Jufea/ten, Eder er idag en Frelser født, som er Kristus, Herren i Davids stad.

Transkript

1

2 Julenummer Udgivtl av pastor Conrad Svendsen, prest (or de d",ye Jufea/ten, Eder er idag en Frelser født, som er Kristus, Herren i Davids stad. Det var nogen hyrder borte i Jodcland, som fik dette budskap; men idag kommer det til os. Til dig og til mig siges det paa denne julaften: Eder er idag en frelser fodt, og det vil si at Kristus, Herren i Davids stad, er kommet for at hjrelpe os, saa at vi kan ha fred i hjertet og se ap tit Gud fader i him$ melen uten frygt. Han er kommet for at ~jore det saa, at der blir gtrede i VOre hjerter og at vi faar lyst til at takke og prise Gud. Og nu paa denne julaften staar han ved din hjertedor og banker paa og sier: Luk ap for mig. at jeg kan komme ind og hjælpe dig. Qg dersom du sier, ja men jeg er ond og syndi$!. saa sier han: jeg vet det ven, der. for trænger du hjælp, luk dit hjerte ap for mig, saa at jeg kan bli din frelser. Han sier det til dig og til mig med inderlig kjærlighet. Og nu paa denne julaften vil vi høre paa Jesus. Vi vil si det stille til os selv: Jesus ser at jeg har syndet. Allikevel er han glad i mig. Han vil hjrelpe mig ut av syndens nød. han vil hjælpe mig ut av syndens baand. Jeg forstaar ikke at Jesus vil hjrelpe mig. Men jeg vil tro at Jesus taler sandt. Og saa vil vi folde vore hænder og si: Tak Jesus, fordi du vil være min freiser, tak fordi du vil hjælpe mil! hver dag, mens jeg gaar her paa jorden. tak fordi du vil hjælpe mig, saa at jeg en dag skal staa ren og hellig hjemme hos Gud himmelen. Saa kommer han ind oj:! bøier sig ned indunder de lave dore! Der bliver saa stor en glæde og fred visst kan du det endnu gjøre; saa svobtes du ind i krybberum, i hjerter som vil dig hore. Aa vær da velkommen, Jesus kjær! Om dig saa vil vi nu kvæde: Velkommen Guds trøst og vær os nær! Velkommen vor juleglæde! Velkommen med din velsignede fred for gammel og ung her nede! Amen!

3 , DE DØVES BLAD Julenummer Tale ved indvie1sen av den nye kirke i Trondhjem. H~rren skal bevare din utgang og din ind~ gang fra nu av og indtil evig.tid. Dette ord staar skrevet i 121de salme, det 8de vers. J lste vers i salmen staar skrevet: Jeg opløfter mine øine til bjergcnc; hvorfra skal min hjælp komme? Mange mennesker har spurt saalccles. Saalænge alt er godt, tæn~ ker vi ikke paa hjælp. Naar vi cr friske, har godt arbeide, da glemmer vi ofte at be, da glemmer vi ofte at tænke alvorlig. Og vi som er unge sier: nu er jeg ung, nu vil jeg ha det morsomt og hyggelig; siden blir jeg gammel. da faar jeg bedre tid; da vil jeg lrese og be til Gud. Gud elsker os. Jeg tror Gud ser paa os med glæde naar vi har det morsomt og godt. Men at skyve Gud tilside, glemme ham, ikke tænke paa ham, det er ikke ret..mange mennesker prøvet det; og de angret. Det kan komme sygdom som tvinger OSt til at ligge stille; vi vet at kamerater færdes ute ~ammen, men vi maa kanske ligge inde alene. Det kan komme arbeidsløshet, saa en mand maa se kone og barn lide nød; det er tungt og ondt. Kanske vi maa se hit og dit og spørge: hvorfra skal hjælpen komme? Naar vi er sammen med andre - paa ar~ beide og i adspredelser, da tænker vi litet paa os selv. Hvordan er vort liv? Lever vi rent og godt? Men kanske vi en dag faar se vart eget hjerte. Og vi ser at det er mørkt derinde. I tankeløshet har vi glemt Gud og syndet mot ham - med urenhet, løgn og vrede. Og saa blir vi bange; vi vil gjerne slutte med synden; men fristelsen er sterk og lokker os omigjen og omigjen. Kanske vi ogsaa da vil se hit og dit og spørge: Hvorfra skal min hjælp komme? Gud give at vi da maa faa det svar,som staar i salmen: «Herren skal bevare dig fra alt ondt. Herren skal bevare din utgang og din indgang fra nu av og til evig tid.» Hos Gud er det hjelp og trø~~ at faa. Han er s'terk, han styrer alt, han bestemmer alt og vil fore alt til det gode. Naar vi er hjelpe~ løse og svake, naar vi ikke forstaar og spør: hvorfor skal jeg ha det vanskelig, hvorfor skal jeg være syk'? - la os da se op til Gud og be ham om hjelp. Kanske vi ikke faar svar med en gang - nogen var gaat langt bort, de maa først lære at være stille, lytte og vente paa Herren. Men Gud er der, han hører og han elsker os. Gud vil hjælpe. Og naar vi kjæmper mot synd og farer, da vil vi huske: vi er ikke alene. Gud sendte Jesus til jorden. Jesus levet her, han kjæm~ pet ogsaa mot synden - de samme fristelser og farer som vi nu - og Jesus van"dt. Han er ved vor side nu -lad os gripe hans sterke haandl «Herren skal bevare din utgang og din iud. gang fra nu av og til evig tid» - saa staar det skrevet over utgangsdøren i denne kirke. Det ord vil vi ta med os naar vi gaar ut, idag og alle dage. Her kan vi møte ham, høre hans ord og faa hans gaver. Herfra faar vi velsig~ nelsen med os ut i livet, tryghct og fred. Naar vi reiser bort fra vart hjem, vi vet dog at mor og far tænker paa os og ønsker at vi maa faa det godt. Gud, vor far, som elsker os, folger os i ljvet, holder sin sterke, kjærlige haand over os. Lad os søke ham ofte, gaa til hans hus, lytte til hans ord og be til ham. Om vi da engang maa spørge: Hvorfra skal min hjælp komme? - jeg tror vi skal faa dette svar: Herren skal bevare din utgang og din indgang fra nu av og til evig tid. Gud lad det skei Amen. c. B. s.

4 Jul~Dumm~r DE DØVES BLAD 3 «Et nyt kapitel» N ytaarsbetragtninger. Nasr det gamle aar er forbi og et nyt skal oprinde, da er det som om vi er kommet til slutningen av et kapitel i en bok vi alle kjcn~ der. Tænker vi tilbake paa hvad dette ka~ pite1 har indeholdt, da er det en broget sam~ ling av sorg og glæde. Kanske fortalte det om den lykke som var i svundne dage, eller det bercttet om ulykker vi gjennemgik og tap vi maatte lide. For os alle er det en del av vart liv som er gjennemlevet, en tid som aldrig mere kommer tilbake. Hver ny dag er som et blad vi vendte i boken indtil ka. pitjet var slut. Nu kommer et nyt avsnit, og et nyt kapitel begynder i samme oieblik som klokken nytaarsnat har slaat sine tolv slag tiiende. Stundom ønsker vi at alting var slik at vi kunde se ind i fremtiden. Det er ikke det tunge og smertelige vi vil se, det vet vi tidsnok vil komme, men det glædelige som skal hænde, og som vi sas gjerne vil ha be-: sked om, og vi brænder av hengsel efter at vite om vare ønsker vil gas i opfyldelse, om vore forhaabninger vil bli til virkelighet, og om fremtiden vil bringe os det som vi alle higer efter. Men kanske er det en av de stor. ste goder forsynet har uttænkt for menneske. heten, dette at den kommende tid skal være skjult for os. Vi gaar frem uten at vite hvad fremtiden vil bringe. Hvor mange bekymrin. ger er vi ikke forskaanet for ved ikke at vite bvad som skal foregaa paa en bestemt dag eller ved en spede1 anledning, og hvor tungt vilde det ikke være for mange at ~ænke frem til den tid de skal gjennemleve. Tænk om vi visste alt dette, ikke bare det gode, men ogsaa det onde som vil mote os. Det vil faa os til at stivne og graate, samtidig som det vilde gjøre vart hjerte ondt. Det vilde vi aldrig orke at bære, det vil de overstige vare legemlige og aandelige kræfter og faa os til.~... at segne bare ved tanken paa alt det vi endnu ikke har oplevet. Nu kommer det litt efter litt, og oppe over altsammen lyser en fakkel som styrker os ved at gi os ny kraft og ub holdenhet. 365 dage ligger for os, om Gud vil det. I mangt og meget vil de komme til at ligne dagene i dct svundne aar, idet der vil komme dage med solskin og glæde, saavelsom dage der blir vanskelig at komme igjennem. Det er det eneste vi vet, ior det har vor erfaring i livets skole lært os, ingen gaar fri, hver fasr sit kors at bære, fattig som rik. Der vil kans ske i det nye aar bli lagt meget paa os, hvem vet? Da trænger vi til aandelig kraft til at holde tro og fortrøstning oppe, og nyt livss mot som vil hjælpe os Hf at utrette det vi mente os for svake til. Av os selv magter vi intet. Vi kan ikke gi os selv sundhet, lykke og fremgang, men vi haaber at vi ogsaa blir skjænket dette i det nye aar. Og naar vi saa staar foran indgangen til det nye aar, da kan vi alle skride over terskelen, ind i den ukjendte fremtid. Nogen vilde saa gjerne, hvis de kunde det, dvæle endnu en stund for de gik videre, mens andre iler avsted som om de ikke fort nok kunde faa vende det gamle aar ryggen og begyndt paa det nye. Hvor ofte vi end har oplevet det, saa er der altid naget underlig i dette at der nu igjen er gaat et aar, et aar blandet med glæde og smerte. Og saa kommer det nye aar, det nye kapitel i vart liv, det er som en gave der skjænkes os, og som gir os anledning til at prove paany, prove paa at seire og vinde, der hvor vi led et saa sørgelig nederlag. Saa kom da glædcr og sorger, skiftende dage, mange eller faa. La det kun gaa fremover, atter fremover, hvad som end maatte komme. Reidar A:t Ruud.

5 4 DE DØVES BLAD Julenummer Indvielsen av De Døves kirke l Søndag den 27rle november oprandt med straalende veit. Trondhjem kan være lei i styggeveir, men i solskin er den en av landets vakreste byer. Det var kommet mange til~ reisende døve til byen - helt oppe fra Tromsokanten. J god tid begav alle sig til den nye kirke, som ligger ved Klæbuveien like nedenfor Gløshaugen. Kirken har i al~ mindelighct ca. 140 sitteplarlser; men naar man sætter taburetter i gangene, kan det bli plads til opimot Alle disse p!adser var tidlig fuldt besat, og mange flere hadde nok ønsket at komme iod. Blandt de indburlne saa man generalen og Trondhjems ordfører og borgermester. Om$ trent hele døveskolens personale var ogsaa tilstede. Indvielseshoitideligheten begyndte med at de deltagende prester i proeession bar ind i kirken de hellige kar og bøker. Prestene var iført kirkens vakre messehagler. Foruten pre. sten for Norges døve, Conrad Svendsen, som foretok inclvielsen, og prestene Rustad og C. B. Svendsen, deltok den forrettende biskop i Nidaros, sogneprest Ottesen og pastor Arne Fjellbu. Gudstjenesten begyndte med avsyngelse av salmen: O herre Krist dig til os vend. Efter denne salme holdt pastor Rustad indledningstale over det ord som staar skre. vet over kordoren i kirken: «Blinde ser, døve hører, døde staar op og evangeliet fork yndes for fattige.» «Naar vi ser dette ord,» sa pastor Rustad, «tænker vi med en gang: Jesus var det som bevirket dette. Jesus hjalp de blinde og døve, Jesus viste kjærlighet mot alle som var be. drovet og hadde det ondt. Her i kirken vil vi nu komme sammen for at høre hans ord igjen og tænke pall. hans kjærlighet. Han ser os her, og har magt til at frelse os alle.» Under ~udstjenestens videre forløp læste prestene Rustad og C. B. Svendsen avveks. lende de salmer og skriftstykker som hører med ved en kirkeindvielse. Etpar av skrift. Trondhjern. stykkene stod i sidste nr. av De Døves Blad. A v salmer sang man «Kirken den er et gam. melt hus,» «Lover den Herre, df,1l mægtige konge med ære» og «Nu lad os takke Gud, med hjerte mund og hænden. Pastor Conrad Svendsen forrettet altertje. nesten og holdt ogsaa prækenen. Prækenens tekst var fortællingen om Jesu helbredelse av den døvstumme mand. Hele denne fortæliing staar skrevet overst paa kirkens vægger. Den staar fortalt i Markus evangelium, 7de kap v. Pastor Svendsen pekte paa den store kjær. lighet som lyser os imøte. Jesus saa menne. skenes nad, og.~.qn længtet inderlig efter at faa hjælpe. Han talte til den døvstumme i hans eget sprog. Han kan se ind i et men. neskehjerte, og han forstaar hvlld som gjør mennesket ulykkelig - om det er nød eller sygdom, om det er sorg eller angst, om det er synden som har bundet det og gjør det mørkt i hjertet. Og naar Jesus ser et ulyk. kelig menneske, da lyser hans ansigt av kjær. Iighet, og han kommer nær til os for at hjælpe. Hvis vi vil lukke ap vort hjerte og ta imot hjælpen, da blir vi lykkelige, da faar vi fred. Efter prækenen fulgte selve indvieisen. Mens alle reiste sig erklærte presten for Nor. ges døve kirken indviet med følgende ord: Saa erklærer jeg denne kirke med alt som horer den fil viet og helliget fil Guds ære og hans menighet til opbyggelse i troen pau Jesus Kristus. l Faderens og Sønnens og den Hellige Aands navn. Fred være med dette hus og med alle dem som gaar ind i det! Amen. Efter salmen «Lover den Herre» talte saa pastor C. B. Svendsen over ordet fra salme 121,8: Herren skal bevare din utgang og din indgang fra nu og til evig tid. (Talen findes indtat andetsteds i dette nr. av bladet.) Mens alle prestene knælte ved alteret bad man Fadervor sammen, og den høitidclige gudstjeneste blev avsluttet med Herrens vel.

6 Julenummer DE DØVES BLAD 5 signelse, som da for første gang fra alteret blev nedbedt over Trondhjems døvemenighet i dens nye kirke. Mange av de døve - baade fra Trondhjem og utenbysboende - hadde ikke faat plads i kirken til indvielsesgudstjenesten. Om efter~ middagen blev det da avholdt en gudstjeneste med altergang. Her forrettet prestene Rustad og C. B. Svendsen summen. Under denne gudstjeneste holdt pastor Rustad en tale over ordet: Menneskesonnen er ikke kommet for at la sig tjene, men for at tjene, og foretok derefter indsrettelse av medhjælper og klokker i menigheten. Til klokker hadde menigheten valgt cicelør Heb luer Noe, og til medhjælper gjortler Lunde Johansen. I disse mænd vil menigheten faa en udmerket støtte. Efter gudstjenestene benyttet de fleste an. ledningen til at bese kirken med alt dens vakre utstyr. Dagen blev avsluttet med en stilfuld fest i «Harmonien».. Der blev servert skaarne smorrebrød,- kaffe og ehokojade, og under. holdningen bestod ellers i at det blev apfort endel vakre tablaaer, som var arrangert av..døveskolens personale. Tilslut blev det frem. vist en vakker film fra Jesu liv. Det indlop mange telegrammer fra fjern og nær, bl. a. et fra Helsingfors døvemenig. het. Men særlig ett telegram vakte bande ~Iædc og vemodige tanker 'hos de tilstede. værende. Det var frå fru pastor Rustad. Fruen blev i uken før indvielsen angrepet aven alvorlig sygdom, som tvang hende til at holde sengen. Hun kunde saaledes ikke faa være tilstede denne høitidelige dag, som hun mere end næsten nogen anden vel har set frem mot med længscl og glæde. Sammen med sin mand har hun utrætt~lig arbeidet mot det maal. Forsamlingen bad pastor Ru. stad overbringe sin hustru en hjertelig hilsen og tak. Sjelden har vel et ønske været saa inderlig ment som dette. Under festen blev det holdt mange taler, bl. a. av pastor Rustad, av «den raadgivende komite»s repræsentant hr. Charles W. Leis. ner, av herrerne H. Moe og L. Johansen, av skolebestyrer Fjørtoft, sogneprest Ottesen o. fl. En versificert tale av døvclærer Moe findes indtat andetsteds. Festen fortsatte langt utover kvelden. Det var meget underholdning, mange skulde hilse paa hverandre og faa en prat, og den hygge. lige stemning varte ved helt til de sidste hadde tat farvel med hverandre. Hermed var en av de høitideligste dage i Trondhjems dovemellighets historie tilende. Samarbeidet og iveren for at faa kirken reist, og den store deltagelse og taknemmclighet ved indvielsen gir gode løfter. Gid disse løf. ter maa bli indfridd ved fortsat arbeide, fort. sat glæde og taknemmelighctl -e. Vintersolhvervog litt andet. Efter den 22. december begynder solen endelig at stige, om end bare smaat i de før. ste dage. Efter den nævnte dato gaar det 12 dage for solen har steget med en hel sol. diameter (3. jan.) og stiger saa raskere at den allerede den 7. januar blir 2 soldiametre heiere, og saa videre. Omkring nytaar er avstanden til solen kor~ test mill. km., i begyndelsen av juli er avstanden størst mill. km. Hvad er aarsaken til at solen ikke er var. mere om vinteren, naar den er 5 mill. km. nærmere end om sommeren? Det er de fal. dende solstraalers skraahet som er hoved. aarsakcn til den lave temperatur. Solvarmen maa da fordele sig paa en storre del av jord. overflaten, likesom skygger ved middags. timene er meget længere om vinteren end om sommeren. I vintertiden har landene i den sydlige halvkule naget varmere sommer end den nordlige halvkule i sommertiden. Som man godt vet, er jorden i uavladelig bevægclse omkring solen; men man vet i al~ mindelighet ikke i hvilken retning jorden iler frem. Det er klart at maanen under sin omløps.

7 , DE DØVES BLAD Julenummer bevægeise vekselvis gaar foran og bak jorden likesom en hund omkring sin spaserende herre paa veien. Jordens bevægelsesrctning cr omtrent det punkt eller i nærheten av hvor sidste halvmaane (som i regelen sees om mor~ genen) ligger. (At sidste halvmaane i forskjellige tider av døgnet og aaret sees dels hoiere eller lavere over horisonten og dels under den, kommer av jordens akscomrlreining, som bevirker at vi vekselvis befinrler os «øverst» paa og pan siden av jordkloden.) Første halvmaane, som berlst sees om vaa~ ren høit paa sydhimmelen kl. omkring 18, viser stedet i himmelrummet hvor jorden for minutter siden hadde passert. Man blir ved synet av halvmaanens store høide pan sydhimmclcn kanskc svimmel ved tanken paa at vi ombord paa jorden farer nedover mot rummets bundløse avgrund som en nedsti. gende elevator. Heldigvis merker vi ikke det mindste av denne ubehagelige nedstyrtning. Maanen, som følger jorden vekselvis foran, bak og ved en av begge sider av jorden under dens fart, minder os om et par skøiteløpere, som i hver runde bytter plads paa banen, slik at den ene av de to konkurrenter løper vekselvis ved høire og venstre side av den anden. laar den 2. december var maanen som første halvmaane bak jorden. Efter den dato forøket maanen hastigheten, og den 8. des eember indhentet,den jorden. Da var det fuldmaane, og maanens fulde ansigt straalte av glæde ovcr sin scier ovcr jorden i kapløpet. Da likte ikke jorden maanens stolthet, og derfor sværtet den maanens smilende ansikt (sidste totale maaneformørkelse). En uke senere opnaadde maanen sit «største foro sprang» av omkring km. Nu blev maanen utmattet av overanstrengelse og sagtnet farten. Og nu haler jorden ind paa maanen, og den 24. december seiler vi forbi den. Da blir vor slagnc konkurrent skamfuld og skjuler sit ansigt og gjor sig usynlig (nyo maane). Samtidig søker maanen ved at skygge en del av jordens sydlige halvkule at berøve en del av solvarmen, som skulde komme hval$ fangere i Sydishavet tilgode. (Delvis solfor. mørkeise.) Ved aarets utgang ovcrskrider den triumferende jorden maallinjen med ca. 21 min. forsprang. Vi har med jorden altsaa vundet kaplopet, - og i nytaarstiden kan vi saa komme med gode ønsker til hverandre. O/af flasse/o Hjemmet for døve. Vi bringer her de sidste billeder som er tat paa Hjemmet for døve paa Nordstrand. Hjemmet blev oprettet i 1898, og har i denne tid huset mange døve under kortere eller længere ophold. Nu har ca. 50 døve og dovstumme i alderen 13 til 83 aar plads paa Hjemmct. Av disse er 11 også blinde. Alle lever som i en stor familie. Det forekommer selvsagt smaa trætter og rivninger, men det pleier at gaa hurtig over. Og man kan se rørende beviser paa venskap og hjælpsomhet. Specielt er det hyggelig at se paa de blinde døve; de holder saa godt sammen og sitter om kveldene og prater med hverandre om arbeidet eller om oplevelser paa skolen og paa hjemstedet (de holder da paa hverandres hænder, mens de gjør tegn eller bruker haand. alfabet). Stort set er de alle tilfredse og tak. o:brill"ola'" (Blind).

8 Jul~numm~r DE DØVES BLAD 7 Hj~mm~t for dov~. Nordstnnd. nemmelige og - trods sin tunge skjæbne frimodige fordi de vet at Guds kjærlighet og, saa naar til dem. Det forste kuld døvstumme som blev under. vist hadde en gjennemsnitsalder paa 62 aar, den ælclste av dem var 80 aar gammel. Den D~ blind~ d"v~ hjælp~r hinand~n. ældste konfirmant som i tidens løp er utgaat fra hjcmmet, var 84 aar gammel. Opholdet paa hjemmet varte fra 3 maancder og opover, eftersom de doves evner var. Tilstrømningen blcv stadi~ storre, og gjorde det nødvendig at gaa til utvidelser. Siden 1912 bestaar hjcm. met av tre bygninger med en tomt paa ca. 18 maal. Tomtcn cr litet værdifuld, men ligger herlig til paa skraaningen ut, over mot Bundefjorden. I tidens lap har hjemmets arbeide i nogen grad forandret karakter. Det blev tidligere ay, holdt bestemte undervisnings. kurser, og de deltagende her reiste oftest hjem efter konfir. mationen. Nu cr de ikke, undervistes antal meget litet; ved siden av forskjellig under, visning er opgavcn at være et hjem for ulykkelige, forsømte eller gamle døve traadt mere i forgrunden.

9 8 DE DØVES BLAD Jul~numm~r kervcrksted og dørmatte~ og bastarbeidet. De kvindelige elever - unge og gamle - kan faa undervisning i strikning, hekling, vævning samt kjole. som og almindelig som. Ellers deltar de i alt forskjellig hus. arbeide. Bamene har hat regel. mæssig undervisning i nogen skolefag. og for alle er det dag. lig religionsundervisning. De blinde dove er nu ca. en fjerdedel av samtlige beboere paa hjemmet. De taler ofte sammen og er gjennemgaaende saa glade i sit arbeide og saa Samtale med en blind do\'. tilfredse at vi andre mange gange maa fole os beskjæmmet. En forholdsvis ny gren av virksomheten er Bare en av de blinde dove, som i nogen ogsaa arbeidet for de barn som doveskolen tid har været paa hjemmet, er det ikke ikkc kan ta sig av. Undervisningen av disse lykkes at komme nærmere ind paa. Han maa oftest foregllu enkeltvis. /olao prover vil intet forstaa utenom det rent praktiske at Hode frem til det omraarlc i deres bcvisst~ arbeide han har lært; hans fortvilelse gir het som kan utvikles; ofte har vi set gode re~ sig utslag paa forskjellig maate. Forst nylig sultater her. Spcciclt er glædcn hos dem stor, - under en sygdom - har vi merket tak. naar de blir sig bevisst at de virkelig kan nemmelighet hos ham. og set at han var naget, behersker et haandverk, gjør fremgang glad over at man stelte med ham. Opgi i et fag eljcr utfører ct nyttig arbeide. For ham kan vi ikke. Det har nemlig ofte fore. har de været ringeagtet, nu er de selv naget. kommet at enkelte i aarevis tilsync1adende Den nye selvtillid og glædc over livet gjør dem til lykke. lige mennesker. I det sidste aat har det be. gyndt et Iste klasses skomaker. verksted paa Hjemmet. Dette bestyres av cn dov, som er ut. lært skomaker; de døve gutter som kommer pan Hjemmet, kan ausaa fao. sin utdannelse som læregutter anerkjendt, og med tiden - om de er flinke nok - faa sit svendebrev. Og. saa tidligere har man anvendt dove som lærere eller i andre stillinger. Av andre led i Hjemmets arbeidsdrift kan nævnes snek. Blind. døv og - foreløbig? - utilgjængejig.

10 Julenummer DE DØVES BLAD 9 var upaavirket, men allikevel tilslut gav ut. tryk for at de hadde grepet noget som gjorde dem glade og trygge og hjalp dem til at være tilfredse og gode. I alle tilfælde har man dog JULAFTEN VED PEISEN Toget gik gjennem en lang skjæring, og jeg forstod at jeg snart var fremme. Jeg reiste mig og gik ut i korridoren og aapnet et vindu. Et blekt lys laa over markene og nogen blekc stjerner lyste oppe paa himmelen. Da opda. get jeg det som jeg saa efter, et hus; det laa som en sort skygge borte paa marken. Jeg syntes at der brændte lys i et av vinduene, men det var vel bare skinnet av stjcrnene paa en rute. Toget fortsatte 3 a 4 kilometcr og stanset saa pludselig ved stationen. slik at vognene rykket og bremsene skrek. Saa tok jeg min l..liffert i haanden og gik av. Det var julaften, men stationen var likesaa uhyggelig som paa en almindelig aften, Der var nogcn faa passagerer, som var kommet med lokaltog og nu gik paa hurtigtoget. men jeg var den eneste som gik av toget. En hoi konduktor, som i lyset fra hans egen lygt saa ut som en kjæmpe, tok min billet. Saa blæste han i signalfløiten og svingte sin lygt, og toget satte sig i bevægelse. Og jeg gik ut paa lande. veien. Jeg angret halvt at jeg var kommet hit. Jeg var reist fra ensomheten i mine værelser i byen og følte det nu like ensomt paa den øde vei, og endnu mere ensomt vil de det vel bli, naar jeg kom til det hus hvor jeg skuide overnatte. for det stod, saavidt jeg visste, ubebodd. Men jeg hadde i de sidste uker hat en uovervindelig lyst til at tilbringe julen i dette gamle hus. For der var jeg født, og der hadde jeg bodd i mine barneaar. Og tanken paa barndomshjemmet hadde mange gange varmet mit hjerte, naar livet hadde været vanskelig. Og jeg hadde drømt om, at jeg, naar jeg blev gammel, skulde tilbringe mine sidste aar i de værelser hvor jeg hadde levet det at se hen til at de faar god forpleining. og at de til enhver tid har mennesker om sig, som de kan gaa til, tale med og møte forstaaelse hos. samme med mor og far, og i den have hvor jeg hadde lekt med mine søskend. Men nu val' huset solgt til fremmede, uten at jeg visste om det. Hadde jeg visst at det skulde sælges, vilde jeg ha protestert, eller kanske prøvet at faa kjøpt det selv - hvis det da ikke vil de blit for kostbart for mig..men salget var avgjort mens jeg var borte. Det var bare en fattig trost for mig at faa komme indenfor de kjære vægger en gang til og: sove for sidste gang under det elskede tak. Veien var mcget mørk. Paa begge sider vokste høie trær; grenene var jo bladløse nu, men allikevel skygget de for stjernelyset. Men jeg husket tydelig hver eneste meter av veien. Jeg visste hvor svingene var, og hvor den store kampestenen laa, som hadde været min bedste lekeplads i barndommen. Ikke hurtig, men uten at snuble gik jeg veien fremover mot huset. Der laa det - omtrent hundrede meter fra veien; det lignet en stor sort skygge. Græs. plænene foran det var beclækket med rim, og stien som førte op til huset, var kantet med eviggrønne busker. Mit hjerte begyndte at banke da jeg skimtet det gjennem mørket. Man gjor ofte nar av følsomme mennesker, men de har mange glæder som andre ikke har. En ganske almindelig ting - maanelyset, en vakker blomst, en linje aven sang, synet av et,gammelt hus - kan bringe dem en under. lig glæde. Gamle minder blir let levende i deres hjerter. og i erindringen lever de let sin lykkelige og glade barndom op igjen. Jeg har aldrig skammet mig over at være et føl. somt menneske, for jeg vet hvordan netop det har git mig mange lykkelige stunder. Og dog har det ogsaa bragt mig op i mangen en vanskelighet. Jeg tænkte paa dette da jeg

11 .0 Julenummer skin fra peisen fyldte det store værelse - det var det aller største rurn i huset - og jeg kunde tydelig skimte omridset av møblene. Paa den ene side stod et bord, og oppe paa dette stod en lampe, hvis metal gav et svakt gjenskin. Ja, jeg var forbauset. Det var ikke moblementet som for. bauset mig, for jeg visste at huset og møblene blev solgt sammen. Men jeg hadde hørt at ingen bodde der - at huset var midlertidig ubebodd. Og nu viste ilden paa peisen at Fra Hjemmet for døve: Bamenes skolcvære1se. det allikevel maatte ha været uogen tilstede. \ gik opover den frosne sti: for jeg hadde ingen Jeg stod og tænkte mig om og lyttet. Gan.. nokkel til det hus hvor jeg skuide tilbringe gen bak mig var stille. Kanske, naar alt kom natten. til alt, bodde det ingen i huse;t. Det var vel Og dog gjorde ikke det noget særlig ind. Hagen som skuide holde oie med det; nu hadde tryk paa mig. Som gut hadde jeg jo ofte gaat de været der og gjort rent, og hadde da tændt ut og ind der baade gjennem takluken og paa peisen. Nu var de vistnok for længe siden vinduene. Jeg hadde lekt at det var en gam. gaat hjem for at feire julaften sammen med mel borg som skuide tages ved stormangrep, sine egne. Men - - allikevel, - kanske det eller at det var den indianerwi~wam hvorfra bodde en vaktmand i huset, som nu sov i et Chingachgook vil de stjæle sin brud. Og disse av værelsene for enden av den lange gang. dage Jaa ikke saa forfærdelig langj tilbake. Jeg gik paa taa ind i kjøkkenet og lukket dø1 Det var endnu litt ungdom igjen i mig. Selv. ren forsigtig bak mig. følgelig skulde jeg Hode en vei ind i mit I kufferten hadde jeg pakket ned lys; jeg elskede barndomshjem. tok op et av dem og tændte det. Saa tændte Det blev endog lettere end jeg hadde tænkt. jeg lampen; derpaa fyrte jeg godt paa peisen, Jeg behøvet bare at klatre op paa et lavt og laget et ordentlig baal, for det var en kold fremspring for at Hnde et vindu som ikke var aften. Da jeg kom ind i spiskammeret. blev lukket med hasper. Jeg krøp ind med kuf. jeg sikker paa at huset var bebodd. Det stod ferten i huanden, og lukket stille vinduet bak nemlig matvarer paa hyldene, brod og andre mig. Jeg visste godt hvor jeg var - i den ting, og - hvad der var det mest betegnende lange gang som gik fra kjøkkenet til de andre - melk. Jeg rorte intet av dette, men tok værelser; der pleiet jeg før at leke paa regn. frem min medbragte nistepakke. veirsdagc, da jeg gjorde røvertog derfra til Jeg følte mig litt dum. Jeg kunde vanskelig kjokkenet og spiskammeret for at stille min gaa tilbake den vei jeg var kommet - for at store sult. Halvt ubevisst gik jeg mot kjøk. gaa hele natten paa de mørke veien, eller at kenet igjen og lette til jeg fandt doren i enden søke husly i landsbyen, som laa langt borte. av gangen, Jeg skjøv den op - og holdt pu. Det bedste var at bli hvor jeg var. Men jeg sten av forbauselse: for paa peisen ulmet det var ikke rigtig tryg. Mit følsomme sind hadde i nogen vedstykker som laa aer. Det svake faat mig til at gaa ind i en andens hjem. Jeg

12 I Julenummer kunde ikke faa overtalt mig selv til at tro at huset var ubebodd. Men saa skjøv jeg utrygheten tilside. Jeg hadde ild og mat; og den store Irenestol foran peisen - hvor godt jeg husket den! - var ikke naget daarlig hvilested: Jeg vilde bli hvor jeg var, og la skjæbnen greie resten. Der sat jeg, mens julaftens sidste time svandt - og utover landet i nord og syd og øst og vest sang man nu julesangene - sangen om stjernen og bar~ net -.,Lampen lyste ganske svakt, og fyldte rummet med skygger. Ut fra skyggene kom gjenfærdene. Man kan ikke sitte trenge i svakt lampelys i et stort rwn fuldt av skygger før gjenfær~ dene kommer listende iod - gjenfærrlene av) de dage som svandt og av de mennesker man engang kjendte og var glad i. De kom til mig den julaften mens jeg sat ved peisen. Et lys fyldte rummet - skinnet fra mange julelys og et træ vokste frem mellem dem, pyntet med epler og dukker og bauer og glimmer og glitter. Som jeg saa det, kom en flak barn styrtende gjennem den lange gang, rev doren ap og gav sig til at danse rundt det straalende træ, mens de ropte og skrek av beundring. De stirret paa de deilige frugter. Det var en gut blandt dem med røde kinder og lyse blaa øine og haaret ganske bustet. Jeg kjendte ham, for det var mig selv; og jeg saa paa ham mens han danset omkring og ropte og svinget med armene, og kastet ap i taket den ballen som var en av hans gaver fra træet. Saa pludselig saa jeg ham sitte rolig i et hjørne, mens han holdt paa at reparere den dukke som Randi Bull hadde faat fra træet; den var gaat litt istykker under leken. For Randi var den lille piken som bodde paa gaarden paa den anden side av broen - og hun var en deilig liten pike. Slik saa jeg dem alle - lysene blev s:va~ kere, træet flyttet sig og det var intet tilbake. DE DØVES BLAD Fra Hjemmet for døve: Kjøkken og anretning. Men de kom igjen, ældre, men ikke roligere. Mine søstre kom - de som nu selv hadde smaa barn, men bodde langt borte i forskjel~ Iige land. Else og Randi og Rolf og Gjertrud og Eva, naboer og lekekamerater i de dage som svandt, kom tilbake, kikket frem, smilte og lo og lekte i det svake lys - kjære gjen$ færd av levende og dode, om nogen av dem visste jeg ikke engang om de levet endnu eller om det var gaat bort. MeJlem dem kom min mor sagte frem, hun var for henge siden flyttet hjem til himmelen, og rundt hende klynget de sig alle. Det var kjære, kjære minder. Aa, min barndoms julaften, hvor glad jeg skulde være om jeg kunde hente dig tilbake fra fortiden, saa jeg kunde opleve dig igjen - slik som du kom med kjærlighet og glædc og hadde ifølge de gode venner som nu dødens ubarmhjertige haand hadde revet fra mig. Som jeg sat der i disse tanker, og disse gjenfærd passerte forbi mit indre oie, kom jeg til at tænke paa hvor meget kjærlighet og venskap jeg hadde mistqt - nu var jeg velberget og hadde nok penger, men jeg hadde kjendt naget som var meget mere værd. Jeg var en ensom mand. Kjærlighet hadde aldrig gjort mit hjerte urolig. Hverken Else eller Randi eller Gjertrud eller nogen av de "

13 DE DØVES BLAD Julenummer Fra Hjemmel fot dove:: Vævcværelset. sote unge pikene hadde nogcngang været mer end min kamerat, heller ikke banket mit hjerte nu naat jeg tænkte paa dem, uten at det banket av venskap og for gamle minclers skyld. Som jeg sat der i læncstolen i det store kjokkcnet. med ilden ulmende paa peisen foran mi~, tok jeg frem en bok jeg hadde med mig. Det var ct fillet gammelt eksemplar av en julcfortælling. I bokhylden i min leilighet i byen stod det fine indbuncine beker - alt som den samme forfatter hadde skrevet. Men denne fillete bok vnr mere værcl for mig end alle de andre fine bind. Den hadde jeg fant i det samme hus - for mange, mange jul~ aftener siden. Jeg har nitid hat den med mig den julcfortællingen - ingen anden kunde bli som den. Jeg drog lampen nærmere og be. gyndte at læse. Det er en god ting naar en mand kan ta en bok med sig gjennem hel.e livet, mell det er ikke ofte det hænder. Det som passer for un.qdommen, stoter an mot den modnes ~mak, det som den unge liker, passer ikke for den gamle. Men den boken elsket jeg fremdeles. Og jeg læste den omigjen fra perm til perm. Tiden gik mens jeg læste, julaften blev til juledag - det blev over midnat. Da saa jeg ap. Det spraket i veden. paa peisen, mcn jeg hadde,'æret saa optat av hvad jeg Ireste. Kanske det var dcrfor jeg ikke hadde hort nogen lyd. l\'lcn da jeg la boken ned, saa jeg at doren, som jeg omhyggelig hadde lukket, nu var halvaapcn. Ogsaa da jeg saa paa den, be. neget den sig litt. En eller anden stod bakom den. Jeg spidset orer, og syntes at jeg horte en svak raslen. Jeg stir. ret paa doren uten at vite om jeg skulde sitte stille eller rope noget. til den usynlige pcrson bakom den. Men det var let. tere at sitte stille og vente. Jeg ventct omtrent saa henge som det varer naar man drar pusten en halv snes gange. Da kom det igjen en svak lyd, og saa horte jeg tydelig fottrin, som forsigtig fjernet sig bortover den lange gang. Jeg likte mig ikke, der jeg sat og ventet paa at det skulde bli slaat alarm, og jeg tænkte paa at jeg nu pludselig vil de bli sat i en ydmygende stil. ling. Det var ganske stille en stund. Saa horte jeg en dor bli lukket hardt i, og en stemme sa likesom et navn. Saa var det stille igjen. Da horte jeg igjen fottrinene nedover gan. gen. Doren aapnet sig helt, - og det kom styrtende en stor hund ind i værelset. Jeg saa med en gang at hunden var gammel, og kanske litt dov og litt blind; men den kom lopende over mot mig og knurret. Jeg saa paa den - og kjendte den igjen. Hvad - Thor?» ropte je~,.thor!» Knurringen stanset straks, og hunden snuste nysgjerrig paa mig. lnd i værelset kom en ung dame, og jeg reiste mig og saa paa hende i det svake lampe. lys. I lunden knurret igjen. Hun var hoi og slank og yndig, med et haar som skinnet endog i det matte lys. Jeg kjcndte hende ikke. «.leg er bange,» sa jeg hurtig, «at jeg maa gi en forklaring paa dette.» Hun svarte ikke, men stod og saa paa mig. Jeg skyndte mig at fortrelie hvorfor jeg var kommet. Hun syntes at godta det.

14 Jul~numm~r DE DØVES BLAD '3, «Vi er de nye eiere,» sa hun. «Vi har kjopt dette hus fordi vi vil bo paa landet igjen. Min mor og jeg er her med vor bushjælp. j\\it ["Um ligger i den venstre floi av huset, og da jeg aapnet mit vindu for at hore paa kirkeklokkene, saa jeg at det var lys her. Jeg kom ned for at undersoke,..:>g saa gik jeg til~ bake efter hunden.li «Jeg visste ikke at dere var flyttet ind. Jeg ber sml meget om tilgivelse - endda min ind. trængen næsten ikke kan undskyldes.» «Men det er ikke første gang vi taler sam. men i dette værelse.») «Saa?» sa jeg forbauset. «Kjender De mig ikke igjen? Jeg er Randi Bull.» «Selvfolgelig!» ropte jeg, «nu kjender jeg Dem. Og jeg kjendte Thor, endda jeg ikke har set den paa over ti aar.» «De husker hunden vor, men De har glemt mig,» sa hun blott og bebreidende. Det var da det hændte. Jeg hadde kikket paa hendes boire haand og set at hun ikke bar ring paa den. Bendes leende Dine motte mine i lampelyset. Nogen mænd blir forelsket litt efter litt - andre blir det pludselig. Jeg blev det pludselig. Det foltes som om en ild blusset op i mit hjerte. Jeg folte mig saa lyk. salig som aldrig før. Og dog sa jeg ikke mer end dette: «Glædelig jul, Randi.» «Tak i lige maade,» svarte hun. «GlædeJig jul!» Og Thor slikket min haand. I det oie. blikk visste jeg at det vilde bli den glædelig. ste jul i mit liv. Efter Basil Steuart. Vi har bragt endel billeder fra den nye dovekirke. Alle som har set disse, og alle som har hat den glæde at komme ind i den, cr enig i at den er usedvanlig vakker. Men det kan være av interesse at høre hvad «fag~ folk» mener om kirken. Vi gjengir her en ~rtikel som den kjendte kunsthistoriker, ar. kivar Anders Bugge, har skrevet om den i hiadet Nidar os. Han var og besa~ kirken en stund for indvielsen. For en kunsthistoriker var dette kirkehus med sit rike utstyr en særlig interesse. Det er oiets kultur hans studium og arbeide gjeb der. Derfor har de personer som er henvist til at motta sine indtryk saa godt som ude~ lukkende gjennem oiet, krav paa en speciel opmerksomhet fra hans side. Han kan dcs< uten bedre end hnske de fleste forstaa be. tydningen av at just disse mennesker faar et harmonisk og vakkert gudshus. Og han har forutsætning for at vurdere den store og vel. signelsesrike opgave pastor Rustad satte sig da han gik igang med reisningen av dcnne bygning. Det tjener forresten til hans store hæder at han har været istand til at gjennem. ----~ i! DEN NYE DØVEKIRKE fore denne sikkert ikke lette sak i penge~ l..-nappe tider. Kirken er vistnok endnu ikke helt færdig, men den er kommet saa vidt at man kan fælde dommen over den. Og dommen blir god. For man kan ikke andet end at bli til. talt av de vel avbalanserte forhold og de rene lilljer som karakteriserer bygningen, og paa grund av de smaa dimensioner saa at si gir dens alvor elcganse. Og med det ydrc'staar det indre i den skjonnestc overensstcmmelse. Naar man altsaa hcr kan konstatere et nyt og giædclig faktum inden vor kirkebygnings~ kunst, saa stikker det i to ikke uvæsentjige kjendsgjerninger. Byggekomiteen har foresat sig at alt arbeide skal være av bedste kvalitet. Og der arbeides efter en fast plan, saa der blir sammenhæng, mening og gode proportio~ ncr i det hele, kort sagt saa der blir et hele og ikke en samling av mere eller mindre gode enkeltheter som skjæmmer hinanden ut. Ansvaret og æren for den estetiske losning av verket ligger hos arkitekt Roar Tonseth, som skriver sit navn ind i vor moderne kirke. lige kunst paa en eksempelgivende maate.

15 '. DE DØVES BLAD Julenummer Selvfølgelig er det av væscntlig betydning at han har saa dygtigc kunstnere til sin raadig$ het..men likesaa væsentlig at han i samraad med byggekomiteen anvender dem rigtig og bestemt anviser og avgrænser deres virkefelt, men lar dem arbeide frit paa hver sit om$ uten denne skjønne skulptur skal den dygtige billedskjærer Lynum utfore et mindre kruse. fiks til sahistiet og englefigurer, som skal smykke en lygtlignende lysekrone. Saa at si til bevægelige smykker i dette vakkert utstyrte rum skal messehaglene og raade. Til hovedportalen har arkitekten saa_ alterskrudet tjene. Baade gjennem sine far. ledes tegnet skcmact, men i figurgruppcn ver, sit stof og sine dekorative emblemer, Qvcnover og i de frodige vinranker som slyo. ger sig om soilene paa sidene, har de to sten. huggere fra domkirken, Skjoresfad og ATJkile, som selv cr døve, faat anledning til at slippe sit temperament og sit haandelag los. I selve kirkerummet, som blir lyst, men neppe over. belyst, er der en godt stemt haroloni mellem det blaagraa tak og væggcnes graslige kalk. som komponeres av arkitekten, skal de mar. kere de forskjellige av kirkeaarets tider og merkedage. Paa den maste vil tekstilene sam. men med den øvrige utsmykning yde sit bi. drag til forkyndeisen, meddele et kristelig indhold, som blir av særlig værdi paa grund av foreningen med kunsten og skjonheten, og som har sin specieue og vigtige mission netop tonc. Omkring fire figurbijieder fra Maria i de døves menighet. Anders Bugge. bebudelse og fra Jesu fodsels.-, dods. og ap, standclseshistorie er dyrekredsens tegn malt til paamindelse om aarets, verdens og tidens gang i et stadig kredslop. Rundt væggene er der paa muren malt «al secco billeder, som viser scener fra Jesu liv til iiiustration av hans frelses. og helbredervirksomhet, ikke mindst blandt de døve, den som der berettes om i ord fra evangeliene, som danner en sammen, hængende bokstavbord oventil og erstatter gesimsen paa cn saadan maate at den faar en slags naturlig funktion og ikke virker pan. trængende, slik som inskriptioner i kirkehus let risikerer at gjøre. Det er malerne Hokstad og Teien som har utført disse dekorationer med en beherskelse og smak som i høi grad gjør dem fortjent til ros. I koret, som med sin dype, røde farve kommer til at danne en heldig og virkningsfuld kontrast til skibet, merker man sig særlig altertavlens krusifiks. At middelalderlige verker som Kristus.billedet fra Mosvik har inspirert kunstneren er aaben, bart. Og vel er det. At nyttiggjore de nati()$ nale værdier, som ligger j vor egen gamle kunst, istedenfor at importere skjonhetsind, trykkene fra Italiens kunstneriske fortid, er utvilsomt av det gode, naar moderniseringen utfores med sna fin folsomhet som her, og med en avgjort evne til at uttrykke baade det menneskelige og det artistisk skjønne. Fou «Venskapsbetragtninger». Foredrag holdt i De Døves Forening, Oslo. Der skrives saa mange bøker mellem aar og dag, bøker som skildrer merkelige menne_ skeskjæbner, dagligdagse tildragelser eller sprondende episodcr grepet ut av fantasiens cller tilværelsens brogete begivenheter. Vi heser dem og følger med medfølelse de men~ ncsker der fortælles om. Oftest er det dog en blanding av digt og virkelighet, og herav opbygges den skildring som fanger den Ire. sendes tanker og griper hans hjerte, og faar ham til at juble eller sorge sammen med de personer han læser om. De blir levende for ham, han synes han ser dem for sig og følger dem i lykkens saavelsom i de tunge skjæbne~ svangre dage de maa gjennemleve. Men in, genting av alt det som skrives kan komme ap imot virkeligbeten. Den som læser om det, vil ikke. hvor sterkt han end gripes, kunne fatte den hoieste salighet eller den gruful~ deste smerte, som det menneske folte, der siden nedskrev sine biografier. Det vil aitid bli en anden opfatning, ti overfor de dypeste følelser er sproget for fattig, de kan kun ut. trykkes ved et skjælvende suk eller et fou

16 Julenummer DE DØVES BLAD '5 Kristne unge piker i N)'ilssaland. tvileisens skrik. Derfor er det virkelige liv langt alvorligere og tillike skjonnere eller langt frygtejigere end de fleste aner, og hvorom der skrives. Der er ogsaa holdt fore.: drag og diskussioner om livet, men det meste, som ellers er fremkommet, er bere gjetninger, for man mangler bevis! Livet er og blir nu_ tidens og fremtidens største og uløselige gaade! Det liv vi lever idag, har vi kanske ikke imorgen, for ingen vet hvad morgen. dagen kan bringe. Fra en lykkelig og sorglos barndom blir vi brutalt skjovet frem for at leve det liv som tilkommer os, og som genera. tioner for har levet. Vi faar gjennem vart arbeide og vor kjærlighet fole dets skuffelser og glæder, men saa er livet uberegnelig, for en dag kan vi dramme os bort, for saa den næste at bli bragt tilbake til virkeligheten igjen. Derfor maa man indrette sig og ikke la tiden stjæle det bedste man eier. Vi maa alle lofte os over det jordbundne og glemme de lrenker som i form av manj!p. ~ng binder os, og forsake at tro det bcdste. De solstreif som kommer og liver op i vare glæder, kan være meget forskjellige, da det avhænger av hvorfra de kommer og hvorhen de gaar. Gode og trofaste venner er et gode, for da blir livet lettere og behageligere at leve, for hvor fattig er ikke det menneske, som ikke har en eneste ven? Alle trænger vi venska. pet, og kan vennene ikke vindes blandt men. nesker, har kjærligheten til en trofast hund, o. s. v. maattet erstatte det venskap uten hvilket tilværelsen blev altfor tung. Neget tidlig i barneaarene begynder venskapsfolel. sen at vise sig. I-Iver især har sine minder om den tid da en katunge eller dukke var vor bedste ven, for ikke at glemme mor. Paa skolen utvikles og utvides denne følelse mel. lem kameratene, og kanske grundlægges da det venskap som kommer til at være livet ut. Saa kommer ungdomsaarene med det mot. tagelige sind og aapne hjerte. Her stiftes let venskaper, nogen av egte, andre av uegte karakter, som efter en kort tid visner for aldrig mere at bli til naget. Eftersom aarene ganr, stifter man ikke saa ofte venskap, da man blir saa kritisk og tilbakeholdende og fordi mao har de gamle venner fra barne. aarene og ungdomsaarene, og staar saa frem. med for saa meget som horer med til de nye bekjendte_ Man har ingen- minder sammen med dem om det som ~taar vart hjerte nær. mest, for de kjender kanske ikke vare kjære og vort fædrenehjem, saa med dem kan man ikke opfriske gamle minder og si: ukan du huske?» - for et venskap som har bcstaat sin prove i sorgens og nødens stund, er et guld< fund som man aldrig kan værdsætte hoit nok! Ingen staar saa hoit at ban kan klare at staa ganske alene, og in~en kan være sig selv nok saa han ikke stundom lrongter efter en han kan tale ut med. Hvor megen selvtillid og styrke vi end er i besiddeise av, saa kom.

17 DE DØVES BLAD Julenummer mer der dog stunder da vi behover cn ven ved vor side, en som vil anta sig vor sak, fole og lide med os og skjænkc os den trost, som bestaar i at vi tillidsfuldt kan vende os til denne ven, som, hvordan det end gaar, altid vil,'cdbli at holde av os og forstaa os. Fuld fortrolighet kan ikke opstaa uten tillicl. Ikke tillid til os selv, men til den vi betror os. Vi man i vart inderste være forvisset om at den vi taler til mener det godt med os, og intet heller vil end bistaa os saa godt som mulig uten baktanker eller egoistiske bevæg< grunde. Dertil maa vedkommende være vor fortrolighet værd. Vi maa være overbevist om at vi rolig kan uttale os om det som vi ellers ikke vilde bringe til andres kundskap, men som vi her vet ik ke vil bli bragt videre. l\'lisbrukes fortroligheten, da avfoder det mis~ tillid og bitterhet, og desværre sker dette ikke saa sjelden. Ofte er det dog tilfældet at hc1e sl..j'lden ikke kan lægges paa den, til hvem fortroligheten blev ydet. Altfor mange er ikke kræsnc nok i valget av dem de betror sine hemmeligheter. Tankeløst lægger de ut om dem, snart for at være interessante, snart for at beklages, roses eller misundes, og ikke lrenge efter er historien kjendt og diskuteres rundt om, og man oplever nu den tort at alverden kjender de ting om en selv og ens liv, som man absolut ikke ønsket at bringe til torvs, men som det nu er umulig at til~ bakekalde igjen. Hvor ofte horer.man ikke eksempler herpaa. Venner og veninder gjo~ res til vare fortrolige. Vi utoser os for dcm, fortæller lost og fast, og saa en vakker dag brister venskapet- og vi vet nt nu gaar de der med alle vore betroelser. De kan bruke dem som vaaben mot os, de kan sværtc vart rygte og odelægge saa meget for os, og vi ærgrer os nu forgjæves over vor egen aapen~ hjertighet og onsker ikke naget heller end at vi i sin tid hadde tiet stille med meget som vi berettet om os selv, vare bekjendte eller nærmeste. Dette lærer os at være varsom og ikke skjænke vor fortrolighet til hvemsom. helst. Dem vi bedst vil kunne stole paa, er de gamle av dage, de sitter inde med erfa. ringene om livet og menneskene. De har lært kunsten at tale og tie paa rette sted. De snakkesalige, overfladiske, egenkjærlige men. nesker skal man aldrig betro sig til, for det er som at helde vand i en sil. For eder senere vil altsammen lope videre, for de mangler totalt de æresbegreper og den pligtfølelse som den tillidsfulde fortrolighet altid venter cg tror paa. Det er ellers forbausende hvor let mange ellers inderlig gode mennesker tar fortrolige meddelelser, og hvor ofte de forsyn~ der sig mot dem, baade hvor det gjælder breve og mundtlige uttalelser. De forstaar ikke at fortrolighet forpligter, og at den ap. pelerer til deres menneskekjærlighet og rid~ dedighet og diskretion. Det er betrodde mid. ler de tar av, naar de lar tanker og ord gaa videre, som i god tro er deponert hos dem, akkurat som værdipapirene som lægges i ban. kens boks for at værc i sikkerhet. Derfor vil vi fcr det meste tinde vare bcdste og for~ trolige venner blandt dcm vi kalder vare cgne. Mcllem maud og hustru, brødrc og søstre, for. mldre og barn kan dcr herske den fuldeste fortf()lighct; for dem kan vi stole paa, de vil sjelden misbruke vor tillid. Lykkelig den som har slike fcrtf()lige. Det er midt i livets van~ skclighetcr en trost og hjælp vi ikke kan undværel Jeg vil, forinden jeg nu avslutter mit fore. drag: minde mine kjære tilhorere o~ at hver især har en ven, en meget god ven, som daglig er os saa nær, men som vi saa ofte glemmer. R. A. Ruud. Billige reiser til gudstjenester. Presten for de dove har hos jernbanens hovedstyre utvirket at dove som reiser med jernbanen til gudstjenester som avhcldes ved doveprestene, vil faa tilbakereisen gratis. Efter gudstjenesten kan de hos presten faa utfyldt et papir; naar de leverer dcttc papir i billetluken, faar de utcn bctaling utlevert billet til hjemreisen..,

18 Julenummer DE DØVES BLAD '7 Dyrekredsen. l De Doves Kirke i Trondhjem er taket dekorert med vakre billeder. De skal fore~ stille stjernebilledet adyrekredsen». Disse stjernebilleder har i lange tider været tillagt specicl betydning. Konservator K. Visted fortæller her om de tanker man har hat ved betragtning av de forskjellige billeder. Oldtiden kjenclte omkring 50 stjernebille~ der, som fremdeles lyser over vore hoder i sin gamle skikkelser. Av disse har de 12, som ligger i det belte hvor sol, maane og pla~ netene har sine baner, hat den største betyd~ ning for himmelkundskapen og den gamle re~!igion og overtro. Dette belte kalder man fra gammelt for Dyrekredsen (zodiacus), fordi alle de billeder som har sin plads her, har navn efter levende væsener, for det meste dyr. I hvert av disse dvæler solen en maaned paa sin aarlige gang over himmelen - de blev saaledes ogsaa maanedsbilleder - og i hvert av dem er maanen fuld en gang for aaret. BiIledenes betydning synes ogsaa for det meste at hænge sammen med aarstidene og arbeidslivet i disse. Som utgangspunkt brukte man vaarjevndognet, som faldt i Væderen. Billedet synes at hentyde til at man da drev smaafæet ut paa markene. Nu begyndte vaararbeidet og pløiningcn; det nreste billede er derfor Tyren, som er det ældste trrekdyr. Derefter folger Tvillingene, som har sit navn av de to ved siden av hinanden staaende like klare stjerner. Betydningen av det nreste bil~ lede Krebsen er derimot uviss. l det folgende billede Loven naar solen sin største glans og styrke, og derfor satte man ørkenens konge med den IZyldne man som et billede paa solen. l den nreste maaned faldt indhostningen av kornet; dens tegn blev derfor en kvinde med kornaks i haanden, Jomfruen. Derefter ganr solen ind i Veg fell, som betegner at hostjevn~ dagnet falder her. Nu folger Skorpionen, som man har apfattet som et billede paa den far~ Iige aarstid, da sygdommer og farer truet men~ neskene. I Skytten saa man et billede paa jagten, som nu begyndte; den avbildes almin~ deligst som en kentaur (d. e. en hest med fou krop av et menneske) med bue og pil. Det nreste billede kaldes Stenbukken. Den frem~ stilles som forkroppen aven buk med fiske~ kaie. Denne sammensatte skikkelse er tegnet paa at her falder et av aarets store delings~ punkter, vintersolhvervet. Fiskehalen henty~ der til at det nu i osterlandene. hvorfra teg~ net oprindelig stammer, var regntiden, mens bukken betegner at solen fra nu av begynder at klyve opover berget (d. '1/. s. solbanen). Derefter kommer den egentlige regnmaaned, hvis tegn er Vl1ndml1nden, fremstiuet som en mand med en eller to krukker, hyorfra der strommer vand. Hvorefter vi igjen er naadd ind i vaarmaaneden, hvorfra vi tek vort ut. gangspunkt. Den 13de Davids salme paa indianernes tegnsprog. Hos mange naturfolk har man fundet at de bruker meget tegnsprog ved siden av sit tale~ sprog. Speciclt hos nogen indianerstammer i NordsAmerika er det opdaget et meget uh viklet tegnsprog. Mange av de tegn indianerne der brukte ligner vore herhjemme. Dettc viser at tegnene er naturlige for menneskene. Ofte kan man med et tegn uttrykke noget som maatte siges med mange ord i talesproget. Nedenfor l!jcngives den 23de salme slik som indianerne uttrykker det i sit tegnsprog. Tegnene er oversat til ord, som er ordnet efter talesprogcts ordstilling. aden store Fader histoppe er en stor hyrde. Jeg er hans og hos ham fattes mig intet. Han kaster til mig et taug og dets navn er kjrer~ Iighet. Og han drager mig, ban drager mig, han drager mig dit, hvor græsset er gront og hyor vandet ikke er skadelig og jeg læggcr mig ned og hviler tiureds. Undertiden er mit hjerte meget svakt og jeg er nedboiet; men han lofter det op igjen og forer mig ind paa en god yei. Hans navn cr underfuld. Engang, det kan være ganske

19 ., DE DØVES BLAD Julenummer Ved festen i Ijarmonien 27de nou Dovekirken er nu bygget i vor kjære Trondhjems by. Og idag er den indviet. For alt dette er vi kry. Nu kan alle døve motes i sit eget kirkehus. Fordum maaue nitid sokes efter rurn i fremmcd hus. Langt fra ccntrum kirken ligger, ja helt op i Klrehuvei. Men hyer kirkegjænger sier: KFor mig er det ingen vei.» Jn, nu er vi alle glade, fordi vi har eget hus. Nu vi lrenges til sondage for at møtes i Guds hus. snart, det kan vare lrengere. vil han forc mig ind til et sted mellem bjcrgene. Det er morkt der, men jeg trækker mig ikke tilbake. Jeg vil ikke vrere ræd, for det cr derindc, mellcm disse bjerge, den store hyrde vil møte mig, og den hunger jeg har folt i mit hjerte under hele mit liv vil bli tilfredsstillet. En og anden gang danner han tauget «kjæu Iighebt om til en svepe; men derefter gir han mi~ en stav til at stotte mig paa. Han drekkcr bord for mig med 1lisIags forle. Han læj!gcr sin haand paa mit hode, og al min træthct cr borte. Han fyldcr mit bægcr til det flyter over. Hvad jeg sier cr sandhet. Disse veier som ligger foran mig vil folge mig gjenncm dette liv og derefter skal jeg gaa og bo i det store fj:tcpec'& (hus) og være sammen med den store hyrde for evig.» Hvem har gjort den store gjerning og faat kirken bygget op? Dettc er en undergjerning i en tid der sier:.stop!. Pastor Rustad. det er manden. Hnn har fundet tomten op, hnn har samlet penger sammen og alt utfart, ja tip_top. Til ham vil yj tak frembringe fra os, som tilstede er. Den skal lyde hoit og klinge:.tak for undergjerninger!. Kr. Noe. De Doves Blad er i 1927 utkommet med J 12 sider. Bladet koster kr. 1,80 pr. aar. Ekspeditionells og redaktionens adresse cr: De Dovcs Blad, Nordstrand. Kontingenten kan indsendcs ogsaa i frimer~ kcr (i almindclig brev). Meld flytning (opgiv gammel og ny adresse).

20 Julenummer Julefester. De Døves Menighet i Oslo avholder juietræs fest for forældre med barn i De Døves Kirke onsdag 28de desember kl. 5. Julaftensgudstjeneste avholdes i De Døves Kirke, Oslo, julaften kl. 5. Hamar. Foreningen avholder juletræfest fredag 30te deeember. Utenbys deltagere melder sig til fru Garaas, Bragt. lo. Oslo. De Døves Forening avholder julefest i foreningens egne lokaler, Sven Brunsgt. 7, lordag 7dc januar kl. 6. Indenbys medlemmer og utenbysboende dove er hjertelig velkomne. Tønsberg. Julefest avholdes lørdag ide jan. kl. 5 i kafe «Farmand.s lokale. Ved henven. deise til Th. Thorbjørnsen, Storgt. 95, Horten, kan man faa 50 pet. moderation i billetpriscn for reiser inden Vestfold. Bergen. Foreningen avholder juietræfest lørdag 7de jan. kl. 7. Utenbysboende dove er hjertelig velkomne. Kr.sand S. Foreningen avholder juletræfest i Ynglingeforeningens lokale sondag Sde jan. kl. 5. Haaland, Hanssen og muligens pastor Brekke tilstede. Alle hjertelig velkommen l Skien. Vor aariige juietræfcst avholdes iaar sammen med Skiens doves kvindeforening i Handelsstandens lokale, Kværndalsgt. 4, Skien, ret overfor Ibsenparken (samme lokale som blev benyttet under sommerstevnet ifjor) mandag den 26. december 1927 (2den juledag) kl. 5 eftermiddag. Der tilstedes fri adgang til juletræfesten (fri bevertning) for alle døve saavel indenbys som utenbysboende. Skien-Telemarkens dampskibsselskap har tilstaat dove i Telemark reisemoderation, idet de faar tur og returbillet for turbillets kostende. De som onsker at benytte sig av ovenstaaende, maa melde sig straks til under. tegnede, adr. Hessc1berggt. 23, Skien. DE DØVES BLAD Fra de døves kreds. Skien-Telemark døveforening. Fra Bergen. Pastor Johan Prytz. kommer i den nærmeste fremtid til at fra. flytte Bergen. Han er ansat som prest ved Majorstuen kirke i Oslo. Pastor Prytz og frue har forstaat at vinde de døves kjærlighet og tillid, og har inden menigheten og foreningen gjort et godt ar; beide. Det er med beklagelse man nu ser at de er nødt til at slutte. Da det nu skal komme ny prest i Bergen, har man - med stotte i Bergens døvemenig; het rettet en indtrængende anmodning til Kirkedepartementet om at faa en tillægs. bevilgning til det beløp man nu disponerer, for om muli~ at faa en egen prest for Vest. landet. Kirkestatsraaden kjender adskillig til arbei. det blandt de do~e. og uttalte at han meget gjerne vilde gaat med paa det, men han ansaa det nu helt udelukket at faa nogen ny bevilg. ning nu. Man kommer derfor til at fortsætte med den gamle ordning, med en prest for Bergens by, indtil videre. For tiden vii det i Bergen være let at Hnde en dygtig og skikket og interessert mand til døvepreststillingen. 80 aar. Skrædder Bernt O. Rogne, Bergen, fylder den 16de januar 80 aar. Han er tidligere elev av Trondhjems off. skole for døve. Bande han og hans hustru er friske og kjække. Hun fylder til vaaren 85 aar. De bor hos sin datter og svigerson, Breiteigs, prof. Hansteensgt. 14. Martha Brændvik, som bodde paa St. Jar. gens hospital (for spedalske), døde 30tc no. vember. Hun blev omtrent 60 aar gammel. Martha Brændvik gik paa skole i Trond. hjem. Efterat hun var blit syk blev hun ind; lagt paa sykehus i Trondhjem, men da dette 0'