MINDRE MEDDELELSER. "EN LUFTIG HYPOTESE."

Transkript

1 MINDRE MEDDELELSER. "EN LUFTIG HYPOTESE." Nogen bemerkninger til dr. ANDR. M. HANSEN. mit arbeide "Kvartærgeologiske streiftog paa Sørlandet" (Nyt mag. f. nat., bind 50) har jeg fremsat den hypotesen at terrasseavsnittene i morænen foran Sirdalsvandet er dannet i en indsjø, et tidligere større Lundevand, som altsaa heroppe i morænen skulde ha efterlatt sig spor i en høide o. h. paa m. Videre at de lavere terrasseavsnittene, m. o. h. og m. o. h., omkring og utenfor Bakke bro, skulde være avsat i det samme vand et i senere tider, nemlig i "boreal og "atlantisk" tid. Naar disse sisste terrasseavsnittene ligger i et saa avgjort lavere nivaa, skulde dette skyldes forskjellige omstændigheter, som jeg i korthet opsummerte i følgende ord: "Dels er tærskelen foran Lundevandet sænket i de mellemliggende tider, dels er flommene ikke længer saa voldsomme, dels er den "boreale" og den,.atlantiske" strandlinjes synkning ut mot kysten svakere end den "arktisk es"." Denne hypotesen har dr. ANDR. M. HANSEN omtalt s i sit store arbeide,. Fra istiderne. Sørlandet" (Vidensk. selsk. skr. 1913), og bl. a. karakterisert den med de ord som staar over nærværende opsæt. Nu skal jeg være den første til at indrømme at min hypotese ikke er belagt med en saan overvældende mængde kjendsgjerninger som meget av det dr. ANDR. M. HANSEN har publicert op igjennem aarene. av, er den ikke likevel. Men saa "luftig' som doktoren gir det utseende har prøvd at sætte sig ind i min tankegang. Hans omtale av den viser at han ikke Dette fremgaar tydelig nok av følgende avsnit i hans arbeide, hvor jeg har tillatt mig at uthæve endel:., Her kan umulig være tale om nogen avsætning i et Lundevatn opdæmmet til 75 m. o. h., som D. DANIELSEN 1912, 353 antar. Der fins ikke tegn til nogen morænemasser som kan ha spærret Lundevatnets os, der, som hans billede Pl. IX viser, ligger helt i fast fjeld som foss. Et utløpstversnit med 30 m. større høidc er fuldstæridig utænkelig. Det er øiensynlig at DANIELSEN har

2 26 MINDRE MEDDELELSER været drevet til en saa luftig hypotese utelukkende fordi han ikke har opfattet at moræneslæpet, bræelvavsætningerne foran overgangskeglen kan bygges op til like flat sandr som nogen marin eller lakustrin terrasseoverflate. Dynamisk er dog forklaringen indlysende. Øieblikkelig hvor bræelven slipper frem i dagen fra det hydrostatiske tryk under bræen henimot 300 m. mægtig kort ovenfor Sirdalsjøkelen maa ha været maa den miste en væsentlig del av sin transportevne, elvene bygger stadig op sit leie, og maa derfor stadig søke over til lavere løp ved siden, som bygges like høit op igen. fra de islandske sander, igen straks I naturen har vi jo et utal av eksempler, ogsaa foran bræerne inde paa høisletten, de svære bayriske grussletter og til ra-grusflaterne i Vestfold og randterrasserne ved Grimstad. Dynamisk er det omvendt uforklarlig at Bakke-" terrassen" viser sig at bestaa av meget svakt skraanende lag av temmelig grov og ujevn grus likesaavel ute ved Sirnes, hvor den efter hypotesen er avsat paa 30 m. dyp, som like J>ed endemorænen foran Sirdalsvatn, hvor man har den smukke supramarir overgangskegle i omk. 80 m. høide. Der fins ikke den typiske undervands terrasse-skraalagring øverst dækket av horisontale lag, men overalt almindelig flat elvegruslagring, som det viser sig i snittene i de utprægede erosjonsterrasser." Til dette maa det være mig tillatt at gjøre nogen bemerkninger. For det første trængtes der selvfølgelig ikke en 30 m. høiere utløpstærskel for at Lundevandet i ra-tiden skulde naa m. over nuværende havnivaa oppe ved utløpet av Sidalsvandet. Antar vi at strandlinjenes fald utgjorde 0,8 m. pr. km., skulde de paa de 18 km. mellem utløpet av Sirdalsvandet og utløpet av Lundevandet synke m. Dermed blir de 30 m. reducert til det halve. Hertil kommer at terrassen m. o. h. vel betegner en flomhøide. Lundevandet er den dag idag bekjendt for sin høist variable vandstand - variasjonen skal gaa o p til 6 7 m., (ikke l O m. som jeg tidligere paa grund av en erindringsfeil har anført) større., og i ra-tiden har sikkerlig variasjonene været betydelig Tærskelen foran Lundevandet behøver efter dette bare at ha ligget nogen faa meter høiere end nu for at forklare dannelsen av den høieste terrassen i morænen foran Sirdalsvandet. Nu ser jeg rigtignok at dr. ANDR. M. HANSEN sier der "ikke fins tegn til morænemasser som kan ha spærret Lundevatnets os". Men hvordan kan han vite der aldrig har ligget morænemasser her? Det mangler saavisst ikke paa morænedannelser mellem Lundevandet og Aaensire. At de ikke er opbevart helt inde ved osen, hvor dalløpet er saa trangt, er ganske naturlig. De store vandmassene som her i flomtider har været presset frem, maa ha hat en vældig

3 MINDRE MEDDELELSER 27 erosjonsevne, det kan vel ikke betviles. Og længer ute er der moræneflater i alle fald op til ca. 38 m. o. h. Dette er virkelige morænevolder eller -rygger, ikke bare morænefyldinger i en dalside. At det er en saa luftig hypotese at tænke sig en morænesperring selv om det var op til mangfoldige meters høide ved en os hvor vandmassene nødvendigvis maatte erodere den bort i løpet av nogen aartusener, naar vi ser at der utenfor osen findes rikelige morænedannelser opbevart, kan ikke indses. Og naar det viser sig at hypotesen bare kræver en morænesperring paa nogen faa meters høide, synes jeg virkel!g den ligger noksaa nær. jeg er nemlig fremdeles trods alt det dr. HANSEN har fremført av den opfatning at nivaaene i morænen foran Sirdalsvandet er virkelige terrasser, avsat i vand, og da intet tyder paa at havet nogen gang saa sent som i ra-tiden har naadd hitop, maa jeg bli staaende ved at det er indsjødannelser. Der er forresten flere bevis for at en brærand engang har ligget mellem Lundevandet og Aaensire. Det er de ikke ubetytydelige terrasser ved og utenfor Aaensire. Den høieste av dem findes paa vestsiden av elven ikke langt fra kapellet, og den danner en jevn flate i en høide o. h. paa ca. 32 m. Længer ute er der flere lavere. Enten man nu vil følge den gjængse opfatning, at dette er virkelige terrasser, eller man med dr. HANSEN tar dem bare for sander avsat av bræelver, saa kræver de i begge tilfælde bræer utenfor Lundevandet til at skaffe materialet tilveie; gjennem den dype klarekum Lundevandet kan materialet ikke være ført. At terrassen ute ved Sirnes skulde være avsat paa 30 m. dyp efter min hypotese, som dr. HANSEN synes at mene, er utenfor alle land. Min hypotese gaar jo bl. a. ut paa at de lavere terrassene er yngre end den høieste, avsat paa en tid da vandstanden herinde var en anden, dels fordi tærskelen i nogen mon var sænket, dels fordi flommene var mindre voldsomme, dels og væsentlig fordi landet i mellemtiden hadde hævet sig saa strandlinjenes synkning ut mot kysten var mindre end før. jeg har antydet at terrassen i m. høide kunde være avsat i "bo real" tid, da hævningen av land platen blev avløst av en ny sænkning, og den i m. høide i "atlantisk" tid, da sænkningen atter blev avløst av hævning. Er det saa rent urimelig at tænke sig at netop disse vendepunktene, hvor landplaten var i relativ ro, ga anledning til dannelsen av tydelig utprægede terrasser? Og herinde, hvor havet ikke naadde op, kan den "boreale" tids terrasser ha hat likesaa stor utsigt til at holde sig som den "atlantiskes ", mens den "bore ale" tids marine terrasser er blit utvisket under den paafølgende sænkning og neddykning, ja endog tildels ligger under hav den dag idag.

4 28 MINDRE MEDDELELSER Herimot kan vel dr. HANSEN indvende at da vi hverken har hat no gen "bo real" eller "atlantisk" tid efter ra-tiden, kan min hypotese ikke være rigtig. Til det er at si at dr. HANSENS teori om den sisste istid endnu ikke er almindelig anerkjendt (og var det vel end da mindre i 1912); og selv om han hadde ret, saa kom vi allikevel ikke bort fra at de lavere terrassene er der og sin forklaring, saa vakkert utformet og saa tydelig adskilt fra det høieste terrassenivaaet som de ligger der. Sætter man den "arktiske", "bore ale" og "atlantiske" strandlinjes fald til henholdsvis 0,8 m., 0,33 m. og 0,23 m. pr. km, kan man regne sig til hvad høide utløpstærskelen maatte ha for at de nævnte terrasser skulde bli utformet, naar man ikke tar hensyn til at de avmerker flomhøider. maatte ligge henholdsvis 17 m., 12 m. og 7 m. Det viser sig at tærskelen høiere end den nuværende, 44 m. o. h. Sætter man 51 m. o. h. (nuværende største flomhøide) istedenfor 44 m. o. h., tallene reduceret til l O m., 5 m. og O m. Det sisste tallet kunde vel tydes saa at utløpstærskelen i "atlantisk" tid i det væsentlige var erodert ned til samme nivaa som nu, et resultat som jeg forresten ikke lægger nogen vegt paa. "Jøkelslæpet falder fra m. høide umiddelbart under moræneryggen som naar l O m. høiere temmelig jevnt utover 4 km. til den skyter undervandstangen ut i Lundevatnet, 44 m. o. h.", sier dr. HANSEN straks foran det tidligere citerte avsnit. Dette "temmelig jevne" faldet har jeg ved mine 3 besøk paa stedet ikke kunnet opdage. Under nivaaet i m. høide har jeg ikke kunnet finde naget som kunde tas for terrasseflater før i m. høide, og det er straks ved foten av den moræneryggen den høieste flaten er utarbeidet i. Her er sikkert ikke tale om naget jevnt fald, men om to distinkte nivaaer. Og likesom nivaaet i m. høide ikke er indskrænket til østsiden av elven, hvor mesteparten av morænen ligger, men ogsaa findes i en gjenstaaende rest paa vestsiden, saa findes dette nivaaet i nogen og 60 m. høide ogsaa paa begge sider av elven, rigtignok uten sammenligning vakrest utformet paa vestsiden, omkring Bakke bro. Ja, det kommer endog igjen længer ute, her rigtignok tilsynelatende et par meter lavere, som ganske rimelig er forresten. at faa et "temmelig jevnt" fald utover fra moræneryggen til Sirnes maa man vistnok plukke ut vilkaarlig valgte punkter paa de forskjellige terrasseflatene og forbinde dem, idet man ser bort fra at der tæt ved er baade høiere og lavere jevne nivaaer. For Dr. HANSEN har i de to store arbeidene han har skrevet under fællestitlen "Fra istiderne", gang paa gang forsøkt at slaa fast at meget av det andre iagttagere har opfattet som marine lakustrine) dannelser, bare er flate sander, avsat av bræelver

5 MINDRE MEDDELELSER 29 supramarint. I det ovenfor citerte længere avsnit hævder han det samme, og nævner en række paraleller, bl. a. "rand terrassene ved Grimstad". Da disse gaar ind under det striden staar om, burde de vel ikke nævnes her som bevis for at lignende dannelser er supramarine bræelvavsætninger. Jeg er likesaa uenig som før med dr. HANSEN i opfatningen av dem, og vil sandsynligvis bli det helt til der blir paavist lignende nivaaer i avgjort større høide end den de hittil kjendte naar op til, og i en slik aapen situasjon at de ikke kan være avsat i en tidligere indsjø. Jeg vil her bemerke at det ikke er helt korrekt naar dr. HANSEN sier (s. 24): "DANIELSEN selv omtaler ogsaa lignende fluvioglaciale moer i høiere nivaa, som bare derfor ikke gjøres til marine trin." Nei, det er ikke "bare derfor", men fordi de samtidig ligger slik til at der sikkert eller sandsynligvis har været indsjø da de blev avsat. Det er det jeg tror der har været ved Sirdalsmorænen ogsaa. Men blir der paavist lignende nivaaer paa steder hvor havet ikke kan tænkes at ha naadd op, og hvor terrængforholdene forbyr en forklaring ved indsjøavsætninger, da blir saken en anden. Hittil synes alle nye iagttagelser at bekræfte det resultatet jeg er kommet til angaaende høiden av den marine grænsen paa Sørlandet. At synkningen av denne skulde vise det paafaldende jevne forløp langs Sørlandskysten som den faktisk viser, og bestemmelsen av den allikevel hvile paa et feilagtig grundlag, synes dog altfor urimelig. Der ligger virkelig adskillig beviskraft i det at resultatet frem byr en tydelig uttalt lovmæssighet. Jeg skal her indskyte at et par nye bestemmelser av den marine grænsen desværre bare paa det samme grundlaget, som dr. HANSEN finder saa forkastelig falder særdeles smukt ind i rækken av de tidligere. Den ene er i Gjerstad, straks indenfor grænsen av Søndeled, den andre i Østre Moland, ikke langt fra kirken. Jeg har begge stedene som overalt ellers hvor jeg har faret paa Sørlandet forgjæves speidet efter høiereliggende nivaaer som kunde antas for marine. Det er ikke min hensigt her at ta op til drøftelse hele dr. HANSENS teori om sisste istid. Dertil har jeg ikke forutsætninger, da han henter argumenter fra saa mange hold at det er vanskelig eller rettere umulig for en enkelt mand at bedømme alt det han fører i marken. Enkelte sider av spørsmaalet haaper jeg senere at kunne ta op til drøftelse. Her vil jeg bare faa lov at uttale, at det neppe a!tid er saa let at skille mellem et "megaglaciert" og et "epiglaciert" landskap i praksis, som det er naar dr. HANSEN skriver om det. Naar han f. eks. nævner "kontinentale" urer som et kjendemerke paa ikke "epiglaciert" landskap, vil jeg minde om at der findes urer og ikke saa rent smaa heller i fjellet paa begge sider av Sirdalsvandet indenjor morænen,

6 30 MINDRE MEDDELELSER og de naar paa begge sider helt ned i vandet. Videre at der findes ur paa vestsiden av Sira, ret overfor morænetungen paa østsiden. Begge stedene, eller i alle fald indenfor morænen, maatte man vel vente at urene var blit erodert bort under sisste isstid, hvis de var ældre end denne. jeg vil ikke hermed negte at der er forskjel paa størrelsen av urene utenfor og indenfor "raet"; det er der vistnok. Men jeg har mine tvil om at denne forskjellen altid er saa paatagelig at den uten videre kan brukes til at skille mellem "megaglaciert" og "epiglaciert". I alle fald tror jeg der i mange tilfælde maa et mere end almindelig skarpt og opøvet øie til at opdage forskjellen. For ikke at bli misforstaat vil jeg tilslut bemerke, at jeg med disse linjene bare har villet ta til gjenmæle mot en efter min mening misvisende og uretfærdig karakteristik av et enkelt avsnit mit arbeide. Selv om jeg kan være uenig i mangt og meget av det dr. HANSEN har skrevet, og selv om jeg tror at meget av det er løst underbygget og vil falde for en mere indgaaende forskning i fremtiden, har jeg den største resoekt for hans beundringsværdige overblik og originale ideer, og den kritik han har rettet mot herskende synsmaater, kan i længden bare være til gagn, da den egger til motkritik, vækker diskussjon og ansporer til nøiagtigere studier. Kristiansand mars Daniel Danielsen.

7 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET I Efter forhandlingsprotokollen ved THOROLF VoGT. Møte og generalforsamling den 6te februar Tilstede var 14 medlemmer og l gjæst. Sekretæren fremla regnskap for 1914 revidert av HoLTEDAHL og 0XAAL. Aarsberetning for 1914 blev oplæst. l. Medlemsantallet var ved utgangen av , hvorav 5 livsvarige. Av medlemmerne er 5 utenlandske, 29 utenbys og 37 indenbys. 2. I aarets løp var avholdt 7 ordinære møter med ialt 16 foredrag. Det gjennemsnitlige besøk paa møterne var medlemmer og l gjæst. Der avholdtes l ekskursion med 5 deltagere. Valg for Formand: HoLTEDAHL. Sekretær TH. VoGT. Bestyrelsesmedlemmer: Suppleant: REKST AD. BRØGGER, KJÆR, GoLDSCHMIDT. Docent, dr. HoLTEDAHL holdt derefter foredrag om "Nagle.fbreløbige meddelelser fra en reise i Alten". Trykt i N. G. U. aarbok for BRØGGER forespurte om det var talerens mening at hele gaisaavdelingen som saadan var overskjøvet (altsaa i over 30 km. bredde). HoLTEDAHL hadde foreløbig denne opfatning. RE U SCH: Efter de her fremkomne oplysninger frafaider jeg min tidligere opfatning, at gaisa muligvis skulde være normalt overleiret over raipas.

8 32 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET KJÆR hadde ogsaa paatrulfet den av taleren omtalte sandsten med de koncentriske forvitringsstrukturer, nemlig paa nordsiden av Varangerfjorden, hvor den synes at danne et utpræget ledenivaa i sandstenen. Ved Karlbotten hadde han paavist direkte overleiring av sandstensformationen over det saakaldte grundfjeld, uten forkastning paa grænsen. Lagrækken hadde paa nordsiden av Varangerfjorden et NO til SV strøk, saaledes at man stadig kom op i høiere horizonter ved at reise østover langs nordsiden av fjorden. Underst var der en lys glasagtig kvartsit, som meget ligner Holtedahls Bossekopkvartsit, og indeholder det av Reusch beskrevne morænekonglomerat. Videre mot øst (i høiere nivaaer) fulgte derefter foldede røde og graa sandstene med skiferlag, herover en ufoldet lagrække med morænelignende konglomerater og sandstene, videre fulgte i Klubfjeld en mægtig række med ofte diagonalskiktede sandstene og skifere uten konglomerater; som et lag i denne sidste avdeling optraadte den omtalte sandsten med de besynderlige forvitringsformer. Videre Ø langs kysten stadig nye lagrækker, og taleren antok at man i disse trakter let vilde kunne fastslaa profilet. Taleren antydet som en mulighet, at dividalsgruppen i Alten muligens kunde være en anden facies av Bossekopkvartsiten. Angaaende de av Holtedahl fundne fossiler nævnte taleren, at Tellef Dahll i 1868 hadde fundet eiendommelige korallignende former paa Koægganøen, l mil fra bunden av Porsangerfjord, i typisk raipasformation. HOLTEDAHL: Hvis dividalsgruppen skulde være en anden facies av Bossekopkvartsiten, skulde man vente at finde tegn til faciesforandring allerede i denne, da den er blottet over en betydelig strækning. TH. VoGT sluttet sig til Holtedahl i hans opfatning av at de underste litet omvandlede lerskifere maatte paralleliseres med Dividalsgruppen og Hyolituszonen. Han hadde allerede tidligere antat at Dividalsgruppen maatte fortsætte østover ind i Finmarken, og han hadde allerede forrige vinter planlagt en reise for at undersøke den østlige del av vor fjeldkjede, en reise som imidlertid maatte utsættes til næste sommer. Enkelte svenske geologer hadde antat overskyvninger ogsaa inden Tromsø glimmerskiferformationen ved Ofotenfjorden, men disse distrikter, der nu var detaljert kartlagt, gav intetsomhelst holdepunkt for overskyvninger. Uten at vilde ta standpunkt til overskyvninger i den østlige del av fjeldkjedezonen, vilde han fremhæve grundfjeldplatens beskyttende indflydelse paa de nærmest overliggende formationer, og at man kunde forklare Dividalsgruppens mangel paa regionalmorfose herved.

9 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 33 GOLDSCHMIDT støttet denne opfatning og omtalte sine erfaringer i denne henseende fra det sydnorske høifjeld, f. eks. bundkonglomeratet paa Finse. FosuE: Efter Holtedahl skal gaissaformationen vistnok tilsvare Balsfjordgruppen i Tromsø amt. Imidlertid finder man ogsaa 1 Tromsø amt en tydelig tiltagen i krystalliniteten i de høiere horizonter Tromsø glimmerskifergruppe. I de detaljert kartlagte distrikter her kan det imidlertid med sikkerhet siges, at dette ikke skyldes nogen overskyvning inden disse formationer, men maa sættes i forbindelse med en rirkeligere injection av eruptiver i høiere liggende horizonter. Det forekom taleren noksaa nærliggende, at det samme kunde være tilfældet i Altendistriktet, saa meget mere, som Holtedahl hadde paavist injectioner av dioritiske bergarter i gaissaformationen, mens saadanne ikke var paavist i Dividalsgruppen. BRøGGER anbefalte N. G. U. snarest mulig at fremme utredningen av disse interessante formationer i Tromsø og Finmarken, bl. a. ogsaa for at de svenske overskyvningshypoteser ikke skulde bli de eneraadende i litteraturen. Foredrag av dr. REUSCH: "Bemerkninger om Littorinasænkningen". Trykt i N. G. U. aarbok for REKST AD: Selv om enkelte av de fremførte beviser for en littorinasænkning er svake, synes dr. Reusch at helde til den motsatte yderlighet. Det blir vanskelig at bortforklare alle de mange av torv under marine avleiringer paa denne maate. Angaaende de omtalte tvilsomme forhold ved Skeie vand skulde det ikke være vanskelig med sikkerhet at avgjøre om den overliggende vold er en moræne som av Reusch antat, og hvis torven skulde være interglacial skulde vel floraresterne kunne avgjøre dette. BRøGGER var enig med Rekstad i dette. en lang række iagttagelser over littorinasænkningen, I Sverige har man og det vilde være besynderlig om en saadan ikke skulde kunne paavises ogsaa hos os. I selve Kristianiadalen synes sænkningen rigtignok at være tvilsom, men paa Sørlandet synes den at være sikrere, og beviserne fra Bakke i Jarlsberg blir vanskelige at bortforklare. I det hele kan dog dette spørsmaal ikke sies at være løst hos os, og det er fortjenstfuldt av dr. Reusch at han optar det til fornyet drøftelse. REUSCH tvilte ikke paa littorinasænkningen i Sverige, men hos os synes ingen sikre beviser at være fremført. G. HOLMSEN: Blandt "strandlinjerne" i "seteregionen" i det centrale Norge viser det sig, at de ældste linjer helder mindre orsk Geol. Tidsskr. IV. 3

10 34 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET end de yngre, hvad der kun kan forklares ved sænkninger forskjellige retninger. Møte den 6te mars. Tilstede var 11 medlemmer og 4 gjæster. Til behandling forelaa et motiveret forslag fra bestyrelsen om at forhøie kontingent for utenbys medlemmer fra kr. 2 til kr. 4 og kontingent for livsvarige medlemmer fra kr. 40 til kr. 50. Forslaget der efter lovene var bekjendtgjort l O dage før møtet, blev enstemmig vedtat. Ordlyden av 7 blir: Medlemskontingent for saavel indenlandske som utenlandske medlemmer er kr. 4 for aaret. Man kan bli medlem for livstid ved at indbetale kr. 50. Kontingenten for de livsvarige medlemmer opbevares som et fond hvis renter anvendes efter bestyrelsen bestemmelse. j. REKST AD: "Strandjlaten ved kysten av Søndre Helgeland": Strandflaten er fremtrædende utviklet langs Norges kyst, men intetsteds mere storartet end langs Helgeland. Reusch har i 1894 først henledet opmerksomheten paa dette karakteristiske træk i Norges overflateforhold. Strandflateregionen har langs Helgeland en bredde av km. Den viser flere eiendommelige forhold. Vi vil først betragte de hækkenformete indsænkninger, som i stort tal er indskaaret i dette kystbelte. De har en betydelig dybde. Flere av dem gaar ned til 400 m. under havflaten, og en av dem, den mellem Vega og fastlandet, gaar ned til 500 m. under havets nivaa. Deres bygning viser stor likhet med fjordene, idet de er opdelt i flere bækkener med grundere tærskler imellem. Længde retningen hos den store flerhet av bækknerne gaa SV-NØ, mens den herskende skurin):;sretning herute gaar mot VNV til NV. Kun nogen mindre indsænkninger gaar i den retning. Deres forløp viser altsaa, at de maa være ældre end istiden. Var de anlagt under den, maatte de gaa i skuringens retning. Deres store dybde viser ogsaa, at de maa være ældre end istiden. Bassiner paa over 500 m. kan ikke herute være uteroderet under istiden, ti det maa erindres, at vi her befinder os ved isdækkets grænse, nær avfaldet mot det store havdyp. Erosionen her maa ha været betydelig mindre end indenfor, hvor isdækket var mægtigere og holdt sig længere. Der er en intim sammenhæng mellem berggrunden og bækknerne. De fleste og største følger strøkretningen, som de store længdedaler inde i landet. Bassinerne er særlig dype hvor man har granit paa den ene side og skifer eller kalksten paa den anden. Vi vil dernæst gaa over til at betragte den egentlige strandflate. Den er heller ikke nogen jevn flate. Den viser sig utformet under istiden, skuret og moutonnert. Istidens præg paa strand-

11 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 35 flaten er saa sterkt, at enkelte som Fr. N ussbaum anser den dannet utelukkende ved isens indvirkning. Der er to forhold som gjør, at strandflaten ikke kan være dannet alene ved is-erosionen: l. Toppen av øer og holmer naar til noget nær samme høide. 2. Der er en abrupt overgang mellem strandflaten og de indenfor liggende høie fjeld. At strandflaten skulde være fremstaat ved en stor indsynkning, som de Geer og Sederholm har uttalt, har intet faktisk at støtte sig til. Det at toppen av øer og holmer naar til noget nær samme høide og den høie fjeldmur indenfor taler efter min opfatning for, at strandflaten maa være et abrasionsplan, dannet av havet. Isskuringen har i betydelig grad omformet den. Ute paa strandflaten er der enkelte høie fjeld, som hverken havets magt eller isens skuring har hat tid nok til at faa bugt med. Strandflatens dannelse ved havet kan ikke ligge saa langt tilbake som i tertiær. Ti der maatte være en større høidefofskjel mellem øer og holmer, betinget av bergarternes vekslende haardhet, naar erosionen har hat et saavidt langt tidsrum at virke i. Paa den anden side viser isskuringen at den maa være ældre end sidste avsnit av istiden. Det synes derfor rimelig at henlægge dens dannelse til en interglacial tid. Skulde den som Nussbaum antar være et resultat alene av isens virksomhet, maa den være dannet under forhold, som de den antarktiske barrier-is viser os. Bassinerne maa være ældre end strandflatens dannelse, antagelig anlagt i tertiær og utdypet under istiden. REUSCH sammenlignet de underjordiske fjorder med de østlandske indsjøer, f. eks. Nisservand og Norsjø; ogsaa her har man dypere partier, ekstrabassiner, som maatte være fremkommet ved isens erosion. TH. VoGT : Det laa nær at sammenligne dyprenderne i strandflaten med de dypere partier i fjordene, saa meget mere som de ligger i fjordenes fortsættelse. Der var meget som talte for at baade fjordenes og strandflatebassinernes anlæg fandtes før istiden, men at de bassinlignende dyp var opstaat ved bræerosion. Forkastningernes rolle, mente taleren var den, at de dannet svakhetslinjer, langs hvilke enkelte præglaciale daler var anlagt. REKST AD: En fjord som Tosenfjorden gaar retlinjet saavel gjennem bløte som haarde bergarter, og maatte være anlagt langs en forkastningszone. Baade dalenes og fjordenes anlæg var præglaciale men utdypningen skyldtes istiden. Sederholms og de Geers tydning av strandflatens fremkomst ved unge forkastninger finder ingen støtte i observationerne.

12 36 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET KJÆR: Det hadde interessert ham at se hvilken rolle man tilskrev forkastningerne ved dannelser av fjorder og bækkener i det nordlige Norge; i den forbindelse ligger det nær at trække en paralel med Kristianiafjorden, hvis anlæg efter Brøggers undersøkelser som bekjendt har været knyttet til forkastninger. G. HoLMSEN mente at forkastninger neppe kunde ha spillet nogen væsentlig rolle ved utformningen av relieffet og desuten mangler der en sikker paavisning av større forkastninger heroppe. TH. VooT nævnte et eksempel paa en sikker forkastning fra den nordlige del av Tjelsundet ved Hinnøen. Lagene ligger forholdsvis regelmæssig paa begge sider av det smale sund, men passer ikke sammen. Hvor lagbygningen er mere indviklet, er forkastninger vanskelig at paavise. Der findes paa den anden side talrike daler og bassiner i det nordlige Norge som ikke skyldes forkastninger, men bløtere bergarter. Strandflatebassinerne har hat stor betydning for dannelsen av strandflaten, de har delt landet op i mindre partier og git havet flere angrepspunkter. Inden hvert adskilt parti er strandflatens bredde neppe mere end 4 5 km., men tilsammenlagt fra de ytterste skjær til fastlandet kan strandflatens bredde bli over 35 km. Der er derfor ingen motsætning mellem I. H. L. Vogts og Høgbohms angivelser angaaende strandflatens bredde. WERENSKIOLD fæstet opmerksomheten ved forholdet mellem unge og gamle forkastninger. De unge brækker den forhaandenværende overflate op og danner et nyt relief. Dette borteroderes og forkastningerne virker da som svakhetslinjer, langs hvilke elve eroderer. GOLDSCHMIDT antok at man overalt har forkastninger, men de kommer bedst frem i glacierte landskaper. LANDMARK omtalte forholdet mellem fjordene og strandflaten paa Vestlandet. De synes at vise at dalene var ældre end strandflaten. Docent W. WERENSKIOLD: Geomo fologiske og geografiske bemerkninger fra Bamle," Rektangelbladet Bamle bestaar for størstedelen av grundfjeld; man har en temmelig massiv granit i NV, graa gneis med hornblendeskifer med injektioner av hyperit i de centrale deler, ytterst ved kysten kvartsit med amfiboliter. Strøket er ONO-VSV, feltet gjennemsættes av talrike diabasganger i NNV-SSO. Denne retning følger ogsaa en række forkastninger, som gir sig uttryk i topografien. Specielt kommer disse godt frem i Langesundsfjordens silurfelt, hvor forkastningslinjerne findes under en række bratte

13 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 37 stup. Der fremkommer herved et trappetrinformet relief, der er yderliger utarbeidet av is som har gaat langs efter forkastningerne. Grundfjeldets peneplan har været opbrukket paa lignende maate mens det endnu var dækket av silur. Enkelte opragende hyperitfjelde i grundfjeldet har muligens raget op som monadnocks allerede før kambrium. Langs efter grundfjeldsbergarternes strøk er der endvidere utarbeidet smaa daler, saa der forekommer en kvadratisk opstykning av landet. I granitomraadet findes der en eiendommelig depression, sandsynligvis efter en forkastning i strøkretningen, hvori der ligger en række vand fra Herre mot VSV. Øene langs kysten er bare toppene av de samme slags aaser, som landet indenfor er opfyldt av, de ligger ogsaa ordnet i strøkets retning. Havet har særlig angrepet forkastningszonerne og diabasgangene i NS, og har her tildels utarbeidet smale kløfter. Bamle ligger ved sjøen og har et mildt klima, med litet sne om vinteren. I Frierfjorden kommer isvandet fra Vidda ned, og man har derfor stadig skodde ved St. Hans. Paa grund av det milde klima har man en rik plantevekst hvor jordbunden er god. Ek findes særlig paa hornblendeskifer. Paa nordskraaningen trives granen overmaade godt og vokser hurtig. Av næringsveie har man foruten skogdrift, akerbruk, bergverksdrift og isindustri. Men disse sidste holder paa at gaa tilgrunde. Samfærdselsveiene og jernbaneplanerne blev omtalt tilslut. KrÆR forespurte om ikke granitfeltets forkastning var en fortsættelse av forkastningerne ved Porsgrund. som er den største i disse trakter. fra WERENSKIOLD ansaa dette for sandsynlig. Derefter holdt TH. VoGT foredrag:., Om en jossilf'ørende blok Sommeren 1914 hadde foredragsholderen fundet en konglomeratblok med fossiler ved stranden paa Brottøen ved Hanø i Vesteraalen. Fossilerne var bestemt av docent Ravn i Kjøbenhavn, blokkens alder er Neocom, sandsynligvis Huaterivien i den midtre del av Neocom. Blokkens bergart er et polygent konglomerat med kalk spat som bindemiddel. Hovedmassen av materialet skriver sig fra en rødlig Biotitgranit, men der findes ogsaa gabbro, syenit og glimmerhypersten-diorit med en antipertitisk andesin. Den sidste bergart er særlig karakteristisk og kun kjendt fra et stort felt paa Langøen i Vesteraalen. Her findes ogsaa rødlig biotit-granit. Sandsynligvis var blokken, som nu laa i tangranden, kommet drivende ved is fra Langøen eller tilgrænsende distrikter paa en tid da landet la a noget lavere end nu. J urakridtfeltet pa a And øen,

14 38 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET hvis øverste kjendte lag tilhører Valanginien i den underste del av Neocom, bh v omtalt i denne forbindelse. REKSTAD fremhævet den hyppige forekomst av flintstykker langs Nordlands kyst; almindelig antar man at de kommer fra Skagerak, men man skulde ogsaa være opmerksom paa andre muligheter. KlÆR: Hvis fossil erne tilhørte den arktisk-russiske provins, vilde det støtte antagelsen om at blokken var fra Vesteraalen, da Andøens Neocom viser en saadan tilknytning. Foredraget fremkaldte endvidere bemerkninger av Goldschmidt, Foslie og foredragsholderen. Møte den 17de april gjæst. Tilstede var 14 medlemmer og l Professor KlÆR holdt foredrag om "Nye undersøkelser ved Tømten ". over BRøGGER hadde allerede i 1876 været opmerksom paa at Paradoxides Kjerulfi egentlig var en Olenellus, men hadde av forskjellige grunde ikke offentliggjort det. Det første øie av Olenellus Kjerulfi blev fundet av Miinster. Den av Kjær opstillede nye slægt minder noget om Calavia, men adskiller sig fra den ved forskjellig slægtskjendemerker. Taleren omtalte et Torellelaførende konglomerat, som han hadde fundet i Det laa paa gaarden Søndre Bjerke paa Gran, like ved en smeltehytte og et zinkblendeskjærp. SCHETELIG og HoLTEDAHL antok at denne forekomst nu maatte være igjenfyldt, da den ikke kan gjenfindes. TH. MONSTER omtalte en lokalitet med Holmia i sort skifer fra Snertingdalen. J. BRAASTAD: "Om Discinella Holsti-faunaen ved Foredraget er trykt i Norsk Geo!. Tidsskrift B. Ill, No. 5. TH. MONSTER omtalte at han hadde fundet Hyolituslignende former, som muligens kunde være Volbortella, i en grøn skifer like over kvartssandsten i Torpen, Gausdal. J. OxAAL: i Nordre Helgeland." Foredragsholderen indledet med at gi en skildring av Trænen, som var det parti av strandflaten han særlig hadde studeret. Han omtalte øgruppens topografi og gjennemgik særlig nøie fjeldform erne, som ikke har alpin karakter, men som har faat sin utformning ved brændingens virksomhet. Blinddalerne paa Trænen, som skiller mellem de enkelte har intet tilfælles med

15 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 39 botnerne. Trænen har ogsaa talrike huler, hvorav nogen har væl dige dimensioner. Der findes merker efter at istidens bræer har naadd ut til Trænen, men de fleste spor er utvisket. Skuringsstriper er ikke iagttat; men lave berg og knauser har moutonnert præg og flytblokke findes hist og her. Længer ind i skjærgaarden fin der man friske skuringsstriper i stort tal; dette viser at et sidste fremstøt av istidens bræer har naadd frem over det meste av skjærgaarden, men ikke naadd saa langt ut som til Trænen. Derefter gjennemgik foredragsholderen i store træk topografien i strandflateregionen i Nordre Helgeland. Særlig omtaltes fjorddypene og de rendeformige fordypninger inden strandflaten. Med hensyn til disse sidste har de en utpræget orientering i to hovedretninger, en N-S-Iig og en VSV-ØNØ-Iig eller undertiden mere Ø-V -lig. Det er aabenbart at disse rendeformige fordypninger skyldes forkastninger eller sprækkesoner sin tilstedeværelse, dog ikke direkte ved at der er indsunkne partier, men derigjennem at de har været svakhetslinjer langs hvilke erosionen har hat forholdsvis let for at virke. Inden strandflaten kan man øiensynlig skille ut flere abrasjonsplan av forskjellig alder og skil tved en istid. Det ældre abrasjonsplan ligger i et høiere nivaa end det andet og er blit sterkt destruert av den efterfølgende istids bræer. Ogsaa det yngre abrasjonsplan han efter sin dannelse været dækket av bræer, men det har dog blit meget bedre bevaret mot deformation. Til slutning ga foredragsholderen et billede av hvorledes han forestillet sig strandflatens dannelseshistorie. Før istidens begyndelse var der i Helgeland utformet et relief som i sine store træk viste overensstemmelse med det nuværende særlig med hensyn til dalssystemernes anordning. Istidens bræer omformet saa dette relief, idet de dypet ut dalene og fjordene og likeledes omformet topografien i det forland som laa ut mot havet idet de videt ut og dypet ut forsænkningerne. Da bræerne trak sig tilbake fik havet anledning til at virke dels langs den ytre kystrand, men kanske i meget større utstrækning langs de aapne fjordmundinger, fjorder og sund i det allerede sterkt opstykkede forland og dannet de mange smaa abrasjonsplan som sammensatte sig til strandflaten. En ny istids bræer gik ut over hele strandflaten og opstykket og omformet den delvis paany. Efter at bræerne igjen hadde trukket sig tilbake dannedes nye abrasjonsplan i andre, lavere nivaaer. Et sidste fremstøt av bræerne omfattet hele skjærgaarden undtagen den ytterste hvor Trænen ligger. Undersøkelser av Th. Vogt i Lofoten og av Hoel paa Spitsbergen synes at tyde paa at der hersker lignende forhold, og at man ogsaa der kan skille mellem flere nivaaer i strandflaten av forskjellig alder.

16 40 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET TH. VOGT: Det hadde særlig interessert ham at se Oxaal hævde at Trænlandet hadde ligget isfri under den sidste nedisning i likhet med Værø og Røst. Det ser ut som om visse planter har overlevet den sidste istid, og plantegeograferne gaar derfor gjerne ut fra at Norges vestlige kystrand har været delvis fri for is under den sidste nedisning. Taleren holdt det for sandsynlig at strandflaten var dannet efter en stor nedisning, og det er sikkert at strandflaten i sin helhet har været nediset efter sin dannelse. Det var intetessant at se Oxaals mere detaljerete inddeling, men han mente at den foreløbig maatle betragtes som en arbeidshypotese. OxAAL mente at hans inddeling var mere end en men at derimot kanske de to nivaaers dannelse i to interglacialtider var mere hypotetisk. ROSENLUND "Om dannelsen av med specielt henblik paa Erteliforekomsterne." Omtaler først]. H. L. Vogts behandling av denne forekomstgruppe. særlig de av Vogt gjorte iagttagelser, som kan føre til en nærmere forklaring av dannelsesmaaten. For Ertelifjeldet er nævnt hans apfatning av kisens optræden her. Vogt konkluderer med følgende slutning vedrørende nikkelmagnetkisforekomsters dannelse i almindelighet: "sulfismeltemasserne er ikke trængt senere frem, men de var allerede tilstede ved størknirzgen av eruptivmassen." Pyrrhotingabbroganges samt kisaarers optræden inde i gabbro forklares ved "lokale eruptioner og intrusioner". Ifølge Vogt maa nikkelmagnetkisforekomsterne være dannet in situ efter kissilikatmagmaets frembrudd. Anomalier forklares ved de nævnte eruptioner og intrusioner. Denne opfatning av dannelsesmaaten stemmer overens med A. P. Colemans. Denne sin opfatning har Coleman bl. a. fremholdt i sit arbeide "The Nickel Industry", utgit i l 9 I 2 av Depar tement of Mines, Canada. Dele av dette arbeide omtales ganske kort. To av de i hans arbeide nævnte forekomster er saa eien-.. dommelige at han har meget vanskelig for at forklare dens dannelse paa den vanlig antagne maate. For den ene av disses vekommende synes kisen i flytende tilstand at være trængt op fra en underliggende noritgrænse (muligens liggende hundredevis av meter nede i dypet). Hvad den anden forekomst angaar saa skal kisen delvis optræ midt inde i gabbroen. Dette søker Coleman at forklare ved forkastninger. Omtaler derefter egne iagttagelser vedrørende kisens optræden i Ertelifeltet.

17 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 41 Særlig paafaldende er at kisen optrær overveiende som en kisbreccie, d. v. s. kis utgjørende bindematerialet og brudstykkerne bestaaende av gneis og gabbro, men mest gneisbrudstykker. De av Vogt omtalte sukcessive overgange mellem gabbro og kis er ingen steder iagttat typisk fremtrædende, men sandsynligvis kan man finde saadanne overgange. Heller ikke er iagttat de av Vogt nævnte pyrrhotinnoritgange. Nogen eksempler er nævnt angaaende kisens optræden i Erteligruberne. Med hensyn til Erteliforekomsternes dannelse var foredragsholderens opfatning følgende: Sulfidmasserne er selvfølgelig oprindelig utdifferentiert av gabbromagmaet, men den intime sammenhæng mellem disse to led, der tidligere er saa sterkt fremhævet, eksisterer ikke. Kismasserne maa for en stor del ha holdt sig flytende efter gabbromagmaets fuldstændige størkning og de maa desuten ha hat en langt selvstændigere optræden end man tidligere har antat. En stor del av kisen, muligens det meste, findes ikke paa den plads hvor sulfidmassen var utskilt av magmaet. Denne maa efter at gabbromagmaet var størknet i flytende tilstand har været utsat for større og mindre forskyvninger. Under denne del av dannelsen er bl. a. den før omtalte kisbreccie fremkommet. Kisens optræden ved og i nærheten av grænsen forklares nærmere, likeledes søkes forklaret den overveiende optræden av gneisbrudstykker i kisbreccien. Til slutning blev omtalt en del nyere undersøkelser fra Sudburydistriktet. U ndersøkelserne er utført av Ernest Howe og fin des offentliggjort i "Economic Geologie", bd. IX, Ved undersøkelsen av Creigton Mine finder han, at der vistnok er skridtvise overgange mellem kis og gabbro, men disse er av rent mekanisk natur. No gen skridtvis petrografisk overgang mellem kis og gabbro en av kriterierne paa, at kisen skulde være utsondret og dannet in situ kunde han ikke paavise. Howe kommer til det resultat, at sulfiderne synes at være trængt frem efterat noriten var størknet. Han gaar endogsaa saa langt som at si, at dannelse ved injektion synes at skulde passe godt paa de mest typiske av nikkelmagnetkisforekomsterne i kontakten med hovednoritmassivet i Sudburydistriktet. j. H. L. VoGT hadde interessert sig meget for Rosenlunds foredrag; for tiden holdt han paa med et større arbeide av fysikalskkemisk natur angaaende forholdet mellem kis og gabbro, særlig om silikaters opløselighet i en kismagma og om kisens opløselighet i silikater. Han kunde dog ikke gaa nærmere ind paa dette. WERENSKIOLD omtalte magnetkisen fra Bamle. Han hadde iagttat kisbreccie, men ogsaa overgangsbergarter mellem kis og

18 42 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET norit, naar man nærmer sig grænsen mot gabbroen, indeholder kisen eiendommelig nok undertiden rikelig med biotit. j. H. L. VoGT hadde lagt merke til disse biotitkorn, som ofte kunde være meget store. Andre mørke mineraler finder man ogsaa, men derimot praktisk talt ikke plagioklas i den rene kis. En undtagelse herfra var nogen store fladerike oligoklaskrystaller, som Carstens skal beskrive. Det har vist sig, at sulfiderne var flytende og adskilt fra silikaterne paa et tidspunkt da det meste av silikaterne var kystallisert. Da sulfiderne i smeltet tilstand er meget letflytende, faar man undertiden lokale injektioner med brecciedannelse, mens sulfiderne paa andre steder kan være krystallisert in situ. Møte den 8de mai Tilstede var 14 medlemmer og 2 gjæster. j. ScHETELIG: "Skapolit fra magnetiske pegmatitganger." Foredraget er trykt i Norsk Geologisk Tidsskrift B. Ill No. 6. L. HA WKES: "Same Notes on /celands Geology." An account was given of observations made in the field during the summer of 1914, and the petrological investigation of the specimens collected. The tertiary rocks were more especially discussed. The basalts had not been particularly studied, but pyroxene of the enstatite-augite group with small optic axial angle was noted as forming a large proportion of some basalts from the upper series, or "graa etage" of Dr. Pjeturss. A study of thin sections of some red interbasaltic,. partings" had shown that they are altered basic tuffs, and not derived from the Javas. While the basic glass forming the major part of the rock had suffered all the changes, which where traced, from colourless unaltered homogeneous substance to red oxide, the sparing crystalline constituents (felspar and pyroxene) remained quite fresh. Palagonitisation obtains more readily in glassy than in crystalline rock, and if estimates of the time elapsing between the outflow of two Javas are to be based on the thickness of the intervening palagonite parting, the origin of the rock whether derived from a glass or crystalline aggregate must be taken into account. In a red palagonite parting in the basalts at Seydisfjord a thin yellow band occurs containing abundant crystals of soda-microcline and soda-pyroxene, and a breccie from Faskrudsfjord is largely composed of fragments of a rock with phenocrysts of the same minerals. Through the kindness of Prof. H. Backstrom it had been possible to examine his thin

19 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 43 sections of lceland liparites in the collection of the Stockholm Høiskole. It was found that the post-glacial liparites of the Torfajokull district belong to a rock type of the soda-liparite group, in which the sodic character is shown chiefly in the felspar which is soda-microcline (in phenocrysts and ground mass), the pyroxene not being markedly sodic. The "norm" calculated from Prof. Backstoms analyses shows not more than 6 o of anorthite. This rock type occupies an analogous position in the Liparite to that of,. Gibelite" of Pantelleria in the Trachyte gro up, and the name,. Islandite" is proposed for it. The tuffs of Faskrudsfjord and Seydisfjord contain sodic pyroxene, but further chemical evidence is needed to define the rock-type to which they belong. Our present knowledge of the rocks of the icelandic petrographical province was summarised, and it was pointed out that whilst the character of the liparites described shows that they are not., Pacific", they cannot as yet be regarded as typically "Atlantic". An investigation of the tertiary liparites was about to be carried out in order to establish the characteristics of the Icelandic Province more definitely. GOLDSCHMIDT lykønsket Hawkes med hans smukke undersøkelser. De islandske eruptivbergarter er litet kjendt i petrografisk hensende, og det var derfor av stor interesse at faa en detaljert beskrivelse, saa meget mere som man her synes at ha Alkalikalkbergarter og Alkali-bergarter repræsentert inden samme eruptonsprovins. THOROLF VOGT: "Om no gen assimilationsbergarter fra Nord Norge." Foredraget var et resume av en avhandling, der er trykt i Videnskapsselskapets Skrifter I Mat.-N aturv. klasse l 915. No. 8. Ekskursion til Hvalstad søndag!6de mai under ledelse av Dr. A DR. M. HANSEN. Avreise fra Vestbanen kl. 9,38, tilbake kl. 6,54. Der blev fremvist en sidemoræne nær Hvalstad fra dr. Hansens,. atpaaistid" samt en skjælbanke, der var opfattet som en av bræelv avsat idet materialet antokes at være skuret under isbræen i "atpaaistiden". Ekskursion til rhombeporfyrkonglomeratet ved Rauer etc. mandag 24de mai (2den pinsedag). Tog til Moss, videre motorbaat med retur til aftenens hurtigtog. Paa Rauer besaaes de merkelige forvitringsformer paa øens vestside. Av konglomeratets blokke blev der slaat talrike haandstykker tilhørende en række forskjellige av de yngre rhombeporfyr-

20 44 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET dækker, og syenitporfyrer. Smale sandstenslag, tildels med fossile regndraaper saaes paa flere steder. Paa nordsiden av Revlingen fandtes bænke av rhombeporfyr som direkte underlag for den mægtige serie av konglomerater. Møte den 23de oktober Tilstede var 14 medlemmer og l gjæst. V. M. GoLDSCHMIDT : "Om høweldskvartsen 1". Foredragsholderen nævnte først, hvordan undersøkelser over regionalmetamorfosen kunde bidra til løsning av geologiske spørsmaal ved den systematiske bearbeidelse av alle bergarter, som optrær i den norske fjeldkjede. Derefter ga han et kort overblik over utviklingen av vort kjendskap til den saakaldte høifjeldskvarts, den sedimentære formation, som ligger over de undersiluriske fylliter i det centrale Norge. Han gjennemgik i korthet de opfatninger, som var hævdet av Kjerulf. Brøgger, Reusch, Bjørlykke og Tornebohm. Derefter omtaltes høifjeldskvartsens relationer til fjeldkjedens øvrige bergarter, specielt eruptiverne i det centrale Norge. Til en undersøkelse av disse spørsmaal maatte saadanne strøk vælges, hvor metamorfosen la mindst hindringer iveien for bergarternes sikre identificering. Den sikkert sedimentære andel av høifjeldskvartsen ligger inden en firkant, som begrænses av Espedalstrakterne, Mellene, Grønsendknipen, de vestlige dele av Filefjeld og Bøverdalen. Muligens er utbredelsen større mot sydvest, dog er dette usikkert. Den mindste metamorfe del sees av karter over regionalmetamorfosens intensitet at ligge omkring strøket Fukhammeren Dokvand, grænsende op til fossilførende undersilurisk fyllit. Her findes i stor utstrækning, indleiret i høifjeldskvartsen konglomerater, som væsentlig bestaar av gabbroide stener. Det ligger da nær at forsøke at fastlaa relationer mellem de gabbroide konglomerater og de kjendte gabbrofelter i fjeldpartiet Fukhammeren Dyptjernfjeld-Rødsjøkollen. Strøket har tidligere været undersøkt av Th. Mtinster og av Bjørlykke. Fra Mtinsters haand foreligger en række udmerkede dagboksoptegnelser med talrike værdifulde iagttagelser over bergarternes optræden i marken, dog ikke støttet av mikroskopiske undersøkelser. Bjørlykke har gjentagne gange behandlet omraadet. I en første avhandling om høifjeldskvartsens nordøstlige utbredelse antar han, at de gabbroide rullestener skriver sig fra de tilgrænsende gabbromasser og holder derfor gabbroen for at være ældre end høifjeldskvartsen. l en senere publikation, det centrale Norges fjeldbygning, er han derimot av den anskuelse, at gabbroen er yngre

21 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 45 end høifjeldskvartsen og er intrudert mellem denne og den underliggende fyllitformation. Isommer hadde foredragsholderen assistert av hr. Falck-Muus anledning at indsamle endel materiale fra disse strøk og undersøke dette mikroskopisk, videre har han ladet slipe præparater av omtrent alt det tidligere herfra indsamlede bergartmateriale, baade fra Bjørlykkes og Mtinsters side. Herr professor Bjørlykke har med megen velvilje latt ham undersøke hele materialet, som han har indsamlet i det centrale Norge. Resultatet av de mikroskopiske undersøkelser er følgende : Gabbroen baade i Fukhammeren, Dyptjernfjeld og Rødsjøkollen er en meget karakteristisk bergart, bestaaende av meget frisk augit, mindre frisk biotit og helt dekomponert plagioklas. Ofte er plagicklasen helt omvandlet til en submikroskopisk finkornet, grynet masse. Ogsaa hornblendeførende varieteter findes. Denne gabbro gjenfindes i alle sine varieteter i de tilgrænsende konglomeraters gabbroide rullestener. Aldersforholdet er saaledes entydig avgjort. Konglomeratet har en betydelig utbredelse, det kan efter foredragsholderens, Bjørlykkes og Mtinsters iagttagelser følges i en stor bue fra Fukhammeren over Snuenfjeld, Dokkampen, Haunsjøfjeld nordover forbi Mossenelv, Ongsjøen, Ongsjøfjeld til Leppekampen vest for Espedalsvand. Videre kan det efter Mtinsters og Bjørlykkes iagttagelser og indsamlinger følges videre til Agnen, til vest for Espa, videre til Finbølhaug og Hinøgla. Konglomeratet mellem Agnen og Ongsjøfjeld er oftest sterkt presset, ofte næsten til ukjendelighet og viser derved, at konglomeratets dannelse ligger forut for avslutningen av fjeldkjedens tektoniske bevægeler. Videre kan konglomeratet i sterkt pressede former vistnok følges længere nordover til Ottatraktens grønne konglomerater, et omraade som nu undersøkes av Werenskiold, som vel maa sitte inde med mere detaljerte data herom, end foredragsholderen kan samle av literatur og ældre indsamlinger. Ogsaa Werenskiold mener, efter mundtlig meddelelse, at en del av Ottatraktens grønne konglomerater kan være en fortsættelse av de her omtalte. Vi føres derved ind i strøk, hvor to slags grønne konglomeratiske bergarter møtes, Dokvandskonglomeratet og de grønne bergarter av Trondhjemfeltets midlere avdeling, som jo strækker sig sydover til den nordre del av Gudbrandsdalen, sml. det fossilførende serpentinkonglomerat. Der trænges da en nøiagtig utredning av relationerne mellem de to slags grønne bergarter, en utredning, som vil være av stor betydning for kjendskapet til det centrale Norges tektonik. Man møter her dog adskillige vanskeligheter, da man er i strøk for sterk metamorfose, hvor det er særdeles vanskelig at

22 46 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET skjelne mellem grønne tufbergarter og agglomerater paa den ene side, grønne konglomerater paa den anden side og grønne effusiver og intrusioner desuten. I utvalset tilstand blir alle tre bergarttyper omtrent til samme slags grøn amfibolrik skifer. ldetheletat er høifjeldskvartsens tektoniske og stratigrafiske stilling et problem av største betydning for forstaaelsen av fjeldkjedens dannelse. Et punkt, hvor løsningen vistnok kan og bør findes, er Grønsendknipen mellem Valdres og Hallingdal, et fjeld som isommer blev nøie undersøkt av V. M. Goldschmidt sammen med frk. J ohnson. Resultaterne av disse undersøkelser vil bli fremlagt i et senere møte, naar den mikroskopiske undersøkelse er helt avsluttet. Undersøkelser over høifjeldskvartsen er dog ikke av betydning bare for den norske fjeldkjede, der findes nemlig analoge dannelser ogsaa andensteds, hvor fjeldkjeder er dannet. Foredragsholderen kan her minde om visse mesozoiske sandstene i Andesfjeldene og om de alpine Flyschdannelser. Ogsaa disse punkter agter foredragsholderen at komme nærmere indpaa i et senere foredrag. Angaaende høifjeldskvartsens alder kan vi allerede nu si følgende. Eftersom alle nøiere undersøkelser baade av andre og foredragsholderen har ført til, at høifjeldskvartsen neppe kan være overskøven gammel sparagmit, men en postundersilurisk lagrække, er det spørsmaalet, om høifjeldskvartsen er at opfatte som et analogon til Hadelands mellem- og oversilur eller som en dannelse, der tilsvarer Vestlandets devoniske lagrækker, som hævdet av Bjørlykke. Det bør da undersøkes om høifjeldskvartsen er prækaledonisk eller postkaledonisk. Resultatet blir, at høifjeldskvartsen ikke som helhet kan være ældre end fjeldkjeden, ti dens grønne konglomerater er dannet efterat Fukhammerens, Dyptjernfjelds og Rødsjøkollens gabbroer er kommet til sin nuværende position. Den kan heller ikke være yngre end fjeldkjeden, ti den er selv paa mange steder paa det sterkeste metamorfosert og inddraget i de tektoniske bevægelser. Den er ikke prækaledonisk og ikke postkaledonisk, den er kaledonisk, og den vil engang bli av største betydning for forstaaelsen av tektonisk geologi, idet den kommer til at vise, hvordan en fjeldkjededannelse ytrer sig i den samtidige overflate. Men herom mere en anden gang. W. C. BRøGGER forespurte om disse grønne gabbrokonglomerater var av samme alder som serpentinkonglomeratet i Gudbrandsdalen. GOLDSCHMIDT : Der maa nøiere undersøkelse til.

23 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 47 BRØGGER omtalte et gabbrokonglomerat ved Otta, som maatte være forskjellig fra serpentinkonglomeratet, men begge var av mellemsilurisk alder. J. REKST AD: "Om strandlinjer og strandlinjedannelser." Først gav Rekstad en oversigt over de forskjellige hypoteser som har været fremsat til forklaring av strandlinjedannelsen. Keithau, Karl Pettersen, Andr. Hansen antok de var dannet væsentlig ved drivis. Bravais, Kjerulf og Lehmann mente brændingen var den væsentlige aarsak. Blytt og Schiøtz tilskrev frostsprængning hovedvirkningen og j. H. L. Vogt isfoten. Sommeren 1915 hadde foredragsholderen anledning til i Folden at se strandlinjer og endemoræner efter lokalbræer gaa over i hinanden. Endemorænerne hadde horisontal overflate. Dette viser at de var blit tippet ut i sjøen samtidig med at strandlinjerne dannedes. Strandlinjerne er som regel indskaaret i fast berg, men de dækkes i stor utstrækning av blokker og grus av moræneartet natur. Det er ikke bare i strandlinjenivaaet der er indhak i berget, men hele fjeldsiden over strandlinjen er rykket tilbake i forhold til partiet under strandlinjen. Efter forholdene i Folden maa landet endnu under strandlinjernes dannelse i stor utstrækning ha været isdækket. Is og vand har ved skuring, frostsprængning og transport av det løsbrutte materiale virket sterkt eroderende paa den del av landet, som raget op over havets nivaa, mens det som laa under havflaten, var beskyttet mot erosion. Strandlinjerne og havnivaaet markerer grænsen mellem den del av landet, som laa utsat for erosion, og den del som laa beskyttet. lsfoten i forbindelse med frostsprængning og samtidig sterk erosion av landet over havnivaaet har været hovedaarsakene til dannelsen av strandlinjerne i Nordland. Deres form og beliggenhet her viser, at brændingens og driv isens virksomhet ved deres dannelse kun kan ha været av underordnet betydning. REuscH hadde nylig studert strandlinjer i Finmarken, og hadde hørt foredraget med den største interesse. Man maa skille strengt mellem strandlinjer i løsmateriale og i fast fjeld. Strandlinjer i fast fjeld maatte være dannet ved samvirken av en række faktorer, og han trodde at man ikke kunde frakjende brænrlingen betydning. Han omtalte ogsaa at man har bakvæg i strandlinjerne, og antydet tilslut at man kanske ogsaa har præglaciale strandlinjer. G. HOLMSEN hadde studert indlandssetene, som imidlertid ikke er indgravet i fast fjeld. Han vilde ikke skille saa sterkt mellem strandlinjer i løst materiale og i fast fjeld, da det er de samme kræfter som virker.

24 48 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET BRØGGER: Man kan ikke anvende en formel til at forklare en dannelse av strandlinjer, man har en samvirken av flere faktorer. Strandlinjer i fast fjeld dannes ogsaa i det nuværende havnivaa. REKSTAD vilde præcisere at man ikke kan paavise nogen strandlinje i Nordland som er dannet av brændingen. H. H. RE U SCH: "Om Vieskaret i Søndfjord." Vieskaret er en kløft i et dalnes. Det har tidligere været beskrevet av dr. J. D. Landmark. Reusch har besøkt det sidste sommer. Det antas i hovedsaken at være dannet ved bræplukning i opsprukket fjeld. BRøGGER: Det var av den største interesse nu at høre Reusch hævde forkastningernes betydning for relieffet. Deres indflydelse sees ikke bare i Kristianiafeltet, men vistnok ellers over hele Norge. Brøgger nævnte flere eksempler paa, hvor man under store vanskeligheter og utgifter var gaat igjennem forkastningszoner i underjordiske tunneler. Ved Slemdal nær Farris maatte man saaledes igjennem en Scharung av sprækker under en skarpt utpræget bækkekløft, og her hadde han hat anledning til at gi oplysninger hvorved der blev indsparet en ret stor sum. De fleste sprækkezoner var sikkert gamle, men det synes, efter hvad han hadde set isommer, som om man ogsaa hadde relativt unge jordskjælvkløfter. Daler dannes ogsaa ved erosion langs indsunkne strøk av bløtere bergarter, f. eks. i Drammensdalen og i Laugendalen, hvor silurskallet ovenpaa granitlakkoliterne er erodert bort, saa man nu finder dalen gaaende gjennem eruptivbergarter. Laugendalen og Drammensdalen er ikke "paatvungne dale". LANDMARK vilde ogsaa nævne Langedalsvandet, som er dannet langs et sprækkesystem. Han antok at Vieskaret tidligere hadde været en elvedal, som siden var utvidet ved isens erosion. Møte den 4de december og 2 gjæster. Tilstede var 14 medlemmer H. H. REuscH: "Litt om en kulholdig substans fra Hallingdal." Forekomsten er beliggende ved Grønsæter, Hol i Hallingdal. et Telemarksformationen tilhørende blaakvartslignende lag forekommer smaa flak av kul, nærstaaende med den saakaldte schungit. Forekomsten vil bli beskrevet i den Geologiske UPdersøkelses Aarbok. W. C. BRØGGER omtalte de forskjellige yderled av antracit, der har været utskilt under forskjellige navne, som dog neppe

25 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 49 hadde videre systematisk værdi, som f. eks. schungit, grafitoid. Forekomster, som ligner den av dr. Reusch omtalte, er kjendt fra kvartsfylliter i Alperne. W. WERENSKIOLD paapekte det besynderlige i at Telemarksformationens lag gik næsten retlinjet N-S helt fra Saude til Hallingdal, en anden retning gik i SV langs kysten, og disse to hovedretninger støtte sammen i Telemarken. FosuE omtalte en forekomst av antraxolit fra Sudbury i Canada; forekomsten var sat i forbindelse med optrængende eruptiver. V. M. GoLDSCHMIDT: "Om Il. Foredragsholderen gav først et resume av sit foredrag i det foregaaende møte. Den yngre sparagmit imellem Valdres og Gudbrandsdalen er av kaledonisk alder. Dens konglomerater i omraadet Fukhammeren-Espedalsvand er dannet efterat de fremskjøvne gabbromasser allerede omtrent var komne paa sin nuværende plads, konglomeraterne er altsaa yngre end fjeldkjededannelsens begyndelse. Paa den anden side er de samme konglomerater paa mange steder selv sterkt presset, utvalset og endogsaa overleiret av de fremkjørte gabbromasser, de er altsaa ældre end avslutningen av fjeldkjededannelsen. Vi kommer saaledes til det paradoksale resultat, at de store masseforskyvninger i fjeldkjeden ikke, som hittil antat, har foregaat i de store dyp under overflaten, men ogsaa nær opunder dagen eller i selve overflaten, slik at de fremrykkende gabbromasser har kjørt over sit eget grus. Videregaaende petrografiske undersøkelser over de gabbroide bergarter fra disse strøk har ført foredragsholderen til den anskuelse, at gabbroerne i Fukhammer-Rødsjøkollen-omraadet og gabbroerne omkring Espedalsvand hører sammen. Videre er der ingen tvil om, at ogsaa Espedalseruptiverne og Jotunheimens hører sammen. Vore slutninger angaaende gabbromassernes fremkjøring under høifjeldskvartsens dannelse, maa altsaa utstrækkes ogsaa til Jotungabbroen. I mellemtiden har foredragsholderen ogsaa faat se endel præparater av rullestene i Hinøglefossens konglomerat, som Werenskiold har latt slipe. Ogsaa i dette konglomerat er de gabbroide rullestene herskende liksom i Dokvandskonglomeratet. De grønne konglomerater i Ottatrakten tilhører imidlertid ialfald delvis, som allerede nævnt i forrige foredrag, Trondhjemsfeltets midlere avdeling. Foredragsholderen lot slipe præparater av nogen stykker, samlet av Bjørlykke, blandt hvis rullestene der var utvilsomme Trondhjemsporfyriter. Vi maa saaledes være meget forsigtige ved tydningen av grønne skifrige bergarter i det centrale Norge. Det kan være al- :-.'orsk Geo!. Tidsskr. 1\'. 4

26 50 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET mindelige gabbroskifere, det kan være forskifrede Dokvandskonglomerater og endelig kan det være forskifrede bergarter av Trondhjemsfeltets midlere avdeling. Ved samme anledning kan der nævnes den gjennemgaaende motsætning mellem jotuneruptiverne og de ungkaledoniske Trondhjemseruptiver, hvilke sidste er yngre end jotungabbroen. De yngre Trondhjemseruptiver kan følges helt fra Stavangerkanten og op til Merakerbanen som en selvstændig eruptivfamilie, hvis gabbroide og granitoide bergarter intet har at gjøre med jotungabbroen og dens granitoide bergarter. I arbeidsprogrammet for sommeren l 915 indgik, foruten undersøkelsen av Dokvandskonglomeraterne, ogsaa en reise i et strøk, som syntes at frembyde visse geologiske analogier med det netop behandlede, nemlig strøket omkring Grønsendknipen imellem Valdres og Hemsedal. Fra Grønsendknipen er der helt fra gammel tid kjendt forekomsten av konglomerat. Stedet har i første halvdel av forrige aarhundrede været besøkt av Keilhau sammen med naturfilosofen Henrich Steffens. Siden har dr. Reusch levert et indgaaende arbeide om samme omraade. Strøkets generelle geologi er efter Reusch's undersøkelser den, at isolerte, aabenbart fremskjøvne granitfjeld ligger flatt ovenpaa fyllitformationen, mens der foran graniterne i sydvest er avleiret et felt av Valdressparagmit og konglomerat ovenpaa fylliten. Foredragsholderen beskrev saa de to hovedprofiler, som han hadde undersøkt sommeren l 915, som i syd viste sparagmitkonglomeratformationen liggende ovenpaa graniten, og da uten presningsfænomener, i nord graniten kjørt frem ovenpaa konglomeratet, som da var sterkt utvalset. Videre omtaltes granitens forhold likeoverfor fyllitformationen. Profilerne blev siden supplert av frk. johnson, som tegnet et stort anta) detaljerte profiler med ca. 200 m. indbyrdes avstand. Sammenstillingen av alle profiler, ialt l O, gav et tydelig overblik over konglomeratplatens propelformede deformation. Angaaende konglomeratlagenes petrografi meddeltes følgende. Lavest ligger som regel et grovt arkoselag i nogen decimeters tykkelse, med enkelte rullestene. Derover konglomeratbænke, tildels vekslende med sort, rød eller grøn skifer og med sparagmitbænke. Følgende rullestene blev iagttat: Sandsten og kvartsit herskende. Dernæst kvartsporfyriter i stor mængde og mangfoldighet. Saa pegmatitkvarts og graniter, især finkornede, med overgang til granitporfyr og kvartsporfyrit. Videre helt karbonatiserte diabasagtige bergarter. Endvidere granatgneis, syenit og umetamorf kalksandsten. De finkornede granitiske rullestene har stor likhet med Grønsendknipens finkornede graniter. Grønsendknipens granit viser paa-

27 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 51 faldende finkornede grænsefacies mot konglomeratet. Ved grænsen trælfes ogsaa kvartsitiske bergarter, gjennemsat av granitaarer. Disse kvartsiter er dog ikke kontaktmetamorfe facies av sparagmitkonglomeratformationen. Rullestenenes deformation er der udmerket anledning til at studere i Grønsendknipens profiler. Eksemplet frem vistes. Grønsendknipens konglomerat er rimeligvis identisk med et presset kvartsrikt konglomerat som kan følges fra Skogstad, forbi Bygdin og langt østover. Eksempler av pressede rullestener i Bygdinkonglomeratet demonstrertes. Saa diskutertes konglomeratets alder. Der er neppe tvil om at konglomeratet i de sydlige Grønsendknipprofiler ligger ovenpaa graniten i normal overleiring. Her er ingen metamorfose, derimot tydelige basalgrusdannelser. Vi kommer saaledes ogsaa her til det resultat at granitmasserne blev kjørt frem, mens konglomeratsparagmitformationen blev avsat. Fra de fremrykkende granitmasser kunde saa Valdressparagmitens kvarts-feldspatgrus ha sin oprindelse. I motsætning til de skarpe kvarts-feltspatstykker i sparagmiten staar de velrundede rullestener i konglomeratet. Man kunde ved bergartkombinationen kvartsit-kvartsporfyrit tænke paa Telemarksformationen som hjemsted for rullestenene. Dette er dog tvilsomt. De fleste kvartister viser endnu meget vakker sandstensstruktur. K vartsporfyritene kunde ha været grænse- eller elfusivfacies av de erfmskjøvne granitmasser. Spørsmaalet om rullestenenes oprindelse er dog i hoi grad tvilsomt, og det vilde være nyttig at foreta helt systematiske indsamlinger i det upressede konglomerat for at faa mere rede paa spørsmaalet. Undersøkelserne i Valdressparagmitens omraade fører saaledes baade i øst ved Fukhammeren-Dokvand og i vest ved Grønsendknipen til det paradoksale resultat, at høifjeldskvartsens sedimen tation fandt sted under de centralnorske eruptivmassers fremrykning og under avleiring av materiale fra selve eruptivmasserne. Saa blev disse sedimenter under eruptivernes videre fremkjøring helt overkjørt og utvalset. Vi blir saaledes i ganske sterk motstrid med de egentlige ortodokse anskuelser ført til det resultat, at de store masseforskyvninger ogsaa kan foregaa i dagen eller nær opunder overflaten, og at bergartmasse samtidig kan være gjenstand for fremskyvning og erosion, slik at den saa at si overkjører sin egen tallus. Lignende ting synes imidlertid at forekomme i andre fjeldkjeder ogsaa. Den formationsrække i alperne som nærmest kunde sammenlignes med den kaledoniske Valdressparagmit, er flyschformationen, som strækker sig fra øverste kridt og opigjennem tertiærformationen. Likesom høifjeldskvartsens alder er kaledonisk, er flyschens alder

28 52 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET alpin, den er dannet samtidig med fjeldkjedebevægelsernes. Petrografisk er likheten ringe, da høifjeldskvartsen har faat sit materiale fra de fremrykkende eruptiver, flyschen derimot væsentlig fra fremrykkende mesozoiske sedimenter. I flyschformationen i, Nordalperne fin der man indleiret rullestene, store blokke og hele fjeldmasser, klipperne, av ældre bergarter av fremmed habitus, de saakaldte eksotika. Man har især i den ældre tid villet parallelisere de eksotiske blokke med sydalpine bergarter. De skulde, som især Paul Beck har fremholdt, stamme fra fremskjøvne dækker, som straks efter fremskyvningen blev gjort til gjenstand for erosion, mens straks efter nye dækker skulde ha gledet frem over eksotiske konglomerater. En saadan opfatning av de alpine fremskyvningers forhold til flyschformationens eksotiske konglomerater er endnu imidlertid meget omstridt, og man er neppe endnu gaat til saa stygge kjætterier som at anta, at en og samme masse samtidig blev skjøvet frem bakfra og erodert forfra, som det har været tilfælde den kaledoniske fjeldkjede. Det er mulig at andre vil forsøke andre og kanske heldigere tydninger av tektoniken, end den som iaften er blit paapekt. Imidlertid kan man gaa ut fra, at et detaljert studium av høifjeldskvartsens konglomerater vil kunne medføre nye utblik over den kaledoniske fjeldkjedes historie og kanske almene lovmæssigheter for fjeldkjedens dannelse i det hele tat. Ihvertfald gaar ikke længer det gamle dogma om bevægelsernes indskrænkning til de store dyp. En revision av det centrale Norges geologi er paakrævet, fremforalt gjælder det da en renslig adskillelse av de forskjellige slag grønne skifre, som tidligere alle blev puttet i en og samme sæk. Diskussionen om fjeldkjeden er baade i Norge og Sverige kommet i et slags blindgate, med divergens av opfatningerne angaaende de gammelkjendte fakta om de overliggende krystalline bergarter. En gjennemført undersøkelse av de kaledoniske konglomerater vil kanske føre den videnskabelige utvikling ind i en mere frugtbar retning. W. WERENSKIOLD: Konglomeratet er fulgt til Hinøgleelven, men videre var det sterkt overdækket. Goldschmidts program om at klassificere de grønne skifere var udmerket, men vilde falde meget vanskelig at gjennemføre i praksis. Han vilde tilslut spørre Goldschmidt fra hvilken retning han tænkte sig Espedalsmassivet skjøvet. GoLDSCHMIDT: Det eneste han kunde si var, at massivet ikke kunde være kommet fra SØ, men ellers var det et meget vanskelig spørsmaal.

29 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET 53 BRøGGER hadde interessert sig meget for Goldschmidts ortgtnale tydning av høifjeldskvartsen, men fremholdt at den støtte paa store vanskeligheter og at det neppe var den eneste tydning, om end han selv trodde at Goldschmidts var den rette. Efter profilerne kunde man først tænke paa en tallusdannelse foran graniten; konglomeratlagene var flere hundrede meter mægtige og maatte efter Goldschmidt være avsat horizontalt, men man maatte ha en meget stor nivaaforskjel i terrænget for at faa et saadant konglomerat dannet. Naar Goldschmidt ikke finder kontaktomvandling i konglomerat, er dette ikke i og for sig noget bevis for at graniten ikke kunde være yngre end konglomeratet, da han selv ikke hadde fundet kontaktmetamorfose i arkosen omkring utvilsomt yngre eruptiver ved Ekern, hvor alunskifrene var sterkt kontaktomvandlet. Brøgger fremhævet at Goldschmidt her arbeidet med et av de interessanteste punkter i norsk geologi, og henstillet til chefen for N. G. U. at ta saken op til behandling. REUSCH synes det var av usædvanlig interesse at høre Goldschmidts foredrag; han vil de spørre hvorledes Goldschmidt forklarte lagenes hængselpunkt. GoLDSCHMIDT: Han vil de ikke paastaa at han hadde fuld sikkerhet for at graniten ikke kunde være yngre end konglomeratet. De steile lagstillinger kunde bedst forklares som Drehfalten efter Eduard Suess. Han mente at graniten i virkeligheten dannet fjeldkjedens østlige ende paa dette sted. Graniten indeholder indeslutninger av basiske bergarter, som imidlertid ikke bestaar av typisk jotungabbro, men av olivindiabas, som synes at hænge genetisk sammen med jotungabbroen. G. HOLMSEN: "Sulitelmatraktens geologi. " Foredragsholderen gav først en utsigt over de svenske geologer Holmqvists, Hambergs og Gavelins resultater angaaende tektonikken omkring Sarjekfjeldene og Tornetrask. Naar man kommer ind i den egentlige fjeldkjede, finder man ikke den østlige silurfacies. Fossiler er ikke fundet vestenfor enkrinitkalken ved riksgrænsen. Holmqvists inddeling er uholdbar, idet metamorfosen tiltar mot vest sammen med at antallet av intrusiverne økes. Stratigrafien er derfor nærmest ukjendt, og da at gjøre slutninger om de tektoniske forstyrrelser er vanskelig. Lagrækken, saaledes som den nu viser sig, demonstrertes ved hjælp av karter og et sammenlagt profil fra Sulitelmagabbroen.til Rørstad i Sørfolden. De mægtige kalkdrag ved Fauske, Fauskekalken, optræder i de nedre horizonter av marmor-glimmerskifer-gruppen og kan følges sammenhængende fra Saltdalen til den nordlige del av Leirfjord. I Sørfolla grener den sig fingerformig før den tilsidst kiler

30 54 NORSK GEOLOGISK FORENINGS VIRKSOMHET ut langs Nordfollas store granitomraader. De mindre kalkdrag Sulitelmaskifrene ligger i profilets øverste lagrækker. Langs riksgrænsen optræder gangformig amfibolit og felter av hornblendegranit. Amfiboliterne er injicert i de samme Jag som de man finder ved Verivatnets østre ende. Lagstillingen er svævende og kan følges i sammenhæng nord for Blaamandsisen. Sulitelmagabbroen og grubernes forhold til denne omtaltes. Øst for Sulitelmagabbroen optræder flere serpentinfelter samt nogen mineralgange med pyroxenmineraler, blyglans, molybdænglans og krysotilasbest. Syd for Sisvandet fandtes en forekomst av svovlkis en 12 m. bred zone av fattig impregnationsmalm. j. REKSTAD fremviste i tilslutning til Holmsens foredrag sine vakre geologiske karter fra de sidste aar over fjeldpartiet fra Sulitelma-omraadet sydover mot junkerdalen og fra riksgrænsen vestover til Saltdalen. Sulitelma- eller Furulundskifrene gaar sydover til Balvand. Under disse ligger paa østsiden av Balvatn fyilitiske skifre hørende til den avdeling, i hvis øvre partier der ved riksgrænsen sydøst for Sulitelma er fundet enkrinitled. Lavere end denne skiferavdeling har man den mægtige kalkstensetage i Fauske. Denne kan følges sammenhængende, men med avtagende mægtighet opefter Saltdalen, i fjeldvæggene paa nordsiden av junkerdalen og videre forbi fjeldstuen Graddis, hvor den fortsatte østover riksgrænsen. Ifølge Holmqvists kart fortsætter kalkstenshorizonten med skiferetage østover Merkenesdalen. Holmqvist paralleliserer skifrene her med enkriniternes skiferetage og med hyolituszonen. Furulunds-Balvatns skifre maa da ha sin plads adskillig høit oppe i silurformationen. TH.VOGT vilde fæste opmerksomheten paa den mægtige marmoretage ved Fauske som det bedste nivaa hvorpaa man kunde basere en stratigrafisk inddeling og kartlægning av Nordlands og Tromsøs sedimentavleiringer. Denne avdeling var nu fulgt gjennem det meste av Helgeland-Salten, og fra Ofoten gaar den nordover til Dyrø og antagelig videre op gjennem Tromsøsundene. De fremviste prøver av amfibolit fra grænsetrakterne viste, kanske bortset fra et tilfælde, ikke stor overensstemmelse med den typisk forskjøvne høifjeldsamfibolit i Sverige. I anledning av Rekstads bemerkning antok han, at man ikke kunde ha nogen sikkerhet ved at parallelisere krystalline skifre med hyolituszonens lag. REUSCH fremviste tilslut et eksemplar av Henklers undervisningsapparat "Geologische Karten mit angehiingten Profilen", som lærer Otto Grenness nylig hadde faat anskaffet til Vahls skole i Kristiania. Reusch forklarte i korthet ideen med dette apparat.

31 LITTERATUR Litteratur l 915. Ved dr. HANS REuscH. T. Ill. 14 henviser til dette tidsskrifts bind 3, oversigt over vor forenings virksomhet i AARSTAD, H.: Jordbunden i Lund og Helleland, Dalerne. Kristiania s. A:"iDERSEN, OLAF: The system anorthite-forsterite-silica. American Journal of Science. Vol On Avanturine Feldspar. The American Journal of Science. Vol l pl. An onym: Professor W. C. BRøGGER. 25 aars jubilæum. Tidsskrift for Bergvæsen [Med portræt]. Professor ALFRED GETz. Tidsskrift for Bergvæsen l 06. [Med portræt]. Hyttemester ANDREAS HoLMSEN. Bergverksnyt l !Med portrætl. Den Mortensonske regel. Bergverksnyt l Undergrundsbanen. Morgenbladet 14. l O Norsk molybdænmalm. Bergverksnyt Flusspat i Lier. Bergverksnyt l 70. Ny grubedrift paa flusspat i Øvre Sandsvær. Bergverksnyt BJØRL YKKE, K. O. : O ber fri.ihere und gegenwartige Bodenuntersuchungen in Norwegen. Særtryk av "lnternationale Mit teilungen flir Bodenkunde, s. Bygningernes synkning i Kristiania. Tekn. Ukeblad Om aarsaken til sprækkedannelsen i Kristiania by. Forhand!. i Vid.-Selsk. i Kristiania Kr.a Oversigt over møt erne l Syversrudbankningen og sprækkedannelsen i husene i Kristiania by som eksempel paa psykiske fænomener. Teknisk Ukeblad BRAAST AD, J. : Discinella Holsti- faunaen ved Braastadelven nord for Gjøvik. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. No s. BRøGGER, W. C.: Mindetale over professor EDUARD SuEss. Forhand!. i Vid.-Selsk. i Kristiania Kr.a Oversigt over møter Se ogsaa T. Ill Mindetale over RosENBUSCH. (Kun tite!). T. Ill

32 56 LITTERATUR 1915 CARSTENS, C. W. : Om vegtprocentiske bestemmelser i malme og kise ved hjelp av mikroskop. Tidsskrift for Bergvæsen Oligoklas von Ertelien, Ringerike. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. Mindre meddelelser D(ONS), C.: Litt om strandlinjerne ved Tromsø, Naturen ENQUIST, F.: Eine Theorie flir die Ursache der Eiszeit und die geographischen Konsequenzen derselben. Bull. of the Geo!. Inst. of U psala. Vol. 13. l 915. (Behandler blandt andet forhold i norsk Nordland). FALKENBERG, O.: Om molybdænmalmer, deres forekomst, opberedning, anvendelse etc. Særtryk av Tidsskrift for kemi, farmaci og terapi s. Angaaende tabeller for Norges bergverksstatistik. Tidsskrift for Bergvæsen l 00. Ogsaa i Teknisk Ukeblad (Se ogsaa HtoRTDAHL sammesteds s. 392). In memoriam. Gaardbruker P. j. OusDAL. Tidsskrift for Bergvæsen FALCK-Muus, R.: Nogen undersøkelser over portlandcementens hærdningsproces. Teknisk Ukeblad (Ogsaa Tidsskrift for Bergvæsen ). FosuE, A.: Amerikas prækambriske formationer. (Kun tite!). T. Ill Bergverket Rammelsberg og dets nyeste avbygningsmetode. Tidsskrift for Bergvæsen Norsk Geologisk Forenings virksomhet i Norsk Geologisk Tidsskrift. B. Ill. Mindre meddelelser s. 65. GEIJER, PER: Some problems in iron ore geology in Sweden and America. Economic Geology [Indeholder en hel del om Syd -Varangers jernmalmforekomst]. GOLDSCHMIDT, V. M.: Die Kalksilikat-Gneisse und Kalksilikat Glimmerschiefer des Trondhjem-Gebietes. Nr. 3 av Geologisch-petrographische Studien im Hochgebirge des stidlichen Norwegens. Vid.-Selsk. Skr. l. M.-N. Kl No s. Ober die Struktur der Krystalle. Vid.-Selsk. Forhand!. f No s. HAGLUND, G., og F. NANNESTAD: Rapport vedrørende British American Nickel Corporations nikkelforekomster, Sudbury, Ontario, Canada. Kr.a s. HANSEN, ANDR. M.: Den sidste istid. Naturen Endnu et kort svar paa Bjørlykkes angrep. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. Kr.a Mindre meddelelser HANSSON, HALVARD: Om den sorte granit ved Syversætre. Bergverksnyt l 915. l 98.

33 LITTERATUR HoEL, A.: Exploration du Nord-Ouest de Spitsberg. (Resultats des campagnes scientifiques accomplies sur son yacht par Albert I er, prince souverain de Monaco, pub Iies sous sa direction avec de concours de M. Jules Richard. Fascicule 42). Exploration du Nord-Ouest du Spitsberg enterprise sous les auspices de S. A. S. le Prince de Monaco par la mission lsachsen. Troisieme partie. Par A. HOEL. 63 p. 27 pl. et legendes. Monaco HOLMBOE, J. : En grøft dannet ved lyn slag. Naturen HOLMSEN, G.: Brædæmte sjøer i Nordre Østerdalen. N. G. U. Nr. 73. Kr.a s., Il pl. og karter. Tekst til geologisk oversigtskart over Østerdalen Fæmundsstrøket. N. G. U. Nr s., l kart. Om sporene efter en lokal brædannelse yngre end storbræens avsmeltningsperiode i den Skandinaviske Halvøs bræsjøomraade. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. No. 7. l O s. Nivaaforandringer i den øvre del av Glommendalen. Forhand!. i Vid.-Selsk. i Kristiania Kr.a Oversigt over møterne HOLMSEN, HOLM: Sulitjelma-gruber. Teknisk Ukeblad Tidsskrift for Bergvæsen , Bihang til jernkontorets Annaler. Aarg HOLTEDAHL, O.: Nogen foreløbige meddelelser fra en reise i Alten i Finmarken. N. G. U. Nr. 75. Aarbok for Il. 15 s. Iagttagelser over fjeldbygningen omkring Randsfjordens nordende. N. G. U. Nr. 73. Aarbok for l. 32 s. (Se ogsaa "Et par nye fossilfund paa Søndre Land i øst for Ransfjord" [med diskussionl. T. Ill ) En forekomst av kambrisk basalkonglomerat paa vestsiden av Øieren. Norsk Geologisk Tidsskrift III. Mindre-meddelelser Fra geologkongressen i Kanada T. III KALDHOL, H.: jordbunden i Tresfjorden. Jordbundsbeskrivelse m. m. Utg. av d. Kong!. Selsk. f. N. Veis Jordbundsutvalg. Kr.a KJÆR, J.: Upper Devonian fish remains from Ellesmere land, with remarks on Drepanaspis. Vid.-Selsk. i Kristiania. Kr.a s. Mindetale over akademiker F. N. TscHERNYSCHEW. Forhand!. i Vid.-Selsk. i Kristiania Kr.a Oversigt over møter Se ogsaa T. III KOLDERUP, C. F.: Fjeldbygningen i strøket mellem Sørfjorden og Samnangerfjorden i Bergensfeltet. Bergens Museums Aarbok Nr s.

34 58 LITTERATUR 1915 KOLDERUP, C. F.: jordskjælv i Norge i Bergens Museums Aarbok Nr s., l kart. jordskjælv i Norge i Bergens Museums Aarbok Nr. 17. Il s., l kart. Bergens Museums mineralogisk- geologiske avdeling Særtryk av Bergens Museums Aarbok. Vestlandets devonfelter og deres plantefossiler. Naturen En forekomst av svovl paa Aastvedt nær Bergen. Naturen l (Optrykt i Bergverksnyt 1915 s. 156.) Se ogsaa NATHORST. KRAG, H.: Vor bergindustris nuværende stilling. Teknisk Uke blad l , Tidsskrift for Bergvæsen LARGE, O.: Om undergrunden i Kristiania. Teknisk Ukeblad LuND, RoscHER, A. F.: Slet sand med henblik paa "humusholdige" sandsorter. Sandprøvningsproblemer. Teknisk Ukeblad l LuND, HENR.: Litt om jernet og dets betydning. Teknisk Ukeblad l , (Ogsaa i Tidsskrift for Bergvæsen l MARSTRANDER, R. : Informe preleminar sobras las riquesas minerales de la republica oriental del.uruguay. Montevideo s. MELKILD, O.: Bergens Museums mineralogisk-geologiske avdeling i 25 aar. Naturen l MIDDENDORF, KuRT VON: Sulitjelma. VII. Jahresbericht der Freiberger Geologischen Gesellschaft. Frei berg in Sachsen l MoRTENSON, P.: Gru bedriften i det Trondhjemske l 913. av Bergverksnyt l [Utdrag NANNESTAD, F., se HAGLUND. A. G.: Tertiare Pflanzenreste aus Ellesmereland. Report of the second Norwegian Arctic Expedition in the "Fram" No. 35. Kr.a av Vid.-Selsk. i Kristiania.) 16 s. Zur Devonflora des westlichen Norwegens. Mit einer Einleitung: Das Vorkommen der Pflanzenreste. Von C. F. KoL DERUP. Bergens Museums Aarbok Nr s. NORDGAARD, O.: Havstrømmene og den norske marine fauna. Det Kong!. N. Vid.-Selsk. Skrifter l 914. Nr. 5. Trondhjem s., 4 pl. Norges Geologiske Undersøkelses Meddelelser [til pressen]. Forsteninger i grundfjeldet (Teknisk Ukeblad 339). Arbeider i sommermaanederne (sammesteds 412). Kostbar svovlkis

35 LITTERATUR (sammesteds 504). Molybdæn (sammesteds 321 ). Myrmalm (sammesteds 630). Valkjord (Tidsskrift f. Bergvæsen ). OxAAL, j.: Trænlandet. Et stykke av strandflaten. Det Norske Geografiske Selskaps Aarbok s., l kart. Hammernesgrotten. Naturen Værdien av Norges stenindustri og mineralindustri. Tidsskrift for Bergvæsen Bemerkninger om brynestensindustrien i Laardal. (Kun tite! og diskussion.) T. Ill En eiendommelig granitindustri [ved joachimthal]. Naturen l Norsk Geologisk Forening. Naturen P1HL, O.: Om kul, deres forekomst og rationelle utnyttelse. Teknisk Ukeblad Pc:\TERVOLD: Hvorledes dokumenteres driftsretten til en grube? Teknisk Ukeblad Om skjærpning. Teknisk Ukeblad Tidsskrift for Bergvæsen , RAVN, j. P. j., og TH. VoGT: Om en blok av neocom fra Hanø i Vesteraalen. Norsk Geologiske Tidsskrift Ill. Nr. 4. Kr.a s. REKSTAD, j.: Helgelands ytre kystrand. N. G. U. Nr. 75. Aarbok for Nr. V. 53 s., 7 pl., l kart. (Avsnittet om ertsforekomster er optrykt i Bergverksnyt ) Kvartær tidsregning. Terrassen ved Moen i Øvre Aardal, Sogn. N. G. U. Nr. 75. Ill. 20 s., 5 pl. (Diskussion herom T. Ill ) Om utvinding av talk og dens anvendelse i industrien. Tidsskrift for Bergvæsen Forandringer ved norske bræer i aaret Bergens Museums Aarbok l Nr s. Kort svar paa Bjørlykkes angrep. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. Mindre meddelelser RECSCH, H.: Norges geografi. l. Naturen og folket. Kr.a s. Den formodede littorinasænkning i Norge. N. G. U. Nr. 75. Aarbok for IV. 19 s. Malmforekomster paa Hitteren. Bergverksnyt [Efter N. G. U. Aarbok Nr. IV.] Bidrag til Hitterens og Smølens geologi (og diskussion herom). T. Ill Litteratur T. Ill Mindetale om W AHNSCHAFFE. T. Ill Potetberget i Romsaasen. Naturen "Christian Quart Guldgrube" ved Arendal. Tidsskrift for Bergvæsen

36 60 LITTERATUR 1915 RosENLUND, A. L.: Ut om forekomsten av molybdænglans her i landet. Teknisk Ukeblad 464. (Ogsaa i Tidsskrift for Bergvæsen og i Bergverksnyt ) Norske apatitforekomster. Tidsskrift for Bergvæsen Vor bergverksstatistik. Teknisk Ukeblad Tidsskrift for Bergvæsen RYGG, N.: Vor bergverksstatistik. Tidsskr. f. Bergv SCHETELIG, J.: Skapolit fra sydnorske granitpegmatitganger. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. Nr s. Report on rockspecimens collected on Roald Amundsens South Polar Expedition. Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl No. 4. Kr.a s. ST AXRUD & HoEL: Resultats de l' expedition norvegienne au Spitsbergen La Geographie. T. 30. Paris STøREN, R.: Beretning om uttagning av generalprøve i forbindelse med skeidning av malmen fra en kis-kobberforekomst. Tidsskrift for Bergvæsen SviNNDAL, O.: Professor KJERULF. Bergverksnyt [Med portræt.] Bergmester PER MORTENSON. Bergverksnyt [Med billede og et digt av ANDERS HOVDEN.] TRECHMANN, CH. T.: The Scandinavian drift of the Durham coast and the general geology of the South East Durham. Quart. journal of the Geo!. Soc. Vol. 71. London VoGT, j. H. L.: Gronggruberne og Nordlandsbanen. N. G. U. Nr. 72. Kr.a s. Om manganrik sjømalm i Storsjøen, Nordre Odalen. N. G. U. Nr. 75. Aarbok Nr. VI. Kr.a s. Bergverksdriften i Morgenbladets aarsoversigt, ogsaa optrykt i Bergverksnyt ff. VoGT, TH.: Petrographisch-chemische Studien an einigen Assimilations-Gesteinen der nord-norwegischen Gebirgskette. Vid. Selsk. Skr. l. M.-N. Kl No s. Om nogen merkelige pseudometeoriter. Naturen Kysteruptiverne i Tromsø amt (og dis.kussion herom). T. Ill Litt om professor BJØRL YKKES bemerkninger angaaende undergrundsbanen. Teknisk Ukeblad Se ogsaa RAVN. WERENSKIOLD, W.: Et par gangbergarter fra strøket om Otta. Norsk Geologisk Tidsskrift Ill. Mindre meddelelser Nikkel og apatit i Bamle. Syn og Segn 1914.

37 LITTERATUR Hl IS 61 WERENSKIOLD, W.: Elveterrasser i Storelvedalen (og diskussion). T. Ill Vulkaner ved Lysaker. Aftenposten, vaaren The surface of Central Norway. Memorial Volume of the transcontinental excursion of 1912 of the American Geographical Society of New York. N. Y WILLE, N. : The flora of Norway and its immigration. Annals of the Missouri Botanical Garden

38 Trykt 5. december 1916.