Nr Udgivet av pa.stor Conrad Svendsen, prest for de dllll'e. 7lJetrarJtninrJ,

Transkript

1 Nr. 3 4 Udgivet av pa.stor Conrad Svendsen, prest for de dllll'e lJetrarJtninrJ, Eders hjerter forfærdes ikke; tro pa8 Gud og tro paa mig. l min Faders hus er der mange rum; ti jeg gaar bort for at berede eder sted, og naar jeg er gadt bort og har beredt eder steg, kommer jeg igjen og vil fage eder til mig, for at ogsan l skal være der, hvor jeg er. Joh. 14, 1-3. Kan jeg bli hellig og ren? Kan jeg faa et nyt hjerte? Kan jeg faa del i det evige liv? Saaledes spør et menneske, som ser ind i sit hjerte. For derinder er der endnu saa! meget urent, saamegen synd, saa liten lyst til at følge Jesus efter. Og saa tænker man paa, at døden kanske kommer snart, og man blir urolig og sier: Hvorledes skal jeg kunne komme hjem til Gud i himmelen naar jeg dør. Jesus er nær hos det menneske, som er bekymret, fordi det ser det onde hos sig, og som længes efter at bli ren og god, og som længes efter at bli fri for al synd engang!hjemme hos Gud. Og Jesus sier til den, som er 'bekymret: Frygt ikke! I min Faders hus er der mange rum. Der er rum for hvert eneste menneske, som er begyndt at bli urolig for sine synders skyld og som er begyndt at længes efter at faa nyt liv fra Gud. Der er rurn for alle. som gjerne vil være sammen med Gud, der blir ikke sagt nei til nogen, som vil komme. En fortapt son, som er kom~ met til sig selv og har set hvad der bor inde i hans hjerte, og som sier: Jeg vil staa oj:l og gaa til min Fader og sige: Fader jeg har syndet, jeg er ikke vrerd at kaldes Din so'n, faar se at hans fader loper ham imøte og tar ham i favn og kysser ham. En stakkels datter, som har ødelagt sit liv i synd, og som er begyndt at længes efter at baandene som binder hende, maa bli brutt, og som roper til Gud efter naade, faar høre Jesu ord: Jeg har gjort Dine synders renselse, jeg har brutt syndens baand, vær frimodig og glad, der er plads for Dig hos Gud. Og saa ser de ap til Faderen i himmelen med tak og tilbedelse. Det blir deres daglige bøn: Skap i mig et nyt hjerte og given stadig aand inden i mig. Og de prøver at gaa i hans fotspor, som levet sit liv her paa jorden i kjærlighet og renhet. Og mens de gaar hernede under Guds vel. signende hrender, gjør Jesus herdig for dem et sted oppe i himmelen. Saa kommer den store dag, da de skal dø. Da kommer Jesus igjen, han tar dem i favn, han bærer dem gjennem døden ind til him.

2 , DE DØVES BLAD Nr. 3-4 meiens herlighet. Der er ingen synd mere, ingen sorg. ingen ufred, ingen nød. Ocr skal vi gaa fra renhet til renhet, fra herlighet til herlighet. Der skal vi begynde at bli Gud lik. Gud hjælpe os alle til at være paa veien. Amen. «Hjemmets verden.» Hvis man vildc sporre mennesket hvrd de regnet for det bcdstc og skjønneste av alt hvad de har eiet, vildc svaret for de flestes vedkommende bli dette: «J'1it barndoms. hjem.l> Det er det bedste vi har, det dyre. bareste og kjæreste. Det gjemmer paa mange av vore lyseste minder, det rummer vor livs. historie. Der, bak de skjærmende mure cr vi vokset op, omgit av kjærlighet og med dem vi elsker hoiest i vor nærhet. Sterke traa. der er bht spundct mellem vort hjerte og det hjem vi horte til. Barndoms. og ungdoms< mindene folger os alle livet igjennem. Intet kan fordunkle og utviske dem. De staar med gylden skrift i erindringens brogede blade, og naar alt andet forsvinder og meget av det som tilværelsen forte med sig er glemt og forsvundet, da kan de gamles oine lyse med en sælsom glans naar htnkene gaar tilbake til den lykkelige tid i hjemmet,.hos far og mor, som endnu staar lyslevende for dem, trods alle aarene som er gaat siden da. Midt i dcn store verden som omgir os er den hjcm. Iige arne 'Som en liten verden for sig. Den prægcs av os og gir igjen av sit. Vi elsker de hyggelige stucr og elsker hver gjenstand der. Det er som om alt dette taler sit egct stille sprog til os. der er som et ekko av vare egne følelser og tanker, en gjcnlyd av det liv som er blit levet bak disse mure. Her har vi jublet og sarget, smil og taarer har disse stuer set, og lyttet til ord og tanker som blev uttalt. Derfor er denne hjemmets verden knyttet saa fast til vort hjerte, og derfor er dens magt san stor og betydningsfuld for hver især av os. Men det er ikke bare stuene og alt det som er i dem, som i dypeste for. stand gjør hjemmet til det det skal være for os. Det kan være stort eller litet, rikt eller fattig, det er ikke det det kommer an paa. Men det er aanden som hersker derinde, den tro og kjærlighet, de idealer og grundsætnin. ger som er de bærende i lyse og trange dage, det er det som skaper det gode og lykkelige hjem som er til velsignelse, ikke bare for dem som lever i det, men for enhver som træder over dets terskcl. Den vide verden kan vi ikke.forandre, ikke hindre det ondes fremgang og den gift som dryppes i ubefæstede sjæler. folen i,hjem. mets verden kan vi selv raade. Her kan vi lukke doren for alt det som ikke er rent og godt, og holde det ute som bare forer ufred og daarug eksempel med sig. Og isteden kan vi aapne vorc hjem og hjerter for de tanker som styrker og opbygger og viser vei til livets sande værdier. Netop i vore dage da tilvæ. reisen er saa vanskelig og brysom paa mange maater, trænger vi som aldrig for de ~ode hjem. Det er ikke let at være ung i disse splittede tider, og trangt er det ogsaa for de gamle , 'ITlen de; er hjælpemidler nok, hvis vi bare vil benytte os av dem. La bare de baker og blade ligge paa hjemmets bord som bringer bud fra lysets egne og tal. ker tanker som er i pakt med livets bedste magter. De sange som synges i glade stunder..og den musik som dyrkes, tåler ogsaa pan sin maate til den lyttende, for toner og mela. dier griper som intet andet i sjælens stren. ger. Og mange av de ledige stunder. de hyg. gelige aftener og stille glæder, bør opleves i hjemmet hvor flittige hrender, muntre harm. lose adspredelser. og fortrolig samvær tilsam. men kappes om at gjore hjemmet til det fri. sted hvor man hviler ut efter dagens virkc. samler kraft til livskampen og erhverver den fred og kjærlighet som ingen av os kan levo foruten ! «Lykkelig den som har et hjem at ty til, dct er det san mange som ikke har.» R. Ruud.

3 Nr. 3"4 DE DØVES BLAD Da kirkeklokkene ikke vilde ringe. Langt mot nord, hvor vinteren er en lang nat og sommeren en lang dag, ligger en by paa en brat fjeldskraaning. Ovenfor byen og længer oppe i fje1det er et ældgammelt kapel. Taket av kobber glimrer som selve solen og kan sees langt nede i dalen. I taarnet hæn. ger der smaa sølvklokker med det skjønneste tonespil som nagensinde er blit hort, og sag~ net gik, at det var engler som spillet dem, naar nogen i omegnen hadde utfort en rigtig fin handling. Naar toneklangen lod ut over dalen, 'hørtes det som tonene kom fra selve himlen. Sor~ ger forsvandt; byrder blev lette, og smerten lindret hos de syke. Sjælen loftedes ap over det jordiske. Men nu var det længe siden klokkene hadde glædet menneskene med sin vakre klang. Bare de ældste av byens mænd og hinder kunde mindes at de hadde hort dem en julefest, mens de var barn. Folket hadde været i smaa,kaar den gang; men ihvert aar hadde de med glæde lagt sine fattige skijiin$ ger paa alteret til kongen som blev født hin ju1enat. Og deres glæde var nresten fuldkom$ men, naar klokkene begyndte at ringe. Ti1~ trods for fattigdom var folket lykkelige. Nu var det anderledes. De var blit velstaa. ende, egenkjærlige og selvfølgelig ulykkelige og utilfredse. De forkastet alle fædrenes skikker. Alt skulde være nyt. De vilde ikke noie sig med hvad andre hadde tat til takke med. Dog var der en skik de hadde bevart: hver juleaften la de gaver paa alteret i ka~ pellet, men der kom ingen lyd fra klokkene. Ingen paaskjønnelsct Ingen ære! Alt var stilt. En stilhet som talte om et kjærlighets$ krav som ikke blev opfyldt. Naar vinden suste om taarnet, knirket og gren det som om det kviet sig for egenkjærligheten paa jorden. Folket begyndte at beklage denne stilhet og onsket virkelig at frem lokke toner fra disse stumme klokker Igjen. De skammet sig over at deres fattige forfædre hadde utrettet hvad de selv ikke kunde. Nu nærmet julen sig igjen og folket op' muntret hverandre til at gjøre et særegent forsøk paa at ofre slik denne jul, at klokkene vilde ringe. De rike tænkte paa den ære de vil de for$ hverve sig om de kunde fremlokke klokke, klang med sine gaver. De tænkte paa I!Iver$ andre med den største misundelse. Der gik et sting igjennem deres bryst naar de tænkte paa, at kanske deres nabo vilde ofre mere end de, og saaledes berøve dem denne 311$ seelse. Og saa øket -de gaven med naget mere sølv. De fattige hadde ikke nogen gave at gi, men de glædet sig til klokkeklangen tgjen. Livet vil de lysne for dem, nanr tonene atter lød ut over verden. Alle gjorde sig færdige til festen. Selve landets konge blev indbudt til at være tilstede. Begeistringen steg eftersom julen nærmet sig. Nys for ju111adde den naadd til en liten hytte langt nede i dalen, hvor en gammel bedstemor bodde med sine sman datterbarn, Johan og marie. Forældrene var begge dode, og for bedstemaren var det ingen let sak at skaffe føde og klær for sig selv og barnene. Endskjønt hun ikke 'hadde verdens gods i saa$ dant maal at hun altid kunde gjore livet be. hagelig for dem, lærte hun dem av sin rigdom i gudsfrygt, at kjærligheten var ledestjernen i alt. Julen, kjærlighetens fest, var av stor betydning for hende og barnene. Barnene vilde saa gjerne være med at ofre sin gave til et fattig barn i en krybbe. Saa bad de bedstemor om nogen kobbermynter. Taarene trillet nedover de gamle furedc kinder, da hun forklarte dem at de ikke kunde undvære nogen av sine faa penger; men!hun trøstet dem med, at Jesus hadde ogsaa været fattig, da han var paa jorden. Denne jul vilde sik$ kert klokkene kime, og de skulde være til$ stede i kapellet for at hore dem og nyde den deilige musik. Men Johan var ikke fornøiet med at høre

4 4 DE DØVES BLAD dem ringe for andre; han vilde ogsaa være med at ringe dem. Han vilde gi noget selv. Det blev ikke jul for ham eucrs. Skjont hans gave blev ubetydelig, var han sikker paa at Gud vilde Forstaa det. Hvad skulde han gi? Det maatte bli det herlste han hadde. Og hvad var det? Jo vist: hans nye blanke stov~ ler. Han fik bruke de gamle litt trenger. Det var store huller i dem, men bedstemor kunde nok lappe dem, hun. Bedstemor formaadde ikke at negte ham tillaclelse. Johan blev saa glad..mon ikke Jesus ogsaa vilde bli glad. naar han saa de fine støvler? Ikveld var det julekveld. Alle hadde sine gaver istand for at lægge frem i kapellet. N~ gen hadde store pengesummer; andre kosts bare, vakre gjenstande. Allerede tidlig pan eftermiddagen begav folk sig paa vcicn opover det bratte fjeld til kapellet. Alle vilde være tilstede og here med sine egne orer om sagnet var sandt. Folkestrammen økedes litt efter litt. De rike kjorte i sine slæder, stolte og selvsikre. De fattige dristet sig ind paa veien bare for at træde til side for de kjorende igjen. Mange kunde ikkc fuldende sin vandring, men maatte vendc utmattet hjem igjen. 1 denne strøm red en liten herre, med en fuldpakket penge. pung, som han skuide lregge paa alteret. Kon. gen var tilstede, og det var jo av betydning at anstrcnge sig litt ved en saadan anledning. Det hændte ikke hver dag, at han var der. Det gjorde ondt i brystct hver gang Ihan trenkte at han kunde slumpe til at gaa glip av den hreder han hadde forestillct sig. Men han skulde nok greie det. I denne stram var agsaa Johan og J\larie, med bedstemor imellem sig. Men bedstemor var saa svak. De maatte ofte hvile. Aldrig var det nogen som tilbød hende hjælp. Nu var de kommet saa nær, at de kunde se lyset stramme ut av vinduene i kapellet. Stjer. nene blinket paa den klare blaa himmel, akkurat som de maa ha gjort den nat, da en stjerne ledet hyrdene til krybben. Bedstemor strævet fremover. Det var ikke langt igjen nu. Mcn hun kunde næsten ikke faa benene med sig. «Jcg kan ikke skuffe barnene,» trenkte hun. Og saa provet hun at skynde sig. Nei, det gik ikke. Legemet blev saa tungt som bly. Hun maatte sætte sig. A, hvor det var godt at hvile. Det blev nok bedst hun brukte resten av styrken til at komme sig hjem. Lyset i bameansigtene sluknet. Var bedstemor syk? Det var nok bedst at faa hende hjem. Saa hygget de om hende det bedste de kunde. Stakkars bedstemor! Bare vent til de blev store, saa skulde hun faa det godt. Saa begav de sig paa hjemveien. De kunde kanske gi gaver senere i julen. Og klokkene kunde de nok hore hvor de var. Næste aar fik de prove at naa frem. Ret som det var,,'endte de sig og saa tilbake. Undres hvordan det foregik deroppel Plud. selig utbrøt Marie: «Johan, spring du ap og læg din gave paa alteret, mens jeg og bedste. mor gaar hjem. Med lette skridt begav han sig igjen opover veien. Da Johan kom ind gjennem doren, forvand. ledes hans frimodighet til overraskelse og for. undring. Var han virkelig naaken? Lys straalte i vakre guldlamper, saa hver eneste krok var lys. Paa alteret brændte store fine kjerter. Kongen sat i en stol nær alteret. Ved alteret stod en biskop i en vakker sort dragt. Paa gulvet laa tepper saa blote som dun. Aa, at ikke bedstemor og Marie skulde nuu frcml Han sua snart en og snart en undcn trrede frem med sine gaver. De rike gik saa sikre og la gavene frem. Saa lyttet de. Ingen klokkeklang! Saa kom den vigtige lille herren frem. Han skjov sig vei utaalmo< dig gjennem mussen og tok ap sin fuldpak. kede pengepung, sikker paa at der skuide bli musik utover dalen nu, hvis sagnet ellers sa sandt. Han kastet et blik utover forsamlingen som for at forlange stilhet og respekt. Saa loftet han hodet hoit og la pungen ned. Han lyttet andægtig og glante med stive træk, færdig til at bukke mot de forsamlede, naar de reiste sig... Kom det ikke snart nu? Den samme trykkende stilhet! Det var utro. Hg. Kl1nske gaven ikke hadde,~æret rigtig stor nok? Han fik se om han hadde mere i

5 DE DØVES BLAD 5 lommen. Jo, han hadde nogen slanter i frakkelommen. Han fik kaste dem i ogsaa. Nu lyttet han igjenl - - Jo, der var en lyd. - - Var den vakker? - - Det var nok bare cn ugle som skrek. - _ Skulde det da ikke ringe nu heller? Sas merket han sin guldkjede. Han fik gi den atpas da. - Ikke en lyd. Jo, der hørte han noget. Hvad var det? Sandelig var det ikke rike Jonas som sat og klukket ad ham. Det blev gruelig ubc hagelig at staa her nu. Bcdst at gan ned. Det var langt til doren ikveld. Til sidst reiste kongen sig, stor og mægtig. Hans lange f1øieiskappe faldt i rike folder om. kring 'ham. Majestætisk nærmet han sig ah terct. I-Ivad vilde han ofre? Det blev nok kongen som fik æren til slut allikevel. Sagte og med begge brender loftet kongen kronen av sit hode. Det var blikstille. Aldrig hadde nogen bragt et saadant offer for! TU maatte klokkene ringe! 1-'1an vaaget ikke at puste. Hortes der ikke en lyd? Var det tonespil? Nei, bare vinden. Det utrolige kunde ikke hrende. De maatte ringe!.men bare taushet. Selve kongen fik det ikke til at ringe. Det blev let at aande for mange som hadde ofret. Sagnet var ikke sandt! Nede ved doren stod Johan som naglet til gulvet. Hans øine hadde set alt, men det hadde dæmpet hans mot. Han visste ikke om han skuide begi sig opover gangen. Vilde Jesus bry sig om stavlene hans nu, naar han hadde faat saa mange herlige ting? En krone ogsaa! Men Jesus hadde været fattig en gang. Bedstemor hadde sagt han vilde like dem, hvis han bare gav dem med hele sit bjerte. Et billede av Jesus i den fattige stald dukket ap i hans erindring, og han fik atter frimodig" het til at fuldfore sin beslutning. æsten ubemerket naadde han frem. Tillidsfuld satte han sine to blanke stavler ap paa alterbordet. Han vendte sig for at træde ned igjen, da en besynderlig sus lad gjennem kapellet. Hvad var det? Det var ikke bare vinden, - forst begyndte de smaa klokker at juble. Saa tok de store i med kraft. Snart kimet hele klokkespillet med himmelsk harmoni. Folk forstod ikke hvad der hadde hændt. Hvem ringte? Hadde nogen git en prægtigere gave end kongen? De saa ap mot alteret. Der stod en fattig liten gut med et straalende ansigt. Ved siden av kronen stod to blanke stovier. Det gamle kapel syntes at bli til en deilig sal. Johan saa ap som om han ventet at se engler dale ned i kor, som de gjorde hin julenat til hyrdene. Bedstemor og Marie sat og hvilte i en sne. fonn ved veikanten. Med ett springer Marie ap. «Bedstemorl Nu la Johan støvlene paa alteret. Hør klokkene ringer!» (Hj.p.) «Ingen skikkelse. herlighet.» (Es. 53, 2.), ingen Det var en meget smuk pike, som begyndte at skamme sig ved at gaa ut sammen med sin mor, fordi hendes ansigt var meget van" siret, og hendes ovrige skikkelse var heller ikke tiltalende, nei, snarere frastatende..mo_ ren merket det, men bar det stille og taal. modig. Tilsidst la andre ogsaa merke til det. Da tok en gammel veninde av huset datteren tilside og spurte hende, om hun visste grun_ den til at hendes mors utseende var som det var. Til sin forundring og dype skam horte den unge pike nu, hvorledes hun som et hjælpcløst litet barn var kommet for nær varmen og sikkerlig var blit et bytte for f1am" mene. hvis ikke moren hadde grepet hende og kastet sig over hende med hele sit legeme og saaledes kvalt flammene. Men moren mantte betale sit barns liv med de merker av flammene som hun siden den dag bar for hele sit liv., Datteren fandt efter dette sin mors ansigt skjønnere end aue andre kvinders ansigt. Hvad var hendes eget smukke ansigt andet end et speilbiilede av morens kjærlighet! Saaledes finder vi vor korsfæstede, av ver_ den foragtcde Frelser skjønnere end alle men_

6 6 DE DØVES BLAD Nr. 3'4 I1cskencs born, naar vi rigtig faar aandens lys til at skue ind i hans kjærlighets dyp, da han blev gjort til synd for os, forat vi skulde bli rctfærdigc for Gud. Og vi sier med Pau. lus: «Jeg agtcr alt for tap mot ypperligheten av kundskapen om Kristus Jesus.»... Hvordan muhamedanerne beder. Skam dig ikke ved ham som hang paa træet, noken, forhaanet, bespottet, hespyttet, for. agtct av mænd. Det var dine synder han bart Det var for ~in skyld 'han gik ind i Guds rikes flammer for at rive dig som en brand ut av ilden. Muhamedaneren i bøn. Mange folkeslag har forskjellige bønne. skikker. Vi pleier at folde vare hrender og Andre kristne opfoter sig andcrlcdes under holmen. De ikke.kristne har bonneskikker som vi vil synes er under. boie vart hode. lige. Det er ikke den ydre optræden som gir bønnen værdi. Vi bringer,her nogen billeder, som viser hvorledes muhamedanernes stilling er under bøn. nen. De har fast foreskrevne regler for dette, og disse regler følges noiagtig baade under privat og offentlig bøn. Muhamedaneren begynder sin bøn staaende med.hændene loftet over sine skuldre, saa de næsten berorer ørene, og med fingrcne ut fra hinanden: l denne stilling roper JIan «Alahu akbar» - Gud alene er stor. Saa boicr han i erkjendelsc av Guds storhet sit hode o.g folder sine hænder over sit bryst, 'hoire haand over ven. stre og staar «som en slave for sin herre». Derpaa kuæler han og boier sig i ydmyghet til jorden, indtil hans pande ligger i støvet. Og nu utstoter han visse rop og fremsier forskjellige vers av Koranen efter den fastsatte regel og skik som iagttages av alle hans trosfæller. Det er først ved enden av dette van. lige ritual at vi Hnder muhamedaneren fremdeles knælendc, men nu med utstrakte aapne hrender. Først nu frembærer han sin bon og aapner sit hjerte, fortæller om sin nød og trang og sine ønsker, sin klage og sin sorg.

7 DE DØVES BLAD 7 Israels land og folk i gamle dage. Efter boken «Fra Mose til Profetene» gjen~ gir vi ncclcnstaaende. For at kunne forstaa forberedelsens Ihisto. rie trænger vi at ha levende for os -bande, al forberedelsestidens menneskeslegter i grun. den var lik os selv, mennesker som vi, og tillike at de dog i Iivskaar og tanker. i tro og idealer o. s. v. var barn aven anden tid, forskjellige fra os. Det første er ikke van. skelig at tænkc sig for kristne, som helt fra. barndommen av har hort om Abraham og Josef og David og Salomo; destc vanskeli. gere falder da det andet; men heller ikke dette kan vi undvære, hvis vi skal kunne forstaa Forberedelsen; hvis de gamle israeliter sjet ikke var folskjellige fra os, trængtes der jo ingen yrlerligere forberedelse. Før vi begyndcr paa historien, bor vi derfor søke at gjøre levende for os den tid, det land og det folkeliv, som særpræget Israels religion. l gamle dage. Over tretusen aar er det, siden Israels. folket blev samlet til ett folk. Da Jesus blev fodt, hadde israeliterne for længe siden kun. net feire tusenaarsfesten for at de vandt sit dyrebare hjemland, Kanaans land, og de hadde nylig kunnet holde tusenaarsfest for at Saulog David samlet landet til ett rike. Tre tusen aar -,hvem forestjjjer sig, Ihvad dette vil si! - Tænker vi os bare 50 aar tit. bake i tiden, hvor ganske anderledes var ikke livet dengang end nu! For 500 aar tilbake blev der endnu rundt om i vort fædreland læst messe paa romersk vis, og bønner blev rettet til Jomfru Maria. - For] 000 aar siden - da fin der vi over. hodet ikke spor av kirker eller kristendom i Norge. Landet var først nylig samlet un. der en konge. - For den tid vet vi overhodet meget litet om vort fædreland. Gaar vi atter 1000 aar tilbake i tiden, er Norge ukjendt. Det meste av Europa var dengang bare kul. turlast, hedensk land, omtrent som nu Afrika. Dengang var det grækerne og romerne, som var de dannede og mægtige. Nede i Spanicn og Italien og endda længere borte - i disse land, som nu cr kommet ind i en bakevje av utviklingens strøm - var dengang den dannede verdens hjem. Kristendommen fandt man heller ikke endnu nogetsteds; Kristus var ikke født. - Endnu omtrent 1000 aar længcre tilbake i tiden er det vi maa gaa. I hine fjerne tider kan det ikke nytte os at spørre om Norges skjæbne; nordpolen er nu bedre kjendt end Norge var dengang. Hele Europa var dengang bare vildt land; og hin tids kulturfolk reiste dit paa lignende maatc, som nu europæerne reiser til de avsides lig. gendc dele av Afrika. De fører med sig bom. uldstøicr og glasperler og messingringer og lignende simple sakcr og sælger dem derute for dyrc priser. Og negrene sælger sine kost. bareste produkter, som eiefanttænder, guld o. lign. for at kjope glasperlene. Dygtige europæiske kjøbmænd har i kort tid kunnet vinde sig rigdomme ved slik handel. Just saaledes var Europas tilstand i hine fjerne tider. Datidens engelskmænd, fønikerne, hadde kolonier alle stedcr og tjente store rigdomme paa sine handclsreiser. Men saa langt som til Norge kom de ikke paa langt nær, selv paa sine dristigste seiladser. Ja, selv Paris og London - d. v. s. de steder, hvor disse byer nu findes - blev knapt nok besøkt av dem. Nede i Middelhavet hadde de sine kolonier, f. eks. blandt de vil de folke. slag i Frankrike og Spanien.. Til hine ældgamle tidcr er det vi skal til. bake. Næsten alt det som verdenshistorien beretter om, var dengang endnu en fjern fremtid. Vi fristes til at kalde hin tid men. neskeslegtens barndom. Og dog fandtes der ogsaa dengang store, mægtige stater, ældgamle riker. Men det var paa ganske andre kanter av jorden end der hvor nu dc store verdenscentra findes. I Ægypten kunde man se store, rike byer med pragtfulde bygninger og ældgamle mindes. merker. Vi syntes det var en stor begiven.

8 8 DE DØVES BLAD het, da vi kunde feire Norges I OOO.aarsfest som samlet rike. Men der nede kunde de for 3000 aar siden for længst holdt Ægyp. tens 2000.aarsfest. Vi glæder os over Trond. hjems domkirke som et gammelt historisk minrlesmerke; men 2 til 3 gange saa gamle var dengang de ældste store pyramider, som de gamle ægyptere saa rage ap som koller i vest hvor solen gik ned. Paa den motsatte kant av Israels land omtrent saa langt fra Ægyptens grænse som fra Danmark til Italien - Iaa et andet gam. geit kulturlancl. I Babyionien, hvor nu vilde stammer raader i ensomme, vilde, 'Usunde egne, og den reisende - om,hændelscsvis nagen reiser der igjennem - maa ha væb. nede ledsagere for at være tryg for røvere, mens!han langsomt følger de ubancdc veier, ridende og med toiet paa kløv, - der findes endnu den dag idag store underlige hauger, liketil ca. 70 meter ihoie. Da en europæer begyndte at grave i dem, viste det sig at haugene var intet andet end uhyre ruiner efter gamle byer og svære templer. Og efter. haanden som man har gravet, har man fun. det stadig ældre levninger. Man har fundet ruinerne av ældgamle byer, som var store og mægtige, længe for Ninive eller endog det ældgamle Babylon. Under de gamle, store templer har man fundet levninger av endnu ældre templer, - indtil man her er nnadd likesaa langt tilbake som i Ægypten. Begge steder gaar de ældste skriftlige mindesmer. ker tilbake til slutningen av det fjerde aar. tusen før Kristus. Og særlig i Ægypten er det synlig at en lang kulturutvikling er gaat foran, saa at de ældste ægyptiske fund vist. nok gaar tilbake til det sjette aartusen før Kristus. Og vort aarhundrede har føiet et nyt, næ. sten like saa gammelt kulturcentrum til de to: Ægæerhavets øer og kyster, ikke Jangt i nordvest for Israels land. Men det er ikke naget av disse høitkulti< verte land vi her skal studere - hverken Ægæet"havets vidtfarende sjømagter eller de mægtige riker med de flertusenaarige min. der ved Nilen eller ved Eufrat, hvis konger hersket over mange millioner og regnet sig for de mregtigste i verden. Det er et litet fattig og tarvelig bondefolk, ikke saa stort som vort norske folk. Og det bodde oppe i en del avsides aaser og dale som ingen kjendte til eller brød sig om. Her fandtes ikke store slotte eller mægtige templer, men simple bondehus - ikke store byer, men smaa landsbyer. Men disse landsbyer er den dag idag langt mere kjendte og berømte end Babyloniens eller Ægyptens pragtfuldc stor. byer. (Forts.) Tiggere! Der findes mennesker som vil steile ved dette ord, mens andre som tror at de vet bedre, vil trække medlidende paa sine skui. dre. Vart samfund er omsvrermet av tiggere. Der gaar neppe en dag, hvor vi ikke en eller flere ganger kommer i berøring med dem. Det kan være paa forskjellige steder, det hele kommer an paa hvor vi opholder os. Om dagen fodregger de sin virksomhet til trappe. opgangene, hvor de, med de mest ynkelige fjres og rorende ord paakalder sine medmen. neskers barmhjertighet. De er rigtig flinke skuespillere, for hver gang de er ute i at< beide (!!!) ligger deres ansiktsuttryk altid i de rette folder. I de fleste tilfrelder blir de avvist, da folk Iitet eller intet har at undvrere, og fordi de indfinder sig til ubestemte tider og volder bryderi, saa det at bli forstyrret er naget man helst vil være forskaan et for. l mange tiifæl. der blir døren smeldt igjen for næsen paa dem, endog før de faar uttalt sig, da folk er saa vante til at Hnde en tigger utenfor sin dor, og fordi de har sine uniformer som man sjelden tar feil av!! Om aftenen er de at fin de paa gatene, hvor de øver sit haand. verk. De tigger om penger til nattelogi, om en eigaret, kort sagt, efter alt mulig efter offerets paaklædning og ansigtsuttryk at domme. Ret ofte støter man paa fulde tig.

9 Nr. 3-4 DE DØVES BLAD 9 gere som har cn vane for at laase folk fast ved at anbringe sin haand paa offerets frakke~ renne, og som de nodig slipper igjen før de har forklart sit erende, som dreier sig om saa og saa mange ore som de netop mangler til en flaske ol! eller til et formaal som bare angaar dem selv! Som oftest prover de sig frem med det gode, men mislykkes det, bru. ker de en mund - som vi dove kan være glade for at være forskaanet for at hore paa. Ofte gaar de til haandgripeligheter, hvis man gir dem svar pu tiltale, eller naar de tror sig forurettet paa en eller anden maate, og da kan de være rigtig ubebagelige. Den ene~ ste maaten at komme fra dem paa er at un~ dersøke om en konstabel er i farvandet (for~ utsat at man er en svækling og nødig vil lage opstyrl) eller ogsaa overbevise dem om at man er blank, fuldstændig blank, og helst lar handling folge paa ord ved at vrænge aile tomme lommer. Man viser ofte sin foragt for tiggerne, man rynker paa næsen av dem, og overiler sig til at bruke et mindre dannet uttryk og over~ ser at der er mange trængende blandt dem som har stukket sin ære og sin stolthet i lommen paa grund aven eller anden fortvilet omstændighet. Det er i sin sak at skjelne hvem er hvem mellem disse og de professio. nelle tiggere, for deres fremgangsmaate i sin helhet hnr snn meget tilfælles hvad uttryk og klædedrngt angaar Jeg har et princip nu, og det er ikke at gi almisse til ukjendte tiggere, for engang blev jeg tat saa grundig ved næsen ved en av dem. En aften ringte det hos os hjemme. Utenfor stod en fillet og uappetitlig tigger, som rorte mig, (ikke med sine bonner, for dem kunde han ha spart sig). Jeg gav avkald paa nogen orer, fyren takket og fortsatte etagene opover. Jeg vil her tilfoie at jeg bor i 2den ctage. Og jeg folte mig meget lettere efter min gjerning! Eller var det lommene? Da jeg en halv times tid senere skulde gaa ut, traf jeg vedkommende samt endel kaue. ger i et portrum, hvor de vederkvæget sine torste ganer ved en flaske øl efter dagens arbeide. Da fyren fik oie paa mig, gled der et fjollet smil over hans ansigt, akkurat som om han paa denne maaten vilde be om und. skyldning for sin vanlige glemsomhet til at benytte pengene til helt andre ting! Naar talen nu dreier sig om tiggere, kan vi like godt medgi at vi selv er tiggere, alle mcnnesker er forresten det, men bare paa forskjellig vis. Da vi var smaa, tigget vi om alt mulig, vi vilde bestandig ha baade det ene og 'det andet som andre hadde, og fik vi det ikke, gik vi bare til sympatistreik for os selv, ved at tute og furte; og hvem husker ikke det? Tiltrods for at vi nu er voksne og mere oplyste vedblir vi at tigge. Hvorfor? Reidar Ruud. De døve og deres samfunds< kaar før og nu. Av skolebestyrer P. Anderson, Oslo. De horende mennesker vet ofte litet om de dove og deres Iivsvilkaar og utdannelse. De som arbeider blandt de døve prøver at gi oplysning om de dove. Vi fortæller om hvorledes dovheten fremkommer, om unders visningen og om de vanskeligheter som de dove man kjæmpe med. Vi vil vise hvor langt de dove kan nall i selvstændighet og dygtighet. Skolebestyrer Anderson har skrevet en artikkel om dette i tidsskriftet «Socia.lt Ar~ beid", og vi tillater os at gjengi denne. Historisk indledning. Vi kan gaa ut fra at der til alle tider i folkcncs historie har været fodt enkelte dove barn. og at andre er blit dove i de forste leveaar. Dersom slike barn vokste op, maatte de bli dovstumme. Men opfatningen av dovs sfumhetens aarsaker og "æsen var helt til langt ind i den nyere tid meget uklar_ Man forstod ikke at stumheten var en folge av døvheten, men trodde cnten at den ddv.

10 .0 DE DØVES BLAD stumme var besat av cn ond aand eller at han var idiot. De døvstummes kaar var hos de aller fleste folk meget sorgelige. Som umælende skapninger var de strengt ute fra ethvert aandelig samliv med menneskene, og dersom de ikke blev sat ut for at omkomme. maatte de friste cn tilværelse som mere lignet husdyrenes end almindelige menneskers. Selv san lærde og fordomsfri tænkcre som Hippa: krates og Aristoteles mente at de døvstumme manglet menneskelig fornuft og var uskikket for enhver aandclig utvikling. Og i romer. staten fik man en bestemmelse om at den døvstumme ikke hadde nagen reftigheter som borger. Hos oldtidsfolkene 'horer vi intet om undervisning av dove. selv om vi av og til kan læse uttryk for medlidenhet og oprar. dring til hjælpsomhet (Sul. o[dspr. 31, 8). I tidens fylde uttalte Frelseren sit «effuta» til den dovstumme, og selv om der siden gik mange hundrede aar før der for alvor blev tale om doveundervisning, skal vi ikke glemme at der foreligger sikre vidnesbyrd om at fromme katolske munker i forskjellige land og til forskjellige tider i middelalderen har lært enkelte dove unge mennesker at forstaa det menneskelige sprog i dets skrevne form og at meddele sig i dette, ja undertiden ogsaa at tl/le forstaaelig. Særlig synes denne under. visningskunst at Jlll været dyrket i Spanien, Oil der er grund til at tro ut ihvertfald somme av disse fromme munker har,hat kjendskap til andres erfaringer og har studert de pro. blemer som meldte sig. Men den forste bok om dovstummes undervisning som vi kjender, utkom forst omkring aar Den er skrevet av spanieren Bonet og viser en forstaaelse og kundskap SORl vanskelig kan være resul. tatet av bare cn mands erfaringer. Disse spredte forsok paa oplæring aven. keltc dovstumme var doj! bare sporadiske frenomener, uten (alger for de mange som le\'et i den sorteste uvidenhets morke nat. Det var forst i «oplysningstidem~, da sansen for det o:humanelll og interessen for at gjore «nyttige borgere» av saa mange som mulig blev saa almindclig, at også de dovstumme blev gjenstand for mere opmerksomhet. J'1an trodde som regel at stumheten skyldtes feil i taleorganene, og lægene eksperimenterte - ofte paa en meget pinefuld maate - med at skulle..helbrede» for dovstumhet ved hjælp av operative indgrep og galvanisme. Men langt storre betydning fik det at varm. hjertede kristenmennesker ut fra en inderlig medlidenhet med disse naturens stedbarn tok fat paa den vanskelige opgave at undervise dem. Den storartet opofrende abbed de I' Epee i Paris, som 1760 begyndte med 2 fat. tige elever, stod nogen aar senere som leder aven,hel skole, og det varte ikkc længe for Matcn overtok anstalten. Han skrev ogsaa avhandlinger om sine erfaringer og demon. strerte sine resultater og var en varm tals. mand for sine kjærc døvstumme venner. Paa samme tid grundla Somuet Heinicke den for. ste tyske dovstumskole i Leipzig, og disse to mænd, som meget snart kom i strid om un. dervisningsmetodene, vakte ved sine demon. strationer og skrifter en interesse for de dov< stumme, som forte til at der blev oprettet dovsturnskoler i det ene land efter det andre i lopet av nogen faa aar. Fra stutten av det 18. aarhundrede kommer vi således over fru undervisning al' enkelte dovstumme til opret. felsen av dovstumskofer. Allerede 1772 blev der gjort henstilling om at ta sig av dc dovstumme i Danmark, men forst 1807 blev tanken til virkelighet med op. rettelsen av Det kgl. dovstummeinstitut i Kjobenhavn. Og allercde 1817 blev der skole. pfigt for dove barn i Danmark. Den forste dovstumskole i Sverige blev grundlagt i Stock. holm Som man ser har skolene for dove ingen lang historie. De kan alle fores tilbake entcn til abbed de l' Epee i Paris eller til Samud Heinicke i Leipzig. Som allerede nævnt kom disse to grundlæggere i strid om undervis= ningsmetodene, og denne strid har man gaa. ende den dag i dag. Abbeden i Paris gik ut fra den kjendsgjerning at de dovstumme barn prover at gjore sig forstaaeiig ved hjælp av mimik og fagter med hrendene, idet de

11 Nr. 3-4 med disse efterligner de gjenstande og Ihand~ Jinger de tænker paa. Dette naturlige tegn: sprog tok han sig for at utvikle og syste~ matisere, slik at det tilsidst kunde bli uttryk for et hoit utviklet tanke" og følelsesliv. Men da man bare i ringe utstrækning har «natur: IigelD tegn for abstrakte begreper, blev det nodvendig at tilfare det primitive gebærde" sprog en masse konventionelie tegn, fagter som bare var forstaaelig for de indviede, og man maatte derfor ha en god del kundskap og ovclse i dette tegnsprog for at kunne.sam" tale med de dovstumme som var oplært i det. Ved siden av tegnsproget, som eherhvert blev mer og mer kunstig, dyrket de r Epee dog ogsaa skriftsproget, for at elevene skulde kunne forstaa det skrevne ord, og til hjælp ved siden av skriften brukte han haandalfa: betet, som ved forskjellige stillinger av fing. rene saker at efterligne alfabetets bokstaver saa man kan stave ordene med fingrene. Denne metode er blit kaldt den franske me; tode. Heinicke gik en anden vei. Omkring aar ]7 hadde en læge i Holland, Amman, paa latin utgit en meget grundig undersøkelse av hvordan sproglydene frembringes, og en rede. gjorelse for hvordan ogsaa dove kan lære at tale, naar de ved hjælp av artikulationsunder" visning blir fortrolig med at brukc :sine talc~ organcr pan den rette mante. Han hadde og~ saa med held lært flere døve at talc. Heinicke studerte Amman og fulgte i Ihans spor. Han hævdet med stor iver og styrke at den dov; stumme har normale taleorganer, og at disse ved folclsens og smakens hjælp kan opoves til at uttale sproglydene forstaaelig. Opgaven skulde derfor være at lære de dovstumme at tale de harende menneskers sprog, og han opnaadde ogsaa opmuntrende resultater. Da munden skifter utseende eftersom man ut: taler de forskjellige sproglyd, maatte det være mulig for den dove at «Iæse paa mun: den.», og artikulation eller lyddanneise blev efter dette sammen med oveiser i mundav" læsning de grundlæggende fag i dovcskolen. Denne metode, talemetoden, stiller meget DE DØVES BLAD storre krav til baade elev og lærer end tegn" metoden og skriftmetoden gjør; men naar arbeidet lykkes, gir det jo ogsaa et mere vær~ difuldt resultat, idet den dovstumme da kom~ mer i mere naturlig sproglig rapport med sine omgivelser. Det dove barn. Dovhet er mangel paa evne til at opfatte lyd gjennem horeorganene. Ogsaa de døve opfatter f. eks. at man tramper i gulvet; men dette skyldes at de foler svingninger i gulvet som forplanter sig i benene. Mange lyd kan paa samme maate fornemmes ved hjælp av folesansen. Et litet barn som er dovt blir ogsaa stumt; det lærer ikke at tale. Derimot vil det som oftest le og graate med lyd som andre barn. Stumheten er en folge av døvheten, naget vi let forstaar naar vi tænker paa Ihvordan horende barn lærer at tale ved at efterligne de sproglige uttryk omgivelsene bruker. Døvheten er en folge av at horeorganet er sat ut av virksomhet, som oftest ved en læsion av det indre ore eller ogsaa av høre" nervens forgreninger til dette. En saadan legemlig skavank kan være medfødt, eller den kan opstaa i tilknytning til en sygdom. Min~ drc end.halvparten av de dove Iidcr av med: fodt dovhet. Denne optræder oftest i familier som er patologisk belastet, eller hvor foræl~ drene er i nær slegt med hverandre (søsken~ barn). Det er værd at merke sig at konsti~ tutionellc sygdomme som alkoholisme, syfilis, tuberkulose, aandssvakhet o. s. v. disponerer for baade dovhet og andrc skavanker, f. eks. sindssygdom, epilepsi, vanforhet. En tysk statistiker fandt i 174 familier med slike kon" stitutionclle sygdomme ikke mindre end 274 tilfælder av dovstumhet. Det er ogsaa en kjendt sak at medfodt dovhet ofte optræder med flere tilfælder i en soskenflok. Den med" fodte dovhet kan være arvelig, men da likesaa gjerne indirekte som direkte. Statistikken nrevner forskjeuigc tal, fra 5 pet. til 9 pet. av samtlige tilfælder som arvet døvhet. "

12 " Erhvervel dovhet som forer til stumhet, opstaar i barneaarene som folge aven ore. lidelse. Denne er som regel av sekundær art, idet den enten skyldes at en sygdom i hjerne. hinden (særlig meningit) forplanter sig til hørenerven eller det indre ore, eller ogsaa at der opstaar en bctændclsc i mellemoret i til< knytning til f. eks. skarlagensfeber, meslinger. difterit eller kusma, og at denne betændclse gaar videre til det indre ore. Ved kyndig lægcbehandling under slike sygdommc kan mange barn bli reddet rra den ulykke at miste horselen. Og den paavisclige nedgang j tallet av døve barn her i landet i vor tid skyldes utvilsomt, ved siden av bedre socialc kaar, i mange tilfælrler den lettere adgang end for til at skaffe lægchjælp. Den erhvervede døvhet SaRr ikke i arv. Og som nævnt har over halvparten av de dove faat sin skavank paa denne maate. Dette forklarer at de fleste dove faar horende barn. En tysk læge undersokte forholdet i 200 egtes skap hvor den ene eller begge var dove. Disse 200 egtepar hadde 383 barn, og av dem var bare 6 dove. Av og til kan man hore folk si at de unge mennesker som har gaat paa døveskolen, ikke burde faa lov at! gifte sig; en slik uttalelse har i de fleste tilfælder ingen rimelig grund. Enkelte har ment at det ikke har nogen betydning for barnet enten det er født døvt eller 'blir det i 'lopet av de 3 første leveaar. Dette er neppe rigtig. Et barn som horer til det er 3 aar, mottar i denne tid gjennem oret en mængde indtryk, og det er utænkelig at disse indtryk. alle sj...-ulde være uten værd i en saa vigtig periode av livet. Men døvstumt blir barnet selv om det mister horselen forst i 4-.5 aarsalderen. Det glemmer da likesaa forbausende fort at tale, som det for har lært kunsten. Dog er m. h. t. dette ikke bare al. deren avgjorende, men ogsaa graden av intel. Iigens. Dovhet som indtræder før fyldte 5 aar, forer som regel til dovstumhet, mens et barn som blir dovt 8 aar gammelt, vil beholde en del av sit sprog, dersom det er godt be" gavet, men temmelig fort bli stumt, dersom DE DØVES BLAD Nr. 3"4 det har smaa evner og andre ikke tar sig av det i sproglig henseende. Barn som er blit døve efter at de har lært at tale normalt, og som har mer eller mindre av sproget i behold, kaldes uegentlig døve. En anden gruppe uegenflig døve utgjores av dem som ikke er helt dove for sproglig paa. virkning gjennem aret, men som ikke horer nok til at lære at tale normalt. Barn som er Ilelt dove og de som har bare lydhorsel uten at kunne skjelne s,proglydene fra hverandre, kan sclvfolgelig intet tilegne sig av talesproget. De SOlD har voklil1jorsel lærer enkelte ord, men snakker klusset, og hvor man endnu ikke har særlige skoler for tunghørte barn, kan man ikke gjore naget bedre for slike end at sende dem til doveskolen. Avstanden har meget at si for evnen til at opfatte sproglig paavirkning. Et barn kan f. eks. skjelne alle vokaler uttalt med almindelig stemme i I me. ters avstand, men slet ikke i 2. Normalt skal man hore hviskestemme i 6 m. avsto Det er ingen tvil om at der rundt omkring i vare folkeskoler sitter mange tunghorte barn som ikke kan følge med, uten at man er opmerk. som paa aarsaken. De blir stemplet som uops merksomme eller som ubegavede, mens de i virkeligheten er ret og slet saa tunghorte at de ikke kan følge med. Tunghorthet kan undertiden ved kyndig lægchjælp bedres. Men dovhet kan ydersf sjelden helbredes. Derimot kan som al1erede nævnt, i mange tilfælde lægen hindre at en sygdom forplanter sig til oret og odclægger dets funktion. Og en sygdom som skarlagens" feber forer i vore dage ikke paa langt nær til saa mænge tilfælder av dovstumhet som tid" Iigere. Men endnu tor det være paakrævet at indskjærpe betydningen av at sake læge. hjælp. Dovstumhetens optræden er ujevn. Efter storre epidemier av skarlagensfeber, difterit og meningit blir der gjerne flere tilfælder. Og m. h. t. antallet i forhold til folkemængden er dette meget forskjellig i de forskjellige land. Mange faktorer kan være av betydning - kommunikationer, sociale og økonomiske

13 Nr. 3"4 DE DØVES BLAD '3 kaar o. s. v. Tallet er som regel større i fjeld. land end i sletteland. I Sehweiz saaledes over 200 pr indbytgere; i Preussen efter opgave fra 1927 bare 60 pr I Norge.regnet man for en menneskealder siden med 100; men ta1ft er gaat ned i de senere aar. Ved folketællingen 1891 blev opført 2139 (1176 mænd og 963) kvinder). l 1920 var tallene 1008 mænd og 927.kvinder, eller til. sammen 1935 personer. Og den samlede folkemængde var dog i dette tidsrum vokset ganske betydelig. Nedgangen har kanske væ. ret endda mere merkbar blandt barnene. Mens man i 1880.aarene regnet med tilsam. men mindst 400 elever i døveskolene, har det samlede antal i de senere aar ikke oversteget 300. Bortset fra at ørets funktion er odelagt, har det døve barn baade legemlig og aandelig de samme utviklingsmuligheter som hørende barn..men paa grund av døvheten maa et slikt barn allerede paa et tidlig trin av ut. viklingen bli sat meget tilbake i forhold til det hørende. Barn mottar i de forste leveaar gjennem alle sanseporter en mangfoldighet av indtryk, og disse sanseindtryk gir aandelig vekst; men efter hvert som sproget gir mer og mer anledning til aandelig vekselvirkning med omgivelsene, faar horselen storre og storre betydning. Dovheten hemmer barnets utvikling paa mange maater, og selv om et døvt barn ved synets og følelsens hjælp kan skaffe sig kundskap om baade et og andet, saa blir det ved at være stængt ute fra den stadige og mangfoldige paavirkning gjennem sproget! hemmet paa en likefrem katastrofal maate. Det døve barn blir paa det nærmeste aandelig iso/ert; det lærer ikke at tale, og det lærer ikke at forstaa andres tale. Sproget er menneskeaandens ypperste redskap, og døvhetens aller sørgeligste folge er at den sproglige korrespondanse med omgivelsene blir gjort umulig. Intet under at man ofte trodde det do... stumme barn var idiot. Nu vet vi at det er utstyrt med hjernevindinger og utviklings. muligheter som andre barn, og at det like saa gjerne kan ha meget gode evner som smaa\ evner. Det gjælder bare om at fin de midler til at komme i rapport med denne tause barnesjæl, tilføre den forestillinger og paavirke dens folelses. og...iljeli... Og da maa veien gaa gjennem sproget i en eller anden form, enten tegnsproget eller vart al~ mindelige sprog som talesprog eller som skriftsprog. (Forts.) Vakten. Jeg har sat min bue ~ skyen, og den skal være til en pakts tegn imellem mig og,jar. den. 1. Mos. 9, 13. Dersom noget er sikkert her nede paa jor. den, saa er det den pakt Gud slutter med et menneske. Det kan du jo ogsaa si dig selv: Gud er trofast, og naar han lover noget, staar han ved sit ord. Og det er det han gjør i daaben. Synd. floden er billede paa daabens vande, hvori den gamle, syndige natur indvies til død og undergang, men den straalende regnbue som Gud rhvælvet fra himmel til jord da de frelste gik ut av arken, den er billede paa den pakt som Gud har sluttet med det lille barn som bæres ut av hans kirke. Han sluttet pakten med dig. Ti da du blev døpt, da var det ingen andre som blev døpt, men netop dig. Hvis du ikke vet datoen, saa faa fat i din daabsattest, forat du kan hellig. holde din største høitidsdag herefter. Da den store santalmissionær Børresen som ungt menneske var i syndenød og sjæle. vaande og bad Gud om at ta ham til naade - det var paa en bænk i en av Berlins par. ker - tok <han Gud paa hans eget ord, for, sa 'han, du har jo døpt mig. Har du sagt Gud tak for din daab? Tænk paa det hver gang du ser en regnbue: Sin pakt gaat Gud aldrig fra. Offert Ricard.

14 '4 Hvorledes skal man hilse? Det er mange forskjellige maater at hilse paa, naat man gaut forbi hverandre paa gaten. Nagen bare nikker, andre letter paa hatten eller luen, mens andre igjen ær~odig t$l.t den helt ned ved siden. I Fredericia i Danmark har man i avisene diskutert dette spørsmaal. En døv dame, frk. Ingeborg Næstvcd, har deltat i diskussioncn med nedcnstaacnde morsomme rim: I Gothersgate jeg forleden kom bak pastor Christensen. Og eftersom han gik fra Danmarksgate og til Rye (vel 5 minutters gang her i vor by), av tok han hatten 37 gange, - han hilser paa, og hilses av saa mange -. Men jeg fik ondt av presten og av hatten, og derfor deltar jeg n6 i debatten. Jeg har en gammel ven, en doktor phil. Han hilser sine venner med et smil. At han tok hatten av, jeg sjelden saa, - for han har nemlig sjelden nogen paal Det var en utvei, dog jeg synes, at hver herre skal beholde paa sin hat. Det andet i vort klima er litt luftig, og jeg tror ikke at det er fornuftig. Jeg foreslaar, at det blir herremode: Ta ei som hilsen haften av dif hode, men hils pa8 gaten med et litet buk. Den hilseform er høflig, god og smuk! Ingeborg Næstved. De Døves Forening avholdt den 1Ite mars sin ordinære general. forsamling under ledelse av viceformanden hr. Helgesen, der tillike har fungert som for. mand i det sidste halva ar under hr. Fleischers fravær. Den av styret foreslaaede dagsorden blev vedtat. - Beretning om foreningens virksom. het i det forlopnc aar blev oplæst og god. kjendt. Likesaa de revidcrte regnskaper for gaarden, foreningen, samt Balchens, Strange. stads og Ellefsens legater. Regnskapsforeren meddeltes decharge. Hr. Henning Dahl frem. bar en tak til denne, frk. Traaseth, for vel utfort arbeide. Byggekomiteens regnskap ved. kommende omby~ningen blev godkjendt. - Derefter gik man over til at behandle bud. getforslag for aaret 1928, vedkommende: 1. Lokalene i 2dcn etage. 2. For ga arden. 3. For foreningen. Samtlige budgetforslag blev vedtat uten be. merkninger. - ] stedet for den byggekomite, som har ned. lagt sit hverv efter ombygningens fuldforelse, blev der foreslaat nedsat en huskomite be. staaende av 3 mcdlemmcr, samt 2 supplcanter. Fra de døves kreds. Denne faar fuldmagt til at utleic foreningens lokaler til faste foreninger og møtcr, samt fore tilsyn med lokalenes vedlikehold. Til medlemmer av huskomitcen valgtes d'hrr. Charles W. Leisncr, pastor Bonnewie.Svend. sen og Carl Rich. Helgesen; suppleanter: Hen. ning Dahl og Egmont F. Norregaard. Man skred til valg paa 4 styremcdlemmer i stedet for Helgesen, Bonnevie Svendsen, fru Skollerud og Hj. Lindgaard, der efter tur skulde uttræde i henhold til lovens paragraf 10. Da fru Skollerud ifjor host flyttet til Tromso, og Hj. Lindgaar er paa stipendie. reise til Paris, blev kull Helgesen og Bonne. vie Svendsen gjenvalgt. Som nye medlemmer Herman Jansen og Egmont F. Norregaard med henholdsvis 48 st. og 23 st. Til supple. anter valgtes Reidar Ruud, fru Norregaard og Ola Landaas med akklamation. Til for. eningens formand valgtes Jansen med 33 st.; demæst hadde Nørregaard 26 st. Revisorcr: Adv. Balchen (gjenvalg) og som ny revisor i stedet for cand. theol Kaare Skollerud, som er forflyttet, valgtes cand. oecon. Reidar Holmsen. Revisorsuppleant: l-fenning Dahl. Til medlemmer av festkomite i det kom. mende aar valgtes d'hrr. Leisner med 41 st.,

15 DE DØVES BLAD '5 fru Helgesen 34 st., Bonnevie Svendsen 33 st., Nørregaard 31 st. og Lindgaard 25 st. Supple~ anter: hr. Ruud, frk. l\loe og frk. Nord med henholdsvis 21, 21 og 15 st. Styrets forslag om forandring av lovens paragraf lo, hvis ordlyd cr folgende: Hvert aar i februar avgaar 3 og 4 av styrets medlem. mer og 2 av varamændcnc o. s. V., bor ordet 2 utgas av paragrafen. Efter dette skal der hvert aaf vælgcs 4 suppleanter til styref. Dette blev vedtat enstemmig og uten clebat. De øvrige paa dagsordenen opførte poster rak man ikke at behandle paa grund av den langt fremskredne tid. Sfrangestads legat. Av ovennævnte leget cr en partiall stor kr. 100,00 aarlig ledig. Ifolge legatets statutter har dette til for. maal at understotte hædcrligc dove mænd eder kvinder. som paa grund av alder og sykes lighet ikke er selvhjulpne; dog kun efter fyldte 50dc aar. Ansokning indsendes til styret i De Doves Forening i Oslo inden 15de mai og man være anbefalt av de døves prest eller presten paa ansøkerens hjemsted. Styret. t Dødsfa/d. Fru Agnes Nielscn, f. Egenes, dode lang. fredag efter flere aars sykelighet. og har hun ikke været sengeliggende for de sidste dage. Palmesondag maatte hun indlægges paa Hau. kelands sykehus. og saa dode hun langfredag. Fru Nilsen blev nær 63 aar gammel. Hun var fodt i Stavanger. Baade hun og hendes mand, snekker Reinert ilsen, blev konfir. meret i Kristiansand. Hun blev begravet fra j\'lojlendals kapet 12. april. Pastor Sandvik forrettet, og en hel del ældre dove som kjendte hen, var mott for at folge hende til det -sidste hvilested. Fred med hendcs minde. A. M. Guldbryllup. Gurine og Samson Hauge. Stavanger, kan 22de mai feire guldbryllup. Fru Hauge. f. Jondahl. hadde før hun blev gift skole for smaabarn. Hun har hele tiden fulgt sin mands arbeide med interesse. Samson O. Hauge er fodt i Strandebarm i I loaarsalderen blev han dov og gik pna Kr.sand døveskole. Efter konfirmationen i 1873 kom han i skomakerlære, og tok i 1878 borgerskap som skomakermestcr i Stavanger. Han feirer altsaa ogsaa iaar 50aarsjubilæum som haandverksmester. Guldbrudeparret har to barn, 5 barncbarn og 1 barnebarnsbarn. Samson Hauge har været en ivrig arbeider for at hjælpe frem de doves menighets. og foreningsliv i Stavangcr. Helt siden 1899 har han dcltat i dettc arbeide. og har hat den glædc at se arbeidet vokse og bære god frugt. Siden de doves kapel «EHata» i Stavanger i 1909 blev indvietj har Hauge været klok. ker der, og tilsynsmand ved de doves hus. Han var i 1918 med paa at stifte Norske Doves Landsforbund. og stod som forbundets kasserer i de forste 8 aar. Hauge er frems deles rask og rorig og varmt interessert for alt som vedrorer de dove. Vi sender guldbrudeparrct vor Iykonsk. ning. Forlovelse cr indgaat mcuem frk. Signy Johnsen, Oslo. og hr. I-fans 1-1. Bjorkaa, Raade.

16 .6 DE DØVES BLAD Nr. 3-4 De Døves Menighet i Bergen. Det er nylig avholdt valg paa menighets. raad. Til medlemmer valgtes: fru Tcige, hr. Johs. Samuelsen, frk. Faye og fru Aa. Johan. nessen, og til suppleanter: hr. N.,Gjerstad, frk. S. Molland, fru T. Bang og hr. Hovland. De Døves Forening, Oslo. 50 a8rs jubilæum. Søndag Ste august avholder De Daves For. ening 'Sin jubilæumsfest. Dagen bcgynrler med festgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke. Efterpaa bekranses forenings. stifternes grave. Senere blir det muligens en utfiugt, og om aftenen blir det festmiddag et sted i byens omegn. De som vil ha hjælp til at faa logi m. v. maa skrive i god tid til De Døves Forening, Oslo. Det vil sandsynligvis bli anledning til at faa 50 pct. moderation i billetprisen paa jern>' banen. Norske Døves Landsforbund avholder landsmøte i Oslo august. I forbindelse med landsmøtet vil det bli avholdt en fest i anledning av. forbundets loaarsjubilæum. Henvendelse ang. oplysninger og modera>' tion i jernbanebilletter rettes til formanden, hr. J. Berge, Baahusgt. 2, Trondhjem. Stevner. Nordisk mote for unge kvinder. Dette møte avholdes juni paa Upplanda gaard ved Halmstad i Sverige. Det vil bli samtaler, foredrag, gudstjeneste og utflugter. Man vil faa udmerket anledning til at bli kjendt med nigen av nabolandenes døve. De som har lyst til at bu med, bedes skrive til pastor C. B, Svendsen, som vil meddele nær. mere oplysninger. Det er anledning til at faa bidrag til reise og ophold. Hamar juli avholdes stevne paa Ha>' mar. Man faar lokale i Ynglingeforeningen. Det blir gudstjeneste, utfiugt, foredrag og hyggelig samvær. Deltagere som kommer med jernbanen, faar fri,hjemreise. Skriv til Johan Dahl, Moelv st., eller fru H. Garaas, Brogt. lo, Hamar. Bergen. Stevnet i Bergen vil iaar antagelig bli avholdt i sidste.halvdel av august. Det vil da bli anledning til ogsaa at bese lands>' utstillingen. Nærmere bekjendtgjørelse se>' nere. Aalesund. More Kristelige Døveforening avholder sit sommerstevne i Aalesund juni. Oplysninger faaes hos Nils Vikene, Florsgt. 20, Kr.sund. lndmeldelser sendes ogsaa til ham. Arendal. AusbAgder Kristelige Døvefor>, ening avholder stevne i Arendal lørdag 30. juni og søndag 1. "juli. Stevnet aapnes lørdag 30. juni kl Arendal Kristelige Ungdomsforenings lokale. Pastor Cånrad n. Svendsen vil lede stevnet. Paa stevnet blir der gudstjeneste, leker m. m. Festkontingenten for begge dage bhr kr, 5,00 pr. person, og logi pr. nat blir fra kr. 1,00 til kr. 1,50, idet foreningen vil støtte til. Nogen ubemidlede dove paa strækningen Risør-Langesund med opland og strækningen Mandal-Egersund med opland vil faa reise>' penger og frit ophold, og andre som har bedre raad litt stotte. Brev vil bli tilstillet disse fra mig. Logi vil jeg skaffe alle. Døve som ikke onsker at jeg skal skaffe logi, bedes si fra. Døve rra hele Sorlandet som vil delta i stevnet er velkommen.. AUe som vil delta i stevnet, bedes rrnel,de dette til mig in den 15. juni. Ole T. Tveiten, (farmand) ø. Moland. I. Petlitl: boktrykker; Oslo.