ET TEKSTILFUND I MYR FRA ROMERSK JERNALDER

Stavanger Museums Årshefte, Årg.342-34( 1921-24), I. S. 1-32 I. ET TEKSTILFUND I MYR FRA ROMERSK JERNALDER AV HANS DEDEKAM

I 1921 blev der paa gaarden Tegle i Time sogn paa Jæren gjort et fund av en del tekstilsaker i en myr, i en dybde av ca. '12 meter under jordoverflaten. Omkring et halvt aar senere blev sakene indbragt til Stavanger Museum. Fundet lot sig ikke arkæologisk bestemme, da det intet indeholdt utenfor tekstilsakene. I 1923 sendte museets bestyrer, dr. Jan Petersen, mig fire fotografier av hovedstykkene med anmodning om en uttalelse om fundets betydning. Allerede efter fotografiene mente jeg at kunne uttale, at fundet var av ganske usedvanlig interesse, idet det synes at indeholde de hittil ældste kjendte prever paa,,spjellv~v" (brikvæv, bretvæv) i Norge (nlg. i form av vævkanter utfert med spjellvæv) og desuten den eneste hittil kjendte prme paa,,sprangm fra forhistorisk tid i Norge. Overensstemmelser med vævede stoffer fra de slesvig-holstenske mosefund, deriblandt Thorsbjerg-fundet, tydet desuten paa at tekstilsakene maatte være nogenlunde fra samme tid, det vil si fra omkring det 3. eller 4. aarhundrede e. Kr. I 1924 blev selve tekstilsakene sendt mig til nærmere undersekelse. Denne undersekelse bekræftet rigtigheten av min bestemmelse efter fotografiene og gav anledning til fuld opklaring av enkelte tvilsomme punkter, som ikke lot sig bestemme efter avbildningene alene. Fundet kan sies at være av særlig interesse i flere henseender. Farst og fremst, fordi det indeholder de ældste kjendte prever fra Norge paa de to nævnte egenartede tekstiltekniker, som begge endnu lever i vor folkekunst. Dernæst fordi i dette tilfælde et forhistorisk fund lar sig arbologisk tidsbestemme ved hjælp av tekstilsaker - hvilket vistnok harer til sjeldenhetene. Endelig fordi fundet synes at være et votivfund bestaaende utelukkende av tekstilsaker - hvilket er enestaaende.

Da de nævnte tekstiltekniker ikke tier ansees for bekjendt av alle Iæsere, skal der forut for beskrivelsene av fundets enkelte deler i korthet bli sagt nogen ord om disse teknikers eiendommeligheter. SP JELLVÆV. For spjellvævstekniken, dens utbredelse og alder, henvises til det banebrytende arbeide av Margarethe Lehmann- Filhe's,,Ueber Bretchenweberei" (Berlin 1901). Her skal til orientering kun mindes om, at denne vævart utferes ved hjælp av smaa kvadratiske tynde plater (spjell), oftest av træ, og forsynt med huller, oftest fire, et i hvert hjerne. Gjennem hvert hul feres en traad. Ved vridning av platen E Fig. 1. efter dens planretning tvindes de fire traader til en snor. Ved hver fjerdedels omdreining dannes et skil. Anbringes flere saadanne plater med traader side om side, kan man ved at fere en islættraad gjennem skillene - frem efter ferste omdreining, tilbake efter anden omdreining 0.s.v. - fremstille en vævning, et baand eller en bord, sammensat av saa mange paralelle snorer, som der er træplater til. Snorene bindes samm.en ved islættraaden, som ikke er synlig, da snorene ligger tæt side om side og islætten er stukket tvers igjennem dem. Da traadene tvindes paa begge sider av platene, men kun bindes til væv paa den side, hvor islætten er indfort, opleser man gierne tvindingen av de lese traader paa den anden side av platene ved efter et stykkes vævning at dreie samtlige plater i motsat retning. Herav den stykkevise forskjellige tvindingsretning paa samme snor (fig. 1). Den parvise veksling av snorenes tvindingsretning opnaaes ved traadenes avvekslende itrædning fra platenes ene eller anden side (fig. 2 og 3).

Det har i norden i romersk iernalder været bruk at væve teistykker med jare paa alle fire sider. Denne jare kan være utfert med spjellvarv. Utfmelsen av saadan vævning av stof med veukanter eller jare utfert i spjellvæv er beskrevet av dr. Richard Stettiner i,,bretchenweberei in den Moorfunden von Daetgen, Damendorf und Torsberg" (Kiel 1911). Vi kan ikke gjere bedre end at holde os til, hvad dr. Stettiner sier herom.,,paa grundlag av analyse vil vi forestille os, hvordan v Fig. 2 og 3. et saadant stof er blit fremstillet. Ferst spændes traader paa 4 spjell. Traadenes Iængde tilmaales efter den bredde man snsker at gi stoffet, d. v. s. man vælger dem dobbelt saa lange, idet hver traad efter at være fert gjennem et av spjellets huller feres tilbake gjennem et hul ved siden av paa samme spjell. Ved hiælp av en sterk snor tredd gjennem den 8-delte lekke (2 lerkker for hvert spjell) som fremkommer paa den ene side av spjellene, fæstes denne lakke til hjeirnet av en ramme. Den anden ende av traadene i spjellvæven blev paa en eller anden maate fæstet i rammens andet svre hjeirne. Med denne spjellvævsrending blev arbeidet paa vanlig maate, med fjerdedels dreining av de

parvis ordnede spjell. Islætten slaaes til nærmest ved begyndelseslekken. Som islat tjente de traader, der skulde danne rendingen i selve det urevede stof. Hver av disse traader var dobbelt saa lang som stoffet skulde være. Den lep nedefra ind i spjellvævbordens skil, derpaas efter en fjerdedels dreining av spjellene, gjennem det nye skil ovenfra og nedover igjen. Begge ender av hver av stoffets rendingstraader hang frit nedenfor rammen. Den næste fjerdedels dreining blev ferst utfmt, efterat den næste rendingstraad nedenfra var fert gjennem skillet. Herved opnaadde man den parvise indfniring av traadene, som var nedvendig, forat vævningen ikke skulde bli tættere end spjellvævsborden og hele stoffet bli vindskjævt.",,efterat den m e spjellvævskant hadde opnaadd den enskede Iængde, fandt tilretningen av stoffets rending sted paa den maate, at paa hver side et med 4 deleligt antal traader fertes gjennem hullene paa spjell. Den islettraad, som fertes gjennem et nyt skil i stoffet passerte ferst og sidsl gjennem skillet av de paa h~lire og venstre side anbragte (lodrette) spjellvmsborder..." Analyse av spjellvævsbordene har - sier Stettiner - gjentagne ganger git anledning til at dra slutninger om fremgangsmaaten ved vævningen. I sin almindelighet kan - sier han - fnilgende fastslaaes:,,forutsætningen for tekniken er et fast rammestillads. I denne ramme spændes oventil rendingen av en spjellvævsbord. Paa den side, hvor der ikke arbeides med spjellene, dannes, ved at hver traad Iægges dobbelt, en liten lokke, som forsvarlig fæstes til rammens hjerne ved hjælp av traader. Derpaa sættes rendingen op i form av lange nedhrengende traader, som er lagt dobbelt og tjener som islag for spjellvævsborden - som beskrevet. Disse traaders ender fæstes til rammens underkant. Paa heire og venstre side feres et anta1 traader gjennem spjell... eller (som ved Th~rsbjer~vævninger) et par traader danner simpelthen den vævavslutning, hvorom stoffets islæt hver gang feres (jare). Rendingen for spjellvævsborden langs stoffets nederkant blev sandsynligvis fnirst opsat, efterat

stoffet var færdigvævet Stoffets rendingstraader blev da efterhaanden lest fra rammens nederkant og benyttet som islæt for spjellvævsborden, saaledes som ovenfor beskrevet." Der ber sies nogen ord om den benævnelse som her er benyttet om den tekstilteknik det gjælder. Naar jeg her indfsrer i fagliteraturen benævnelsen,,spjellvaevd' istedetfor det gjængse,brikvævu som benyttes i Sverige (,,brickvefu) eller,.bretvævu som det kaldes i Danmark, er det fordi benævnelsen,,spiellvæv" mest er i overensstemmelse med norsk sprogbruk og tradition. I oldnordisk literatur omtales som bekjendt denne vævart kun en eneste gang, nemlig i Gudrunarkviaa 11. 26, hvor det heter: "hiinskar meyar pær's hlada spj9ldum ok g6ra gull fagert". Med,,hlaaa spj$dumu menes her at tilvirke gullhlad (d. e. guldindvirket bord eller baand) ved hjælp av,,spjellu, altsaa,spjellvævu. Paa Island kaldes denne vævmaate endnu for,,spjeldvæfnadur". I Norge. er den gamle norske benævnelse,,spjellvæv" fremdeles i bruk i Qstendalen i Sogn (efter meddelelse av godseier C. F, Heiberg i Amble). I Sætesdalen kaldes træplatene endnu,,spjsll". I Bø herred i Telemarken kaldes baand fremstillet i denne teknik,,spjøllband" og træplatene,,spjell" (iflg. Hjalmar Falk,,Altnorwegische Kleiderkunde", Kr,a 1919, s. 34). Vistnok forekommer ogsaa andre benævnelser i norske bygder - saaledes kaldes treplatene i Østendalen i Sogn for,,snaaler" og vævningen i Os i Tolgen prestegjæld for,,snaalvævnad", medens man (ifslge C. Midtun) i Hitterdal i Telemarken anvender den nyere benævnelse,,brækkuru for træplatene. I det eieblik den oldnorske benaevnelse foruten paa Island ogsaa endnu er levende i mange norske bygder, er det naturlig. at man i norsk fagliteratur optar og herefterdags anvender benævnelsen,,spjellvæv" istedetfor,,brikvæv6' eller,,bretvzv". At,,spjell" ifslge Ivar Aasen i Smaalenene anvendes om,,en liten ramme til at væve i" (vævgrind, baandgrind), vil neppe avstedkomme nogen forvirring. Heller ikke at,,spjell" paa jydsk har samme betydning (H. Falk, op. cit., ib.).

1. Opsat rending ti1 et stof av uld, med m e vævkant utfert i spjellvæv. Bredde 68 cm. Fig. 4 og 5. Saavel vævkant som rending dannes av entraadet, venstretvundet uldgarn, der nu er av merkebrun farve. Interessen knytter sig væsentlig til vævkanten, der er den eneste del av den paabegyndte vævning, som er utflart. Rendingstraadene hænger lase (uten islæt). Paa det brede midtparti er de bundet sammen i 5 grupper, som hver holdes samlet og er heftet op ved en stor knute nedentil. Ytterst paa hver side er en mindre gruppe rendingstraader paa samme maate bundet sammen ved knute nedentil, saaledes at man ialt faar 7 traadgrupper. Av de 5 store midtgruppers traader er desuten hveranden traad, d.v. s. halvdelen, igjen bundet sammen med en knute heiere oppe. Denne sidste knute markerer skillet i væven. De mindre traadgrupper paa hver side er opdelt i flere mindre grupper, som I. 7 ---_- Fig. 4. Opsat rending med spjellvævskant.

Fig. 5. Detalj av spjellvævskanten pra fig. 4. ogsaa hver holdes sammen av knuter heiere oppe. Herom senere. Vævkanten er utfart med 3 spjell,.. med 4 traader i hvert spjell. Stoflets rendingstraader er festet i den ved den av det ytre spjell dannede snor. Paa den ene side, hvorfra vævningen har tat sin begyndelse, er 6 traader lagt - dobbelt, saa de danner en lekke. Denne har været fæstet omkring en pinde eller stift, som har været anbragt i vævrammens ene svre hjerne. De 6 dobbelttraaders 12 enkelttraader har været fart ind i vævens 3 spjell, 4 i hvert spjell. Hvertandet spjell ' er ordnet i motsat retning. Efter ca. 1 cm.s vrevning med spjellene er de for stoffet beregnede rendingstraader fert ind som islæt i væven. I vævkantens anden ende er vævens traadender i ca. 4 cm.s avstand fra det avslutningspunkt, hvor indlægningen av stoffets rendingstraader opherer, bundet sammen i en knute. Denne ende maa ha været fæstet i vævrammens andet svre hjerne. Der kan ingen tvil være om, at det har været meningen at anbringe spjellvævskanter ogsaa langs begge det paa- tænkte stofs lodrette sider, parallelt med dets rendingstraader. - Dette fremgaar av felgende: Sidekantenes ved knuter ordnede

traadgrupper synes at være delelig med 4. Der optrær ogsaa grupper paa 4 og 4 traader, hvilket tyder paa, at disse firtraadede grupper hver er beregnet paa at fares ind i et firhullet spjell. Nærmere betragtet er forholdet fslgende: Ved spjellvasvskantens endeavslutning er 4 rendingstraader sammenbundet ved en heieresittende knute. I den nedre store knute forekommer en mindre bundt, hvor 4 traader er lagt dobbelt, saaledes at bundten tæller 4 traader ombaiet til 8. Fra denne samme ende av spjellvæven utgaar 14 delvis helt bevarte, delvis avbrutte rendingstraader tilherende den lille kantgruppe av rendingstraader. Da enkelte traader kan være forsvundet, ligger det naer at anta, at der mindst har været 16, beregnet paa mindst 4 spjell. Ved spjellvavskantens begyndelsesende forekommer 2 heieresittende knuter, som hver sammenbinder 4 traader. Paa denne side er kun meget faa rendingstraader utgaaende fra varvkanten bevaret. Det fremgaar av disse forhold, at stoffets rendingstraader paa begge sider er inddelt i grupper paa 4 traader. Dette kan vanskelig opfattes anderledes end at disse traader er beregnet paa anbringelse i spjellvæv, til utfarelse av vievkanter, svarende til den svre spjellvævkant og tilsvarende kanter paa alle stoffets sider paa de av dr. Stettiner beskrevne stykker i de slesvig-holstenske mosefund. Analogi med mre kant taler for 3 spjell, antal av bevarede traader for 4 spjell. 2. Vævkant utfart i spjellvæv. Læogde 1.97 m. Fig. 6. Av meget fint, totraadet uldgam, som nu er av redlig brun farve. Traaden venstrespundet, garnet hairetvundet. Utfert med 3 spjell, hvert med 4 traader. Snoningen er utfsrt i samme retning over hele længden. De to indre spjell er ordnet i samme retning, det ytre i motsat retning. Vævkantens ene ende (avslutningsenden) er sammenbundet i en knute, den anden ende (begyndelsesenden) dannes av Issthængende traader.

Fig. 6. Spjellvævet jore med ovklippede rendingstraader nv opsat vaev. Stoffets rendingstraader er avskaaret og kun bevaret i en Iængde av ca. 1-1'/2 cm. De holdes i voaikanfen fast ved den av det ytre spjell dannede snor. Begge de to her beskrevne vavkanter (nr. 1 og 2) har megen likhet med.de av dr. Stettiner analyserte og beskrevne. med spjellvæv utferte vævkanter paa længdesidene av et fofbind fra Thorsbjergfundet. Disse kanter er hver utfert med 5 spjell, med snorene avvekslende tvundet i hver sin retning. Gennem hver av bordernes masker leper 2 av selve stoffets traader. Samme utf~relse viser enkelte vævkanter paa hosene fra Damendorf. Kanten paa beltestykkets Bvre Iængdeside av denne hose er vævet med 4 spjell, paa smalsiden med 9 spjell; ogsaa der med hvert andet spjell ordnet i motsat retning. Ogsaa her bper stoffets traader to og to gjennem spjellvævsbordens masker - men slik at hver av disse dobbelttraader danner fortsættelse av en av de i næste maske liggende traader --hvilket forhindrer borden i at rakne op. En nærmere undersekelse av de to vævkanter i Tegle- - fundet viser at stoffets rendingstraader paa felgende maate er fert gjennem spjellvreven.

Gjennem spjellvzvens ski1 1 er rendingstraad 1 fort op - - - 2-2 - op - - - 3-1 - ned - - - 3-3 - op - - 4 - - 2 - ned - - - 4 - - 4 - op - - - 5 - - 3 - ned - - 5-5 - op - -- - 6-4 - ned - - 6 - - 6 - OP - - - 7 - -- 5 - ned - - - 7-7 - op - - - 8 - - 6 - ned - - - 8-8 - OP 3. Fint firskaftet, diagonalvævet uldstof (kyper, vend), med spjellvævet vævkant langs den ene side. Stoffet er senderrevet. Lsngde 43 cm. Fig. 7. Enkelttraadet, venstretvundet, haardspundet garn saavel i stof som vævkant. Spjellvævens traad noget grovere end stoffets. I diagonalvævningen gaar ca. 12 rendingstraaiier og 11 islættraader. Ogsaa paa dette stykke er det den paa den ene side bevarede kantavslutning, som er av særlig interesse. Den er utfart med 3 spjell, avvekslende ordnet i hver sin retning. I hvert spjell har der været 4 traader. I &n henseende viser denne vævkant avvikelse fra de to foregaaende stykkers. Langs ytterkanten sees nemlig selve stoffets traader, der som islæt er fert gjennem spjellvævens rending, at stikke frem i form av en tæt rad av smaa lekker, dannet ved at traadene her er ført tilbake i motsat retning. Gjennern disse lekker loper en dobbelftvundef snor, der ligger utenfor selve den av spjellveven dannede vcevkant. Fremgangsmaaten er her den samme som den for Thorsbjergfundets vævkanter karakteristiske sideavslutning, nemlig at stoffets utlepende traader ferst er fert gjennem spjellvævens

Fig. 7. Firskaltet uldstof med spjellvrrvet jarc. skil, derpaa omkring en kanftraad, derpaa giennem det samme skil i spjellvæven tilbake til stoffet. Slg. hermed en vævbord oaa kitlen fra Thorsbjergfundet, utfnirt med 4 spjell, og paa et fotbind fra samme fund, vævet med 3 spjell. Om forskjellen mellem de to utferelsesmaater av kantbordene resumerer Stettiner:,,Traadene fra det vævede stof leper næsten altid parvis gjennem spjellvævsbordenes masker, mens de som regel er skilt ad i det vævede stof. Kun en del stykker fra Thorsbjergfundet (kittel, hose, pragtkappe) forholder sig anderledes, idet den dobbelte islættraad i spjellvævsborden holdes fast ved at være slynget onikring en flerfraadet snor, der leper langsmed bordens ytterkant; man sammenligne hermed vævkanten paa sidene av kitlen og hosen fra Thorsbjerg". Teglefundet betegner, saavidt mig bekjendt, det fnirste paaviselige tilfælde i Norge av forekomst av spjellvæv benyttet som kantavslutning for vævede stoffer - og likesaa den ældste forekomst i Norge av spjellvæv overhodet. Den nære overensstemmelse med de slesvig-holstenske mosefund gjnir det sandsynlig, at vi her har at gjere med produkter av en fælles kulturkreds. Thorsbjergfundet kan vel sættes

til 3. aarh. Det foreliggende fund kan antas at være om- trent samtidig. Forekomsten av det firskaftede diagonalstof passer ogsaa ind her. Lignende stoffer findes i mosefundene - endog endnu finere og mere kunstfærdig vævede firskaftede stoffer (gaaseainemonster). Det paabegyndle stof er et avgjarende bevis for, at dette og lignende stoffer er hjemlig arbeide - hvad der forinrig ikke var nogensomhelst grund til at tvile paa. Fundet repræsenterer vistnok spjellvæven i dens aller enkleste teknik, men er av særlig interesse ved sin kombination med stofvævning. At meget komplicert, kunstfærdigspjellvævsteknik samtidig har været kjendt i norden, viser mosefundene. Med dette fund er vi for spjellvævningens ældste forekomst i Norge kommet likesaa langt tilbake som ved de tidligere kjendte fund av denne art ellers i norden (Thorsbiergfundet, 3. aarh.). Næste forekomst er spjellet fra Mæle (Anathon Bjorn,,En vestnorsk grav med romerske glasbægereu, Bergens Museums Aarbok 1922-23, nr. 1). Det er fra 4. aarh, Fra 5. aarh. har vi de kunstfærdige border fra Evebo, Gloppen (Bergens Museum) og hakekorsborden fra Lyngdal, Lister (Univers. Oldsaksaml., Oslo). Saa har vi intet, far vi kommer til Osebergfundet, hvor en række forskjellige, delvis hoist kunstfærdige variationer av denne væv- art forekommer. Fra middelalder og nyere tid kjendes talrike prever paa denne vævart i norden. Forst i rækken ved sin interesse staar her Mammenfundets armbaand, vævet av silke og guldtraad. Saa fdger de interessante stykker fra islandske kirker (Nationalmuseum i Kjebenhavn). Tekniken lever endnu i mere avsidesliggende bygder i vort land. Denne lille kronologiske oversigt vil gi et indtryk av Teglefundets interesse og betydning, bl. a. som ældste led i spjellvævningeiis kronologiske kjede for vort lands vedkommende. SPRANG. Denne teknik maa nærmest betegnes som en slags fletning. Den bestaar i en sammenslyngning av traader, og er forsaavidt beslegtet med knipling.

Arbeidet utferes paa falgende maate. I en ramme utspændes lodret paralleltlepende traader, som rendingen i en væv. Rammen kan være en enkel træramme (f. eks. en gammel vindusramme) som stettes mot gulvet eller den sittende arbeiderskes knær. Eller den kan staa selvstændig ved at Fig. 8. Spraagramme fra Meldalen.

være forsynet med en fot, saaledes som den her avbildede sprangramme i dr. Sbrens samlinger i Meldalen (fig. 8). Traadene, der er sammenhængende, fæstes gjerne kun ved at lægges om en horisontal, i rammen utspacndt traad oventil og en tilsvarende traad nedentil. Arbeidet utferes ved efter bestemte regler, som gir forskjellige menster, at slynge traadene om hinanden. Man arbeider oventil, nærmest den svre vandrette traad, fra den ene side, over de utspændte traaders hele bredde, til den anden side; gaar dernæst tilbake over hele bredden o. s. v. og arbeider sig saaledes for hver gang Iænger nedover. Efter en eller flere omganger slaaes fletningen sammen med en pinde, der maa være Iængere end arbeidet er bredt til. Man faar den samme fletning nedentil paa traadene som oventil. Nedentil blir en eller flere pinder efter sammenslagningen liggende forat {letningen under arbeidet ikke skal rakne op. Eftersom traadene slynges sammen, strammes de. Avstanden mellem den evre og den nedre vandrette traad maa derfor under arbeidet kunne formindskes. Dette kan opnaaes ved at de plugger eller stifter, hvortil den ene av de to vandrette traader er fæstet, kan stilles ind i forskjellige huller i rammeverket. Naar arbeidet er fuldfert, klippes de traader, hvormed fletningen er utfart, av paa midten og fæstes ved at bindes sammen ved knuter. De lese traadender kan benyttes som frynser, saaledes til haandklæsprang. Som det vil forstaaes, faar man to helt identiske stykker, et øvre og et nedre. Er der gjort en feil i det svre, gjenfindes samme feil i det nedre stykke. 4. Hoselæg av uld, utfert i spranget arbeide, med vævkant utfsrt i spjellvæv. Lengde 28 cm., bredde 12 cm. (24 cm.) Fig. 9 og 10. Av totraadet, heiretvundet, lestspundet uldgarn, der av utseende minder om,,perlegarnm. Spjellvævkantens traad er enkelt og haardere tvundet. Gullig brun farve. Senderrevet, med flere stnirre og mindre huller. Paa den ene ende avskaaret med et skarpt instrument. Paa den anden

Fig. 9. Spranget hoselæg.

ende forsynet med den oprindelige kant, der er utfart med spjellvrev, paa samme maate som paa de to farst beskrevne stykker. Spjellvævskanten er vævet med 3 spjell, hvert med 4 traader. Det ytre spjell ligger i en retning, de to indre begge i den motsatte retning. Sprangarbeidets traader holdes i kanten fæstet av den av spjellvreven dannede ytre snor, saaledes som ved stykke 1 og 2. Om den teknik, hvori hoselæggen er utfert, kunde jeg allerede efter fotografiene uttale, at den,,hverken er fileret (knuter mellem maskene mangler), eller strikket med pinder, ei heller bundet med naal. Vi har her vistnok igjen at gjere med et av de tilfælder fra forhistorisk tid (slg. bronsealderfundet fra Borum Eshej), da ingen av disse tekniker foreligger, men derimot den fletningsteknik, der i norske bygder endnu lever og der som oftest benævnes,,spranga.,,at det ogsaa i det foreliggende tilfælde er et spranget arbeide vi har for os, slutter jeg for det farste av et noget. glissent sted, hvor traadene synes at være slynget omkring hinanden, dannende en netlignende tekstur; dernæst av tckniken i de triangelformede felter, med sine diagonalstriper lapende awekslende til den ene og den anden side. Saadan tekstur fremkommer i sprangning ved ombytning av den retning hvor traadene slynges om hinanden." Nærmere undersokelse av stykket selv har bekræftet min første formodning. Det kan med sikkerhet sies at være spranget, ved fletning av traader, som har været parallelt utspændt som rendingen av en væv. I overensstemmelse med teknikens krav maa arbeidet være sammensyet efter langs. Dette viser sig ogsaa at være tilfældet. Til denne sammensyning er benyttet to parallele traader (dobbelt traad) av fint totraadet, heiretvundet uldgarn. Paa den motsatte side er der to steder over hinanden reparationer, idet huller er gjensyet efter langs mcd kastesting. Nærmest spjellvævskanten sees et sted en med kastesting indsyet traad. Hvad sprangarbeidets utfarelse og deravfalgende mmster angaar kan felgende bemerkes. Nærmest spjellvævskanten

Fig. 10. Detalj av den sprangede hoselæg fig. 9. er slyngningen av traadene utfart i samme retning over hele sprangets bredde, saaledcs at der fremkommer en diagonaltekstur paa en kant av ca. 2 cm.s bredde. I den næste mansterrække er traadene i en bredde av 3 masker slynget om hinanden avvekslende frem og tilbake, saaledes at der fremkommer et over hele flaten ensartet net. I de 11 falgende rækker, der alle er 1,7 til 2 cm. brede, er slyngningen av traadene 6 ganger utfart til en side og 6 ganger til den motsatte side, paa en saadan maate, at der i hver række fremkommer triangler avvekslende med toppen op og toppen ned - de Iarste med diagonaltekstur i &n retning, de sidste med diagonaltekstur i den motsatte retning. Hver rækkc tzller i bredden (trianglernes heide) 6 masker eller traadslyngninger. Hvert triangel viser 5 diagonaler 4 1 hjeirnemaske, der fremtrær som punkt (enkelt maske) og ikke som linje (rækkc av masker). Den 7. maske danner overgangen mellem triangelrækkene. Dernæst falger en netlignende række

uten master, med 3 masker i rækkens bredde. Den midtre maske er i denne rækkes ene halvdel utfert ved dobbeltslyngning av traadene, i dens anden halvdel paa vanlig vis med enkeltslyng (slg. detaljfotografiet). Tilslut - nærmest den avskaarne ende av hoselæggen - er bevart 11/2 triangelrække. Jeg har i min bok,,norske folkebroderier. Hvitsøm fra Nordmeru (1914) paavist, at det er den samme teknik som nu i vore bygder gaar under navn av sprang og som foreligger i den bekjendte kvindehue fra bronsealderfundet fra Borum Eshei. Samtidig med mig og uavhængig av mig gjorde en svensk dame, frk. Maria Collin samme opdagelse (Gammalsktinska band. Fataburen 1915, s. 14 ff.). Jeg har senere indsamlet adskillig, endnu upublicert materiale til belysning av denne alderdommelige tekniks liv i vore bygder nutildags. Den har været kjendt i flere europæiske kulturlande for nogen hundrede aar siden (se det banebrytende arbeide av Louise Schinnener,,Antike Handarbeiten1', Wien ca. 1895).,,Spranga1' og,,spranga8ru forekommer ofte i gamle norske dokumenter (se J. Frifiner, Ordbok over det gamle norske sprog). Av særlig interesse er det efter Jens Nilssons Visitats- bok (XCIX, 38) av Fritzner citerte sted om Karine Gyllenstjerne (f. 1542), der syv aar gammel blev overantvordet til,,en aff Kloster Jomfruerne -, hos huilcken hun lærde at læse oc schriffue - saa oc at knytte, kniple, sprange oc andet saadant som ungdommen pleyer at tilholdis". Hvorvidt ordene,,sprang",,,sprangad' og,,spranga8r6' i ældre nordisk literatur altid betegner det samme som det vi nu vanlig kalder sprang, kan ikke paavises. Vender vi os fra de literære kilder til de ældste bevarte prever paa arbeider utført i sprangteknik, finder vi særlig mange blandt de senantike, saakaldte koptiske, tekstilfund fra graver i Egypten (1.-8. aarh. e. Kr.) (se bl. a. Louise Schinnener,,Antike Handarbeiten" s. 14-16. - Alois Riegl,,Die agyptischen Textilfunde im K. K. oesterreich. Museumu, Wien 1889. - A. F. Kendrick, Catalogue of Textiles from Burying-Grounds in Egypt. Victoria and Albert Museum, London 1920-22). I Victoria and Albert Museum findes

Fig. 11. Sprunget pose av uld. Egypten 4.-5. aarh. 13 stykker spranget arbeide fra græsk-romersk og tidlig kristen tid i Egypten. Herav et 11 stykker poser eller væsker og 2 haarnet. De er i Mr. Kendricks katalog beskrevet under nummer 599-608, 610 og 596-597. De henfares her alle til 4. - 5. aarh. Imidlertid har Flinders Petrie fundet et spranget haamet i en grav ved Hawara som han daterer til 2. halvdel av 3. aarh. (W. M. Flinders Petrie, Hawara, Biahmu and Arsinoe. London 1889. Pl. XIX, XXI og s. 12). Et av de nævnte stykker i London, nlg. en væske (nr. 602), har et menster som er sterkt beslegtet med menstret paa vor hoselæg. Til sammenligning avbildes det derfor her med velvillig tilladelse av Mr. Kendrick og Victoria and Albert Museums autoriteter (fig. 11). Et stykke,,koptisku spranget arbeide findes i Kristiania Kunstindustrimuseums samlinger (nr. 8371). Frk. Marin Collin henviser i en opsats i,,fataburen" for 1922 (s. 53) til to i sprangteknik utferte stykker

n i tekstilmuseet i Lyon - avbildet i,,mus~~ des tissus de Lyonu, der opgis at skrive sig fra et gravfund i Memfis, og at være datert til ca. 2000 f. Kr. Denne datering trænger dog nærmere pravelse. Noget andet fund i norden av sprang fra forhistorisk tid end huen fra Borum Eshei er, saavidt mig bekjendt, aldrig far paavist. Derimot findes der i Osebergfundet en enkel va?vstol i form av en opstaaende ramme, der har en saa paafaldende likhet med de apparater, som den dag i dag benyttes til sprangfletning, at jeg fra ferste stund har falt mig overbevist om, at det nævnte vævapparat i Osebergfundet har været benyttet til sprangning. Prave paa forarbeidet sprang er ikke fundet i skibet, mens som bekjendt baade spjellvævsapparat og utferte spieilvævsborder forekommer. Man vil efter dette forstaa, hvilken ganske usedvanlig interesse der knytter sig til fundet av hoselæggen fra Tegle. FIRSKAFTET DIACONALVÆVNINC. Et uldstof fra Teglefundet i firskaftet diagonalvævning er allerede beskrevet som nr. 3 under,,spjellvæv", fordi det er den spjellvævede warvkant som ved dette stykke er av særlig interesse. I samme fund forekommer dog ogsaa et andet stykke av samme art stof. 5. Sæk av grovt firskaftet, diagonalvævet uldstof (fig. 12). Vævningen er utfart med 'enkelttraadet, venstretvundet uldgarn (brunt). Paa 1 cm. gaar der ca. 8 saavel rendingssom islættraader. Meget fillet og hullet. Sækken er syet med flat bund, av rund, temmelig uregelmæssig form, med diameter varierende mellern 39 cm., 41 cm. og 48 cm. Rundt omkring dette bundstykke er paasydd stof av samme sort, der har dannet sækkens sider. Sernmen ligger paa indersiden. Av,,sidene6' er kun en lav kant del-

Fig. 12. Sæk av firskaftet diagonalvevet uldstof. vist bevart, giennemgaaende i en heide av ca. 10 cm., paa et sted i en heide av ca. 21 cm., paa et andet i en heide av ca. 37 cm. Sidene er sammensydd av flere stykker. Et sted ligger her sammen paa yttersidin. Et andet sted, nemlig paa den Iængste ca. 37 cm. lange flik, ligger' en sem (paa indersiden). parallelt. med bundens kantsem, i en heide av ca. 15 cm. fra den. Semmene er utfert med meget lange traaklesting og kastesting med dobbelt traad (to parallele traader) av meget grovt, enkelttraadet venstretvundet uldgarn. Desuten findes der 3 stumper av samme stof. Den ene er paa tre sider faldet med dobbelttraad i kastesting til en ca:5 cm. bred og ca. 22,s cm. lang strimmel, som igjen er forsynt med en lodret paasydd (ikke faldet) 3 cm. bred tverstrimmel. Den anden er faldet efter den ene Iængdekant.

Langs denne er igjen paasydd et andet faldet stykke. Den tredje er sammensydd av to stykker. Om de jirskuffede vaevningers forekomst i norden i forhistorisk tid henvises til G. J:son Kariins avhandling,,nogra undersiikningar om den fiirhistoriska textilkonsten i norden" i,,studier tilagnade Oscar Montelius" (Stockholm 1903, s. 204 ff.). Det fremgaar av Karlins undersekelse, at firskaftet vrevning ikke kan paavises i norden far i begyndelsen av romersk jernalder. Karlin antar, at tre- og firskaftet vævning har bredt sig over Europa med den romerske kultur. Og den har da tidlig banet sig vei til norden. Samtlige de av Th. Thomsen (Vævede stoffer fra Jernalderen. Aarbeker 1900) undersekte stoffer er firskaftet, d. v. s. de er vævet ved at islættraaden er fert over to og under to rendingstraadcr, saaledes at hver efterfelgende islrettraad rykker frem over en ny rendingstraad, mens den gaar under den farste av dem, som den forrige traad gik over. Herved fremkommer den karakteristiske diagonalstruktur. Endnu i 7. og 8. aarh. viser den firskaftede vævning sig i majoritet, men avtar derpaa hurtig. I de danske fund er den sterkere repræsentert under den romerske jernalder og folkevandringstiden end senere. I Osebergfundet findes talrike stykker av firskaftet diagonalvævning, GARN OG DIVERSE. Ved siden av utfsrte og paabegyndte tekstilarbeider indeholder fundet ogsaa en del materiale til tekstilsaker i form av forskjellige slags garn. 6. En stor mengde uldgarn. Traadene ligger gruppevis i bundter eller hesper med parallelt lepende traader. Garnet er temmelig grovt, entraadet, lestspundet, venstretvundet.