SUNNHORDLAND. Aarsskrift. fraa Bygdemuseet og Sogelaget i Sunnhordlandsbygdene UTGJEVE VED STYRET. 2dre OPPLAG S. Botnens Boktrykkeri Stord 1957

Transkript

1 SUNNHORDLAND 1915 Aarsskrift fraa Bygdemuseet og Sogelaget i Sunnhordlandsbygdene UTGJEVE VED STYRET 2dre OPPLAG S. Botnens Boktrykkeri Stord 1957 Digitalisert av Olav Skjellevik 2010

2 F Y R E O R D : Sidan laget sist sende aarsskrift ut (1914), hev bygdemuseet (i Aadlandstova) auka med umlag 400 ting. Søknaden til Aadlandstova hev ogso auka munarleg paa. I sumartidi ser mange landliggjarar innum. I juli maanad gjorde formannen ei samlarferd gjenom Etne, Skaanevik og Fjelberg. Hardanger Søndhordlandske damskibsselskab var so rauste at dei gav fribillett til denne ferdi. Det var ei hjelp som er baade takk og æra verd. Paa søknad gav S. B. amt ei pengeyting paa kr. Som svar paa bønbrev um hjelp sende Bremnes sparebank kr. og Bømmel sparebank kr. Elles er det mange einskildmenn, som hev lagt pengegaava etter seg daa dei hev set innum i Aadlandstova, eller sendt ting som gaava til museet. Andre hev hjelpt til aa sanka folketradisjonar. Serleg lyt lærar And. Næss og politimann Johs. Sundvor nemnast; dei leitar upp og legg fram arkivskattane vaare. Tak mot styret si beste takk for god hjelp og samhug, baade dei som hev ytt pengar og dei som hev ytt pengs verd, tid og arbeid! Med so god ei hjelp er det styret kann leggja fram laget si 2dre aarsskrift. Desember Bygdemuseet og sogelaget for Sunnhordlandsbygderne Kristofer Sydnes.

3 Som gras og blom paa engi gror av det som haust og stormar snøydde og drikk seg liv og vokster-von av alt som blømde av og døydde, so samlar mannen merg og mot av det som tid og tyngd fekk rive og haustar kraft og livsens nerk av daudsens siger yver live. Og best han staar naar fortids liv han heilt med dagsens daad kann blanda, for den som vil det høgste naa maa djupast og i grunnen standa. R a g n v. V a a g e

4 Om de gamle gilder I Søndhordland St. Olavs gilde paa Onarheim i Tysnes. AV AND. NÆSS Fra Norges-historien i skolen vil de fleste huske at Olav Kyrre blandt andet ogsaa fikk oprettet faste gilder, som skulde avløse de omgangsdrikkelag folket pleide at ha, og at denne ordningen var et framsteg som fikk stort værd. Av slike gilder var der i middelalderen ikke saa faa omkring i landet, baade i by og bygd. I gamle brev og skrifter nævnes flere av bygilderne; enkelte bygdegilder er ogsaa nævnt, om andre finner man bare vidnesbyrd i et eller andet stedsnavn i bygden. Men hvordan disse gildelag var ordnet, deres opgave og det værd de kunde ha, det faar man bare rede paa gjennem et par av de gamle gildeskraaer (gildelover) som er bevaret. Foruten et brudstykke av en gildeskraa fra Nidaros, har man bare to fuldstændige, og disse gjælder netop bygdegilder i Søndhordland. Derfor kunde det høve og ta dem frem her, og se hvad de har at fortælle om livet i disse bygder i svundne tider. Den ældste og mest utførlige av disse gildeskraaer fra Søndhordland gjælder et Olavsgilde, men hvilken bygd det har tilhørt, kan ikke bestemt avgjøres. Den andre derimot kan man tydelig se gjælder Olavs-gildet på Onarheim i Tysnes; jeg skal derfor nærmest holde mig til denne, men tillike benytte den første hvor den kan bringe mere oplysning. For det følgende maa jeg her ta med nogen ord om de tre nævnt» kilder : a. Brudstykket av Nidaros-skraaen, et eneste pergamentblad som dessuten er avklipt det ene hjørne, har profesor Dr. Gustav Storm anset for at være en avskrift fra tiden ; men indholdet viser tilbake til en langt ældre tid, ca eller før. Et par av dets bestemmelser som har mest interesse, vil senere bli nævnt. (Utg. av prof. Storm i «Sprogl.-hist. Studier tilegnede Professor Unger», Kr.a 1896). b. Orginalen til den ældre gildeskraa fra Søndhordland hadde den kjendte oldgransker, islændingen Arne Magunsson kjøpt i Bergen 1689 av Elias Loss, en prestesøn fra Os som da var student. Ved Kjøbenhavns brand i 1728 gik den med, men Arnes egenhændige avskrift er endnu bevaret. (Universites-bibl. i Kjøbh.). Paa grund av visse overensstemmelser med den gamle Gulatings kristenret har den tidligere helst bare været betegnet som en gildeskraa fra Gulatingslagen; Munch har ogsaa gjettet på at den tilhørte et gilde i Hardanger. Senere har Gustav Storm paavist at gildet efter skraaens indhold maa ha tilhørt et kystsogn, og at dette efter sproget at dømme har ligget «noget søndenfor Bergen», efterdi haandskriftet «har orthografiske Særegenheder som den gang endnu havde holdt sig i Søndhordland». Han fandt ogsaa at det maa være skrevet i slutten av 1200-aarene, men efter en meget ældre original 1 ). Efter dette kunde man snarere gjette

5 paa at det er skraaen for et gilde som har været paa Stord. Trykt under Storms redaktion i Norges gamle Love V, s (En oversættelse av sogneprest Olafsen i tidsskriftet «Hardanger», 1914). c. Skraaen for Olavs-gildet paa Onarheim, et litet pergamentskrift paa 12 smaa sider (9X7,5 cm.), blev i 1777 fundet i Strandebarm og opbevares nu i det Kongl. Bibliotek i Kjøbenhavn. Som foregaaende er den trykt i N. gml. Love V, s Ifølge Storms oplysning er teksten skrevet av to forskjellige personer fra same tid: A. har begyndt (1394) og B. fortsatt fra s. 9; desuten har den rettelser og tillæg av en tredje (C) fra omkring Nummer-tallene for de enkelte bestemmelser (paragrafer) er tilføiet i utgaven. (En mindre nøiagtig avskrift trykt i Schnabels «Udkast til en Hardangers Beskr.», 1781). Efter Storms utgave skal jeg nedenfor prøve at gi en oversættelse av den. «I Herrens navn, amen. Aar efter vor Herres kjødspaatagelse Dette er begyndelsen til sankte Olavs gilde : Først at alle de som vil gaa ind i sankte Olavs gilde, mand og kvinde, skal give det første aaret en halv vet malt og to merker voks. 2. Likesaa skal hver gildebroder give to engelske (penninger) i sjælegave (saala skoth) for mand og kvinde hvert aar. 3. Og skal dette gilde begynde paa sankte Olavs dag den første, og vare saa længe som gildebrødrene vil og mungaatet (ølet) rækker. 4. Og skal hver mand betale en hvit penning for hver sin mandlige gjest og en engelsk for kvinde for hver dag 2 ). 5. Ligesaa skal hver gildesøster betale en engelsk i sjælegave 2 ). 6. Ligesaa skal hver gildebroder give en engelsk i skaalekjøp (huskjøp). 7. Og skal hver som bærer dolk (rytingh) eller mindre vaaben i gildet, betale en engelsk, men to engelske om han sætter sig ned med dem. 8. Ligesaa hver som ei kommer til gildestevne og ikke har forfald, bøte en lybsk (penning). 9. Og skal messe synges høitidelig hvert aar paa sankte Olavs dag, og skal alle gildebrødre og søstre, som da er tilstede, ofre av sin egen pung. 10. Likesaa skal paa gildets sidste dag læses (sæiastz) sjælemesse for alle kristne sjæle, og i særdeleshet for dem som er faste medlemmer av gildet. [Og en penning til sjælemesse 3 ). 11. Likesaa skal efter Marias minde hver kveld oplæses navnene paa alle brødre og søstre som er i live. Og kommer presten ind med røkelse og i korkappe og stænker viet vand omkring i hele huset med asperges samt kollekten Exaudi et pretende domini famulis etcetera. 12. Ligesaa efter Olavs minde skal oplæses alle deres navn som frem er farne av gildet, med requiem og de profundis, og med gildets lys brændende mens Olavs minde er forehavt. 13. Og skal der paa sidste stevnedagen opnævnes «gjerdarmænd», og hvis nogen av de opnævnte ikke vil forrette, da skal han skylde en tønde mungaat 4 ) eller faa en anden i stedet for sig. 14. Og hver som spilder øl saa meget at han ikke kan skjule det med sin fot eller haand, bøte en lybsk. 15. Likesaa skal hver broder eller søster som taler nogen av sine gildebrødre eller gildesøstre ilde til i dette gilde, betale paa gildestevnet efter det som oldermanden og seks andre med ham synes passende efter sakens størrelse.

6 16. Likesaa hver som drikker saa meget at han ikke bærer det ut av gildet, bøte en halv tønde bjor. 17. Og skal alle gildebrødre hjælpe og styrke hver andre til lov og ret inden- og utenlands. 18. Og skal hver gildebroder eller søster, som gaar ut eller ind, bøie sig for sankte Olavs billede, eller bøte en lybsk. 19. Likesaa hver som gjør ulyd naar minder synges eller oldermanden taler bøte to lybske. 20. Likesaa er det alle forbudt under brødres og søstres samvær at undsige en anden paa liv eller lemmer. Sker dette, som Gud forbyde, da skal der om den sak forlikes paa stevnet med oldermandens og gode mænds raad efter sakens størrelse og beskaffenhet, uanset kongens lov og ret. Og hver som ikke vil følge denne avgjørelse, han utelukker sig selv av gildet. 21. Og naar nogen av gildebrødrene dør, da skal brødre og søstre som bor der i sognet, komme til liksengen og late sjælemesse synge og ofre med gildets lys. Den som ikke kommer betale en halv mark medmindre forfald hindrer. 22. Likesaa dersom nogen av gildet dør utenlands eller indenslands, da skal brødre og søstre, naar de spør hans salige endeligt, sørge for liksang efter det som før er sagt, eller bøte en halv mark med mindre der er lovlig forfald. 23. Likesaa om nogen broder eller søster ligger syk, da tage de hver dag en kande (øl) fra kjelderen. 24. Og medens gildet varer, skal der hver kveld gives almissefolket en halv bolle mungaat for kristne sjæle. 25. Likesaa om nogen gildebroder blir saa fattig at han ei magter at yte sit tilskud til gildet, skal han dog være i gildet hver dag saalænge det varer. 26. Og skal gildebrødre ogsaa paa sankte Olavs dag den sidste æte et maaltid sammen, og skal hver mand lægge til en hvit penning 5 ). 27. Likesaa skal gildemesse læses (seggiast) hver dag mens gildet varer. 28. Likesaa er det samtykt av alle gildebrødre at enhver skal bringe sitt malt malet til gildestedet en halv maaned før gildet. 29. Og hver den som ikke kommer til gildet og ei later sit malt bringe, uten at han har forfald, betale en skilling engelsk [mand og kvinde. 30. Likesaa hver som ei sender sit malt og 6 ) selv sitter hjemme forfaldsløst utenfor Hordsjø, betale ogsaa en skilling engelsk. 31. Og efter hver messe og hver aftensang skal presten synge liksang i kirken saa længe gildet varer 7 ). 32. (Den som ei kommer til aftensang eller messe, bøte en penning for hver gang han forsømmer, mand eller kvinde 7 ). Som man vil se, staar de forskjellige bestemmelser i skraaen ikke altid i nogen logisk rækkefølge; mange steder kommer de om hverandre, uten nogen indbyrdes sammenhæng eller orden. For at faa en klar forestilling om gildets ordning i det hele er vi nødt til at samle de enkelte bestemmelser som vedkommer samme forhold i gildelaget. Og da denne skraaen paa flere punkter er knappere end den andre fra Søndhordland, vil det være heldig at ta med et og andet fra den ogsaa.

7 I. Medlemmernes avgifter. Gildernes ordning svarte i det hele til deres navn. Ordet gilde er nemleg i slegt med det gammelnorske ord gjalda: at «betale, yte, ofre.» Alle medlemmer hadde faste bidrag at yte til laget; de pligtet ogsaa at yte hverandre hjælp og støtte naar det trængtes. Navnet gilde blev ogsaa brukt om de festlige sammenkomster som laget holdt, og hvortil hvert medlem bragte sit bidrag til mat og drikke. Derav kom ogsaa den senere bruk av ordet gilde om almindelig gjestebud. Enhver som vilde bli medlem av gildelaget, maatte svare en avgift ved indtrædelsen ( 1). Den skulde ytes i varer, malt og voks. Begge dele trængtes naar laget holdt sine fester eller gilder, vokset til lys og maltet til øl. En vætt var en vegtenhet som svarte til 28 5 / 6 mörk, og den gamle norske mark var paa det nærmeste 216 gram. De 2 mærker voks skulde altsaa være omtrent 4 1 / 3 hektogram i vor vegt, ½ vet malt omtrent 3 1 / 9 kilogram. Det var saaledes ikke nogen stor mængde, ialfald av malt; til det aarlige gilde var medlemmernes tilstud av denne vare antagelig større, som man nedenfor vil se. Til denne avgift i varer kom saa en anden i penger, nemlig til «skaalekjøp» ( 6). Dette gjaldt dog bare mændene (gildebrødrene) ser det ut til, for at de derved skulde bli medeiere i gildeskaalen eller gildestuen, og saaledes ogsaa være forpligtet til at ta del i dens vedlikehold. Her er den ældre skraa fra Søndhordland mere omstændelig. «De mænd som gaar ind i gildet vort, skal betale slikt husværd som vi fastsætter,» heter det; og i en anden paragraf : «Saa er og mælt at en mand skal ta hus i eie efter far sin, og ingen skal gjøre indsigelse derimot naar han har tat arv efter ham og gaar i den kreds (sveit) som hans far var i. Ældste søn skal ha retten hertil, om han vil, men derefter den som er næst ham i alder.» Men saa sier den videre: «En kvinde skal ta hus efter mor sin, om hun er den ældste Baade mand og kvinde er uten hus dersom de ikke har holdt arveøl eller gjort arveret gjældende den første sommer.» Her ser vi at ogsaa gildesøstrene eide sin del i gildehuset, og at denne gik i arv som anden einedom. I bestemmelserne om barns adgang til det festlige gilde heter det ogsaa: «En mand kan ha sin søn i gildet til han er 12 vintre gammel; da skal han kjøpe hus og gaa ind i gildelaget, men ikke vinde ret til at avlægge ed før han er 15 vintre.» Ved optagelsen i gildet bruktes ingen ed, saaledes som tilfældet var i Nidaros-gildet; derimot blev man her optat i laget ved haandslag, likesom naar man avsluttet et kjøp, en kontrakt eller lignende. For Onarheims-gildet findes ingen tilsvarende bestemmelser i skraaen; men omtrent paa samme vis har det vel gaat til her ogsaa, idet man fulgte den almindelige skik og bruk. I husekjøp skulde hver gildebroder her betale en engelsk penning. Om størrelsen av de avgifter og de mange bøter som skraaen fastsætter i penger, er det imidlertid vanskelig at faa noget klart begrep. I middelalderen var myntforholdet indviklet og blev med tiden temmelig forvirret. Man havde nok myntede penger, penningar, halfpenningar etc. Men som regningsenhet bruktes ogsaa her marken, en mark «brændt» eller renset sølv. Den deltes i 8 aurar (øre), hver eyrir i 3 ertogar, og hver av disse i 10 penningar. Baade i vegt og i værdi skulde altsaa 240 myntede penningar oprindelig svare til 1 marks sølv, og penningens vegt blev da 0,9 gram. (Til sammenligning kan nævnes at vor 10 øre veier 1.45 g., men indeholder bare 0,58 g. sølv, resten kobber). Sølvmarkens værdi og kjøpeevne var dog langt større dengang end nu; selv om den ikke regnes høiere end til 360 kroner, som Munch gjorde i 1850-aarene, skulde altsaa værdien av en penning normalt svare til mindst 1,50 kr. i vore penger. Men saa enkelt er ikke forholdet. Man begyndte snart at slaa mynten undervegtig, saa en «mark tællet» (mynt) fik mindre værdi end en «mark brændt», sølvmarken. Man brukte da ofte at veie pengene istedet for at tælle dem, og en «mark veiet» kunde derfor ogsaa bety en vegtmark av penninger Senere blev myntsølvet bandet med kobber, bl.a. for at gjøre de smaa, tynde mynter større og mere haandterlige; saalænge mynten ogsaa hadde et nogenlunde rigtig sølvindhold, blev derfor vegten av pengene større end

8 værdien i forhold til sølvmarken. Saaledes hadde man tilslut tre-fire værdibetegnelser for penger. Fra omkring 1250 gik ogsaa pengenes sølvindhold stadig ned; omkring 1350 var det nede i 1 / 5, og senere var det tildels endda mindre, i 1481 endog helt ned i 1 / 24. Den mest kobberholdige mynt blev gjerne kaldt «svarte penninger», en bedre sort derimot «hvite penninger», som ogsaa nævnes i 4 og 26 ovenfor. Disse forhold maatte jo føre til at folk nødig ville ta «kongens mynt» for god, endda flere av kongerne gav paabud herom og ved tvang søkte at holde kursen oppe. Allikevel gik pengene ned i værdi. Under den økende forvirring slog man ind paa den vei at fastsætte værdierne i utenlandsk mynt, som ogsaa kom meget i bruk blandt folk. Som man ser, nævner skraaen ofte baade engelske og lybske (c: lübeckske) penger. En engelsk for 6 norske. Men regnet efter fuld vegt og rent sølv i alle sorter, skulde de lybske og engelsek bare ha henholdsvis vel 1 1 / 3 og 2 2 / 3 gange saa stor værdi som de norske penninger. Nævnte kurs vidner da ogsaa om hvor daarlig landets mynt var. Hvor meget pengene gjaldt i det praktiske liv faar man kanske en bedre forestilling om ved et par eksempler fra tiden kort før denne skraaen blev skrevet. Efter de takster som kongen fastsatte i 1380, skulde en tønde sild sælges for 3 mark penger 8 ), en tønde bjor for 2 mark, et voksent naut for 1 1 / 2 mark, en sau for 2 øre 60 penninger; samme pris var det ogsaa for 1 spann (18 eller 24 mærker) smør, henholdsvis altsaa 3 1 / 3 eller 2 1 / 2 penning for en mark; for voks svarer derimot taksten til 30 eller 40 penninger for marken skulde skomakeren sælge et par støvler av godt nautskind for 1 / 2 mark penger, et par av de bedste mandssko for 30 penninger, men lave kvindestøvler for 6 engelske penninger. For sidstnævnte pris skulde ogsaa smeden i 1377 sælge «en god bondeljaa»; for at slaa en hestgang kunde han ta 15 (norske) penninger naar han selv holdt kul; taksten for et par «lettere» støvler var da 20 og for «lave sko» 5 engelske penninger. Foruten de nævnte avgifter ved indtrædelsen skulde gildelaget ha et aarlig bidrag av hvert medlem ( 2 og 5). Det kaldes «saala skoth» (sáluskot) og blev altsaa skutt sammen til hjælp for de avdødes sjæle, ved sjælemeser o.lign. Det skulde ogsaa ytes i penger, 2 engelske penninger for mand og kone, og likesaa en 1 engelsk for enlig kvinde. II. Gildelagets høitid, det aarlige gilde. De fleste bestemmelser i skraaen gjælder gildelagets feststevne, det store gilde som hver sommer blev holdt. Ifølge 3 skulde dette gilde begynde paa St. Olavs dag den første. Det var den 29. juli, dagen til minde om Hellig-Olavs martyrdød. En anden Olavs-dag som blev feiret i middelalderen, St. Olavs dag den sidste ( 26), var 3. august; det var til minde om hans aabenbarelse som helgen, da hans legeme blev gravet op av sandmælen ved Nidelven og ført over i kirken. Selvsagt matte dette være de store høitidsdage for et gilde som var viet til landshelgenen. For det andre gilde i Søndhordland lyder den første bestemmelse saa: «Vi har saa mælt og lovet Gud og sankte Maria og den hellige kong Olav, at vi skal ha vort gilde hver sommer efter tolv maaneder, den hellige Krist og sankta Maria og den hellige kong Olav, vor kirkedrot, til tak, os til helse, til godt aar og fred, og til al miskund fra Gud baade i denne verden og den næste.» Længer ute tales om «den helige kong Olav, som er konge baade over vort land og vor lov (eller lovsamfund» = gildet?). Ogsaa dette har da været et Olavs-gilde. Den 29. juli hvert aar har altsaa gildefolket været samlet paa Onarheim, hvor gildestuen stod. Og samværet skulde nu vare saa længe de fandt for godt og mungaatet rak. Blandt gildets timelige goder hadde ølet den første plads. Her nævnes to slags øl, mungaat og bjor. Det sidste var en sterkere ølsort, som i regelen blev indført fra Tyskland (tysk: bier). Mungaatet var derimot eget brygg og det som mest bruktes. Til hvert aarsgilde blev der nok

9 paa Onarheim brygget en god del av det. En halv maaned før gildet skulde hvert medlem bringe sit malt frem til gildestedet ( 28). Hvor meget er ikke her sagt; bestemmelsen i 1 gjælder dog kanske ogsaa dette. Men i det andre Søndhordlands-gilde skulde hver «ha 1 3 / 4 vet malt for haanden til sommeren». Brygningen og al anden forberedelse til gildet blev utført av de saakaldte gjerdarmænd ( 13). Disse skulde utnævnes paa det sidste gildestevne som blev holdt før aarsgildet. Gildestevner kaldtes de forhandlingsmøter som gildelaget holdt ( 8); i den andre skraaen heter det ogsaa: «Gildestevne skal vi jevnlig ha, naar vi og nogen kalder dertil, og være der alle. Om nogen blir borte uten lov, bøte han en ertog.» Med et saa vigtig hverv som gjerdarmændene hadde, fulgte ogsaa en streng pligt. Hvis nogen slo sig unda, skulde han være skyldig en tønde mungaat (senere bjor) eller faa en anden i stedet for sig. I det andre Søndhordlands-gilde skulde der hver gang utnævnes 10 slike gjerdarmænd, som skulde utføre starfet. (I bygdemaalet brukes endnu «strevet» om det at lage til og forestaa bevertningen f. eks. i et bryllup). Forsømte nogen av dem at være med, skulde han bøte to maaneders mat smør, og av dette skulde baade gjerdarmænd og gildebrødre ha sin del. Om halvparten av gjerdarmændene svigtet, maatte de andre sørge for at strevet blev utført. I tilfælde skulde der ved lodkasting tas ut av nærmeste sveit (bygdelag, avdeling) saa mange som trængtes. De skulde alle være tilstede og ta imot maltet fra gildebrødrene. Alt maltet skulde være godt. Var der noget som de ikke vilde godkjende, skulde de føre det frem paa gildestevne, og gildebrødrene skulde dømme om det. Blev det kasert, skulde utrederen bøte en maanedsmat smør og maltets værd. Men var der ikke fuldt maal, skulde han bøte det dobbelte. Noget tilsvarende bidrag av matvarer nævnes ikke. I bestemmelsen om gildemaltet heter det i den ældste skraa at hvert medlem ogsaa skulde bringe med «et traug hvori ligger to spann» d.v.s. mindre drikkekar; den fastsætter ogsaa en ørtugs bot for hvert traug som ikke kommer frem, «men to om det læker.» Likesaa sier den at ingen av gildebrødrene maa negte at laane ut sine kopper og kar, som gjerdarmændene skal ha ansvar for og bringe tilbake i samme stand som de tok imot dem. Blandt disse sidste maatte vel ogsaa være matkar, men mat er ikke nævnt. Det ser ut til at alt som trængtes av mat, har hver bragt med sig naar han kom til gildet. Maten krævet jo ikke en fælles tilvirkning som ølet. Ordningen som den var bød sikkert ogsaa sine fordele; kappelysten sørget nok for at denne side av gildet ikke stod tilbake. Til gildet skulde alle medlemmer komme. Blev nogen borte uten gyldig forfald, skulde der bøtes ( 29); likesaa om maltet ikke blev levert. Her var boten av de største, en skilling engelsk eller 12 engelske penninger. Baade mand og kone pleidde at møte, ser det ut til, men ogsaa ugifte mænd og kvinder var med. Skraaen for det andet gilde nævner ogsaa barn; under 3 aar gik det frit, men siden maatte der lægges til en 1 / 2 vet malt, indtil det var 12 aar og skulde regnes for fuldt medlem. Et medlem kunde ogsaa ta gjester med sig, mænd og kvinder, mot at betale med penger for deres daglige fortæring ( 4). I Nidaros-gildet kunde ogsaa utenforstaaende være gjester i aarsgildet, naar de skaffet malt og desuten betalte 10 penninger i brygningspenger; men ikke mer end en gang skulde en person faa denne adgang før han blev medlem av gildet. Naar gildet skulde begynde, var der nok mange samlet paa Onarheim, baade mænd, kvinder og barn. Presten var selvsagt med fra først til sidst. Ellers var det folk fra grænderne og bygderne rundt omkring; noget bestemt omraade er ikke angit, som vi senere vil se. Først og fremst saa man vel bygdehøvdingerne og i det hele de mere velstaaende odelsbønder. Der var vel ogsaa leilændinger med; men gildet var neppe for hvermand; dertil var avgifter og andre pligter for store. Folket møtte naturligvis i sin høitidsdragt. Mændene skulde dog ikke bære vaaben, som de ellers pleide naar de var ute. I hvert fald maatte de hænges av utenfor gildestuen ( 7).

10 Gildeskaalen var vel bygt som røkstuerne ellers, men meget større. Den hadde ogsaa et mere høitidelig præg. Her stod ialfald St. Olavs billede, antagelig utskaaret i træ, og alle og enhver «lutet sig» for det naar de gik ind eller ut ( 18). Her nævnes ikke andre helgenbilleder, men har kanske været flere. I Nidaros-gildet nævnes flere høisæter (andveger) i forbindelse med jomfru Maria, St. Olav, St. Peder o. f., og rimeligvis har deres billeder hat sin iplads paa et slags høisæter langs væggene. Gildet har antagelig faat sin vigsel ved at der først «høitidelig» blev holdt Olavsmesse i kirken ( 9); den stod ogsaa paa Onarheim, og her hadde gildet vistnok et alter, hvor der nu blev ofret efter messen. Det var jo den store høitidsdag, da Hellig-Olavs ben blev tilbedet i Nidaros, og flere av gildebrødrene hadde visselig været der under en Olavsmesse. Efter messen i kirken samler man sig i gildestuen, hvor mat og drikke venter. I skraaen for Onarheims-gildet faar man ikke høre nærmere om dette, men derimot mere i den andre fra Søndhordland. Efter den skulde hver mand ha plads i sin sveit, sit lag eller sin avdeling, og da ordet tildels (som paa Island) ogsaa brukes om bygd, bygdelag, var det vel saa at sambygdinger sat sammen tilbords. Flere bord var sat frem, og for at undgaa strid om rangen skulde lagets plads bestemmes ved lodkastning. Den som havde «bordsyslen», forestod maaltiderne (paa Onarheim antagelig oldermanden), skulde ringe tilbords ved middagstid, og da skulde alle i gildet være inde. Saa blev maten signet, og man tok til sig av høitidskosten og ølet. Var der nu nogen som vilde gaa ind i gildelaget, skulde han bære det frem ved bordet, «fordi man kun faar ret til at bli gildemedlem naar ingen raader derfra.» Derefter foregik vel den høitidelige optagelse ved haandslag o.s.v. Efter maaltidet fortsatte samværet en stund mere frit. Men skik og orden maatte der være. Ingen mands hund eller hauk maatte komme i gildestuen efter at bordene var fremlagt; i tilfælde skulde de føres ut og eieren bøte 3 penning. Terningspil var forbudt; faldt nogen i denne fristelse, var boten 10 penninger. Men 15 penninger blev det for den som bød veddemaal. Alle skulde være forlikte, ikke trætte eller kjevle eller bruke mund, «hverken mænd eller kvinder», føies til for sikkerhets skyld. «Enhver agte vel sine ord, ti det er godt om morgenen at mindes hvad man om kvelden siger». Heller ikke maatte nogen drikke for meget: «Om en mand slaar ned saa meget mungaat at han ikke kan dække det med sin love, da bøte han 3 penninger.» Ogsaa Onarheims-gildet har lignende ordensregler ( 14). Men der kjendes ogsaa en grovere forseelse: Den som drak sig saa fuld at det fløt over paa nogen maate, skulde bøte med en halv tønde bjor ( 16). Hvis nogen talte sine gildesøskend ilde til, skulde saken dømmes paa gildestevnet ( 15). Oldermand kaldtes den øverste leder av dette gilde; navnet, som peker hen paa hans alderværdighet, er optat fra utlandet. Han hadde ogsaa dommer-myndighet. Oldermanden og 6 gode mænd skulde dømme ogsaa naar det gjaldt saa alvorlige ting som undsigelse paa liv eller lemmer, uten at anden rettergang skulde brukes ( 20). Den som ikke vilde bøie sig for denne avgjørelse, utstøtte sig selv av gildet. «Den som ikke vil gildemaal nyde, skal av gildet fare», het det i det andre Søndhordlandsgilde. Alle saker mellem gildebrødrene skulde her forlikes inden gildet, undtagen de som angik jordeiendom. I det hele var altsaa ret, orden og sømmelighet nøie paaagtet i gildet. Av gammel erfaring visste man ogsaa at sverdet sat løst naar ølet gjorde folk hete i hodet; da var det ikke langt fra ord til handling, og derfor skulde vaabnene ligge hjemme, eller ialfald ikke komme i gildestuen ( 7). Under samværet i gildestuen blev de saakaldte minder forrettet. Først nævnes Marias minde, som skulde forrettes hver kveld ( 11). Presten sang eller messet til hendes minde, d.v.s. viet til hende den skaal som nu blev drukket av alle. Saa blev navnene paa alle gildesøskend som var i live, oplæst av oldermanden. Derefter kom atter presten ind, i sin korkappe og med røkelseskar, og stænket vievand rundt om i huset med den sedvanlige latinske formular fra Davids salme 51, 9, som her betegnes med begyndelsesordet asperges.

11 Under denne handling bad han ogsaa paa folkets vegne, idet han sang en av de latinske kolletter, som begynder med ordene: Hør os, Herre, og utræk din haand over dine tjenere etc. Blandt mindeme hadde selvsagt Hellig Olavs minde her en fremskutt plads. Hans billede stod i gildestuen, og foran dette stod vel presten mens han forrettet Olavs minde. Da skulde ogsaa lysene brænde ( 12). I Nidaros-gildet skulde de forskjellige minder drikkes foran vedkommende helgens høisæte. «Alle skal være inde naar der tales for Marias minde eller Peters minde eller Olavs minde. Og de skal staa op og tie undtagen at de ber for sig, og drikke staaende det første bæger, eller bøte en penning for hvert høisæte. Det samme om han gjør ulyd.» Gerdarmændene skulde bære mindebægrene frem. I det andre Søndhordlands-gilde gjaldt noget lignende: «Om nogen mand sitter i gildestuen mens presten velsigner Kristi minde og Maria minde, eller nogen er ute naar dette sker, han bøte 3 penninger.» For Onarheims-gildet er bestemmelsen kortere ( 19). Efter Olavs minde skulde gildet mindes og hædre alle de medlemmer som var bortvandret, men tillike bringe deres sjæle hjelp. Deres navn ble læst op, og derpaa fulgte den gamle salme: Requiem æternam etc, hvis første strofe er oversat saa : Hvilen den evige giv dem, o Herre! Og lyset det stedsevarende lyse for dem! Der blev nu ogsaa sunget en latinsk salme, som begyndte med ordene: De profundis. Det var Davids salme 130, den katolske kirkes bodssalme. Den samme tekst har ogsaa Luther brukt i vor salme: Av dybsens nød. Om der var mange omframt presten som kunde disse latinske salmer og forstod dem kan være tvilsomt; men alle var det i hvert fald ikke. Hver dag mens gildet varte, blev der holdt gildemesse ( 27). Som andre messer blev den vel holdt i kirken. Her var de ogsaa til ottesang og aftensang hver dag. Efter messe og aftensang blev der tillike sunget liksang i kirken ( 13). Den gjaldt vel særlig de gildesøskend som var døde i aarets løp, siden forrige gilde blev holdt. Døden løste nemlig ikke brorskapets baand. Likesaa vist som man skulde hjælpe sin gildebroder i livet, var det en endda helligere pligt at bringe hans sjæl hjælp efter døden. Og det trodde man kunde ske ved liksang (dødsmesse) og ved sjælemesse. Sidste gildedagen skulde ogsaa sjælemesse holdes ( 10). Da var alle samlet i kirken. Med hellig andagt fulgte de prestens handling idet han indviet brødet og vinen, som nu skulde forvandles til det hellige sonoffers kjød og blod. Dermed blev det liksom ofret paany, ogsaa for de fraværende som blev nævnt. Idag gjaldt det altsaa de døde, for at deres sjæles pine kunde avkortes. Og her skulde det særlig gjælde for dem «som gildfaste ere,» og altsaa blev de avdøde gildesøskend endnu paa en maate regnet med i gildet. I det andre Søndhordlands-gilde skulde en sjælemesse «synges» hver dag i gildet, og den som ikke var tilstede bøte 10 penninger. I Nidaros-gildet skulde sjælemesse synges for alle avdøde gildebrødre den dag arveøl holdtes, «og alle gildebrødre skal høre til og ofre til alteret slikt som Gud giver hver i hug for alle kristne mænds sjæle.» Saaledes gik altsaa dagen under en gildefest, delt mellem gudstjeneste og andagtsøvelser paa den ene side, og det selskapelige samvær med mat og drikke paa den anden. Og der blev sikkert levet efter den regel at det ene bør gjørs og det andet ikke forsømmes. Hvor mange dage det kunde vare, er ikke sagt; det kom nu ogsaa an paa hvor længe ølet strak til. Det fællesmaaltid som gildebrødre skulde holde den sidste Olavs-dag, 3. august, hørte ikke mer til det egentlige aarsgilde, ser det ut til, da det særskilt skulde betales med penger ( 26). Skal man tænke sig at gildefolket først reiste hjem og saa kom tilbake til Onarheim den dag, maatte de vel ha et par dages mellemrum, og hovedgildet kunde da ikke godt vare over tre dage. Bestemmelsen i 26 ser dog ikke ut til at gjælde som en pligt for alle, men antagelig for dem som bodde nærmest til; da den ogsaa er strøket omkring 1500, var dette fællesmaaltid kanske sløifet allerede længe før den tid, og gildet kan da for saavidt ha varet i flere dage.

12 Tiden var jo ikke den beleiligste, midt i sommerarbeidet, men den tid var folk anderledes vant end nu til at ofre av sine arbeidsdage, naar kirken og de religiøse pligter bød. III. Andre pligter og rettigheter i gildet. Som skraaen viser, hadde gildelaget sine opgaver ogsaa utenom disse gilder. Broderskapets pligter og rettigheter gjaldt tillike vigtige forhold i det praktiske liv. For Onarheims-gildet er imidlertid bestemmelserne knappe og kortfattet ogsaa hvad dette angaar. Det heter først at alle gildebrødre «skal hjælpe og styrke hverandre til lov og ret inden- og utenlands» ( 17). Her er de to andre gildeskraaer langt mere omstændelige. For Søndhordlands-gildet heter det saaledes: «Vi skal staa inde for vor gildebroders hus, for hans husfolk og gjester og det han føder i fjøset. Vi skal fare til ham og bygge (hus) op jevngodt som før. Hver skal skaffe den stok eller det stykke som huseeieren ønsker, samt et knippe næver.» Den som unddrog sig maatte bøte. Brændte ens kornlade op før jul skulde hver gildebroder yte ham en mæle korn (omtrent en skjæppe), og halvdelen derav om den brændte efter jul. Dersom høiladen brændte, skulde de ta hans bufæ og føde det frem, to mand om en ko, og være ansvarlige som for det fæ man har i vinterfor. Kom der sygdom paa en gildebroders bufæ, saa han mistet tre kjør ellere mere, da skulde de ogsaa yte ham en mæle korn hver; men hvis han bodde paa en gaard hvor bufæet var særlig utsat for en eller anden dræpende syke, da hadde han selv ansvaret. Likedan var det om nogen led tap eller ulykke paa anden maate. Om nogen gildebror, som var kjøpmand, mistet gods til 3 mark eller mere, skulde de andre erstatte tapet. Kom han ut for ran eller skibbrud, skulde de ogsaa bøte skade. Dog ikke hvis han for i ufrit (fiendtlig) land; da maatte han sælv bære ansvaret. Men blev han hærtat i fiendltig land, da skulde hans gildebrødre skaffe gods for at løse ham ut, en halv maaneds mat smør hver; det var dog arvingernes pligt at fare efter ham, men kunde ogsaa gjøres av gildebrødre som vilde. Men kom han sig fri uden hjælp, skulde de ha sit gods igjen. I dette gilde maatte altsaa nogen drive sjøfart og kjøpmandskap, mens de fleste bestemmelser passer til bondens liv, og gildet hører derfor hjemme i et kystdistrikt. Onarheims-skraaens uttryk: «hjælpa ok styrkia hwar androm til lagz ok rettha», fremhæver særlig pligten til at yte bistand ved rettergang, et av de merkeligste punkter i gildeordningen. Her kan Nidaros-skraaen, som den ældste, bedst vise os den oprindelige ordning. Den fast-sætter nemlig: «Hvis en av vore gildebrødre blir dræpt, skal den hevne ham som er der tilstede, og have en ertog av hver gildebroder, men 3 mark av arvingene. Men hvis han ikke hevner det, da er han ute av gildet og gjælder for mensvoren, undtagen han kan sverge paa at han ikke visste det var hans gildebroder Og hvis en mand slaar eller saarer en gildebroder, skal man hevne det hvis man kan. Men vi skal ikke æte eller drikke med foruretteren førend han har bøtet vor gildebroder fuld ret, men os 12 øre, undtagen det er skedd i hans eget hus» Her gjaldt altsaa likefrem hevnpligt, den ældgamle rettsordning med blodhevn. Et minde herom finder man ogsaa i skraaen for Søndhordlands-gildet, hvor det heter: «Om vor gildebroder blir dræpt, og drapsmanden, ikke hører til gildet, da skal vi følge eftermaalsmanden, alle gildebrødre, og yte ham den hjælp vi formaar.» Den som negtet skulde bøte; likesaa om han fulgte uten at hjælpe, med mindre han var i nær slegt med drapsmanden; da stod han frit og kunde hjælpe hvilken av párteme han vilde. Men dersom nogen dræpte sin gildebroder, da skulde han fare bort og være alle gildebrødres nidding «og aldrig komme hit siden.» Her er altsaa ikke længer tale om blodhevn eller gildebrødres hevnpligt. De skal bare følge og hjælpe, naar en gildebroder eller hans eftermaalsmand søker lov og ret. Men formen og tonen viser ogsaa her tilbake til en tid da blodhevnen endnu levet i folkemindet. Ogsaa ellers var det pligt at følge en gildebror, naar han trængte det. «Vi skal følge en gildebroder inden fylket, saa mange mænd som han nævner. Han skal skaffe os al fararbeina (alt som trænges paa reisen). Noget lignenede gjaldt ogsaa for Nidaros-gildet.

13 Skraaen for Onarheims-gildet har derimot et par bestemmelser som gir det et mere religiøst preg. Saaledes skulde man hver kveld under gildet la fattigfolket, «.almosi folky», faa en halv bolle mungaat som sælebotsgave ( 24). Og om en gildebroder blev saa fattig, at han ikke kunde utrede sit tilskud, saa skulde han likevel faa være med i gildet saa længe det varte ( 25). Laa nogen av gildemedlemmerne syk, hadde de ret til at ta en kande øl av kjelderen hver dag ( 23). I det andre Sønhordlands-gilde var ogsaa en gildebroder fritat for at levere malt naar han laa syk eller var utenlands. Et av de strengeste paabud gjaldt naar en gildebroder døde ( 21, 22). Da skulde de andre, som bodde i samme sogn, komme til liksengen, sørge for liksang og begravelse og ofre rikelig til sjælemesse. For dem som ikke kom, var boten stor, en halv mark, hvis han ikke hadde gyldig forfald. For det andre Søndhordlands-gilde var bestemt: «Naar nogen av gildebrødrene dør, skal arvingene skjære budstikke, og hver gildebroder skal følge liket til dets hvilested, naar budet er kommet til hans hus, eller bøte en ertog som lægges til sjælemesse». De som ikke var tilstede paa gravbakken, skulde bøte 2 ertoger til sjælemesse, undtagen de var utan soknar menn. Der gjaldt saaledes ikke saa faa pligter for dem som vilde være med i gildelaget; det kunde koste baade tid og utgifter. Og for hver forseelse eller forsømmelse var det bot at betale. I det andre Søndhordlands-gilde skulde ogsaa den som gik ut av gildet uten tvingende grund, men av foragt som det heter, betale bot, 3 maaneders mat smør. Og bøter som var søkt med rette, skulde økes med det halve om der blev gjort motstand mot dem. Pengebøter som var større end en ertog skulde lægges til kjøp av kopper og kar, de mindre skulde gjerdarmændene beholde. I det foregaaende har jeg prøvt at samle det væsentligste av den oplysning som de opbevarte gildeskraaer selv kan gi os om gilderne i middelalderen. Som man snart kan se, danner dise gilder et vigtig og ganske forvitnelig avsnit av vor gamle historie. Gildelagene er dog ikke noget helt nyt i den kristne middelalder; de har enkelte røtter langt tilbake i den hedenske tid. Selve navnet betegner dem altsaa som sammenskudslag, og slike var gammelt kjendt i Norge. Om oprindelsen til de kristne gilder fortæller Snorre i Olav Kyrres saga, at denne konge «indsatte Miklagildet i Nidaros og i mange andre gilder i kjøpstæderne, men før var der omgangsdrikkelag» (hvirfingsdykkjur). Ei ældre saga fortæller ogsaa om Olav Kyrres tid: «Da begyndte der i kjøpstæderne drikkelag og sammenskudsgilder (skytningar) meget mer end før hadde været.» Fra disse omgangsdrikkelag og sammenskudsgilder var der ingen stor overgang til de egentlige gilder. Forandringen som Olav Kyrre indførte, var væsentlig den at de nu skulde holdes i eget hus og blev stillet under kirkens opsigt. Eksemplet kom vistnok fra Vesterlandene, men ordningen fandt i Norge en let tilknytning og sin største styrke i det nationale. Ogsaa i sin nye skikkelse minder gilderne tydelig om sit utspring fra visse forhold i den hedenske tid. Saaledes de gamle blotveitsler og fostbrødrelag. Ogsaa ved offergilderne skjøt deltagerne sammen til gjestebud, baade mat og drikke; bægrene blev signet til guderne og drukket til deres ære, for helse, godt aar og fred. Og naar vikingetidens mænd svor sig i fostbrødrelag, lovet de ogsaa at hjælpe og hevne hverandre som brødre. De som deltok i omgangsdrikkelagene kaldtes ogsaa «brødre», og hadde saaledes indgaat lignende brødrelag. I Nidaros-gildet har man eksempel paa at ogsaa gildebrødrene svor sig i gildet og pligtet at søke hevn. Her var ogsaa arveølet flyttet over i gildet. Arveølet var jo ættens store samlingsfest, da arvingen traadte ind som fuldmyndig medlem av slegten, og slegtskapsbaandet med dets høie pligter likesom blev knyttet paany. Nu blev gildet den store familie, ættens pligt til at hjælpe og verge overtat av gildebrødrene. Blodhevnene blir dog snart, som i

14 Søndhordlands-gilderne, kun en pligt til at «styrke og hjælpe til lov og ret», en overgang som naturlig svarer til den at Tors og Brages bæger nu.var blit «minder» for Kristus og kirkens hellige mænd. I det hele bærer gilderne bud fra en tid da livet artet sig anderledes end nu. Nævereten, den sterkeres ret, gjorde sig endnu gjældende paa mange vis i samfundet, og skapte utryghet og overlast mot de svake. Og livet var enkelt som det var haardt, uten mange glæder at by paa. Men for kirke og religion skapte det en dyp ærefrygt hos de fleste. Det var da naturlig at folk følte trang til at slutte sig sammen i lag, til fælles glæde og forsvar, og at disse sammenslutninger fik det halvt verdslige, halvt religiøse præg som gilderne hadde. Ser man paa de forskrifter som er gjengit ovenfor, skjønner man snart at gilderne ogsaa maatte øve en vigtig indflytelse paa livet i middelalderen. Gjennem dem naadde kirkens lære ut i selve folkelivet, baade i helg og yrke, i glæde og sorg. Flere av ordensreglerne for aarsgildet, f. eksempel, lar os skimte en bakgrund som ikke er lys: Umaadelig drik naar folk kom sammen; raahet og vildskap, slagsmaal og drap fulgte med. I mange bygder har de gamle samburdarøl holdt sig langt ned imot vor tid. Helst i julen og andre høitider kom folk sammen, én gang hos hver, og bar øl med sig; saa sat de og drak, og naar de ble f ulde, saa slos de. Og bitter erfaring hadde lært at kone og fæstermø da fik ha likskjorten rede. Her har gilderne hat sin mission, ved at hæve grænserne for det sømmelige, dæmpe vildskapen og indskjærpe kristenpligterne baade i omgang og ellers i dagliglivets forhold, kort sagt en folkeopdragelse som tiden knapt hadde noget andet middel til at gjennemføre. Det er neppe tilfældig at vi fra gammel tid ikke finder saa meget om slagsmaal og drap i Søndhordlandsbygdene som i mange andre bygder i landet, men et vidnesbyrd om den indflydelse gilderne her har øvet. Foruten Onarheims-gildet hadde man i Søndhordland ogsaa et gilde paa Stord. Paa Aadland, straks ovenfor Frugaards mølle og altsaa ikke langt fra kirken, kan endnu gildestuens tomt paavises; stedet har endnu navnet Gildeskaalbakken. Og som før nævnt er det slet ikke urimelig at den andre skraaen fra Søndhordland har tilhørt dette gilde. Mulig var der gilder ogsaa i andre av bygdene her. I nabodistriktehne vet man om et Nikoluas-gilde i Øystese, et Mikaels-gilde paa Voss og et gilde i Kinsarvik. Som rimelig var, blev gilderne i byerne med tiden standsgilder, og saaledes oprindelsen til de senere haandverkerlaug, som ogsaa fik sin betydning. I bygdene derimot er gildernes senere saga desværre næsten ukjendt. * * * Haandskriftet som har bevaret skraaen for Olavs-gildet paa Onarheim, er skrevet i aaret Følgende viser litt av det sprog som da blev skrevet her: 16. Item hwar som saa mykith drikker ath han beer deth ikke wt aaf gildeno, geldhe halwa twnno byorss. 20. Item er allom forbodhet i samsæthe brodhra ok systra ath nokor vmseghe annan til lifs eller limme lathe som gudh for biodhe tha skulo the um thet maal forlikastz a stefno med oldhersmans radhe ok godhær manna efther mala waxsth oskoddum ollum kongssens reth en hwær som fornemzst reth standa edher tala tha see han sielfsagdher af gildeno. Det er altsaa ikke længer det gamle norske sprog, som det blev skrevet hundrede aar tidligere. Det gamle skrifsprog hadde delt skjæbne med landet; de kræfter som skulde bære det oppe, hadde svigtet. Efterhaanden var folkets talemaal blit enklere og friere, baade i

15 former og uttryk. Men skriftsproget hadde ikke fulgt med i denne, utvikling; de sidste hundrede aar hadde ingen skald eller sogaskriver hat til at dyrke det; det var stivnet ind i de gamle former, og maatte saaledes tildels føles tungvindt og gammeldags. Det fremmede fandt derfor let indgang. I knapt 50 aar ( ) hadde landet hat konge ilag med Sverige, men denne foreningstiden førte med sig en saa sterk indblanding i det gamle nationale skriftsprog at det saa at sige blev sprængt. Og dette kommer tydelig frem i denne gildeskraa. Det samme fortsatte i dansketiden, som endnu saavidt var begyndt, og saaledes er det blit en overtro at «danskerne» ogsaa røvet det gamle skriftsprog fra landet. Men Onarheims-gildet var gammelt da dette haandskrift blev til. Rimeligvis har det hat en ældre skraa, som nu blev omskrevet; enkelte ting i sprog og indhold tyder ogsaa paa det. Samtidig blev den vel ogsaa forandret i et og andet punkt som ikke længer stemte med tidens opfatning. Under en trætte som førtes i 1327, om skogen i Indre-teigen paa Skorpøy, finder man ogsaa gildet paa Onarheim nævnt. Munkene i Halsnøy Kloster paastod at denne skogteigen tilhørte gaarden Hetlelid, som klostret eide; men paa den anden side blev hævdet at den laa under Laukhamar, som tilhørte Onarheims kirke. Den 23. juli 1327 kundgjør Tore Torkelsson paa Onarheim og to andre mænd at de hadde været tilstede i maalstuen i Bergens bispegaard og hørte to vidnesbyrdet om dette skogskiftet 9 ). Det blev baaret av Torkel (Buesson) i Gjersvik og Ingebiørg Rolfsdatter, som begge var over 80 aar. Efter alt hvad disse kunde vidne, baade av egetskjendskap og efter «sine fædres frasagn», hadde kirken paa Onarheim altid eiet to parter i Indreteigen og kolstret den tredje. «Og lagde Torkel det til vidnesbyrd at gildebrødrene paa Onarheim ofte kjøpte ved til brygningen av ombudsmanden for Onarheims kirke». Det oplyses at Torkels far var godt og vel 80 aar da han døde; men hvorvidt dette om gildet blev vidnet efter hans frasagn, er ikke bestemt sagt. Oplysningen gjælder i det minste saa langt tilbake som vidnet selv kan mindes, altsaa hen imot Men paa Onarheim var der nok brygget øl til gildet længe før den tid. Dets oprettelse falder vel nærmere aar ). At Onarheim blev samlingssted for et gilde, var sikkert ingen tilfeldighet. I den hedenske tid hadde Tysnesøen været et midtpunkt for hordernes gamle gudsdyrkelse. Her hadde de sin helligdom for Ty, oprindelig himmelguden (solgudden) som befrugter jorden og vækker dens kræfter tillive; paa det hellige sted, selve Tysnes (Ty snes), blev ogsaa kirken sat, like ved det gamle offersted som her blev utgravet i sommer (1915). Et endda vigtigere sted maa øen ha været for dyrkelsen av Njord. Øens gamle navn var Njardarlög, Njords lagdømme eller det omraade hvor Njords lov (skik og orden) raader 11 ). For de gamle horder som bosatte sig i «Hordaland», var Njord den vigtigste guddom, den samme som hos deres stammefrænder paa den Jydske Halvø og ved Elblens munding kaldes Nerthus, den moderlige jord. Det var altsaa gudinden for jordens frugtbarhet. Om Nerthusdyrkelsen hos disse germanner beretter en romersk skribent fra det første aarhundrede av vor tidsregning: Paa en ø i havet findes en ubesmittet (hellig) lund, og i denne en indviet vogn, som er dækket med et klæde. Presten, dens eneste som har lov at røre ved vognen, merker naar gudinden er tilstede i dette hemmelige avlukke, og naar hun kjører rundt i sin vogn, trukket av kjør, følger han hende i dyp ærefrygt. Da er det glade dage, da holdes fest paa de steder som hun værdiges at gjeste. Da gaar ingen i krig eller griper til vaaben; fred og hvile er da det eneste folk sætter sin hug til Nar saa presten har bragt hende tilbake til helligdommen (lunden), blir vognene og klærne, og om du vil tro det, selve guddommen tvættet i en ensomt eller skjult liggende sjø Netop en slik sjø fandt man paa Tysnesøens østlige del, den som endnu heter Vevatn, det hellige vand. Det blev Njords laug, og i enkelte av de gamle kilder skrives ogsaa ønavnet Njardarlaug, Njords sjø eller bad. Nede ved fjorden paa nordsiden har vel guddommen hat sin hellige lund; her ligger nemlig gaarden Lunde, og ved sjøen søndenfor ligger Hovland, hvor den rimeligvis senere fik sit hov. Oprindelig har vel ogsaa himmelguden Ty og jordgudinden Njord været opfattet som et gudepar, da de her dyrkes side om side. Men

16 stemmende med naturforhold og folkets livskaar i Hordaland, blev Njord med tiden en mandlig gud, raadende for vind og veir, og havets rigdom, likesom Ty fornemmelig blev krigens gud 12 ). I den gamle beretning ovenfor har vi sikkert vigtige træk ogsaa av hordernes Njorddyrkelse her i Hordaland. Naar de «glade dage» skulde feires, kom hordalændinger til Njardarlaug, baade fra syd og nord. Øl og mat hadde de sikkert med, og saa holdt de gilde til Njords ære. Men da landet var kristnet, blev Onarheim kirkestedet, og avløste dermed de gamle samlingssteder paa denne side av øen. Fra gammel tid var her ogsaa tingsted. I 1165 vilde Søndhordlands-høvdingen selv, Erling Skakke, reise fra Bergen til «gangdagetinget» paa Onarheim, fortæller sagaerne. Det har altsaa været kirkesognet. Som før nævnt har ogsaa gildet paa Onarheim hat medlemmer fra andre sogn. Noget fast begrænset omraade hadde det vist ikke. Et uttryk i skraaen viser tydelig at det har hat medlemmer ogsaa utenfor Tysnesøen. I 30 er nemlig de almindelige regler om malt og fremmøte til gilderne gjort gjældende ogsaa for dem som bodde «fyri wtan Hardsio» d.v.s. Hordernes sjø eller fjord. Dette var det gamle navn paa Bjørnefjorden og dens fortsættelse ut til havs. Bestemmelsen viser at der ogsaa kunde bo gildebrødre nordenfor denne fjord, og saaledes noksaa langt fra Onarheim. I denne forbindelse maa ogsaa nævnes et par optegnelser som findes paa haandskriftet av gildeskraaen. Foran skraaens tekst var nemlig tilheftet et pergamentblad, og paa dette bl.a. indført noget som gildet hadde mottat. Skriften har Storm anset for at være fra omkring , men den er paa flere steder ødelagt. Paa bladets forside staar: «Item Torsten af netæl 11 tunno tistul fore an : sin.» Av de gaardsnavn som her nævnes, er sidste del ulæselig; men det kan neppe ha været noget andet end «Netæland», og hører saaledes ikke hjemme paa Tysnesøen. Den nærmeste gaard med dette navn var Netteland paa Hatlestranden. Ifølge de to ældste skattemandtal man har, hette manden som bodde her i 1519 Olav, i 1563 Knut. I 1590 opføres derimot Thorsten Nethellandt som gaardens bruker. Det er dog ikke sikkert at det er denne mand som nævnes i optegnelsen. Den tønde «tistul» gildet har mottatt av ham, maa antagelig være «tystøl», ogsaa skrevet «tystul», d.v.s. tysk øl, og dette har da været enten en «sjælegave» eller snarere en bot til gildet (Se 13). Efter reformationen maatte vel messegaverne sløifes, og saafremt dette ikke gjælder en bot, kan det tænkes, at siden brukeren her i 1590 heter Torstein, kan giveren ha været en av hans forfædre av samme navn, som tidligere har bodd paa gaarden. En anden gaard som i 1519 skrives Netteland, ligger i Finnaas, senere skrevet Notland, men her opføres ingen Torstein i de tre nævnte tal fra aarene. Paa bladets anden side staar: «Item haffwer endridh ask fathssen giffwet 1 / 2 l(aupe) bol i myrdall til sancte Olaffs gilde», og dette var Hr. Villem (presten) paa Tysnes, Botolf Asulvssen, Rolf Askelssen, Ketil Gunnarssen, Svein Botolfssen og alle gildebrødrene «wppa høyrande.» Gaarden som det her gjælder, maa være Myrdal i Tysnes sogn, en mindre gaard som ligger noget tilfjelds. Dens landsskyld er i 1624 opført med en 1 / 2 laup smør og 1 / 2 hud, og Nils Humlevik var da gaardens eier; i 1658 eides den av lensmanden Ingebrigt (Johanssen Mentz) i Humlevik; i landskyld opføres da bare det halve, svarende til 3 / 8 laup, og dette kaldes i 1723 «Jordebogens Taxt.» Brukeren Ole var da selveier. Giverens navn er derimot uklart. I utgaven staar «ask» sidst i linjen, uten bindetegn, og kunde mulig opfattes som gaardsnavn. Men rimeligvis har vi her bare et farsnavn, «Askfatssen», «Askvatssen», eller mulig en feilskrift for Asgautssen eller noget slikt. Noget navn som kunde passe til «Fathssen» findes ikke i «Norsk-Isländska Dopnamn» (Uppsala ); derimot Askatin (bl.a. nævnt i brev fra Voss 1303) og Askasson, søn av Aski. Som navnet anføres i Langes Klosterhistorie var det da læst «endridh as atsson» 13 ). Om gaarden Ask paa Hatlestranden oplyser mandtallet i 1590 at den da laa øde, og det samme er vel grunden til at den ikke nævnes i 1519 eller Paa Ask, senere Aske, i Fjelberg heter brukeren som opføres i de tre nævnte mandtal, Svein,