om ingenting andet. I den proposition, som foreligger fra hr. Castberg og den Gunnar Knudsenske regjering, er forslaget paa dette punkt begrundet med store ord og talemaater; det er intet mindre, man vil utrette med dette, end en løsning av den store opgave at skaffe alle distrikter rundt omkring i landet elektrisk kraft for billig pris. Ja, det er vi naturligvis enige om alle sammen, at det er en stor opgave; enhver, som vil læse den fremstilling, mindretallet har git av sin mening paa side 82 i indstillingen, vil sikkert komme meget klart paa det rene med, at komiteens høirefraktion, hvad den principmæssige opgave angaar, ikke er mindre blind eller har mindre interesse for distrikterne end nogen anden. Men naar der føres saa store ord i munden om de fordele, som den Casibergske proposition vil gi, saa tror jeg, der er grund til at sætte et stort spørsmaalstegn. Det var jo rimelig, at vi, som sat i komiteen, spurte os selv: hvorledes har den Castbergske proposition løst deline opgave og fyldestgiort dette krav, som vi alle er enige om er av saa stor betydning for kommunerne rundt om i landet? Stiller man sig det spørsmaal, saa tror jeg nok, det er fuldt beføiet at svare, at dette problem, eller den opgave, har den Castbergske proposition aldeles ikke løst ; tvertimot; den har rent vilkaarlig opstillet en bestemmelse her, som jeg ganske uforbeholdent vil sige paa mig har gjort indtryk av mere at ha til hensigt at faa tat noget fra dem, som driver med industri og reguleringsanlæg, end det har til hovedformaal at skaffe distrikterne kraft. Der er for det første forbeholdt distrikterne kraft kun for det tilfælde, at der for et enkelt vandfald indvindes mere end hk. ved reguleringen. Nu vet enhver, at det kun vil være tilfældet i store fald, særlig i de høie fald, som man har paa Vestlandet, og i de største fald i storelvene her paa Østlandet, at man indvinder en saa stor forøkelse av vandkraften som hk. I flatdistrikterne, i de store, brede bygder, der hvor den største befolkning i landet bor, baade i byer og bygder, søndenfjelds og nordenfjelds, der vil man i regelen ikke ha saadanne fald, og der vil derfor ikke kommunerne faa det bitteste snus av kraft i de fleste tilfælde ved den bestemmelse, der her handles om. Der findes i de fleste bygder i disse distrikter ikke noget enkelt fald, som opnaar en saa stor forøkelse av kraften ved regulering som hk. De faar altsaa ingenting. Vil man derfor stille sig den opgave for alvor at skaffe kommunerne kraft, saa maa man ta saken paa en anden maate. Det spørsmaal har vi tat op i komiteen, og vi har forsøkt at løse det ut fra det princip, at vi vel vil ha en bestemmelse, som aapner saavidt mulig alle bykommuner og landkommuner adgang til at erhverve den kraft, de behøver til sin egen og indvaanernes bruk, men at vi samtidig vil holde os nærmest mulig til den almindelige regel, at eierne skal ha godtgjørelse for værdien av den kraft, som de maa avstaa. Vi har utarbeidet et lovforslag i denne retning og fremlagt det i en særskilt indstilling fra komiteen; den *vil komme til behandling senere iaar. Grunden til, at den ikke er behandlet før denne, er, at komiteen først maa ta under overveielse endel bemerkninger, som er kommet om vort forslag fra justisdepartementet; dem maa vi gjennemgaa før indstillingen slaaes op paa.kart. Men det er ingen virkelig løsning av den opgave, som her foreligger, bare at opstille krav om kraft av store fald og naar der forekommer store reguleringer. Det vil koinme til at skaffe enkelte kommuner paa

136 3 1 Vestlandet, hvor der bor et faatal av mennesker, mange, mange ganger mere kraft end de nogensinde har bruk for, mens det samtidig i store strækninger av landet, hvor de fleste mennesker bor, vil være aldeles uten nytte og ikke skaffe en eneste hestekraft. Og det kalder ikke jeg at løse den opgave, saa man snakker saa stort om, den, at hjælpe alle kommuner i landet til elektrisk kraft i fremtiden. Jeg fastholder, hvad der staar i høirefraktionens særvotum om, at det er en aldeles irrationel maate til løsning av denne opgave, den man her er inde paa, og at man ikke derved løser den opgave, som foreligger. Saa blir da det næste spørsmaal, om hele bestemmelsen om avgivelse av kraft bør strykes ut av denne lov. Med hensyn dertil vil jeg sige, at det kommer an paa, hvorledes man forøvrig faar spørsmaalet løst, og hvorledes en bestemmelse her vil passe sammen med det øvrige. Hovedsaken blir efter min mening at søke opgaven løst paa en anden maate, som i større utstrækning kan bli til nytte. Med hensyn til de regler, som er opstillet i den Castbergske proposition, har jeg for min del desuten væsentlige indvendinger at gjøre paa to punkter. Jeg har sagt før, at jeg ikke synes, der er nogen rimelighet i at avvike fra det princip, at naar en mand skal avstaa noget av sin eiendom til staten eller kommunen, saa skal det ske mot betaling av den skjønsmæssige værdi av det, som tages. Man kan vistnok sige, at der ingen uret sker i denne henseende, naar man opstiller den erstatningsregel, at eieren skal ha produktionsomkostningerne plus 20 pct, da er han holdt skadesløs jeg har ikke noget imot det; det kan hænde, at han paa den vis faar endog mere, end han mangen gang vilde ha faat ved skjøn. Men jeg anser det allikevel uheldig. Jeg mener, det er betænkelig at faa ind i lovgivningen en regel om, at den, som maa avstaa noget av sin eiendom mot sin vilje, ikke skal ha anledning til at forlange skjøn over, hvad han tilkommer for det, man tar fra ham. Jeg anser det ikke som heldig for fremtiden, at man avviker fra den regel. Den værste mangel ved lovforslaget anser jeg dog at være den, at den kraft, som forbeholdes, skal staa til raadighet, skal ligge bundet til disposition for kommunen, saa at den kan tages naarsomhelst i løpet av den hele reguleringstid. Den, som har regulert et vandfald, maa enten la kraften ligge unyttig aar efter aar eller hvis han tar den i bruk, fordi der gaar aar og mere efter reguleringen, uten at kommunen bestemmer sig og tar den finde sig i, at han ingen erstatning faar, fordi man kommer og river ned for ham, hvad han har anlagt til kraftens utnyttelse, naarkommunen senere kommer og tar den. En slik regel er ikke rimelig. Jeg er av den mening, at det principmæssig rigtige vil være, at de kommuner, som faar ret til at utta kraft, forpligtes til at erstatte den efter skjøn. Da der i komiteen ikke var tilslutning at faa for den mening, har jeg fundet der at burde stemme imot enhver bestemmelse om avgivelse av kraft i denne lov. Isteden derfor har jeg ment, at kommunernes erhvervelse av kraft bør ske gjennem den ekspropriationslov, som vi har avgit indstilling om. Den vil efter min mening fyldestgjøre dette behov for kommunerne paa et meget rigtigere principgrundlag, og den vil skaffe dem adgang til kraft i langt større utstrækning og ganske anderledes paa like vilkaar end reguleringsloven; jeg haaber, at der ved dem vil aapnes adgang til kraft for alle landets kommuner uten undtagelse. Efterat indstillingen blev avgit, har der imidlertid, som enhver vet, været ført underhandlinger inden de forskjellige politiske grupper om denne sak, og det har da vist sig, at der inden de grupper, som jeg tilhører, er adskillige, som mener, at man ved siden av ekspropriationsloven bør ha bestemmelser om avgivelse av kraft ogsaa her. Jeg har for min del svart, at det ikke staar saa for mig, at dette er absolut umulig, jeg mener ikke, at vanskeligheterne er saa uovervindelige, at man ikke under nogen omstændighet skulde kunne faa en saadan bestemmelse her. Men jeg har holdt paa, at de to principper, som jeg, efter hvad jeg før har nævnt, anser for at være rigtige, ialfald i det væsentlige bør opretholdes. Under de førte forhandlinger om dette er vi da kommet til det resultat, at kraften skal kunne staa til raadighet for kommunen til uttagelse i løpet av 10 aar, uten særskilt erstatningspligt, fordi der maa ventes, og for en betaling, som svarer til produktionsomkostningerne plus 20 pct. Uttages derimot kraften ikke før efter den tid, skal der betales erstatning efter skjøn ; længere synes vi ikke, det er rimelig, at eieren uten erstatning skal være forpl:gtet til at staa og vente paa, at kommunerne skal bestemme sig. Dette har jeg efter omstændigheterne tiltraadt. Det gir ikke uttryk for, hvad jeg anser for at være det rigtigste og det bedste ; men det gir uttryk for noget, som jeg dog ikke anser for at være likefrem urigtig og ubillig. Det gaar ikke ut paa, at eieren skal være forpligtet til at la kraften

137 3 2 i det uendelige rinde uutnyttet i sjøen uten erstatning, og det gaar heller ikke ut paa, at han ikke som hovedregel skal kunne forlange skjøn for værdien av det, som avgives. Jeg har da ikke noget væsentlig mot bestemmelsen ; den stemmer ikke helt med min opfatning av, hvad der vilde være det rigtige; men likesom hr. statsraad Scheel er jeg av den mening, at det ikke er mulig i en forsamling paa 123 medlemmer eller selv om det kun er inden en kreds av litt over halvparten av disse 123 at hver enkelt mand stiller sig paa det standpunkt, at faar han ikke sin vilje, saa dissenterer han paa alle punkter. Enhver, som vil være rimelig, maa i nogen utstrækning lempe sig, og det har jeg gjort, naar jeg har tiltraadt dette forslag til 11, punkt 10, som her er fremlagt. Jeg skal forøvrig gjøre opmerksom paa, at der er en væsensforskjel i dette forslag fra, hvad der indeholdes i de tidligere, den nemlig, at den avgivelse av kraft til kommuner, som skal kunne forlanges, er begrænset til, hvad der behøves «for en eller flere kommuners eller deres indvaaneres forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri.» Tidligere var der ingen saadan begrænsning opstillet ; en kommune kunde derfor da ved hjælp av denne bestemmelse f. eks. naar der regulertes paa et sted paa Vestlandet, hvor der fandtes flere betydelige vandfald, men hvor der kun var en meget liten befolkning om den vilde, kræve avgit tusener og titusener av hestekræfter i den hensigt at spekulere med dem ved salg til andre eller til hvilketsomhelst anden slags økonomisk spekulation. Jeg spør imidlertid, om der er nogen rimelighet i at indføre i loven en saadan bestemmelse; er det rimelig at sige til en mand, som utfører et reguleringsforetagende, at han skal avgi en viss del av den kraft, som indvindes derved, paa de og de vilkaar til en anden enten det er en kommune eller en privatmand forat denne anden skal kunne drive spekulation med kraften og tjene penger paa den? Jeg mener nei. Ganske anderledes berettiget, beføiet og begrundet forekommer det mig at være, at man paabyder en mand at avstaa sin eiendom, naar det sker til et bestemt alrnennyttig formaal, et formaal av almen interesse, som alle erkjender, at der bør arbeides for at faa fyldestgjort. Dette er derfor en væsentlig forandring i det senest fremlagte forslag ; den bidrar ikke saa litet til, at jeg kan gaa med paa det i motsætning til det tidligere. Jelsa : Jeg er enig i det, som hr. Bryggesaa anførte i slutningen av sit foredrag med hensyn til prisen paa kraft efter utløpet av de første 10 aar, efterat et reguleringsanlæg er utført. Jeg tror, at det bør gaa ut av det forslag, som er optat av hr. Bratlie. Det kan være rimelig, at en kommune synes, den ikke har raad til at betale saa meget, som der kan bli spørsmaal om, straks efterat et reguleringsanlæg er utført, eller den ikke har tilstrækkelig syn for nødvendigheten av at sikre sig den for distriktets utvikling nødvendige elektriske energi og av disse grunde og kanske av flere andre grunde ikke nytter den adgang, som loven gir i de første 10 aar aar senere viser det sig kanske, at det var galt gjort, og at kommunen nødvendigvis maa ha den kraft, som den behøver. Da er det urimelig, at hvis man er kommet op i høiere priser og det maa man i almindelighet forutsætte at da den kommune, som har hat liten raad og liten sans, skal maatte betale langt høiere pris, end de mere formaaende og mere fremsynte kommuner fra først av har gjort. Jeg vil derfor tillate mig at foreslaa, at denne bestemmelse i 3dje passus «hvis den begjæres uttat i de første 10 aar efter kraftanlæggets utførelse», utgaar, og likesaa, at den derefter følgende del saalydende: «Kraft, som begjæres uttat efter utløpet av de første 10 aar, betales med en aarlig avgift, der i mangel av mindelig overenskomst fastsættes ved lovlig skjøn, som gjentages hvert 10 aar, saafremt nogen av parterne forlanger det» ogsaa utgaar. Jeg tror ikke, at det kan være nødvendig at begrunde det synderlig nærmere; som sagt, jeg henviser til, hvad hr. Bryggesaa anførte. Men idet jeg har ordet, vil jeg ikke undlate at.nævne en ting, som streifer ind paa, hvad hr. Bratlie dvælet ved. Det har altid forekommet mig tvilsomt, hvorvidt en kommunes krav og behov til elektrisk energi kan bli imøtekommet ved den bestemmelse, som her er anført, at den kun skal faa kraft, forsaavidt anlægget økes over tusen hestekræfter. Der vil efter min opfatning bli noksaa mange anlæg baade paa Østlandet og paa Vestlandet, kanske ikke mindst paa Vestlandet, hvor forøkelsen vil bli litet over tusen hestekræfter. Naar da de første tusen hestekræfter foruten de oprindelige før reguleringen i vandfaldet værende kræfter skal gaa fri, saa vil den overskytende del, hvorav kommunen faar regne sine 5 procent bli saa ganske liten, at der blir liten hjælp i det. La os f. eks. anta, at der er et vandfald, som kan gi 500 hestekræfter uregulert, og det kan reguleres

138 3 3 op til hestekræfter, saa gaar først de 500 uregulerte hestekræfter væk som frie, dernæst de første økede, saa er der igjen 300. Av disse 300 skal kommunen kunne faa 5 procent. Det blir altsaa kun 15 hestekræfter av det hestekræfters fald. Overfor kommunens behov vil det være det samme, enten det er norske borgere, som foretar anlægget eller det er utlændinger eller uansvarlige selskaper, det blir likegyldig overfor kommunens behov av kraft. Men efter loven av 1907 vil kommunen kunne faa 5 procent av al kraft av al den til e n- hver tid utbyggede kraft, altsaa av samtlige hestekræfter; det blir altsaa 90 hestekræfter av det samme fald, som efter denne lov bare vilde skaffe 15 hestekræfter. Der kan være flere slike fald f. eks, i dalførerne paa Vestlandet ogsaa, og dog vil det efter min mening lettelig føre til, at det blir for lilet kraft, kommunen faar paa den maate. Som jeg tidligere har sagt, anser jeg det for at være det hovedsagelige i loven, at den er ordnet slik, at kommunen faar den tilstrækkelige mængde kraft, men hvad hjælper det, om et eller flere anlæg kommer ind under loven, saaledes at koncession blir betinget, naar det er en saa liten rest, man faar kraft av, at det blir for litet? Jeg synes, det vilde være bedre i overensstem-. melse med loven, hvis man istedenfor «1 000» hadde sat «økning utover 500 hestekræfter». Imidlertid ser det ut til, at alle fraktioner har været enige om de hestekræfter, og jeg vil da foreløbig ikke ha sagt mere. Men jeg synes, det er underlig dette, og jeg har ikke fundet det noget synderlig begrundet i indstillingen, hvorfor man har gjort det. Jeg skulde derfor ønske det nærmere utredet, om man virkelig finder det betryggende for kommunen, det,man saaledes her har bragt i forslag. PrIesidenten : Hr. Bryggesaa har foreslaat følgende forandring i punkt 10 i indstillingen: at der efter ordet «kommuner» i 4de linje indskytes ordene «efter departementets nærmere bestemmelse» og at der efter «1 000» i 7de linje ordet «hestekræfter» ombyttes med «naturhestekræfter». Dette kan formentlig betragtes som komiteens ændrede indstilling? Bryggesaa: Ja, hr. præsident! Pmesidenten: Dernæst har hr. Jelsa foreslaat, at ordene «hvis den begjæres uttat i de første 10 aar efter kraftanlæggets utførelse» i det av hr. Bratlie fremsatte forslag utgaa r; likesaa, at 4de passus utgaa r. Den lyder saa «Kraft, som begjæres uttat efter utløpet av de første 10 aar, betales med en aarlig avgift, der i mangel av mindelig overenskomst fastsættes ved lovlig skjøn, som gjentages hvert 10 aar, -saafremt nogen av parterne forlanger det.» Forøvrig er det i overensstemmelse med det av hr. Bratlie fremsatte forslag. Grivi: Det forekom mig noksaa besynderlig her idag, at noget av det første, vi skulde høre fra høires side, var det, at vi hadde skiftet standpunkt i denne sak. Og særlig var det da paaklaget, at vi skulde ha skiftet standpunkt ved 11 i indledningen. Ja, det er en maate at bære sig ad paa, det ogsaa; naar man har skiftet standpunkt selv, saa skal man beskylde sine motstandere for at ha gjort det og søke paa den maate at dække over sin egen fadæse. Hvad er det, som er skedd her? Der er skedd det, at en fraktion i komiteen fuldstændig har strakt vaaben og er gaat over til motpartiet, og det endda vedkommende fraktion i komiteen har sagt, at det skal være grundlovsstridig, det, som vi hadde gjort her. Det er sagt tydelig og klart, at den betingelse om at paalægge vedkommende at avgi kraft til stat og kommune den maate at gjøre det paa, særlig da, at det ikke skulde bestemmes ved skjøn, den er ikke overensstemmende med vor retsopfatning og med den sedvanlige regel i grundlovens 105. Men nu, nogen dage efter, saa er det blit baade stemmende med retsopfatningen og stemmende med grundlovens 105. Jeg kan ikke andet, jeg maa sætte fingeren paa dette, særlig efterat dette mindretal her idag er kommet med sin paastand om, at det er vi, som har skiftet opfatning. Hadde de her tiet stille, saa kan det hænde, at ogsaa vi hadde tiet stille. Det er ikke saa svært hyggelig at sætte efter hinanden paa den maate. De gode herrer gaar fra standpunkt til standpunkt. Og vi er endda ikke kommet til komediens sidste akt. Her forestaar nye overraskelser; det kan vi være ganske rolige for. Vi har faat en allerede, idet her er fremlagt et forslag til 12, som gaar ut paa aarlige avgifter, noget, som den samme fraktion i komiteen har motsat sig med neb og klør. Nu er de kommet saa langt, at de gaar med paa en krone. Jeg spaar, at det gaar ikke lang tid hen, før den samme fraktion kommer her og gaar med paa to kroner. Den ting skal vi ogsaa komme til at opleve, før vi er færdige med denne lov. Naar her procederes paa, at bestemmelsen er irrationel, som hr. Bratlie talte om, vil jeg sige, at naar han har den mening, saa burde han ha staat paa det standpunkt

139 3 4 og sagt, at den er 'irrationel og grundlovsstridig, og at han ikke kunde være med paa den. Det hadde været rimelig. At den er mere rationel paa den ene kant av landet end paa den anden paa den maate, at man har mere kraft at avgi paa Vestlandet, hvor de har mere kraft og større fald, end der blir paa Østlandet, hvor der er færre fald og mindre fald ja, hvem kan gjøre noget ved det? Naturen har indrettet det paa den maate. Kan man snakke om, at en regel er irrationel, fordi om naturforholdene er slik laget, at de ikke har saa mange fosser og saa høie fald paa Østlandet som paa Vestlandet? Regelen er saa god, som den efter forholdene kan bli, hverken mere eller mindre. Jeg er enig med hr. Bratlie i den ting, at regelen naturligvis ikke kan skaffe alle kommuner i landet kraft. Nei, det er sandt, det; der er ikke adgang til det; der er ikke fosser i alle kommuner; saa deri har han vfsselig ret. Men saa langt som dette forhold strækker sig, saa langt hjælper den paa forholdene. Og ganske vist hr. Bratlie har ret i den ting, at den ekspropriationslov, som vi har foreslaat, den vil yderligere hjælpe paa forholdene; det er ganske rigtig. Derfor har vi i komiteen ogsaa været med paa den og med glæde, saa forsaavidt er der ingen uenighet. Ja, hr. Jelsa har forbedret dette forslag. Han siger, at det skal gjælde den samme regel, enten vedkommende kommune forlanger kraften inden 10 aar eller ikke. Det er en forbedring, naturligvis, og den forbedring er jeg enig i. Men jeg er svært ræd for, at naar hr. Jelsa sætter frem et forslag, at han kan komme til at stemme imot det, saa det ikke gaar. Men vi faar da se nu, om han kanske kan holde fast, til vi har votert. Forresten vil jeg sige, at forskjellen nu mellem disse forslag, som foreligger, den er, som hr. Bratlie ogsaa sa eller kanske det ikke var han, som sa det, kanske det var en anden, som sa det den er ikke saa svært stor, deri er jeg enig, særlig med hr. Jelsas tillægsforslag. I den tirade, som han vil ha ut, ligger der naturligvis en forskjel, det er sandt, og ikke saa liten. Og den forskjel, som der er, den gaar ut over fjeldbygderne av den grund, at fjeldbygderne som lite økonomisk velsituerte, som fattige kommuner, i almindelighet har vanskelig for saa fort at bestemme sig til at ta imot den kraft; de kan komme til at trænge tid paa sig. Og da mener jeg, at man skal ikke stille dem uheldigere end de rikere kommuner, som med en gang kan bestemme sig til at ta imot denne kraft her. Og grunden til, at man skulde stille dem værre, skjønner jeg heller ikke rigtig vel. Jeg mener saaledas, at de herrer, som har foreslaat denne bestemmelse her, de skulde gaa helt over til det, som er foreslaat av flertallet i indstillingen. Det vilde være meget fornuftigere og jeg vil sige mandigere end at gjøre en slik liten krok paa rova og sige, at det er i grunden ikke det samme. For det er i virkeligheten det samme. Men jeg har større respekt for folk, som vedstaar, at de gaar over, end for dem, som søker at dække over, at de har gjort en frontforandring. Der er ikke noget uhæderlig i, og det er ikke til nogen forkleinelse for en mand, at han kommer til et bedre standpunkt. Vi er alle under forvandlingens lov forsaavidt. Men det skal erkjendes, og da skal vi ha respekt for det. Jeg finder, at denne bestemmelse, som flertallet har foreslaat, som sagt er noget bedre end dette forslag her; derfor vil jeg anbefale det. Men særlig nu, efterat hr. Jelsas modifikationsforslag er fremkommet, blir der ikke stort igjen av forskjellen. Det er dette om, at det skal være til vedkommende kommuners forsyning med kraft til lys, varme osv. Det er en indskrænkende bestemmelse, men den indskrænkning, den har ikke saa stort at betyde, og derfor bør man stryke den ogsaa. Leegaard: Jeg finder det rimelig, at kommunerne faar adgang til at utta kraft av et kraftanlæg. Men derimot finder jeg det ogsaa rimelig, at kommunerne bastemmer sig inden en viss tid. Saken er nemfig den, at et anlæg vil paaføres ganske betydelige omkostninger derigjennem, at man ikke faar besked om, hvorvidt kraft skal uttages eller ikke. Jeg har under den almindelige debat paavist, at for et anlæg paa hk. vil den aarlige leie, som vedkommende anlæg gaar tapt av, andra til omtrent kr ,00. Jeg vil nu ta ;et andet eksempel. Jeg vil ta et vandfald paa hk. jeg gaar ut fra, at dette er blit opregulert fra til Da vil altsaa økningen av de regulerte hk., økningen av vandkraften, bli hk. Saa er der undtat hk., saaledes at der netto blir tilbake hk., hvorav der skal beregnes 10 pct. Det antal hk., som skal holdes til disposition for kommunen, blir saaledes hk. Hvis man gaar ut fra en leiepris av kr. 30,00 pr. hk. aarlig, som vedkommende anlæg vilde kunne faa, enten ved direkte utleie eller ved at nyttiggjøre sig kraften selv, saa repræsenterer dette et beløp av kr ,00 aarlig for vedkommende anlæg, og jeg tror, det er en

140 3 5 saapas stor sum, at alene efter det forslag, som e r fremlagt her av 12-mandskomiteen, vil dette andra til Omtrent11/2million kroner for anlægget. Men dersom man, som hr. Jelsa, helt ut stryker denne grænse, da maa man altsaa kapitalisere det aarlige tap, og da kommer man op i et beløp av omtrent kr ,00. Utbygning av et vandfald paa hk, kan man sætte til vel 9 millioner. Lægges saa til, at kraften skal holdes til disposition, saa kommer man til et ganske andet stort beløp. Ved siden av det tap, som paaføres bedriften, maa der ogsaa tages hensyn til det store nationaløkonomiske tap, som opstaar derved, at den kraft, som kunde være utnyttet av fabrikken, gaar i havet. Naar hr. Jelsa foreslaar en saadan forandring i dette forslag, kan jeg ikke forstaa, hvorledes det rimer sammen med de frisindedes program. Det er aldeles umulig at forstaa. Sandnes: Efter min mening, er man her ved en av de vigtigste bestemmelser i hele loven, nemlig uttagelse av kraft til kommunerne. Forskjellen mellem indstillingen og det fremlagte forslag er, at indstillingen fastsætter en maksimalpris i alle tilfælde får uttagelse av kraft til kommunerne, mens det fremlagte forslag begrænser tiden til 10 aar. Kommunerne blir altsaa sat kniven for strupen; har de ikke bestemt sig inden 10 aar, skal de værsaagod senere ta kraften efter skjøn. Det forslag kan jeg for min del ikke være med paa. Jeg mener, at det er urimelig. Har man erkjendt, at det er nødvendig for kommunerne at faa tat ut energi til nødvendig bruk, saa bør der altid være adgang for kommunerne til at faa denne til den maksimalpris, som fastsættes i loven. Det er indvendt jeg har ikke hørt det her idag, men jeg har hørt det underhaanden at der er en mulighet for, at prisen paa energi kan gaa ned, og at det isaafald vil være en fordel for kommunerne, at der blir skjøn. Dertil vil jeg sige, at hvis prisen paa den elektriske energi gaar ned, saa regulerer efterspørselen av kraften sig selv. Jeg vil altsaa anbefale hr. Jelsas forslag. Principalt vil jeg stemme for hr. Amundsens forslag eller den trykte indstilling. Der er en ting til, som jeg ogsaa skal faa lov til at nævne, og det er, at efter det av hr. Bratlie fremlagte ændrede forslag er kommtmernes forbruk begrænset til visse forinaal. Nu, jeg ser nok, at eftersom man for nærværende kan bedømme den benyttelse av energien, som kommunerne kan faa bruk for i den nærmeste fremtid, saa er det med tat i saapas vidt omfang som mulig, men hvem kan sige her idag, at dette og dette har kommunerne bruk for senere, og dette og dette skal de ikke ha bruk for. Jeg synes virkelig, at naar kommunerne skal faa ret til kraft, saa bør ikke denne ret begrænses til bestemte formaal. Jeg kan ikke dele den frygt, som hr. Leegaard og en anden taler har fremholdt, at kommunerne skal bruke disse 5 pct. til at konkurrere med de egentlige industrielle anlæg. Det tror jeg slet ikke, kommunerne kommer til at gjøre. Der er ialfald ingen fare for det paa Vestlandet. Jeg mener altsaa, at al denne opregning i punkt 10 bør utgaa. For den fremtidige utvikling paa elektricitetens omraade kan medføre, at kommunerne kan faa bruk for kraften til andre øiemed end de, som er angit i dette forslag. Det kan visselig ikke benegtes man kan ikke paa det nuværende tidspunkt angi det. Det er ogsaa urimelig dette, at man fastsætter, at de og de øiemed skal kommunerne faa lov til at anvende kraften til, men inden 10 aar skal de ha bestemt sig. Jeg er fuldstændig enig i, hvad hr. Jelsa fremholdt, at det er ikke ret at sætte fattige landskommuner kniven paa strupen, at hvis de ikke kan bestemme sig inden 10 aar, skal de senere ta kraften efter takst, hvor dyr den end blir. Nu har bønderne i aarhundreder hat disse elver liggende, rislende nedefter sine fjeldsider, og med det samme det begynder at utvikle sig saaledes, at det kan bli av vigtighet for dem at faa brukt disse elver, saa skal man kanske være med her og avskjære dem en mulighet for at kunne benytte dem saaledes, som utviklingen medfører. Det kan jeg for min del ikke være med paa. Hagerup Bull: Man klager over, at vi er et fattig land. Det er dog blit benegtet, idet man henviser til, at vi har store naturlige rigdomskilder; men det forekommer mig, at vi maa ha svært god raad paa disse naturlige rigdomskilder, naar vi arrangerer os saaledes, at den, som vil bære sig nogenlunde forsigtig ad, maa la 10 pct. av den regulerte vandkraft gaa i sjøen uten at nytte i aarti efter aarti. Jeg er imidlertid ikke sikker paa, at dette hensyn, at man bør være litt forsigtig med sin rigdom og ikke være for flot i dette fattige land og sløse med sine rigdomme jeg er ikke sikker paa, at det vil gjøre noget synderlig indtryk. Men det er én ting ialfald, som jeg vil gjøre opmerksom paa det var derfor, jeg væsentlig forlangte ordet og det er, at jeg tviler ikke paa, at man kan foreskrive saadanne

141 3 6 betingelser som dette, for at regulering kan bli tillatt, der hvor samtykke kræves, men at det næste spørsmaal er : naar det nu altsaa er saaledes, at kommunerne kan kræve kraft avgit til lavere pris, end den er værd, er saa den, som skal avstaa kraften til lavere pris, dermed avskaaret alt videre? Det er det næste spørsmaal med andre ord, om ikke staten her maa yde erstatning. Det spørsmaal kan opstaa i forskjellige façoner. Det kan være saaledes, at en vasdragseier synes ikke, at det er nogen rimelighet i, at kraften skal gaa unyttet hen, han synes ikke, det er rimelig overfor ham selv og ikke rimelig overfor distriktet og de utviklingsmuligheter, der er der, han synes ikke, det er forsvarlig paa nogen maate, og han gir sig altsaa til at benytte denne kraft. Der er ikke nogen utsigt til, at kommunen vil ta det, men forholdene forandrer sig, og naar tiaar efter tiaar er gaat, kanske aar, kommer kommunen og siger, at nu vil den ha det, og saa skal denne fabrik, som er i fuld virksomhet, maatte indskrænke sin bedrift, arbeidere skal avskediges o. s. v. Nu, saa blir der det spørsmaal: er han saa berettiget til for dette tap, som er paatvunget harn, at kræve erstatning av staten? Kommunen kan kræve kraften avstaat for den og den bestemte pris, men kan han ikke kræve erstatning av staten? Det kan ogsaa komme i den form, at han siger som saa: her er jeg tvunget til, hvis jeg skal bære mig forsvarlig ad, at la kraften gaa unyttet hen; for det tap, som staten saaledes paatvinger mig, maa jeg ha erstatning, og staten, som paatvinger mig denne ordning, er den eneste, som kan erstatte mit tap. Jeg vil, at man skal være opmerksom paa dette; det skal være sagt her, at man staar overfor et saadant spørsmaal. Jeg vil ikke ha uttalt nogen mening om, at der kan kræves erstatning, men man skal være opm, rksom paa, at dette spørsmaal foreligger eller vil komme til at foreligge. Det vil komme til at foreligge, hvilketsomhelst av de foreliggende forslag vedtages. Man kan sige som saa, at det er store ting det gjælder, det at kommunerne skal kunne faa billig kraft, og staten faar staa for støtene; men da vil jeg sige for mit vedkommende, at der skal være et visst forhold mellem det ene og det andet. Jeg gaar med paa 12-mandskomiteens forslag, fordi den.erstatning, som man risikerer, at staten efter det kan komme til at yde, er ikke større, end at man med rimelighet kan sige, at den veies op ved den fordel, som kommunerne derved skaffes; men naar man gaar til saadant som den oprindelige komiteindstilling eller hr. Jelsas forslag, som vil medføre, at kraften skal holdes til disposition gjennem 50, 60, 70 og 80 aar, da blir de mulige erstatningsfølger, som kan opstaa herav for staten, saa store, at jeg tror, at man skulde betænke sig paa det. Som sagt, jeg vil ikke ha uttalt nogen mening om, hvliket resultat domstolene her vil komme til, men man skal være vel opmerksom paa, at det sidste ord behøver ikke at være sagt, fordi om man her foreskriver, at kraften skal avstaaes til den og den pris. Liestel: Det forslag, som er fremsat av hr. Bratlie nu til post 10 og som gaar ut paa avstaaelse av kraft, adskiller sig bare fra komiteens indstilling i det, at det indskrænker og forkrøbler kommunernes ret. Hr. Jelsa fandt denne indskrænkning for kommunerne at gaa vel vidt, han vil ikke, at de skal være forpligtet til at melde sig inden 10 aar for at faa ret til denne kraft. At det skal kunne kontroleres, hvorledes kommunerne bruker den kraft, det gaar hr. Jelsa med paa, men hr. Sandnes vil ikke gaa med paa det heller. Jeg synes, at naar kommunerne først skal faa denne ret, saa maa de ha lov til at bruke den, som de finder for godt og ikke være utsat for, at disse brukseiere og de, som styrer med reguleringen, skal kunne komme med sine indvendinger og kontrol og se, om de kan faa tak paa kommunerne, saa de kan slippe at avgi nogen kraft. Jeg synes da, at alle mand som er interessert i landskommunerne og som skal være landskommunernes talsmænd, maa sætte sig imot denne indskrænkning. Hr. Bratlie fremholdt, at dette var et indgrep i eiendomsretten; han kunde ikke vente, at de, som var eiere, skulde finde sig at der paa denne maate blev fastsat en pris, og at de maatte levere kraften efter en viss pris. Avstaaelsen av eiendom maatte ske efter skjøn. De, som vil søke om regulering, har ingen «eiendom» her; men de vil søke om at faa andres eiendom, og de vil faa staten til at hjælpe sig til denne eiendom. Den vinding, som de faar ved den nye eiendom, er stor. Det er en uhyre fordel, som de reguleringssøkende faar derved, at de faar lov av staten til at ekspropriere og tvinge sig til andres eiendom. Men det

142 3 7 (Liestel) er ikke deres eiendom n u. Naar nu staten som betingelse for den nye eiendomsret sætter den pris, som de skal betale, saa kan man ikke sige, at det er indgrep i deres eiendomsret. Det argument fra hr. Bratlies side, det er saaledes ingenting, hr, præsident! Saa kom hr. Hagerup Bull med disse erstatninger og grundlovens 105 ja, han nævnte nu ikke d e n; men det var vel den, han hadde i bakhaanden. Der kunde i fremtiden opstaa store erstatningskrav, mente han, dersom denne bestemmelse, som komiteens indstilling indeholder, gaar igjennem. Det var den urimeligste paastand om eiendomsret, som jeg nogensinde har hørt. Jeg kan da ikke begripe, hvad slags erstatningspligt det kan bli for staten, fordi staten paa forhaand sætter de vilkaar, som en mand eller et selskap skal gaa med paa for at faa en eiendom. Dersom staten sætter de vilkaar, og vedkommende gaar ind paa de vilkaar, og de synes at være vel tilfreds med dem, fordi de har faat en regulering, som gav dem en uhyre indtægt og øket deres formue med en stor værdi, saa skal de kunne komme efterpaa og sige: nei, de vilkaar, som vi skulde opfylde for at faa denne ret, vil vi ikke nu opfylde; vi maa ha erstatning. Kan nogen tænke sig en slik lovregel? Og kan nogen tænke sig en slik fortolkning av Høiesteret av de vilkaar, som er sat? Jeg synes, det er umulig. Jeg synes, at dersom man først vil gaa ind paa dette, at kommunerne skal ha ret til kraft, saa maa man gaa til dette, som er komiteens indstilling, og ikke forsøke med alle slags kunster at faa bort denne kommunernes ret ved at faa den begrænset og indskrænket, saa at kanske de, som ikke er færdige til straks at sætte noget i verk i kommunen, skal i fremtiden komme til at tape sin ret. Det trodde jeg ikke, at folk vilde gaa ind paa. Jelsa: Jeg har altid opfattet hr. Grivi som en grei karakter. Derfor synes jeg det var litt underlig, at han kom med den uttalelse idag, at naar jeg fremsatte et forslag, kunde han frygte for, at jeg vilde stemme imot det. Jeg tror, hr. Grivi var fuldt inde i den ting, da han talte om det forslag, som hr. Vik fremsatte, at jeg ikke hadde fremsat noget forslag. Jeg har set noget saadant i en avis ogsaa; men det er feilagtig. Jeg fremholdt en tanke, og kanske ogsaa i saadanne ordelag, at den kunde brukes som forslag. Den tanke er jeg fuldt ut med paa, og jeg begrundet den. Hvis denne tanke hadde faat sit uttryk i loven, mener jeg, den hadde kommet klarere til sin ret. Saa henstillet hr. Vik til mig at forme et forslag og opta det; det sa jeg, at jeg, efter hvad der var uttalt av hr. Bratlie og andre, ikke fandt nogen grund til at gjøre, og saa formet hr. Vik denne tanke og fremsatte den som sit forslag. Det er klart for enhver; al anden fremstilling er urigtig og er en tilsnikelse. Med hensyn til det, som hr. Liestøl anførte, at jeg vilde være med paa den indskrænkning, som laa i det av hr. Bratlie fremsatte forslag, saa har jeg ingenting sagt derom. Jeg uttalte mig derimot om den tusen-hestekræfters-grænsen, som var opsat i den samme forbindelse. Det, som hr. Leegaard streifet ind paa, berodde da paa en misforstaaelse. Han snakket, som om jeg skulde ville, at den hele avgiftsfri begrænsning skulde strykes. Det var ikke min mening. Jeg antydet, at jeg hadde fundet det mere i overensstemmelse med loven, om man istedenfor 1000 hestekræfter hadde sat 500. Da vilde selvfølgelig i alle koncederte anlæg baade den oprindelige naturkraft og de første 500 regulerte gaa fri for avgift. Jeg tror, at i det praktiske liv vil omhandlede begrænsning komme til at melde sig som et ganske væsentlig punkt, idet der av fald, som kan forøkes til mellem 1000 og 2000 hestekræfter, naar det første tusen av forøkelsen skal gaa fri, vil være saa litet igjen for kommunen, at det i mange tilfælde vil bringe en altfor ringe hjælp. Da er der ikke stort gagn i, at reguleringen i almindelighet kommer under koncession. Tveiten: Saavel i den oprindelige flertalsindstilling som i mindretallets indstilling heter det i dette punkt 10 i 11:,At der, efterhvert som utbygning sker, avgives til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og andre interesserte kommuner indtil 5 pct. energi» o. s. v. Her i den forandrede flertalsindstilling heter det i den tilsvarende passus, at forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuner. skal der avgives energi til kommunen. Jeg erikke klar over, hvad denneforandring betyder, og jeg vil bede flertallets ordfører, hr. Bratlie, at forklare, hvad der er tænkt skal ligge i den. Jeg har nemlig forstaat det slik, at naar der i en kommune har samlet sig enten flere gaarder, flere grænder eller en større del

143 3 8 av kommunen, som har behov for kraft fra et anlæg, og det fra disse fremkommer'.krav derom til vedkommende vandfaldseier, saa er dermed git, at det et paakrævet. Da er der efter min mening ikke andre, som skal blande sig ind i det, da skal vedkommende vandfaldseier værs'god efterkomme det. Efter den redaktion, som her er foreslaat, maa jeg imidlertid spørge: hvem er det, som skal avgi skjøn, om det er paakrævet? Er det. nok, at kommunens indvaanere har samlet sig om.kravet, har fremsat det for vedkommende vandfaldseier og sagt :»vi har bruk for og vi forlanger optil 5 pet.?«-eller kan vedkommende vandfaidseier da sige, at det ikke er paakrævel? Jeg sætter f. eks., at der paa andre steder i kommunerne kan være kraftkilder, hvorfra man ogsaa kunde skaffe sig kraft, men hvor den vilde bli uforholdsmæssig eller urimelig kostbar, mot hvad den vilde koste fra vedkommende aulæg skal da vandfaldseieren kunue sige som saa: det er ikke paakrævet, at v i avgir denne kraft; kommunen har anledning til at skaffe sig kraft fra andet hold, om den end blir noget kostbarere. Del er dette, jeg maa faa greie paa. Det forekommer mig, at der ogsaa her kan ligge en indskrænkning. I det hele tat er det ikke frit for, naar jeg læser dette, at det.forekommer mig, at der aander ut en tone, som om det gjaldt at gardere sig saa meget som mulig mot kommunernes krav. Det er, som om man er gaat ut fra, at komrnunerne vil stille saa urimelige forlangender, at det vilde skade vedkommende nedrifter. Jeg mener, man ikke bør gaa ut fra den forutsætning; jeg tror ikke, vi er saa industrifiendtlige, som mange har beskyldt os for at være. Vi vil, at en leveiig og god industri skal bygge og bo blandt os, men vi faar ta vore reservationer saaledes, at vi ikke i tilfælde blir sittende igjen med fanten og fattigfolk. Jeg vil forresten sige, at det forekommer mig ubegripelig, at landrepræsensentanterne i denne 12-mandskomite har gaat med herpaa. Dette var et kjernepunkt un- -der behandlingen av erhvervsloven, og det er det likedan her. Kommunerne maa absolut ha denne ret ubeaeaaret, og dette, at en fattig kommune, en avsidesliggende kommune skal være henvist til efter 10 aars forløp at ta kraften efter den pris, som da er, synes jeg heller ikke er, som det bør være. Vi maa erindre, at mange steder i avsidesliggende fjeldbygder har man paa grund av iforholdene vanskelig for at samarbeide, de eøkonomiske forhold er saadanne, at det er ikke saa let at komme til en saadan ordning der, som vil falde naturlig og let for de brede bygder. At da disse endng skal komme til at betale mere, det synes jeg er en urimelig foranstaltning. Jeg kan ikke skjønne, at landrepnesentanterne ialfald kan gaa med paa en bestemmelse som denne. Bratlie: Det er meget i denne debat, som jeg synes tydelig bærer pi wg av, at man fra ven Arehold nu vasentlig arbeider for at skaffe sig stof for agitation og til folkemøter. Nogen saadan debat vil jeg ikke indlate mie paa. For et par dage siden stod hr. Grivi her i Odelstinget og roste mig for, at jeg var en mand; idag siger han, at jeg er en stoi: kjærring. Det er mig temmelig enten jeg er mand eller kjærring i hr. Grivis og hans meningsfællers eine. Forsaavidt kan han præke, hvad han vil om den ting; jeg skal ikke opta nogen debat med ham om det, jeg anser en saadan debat her i salen for ikke at være Oddstinget værdig. Jeg skal derfor kun svare paa de spørsmaal, som er av reel betydning. Min mening er, som jeg før har sagt, den, at det princip, som her bør opretholdes, er, at hvor der kræves tvungen a givelse av eiendom fra den ene borger tjl den anden eller til det oifentlige, der bør der altid væri. enledning for den, som maa avstaa, til at kræve erstatning efter skjøn for det, man tar fra ham. Jeg forstaar meget godt, at det kan være fordelagtig for mange repræsentanter at staa og talekommunernes interesseri denne sak, at holde lange taler om, at kornmunerne bor faa kraften for billig pris. Men jeg føler mig aldeles overtydet om, at den dag kan komme i Norges historie, da det ikke vil bli anset for saa fortjenstfuldt allikevel, at man har faat regelen om erstatning efter skjøn avsvækket. Bonderne kan en gan;.: komme til at angre paa, at de har været med paa at bryte paa det princip, selv oni de nu finder det tiltalende, fordi det sker tii deres egne kommuners fordel. Jeg for min del vil hævde, at hvad der tages av anden mands eiendom mot hans vilje enten det er fra bønderne elle,' fra andre borgere, at det tages det bør den, som tar det, altid hetale rimelig erstatning for. Den n.gel hor gjælde likesnavel, naar andre borgere tar noget fra bønderne, som naar noget tages fra andre til bondernes fordel. Det bør være et aldeles ubrytelie princip i vor lovgivning efter min mening, at enhver skal betale fuld erstatning for de rettigheter og den eiendom, han faar ardedning til at ta fra en anden, og den regel `bør være ens for alle, for den ene som for den anden. Det er sagt om

144 3 9 fjeldbygderne, at de kommer til at staa i en ugunstig stilling her. Men jeg mener, nei, det kommer de ikke til at gjøre. Jeg tror ikke, at fjeldbygderne kommer til at staa i nogen uheldig stilling. Det er for en ikke liten del netop av hensyn til fjeldbygderne, at vi har foreslaat de bestemmelser, som vi kommer til senere i denne indstilling. De vil faa en erstatning efter vort forslag, som vil stille den meget fordelagtigere end- hittil. Naar dernæst hr. Tveiten i tilslutning til hr. Sandnes opholdt sig ved den indledning, som nærværende bestemmelse nu har faat, ved begrænsningen av kommunernes ret til kraft til, hvad de behøver til lys, varme, gaardsbruk, haandverk og smaaindustri, og naar de to herrer i anledning derav uttalte, at de ikke forstaar, at nogen landrepræsentant kan være med paa det, saa vil jeg dertil svare, at j e g forstaar ikke, at nogen tænkende landrepræsentant kan være med paa noget andet. Tveiten : Det var ikke mig, som nævnte det. Bratlie: Jeg forstod det saa, men det er mulig, jeg tok feil; men ialfald nævnte hr. Sandnes ting. Og da vil jeg oplyse hr. Sandnes om, at jeg tror, han bør skynde sig at forandre standpunkt her og ikke uttale sig mere i den retning, han sidst gjorde, hvis han vil gjøre regning paa at faa tilslutning av landsbygderne. Forholdet er nemlig det, at det netop for mange landsbygder er av den største interesse at faa denne bestemmelse. De store byer staar færdige straks til at fare omkring i bygderne og kjøpe op vandkraft, de vil gjerne benytte sig baade av ekspropriationsloven, naar den kommer, og av denne lov. De vil fremfor alt kjøpe op vandkraft i landdistrikterne omkring i noksaa stor utstrækning. Dersom staten da godkjender, at kommunernes ret til kraft skal strække sig videre end til de behov, som her er nævnt, saa vil følgen herav bli, at de byer, som enten har opkjøpt eller som herefter. vil opkjøpe vandfald i større utstrækning, end disse behov kræver, da vil ha ret til at beholde sine fald, hvor mange og store de end er, og bruke dem, til hvad de vil, uten at landkommunerne, hvor dog kanske faldene ligger, faar nogen anledning til at gjøre nogen fortrinsret gjældende, selv om det gjælder tilfredsstillelsen av deres nødvendigste behov og den del av de av byerne opkjøpte vandfald, som disse bare bruker til indbringende spekulation. En saa vidtgaaende ret for bykommunerne bør loven ikke anerkjende, loven bør aapne adgang for kommuner, som ikke har faat sine nødvendige behov fyldestgjort til at faa den kraft, som. dertil behøves, før andre kommuner faar lov til at forsyne sig til overflod. Hvor langt man skal gaa med hensyn til, hvad der skal anerkjendes som nødvendige behov, vil altid være et skjønsspørsmaal, men det vil altid være til landkommunernes fordel, at man ikke her gaar for vidt; bykommuner kan komme til at konkurrere med landkomrnuner her, og bykommunerne har altid de. fleste og største behov, hvis alle disse anerkjendes. Hvis hr. Sandnes ønsker det, kan jeg nævne ham eksempler, som allerede foreligger, paa det, jeg her har sagt. Men jeg tror ikke, det er heldig uten nødvendighet at føre debatten her i Odelstinget ind paa saadanne kinkige sporsmaal mellem enkelte landkomrnuner og bykommuner. Derfor lar jeg det være. Men jeg fastholder, at det princip, som er foreslaat i denne bestemmelse nu, er riglig. Jeg mener, som jeg før har sagt, at det i nogen utstrækning er en fravikelse fra det rette erstatningsprincip, at man har aapnet adgang til i de første 10 aar at utta kraft far en anden betaling end skjønsmæssig erstatning. Jeg vilde helst hat skjønsmæssig erstatning i alle tilfælde. Og jeg tror, at den dag vil kunne komme, da de, som er med paa at fravike dette prineip, vil angre selv paa denne forholdsvis mindre avvikelse fra det normale. Men endnu værre er det, dersom man opgir enhver adgang til skiøn. Det kan bli til grundeiernes skade i fremtiden, at saa sker nu. Det faar dog selvfølgelig hli deres sak og deres ansvar, som vil ha det saa. Jeg vil kun for min del ha sagt, at jeg tror, at baade kommunerne, landdistrikterne og i det hele tat ahe vilde handle rettest i at holde sig uaykortet til retfærdighetrns princip, hvad enten det er dem selv og deres distrikt eller andre, som faar fordelen av det, som i ethvert tilfælde bestemmes. Det er ikke nok til at berettige avvikelse herfra, at det er av interesse for en selv eller ens valgkreds at faa fat i det, der handles om, paa biiii&ere vilkaar. Vi bør aapne kommunerne anledning saa let som mulig til at skaffe sig den vandkraft, de behøver, saa langt vi kan erkjende, at det er rimelige og paakrævede samfundsbehov, der handles om. Men fuld erstatning bør efter min mening kommunerne betale som enhver anden. Hvis jeg nu kan faa høre, hvad det var, hr. Tveiten spurte om, skal jeg besvare det med det samme.

145 4 0 Tveiten: Jeg spurgte om, hvad meningen var med dette «forsaavidt det ansees paakrævet». Bratlie: Meningen er, at regjeringen skal avgjøre, hvor meget der er paakrævet for enhver kommune for de behov, bestemmelsen nævner. Den har de bedste betingelser for at kunne avgjøre dette og derefter bestemme avgivelsen av kraft indenfor lovens grænse. Det blir ikke kommunen selv og heller ikke vandfaldseieren, som skal bestemme den ting. Valentinsen: Utover det hele land er der vokset op en hel del anlæg som følge av, at man har en bestemmelse som denne i loven. Jeg tror derfor, at man ikke kan anføre stort imot det. Alle erkjender, at det er en viss berettigelse i dette krav om, at kommunen skal faa avstaat en del av kraften. Hvad der strides om, er væsentlig, hvorvidt der skal betales en pris efter skjøn, eller om prisen skal fastsættes i loven, og hvorvidt det er berettiget, at man skal kunne la denne kraft gaa unyttet i sjøen, som man siger. Det var særlig hr. høiesteretsassessor Hagerup Bull, som fæstet sig ved det moment, at staten kunde komme til at maatte betale erstatning for det tap, som paaføres vandfaldseieren derigjennem, at den til kommune og stat betingede kraft ligger unyttet. Jeg tror, det er et aldeles feilagtig syn, at kraften gaar ubenyttet. Det er ikke saa, man pleier at indrette sig i det praktiske liv, at mah lar maskiner maaske paa tusener av hestekræfter staa ubrukt. Jeg kunde fremdra eksempler paa det. For ikke lang tid tilbake var der git koncession paa leie av kraft fra et selskap til et andet for saa kort tid som et halvt aar. I Trondhjem f. eks. leier et selskap spildkraften fra Trondhjems elektricitetsverk med forpligtelse til at mdskrænke driften, naar kommunen maa kræve det. Der er flere eksempler av denne art, saaledes ved Glommen, hvor reguleringen er ujevn, har Hafslund utbygget et større maskineri, end det kan holde i drift under jevn gang. Selskapet leier da ut den kraft, som det producerer i flomtiden til en pris, som rigtignok er litt lavere end den normale. Det er oplyst i de dokumenter, som-foreligger for komiteen, at prisen er 15 pct. lavere end for aargangskraft. Disse eksempler synes jeg viser altsammen, at ingen er saa ufornuftig at la kraften gaa unyttet og rinde i havet. Den vil under alle omstændigheter finde sin benyttelse, og der vil neppe kunne paavises et tilfælde, hvor man lar maskinerne i aarevis staa unyttet. Det argument tror jeg saaledes ikke veier saa svært. Naar det benyttes som skræmsel likeoverfor de berettigede krav, som kommunerne stiller, tror jeg, det er forfeilet, og jeg er ganske sikker paa, at der ikke vil bli vedtat en lov, som paa nogen maate kommer til at rokke ved dette princip, at kommunen skal faa avgit kraft. Det er en selvfølge, at jeg holder paa indstillingen. Jeg kan ikke indse, der er nogen forbedring ved disse forandringer, som er gjort av hr. Bratlie eller av høires grupper. De nye forslag er, som det er uttalt av hr. Liestøl, blot indskrænkninger, forkreblinger av et rent princip, og jeg tror ikke, det vil føre til andet end bare krangel, naar man skal indsætte bestemmelser som disse. Oddmund Vik: Jeg kan heller ikke skjønne, der er nogen forbedring ved det forslag, som hr. Bratlie har fremsat. Indstillingen, de fire og hr. Amundsen, har sagt, at der skal avgives indtil 5 pct. til kommunerne. Det er grei skuring. Der er ikke foreskrevet, hvad de skal bruke disse 5 pct. til, de kan i det hele bruke dem til, hvad de vil; men i det forslag, som hr. Bratlie har. lagt frem, siges der, at de bare skal brukes til «lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri». De kommuner, som faar det paa denne maate, blir indskrænket paa en rent urimelig maate. Naar der saaledes skal avgives kraft, saa er det vel tanken, at kommunerne skulde kunne indrette sig, som de hadde et elektricitetsverk. Her findes elektricitetsverk paa den maate før, f. eks. i Kragerø. Denne by har ikke kraftanlæg selv; men der avgives en kraft til den, og for den kraft, som er avgit, har den saa bygget sig fordelingsnet, og den har ordnet sig aldeles som de andre byer med kraftstation og selvstændig elektricitetsverk. Skulde Kragerø være bundet til det, man kalder smaaindustri, saa var det hele forfeilet, og er det rimelig at stelle det for de kommuner, der 11,2 er tale om, anderledes end for de kommuner, som har eget elektricitetsverk? Det er særlig dette ord «smaaindustri som kan bli brukt mot kommunerne paa en maate, som gjør det hele illusorisk. Hvad er smaaindustri? Er det en viss kraftmængde, som gjør, at det er smaaindustri? Om vi tar den største hermetiske fabrik i Stavanger, saa bruker den ikke mere end 30 hestekræfter. Ingen vil sel sige, at det er smaaindustri. Det er ikke netop storindustri heller, ikke det, som en virkelig kalder det. Dette er et uttryk, som har gaat igjen i lovteksterne længe, og nu virker det her vildledende. Det kunde gi anledning til krangel. Dersom man i en kommune vilde

146 4 1 nytte den kraft, man der har faat, til almindelig industri, saa kunde man sige: nei, dette er imot loven. Det vil kunne virke med til, at departementet indskrænker de 5 pct., eller om det ikke skulde virke i den retning, at det vistnok sætter fulde 5 pct., men spør senere, naar kommunen kommer og siger, at nu skal den ha de 5 pct.: forklar os først, hvad I skal ha dem til; det er vel til «smaaindustri» ; det er vel ikke til noget andet? Og saa blir der en hel del krangel om den ting. Nei, skal dette bli effektivt, saa maa det være paa den maate, at vedkommende kommune, som har de 5 pct., skal kunne bruke denne kraft til, hvad den vil. Det gaar dog ikke an at sætte nogen grænse. Det, som i et tilfælde kaldes smaaindustri, vil man i et andet tilfælde sige er vanlig industri. Er der noget til hinder for, at de kommuner, som kan faa den kraft, de trænger, benytter den til almindelig industri? Hr. Bratlie advarte imot at være med paa indstillingen. Det skulde vel være for at styrke det forslag, han har lagt frem. Jeg tror, at sund sans tilsiger, at man maa advare baade bymænd og bønder fra at være med paa noget saa litet gjennemtænkt, som dette hr. Bratlies forslag til punkt 10 er. Vi maa dog huske paa, det er da virkelig ikke bare elektricitetsverker, man skal ordne i kommunerne, men ogsaa fordelingsnettet, og jeg tror ikke, kommunerne skulde gi sig til at være formyndere for de enkelte borgere og sige: den kraft, som I faar av os, har I lov til at nytte til det, som heter smaaindustri, men ikke til noget, som gaar utover dette. Disse forandringer er bare til at forkludre den hele tanke, til at gjøre hele denne avgivelse av kraft illusorisk, til at lægge et nyt baand paa kommunerne uten nogen forstandig hensigt. Hr. Bratlie er nu kommet saa meget paa kant med grundlovens 105 og med eiendomsretten og alle de andre hellige ting her i landet, at jeg tror, han heller ikke berger det ined denne indskrænkning. Det blir fra den'side like galt som efter indstillingen; men det er efter sin utformning uten mening, og det forspilder den naturlige ting, at kommunerne ved denne avgivelse av kraft skal kunne likesaa frit og greit faa elektricitetsverk, som nu bykommunerne og somme landkommuner har det. Derfor tror jeg ikke, der er grund til her at la sig skræmme til at være med paa hr. Bratlies forslag. Jeg synes, at for den, der staar saaledes som de herrer Sandnes og Jelsa, er der en eneste utvei, nemlig at stemme for komiteindstillingen, saaledes som den har været forelagt os før. Hr. Bratlie mente, at man nok kunde faa møte alvorlige ting, naar man kom hjem. Jeg skjønner ikke, hvilke alvorlige ting, man kan faa møte vet",at man stemmer for forslag, som gjør, at ens bygd kan faa indrette sig saaledes, som alle fornuftige folk indretter sig i dette spørsmaal baade by og bygd. At bønderne kan komme til at angre paa dette senere, den advarsel synes jeg ikke, hr. Bratlie har lov til at uttale længere. Saalænge han fandt al denne avgivelse av kraft grundlovsstridig, kunde det kanske være noget i det; men nu flyder det noksaa meget efterpaa ; det er gjenklang fra «forna dar». Sandnes: Hr. Bratlie fremhævet sterkt den principielle forskjel, der er rnellem indstillingen og det av ham",optagne forslag, og han fremhævet videre den vanskelighet, vi gaardbrukere paa Iandsbygden vilde komme op i ved forholdet7mellem landkommuner og bykommuner. Det sidste ræsonnement kunde jeg forresten ikke.rigtig faa tak i, hvad han sigtet til. Men naar der siges, der skal være noget,princip i dette, 'er der da, naar man indrømmer kommunerne kraft for en viss pris i 10 aar, nogen-forskjel, enten det er 10, 20,k 30 eller 40 aar? Jeg kan ikke indse, der er nogen forskjel paa dette. Det, som hr, Hagerup Bull fremholdt, at der kunde gaa 40, 50, 60 jeg ikke, er mulig. Naar,gutviklirigen,gaar med den fart, den hittil har hat paa elektricitetens omraade, vil man om en 10, 20 aar antagelig være kommet saa langt, man efter menneskelicberegning-kan kommeri den henseende. Naar jeg har hat betænkelighet ved at gaa med paa den ændrede paragraf, er det ikke av politiske eller andre utenforliggende hensyn ; men det=er,5fordi disse-opregninger ikke er rummelige nok. Utviklingen i fremtiden kan komme til at vise det. Jeg vil stille et spørsmaw til hr. Bratlie eller hvem, som vil besvare det. Jeg sætter, at-utviklingen'paa elektricitetens omraade er kommet saa langt at man kan lagre elektriciteten, og at man somfølge:derav,, kan drive de hundreder eller tusener av motorbaater, vi har langs kysten, med elektrisk energi. Er da denne opreg ning i den ændrede paragraf fuldstændig ut tømmende for-den mulighet, at en kommune skulde være saa sterkt interessert i denne bedrift, at den ønsker at ha kraft til at drive alle de fiskerbaater, den har? Jeg nævner bare dette enkelte tilfælde, der kan selvfølgelig ogsaa opstaa flere lignende. DetT.argument, hr. Hagerup Bull brukte med hensyn til erstatningen, forundret mig. Naar anlæggets eiere vet, at shk er vilkaarene, at

147 4 2 der maa avgives denne 'kraft ikke om 10, men om 20 eller 30 aar, maa der selvfølgelig regnes med det. Da kan jeg ikke forstaa, at der kan kræves erstatning ad rettens vei. Jeg kan heller ikke forstaa og min opfatning er ogsaa bekræftet av hr. Valentinsen at ikke anlæggene kan benytte den kraft, de skal være pligtig at avgi, i den mellemliggende tid, til kommunen forlanger den. Jeg gaar da ut fra, at anlæggene vil faa en ganske rummelig varselsfrist for avgivelsen av kraften. Jeg kan ikke forstaa andet. Jeg er ikke sakkyndig paa dette omraade, men der maa være en mulighet for dette, at anlæggene kan benytte kraften, saa ikke tapet, som hr. Leegaard nævnte, løper op i hundretusener av kroner. Skulde det være saa meget, vilde det selvfølgelig være galt for industrien. Jeg er ikke industrifiendsk. Jeg ønsker industrien alt godt, og jeg vilde ønske, der kunde komme op en og anden bedrift ogsaa paa mine kanter; men jeg vil dog erindre nm, hvad hr. Bratlie, saavidt jeg erindrer, I sit første foredrag under den almindelige debat uttalte. Han sa : <,Det er ikke at undres paa, at distriktenie utover landet er litt ængstelige for disse ting og søker at gardere sig saavidt mulig mot de forskjellige ulemper, den kan medføre.» Naar vi har hat disse vandfald i raa tilstand, er det ikke noget nyt, vi kommer og forlanger, vi siger bare, at saa er betingelserne, vi maa sætte for utnyttelsen av vandfaldene. For vi vil være sikre paa, naar vi har hat disse vandfald i hundreder av aar, at ikke vore efterkommere eiler vi selv skal komme i vanskeligheter med hensyn til den nødvendige energi til, hvad der kan bli nødvendig i fremtiden. Med hensyn til bestemmelsen om, hvorvidt kommunerne virkelig trænger denne kraft, kan det vise sig, som ogsaa hr. Tveiten nævnte, at det kan bli litt vanskelig med skjønnene. Ialfald er det ikke saa greit, som naar kommunerne har anledning til at faa kraften uten skjøn, det er meget greiere og sikrere. Jeg vil tilslut benytte anledningen til at sige noget, jey, har hat indtryk av under hele denne debat, som har været ført om denne sak. Og det er, at jeg mener, at den procedure, som har været ført mellem de to partiers ledere, hr. Bryggesaa og hr. Bratlie, om hvem der kan ha forandret sit standpunkt mest, den ene til venstre eller den anden til hoire, har noksaa liten betydning likeoverfor det at faa hensigtsmæssige bestemmelser ind i denne lov. Jeg har indtryk av, at de er kommet hinanden adskillig imøte, den ene fra den ene, den anden fra den anden kant. De har ændret sine oprindelige standpunkter fra begge hold. Jeg synes ikke, det er nødvendig at spendere saa meen tid paa den procedure under behandlingen av de forskjellige paragraffer. Alle her i forsamlingen har jo gjort sig op en mening om, hvordan dette forhold er. Fiirst: Det forekommer mig, at hr. Grivi, da han sidst hadde ordet, var blit svært n,edig av sig. Han talte om en komedie, som blev opfort her o. s. v. Det forekommer mig, at hr. Grivi og hans meningsfæller i minoriteten under den almindelige debat ikke var fuldt saa modige som nu. de vilde da ikke ut av hulen, da var de ikke at formaa til at ta ansvaret og opta sit eget forslag, som de selv i komiteen hadde lovet at gjøre og som de skriftlig hadde sagt i indstplingen. at de vilde gjøre. Da var de ikke at formaa til det. Hr. Grivi var ikke saa svært modig den gang, som han nu er blit. Det ser ogsaa litt etendommelig ut, at vi skal paahøre en saa spydig tone fra hr. Grivi netop ved denne paragraf om avstaaelse av kraft: for det er jo netop vedkommen& denne paragraf, det giælder, at hr. Grivi og hans partifæller i komiteen ikke vil opta sit principale forslag, som gaar saa vidt, at der ikke alene skal kunne forlanges a.vstaat pet. til kommunerne og 5 pct. til staten, men at der skal ved en reguleringstilladelse kunne forlanges avstaat et ahleles ubegrænset kvantum. Al den stund hr. Grivi og flere ikke vil opta dette forslag, som er det principale fra deres side og som ståar trykt paa prp. 49 i indstillingen, al den stund de nu gaar fra denne yderst radikale besternmelse, forekommer det mig noksaa eiendomat de optræder saa svært overlegent likeoverfor andre, som nu har gant med naa at avgi en ændret indstiihne; med hensyn til 11, punkt 10. llet &k an at tale i en litt forsigtigere. tone likeoverfor denne sak fra hr. Grivis side. Det er ganske be,.vnderdette, at skjønt de ikke har opta- s;t minoritetsforslag i dets helhet og fore;laat. at det skal lægges til grund, saa kommer cie dog allikevel i den specielie debat av og til med nogen para;jraffe- fra sit principale forslag, og undertiden lar de det falde og vover ikke at komme med det. I opto': de efter det principale forslag, og vi skal nok faa høre om, at de kommer med paragraffen om hjemfaldsret, men netop i denne paragraf om avstaaelse av kraft hvor hr. Grivi spdler overlegen, gaar de fra sit principale forslag om, at der skal ikke avstaaes 5 eller 10,

148 4 3 men endog.50 eller 100 pct. for den saks skyld. Jeg vil faa lov til at sætte fingeren paa dette forhold. Foriesten behøver jeg ikke at uttale mig noget videre om dette forslag, som er anbefalet av præsident Bratlie, for han har begrundet standpunktet saa utførlig og saa godt, at det er aldeles overflødig for mig at tilføie noget. Jeg vil kun pointere, at det skiller sig i væsentlig henseende fra venstres forslag, ogsaa bortset fra dette principale venstres, som gik ut paa, at der skuide ikke bare kræves avstaat 10 pct. eller 15 pct., men hvadsomhelst; det skiller sig ogsaa i væsentlig henseende fra det venstres forslag, som er optat, det vil sige hr. Amundsens forslag, som i dette tilfælde er tiltraadt av venstre, og som er trykt i indstillingen i slutten av dette hefte. Vort forslag skiller sig blandt andet derfra ved de ord, som hr. Tveiten heftet sig ved «forsaavidt det ansees paakrævet«. Ja, man har fundet at burde opta i indstillingen, at der ikke skulde iorlanges avgit kraft, medmindre det ansees paakrævet. F. eks.: hvis en kommune eier et vandfald og har mere end nok av kraft, bør den ikke kunne avkræve andre, som reguterer, mere kraft for at bruke til at sælge eller tjene penger paa. Er der da nogen rimelighet det? Desul en er det dette, at man har gjort en begrænsning til, nemlig at kraften kun skal være til forsyning til lys, varme, smaaindustri, haandverk o. s. v. Den bestemmelse er slet ikke uvæsentlig, paa ingen maate. Det er noget ganske andet, at der skal kunne tages kraft til dette, end at det skal kunne anvendes til hvadsomheist til at tjene penger paa fra kommunernes side. Jeg vil, mens jeg er ved dette ord»smaaindustrig, sige, at det forekommer mig, at hr. Vik i sit foredrag synes, det var uri. melig, at man skulde begrænse bestemmelsen til smaaindustrien, men jeg erindrer da vist ikke feil i, at hr. Vik for nogen faa dage siden optok et spørsmaal, hvori ordet»smaaindustri«var brukt. Kanske det var subsidiært til et principalt forslag fra hans side. Det var forresten et forslag, som faldt. Der hadde han selv tat med dette begrep»smaaindustri«. Saa er det endelig det, som er kvintesseusen i forslaget, at der er en regel om, at der efter endel aars forløp skal anvendes skjøn til fastsættelse av kraftprisen. Man faar behage at medgi, at denne regel er ikke saa ganske uvæsentlig. Man har ikke villet gaa med paa den generelle regel, som i venstres forslag er opstillet om denne produktionspris o. s. v for al mulig fremtid. Forresten er jeg enig med dem, som sigar, at kanske kommunerne laver ris til sin egen bak, naar de ikke vil ha dette, at der skal anvendes skjøn i fremtiden; for, det, kan lettelig stille sig saa, at de da kan slippe billigere fra det, men det faar da staa hen. Det er klart, at det er ikke den mest rationelle maate at gjøre det paa at tvinge anlæggene til at avstaa visse procent kraft ved en eller anden regulering. Den rationelle maate at,skaffe kommunerne kraft paa er, som hr. Bratlie pekte paa, og som ogsaa er behandlet i specialkomiteen, at kommunerne skal tillægges ekspropriationsmyndighet til vandfald, og det vil jæide over -det hele land. Det er den rigtige vei, hvis man virkelig vil utrette noget effektivt, men vi har som sagt fundet at kunne gaa med paa en bestemmelse i den ændrede form, som er optat her. Bryggesaa: Det undrer mig virkelig, at der endnu i denne debat tales om principper, det undrer mig i høieste grad. Her er ogsaa talt om, at der skal være to principper i denne paragraf, og jeg horte spændt efter og tænkte, at jeg skulde faa vite, hvad disse to principper er for noget. Jo, det ene princip skulde være det, at man ikke uten godtgjørelse kunde la en vandfaldseier ha disponibel kraft til kommune og stat staaende saaledes i det ubestemte, i det blaa, uten at han skulde faa godtgjørelse for det; men har dette princip fundet uttryk i det forslag, som forehgger? Nei, det er netop det, det ikke har. Det forslag, som foreligger her, siger med rene ord, at kommuner og staten kan indenfor den periode, som vedkommende har sin regulering i, til en hvilkensomhelst tid forlange kraft uttat det siger forslaget uttrykkelig. Og der skal ikke være godtgjørelse foz. den tid, som er gaat, og indtil kraften uttages. Naar kraften uttages, saa skal de ha godtgjørelse, men ikke før. Og saa taler man om, at diate skulde være et princip, som man har søkt at opretholde! Der er ikke gjort det mindste forsøk paa at opretholde noget princip i saa maate. Hr. Hagerup Bull har vistnok sagt, at vedkommende muligens vilde ha ret til at.kræve denne erstatning. Saavidt jeg forstod, mente rhan,at eieren skulde ha,den ret, uanseet hvad denne lov bestemmer. Det kunde ikke forklares paa anden maate, for denne lov omtaler ikke en saadan godtgjørelse. Men hvis.det er hr. Hagerup Bulls mening, saa maa han selvfølgelig være mot denne paragraf. Han kan ikke da stemme for den. Hvis han mener, den er grundlovsstridig, saa synes jeg

149 4 4 ikke, han kan stemme for den. Altsaa, det princip:er helt utelatt. Men saa er det det andet princip, da. Det andet princip skulde være det, at man skulde betale kraften efter skjøn. Ogsaa det princip er git paa baaten i dette forslag. Der er sagt, at dersom vedkommende kommune eller staten begjærer kraften uttat inden 10 aar, efterat anlægget er færdig, saa skal ikke kraften betales efter skjøn for dens værdi; den skal da betales efter visse, bestemte regler, som er opstillet i forslaget, og vel at merke efter de samme regler, som er opstillet i venstres forslag uten den mindste ændring i saa maate. Nu, hvis man skal tale om et princip her, saa kan man jo ikke forlate dette princip, som skedd her. Her siges, hvis kommunerne forlanger kraften uttat inden de 10 første aar, saa skal de betale kraften efter disse regler, ikke alene i den første tid, men ut gjennem hele konces-. sionstiden. Erstatningen kan revideres, men revideres paa det samme grundlag altsaa ikke efter skjøn. Det gjælder for alle, som uttar kraften eller begjærer den uttat, inden 10 aar er gaat, og vi maa vel gaa ut fra, at vi er kommet saa langt, og at interessen i vort land er saapas sterk, at de fleste kommuner vil begjære kraften uttat, inden saa lang tid er gaat. Men likeoverfor nogen enkelte, som enten ligger saaledes til, at de faar en lang overføring av kraften fra vandfaldet, eller som av andre grunde saaledes som hr. Jelsa nævnte finder, at det er litt vcvsomt for dem at gaa paa, for deres vedkommende, som ikke begjærer kraften uttat, før efter de 10 aar, skal en anden regel gjælde hele koncessionstiden igjennem. Men de skal ingenting betale, hverken den ene eller den anden for den tid, som er medgaat, før de uttar kraften. De, som kommer ind under den første regel, kan undlate at begjære kraften uttat i 9 aar f. eks.; men saa i det 10-ende aar, efterat anlægget er færdig, begjærer de kraften uttat, og saa har de at betale for de følgende aar fremigjennem; men de har ikke at betale noget for mulig tap for vedkommende vandfaldseier, derved at han maatte holde kraften disponibel i de 9 aar. Det samme gjælder for dem, som kommer bakefter. En kommune, som kommer efter 20 aars forløp og forlanger kraften uttat, skal betale efter andre regler. Der skal da skjøn til; men den skal ikke efter dette forslag betale noget for den ulempe, som vedkommende vandfaldseier har hat i de 20 foregaaende aar. Vil hr. Hagerup Bull eller nogen anden ha andre regler, saa maa de gi det uttryk paa en anden maate. Altsaa, efter min mening er her ikke længere tale om principper, som er forskjellige fra venstres. Det er venstres principper her, som helt ut er lagt til grund. Angaaende enkeltheterne i dette forslag, saa er det fremhævet, at der er sat den betingelse: «forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners eller deres mdvaaneres forsyning.» Jeg kan godt tænke mig, at der f. eks. i herredet A. er et stort fald. Saa blir der uttat 5 pct. av kraften til endel kommuner, som ligger rundt omkring der. Men saa er der et andet fald kanske i det samme herred. Det utbygges senere, og saa blir der spørsmaal om, hvilke kommuner skal faa de 5 pct. av dette. Det er da klart, at hvis de første kommuner har faat 5 pct. og dette er tilstrækkelig for de formaal, som nævnes i forslaget, saa vil de maatte staa tilside i konkurransen for andre kommuner, som ikke fik noget den første gang. Paa den maate mener jeg, at dette maa forklares. Forsaavidt kan der ikke være noget at sige paa den bestemmelse. Naar der derimot er tale om, at denne begrænsning om, at kraften bare skal være til forsyning med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri, skal kunne føre til en mindre kraftavgivelse i enkelte tilfælde, saa mener jeg, det er feilagtig. Forsaavidt vil bestemmelsen ret og slet bli en papirbestemmelse. Er det et overordentlig stort fald, saaledes at der kan bli tale om tusener av hestekræfter for kommune og stat, saa kan det saa være, at ikke vedkommende kommune eller kommuner har bruk for det hele. Det kan træffe i de enkelte tilfælde. Men det vil være rent undtagelsesvis. Derimot mener jeg, at elektriciteten vil faa en slik anvendelse i fremtiden, at skal en kommune virkelig være forsynt med den nødvendige kraft til de ting, som her er nævnt, saa vil nok de 5 pct. gaa med og vel saa det, og jeg mener forsaavidt, at statens andel, dersom den ikke bruker den selv, kan ogsaa komme vel med for kommunerne. Hr. Fürst synes bare at bevæge sig om et eneste punkt, dette at han ikke fik anledning til en bloc at stemme ned venstres forslag. Han selv optok ikke og heller ikke

150 4 5 (Bryggesaa) nogen andre optok heirefraktionens forslag. De hadde det i baklommen, vi fik aldrig se det. Vi visste ikke, enten de vilde komme med denne bestemmelse om avgivelse av kraft til kommunen eller ikke. Vi visste ikke om, hvorledes de vilde forme bestemmelsen i 12. De tok ikke op dette. Det skulde ikke stilles op i motsætning til vort. Hadde de det gjort, hadde stillingen været klar. Regjeringen tok ikke op propositionen. Den skulde heller ikke opstilles i motsætning tll vort forslag. Allikevel holder hr. Fürst paa og sveiver og sveiver paa dette, at mindretallet ikke optok sit forslag i sin helhet. Vi har bare tat de væsentlige punkter, og vi seirer ialfald paa dette punkt. Her er det ubestridelig, enten det ene forslag eller det andet forslag blir vedtat, venstres syn paa saken, som kommer til at seire. Tveiten: Det var, som jeg frygtet for, at naar det nye forslag begyndi e med dette, Forsaavidt det ansees paakrævet», vil det i regelen være en indskrænkende bestemmelse i forening med de andre i dette forslag. Eftersom hr. Bratlie har forklart, skulde det bero paa departementet i ethvert enkelt tilfælde, hvorvidt det skulde ansees paakrævet, at en bygd fik kraft. Det skulde altsaa ikke være nok, at en kommune, f. eks. gjennem sit herredsstyre var blit forenet om, at nu er kravene saa sterke, at vi fremsætter begjæring om at faa avgit en viss kraft. Det skal ikke ansees for at være nok. Men det skal altsaa gaa ind til departementet. Vi skal faa en overinstans for om mulig at faa indskrænket kommunens krav. Det er altsaa atter noget nyt av formynderstyre i kommunerne. Der kan være saa duelige mænd, der være vil, i et departement, saa blir det dog et kontorstyre. De vil ikke være saa fortrolige med forholdene ute paa landet som de, der staar like op i tingene og vet, hvor skoen trykker. Jeg finder, at dette er en rent uantagelig bestemmelse. Jeg mener, man skulde ha den tro til kommunerne, at naar de gjennem sine talsmænd er kommet til det, at det og det trænger de, saa bør det kunne efterkommes, uten at der skal være noget formynderstyre i form av et departement, som skal avgjøre det. Efter dette finder jeg, at det vil være saa meget mere urimelig at stemme for dette forslag, men at vi maa ialfald holde paa komiteens oprindelige indstilling, forsaavidt ikke mindretallet optar sit. Den appel, som hr. Bratlie stillet til os bønder, tror jeg neppe var paa sin plads. Det er nemlig ikke spørsmaal om at ta noget fra en anden for ingenting, som han uttrykte sig. Han skal lægge merke til først og fremst, at dette forhold vil bero paa en frivillig overenskomst mellem to kontraherende parter de mdgaar paa dette og dernæst maa man lægge merke til, at kraften skal avgives efter produktionsprisen med tillæg av 20 pct. i fortjeneste, og det kan ikke siges at wereat ta fra en anden for ingenting. Eftestøl: Specialkomiteens flertal siger paa side 15 i indstillingen blandt andet følgende: «Betingelserne om hjemfaldsret, aarlig avgift og avgivelse av kraft er alle utelatt i odelstingsproposition nr. 44, da de ikke ansees stemmende med de principper, hvorpaa denne proposition er bygget». Specialkomiteens flertal har altsaa eller hadde ialfald den mening, at blandt andet denne betingelse om avgivelse av kraft ikk e var stemmende med de principper, hvorpaa propositionen er bygg e t. Under den almindelige debat blev det hævdet gjentagne ganger, at regjeringen med stor styrke fastholdt de principper, som propositionen var bygget paa. I mindre væsentlige spørsmaal kunde de naturligvis gaa med paa ændringer. De vilde ikke paa nogensomhelst maate være stivsindet. Men principperne maatte fastholdes, og efter flertallets egen indstilling at dømme skulde man altsaa kunne gaa ut fra, at dette var et av principperne, som propositionen var bygget paa. Jeg mener derfor, at det vilde være av megen interesse at høre fagministerens, justisministerens, mening om dette spørsmaal. Er det saadan, at regjeringen her akcepterer den indstilling, som nu er fremlagt og som opgir et av principperne, eller hvordan er forholdet i det hele tat? Jeg mener, at det vilde være av megen interesse i og for sig og av interesse, naar man ser paa det, som staar her i indstillingen og som er flertallets egne ord. Der faldt under debatten her en bemerkning fra hr. Sandnes, som ialfald forekommer mig at være av megen interesse. Han uttalte, at han helst vilde ha stemt for flertallets indstilling paa dette punkt, og han la til, for hr. Amundsens forslag. Jeg har ikke fuld klarhet over, hvad der egentlig skal

151 4 6 lægges i den bemerkning, at han helst vilde ha stemt for flertallets indstilling paa dette punkt. Deri maa vel' ligge, at han finder, at den er den bedste,- at den gir det fuldeste uttryk for, hvad han mener er heldig. Men da Sandnes ikke forstaar jeg ikke, hvorfor hr. stemmer for den indstilling, naar han find..r, at den er bedst og heldigst, og han helst vil det. Jeg mener, at det er en bemerkning det kan hænde, at den uten nærmere overveielse undslap hr. Sandnes som er noksaa illustrerende for den situation, vi staar oppe i. Naar det gjælder et saa vigtig spørsmaal som dette, og hr. Sandnes ganske uten forbehold erklærer, at efter hans mening hadde det været det bedste, da synes jeg, at der bare hadde været en ting at gjøre, nemlig at stemme for det forslag, som han fandt var det bedste, som han fandt gav det bedste uttryk for hans mening. Men som sagt, bemerkningen er ganske illustrerende for situationen. Bratlie: Den sidste ærede taler, hr. Eftestøls foredrag udmerket sig paa samme maate som alt, hvad han har anbragt under debatten om denne lov: det var kemisk rent for nogetsomhelst, som kuude være av interesse for løsningen av saken. Det var helt.utenforliggende ting, han talte om, det var.politisk partiagitation alt sammen, der var ikke et fnug av noget av, hvad han sa, som de behøver at bryde sig om, som her interesserer sig for reguleringsloven, for at faa denne vanskelige sak iøst. Jeg skal derfor ikke opholde mig mere ved hr. Eftestol, jeg vil kun sige, at naar hr. Eftestøl ønsket saa meget at faa rede paa regjeringens stilling i saken, saa maatte det vel fornuftigvis være, fordi det vilde ha betydning for ham og hans standpunkt, hvorledes regjeringen staar disse spørsmaal. Jeg tror dog, at vi trygt kan overse ogsaa den bemerkning fra hr. Eftestøis side, ti hvorledes han staar overfor regjeringen, det tror jeg, enhver av os vet paa forhaand. Hvis hr. Eftestøl vil uttale positivt, at han vil stemme for forslaget, dersom regjeringen akeepteler eller anbefaler det, men i motsat fald ikke, da synes jeg, hr. Eftestøl har krav paa svar. Men jeg tænker ikke, vi faar høre noget saadaut av hr. Eftestøls mund. Og da synes jeg, Odelstinget ber være fri for, at tiden opholdes med, at nogen bryder sig med hans spørsmaal. Naar jeg dernæst gaar over til hr. Vik, maa jeg ta op igien litt av, hvad jeg sa forrige gang. Jeg sa, at denne.bestemmelse er avfattet saaledes, som den er redigert i loven, væsentlig av hensyn til landdistrikterne like overfor bykommunerne. Jeg sa videre, at jeg ikke vilde nævne nogen enkelt bykommune dengang, fordi jeg ikke ansaa det heldig. Men naar jeg senere er blit provocert til det, vil jeg nævne ialfald ét eksempel. Jeg vil nævne Stavanger bvkommune, som hr. Vik repuesenterer. Stasvanger kommune gjør, efter hvad der er oplyst i komiteen, gjældende, at den har behov for kraft i betydelig større utstrækning end den, som denne lovbestemmelse anerkjender. Dette fremgik ogsaa av hr. Viks uttalelser. Resultatet derav vil være, at hvis der reguleres et vasdrag noget utenfor Stavanger selve Stavanger by er der vel intet vandfald, tænker jeg saa vil Stavanger by, om man stryker den begrænsning, som her foreslaaes, komme og melde sig og gjøre krav paa kraft til fyldestgjørelse av sine mere vidtgaaende almene behov side om side med, at landdistrikternes kommuner gjør det samme rundt omkring for sine mere begrænsede krav. Kan bykommunerne utvide sine krav til at omfatte flere formaal end dem, som her nævnes, f. eks. ogsaa til større industri og lignende, som hr. Vik vilde ha med, um end ikke egentlig storindustri, saa vil det føre til, at deres behov for kraft ogsaa til disse formaal anmeldes til konkurranse i like linje med de, som land. distrikterne har bruk for til sine formaal; landclistrikterne kan derved faa mindre kraft for sin del, end de vilde ha fast om bykommunens anerkjendte behov hadde været mere begrænset, og derved kan de bli fornrettet. Jeg er selv byrepræsentant, jeg rppræsenterer en hy, som i fremtrædende grad har bruk for meget kraft. Kristiania kommune kan komme til at melde sig som interessert i at faa avgit kraft efter denne bestemmelse ved mange reguleringsankeg rundt omkring i distrikterne paa Østiandet. Og der er mange behov, for hvilke hyen kunde trænge at faa kraft, men som mait ikke i tilsvarende grad behøver kraft til i landdistrikterne. Der kunde f. eks, bli sporsmaal for byen om at ta med som nødvendig kraft til en saadan ting som elektrisk sporveisdrift og lignende; det er for almenheten, at sporveiene drives, forsaavidt er ogsaa dette et alment behov. Og der kan nævnes mange andre behov, naar det gjælder de store byer. Men dersum loven skulde anerkjende alt dette, da vilde storbyernes behov for kraft bli saa overvældende stort i forhold til landdistrikternes, at landdistrikterne ved fordelingen av de 5 pet., som kan uttages, vilde komme til at faa en altfor ugunstig stilling:

152 4 7 den kvotadel, som vilde tilfalde dem, vilde bli for liten, og de vilde i mindre grad faa fyldestgjort sine behov da, end om behovene i denne bestemmelse begrænses. Netop derfor er begrænsningen sat up her. Det viser sig allerede i denne lov, at den er til fordel for landdistrikternes interesser, ikke for byernes, og det vil vise sig endnu mere, naar vi snart kommer til ekspropriationsloven. Naar vi der skal forsøke at gjennemføre, at enhver kommune skal faa anledning til at ekspropriere vandkraft til sine almene behov, saa vil det nok vise sig, at behovene maa begrænses, hvis alle distrikterne rundt omkring skal faa adgang til at faa disse sine behov fyldestgjort. Hvis man siger her, at man ikke vil sætte nogen begrænsning med hensyn til anvendelsen; hvis en kommune skal kunne konkurrere om kraft til hvilkensomhelst anvendelse efter dens eget ønske, da vil følgen derav bli, at naar Kristiania, Bergen, Stavanger, Trondhjem og i det hele tat de større byer kommer og gjør alle sine behov gjældende, da vil der paa mange steder bli litet igjen til de andre. Og naar de store byer har erhvervet den vandkraft, de synes, de behøver rundt omkring, saa sitter de der, dersom loven ingen begrænsning opstiller, beskyttet med hensyn til al den vandkraft, som de eier; de kommuner i landdistrikterne, som kanske mangler kraft selv til lys, varme, gaardsdrift, haandverk og smaaindustri, de kan ingen vei komme. Jeg skulde derfor tro, at de er paa temmelig skjæv vei de landrepræsentanter, som staar og angriper denne del av indstillingen. Har en stor kommune erhvervet vandfald i større utstrækning ved kjøp, end den behøver til lys, varme, gaardsdrift, haandverk og smaaindustri, saa vil efter det princip, som jeg forsvarer, andre kommuner, som har bruk for kraft til disse øiemed, faa anledning til at ta det overskytende fra dem igjen efter takst, naar vi kommer til ekspropriationsloven. Den opstiller efter vort forslag de samme behov som særberettiget, som vi gjør her. Har i det hele tat en kommune, uanset paa hvilken maate, erhvervet vandfald i større utstrækning, end den behøver til fyldestgjørelse av de behov, som nævnes i loven, saa vil efter vort forslag andre kommuner ikke være avskaaret fra at erhverve tilbake den vandkraft, de behøver for disse behov, og det, som den første kommune har erhvervet for meget. Dette vil mest være til fordel for landkommunerne, men det opnaar de ikke, dersom man ikke begrænser de lovbeskyttede behov. Har derimot en kommune ikke mere av vandfald eller kraft, end den behøver til lys, varme, gaardsdrift, haandverk og smaaindustri, saa kan ingen komme og ta noget fra den, dersom det.princip etableres i loven, at disse behov stilles i en særstilling, saaledes at samfundet stiller sig til opgave at sørge for, at der blir adgang for saavidt mulig alle kommuner til at skaffe sig den kraft, de behøver dertil. Jeg tror, at jeg og mine meningsfæller godt kan forsvare det standpunkt, vi her har tat. Der er ingen, som har sagt, at den bestemmelse, som her er foreslaat av flertallet, er grundlovsstridig. Jeg hørte, at der blev læst op et avsuit av indstillingen, hvori grundlovens 105 er nævnt. Hvad vi der siger, og hvad vi mener, er, at man handler rigtig her som i andre tilfælde ved at holde sig til den erstatningsregel, som er opstillet i grund lovens 105, nemlig at naar der kræves avgit noget mot eierens vilje, skal der gives fuld erstatning for det efter skjøn. Den regel b ø r man ikke fravike, men den fraviker man her, dersom man følger mindretallet. Ingen har sagt, at det er grundlovsstridig at fravike regelen, idet betingelsen stilles med loveus hjemmel, naar vedkommende faar regulerinastilladelse. Uten statens tilladelse kan regul'eringsanlægget da ikke utføres ; den, som vil regulere, vedtar paa forhaand statens betingelse. Men fordi om man mener, at staten har ret til at stille dk-n betingelse ved reguleringstilladelser, at deu, som vil regulere, skal avstaa en del kraft til den selv og til kommuner. saa er det ikke dermed sagt, at man finder det befoiet, at staten stiller en saadan betingelse. Jeg for min del mener, man heist burde skaffe alle kommuner adgang til kraft paa like vilkaar gjennem en ekspropriationslov og ikke paa denne maate. Hvis man imidlertid vil, at kraft skal betinges avstaat efter denne saa mener jeg, at man istedenfor at indføre den nye retsregel i vort samfund, som mindretallet her foresisar angaaende erstatningen, bør holde sig til den almindelige orstatningsregel, som er opstillet i 105, og sige, at d-r skal betales erstatning efter skjøn paa det tidspunkt, da kraften uttages. Det tror jeg vil være det rigtige i saa tilfælde ; men det har intetsomheist med grundlovsstridighet at bestille, hvad vi her har anført. Hr. Sandnes har ført et ræsonnement i denne debat, som jeg ikke har forstaat. Han anførte, at han ikke forstod, hvad jeg uttalte om landdistrikternes interesse her. Men jeg er desværre ikke i stand til at gjøre dette klarere for ham, end jeg nu har forsøkt at

153 4 8 gjøre. Hr. Sandnes mente, at man i landdistrikterne ikke vil være med paa det, jeg anbefaler, fordi man der har været vant til i hundreder av aar at ha denne kraft, sa han; naar man nu gaar med paa, at kraften blir solgt og vasdragene regulert paa den maate, som denne lov omhandler, forklarte han, er det derfor ikke mere end rimelig, at difftrikterne først forbeholder en viss del av kraften for sig. Jegskjønaterikke 'dette. Er det da kommunerne, som gaar med paa eller gir tilladelse til, at vandfald blir solgt her i landet? Er det kommunerne, som eier alle vandfald, og kommunerne, som sælger dem og gir tilladelse til reguleringer? Var det saa, ja da kunde kommunerne forbeholde sig al den kraft, de bare vilde Hadde kommunerne nogen overhøihetsret her, ja da kunde de sige til den mand, som vil sælge sit vandfald : du skal ved salget ta forbehold om, at kommunen skal ha den og den kraftmængde. Til gjengjæld vilde selvfølgelig den, som kjøpte vandfaldet, betale mindre for det; han vilde ikke betale for det, som han ikke fik. Men nogen saadan ret har ikke kommunerne, der er derfor heller ikke nogen rimelig grund til, at der, naar kraft forbeholdes for dem hvilket staten gjør av hensyn til den almene interesse, det har, at de faar den skal faa denne kraft for en anden pris, end hvad den skjønsmæssig er værd; det er efter min mening ikke et rigtig retsprincip at fastsætte noget andet. Og jeg skjønner ikke, at det har det mindste med kommunernes ret her at gjøre, at selvfølgelig enhver eier kan forbeholde sig, hvad man vil, naar han sælger sin egen eiendom og til gjengjæld tar den formindskelse av kjøpesummen, som derav følger. Som jeg sa før jeg holder personlig principalt paa den anskuelse, at enhver, som avstaar noget av sit mot eget ønske, bør faa god og rundelig betaling derfor, og at han bør ha ret til i alle tilfælde at kræve erstatningen fastsat ved skjøn. Jeg har dog, idet vi har forhandlet om dette i vore grupper, fundet at kunne være med paa det forslag, som nu senest er fremsat. Det repræsenterer ikke min principale anskuelse; men saa langt finder jeg at kunne gaa. Længere vil jeg for min del ikke være med paa at strække mig. Lothe: Jeg vet, at der utenfor denne sal har været gjort den opfatning gjældende, at tidligere propositioner har stillet sig rimeligere end denne indstilling i sine krav overfor en kommune, som kommer ind under reguleringsloven. Det har specielt været fremhævet, at den tidligere proposition nr. 8 i sin 13 har git kommunerne hel eller delvis fritagelse for den i denne indstillings 11, punkt 10, omhandlede pligt til avgivelse av kraft. Jeg har imidlertid fra komiteens ordfører i hans sidste foredrag faat fyldestgjørende forklaring paa det omhandlede forhold. Der er i tidligere propositioner ikke gjort nogen større indrømmelse overfor de koncessionspligtige kommuner end denne indstilling i dette punkt angir. Det er av overskuddet av kraften, at de er pligtig til at gi indtil 5 pct. til andre kommuner; men den kraft, som de tiltrænger selv, har de lov til at beholde ubeskaaret. Grini: Jeg vil erklære, at jeg agter at stemme for punkt 10 i den form, som det har faat ved hr. Jelsas forslag. Den begrænsning, som dette punkt har i begyndelsen om kommunens forsyning av kraft, finder jeg rimelig. Det er ikke korrekt, at man her i denne lov, hvor kraft skal leveres efter en maksimalpris, skulde gi kommunen adgang til at faa kraft i andet eiemed end her speeifisert, hvilket i egentlig forstand kan siges at være til kommunernes og deres indbyggeres fornødenhet. Det er ikke rigtig, at kommunerne skulde benytte sig av en slik adgang til at skaffe f. eks. større industrielle bedrifter elektrisk kraft. Større industrielle bedrifter faar selv sørge for at skaffe sig kraft. Bestemmeisen i dette punkt er, saavidt jeg vet, ordlydende indtat fra specialkomiteens forslag til ekspropriationslov. Naar adgangen til ekspropriation indskrænkes til dette øiemed, saa maa der være større grund til at gjøre denne indskrænkning her i denne lov, hvor man har en paa forhaand fastsat pris. Med hensyn til den pris, hvorefter kraften skal leveres, saa er jeg enig i, at den her paa samme maate som i erhvervsloven sættes til denne maksimumspris av produktionsomkostningerne med tillæg av 20 procent. I 1909 under erhvervslovens behandling blev en ligende bestemmelse som denne vedtat. Dengang var der enstemmighet i Stortinget inden alle partier om bestemmelsen. Men er det berettiget at ha denne bestemmelse erhvervsloven, saa er det i større grad berettiget at ha den her. Det var i 1909 en enstemmig indstilling, som laa til grund for beslutningen, fra den kombinerte justis-. og landbrukskomite. Det har været nævnt, at denne bestemmelse, navnlig i økonomisk henseende kunde virke skadelig. Det tror jeg ikke noget paa; jeg antar, at der vil være fuld adgang til, og at det med lethet vil kunne gjøres, at

154 4 9 utnytte kraften, indtil kommunerne faar truffet sin beslutning. Man er paa dette omraade naadd saa langt, at jeg tror ikke, det vil være forbundet med nogen synderlig vanskelighet. Derimot finder jeg det rimelig, at det varsel, som gives av regjeringen, er rummelig og ikke sættes altfor kort. Der kunde være grund til, og jeg skulde forsaavidt være tilbeielig til, hvis der var nogen tilslutning at faa, at faa ind en bestemmelse om, at varslet i tilfælde ikke maa være under 5 aar, saafremt kraften ikke uttages samtidig med utbygningen av vandfaldet. Leegaard: Jeg vil hævde, at dersom der skal holdes kraft disponibel for kommunerne, vil dette paaføre bedrifterne et ganske betydelig tap. Det vil som regel ikke kunne gjøres saaledes, som hr. Valentinsen antydet, at bedriftsindehaveren kan faa leiet bort sin kraft midlertidig, aldeles ikke paa et halvt aar ialfald. Det kan jo tænkes i et enkelt tilfælde, at der under byggeanlæg f. eks. kan bli leiet ut nogen kraft for ganske kort tid eller paa en tid, da et eller andet firma, som ønsker at foreta nogen eksperimenter, kan ville leie kraft paa saa kort tid, men som regel betragtet vil den kraft, som skal bortleies, maatte betinges av ganske anderledes permanente forhold. Hr. Valentinsen nævnte et eksempel fra Hafslund. Ja, hvis en kommune kan klare sig med den kraft, som kan skaffes i flomtiden, da er det en ganske anden sak, da kan man faa kraft til lav pris; men det kan kommunerne ikke. Kraft til smaaindustri, til lys og varme, vil netop trænges om vinteren, altsaa paa den tid, da vandforingen i vasdragene er mindst. I praksis kan der ikke tænkes mere end to tilfælde. Enten maa vedkommende bedriftsindehaver la sin kraft være ubenyttet, eller under forutsætning av, at kraften utnyttes av ham selv, vil jo hans fabrik maatte indrettes derefter, og naar den dag kommer, da kommunerne begjærer kraftsavgivelse, vil han bli nødt til at nedlægge en del av sin bedrift, og det vil paaføre ham direkte tap. Jeg kan ikke skjønne, at man kan komme forbi det. Likeoverfor hr. Jelsa vil jeg faa lov til at bemerke, at det ikke har været nogen misforstaaelse fra min side. Jeg har slet ikke talt om disse hk., som skulde undtages, og jeg mener, at enten man sætter det beløp eller 500 hestekræfter, som hr. Jelsa antydet, saa vil tapet for bedriftsindehaveren i alt væsentlig bli like stort. Det antal hestekræfter, som skal undtages, faar overmaade liten indflydelse paa det krafttap, som man lider. Hagerup Bull: Det er ikke mange ord, jeg har at tilføie. Der er fra :forskjellige kanter blit gjort gjældende, at der ikke skulde kunne bli spørsmaal om en saadan erstatningspligt for staten som den, jeg har nævnt muligheten av. Ja, det kan jo godt være, at de repræsentanter, som har, uttalt det, har saa meget bedre skjøn paa dette juridiske spørsmaal. Jeg har for min del ikke villet ta noget standpunkt til det; jeg har sagt, at det er en mulighet, som man maa være forberedt paa. Hr. Bryggesaa sa idag, at jeg maatte ut fra denne min opfatning selvfølgelig stemme mot denne paragraf i hvilken som helst skikkelse. Hr. Bryggesaa maa da ikke ha gjort mig den ære at høre paa, hvad jeg uttalte. Jeg sa, at muligheten av en erstatning maa man være forberedt paa, hvilket av disse forslag der blir vedtat, men jeg tilføiet, at efter 12 mands-komiteens forslag er den erstatning, som der kunde være spørsmaal om, saa meget mindre, og at hensynet til den relativt store erstatning var ikke sterkere, end at det blev opveiet av hensynet til, at kommunerne faar let adgang til kraft. Jeg tror, at efter dette skulde man ikke være i synderlig tvil om mit standpunkt. Naar det var en av forsamlingen, som behaget at uttale, at dette var utkastet som skræmsel likeoverfor de besteminelser, som her er bragt i forslag, saa faar det jo være vedkommendes egen sak, om han vil opfatte det saadan; men jeg for niit vedkommende finder det at være en forpligtelse, man har paa sig, at vise, hvad vei man gaar, og jeg vilde for mit eget vedkommende ikke ha fundet det korrekt at la dette spørsmaal ligge uberørt. Jeg vil, at der skal være pekt paa det, før der træffes en avgjørelse i denne sak. Staatsraad Scheel: Denne debat har tat et saavidt stort omfang, at det har forekommet mig litet paakrævet at vidtloftiggjøre den yderligere, ved at ogsaa jeg skulde delta i den i nogen væsentlig utstrækning for at gjenta, hvad der alt var sagt fra andet hold paa en saa god maate, at jeg ikke fandt egentlig at kunne gjøre det bedre. Men naar det viser sig, at der er repræsentanter, som har et særlig onske om at høre min mening, saa foler jeg mig selvfølgelig smigret over, at der lægges saadan vegt netop paa dette, og naar det er denne min mening, som det er folk saa meget om at gjøre, har jeg ikke noget imot at benytte

155 5 0 denne anledning til at komme frem med den, saa meget mere, som jeg kan gjøre det meget kort, idet jeg kan erklære, at jeg i alt væsentllg kan henholde mig til, hvad hr. præsident Bratlie har uttalt under debatten. Det falder i alt væsentlig sammen med min maate at se det paa. Jeg vil yderligere bare tilfeie en ting. Det har nok været sagt før; men der er ialfald et punkt, som jeg finder, der kanske kan være nogen grund til at betone. Det har fra flere hold været fremholdt her, at ved valget mellem de to forslag, som her foreligger, maa man, naar man tar hensyn til kommunernes interesser, stille sig paa indstillingens standpunkt i motsætning til det av 12-mandskomiteen fremsatte forslag, fordi kommunernes interesse av at faa kraften for den bestemte maskimalpris er like stor, hvad enten det gjælder kommuner, som melder sig efter 10 aars forløp, eller det gjælder kommuner, som tar kraften straks. Det er naturligvis rigtig nok. Men jeg mener, det dog bør fremhæves, at det ikke er alene denne side ved saken, som man kan se hen til. Hvis det var tilfældet, kunde der vel være grund til at gaa endnu langt videre i at kræve begunstigelser for kommunerne hvis det kun var kommunernes interesser,der her skulde tages hensyn til ; men det er jo alle enige om, at det ikke er. Derfor bygger jo ogsaa indstillingen paa, at vandfaldseieren for den kraft, som han avgir, skal ha en pris, som dækker produktionsomkostningerne og 20 pet. ut over disse Naar man hvad jeg mener her selvfølgelig er det eneste rette ogsaa tar hensyn til den side og vil lægge an paa at opnaa en ordning, som kan være billig og retfærdig til begge sider, saa mener jeg, det ikke er rigtig at stille de kommuner, som fremsætter sit krav paa kraft efter lange tiders forløp, ganske paa samm.-!linje, som de, der melder sig straks, fordi, som det er fremholdt fra mere sakkyndige end jeg er, forholdet er det, at i mange tilfælde i alle tilfælde er det vel ikke saa kan være en meget stor ulempe, at man enten maa indrette sig paa at holde kraften disponibel for et saadant mulig krav eller anvende kraften i sin bedrift, i hvilket tilfælde man vil lide et ganske betydelig tap, naar man skal nedlægge en del av sin bedrift, nedlægge en del av den industrivirksomhet, hvori energi har været anvendt og avgi kraften til kommunerne. Jeg tror nok, at der er liten utsigt til at faa gehør for den betragtning i den utstrækning, at et saadant standpunkt kan faa flertal her i denne sak; men jeg finder dog grund til saavidt sterkt at fremholde dette, at der maa sees hen ikke bare til de interesser, som staar paa- den ene side, men der maa ogsaa tages hensyn til de intetesser, som staar paa den anden side. Knudsen : Kun en kort bemerkning. Jeg fandt det nemlig litt paafaidende, at hr. Bratlie behøvde at trække Kristiania kommunes interesser frem i forbindelse med denne sak. Enhver vet naturligvis, at Kristiania kommunes behov ikke kan tilfredsstilles gjennem denne lov, likesaa litt som det vel i det hele tat kan ske for nogen av de større kommuners vedkommende. Men jeg synes ikke, det var noget argument for hr. Bratlies standpunkt, og hr. Bratlie skulde nødig ha brukt det som argument; for er det nogen, som bærer skylden for, at Kristiania kommune har saa stort behov for kraft i fremtiden, saa er det sandelig hr. Bratlies eget parti, som i 1904 var saa litet fremsynt, at det ikke forstod, at byen behøvde saapas meget energi; for hadde det da hat det fremsyn, saa hadde Kristiania kommune nu været i besiddelse av Kykkelsrudanlægget og dermed hat kraft nok for lange tider og for en ganske billig penge. Jeg synes som sagt, at det var litet paa sin plads at trække ind, hvad behov Kristiania har for kraft i forbindelse med det spørsmaal, vi her behandler. Bratlie: Jeg vil ikke disputere med hr. Chr. Knudsen om Kristiania kommunes behov for kraft, og hvad der muligens kan være gjort for feil. av Kristiania kommunestyre; det kjender jeg litet til, jeg har aldrig hat den ære at -være medlem.av :kommunestyret. Men jeg vet, at det eksempel, som jeg anførte om de store byers behov for kraft i motsætning til landdistrikternes, det har været illustrerende nok til oplysning for de repræsentanter, som jeg svarte, om den feiltagelse, som før gjorde sig gjæidende hos dem. Jeg skal fortælie hr. Chr. Knudsen, at repræsentanten Sandnes, efterat jeg hadde talt forrige gang, kom bort til mig og at han nu forstod, at det var rigtig dette, at begrænsningen vil virke til landdistrikternes fordel. Saa forsaavidt har det altsaa ikke været ganske faafængt, hvad jeg anforte for at faa det forstaat, som jeg mente, det var nødvendig at faa forstaat her. Jeg bad forresten ikke om ordet for at svare hr. Knudsen; jeg bad egentlig om ordet i anledning av hr. Lothes uttalelser. Saavidt jeg forstod hr. Lothe, var det hans ønske at faa forklaring om, hvorledes denne bestemmelse er at forstaa i tilfælde av, at

156 5 1 en bykommune har erhvervet vandfald og regulerer et vasdrag, selvfølgelig utenfor byen. Derpaa skal jeg gjerne svare ham. Hvis vedkommende bykommune ikke har skaffet sig mere vandkraft, end den behøver for tilfredsstillelsen av sit og indvaanernes behov til lys, kräft, varme, gaardsdrift, haandverk og smaaindustri, saa er hele den anskaffede kraft sikret vedkommende bykommune efter vort forslag. Ti disse behov er beskyttet av loven. Har derimot bykommunen erhvervet mere kraft, end den nu og i en rimelig fremtid behøver for de anførte behov, og der findes andre kommuner ute i distriktet, som mangler kraft for disse behov, saa vil de efter denne bestemmelse ha adgang til at kræve avstaat procenter av den kraft, som bykommunen ved reguleringen indvinder utover hk. for éi fald og utover behovet til lys, varme o. s. v. Men har altsaa den kommune, som regulerer, ikke mere kraft, end den behøver for de behov, som loven her opstiller som samfundsbeskyttede, saa kan nærværende hestemmelse ikke gjøres gjældende mot den, saaledes at noget av den kraft, den behøver dertil, fratages den. Saaledes vil denne bestemmelse komme til at virke, det er dens mening. Aaen : Jeg læser i indstillingen paa side 82 en uttalelse fra mindretallet vedkommende indstillingens 11. De finder, at den kraft, som forbeholdes for staten og kommunerne, bør disse betale med dens værdi efter skjøn, fordi at det ikke stemmer med hittil gjældende retsopfatning i landet, at man avviker fra grundlovens erstatningsprincip, og de mener, at det kan føre til betænkelige konsekvenser, om saa sker. Og videre finder de, at det ikke er stemmende med hittilværende retsopfatning, at kraften skal staa til disposition for staten og kommunen i hele den lange række av aar, hvori reguleringstilladelsen er gjældende. Det er attsaa i strid med gjældende retsopfatning, formentlig med grundlovens 105 ogsaa, dette her; men da skjønner jeg ikke rigtig, hvordan de kan finde det forenelig med den gjældende retsopfatning, det som foreslaaes i dette forslag her til punkt 10 i 11. Forstaar jeg dette ret, saa er det jo netop meningen, at man her skal avvike fra det gjældende erstatningsprincip, naar nogen maa avstaa noget av sin eiendom, idet det her ogsaa, saavidt jeg skjønner, er fastslaat, at hvis man begjærer kraften inden en bestemt tid, saa skal erstatning erlægges efter principper, som er fastsat her, ikke efter almindelig skjøn. Det glæder mig forsaavidt, at den komiteminoritet, som tidligere hadde betænkeligheter ved dette princip, nu er kommet til, hvad jeg vil kalde bedre tanker, og jeg føler mig forsaavidt beroliget. Videre forekommer det mig, at de ser bort fra disse betænkelighei er om, at de ikke finder det stemmende med gjældende retsopfatning, at kraften skal stilles til disposition i hele den lange koncessionstid, som kan være aar. Der er, saavidt jeg skjønner, ikke nogen væsensf or - sk j el paa, at man kræver denne kraft stillet til disposition i 10 aar, og paa, at man stiller det samme krav for en længere tidsperiode, 60, 70, 80 aar; det er ikke nogen v æ- sensf orskjel, det er bare en gra dsf orskje 1. Jeg føler mig derfor særlig beroliget overfor denne strid, som mindretallet synes finder sted mellem gjældende retsopfatning og det, som er foreslaat i flertallets indstilliug. Naar forøvrig komiteens ordfører gjentagne ganger har fremhævet, at man ikke vil være med paa at tvinge eieren av et reguleringsanlæg til at avgi kraft til andre, som vil drive forretning med det, saa skjønner jeg heller ikke, hvordan de kan finde det stemmende med den ordlyd, som punkt 10 i 11 har faat. For her heter det, at der, forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners eller deres indvaaneres forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindus t r i, saa skal der avgives saadan kraft. Jeg kan ikke skjønne andet, end at der er anledning til ogsaa at gjøre forretning med haandverk og smaaindustri, og at naar kraft skal avgives til det, saa finder de det netop paakrævet og netop forsvarlig, at der avgives saadan kraft, og at paalægge reguleringens eier at avgi kraft ogsaa til dem, som vil gjøre forretning med de n. Jeg kan forsaavidt ikke finde, at der er nogen væsentlig forskjel paa det, som her foreslaaes, og komiteflertallets indstilling, som finder, at kraften skal avgives til hvadsomhelst. Hvad jeg forøvrig begjærte ordet for, var for saa sterkt som mulig at fremhæve, at det bør ikke være departementet, som skal avgjøre, om det er paakrævet at avgi saadan kraf t. Jeg mener, at departementet er ikke den myndighet, som har den bedste betingelse for at kunne avgjøre den ting, d e t bør overlates til vedkommende kommunale myndigheter. Jegmener med andre ord, at det bør bli regel, at naar en kommune kræver indtat i koncessionsbetingelserne, at der skal stilles saadan

157 5 2 kraft til disposition, saa maa depart e- mentet bøie sig f or det. Da mener jegogsaa,at det vil bli regel, at der i alle koncessionsbetingelser blir indtat en bestemmelse om, at saadan kraft skal avgives, naar det kr æ v e s. Forøvrig er jeg enig hvad der før er uttalt om, at det særlig vil være av betydning for de smaa kommuner, hvor de økonomiske forhold er trange, at der ikke sattes en begrænset tid, inden hvilken man skal ha stillet sine krav om, at kraft skal avgives. Valentinsen : Jeg skal ikke forlænge debatten eller indgaa paa noget av realiteten. Jeg vil blot til hr. Leegaard bemerke, at det, han sidst anførte om Hafslund, det bar ikke noget at gjøre med, hvad jeg uttalte mig om, nemlig eksempler paa anvendelse av kraft, som ellers vilde gaa til spilde. Jelsa: Det, som ligger i tanken i denne bestemmelse i 11, puukt 10, er selvfølgelig at imøtekomme disse behov, som er nævnt her. Men enhver tid har sine behov. Og saaledes kan snart den tid komme, da opregningen her blir for snever. Og da mener jeg, at det vilde være i ganske overensstemtnelse med tanken, som ligger heri, at det maa kunne omfatte det behov, som til enhver tid maatte komme op og fremstille sig som nødvendig. Denne opregning betragter jeg da bare som midlertidig, som gjældende indtil videre. Vi er jo paa et forsøksfelt med det hele. Og man kan nok anta som rimelig, at der vil ikke gaa lang tid hen, forinden det vil vise sig at være nødvendig at forandre loven paa et andet punkt ; og saaledes anser jeg denne opregning her bare som midlertidig. Jeg skulde ha anset det heldig, hvis det kunde gaa an i formel juriridisk henseende at tilføie «og lignende behov». Men jeg vet ikke, om det gaar an. Paa denne maate anskuer jeg det; jeg synes, at det er det rigtige. Naar det er en meget stor bedrift, og der kunde være tale om at avgi mange tusen hestekræfter, som kunde rummes inden disse 5 pct., saa vilde det ikke være rimelig, ikke overensstemmende med tanken, at der skulde for kommunens regning anlægges bedrifter, kanske endog konkurrerende med den, fra hvilken de uttar kraften. Men ind under disse smaabehov kan der ogsaa efter min mening komme ind litt store behov t. eks, i en grænd anlæg av et sagbruk, en cirkelsag e.ler noget slikt, hvortil der maatte behøves til det enkelte anlæg f. eks. ca. 20 hk. Jeg vil ha bestemmelsen forstaat slik, at der maa være anledning til at faa kraft til et anlæg saavidt stort. Det vil forresten avhænge av skjønnet. Jeg gaar ut fra, at det skjøn, som skal bestemme dette, er et gaardbrukervenlig skjøn, et skjøn, som har øre og velvilje for bygdernes behov, at de ikke søker at indskrænke det saa meget som mulig til fordel for det industrielle anlæg, men at de har et aapent syn og et villig øre for de krav, som distrikterne maatte ha. Naar der er anført her av enkelte, at den kraftmængde, som anlægget skulde holde rede, imens vil gaa i sjøen, saa mener jeg, at det bare er et skræmsel, et tomt skræmsel. Jeg kan ikke tilegne mig den opfatning, at naar et anlæg har en bestemt mængde kraft til sin raadighet, og det faar en varselstid av flere aar la os sige like op til 5 aar, at det da ikke skulde kunne nyttiggjøre sig den kraft imidlertid. Det kan jeg ikke forstaa. Jeg synes, at det er bare et tomt skræmsel. Bryggesaa: Denne uttalelse av hr. Jelsa om, at det vistnok i den nærmeste fremtid vil bli slik, at man vil faa bruk for elektrisk energi til andre ting, end der er opregnet her i begyndelsen av 11, punkt 10, den bemerkning skulde jo efter min mening ha ført til, at hr. Jelsa ret og slet hadde sagt, at naar saa er tilfældet, saa maa han stemme for indstillingen, som ikke har nogen begrænsning med hensyn til driftens anvendelse. Men det gjorde han ikke. Denne lov skulde bare være en midlertidig lov, og han mente da, at selv med den foreslaaede begrænsning vilde man tilfredsstille behovet saadan foreløblg for nogen dage eller maaneder, eller om det skulde bli nogen aar. Javel, det er godt mulig, at man vil gjøre det. Jeg er forresten av den mening, at denne bestemmelse orn begrænsningen her vil, som jeg før har sagt, ha litet at sige. Komiteens formand, hr. Bratlie, har forsøkt at gjøre gjældende, at denne begrænsning skulde gi en betryggelse for landdistrikterne, saaledes at ikke de store byer skulde kunne beslaglægge den hele kraft, og landdistrikterne skulde staa tilbake ; og av den grund skulde man ta denne begrænsning. Nei, dette ræsonnement fører ikke frem. Saken er den, at like overfor de store byer ligger begrænsningen i de 5 pct. En stor by som Kristiania

158 5 3 (Bryggesaa) ellerbergen vil uten at komme over de nævnte formaal: smaaindustri, haandverk, varme, lys o. s. v. behøve mere end 5 pct. av den kraft, som kan utvindes ved de aller fleste reguleringer. Og selv om man gaar til den aller største regulering, vil 5 procent være en forholdsvis noksaa liten del. Der vil ikke være tale om, at byen skulde berøve landdistriktet noget, men det er det omvendte her. Som regel ligger disse vandfald utenfor byerne. Og da er det landkommunerne, som er fortrinsberettiget til at erholde kraften. Hvis man begrænser det for sterkt, saa kan det godt være mulig, at byerne kan gjennem denne begrænsning faa endel av den kraft, som de ellers ikke vilde faat. Det vil kunne ske i enkelte tilfælde. Men som regel vil det være slik, at der er ikke bare en kommune, der der ikke bare ett herred, som skal ha en del av denne kraftmængde, men det maa fordeles paa flere, hvis kraften rækker til, hvis den er tilstrækkelig til flere. Men først og fremst er det det herred, hvor vandfaldet ligger, som er fortrinsberettiget. Og hvis det herred ikke behøver alt, saa vil det være andre distrikter. Og den, som avgjør dette, er administrationen, det er Kongen. Jeg mener, man maa være betrygget ved, at loven opstiller den regel, at det ikke er bare en kommune, ikke bare ett herred, som skal ha kraften, men at de 5 procent kan forckles paa flere herreder. Og er der f. eks, flere vandfald, og et vandfald utbygges først og endel herreder faar kraft derfra, saa maa selvfølgelig, naar næste fald kommer til utbygning, de andre herreder, som ikke fik første gang, da det rak ikke til for dem, være fortrinsberettiget. Bestemmelsen i begyndelsen av paragraffen tror jeg, i sin realitet ikke fører til det grand andet end det, som staar i indstillingen. Jeg mener det forsaavidt er ret og slet en papirbestemmelse. Men skulde her være nogen realitetsforskjel, vilde det kanske være den, at en by, som har et stort vandfald i nærheten, utenfor byens grænser, men kanske temmelig like indpaa sig, muligens vil kunne faa andel i de 5 procent, som den ellers ikke vilde faa efter komiteindstillingen. Det kan træffe, men det er efter min mening ogsaa den eneste forskjel, som der i virkeligheten, i realiteten, vil bli paa de to. Foshaug: Det var en uttalelse fra hr. Hagerup Bull, hvor jeg ikke er rigtig sikker paa, om jeg forstod ham; men jeg synes, det er nødvendig at faa klarhet over det. Han sa, at i tilfælde av, at dette forslag blir vedtat det var selvfølgelig det 10-mandsforslag, som er fremlagt saa maatte man være forberedt paa, at ogsaa i det tilfælde kunde staten bli nødt til at betale erstatning. Jeg vil understreke det. Det er altsaa hr. Hagerup Bulls opfatning av forholdet i tilfælde av, at dette forslag blir vedtat. Deri staar han vistnok, ialfald efter min opfatning, alene, for jeg har ikke hørt det uttalt, hverken av justisministeren eller av hr. Bratlie, som har forsvart dette forslag. De har ment, at det ikke er fuldt i overensstemmelse med grundlovens 105; men det gaar jo an i enkelte tilfælde at gi ogsaa den paragraf paa baaten da, naar det tjener et godt formaal. Det som hoiremindretallet har anført mot et saadant system som det, de nu har slaat ind paa, har jo været citert saa mange ganger, at det er ganske overflødig at gjenta det. Men saken ligger imidlertid slik an, at det ser ut, som det har dæmret baade hos justisministeren og hos høirefraktionen, at kommunerne virkelig har nogen interesser, som bør varetages. Før var der jo ingen anden vei, hvis man skulde skaffe kommunerne kraft, naar kraften var erhvervet av private, end at det maatte ske gjennem ekspropriation; det er ogsaa det, som er aarsak til, at ekspropriationslovforslaget er kommet. Nu, jeg for min del tror, at der blir liten hjælp for de fleste av kommunerne i at faa det forslag igjennem. Den kraft, som kommunerne kan faa, vil de visselig bedst kunne faa gjennem de bestemmelser, som blir vedtat i de her foreliggende forslag. Jeg maa beklage, at ikke venstremindretallet holdt fast ved sit oprindelige forslag, det som findes paa side 49. Det var det forslag, som tiltalte mig mest; men nu forstaar jeg jo, at mindretallet gaar over til flertalsindstillingen, og da er det jo faafængt at debatere paa det. Jeg vil bare her ha uttalt min beklagelse over, at mindretallet forlater sit oprindelige forslag. Jeg tror, det forslag var det rigtige, ti derved hadde kommunerne, eftersom aarene gik, adgang til at kunne skaffe sig mere kraft. Thune: Jeg agter at stemme principalt for det av hr. Bratlie fremsatte forslag, men jeg vil stemme subsidlært baade for det av hr. Jelsa fremsatte forslag og for komiteens

159 5 4 indstilling, og jeg vil derfor bede præsidenten om at ordne voteringen saaledes, at jeg ikke blir bundet. Indstillingens 11 punkt 10 og de dertil knyttede forslag, blev derefter optat til votering. Præsidenten: Jeg foreslaar, at der først voteres over komiteens indstilling som det videstgaaende. Vedtages den, saa er saken dermed avgjort. Vedtages den ikke, blir der at votere over hr. Jelsas forslag. Vedtages dette, er saken dermed avgjort. Vedtages heller ikke det, blir der at votere over hr. Bratlies forslag. Thune: Paa den maate blir jeg altsaa bundet i min stemmegivning. Jeg blir nødsaget til at stemme mot komiteens ling, som jeg ellers subsidiært vilde ha stemt for. Præsidenten: Jeg tror, at den av præsidenten foreslaaede voteringsmaate maa være den rette, da man derved tar det videstgaaende forslag først. Da ingen videre indsigelse er fremkommet, vil der bli fremgaat paa den av præsidenten foreslaaede maate. Votering:. 1) Komiteens indstilling til 11, punkt 10 i den rettede form, saalvdende: «At der, efterhvert som utbygning sker, avgives til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og andre interesserte kommuner efter departementets nærmere bestemmelse indtil 5 pct. energi aarlig av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover naturhestekræfter efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct., likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. av den økede kraft til samme pris. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, reguleringsanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v.» blev med 46 mot 45 stemmer ikke bifaldt. De 46 herrer var : Imenæs, With, Ulstrup, Grini, M. F. Nilssen, Furuholmen, P. Pedersen, Kielland, Lima, Jelsa, Meinich, Anton Eriksen, Halvorsen, Handberg, Loreng,Riddervold-Jensen, Michelet, Hagerup Bull, Brevig, Prydz, Spangelo, F. Konow, Lothe, Hjertenæs, Svendsbee, Sælen, Wergeland, Lie, Strøm, Holtsmark, Hans Hansen, Ffirst, Martin Nilsen, Suhrke, Rolfsen, Sandberg, Kaldager, Hannevig, Lindvig, Bratlie, Leegaard, Blilie, Thune, Natvig, Meyer og Blakstad. De 45 herrer var: Liestøl, Andersen Grimsø, Kulstad, Joakimsen, Langeland, Kristvik, N. Hestnes, Ludv. Enge, Krag-Torp, Oddmund Vik, Gjedrem, J. Pedersen, Foshaug, Alfred Eriksen, Buen, Galtvik, Aavatsmark, Inderberg, Sivertsen, Hoff, Sæbø, Trædal, Aarnes, Mjelde, Skaar, Skilbred, Grivi, Tveiten, Rikard Olsen, Omholt, Saba, Valentinsen, W. Konow, Eftestøl, Aaen, Austeen, Nalum, Magnus Nilssen, Knudsen, Lappen, J. Hestnes, Torsvik, Bryggesaa, Djuvik og Lindstøl. Fraværende ved denne og den følgende votering: Sandnes. 2) Jelsas forslag til 11, punkt 10, saalydende: «At der, forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners eller deres indvaaneres forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri, avgives i dette øiemed, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets bestemmelse. Denne andel maa ikke overstige 5 pct. av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover naturhestekræfter beregnet efter reglerne i 2. I tilladelsen kan der forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner i forannævnte øiemed.

160 5 5 Kraften skal leveres efter en maksimumspris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til avgivelse av kraft efter denne lov faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v.» bifaldtes med 58 mot 33 stemmer. De 58 herrer var : Martin Nilsen, Saba, Valentinsen, W. Konow, Eftestøl, Aaen, Austeen, Nalum, Lindvig, Magnus Nilssen, Knudsen, Lappen, Thune, J. Hestnes, Torsvik, Bryggesaa, Djuvik, Lindstøl, Liestøl, Andersen Grimsø, Kulstad, Joakimsen, Langeland, Kristvik, N. Hestnes, Ludv. Enge, Grini, Krag-Torp, P. Pedersen, Oddmund Vik, Gjedrem, Jelsa, Meinich, J. Pedersen, Foshaug, Alfred Eriksen, Halvorsen, Buen, Galtvik, Aavatsmark, Inderberg, Sivertsen, Hoff, Brevig, Prydz, Spangelo, F. Konow, Sæbø, Trædal, Aarnes, Mjelde, Skaar, Lie, Skilbred, Grivi, Tveiten, Rikard Olsen og Omholt. De 33 herrer var : Fiirst, Suhrke, Rolfsen, Sandberg, Kaldager, Hannevig, Bratlie, Leegaard, Blilie, Natvig, Meyer, Blakstad, Imenæs, With, Ulstrup, M. F. Nilssen, Furuholmen, Kielland, Lima, Anton Eriksen, Handberg, Loreng, Riddervold-Jensen, Michelet, Hagerup Bull, Lothe, Hjertenæs, Svendsbøe, Sælen, Wergeland, Strøm, Holtsmark og Hans Hansen. Herved bortfaldt votering over Bratlies forslag. Prtesidenten: Da den reglementsmæssige tid er forbi, foreslaar jeg, at den videre behandling av denne sak utsættes til i eftermiddag kl. 6. Naar tiden sættes til kl. 6, saa sker det efter henstilling fra specialkomiteens formand, da komiteen skal Ja et møte. Bratlie: Det var ikke min mening, at der skal være noget komitemøte. Jeg er ræd, jeg har uttrykt mig saaledes, at præsidenten har misforstaat mig. Det var meningen, at jeg behøvde tiden til en konferanse med et par av komiteens medlemmer for at gjøre færdig et forslag, som vi ikke blev færdig med idagmorges. Votering: Præsidentens forslag bifaldtes enstemmig. Møtet hævet kl. 2. Møteden 29de mai kl. 6 efterm. Præsident.: Lin d vi g. Dagsorden: Fortsat behandling av Indstilling fra den av Stortinget i 1910 valgte specialkomile til behandling av forslagene fil lov om vasdragsreguleringer i industriell øiemed (indst. 0. I, jfr, tillæg til dok. nr. 2). Præsidenten: Man blev i formiddag færdig med punkt 10 i 11. Videre var indstillet under 11 : 11. Der skal endvidere være forbeholdt adgang til ved reguleringstilladelsen at opstille de yderligere betingelser, som i anledning av reguleringsforetagendet i hvert enkelt tilfælde maatte findes paakrævet til forebyggelse av skade eller ulempe for det offentlige eller private. Votering: Komiteens indstilling til 11, punkt 11, bifaldtes enstemmig. Videre var indstillet: Foruten de i foregaaende paragraf opstillede betingelser bør tilladelse til vasdragsregulering i henhold til nærværende

161 56 Beslutning til lov om vassdragsreguleringer i industrielt øiemed 11 post 10 fikk denne.ordlyd (Bes1.0. nr ): "10. At der, forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners - eller deres indvaaneres - forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri, avgives i dette øiemed, efterhvert som utbygning sker, en i tilladelsen nærmere fastsat andel energi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre interesserte kommuner efter departementets bestemmelse. Denne andel maa ikke overstige 5 pct. av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover naturhestekræfter beregnet efter reglerne i 2. I tilladelsen kan der forbeholdes staten ret til at erholde andre 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner i forannævnte øiemed. Kraften skal leveres efter en maksimumspris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct. Størrelse av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen, fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel av herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til avgivelse av kraft efter denne lov faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." I Lagtinget ble 11 debatert slik det er gjengitt nedenfor. "Hagerup: Jeg har forslag at stille til punkt 10 i denne paragraf. Men jeg skulde anta, det rigtigste var, siden tiden er saa langt fremskreden, at utsætte dermed til imorgen; for der vil rimeligvis bli nogen debat om det. Præsidenten skulde anse det for bedst, at repræsentanten fremsatte forslag nu. Hagerup: Hvis det er præsidentens ønske, skal jeg efterkomme det. Det er et forslag til anmerkning til Odelstingets beslutning punkt 10, som angaar avstaaelse av PROSJ/Notat

162 5 7 (Ilagerup) kraft; forslaget er det samme som komiteens indstilling til dette punkt. Jeg skal faa lov til at lægge det frem paa præsidentens bord uten at komme nærmere ind paa motiveringen av det, og forbeholder mig derfor at komme tilbake til den side av forslaget imorgen., Præsidenten: Hr, Hagerup har fremsat følgende forslag til anmerkning til punkt 10: «At der, efterhvert som utbygning sker, avgives til den kommune, hvor anlægget er beliggende, og andre interesserte kommuner indtil 5 pct. energi aarlig av den ved reguleringen for hvert vandfald eller bruk indvundne økning utover hestekræfter efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne med tillæg av 20 pct., likesom staten kan forbeholdes ret til at erholde andre 5 pct. av den økede kraft til samme pris. Størrelsen av produktionsomkostningerne, hvori medregnes 6 pct. forrentning av anlægskapitalen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som erholder reguleringstilladelse, eller i mangel herav ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Tilladelsen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, reguleringsanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Pligten til saadan avgivelse av kraft faar ikke anvendelse overfor de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse fastsættes i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m. v.» Den reglementsmæssige tid er paa det nærmeste utløpen, og jeg vil derfor foreslaa, at den videre behandling av den foreliggende sak utstaar til imorgen eftermiddag kl. 5. Det er præsidenten meddelt, at der skal holdes statsraad imorgen formiddag, hvorfor der ikke kan holdes møte i avdelingerne. Votering: Præsidentens forslag bifaldtes enstemmig. Møtet hævet kl. 1,55. Møte den 29de juni kl. 5 efterm. PrEesident: Jahre n. Dagsorden: Fortsat behandling av Odelstingetsbestutningtil lov om vasdragsreguleringer i industrielt øiemed (besl. 0. nr. 60). E. Enge: Til præsident Halvorsen er privat indløpet en skrivelse, som i nogen utstrækning berører denne lov; specielt berører den 11, som vi nu skal gaa til behandling av. Han har vist mig denne skrivelse, og vi finder den av den beskaffenhet, at det vil være gavnlig, om vi fik tænke litt paa det, i alle fald vilde det være ubeleilig at gaa til behandling av denne paragraf idag. De to forslag, som er fremsat av hr. Amundsen til anmerkninger til 12, er ogsaa av den beskaffenhet, den rækkevidde og betydning, at det vilde være nødvendig at faa se litt nærmere paa den. Da Odelstinget har møte i eftermiddag, saa vil vi trænge formiddagen imorgen, og jeg vil derfor henstille til præsidenten, om det kunde la sig gjøre at faa utsat Lagtingets forhandlinger til imorgen eftermiddag kl. 5. Rinde: Jeg synes, en saadan utsættelse maa være unødvendig. Vi har jo drøvtygget saa længe disse saker, at man nu maa kunne være færdig til at gaa paa en avgjørelse. Vi er jo ogsaa saa langt fremme paa aaret, at det var godt at bli færdig; men det er ikke godt at vite, hvad tid vi blir færdige med sakerne, hvis vi skal utsætte og utsætte slik, som det gjores i disse dage. Jeg vil derfor stemme mot utsættelse av saken, Præsidenten: Lagtinget vil jo med lethet klare sine forhandlinger, til Odelstinget blir færdig, og naar der ønskes utsættelse, saa er det jo almindelig ikke at motsætte sig det. Jeg vil derfor efter den fremkomne henstilling tillate mig at foreslaa, at behandlingen av den paa kartet opførte sak utstaar til imorgen eftermiddag kl. 5. Bernhard Hanssen: Tør jeg spørge, om statsraaden ønsker utsættelse? E. Enge: Jeg vil bare sige likeoverfor hr. Rinde, at dette er dog en sak av den betydning, at tinget maa ta den tid, som trænges til den, og jeg antar likesom præsidenten, at Lagtinget vil ha tid nok, idet

163 5 8 Odelstinget fremdeles vil ha mere arbeide end Lagtinget har; det trænges vel længere tid paa skatteloven. Foss : Ja, det er almindelig at man tar hensyn til saadanne ønsker ; men jeg kan ikke sige andet, end at jeg synas, at den grund, som var anført for utsættelsen, var lovlig tynd. Komiteens medlemmer maa nemlig være godt inde i disse forslag, som er fremsat, og forslagene har ligget ute nu et par dage. Man har talt om disse ting og skrevet om dem før, saa de er ikke fremmede. Men dersom f. eks. ogsaa statsraaden ønsker utsættelse, skal jeg ikke stemme mot det. Hagerup: Jeg er ikke rigtig klar over, hvad der ligger til grund for dette, om det er komiteens ønske at faa saken tilbake. At der kommer et privat brev til præsiient Halvorsen om saken, kan vel ikke være avgjørende; men hvis det er komiteens ønske at faa saken tilbake til fornyet behandling; og det er paa komiteens vegne, at hr. Enge beder om at faa saken utsat, saa stiller jo saken sig anderledes. Forresten maa jeg være enig med hr. Foss deri, at denne sak og Amundsens forslag er nu saa vel kjendte ting, at man skulde ha den tilstrækkelige oversigt over, hvad der foreligger, og der er ikke kommet noget nyt, som egentlig skulde begrunde nogen utsættelse. Men er det et saa sterkt ønske, og hvis specielt komiteen ønsker at faa saken tilbake, kan jeg ikke ha noget imot, at saa sker. Statsraad Scheel: Efter den opfordring, som hr. Foss har stillet, skal jeg ogsaa uttale mig om dette spørsmaal. Jeg vil da sige, at efter mit kjendskap til sakens stilling nu og efter mit syn paa den, finder jeg, at det er rimelig, at mange har et ønske om at kunne samraade med meningsfæller om forskjellige spørsmaal, som staar i forbindelse med de paragraffer i loven, som vi nu skal gaa over til at behandle. Frisak: Jeg synes, at det argument, som hr. Enge anførte, var tyndt. At der skulde være kommet en privat skrivelse til hr. Halvorsen om denne sak, efterat den nu var drøftet i maanedsvis i komiteen og gjennem en række av møter i Odelstinget, at det da skulde være nogen grund, kan jeg ikke finde. Vi har jo nu været nødtvunget til heller ikke at holde møte i formiddag, av andre hensyn, saa forhandlingerne er blit utsat længer, end det egentlig for sakens skyld skulde været utsat. Men hvad statsraaden sa, at man vilde ha overveielser inden partigrupperne, eller om det var overvelelser i disse i forening med regjeringen, det er jo noget ganske andet, end hvad hr. Enge sa; det oplyste denne ikke noget om. De sidste grunde, som hr, statsraaden anførte, synes jeg der muligens kan være grund til at ta hensyn til. Jeg maa sige, at jeg synes, der maatte ha været anledning til at foreta de overveielser tidligere; men det er mulig, at man bør bøie sig for det. I det hele tat bør man jo, naar der kommer anmodninger om utsættelse, og de er belagt med nogenlunde rimelige grunde, strække sig længst mulig. Bernhard Hanssen: Jeg vil nok sige, at naar der til en av Stortingets præsidenter er kommet en skrivelse, som er av vigtighet, i en sak som denne, der vistnok har været under langvarig behandling, men hvor det dog viser sig, at materien kan lide av betydelige mangler, tror jeg nok, det bør imøtekommes, naar der kommer ønske fra et medlem av komiteen om at se paa saken igjen, saa for 11's vedkommende fandt jeg det ikke saa ganske urimelig; men det var 12, jeg nærmest sigtet til, naar jeg spurte om statsraaden ønsket utsættelse. Da jeg nu hører, at statsraaden ikke har noget imot, at saken utsættes, vil ikke jeg andet end stemme for utsættelse. Foss: Efter den uttalelse, som kom fra statsraaden, vil jeg erklære, at jeg agter at stemme for forslaget. Wright: Jeg skulde ha mest lyst til at stemme imot forslaget om utsættelse. Jeg kan ikke forstaa, at de nye forslag, som hr. Amundsen har fremlagt, i mindste maate forandrer den situation, som var før disse forslag blev fremlagt, saa forsaavidt kan ikke jeg forstaa, hvorfor man skal behøve nogen tid til nærmere drøftelse av disse forslags rækkevidde. Men siden der er Iremkommet bestemt ønske om utsættelse, og da det later til, at statsraaden syntes, det var rimelig at utsætte saken, vil jeg ikke stemme imot. Men jeg vil sige, at jeg ønsket helst at gaa til behandling straks; for paa mig har ialfald hr. Amuirdsens forslag ikke hat nogensomhelst virkning. E. Enge: For mit personlige vedkommende trænges ingen utsættelse; men mit forslag er kommet frem efter konferanse med mange, ogsaa efter konferanse med flere av specialkomiteens medlemmer, skjønt der ikke netop er ytret ønske om, at der skal være komitemøte. Men jeg sa, at det var nødvendig at faa overveie dette og faa konferere om saken, og da mener jeg, at naar det er et saa sterkt utbredt ønske, blandt vore folk ialfald, saa burde det kunae høres. Det

164 5 9 pleier almindelig være saa, at naar der ytres ønske om en utsættelse, pleier man ikke at sætte sig imot det. Jeg trodde, dette var grunde nok. At forklare dette yderligere syntes jeg maatte være overflødig. Prwsidenten: Jeg skulde anse det heldig, om vi snart kunde komme til avgjørelse av dette spørsmaal. Rinde: Vi har jo dagen for os, naar vi skal utsætte saken. Jeg er enig i, at saken er vigtig og situationen vanskelig; men jeg kan ikke forstaa, at det er i nogens interesse, at den nuværende situation forlænges. Jeg trodde, det var i alles interesse, at man snart flk en avgjørelse paa dette spørsmaal, saa man ikke behøvet at fortsætte den fegtning, som foregaar blandt andet i pressen om dagen. Jeg kan ikke indse, at det kan være i nogens interesse, eller, at det fra noget synspunkt set kan være ønskelig at forlænge denne situation, og alle og enhver har visst opgjort sin mening om saken. Irgens: Jeg har ikke faat indtryk av, at der inden denne forsamling næres noget ønske om utsættelse, saa forsaavidt vilde jeg ubetinget ha stemt imot forslaget. Men naar statsraaden har uttalt, at det kunde være ønskelig, vil jeg ikke motsætte mig det. Men min personlige mening er, at saken ikke under nogen betingelse burde været utsat. Arnundsen: For mit vedkommende har jeg ikke noget ønske om utsættelse; men naar det er fremholdt fra det hold, at man ønsker saken utsat, og statsraaden ogsaa har sagt det samme, skal jeg ikke stemme imot det. At de forslag, jeg har antydet i to alternativer, skulde ha nogen indflydelse paa hr. Wright, har jeg aldrig tænkt mig ; de er heller ikke beregnet paa ham. Præsidenten: Forslaget gik altsaa ut paa, at forhandlingerne om de paa dagsordenen opførte saker utstaar til imorgen efter- middag kl. 5. Votering: Præsidentens forslag bifaidtes mot 2 stemmer (Rinde og Landheim). Møtet hævet kl. 5,15. Møte den 30te juni kl. 5 efterm. Præsident : Jahre n. Dagsorden: Fortsat behandling av Odelstingetsbeslutning til loo om vasdragsreguteringer i industriell øiemed (besl. 0. nr. 60). Præsidenten: Man var kommet til 11. Repræsentanten Hagerup fremsat:e i forrige møte et forslag til forandring i denne paragrafs punkt 10, hvilket forslag da blev referert. Hagerup: Som av præsidenten meddelt tillot jeg mig i næst sidste møte at fremlægge et forslag til anmerkning til punkt 10 i 11 i Odelstingets beslutning, og da det var i slutningen av møtet, forbeholdt jeg mig at faa motivere det nærmere idag; det skal jeg faa lov til med nogen korte bemerkninger. Dette punkt i Odelstingets beslutning angaar jo avgivelse av kraft til staten og kommune og hører saaledes til de mere omstridte koncessionsbetingelser. Odelstingsproposition nr. 2 for 1909 og likedan nr. 8 for 1910 hadde begge bestemmelser om saadan kraftavstaaelse og den forenede landbruks- og justiskomites mindretal hadde ogsaa forslag om det samme i sin indstilling av Derimot indeholder odelstingspropwition nr. 44 for 1910 ikke nogen tilsvarende bestemmelse; bestemmelsen om kraftavstaaelse er gaat ut av denne, heter det i komiteens indstilling, fordi den ikke ansees stemmende med de principper, hvorpaa denne proposition er bygget. I specialkomiteen var der et flertal bestaaende av venstre, Foshaug og Arnundsen, som indstillet paa avstaaelse av kraft, mens høirefraktion sluttet sig til nr, 44. Imidlertid kom som bekjendt høirefraktionen paa andre og bedre tanker under sakens behandling i Odelstinget, og fraktionen fremsatte da ved sin ordfører, Bratlie, et forslag om avstaaelse av kraft, hvilket forslag blev ogsaa Odelstingets beslutning med undtagelse av et par ændringer, som fremkom efter forslag av repræsentanten Jelsa. Imidlertid forekommer det mig, at den bestemmt-ise, som indeholdes i odelstingsbeslutningen om kraftavstaaelse, er mindre heldig, og av den grund har jeg ogsaa tillatt mig at fremlægge paa præsidentens bord det forslag, som er referert derfra. Odelstingets beslutning, som vistnok

165 6 0 er blit fordelagtigere for kommunerue ved de nævnte forslag fra hr. Jelsa, som blev vedtat i Odelstinget, forekommer mig dog endnu at ha betydelige mangler, og mangler, som gjør, at jeg ikke kan akceptere Odelstingets beslutning i det punkt. Der er f. eks. i Odelstingets beslutning fastsat, at vistnok skal kommuner og stat kunne faa avstaat kraft, men det er kun, forsaavidt det ansees paakrævet; desuten indeholder bestemmelsen en specifikation av, hvad kraften skal brukes til. Jeg skal ikke citere for ikke at spilde tingets tid jeg antar, at det er saa vel kjendt dette, at det ikke er nødvendig. Men begge disse ting, jeg her har pekt paa, baade, at det først skal bestemmes, om det er nødvendig, at vedkommende kommune skal faa kraften, og at denne dernæst skal begrænses til en bestemt bruk, finder jeg at være temmelig utilfredsstillende bestemmelser, begge bestemmelser begrænser efter min opfatning kommunernes adgang til at faa avstaat kraft saa sterkt, at jeg av den grund ikke kan være med paa dem. Det var sagt i Odelstinget, at det Bratlieske forslag i dette punkt var en forkrøbling av kommunernes ret til at faa udtage kraft, og jeg finder den udtalelse noksaa træffende. Vistnok blev der tat bort endel av dette ved hr. Jelsas forslag; men jeg mener, at endnu er der saa meget av det forkrøblende overfor kommunernes ret her, at der er god grund til at opta og vedta komiteens indstilling til punkt 10. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa saken for nærværende. Jeg skal til yderligere orientering for Lagtingets medlemmer faa lov til at anføre, at det forslag til anmerkning, som av mig er lagt frem paa præsidentens bord, findes i Odelstingets forhandlinger paa side 602. Jeg antager, at jeg kan indskrænke mig til disse bemerkninger foreløbig, idet jeg brøvrig ogsaa gaar ut fra, at eftersom saken nu ligger an, er der vel mindre grund for mig til at gaa mere i detaljer. E. Enge: Jeg er ganske enig med hr. Hagerup i det, at der i denne lov om reguleringstilladelser bør betinges kommunerne kraft. Og jeg har ogsaa stillet et forslag derom komiteindstillingen. Forsaavidt er ikke jeg med i den fraktion, som hr. Hagerup kaldte høirefaktionen. Jeg hadde rigtignok villet, at det skulde være ordnet paa en noget anden maate, hvilket jeg ogsaa omtalte under den almindelige debat, og derfor skal jeg ikke gjenta det nu. Men jeg vil sige, at jeg tror, at odelstingsbeslutningen maa være tilfredsstillende paa alle omraader med hensyn til avgivelse av kraft. Jeg har jo forsaavidt været med og behandlet det paa et 'senere stadium i specialkomiteen ogsaa, og jeg kan ikke finde andet, end at det er fuldt og helt tilfredsstillende. Naar hr. Hagerup sa, at det er begrænset, saa er det ganske rigtig saa, at det er begrænset til behovet. Men dette behov er sat noksaa rummelig. Og naar behovet i den utstrækning, som der er nævnt, tilfredsstilles, saa kan man vel sige, at kommunerne, har faat, hvad som kan være rimelig. At man ogsaa skulde tildele kommunerne en saa stor andel, at de vilde kunne drive storindustri, vilde være noget urimelig. Jeg sætter f. eks., at det er en liten bygd, hvor der er et svært kraftanlæg med mange tusen hestekræfter. Der vil 5 pct. av det bli en noksaa betydelig kraft, en meget betydelig kraft ut over behovet. Og da kunde kommunen gjøre en saa sterk paastand om uttagelse av 5 pct., at regjeringen maatte ta hensyn til det og skaffe det til trods for, at der ikke var behov for det til de ting, som var mest paakrævet, og som det var tanken, at de skulde brukes til. Jeg skulde derfor tro, at det var rigtigst at holde paa Odelstingets beslutning, og jeg vil anbefale den. Amundsen: Jeg har som medlem av specialkomiteen formulert det forslag, som hr. Hagerup har optat efter indstillingen og som fik subsidiær tilslutning av det konsoliderte venstre og av det socialistiske medlem av komiteen, hr. Foshaug. Naar jeg sammenholder indstillingen med den foreliggende odelstingsbeslutning, saa maa jeg imidlertid erkjende, at det kan stille sig meget tvilsomt, hvilket av disse to skulde være at foretrække. Den bestemmelse, som er kommet ind i odelstingsbeslutningen om, at kraft skal betinges, «forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kommuners forsyning» i de øiemed, som er nævnt i beslutningen, anser jeg for at være av liten betydning, og jeg tror, at det samme, som uttrykkelig er kommet ind i lovteksten, vilde ha sagt sig selv uten denne lovtekst. Indstillingen gik nemlig ut paa, at der skal i almindelighet betinges indtil 5 pct. kraft til kommunerne og indtil 5 pct. til staten. I koncessionsleven om erhvervelse staar der, at der altid sk a 1 betinges 5 pet. til kommunen og 5 pct. til staten det er en ueftergivelig betingelse i koncessionsloven om erhvervelse, en betingelse, som administrationen ikke kan komme forbi. Men indstillingen og det av hr. Hagerup optagne forslag er naturligvis saaledes at forstaa efter den uttryksmaate, som man der finder, at hvis der ikke er be-

166 6 1 hov for kraften, saa vil der heller ikke være nogen rimelig grund til at betinge den. Der staar, at den skal i a Imindelighet betinges. Indstillingens indledningsbestemmelse i 11 lyder saaledes : «Ved meddelelsen av reguleringstilladelsen skal der i almindelighet betinges», og saa kommer blandt andet under punkt 10 ogsaa denne bestemmelse om kraftavstaaelse. Hvis det tilfælde var tænkelig, at der intetsomhelst behov var for kraft, saa skulde jeg derfor anta, at administrationen, naar der forelaa erklæring fra alle interesserte kommuner og alle tænkelige interesserte hold i det hele tat, ikke vilde betinge kraften. Den tilfoielse, som odelstingsbeslutningen har, «forsaavidt det ansees paakrævet for en eller flere kornmuners forsyning», er derfor i virkeligheten neppe nogen begrænsning av betydning. Det er jo utvilsomt, at kommunerne vil forstaa i de tilfælde, hvor de har interesser, at holde disse frem enten ved sin ordfører eller ved distriktets stortingsmand eller paa anden maate. Det har vist sig ved de koncessioner, som har foreligget for administrationen til avgjørelse tidligere, at kommunerne har utvist særlig stor og god evne i retning av at hævde de kommunale interesser, og jeg tror ogsaa, at det nok vil bli tilfældet for fremtiden, og uagtet det naturligvis ligger under Kongens eller hans regjerings kompetanse at bestemme, om der skal avgives kraft og i tilfælde hvormeget, vet man jo det, at administrationen tar alt skyldig hensyn til kommunerne og deres interesser. Det vil ske under hvilkensomhelst administration det er der formentlig ingen grund til at tvile paa. Saa er der en anden bearænsning i odelstingsbeslutningen, idet de fbormaal,som kraften skal tjene, uttrykkeligt er opregnet, nemlig kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri. Dette er de formaal, som altid er blit nævnt baade under behandlingen av koncessionsloven og under behandlingen av de forskjellige vandfalds- og reguleringskoncessioner. Der har vi alle rimelige formaal, som i nutiden er tænkelige. Det har været spørsmaal, om ogsaa kommunerne burde kunde forlange andel i kraften for at kunne drive sporveier. Vi var inde paa den tanke i specialkomiteen. Vi hadde en stund under overveielse, om vi uttrykkelisi skulde nævne foremaalene og deriblandt ogsaa dette om drivkraft til sporveier. Men vi kom dengang til det resultat, at det ikke burde ske, av den grund nemlig, at vi frygtet for, at dette kunde gaa ut over landkommunerne til fordel for bykommunerne. Som regel vil det jo være bykommunerne, som Irænger drivkraft i dette eimed. Jeg skulde anta, at dersom der er formaal tilstede, og behov tilstede utover den opregning, som har fundet sted i odelstingsbeslutningen, saa vilde det være likesaa godt for kommunerne, at de erhverver eller eksproprierer et vandfald; naar interesserne blir saa mange og forskjelligartede, vilde det være likesaa godt for vedkommende kommune at benytte sig av ekspropriationsloven eller at indkjøpe et vandfald. Desuten maa der ogsaa i dette stykke, som jeg uttrykkelig har uttalt i specialkorniteens indstilling, være en grænse for de byrder, som paalægges industrien, og jeg for mit vedkommende har i alfald, da jeg formulerte bestemmelsen, ikke tænkt paa andre formaal end de, som her er nævnt. Jeg har læst ganske grundig igjennem debatten i Odelstinget vedkommende koncessionsloven og de forskjelligekoncessioner, som blev git i forrige periode, og jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har set flere formaal end disse nævnt, Men hvis formaalene ikke er begrænset paa denne maate, kan der opstaa det spørsmaal: vil en nærliggende by kunne gjøre krav paa andel i kraften f. eks, som drivkraft til sporveier eller i andet eimed, som ikke her uttrykkelig er opregnet? Og det mener jeg vilde ikke være gunstig for landkommunerne. Jeg maa derfor erkjende, at det stiller sig uhyre tvilsomt for mig, hvorvidt odelstingsbeslutningen eller specialkomiteens indstilling i dette stykke er det fordelagligste, især for landkommurwrnes vedkommende, og jeg er nærmest tilbeielig til at anta, at det er til held for landkommunerne, og at det er i landkommunernes interesse, at opregningen er begrænset paa den maate, som her er skedd. Det forslag, som var frernsat i Oddstinget av hr. Bratlie, var jeg selvfølgelig i høi grad uenig i; ti det var bestemt, at efter forløbet av ti aar fra koncessionens meddelelse, skulde kommunerne betale kraften efter skjøn. Det blev jo tilstrækkel:g irnotegaat i Odelstinget, og da her ikke for,ligger noget saadant forslag, skal jeg ikke indlate mig videre paa det. Jeg vil derfor i henhold til, hvad jeg nu har anført, efter moden overveielse stemme for odelstingbesiutningen. Jeg finder ingen grund til at gjøre nogen anmerkning ved odelstingsbesutningen i dette punkt. Foss: Jeg hører, at nu allesarnmen er enige om, at det er paakrævet, at der skaffes kommunerne adgang til at skaffe sig kraft

167 6 2 fra vandfald, som blir utbygget i distrikterne. Men naar man er enig herom, kan jeg ikke begripe, hvad det skal tjene til, at man vil indskrænke den ret, som kommunerne skal faa. For det første siger man nu det, at det skal kun være, naar det ansees paakrævet. Er det noget menneske, som tror, at at smaa landskommuner straks vil gaa hen og forlange kraft, naar det ikke er paakrævet? Jeg kan ikke tænke mig, at noget av Stortingets medlemmer kan tro det. Saa den bestemmelse der er aldeles unødvendig. Dernæst er jeg enig i, at denne opregning av de ting, som kommunerne skal kunne forlange kraft til, er uheldig. Den er ikke bare overflødig, men den er uheldig, fordi det kan la sig tænke med den utvikling, som vi nu i den senere tid har hat paa elektricitetens omraade, at der kan opstaa virksomheter, som kommunerne maatte kunne ha ret til at faa kraft til, og som ikke er nævnt i opregningen. Ingen kan rigtig vite det. Derfor synes jeg, at denne bestemmelse, denne opregning av, hvad kommunerne skal bruke kraften til, er meget uheldig. Jeg kan ikke skjønne, hvad den skal være til, al den stund man erkjender, at det er paakrævet, at kommunerne faar denne ret, som loven omtaler. Men jeg er enig med hr. Hagerup i, at efter den stilling, som partierne har tat til dette spørsmaal, er der litet haab om at faa forandret dette. Jeg anbefaler imidlertid hr. Hagerups forslag. Hagerup: Det har været sagt ved enkelte leiligheter under denne saks behandling, og jeg har ogsaa tillatt mig at ytre, at denne lov vil i mange punkter kunne gi rik anledning til krangel. Jeg har ret og slet tillatt mig at betegne lovbeslutningen, som den foreligger, som en kranglelov. Jeg mener, at her i punkt 10 har man litt av det samme. Jeg har saaledes pekt paa denne specifikation av kraftens anvendelse. Jeg er enig med hr. Foss deri, at naar man nu engang vil gaa med paa at aapne kommunerne adgang til at faa avstaat kraft, hvorfor skal man da gjøre det paa den maate, at man forkrøbler retten dertil? Jeg mener, at det i motsætning hertil er et rigtig standpunkt, som venstre har indtat; dette, at den adgang eller den ret for kommunerne her bør være ubetinget indenfor den satte procentgrænse. Naar man nu, som ogsaa høirefraktionen i komiteen er med paa, vil aapne denne adgang, hvorfor da endelig gjøre det paa en saadan maate, at det gir anledning til klus og krangel? Efter Odelstingets beslutning vil der visselig i mange tilfælde opstaa spørsmaal, som gir anledning til denslags krangel. Bestemmelsen om, hvad kraften skal anvendes til og skjønnet om, hvorvidt den er nødvendig», er begge av den slags, og de vil i ethvert fald virke til en viss grad forkrøblende paa kommunernes ret. Desuten vil jeg tillate mig at spørge om, hvem det er, som skal avgjøre eller bestemme over, hvorvidt kraften skal ansees paakrævet eller ikke. Jeg kan ikke se, at nogen bestemmelse er indtat her om det punkt, hvem der har avgjørelsen, naar det skal ansees paakrævet, d. v. s. skjønnes, om behovet er tilstede eller ikke. Jeg hørte rigtignok, hr. Bratlie paa en forespørsel i Odelstinget herom uttalte, at det var departementet, men jeg kan ikke skjønne, at det fremgaar av Odelstingets beslutning. Saa allerede det bør være nok til, at man stiller et stort spørsmaalstegn ved den form, som 11, punkt 10, har faat. Hr. Amundsen har nu begyndt at føre procedure mot sit eget forslag. Det sidste døgn har rimeligvis hat indflydelse paa ham; jeg forstaar godt det. Og jeg kan godt tænke mig grunden til, at han nu begynder at procedere imot, hvad han før har været med paa at foreslaa. Jeg maa dog faa lovtil at gjøre hr. Amundsen opmerksom paa, at under behandlingen av lovens 1 uttalte han, at han ikke kunde stemme for den der foreslaaede 2000 hestekræftersgrænse, fordi han hadde tat sit standpunkt i komiteen «efter moden overveielse». Men nu vil jo hr. Amund- 5en stemme for Odelstingets beslutning, som er noget andet, end hvad han har været med paa i komiteen «efter moden overveielse». Nu vil han stemme «efter moden overveielse» for Odelstingets beslutning, som er det motsatte av, hvad han «efter moden overveielse» har været med paa i komiteen. Naar repræsentanten har det paa denne maate, saa er der jo ikke synderlig opfordring til at indlate sig i debat med ham. Jeg kan ikke skjønne, at der overhodet er noget at bryde sig noget om, hvad han saaledes anfører, efter moden overveielse»; ti engang anfører han efter moden overveielse» det ene, en anden gang det stik motsatte. Det er forresten ikke saa nøie med lovens bestemmelser, mener hr. Amundsen. Ordførere og repræsentanter vil fremholde kravene fra distrikterne, og da administrationen nutildags er av dat kaliber, at den gjerne efterkommer de forestillinger, som kommer fra de hold, saa greier det sig nok likevel. Ja, naar den ærede repræsentant har den opfatning av spørsmaalet, saa maa jeg sige, at da kommer han snart ut paa vidderne. Det er beklage-

168 6 3 lig, at repræsentanten nu istedenfor at anbefale sit eget forslag, føler sig opfordret til at føre procedure mot dette forslag. Men jeg maa imidlertid ha sat fingeren paa, at det er forholdet. Med hensyn til bemerkningen fra hr. Enge om, at han ikke har været rigtig enig med heirefraktionen i dens stilling i komiteen til spørsmaalet om kraftavstaaelse, saa tror jeg, at det ikke er værd at spendere mange ord paa det forhold heller, for hr. Enge har ikke rørt ved det senere. Det forslag, han formulerte i komiteen om kraftavstaaelse, har han ikke forsøkt at slaa noget slag for. Det var ogsaa efter min opfatning et i høi grad mislykket foster; jeg tror, det er rigtigst ikke at tale mere om det. Jeg agter, som jeg før har sagt, ikke at komme nærmere ind paa dette eller at føre nogen vidtløftig debat om denne kraftavstaaelse, det har ikke været min tanke; men disse bemerkninger specielt til hr. Amundsen, synes jeg iethvertfald, jeg maatte ha anledning til at gjøre, idet jeg forøvrig mener, det bør fastslaaes, at Odelstingets beslutning ogsaa paa dette punkt aapner et betænkelig spillerum for krangel og processer. E. Enge : Naar jeg nævnte mit forslag, var det aldeles ikke for at gjøre hr. Hage rup opmerksom paa, at der forelaa noget saadant fra min side; ti det kjendte han ganske vist til før, heller ikke for at invitere ham til at debattere paa det, paa ingen maate; men jeg nævnte det, fordi høirefraktionen i indstillingen ikke foreslog nogen kraftavstaaelse til kommunen, og fordi hr. Hagerup allikevel slog mig sammen med høirefraktionen her. Med hensyn til, hvem der skal avgjøre, hvor stort dette forbruk av energi for kommunerne kan være, vil jeg sige, at departementet faar nok være det, som avgjør det. Men for at departementet kan avgjøre det, maa det naturligvis undersøkes og beregnes, hvor stort forbruket kan tænkes at være, og der er ingen nærmere til avgjøre det end vedkommende kommune eller kommuner, og da skulde jeg nok anta, at der ikke blir tat for lavt i, men at det blir beregnet i største laget. Efter de beregninger og begjæringer, som indkommer, vil saa departementet kunne bedømme saken. Paa den maate kan jeg tænke mig, det vil komme til at gaa. Amundsen : Det spørsmaal, hvem det er, som skal avgjøre, hvorvidt det er nødvendig eller paakrævet at faa kraft, det var ogsaa oppe under Odelstingets behandling og, blev rigtig besvart derhen, at det er administrationen. Det er k o ncessionsmy n- dighete n, som skal avgjøre disse spørsmaal saavelsom ethvert andet spørsmaal, som staar i forbindelse med koncessionsmeddelelsen. Hvis man spør, hvem der skal avgjøre, hvorvidt betingelserne efter pufikt 10 foreligger, saa kan man med samme ret sperge, hvem det er, som skal avgjøre, hvorvidt betingelserne efter punkterne 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 11 foreligger. Det er den myndighet, som gir koncession, som selvfølgelig skal avgjøre, hvorvidt betingelserne er tilstede, og den vil selvfølgelig ogsaa ta hensyn til de interesserte distrikter og deres talsmand hos administrationen. Jeg deler ikke den frygt, som repræsentanten hr. Hagerup hadde for, at der skulde bli krangel mellem administrationen og koncessionssøkerne om, hvorvidt vedkommende kommune har bruk for kraften. Dersom administrationen efter rimelig skjøn finder, at kommunen har behov for kraft, saa fastsætter den den betingelse, som her omhandles, og administrationen vil naturligvis ikke bare ha at se hen til forholdet, som det ligger an for øieblikket; men administrationen vil ha at se hen til forholdene frem gjennem tiden, saaledes som man kan tænke, at det utvikler sig i koncessionstidens løp. Jeg tror derfor, at det regelmæssige vil bli, at der blir betinget et kvantum kraft, som svarer til det maksimum, som loven gir adgang til at betinge. Hr. Hagerup sa, at jeg forleden erklærte, at jeg ikke kunde stemme for et av sorenskriver Frisak fremsat forslag, og han henviste til, at jeg hadde tat mit standpunkt i specialkomiteen. Ja, naar der fremkommer et forslag, som jeg ikke finder er heldig, saa anser jeg det for greiest at henvise til det standpunkt, jeg har indtat i specialkomiteen og de motiver, jeg der har levert. Men nu foreligger Odelstingets beslutning, om hvilken jeg mener, at den svarer til det, som har været hensigten og meningen med det foreliggende forslag i indstillingen og jeg mener, det endog kan være tvilsomt, om indstillingen i sin form er heldigere end Odelstingets beslutning. Jeg har selvfølgelig tat dette under overveielse, og jeg har slet ikke gjort det først det sidste døgn. Med det samme Odelstingets beslutning forelaa, erklærte jeg, at jeg fandt den likesaa heldig. Jeg erkjendte det under en privat samtale med de mænd, som hadde sluttet sig til indstillingen og mit forslag i komiteen de vil visselig kunne bevidne det. Jeg fører ingen procedure, men

169 6 4 jeg begrunder min stemmegivning. Jeg erkjender, det kan siges adskillig baade for og imot. Der er ogsaa meget, som taler for det standpunkt, som hr. Hagerup nævnte, at det er det greieste, at formaalet ikke er begrænset. Men paa den anden side.maa man erindre, at ifølge loven er der kun anledning til at betinge et begrænset kvantum kraft, og ifølge de naturgivne forhold e r der ogsaa kun et begrænset kvantum kraft tilstede. Hvis derfor kommunerne skulde kunne forlange kraftavstaaelse til hvilketsomhelst tænkelig behov, saa er den mulighet tilstede, at de behov, som det først og fremst er lovgiverens mening at fyldestgjøre, nemlig de behov, som er opregnet her i loven, kunde bli trængt tilside. Særlig mener jeg, at der kunde ligge en viss fare i det, at smaa bykommuner vil kunne forlange kraftavstaaels-e til drift av elektrisk sporvei eller muligens ogsaa til andre formaal, som der ikke vil bli spørsmaal om i landdistrikterne. Jeg tror derfor, det er gunstig for landdistrikterne, at formaalene er begrænset paa den maate, som her er skedd. Med hensyn til de store byer er det jo saa, at de vanskelig kan tænkes at ville kunne konkurreremed landdistrikterne om kraft i henhold til denne lovbestemmelse. Ti forholdet er jo det, at de st ore byer sandsynligvis enten vil ekspropriere den fornodne kraft eller indkjøpe vandfald; men med hensyn til de smaa byer er der en fare for, at de formaal, som lovgivningen først og fremst tilsigter at imøtekomme med dette, kunde bli fortrængt til fordel for andre interesser, nemlig specielle byinteresser. Det er især av den grund, je,g finder, at odelstingsbeslutningen i den foreliggende form er likesaa heldig. Det skulde meget undre mig, om der ikke ogsaa. inden hr. Hagerups parti er mænd, som deler den opfatning, eller som ialfald mener, at det kommer ut paa omtrent det samme. Jeg fører ingen procedyre; jeg erkjender, at der kan anføres overmaade meget baade for og imot. Jeg erkjender, at de grunde, som hr. Hagerup har fremført, har overmaade meget for sig; men jeg mener ogsaa, at den maate, hvorpaa saken er tat i odelstingsbeslutningen, er heldig, og i odelstingsbeslutningen, som den foreligger, staar der jo i grunden ikke andet, end hvad vi har skrevet i motiverne. Det, som staar i motiverne hos os, er kommet ind i odelstingsbeslutningen i lovs form, og jeg for mit vedkommende finder ingen grund til at stemme for en anmerkning her. Men det er heller ikke min mening at ville fraraade nogen at stemme for indstillingen. Enhver faar gjøre sig op et skjøn om, hvad han anser for at være det rette, paa grundlag av de meningsutvekslinger, som har fundet sted i Odelstinget og nu her i Lagtinget. Dette er ingen procedyre, men en begrundelse av min stemmegivning. Naar jeg stemmer for odelstingsbeslutningen og ikke for indstillingen, saa ønsket jeg, efter den holdning, jeg tidligere har indtat til indstillingen, at begrunde denne stemmegivning. Foss : Advokat Amundsen mener, at odelstingsbeslutningen skal være til større fordel for landkommunerne end det forslag, som er fremsat av hr. Hagerup. Jeg har svært vanskelig for at forstaa, hvordan det kan hænge sammen; for det er jo erkjendt ogsaa av hr. Amundsen selv, at der i odelslingsbeslutningen er indskrænkninger for kommunerne, der er indskrænkninger i dette, at de bare skal ha efter behovet, og der er indskrænkning i, at der er opregnet de tilfælde, hvortil man kan bruke denne kraft. Men saa siger hr. Amundsen, at det kunde træffe til, at de smaa bykommuner kan trænge ind og fortrænge landdistrikterne. Det kan jeg heller ikke forstaa; ti saavidt jeg forstaar, er de kommuner, hvor anlægget er beliggende, og de nærmest omkringliggende, fortrinsberettiget jeg tror, jeg neppe har misforstaat loven der og da kan jeg ikke skjønne, hvorledes bykommunerne kan fortrænge landkommunerne, naar disse er fortrinsberettiget. Naar landkommunerne faar det, de trænger til, saa er der ikke noget i veien for, at bykommunen ogsaa kan faa kraft, dersom der er noget at ta av. Derfor er det mig ufattelig, hvordan man kan forklare det saa, at odelstingsbeslutningen er mere fordelagtig for landkommunen end det forslag, som er fremsat av hr. Hagerup. Det tror jeg ikke holder stik. Amundsen : Ja, dette kan man selvfølgelig se fra forskjellige sider og under forskjellige synsvinkler. Men jeg har forstaat indstillingen saa og i hvert fald har det været min mening, da jeg formulerte mit forslag at ogsaa en bykommune, som ligger i nærheten av vandfald, skal ha ret til at komme i betragtning, og at man ikke kan opstille nogen ubetinget formodning om, at bykommunen altid skal komme i sidste række,

170 6 5 (Amundsen) naar det ikke staar i loven. Det vil meget hyppig være tilfældet, at der ligger en bykommune i nærheten av et vandfald, som reguleres. Men som sagt, jeg erkjender, at der kan siges overmaade meget baade pro og kontra. Det meste er formentlig allerede sagt under debatten i Odelstinget. Det er ikke min mening at procedere mot indstillingen. Jeg har kun villet begrunde min stemmegivning, som gjentagende fremhævet. Hagerup: Likeoverfor et saa lokalt krav, som det der her gjælder, synes det i ethvert fald litt eiendommelig, at det skal være administrationen, som skal bestemme, hvorvidt kraftavstaaelse kan ansees paakrævet eller ikke. Det er jo forresten mulig, at hr. Amundsen kan ha ret i det, som ogsaa hr. Bratlie uttalte i Odelstinget, at det er administrationen her, som skal bestemme om dette. Men det synes ialfald det ogsaa at være noget tvilsomt. Jeg skal imidlertid ikke disputere om det. Men hvad der er eiendommelig ved odelstingsbeslutningen, det er dog dette, at man har overlatt den slags bestemmelse over rent lokale forhold til centraladministrationen. Her maatte det ha været grund til at fordre et skjøn optat om forholdet. Desuten er det vel heller ikke utelukket, at en kommune kan procedere med administrationen her om, hvad der ansees paakrævet eller ikke hvorvidt lovens krav i ethvert enkelt tilfælde er skedd fyldest eller ikke ved administrationens avgjørelse. Jeg fastholder, at det er en litet heldig bestemmelse den, som Odelstingets beslutning her har, og i ethvert fald vil den av en uforstaaende administration kunne brukes til en forkrøbling av kommunernes ret og adgang. Der er ikke tvil om det. Den kan ikke godt opfattes anderledes end som ogsaa tat sigte paa det, saavidt jeg kan skjønne. E. Enge: Hvis det skulde vise sig, at en kommune har faat for litet, saa kan det jo forutsættes, at staten har betinget andre 5 pct. Loven har der tænkt sig, at staten i tilfælde maatte træde støttende til, ialfald hvis staten ikke hadde særegne ting, som den skulde benytte kraften til. Hvis her skulde brukes skjøn, saa kunde det vel ogsaa da bli gjenstand for krangel. Ialfald har hr. Hagerup antydet det paa forskjellige steder før, under behandlingen av loven, at skjønnet har været saa ubrukelig og saa vanskelig. Hagerup: Naar hr. Enge trøster med det, at staten har 5 pct. i bakhaand, saa vil jeg dertil bemerke, at hr. Enge har jo i komiteen stillet forslag om, at staten skulde ikke ha nogen kraft avstaat, saa jeg kan ikke skjønne andet end, at det ogsaa peker i retning av, at det er en indskrænkning, som er tilsigtet. Amundsen: Jeg tillater mig bare at gjøre opmerksom paa, at det staar i odelstingsbeslutningens punkt 10, andet avsnit, at i tilladelsen kan der forbeholdes staten ret til at erhulde andre 5 pct. av den saaledes økede kraft. Jeg opfatter ikke det derhen, at staten er forpligtet til at redegjøre for, hvad den har bruk for kraften til. Statens ret til kraften her kan naturligvis ikke være indskrænket til de formaal, som er opregnet i første punktum i punkt 10. Har staten av en eller anden grund bruk for kraft, saa betinger den indtil 5 pct. av kraften. Denne kraft kan den overdra til de interesserte kommuner til de samme formaal, som er nævnt i det foregaaende punkts første punktum. Men som sagt, det behøver ikke at være disse formaal, som begrunder, at staten skal betinge kraft. Jeg vet ikke, hvorledes repræsentanten hr. Hagerups sidste ytring var at forstaa. Han taite om, at det hadde været rimeligst at fordre skjøn optat; det er administrationens skjøn, det her kommer an paa. Hvis han sigtet til skjøn angaaende de formaal, som her er nævnt, er det jo saa, at administrativt skjøn vil der ikke bli spørsmaal om, hvis man vedtar indstillingen og det av ham nu optagne forslag. Hvis han derimot sigtet til skjøn i almindelighet om, hvorvidt der var behov tilstede for kraft eller ikke, saa vil jo det gjælde efter begge forslag, at et saadant skjøn maatte optages, hvis man først overhodet vilde etablere en skjønsinstitution her. Men ogsaa efter det av hr. Hagerup optagne forslag, hvis det blir vedtat, vil det jo være administrationen, som maa avgjøre i ethvert enkelt tilfælde, naar den gir koncession, om der er behov tilstede for kraft til disse formaal.eller ikke. Derom maa adminitrationen gjøre sig op en mening, og kommer administrationen i et undtagelsestilfælde til det resultat, at her ikke er noget behov for kraft, saa vil kraften naturligvis heller ikke bli betinget efter hr. Hagerups forslag. Men jeg mener det er min forutsætning, og

171 6 6 det vil jeg i denne forbindelse pointere, at regelmæssig bør der bli spørsmaal om at betinge lovens fulde maksimum til de interesserte kommuner og til staten. Frisak: Jeg er enig med dem, som har uttalt sig om det uheldige i, at kommunerne her skal bastes og bindes baade for nutid og fremtid med hensyn til de eiemed, hvortil de vil anvende kraften. Det er uttalt før, og jeg skal ikke nærmere uttale mig om det. Men det var en uttalelse fra hr. Enge, som bragte mig til at ta ordet. Hr. Enge gjorde nemlig opmerksom paa, at foruten de 5 procent er der andre 5 procent, som skal gaa til staten, og det lot til, at det var hr. Enges mening, at staten kunde hjælpe kommunerne derved i større utstrækning end efter første punktum anført. Jeg maa ialfald forstaa hr. Enge saaledes efter den forbindelse, hvori hans ord faldt. Det er mulig, at jeg har misforstaat ham. Jeg vil i anledning herav gjøre opmerksom paa, at der i andet led staar her, at «staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner i forannævnte øiemed». Der staar «i forannævnte øiemed». Det sigter altsaa til forsyning med kraft til lys, varme, gaardsbruk, haandverk eller smaaindustri. D e t kan altsaa heller ikke komme kommunerne tilgode i andre øiemed end disse. Staten staar frit, saavidt jeg kan skjønne, efter bestemmelsen, og det fremholdt ogsaa hr. Amundsen; men naar vi kommer over til, hvad der kan overdrages til kommunerne, saa indsnævres det til de samme øiemed. Jeg skal henstille til komiteens medlemmer og da specielt til hr. Amundsen, som nu har gaat over til dette forslag, og som paastaar, at det oprindelige forslag skriver sig fra ham, at ta under overveielse, om ikke ordene «i forannævnte øiemed» kunde utgaa. For der synes ikke at være nogen rimelighet for, at kommunerne ogsaa med hensyn til disse 5 pct. skal være sterkere bundet end staten. Det synes at være en inkonsekvens. Hagerup: Til hr. Amundsen maa jeg faa lov til at bemerke, at naar han mener, at det efter mit forslag ogsaa skulde være overlatt til administrationen i hvert enkelt tilfælde at avgjøre, hvorvidt der i tilladelsen skal indtages en bestemmelse om kraftavstaaelse, saa tror jeg, at hr. Amundsen maa anskue det forhold feilagtig. Jeg kan ikke skjønne andet, end at naar det i denne paragraf i indledningen heter, at ved meddelelsen av reguleringstilladelse i henhold til denne lov skal det i almindelighet betinges«og saa kommer koncessionsbetingelserne nedover saa mener jeg, at efter mit forslag blir det nær sagt i hvert enkelt tilfælde en bydende nødvendighet for administrationen at stille en saadan betingelse, som loven fastsætter, nemlig 5 og 5 pct., henholdsvis til kommuner og stat. Jeg tror ikke, at administrationen i ret mange tilfælde vil undlate at indta en saadan bestemmelse, som skal eller vil sikre kommunen og staten den lovbestemte kraft. Jeg tror derfor, man ved at stemme for mit forslag ogsaa fra den side set er paa den sikre side. Med hensyn til skjønsinstitutionen, som hr. Amundsen snakket om, har jeg ikke ment, at den var nødvendig efter mit forslag. Mit forslag har ikke bruk for den. Efter det er det en obligat fordring, som stilles i loven, at der skal ind en bestemmelse om, at 5 og 5 pct. av kraften skal avgives til stat og kommune uten kruseduller. Da behøves der ikke noget skjøn. Men det har jeg sagt likeoverfor odelstingsbeslutningen, at hvis den skulde være bygget i konsekvens med f. eks. 1, saa maatte der her være optat bestemmelse om skjøn. Vi har jo saa mange skjøn, som efter lovbeslutningen skal avgives, og da kunde der vel optages skjøn ogsaa her? Jeg begriper ikke, at der ikke er indtat nogen bestemmelse om skjøn her. Jeg fastholder, at det er en urimelighet, at avgjørelsen av saadanne rent lokale forhold lægges ind under centraladministrationen, og det uten at der saa meget som henvises til, hvor administration skal kunne faa retledende raad og oplysninger til at bygge sine avgjørelser paa. Bakkejord: Jeg maa faa lov til at uttale, at jeg synes, hr. Amundsens stilling er ganske underlig. I specialkomiteen har han sammen med venstre og den socialist, som var med i komiteen, utarbeidet det forslag, som er optat av hr. Hagerup. Efter hr. Amundsens uttalelser før skulde man ha trodd, at dette hans forslag like meget hadde været under den modne overveielse som de andre. At han nu her i Lagtinget finder at maatte forandre det, skal jeg imidlertid ikke sige saa meget om. Ti det er ikke noget nyt; det kan av og til ske med flere. Men det, som forundrer mig er, at han anbefahr det forslag til vedtagelse, som han selv har fraveket. Han siger gjentagende, at han ikke har noget mot forslaget og vil ogsaa, at man skal stemme for det; men allikevel finder han sig nødsaget til at fravike det. Det faar være med det, som det vil; men det er skikket til at vække opmerksomhet, Det

172 6 7 kan være godt mulig, at naar man blir stillet mellem 2 sterke magter, saa er det ikke saa godt at verge sig til begge sider. Kan man ikke verge sig mot dem begge, saa maa man søke hen til den ene om bistand mot den anden. Det kan tilsidst være den eneste utvei. Hvad nu den elektriske kraft angaar, vil jeg faa lov til at peke paa en ting, som jeg er sikker paa, de allerfleste er enig med mig i. Naar vi ser paa elektricitetens historie la os ta aar tilbake og opover til idag saa maa vi alle erkjende, at det er forbausende ting, som er kommet frem i dagen, ting, som man før det nævnte tidsrum ingen anelse hadde om. Naar man ser paa, hvilke forestillinger de videnskapsmænd, der studerer elektroteknik, har om de muligheter, som elektriciteten ogsaa for fremtiden indebærer, saa forekommer det mig, at vi endnu befinder os i morgendæmringen med hensyn til den elektriske krafts underverker, mot hvad den sandsynligvis kommer til at gjøre for fremtiden. Har vi en saadan anskuelse og den tror jeg som sagt, de fleste er enig i saa mente jeg, at det maatte følge derav, at vi ogsaa under den sak, som vi her har fore, og som vi skal lovfæste, maatte kunne enes om at stille saadanne betingelser ind i loven, at der for fremtiden kunde være adgang til at faa al den kraft, som behøves. Naar jeg siger dette, sigter jeg særlig til kommunerne baade i by og paa land. At man nu skal binde den elektriske kraft til enkelte navngivne øiemed, tror jeg ikke er heldig, ti der kunde kanske om faa aar gjøres opfindelser til andre øiemed, som vi nu ikke har nogen anelse om, og derfor trodde jeg, det var bedst at faa formet loven slik, at man i saa maate kunde staa helt frit, og det finder jeg er gjort i hr. Hagerups forslag, og saaledes vil jeg stemme for det, Høstmark: Jeg er helt enig i det, som hr. Bakkejord nu uttalte. Vi staar jo endnu som taleren sa, rent ved begyndelsen av den elektriske energis anvendelse, og ingen vet, hvilke formaal den om endel aar kan komme til at tjene. Jeg vil nævne et forhold, som var nævnt ogsaa av en taler i Odelstinget, nemlig driften av vor fiskerflaate. Ingen vet, om ikke den dag er noksaa nær, da vi istedenfor den nu almindelige motordrift kan komme til at bruke elektrisk kraft til drift av fiskerflaaten. Det skjøn, som der her er tale om, kan ingen ting vite eller sige om det. Det kan komme om et aar, om 10 acr, om 50 aar, ingen vet det, saa en saadan opregning som denne, hvor man ikke kan faa smettet ind et formaal som dette der, anser jeg særdeles uheldig. Drift av fiskerflaaten kommer jo ikke ind under hverken haandverk, industri eller gaardsdrift eller noget av det, som der er opregnet. Vi bruker nu noksaa mange tusen hestekræfter til det bruk, og det kunde være bra, om loven her gav adgang til at bruke elektrisk energi i fremtiden til dette, hvis akkumulatorspørsmaalet engang blir løst. Frisak: Jeg har ikke faat noget svar hverken fra hr. Amundsen eller hr. Enge som medlemmer av komiteen paa, hvorledes de stiller sig til spørsmaalet om at sløife de tre sidste ord i andet led, «i forannævnte øiemed», og jeg skal da tillate mig at fremsætte forslag om, at disse tre ord utgaar, og stiller det subsidiært til Hagerups forslag. Det er vel avgjort utenfor denne forsamling, tænker jeg, at hr. Hagerups forslag skal nedvoteres. Jeg har av den grund heller ikke begjært ordet til uttalelser angaaende dette, likesaalitt som jeg uttalte mig derom i mit forrige foredrag. Men jeg vilde gjerne se, om man ogsaa vilde nedvoter e, at de 5 pct., som kom ind efter det forslag, som hr. Bratlie har fremsat, og som blev vedtat i Odelstinget skulde av kommunerne kunne anvendes i andre øiemed end netop de, som staar opregnet i første passus. Det synes jeg er vel stridt. Det forekommer mig, hvis jeg ikke opfattet hr. Enges uttalelser feilagtig, at ogsaa hans uttalelser gik i den retning, at man skulde ha disse 5 pct. i bakhaand. Men hvad nytter det, at man har disse 5 pct. til disposition for kommunerne gjennem staten, naar det staar, at ogsaa de er indskrænket til at skulle være til de forannævnte øiemed? Det maa da være nok, at man binder disse 5 pct. i første led, om man ikke ogsaa skal binde det, som staten skal disponere. Som sagt, jeg vilde gjerne se, om det heller ikke der skuide være mulig at overlate til kommunerne at bestemme, hvad de vil anvende kraften til, men at ogsaa der baade kommunerne og staten, gjennem hvilken det skal formidles, skal være bundet. Amundsen: Man taler her om, at denne kraftavstaaelse er bundet til visse bestemte øiemed, og man taler om de muligheter, som elektriciteten har for at kunne anvendes i andre øiemed. Det er sagt undertiden baade i den offentlige diskussion og forøvrig, at man kan kanske vente eller haabe paa, at elektriciteten om nogen aar kan bli en handelsvare, bli gjenstand for produktion og om-

173 6 8 sætning som handelsvarer i almindelighet. Men for det tilfælde tror jeg, at det maa besørges av den private virksomhet og ikke av kommunerne. Hvis der derimot var sporsmaal om rent kommunale behov i lignende forstand som de, der er opregnet i punkt 10, saa vilde det jo ha mere for sig; men formentlig indeholder opregningen i punkt 10 alle tænkelige formaal. Og under alle omstændigheter forholder det sig, som jeg har sagt, at naar jeg har iæst de forskjellige debatter om de forskjellige vandfalds- og reguleringstilladelser, som er git, har jeg stadig set det anført, at vi maa betinge kommunerne et visst kvantum kraft for at fyidestgjøre disse formaal. Dersom hr. Hagerup hadde optat det konsoliderte venstres principale forslag, hvorefter der ialfald undtagelsesvis vilde væré anledning til at betinge et ubegrænset kvantum kraft, saa kunde de grunde, som av mig er anført til fordel for Odelstingets beslutning, i væsentlig grad bortfalde. Naar jeg finder, at odelstingsbeslutningen er den heldigste, saa er det netop, fordi kraftmængden er begrænset. Jeg mener, at derav følger, at det er i kommunernei interesse, at ogsaa formaalet er begrænset, og hvis formaalet ikke var begrænset paa denne maate, saa kunde der netop opstaa tvistigheter mellem kommuner, som ogaa hadde andre formaal, og kommuner, som søkte at faa tilfredsstillet de formaal, som det først og fremst har været meningen med avfaltelsen av loven at tilfredsstille. Ti det er sikkert og visst, at det, som vi har tænkt paa, alle sammen, og som vi har tat sigte paa i indstillingen, og med det forslag i som vandt flertal, det er netop de formaal, som her er opregnet. Dersom kraften ikke hadde været begrænset, som jeg sa, saa hadde der ogsaa været mindre anledning til at anføre noget til gunst for at begrænse formaalene; men naar kraften er begrænset, saa tror jeg, det med rette ogsaa kan siges, at det er heldig av hensyn til komunerne, og ikke mindst landkommunerne vis a vis bykommunerne, at formaalet er begrænset. Jeg for mit vedkommende har ialfald gjort mig op den mening, at jeg kan ikke skjønne andet end, at det ialfald maa erkjendes at ha meget for sig. Men som sagt, jeg erkjender, at indstillingen, hvor formaalene ikke er opregnet, utmerker sig ved at være grei og kort i teksten. Jeg mener dog, at de samme spørsmaal vilde ogsaa opstaa, hvis indstillingen blir vedtat. Ti det vil bli gjort gjældende av de interesserte kommuner hvis andre formaal frem igjennem tiderne melder sig saa vil det bli gjort gjældende av de interesserte kommuner, at det har været lovens mening først og fremst at tilfredsstille de behov, som er opregnet i Odelstingets beslutning. Dette tror jeg forsaavidt, at administrationen vil respektere. Saa jeg anser det slet ikke farlig i dette stykke, om indstillingen blir vedtat. Det er ikke saa at forstaa, at jeg lægger stor vegt paa tingen, jeg anser hele spørsmaalet for at ha overmaade liten betydning. Jeg føler mig forvisset om, at hvis formaalene forfleres, og det skulde vise sig, at det kvantum kraft, som behøvedes, var større end den procent, det er begrænset til av loven, og om det skulde vise sig, at man alene kunde imøtekomme enkelte formaal, saa er jeg ikke i tvil om, at en fornuftig administration først og fremst vilde ta hensyn til de formaal, loven sigter til, selv om hr. Hagerups forslag blir vedtat. Med hensyn til den antydning, hr. Frisak gjorde, om at fremsætte forslag om at stryke ordene «i forannævnte øiemed», saa kan der mot strykningen av de ord indvendes det samme. Hvis der i komrnunerne opstaar behov for kraft i de her nævnte øiemed, i større utstrækning end her nævnt, de 5 pct. som kommunerne har anledning til at betinge sig, kan der reise sig samme spørsmaal. Naar der blev tale om, at staten skulde overlate en kommune en del av de 5 pct., den har betinget sig, da kan den samme situation indtræffe, hvis formaalene forfleres. Den ene kommune kan komme med krav til de formaal, som der er sigtet til i loven; andre kan komme med krav om, at n y e formaal skal tilfredsstilles. Paa den maate blir der altsaa et konkurranseforhold med hensyn til fordelingen kommuner imellem. Jeg tror derfor det er det heldigste, at lovteksten her er likelydende i andet led av punkt 10, som omhandler statens overdragelse av sin andel, til kommunerne. Jeg synes, det eneste. rationelle er at stemme for enten det av hr. Hagerup optagne forslag eller for Odelstingets beslutning. Jeg har som sagt den opfatning, at det kan ha omtrent like meget for sig det ene som det andet. Præsidenten: Som subsidiær anmerkning til hr. Hagerups forslag har hr. Frisak foreslaat, at de tre sidste ord i andet led «i forannævnte øiemed» skal utgaa, saaledes at sidste punktum skal lyde: «Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til de interesserte kommuner». E. Enge: Det er en selvfølge, at man ved denne bestemmelse har gaat ut fra, at

174 6 9 det, som der er sterkest'behov for ute i landdistrikterne, det skulde her tilfredsstilles. Man har ikke tænkt sig, at denne bestemmelse skulde omfatte nær sagt.alle tærikelige og utænkelige tilfælde for al fremtid. Skulde den det, saa blev det jo ganske ubestemmelig, hvad en kommune under de forutsætninger vilde kunne behøve. Da vilde disse 5 o/o eller 10 o/o heller ikke slaa til. Skulde man tænke sig at gaa saa langt og saa vidt, saa kunde kanske størsteparten av kraften gaa med da. Derfor har man troet at maatte begrænse det til de sterkeste behov. Nu mente jeg, at hvis dette behov ikke var tilfredsstillet med de 5 olo, strak ikke de til for at opfylde kravene ifølge denne opregning, da burde staten skyte til av sin uttagne del. Jeg mener, at man ikke kan gaa paa nogen forandring i dette her. Og jeg jeg tror, som hr. Amundsen har sagt, at for kommunerne selv maa det bedste, det mest tilfredsstillende være, at her er skedd en opregning. Ellers kan der komme mange kommuner og gjøre krav gjældende, saaledes ogsaa bykommuner, som ville kunne søke til og være interessert i at gjøre krav gjældende utover disse behov. Landdistrikterne vilde derved paa en maate kunne bli snytt for en del, Høstmark: Det er en ting her i denne hestemmelse i Odelstingets beslutning, som jeg skulde ha lyst til at faa nærmere rede paa. Naar kommunerne skal faa disse, indtil 5 0/0, saa fremgaar det jo av beslutningen, at det ikke er meningen, at kommunerne selv skal bruke al den kraft. Det maa jo være meningen at leie den bort til indvaanere i kommunen, til lys, til kraft o. s. v. Naar staten skal kunne forbeholde sig 5 o/o, maa naturligvis ogsaa det samme være tilfældet. Staten kan vel heller ikke være forpligtet til at benytte denne kraft selv, den maa ha lov paa samme maate som kommunerne til at leie den at til de enkelte forbrukere, til de enkelte indvaanere inden vedkommende kommune. Hvis der altsaa i fremtiden skulde opstaa nye behov for kraft, som ikke gaar ind under opregningen her i punkt 10, og som ikke kan tilfredsstilles av kommunens 5 olo, saa maa disse behov kunde faa sit av staten. Derved vil man ad en omvei kunde komme ut over denne opregning. Og der vil i denne kommune opstaa et dobbeltforhold, idet enkelte vilde være kraweiere hos kommunen, andre hos staten. Var det ikke bedre da med en gang at gaa til det, som hr. Frisak har foreslaat ialfald, at staten uten videre kan overdra sin andel til kommunen, saa staten slipper at sitte og holde regnskap med alle disse smaabrukere, som den kan leie kraft ut til? Var det ikke bedre, at staten kunde la kommunen faa det hele? Derfor synes jeg, at man bør gaa med paa hr. Frisaks forslag. Frisak: I anledning av, hvad hr. Enge uttalte, vil jeg bemerke, at naar det skulde forstaaes saaledes, som han nu siger, var hans første uttalelser aldeles betydningsløse. Man strides jo ikke her om, hvorvidt det er mere eller mindre kraft, man skal ha; alle er enige om, at det skal indskrænkes til disse 5 plus 5 procent, det er 10 procent, Men saa sa hr. Enge, at vi har jo andet led om yderligere 5 procent, og henviste dertil overfor de uttalelser, som kom fra hr. Hagerup, hr. Foss med flere, at kommunerne vil bli formeget bundet, og da maatte man absolut opfatte ham saaledes, at efter andet led skulde kommunerne ikke være bundet med hensyn til de øiemed, som de skulde kunne bruke kraften til Nu siger hr. Enge, at det har ikke været hans mening; men da kan jeg ikke rigtig forstaa betydningen av hr. Enges uttalelser i det spørsmaal, som vi her behandler. Jeg synes, det maa være indlysende for enhver, at naar staten frit kan disponere over disse 5 procent efter denne lovbestemmelse, altsaa kan overlate kraften ubundet til private, hvorfor skal den da være bundet med hensyn til de øiemed, hvori den overlater kraft til kommunerne? Skal kommunerne være de eneste i dette land, som ikke skal ha lov til at faa kraften overlatt i andre øiemed end disse, som er opregnet, lys, varme, gaardsbruk, haandverk og smaaindustri? Den synes mig noget besynderlig, denne motstand og denne mistillid til kommunerne, som ligger heri, og den jeg kan gjerne sige vrangvilje likeoverfor kommunerne, at de skal være de, som skal staa sidst av alle, derigjennem at til dem skal staten ikke faa lov at overlate kraft i andre øiemed, mens den, naar det gjælder nndre, kan disponere frit. Dette synes mig saa indlysende, at det maa kunne gaa an, uanset partibehandling og partivoteringer, som er gaat forut, at gjøre denne enkle forandring. Amundsen: Likeoverfor den sidste ærede taler vil jeg gjøre den bemerkning, at jeg forstaar ogsaa andet punktum her saaledes, at naar kommunerne har behov, som ikke er tilfredsstillet ved de 5 pct., som er betinget dem, skal kommunerne være fortrinsberettiget til at faa avstaat av staten de 5 pct. eller en del derav. Jeg forutsætter, at sta-

175 7 0 ten først og fremst tilfredsstiller de interesserte kommuner, før den overlater noget til private folk i lignende eller andre øimed. Nogen forhandling forut for dette møte kjender jeg ikke til. Jeg har i ethvertfald ikke deltat i nogen. E. Enge: Jeg har søkt at forklare, at hvis de 5 pet. blir for litet for kommunen til de behov, som her er opregnet, saa mener jeg, at staten kan træde støttende til likeoverfor de kommunale behov, idet den overdrar sin andel til kommunerne. Hvis hr. Frisak ikke har forstaat dette, har jeg virkelig ingen raad med det. At man med statens tilskud skulde gaa utover dette behov, har jeg hverken sagt eller ment; men i det tilfælde, at det viser sig at bli for litet til dette behov, mener jeg, at man har det at ty til, at staten træder støttende til. Hestmark: Ja, dette er let at forstaa; dette gjælder altsaa de behov, som er opregnet. Men naar der kommer nye behov til, behov som ikke er med i opregningen, staar vi, som jeg sa, i den stilling, at da kan staten utleie disse sine 5 pct. til privatfolk til anvendelse for saadanne behov, som ikke er opregnet; men den kan ikke la kommunerne faa endel til at utleie til de samme private folk til de samme formaal, saa der vil kunne bli i en kommune det forhold, at man gaar til kommunen for at faa tilfredsstillet de opregnede behov, men nye behov, som kan være likesaa vigtige og likesaa nyttige, gaar man til staten med, og saa skal staten holde regnskap med alt slikt smaatteri landet rundt, i3tedenfor at kommunerne kunde greie det. Amundsen: Jeg skal bare tilslut faa lov til at oplyse, at dette spørsmaal ogsaa var oppe under koncessionsdebatten i 1909, og da blev det uttalt, at saaledes som loven lød, kunde ingen bestride statens formelle ret til at bortleie sine 5 pet. i hvilketsomhelst øiemed. Men allesammen gik ut fra, at i hvert fald kommunerne fortrinsvis vilde faa sig overlatt den kraft, som var betinget av staten, til det bruk, som er opregnet i odelstingsbeslutningen. Frisak: Til det sidste vil jeg bemerke, at der ikke staar, at de skal være fortrinsvis berettiget, der staar et absolut forbud mot anvendelsen i andre øiemed end de nævnte. Saken blev derefter optat til votering. Hagerup: Det er vel en selvfølge, at præsidenten benytter navneoprop. Votering: Hagerups forslag se ovenfor side 233 blev med 16 mot 15 stemmer ikke bifaldt. De 16 herrer var: Amundsen, Gerhardsen, Klem, Holsen, Thallaug, IThrone Holst, Collett, E. Enge, Kristensen, Tandberg, Hanssen, Irgens, Wright, Bernhard Hanssen, Jahren og Dyrland. De 15 herrer var: Bakkejord, Hagerup, Egede-Nissen, Embretsen, Frisak, Næss, Grindland, Høstmark, Guldal, Larsmon, Landheim, Rinde, Foss, Austbø og Strengehagen. Frisaks subsidiære forslag, at i 11, 10, 2det led, utgaar ordene d forannævnte øiemed», blev med 16 mot 15 stemmer ikke bifaldt. Stemmerne faldt som ved første votering Foruten av de i foregaaende paragraf opstillede betingelser bør tilladelse til vasdragsreguleringer i henhold til nærværende lov i almindelighet betinges av, at der erlægges en aarlig avgift av ikke under 10 øre og ikke over 1 krone pr. hestekraft, beregnet efter den ved reguleringen indvundne økning av vasdragets vandføring, jfr. 2. Avgiften indbetales til det offentlige og fordeles av Kongen mellem de kommuner, hvis interesser paavirkes av reguleringsanlægget. En halvdel av avgiften forblir dog under statens administration, og herav kan staten fortrinsvis avholde de fornødne beløp til dækkelse av sine havte utgifter som følge av reguleringen, før den utbetaler det resterende til kommunerne eller til nogen skadelidende i distriktet. Avgiften avsættes særskilt for hver kommune til et fond, som efter kommunestyrets nærmere bestemmelse anvendes til at erstatte, forebygge og avhjælpe tap, skade og andre uheldige følger eller virkninger av reguleringen, som ikke maatte være avhjulpet ved de i foregaaende paragraf opstillede betingel-

176 71 Loven ble sendt tilbake til Odelstinget med en men dog ingen vedr. 11 punkt 10. del bemerkninger, Loven ble vedtatt 4. august punkt 10, som angår konsesjonskraft, fikk den ordlyd som er gjengitt på side 51. Ervervsloven I 1913 ble det foreslått å forandre ervervsloven av 18. september 1909, men saken ble trukket tilbake. 19. februar 1915 ble Ot.prp. nr. 15 om forandringer i lov av 18. september 1909 om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom fremlagt. Fra denne proposisjon siteres følgende angående avgivelse og pris på konsesjonskraft. "Hvad angaar prisen paa den avgivne kraft har men som hovedregel bibeholdt den gjældende regel om, at kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pct. aarlig rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Departementet skal iøvrig med hensyn til forstaaelsen av denne bestemmelse bemerke, at man gaar ut fra at ogsaa en rimelig amortisation maa medregnes under produktionsomkostningerne. Ved siden av den nævnte hovedregel har departementet imidlertid optat bestemmelser, som aapner kommunerne og staten adgang til i visse tilfælde at forlange prisen beregnet paa en anden maate. Hvor alene en mindre del av vandkraften i faldet er tat i bruk, vil saaledes hovedregelen - hvorefter forrentning av hele anlægskapitalen skal medregnes i produktionsomkostningerne - kunne føre til en saa høi pris, at den fordel kommunerne og staten skulde opnaa ved kraftavgivelse vilde bli helt illusorisk. Av hensyn hertil har man foreslaat at kommunerne og staten skal ha ret til under saadanne forhold at forlange maksimalprisen fastsat saaledes at den svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft under lignende forhold. Hvis koncessionæren leier ut kraft og den kraft, som skal avgives til kommuner eller stat, kan uttages fra ledning til nogen av leietagerne vil det derhos efter departementets mening være rimelig at kommunerne og staten kan forlange at bli stillet like saa gunstig som leietagere i almindelighet. Man har derfor tillike tilføiet en bestemmelse om, at kraften under de nævnte betingelser kan forlanges avgit til samme pris og paa samme vilkaar som de der gjælder for leietagere av lignende kraftmængder under samme forhold. Endelig har man for at forebygge at pligten til kraftavgivelse skal volde vanskeligheter for driften i tilslutning til den gjældende bestemmelse om det varsel koncessionæren har krav paa tilføiet en ny bestemmelse, hvorefter der i tilfælde ogsaa bør fastsættes en bestemt tidsfrist inden hvilken avgivelse av betingede kraftmængder utover 10 pct. maa forlanges, saaledes at avgivelse senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig." PROSJ/Notat

177 72 Utkastet til lovendring 2 post 11: "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til, efterhvert som utbygning sker, at avgi indtil 5 pct. av den utbyggede og til enhver tid nytbare elektriske kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Kraften avgives i den form, hvori den frembringes, og i den tid da driften av kraftstationen regelmæssig foregaar. Den uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører koncessionæren eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementet samtykke. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi alene en mindre del av den kraft vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften i stedet forlanges avgit efter en maksimalpris svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft under lignende forhold. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Hvis koncessionæren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftlednin til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leiere av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 10 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivelse senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig." I bilag D uttaler Arbeidsdepartementet til Justisdepartementet bl.a.: "Det i 2 punkt 9 indeholdte paabud om levering av 5 pct. av den elektriske energi til vedkommende distrikter antages som paapekt av Vasdragskommissionen at ville kunne vise sig utilstrækkelig i enkelte tilfælde, uanset at der ved lov av 15de august 1911 (jfr. lov av 12te juli 1912) er git kommunerne adgang til ved ekspropriation i en viss utstrækning at tilfredsstille sit kraftbehov. Det bør derfor efter departementets PROSJ/Notat

178 73 opfatning saaledes som foran nævnt, aapnes adgang til at betinge avgit et større kvantum end 5 pct. Med hensyn til spørsmaalet om, hvorvidt vedkommende kommune eller kommuner fremdeles som nu bør kunne utta kraften portionsvis, sees der at være forskjellige meninger i kommissionen, idet en fraktion uttaler sig for, at kommunerne altid bør være forpligtet til at utta hele kraften straks, mens en anden fraktion kun slutter sig hertil forsaavidt angaar den del, som maatte være betinget utover 5 pct. Departementet finder, at kraftens avgivelse bør søkes ordnet saaledes, at den blir til mindst mulig gene for vedkommende anlæg, men forutsætter, at ialfald de 10 pct., som allerede nu kan fordres avgit, ikke behøver at uttages straks. I den av Vasdragskommissionen antydede redaktion av punkt 9 foreslaaes ordet "interesserte" foran "kommuner" at skulle utgaa. Istedenfor "nærværende paragraf" bør staa "nærværende punkt". Som foreslaat av Vasdragskommisionen finder man, at punkt 9 bør gives en tilføielse om, at kraften avgives i den form, hvori den produceres, og at elektrisk energi uttages i kraftstationen eller fra fjernledningen efter departementets bestemmelse. Likeledes finder man, at bestemmelsen bør avfattes saaledes, (jfr. vasdragskommissionens forslag), at den omfatter ogsaa anden form for kraften end den elektriske. Sidste passus i punkt 9 vil isaafald utgaa. Departementet er enig med Vasdragskommissionen i, at stat og kommuner maa ha ret til at anvende energien i hvilketsomhelst øiemed, men finder det upaakrævet at indta nogen uttrykkelig bestemmelse herom." I innstilling til 0. XXXIII 1915 har lovutkastet denne utforming til 2 post 11: "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 pdt. av den til enhver tid utbyggede kraft til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter vedkommende departements bestemmelse. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av kraften. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten, men ikke over 20 pct. i alt. Er vandfaldet helt utbygget, og avgivelse av kraft vilde være forbundet med uforholdsmæssige ulemper, kan der i koncessionen fastsættes en lavere grænse eller indrømmes hel fritagelse. Kraften avgives i den form, hvori den frembringes. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører koncessionæren eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. PROSJ/Notat

179 74 Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at denne fastsættelse revideres til bestemte tider. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 10 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivelse senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig. Nærmere regler om avgivelse av denne kraft fastsættes av departementet." Saken ble trukket tilbake ved behandling i Odelstinget den 9. august Re ulerin sloven Den 16. april 1915 ble det fremlagt Ot. prp. nr. 36 om utferdigelse av en lov om vassdragsreguleringer. Av interesse antas følgende utdrag for proposisjonen. "Post 10 stemmer i realiteten helt overens med den tilsvarende post 6 i lovens 11. Post 11 indeholder regler om avgivelse av kraft til stat og kommuner svarende til loven 11 post 10. Vasdragskommissionen har fremholdt at den gjældende begrænsning av de øiemed, hvortil kraften kav kræves avgit, bør utgaa. Derhos har kommissioen henledet opmerksomheten paa, at der i enkelte bygder kan trænges mere end de 5 pct. som man ny kan betinge kommunerne, og den foreslaar derfor loven ændret saalede at der blir adgang til i saadanne tilfælde at kræve avgit en større andel. Arbeidsdepartementet har med hensyn til reglerne om kraftavgivelse henvist til sine uttalelser vedkommende koncessionslovens revision (se. ot. prp. nr. 15 for 1915 bilagene side 79-80), idet det bemerker, at der i det hele bør tilveiebringes overensstemmelse mellem erhvervs- og reguleringsbetingelser. Dette departement er enig i de ovenfor nævnte forandringer, som er bragt i forslag at Vasdragskommissionen, og antar tillike med Arbeidsdepartementet, at der bør opstilles ensartede regler om avgivelse av kraft for erhvervs- og reguleringskoncessioner. Man har derfor avfattet denne post i utkastet i det hele i overensstemmelse med den tilsvarende post i forslaget til forandringer i loven om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom (ot. prp. nr. 15 for iaar 2 post 11). Av de avvikelser, utkastet frembyr fra den gjældende lov, finder departementet særlig at burde nævne, at man har sløifet den i lovens 11 post 10 opstillede begrænsning, hvorefter kraftavgi' elsen alene skal beregnes av den del av den for hvert vandfald PROSJ/Notat

180 75 indvundne kraftøkning, som overstiger 1000 naturhestekræfter. Bestemmelsen herom blev i ot. prp. nr. 2 for 1909 (side 34) begrundet med, at man ikke fandt at burde gjøre regelen om kraftavgivelse gjældende for anlæg, som bare erholder en mindre kraftøkning. Denne begrundelse skulde imidlertid konsekvent ikke føre længer end til en fritagelse av de vandfald, hvis kraftøkning var meget liten, ikke derimot til at undta et bestemt antal hestekræfter ogsaa for de vandfald, hvor kraftøkningen er betydelig. Og i det hele forekommer det departementet, at den nygjældende begrænsning er lite rationel og medfører en for sterk indskrænkning i kommunernes og statens adgang til at faa avgit den kraft de maatte trænge. Mindre vilde der vistnok være at indvende mot en regel gaaende ut paa at frita de helt smaa kraftøkninger fra pligten til kraftavgivelse. At opta nogen uttrykkelig regel herom har departementet imidlertid anset upaakrævet, idet de kraftmængder, som kan forlanges avgit, her vil bli saa smaa, at der i praksis formentlig ikke vil bli fremsat nogen forlangende derom." Utkast til lov, 12 post 11 (tidligere 11 post 9): "Det skal i tilladelsen paalægges de vandfald- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker indtil 5 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11 post 1, jfr. 3. Der kan ogsaa forbeholdes ret til at erholde indtil 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Kraften avgives i den form, hvori den frembringes, og i den tid da driften av kraftstationen regelmæssig foregaar. Den uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvadenten ledningerne tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmessig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften istedet forlanges avgit efter en maksimalpris svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft under lignende forhold. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og den, som faar reguleringstilladelse, eller i mangel av overenskomst ved lovlig skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften PROSJ/Notat

181 76 avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leiere av lignende kraftmængder under samme forhold. Tilladelsen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 10 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivels( senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." I skrivelse av 2. desember 1913 uttaler Vasdragskommisjonen til Arbeidsdepartementet om lovens 11 post 10: "Kommissionen er enstemmig av den opfatning, at lovens begrænsning av hvad kraften kan bruges til bør utgaa, jfr. erhvervslove av 18. september 1909, 2, 9, hvor ingen indskrænkende bestemmelse findes. Kommunerne maa staa frit, saa de kan anvende kraften i hvilket som helst øiemed - eksempelvis sporveisdrift. Man henleder opmerksomheten paa, at forholdene i enkelte bygder kan arte sig saadan, at der trænges mer kraft end de 5 pct., som man ny kan betinge kommunerne. Der bør i saadanne tilfælder være adgang til at kræve avgit en større andel. Man foreslaar, at loven ændres saaledes, at dette kan ske og henviser til den redaktion av bestemmelsen, som mindretallet har foreslaat i Indst. 0. I pag. 49, paragraf 11, 2 b. Nærværende paragraf maatte i tilfælde suppleres med en indledende bestemmelse av indhold som i nævnte mindretals 11 pkt. 1, en indledni som efter nærværende kommissions mening er naturlig og ønskelig. Man henviser til bestemmelsen i gjældende lovs 11,11. Avsnittet om kraftavgivelse bør gives saadan tilføielse: "Krafte avgives i den form, hvori den produceres. Elektrisk kraft uttages i kraftstationen eller fra fjernledningen". Denne form er benyttet i Aurakoncessionen og de seneste meddelte regulerinc tilladelser (Arendal, Otteraaen, Maarelven). Bugge bemerker, at bestemmelsen om avgivelse av kraft volder bedrifterne betydelige vanskeligheter, idet de maa være forberec: paa at efterkomme krav naar det forlanges og derfor ikke kan disponere den del av energien, som kan kræves avgit. Hvis kommunerne tok kraften med en gang, stod saken anderledes. Han mener derfor, at kommunerne burde være forpligtet til i tilfældc straks at ta kraften. Kommissionens øvrige medlemmer kan slutte sig hertil forsaavidt angaar det, som er over 5 pct. Saaledes som lovbestemmelsen er tænkt formet, vil der ikke bli spørsmaal om at overskride 5 pct. grænsen uten at det efter de stedlige forhold er nødvend: 11. Under henvisning til bemerkningerne til punkt 10 foreslaa( dette punkt flyttet frem som indledning til nærværende og git ordlyd overensstemmende med mindretallets forslag til 5 11,1 i Indst. 0. I 1911, pag. 48." PROSJ/Notat

182 77 I en skrivelse av 25. februar 1914 uttaler Arbeidsdepartementet til Justisdepartementet bl.a.: "Reguleringslovens og erhvervslovens utbygningfrister er forskjellige idet førstnævnte er kortere. Hvor reguleringen er knyttet til en enkelt større kraftutbygning er det hensigtsløst at kræve reguleringsanlægget færdig endog indtil 5 aar før kraftanlægget. Ved kombinerte erhvervs- og reguleringstilladelser har man derfor benyttet reguleringslovens frister ogsaa for kraftanlægget. Ogsaa iøvrig bør der i det hele tilveiebringes overensstemmelse mellem erhvervs- og reguleringsbetingelser. Man nævner særlig reglerne om kraftavgivelse til kommuner og stat og henviser til hvad man derom har uttalt ved spørsmaal om revision av koncessionsloven. Punkt 10 sidste led bør dog bebeholdes. Ordene "eller bruk" i punkt 10, første led antages at burde utgaa. Tillægget medfører, at kommunens ret til kraftavstaaelse blir mindre, hvis en foss utbygges av to bruk, end om den utbygges underett. Ordet bruk er heller ikke klart i alle anvendelser. Man er enig med Vasdragskommissionen i, at reguleringsloven bør indeholde bestemmelser om reguleringens forhold til færdsel og fløtning. Det har vist sig uheldig, at vasdragslovens 8 er sat ut av kraft for reguleringsanlæg. Det har vistnok været tanken, at de fornødne bestemmelser skulde træffes av departementet ved approbationen av anlægsplanerne, men denne ordning er ikke hensigtsmæssig. Idet man med Vasdragskommissionen antar, at ordningen bør gjælde det hele vasdrag nedenfor reguleringsdammen, vil det være nødvendig at forme en ny bestemmelse. Denne bør gives plads i en egen paragraf, da den av Vasdragskommissionen valgte form vistnok vil fremkalde tvil om, hvorvidt det eventuelle skjønsresultat er bindende for fløtningen. I kommissionens formulering bør ordet "tilpligtes" rettes til "pligter" likesom der foran "fløtning" bør indskytes "færdsel og". Bestemmelsen i punkt 11 antages at burde gives en ordlyd, der hjemler det offentlige adgang til i sin almindelighet at fastsætte yderligere bestemmelser end de i loven nævnte, jfr. departementets uttalelse om tilsvarende bestemmelse i koncessionsloven. Det bemerkes, at bestemmelse om, at anlægsarbeider ikke maa paabegyndes, forinden tilladelse er meddelt rettest hører hjemme i en lov om tilsyn med vasdragsanlæg. Foreløbig antages dog en saadan bestemmelse at kunne faa sin plads i reguleringsloven." Ved behandling i Odelstinget 9. august 1915 ble saken trukket tilbake. PROSJ/Notat

183 78 Ervervsloven Indst. 0. V (1917) ble utarbeidet av en spesialkomite og datert 17. januar Vedr. konsesjonskraft ble følgende innstilling til 2 post 12 fremmet" "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 pct. av den gjennemsnitlige kraftmængde, som vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregnelige vandføring aar om andet, til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Er vandfaldet helt utbygget, og avgivelse av kraft vilde være forbundet med uforholdsmæssige ulemper, kan der i koncessionen fastsættes en lavere grænse end 5 pct, eller indrømmes hel fritagelse. Kraften avgives i den form, hvori den frembringes. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører koncessionæren eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften uten hensyn hertil i stedet forlanges avgit efter en maksimalpris, svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis koncessionæren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 10 pct., bør det fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivelse senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig. Nærmere regler om avgivelse av denne kraft fastsættes av departenertet." PPOET 12:c-Fat

184 79 I en tilleggsinnstilling til O. V endret komiteen post 12: "Komiteen indstiller med 10 stemmer paa at procentsatsen for kraftavståelse til kommunene forhøyes fra "indtil 5" til "indtil 10" Under den alminnelige debatten i Odelstinget uttalte Castberg hl.a.: "Det er et spørsmaal om man ::.kkehr'r indrette c",enne \Ert, ner ikke kommed ''E ("P C L 1 for, at grænserne er for snaut sat for varetagelse av det offentliges interesser - f.eks. med hensyn til hjemfaldsretten; at man i loven forbyder administrationen, statsmyndigheterne, at betinge den hjemfaldsret, som til enhver tid og i hvert enkelt tilfælde maatte ansees for hensigtsmæssig. Nu er der strid i komiteen om maksimumstiden for hjemfaldsretten. Den er sat hmiere av én fraktion end av en anden. Der er git adgang til at gaa lavere, men allerede det at fastsætte i loven en saa høi gjemfaldsgrænse, som komiteens flertal gjmr, er at gi et vink baade til administrationen og almenheten om, at det kan ansees som det normale. Ut fra den betragtning mener mindretallet - og jeg tænker fremtiden noksaa snart skal gi os ret - at der er sat en for høi grænse av komiteens flertal. Endnu større vegt lægger jeg paa bestemmelsen om avstaaelse av kraft. Jeg skal ikke nu komme ind paa enkeltheterne. Hjemfaldsretten er ogsaa langsigtig, indløsningsretten er langsigtig, men bestemmelsen om kraftavstaaelse kar komme til at vire straks. Ogsaa her er der en forskjel, en gradsforskjel, ikke nogen principforskjel, mellem fraktionerne i komiteen, idet vi siger, at det at fastsætte 5 pct. av kraften til kommunerne som betaling for kraften som det normale, det ordinære, naar koncession gives, stemmer hverken med størrelsen av de værdier som skapes eller med kommunernes, distrikternes behov. Der bør sættes en høiere procent, og vel at merke, man avbøter ikke dette ved at sige: "Vi øker siden maksimumsgrænsen; senere skal der kunne faaes mere end de 5 pct." For dette maa der nemlig sættes betingelser som gjør, at det er temmelig tvilsomt, om det faar nogen synderlig praktisk betydning at sløife maksimumsgrænsen for senere avstaaelse av kraft. Det som i dette punkt er av praktisk betydning, er det som sker idag. De herrer som var med i debatterne i 1909 vil vite, hvilken væsentlig vegt man la paa denne forskjel. Vi seiret den gang. Da la man hovedvegten paa betydningen av dette. Der var strid inden venstre. Et medlem av regjeringen kan jeg huske, hævdet en anden opfatning end jeg hævdet, men den opfatning jeg gjorde gjældende seiret absolut, nemlig at det, som har betydning, er det som idag, ved koncessionnens meddelelse, normalt skal fastsættes som kommunens behov. Det mener jeg som sagt, er et meget væsentlig punkt, og jeg maa indtrængende henstille til den ærede komiteordfører ikke at forsøke her at blæse ind partihensyn, for det er selvfølgelig intet partihensyn likesaa litt som hele det parti, hvortil ordføreren hører, har sluttet sig til ham i det spørsmaal." PROSJ/Notat

185 80 Debatten om vilkårene i 2 post 12 gjengis nedenfor i sin helhet. Prkelifietikeir:Itepraisith6tainten9ergs forslag skal være ht nyt 2detled,-saalides at den alternativevoteringda vil ske,foraitawidtidet)vedtegeo,rired. o.ttsz-in 1. Jlikenitehns1nd1Uiug t1l 12,post '141te 4411,bittddtesenstezornig. -it. titerge.ferslegailiryt -»st ded, aaely Idendet s<koneeseiooærlea kan gea1t Loprette,en av vedkommende De 51 repreasententervar: departementgodkjendtpensionakause for 4unktionærer og anheidevemed kraftanlæggetog de..hantmherande badrifter,oomifersymesmed4,1troft fira aultegget»blev med 1.1 inot 32 stemmserikkerhifeldt..konew,ser.holte,asen,.gunnestad,tvedtou, Haivoraer4Br.atlie,Beersen, Eieeiand, Selvaeg, 2eteraost, Mareussen, Geuskaa,.A.errestad,.Amuudsea,.Jacobsen, Audr Hanason, Vassbotn,Vakavik,Swurdsen,, Maseug, K. E. djabren,braut, Gard,, Christie. Okkenhaug, Lavats- ~, inderbsw, Wolden,Riddervol41.2enseu,.11,icheiet,Hogsnw Bdt,.Holtamark, Blydt,Tritedal,Bakke, Indrehus, Ruglien, Steim,idie1de,Skaar«Skilbred, Uverud,Tveiteg -,HausHensen, Sennerad og Norleff. De'812repramentantervar: TierStad,,t1.5inde,jøli,Myrrang,Sparre, Barg,111.-1okinsen, Magnus Nilses -Lies, Cestberg,' Jelandsmoen,lOundersen, Suutlet, 113oletad, Oarehussea,Kritt- Wk,rLandatark, PybniGjoatein,,Eidem,rPosheng,IBeen,Skaardel,iSaimielsea ake1, Heraverad, Hargn,liwararde;trd,'Wkig e og 3Hogb..Fzavawendeved, deane.og.de følgende votarlogar xar : Reauu, Enge (forfald), Koller,(forfald),Tonder,.IfykkA syk), Schei (forfald), Fretkeim,(forfald), iliosenlund (permittert)og C. 0.,Lund(forfald). 3. Ved alternativ votering inallemkoniitsens IndatIlliag tit 2dat g 18dje led eiedithinltettdi4aget 2det bår detapatikeggestkoheetelionterea tut ttriket,eet bfokd-411- ttiskwiring a57strad- -'U 3k9ainutlieb 4reiknkttners) utaffter411tikkettettelsejsar4de, ved kutbygainges#befilene.og ved oprrereleeav kraftstation beskjæftigede arbeidereog disses familier»,og at i sidste rcanktum «fattigkommanerne» foraudzes il wkommunense»og Foa- Itaugs iferslag.fie ovenfor ined det Itagoe forbektild :hilakkes komiteens-iodestillingmbed.60lotot 28 stemmer..de 60 repnesentanter ar Nakstikk,-Kriexvik, '}-Nykna, 13ignrdaen,Meseng, 'K. E.,Jahren, IBrent,JGard, Eidem,irk. Obrietie,ekketehoug,Aavassmark,Itxlerberg,Weiden, RiddemdlidJensen, Miehelet, Hogerup Plditamark, Løveld,Mowittekel,Blydt, Trædal, Bakke, ludrehus,rnglen,lid, Switn,Mgelde,Skaar, Skilbred, XJ4,esud, 'Tveiten, >Haavardsnid, Hons Ilanten, Lund,<Bannerud, NDPlefl, Konow,1Serhohe, Asen, -Gunnested, Tredten, H. Johneea, Halvorsen Gunder sen Peersen,rSandet,Haele,Spilling, EieMand;Selvaag,, Petersen, Marcussen, Gauslaa, Aarrestad,Aanundsen,,,kteobsen, og.vaesbubn. 23.reprassentauter.var: 'Landmark,'Gjeatetn;Voshaug, 'Buen, Skaardal, Samuelsen;'Hornsrud, Horgsn, Wilg,-Finstatt, tindersjøl.i,myrra perre, Berg,'Magnus'Nfissen;Lian, Oatitberg;ldjeen, Islandsmoen,Bolstad, Oatollussen,Andr. Hansson.- Ved stiternativ votering maeldemadan,isndrede indstilling,til :2det og radie led og Hoilverseas,feraleg iatreint. niagen.stv 2det led aktil471e: ctilbst. kelsettalesulikoneessionæres» ;bifekltas4remi4eeueinimtälltnganat:124tem. 1:1311r.. - ~eidesrteatl kpræsidenftea skalmu,referere putikt 12,efter den asndrecke indetilling :.2,2post12., 1)et skal Tikeneessiouen4ba.s ternares,et ketteessionæren,er -forplhgtet t aiegi Mdlii1 10vst.t,w4ett «jetotemattitligeinrdftmemsgde,.sem,veadfekiet efter iden.'fferetagse'ittbygn4tgkttnirealbriage.,med,dea paaregnelige,,varidterlag.,ear -om $11 den Ittnamt~hiior krtifteilltegget.4"r koattottuer,-. derunder ogemtttektifk~ttneritefter'krediketwatende remeriagedeptiptemevolkfabest~milue:.,' unier

186 8 1 kafatogswaferbeholdewataten ret tlf at-er, kolde.indt11-6 pet v krafteft gtaten kren overdre atet andel:helt elter.defvfe komnriner eerlige tilfselde kan der faststettes helere4 gramser for- avglvelee trv kraft b3ade tilê kommuner og tll statett Er vandleldet helt uthygget og avgivelhe av krafr vilde væiei.krb-andet mect ufbt-- hioldemtessigenlemper; kan der i koneessionen faetetettes lavere grtenter' eller inc14- remmea fritagelse: Kraften tergives F'den ferm,' hvori' dent. frembringes: Elektriektkreft uttages,efter departementets bestemmetee f- kraftstationen eller fra- fferntedningen eller fea ldningsnet*et hvad, enten, lechringerne berer koneessionæren,eller andre, Feraar: eaker kraftens,uttagelee ledningerne økede utgifteri bæres av den; eom, uttar kraften, enten dette er staten; eller en. kommune. Avbrytelse, eller indskreankning av leveringen, BAIIIihke, skyldee vis major, streik eller lbekont, mae ikke ske, uten departementete samtykke.. ' Itratten leveres after en maksimalprek beregnet paa at dtekke.prodaktionsomkost, ningerne deri indbefettet 6 pet rente av anhegskapitalen med titheg av 20 pet. Hrle prisen beregnet paa den maate vil bli uforholdsmmssig høi, fordi bare en mindre del ay den kraft, vandfalidet kan gi, er tarti bruk, kan dbr kraften stedet forlanges avgit efter enumakshnalprisisom wrarer tlf den gjtengse pris ved bortlele av kraft i. distriktee, men som deg ikke mas sættes levere; end at produktiensomkostningerte, deri indbefattet '6 pet: rente av anitegskaplealem bfir chekket. Maksitnelprisen, fastsættes ved everens. komst mellere vedkommende departement Og koneesefonæren eller I. mangel av.ever. enekomst ved skjøn. Det kan betiages, at festetettelsen skal reveferes til bestemtetider. frvis keneesskmæren leier ut kraft; og kraften tif kommune eller stat kan uttages ira kraftledning tfi negen av leietagerne, kan eommunen eller staten i ethvert tilfiefde foritmge kraften avgit tfl samme pria og.paa, eamme viltuar som leierne. av IlIgnende kraftmmngder ttnder saaram forhold. Heneeesionen hør indeholdetnærmere.bestemmeleer otn,det varsel; ketteesefeneerenhter;krav' paa, fer kraftenretteges: Betinges der. avgivelee av mare krefli encl*./713: avgivelee ftenere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig. Nterreere regler om kraftens- avgivelse featetettes av departementet. Prasidwates: Dee, Iwteliggar desittea raprmsentanten.sicaanaforalag:tilnyti eide ste lad saa1ydencle4 cfbrsaavidt en kommune allerecte har anlagt elter agter at. anttegge eget kom. munalt elektribitetsverk* eller I tliftelde flere kommunale elektrieltetsverker for hus- og gaardsbehov og,smaaindustri, sltat den være berettiget til at kræve den kraftmængde, som tilkommer den tilbakeleiet til koneessfonæren molen aa;lig godtgjerelae i penger. Godtgjøreleens størrelse bestemm.es i mangel av mindelig overens, komst av vedkommende departemenpt.hom. munebealutninger om saadan. ordning. Irantlfbakekaldes mect 5 tiars varselsfrist.» Sendet: Siden: 'komfteett avgav -'slitændrede indstilllng; er der indløpet ett skrivelse fra justisdepartementet -av 15tle ds., hvormed oversendes en skrivelse -ftir arbeidedepartementet. Detter departement, bringer i forslag en amdring i gen til 2det led. Det anferer herayn fåt-' gende: d andet leds'første punkttm er der tilslutning til propositionen ogteltfrei, koneessioner- foreslattt,at kraften avgives i den, form, hvert den produceres. Yùdustrien anvender finidlertfd tfidele Strøn,- arter, der er "erlitet skikket for kraftf61'-' deling. n hensigtsmamit ardtifng. av, denne.kræver 'sattledesunder afinindellge fbrhold anvendelse ay. n trefaset veliseb! strem med 60- perfoder. Tfl fernbanedrif& vil der kunne, blt spersmaat ont en andenstrømart: A-r'heneyn hertil bør.clet-oyerrates departementet at fttststette den: hvori kraften skal avgives. Departeinentet foreslaar et tilmg til andet Itd saa at dette kommer til at lyde sea: 411Craften' avglyes i den form,,departementet bestemmee. leræves dett avgit I anden-form end' dert produeera% "pligter leoneessionceren: patt depertementets: forlangende at bygge sft anfmg sattredee;at kraftenwomfbrmeing og avgivelseikke-nnødig fordyres for Mottageren; Sattdant''fbrlangendb,maa fremstettes feden T.mattneder efter.koneessfo-. netitr datiew,..> ICOmiteen-tar-'belltindTet ' clette-fbrslag; og.. har enstetimffl!'tfltraudt. ber.der faststeitesen-beatemt tidsfelet, samme, "enzletl%s.at detr kothiteenktirtd-' inden bvliketr;avgiveleeav de.everskytentfe-hraftlateagdier-inaa.',1ktrifanges, remletteset gens Iftlet.lect t stilling, det -

187 8 2 Priesideaten referertekomiteensændrede indatilling. ilalvorsen: Før jeg gaar nærmere ind ind paa bestemmelserne under dette nummer vil jeg ha lov at komme med nogen almindelige bemerkninger angaaende det hele. Som herrerne vil ha lagt merke til, har tillægaindstillingen i de vamentligate punkter i denne paragrafi høi grad skjærpetkoucessionsbetingelserne. Jeg tillot mig under den almindelige debat at ta en vandring gjennem 2 i denne lov, og jeg paaviste, hvorledes de byrder, som allerede indstillingen la paa var saa store av den art, at jeg konkluderte med, at det stod for mig som meget tvilsomt, om norsk foretagsomhet og initiativ i det hele vilde kunne finde denne lov brukbar. Kunde jeg med føie si det om indstillingen, slik som den forelaa, saa gjælder det i meget haiere grad situationen som den nu er efter den ændrede indstilling. Jeg skal ganske kørt ha lov til at nævne, hvorledes forholdet er mellem propositionerne, de tidligere indstillinger og det, som nu er blit den sidate komiteindstilling. Jeg kan tro, at det kan være noksaa heldig for herrerne ogaaa at faa denne lille oversigt. Med hensyn til kraftavstaaelsen var propositionens bestemmelse i pct. til kommunen og 5 til staten, men med adgang til i særlige tilfælde at hteve grænsen. Det var komiteindstilling i Den samme bestemmelse kom igjen i propositionen i I den oprindelige indstilling var flertallet i 1916 enig med propositionen. Der var, et mindretal paa 4 medlemmer, som forbeholdt sig at stemme for indtil 10 pct. av kraften, og nu i den ændrede indstilling er det blit komiteinddet er bare to medlemmer, mig bekjendt, som her har holdt igjen. Det var med hensyn til kraftavataaelsen. Med hensyn til avgifterne, var propositionernes standpunkt 2 kroner.til staten og 1 krone til kommunen. Indstillingen av 1915 gik med paa dette, men der var et flertal komiteen, som foreslog, at propositionens sskal, paalægges en avgift, skulde tendres til «kan.. Komiteen bævet propositionens beløp til 2 kroner til staten, og 2 kroner til kommunen, længer gik den ikke, dog saa,tat i særlige tilfælde skulde man kunne,gaa noget høiere. Iden en fraktion i komiteen med hr. Castberg i spidsen foreslog,,at grænsen skulde sættes kroner $ii.,staten og 4 kroner til kommunen. Nu i den amdredeindstilling har flertalspartiernefundet hverandrei 4 kroner til kommunen og 3 kroner til staten, altsaa 133 pct. mere end propositionernes beløp. Med he;syn til koncessionstiden er det propositionernes standpunkt, at man skulde ha en almindelig greenseav 60 aar, men med adgang til i paakommende tilfælde at kunne gaa til 70 aar. Indstillingenav 1915 holder, saavidt jeg erindrer, paa propositionen, indstillingen av 1916 gik til 60 aar, men et mindretal holdt paa 50 aar, og nu er det den ændrede indstilling, 50 aar er blit komiteens flertals indstilling. Saa sterkt har man fraveget propositionerne, som hadde 60 aar med adgang til at gaa til 70 aar. Og i forbindelse med dette er ogsaa i den ændrede indstilling terminen for indløsningsretten forandret. Den var før 40 aar; der har stadig været et mindretal, som har holdt paa 35 aar, og nu er det blit komiteflertallets indstilling: indløsningsret efter 35 aars forløp. Som man ser, den bølge, som hr. Castberg snakker om, den bølge den gaar videre, og jeg er glad for, at vi allikevel nu er kommet til behandling av loven, for det kunde jo nok hænde, at den bølge vilde stige fremdeles, hvis vi ikke nu fik gjort loven færdig. Men hvad er det nu, som har været grunden til, at komiteens flertal, som det synes mig, saa letvint har gaat med paa det, som var mindretallets opfatning, og som det før var imot? Skal jeg si min mening like ut, saa er den første grund den, at man har følt sig genert av disse mange dissenser, det har været saa kjedelig for komiteen, at der var dissenser paa hvert eneste blad, under hvert eneste nummer i indstillingen, det kunde være saa byggelig at se at bli enig, og det har gaat for sig paa den maate, at flertallet har git sig mindretallet ivold, og saa kan man altsaa se det yndige billede av ulven og lammet, som græsser saa fredelig tilhope. Men det er det aber ved dette, at de, som flertallet nu har git sig ind under, de har sagt i indstillingen, hvad der for dem er det vamentlige, hvad der er deres principielle opfatning med hensyn til denne lov, og det vil jeg laa lov til at minde herrerne om og ogsaa minde de herrer av flertallet i komiteen om. Det staar i indstillingen side 3, det er herrerne Buen, Castberg, Foshaug og Linde, som sier: «. men vil tihike ha nttalt som ain opfatning, at erfaringerne

188 8 3 tilfulde:hargodtgjort, at erhvervelse og ntnyttelse*1industrieltøiemedav denaturværdier'som ligger i vore vandfald,ikke benger burde være overlatt til den private storkapital..naavbtemedlemmervilde fundet det berettiget,,,om lovgivningen herefterbare gav anledning til gjennem samfundsmansigeforanstaltningerat formidle disse store værdierog saaledesunddrog dem fra den private spekulation». Men:«av bensyn til» det lyder jo na3- sten som ironi «av hensyn til det efter omstamdigheternei øieblikketpraktiskopnaaelige,er de imidlertidenige i ved behandlingenav det foreliggendelovforslag at lægge til grunddepartementetsutkast». De t er disse herrers opfatning. De er principielt for, at det private initiativ overhodetikke skal slippes til efter denne lov' og da er det noksaa let at forstaa,at de herrer ikke har vanskelig for at la bølgen gaa opover, for dem gjælder det selvfølgelig:jo mere des bedre, de opnaar sit ad en omvei, men de opnaarsit. Men nu de andre da, de som nu har sluttet sig til her, hvorledes kan de dog gjøre de-te, naar det gjælder saa store realiteter? Ja, skal jeg her ogsaa anakke like frem, saa vil jeg si, at jeg tror, at flertallets herrer i komiteen håndler akkurat som herrerne her i salen, naar denne bølge ruller. I virkeligheten er der to grupperher. Der er nogen som i sit bjerte er enig med mindretallet,som sier: Javel, vi er igrunden ikke saa uenige i dette, at det bare er stat og kommune,som ber skal ta affære,og derfor lad det bare gaa, vi er i virkelighetenikke misfornøietmed resultatet. Saa er der en anden gruppe, og det er likesaa mangeog kanskevel saa det, aom ræsonnerer som saa: Nei, nu blæser denne vind vi led et frygtelig nederlagunder behandlingenav lovens 1, la disse herrer faa det som de vil ha det. Der kommernok en reaktion; men nu faar bølgen rulle, vi kan ikke gjøre noget ved det, og saa er det altid behagelig at ha vinden med sig og saa lar man det drive den vei. Jeg tror, dette er rigtig, og jeg sier det, fordi dette er noget, som man ikke lægger skjul paa mellembænkene;manhar endogargumentert 'med dette 1 samlet møte. Det er ikke noget, man lægger skjul paa jeg begaar ingen indiskretion ved at si dette. Jeg mener,det er et korrektuttryk_for opfatningen Enten gaar det slik, som man... - ' ønsker,eller man resignererog tøler paa, at det kan htende, vi ikke faar en god koncessionslov,før erfaring viser, at vi er gaat for langt. Og det er mulig, dette forklarer herrernes stilling her i Men saa vil jeg faa lov til at spørre: Hvor er den norakeregjering? Haddeden ingen mening med sin proposition? Paa alle væsentlige punkter er den svigtet. Stillingen er i virkelighetenden, naar vi skal si det aapent og ærlig, at det, som vi leverer, er ikke en koncessionslov,som det er meningenat det private initiativ skal kunne bruke, men det er en f o r- budslo v. Hvorledes kan regjeringen, og hvorledeskan da specielt arbeidaministeren og justisministeren,som vel med alvor maa væregaat til sine propositioner, som vel har kommetmed sine forslag ef-1 ter samvittighetsfuldprøvelse av alle de relevante momenter,svigte sin proposition paa den maate? Det, mener jeg,=kræver et svar. Hvorledeser det mulig? Vi har set her underbehandlingen,at regjeringen som regel ikke har villet,forsvare sine propositioner,og har den tat dem op nogen gang, har det været meget lunkent og med liten styrke, men vil regjeringenogsaa i disse avgjørendepunkter, hvor det gjælderenten eller, la sine propositioner i stikken? Vil den her forlatede sakkyndige, som den har bygget paa? Da er det bele jeg hadde nær sagt spilfægteri. Propositionernetaler om, at før man gik til revision av denne lov, forela man saken for arbeidsdepartementet og for vasdragskommissionenog bad om at faa deres uttalelser om, hvad der efter de erfaringer, som de nu hadde vundet ind,burde forandres. I det væsentligehar hverken arbeidsdepartementeteller vasdragskommissionenbragt noget forslag til forandring i de punkter,som vi nu behandler. Tvertimot, arbeldsdepartementet bare for at nævne en ting foreslaar,at koncessionstidenburde sættes til 80 aar; det er de praktiske erfaringer, man har bygget paa. De gaar ikke engang i faver, av propositionernehelt ut, end mindreda i favør av indstillingen. Hvad er sammenhængen? Hvorledes vil regjeringen stille sig? Og er man ikke opmerksorn paa; at i dette øieblik,hvor fremtidenlig-: ger saa mørk for os, at ingen av os vet, hvad den bringer,gaar vi her til at veiltat en lov, som sætter en bomfor utviklingen paa dette felt? Jeg har læst 'fra andre land, hvotledesman nu Torafaker.litorga-..,,

189 8 4 miarra atlas ketefter ittr ab.ta. arbaidet eir fbte st4 gjøree lawfane selekjnkpre pla allw det onarawden;. Irvor de maigter det,. medi sighe sterlig: pate thien efter krigen.. Br det virkefig.: deat neurdte regieriagai metting :at. rk, sam deg vel tramgar til detydtersteratt atetpandw alfe, vore kneskee.g aelverdet de kiklsotte vi kar- ir vert landi fer at,giere ow selvkjitipae, at vii I slenae tid dkal.gaar tiii at atettw bom fer genf Ean regjevitygen forefreredta for boddier.deir ikke pait aine peopoeitinner, sera dog skaffer- en noganimanderi faeta-. over Jeg. ha aagt diette, fordii detantar- far mig sean et apersmaal aont tkke, aienet jegi..men. nonr. jeg bror atmenketen- - de, aum. har iattereeeenti noget fer. dothr,stiller i. disse tlagw. Jeg herter Movrinekell forleden; dag tale om, at.vi akieldw ae fremover og: arbeildw, vont land. ut att denna vanakelige Br. det det føvstw graktiske bidrag til lesniagea a de stortt opgwver;, dee somsydee disee, dagei Norges! Odelating?. Jeg sier likefretn, at jitg hier mig eont jeg er kommeaii et genake gak plank jeg bar en, lelse aie5.at alt mit arbeida her jeg har forsøkt eaa gedt jeg har kannet at tradie cbs beateenneiser,. sata jeg meneri. kunde vers til held fer utviklingen er: gensher forgjeaveei, jeg finder ingew reeonnane#. foadi det ihk* de bittg man i virkelighetate under behandlingen av-denne lev.. Jeg hadde diaee ord paa kittabet, eg. skal da gan over til, ablve dette aummer sow vi hohler paa, vil der bare- ganske kort sl, at da der vil eller jeg trur at vite, at der vii komme nogen farsrag fra regjerings-- beenken, vir jeg- vente med- at uttale mig om,bestemmelserne, indtfr jeg har set de forslag. Med hensyn til bestemmersen om kraftavstaaelse vit ieg si, at jeg mener, det er aldeles -rlgtig, at kommtmernes behev her skal tilgodesees, og jeg er derfer fuldt ut enig 1 de 5 pet. Jeg vil bare minde om, hvorlettes man i 1909 hadde sinene ftildt oppe for, at det var en stor byrde. at ltegge paa, og at der under anvendelse: av löven maatte viaes, al mulig hensynsog dog gaar jég. gjerne med Dea. særlige tillælde skal der kunne gaaes Mere ends d'e 5 pet. lifen som almindelit rs'el at si, at der "skal aiüd heggas paa. 111pet det. som ik.ke er forealhat av liogen av eimkkyndike, eora kar Itatasnesi disse ting at gjøre det vover jeg, ikke,. saa* %jegvil Opta propositionen, hvis ikke jwstieminiateten gjør det; jek haake, at juatiaministeren vil opta den kongehge propoefflon her. De- andre bemerikniager,. jeg kar at gjøre, viii jeg- faw lenr:tir at vente med- tit siden. Affimuthun: Det som den afrede forreganende taler itiat. sig paa, var ± det store ow bele alnrindeliw debat, og jeg vib derfar ikke gazt dypere i det; vi faar anledning til at komme tifbake tiff det, baadu til arv,. gifterne, kaneeteionstiden, og indiesningotiden, near de poeter kommer til akmindelig behandling. Men jg vil pera tkrtallebsvegne. pretestere mot den karakteristik, at ftertallet levr git sig mindretanet i.vold; og jeg antar, at ved den, forteatte behand-- av saken vit det viee sig; at det berler ikke er tiffældet. Jeg mener at den behandling, denne sek hittir har været gjenstand for i Odeletinget, har vist, at det var.berettiget av- komreen at rjøre et forsøk paa at jemke sig sammen i efikelbe av disse bestemmelser, det her gjærtler. Men desvaerre, dette forsøk har ikke ført til et i mine eine ønskelig resultat, ti i det wesentrige er resuitatet bli-t, at majoriteten og den grappe, sam reertesentertes äv de herrer CastberL.Buen m. ft, fremdeles staar mot hinanden. Med hensyn til koneessionstidens liengde f: eks. fastholder disse herrer sit standtunkt; det vil vise sig, naar vi kommer tir det, og det fremgaar ogsaa av gen. Med hensyn til avgifternes størrelse har samme fraktion hat sit' eget standpunkt, sam det fremgaar av havedindstillingen. De sier der, at de kun subsidært holder paa grænsen 4 kroner til' kammunen og, 4 kroner tif staten,, men principalt vit de helst ingen grænse ha. u har man imidlertiif enedes om, at det skal være 4 kroner til kommunen og, 3 krener til staten, og om man kan_ si, at majoriteten har git sig minoriteten L vold, eiler minoriteten. har git. sig maiotiteten i vold, det faar staa derh.en det.er ei reaultst av et kompromis efter forhandlinger i kamiteen. Mad hensyn. tiil den. beatemmelse, vi her behandler kan jeg derimot være, enig at. der har flartallet gaat over til. mindretalletw standpnakt fra ifjor.. Mindrataffet. hasvdet. da, at kraftauataaelse til kommnnen, regelmæssig, skoldpe stettaa met1.10 og det er ilertaliet.gaat over..q11. Vi.,,kar foreawv.idt latt.,oa fare. med. av. %leik admekat Habr4fsem.omtalter ing tror, vi har gjort ret i det. Jeg vil for-

190 8 5 eaavådt erretop.,ta anit mtgangapankt i det, br. lintvoraen ga, tom.at 4et elwjaldtat 'bli sels44u1pen, det.netop ut tra den hetragtning, at ni menbli gelo»elpee, at tflertalitt' bar fundet, -ut doven med de.gruværende 5 pet. til kommanen tiglobethenger ikan anoees 'for fuldt betryggende. Flertallet havder ialfald i delvis motmetning til drr..de almene behov maa faa iortrinsretten å doven, eg taa den tneet freanekutte plads,.og jeg vm 4 denne torhindelae tfaa iov til at splyse, art allerede i 1909 war der noksaa mange, som ved lovens -behandling boldt paa,.at.grænsen gkrilde seettea til 10 pet., og der var forslag oppe om det, men idet biev.algsaa ikke vedtat. -Jeg vil,ogsaa dov til.at at jeg tner ikke, br. Haivorsens karakterigtik.av lowen sem en tforbadelov er rigtig, selv med de forandringer, wom nn er forealaat i deg erkiender, at doven kan tpraktiseree saaledea.av en mfaretandig administratioa eller et nforstandig 8terting, at den vl,virke.som forbudslov; men den samme imivending kan.gjeres, og ogoaa thlit.gjort mot den lev, vi allerede har. Jeg hører åkke til dem, isom mener, at der har bli en stans Hor et kortere eller ilffingezretidsrum i -vor industrielle atvikiing; jeg mener, at vi maa industrielt selvhjulpne. Men jeg har den oplatning aåttloven, sellv reed de strengere bestemanolger, gorn.nu i tilf/elde vil bli vedtat, gir rilads for,det private tiltak fremdeles. I ide hvor det er rimetig, at en koneession her meddelea.paa brakbare crilkaar, den,efter min Inenifog med samvirtre av alle gode krssfter b44 git. intundet: Jele kan saa godt faretaa, att hr. Hadversen maatte ha en utladning,.og det fik han anledning til under dertmepost. Han korn ber ened endel almindelige beinerkninger, som laa ham tpaa hjertet, eg jeg indatentmer, art 4ragrtil en Vise grad kan ha felit sig.-opfordret til det efter den som konriteen qut har indtat. lertùi kan jeg ikke finde, at mit syn paa saken i aegen maate.er i11t ændret ved de tbetragtninger, han gijorde gjeeldende, og jeg maa nedliegge en"protest -met, at,paa inegen maate bar lett es fere ev mindretallet. De samme toner, sera led ikeeld fra hr. lialvorsen, led rigsaa 1909; da het det sig ogsaa, at man etablerte tilstande, sega,gjerde,..»..t det vilde bli um.urag at utnytte varidkraften. Erfaring har imidlertid -vist, at de epaadomme, som da msengdevis blew alvnget at i egt iog vegt, ikke bar hdidt.stik, og jeg tror Ikke, at der er gnard tål gra at stole mere paa de apaadentane, som hr. Ralvargen nu koms med; ialfaid vil ikke de bestemmehrer, nu behandler, avgifterne.og kraftavstaaalsen, lede til et -saa -goldsomt resultat, eem hr. Ilalvorsen forutsa. Det kan nok wiege saa, at,de bestemmelser, vi ber har indetillet paa, i enkelte tilfeelde og lor en stund kan sætte en bom for utnytttedsen av vandkraften. Men jeg henviser hercen hvad.vi har sagt i de almindelige hemerkninger i vor «Særlig -ber der serges for, at staten til enhver lid bsrr adgang til at bindre, at kapitalen faar en for fri adgang til at lægge beslag Paa vandkraften storindugtriens tjeneste, raten at der paa tden :anden :side lægges saa sterke haand paa landets horgeres private initiativ, at den jevne utvikling derved hemmes. Dette er ledesnaren for.os, og.den har vi forsakt at følge saa langt som mulig. Rigtignok fik vi ikke medhold irnder bekandlingen.av 4 1; det viste eig, at Ddedstinget der hadde en mere radikal opfatning a,v spersmaalet om norske borgeres 'frie adgang,-til erhvervelse. Men det faar ikke hjælpe,.vi faar o bolde frem paa den vei, som vi i kontiteen har fundet rret, og herom jeg faa lov til at hemerke, art komitellertallets standpankt ifjer var ikke dangt fra at -være det samme wom iaar. Vi saa paa dåsse avgiftsspersinaal med andre eine, and regjeringen saa paa dem. Vi ntente neralig, at åer maatte krume være adgang til at gaa til heiere avgirfter og heiere proeent av kraftavstaaelse end foreslagt å propordtionen; men som usakkyndige vovet wi ikke at ta angvaret ved at Iremsætte tnoget forralag skjærpende retering. Men eftersorn vi har get, hverdan stillingen erher i Odelstinget nu, og efter den erfaring, man bar vundet å det zar, aom er gart det har tnemhig været et langt og et iffidholderikt,og lærerikt asz isnere tend aoghenseende; egsaa paa det tomraade4utr vi heetet,erfaringer, wom er kommet es til.nytte, ag enlevar.aet, art atviidtingen her er -voldsom; gaar eas flort, Jat som skan-gtere bra det ane war, kan vaire IkEsittorlagt aieate aar efter den.erfairing vi a4tiaaa, ~lemttidaa bar winnået.,;4itervi nu start vort standpunkt. Vi vilde anstrenge os for at zjare lovpn.r4ay1dtmoder114-a M ikke maatte gaa fir IPOraiiaringaV"loven til nee-

191 8 6 hte aar igien. Dette er grundentil, at vi har forhøiet maksimumssatsenfor kraftavstaaelse fra 5 pet. til 10 pet. og avgiftssatsen fra 2 kronertil 3 og 4 kroner.det er den likefremme grund. Vi har ikke paa nogen maate latt os lede av mindretallet. Menresultatet er blit, at vi er blit enige, fordi mindretalletpaa sin side har møtt os paa halvveien, og det maa være en udmerketmaate at jemke sig sammen paa, saa vi slipper en oprivendedebat tinget. Jeg anser det ikke nødvendig at gaa nærmereind paa de uttalelser,som repræsentantenhr. Halvorsenkommed;det var almindelige bemerkninger,som har fundet sin besvarelseunder den almindelige debat. Repræsentantenhr. Skaar har fremsat et forslag om et nyt sidste led til denne post. Komiteen har behandlet dette forslag, men den har av flere grunde ikke fundet at kunne slutte sig til det. Der tales der,om, at man skal kunne leie kraften tilbake, hvis vedkommendekommune ikke har bruk for den. Dette finder man ikke er videre rationelt og heller ikke stemmende med lovgrunden. Har ikke kommunenbruk for kraften, saa er der ikke nogen anledning for departementet til at bestemmenogen avstaaelse, og i hvert tilfælde, selv om saadan kraftavstaaelse blev indrømmet,saa er det jo paa sa,adannevilkaar, at kommunenikke kan faa anledningtil at høste nogen fortjeneste ved at overlate den til koneessionæren paany leie den tilbake for det skal jo værepaa «rimeligevilkaar,»at kommunen faar overlattkraft, og det er nærmere præeiserti forslaget,at der skal leies tilbake paa rimelige vilkaar, saa det gaar jo op i op. Menhvis ikke kommunenkan bruke kraften selv, har den adgang til at leie den bort til andre,og den utvei maa kunne benyttes. StatsraadBlehr: Hr. advokathalvorsen kom med en forespørseltil den norskeregjering, hvorledes dens stilling var til disse ting, og han eiterte endel av minoritetens uttalelser, og derav mente han at kunne dra den slutning, at det var meningen,nu at stanse utviklingen paa dette felt, og da dernu var blit enighet mellem majoriteten,eg minoriteten, saa mente han, saavidt jeg forstod,at de præmisser, som laa til grund for-minoritetensstandpunkt, ogsaa var akeeptert av majoriteten. Et par av majoritetensmedlemmer har uttalt sig om det. Jeg vil si medhensyn til disse almindelige klager, at jeg tror, at om den kongelige proposition av 1915 hadde foreligget her i sin oprindelige skikkelse,saa haddeden lytt omtrent likedan. Men det er sandt, der er nogen bevægelsei luften, og naar jeg opfordres saa specielt til at opta alle punkteri den kongelige proposition,som er fremsat for to aar siden av en tidligere ehef, saa er jeg ikke saa særlig bundet av det. Jeg er ikke bundetav det hensyn,og jeg er jo nu den tredje ehef for justisdepartementet efterat dennebevægelsebegyndte.men jeg vil for at paavise,at det ikke er noget saa forfærdelignyt, eitere,hvad den statsraad,som fremsattepropositionenav.1915, selv sier: «Om de foreslaaedeskjærpede koncessionsvilkaar skulde medføre, at efterspørslen efter koneessiontil erhvervelse av vandfaldi den nærmestefremtid blev noget svakere, vilde dette efter departementets mening ikke gjøre nogen skade. Tvertomantar departementetsom alleredeovenfornævnt,at det i flere henseendervil frembydefordele, at den private erhvervelse og utbygning av vore større vandfald foreløbig kommer til at ske i et noget langsommeretempo.»og i den propositioner der i virkelighetenantydet en retning,en erfaring,som man nu har faat, som departementethar tilgodegjort sig, og som er grundlagetfor departementets standpunkt. Allerede dengang forelaadette.det kan senerevære sterkere utviklet, og det er naturlig, at det er sterkere utviklet, for,nu har vi erfaring for dette. Og.mens vi kanske for en tid siden trodde og det var en tid i grundenen almindeligopfatninghos den, som ikke sat sig nøiere ind i det, det kan være, at det hos rent sakkyndigestillet sig anderledes men i den ahnindelige opfatning blev der for en stor del gjort gjældeudedet syn, at Norge var saa rikt og hadde saadan overtlodpaa vandkraft,at det bare gjaldt at faa storindustrientil at ltegge beslag paa den. Vi manglet kapital til at drive vandkraften,men vandkraft var der mangelpaa. Og saa mente man da, at vi sku,lde bliselvhjulpne med hensyn til industri. Man.tænkte sig vort land som

192 8 7 (StataraadBlehr) et stort fremtidigindustriland.nu er der blit en sterk industri hos os, men der er kommet et andet syn paa dette. Der er kommet en opfatning av, at vi trænger kraften til vort hjemlige forbruki meget større utstrækning end før. Vi trænger den ikke alene til vor storindustri,men vi trænger den til smaaindustri,haandverk og husbruk,vi trængerden til vort landbruk, vi trængerden i vort daglige liv i langt større utstrækning,og derforer der i vort land opstaaten frygt for,at vi kommer til at manglevakdkraft.der er tildels jeg vil ikke uttale mig sterkere om det fremkommetrøsteri den retning,at vi maa være forsigtigemedat disponereal den vandkraft,og det maa vi være netop forat vi kan være selvhjulpne.hr. Halvorsen uttalte, at vi skulde se til at bli selvhjulpne. Javel, men opfatningen av, hvad det er at være selvhjulpenkan være forskjellig. Vi ønskerogsa.a at være selvhjulpne,men ikke alene med hensyntil industri og storindustri. Vi ønsker at ha saa meget vandkraft i behold, og ha de regler ordnet saaledes, at vort hjemlige forbruk, vort hjemlige behov, kan bli tilfredsstillet. Det er under følelsen av det, at der saavidt jeg forstaar er blit en stemning, som gaar videre i den retning, som allerede blev antydet i propositionenav 1915:La os være forsigtige her, la os heller gaa langsommerefrem endat risikereat bruke for meget, saa vi gaar for hurtig frem. Nu, der blev spurt om departementernes stilling til disse forslag, som nu foreligger. Der er av komiteenforelagt en ny indstilling, som i flere punkter gaar adskillig videre. Jeg vil si, at jeg for mit vedkommendefinderikke grundtil at motsætte mig de forandringer,som der er foretat forsaavidtjeg mener,de ikke kan indeholdenogen avgjørendehindring for en ordning paa dette felt. Det gjælder baade den post vi her taler om, og det gjælderposten om avgifter. De er betydelig forheiet. Man har fundet at burde sætte disse avgifter op. Men man maa være opmerkspm.paa én ting: minimumsavgifterne er ikke rørt. De er fremdeles 10 øre. Det er maksimumsavgifternesom er forheiet. Og jeg vil anta, at min ærede kollega, som bestyrer arbeidsdepartementet, visselig vil erkjendeog kanske ogsaa uttale, at en forhøielsei virkeligheten er et maal, som man skal stræbe mot, men det kan bli megetvanskeligat naa denforhøielse som er sat. Det er maksimumsavgifterne som er sat op, og derforkan jeg saavidt jeg forstaar ikke bedømme det som en absolut hindring for, at man kan fortsættedet forhold,som nu eksisterer. Derimoter det min mening,at jeg vil gjørehvad jeg kan for at faa forandringer, naar det er spørsmaal om koncessionstiden og løsningstiden. Koncessionstidener nu sat ned fra 60til 50aar.Hvis man allerede nu ønsker at høre mit standpunkt, saa vil jeg si, at det er min mening at foreslaa, at koncessionstidenmed Stortingets samtykke kan sættes til 60 aar, saaledes at naar en sak forelæggesstortinget, saa kan koncessionstidensættes til 60 aar. Jeg vil altsaa foreslaa,at de særligebetingelser, som ataarder,skal gaa ut. Likesaa vil jeg altsaa,naar vi kommertil denpost, bringe i forslag, at der skal være adgang til med Stortingetssamtykkeat sætte løsningstiden til 40 aar. Under disse forhold antar jeg, at nogen væsentlig forrykkelse i det bestaaendeikke vil finde sted, og jeg tror alle parter kan være tilfreds med en saadan ordning,et saadantmidlerestandpunkt. Statsraad Nalum: Jeg skal være ganske kort. Jeg vil bare angaaende de forandringer, som er gjort med hensyn til avgivelse av kraft, hvor der er sat 10 pet., indskrænke mig til at gjøre opmerksom paa, at det staar indtil 10 pet. Det er altsaa maksimum, og jeg forutsætter, at det ikke er Odelstingets mening, at man dermed skal søke at faa 10 pet. ved enhver given anledning. Det maa bli departementet, administrationen, selv, som i hvert enkelt tilfælde faar opgjøre sig, hvad man i saa henseende skal sætte som avgivelse av kraft. Det er jo soleklart, at det er mange hensyn at ta, og det er jo saa nu, at kraftkilderne begynder at svinde, det blir færre og færre, og da kan jo forholdet bli det, at departementet, som først og fremst maa se paa det heles samfundsmæssige vel, maa søke at fordele kraften paa bedste maate, for at ikke det enkelte distrikt skal komme til at ligge I mørke. For mit vedkommende har jeg intet mot denne bestemmelse i og for.sig, men de. partementetfaar veie forholdenei det en.-

193 88 kelte tflttdë,.og ta de tilbørlige fiensyn. Jeg vil ogsaa gjøre opmerksom paa en ting, itaar man tar saa haardt i for disse 16 tkti 'vedkommende. Kraften skal jo ikke avgtves for intet, det staar her, at detil'skal avgives for Produktionsomkostningerne plus 6 pet. av kapitalen plus 20 pet, stra det er meningen at ankekget skal hit en noksaa god fortjeneste av den kraft, sotrrskal leveres: Jeg vilde ha gjort denne bbnierkning likeoverfor dette, da det jo ikke j fcir intet det skal leveres. Men det var en anden ting, som gjorde, at jeg -kom til at forlange ordet, og det var det, at komiteen i 3dje led har indtat en besternmelse det staar med kursiv i det nye forelæg her som lyder saa: «men.sorn dog ikke maa sættes lavere, end at troduktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pet. rente av anlægskapitalen blir dtekket» Jeg har mine betænkeligheter ved at gaa med paa en slik bestemmelse. Saken er den, at i dette led ef kraftprisen bestemt. Det heter først : «Kraften leveres efter en maksimalpris, beregnet paa at dække produktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pet. rente anitegskapitalen med tillæg av 20 pet.» Der bestemmes altsaa prisen. Og satt beter det videre : «Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmteesig hei; fordi!1bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften uten hensyn hertil i stedet forlanges avgit efter en maksimalpris svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet.» Hvis nu den bestemmelse som foreslaaes her: «men som dog ikke maa sættes lavere, end at produktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pet. rente av anlægskapitalen blir daskket,saa kan den kraft bli dyr. Hvis der for eksempel er utbygget et litt større vandfald, men bare en mindre del av kraften blir tat i bruk, saa skal altsaa anltegsomkostningerne beregnes kun paa den kraft itom er tat i bruk, bare de 20 pet. tillæg falder bort. Derved kan altsaa den kralt bli meget dyrere end den kraft, som ellers,bortleies' i distriktet, og det kan,føre at, man i eas længere tid, indtil.mere av. kraften blir -tat i bruk, ikke kan, nyttiggjøre sig deni kraft,, aom skal avgives. Jeg mener, det skdde!,være tilstrækkelig, abltaar man har beitemmelsen lier.om,at «hvis painen,beregnet! paasdentie mattte vil bul utforholdimmetigkoi. fordi båra en; naindrehdei-**'delwkrafti vaildfaldetkar gi, er tat i bruk, kan dog kraften uten hensyn hertil i stedet forlanges avgit efter, en maksimalpris, svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet.» Naar man altsaa forlanger den pris, som ellers tages for kraft, som bortleies i distriktet, saa skulde det være tilstrækkelig. Jeg synes ikke at man ved denne bestemmelse bør gaa til at sætte enpris, som er høiere end den som kraften ellers bortleies for i distriktet. Jeg tror i grunden ikke, det har været hensigten; men det kan bli følgen, hvis man skal beregne prisen efter den kraftmængde, som er tat i bruk, og ikkg efter det, som er utbygget. Saa heter det videre: «Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koneessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn.» Jeg mener, at ogsaa der er man gardert. Jeg for mit vedkomittende vilde henstille til komiteen at ta under overvelelee, om det ikke skulde være det heldigste, at den tilføielse her gik ut. Jeg synes ikke, at man godt bør gaa til at sætte en høiere pris paa den kraft, som skal avstaaes paa denne maate, end paa den kraft, som almindelig bortleies i distriktet. Priesidenten: Den reglementsmæssigetid er forløpet PræsidentenIrarfaat opfordring fra en række hold om at foreslaa, at forhandlingerne avsluttes nu for laften. Præsidenten finder det i og for sig efter de lange møter, som har været holdt i uken, slet ikke urimelig, at denne anmodning fremkommer, og præsidenten efterkomme den. Finder Odelstinget at ville brtsætte, saa faar det avgjøres ay Odelstinget selv. Præsidenten vil foreslaa, at forhandlingerne avbrytes og fortsættes imorgen formiddag kl. 10, og Odelstingeti medlemmer faar da være forberedt paa eftermiddagsmøte imorgen; og at man da holder paa længer utover forat komme saa langt som mulig og, om det var mulig, bli færdig med loven. Votering: Prtesidentens forslag bifaldtes enstemntig. 1 _ MøtetliteVetki, 8.

194 8 9 iipte den 22de nevember kl. 10 form. Prtesident: Castberg. Dagsorden: Fortsat behandling av de paa dagsordenet for 19de november opførte saker. Man fortsatte behandlingen av: Sak nr. 2. Indtilling fra specialkomiteen om utfcerdigelse av en lov om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom (indst. 0. V). 2, post 12 var under debat. Skåar: Jeg har tillatt mig at fremsætte forslag til et nyt led i denne post 12, som nn er under behandling, og har med nogen faa ord søkt at begrunde denne fremsættelse. Efter den meddelelse, som komiteordføreren gav igaar, har komiteen ikke fundet føie til at gaa med paa forslaget. Hans begrundelse forekom mig forresten at være noksaa litet tilfredsstillende. Der er saaledes ikke stor utsigt til, at forslaget kan vinde bifald i Odelstinget ; men jeg vil allikevel faa lov til at minde om, at det ikke er et indfald fra igaar eller forgaars, som har faat sit nttryk i dette forslag. Spørsmaalet om kommunernes adgang til at gjøre sig fuld nytte av den kraftavgivelse fra de store vandkraftanlæg, som omhandles her, har været oppe ved flere leiligheter før under koncessionssakers behandling. Jeg akal faa lov til at erindre om, at i 1914, da man behandlet Saudekoneessionen, da var spørsmaalet bragt paa bane og gjenstand tor en kortere debat. Der blev reist spørsmaal fra mig dengang ogsaa om der efter den gjældende lovgivning kunde findes adgang eller ret for kommnnerne til enten at opnaa forpligtelse for kraftanlæggene til at avgi de 5 pet. kraft i form av penger. eller ialfald til at indgaa eaadan overenskomat med anlæggene, at denne kraftavgivelse kunde omsættes i penger for en 'kortere tid. Dertil svarte ordføreren i vedkommende komite det var hr. Valentinsen følgende: anledning av den fra hr. Skaar rettede toreepørsel vil jeg si, at det vistnok ikke.8fier..den gjældende lov og høller liklae efter,den bestemmelse, som floweslaaes i denne koncession, kan la sig gjøre, at kraftavgivelse ordnes ved pengevederlag. Det er der neppe adgang til.» Saa sier juatisministeren i anledning av denne samme forespørsel : «Jeg kan henvise til, hvad der blev sagt av komiteens ordfører. Jeg mener, at kommunen ikke vil ha adgang til mot pengegodtgjørelse at opgi sin ret hos selskapet». Men saa føiet departementschefen, statsraad Urbye, til: «Derimot vil kommunen selvfølgelig ha adgang til efter den form, som disse koncessioner har, at sælge den del av kraften, som er overlatt den, til an dre konsumenter». Der blev fra min side gjort en merkaad til denne statsraadens uttalelse, som forekom mig noksaa besynderlig. Men under denne samme debat uttalte formanden i den komite, som hadde koncessionssaken til behandling, nemlig sorenskriver Årstad, at han kunde være enig med statsraaden at det kanske ikke vilde ta sig godt ut, at en kommune vilde benytte den kraft, som den maatte faa sig tilstaat av vedkommende kraftanlæg, paa den maate, som var antydet av mig; men saa føiet han til: «Men jeg kan ikke forstaa, at man kan negte adgangen dertil. Hvis kommunen kommer overens med vedkommende selskap om en slig ordning, saa maa den være bindende for kommunen.» At der ogsaa vil være anledning til at faa istand en saadan overenskomst med vedkommende selskap, det gaar han altsaa ut fra som en given ting. Altsaa, paa den tid faldt uttalelserne fra de præsumtivt kyndigste mænd i denne lovmaterie noksaa forskjellig. Der var efter den behandling av spørsmaalet ikke noget fast holdepunkt, hverken for kommunerne eller for kraftanlæggene, med hensyn paa det arrangement, som der her var spørsmaal om. Aaret efter, i 1915, forelaa spørsmaalet om koncession til Bjølvefosselskapet i Hardanger. Det vedkom min egen hjemkommune, og jeg hadde saaledes den største opfordring til at følge sakens.gang og forsøke at opnaa de bedst mulige koncessionavilkaar. Da kom dette spørsmaalop igjen, og under den debat uttalte sorenskriver Årstad sig paany, og ganske bestemt, i samme retning som tidligere. Han sier : «Til hr. Skaar vil jeg for mit vedkowmende svare, at jeg anser kommunen berettiget til at leie bort kraften til hvem, den vil. Kan kommunen.avslutte en leie- kontrakt med selskapet-,og Leie den,~ _til dette,_saa skjsaner jeg

195 9 0 være noget til hinder derfor». Og hr. Oastberg uttalte under samme debat: «Jeg er ikke i tvil om, at det maa være tilstede- -lig for kommunen at leie bort kraften, eom hr. Skaar nævnte, til smaaindustri eller til hvadsomhelst ellers inden kommunen, i det hele lele den bort til andre. Den fortolkning, som komiteens ordfører» komiteformanden, hr. Årstad, var ordfører ved denne leilighet «gav, om adgang til at leie til selskapet, det var en meget liberal fortolkning; men jeg anser det jo meget ønskelig, at kommunen kan gjøre sin ret gjældende ogsaa i den ut- Istrtekning.» Men alt dette her har for Kvams kommune ført til, at koneessionen blev git, uten at herredsstyret fik denne ret, og uten at kraftanlægget fik den pligt at finde sig i en saadan avstaaelse mot godtgjørelse, og det utfald tror jeg trygt jeg tør si, har vakt almindelig beklagelse i vedkommende herred. Det forslag, som nu er fremlagt, det sigter paa, at kommuner, som befinder sig i samme stilling som Kvam, maa ha lovlig adgang til at kræve saadan kraftavgivelse og søke opnaadd overenskomst med vedkommende kraftanlæg om vederlagets størrelse ved en midlertidig ordning som denne, og den ord-.ning, som her er spørsmaal om, er jo bare en midlertidig ordning. Det gjælder her at kunne nyttiggjøre sig en kraftavstaaelse fra vedkommende anlæg $ tr a k s, mens det i mange tilfælde stiller sig saa, at vedkommende kommune enten har et mindre kommunalt lys- og kraftanlæg, eller den holder paa at bringe istand et saadant, og saa længe det staar paa, og i det hele saa længe den ikke behøver noget tilskud av elektrisk energi fra det store kraftanlæg, som maatte findes inden kommunen, da vil det være en betydelig interesse for kommunen forbundet med, at man 1 denne mellemtid kan faa et pengebidrag istedenfor kraft; der er jo meningen, at man ved hjælp av disse nogen tusen kroner skal kunne forrente og avdra paa den gjæld, der er stiftet i anledning av det kommunaleelektricitetsverk. Pengene vil gaa til præcis det samme,som loven her sigter paa, det er ikke brudd paa lovens plan, det er simpelthen en hensigtamæssighetsforanstaltning, indenfor lovens tanke, som tilsigtes. For vedkominende kraftanlæg kan det i ingen henseende betydenogen forurettelse eller nbgen yderligere økning av forpligtelserne. Anlægsselskapet vil i tilfælde bli tilpligtet at avstaa 5 pct. av den kraft, det har til sin raadighet, til kommunen; derefter maa det indrette sig, derefter maa det avslutte sine leveransekontrakter, det kan ikke ordne sig med tanke paa at nyttiggjøre sig de 5 pct. Naar da heller ikke kommunen finder det hensigtmæssig for tiden at ta disse procenter av kraften i bruk, saa blir.de liggende døde. Det er det, man opnaar ved den nuværende lovbestemmelse. Dersom man vil gaa ind paa den ordning av forholdet, som efter min opfatning vil være den rigtige her, saa kunde ogsaa de 5 pct. tages i bruk og gjøres effektive av vedkommende selskap, og selskapet vilde herfor kun ha at svare kanske et ganske billig vederlag til kommunen. En overenskomst paa dette grundlag vilde og maatte selvfølgelig gjælde for et antal aar, kanske mindst en 10 aar. Jeg kan ikke finde, at der ut fra lovens egen tanke skulde kunne være noget til hinder for at tillate en ordning som denne. Den gjældende lov har jo her til formaal at belægge en koncession av dette slags med en forpligtelse til at imøtekomme og tilgodese vedkommende ated kommunes behov for elektrisk kraft, og dens interesse av at ha nogen fordel derav for sin egen forsyning. Med andre ord, vasdraget kan ikke sælges eller kjøpes eller utbygges eller tages i storindustriel benyttelse, uten at en viss tribut ydes til kommunen, og det forekommer mig, at denne ydelse til kommunen efter mit forslag kunvil bli litt friere og formen rummeliggjort. Det er ikke et nyt princip, som blir indført, men det er en videreførelse av det gamle, som forlængst er optat i loven. Det er mig bekjendt, at der er herreder der borte paa mine kanter, som er noksaa sterkt interessert i, at der ved denne lovrevision maatte løses litt paa denne stramme bestemmelse om anvendelsen av de 5 eller eventuelt 10 pct. av kraften. Det er f.eks tilfældet i Ulvik ; der er Norddøla under utbygning, og Osaselskapet vil formodentlig snart faa sine anlæg færdige. Men Ulvik kommune har, trods utsigten til at kunne hente 3 å hestekræfter fra Osa, i løpet av de par sidste aar fundet sig opfordret til at gaa og kjøpe for kommunal regning et vasdrag i bygdens centrale del for at utbygge det for egen regning. Herredastyret ser sig ikke syn til, det kan ikke finde det regningssvarende at benytte sig av den adgang, som loven

196 9 1 gir til at avhente de nogen tusen hestekrzefter fra Norddøla eller Osa-anlægget. Braften vil bli saa dyr derinde og transporten utover til bygden vil falde saa kostbar, at de ser paa forhaand, at det vil bli wesentlig billigere for demat anlæggesit eget kommunale elektricitetsverk. Jeg er sikker paa, at det vil stille sig likedan i forskjellige andre kommuner, kanske endog i mange kommuner paa Vestlandet. I det forslag, jeg har tillatt mig at fremsætte, er det med vilje sagt, at godtgjørelsens størrelse i mangel av overenskomat med selakapet skal bestemmes av vedkommende departement, og da mener jeg, at departementet, som har vist sig noksaa villig til at indrømme selskaperne gunstige koncessionsvilkaar, vil paalægge kommunen i tilfælde som de heromhandlede at finde sig i, at selskepet kun betaler i avgift for tilbakeleie av kraften et forholdsvis litet beløp. Men selv om der ikke vilde bli spørsmaal om mere end en liten brøkdel, en tredjedel, en fjerdedel eller endda mindre av kraftens produktionskostende, saa mener jeg, at det for mange kommuner vilde være fordelagtig allikevel at motta vederlag i penger for derved at støtte sit eget eller sine egne elektricitetsverkers anlæg og forrentning. Man vilde gjøre en god gjerning efter min mening ved at ta med blandt koncessionsvilkaarene her en slik bestemmelse som denne, bl. a. ogsaa fordi den vilde være en sterk spore for kommunerne til straks at gaa igang med anlæg av egne kommunale elektriske lys- og kraftverk. Det staar for min tanke 80111det ubetinget rigtigste, at kommunerne selv eier og driver sine elektricitetsverker, og det er i de tilfælde, da kommunerne ikke har rimelig anledning dertil, at de maa bli henvist til storanlæggene, saa de der kan hente den fornødne elektriske energi. Jeg er ikke i tvil om, at dersom en bestemmelse kunde komme ind i loven om, at storanlæggene forsaavidt skulde være kommunerne til tjeneste, som de ydet enten kraft eller i tilfælde et billig pengevederlag til kommunens forsyning med elektrisk kraft, da vilde kommunerne finde sig saa sterkt opfordret til at indkjøpe ett eller to bekvemt og heldig beliggende vandfald og gaa til utbygning og utnyttelse av dem og derved forsyne bygden, at det vilde være en god virkning av en slik lovbestemmelse.og jeg tviler som sagt ikke om, at en hestemmelsei loven som den heromhandledevilde trækkeeller kanske rettere drive i denne retning. Efter den stilling, komiteen har indtat til forslaget, er jeg noget i tvil, om jeg skal forsøke at opretholde det. Men jeg har villet gjøre disse bemerkninger for nr=aere at forklare min mening med forslaget, og hvis her findes nogen, som deler min opfatning av spørsmaalet, gi dem anledning til at uttale sig. I motsat fald er det vel ørkesløst at forsøke at opretholde det. Præsldenten: Er det saa, at repræsentanten ikke fremsætterdet antydedeforslag? Skaar: Det er fremsat. Det blev fremsat i forrige møte. Halvorsen: Jeg vil først faa lov til at rette nogen bemerkninger til den ærede chef for justisdepartementet. Han sa igaar til mine bemerkninger da, at han var ikke ansvarlig for propositionerne; han hadde ikke været med paa at fremsætte dem. Nei, det er jeg selvfølgelig fuldt opmerksom pal, men jeg gaar ut fra, at den ærede justisminister ogsaa er opmerksom paa, at han gjør sig ansvarlig for den lov, som nu blir git, ved den holdning, han har indtat til indstillingen det er der, det væsentlige ligger og ikke han alene, men ogsaa den hele regjering. Paa alle de væsentlige punkter desavouerer den propositionen,og mit spørsmaal til regjeringen var: Hvad er det for grunde, som gjør, at regjeringen paa denne maate saa letvint kan forlate den proposition eller de propositioner, som den under gjentagne overveielser har fremsat, selvfølgelig fordi den har ment dem at være de rette? Hvad er grunden til det? Hvorledes er det mulig? Det er det, jeg ikke har faat svar paa; for det svar, justisministeren gav mig, regner jeg ikke for noget svar. Han uttalte, at der dog i grunden ikke var saa stor forskjel paa hans standpunkt eller indstillingens standpunkt og propositionen av 1915, og han fandt sig beføiet til at eitere, hvad der staar i propositionen for 1915 paa side 4. Der sier justisdepartementet: «Om de foreslaaede skjærpede koneessionsvilkaar skulde medføre, at efterspørslen efter koncession til erhvervelse av vandfald i den nærmeste fremtid blev noget svakere, vilde dette efter departementets mening ikke gjøre nogen skade.» Det sies der. Justisdepartementet i 1915 var med hensyn til de bestemmelser, som det selv foreslog, opmerksompaa; at det kunde

197 92 htende, at de byrder, man nu la paa, var av den art, at der kunde bli stans i det hele, men og det er jo pointet her ser ikke den ærede justisminister, at var det tilfældet i 1915, maa det saa meget mere gjælde likeoverfor den ændrede indstilling, som paa alle væsentlige punkter bar skjærpet betingelserne? Gjaldt det i 1915, at propositionens bestemmelserkunde virke hemmende, stængende, saa gjælder det selvfølgelig i saa meget. høiere grad nu efter den indstilling, som foreligger. Men jeg vil si, at naar man kan peke paa dette, naar man kan si: «Det er ikke saa larlig, om disse regler kommer til at virke hemmende, det blir allikevel en god lov,» saa er man, som jeg sa, under den almindelige debat, inde paa en urigtig vei; man forrykker grundlaget for den hele lovgivning. For mig staar stillingen klar. I indledningen til den paragraf, som vi nu behandler, har vi sagt, at koncession kan gives, naar almene hensyn ikke taler mot det, og da vil jeg si, at jeg godt kan tænke mig jeg har sagt det før og vedkjender mig det at situationen i et givet tilfælde er slik, at administrationen, koncessionsmyndigheten, kommer til det resultat : Nei, nu er forholdene slike landet, at der maa ikke gives flere koncessioner en tid; da har koncessionsmyndigheterne det i sin magt, og det er koncessionsmyndigheternes pligt efter min mening at si nei i et givet tilfælde. Men man skal ikke søke at opnaa dette ved at lage regler, som baade hemmer det, man vil hemme, og det man ikke vil hemme ; det er det man gjør her, man hemmer jo alt, og det kan da ikke være god politik. Og paa samme maate med bensyn til kraftanvendelsen. Jeg har sagt, og jeg har gjort mig til talsmand for det, og jeg er overbevist om rigtigheten av, hvad jeg der har sagt, jeg har sagt, at den første opgave her i landet er at tilfredsstille befolkningens almene elektricitetsbehov, det er den første opgave. Det er da min mening, hvis det gjælder en koncession i et givet tilfælde, at det er administrationens pligt, naar den skal ta standpunkt til dette, først og fremst at overveie : gaar det an, har vi raad til at la denne kraft gaa til industrien, vil befolkningens almene behov allikevel kunne tilfredsstilles paa tilfredsstillende maate? Hvis administrationen finder : nei denne kraftkilde her ligger slik til, at befolkningen Illaa ha den, hvis dens almene hehov skal tilfredsstilles, saa skal det ske, og den fos skal ikke gjøres anvendbar til industri. Jeg mener altsaa, at d e r ligger tyngdepunktet i koncessionsmyndigheten, som har i ethvert tilfælde at se paa: hvad tilsier de almene hensyn? og efter det er det koncessionsmyndighetens ret og pligt at ta standpunkt. Men vi forrykker det hele, vi lager love, som vi mener skal virke som stængsel, men vi undersøkerikke, vi gidder ikke sondre hvad vi stffinger for, man stænger like meget for det, som er godt, og for det, som man ikke vil ha. Det er det, jeg mener, er en daarlig lovgivning, og naar derfor justisministeren kan si til mig, at netop ved disse love fremmer man det, som jeg henledet opmerksomhetenpaa, det at vi maatte anspænde alle kræfter for at fremme landets selvhjulpenhet, saa sier jeg liketil, at jeg forstaar ikke, hvorledes han kan komme med saadanne uttalelser, fordi man gjør jo den feil, som jeg har talt om nu saa ofte, at man ikke sondrer mellem kraftens anvendelse i storindustrielle øiemed og til tilfredsstillelse av de almene behov. Men jeg er saa fuldstændig enig med justisministeren i alt hvad han sier om nødvendigheten av at søke disse almene behov tilfredsstillet ; derfor mener jeg, at jeg tar justisministeren til indtægt og jeg venter hans støtte, naar jeg nu, saadan som loven er laget, fremsætter forslag om, at alle disse mange hemmende bestemmelser skal man kunne dispensere fra, naar kraften anvendes til tilfredsatillelse av de almene behov, til lys og varme for befolkningen, til gaardsdrift, smaaindustri og haandverksdrift. Justisministerens uttalelser der ligger jo ganske i plan med det, som jeg har fremholdt, og som har været den bærende tanke gjennem hele min holdning i koncessionslovgivningen, ganske i plan. Til mine elskværdige kolleger i komiteen, som har hat ordet, vil jeg faa lov til at si, at jeg ser i deres uttalelser en bekræftelse paa rigtigheten av, hvad jeg anførte igaaraftes, og naar de nu mener at maatte paarope alle gode rnagters hjælp slik, at loven allikevel skal bli brukbar, ja saa er jeg enig med dem i, at de trænger -alle gode magters bjælp, men det er bare epørsmaalet: Kan man nu lite paa at man faar den hjælp? Det er det, jeg ikke føler mig overbevist om. Jeg kan nok altid tænke mig, at regjeringen,.den ærede arbeideminister sitter dernede med den baktanke Ja, ja, tred de deres bestennaelser, l skal nok

198 9 3 viite at fita det til at -gaa jigjtenge vi skal nok se til at faa jemket det slik, at det skal bil. levelige vilkaar allikevel han ver vel ikke arbeidsminister den ærede minister, hvis han ikke tænkte som saa. Men det er et spørsmaal, om ikke arbeidsministeren og regjeringen i det hele her gjør regning uten vert. Sæt at den ærede minister kommer med et koncessionsandragende- og forelægger det her for Stortinget, og sæt at han har tat, hvad jeg vil kalde rimelige bestemmelser ind i koncessionsbetingelserne, men bestemmelser som ligger langt, langt under det, som nu sættes som maksimum for vilkaarene, ja hvorledes tror man da det vil gaa? Tror man, at hr. Castberg vil hoppe paa uten videre? Tror man ikke ja jeg synes, jeg bører det for mine øren hvis der kommer et forelag om meddelelse av koncession paa rimelige betingelser, at hr. Castberg vil si : Nei var det meningen med det, som er skedd i disse dage i Odelstinget? Er det den forstaaelse, regjeringen bar av det, som er oppe i det norske folk o.s.v. Jeg synes, jeg hører det, og tror man da, at regjeringenefaar mere magt i denne sal, end det har vist sig, at den har hat Odelstinget i disse dage? Jeg tror, man gjør regning uten vert, saa det skal man ikke stole paa. Og hvis regjeringen vil gaa Stortinget forbi, i de tilfælde hvor den kan det, og i al stilhet jemke paa det, ja saa har vi nok ogsaa erfaring for, hvad det virker til vi kan jo ikke komme ind paa disse spørsmaal, før man faar Strandefjordsreguleringen servert her. Jeg tænker, hr. Castberg holder nøie indseende med, hvad der passerer, og vi faar det servert anden hver dag her i tinget. Jeg tror ikke, regjeringen skal regne med det heller. Det var nn med hensyn til den side av saken. Med- hensyn til bestemmelserne i dette nummer har jeg sagt, og jeg vil faa lov til at gjenta det, at jeg mener, at denne bestemmelse her, netop fordi den tar sigte paa at tilgodese det almene elektricitetsbehov, er av det gode og ligger ganske i plan med alt, hvad jeg har fremholdt her som ret og rigtig, og jeg 'er derfor gjerne med paa den. Men jeg mener, at man maa ikke være uopmerksom paa, at dette er en stor byrde; det var man.opmerksompaa i 1909,og man fandt derfor, at det gjaldt ikke at gjøre byrden større end nødvendig. Og da er det ikke vanskelig at nævne eksempler paa, at dette at gjøre det til pligt altid at avstaa 10 pct. kan mangen gang bli for meget. Tar vi en av disse vældige kraftkilder, f. eks. paa eller hester, vil en kraftavstaaelse av hester for en bygd paa kanske mennesker ikke kunne sies at være rimelig, de har ikke bruk for det, og det betegner et nationaløkonomisk tap, om man vil lægge den pligt paa en bedrift at holde disse vældige kræfter disponible i paavente av, at der muligens kan bli bruk for dem, istedenfor at kunne utnytte dem i produktionens tjeneste. Derfor mener jeg, at den regel, vi hadde i loven, og som var propositionernes regel, skulde man holde paa, nemlig de gamle 5 pct., men med adgang til, naar omstændigheterne talte for det, at gaa høiere, altsaa at passe det ind i hvert enkelt tilfælde. Det er en god og smidig regel, den dækker behovet, og derfor holder jeg paa propositionen, selv om justisministeren og regjerin<yenikke vil holde paa sin proposition iedet stykke. Det er ikke, fordi jeg ikke vil tilgodese kommunernes behov, tvertom, men jeg mener, at man skal ha en regel, som saavidt mulig lemper sig efter det enkelte konkrete tilfælde, og det mener jeg, den regel gjør, og derfor holder jeg paa den. Forresten er der i indstillingen, som den nu foreligger, gjort noksaa væsentlige forandringer fra propositionen og lovens regler. Det er nogen intrikate forhold, saa jeg sandt at si, har liten lyst til at gaa ind paa dem; men jeg synes, at jeg maa nævne det med nogen faa ord. Lovens bestemmelse og propositionernes bestemmelse er, at disse procenter skal beregnes av den til enhver tid utnytbare kraft, og at kraften skal leveres til den tid, da kraftstationen regelmæssig gaar. Det er bestemmelsen i propositionen av 1915, og saa sterkt holdt regjeringen paa denne bestemmelse, at da komiteen i 1915 strøk dette, at kraften skulde leveres bare i den tid, da kraftstationen regelmæssig gaar,. svarte regjeringen i propositionen av 1918: Nei, dette er at lægge for store byrder paa, dette er urimelig, og derfor fastholdt den bestenimelsen om, at det skulde være i den tid da kraftstationen regelmæssig:- gaer. Nn har man ganske.omformet tan-' ken. Bestemmelsen, som den her shar, sier, at man skal avstaa «indtil=10'pot.av den gjennemsnitlige kraftmængde, som vandfaldet efter den foretague utbygning

199 9 4 kan frembringe med den paaregnelige vandføringaar om andet» altsaa en beregnetfiks størrelse, som skal leveres, uanseet hvorledesvandføringentil enhver tid er i elven. Manvil skjønne,at hvis elven er fuldt ut regulert, hvis der er jevn vandføring døgnet og aaret rundt, kommer denne regel av sig selv, det blir da resultatet det, som her er sagt, men hvor der er daarlig regulering, stor variation mellem den høieste vandstand og den mindste, og særlig, hvor man har lange perioder med liten vandføring, vil disse 10 pet., som man nu vil gaa til, kanske si 50 pot. og mere end det av elvens lavvandføring, og det er en stor byrde, det vil kunne si det samme, som at den bedrift, som har vanskelig nokfor at klare vintermaanederne,er nødt til at stanse længe før man ellers vilde gjøre. Det er ikke letvinte ting dette der er mange hensyn,som gjør sig gjakende, det er vanskelige ting. Nu har arbeidsdepartementet i en skrivelse til komiteenforeslaat, at man skulde sløife her ordet «gjennemsnitlig» at det altsaa skulde hete: «Denkraftmangde, som vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregneligevandføring aar om andet,»og jeg harved konferanse med arbeidsdepartementet forstaatdetsaa, at meningen med at sløife ordet «gjennemsnitlig»var, at manskuldekunnekombinere begge regler, saa manved at lægge det hele i departementetshaand,skulde faa en ordning, som skulde kunne være smidig og ta skyldig hensyn til allesider. Saadanhar jeg forstaat det, og jeg anser da den regel, som arbeidsdepartementet foreslaarved at sleife ordet «gjennemsnitlig», for at være en bedre regel end'den, som er indstillingens. Saavidt jeg husker, var det i komiteenbare tre, som gikmed paa dette arbeidsdepartementets forslagog vilde ha det, de andre vilde ikke,saa det er ikke komiteensindstilling. Menjeg vil spørge den ærede arbeidsminisier,omhan ikke mener, at der er en realitet i dette forslag, som kan ha betydningfor utviklingen her? og vil ikke arbeidsministeren opta dette sit forslag? For mig staar det, hvis jeg ikke har misforstaatdet, som et godt forslag, jeg tror, det indeholderen sdigere in regel, og derfor vil jeg haabe, at arbeldsministerentar op det forslag, han har sendt til komiteen. Jeg vil si, at jeg paa egen haand ikke tør gjøre det. Jeg vil si, idet jeg lægger dette i arbeidaministerenshaand, at finder arbeidsministeren allikevel, at indstillingenkan brukes, vel, saa anbetrorjeg mig i arbeidaministerenshaand og haaber, at han finder en ordning her, saa jeg skal ikke trætte hverken ham eller forsamlingen med at opta noget forslag; da gaar jeg med paa indstillingeni tillid til, at det var ikke saa farlig ment, det forslag vi fik. Dette er en noksaa lang paragraf,og der er flere bemerkningerat gjøre; jeg maa faa lov til at si det med en gang, saa skal jeg kanske ikke kommeigjen. Det er med hensyn til det forslag, som arbeidsministerenhar fremsat om, at man skulde sløife det, somkomiteenenstemmig har sat ind angaaendeden pris,somkommunen maa betale for kraften. Regelen er den, at prisen skal være produktionsomkostningerne,deri indbefattetrenterav anlægskapitalenplus 20 procent tillægtil produktionsomkostningerne.mensaa har departementetfundet paa, at hvis denne pris er større end prisen i distriktet det har forresten komiteen sagt saa Bkal man betale en lavere pris, og hvis koncessionærenleler ut billigere, skal der ialfald ikke betales n'iereend han leier ut til andre for. Nu, i 1915 forelaa detsammespørsmaal; da var komiteen og der sat sandelig ogsaa arbeidsministeren enstemmig om, at disse bestemmelser var for haarde, de var urimelige,og at det derfor var rigtig, at de gik ut, og vi voterte dem enstemmigut i vor indstil. ling. Det forbausermig derfor noget, at arbeidsministere nu tar saa sterk affære mot det lille tillæg, som er kommetind, og som dog synes at være saa selvindlysende rimelig. Selv om man nu sier: Du faar ikke saa høi pris, du faar ikke de 20 procents tillæg som fortjeneate saa skal man dog ikke produceredenne kraft for kommunenslik, at det bringer en selv tap. For det er dog vel ikke meningen? Der er da vel ikke mening at vi her skal paalægge en bedrift at holde det gaaende for at skaffekommunen lys og kraft paa en saadan maate,at det bringer bedriften positivt tap?_ La gaa med detv at man sier: Nei, du behøver ikke at tjene noget paa. det; men at bedriften likefrem skal tape, det.er dog

200 9 5 (Halversen for urimelig. Og jeg tror ikke, at det, som man her tænker paa, at ikke hele taldet er utbygget, og at prisen derfor blir uforholdsmæssig, egentlig behøver at vele saa stort, fordi jeg mener, det er aelvsagt her, at hvis man utbygger et fald i flere perioder, saa blir det bare anitegsomkostningerne ved den foretagne utbygning, som kommer til at veie og tælle med. Utbygger man i flere perioder og altsaa utbygger første avsnit først, saa forbereder man nok ogsaa samtidig noget av utbygningerne i anden periode, men det er med omkostninger, som erfaringsmæssig ikke veier synderlig med hensyn til selve utbygningens kostende. Jeg haaber saaledes med hensyn til denne bestemmelse, at komiteen, som har vedtat den enstemmig, ikke gaar med paa arbeidsministerens hanstillen det var jo ikke mere end en henstillen. Jeg mener, at litt rimelighet maa der være i al ting. Vi var desuten alle enige om man kan nok nævne et enkelt tilfælde, som viser noget andet, men at som regel vil den pris, som kommunen her maa betale, bli en rimelig pris. For man faar ikke mig til at tro, at der er nogen forretningsmand, som gir sig til at foreta en stor utbygning, naar han bare har saa liten bruk for kraften, at prisen for den blir urimelig stor; det gaar ikke saadan for sig i livet. Hvis man fastholder dette, at prisen dog ikke maa bringe tap, saa kan jeg gaa med paa bestemmelserne her om prisen. Det er ikke mit principale standpunkt jeg holder paa, at disse bestemmelser rettest og bedst gaar ut ; men jeg vil ikke forlange nogen særskilt votering, da jeg mener, at den værste urimelighet er tat væk, naar man har den bestemmelse, at man dog ikke skal producere med direkte tap. Med hensyn til hr. Skaars forslag mener jeg, at det er av den art hvis man vil læse det opmerksomt igjennem at det maa si sig selv at det er umulig at vedta det jeg vil ikke karakterisere det nærmere; for mig staar det saa, som det stod enstemmig for komiteen, at det er ganske umulig at,vedta det. Przesidenten:Præsidentenvil i tilknytning til den ærede repræsentantsbemerlining om,at han tok adskillig tid, henstille, at man ikke iiu formeget kommer. ind_1314a andrespørsmaalend dem,somdenneparagraf indeholder;dette er jo en specialdebat. Selv om hr. Halvorsens uttalelser maatte nødvendiggjørenogen almindelige bemerkningertil svar, vil jeg henstille, at ue indskreenkes mest mulig. Sundet: Jeg skal efterkommepræsidentens henstiffing; men jeg kan dog ikke undlate at berøre ganske kortelig de bemerkninger, som hr. Halvorsen indledet sit foredrag med. Hr. Halvorsen uttalte, at bestræbelsernefor at tilfredastille det almene behov for kraft var fuldstændigi plan medhans opfatningog hans arbeide komiteen. Jeg kan ikke undlate i denne forbindelseat minde om, hvordanhr. Halvorsen og hans fraktion stillet sig ved behandlingenav 1 i komiteen.det var minoritetensstandpunkt,at omtrentsamtlige vandfald under hestekræfterskulde være koneessionsfrie, saaledes altsaa at ingen av de bestemmelser, som er indtat i 2, skulde komme til anvendelse ved overdragelserav denslags vandfald.menhvorledes kan saa hr. Halvorsennaa sit maal, at tilfredsstille det almene behov for kraft til lys, gaardsbruk o. s. vå Jeg kan ikke forstaa det, og jeg skulde ha lyst til at faa en nærmere forklaring herpaa av hr. Halvorsen. Hvordan skulde f. eks. hele Østlandet bli tilgodesetmeddisseting,hvis der ikke var koneessionstvangpaa overdragelser av vandfald,som var under 50000hestekræfter?Og hvordanskulde hele Trøndelagen, hvor der knapt findes ett vandfald somer over 50000hestekræfter,kunne faa disse behov tilfredsstilletpaa en rimelig maate?nei, jeg kan ikke faa ut andet av hr. Halvorsens uttalelser tidligere og idag, end at han vistnok mener det godt, men han vil ikke de midler,som maa anvendesfor at naa resultatet,nemlig at tilgodese de almene behov med det, som trænges av kraft, avgifter og lignende. Vi behandlernu post 12,og post 13 kommer vi snart til. Jeg anser de bestemmelser, som indeholdesi disse to poster,for at være de vigtigste i hele paragraffen.her omhandles de nutidsgoder, som vi skal kunne faa ved utnyttelsen av vore naturherligheter. Post 17 omfatter hjemfaldsretten, og det er naturligvis ogsaa et alment gode,, som engang i fremtiden vil kommetil realisation.jeg Iffigger tid større vegt paa, nutidagockrne,og er av- den opfatning, at her hfg. man gaa længst mulig med hensyn til at paalægge

201 96 koncessionærenat tilgodeseciatalmenebehov. Jeg lægger mindre vegt paa at faa gjennemdreveten masse smaabestemmelaer i de Iorskjelligsteretninger, hvor man kegger tildels nnedige baandpaa koncestionærensfrihert.paa grandlagav denne betragtninger det, at jeg stadig har atemt for, at man skal gaa til saa høi kraftavstaaelse som mniig, og saa høie avgifter som mulig, og heller slakke litt 1)ttafordringernei andre henseender.jeg er saaledes ikke enig med flertallet ved post 17 angaaendetidens længdefor hjemfaldsretten, men det skal jeg komme til senere. Jeg tror ikke, man dervedforrykker grundlagetfor de principper,somman vil realisere.jeg kan ikke være enig med hr. Halvorsen i det jeg skal dog ikke kommenærmereind herpaa,jeg henviser til hvad jeg sa deromigaar. Jeg vil specielt pointere, at vi har ikke rørt ved maksimumssatsernei dennepost.de staar nforandret og kan bringes til anvendelse, hvis omstændigheternekræverdet.i denne forbindelsevil jeg faa lov til at gjøre opmerksompaa et forhold,somstatsraadnalum berørtei sit foredragigaaraftes,nemlig angaaendekraftprocentensstørrelseog departementetsforhold ved koncessionens meddelelse.det staar «indtil 10 pet.» og «indtil 5 pet.». Det er naturligvis saa at forstaa saaledessom det ogsaa blev fortolket under debatteni 1909 at i koncessionenmaa der altid forbeholdeskommunenindtil 10 pet. og staten indtil 5 pet., men det vil staa i departementetshaand efter konferansemed vedkommendekoncessionssøkerog vedkommendekommune at bestemme,til hvilke tider man skal utta de kvanta, som anseesnødvendige,og derfor beherverman ikke at gaa til maksimum med en gang; man kan sætte perioder, hvori procentenkan vokse utover aarene op til 10pet.til kommuneneller op til 5pct. til staten. Enhver vet jo, at kraftbehovet øker for hvert aar, saaledesat de kommuner, soranu kan greie sig med f. eks. 500 hester, trænger om aar op til det 10-dobbelte,ja kanske det 20-dobbelte. Derfortror jeg, det er ganskefornuftigog meget rationelt, at man nu har forheiet grænsen for kraftavstaaelsen, Saaledesat man kan.gaa op til 10pct:og i særligetilfældenoget'helere. Jeg 'frort,det er en meget.bra bestemmelse,somivore efterkommerevit stettestor'prispait:at Vi'Åarindtat her,vg'sonrvilicomniefterifiegtentil-.. godei_fleteli`enseender. Som jeg nævnteigaar, har jeg ikke fundet at kunnegaa med paa det av hr. Skaar fremsatte forslag. Jeg anser det derfor ikke nødvendigat opta nogen nærmereog mere indgaaendedebat med ham paa de punkter,som han særlig la vegt paa i det foredrag, han holdt. Hvis vedkommende kommunefaar sit krav omskraftavstaaelse imøtekommet ved koncessionensmeddelelse, men forøvrig ikke har bruk for den betingede kraft, eller kraften senere blir overflødigpaa grund av kommunaltelektricitetsverk,saa er komiteensforstaaelse den,at kommunener berettigettil at disponerekraftenpaa andenmaate,entenved at overlateden til koncessionærenved en frivillig overenskomsteller ogsaa leie den bort til andre,og der vil naturligvis i enhver bygd kunnevære behov for elektrisk kraft paa private hænder. Hr. Halvorsenla megen vegt paa, at komiteen hadde sløifet propositionensbe-. stemmelserom, at kraften kun skulde leveres i den tid, da kraftstationenregelmæssigvar i gang. Jeg vil heromhenvise til den begrundelsesom findes i indstillingen. Det er forstaaelig for enhver, at en kraftavstaaelse,som er begrænset til de bestemtetider,hvori kraftstationendrives, er av liten nytte for en kommune. Det vilde som regel være saa, at en kraftstation stænger kl. 6, for da slutter fabrikkerne,og saa vil hele bygden bli liggende i mørkeefter den tid. Enhver vil forstaa, at det er ikkenogenviderebehageligsituation, og derfor var det nødvendig,at komiteen tok ut den bestemmelse,og av den skrivelse,vi har faat fra departementet den er datert 9de november1917 fremgaar det, at ogsaa departementeter kommet til den forstaaelse, at kraften maa kunne kræves levert kontinuerlig døgnet rundt. Der er saaledes ingen uoverensstemmelsemellem departementetog komiteen paa det punkt længer. Spørsmaaletom, hvorvidt ordet «gjennemsnitlig»bør gaa ut i den tirade, som omhandlerstørrelsenav kraftavstaaelsen, altsaa i første punktumi post 12, har komiteen behandlet,men har fundet, at den maa fastholde, at ordet «gjennemsnitlig» blir staaende,og hele sætningen er efter omhyggelig forberedelseog drøftelse formet efter konferansemed sakkyndigefolk i vasdragskonimissionen. Komiteen tror saaledes at ku1ieha meget god grund at staa paa, og kan'ikkeforaudrenogeti det,. soni.staar. _ _

202 9 7 jeg skal til slutning gjøre opmerksom paa, at komiteen har drøftet det spørsmaal, somarbeidsministerenberørteigaaraftes, og den henstilling,han gjordeom at la utgaa den sætning,som omhandlerpriseg paa denavstaaedekraft, nemlig at den ikke skulde være lavere, end at den dækket produktionsomkostningerneinklusive 6 pet. rente. Komiteener kommettil det resultat, at den ikke vil opta noget forslag derom. Sætter arbeidsministerensaa megetind paa at faa det ut, at hanvil opta forslag selv, skal komiteen paany ta det under overveielse;men der har inden komiteen gjort sig gjældendemeget motstridendeopfatninger,saa jeg kan ikkesi, hvilken stilling komiteenda vil kommetil at indta om forslag blir fremsat av statsraaden. Amundsen: Det er altid en fornøielseat høre paa en saa flink taler som hr. Halvorsen; men naar han gjentar sig selv den grad, som tilfældet har været idag og forresten igaar ahes ogsaa, blir det noget trivielt. Jeg synes, der skulde være liten opfordringfor hr. Halvorsen, ialfald ved behandlingenav denne post, til at komme tilbake til de ting,hanbeskjæftigetsig med under den almindelige debat, saa meget mere, som hanjo nemligselv forsikrerom, at han har aapent syn for, at det gjælder at tilgodese de almene behov. I virkeligheten er der ikke nogen synderlig stor forskjel mellemkomiteensændredeog komiteens oprindelige indstilling. Forskjellen er den, at vi foreslaarnu, at der istedenfor indtil 5 pet. skal sættes indtil 10 pet. til kommunerne.jeg mener, at dette ikke er nogen væsentlig forskjel, naar vi tar i betragtning indstillingens bestemmelse om, at der i særlige tilfælde kan gaaes høiere, enten nu den sedvanlige grænse er 5 eller 10 pet., ti jeg tror, at hvad man forstaar ved «særligetilfælde», vil bero paa enhver tids egen opfatning og paa det behov for kraft, som til enhver tid gjør sig gjældende. I særdeleshet naar en flerhet y kommunerer interessert, vil det ikke være vanskelig at faa rum for den opfatning, at der er «særlige tilfælde» tilstede overalt, hvor det er rimelig at forlange et større kvantum kraft end det, som lovens maksim-umhar som ordinærgrtense,enten 5 eller 10 pet. Saa skal man være opmerksompaa den ting, at ifølge den statistik, man har ntarbeidet fra tid til anden over det fornwitlige kraftbehov pr. indbygger i lau. det, saa er jo dette formentligebehov efter den mening, man nu har, øket ganske betydelig. Tænkte man sig tidligere, at man kundegreie sig med en liten brøkdel av en hestekraftpr. Indbygger,regner man nu, hvis jeg ikke erindrer skammelig feil, et par hestekræfterpr. indbygger for at tilfredsstille de almene behov. Saa er der ogsaa det nye i indstillingen, at amtskommunerneskal kommei betragtning, naar det gjælder kraftavstaaelsetil almene behov.den gjældendelov handler kun om de almindelige kommuner,landeller bykommuner;amtskommunerneer kommettil. I betragtningav de momenter, jeg her har fremholdt,kan jeg ikke skjønne andet, end at det er beføiet av komiteen, at den ved nærmereoverveielse er gaat med paa, at den ordinære grænse sættes til indtil 10 pet. Hvis hr. Halvorsen har den interesse for de almene bebov, som han her stadig vidner om, synes jeg, at han i dette punktialfald gjorde rettest i at slaa følge med komiteensflertal. Med hensyn paa det, som statsraad Nalum henstillet til komiteen at ta under overveielse,nemlig at la utgaa de ord,som findes med uthsevettryk i tillægsindstillingen, side 3, angaaendeprisberegningen, saa vil jeg si, at jeg tillægger de uttalelser, som fremkomfra den ærede statsraad, al mulig vegt. Skal hensigten med at skaffe kommunernekraft indirekte gjennemdet private initiativs formidling,. saaledessom her er tilsigtet, skal den bensigt opnaaes, maa naturligvis ikke kraften bli for dyr, og efter det, som blev fremholdt av den ærede statsraad, kan jeg ikke si andet, end at den indvending, han gjorde mot den ændredekomiteindstilling, har adskillig paa sig. Paa den anden side fortjenerogsaa den betragtning, som har gjort sig gjældende fra komiteens side, adskillig vegt, nemlig at man maa ikke gjøre det saa dyrt for koncessionæren,at han.ikkeser sig istand til at producere den kraft, som kommunen skal ha. Komiteenhar ogsaa i den ændredeindstilling foretat en andentandring,idet den her rettet ordet «utbygget»i 2den linje 2den spalte paa side 3 i indatillingen tii «tat i bruk»;der staar i deu ituriteltlende lov «ntbygget». Jeg vil henstille tit denærede statsraatis overveielse, OM, kanske ikke kunde 1ormaa det samme, sow stat8r!adelk,~tet 9g wiatidig mudgia,

203 9 8 det, komiteen har befrygtet, paa "denmaate, at man vendte tilbake til ordlyden i den oprindelige indstilling og lar det staa «utbyggeb istedenfor «tat i bruk». Hvis det kan gjøres paa den maate, antar jeg, at komiteens flertal helst vil bli staaende ved det. Med hensyn til forstaaelsen av bestemmelsen om det kvantum kraft, som skal betinges til kommunen, forholder det sig saa som jeg ogsaa opfattet den ærede statsraad i hans foredrag igaar kveld at det blir vedkommende regjeringsdepartement, som skal avgjøre, i hvilket forhold kraften skal fordeles mellem kommunerne, og i hvilket forhold ogsaa amtskommunen skal komme i betragtning. I de tilfælde, hvori kun en kommune hittil har været interessert, kunde denne kommune, saaledes som loven hittil lyder, gjøre regning paa at faa al den kraft, som skal betinges, nemlig indtil 5 pet.; men med den nu foretagne ændring, hvorved der ogsaa aapnes adgang for amtskommunen til at faa kraft, blir det saa saavidt jeg opfattet statsraaden at en enkelt kommune, om det bare er en, som er interessert, vil aldrig være sikker paa at faa det hele kraftkvantum. Departementet har adgang til at fastsætte, at det blir at fordele mellem den ene kommune og amtskommunen, hvis det er rimelig, at amtskommunen faar noget, og saaledes, at hele fordelingen mellem kommunerne henligger under departementet. Med hensyn til indledningen av denne post, som er i overensstemmelse med den nuværende lov, bare med den forskjel, at 5 pet. er forhøiet til 10 pet., saa er den efter min mening ikke ganske klar, naar man læser den isolert. Men som man ser av denne bestemmelses historie og den mdgaaende mange timers debat vistnok flere dages debat som fandt sted i Odelstinget i 1909,er meningen den, at det altid skal staa i koneessionen, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 5 pet. -eller nu indtil 10 pet. av kraftmængden. Departementet kan ikke i koncessionen sætte en lavere grænse. Vedkommende kommune eller kommuner har altsaa efter den nuværende lov krav paa indtil 5 pet., og, efter den forandring, som.er foreslaat, indtil 10 pet., og det skal staa i selve -koncessionen. Men om encl teksten isolert set er noget uklar efter min mening, saa blir det temmelig tydelig, naar man ser hen til indledningen i 2, hvor det staar: «Ved meddelelsen av koncession og fastsættelsen av betingelser skal følgende grundregler iagttages» og saa kommer som post 12,at det ska 1 i selve koncessionen sættes, at kommunen skal ha indtil 5 pet. eller nu indtil 10 pet. Der er altsaa ikke adgang til, hvis loven blir saalydende fremdeles, hverken for regjeringen eller Stortinget at sætte en lavere grænse; disse 10 pet. er, hvad den ene kommune eller flere kommuner i henhold til koncessionsvilkaarene skal være sikret, og deri ligger betydningen av, ordet «indtil» foran procenttallet. Derimot er det ikke saa at forstaa, at kommunen straks er forpligtet til at bruke hele den kraft, den er berettiget til at forlange kraften i løpet av koncessionstiden. Den kan si: Vi har forelebig kun bruk for 1, 2 eller 3 pet., og den kan senere forlange det kvantum, som det er bestemt i loven, skal være sat i koncessionen, at koncessionæren er forpligtet til at levere, nemlig indtil 10 pet. Denne forstaaelse av loven fremgaar ogsaa av begyndelsen av 4de led i post 12 i den nuværende mdstilling, der lyder som den nuværende lov, hvor det nemlig heter, at «Koneessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koneessionæren har krav paa, før kraften uttages.» Saa kommer det som nyt i indstillingen «Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pet.» altsaa utover det ordinære maksimum saa skal vedkommende kommuner inden en bestemt frist ha git uttalelse om, hvorvidt de vil ha kraften eller ikke. Det er forskjellen. Med hensyn til den forstaaelse av loven, jeg her har hævdet, henviser jeg til odelstingsforhandlingerne i 1909, hvor statsraad Castbergs forslag dengang blev vedtat med overvældende flertal. Og det fremgaar av disse forhandlinger, at loven er forstaat saaledes, som jeg nu har sagt. Jeg henviser til hr. Castbergs uttalelser i Odelstingstidende, side 933 og 950 og til daværende stortingsmand Stangs uttalelser, side 960og 964,hvor de to opfatninger, som stod mot hinanden, er klart belyst ved de uttalelser, som der er fremkommet. Der blev saaledes brukt det uttryk av repræsentanten hr. Stang, at finessen er godt gjemt, men den er der, sa han. Jeg har beskjæftiget rnig saavidt mdgaaende med dette, fordi jeg nemlig anser det magtpaaliggende at faa paa det rene, at der med hensyn paa lovens forstaaelse forsaavidt ikke nu gjøres gjtel-

204 9 9 dendenogen andenopfatning av den earede ehef for arbeidsdepartementet, end her er fremholdt.jeg forstod ham heller ikke saaledes igaar aftes, men kun slik, som jeg først sa angaaende fordelingen mellem kommanerne. Trtedal: Eg er takksam for at justisdepartementet hev halde fast paa si meining, at prisen paa kraft i ymse høve kann reknast paa ein maate, so han kann verta billegare. Det er sant som justisdepartementet hev sagt, at det er ikkje berre um aa gjera at kommuna fær kraft men og at ho fær billeg kraft. Eg vilde ha ynskt, at justisdepartementet ogso ordinært hadde teke upp framlegg um at krafti skulde vera til rimeleg og billeg pris. Eg maa segja, at desse 20 pet., som er tillagde prisen her, naar det fyrr er rekna 6 pet. av byggjekapitalen det hev eg aldri retteleg funne, var ei rimeleg verdsetjing i prisspursmaalet. Eg ser, at det er sume I komiteen, som hev halde seg til handa og røysta for 10 pet. Eg for min part vil røysta for det, dersom det vert uppteke framlegg um at tillegget vert sett ned til 10 pet., og eg trur ikkje ein gjer nokon urett mot koneessionæren med det. Han er i alle høve tryggja 6 pet. renta av sin kapital, og 6 pet. er i vanlege tider eit etter maaten rimelegt utbyte. Fær han so 10 pet. til av denne prisen pr. hestekraft, so skulde han i alle tilfelle vera trygga so vidt mykje, at det er so langt fraa at dei hev det for inkje, at ein tvert um fær sjaa det ei rimeleg forretning, Um Skaar sitt framlegg vil eg segja, at eg er i grunnen einig tanken der, men at det torer vera litt vanskelegt aa taka det inn i lovi; men her hev og vore gjort skilde meiningar gjeldande. Eg trur, det vilde vera nyttigt um det kund3 koma inn i lovi eit ordlag so det var avskore kvar ein diskussion um, korleis ei kommuna hadde aa stella seg. Det hev vore hævda, og eg meiner med retto, at dei kann leiga burt den kraft, dei skal ha, til koneessionæren likso vel som til andre folk. Eg skulde tru, det var grunn til aa taka ei positiv fyresegn inn um det, so det ikkje vart noko slag tvil 1. i so maate. Eg trur nok kanskje i allfall, at selskapi, dersom dei hev sterkt bruk for denne krafti, vilde vera med paa ei semja slik, at bygderne kann faa noko inntekt av dette, og som kann hjelpa deim til, som hr. Skaar gjorde merksam paa, aa amortiseranoko av dei utlegg, dei hev havt til sine eigne kraftspursmaal. Det skulde eg meina, vilde vera ein rimeleg framgangsmaate. Men som sagt, eg etlar aa røysta for, dersom det vert teke upp framlegg um, at dette tillegget skal vera 10 pet. i staden for 20 pet. Eg meiner, ein ikkje gjer nokonsomhelst urett i det tilfellet. Vicepræsidenten, hr. P eer se n, indtok præsidentpladsen. Castberg: Statsraad Nalum har opfordret til at ændre tredje led i indstillingen slik, at de kursiverte ord, «men som dog ikke maa sættes lavere, end at.produktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pet. rente av anlægskapitalen blir dækket» utgaar. Jeg er efter nærmere overveielse enig i, at det- bør utgaa, og hvis ikke komiteen som saadan eller statsraaden selv vil foreslaa det, saa har jeg intet imot at fremsætte et forslag i den retning; men jeg skulde henstille til statsraad Nalum, som har vakt motionen om dette, at fremsætte forslag. Det kom ind i en fart ved tillægsbehandlingen, men efter de uttalelser, som er fremkommet fra statsraad Nalum, har jeg faat betænkeligheter ved at fastholde det, og jeg vil derfor stemme_for forslaget, dersom det fremsættes. Og i tilfælde det mot formodning ikke skulde bli fremsat fra andet hold, forbeholder jeg mig at foreslaa det. Hr. Halvorsen har benyttet anledningen til at aapne en almindelig debat igjen. Formelt er det kanske forsaavidt..ikke noget at si paa det, som der forelaa en tillægsindstilling, som kanske berettiger til en almindelig debat, men jeg synes jo, at realiter seet var det noget underlig, at den skulde gives det omfang ialfald nu igjen, efterat vi har hat en lang almindelig debat ved forhandlingernes begyndelse. Jeg vil bare si, at det forekommer mig ganske besynderlig, at den ærede repræsentant fra Kristiania vil bebreide enten regjerbgen eller komiteen eller nogen fraktion av komiteen, at de ser noget anderledes nu paa flere enkeltheter i denne sak, end de har gjort tidligere. Det gjælder hr. Halvörsen ogsaa, og det vilde da ogsaa være altfor haardkokt, om hr. Halvorsen skulde staa idag i disse spørsmaal i enkeltheterne akkurat paa samme standpunkt som for to aar siden ja, jeg vil endog si, for ett -aar siden. Jeg maa bekjende min synd, jeg har ogsaa utviklet mit syn i løpet av samme tid, og hvorfor?

205 100 do, netep fordi de ekstraordinære forhold, hvorunder vi lever, uvilkaarlig maa skjærpe blikket for, at her gjælder det at være varsom med disponeringen av denne naturherlighet, vandkraften. Hr. Halvorsen har 1 et meget væsentlig punkt vist velen denne prisværdige utvikling, saa jeg synea han laster sig selv ogsaa, naar han paa denne maate vil gjøre, et nummer av, at man har gaat Tidere i denne proposition nr. 2 end i proppositionen nr:.1, og at man er gaat videre 1 indstilling nr. 2 end i indstilling nr. 1, og at man atter igjen uu gaar videre, naar saken foreligger i en tillægsindstilling. Jeg skal minde om, at i et saa væsentlig punkt som norake statsborgeres koneessionspligt har hr. Halvorsen vist en prisværdig utviklingsevne. Han sier i indst. 0. V., at han finder nu at burde gaa videre end han har gjort før, nemlig at utvide koneessionspligten ogsaa til norake borgere, vistnok ikke i et omfang som vi andre mente, men han har brutt prineippet. Han sier : «gjælder i virkeligheten væsentlig i samme grad, enten utnyttelsen av vandfaldene sker gjennem norske statsborgere eller norske aktieselskaper.» Jeg gir hr. Halvorsen min kompliment for, at han paa den maate ser tingen anderledes end tidligere, men da skulde han regne sig og os, sine medmenneaker, det til ære, at vi har været underkastet en lignende utvikling som han selv har gjennemgaat, selv om det har git sig andre utslng for os end netop han har fundet at kunno gi det. Naar hr. Halvorsen atter igjen fremholdt som et grundprineip her, at det private initiativ maa givea raaderum, og at det er at lægge en ded haand over disse naturkræfter, hvis man ønsker, at stat og kommuneskal forbeholdes utnyttelsen av den endnu ikke utnyttede vandkraft, saa er det jo bare en gjentagelse av, hvad der er sagt under den almindelige debat. Og det er et aldeles misvisende ræsonnement, for det viser sig, at særlig her paa Østlandet er der knapt nok kraft for kommunerne, hvia de har aapent syn for, hvad behovet tilsier. Vi ser, at paa.hedemarken har flere kommuner i den sidste tid slaat sig sammen om et av de største vandfald, vi har paa de kanter av landet, og det er vel ikke tvil om, at naar et snes aar er gaat, aaa vil disse kommuner være t3tille& at de har behov for encluu mere kraft.end dette. Jeg sier et anes aar.. Det er for leange. Naar 14are en kort tid er gaat, saa vil de finde det ønskelig, om de kunde faa endnu mere, men da er der ikke mere at faa. Der er saa litet av disse monopolværdier, særlig her paa Østlandet, men jeg vil si over hele landet, at man slet ikke behøver at være bange for, at de ikke skal bli utnyttet ved at man overlater initiativet til kommunerne. Det er bl. a. fordi det private initiativ ikke akal lægge sig paa tverke for kommunerne og utnytte denne kraft til storindustrielle foretagender, saa ikke kommunerne faar sit behov for kraft at disse bestemmelser gives, og det er derfor, vi slet ikke er saa bange for, at disse regler skal føre til et langsommere tempo eller endog en midlertidig stans i vandkraftens fortsatte overlatelse til det, hr. Halvorsen kalder det private initiativ. Al den tale, hr. Halvorsen fører, klinger i mine øren som et sidste krampagtig forsøk paa i denne sak at sætte den ene inden flertallet op mot den anden, appellere til: skal den persons synspunkt seire? Er Odelstinget tjent med, at den persons forslag gaar igjennem? Vil man ikke holde paa, hvad regjeringen for to eller et sar siden har foreslaat? Vil man Kke at slaa fast paa denne maate, at denne eak skal avgjøres, ikke efter realitetshensyn, men efter den slags jeg hadde nær sagt personlige hensyn? Det er en saa tydelig tendens i hr. Halvorsens uttalelser, at jeg finder at burde sætte fingeren paa dem. Og det er heller ikke rigtig, fordi vi allesammen erkjender, at vi har utviklet os i disse spørsmaal. Jeg vil haabe, at hvis saken kommer igjen om 5 eller 10 aar, saa vil det vise sig, at utviklingen er gaat,endnu videre, og hr. Halvorsen kan kanske opnaa den ære og glæde at staa paa samme standpunkt, som vi staar idag, og vi er kommet meget længere frem encl vi staar idag. Hr. Skaars forslag, som det nu foreligger, kan jeg desværre ikke gi min tilslutning. Jeg -behøver ikke at gaa nærmere ind paa det. Jeg vil bare si, at jeg mener foralaget er overflødig, for det tilaigtede kan opuaaes ved indstillingen som den er, eller ial.fald med en ændring, som hr. Skaar efter hvad jeg underhaanden har bragt i erfaring subsidiært agter at foreslaa istedenfor det forslag, som nu foreligger. Tingen er jo nemlig den, at kraftavstaaelse,faar kommuugne ikke gratis. De betaler for kraften med en pris, 50111regns a. være og skal

206 101 den da tilbakeleies igjen til koneessionæren, saa man loven forutsætte, hvis den som er nævnt, det og intet andet. I ntest fordelingen mellem disse flere kommuner, skal uttale sig derom, at leleavgiften blir sidste led staar det, at «koncessionen bør den samme, svarende til fuld værdi, altsaa indeholde nærmere bestemmelser om det op i op. Den kan ikke forutstette andet, varsel, koncesaionæren har krav paa, før end at den vil svare til den bertaling,kommunerne har git, hvis loven skal indlate jeg si, at det forslag, som hr. Skaar un- kraften uttages.» Men ogsaa derom vil sig paa at behandle dette. Men jeg mener, det er overflødig, særlig hvis hr. deliggjøre dette, for hele tanken i br. derhaanden har antydet for mig, vil ty- Skaar fremsætter det torelag, som jeg sigter til, som jeg har hat anledning til un- forslag er, at det ikke er departementet, Skaars ræsonnement og hans subsiditere derhaanden at se, og som jeg med hr. som skal være overherre her og si Skaars tilladelse skal nævne om litt. kommunerne: Dere fear ikke mere end Jeg vil i tilslutning til hr. Amundsen, 2 pct., nagtet det i koncessionen staar, at og saavidt jeg opfattet det, ogatta til hr. de skal ha ret til 10 pet. Det er kommunestyret, som avgjør, hvor megen kraft Sundet faa si, at selvfølgelig er denne bestemmelse i post 12 at forstaa slik, at kommunen vil ha, ikke departementet. enhver koncession skal det staa, at vedkommende kommuner har ret til at kræve være heldig at gaa med paa et forslag, For at tydeliggjøre dette tror jeg, det vil indtil 10 pet. av kraften. Det er ikke saa som hr. Skaar, efter hvad han har meddelt mig, agter at fremsætte jeg har at forstaa, at det i koncessionen kan sættes: Kommunerne kan kræve (f. eks.) forstaat det saa istedenfor det, som 3 pct. eller 4 pet.; dette «indtil» betyder tidligere er referert, et forslag, som, efter ikke det. I koncessionen skal det staa: hvad jeg har hat anledning til at se, vilde Kommunerne har ret til indtil 10 pet. Jeg faa følgende indhold : Istedenfor ordene behøver ikke at gaa nærmere ind derpaa, «efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse» vil det i tilfælde av efter de uttalelser som er faldt. Jeg vil bare si, at herom stod der en kamp hr. Skaar bli foreslaat, at det skal hete : Arbeidedepartementets deværende «idet fordelingen bestemmes av vedkommenderegjeringsdepartement.» Derved blir chef, statsraad Ihlen, hadde en anden forstaaelse av bestemmelsen, som den da var det ntvetydig. Og saa fortsættes det : formet, hvilket hadde til følge, at jeg som «Kommunernekan nyttiggjøre sig den kraft, justisdepartementets chef foreslog en anden redaktion, som gjorde det utvilsomt, maate, som de finder hensigtsmæssig.» Det som saaledes avgives til dem, paa den at den forataaelse, som jeg hævdet, var moner jeg forsaavidt er overflødig, som lovens, og dette forslag blev vedtat mot det efter min opfatning ligger i loven før; 19 stemmer i Oftelstinget og mot 8 stemmer i Lagtinget, sea den kamp er utkjæm- jeg har for min del ikke noget imot men det er en vigtig side ved saken, og pet før. Det er det samme uttryk, indstillingen bruker her, som brukes i vil være heldig, at der sies i loven at si det uttrykkelig. Jeg tror, det den nugjældende lov. Men det er mig uttrykkelig, fordi der baade i praksis har været reist tvil om det, og fordi sagt underhaanden,at dette allikevel kunde være uklart, fordi det sidst i late punktum staar, at kraften tilkommer «den komning. Hvis hr. Skaar fremsætter et saa- der her er faldt uttalelser i tvilende retmune, hvor kraftanlægget er befiggende, dant forslag, vil jeg stemme for det, og eller andre kommuner, derunder ogsaa tror, efter den debat, som har fundet sted, amtskommuner, efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse.» Det er Jeg vil gjøre opmerksom paa, at det i at det var heldig, om det blev fremsat. sagt underhaanden, at disse ord «efter indstillingen er sagt, at det er en del medlemmer av komiteen, som forbeholder sig vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse» maa gaa paa hele det foregaaende punktum, og det vil altsaa si, at sættes til 10 pet., og hr. Trædal har op- at stemme for, at fortjenesten 20 pet. skal vedkommende departement skulde kunne fordret til at fremsætte et saadant forslag. bestemme, om kommunerne skal ha enten For at illustrere, hvad der menes med 2 pet. eller 3 pet. eller 6 eller 6 pct. osv. dette, skal jeg nævne et eksempel. Produktionsomkostningerne for en hestekraft Nei, ' det er ikke meningen med denne tirade. De ord «efter vedkommenderegjeringsdepartements beatemmelse» gaar paa - munen-rdaskai hetale, er. kr. er f. eks. kr. 30,00pr. aar. Det, som kom- 36,00 p1iiww

207 102 pot. derav, det blir kr. 36,60pr. hestekraft. Altsatt koncessionæren faar da en gevinst av kr. 6,00 kr. hestekraft. Ja, det er noksaa stridt, og jeg synes. at, 10 pet. kunde være nok, og hvis der kommer uttalelser fra flere hold i den retning, har jeg heller ikke noget imot enten at stemme for eller foreslaa, at 20 pat. nedsættes til 10 pct. Jeg vil imøtese de videre uttalelser, som kommer derom. Jeg resumerer : Jeg vil i tilfælde stemma for et forslag som det, hr. Skaar sandsynligvis nu vil fremsætte, jeg vil stemme for et forslag hvis det fremsættes om, at 20 pct. nedsættes til 10 pet, i.fortjeneste for koncessionæren, og jeg vil stemme for et forslag som det, statsraad Nalum har antydet, om at de kursiverte ord i 3dje led utgaar. Med hensyn til den ændrede indstilling i forhold til den oprindelige er det sandt, som det er sagt, at det er jo bare en gradsforskjel, 10 eller 5 pct. Det er jo en meget væsentlig gradsforskjel, det er saa ; men det er bare en gradsforskjel. Jeg vil imidlertid føie til, at naar det fremhæves, at man kan faa endog mere end de 15 pct. (10 til kommunen og 5 til staten) i særlige tilfælde, og at dette er en væsentlig hjælp, da beder jeg herrerne være opmerksomme paa, at det, som loven sier, en kommune kan faa utover de 10 pct., eller som før foreslaat 5 pct., det blir av temmelig litet praktisk værd paa grupd av de betingelser, som er aat,1 næstsidste led i paragraffen, hvorefter dette ikke kan kræves, medmindre kraften efterhvert blir ledig. Og selvfølgelig kan koncessionæren indrette sig slik, at kraften aldrig blir ledig, saa det blir bare tilsagn paa papiret, som ikke har.synderlig reel betydning. Derfor er det saa væsentlig, at hovedregelen faar en saavidt høi procent som mulig. Og derfor er det tilfredsstillende, mener jeg, at flertallet i komiteen har samlet sig om disse 10 og 15 pct. Præsidenten: Der er nu indtegnet 8 talere. Præsidenten finder, at der, saaledes som debatten gaar, er foranledning til begrænse taletiden. Præsidenten vil derfor foreslaa, at tiden for de talere, som herefter indtegnes, sættes til 5 minutter. Votering:, Pra)sidentens forslag.bifaldtes ffinstammig., Sannernd: Det er efter min mening ganske naturlig, at der ved disse paragraffer, vi nu er kommet til, blir en litt almindeligere debat. Jeg fik jo av hr. Castberg som præsident igaar anmodning om at holde mig til teksten, og jeg bøiet mig for det. Nu har hr. Castberg som repræsentant paa grund av den stilling, som saken er kommet i, idet det er er ny indstilling, som foreligger, indrømmet ialfald den formelle berettigelse til at tale litt alment. Jeg vil si, at jeg i det væsentlige maa slutte mig til den argumentation, som er ført av repræsentanten hr. Halvorsen. Forholdet er jo det nu, at vi er gast forbi baade propositionerne av 1915 og 1916 og vandfaldskommissionens forslag, og vi har forlatt alle de indstillinger, som har foreligget fra specialkomiteen. Hovedtingen, som herved er skedd efter min mening, er det, som skedde ved 1, nemlig, at den norske borger er sat i samme stilling som ethvert aktieselskap, som den utenlandske kapital. Derved mener jeg, at vi helt og holdent kan sætte en strek over det, som kaldes en industri av de enkelte norske borgere. Men i og med, at saa er akedd, saa skal man ikke finde det underlig, at man blir betænkelig over alle de indskrænkninger, som yderligere gjøres likeoverfor aktieselskaper. Det er jo pekt paa det, det er sagt av justiaministeren likesaavel som av flere repræsentanter her, at man finder ingen skade i, om der stanses litegran, eller om utviklingen gaar litt langsommere, eller at der blir hel stans paa utbygningen. Det er hævdet specielt av hr. Castberg, at man. er naadd saa langt, at der ikke er vandkraft nok til det almene behov, han la-forsigtigvis til: ialfald paa Østlandet. Det er saa. Men man skal ogsaa peke paa den ting, at det er ikke de koncederte vandfald her paa Østlandet, som har gjort det. Det er tvertimot den utvikling av industrien, som her i disse rike distrikter er skedd, før koncessionsloven kom,istand. Men da at sætte bestemmelser videre i denne lov, saa at ikke engang norske selskaper skal kuune komme til at drive industri i de distrikter, hvor der er vandkraft nok, det synes jeg, er et betænkelig arbeide, Det blev, da denne kontinuationsindstilling forelaa, av jnitisdepartementets chef forlangt utsættelse til senere. behandling efter nyt. kaft.

208 103. (Saanerai) Det er yel noget, som sier sig selv, at det.maatie være en realitet, som begrundet et saadant krav. Jeg. mener, at den ogsaa ligger der. Der er jo nu ikke tale bengere, haddi jeg nær eagt, om advarsler Iikeoverfor grundlovens 105, det er saa. Men det er spørsmaal, om ikke den vei, vi nu gaar paa kommer til at gaa ind under. den. En, dom efter denne paragraf vil jo altid være en dom, der beror paa skjen. Og det skjønsmæssige er jo det, som vi ogsaa bygger denne lov paa. Skjønner vi nu saa langt, at vi stopper hele industrien saa er jeg bange for, at der kan være fare paafærde. Og leg tror, at vi nu bevæger os like bent paa knivseggen i dette spørsmaal. Der mener jeg, faren ligger. Er det da nødvendig at gaa den vei? Jeg finder det ikke er nødvendig. Jeg kjender ogsaa endel av vandkraften her i landet, og jeg vet, at der ligger store kraftkilder, som kan utnyttes. Men det er kraftkilder, som aldeles ikke kommunerne er istand til at kunne grele. Det er for smaa kommuner, for fattige kommuner til at gjøre saa store utbygninger, uten at de har bortleiet kraft paa forhaand til sikre bedrifter. Det blev pekt paa av komiteens formand, hr. Amundsen, at vi nu ogsaa hadde faat amtakommunenind. Det sier jeg, er et noksaa problematisk spersmaal. En amtekommune er da ikke en kommune, som egentlig har nogen kapital at rutte med. At bringe alle de hoder, som er der, ind under et syn, det er mange ganger værre end at bringe en bygds hoder ind under en plan, saa det ræsonnement vil jeg ikke bygge noget særlig meget paa. Jeg har i det hele tat stemt for den som er forelagt av specialkomiteen. Jeg har fulgt den retning. Det er jo ganske naturlig. Naar man har fulgt koneessionsutviklingen i alle disse aar fra 1908 og har fulgt kongelige propositioner og indøsillinger, saa har man altid fæstnet en opfatning. Men jeg er ikke istand til at felge det princip, at man under behandlingen av en lov som denne kaster ind nye momenter og stemmer for det, naar man ikke har overblik over, hvor dette vil føre hen. Jeg agter derfor ogsaa her post 12 at stemme paa den maate,at jeg tølger speelaikomiteens in.datilling med hensyn til-det fasteatte proeenttel Der "bies lgaar drat ind post 13. Det linder jeg berettiget, for disse poster, 12 og 13, hører saa neie sammen netop likeoverfor det jeg har pekt paa : den fare, som der er ved dette, at man kjører op»satser paa 3 og 4 kroner, tilsammen 7 kroner pr. hestekraft. Hvis ikke dette skal være papirbestemmelser, saa er det vel meningen, at man skal søke at faa det, og jeg er overbevist om, at kravet fra kommunerne blir saa sterkt, at regjeringen nok faar søke at drive det gjennem. Men nu vil jeg peke paa det forhold, at i begge disse tilfælde, baade i post 12 og 13, er der skedd en stor forandring saaledes som det er fremholdt av hr. Halvorsen. Der er skedd en forandring i kraftens beregning som er av den største betydning. Saa skal jeg peke paa det forhold, at naar man for eksempel sier 7 kroner pr. hestekraft, saa menes dermed for alle de hestekræfter, som fossen kan levere i turbinhuset, men det er da ikke den kraft, som kan bringes frem. I almindelighet sier man, at naar man kan bringe frem 67 pet. av fossens kraft, saa har man virkelig en god utnyttelse av fossekraften. Tar man ogsaa det i betragtruna, saa vil forholdet stille sig end urimeligere med hensyn til denne skjærpelse. Jeg skal ta et nærliggende eksempel, som jeg kjender. En som søkte om koncession paa en større kraftutbygning bød kommunerne, for at faa disses anbefaling til regjeringen, 20 pct. av kraften fordelt til kommunerne. Ja, det høres meget pent ut. Men man skal lægge merke til, at fossen som raa naturkraft blev sat til hestekræfter og at utbygningen øket antallet av hestekræfter med Kraftavstaaelsen vilde altsaa alt i alt bli ca hestekreefter. Denne utbygning var aargangsutbygning paa hestekræfter som skulde gaa 24 timer i døgnet. Det vil altsaa nu ved denne beregning vise sig, at selv 5 pct. av det gir 850 hestekræfter, altsaa de omtalte 20 pct. er ikke saa saa svært meget over, hvad 5 pet. vilde være i dette tilfælde. Gaar man nu til 10 pet., saa har man allerede paa dette fald 1700 hestekræfter, som skal avgives. Jeg peker bare paa dette eksempel, fordi jeg mener, de 10 pet. kan bli meget farlige for koneessionæren. I særlig grad kan de bli farlige for da smaa fald, Hvis det skulde hænåe, -det var,en norakborger,eomtredaalt

209 10 4 vilde kjøpe en fos og bygge den ut, sea kunde disse bestemmelser virke derhen, at de tok væk saa at si den del av kraften, som han nødvendigvis maatte ha for at faa sin fabrik til at gaa og utvikles. Jeg mener derfor, man skal betænke sig litet grand paa dette forhold. Hr. Skaars forslag synes jeg ikke det er mulig at stemme for. Jeg vil si, at det i vcesentlig grad byder mig imot, for det smaker av, at man likesom vil rane til sig altsammen, selvom man ikke har bruk for det. Men jeg vet ikke det er hawdet her, at man kan ordne fordelingen saa, at den ene kommune kan leie bort til en anden. Jeg vet ikke, om der findes noget punkt i loven, hvorpaa man kan bygge dette. Jeg ser, at der i debatter tidligere har været hævdet det. I den koneessionsansøkning, som jeg netop omtalte, hævdet imidlertid koneessionæren, at det ikke er tilfældet. For eksempel en kommune faar ikke lov til at leie den hele kraft og saa leie bort til andre kommuner. Det vilde koneessionæren ha ret og myndighet til. Manskulde fordele kraften saaledes, at der paa hver interessert kommune blev etpar hundrede hestekræfter. Det kan enhver skjønne mange tilfælde vil komme til forsaavidt fuldstændig at ødelægge bestemmelsen baade om 5 og 10 pet., fordi der blir saa faa hestekræfter paa hver enkelt kommune, at det ikke lønner sig at overfore dem med de voldsomme avstande, som det her ofte kan være tale om. Jeg ser nu, at man kan utta kraften jeg omtalte det ifjor ogsaa av kraftledningen. Det er naturligvis en fordel for de bygdelag, hvorigjennem kraftledningen gaar, og man kan derved indskrænkeavstanden. Men fossen kan ligge saa, at disse bygder er i en avstand av , ja indtil 30 km. fra den egentlige kraftkilde, og kraftledningen gaar ut den motsatte vei til et andet amt netop saaledes som jeg her skildrer. Da vilde man ikke paa nogensomhelst maate kunne faa 'bruk for de hestekræfter der. Det kunde da være saa sin sak at si, at ja da vil vi ha betaling for det, vi ikke faar bruk for; men jeg kan ikke gaa med paa det. Men det maatte kunne gaa an at faa en bestemmelse om og det mener jeg er en praktisk bestemmelse at de.forskjellige kommunerkan leie denne kraft,ut til den enkelte kommune, som gjpnnem -dette kan bli forsynt med kraft. Hvis hr...skaar kunde faa ind neget i den -retning, da vilde jeg virkelig takke ham. Med hensyn til den beregnede avgift, som staar i 12, saa vil avgiften, hvis den for eksempel er 7 kroner, i virkeligheten bli 10 kroner pr. hestekraft paa grund av det tap i overførsel, som jeg her har pekt paa. En avgift av 10 kroner for 1 hestekraft er en voldsom avgift. Manmaa ikke gaa ut fra, at man faar kjøpt faldene til de priser, som man har faat før. Prisen paa vandfald stiger hver eneste dag. Ja, den stiger saa høit, at naar vi ser paa Raumafaldene, saa har vasdragsdirektøren endog gaat hen og anbefalt, at man ikke kjøper efter det forlangende, som er skedd paa en rettighet, som er av ganske stor betydning, men at man overlater det til ekspropriation. Min erfaring er, at ekspropriation er noget av det værste, man kan gaa til for da blir det som regel dyrere end selv et stort krav fra den som er privateier. Jeg har en noksaa dyrekjøpt erfaring i det spørsmaal. Med disse uttalelser har jeg tat mit standpunkt likeoverfor de kommende paragraffer. Jeg vil ikke nærmere uttale mig i disse spørsmaal, men jeg vil stemme saaledes som forsigtigheten byder mig at stemme ; for vi er kommet et overordentlig langt skridt fremad her. Efter denne lov og den lægger jeg den største bret paa har vi nemlig lagt avgifter og bestemmelse om kraftavstaaelse paa alle de hestekræfter, som fossefaidet gir i utbygget stand, mens den gamle lov la dette paa den kraftforøkelse, som skedde ved utbygningen. Skaar: Hr. Halvorsen ekspederte mit forslag svært haardt og fælt overlegent. Det var umulig det gjentok han to ganger. Saa var han færdig med den historie. Hr. Halvorsen har ogsaa av og til fremsat forslag, som jeg for min del har fundet ganske umulige, og jeg har hat den fornøielse, at et stort flertal her i forsamlingen har fundet hr. Halvorsens forslag umulige. Den sidste ærede taler, hr. Sannerud, fandt, at mit forslag smagte litt av ran. Jeg vilde rane formodentlig fra kraftselskaperne. Nei, det viyjeg selvsagt ikke. Dersom der i denne lovgivning forekommer noget, som kunde friste hr. Sannerud til at tænke paa begrepet ran, aaa maatte det være beatemmelsenom de 5 pet.'s kraftavstaaeise til komnnerne, og ikke i. dette tilfælde, da det bare er spørsmaal om en omsætning av denne ydelse en Omsæt-

210 10 5 ning i anden:forn4øg for at avgives saavidt mulig efter ovetenskomst.her ligger alk eomkan minde om ran, langt utenfor. Hr...,Castberg kunde desværre- ikke stemmøfor mit forslag. I det «desværre» tillot jeg - mig at lægge. den forstaaelse, at han igrunden hadde-en viss sympati for.,meningen,for tanken i det, men at det _varenten av redaktionelleeller lovtekniskehensyn,han ikke kundeslutte sig til forslaget;'saaledes som det foreligger. Det kan hænde,jeg tør ikke som lægmand indlate mig i diskussionmed øvede jurister og drevne lovmakere om dette her; men jeg vil faa lov til at gjøre opmerksom paa dette, at naar man er enig i tanken i et forslag,i meningenmedet forslag, i hensigtenmed det, saa kan det passere, at man prøver at lappe, flikke paa formen for at faa en bestemmelseistand. Jeg vilde sat pris paa, om hr. Castbergi dette tilfælde haddegjort det. Det er endvidere sagt, at mit forslag er uantagelig,fordidet ligger utenfor hele lovgivningens tanke. Samtidiger det fra andet hold sagt, at det bør ikke bifaldes, fordi det er unødvendig; det ligger i den nuværendelov allikevel det, som forslaget vil indføre. Begge de ting kan naturligvis ikke gjælde, og efter min opfatning er ingen av dem rigtig. Ikke ligger forslaget utenfor koncessionslovgivningens principper, og heller ikke har det den nuværendelov faat sit uttryk, saa man kan gaa klar av praktiske vanskeligheter.der vilde være fuld grund til at ha en bestemmelse,somkundebringe klarhet i dette forhold. Men det er gaat, som jeg tænkte mig, at forslaget ikke har fundet nogen tilslutning, og at det derfor er ganske virkeløst at holde paa det. Jeg tillater mig derfor at tilbakekaldeforslaget. Men samtidig dermed vil jeg opta et nyt. Det er paa en viss maate efter den gamle berømtekokebok,det er det samme paa en anden maate. Jeg vil foreslaa, at der i post 12, lste led efter lste punktum indsættessom nyt punktumdisse ordene: «Kommunernekan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes opsparestil dem, paa den maate de finder hensigtsmæssig.»her er uttalelsen mere almindelig. Det vil kommei en anden sammenhængi loven. Og-jeg mener, at det vil gi kommunerne det albnerum,som det er saa om at gjøre at skaffe dem i denne-lov. Samtidig.hermed mener jeg at det foregaaendepunk. tum, lerete.-pimktami poeten ber:aveluttes paa en litt andenmaate. Nn staar det saa: «efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse». Der vil det være rimelig det er allerede nævnt av hr. Castberg, og det, som interesserer mig i denne forbindelse, er dette at sikre koramunerne, at ikke departementet gaar til at nedsætte de 10 pet., som jeg antar maa bli lovbeslutning her, efter forgodtbefindende at dette punktum avsluttes saaledes: «idet fordelingen» av de 10 pet. nemlig «bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement». Forslaget vil altsaa omfatte sidste sætning av første punktum, og saa et nyt andet punktum. Dette nye andet punktum er det, som efter min mening især skal erstatte det forslag, som jeg nu har kaldt tilbake. Jeg skal faa lov til at fremlægge forslaget paa præsidentens bord. Prtesidenten: Hr. Skaar har nu tat sit i forrige møte fremsatte forslag tilbake. Istedet derfor har hr. Skaar fremsat forslag om, at i lete leds 1ste punktum skal der istedenfor de ord, som nu staar «efter vedkommende regjeringsdepartements bestemmelse», sættes følgende sætning: «idet fordelingen bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement.» Ogsaa et nyt 2det punktum i umiddelbar fortsættelse derav saalydende: «Sommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem, paa den maate de finder hensigtsmæssig.» Præsidentenvil henstille til de følgende talere at fatte sig mest mulig i korthet og koneist. Mjelde: Jeg har i komiteen forbeholdt mig adgang til at stemme for et forslag, som gir uttryk for den tanke, som er fremkommet i hr. Skaars forslag. Det kan ikke benegtes, at der er adskillig i det, som er fremholdt av hr. Skaar. Lovens tanke med at gi kommunerne kraft er jo at skaffe kommunerne en fordel. Men naar en kommune allerede har elektricitetsverk, saa kan den jo ikke nyttiggjøre sig den tiltænkte kraft, som en anden kommune kan, der ikke har elektricitetsverk. Jeg har forstaat hr. Skaars forslag slik, at han ad den vei vil ha sat kommunerne paa like fot, baacle de som ikke tidligere har kraft men maa ty til lovens 10 pet., og de kommuner som tidligere har elektricitetsverk, og som ikke behøver den tiltænkte kraft til eget behov, og den tanke ligger der adskillig i. Men de av komiteens medlemmer somskuldevære:bedstinde ilovens teknik, de har fundet, at forslaget:.avlovtekniske

211 106 grimde ikke anbefaler sig og derfor har jeg i komiteen ikke kunnet slutte mig til det i den form, hvori det foreligger. Den fortolkning av loven, at kommunerne stod frit med hensyn til anvendelsen av kraften, har.tidligere ved flere leiligheter weret gjort gjældende; kommunerne skulde kunne utta kraften og leie den ut igjen til andre paa den maate og paa vilkaar, som den fandt tjenlig for sig, og jeg har forstaat komiteen slik, at man var enig paa det omraade. Det tør hænde, at loven ikke gir bestemt og klart uttryk for det, men det av hr. Ska.ar nu fremsatte forslag skulde gjøre den forstaaelse utvetydig. Jeg er helt eakig i den, og kan ikke andet forstaa, end at hr. Skaars forslag anbefaler sig til tydeliggjørelse av forstaaelsen paa dette punkt. Hr. Halvorsen fandt at maatte behandle flertallet paa en særskilt maate, fordi vi hadde levert en tillægsindstilling. Ja ja, kan det være en tilfredsstillelse for hr. Halvorsen at anlægge debatten paa den maate, saa tror ikke jeg, det behøver genere flertallet. Naar man tænker sig en lovmaterie som denne, hvor utviklingen gaar saa rivende fort, og paa, at propositionen er to aar gammel, og indstillingen et aar gammel, saa tænker jeg, man vil kunne finde en rimelig forklaring paa, at flertallet har fundet det rigtig at levere en tillægsindstilling. Man behøver ikke strides om det mere, jeg tænker, alle, som vil se paa disse spersmaal med et litt sundt og rimelig syn, vil finde det noksaa rimelig. Halversen: Jeg beklager meget, hvis det xriedrette kan sies, at jeg i mit første foredrag misbrukte Odelstingets tid, jeg vilde beklage det. Jeg vil dog si, at naar hr. Castberg kommer og bebreider mig, at jeg har været for vidtløftig, tar jeg nu beskyld.ningen fra den kant med megen ro. Jeg vet jo med mig selv, at jeg ihvertfald ikke misbruker tingets tid i det omfang, som hr. Castberg har for skik. Overfor ordføreren vil jeg faa lov til at si, at naar han bebreider mig, at der er en uoverensetemmelse mellem, -hvad jeg har fremholdt om tilfredsstillelse av det almene behov, og min opfatning av den norske statsborgers stilling, hvorledes den burde være efter leven, saa viser ordlereren derved alene,;.at,:han enten ikke bar ftlgt med, eller han;ibier ikke forstaat det, som var tyngdersakiet i-bele mit rtesoiinement,der. Jeg lutrl begyaklt.ved begyndelsen, c da konvzis~ det, hvis man skulde faa samlet vandrettigheterne i vort land, saa var det nødvendig at de norske statsborgere fik adgamg.121).at gjese- deit koneessionsfrit. Men jeg fremhzevet samtidig, at utbygningen det er det selskapernes sak at foreta, og da kommer det hele ind under koneession. Og dette skulde nu ikke ordføreren være saa hel± fremmed for, fordi det var jo det standpunkt, som meget bestemt blev hævdet i propositionen av 1915, i indstillingen i 1915 og i prepositionen i Det var ikke noget mit paafund, det var alles opfatning dengang, idet man tilla netop dette hensyn til samling av vandrettigheterne den vegt, at man turde ikke ta det skridt, som mannu saavidt letvint har tat. Det er sammenhængen. Og naar hr. Castberg i denne forbindelse snakker om min perfektibiliw, ja saa er jeg selvfølgelig forbunden for det, men clesværre maa jeg nok si, at denne gang. kan jeg ikke ta mot den kompliment. For hvad er forholdet? Jo, jeg tok op her bare det, som var foreslaat av dem, som blev i mindretal i 1909, jeg holdt paa præeis den samme linje. Naar jeg ikke gjorde det i indstillingen i 1915, kom det udelukkende derav, at dengang var det ikke engang nogen av flertallet, som fandt det nødvendig at gaa saa langt, og da at ta nogen dissens i det punkt, nei, det fandt jeg ikke grund til da. Det var forholdet. Mine almindelige bemerkninger idag kom som et svar til justisministeren. Det var hans bemerkninger, som hadde foranlediget dem, og jeg fandt mig, og jeg finder mig fremdeles berettiget til ha kommet med, hvad jeg sa i mit første foredrag. Forøwrig skal jeg ikke forlænge debatten mere i dette punkt. Bare likeoverfor hr. Skaars forslag vil jeg si, at det er ett av to. Enten er det overflødig hvis det bare skal tages efter ordene, da er det overflødig, det er ganske unødvendig at si det i loven, fordi loven har ikke lagt nogen forpligtelse paa kommtmerne til at bruke kraften paa den eller den bestemte maate eller ogsaa indeholder det maskert det, som laa i hans principale forslag, og da vil jeg ikke være med paa det. Enten det ffn er overfledig eller det i virkeligheten skal betyde noget andet end det, det sier begge tilfælde finder jegdet ganske - at stemmer for forslaget, og jeg-stemmer derfor met det. Priesideatem PrEesidenten skal gjøre -opmerksom paa, det forslag, som blev refentrt.for.ea etundsiden, Ivenmet av

212 107 Skaar, nu er blit komiteens mndrede Tveiten: Eg skal gjera, som præsidenten bed um, og vera kort. Med umsyn til det framlegg, statsraaden slo frampaa um, aa strjuka det nye, som er kome til i tillegstilraadingi, post 12, 3dje leden, so vil eg for min part segja fraa, at eg er meint aa raysta for det, so framt det vert teke upp av stataraaden eller av einkvan annan. Med umfryn til hr. Skaars upphavlege framlegg er det so, at me var fleire i nemndi, etml var samde i tanken; men me fann den maaten dette skulde gjerast paa heller usmakeleg. Dette aa paaleggja koncessionærenaa leiga tilbake krafti, fann me var el fyresegn, som ikkje burde koma inn i lovi. Naar no framlegget er brigda til den form, det no har, er eg med paa det. Eg synest det er ei stor betring, som dermed er gjort. I nemndi i fjor gjorde eg framlegg um, at desse 20 pet i vinning paa kraftavgjevingi skulde setjast til 10 pct., og fleirtalet gjekk med paa. Daa lovi so vart gjengi igjenom til slutt, vart ein likevel samde um aa halcla fast paa 20 pet. Det er nemleg so at i 1911 vart dette punkt i lovi fraa 1rukseigarane si sida framhalde som eit sterkt band i koncessionslovi dette, at ein koncessionær skulde tilpliktas aa gjeva fraa seg ein viss part av krafti, vart fra mange sidor halde for aa vera ei svær ulempa og ein stor skade. Det vart daa gjenge med paa, at der beller skulde fastsetjas eit rundelegt vederlag, og det vart sett til 20 pet. utover alle produktionsumkostningar tillagt rentor. I nemndi fann me at for kommunorne vilde ikkje dette spela so stor rolla, soleis som det no er upplyst av hr. Castberg, og me ottast for, at dette aa setja ned denne kunde ha sitt aa segja for storleiken av dei aarlege avgifter. Paa dette standpunkt stend eg i dag og, eg trur det er vaagsamt aa setja ned. Ein kollega her ved sida ymte um ein maate, som kunde vera tenkjande aa praktisera. Er produktionsumkostaingarne smaa t. d. ei krunor, so bev det lite eller mindre aa segja, men i tillelle, der produktionsumkostningarne vert heller store, soleis ei 50 til 100 krunor pr. hestekraft, kann det ha meir vigt, um procenten vart mindre. I slike tilfelle vert det nenant,um det kunde skje ei gradering, soleis at det vart 24). pet. der produktionsumkostningarne t..4,(e, krunor, og 10 pot. for eum- ; mar yver det. Tanken er tiltalande, men eg torer ikkje uppmoda vedkomande til aa gjera eit sovore framlegg. Skulde det bli framsett vil eg tenkja etter, um eg kann røysta for det. Eg er elles av dei medlemerne av nemndi, som bev halcle seg til hancla aa røysta for 10 pet. Men, soar sagt, det kann vera tvilstnaal baade for og imot; eg er ikkje heilt paa det reine, kva vilde vera det hepnaste. Statsraad Nalum: Da jeg igaar hadde ordet, nævnte jeg litt om min opfatning av den første del av post 12. Jeg læste nemlig indstillingen paa almindelig lægmandsmæssig maate, saadan som denmaatte forstaaes efter den almindelige sproghruk. Nuvel, jeg hører det, at juristerne her tolker den litt anderledes. Jeg maa naturligvis bøie mig for det der er ikkenoget at gjøre ved det. Det var nemlig ikke min mening, at ikke de 10 pct. skulde staa i koncessionsbetingelserne. Dot har jeg altid været klar over. Som vi nu sætter ind 5 pet., saa mente jeg ogsaa, at de 10 pet. maatte staa i betingelserne. Jeg mente, at naar det staar efter vedkommende departements bestemmelse gik det tilbake paa hele det første punktum av paragraffen. Jeg hører imidlertid, at efter forarbeiderne er saa ikke tilfældet, og selvfølgelig bøier jeg mig for det, saa av den grund behøver man slet ikke at foreta nogensomhelst forandring her i loven. Jeg har forresten hat den opfatning, som jeg trodde var almindelig her og i den debat, som er ført her, har jeg ikke hørt noget andet heller og det er, at det maabli administrationensog departementets første og største gjerning at gjøre alt, hvad der er mulig, for at skaffe distrikterne lys og kraft. Jeg er derfor helt ut enig i den opfatning, som blev uttalt jeg tror, det var fra hr. Halvorsens side at blir det spørsmaal om koncession paa et vandfald, saa blir det første, departementet har at gjøre, at undersøke, om ikke det vandfald er nødvendig for at skaffe distriktet lys og kraft. Jeg trodde ikke der var nogen tvil om det længer, at hvem der saa sitter i administrationen, saa er det bygdernes, distrikternes tarv, den først har at vareta. Industrien er ikke industrifiende, men jeg vil ha sagt, at den faar staa i anden række, og jeg ea. ogsaa av den anskuelse, at det er.,gaat saa fort paa det omraade, at det er. iklee; av veien, om der blit tat rev i aeilana, det er alet ikke, av veien. Den raadende

213 108 arbeidsløshet ') utover i distrikterne, tror jeg tilsier, at der simpelthen maa tage5 rev i seilene. Jeg vil bare ha sagt dette ganske i sin almindelighet. For jeg vil ikke det, at den tanke skulde brede sig, at man 1 departementet sat og tok andre hensyn end det: først og fremst at vareta distrikternes tarv. Derfor var det ogsaa min mening med hensyn til de 10 pct., at trængte kommunen disse 10 pct., nu vel, saa maatte kommunen ogsaa ha dem, der er ikke snak om andet. Da maatte og burde kommunen ha dem, og da fordelingen i det mindste maa ligge under departementet, og det her ikke bare gjælder vedkommende kommune, men ogsaa amtskommunen eller andre kommuner, saa vil jeg lægge til at først og fremst maa vedkomn eade kommune tilgodesees. Den maa staa i første række. Se, det var min opfatning, og ut fra den opfatning var det, at jeg drog de slutninger, jeg gjorde, likeoverfor det, som var sagt her. Det er ogsaa den opfatning, som notop dikterte min stilling til de ord, som er kommet ind her, naar det staar «men som dog ikke maa sættes lavere> det gjælder kraftprisen «end at produktionsemkostningerne deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen blir dækket>. De ord, som er tat ind her efter henstilling fra justtsdepartementet, finder jeg det er heldigst blir staaende, nemlig de ord: «fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk> jeg mener, at man bør beholde de ord, eftersom justisdepartementet mener, at loven helst maa forstaaes saaledes. Men da mener jeg, det er nødvendig, at de først citerte ord gaar ut. Ellers kan kraftprisen bli altfor drøi. Den kan bli saa drøi, at distrikterne simpelthen ikke kan gjøre sig den nyttig. Vi kan bare ta et ganske liketil ekeempel. Sæt, at gjælder et vandfald paa hestekræfter. Man bygger dammene, der lægges rørledninger, der bygges kraftstation o.s.v. Det er bare igjen at installere turbiner o.s.v., saa begynder man med 5 000, eller la os si hestekræfter vi kan gjerne gaa til Det er femteparten. Hvis kraftprisen skal beregnes paa det grundlag, paa de istedenfor av hele utbygningen, som gjælder de da kan jo enhver skjønne, at kraften maa bli saa dyr, at den kan ikke benydes. "Jirbeldsleshet» rettet til se statsraad Nalum, side «arbeldstorhold», Det er derfor, jeg vil, at dette skal gaa ut, og jeg mener, at man maa falde tilbake paa den pris, som der i almindelighet betales for leiet kraft. Forresten skal jo maksimalpriserne fastsættes efter et skjøn. Det er jo det, man ogsaa har at falde tilbake paa, og det mener jeg, man faar nøie sig med. Det var ogsaa en anden ting. Det var nemlig dette ord «gjennemsnitlig», som arbeidsdepartementet hadde ment burde ut. Jeg vil tilføie der, at naar arbeidsdepartementet foreslog det, var det ogsaa av hensyn til bygderne. Det var av hensyn til, at bygderne kan skaffes mest mulig kraft. Vi ræsonnerte nemlig som saa, at det er ikke altid, at den gjennemsnitlige vandkraft vil være den, som vil være den heldigste for kommunen. Man kan ta et enkelt tilfælde. Gjennemsnittet er altsaa døgnregulering vandet benyttet i 24 timer. Men sæt nu, at vedkommende bedrift bruker vandet i 16 timer. Da kan den bruke saa meget mere. Hvis en døgnregulering var beregnet paa , kunde man f.eks. bruke , og kommunen vilde da faa sine procenter av de isteden. Det var det vi mente, det er det, departementet har tat hensyn til ved at foreslaa dette ord «gjennemsnitlig«udelatt. Men naar komiteen mener, at man bør ha denne faste staaende regel, saa departementet ikke skal kunne ta dette hensyn, saa skal naturligvis ikke departementet hefte sig mere ved det. Men jeg vil bare ha gjort opmerksom paa, at det fra departementets side netop er av hensyn til bygderne det er foreslaat, at det skulde gaa ut, fordi man da hadde en mere bølelig regel, som gjorde, at man kanske kunde skaffe bygderne litt mere kraft. Efter de opfordringer, som er kommet, vil jeg altsaa foreslaa, at ordene «men som dog ikke maa sættes lavere, end at produktionsomkostningerne deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen blir dækket» skal gaa ut. Men det forutsætter, at man ikke forandrer noget andet i paragraffen, at man altsaa beholder det uttryk «er tat i bruk» og ikke ombytter det med «utbygget». Przesidenten refererte statsraad Nalums forslag. Amundsen: Jeg kan erldære, at der er et flertal i komiteen, som slutter'sig til dette forelag av statsraaden. Det oprindelige mindretal, hr. Halvorsen ög hr. Jahren, er imot og desuten hr. Sundet, sakens ordlører; de øvrige medlemmer

214 109 slutter.sig -til statsraadensforslag. Med hensyn.paa fortolkningen av 2 første punktumi førsteled,vil jeg faa lov til at fremhæve, at loven altsaa er slik at forstaa, at der spørresikke om det formentlige behov av kraft, som kommunenskal ha, naar det gjælderde 10 pet., som nu foreslaaes;.lovens mening er, at der skal betinges 10 pet. av koncessionæren,enten det i øieblikketkan formodes,at kommunen kan faa.brukfor saa stor kraftmængde eller ikke. Naar loven er slik, er som det fremgaar av begrundelsentil samme paragraf i 1909 med pct. aarsaken den, at man har ment, det ikke var mulig i øieblikket at ha en oversigt over kmmunernes sandsynligekraftbehovi løpet av et par menneskealdre, saaledessom en koncessionstidi almindelighetvil dreie sig om. Man har ment,man maa ha en sikkerhetsventilher, saaledes at der skal staa i selve koncessionsbetingelserneet visst minimumav kraft,og detteminimum foreslaar komiteen nu forhøietfra 5 til 10 pet. Efter de uttalelser,som er fremkommetfra den ærede statsraad,gaarjeg ut fra, at han ikke tar avstandfra denne fortolkning, som efter ordlyden kanske kan være omtvistelig,men som efter forarbeiderne og det ordskifte, som fandt sted i 1909, er hævet over tvil. Medhensyn paa hr. Skaars forslag vil jeg ha sagt, at jeg gaar ut fra,at detikke er meningenmed dette forslag ad en omvei at opnaa det samme,somhantilsigtet med sit første forslag; og efter den begrundelse, som fremkom vistnok fra hr. Skaare egen side, og ogsaa fra hr. Castberg, gaar jeg ut fra, at det er berettiget at slaa det fast. Men heller ikke kan det være meningen,saaledes som forslagetlyder og da det nu er fremsat sommotsætning til det prineipale forslag at det skal lægge departementetnogen hindringer i veien, naar departementetskal bestemmekraftfordelingenmellemkommunerne; jeg gaar ut fra, at det ikke er meningen,at kommunerneved indbyrdes arrangementerog ved indbyrdesavtaler om avstaaelseav kraft mot betaling skal kunne tvinge departementetil at ta hensyn dertil ved bestemmelsenav kraftfordelingen mellem kommunerne. Menmed disse reservationer kan jeg ikke opfatte forslaget som andetend en redaktionsforandring i loven, og kanske en tydeliggjørelse, men i hvert fald en overflødigtycle, liggjørelsd.'nu har -dennesak passert to specialkomiteer,og der har været fremsat to propositioner,og da synes jeg ikke, der er grund til for Odelstingether at at indlate sig paa redaktionsforandringer. Naar begge propositionerog begge specialkomiteer har latt nærværendebestemmelse lyde, som den gjør, saa synes jeg ikke, der er aarsak for Odelstingettil her saa at si,at optrædesom komite og foreta redaktionelle forandringer. Jeg for mit vedkommendevil derfor stemmeimot forslaget, uagtet det underhaandener oplyst, at der er flertal i komiteenfor det. Hvis forslaget kun er at opfatte som redaktionsforandring,er detoverflødig. Jeg skal faa lov til at henledeopmerksomhetenpaa, at der er kommetind en ny bestemmelse i indstillingeni tilslutning til propositionen, at staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommunen. Dette er, heter det i propositionen,overflødig,og den forrige specialkomiteundlotdet,fordi den fandt det overflødig,men, sier departementet,vi tar det likevelop. Endmere overflødig er det her at vedta et forslag om, at kommunerneskalkunnenyttiggjøre sig kraften paa den maate, som de selv ønsker, hvis der ikke lægges mere i forslaget, end ordlyden tilsier. Przesidenten: Er det komiteformandens meningat opretholdedenoprindeligekomiteindstilling? Amundsen: Ja. Præsidenten : Da foreligger altsaa til første led komiteensændredeindstilling og komiteens oprindelige indstilling,som er optat av komiteens formand. Med de følgende taleres samtykkegir præsidenten ordet til hr. statsraadnalum. Statsraad Nalum : Det var bare det, jeg vil gjøre opmerksompaa, at jeg ved en forsnakkelsenævnte den raadendearbeidslø she t, jeg mente de raadende arbeldsf orhold i landdistrikterne. Trædal: Eg vil berre ha sagt, at eg trur ikkje, at den tolking, som no hr. Amundsengjorde av hr. Skaar sitt framlegg, er den rette. Det ligg meir enn redaktionsbrigdei det; det ligg ei fastslaaing av dette, som hev vore gjortmotmæle mot, at ogso bygderne kann i tilfelleleiga det burt til koneessionærenatt. Skaar: Jeg bad om ordet for at gjøre den bemerkningtil komiteensformand,hr. Amundsen,at selv jeg opfatter forslaget derhen,at det er mere end en redaktionsforandring. Hvis det bare var en redaktionsforandring,vilde det ikke faldt mig ind at sætte det frem. Menden sam-

215 11 0,n313hr. Amundsen børefter minopfatning ikke ilette sig paa deres bekostning,som.maatte sætte frem forslag til redaktionsforandringer,for han 'har jo været med i denne,komiteog loreslaat en mængdeforandringer,ogsaa av redaktionel art, i de fereliggendekongeligepropositioner,endda disse propositionerhar undergaat den omhyggeligste behandling i departementet. Castberg: Jeg vil ogsaa si, at de forekommer mig litt unedig at lægge saadan -vegt paa, at man ikke maa røre ved redaktionen1 denneindstilling.denbehandler saa vanskeligeemner, at den hverken reelt eller formelt fremkomsom et aldelea ufeilbart,fuldbaaretprodukt, da den -blev fremlagt av komiteenher, det kan alle erkjende; det er ingen forkleinelse for noget medlemav komiteenat erkjende det. Men jeg bad ikke om ordet for at si det, men for at si at jeg tar forbehold overfor hr. Amu.ndsensforsøk paa at fastelsa, at man ved dette forslag har avstangt adgangentil at naa nogeti retning av det, som var tilsigtet med hr. Skaars første forslag. Jeg mener,det erikke avstængt ved dette forslag; men jeg føler til i overensstemmelsemed, hvad jeg uttalte sidst,at jeg har den opfatning,at overfor koneessionærenvil det ikke faa nogen praktiskbetydning,fordikommunen maa betale koneessionærenfor kraften,og hvad den da maatte faa igjen i tilfælde at bortleie hvis man vil bruke uttrykket vil efter min mening naturlig bli et gnaen op i op av to momenter,saajeg iægger ikke nogen praktiskbetidning i den side av det. Men jeg er uenig i, at dette forslag formelt avskjærerdet, som.hr. Skaar hadde for øie ved sit førsteforslag. Amundsen:Efter den fortolkning,som nu er gjort gjældendeav forslagstilleren med flere, forekommerdet mig, at der er end større grund til at holde paa komiteens oprindelige indstilling. Pressidenten:Debattenom post 12er nu avsluttet. Præsidentenskal redegjørefor hvilke forsiag, der foreligger, og paa hvilken maate, han mener, at der bør voteres. Som det sees, bestaar punkt 12 av 5 led. Ved første led foreligger følgende forslag: Komiteens oprindelige som er optat av komiteens formand, hr. Amundsen, saa den ændrede tillægsiudstilling og saa foreligger hr. Halvorsens forslag om, at der istedenfor 10 pet. sættes 5 pet. Ved 2det led foreligger nu kun komiteens tillægsindstilling. Ved 3dje led foreligger som falder sammen med indstillingen og statsraad Nalums forslag med den undtagelse, at de med kursiv trykte ord: «men som dog ikke» o. s. v. utgaar. Ved 4de og 5te led er der ingen avvikende forslag fra den trykte indstilling. Præsidenten mener, at den greieste maate at votere paa er, at der voteres over paragraffen i dens helhet med forbehold av bakefter at votere alternativt mellem, hvorvidt der skal staa 10 eller 5 pet.; videre alternativt mellem komiteens oprindelige tillægsindstiffing og komiteens ændrede tilægsindatilling og saa i 3dje led alternativt mellem tillægsindstillingen og statsraad Nalums forslag. Castberg: Jeg vil bare gjøre opmerksom paa, at det forslag, som statsraad Nalum har fremsat til tredje led, har jeg opfattet som tiltraadt av komiteens flertal. Amundsen: Det har jeg sagt før. Det er komiteens ændrede Præsidenten: Hr. Amundsen oplyser, at han har meddelt det til præsidenten., men præsidenten har ikke hørt det. Der foreligger da for 3dje leds vedkommende, saavidt præsidenten nu forstaar, kun komiteens ændrede indstilling, som faider sammen med statsraad Nalums foralag. Halversen: Jeg maa bedeom at faa sterskilt votering over de ord, som er trykt med kursiv: «men som dog ikke maa sættes lavere» o. s. v. for jeg vil stemme imot, at de gaar ut. Jeg maa altsaa faa adgang til at stexime for, at den ændrede indstilling her blir staaende,som den er trykt i tillægsindstillingen. Præsidenten maa opfatte det derhen, at hr. Halvorsen optar komiteens oprindelige indstilling som forslag, Halversen: Ja, jeg iaptar tilægsindatillingen der. Og saa maa jeg faa gjøre opmerksoin paa, at i 4de led maa, dersom mit forslag vedtagee, 15 forandres til 10;. men det blir der visst ikke noget spørsmaal om.

216 111 Prtesidentent ilvis 5 vedtages i lete led, gaar kr. itai-voreens forglag ut Paa, at 15 i 4tte led forandres til 10 Votering: Komiteens tillefigsindstilling til 2 punkt 12 med de tagne forbekold bi- -fteldtes eustemmig. Ved alternativ votering over, hvorvidt der i 1ste led skal staa 10 pet. efter indstillingen eller 5 pet. efter kr. Halvoreens forslag, bifeldtes indstillingen mot 14 stemmer. Derved bortfaldt votering over hr. ilalvorsens forilag under 4de led. 8. Ved alternativ votering meliom kemiteens oprindelige tilkagsindstilling til lste led og komiteens tendrede saalydende: Det skal i koneessionen bestemmes, at koneessionæren er forpligtet til at avgi indtil 10 pet. av den gjennemsnitlige kraftmængde, som Vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregnelige Vandføring aar om til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggentle, eller andre kommuner, derunder bgsaa amtskommuner, idet fo"rdelifigen besterumes av vedkommende regjeringsdepartement. RomMunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives dem, paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret tll at erholde indtil 5 pet. av ktaften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfeelde kan der fastsættes høiere grænser tor avgivelse av kraft baade til kommuner 6g til staten. Er vandfaldet helt utbygget, g avgivelse av kraft Vilde være forbundet nied uforholdsmæssige utemper, kan det i koecessionen fastsættes lavere 'grfeeser enet.tfclfemmes hel fritagelse bifaldtes cwn ændrede lndstilling mot 22 stemmer. 4. Ved alternativ votering mellem komiteens oprindellge tillsegsindbtilling til 3dje led, optat av hr. Halvorsen, og komiteens fendrede tillfegsindetilling, Javorefter ordene: «som dog ikke maa.sættes lavere, end at produktionsomkostningeme deri labefattet 6 pet., J.xeilte'aV..anliegskePitalen dtek- ett utgaar bifaldtes den tendrede mot 16 stemmer. Videre var indstinet under 2 (erter tillægsindstiltingen): IL Det.paaliegges konoessionærea tale en aarlig avgift til staten av ikke under 10 wre bg i regelen ikke ever 8 krener pr. naturhestekraft, beregnet efter den gjetureinsnitlige kraftmængde, som vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregnetige vandforing aat om andet, eg en aarlig avgift til de amts-, herreds- og bykimmalitner, som Kongen thestemmer, av ikke under 10 øre eg I regelen ikke over 4 kroner pr. naturhestekraft, beregnet paa samme maate. I sterlige tilftelde kan avgilterne sættes heiere. Hviler der aartige reguleringsavgifter paa vandfaldet, skal de komme til fradrag i de avgifter, isem paallegges i henhold til denne post, forsaavidt angaar den del av kraftmængden, hvorav reguieringsavgifter erltegges. Ntermere bestemmelser om betalingen av avgiften og om kontrol med vandforbruket skal, forsaavidt de ikke er fastsat av Kongen, med bindende virkning for hvert enkelt tilfælde fastsættee av vedkommende regjeringsdetertement efter indstiling fta vasdragskominissionen. Avgiften, hvorav svares 6 pet. rente efter forfald, hat samme pantesikkerhet som skatter paa fast eiendom og kan inddrives pait samme maate som disse. Under særegne omstandigheter kan Kongen eller Stortinget, hvis koneessionen har været forelagt dette, for et bestemt tidsrum nedsætte eller eftergi avgiften. Avgiftee til amts- herreds- og kykommunerne fordeles mellem dime indbyttles efter bestemmelse hv Kotagen for 10 aar ad gangen. Avgiften avseettes særskilt for hver kommune til et fond, som anveedes efter besterainelse av atntstinget eller kommunestyret. Castberg: Spørsmaalet om avgifterne er behandlet utførlig under den almindelige debat. Jeg tillet mig det at gjsre den betragtning gifeldende,.at ved spetsmaalet om avgiftetne ber-inflffika det moment, at rder tages hensyn til den :fiardel; aom koneessienteren, epthar Ved koneeadonen, apeeielt henset til,,at viterdlerne ttsekkes

217 112 Forhandlingene i Lagtinget av Odelstingets beslutning til lov om erhvervelse av vandfald etc. Forslag til 2 post 12: "Det skal i koncessionen bestemmes, at koncessionæren er forpligtet til at avgi indtil 10 pct. av den gjennemsnitlige kraftmængde, som vandfaldet efter den foretagne utbygning kan frembringe med den paaregnelige vandføring aar om andet, til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, idet fordelingen bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem, paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes ret til at erholde indtil 5 pct. av kraften. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes høiere grænser for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Er vandfaldet helt utbygget, og avgivelse av kraft vilde være forbundet med uforholdsmæssige ulemper, kan der i koncessionen fastsættes lavere grænser eller indrømmes hel fritagelse. Kraften avgives i den form, departementet bestemmer. Kræves den avgift i anden form, end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører koncessionæren eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkningav leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften i stedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis koncessionæren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. PROSJ/Notat

218 113 Koncessionen bør indeholde nærmere bestemmelser om det varsel, koncessionæren har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges, saaledes at avgivelsen senere bare kan kræves efterhvert som kraft blir ledig. Nærmere regler om kraftens avgivelse fastsættes av departementet." Følgende ble uttalt vedr. 2 post 13: "Statsraad Nalum: Det blev i Odelstinget fra min side gjort opmerksom paa, at her i indstillingen var indtat ordet "gjennemsnitlige" kraftmængde; det staar ikke i propositionen, og jeg gjorde ogsaa opmerksom paa, at det var tvilsomt, hvorvidt det var heldig, at det ord staar der. Der kan nemlig tænkes tilfælde da det var til fordel for kommunerne ikke at ha det. Departementet vil vistnok som regel følge den gjennemsnitlige kraftmængde, men der kan tænkes forhold, hvor man kan beregne en høiere kurve, idet det ikke er sagt, at bedrifterne drives hele døgnet igjennem, men nogen bestemte timer i dagnet, og at dette kunde gjøre, at kommunerne kunde opnaa at faa sig tildelt mere kraft. Jeg skal ikke opta forslag om at ta ordet ut. Det er ikke det som er min mening. Der har imidlertid senere været paa tale, at det ogsaa kan ha indflydelse i en anden retning, nemlig ved kommunale kraftselskaper, som skaffer sig en fos og en utbygning og fører sine ledninger gjennem flere kommuner. Der blir der ogsaa tale om avstaaelse av kraft. Disse kommuner skulde da ha den gjennemsnittlige kraftmængde. Naar kraften saa kom paa minimumskurven, saa vilde det gaa ut over de kommuner, som hadde skaffet sig kraften; de vilde faa mindre. Vi skjønner, at det gaar ikke godt an, at de som hadde skaffet sig kraften, skal lide ved, at andre kommuner faar beholde sine fulde 10 pct., bare fordi ledningen tilfældigvis føres gjennem disse. Imidlertid er forholdet det, at kommunerne ikke behøver koncession hverken ved erhverv eller utbygning. Forsaavidt rammes de ikke av denne lov, men som jeg nævnte, ledningerne maa de ha koncession paa, men hører ind under en anden lov. Vi har en midlertidig lov, hvorefter man gir koncession paa ledninger, selv om de eies av kommuner. Departementet har anledning til at sætte visse betingelser, og betingelserne gaar altid ut paa kraftydelse til de distrikter, ledningerne gaar gjennem. Nu er der under forberedelse i departementet et større lovarbeide paa dette omraade - med hensyn til elektriske kraftledninger - og da kommer dette spørsmaal op; for der vil man altsaa ta ind bestemmelser om, at vedkommende kommunale kraftselskaper skal være forpligtet til at yde kraft til de kommuner, ledningerne gaar gjennem. Der vil vil ikke bruke den gjennemsnitlige kraftmængde, for naar man kommer paa minimumskurven, saa vil det gaa ut over de kommuner, som skaffer sig kraften. Der maa i det mindste sørges for, at det blir likelig fordelt, saa de kommuner, ledningerne gaar gjennem, ikke nyder større fordel and de kommuner, som skaffer sig kraften. Jeg vilde bare gjøre opmerksom paa dette, fordi det har været omtalt. Det spørsmaal vil altsaa som sagt bli behandlet i den nye lov om elektriske PROSJ/Notat

219 114 kraftledninger. Imidlertid har departementet anledning til at benytte den lov man har om kraftledninger, og der vil departementet handle som hittil og naturligvis søke at fordele kraften saa godt det lar sig gjøre." Den vedtatte lov 2 post 12 fikk den ordlyd som i forslaget ovenfor. Lov om vassdra sre ulerin er. Ot. prp. nr. 36 for 1915 førte ikke frem til lov. Ny Ot. prp., nr. 16 for 1916, ble fremlagt og i Indst. O. VI (1917) fremmer forslag til ny lov. Proposisjonen ble behandlet av den samme spesialkomite som behandlet proposisjonen om forandring i lov av 18. september 1909 om erhverv av vannfall etc. Til 12, som svarer til lovens 11, post 15 uttales det bl.a.: "Denne post er avfattet overensstemmende med den tilsvarende post i Ot. prp. nr. 15 for , post 11, om forandringer i lov om erhvervelse av vandfald m.v. Blandt avvikelser fra den gjældende lov nævnes særlig, at regelen er sløifet i lovens 11, post 10, om, at den kraft, som avgives, bare skal beregnes av den del av kraftøkningen, som overstiger hestekræfter for hvert vandfald. I Ot. prp. nr. 16 for 1915, første led, er gjort en tilføielse, hvorved 20 pct. av den indvundne kraft sættes som absolut maksimumsgrænse for samlet kraftavstaaelse til stat og kommune, og i fjerde led en tilføielse, som aapner departementet adgang til at gi nærmere regler om avgivelsen av kraft utover 10 pct. Jfr. indst. 0. XXXIII for 1915 og Ot. prp. nr. 15 for , post 11. Et flertal i komiteen, nemlig alle undtagen Halvorsen, Jahren og Sundet, holder paa den forrige proposition (36 for 1915), hvorefter der i særlige tilfælde ikke var nogen maksimumsgrænse for avgivelse av kraft til stat eller kommuner. Flertallet henviser til sin begrundelse for samme regel i indstillingen til lov om erhvervelse av vandfald m.v. (indst. 0. V for 1917 side 24 til 2 post 12). Flertallet foreslaar i henhold hertil, at følgende ord skal utgaa i denne post (11 i psp.): "dog ikke over 20 pct. ialt". Dette punktum kommer da til at lyde saaledes: "I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten". Enkelte medlemmer av flertallet forbeholder sig dog at foreslaa maksimumsgrænsen bibeholdt, men med et høiere procenttal. PROSJ/Notat

220 115 Et mindretal i komiteen: Buen, Castberg, Foshaug og Lindø, foreslaar, at der skal staa i koncessionen, at der til kommunerne blir at betinge indtil 10 pct. av kraftøkningen istedetfor 5 pct., som er foreslaat i propositionen og som stemmer med den nugjældende lov. Dette mindretal foreslaar videre, at "10 pct." i postens næstsiste led forandres til "15 pct." Komiteen foreslaar, at i andet led (I propositionen, i nærværende indstilling tredje led.) skal utgaa ordene: "og i den tid, da driften av kraftstationen regelmæssig foregaar". Det samme har komiteen foreslaat i den tilsvarende bestemmelse i indstillingen til lov om erhvervelse av vandfald m.v. og henviser til sin begrundelse der. (Indst. 0. V for 1917, side 25 til 2, post 12). Komiteen foreslaar videre, at ordene i tredje led (I propositionen, i nærværende indstilling fjerde led.), andet punktum, "ved bortleie av kraft under lignende forhold" utgaar, og at der istedet sættes: "i distriktet". I sidste punktum foreslaaes "leiere" forandret til "leierne". Ovenfor i samme led foreslaaes indskudt ordene uten hensyn til efter ordet "kraften". Disse forandringer stemmer med de forandringer, som komiteen har gjort i den tilsvarende bestemmelse i propositionen om lov om erhvervelse av vandfald m.v. hvortil henvises (indst. 0. V for 1917, side 26 til 2, post 12). Enkelte medlemmer av komiteen forbeholder sig at stemme for et lavere tillæg til produktionsomkostningerne end de nu (i tredie led) foreskrevne 20 pct. og kunde være tilbøielig til at holde paa 10 pct., som var foreslaat i Ot. prp. nr. 2 for 1909 og nr. 8 for Under henvisning til uttalelserne ovenfor til 10, post 2, andet punktum, vil et flertal i komiteen, nemlig: Buen, Castberg, Eiesland, Foshaug, Gjerdrem, Lindø, Mjelde, Sundet og Tveiten, foreslaa saadant ny andet led i nærværende paragraf og post: "Hvis koncession i henhold til 10, post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesser berøres av reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri." PROSJ/Notat

221 116 Flertallet foreslaar videre, at der sættes punktum efter ordene "maa forlanges" i fjerde led, og at følgende ord i fjerde led, andet punktum, gaar ut: "saaledes at avgivelse av kraft senere bare kan kræves, efterhvert som kraft blir ledig". Istedet foreslaaes indtat som nyt tredie punktum: "Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet." Flertallet skal til yderligere begrundelse av dette forslag bemerke, at der ved fastsættelsen av kraftavgivelse i koncessionen alene kan antages at ville bli krævet av og indrømmet til vedkommende kommuner saa megen kraft utover de ordinære 5 (10) pct. som paa den tid kan forutsættes at ville tiltrænges nu eller siden. Sulde behovet i aarenes løp vise sig at være større end saaledes forutsat, vil efter hovedregelen i første led intet yderligere kunne kræves; først naar reguleringsanlægget ved indløsning eller hjemfald i sin tid overgaar til det offentlige, vil dette kunne avhjælpes. Da imidlertid i det her behandlede særlige tilfælde koncessionen er ubegrænset i tid, saaledes at indløsning og hjemfald ikke vil komme til anvendelse, har flertallet fundet det rimelig til gjengjæld at gi vedkommende kommune (vandfaldskommunen) adgang til naar en viss længere tid (30 aar) er forløpet, at stille krav paa yderligere kraftavgivelse, forsaavidt kraft er ledig. Flertallets forslag indeholder saaledes en begrænsning av den i 10 post 2, andet led, av komiteen enstemmig foreslaaede fritagelse for tidsbegrænsning og hjemfaldsret for koncession til en kommune (se foran bemerkningerne til 10 post 2, side 20-21). Et mindretal, formanden, henviser til, hvad han ovenfor har anført til 10, andet punktum, og stemmer imot de her foreslaaede tilføielser i denne post. Til begrundelse herav vil han anføre, at de grunde, som kunde tale for disse bestemmelser, for endel vil bortfalde, dersom man (som foreslaat av flertallet) sløifer maksimumsgrænsen for kraftavstaaelse i særlige tilfælde i første led. I de tilfælde, da vandfaldskommunen og andre kommuner, som ikke deltar i reguleringen, ikke engang vil kunne betrygges ved betingelser som kraftavstaaelse paa det tidspunkt, koncessionen blir git, uten nogen fast grænse, antar han, at almene hensyn vil tilsi, at koncession ikke meldes paa ubegrænset tid, hvilket ogsaa bedst vil stemme med det av flertallet i denne komite i tilslutning til propositionen hævdede standpunkt om statens principale reguleringsret. Er det saa mange hensyn, som krydser hinanden, og saa mange motstridende interesser tilstede, som maa antages at ligge til grund for de regler, flertallet her bringer i forslag, antar han, at det vil være rigtig, at reguleringsanlægget i sin tid overgaar til staten. Han anser det ikke heldig at indta i loven et nyt system av regler for at aapne kommunerne adgang til at undgaa hjemfalds- og indlgsningsret til staten, som netop vil kunne være paa sin plads, for at de almene hensyn i kommunernes indbyrdes forhold engang i fremtiden gjennem statens formidling kan bli tilgodeset. PROSJ/Notat

222 117 Han anser saaledes forslaget for at være i strid med selve de forutsætninger, hvorpaa bestemmelserne i 10 hviler, nemlig at der ikke maa være almene interesser til hinder for meddelelse av koncession paa ubegrænset tid selv til kommuner. Halvorsen og Jahren stemmer mot de foreslaaede tilføielser i denne post. Disse medlemmer finder, at der under den givne forutsætning bør være adgang til at betinge kraftavstaaelse i større utstrækning end i propositionen foreslaat og forbeholder sig at fremsætte forslag herom, om den adgang til ubegrænset kraftavstaaelse som komiteens flertal foreslaar ikke blir vedtat." Innstillingen til lov - 12 post 15 fikk denne formulering: "Det skal i koncessionen paalægges de vandfalds- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker, indtil 5 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11 post 1, jfr. 3. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse end 5 pct. for avgivelse av kraft baade til kommuner og staten. Hvis koncession i henhold til 10 post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesser berøres av reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgives i den form, hvori den frembringes. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelser i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften uten hensyn hertil istedet forlanges avgit efter en maksimalpris svarende til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skje5n. Det kan betinges, at fastsættelsen PROSJ/Notat

223 118 skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 10 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." I en tilleggsinnstilling ble 12 post 15 formulert slik: "Det skal i koncessionen paalægges de vandfalds- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker indtil 10 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11, post 1, jfr. 3. Fordelingen av kraften mellem kommunerne bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til den paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes høiere grænser for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Hvis koncession i henhold til 10, post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan, naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesser berøres av reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgives i den form departementet bestemmer. Kræves den avgit i anden form end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge si anlæg saaledes, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. PROSJ/Notat

224 119 Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstasjonen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at sække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften istedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledninger til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkår som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Yoncessionen bqsr i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavel som avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftangivelse fastsættes av departementet. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v. 20. Kongen kan, naar det gjælder vandfald, som antages ved regulering ikke at kunne atbringes til mere end 1000 naturhestekræfter, frita for vilkaarene i 10-12, naar kraften utnyttes til eierens egen behov for lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri eller bortleies til andre paa lempelige vilkaar i samme øiemed." Det ble votert over dette forslaget: "Videre var indstillet (efter tillægsindstillingen). 15. Det skal i koncessionen paalægges de vandfalds- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægger er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker, indtil 10 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11, post 1, jfr. 3. PROSJ/Notat

225 120 Fordelingen av kraften mellem kommunerne bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av den saalede økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes høiere grænser for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. Hvis koncession i henhold til 10, post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan, naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesser berøres av reguleringen, uanset den i komcessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgives i den form departementet bestemmer. Kræves den avgit i anden form, end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omfornming og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstasionen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften istedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av PROSJ/Notat

226 121 de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av em ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v. Votering: Punkt 15 bifaldtes enstemmig." Beslutningen i Odelstinget om 12 post 15 ble slik: "Det skal i koncessionen paalægges de vandfalds- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker, indtil 10 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11 post 1, jfr. 3. Fordelingen av kraften mellem kommunerne bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse for avgivelse av kraft både til kommuner og til staten. Hvis koncession i henhold til 10 post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan, naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesser berøres av reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke, kræve avgit yderligere kraft saavidt fornqsdent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgis i den form, departementet bestemmer. Kræves den avgit i anden form end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omforming og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningerne tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningerne økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av PROSJ/Notat

227 122 leveringen, som ikke skyldes via major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningerne - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maaten vil bli uforholdsmessig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften istedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct. bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av diss overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan barev kræves, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de Vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." Loven 12 post 15: "Det skal i koncessionen paalægges de vandfalds- og brukseiere, som benytter sig av det ved reguleringen indvundne driftsvand, at avgi til den kommune, hvor kraftanlægget er beliggende, eller andre kommuner, derunder ogsaa amtskommuner, efter departementets bestemmelse, efterhvert som utbygning sker, indtil 10 pct. av den for hvert vandfald indvundne økning av kraften beregnet efter reglerne i 11 post 1, jfr. 3. Fordelingen av kraften mellem kommunerne bestemmes av vedkommende regjeringsdepartement. Kommunerne kan nyttiggjøre sig den kraft, som saaledes avgives til dem paa den maate, de finder hensigtsmæssig. Der kan ogsaa forbeholdes staten ret til at erholde indtil 5 pct. av den saaledes økede kraft. Staten kan overdra sin andel helt eller delvis til kommuner. I særlige tilfælde kan der fastsættes en høiere grænse for avgivelse av kraft baade til kommuner og til staten. PROSJ/Notat

228 123 Hvis koncession i henhold til 10 post 2, andet led er git paa ubegrænset tid, kan, naar 30 aar er forløpet fra koncessionens meddelelse, de kommuner, hvis interesse berøres av reguleringen, uanset den i koncessionen betingede procent for kraftavgivelse og uten hinder av den foran fastsatte begrænsning med Kongens samtykke kræve avgit yderligere kraft saavidt fornødent til at dække deres eget behov eller til at forsyne deres indvaanere med kraft til lys, varme, gaardsdrift, haandverk eller smaaindustri. Kraften avgives i den form, departementet bestemmer. Kræves den avgit i anden form end den produceres, pligter koncessionæren paa departementets forlangende at bygge sit anlæg saaledes, at kraftens omformning og avgivelse ikke unødig fordyres for mottageren. Saadant forlangende maa fremsættes inden 6 maaneder efter koncessionens datum. Elektrisk kraft uttages efter departementets bestemmelse i kraftstationen eller fra fjernledningen eller fra ledningsnettet, hvad enten ledningene tilhører reguleringsanlæggets eier eller andre. Foraarsaker kraftens uttagelse av ledningene økede utgifter, bæres disse av den, som uttar kraften, enten dette er staten eller en kommune. Avbrytelse eller indskrænkning av leveringen, som ikke skyldes vis major, streik eller lockout, maa ikke ske uten departementets samtykke. Kraften skal leveres efter en maksimalpris beregnet paa at dække produktionsomkostningene - deri indbefattet 6 pct. rente av anlægskapitalen - med tillæg av 20 pct. Hvis prisen beregnet paa denne maate vil bli uforholdsmæssig høi, fordi bare en mindre del av den kraft, vandfaldet kan gi, er tat i bruk, kan dog kraften istedet forlanges avgit efter en maksimalpris, som svarer til den gjængse pris ved bortleie av kraft i distriktet. Maksimalprisen fastsættes ved overenskomst mellem vedkommende departement og koncessionæren eller i mangel av overenskomst ved skjøn. Det kan betinges, at fastsættelsen skal revideres til bestemte tider. Hvis eieren leier ut kraft, og kraften til kommune eller stat kan uttages fra kraftledning til nogen av leietagerne, kan kommunen eller staten i ethvert tilfælde forlange kraften avgit til samme pris og paa samme vilkaar som leierne av lignende kraftmængder under samme forhold. Koncessionen bør i alle tilfælde indeholde nærmere bestemmelse om det varsel, kraftanlæggets eier har krav paa, før kraften uttages. Betinges der avgivelse av mere kraft end 15 pct., bør der fastsættes en bestemt tidsfrist, inden hvilken avgivelse av de overskytende kraftmængder maa forlanges. Senere avgivelse av disse overskytende kraftmængder saavelsom avgivelse av den ovenfor i andet led omhandlede kraft til kommuner utover det i koncessionen betingede kan bare kræved, efterhvert som kraft blir ledig. De nærmere regler om denne kraftavgivelse fastsættes av departementet. Pligten til at avgi kraft efter denne lov gjælder ikke for de vandfald, for hvilke en lignende forpligtelse er eller blir fastsat i henhold til lovgivningen om erhvervelse av vandfald, bergverk m.v." PROSJ/Notat

229 124 Fra NOU 1985:9 Energilovgivningen siteres følgende fra sidene om konsesjonskraft: 1. GRUNNLAG 1 St. meld. nr. 54 ( ) om Norges framtidige energibruk og -produksjon sies det følgende om konsesjonskraft på s. 103: «Enkelte kommuner har i dag relativt rimelig konsesjonskraft som i sin tid ble tildelt i forbindelse med kraftutbygging i kommunen. Da slik konsesjonskraft må betraktes som en kompensasjon kommunene har fått ved kraftutbygging, bør de beholde denne økonomiske fordel ved en landsomfattende utjamning av elektrisitetsprisene i den alminnelige forsyning, selv om dette ikke forutsettes gjenspeilet i de elprisene som nyttes i de aktuelle kommunene.» På s. 194 står det videre følgende om konsesjonskraft: «Departementet tar sikte på å fremme visse endringer i bestemmelsene om konsesjonskraft. Et siktemål med endringene vil være å komme fram til regler som sikrer kommuner og fylkeskommuner en rimelig kompensasjon for de naturressurser som føres ut av disse gjennom reguleringer og kraftutbygging. Samtidig må en søke å unngå at konsesjonskraftordningen motvirker en størst mulig fastkrafttilgang i det totale produksjonssystem eller vanskeligtør gjennomførinfa:fvt den foreslåtte prispolitikk for elerisk kt.» Under Energimeldingens energipolitiske handlingsprogram for 1980-årene er det sagt følgende om konsesjonskraft: «Kommuner som tidligere har fått tildelt billig konsesjonskraft i forbindelse med kraftutbygging i kommunene, vil beholde de økonomiske fordeler konsesjonskraften var ment å skulle gi. De enkelte brukere bør imidlertid betale en kraftpris på linje med den utjamningsprisen det er lagt opp I Innst. S. nr. 348 ( ) om Norges framtidige energibruk og -produksjon sier Industrikomiteen bl. a.: «Det opplyses videre at departementet tar sikte på å fremme forslag om visse endringer i bestemmelsene om konsesjonskraft. Dette flertall (Arbeiderpartiet) fmner det ikke riktig å ta stillling til realiteter i disse spørsmål nå. En regner med at de vil bli utredet og lagt fram for Stortinget som egne saker.» Flertallet sier videre: «Dette flertall har merket seg at kommuner som har fått rimelig kraft i forbindelse med kraftutbygging skal beholde denne fordel. Dette flertall vil vise til at rimelig kraft til kraftutbyggingskommuner er en del av konsesjonsbetingelsene. Når det gjelder uttalelsen om at forbrukerne i disse kommuner allikevel bør betale en kraftpris på linje med den utjamningspris det er lagt opp til, toiker dette flertall dette slik at det også her er retningsgivende.» Mindretallene tok ikke opp konsesjonskraft sine fraksjonsmerknader.

230 125 I utvalgets mandat sies det om konsesjonskraft: «Utvalget bør gjennomgå og vurdere reglene om konsesjonskraft, herunder om og hvor mye konsesjonslu-aft som bør tildeles, hvem som skal være berettiget til konsesjonskraft og vilkår for leveranser av konsesjonskraft.» 2. SYSTEMET MED KONSESJONSKRAFTI DAG Energilovutvalget har bedt høyesterettsadvokat Stang Lund lage en utredning om konsesjonskraft som grunnlag for utvalgets vurderinger og forslag om konsesjonskraft. Utredningen datert 17. august 1984 følger denne utredning som trykt vedlegg. I vedlegget inngår bl. a. en redegjørelse om hvordan reglene om konsesjonskraft kom til, formålet med reglene, uttalelser i forarbeidene, dommer i Høyesterett og Olje- og energidepartementets hovedretningslinjer om avgivelse, fordeling og pris på konsesjonskraft. Tvistespørsmålene har vært konsentrert om fordeling av konsesjonskraft mellom kommuner og fylkeskommuner og om pris på konsesjonskraft. Spørsmålet om pris på konsesjonskraft etter vassdragsreguleringslovens 12, nr. 15, 9. ledd, slik bestemmelsen lyder etter lovendring i 1959, var til behandling i Høyesterett i Saken gjaldt uttak av konsesjonskraft fra kraftverk i Sira-Kvina. Av loven fremgår at kraften skal leveres til vanlig pris i vedkommende forsynings- eller samkjøringsområde. Dersom det ikke er mulig å påvise noen slik pris, skal kraften leveres til selvkost. Hvis den pris som skal legges til grunn blir uforholdsmessig høy, fordi bare en mindre del av den kraft vannfallet, eller fallene, kan gi er tatt i bruk, skal kraften leveres til rimelig pris. I dommen fra Høyesterett av 8. desember 1978, som det er redegjort for i ovennevnte vedlegg, ble det avgjort at selvkost skulle nyttes som pris for konsesjonskraftuttak fra kraftverk i Sira-Kvina. Det kunne etter dornmen ikke lenger hevdes at vanlig pris var pris på statskraft til alminnelig forsyning ved uttak av konsesjonskraft fra konsesjoner gitt etter 10. april Dommen utelukket ikke andre alternativer for å finne fram til vanlig pris. Usikkerheten om prisspørsmålet førte til at konsesjonskra.ft i mange tilfelle ble betalt a konto og klagesaker ble stilt i bero. Med en konsesjonskraftpris rimeligere enn statskraftpris til alminnelig forsyning ble uttak av konsesjonskraft for salg en ny inntekt for utbyggingskommunene. Krav om uttak for mer enn egne behov ble fremsatt. Utbyggingskommunene mente å ha rett på uttak av alt til fortrengsel for fylkeskommunene. På samme tid meldte flere fylkeskommuner krav om uttak av konsesjonskraft. Grunnen var dels som for utbyggingskommunene og dels å dekke kraftunderskudd i fylket. Uenighet om pris, uenighet om hvem som hadde rett på konsesjonskraften, konsekvensene av Høyesteretts dom i Sira-Kvinasaken og et stort antall klagesaker jorde behovet for retningslinjer stort. Etter drøftelser med berørte organisasjoner og NVE fastsatte Olje- og energidepartementet 2. november 1981 hovedretningslinjer for hvordan loven skulle praktiseres ved avgivelse, fordeling og fastsettelse av pris på konsesjonskraft fordelt i henhold til konsesjoner gitt etter 10. april Det framgår av hovedretningslinjene at det skal pålegges de kraftverk som benytter seg av det ved reguleringen innvunne driftsvann å avgi inntil 10 pst. av den for hvert vannfall innvunne økning av kraften. Ved innskrenkning av leveringene har konsesjonskraft samme sikkerhet som fastkraft. Departementet (NVE) skal fordele konsel sjonskraften mellom kommuner og fylkeskommuner. Utbyggingskomrnunene er prioritert opp til det hele kvantum dog ikke utover eget behov til den alminnelige elektrisitetsforsyning innen kommunen. Ved fastsettelse av eget behov tas ikke hensyn til egen kraftproduksjon. Resten av konsesjonskraften som må reserveres for utbyggingskommunene bør imidlertid fordeles på det (de) fylke(r) hvor kraftanlegget (reguleringsanlegg, fall og kraftstasjon) ligger dog ikke utover eget behov til den alminnelige elektrisitetsforsyning innen fylkeskommunen. Kommunen kan øke sitt samlede uttak av konsesjonskraft etter hvert som kraftbehovet til den alminnelige elforsyning innen kommunen stiger. Departementet vil ved uenighet fastsette pris på konsesjonskra.ft til gjennomsnittlig selvkost levert kraftstasjon for et representativt antall nye og gamle helt eller delvis nedskrevne kraftverk innen området til enhver tid. Landssamanslutninga av vasskraftkommunar begjærte hovedretningslinjene omgjort både når det gjaldt tildeling og pris. I brev av 7. juni 1983 kom departementet til at det ikke var grunnlag for å endre hovedretningslinjene. I brevet ble klargjort og utdypet noen av de forhold som var omhandlet i brev av 2. november 1981, og som derfor ble avløst av dette brev. Departementet antok at NVE-drevne stasjoner i samkjøringsområdet 35 stasjoner i 1982 inntil videre kunne ansees som representative ved beregning av gjennomsnittlig produksjonskostnad for landet. Departementet betrak-

231 1 2 6 tet i den forbindelse landet som ett samkjøringsområde. Ved uenighet om konsesjonskraftprisen fastsatte departementet prisen for 1983 til 4,9 øre/kwh for utbyggingskommuner og 6,9 øre/kwh for fylkeskommuner. For 1984 ble prisen fastsatt til 6,0 øre/kwh for utbyggingskommuner og 8,3 øre/kwh for fylkeskommuner. For 1985 er prisen fastsatt til 6,6 øre/kwh for utbyggingskommuner og 9,1 øre/kwh for fylkeskommuner. I brevet av 7. juni 1983 pekte departementet på at plikten til å avgi konsesjonskraft tidligere som regel var blitt erstattet av en avtale mellom konsesjonær og kommuner med leveringsbetingelser som framkom etter forhandlinger mellom partene. Slike avtaler var forutsatt å kunne bestå uavhengig av hovedretningslinjene. Det vil fortsatt kunne inngås avtaler uavhengig av hovedretningslinjene som erstatning for lovens bestemmelser om konsesjonskraft. Det er i så fall en forutsetning at kommuner, fylkeskommuner og konsesjonær er enige om avtalen. I motsatt fall vil departementet (NVE) fatte vedtak om fordeling og pris basert på hovedretningslinj ene. I brevet var vist til at spørsmålet om endring av konsesjonskraftbestemmelsene i ervervsloven og reguleringsloven var forelagt Energilovutvalget i henhold til utvalgets mandat. Saken vil deretter bli behandlet av Reeringen og forelagt Stortinget på vanlig måte. 3. VURDERING 3.1 Inntektsoverferinger fra kraftutbygger til utbyggingskommune. I Energilovutvalgets delutredning om framdrift og rekkefølge i kraftutbyggingen (1983:18) konstaterte utvalget at det i dag fmnes en rekke former for inntektsoverføringer fra kraftutbygger til utbyggingskommune uten at en kunne se at det forelå noen samlet oversikt over størrelsen på slike overføringer. Disse spørsmål ville utvalget kornme tilbake til i denne utredning. Utvalget har sett nærmere på den faktiske størrelsen av overføringer til kraftutbyggingskommuner, men har ikke sett det som sin oppgave å komme med forslag om hvor store slike overføringer bør være. Utvalget har kun vurdert de økonomiske virkninger for utbyggingskommuner. Av inntekter kan nevnes: inntekts-, formues- og eiendomsskatt konsesjonsavgifter næringsfond tilskudd og tiltak forøvrig fra utbyggere konsesjonskraft. Til gjengjeld reduseres statlige overføringer som skatteutjevningsmidler og refusjoner til skoleverket. Det er her ikke tatt hensyn til skader og ulemper av allnienn karakter. Pga. reguleringer, overføringer og utbygginger. I en rapport fra Energidirektoratet frarngår at kommunenes bruttoinntekter fra kraftutbygging varierer betydelig både totalt og pr. innbygger p.g.a. forskjellen i omfanget av utbyggingen i de enkelte kommuner. Oversikten viser at 80 kommuner får inntekt av kraftutbygging som utør under 10 pst. av total skatte - og avgiftsinntekt i For 42 kommuner er andelen mellom 10 pst. og 30 pst. For 23 komrnuner er andelen mellom 30 pst. og 50 pst. for 14 kommuner over 50 pst. (med de høyeste rundt 80 pst.). For 10 kommuner er beløpet pr. innbygger over kroner (med ca kroner som det høyeste). Oversikten viser også at brutto inntektsøkning fra kraftverk har vært sterk fra 1980 til 1981 i alt for kommunene på over 40 pst. I Energidirektoratets tall inngår bruttoinntekter av inntektsskatt, formuesskatt, eiendomsskatt, konsesjonsavgifter, næringsfond og hjemfallsinntekter i 1980 og Rapporten nevner ikke bortfall av statlige overføringer. For å anslå netto inntektsvirkninger for vannkraftkommunene, må det derfor korrigeres for at statlige overføringer blir redusert når kommunenes inntekter øker. En utredning fra Landssamanslutninga av vasskraftkommunar viser at i gjennomsnitt avtrappes overføringene pr. innbygger langt på vei like mye som skatteinntekten pr. innbygger øker. Siden statlige overføringer ikke går under visse minimumsbeløp selv om kommuneinntekten blir høy, vil kommuner med meget høy bruttoinntekt også være sikret nettoinntekt. De riktigste kraftutbyggingskommunene er klare eksempler på kommuner som ligger på inntektstoppen såvel brutto som netto. Økonomiske fordeler ved konsesjonskraft og konsesjonsavgifter/næringsfond inngår imidlertid ikke i utredningens bruttoinntekter. Som en illustrasjon har LVK beregnet at konsesjonsavgifter utør ca. 10 pst. av kommunenes samlede inntekter av kraftverksbeskatningen. Utredningen viser at utbyggingskommunene sitter igjen med fordeler etter en utbygging som klart gir grunnlag for en kommunal merinnsats. For kommuner med over innbyggere (hvor en ikke finner de ekstreme inntekter av kraftutbygging pr. innbygger) er gjennomsnittlig totalinntekt pr. innbygger ca. 500 kroner eller omtrent 10 pst. høyere blant utbyggingskommunene enn blant tilsvarende kommuner uten kraftutbygging. I tillegg kommer fordelen av konsesjonskraft og konsesjonsavgifter/næringsfond. Vassdragsregulantenes Forening har i et notat anslått bruttoinntektene til utbyggingskommunene for 1983 til ca mill. kroner. I tallene inngår kraftverksbeskatning, konsesjonsavgifter og engangsutbetalinger som f. eks. nærings-

232 127 fond. Fordelen ved konsesjonskraft er beregnet ved å se på differansen mellom konsesjonskraftpris og alternativ pris (statskraftpris/pris fra engrosverk). Fordelen ved rimelig konsesjonskraft er beregnet til ca. 180 mill, kroner, dvs. vel 15 pst. av skatte- og avgiftsbeløpet. Dette viser at fordelen ved konsesjonskraft er viktig. Betydningen av konsesjonskraft har økt sterkt de senere år p.g.a. stigningen i den ordinære kraftpris. Ifølge undersøkelsen har også kraftverksbeskatningen økt sterkt. Det er vanskelig å si i hvor stor grad denne utvikling har tilført vannkraftkommunene inntekter som overstiger eventuell gjennomført reduksjon eller reduksjon en vil få i overføringene fra staten. Utvalget går imidlertid ut fra at kommuner som allerede hadde minimale eller nær minimale overføringer har fått tilført økte inntekter. Energilovutvalget viser til at et fåtall kommuner oppnår en betydelig økonomisk netto gevinst takket være kraftutbygging. For det store flertall av vannkraftkommunene er gevinsten mer moderat. Det er stor forskjell på de bruttoinntekter som mottas og de nettoinntekter kommunene sitter igjen med etter at statlige overføringer er justert ned som følge av kraftverksinntektene. Selv om kun kraftverksbeskatningen trekkes inn i bruttoinntekten, oppnår kommunene en viss nettofordel av kraftutbygging. En viktig faktor bak denne fordelen er eiendomsskatten, som det etter opplysninger og praksis til nå som utvalget har innhentet, i liten grad tas hensyn til ved fastsettelse av statlige overføringer. I tillegg kommer fordelene i form av konsesjonsavgifter, engangsytelser som næringsfond og konsesjonskraft. Utvalget gjør oppmerksom på at det er vanskelig å få et godt inntrykk av dagens situasjon selv ut fra et få år gammelt tallmateriale p.g.a. økende nivå i kraftverksbeskatningen og det økende gap mellom konsesjonskraftpris og alternativ kraftpris. For utbyggerne vil inntektsoverføringer til vannkraftkommuner være en kostnad uavhengig av reduksjonen i de statlige overføringer. Økte kostnader for utbygger innebærer høyere kraftpriser for abonnentene eller lavere standard og dårligere ytelser fra el-verkene. Utvalget har ikke til oppgave å vurdere inntektsfordelingen mellom kommuner. Inntektsoverføringer fra kraftutbygger til utbyggingskommune vil uten tvil være et viktig virkemiddel for å påvirke fremdrift og rekkefølge i kraftutbyggingen. For kommunene er det sikrere å motta inntekter knyttet til kommunenes ressurser fremfor statlige overføringer. Slike hensyn kan komme i konflikt med og måtte avveies mot hva som er ønskelig rent fordelingsmessig sett. Fordelingshensyn kommuner imellom må imidlertid ivaretas av de myndigheter som er ansvarlige for det statlige overføringssystem. Utvalget peker på at det energiforsyningsmessig er av betydning ikke bare omfanget men også formene for inntektsoverføringene fremmer energiøkonomiske disposisjoner både når det gjelder utbygging, produksjon og bruk. Uttak av rimelig konsesjonskraft fører lett til omsetning av billig kraft og dermed en mindre rasjonell energibruk. Kontaktoverføringer vil derfor neppe bli brukt til subsidiering av kraftprisen. Ressursmessig ville derfor en kontantoverføring være å foretrekke. Spørsmålet om opphevelse av konsesjonskraftordningen med overgang til økonomisk kompensasjon er drøftet i pkt Opphevelse av konsesjonskraltordningen. Energilovutvalget har vurdert å erstatte konsesjonskraft med felles økonomisk kompensasjon for konsesjonskraft og konsesjonsavgifter. Det må være en forutsetning at nivået omtrent svarer til det utbyggingskommunen får av økonomiske fordeler etter nåeldende regler om konsesjonskraft og avgifter. Fordelene ved å erstatte konsesjonskraften med en felles avgift er følgende: Det kan nyttes et felles beregningsgrunnlag for konsesjonsavgifter og konsesjonskraft Felles avgift kan fastsettes når konsesjon gis. Fordeling av konsesjonsavgifter og konsesjonskraft begrenses til én fastsettelse som foretas av én instans. Konsesjonskraft nyttes ikke til uriktig ressursanvendelse Arbeid med konsesjonskraft vil bli vesentlig redusert i stat, fylkeskommuner og kommuner. Elforsyningen spares for ekstra avregninger. Konsesjonskraften som et mulig hinder for samrnenslutninger i elforsyningen bernes. Fra utbyggingskommunenes side legges det ofte vekt på at konsesjonskraft framstår som et betydelig gode utover de rene økonomiske virkninger. økonomisk kompensasjon vil normalt ikke være tilstrekkelig for å kompensere for kraften. En avgift anses ikke likeverdig med levering av en bestemt kraftmengde med samme leveringssikkerhet som fastkraft. For mange kommuner kan konsesjonskraften fremstå som et virkemiddel i arbeidet med å skaffe nye arbeidsplasser. Levering av en bestemt kraftmengde som konsesjonskraft vil også virke som en bedre verdisikring enn utbetaling i form av en avgift. Kommuner med rett til konsesjonskraft vil gjøre krav på denne fremover. Det vil derfor være grenser for adgangen til å gi en regel om økonomisk kompensasjon til erstatning for uttak av konsesjonskraft tilbakevirkende kraft. Lovfesting av økonomisk kompensasjon i stedet for konsesjonskraft vil sannsynligvis bare

233 128 kunne gjelde med virkning for nye konsesjoner. Utbyggingskommunene og fylkeskommunene kan samtykke i økonomisk godttørelse i stedet for konsesjonskraft. Siden en så stor del av vannkraften nå er bygget ut, fmner Energilovutvalget det lite hensiktsmessig å innføre en ordning med økonomisk kompensasjon som vil virke parallelt med bestående ordning med rett til uttak av konse- "sjonskraft.u..a1get peker likevel på de fordeler som en økonomisk kompensasjon i form av en avgift ville innebære. Det anbefales derfor at flest mulig utbyggingskommuner finner fram til tilfredsstillende løsninger basert på økonomisk kompensasjon etter forhandlinger med kraftutbyggere. Energilovutvalget foreslår at det foretas forenklinger i konsesjonskraftreglene som utformes slik at regelverket ikke bare skal gjelde for fremtidige konsesjoner, men også må kunne legges til grunn for konsesjoner som allerede er gitt. 3.3 Forenklinger av konsesjonskraftregiene Innledning. Dagens ordning med konsesjonskraft er problematisk, meget tidkrevende og vanskelig å praktisere. Det er derfor behov for en enklere ordning som bør kunne legges til grunn for både gitte og fremtidige konsesjoner uten å gå grenser for tilbakevirkning for nær. Hjemmel for avståelse av konsesjonskraft er ervervslovens 2, 3. ledd, pkt. 12 (erverv av eiendomsrett eller bruksrett til fall), ervervslovens 23, pkt. 5 (kraftleie) og vassdragsreguleringslovens 12, pkt. 15. Dersom staten står for utbygging, trenger staten tillatelse til statsregulering av vassdrag. Staten trenger ikke konsesjon på erverv av vassfall. Det betyr at konsesjonskraft til statsutbygging alltid har vært avstått etter bestemmelsene i vassdragsreguleringslovens 12, punkt 15. Situasjonen var den samme for kommunale og fylkeskommunale utbygginger fram til Ved lov 19. juni 1969 nr. 65 ble konsesjonsfrihet for fylkeskommunale og kommunale erverv av fall opphevd. Hvorvidt en fylkeskommune eller kommune må søke etter ervervsloven avhenger av om vassfallet som skal utbygges, er ervervet før eller ikrafttreden av endringsloven i Private utbyggere har etter 1906 trengt tillatelse til erverv av vassfall. Såfremt private utbygginger har bestemmelser om konsesjonskraft, kan avståelse alltid kreves etter bestemmelsene i ervervsloven. Forskjellen mellom ervervsloven og vassdragsreguleringslovens bestemmelser om konsesjonskraft går på effekt og energi. Etter ervervslovens regler kan avståelse kreves for inntil 10 pst. av gjennomsnittlig kraftmengde vassfallet etter foretatt utbygging kan yte med påregnelig vannføring år om annet. Dette betyr at man ved beregningen nytter median reguleringskurve, og at det ikke gjøres fradrag for alminnelig lavvassføring. Etter reguleringslovens bestemmelser skal avståing skje av inntil 10 pst. av den for hvert vannfall innvunnen øking av kraften. Økingen beregnes ved å nytte bestemmende reguleringskurve, og det gjøres fradrag for lavvassføringen. Dette gir vesentlig mindre kraftmengde når reguleringsgraden går fra omlag 70 pst. og nedover. For øvrig har bestemmelsene i ervervsloven og vassdragsreguleringsloven om konsesjonskraft vært omlag sammenfallende. Ved lov 10. april 1959 nr. 2 fikk begge lover nye regler om pris Effekt og energi. Beregning av effekt og energi tar lang tid. Den er etter dagens system uforståelig for andre enn dem som steller med beregningene. Det blir ikke bedre at-ervervs- og vassdragsreguleringsloven har forskjellige fremgangsmåter. Det kunne være ønskelig å gå over til å nytte middelvassføring eller annet grunnlag for å beregne konsesjonskraft. Vanskene ved dette er å bruke reglene på vassdragsreguleringer som har gått over lang tid og gjelder flere vassfallseiere (f. eks. i Glomma eller i Gudbrandsdalslågen). Fylkeskomrnuner, kommuner og private med konsesjonsfrie fall vil sette seg imot å nytte ervervslovens regler for beregning av konsesjonskraft. Energilovutvalget viser til at det vil gi et mer rettferdig resultat å nytte ervervslovens regler om produksjon år om annet i vannfallet konsesjonen gjelder. Utvalget er imidlertid oppmerksom på at det er grenser når det gjelder adgangen til å nytte ervervslovens regler på konsesjoner gitt etter vassdragsreguleringsloven. Det vil være meget vanskelig å gi ervervslovens regler om beregning av effekt og energi anvendelse for konsesjoner gitt etter vassdragsreguleringsloven til nå. Det vil i virkeligheten si at man griper inn i rettighetene til de som har ervervet vannfall uten konsesjon. Dette Fjelder private erverv før 1906, fylkeskommunale og kommunale erverv til 1969 og statens erverv. Dersom man beholder reglene for private og fylkeskommunale og kommunale erverv, er det ingen grunn til å &re noen forskjell med hensyn til statens erverv. Energilovutvalget foreslår at det innføres nye regler om beregning etter fdennomsnittlig kraftmengde for alle nye vassdragsreguleringer når fallene ikke er utbygd før loven har trådt i kraft, for alle vannfall som hjemfaller til staten etter ikrafttreden og når reguleringsbestemmelser skal endres etter 50 år i medhold av reguleringslovens 10, pkt. 2, I. ledd. Utvalget ser ikke