Aanund Hylland: Stortingsvalgordningen i historisk perspektiv 1814 2003 Foredrag i Sagdalen Rotary Klubb 27. august 2009
Geografisk fordeling 1814 Kraftig favorisering av kjøpstedene (byene) framfor landdistriktene Ingen eksplisitt favorisering av sentrale strøk eller utkanter, men implisitt favorisering av sentrale strøk fordi byene stort sett lå der Reglene er basert på grunnlovsforslaget fra Adler og Falsen 2
Kjøpstedene, 1814 1859 En valgmann per 50 stemmeberettigede, en representant per fire valgmenn. Høyst fire representanter. Altså: Omtrent 200 stemmeberettigede per representant. Faktisk variasjon fra 156 til 357 (valgene 1815, 1838, 1850). Prinsipielt lik behandling av alle kjøpsteder. 3
Grunnloven 57 I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles inden otte Dage derefter paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrict, een Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes: at 3 til 6 vælge een, 7 til 10 to, 11 til 14 tre, 15 til 18 fire, som er det høieste Antal nogen By maa sende. Har en Kjøbstad færre end 150 stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste Kjøbstæd, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet District. 4
Landdistriktene 1814 1859 En valgmann per 100 stemmeberettigede, en representant per ti valgmenn. Høyst fire representanter. Altså: Omtrent 1000 stemmeberettigede per representant. Faktisk variasjon fra 611 til 1678 (valgene 1815, 1838, 1850). Prinsipielt lik behandling av alle amter. 5
Grunnloven 58 I hvert Præstegjeld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes: at indtil 100 vælge een, 100 til 200 to, 200 til 300 tre, og saa fremdeles i samme Forhold. Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, een Tiendedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes: at 5 til 14 vælge een, 15 til 24 to, 25 til 34 tre, 35 og derover fire, som er det største Antal. Den øvre grensen for et amts representasjon var fire i perioden 1814-1816, tre i perioden 1816-1830 og fire i perioden 1830-1859. 6
Forholdet kjøpsteder / landdistrikter Relativ overrepresentasjon for kjøpstedene, basert på antall stemmeberettigede (innbyggertall): 1815: 4,01 (4,40) 1838: 4,33 (4,82) 1850: 3,99 (4,79) 7
Grunnloven 59 De i. 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjælde indtil næste Storthing. Befindes det da, at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end een Trediedeel af hele Rigets, bør Storthinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som een til to[, og bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke være mindre end 75 og ei større end 100]. Teksten i hakeparentes ble opphevd i 1842. Paragrafene 57 59 er sitert etter november-grunnloven, altså den reviderte grunnloven vedtatt i samband med at unionen med Sverige ble inngått, men det er ingen realitetsendringer i forhold til 17. maigrunnloven. 8
Mandattall, byenes andel Riksforsamlingen (unntatt militære representanter) 79 32,9 % 1814 83 31,3 % 1838 99 32,3 % 1815 87 29,9 % 1841 100 33,0 % 1817 78 34,6 % 1844 102 35,3 % 1820 77 35,1 % 1847 105 36,2 % 1823 77 35,1 % 1850 106 36,8 % 1826 79 36,7 % 1853 107 37,4 % 1829 81 39,0 % 1856 111 39,6 % 1832 95 32,6 % 1859 117 42,7 % 1835 96 32,3 % 9
Endringer vedtatt i 1859 1859 2003: Mandatfordelingen mellom distriktene ble uttrykkelig fastsatt i Grunnloven. (Fra 1988 gjaldt dette ikke de åtte utjevningsmandatene.) 1859 1952: Nøyaktig to tredjedeler av Stortinget velges fra landdistriktene, en tredjedel fra kjøpstedene ( bondeparagrafen ). 10
Bondeparagrafen 2/3 av Stortinget velges fra landdistriktene, 1/3 fra kjøpstedene 1814 1859: Veiledende norm 1859 1952: Fast og hard regel 1859 2003: Geografisk mandatfordeling fastsatt eksplisitt i Grunnloven 1859 1919: Klattvis økning i representasjonen 11
Relativ overrepresentasjon for kjøpstedene, basert på antall stemmeberettigede (innbyggertall): 1870: 3,12 (2,73) 1888: 1,90 (1,75) 1900: 1,62 (1,37) 1912: 1,25 (1,31) 1921: 1,18 (1,25) 1936: 1,17 (1,35) 1945: 1,23 (1,37) 1949: 1,01 (1,05) 12
Geografisk fordeling 1859 1919 Klattvis økning i representanttallet, fra 111 til 126 Ingen systematisk favorisering / diskriminering av sentrale / perifere strøk Store forskjeller i antall stemmeberettigede per mandat 1912: Flekkefjord 719 Oslo (Kristiania) 17 816 (forholdstall 24,78) 13
Kretsvise forholdstallsvalg 1919 1952 150 representanter: kjøpsteder 50 landdistrikter 100 Kjøpsteder 11 valgkretser Landdistrikter 18 valgkretser Bevisst favorisering av perifere strøk Ingen endringer i perioden 14
Stemmeberettigede per mandat 1945: Kjøpsteder: Hedmark / Oppland 4 590 Oslo 29 774 (forholdstall 6,49) Landdistrikter: Finnmark 8 535 Akershus 27 269 (forholdstall 3,20) 15
Kretsvise forholdstallsvalg 20 valgkretser, 19 fra 1972 1952 1988 Fordelingen av 1952 bygger på prinsippet om at folketall skal legges til grunn, dog slik at Oslo og Akershus ikke får full representasjon etter folketallet, og at de distrikter som ligger lenger vekk fra Oslo, får flere representanter enn de skulle ha etter folketallet 150 mandater, 155 fra 1972, 157 fra 1984 (økning for Oslo og Akershus) 16
Stemmeberettigede per mandat 1953: Finnmark 9 716 Oslo 25 443 (forholdstall 2,62) Stemmeberettigede per distriktsmandat 1997: Finnmark 13 998 Akershus 27 616 (forholdstall 1,97) Rogaland 25 960 Hordaland 21 224 17
Åtte utjevningsmandater 1988 2003 157 distriktsmandater, fordelt i Grunnloven, ingen endring Uavhengig konkurranse innen hvert parti mellom fylkene om partiets utjevningsmandater Samme fylke kunne tilfeldigvis vinne eller tape mange slike konkurranser Telemark: åtte mandater i 1993, seks ved de andre valgene 18
De fleste utjevningsmandatene tilfalt folkerike fylker som var underrepresentert ved fordelingen av distriktsmandatene Østfold, Akershus, Oslo, Buskerud, Vestfold, Vest-Agder, Rogaland, Hordaland: 50,3 % av distriktsmandatene 57,8 % av de stemmeberettigede (1997) 90,6 % av utjevningsmandatene (1989 2001) 19
Kritikk og diskusjon Betydelige avvik fra proporsjonalitet Sterk og tilfeldig favorisering av grisgrendte strøk Lite fleksibelt system på grunn av grunnlovfestet geografisk mandatfordeling Utreding: Valglovutvalget, NOU 2001:3 20
Danmark: Hvordan bør utkantstrøk eventuelt favoriseres? Areal inngår i beregningen Adler og Falsen (1814): Ved at bestemme Forholdet af de Repræsenterendes Antal, har man snart taget Hensyn til de Repræsenteredes Mængde,..., og snart til Omfanget av det Sted eller den Provinds, hvor de boede. Billigst synes imidlertid det første Hensyn at burde afgive Regelen,... og hvad det sidste Hensyn angaaer, da er det ikke Stedet eller Provindsen, men de i samme levende Indbyggere, som repræsenteres. 21
Arealet i seg selv skal ikke være representert på Stortinget; tanken er å ta systematisk hensyn til distrikts- og bosettingsmessige faktorer. Forslag fra flertallet i utvalget: Fordeling basert på ett poeng per innbygger og 1,8 poeng per km 2 Stortinget i mai 2003: 55 av 162 stemte prinsipalt for fordeling etter folketall Endelig votering: Utvalgets forslag vedtatt, 140 stemmer mot 22 22
Stemmerett 1814 1884 50. Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i fem Aar, opholde sig der, og enten: a. ere, eller have været, Embedsmænd; b. paa Landet eie, eller, paa længre Tid end fem Aar, have bygslet matriculeret Jord; c. ere Kjøbstadsborgere, eller i Kjøbstad eller Ladested eie Gaard eller Grund, hvis Værdi i det mindste er 300 Rbdlr, S.V. [ca. 400 kroner] Tillegg i 1821 om Finnmarkens amt. 23
Stemmerett 1884 1913 Tillegg i 1884: Menn som betaler skatt av minst 500 kroner på landet, 800 kroner i byene, og ikke som Tyende tilhøre Andens Husstand 1898: Allmenn stemmerett for menn 1907: Noen kvinner fikk stemmerett, basert på egen eller ektefelles inntekt 1913: Allmenn stemmerett for kvinner og menn 24
Stemmerettsalder m.m. 1814: 25 år på valgdagen 1920: 23 år på valgdagen 1946: 21 år på valgdagen 1967: 20 år på valgdagen 1972: 20 år innen utløpet av valgåret 1978: 18 år innen utløpet av valgåret 1898 1919: Mottakere av sosialhjelp utelukket Regler om fradømmelse av stemmerett 25
Valgsystem, historikk 1814 1905: Indirekte flertallsvalg 1905 1919: Direkte flertallsvalg i enkeltkretser, krav om absolutt flertall i første valgomgang 1919 1952: Forholdstallsvalg i 29 valgdistrikter, d Hondts metode 1952 1988: Forholdstallsvalg i 20 (19) valgdistrikter, Sainte-Laguës modifiserte metode 1988 2003: Åtte utjevningsmandater Fra 2003: Nitten utjevningsmandater 26
Valgsystem i dag Distriktsmandatene, i alt 150, er fordelt mellom fylkene før valget. I hvert fylke fordeles distriktsmandatene, med endelig virkning, mellom partier og lister ved Sainte-Laguës modifiserte metode, delingstall 1,4 3 5 7 osv. Sperregrense: Bare partier med minst 4 % av stemmene på landsbasis får delta i konkurransen om utjevningsmandatene. 27
Utjevningsmandatene De 19 utjevningsmandatene blir fordelt mellom partier som har nådd sperregrensen med sikte på at partienes totale mandattall skal stå i best mulig forhold til deres landsomfattende stemmetall Bevisst valgte avvik fra forholdsmessighet: sperregrensen lokal og endelig fordeling av distriktsmandater Potensielt uønsket avvik: Det kan være for få utjevningsmandater til å oppnå full proporsjonalitet 28
Geografisk plassering av utjevningsmandatene Den fordelingen av utjevningsmandatene mellom partiene som er beregnet, kan ikke fravikes. Det skal være ett utjevningsmandat i hvert fylke. Så langt det er mulig, bør utjevningsmandatet i et fylke gå til et parti som lå godt an til å vinne (ytterligere et) distriktsmandat, slik at fordelingen av samtlige mandater i fylket samsvarer best mulig med valgresultatet der. Dette kan ikke realiseres fullt ut. 29