CHRISTIAN JEPSEN. Barndomshjemmet på Skast

Transkript

1 CHRISTIAN JEPSEN Det første vi må spørre om er hvorfor vi skal være opptatt med en mann som er død for mange år siden? Svaret finner vi i Heb 13:7: "Kom i hu deres veiledere, de som har talt Guds ord til dere! Legg merke til den utgang deres livsferd fikk, og følg etter dem i deres tro." Denne mannen vi skal besjeftige oss med heter Christian Jepsen. Han var en kjent og avholden forkynner i Luthersk Missionsforening (Danmark). Han var en av de mest betydligste forkynnere Luthersk Missionsforening i SønderJylland har fostret. Han virket over hele landet. Vi skal komme litt bak denne mannen og også vise noen av de predikener som rommer nettopp de sentrale sannheter, som har ligget Christian Jepsen sterkt på sinne å få frem. Rettferdiggjørelsen, Helliggjørelse og forventningen om det himmelske fedreland er toner, som har lydt igjen og igjen i hans forkynnelse. Hans ønske var å male Kristus for øye. Det gjorde han med en smittende varme. Hans enkle og dype vitnesbyrd var preget av evighetsalvor. Ofte peke han på det himmelske målet, for det er himmelen som gjelder til slutt. Dette forkynte Christian Jepsen alltid med varme og kjærlighet. Han var også preget av nøysomhet, gudsfrykt. Barndomshjemmet på Skast Barneårene Christian Jepsen vart født 22.September 1896 på Skast i SønderJylland. Han var den siste i en søskenflokk på fire, hvorav den ene døde av difteritis, før han ble født. Det vart altså således tre, to jenter og Christian som vokste opp. Da Christian var 10 år, ble hans far syk. Legen måtte hentes, og det ble konstatert lungebetennelse. Christian forteller at fra disse dager hadde han sine helligste minner. Vi lar han selv fortelle om dette: "Da vi stod inde i soveværelset hos far, sagde han til mor: "Jeg kunne ønske at tale med et menneske om min sjæl - - tale med én, som kan forstå mig". "Hvem skal jeg sende bud efter, - præsten?", spurgte mor. "Nej, jeg er bange for, at han ikke kan forstå mig, du skal sende bud efter gamle Hans P. Nielsen. Lad en af pigerne hente ham!". Jeg tænkte, det var da mærkeligt, at far hellere ville tale med gamle "Hans Pæsen", som vi kaldte ham, end med den unge præst. Far havde aldrig søgt forbindelse med "Hans Pæsen", da han var rask; far og mor var skikkelige mennesker, som havde levet et pænt og godt liv, men virkeligt samfund med Gud ved Jesus havde de ikke, og derfor havde de heller ikke søgt samfund med Guds folk eller brugt Guds ord i hjemmet. Som far lå der, indså han, at hans kristendom ikke kunne holde i døden. Han så også, at han ikke altid havde handlet ret, især angrede han, at han ofte havde brugt søndagen

2 som arbejdsdag i stedet for at holde den hellig som hviledag. Aldrig skal jeg glemme den skønne sommeraften, da gamle,,hans Pæsen" trådte ind i vort hjem og gik ind til fars sygeseng. Han havde sin store bibel under armen. Han satte sig ved fars seng, læste i den gamle hellige bog, og siden bøjede han knæ ved sengen og bad inderlig til Gud om frelse for fars sjæl. Det var første gang, jeg så et menneske bøje knæ for Gud; inde fra stuen havde jeg set det hele gennem døråbningen, og da denne gamle, hellige og uselviske Herrens tjener forlod vort hjem, havde jeg en stærk følelse af, at jeg havde været på hellig grund." Men faren stod ikke krisen igjennom, og han døde bare 40 år gammel. Men i sitt hjerte hadde han fått fred med Gud. I tiden som fulgte ble en svær tid for mor. Hjemmet deres lå nær kirkegården. Kveld etter kveld stod hun ved fars grav og gråt. Christian prøvde å trøste henne. Da svarte hun: "Ja, min dreng, det er også synd for dig, men kunne jeg blot finde det, jeg søger, så skulle det nok blive bedre!" Christian forteller videre om sin mor: Gennem fars sygdom og død var det blevet helt klart for mor, at hun ikke ejede livet i Gud. Det var det, hun søgte - og for enhver pris måtte have i eje, for ellers ville hun jo aldrig kunne mødes med far igen. Men en fin sommereftermiddag med varmt og dejligt solskin oprandt også lyset og solen for mor. Jeg havde leget udenfor, og da jeg ganske tilfældigt løb ind, stod mor i døren mellem køkkenet og stuen og tog imod mig. Jeg lagde mærke til, at hun så glad ud. Sådan havde jeg ikke set mor siden fars død. "Kom lige her hen, min dreng", sagde hun, og idet hun tog en stor bog, der lå opslået på bordet, fortsatte hun:,her skal du bare høre, hvad der står!". Og så læste hun:- "Men han blev såret for vore overtredelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår". Et par store tårer trillede ned over mors kinder, idet hun sagde:,nu har jeg det! min dreng, nu har jeg det!". Og mor havde det, hun havde det evige liv. Da hun læste evangeliet om Jesus, som blev såret for vore synder, havde Helligånden tændt troens liv i mors hjerte, og nu kunne hun synge - om end gennem tårer -: Nu har jeg fundet, det jeg grunder mit salighedens anker på. Den grund er Jesu død og vunder, hvor den før verdens grundvold lå. Det er den grund, der evig står, når jord og himmel selv forgår. H. A. Brorson. Fra nu af begyndte der et helt nyt liv i hjemmet. Bibelen og salmebogen kom på bordet, og der blev sunget lovsange midt i sorgen. Inde i den lille stue kunne mor og jeg nu bøje vore knæ sammen og lægge alt og alle ting i Herrens hånd. Fra denne svære tid i mit andet barndomshjem, da vi søskende var blevet alene med mor, gemmer jeg nogle af mine kæreste og dyreste minder." BRYTNINGSTID OG KALLET TIL TJENESTE I November 1912 (16 år) gjekk Christian Jepsen for å høre den norske predikanten Albert Lunde som skulle tale i Toftlund. Christian kom i syndenød.

3 Da han kom hjem den kvelden bøyde han sine kne og ropte til Gud om frelse. Han hadde alltid strebet etter å leve et godt liv, og han hadde alltid vært snill mot sin mor. Men nå såg han at hans store synd var vantro. Men det skulle noen til til før han fikk fred med Gud. En dag mens han stod og arbeidet ute, ble plutselig alt så levende for ham, hva som stod i Åpb.3,8: "Se, jeg har satt foran deg en åpnet dør, og ingen kan lukke den igjen." Christian tenkte på dette. En åpen dør, hvorfor ikke gå inn? Så gjekk han inn ved at han sa: "Takk, Herre Jesus! Når du har åpnet døren, så går jeg da inn - på din rekning!" Fra den dagen begynte et nytt liv for Christian Jepsen. Den 5.Mai 1921 giftet Christian Jepsen seg med Karoline, og de fekk datteren Annelise Karoline og Chr.Jepsen sammen med datteren AnneLise Christian Jepsen sin første offentlige tjeneste i Guds rike var hjemme på mors kjøkken. Det var i Da fekk han spørsmål om han kunne hjelpe til ved søndagsskolen I 1928 fekk han oppfordring fra bestyrelsen for Luthersk Missionsforening i Sønderjylland om han ikke kunne tre mer offentlig frem med sitt vitnesbyrd som forkynner. Så begynte et rikt liv i Herrens tjeneste for Christian Jepsen. Han brukte flittig Bibelen. Men han leste også i C.Rosenius's andaktsbok, og et bind av "Hemmeligheter i Lov og evangelium", "Åndelige brytninger" av Jacob Traasdahl og "Thisbiteren Elias" av Krummacher, og noen mindre fortellingsbøker.

4 Han reiste også utenfor landets grenser, blant annet til Norge. I 1936 var han 14 dager i Oslo. Han fekk telegram fra Sigvard Engeset, som var forstander i Vestre Frikirke i Oslo. En kveld talte han om de tolv speidere, som speidet ut Kaananslandet. (4.Mos. 13 og 14). Han stanset særlig ved Josva og Kalebs lydighet og trosfrimodighet., og han understreket at dette å tro, er det samme som å stole på Herren og regne med Gud. Dagen etter bad Sigvard Engeset komme inn til seg, og han spilte en helt ny sang: "Regn med din Frelser, så regner du rett..." Sangen var ny, og det var talen om Josva og Kaleb fra kvelden før som hadde gledet Engeset sitt hjerte, og som gjorde at han skrev den sangen. 1. Regn med din Frelser, så regner du rett, gi ham din byrde, så vandrer du lett! Regn med deg selv, og du kommer i fall, regn med din Frelser, og seire du skal! 2. Regn med din Frelser i medgangen blid, Regn med din Frelser i motgangens tid! Husk, når du fristes i prøvelens natt: Han er din hjelper, som aldri blir matt! 3. Regn med din Frelser når synden gjør ve, Husk at hans blod gjør deg hvitre enn sne! Nåden er større enn synden så stor. Regn med din Frelser, han gav deg sitt ord! 4. Regn med din Gud når til arbeid du går, Ellers du intet i garnene får! Selv vil han bruke din hånd og din munn, Regn da med Jesus hver eneste stund! SJELESØRGEREN Christian Jepsen var sjelesørgeren. Det viste han blant annet ved flere annledning. Da han stod ved mors seng, hun hadde ikke lenge igjen å leve, og mange hadde vært hos henne. De prøvde å trøste henne ved å si: "Ja, Marie - nå det gjelder det å holde fast helt til det siste!" Så sier hun til Christian at "jeg ligger jo her og synes ikke, at jeg kan holde fast!" Da svarte Christian: "Nei, mor, det kan du ikke. Men du kan gjøre, som det står i Brorsons salme: "Med all din nød deg i hans arme kast, han holder fast, han holder fast." Da tok hun hånden hans og sa: "Å, hvor det er godt!" Den 5.Mars 1935 sov mor stile inn i troen på sin Frelser, han som holder fast.

5 En annen gang han viste at han var sjelesørgeren var da han avla sin gode venn, Jens Boisen et besøk. Han var da veldig syk, og det gjekk nedover med ham. Så sa Jens til ham. "Det er noe, jeg er så redd for!" Det er at det ikke er rett med meg. Så svarte Christian; "Er du rett for det, Jens? Ja - det er jeg også redd for" Da såg han enda mer engstelig på Christian. Men så fortsette han. "Jens, du elsker jo ikke Jesus slik som du skulle, og du angrer ikke din synd, som du burde - og med ditt bønneliv er det vel heller ikke, som det skal være?" Nei, det var det jo ikke. "Men så er det jo ikke rett med meg. Men hør nå her Jens! Det var fordi, det ikke var rett med deg at Jesus kom her ned. Det var jo fordi, du ikke elsket han, som du burde, at han elsket deg så høyt, at han gjekk i døden for deg. Det er jo fordi, du ikke angrer din synd rett, at han angret i Getsemane" Så fekk han seg løst og fri i Jesus. Når jeg mig utåleligst føler for Gud, i favn han mig trykker som yndigste brud. Hans herlighed skjuler hver plet og hver mèn; thi èn er for alle rætferdig og ren. C. O. Rosenius.