Stavanger Museums Aarshefte, Aarg. 35(1924-25), s. 1-6 OM SENGOTISKE CIBORIER I NORGE SiERLIG OM ET GJENFUNDET STYKKE FRA STAVANGER. AV THOR KIELLAND. Til Stavanger Museums 50-aars jubilamm vilde jeg aller heist som gave ha kunnet bringe selve den gjenstand det gjenfundne middelalderske ciborium fra Stavanger som jeg her isteden maa neies med at fere frem i skrift og billeder som en liten jubilaeumshilsen. Ciboriet er saavisst intet mesterverk snarest et hverdagsstykke om man saa kunde si men det er ikke desto mindre av almen interesse ved sin sjeldenhet her i landet og av en saerlig interesse for Stavanger, der trods sin rike middelalderske historic og sine mange stolte bevarede middelalderske monumenter, litet eller intet har igjen av deres oprindelige inventar. Ethvert bidrag, ethvert gjenfundet stykke faar derfor en betydning utover sin egen vaerdi, det fylder ut i et tomrum, det bidrar til at bygge op et rigtigere billede av den rigdom paa klenodier og utstyr av stort og smaat vi vet der engang fandtes i vore kirker og klostre, i vor bispeborg og paa stormxndenes gaarde. Foruten hvad der huggen i sten sitter fast paa selve bygningene, er der av det rike skulpturale utstyr i form av krucifikser, madonnaskap m. m. m. som prydet kirkenes korbuer og altere, kun nogen ganske faa, en fern seks stykker igjen, bl. a. de skjonne krucifikser i Reldal og Aardal. Det samme gjxlder de malte prydelser, her har vi kun et par tavler fra Reldal kirke tilbake. Og av al den tekstile pragt vi horer om blandt kirkenes og husenes utstyr, er saavidt vi vet, bare 2 stykker blit levnet, en pragtfuld romansk messehagel fra Roldal kirke og den senmiddelalderske bispekaape fra Stavanger domkirke. Nzsten endnu magrere er de middelalderske rester av kirkenes hellige kar. Et foravrig
sjeldent og vakkert litet romansk alterkors fra Bru (nu i Oldsakssamlingen, Oslo), underdelene av 3 senmiddelalderske kalke, enkelte brudstykker av en 3 4 andre plus et rekelseskar av bronse, det er det hele. Det her navnte er praktisk talt alt hvad der er tilbake, og dog vet vi at der gjennemsnitlig i hver norsk kirke i middelalderen mindst har vaeret: 2 kalker, 1 ciborium eller 1 pyxid, 1 monstrans, 1 relikvieskrin eller andet relikvarium, 1 kors, foruten en raekke andre gjenstande, f. eks. kander for vand og vin (ampulae), oljekar, rekelseskar, aquamaniler, lysestaker m. v., men som kun undtagelsesvis var av aedelt metal. Et utstyr i kirker som den til Utstein kloster, det kongelige kapel paa Avaldsnes og fremforalt i Domkirken med sine mange altere har vaeret langt rikere. Av Domkirkens klenodier findes forovrig omtalt foruten St. Svithuns solvskrin ogsaa en solvskaal som indeholdt St. Olavs blod og et kors hvori en splint av det hellige kors var indfattet under en bergkrystal. Taenker vi nu paa at det gamle Stavanger bispedemme ved middelalderens slutning hadde omtrent 140 kirker faar vi etslags begreb om de rigdomme der engang har vaeret og som vi har tapt. Og man spor sig uvilkaarlig, hvor er det blit av altsammen? hvorledes har denne masse-edelaeggelse gaat for sig? Stav anger Museums tidligere direktor, avdode dr. Helge Gjessing, har i det kapitel han skrev om amtets kirkeselv i museets store publikation av «Gammelt Stavangersolv* gjort naermere rede for en av de vigtigste aarsaker: den skjsbnesvangre betydning reformationens indforelse fik for vore gamle kirkeskatte. Jeg skal derfor her ikke gaa nxrmere ind paa det, kun gjenta at utover hvad den protestantiske gudstjeneste traengte til altertjenesten, 1 kalk, 1 disk og et ilod til opbevaring av oblaterne, blev alt andet av aedelt metal systematisk fratat kirkene og nedsendt til kongens mynt i Kjebenhavn hvor det blev smeltet, et edelseggelsesverk som fandt sted i nxsten alle de land, hvor reformationen indfortes. For Stavangers vedkommende var det hovedsmanden paa Bergenshus Thord Rodt som i 1538 samtidig med at han tok den sidste katolske biskop Hoskuld tilfange, begyndte plyndringene i Stavanger. Hvad der ved denne anledning blev skaanet, har saa tidens tand paa mange vis odet. Maengder av det tilbakeblevne middelaldersolv er blit omgjort efter tidenes skiftende smag, endel blev edelagt efterat kirkene i 1721 solgtes til private, hvorved det leilighetsvis har haendt at kirkesolvet er blit omsmeltet til privat bruk, som det f. eks. gik med solvet fra Sola kirke der endte som sukkerskaaler. Szrlig har naturligvis de ting av uaedelt metal fra katolsk tid som ikke laenger bruktes og som var latt tilbake, hat lett for at gaa tilgrunde og komme paa aweie, og hvad der ikke til
Fiff. 1. Scngotisk ciborium ' forryldt kobber fra Stavang«rka.- >tavang«rkanten. Nationalmuscet i Kjobcnnavn. Fijf. 2. Scnvotisk ciborium av forjfyldt kobber fra Sakse kirke, Trondclogcn. Nationalmuscet i Kjobcnhavn.
andet bruk er blit oinsmeltet eller borlkastet gjennem tidene, har i ikke ringe grad kommet ut av kirkcne gjennem de tildels meget dygtige og entreprenente antikviters-iiandlere som var her i landct i sidstc halvdel av forrige aarhundrcde. For Scavengers vedkomiiiende er det BEeriig gamle guldsiiied Hellstroms forretning vi ran regne med, men ellers har sikkcrt baade Gram i Oslo og Hammer i Bergen opereret i amtct enten i samarbeide med Hellstrom eller for egen regning. Og pussig nok er der takket v.rre en av disse antikvitets-h.indleres virke.it vi nu kail foie det her gjengitle ciboriutn til vor ellers saa magre liste av bevaredc middelalderske alterkar. Antikvitets-handler Gram i Oslo hadde nemlig den prisv;crdige vane delvis at la sine saker foiografere og paaskrive oprindelsessted. Hans fotografisamling er senere erhvervet av riksantikvar dr. Harry Fett og av ham delvis publicert i Fortidsforeningens aarbok for 1919. Videre har han fra denne Grams fotografisamling i sit verk om Norskc Kirker i Middelalderen som fig. 395 avbildet et litet "cibormm fra Stav.ingerkanten». Under mil arbeide med vor gamle middelalderske guldsmedkunst blev jeg opmerksom paa den merkelige likher der var mellem det lille hos Fett gjengitre ciborium og et der fandtes i Nationalmusects samlinger i Kjabenhavn. Billcdet og Kjobenhavn-ciboriet stemmet saavidt man kunde se, overens i alle detaljer, og ved at se cfter i museets protokoller, viste det sig at ciboriet ikkc stammet fra nogen dansk kirkc, men at det saa sent som i 1876 var erhvervet fra antikvitetshandler Bolvig i Kjobeniiavn. Enten maa man nu forutsxtte det tilfxlde at der sanuidig baade hos Gram i Oslo og hos Bolvig 1 Kjobenhavn har v;crei to fnldstarndig ens riborier ti!salgs, hvad der ikke er meget txnkelig, eller vi maa slutte at Bolvig har erhvervet ciboriet av sin kollega i Oslo, som saa igjen enten selv har erhvervet det i Stavanger eller faat det gjennem Hellstrom, en forklaring som forekommer mig at vaere den naturligste og den rigtige. Og der kan neppe vxre tvil om at det ciborium som nu findes i Kjobenhavn er dei samme som Gram hadde tilsalgs fra Stavanger og som jeg _her avbilder. Cibonei som er 33,5 cm. hoit og av forgyldt kobber har en sckskantet beholder med arkitektoniske strxbepiller i hjornene, og et spisst takformet laag, Jivor laksponemc (eller skiferhellcrne) er markcrt ved graverte ruter. Paa toppen har der oprindelig v."eret et kors, hvorav nu kun kulen er tilbake, Bebolderen baerea av en kalkllgnende fot med nodus og en sckskantet fotplate med indsvungne sitler. Mellem platen og fotskaftct er indskutt et litet sekskantel led med profilerte lister og lignende stncbepiller i hjornene som beholderens. Om fotplaten og beholderen loper en med minuskler gravert indskrift: Ave
verum corpus natum ex Maria virgine vere n-molt-um (unmolatum) in cruc(?) pro horn mnune (homine) paccum (passum). Vaer hilset sande legeme, som blev fedt av jomfru Maria, som i sandhet blev ofret paa korset og led for mennesket. Denne indskrift, som jo passer fortrxffelig paa et hostiekar er del av en av de mest kjendte middelalderske hymner. Ciboriet staar i hele sin form meget naer samtidige nordtyske og nederlandske arbeider fra 1300 aarenes slutning og 1400 aarene. Vort stykke maa tiltrods for fotplatens spisstakkede 1300 aars form paa grund av sine kluntede proportioner og saerlig paa grund av nodus' fete form og noget utviskede detaljer henfores til 1400 aarene. Hvorvidt det er et tysk eller nederlandsk importstykke fra en av Hansestederne, Liibeck?, Amsterdam? eller det er utfort ved et av de hanseatiske guldsmedverksteder i Bergen, som saerlig i 1400 aarene var meget virksomme, kan nu vanskelig avgjeres da sammenligningsmaterialet fra norsk side er saa litet, ti foruten Stavanger-ciboriet findes der forovrig kun et helt bevaret, ogsaa det i Nationalmuseet i Kjobenhavn (avb. fig. 2). Det er av samme materiale som vort stykke og ligner som man av avbildningen ser ogsaa paa mange punkter, sekskantet beholder, takformet, takket laag og kalkformet underdel, men det er fastere og sikrere i proportionene og rikere utstyrt med figurgravurer. Det har ellers en lignende merkelig skjaebne som Stavangerciboriet. I 1879 kjopte Nationalmuseet fra Ramme kirke (Vandfuld herred, Ringkjobing amt) 2 kobberciborier, hvorav det ene ifolge traditionen oprindelig skulde vaere fra Saxe kirke i Vaerdalen. En skreven beretning herom datert Akershus 1673 fandtes ifolge en presteindberetning fra 1766 liggende i det ene av ciborierne, men er siden gaat tapt. Det vil derfor desvzrre neppe bli mulig med absolut sikkerhet at avgjere hvilket av disse 2 ciborier fra Ramme kirke der er fra Saxe. Men den store likhet der er mellem den rikt graverte figurdekoration paa det ene av dem, det her avbildede stykke fig. 2, og dekoren paa en beholder fra et andet forgyldt ciborium fra det Trondhjemske (nu i Videnskabsselskabets Oldsaksamling, Trondhjem, avb. i H. Fett: Norske Kirker i Middelalderen fig. 398), gjor det mere end sandsynlig at det maa vsre dette stykke der er fra Saxe. Begge disse tronderske stykker maa henfores til 1400 aarene. For bestemmelsen av deres proveniens gjadder det samme som for Stavangerstykket, enten er de indfort fra Nordtyskland eller Nederlandene eller de er utfort i Norge. To saa like stykker fra samme egn tyder naermest paa det sidste. I Bergens Museum findes der ehdelig en kalkformet fot av metal og en losreven nodus til en saadan, der formodentlig begge har hort til ciborier av lignende
typer og fra nogenlunde samme tid som de her nxvnte stykker (avb. i Bergens Museums aarbok 1909, nr. 16, fig. 11 og 12). Og dermed er alt naevnt om hvad vi nu kjender til av norske ciborier, to hele og dele av tre, mot de mindst 1000 stykker som engang har eksistert. Tilslut skal jeg bare foie et par ord om ciboriernes bruk. Ciboriet brukes til opbevaring av de indviede hostietabletter og utviklet sig i 1200 aarene fra pyxiden, det aeldre opbevaringskar for hostien som i almindelighet var uten fot og hang over alteret. De aeldste ciborier hadde ganske kort fot, men fik snart hoit skaft i likhet med kalkernes, hvis fotform det siden gjerne fulgte. Selve beholderen var oprindelig rund med laag, men fik fra gotisk tid av oftest mangekantet form. I de rikere kirker var ciborierne i almindelighet av solv, leilighetsvis av guld, og kunde ofte vaere rikt utstyret. Istedenfor metal anvendtes leilighetsvis til selve beholderen andre materialer som ben, utskaarne kokusnotter o. 1. Ciborierne er saaledes direkte forbpere for vor tids oblatxsker. Thor Kielland.