Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør. Torsdag 16. august kl. 14 Seksjonsmøte. Referat: Del I s. 425 flg.

Transkript

1 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 623 Torsdag 16. august kl. 14 Seksjonsmøte Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør Referat: Del I s. 425 flg. Debattleder: Høyesterettsadvokat Else Bugge Fougner, Norge

2 624 Talere Referent, advokat Bjørg Ven, Norge Korreferent, advokat Karen Dyekjær-Hansen, Danmark Direktor Tom Hård, Sverige Professor jur. dr. Kurt Grönfors, Sverige Professor jur. dr. Thomas Wilhelmsson, Finland Høyesterettsadvokat Erik Bryn, Norge Høyesterettsadvokat Thomas Idsøe, Norge Justitierådet Anders Knutsson, Sverige Høyesterettsadvokat Gunnar Grette, Norge Professor dr. jur. Tore Sandvik, Norge Referent, advokat Bjørg Ven, Norge Korreferent, advokat Karen Dyekjær-Hansen, Danmark

3 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 625 Referent, advokat BJØRG VEN, Norge: Sist De nordiske juristmøter ble holdt i Oslo for 15 år siden, behandlet man et emne som forsåvidt også innbefattet dagens tema - nemlig eksklusivavtaler mellom produsenter og mellomhandlere. Lovgivningsarbeidet på dette felt pågikk da for fullt i nordisk samarbeid. Siden den gang har man i Finland, Norge og Sverige i årene innført lik lovgivning til beskyttelse av agenter og kommisjonærer ved avtalens opphør. I Danmark ble loven ikke vedtatt, fordi Danmark i mellomtiden hadde besluttet seg for å tre inn i Det Europeiske Fellesmarked, og man ville vente på det harmoniseringsarbeid som pågår innenfor EEC på dette felt. Dette arbeid har foreløpig ikke resultert i noen lovgivning i Danmark. Det kan være interessant å ta opp igjen diskusjonen om mellomhandlernes beskyttelse når lovreglene nå har fått virke i 3 av våre nordiske land i ca. 10 år. Som jeg har forsøkt å beskrive under pkt. II på side 428 i referatet, utgjør distributøren en viktig brikke i dagens varehandel. De typer distributører jeg behandler er agenter og eneforhandlere først og fremst. Jeg nevner også kommisjonærer, men det er agenter og eneforhandlere man idag vil møte i praksis. Det tradisjonelle kommisjonsforhold brukes svært sjelden som en varig representasjonsform. Et viktig aspekt ved dagens situasjon for mellomhandlerne er at skillet mellom agenter og eneforhandlere blir mindre skarpt. Agentens rolle som en ren formidler av kontakt mellom leverandør og kunde er snart en saga blott. Agentene har i dag gjerne fullmakt til å slutte bindende avtaler og til å formidle betaling. Han holder også lager og utfører service på produktene. Eneforhandleren eller ensamåterförsäljeren særkjennes ved at han kjøper i fast regning og har salgsrisikoen for varene. Denne risiko blir imidlertid som oftest avdempet ved at leverandøren ifølge kontrakten har plikt til å kjøpe tilbake varelageret dersom forholdet opphører. Eneforhandleren har vanligvis en eksklusivavtale i den forstand at han har eneretten til å seige produktet innenfor et visst område, men han kan på den annen side ikke føre konkurrerende produkter. Han vil også ha plikt til aktiv markedsførings- og reklameinnsats, og vil ofte være underordnet eller styrt av ho vedmannens salgsorganisasjon eller salgspolitikk. Eneforhandleren har også som oftest utstrakt rapporteringsplikt til ho vedmannen. Jeg nevner i referatet fem problemstillinger som kan dukke opp ved avtalens opphør og skal helt stikkordsmessig gjengi disse: Det er for det første lovvalgsspørsmål, dernest adgang til oppsigelse av Jurist - 40

4 626 Bjørg Ven kontrakten, for det tredje mellommannens rett til erstatning eller avgångsvederlag ved opphør av kontrakten, for det fjerde adgangen til å binde mellommannen med konkurranseforbud utover kontraktens varighet, og for det femte hvem av partene som har rett til et innarbeidet varemerke etter avslutningen av kontraktsforholdet. De to siste spørsmål er nokså kort behandlet på side 438 i referatet og jeg skal ikke gå nærmere inn på det her i min innledning. I referatet går jeg litt mer inn på adgangen til oppsigelse som jo er lovfestet i Finland, Norge og Sverige, og som ellers må ansees fastslått ved sedvanerett. Dette spørsmål reiser ingen store problemer. Lovvalgsspørsmålet vil jeg komme tilbake til avslutningsvis. Det jeg sier mest om i referatet er retten til erstatning eller avgångsvederlag, og jeg vil også konsentrere meg om dette nå, fordi dette spørsmål fremdeles er under debatt og etter min mening fremtrer som det mest interessante og problematiske innenfor denne materie. Retten til sluttvederlag for agenter er altså fastslått i lovgivningen i Finland, Norge og Sverige. Man finner bestemmelsen i Norge i kommisjonslovens 68, 2. og 3. ledd. Den nordiske lovgivning på dette punkt var en nyskapning, fordi sluttvederlaget gis i form av etterprovisjon; etterprovisjon for salg hvor ordrene går inn etter at agenten har fratrådt sin stilling; der man kan påvise sammenheng mellom ordren og agentens tidligere innsats. Provisjon av ordre som går inn før han fratrer sin stilling seiv om provisjon ikke opptjenes før etterpå er vel en nokså klar rett, og denne er også fastslått i kommisjonslovens 68, 1. ledd. Men her er det altså snakk om etterprovisjon for salg som sluttes etter avtaleforholdets opphør. Ingen andre land i Europa har noe tilsvarende. I mangel av bevis for størrelsen av de provisjoner som kommer inn etterpå og som er en følge av den tidligere agents innsats gir loven en presumsjonsregel for at etterprovisjonen settes til 3 måneders gjennomsnittlig provisjon. Men hvis oppsigelsen er gitt med minst 6 måneders varsel går lovpresumsjonen ut på at det ikke skal betales noen etterprovisjon. Det er viktig å presisere at dette kun er en presumsjonsregel og ingen normalerstatningsregel. Dersom agenten i vesentlig grad har opparbeidet markedet for produktet, kan man lett tenke seg at hans rett til etterprovisjon vil overstige 3 måneders gjennomsnittspro visjon. Et slikt nybrottsarbeid vil gjerne ha mer varig virkning som kommer ho vedmannen til gode. Dette er godt illustrert i den norske høyesterettsdom som er gjengitt i Rt s. 619, den såkalte Engelschiøn-dommen, hvor Høyesterett fant at det innenfor toalettartikkelbransjen tar lang tid å innarbeide et produkt. Når man først har oppnådd en markedsandel vil denne være relativt stabil. Det gis i

5 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 627 dommen uttrykk for at man ikke kan stille for strenge krav til mellommannens bevisførsel med hensyn til resultatene av hans tidligere innsats. Engelschiøn ble i denne saken tilkjent NOK ,- i etterprovisjon, og det tilsvarte ca. ett års brutto provisjon. På den annen side vil etterprovisjonen kunne settes til 0, hvis produktet på forhånd er innarbeidet. Agenten har bare overtatt et agentforhold hvor det ikke har skjedd noen utvidelse av kundekretsen i den tid agenten har arbeidet med produktet. Man får ikke då den tidsforskyvning mellom nedlagt arbeid og salgsprovisjon som er den bærende tanke bak lovreglene om etterprovisjon. Det synes som om lovbestemmelsene har fungert godt i praksis. Et annet av de hensynene bak regiene som ble fremhevet i lovforarbeidene var at slike regler ville virke prosessbesparende, og det ser ut til å ha slått til. Partene har presumsjonsregelen å ta utgangspunkt i ved forhandlingene, og fra dette utgangspunkt ser det ut til at man klarer å arbeide seg frem til et resultat i minnelighet i de fleste tilfeller. Jeg har dog i mine teser i noen grad kritisert det eksisterende regelverk, og kritikken faller i to punkter som fremgår av tese 1 og 2 på side 448: 1. Det første er at jeg mener at automatikken i regiene om etterprovisjon kan komme til å virke svært rigorøst i enkelte tilfeller. Jeg tenker da på små produsenter som sliter med tung økonomi og som kan ha behov for å rasjonalisere salgsapparatet, f.eks. ved å overta salget selv. Reglene om etterprovisjon kan her føre til at produsenten ikke har råd til å si opp sine agenter, fordi det rett og slett vil føre til for stor likviditetsmessig utlegg. Dermed sementeres etablerte salgsordninger som kanskje er ulønnsomme og uhensiktsmessige samfunnsøkonomisk sett. Konsekvensene av denne innvending skulle kanskje være at man overhodet ikke, burde ha regler om kompensasjon. Men det er ikke mitt syn. Jeg er for at man verner mellommannsleddet via preseptorisk lovgivning. Det jeg vil hevde er at reglene kunne vært smidigere på dette punkt ved f.eks. en henvisning til rimelighetsbetraktninger á la den tyske modell. Jeg er klar over at man da innfører et moment av skjønnsutøvelse som selvsagt vil kunne føre til at an tall prosesser øker. Men jeg mener at det ikke er noen ulempe i forhold til den vinning man vil få. 2. Den annen innvending jeg har mot de eksisterende regler om etterprovisjon, er at de prinsipielt skiller seg fra de regler man har på store deler av kontinentet. Man skal huske på at forbindelsen mellom en distributør og produsent svært ofte er internasjonal. Etter den siste agentundersøkelsen i Norge er hele 60% av det totale antall representasjoner mellom norske agenter og utenlandske hovedmenn. Å tilstrebe internasjonal rettsenhet har derfor en

6 628 Bjørg Ven viss egenverdi, og når man nå innenfor EEC arbeider med harmonisering av regiene, og lovgivningen i Danmark vil havne på det resultat man der kommer til, når og hvis man blir enige, så burde man i Norden forøvrig kanskje legge seg på samme linje. Dertil kommer at man i Sverige faktisk har tatt konsekvensene av dette syn. For en tid tilbake ble det oppnevnt et utvalg med professor Kurt Grønfors som formann, og dette utvalg fikk i oppdrag å gjennomgå de 10 år gamle reglene om agenters rett til etterprovisjon med sikte på en tilnærming til reglene innenfor EEC. Utvalget legger nå siste hånd på verket og innstillingen ventes avgitt i oktober/november i år. Dersom utvalgets innstilling følges, betyr det såvidt jeg forstår at Sverige vil bryte med de någjeldende regler om etterprovisjon, og innføre mer skjønnspregede regler hvor det også vil være rom for rimelighets vurderinger. Jeg kommer så til eneforhandlerne. Her har man ingen lovgivning i noen av de nordiske land. Som jeg har forsøkt å påvise i referatet ved gjennomgåelse av en del norske dommer, er rettstilstanden for eneforhandlerne usikker, og det synes som om deres beskyttelse med hensyn til erstatning for et opparbeidet marked er svak. Et hovedpoeng for meg har vært at ved de kontraktstyper som etter min erfaring brukes i dag, er det i realiteten ikke så stor forskjell på en agent og en eneforhandler. Eneforhandleren med eksklusivavtale som jo er det normale, inntar faktisk ofte en stilling som nærmer seg agentens når det gjelder avhengighet av prinsipalen. At forholdene mellom eneforhandlere og agenter er like, er etter min mening godt illustrert i den såkal te Tampax-dommen, den norske høyesterettsdom fra 1980, inntatt i Rt s Omsetningen av Tampax tamponger utgjorde 9% av vedkommende eneforhandlers omsetning, hvilket jo er en ganske betydelig andel. Eneforhandleren hadde fullt markedsføringsansvar og plikt til aktiv innsats for ho vedmannens produkt. Han hadde rapporteringsplikt og var underordnet ho vedmannens salgsorg anisasjon, og avansen ble ensidig fastsatt av hovedmannen. Forskjellen på eneforhandlerens avanse og provisjon, som er den vanlige avlønningsmåte for agenter, er da ikke særlig stor. Den omstendighet at man kjøper og seiger for egen regning blir etter min mening av underordnet betydning praktisk sett, når det opereres med en viss kredittid og det er helt kurante varer som selges. I Danmark har man en høyesterettsdom, saken Permacel mot Ringtape, som står i UfR 1980 side 42, hvor det ikke ble gitt erstatning for opparbeidet kundekrets til eneforhandleren med den begrunnelse at han hadde hatt seiv-

7 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 629 stendig prisfastsettelse og derfor hadde han anledning til å ta seg betalt for sine innarbeidelsesomkostninger. I Tampax-saken var det altså prinsipalen som bestemte prisene, men Høyesteretts flertall, på 3 av 5 dommere, henviste også her til at eneforhandleren måtte ha hatt anledning til å ta seg dekket for sine innarbeidelsesomkostninger, fordi forholdet hadde vart såpass lenge som 18 år. Man er her inne på de tanker som ligger bak reglene for østerrikske agenter, hvor erstatningen er degressiv og faller bort dersom forholdet har vart utover 15 år. I Tampax-dommen fant altså Høyesterett at agentlovens regler for etterprovisjon ikke kunne få analogisk anvendelse, og tilkjente ingen erstatning. Hvorvidt erstatning kunne vært kre vet på annet grunnlag, nemlig i ulovfestet rett, ble ikke prøvet, fordi det ikke ble prosedert på det. Jeg har vanskelig for å se hvorfor utfallet i Engelschiønsaken, som altså var oppe i Høyesterett ett år senere, ble et helt annet. Her ble det gitt kompensasjon til den oppsagte distributør tilsvarende ca. ett års provisjon, idet Høyesterett fant at kommisjonslovens regler kunne anvendes direkte. De faktiske forhold i de to sakene var allike vel etter min mening mye de samme, men det Høyesterett la avgjørende vekt på i Engelschiøn-saken var at Engelschiøn ikke hadde plikt til å betale for varene før de var solgt. Han hadde altså et slags kommisjonslager og Engelschiøn ble dermed karakterisert som kommisjonær, og kommisjonslovens regler kunne anvendes direkte. Dette selv om hans betalingsplikt overfor hovedmannen inntraff eller besto uansett om hans kunder ikke gjorde opp for seg. Engelschiøn solgte i eget navn og hans situasjon var i det hele tatt langt nærmere en eneforhandlers enn den kommisjonær som beskrives i kommisjonslovens regler. Forskjellen på den måte Tampax-forhandleren hadde innrettet seg på og Engelschiøn er etter min mening i praksis så liten at det vanskelig kan forsvare en så drastisk rettslig forskjellsbehandling som vi ser i de to dommene. Det var vel heller neppe noen av de involverte parter som hadde tenkt på de rettslige konsekvenser når man valgte den ene eller annen måte å innrette seg på. I praksis ser man at det hersker en viss forvirring med hensyn til terminologien. Ikke-jurister, som ofte står bak kontraktsopprettelsen, bruker betegnelsen agent og eneforhandler ukritisk, uten at det alltid er dekkende for det som beskrives i vedkommende kontrakt. Jeg mener altså at det kan bli nokså tilfeldig hvorvidt domstolen kommer til at man her står overfor en agent eller en eneforhandler, og det er da lite tilfredsstillende at man for agenter har klare preseptoriske regler om rett til etterprovisjon mens man for eneforhandlere står på svært usikker grunn med hensyn til rett til kompensasjon. Mitt hovedpoeng i artikkelen er at det kan bli nokså tilfeldig hvorvidt domstolene

8 630 Bjørg Ven kommer til at man her står overfor en agent eller en eneforhandler. De to typer mellomhandlere man ser i praksis i dag bør etter min mening like stille s forsåvidt angår retten til sluttvederlag. Da vi fikk de nye regiene i kommisjonsloven i 1973, fant man ingen grunn til å regulere eneforhandlerens stilling i kommisjonsloven, men Justisdepartementet ga uttrykk for at man burde følge utviklingen de nærmeste år. Det er foreløpig ikke tatt noen skritt i retning av lovgivning for eneforhandlere her i landet. I Sverige derimot fikk den tidligere omtalte Grönfors-komité også i oppgave å foreslå regler om rett til erstatning for eneforhandlere. Men når komitéens innstilling senere i år kommer, vil denne del av forslaget være tatt ut. Her har nemlig det bemerkelsesverdige skjedd at Sveriges Grossistforbund og produsentenes organisasjoner ikke ønsket lovregulering for eneforhandlere. Løsningen er blitt at disse parter har samarbeidet om en standardkontrakt for eneforhandlere som såvidt jeg forstår kommer til å inneholde de samme bestemmelsene om rett til sluttvederlag som de komitéen nå forslår for agenter, og organisasjonene har fått gehør for at denne standardkontrakten kommer til å få et slikt gjennomslag i praksis at lovgivning blir unødvendig. Dette får man forhåpentligvis anledning til å se om slår til før komitéens innstilling kommer så langt som til lovstadiet. Disse forhold jeg nå har vært igjennom munner ut i mine teser 3 og 4 i referatet. Disse to tesene henger forsåvidt sammen, og påstanden går ut på at det i dag er så store likhetstrekk mellom agenter og eneforhandlere at det bør lovfestes en rett også for eneforhandlere til erstatning for opparbeidelse av et marked. På samme måte som jeg hevder for agenters vedkommende bør erstatningen fastsettes ut fra prinsippene om at prinsipalen i rimelig utstrekning skal måtte betale for den opparbeidelse han får varig giede av. Jeg har i referatet på side nevnt en relativt fersk høyesterettsdom fra Norge fra februar i år. Den er nå inntatt i Rt s. 248 og gjelder forholdet mellom den nye og den oppsagte distributør. Den oppsagte forhandler reiste her erstatningskrav for tap av goodwill mot den nye forhandler, med den begrunnelse at den nye forhandler hadde opptrådt rettsstridig ved å være for aktiv i å få overta distribusjonen. Kravet førte ikke frem, og Høyesterett går i denne dommen nokså langt i å akseptere at det knyttes forbindelse med en ny distributør før forholdet til den gamle er avsluttet. Jeg vil til slutt nevne den siste tese jeg oppstiller i referatet, og det er lovanvendelsesspørsmålet. Det er klart at det hjelper lite med preseptorisk lovgivning til beskyttelse for distributøren hvis det står partene fritt å avtale seg vekk fra slike regler ved å gi et annet lands rett anvendelse på kontrakten.

9 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 631 Man vil ha en viss hjelp i ordre public-prinsippet dersom det land man henviser til ikke har noen tilknytning til kontrakten og forholdet eller reglene i dette land bryter med rettsprinsipper i partenes hjemland. Men hvis man f.eks. velger prinsipalens hjemlands rett så må vel det aksepteres, selv om det betyr at mellommannen mister en beskyttelse han ville hatt etter sitt lands rett. Dette er noe det er vanskelig å gjøre noe med uten internasjonale konvensjoner, men det er klart at også her vil en harmonisering av regelverket i flere land gjøre at problemet blir mindre. Jeg skulle gjerne ha sagt mer, men tiden tillåter ikke det. Korreferent, advokat KAREN DYEKJÆR-HANSEN, Danmark: De kommentarer, jeg vil give, vil ikke, allerede på grund af den begrænsede tid, det er til rådighed, berøre alle de synspunkter og betragtninger, der er relevante for en udtømmende undersøglese af de problemer, der kan placeres under dagens overskrift. Jeg vil alene fremføre visse hovedsynspunkter. Jeg tror, det først og fremmest er væsentlig at gøre sig klart, at problemerne kan diskuteres og aktuelt bliver diskuteret fra vidt forskellige synspunkter, og at man derfor, for at undgå at tale forbi hinanden, må vælge et udgangspunkt, der er rimeligt fælles for debatten. Forsåvidt man diskuterer problemerne med særlig referance til den nugældende norsk-svenske retstilstand, er det helt naturligt, at man tager sit udgangspunkt i en bedømmelse af, om denne retstilstand er tilfredsstillende, og om den i givet fald skulle ændres. Hvis man vender interessen mod EF-harmoniseringsarbejdet, er udgangspunktet et helt andet. Det primære formål med harmoniseringen inden for EF er et skabe retsenhed, for at hindre, at forskelle i retstilstanden kan hindre den frie bevægelse af varerne, den fulde fri konkurrence. Indholdet af retsenheden er i virkeligheden mindre væsentligt. Hovedproblemet inden for EF er derfor i det væsentlige, om det overhovedet er muligt at finde en fælles holdning. Og i så henseende er det klart, at man er meget bundet af, at der er tradition i visse af EF-landene for en meget beskyttelsespræget lovgivning, medens der omvendt, f.eks. i UK er en langvarig tradition for ingen beskyttelsesregler. Arbejdet inden for EF er således i virkeligheden ikke et reformarbejde med henblik på at skabe den ideelle retstilstand, men et forsøg på at forlige i princippet uforenlige synspunkter. Her må man også erindres om, at EF-harmoniseringen ikke bliver i form af en fælles lovgivning, som vi kender det fra den nordiske retsenhed,

10 632 Karen Dyekjær-Hansen men i form af et direktiv, en ordre til medlemsstaterne om at indrette deres lovgivning på en vis måde. I denne forbindelse er navnlig opstået spørgsmålet, om direktivet skal være et maximums- eller et minimumsdirektiv. Fra sydeuropæisk side er man inde på, at direktivet bør udformes således, at det kun giver regler for den minimums beskyttelse, der skal gives mellemhandleren, bl.a. ved ophør, f.eks. et lovmæssigt minimums varsel eller minimumserstatning. Et sådant direktiv vil imidlertid ikke forhindre, at visse lande, f.eks. Frankrig og Italien, opretholder strengere regler og giver preceptive regler om større kompensation. Hvis der kun udstedes et sådant minimumsdirektiv, vil det ses, at et af hovedformålene med direktivet, nemlig harmonisering, faktisk ikke opnås, og derfor har man fra dansk side indtaget det standpunkt, at hvis det kun bliver et minimumsdirektiv, kan man ligeså godt opgive det hele. Med baggrund i disse forskellige holdninger er man efter de oplysninger, der er til rådighed for mig, - jeg er ikke selv officielt medlem af nogen delegation, nærmest af den opfattelse i den danske forhandlingsdelegation, at udsigten til at få et direktiv er ganske ringe inden for den nærmeste fremtid. Det var den EF-retlige side. Man kan også tage et helt tredje udgangspunkt, nemlig fra et isoleret dansk standpunkt overveje, om den nugældende retstilstand, - at der slet ikke er nogen lovgivning - i virkeligheden er så forfærdelig dårlig. Her kan jeg sige, at den ihvertfald tilsyneladende er procesbesparende, idet der er meget få processer i Danmark om agenters og eneforhandleres ret til kompensation, uanset der ingen lovgivning er. På denne baggrund vil de hovedsynspunkter, jeg skal komme ind på til belysning af problemstillingen, ikke tage sit udgangspunkt hverken i EF-direktivet, eller i de norsk-svenske regler, som refereret, men fremstå som løsrevne problemer i sammenhæng med hvilke jeg vil nævne de synspunkter, der kan hentes fra det foreliggende EF-direktiv. Hovedsynspunkterne vedrører 4 spørgsmål. Det første er spørgsmålet om preceptive eller deklaratoriske regler? Det andet vedrører efterprovision kontra good-will. Det tredje er spørgsmålet om ensartethed mellem agenter på den ene side og forhandlere på den anden side. Og endelig det fjerde spørgsmål, som er en gennemgang af de grunde, der kan eller bør bære en form for kompensation. Afsluttende vil jeg, i lyset af, hvad jeg har sagt, kommentere referentenes teser. Vedrørende det første spørgsmål, preceptive kontra deklaratoriske regler, kan jeg sige det ganske klart: Efter min opfattelse bør man så vidt muligt arbejde meget stærkt imod preceptive regler. Det er generelt min opfattelse, at

11 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 633 preceptive regler, specielt inden for handelsforhold, ofte medfører utilsigtede og uhensigtsmæssige følgevirkninger, også i forhold til den, hvis interesser man ønsker at beskytte. Hertil kommer, at man iøvrigt ikke altid kan opfatte agenten som den svagere part. Specielt kan man ikke opfatte eneforhandleren som den svagere part. Forsåvidt begge parter, inden samhandelsforholdet indledes, omhyggeligt har forhandlet en kontrakt på grundlag af en overvejelse af alle hypotetiske forhold, og herefter er nået frem til en omfattende kontrakt, der regulerer alle spørgsmål, er der, efter min opfattelse, ikke nogensomhelst grund til, at retsordenen skulle komme og sige: Denne kontrakt må vi sætte til side ved henvisning til preceptive regler. Og det gælder, efter min mening, både varsel, erstatning osv. Jeg kan udtrykke det på anden måde: Der er, efter min opfattelse, ingen fornuftig grund til at tro, at vi andre, lovgivere eller hvem det nu er, er bedre til at overveje, hvad der tjener parternes interesser, end parternes selv. Dette udelukker naturligvis ikke, at der kan indgås aftaler, der konkret, på grund af den ene parts konkrete underlegne stilling, kan være urimelige. Men det kan løses efter en almindelig aftaleretlig generalklausul, og er ikke specifikt for eneforhandlere eller agenter, det gælder generelt. Så der er ikke brug for en særlig regel om beskyttelse mod urimelige kontrakter i dette retsforhold. Jeg kan sige her, at EF-direktivet faktisk går ind for preceptive regler i et vist omfang, så dette synspunkt er altså ikke helt i overensstemmelse med EF-direktivet. I det senest offentliggjorte udkast lægger man vægt på agentens størrelse. Man siger, at reglerne kan fraviges, hvis agenten har en vis størrelse, målt i omsætning eller lignende. Dette kan jeg bestemt ikke personligt gå ind for, der er ingen tradition for sådanne størrelsesbestemte preceptive regler. Jeg vil gerne, da jeg forstår, at referenten ikke helt er enig med mig i det synspunkt, nævne, at jeg mener, man, ved ikke at gøre reglerne preceptive, i virkeligheden fjerner den afgørende indvendig mod at foreskrive hensigtsmæssige deklaratoriske regler om kompensation f.eks., fordi man bedre kan give deklaratoriske regler, der tilsigter en vis rimelig beskyttelse, når man ved, at parterne, i de tilfælde, hvor de konkrete forhold ikke kan bære en sådan kompensation, vil kontrakte sig ud af det. Eller vil finde en anden måde, der på mere rimelig måde tilgodeser agentens interesser, f.eks. ved et forhøjet vederlag eller lignende. Det var det første hovedspørgsmål. Det andet var efterprovision kontra good-will. Her må jeg bemærke, at det har undret mig, at man efter de norske regler kæder efterprovision og good-will så tæt sammen, som man gør. Efter min opfattelse, som iøvrigt svarer til opbygningen i det foreliggende EF-direk-

12 634 Karen Dyekjær-Hansen tivudkast, er der tale om to vidt forskellige ting. Jeg kan forstå, at man med den nugældende norsk-svenske retstilstand vitterlig har tilsigtet, ved hjælp af efterprovisionsreglerne, at løse good-willproblemet; dette fremgår også af de domme, der er afsagt, - men det undrer mig at man anvender denne sammenblanding. Det kan jeg illustrere ved at henvise til den danske kommissionslov. Efter den danske kommissionslov gælder fortsat, at «agenten er berettiget til provision af salg, som er afsluttet af ham eller iøvrigt kommet i stand ved hans medvirken». Den samme bestemmelse findes i alle de nordiske love. Ud fra blot denne bestemmelse kan man i visse tilfælde nå frem til en vis form for efterprovision ved at lægge vægt på ordene «eller iøvrigt kommet i stand ved hans medvirken». Ud fra et synspunkt om, at ordrens indgangstidspunkt er tilfældigt, har man da også i Danmark i visse tilfælde brugt denne bestemmelse til at give provision af ordrer, der først er kommet ind efter aftalens ophør. Men begrundelsen herfor er altså blot et tilfældighedssynspunkt. Man siger: Hvis aftalen ophører den I.4., og agenten har brugt 1 år til at bearbejde en kunde for at få en ordre, og ordren så kommer, men ak, først den 2.4., så skal agenten have provision alligevel, ud fra et synspunkt om, at det er hans ordre, selvom datoen ligger efter kontraktens ophør. Man har i dansk ret været ret tilbageholdende med at give efterprovision efter dette tilfældighedssynspunkt. Men, uden at ændre ordlyden, var der forsåvidt ikke noget i vejen for, at man kunne give efterprovision med hjemmel i 68. Skal problemet løses af lovgivningsvej, vil jeg iøvrigt gerne anføre, at det efter min opfattelse er hensigtsmæssigt at have regler om efterprovision, forsåvidt de knyttes netop til dette tilfældighedssynspunkt, og derfor alene til agenter uden eget lager. Og med dette begrænsede formål, ja så synes en lovgivning som fastsat i den norske kommissionslov 68 om 3 måneders efterprovision også at være ganske rimelig. Det, der er urimeligt, er imidlertid, at reglen om 3 måneders efterprovision kun er en præsumptionsregel, og at man kombineret med dette har valgt at anlægge meget vage krav til, hvilket bevis for årsag og sammenhæng der skal føres. Man har valgt at sige, at agentens indsats før kontrakten medfører ordrer af et vist ubestemt omfang, og dette ubestemte omfang må man give et provisionstilgodehavende for. Således mener jeg imidlertid ikke efterprovisionsreglerne bør anvendes. Kun hvis der er konkrete forhandlinger om konkrete ordrer, der konkret kommer ind, bør der gives efterprovision indenfor en periode, der deklaratorisk kan fastsættes til f.eks. 3 måneder. Hvis man herefter ser på eneforhandlerens situation, er det klart, at der ikke

13 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 635 er basis for at give efterprovision til eneforhandleren efter et tilsvarende tilfældighedssynspunkt. Forholdene er jo simpelthen ikke analoge. Forudsat eneforhandleren fortsat har et varelager, kan han jo blot opfylde de ordrer, der kommer ind efter aftalens ophør, og tilfældighedssynspunktet har simpelthen ingen plads. Yderligere kan man nævne, at omsætningshastigheden for en typisk eneforhandler næppe vil være den samme, som ved en typisk agent. En typisk eneforhandler har mange små ordrer, leverer mange varer, 1 million Tampax'er, medens en agent derimod ofte typisk vil have enkeltstående større ordrer, f.eks. 10 maskinanlæg om året. Og når man leverer 10 maskinanlæg om året, er det naturligt, at det er ganske afgørende med en form for efterprovision, medens eneforhandleren ikke har den samme analoge situation. Derefter kommer jeg til det tredje hovedspørgsmål: Ensartethed mellem agenter og eneforhandlere. Det nys sagte kunne jo fortolkes således, at jeg går ind for, at retstilstanden i ophørs situationen i alle relationer bør være forskellig. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Forsåvidt angår erstatning eller godtgørelse for andet eller på andet grundlag end den egentlige efterprovision der er baseret på tilfældighedssynspunktet, er jeg med referenten enig i, at der er ikke nogen egentlig grund til forskel. Dette gælder både godtgørelse efter et investeringssynspunkt, - tryksager, lager osv., - og godtgørelse efter et berigelsessynspunkt - egentlig «good-will». Skal der gives good-will, bør det således efter min opfattelse begrebsmæssigt være adskilt fra efterprovision, men til gengæld fælles for eneforhandlere og agenter. Herefter fjerde hovedspørgsmål, og det er det, som jeg opfatter som det mest centrale: Hvorfor skal der overhovedet gives kompensation ved ophør? Hvad er det for retsgrunde, der bærer kravet? Når man i EF-regi har svært ved at finde en fællesnøgle, skyldes det jo netop uenighed i den traditionelle opfattelse af, hvad der er årsag til, at et krav om kompensation overhovedet fremsættes, og hvad det er, man vil dække. Man kan - lidt firkantet - sige, at der navnlig er en væsentlig forskel på, om man vil give erstatning til dækning af mellemhandlerens tab, eller om man vil give erstatning som en form for godtgørelse for producentens berigelse. Det er to vidt forskellige retsgrunde til kompensation. Man kan enten kræve kompensation, fordi agenten har haft et tab af investeringer, som han ikke mere kan bruge - det er tabssynspunktet - eller man kan sige, at producenten, eller den nye mellemhandler, får en ugrundet berigelse, og at det er derfor, der skal gives kompensation. Det foreliggende EF-direktivudkast støtter sig nærmest på berigelsessynspunktet som retsgrund. Grunden til, at der skal gives kompensation, er berigelsen, og derfor skal der også kun gives kompensation, når der er en

14 636 Karen Dyekjær-Hansen berigelse. Omvendt er det ikke agentens tabte investeringer, der er retsgrunden til erstatningen. Imod dette tager derimod den franske delegation stærkt forbehold. Den fastholder, at der skal gives erstatning efter et tabssynspunkt, og at man altså skal se på, om agenten har tabt investeringer, og i så fald skal han have erstatning. Og dette vil, viser det sig meget ofte, føre til meget større erstatninger. Derfor vil den franske delegation forbeholde sig at kunne give op til 2-3 års provision, medens EF-direktivet er begrænset til 1 års provision. For nu at analysere dette, vil jeg foreslå, at man prøver at se på, hvad det egentlig er for udgifter og tab, som typisk af en agent eller eneforhandler kræves dækket, og hvad er det for en begrundelse, man fremfører? Først vil jeg nævne de typiske investeringsudgifter. Der kan være tale om, at mellemhandleren har indrettet sin virksomheds faciliteter, - lejemål, personale, lager osv. - på de pågældende produkter. Og hvis han bliver opsagt, ja, så er denne investering forgæves. Ihvertfald hvis der ikke kan føres konkurrerende produkter, retligt eller faktisk. Omvendt vil producenten, bortset fra særskilte situationer, ikke have nogensomhelst direkte glæde af eller brug for disse investeringer. Han vil ikke kunne overtage dem, med mindre man aftaler det særskilt, og har altså ikke nogen berigelse af disse investeringer. Derfor kan disse investeringer kun kræves dækket ud fra et tabssynspunkt, ikke ud fra et berigelsessynspunkt. Lignende er den type udgifter, som var fremme i Permacel-dommen, dvs. investeringer i tryksager og reklamemateriale. Disse udgifter har producenten ingen glæde af, - han kan ikke overtage dem, men det er tab for agenten. Der er således det fællestræk ved disse udgifter at man kun kan give erstatning efter et tabssynspunkt, og der er netop den type udgifter, som den franske delegation fortsat vil kunne kræve dækket. Ikke således, at man nødvendigvis fra fransk side vil udmåle udgifterne, men man vil bruge dem som retsgrund for, at indtjeningen skal løbe videre til afskrivning af disse udgifter, også selvom et varsel er respekteret. Personligt mener jeg ikke, der er nogen grund til at dække disse udgifter. Jeg mener at udgangspunktet må være, at det er mellemhandlerens risiko, at han har foretaget disse investeringer. Der kan altså hverken være tale om at kræve udgifterne dækket efter en liste over udgifterne og lægge dem sammen og nå til f.eks kr., eller at bruge dem som retsgrund for en good-will. Det er klart, at det kan være et problem for mellemhandleren at have haft disse udgifter, men dette må efter min opfattelse løses gennem et andet beskyttelsesregelsæt, nemlig reglerne om varslet længde. Man må kræve, at der gives et rimeligt varsel, således at mellemhandleren kan opsige sit

15 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 637 personale osv., men er varslet rimeligt skal der ikke på andet grundlag kunne kræves erstatning. Jeg mener heller ikke, at synspunktet om, at disse udgifter er foretaget «i producentens interesse», som man sagde i den danske dom, kan bære en erstatning. Det gælder jo i alle løbende retsforhold, at ens investeringer også er i medkontrahentens interesse. Min syerskes symaskine er en investering i min interesse, men det kan ikke bære nogen form for erstatning, selvom jeg måtte skifte syerske. Der er altså ikke noget særligt, der kan begrunde en godtgørelse i disse forhold, undtagen naturligvis, hvis der foreligger aftale eller stiltiende aftale eller lignende om udgiftdækning. At forgæves investeringer kun kan kræves dækket efter forudgående aftale er ikke specielt for eneforhandlere, det gælder generelt. Det gælder f.eks. også for underleverandører, altså i virkeligheden den omvendte situation. En underleverandør kan meget ofte have indrettet sin virksomheds faciliteter på en speciel kunde og have foretaget investeringer i værktøj i denne kundes interesse, men det må han selv tage med i sine kalkyler og ansættes en regnskabschef, der kan finde ud af, hvordan man gør det. Noget anderledes forholder det sig med den type investeringer, som mellemhandleren har foretaget for at forbedre sin fremtidige omsætning, og som derudover er af en sådan karakter, at de kan overtages af en ny forhandler eller af producenten. Der kan være tale om specifikke investeringer i annonceudgifter for eksempel, idet annoncer erfaringsmæssigt virker over en længere periode. Der kan også være tale om almindelig markedsbearbejdelse, Promotion Plans af forskellig art og lignende, der er foretaget af agenten, men som virker i fremtiden, og som altså kan overtages. For sådanne udgifter er det navnlig synspunktet «ugrundet berigelse», der kommer ind i billedet, og de pågældende investeringer er da også netop det, man driftsøkonomisk normalt kalder investeringer i good-will. Så ved denne type investeringer, driftsøkonomiske good- will-in vesteringer, er det efter min opfattelse meget mere rimeligt at bringe spørgsmålet om kompensation ind i billedet. Her kommer synspunktet: Den, som sår, skal høste, - naturligt ind i billedet. Det giver naturligvis en nuanceforskel, om man lægger vægt på de konkrete investeringer og måler ud, hvor meget man har haft i salgsbearbejdelse, sælgere, annonceudgifter, eller om man lægger vægt på det af investeringerne flydende resultat. Det er i sig selv mindre væsentligt for det, som jeg gerne vil fremføre. Det afgørende er, at det er investeringernes art, som investeringer i fremtidig indtjening, der bærer synspunkterne. Med denne begrundelse synes jeg godt, at man kan akceptere, at der skal

16 638 Karen Dyekjær-Hansen gives en form for berigelseserstatning, når sådanne udgifter er på tale. Om man så udmåler dem forlæns eller baglæns, er sådan set mindre væsentligt, men her kan jeg dog nævne, at man i Belgien synes at gøre begge dele. For det første udfinder man udgifterne og giver kompensation for dem, og for det andet giver man derudover good-willerstatning. Og det kan jeg ikke indse hvorfor man gør. Jeg kan se, at sådanne investeringer kan være retsgrund for at udmåle en good-willerstatning, eller et mål for erstatningen, men ikke begge dele. Nu vil jeg gerne nævne, at der også er en helt anden type udgifter, som der nogle gange kræves dækning for, og det er overladelse af immaterielle værdier, som ofte er af en sådan art, at forhandleren kunne beholde dem. Det kan f.eks. være kundekartoteker eller lignende, som forsåvidt tilhører forhandleren. Det kan være andre tilsvarende oplysninger, som ligner forretningshemmeligheder, og som forhandleren kan beholde, og ofte vil beholde, hvis han kan overtage et konkurrerende mærke. Men disse oplysninger kan producenten meget ofte have overordentlig stor interesse i, og hvis han har interesse i det, ja, så kan der blive tale om en forhandling om køb af en form for good-will, - en begrænset form for good-will. Ikke fordi lovgivningen kræver det, men fordi begge parter er interesseret i at forhandle om noget af værdi. På samme måde er eneforhandlerens velvillige bistand i forbindelse med overgangen, - formen på udskrivelse af salgsbreve, personalets skæbne ikke mindst, - ganske overordentlig vigtig. Der er meget stor forskel på, om man kan overtage forhandlingen fra sin tidligere eneforhandler med et pænt brev fra eneforhandleren om, at han takker for samarbejdet igennem mange år, og at nu vil det køre videre under den og den, og salgschef sådan og sådan følger med. Det er jo en virkelig good-will, man der får. Eller den situation, hvor forhandleren sender et brev og siger: Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke længere forhandler mærket X, men det glæder mig at meddele Dem, at jeg nu forhandler et bedre mærke, nemlig mærket Y, og De vil blive betjent af samme personale osv. osv. Der får man en situation, som producenten ikke bryder sig om, og der er der basis for noget at forhandle om. Og det er måske også det, der er baggrunden for, at der også i Danmark i mange tilfælde gives erstatning for good-will, selvom lovgivningen ikke kræver det. Det er forhandling i begge parters interesse. Herefter vil jeg komme til følgende sammenfatning for, hvad jeg vil mene er det rette udgangspunkt for deklaratoriske regler om kompensation. For det første mener jeg ikke, at erstatning efter investeringssynspunktet, eller investeringsmålestokken, således som vi finder i den norske kommissionslovs

17 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør , bør komme på tale. - Med mindre selvfølgelig, at der er en specifik aftale. Problemerne om disse investeringer må løses gennem et passende varsel. Derimod vil jeg mene, at der bør være regler, der på deklaratorisk basis giver erstatning efter et berigelsessynspunkt, og det vil sige, at erstatning bør kun komme på tale i de tilfælde, hvor der virkelig er en berigelse, og det bør så vidt muligt kædes sammen med en egentlig overdragelsessituation. Det vil altså sige, at erstatning bør kun gives, når der er tale om, at forhandleren har tilført en good-will, dvs. når omsætningen er steget, og når denne good-will overføres, dvs. når forhandlingen fortsætter under samme mærke. Og yderligere kun når forhandleren yder sin velvillige bistand til at good-will'en kan overtages. Sådanne betingelser svarer delvis til, hvad udkastet til EF-direktivet i den foreliggende form, i øjeblikket indeholder, dog ikke i så præcis en form. Men det er baseret hovedsagelig på et berigelsessynspunkt, idet det som betingelse for good-willerstatning kræves, at fabrikanten «må antages at kunne drage fordel» af good-will'en. Herefter er jeg igennem mine 4 hovedsynspunkter. Jeg har ikke berørt alle de punkter, der er med i referentens indlæg, og mon ikke det er bedst, at jeg, for ikke at afskære debatten, undlader at sige mere om disse øvrige punkter, altså om retten til varemærke osv. Der er ikke så forfærdelig meget at tilføje, bortset fra at gøre opmærksom på, at forsåvidt angår en konkurrenceklausul, må man ikke glemme, at efter den nye EF-gruppeforordning er en konkurrenceklausul for eneforhandlere ikke tilladt efter aftalens ophør. Det, der bliver tilbage, er så kun en sammenfatning af teserne. Tese 1 var spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til at anse de nugældende norske provisionsregler for uheldige, og her vil jeg blot sige, at hvis man begrænser reglernes anvendelse til en egentlig snæver efterprovision efter tilfældighedssynspunktet, kan jeg ikke se andet, end at de absolut bør opretholdes. Begrebsmæssigt uafhængigt heraf må problemet om good-will fælles for eneforhandlere og agenter drøftes. Den anden tese, der rejstes af referenten, var, at der bør skabes retsenhed, specielt over for Europa iøvrigt. Hertil vil jeg sige, at man jo ikke kan bebrejde de norske regler, at de ikke svarer til de europæiske, allerede fordi de europæiske ikke er ens, og fordi der heller ikke foreligger en sådan færdigbearbejdet EF lovgivning hvis man skal bruge det udtryk, at man kan bruge den som målestok. Tværtimod, det ser åbenbart ud til, at vi ikke kan nå hertil inden for en overskuelig fremtid. Derfor synes jeg ikke, man bør lægge sig for meget op ad ønsket om at følge den europæiske lovgivning. Men jeg vil dog samtidig understrege, at jeg tror, at den bedste vej for en fælles holdning er

18 640 Karen Dyekjær-Hansen den, der ihvertfald ser ud til at kunne skabe den største grad af enighed indenfor EF, nemlig kompensation udmålt som good-will, dvs. som gennemsnittet af fortjenesten, men begrænset til f.eks. 1 år og begrænset til berigelsessituationerne. Det er nok det, der har den største mulighed for at skabe fælles genklang, - den største mulighed for, at forhandlere og producenter i de forskellige lande kan genkende reglerne og nikke til dem og forstå, hvad der snakkes om. Tredie tese om ensartethed, eneforhandlere og agenter kan jeg som nævnt tiltræde, dog at egentlig efterprovision kun har mening for agenter. Fjerde tese kan kort kommenteres med, at jeg er enig i hensigtsmæssigheden af en lovgivning, dog ikke baseret på tabssynspunkter, kun på berigelsessynspunkter. Om lovvalget vil jeg ikke sige yderligere. Når jeg går ind for deklaratoriske regler, forsvinder problemet om at omgå preceptive regler. Jeg håber hermed, at jeg har dækket tilstrækkeligt til, at vi kan gå over til debatten. Direktor TOM HÅRD, Sverige: Jag har blivit ombedd att säga något om den avtalsmall för ensamåterförsäljarförhållanden på den svenska marknaden som är framförhandlat mellan å ena sidan Sveriges Industriförbund och å andra sidan Sveriges Grossistförbund och Svenska Handelsagentförbundet. Låt mig inledningsvis ta något om bakgrunden. Som är omnämt i referentens uppsats tillsattes för ett antal år sedan en utredning med uppgift att bl a överväga lagstiftning för ensamåterförsäljarförhållanden, kanske av tvingande natur. Det var denna situation näringslivet plötsligt stod inför. Efter vissa sonderingar stod det klart att närmast berörda parter på marknaden, dvs grossiter, handelsagenter och industrin ansåg en lagreglering på området som mindre lämplig. Skälet härtill var främst de svårigheter som kunde förutses att finna en ändamålsenlig reglering för de vitt skilda situationer som kan uppkomma i de aktuella avtalsförhållandena. Istället upptogs förhandlingar med syfte att nå ett gemensamt standardavtal, vilket också infriades i juni detta år. Självklart har avtalsförhandlingarna stundtals inneburit svåra påfrestningar. Tålamodet hos parterna har särskilt hårt prövats beträffande vissa frågor. Jag tänker här i första hand på avgångsvederlag men också beträffande sådana

19 Forhandleres og mellommenns stilling ved avtalens opphør 641 frågor som återköp av lager och uppsägningstidens längd. Men detta är idag historia och vi kan konstatera att vi har en avtalsmall som parterna är nöjda med. Avtalsmallen har blivit tämligen omfattande. Naturligtvis har inte samtliga situationer som kan uppkomma blivit beaktade. Men viktigare är att förutsättningarna har ökat för att avtalsfriheten får bestå även för framtiden, vilket alltså innebär att avtalsinnehållet kan anpassas till de särskilda omständigheter som kan gälla i det enskilda fallet. Förhandlingarna har, som förmodligen har framgått i vart fall indirekt, nära följt kommissionslagskommitténs arbete och detta förhållande har naturligtvis i vissa avseenden satt sin prägel på avtalsinnehållet. Jag vill här främst peka på tre saker. Den första gäller uppsägningstidens längd. Där har vi i avtalsmallen en uppsägningstid på sex månader, som såvitt jag vet, kommer att föreslås i kommitténs kommande betänkande beträffande agentförhållanden. Den andra bestämmelsen jag vill peka på - den kanske mest kontroversiella - är avgångsvederlaget. I detta fall har vi direkt kopierat, i den mån detta varit möjligt, vad som kommer att föreslås för agentförhållanden. Detta innebär i korthet att i normalfallet så skall avgångsvederlag utgå med viss procentsats på leverantörens försäljning till ensamåterförsäljeren under sex månader beräknat på visst närmare sätt. Dessa sex månader kan jämkas till tolv månader eller till noll beroende på omständigheterna i det enskilda fallet. Avtalsmallen innehåller därutöver, som här bör påpekas, en bestämmelse om återköp av lager, något som naturligtvis inte återfinns i förhållandet mellan leverantör och agent. Avslutningsvis bör framhållas att det är vår förhoppning att avtalsmallen skall få spridning på marknaden och att lagstiftning inte skall genomförs utan att vi på ifrågavarande område skall få behålla avtalsfriheten. Såvitt bekant stämmer det att man i Sverige inte genom analogislut med reglerna om efterprovision i kommissionslagen ensamåterförsäljare tillerkänts sådan ersättning vid avtalets upphörande. Professor jur. dr. KURT GRÖNFORS, Sverige: Såvitt jag vet finns det bara ett opublicerat avgörande i den svenska Högsta Domstolen. För kommissionslagkommittén måste detta avgörande betraktas som rättshistoria, eftersom systemet med efterprovision i överensstämmelse med kommitténs direktiv föreslås avvecklat till förmån för systemet avgångsvederlag, som bättre harmonierar med den allmänna europeiska uppfattningen och förslagen till EG-direktiv så långt de är kända i dag. Jurist- 41

20 642 Thomas Wilhelmsson Professor jur. dr. THOMAS WILHELMS SON, Finland: I Finland bereds ännu inte någon ny lagstiftning på området. Vi kommer förmodligen att följa en traditionell modell för lagberedningsarbete, nämligen den att vi avvaktar och ser vad svenskarna gör och om det verkar bra så gör vi lika. Frågan om agentens och försäljarens ställning kan betraktas ur flera perspektiv. Vi har här diskuterat den framför allt som en agenträttslig fråga, med hänsyn till lagstiftningen om handelsrepresentanter. Då vi emellertid har en likartad lagstiftning på området i flertalet nordiska länder och den belysts i de övriga anförandena, skall jag inte behandla den agenträttsliga problematiken utan i stället ta upp et litet annat perspektiv på frågan och diskutera småföretagarskyddet och dess relation till de föreliggande avtalen. Man kan säga att perspektivet är litet bredare eftersom småföretagarskyddsdebatten ju ingalunda omfattat blott de avtalstyper vi har att göra med här utan har gällt ett stort antal olika avtalstyper. På samma gång är perspektivet smalare i den meningen att alla de avtal som vi behandlar naturligtvis inte är sådana att det är meningsfullt att tala om ett behov av småföretagarskydd. Det finns dock, vilket också de uppgifter som framgår av referatet ger vid handen, åtminstone ett betydande antal agentförhållanden och återförsäljningsförhållanden där den ena parten, ett småföretag, står i ett beroendeförhållande till motparten, ett större företag. Småföretagarskyddsdiskussionen har varit väldigt livlig och lätt inflammerad i Finland under de senaste åren. Den har likväl ännu inte lett till några resultat i form av lagstiftning. Den har emellertid medfört vissa andra resultat som jag tänkte beröra här. Orsaken till att jag tar upp problematiken är den att man i debatten om småföretagarskyddet framför allt har diskuterat just uppsägningsskyddet för småföretag. De småföretag som man i denna debatt har varit mest intresserad av har varit olika slag av försäljare i detaljhandelsledet. Man har främst diskuterat avtal mellan dagligvaruhandlare och grossister, avtal mellan bensindistributörer och oljebolag, avtal mellan automobilhandlare och importörer osv. I många av dessa avtal har småföretagets motpart haft möjlighet att uppsäga avtalet utan angivande av grund och utan uppsägningstid, vilket naturligtvis ofta har lett till olyckliga konsekvenser för den enskilda småföretagaren. Detta har också uppmärksammats på det politiska planet: det föreligger många riksdagsspörsmål i frågan och man har från riksdagens sida påskyndat lagstiftning på området. Den tämligen obegränsade uppsägningsrätt som har förbehållits det stora företag, som är småföretagets motpart, har också utgjort ett