konngen och danske dronning dy segller att haffuen fram. thy kunde ycke børenn faa, saa thi kunde segle fram. saa flyø hand offuer denn ryme.

Transkript

1 konngen och danske dronning dy segller att haffuen fram. thy kunde ycke børenn faa, saa thi kunde segle fram. saa flyø hand offuer denn ryme. der kaam flyffuen saa wyld en rauffuen vd aff den wylde haffuen. hand saatte seg paa inden derris forgyldene staffuen. droningen gaar y skibbitt fram, hun wryder syn huid nu ingen y warden werre, oss børen sende kannd. tthett thaa suaridt thend wylde rauff styrrestaffuenn. huad daa wilde du gyffue den mand, deg børen sende kand. tthett mell och saa tuog hun opaa. ieg well gyffue hanom guld och søleff, men hand tage maa. beho guld och sølleff, ieg paser der inthett paa. du haffuer saa liditt vnder lynde dyn, d ieg haffuer icke vnder mynn lynde, forvden dy nøgler smaa. første ieg komer till land slaa. tthett wor danske droning, hun suøbtte thi nøgler samell. saa kaste hun denom o salltte wand. skibbitt skriee, och rauffnen flyø, dy kaam saa lestelig till land. den lande, daa laae hyndis nøgler paa sande. tthett wor danske droning, hun gaar vd med t fand hun, thend lidelle kiend wore queg vdj hyndis barum. tthett wor icke dereftter m. droningen gyck y bwre, hun føde saa høffsk en sønn. fød bleff hannd en affttenn, t om en natt. thy kalditt hanom gieellemand glaadensuend, dy dwlde hanom, meden dy maat y wynthter och well y wyntter ny. hand bløff en den geffueste rider, ther nogen med ø wor gellemand gladensuend, hand red seg vnder ø. thett well ieg for sandingen syge tthett stuod saa y wyntter och well y wynther fem. thett wor gellmand gladennsuend, kaam. tthett wor hans kerre muoder, hun sørgett alletid saa saare. huer synde hun ha felditt hun muodige taare. hør y thett, mynn kierre muoder, och huad ieg sigger eder ynckelige, huer synde thett y meg sierr. fuld saarre thaa maa ieg grede och halleff m warst deg saa lydenn, der du warst rauffnen gyffuen. hør y thett, mynn kerre muoder, inthett paa. ieg well sette meg y fiederhaam, den rauffuen skaall meg icke naa. hør muoder, laaner meg eders fiederhaame. ieg well flyffue offuer salttenn rym bortt tie ieg theg myn fiederham, och flyffuer du der heen. møder deg den wilde rauffuen, du k møder meg ind denn wylde rauffuen, saa well komer ieg igenn. samendwed, myn kerre mu flyffue der henn. saa saatte hand seg y fyederhaame, och sluo hand vd syn wynge. ige och hynder rand thaare paa kynnde. tthett wor gellmer gladennsuend, hand flyø offuer hanom den wylde rauffuen vdj saa vnd en thyd. hør thu thett gellemer gladensuend, och du warst deg saa lydenn, der du warst gyffuen meg. du lad meg flyffue, du lad meg faa festemøø, første ieg komer tiellbage igenn, du fynder meg vnder ø. och daa skaall ieg du flyffuer fra meg. ynar du komer y fremede land, att ieg kand kynde dieg. saa huog drack vd hans hiarttebluod. inddog fløff hand tiell iumfruens bur, for wyllien den w gellmand gladensuend, hand kaam y stuoffuen ind. alle thaa saad thi stalltte iumfrue skyend. hand kaam seeg y stuoffuen ind saa bluodig och saa bleg. op stuod hans kierr buode løst och lieg. hør y thett, myn kierre festemø, y skaall huerken sørrig eller q bad redde, ieg kaand icke lenger løffue. tthett wor iumfru søllffuerlad, hun tuog han sualtt vdj denn same stund, thett wor saa stuor en harum. saa flyøff hand offuer den datter och sin moder, men gøgen hand gaall, dy seder y derris burre. vnder hiuffuelof malldfreed hun greder vdj lundenn, vdj loffttenn der hun sørgett. hør du, malldfred, rosennskinder dynn. fordy faa falmer min kiender saa, allt for ieg giør mitt guld saa gulditt saa smaa, men icke daa fallmett dier kender saa. mynn kerr moder, y werer meg eder nu. tthett burde icke att were duld for eder. denn elffuerkonn ge haffuer lo denn elluerkonge otte søner, er buode øske och vnge. thend nyende denn er en datt haf thaalit war, daa kamm denn elluerkong ridenn y gaard. denn elluerkong hand y gardenn vnder hans ganger skeenndde. denn elluerkonng stander vnder offues bordt, hand liude fruer deris ord. mallfred hun vd aff dørenn thrennd. ellekonge stander hind op igenn maldfred, allerkereste min, hui klagitt du meg for moder din. haffde du nu kund elsku daa matte du och nu lenger dinn moder haffd fuld. hand sluoff offuer hinder kobenn b hinder saa snatt aff sinn moders gaard. saa fullde hand hinder y berigitt ind. hindi hinder igenn. dy thuo thi thuog hinder hyønde och stuoffuell, dy thuo dy bred hind t dy thuo thi thuog hinders skaarlagennskiennd, dy thuo fuld hinder y bergett ind. op s saa small som wand, hun haffde thuo søleffkand y huidenn haand. dett enne med mød, th wynn, saa herlig daa skenckett hun moder synn. mynn kerr moder, drecker wyn aff huorn skall werre edder guod. stalltt lusellid thaller till thienestequende. du hinthte me med wyn. du hinthte meg ind itht dyrebar huorn, du kast dery tho iederkornn. dett er att werre død, ind leffue med alt etht sorrigfuld liff. mynn kerre moder, dricker wyn thett ind wand, ieg wilde drecke med deg. fuld vssenn ieg thinn moder war, ieg deg al saa thog hun hornitt, och aff hun drack. all werdenn heender aff huffuenn gick. denn dørrenn threend. malfred stander hanom op igenn. hannd klaper hinder wed huiden kind wellkomen y bierigit ind. hand thog maldfred y sin arrum. hand gaff hinder guldkrone dett giorde hand for lillywand. men gøgen hand gaall, hand luod chrestne bod seeg oc vnder hyffueloffts sualle. men maldfred hun greder y lundenn, y lofftenn der hun sørg

2 med runer saa skulde mand gylli. for huerind gang guldthaffuell paa burdenn rand, saa iumfru felditt. huad helder greder y for guld saa rød. helder greder y, for y er blef huad helder greder y, for ieg er icke rig, helder y tøcks, thett ieg kand ike were e ieg greder ike for guld saa rød, thett er och med myn wilig, ieg er bleffuet eders mø ike, for y erre io rig, fuld well daa maa y were myn lyg. ieg greder longtt mere for skaal offuer ride. tther sanck nieder myn søster thuo, thend thid dy luod deris brølu icke grede for blyde. myn suenne skall med eder ride. ieg skall lade gørre en broff meg thusenn gyldenn y fiee. mynn suene skall med eder ride, och hundrede wed huer ede tthett skall ieg lad giørre eder till ere, tholl rider dy skall eders ganger førre. h vnder hindis ganger dy røde guldskuo, och saa rider hun til blydebruo. tther hun kaam bruo, da snaffuett hindis ganger y røde guldskuoff. hyndis ganger bleff skree med xv denn iumfru for striden strøm. alle tog rider eftter saadellbuo, men ingenn kund hiel iumfrw. iumfru ragtt op syn huide hand, myn edlig here hielper meg till land. hielp d gud och den hellig aand, som ieg icke nu hielpe kand. her wellemand thog harpe y heen for strømen att stande. hand legtte alltt saa lieste, der rørdis icke fogell paa quis thaaller till lidenn smaadreng, du hientte meg hid myn guldharper v. hand sluo harpen hørdis offuer alle dy gaarde. barkenn sprak vdaff eggethre, och hornitt aff thett bøf barkenn sprak vdaff bierke, och knapen vdaff marykierrke. saa sluo hand harpen aff h vdaff throldens arum. saa sluo hand harpenn til bunde, den throld matt op fraa grunde trold fraa grunden med her wellemands møø y munde. menn icke hans brud alliene, hand hindis søster saa wene. her wellemand wellemand, thag dynn møø. dw lad meg selleff vnder ø. saa gierne daa will ieg haffue myn møø, men aldrig skalt thu wolde wand vnde wellemand hand sytt suerd vddrog, gud hialp hanom, thett hand throldenn y støcker hog offuer syn brud thett skaarlagen smaa, selleff løfftte hand hinder paa ganger graa. h selleff til ganger huid, y rider nu, myn kerist, forvden all quide. her wellemand red saa grøn ere dy løff, saa drak hand brølup med synn møø. med runer daa skulde mand g her olleff rydder om votte menn lysenn dag ham tøgtte huad hielper thett wy quider. her oluff rider frem att bierigitt, der gick en dantz med duerige. der thrad enn iumfru aff denn danntzs, hun lagde synn arum om her olleffs halsz. hør y, her olleff hynd blyde, huortt løster y nu at ridde. ieg well ride meg vnder ø och thalle med myn festemøø. denn iumfru reker haand fraa seg. alt skal y først,her oluff,dantz huosz meg, her olluff,well y luoffue meg. saa rige gaffue daa giffuer ieg eder. ieg well eder giffue en ganger graa hand gaar en thyme till rum och fraa. denn ganger graa skal y well faa, och saadell aff guld,att legge derpaa. ieg giffuer eder en bryne ny, y thør aldrig fraa nogenn mand fly. ieg gyffuer eder saa gatt ett suerd, thett kaam alldrig sligttt y herrefaar. och slig er alle myn benke, som guld wor lagtt y lenker. slig er alle mynne wyenebro, som guld skeener offuer edders hiender thuo. beholltt thu selleff alt thit guld saa rød, ieg well hiem til myn festemøø.

3 saa sluo hun her oleff wed huiden kiend, blod spranck offuer hans skaarlagenskyend. hun sluo hanom emelom haare, thett hand fald neder til iorde. sttat op her oluff,och rid thu hiem, thu skalt icke løffue dag forvden ien. her oluff hand wende syn ganger omkrinng, alt saa muodig rie hand hiem. tther hand kaam till borgeled, hans kerre moder stuod derwed. hør du her oluff,kerre sønne myn, huy rider thu sørgendis hiem mynn kerr moder,y thager myn hest, myn kerre broder dw hientte meg prest. tthi quer,her oluff,du syg icke saa. saa mangen bliffuer siug,dy dørr ike aff. syg meg, her olleff, vnder ø. huem giffuer du dyn festemøø. i staar op, alle myne brøder vii,och rider ymod myn vnge brud. hør y thett, myn rigge imod myn stalltte iumfru. der dy kaam foroffuen by, alle gyk kloker, som dy war ny. t brudenn y same stund, hyndis hiartte thett war aff sorigen tuong. huy mone alle dy kl ieg weed her ingenn, der siug luo tthett er saa sieed paa thette her lannd att ring thett er saa sied paa denne ø att ringe imod syn festemøø.saa førrde dy brudenn y gaa fruer saa saare. thett melltte bruden aff stuor nød, hun war seg aff hiartett saa wee dese fruer saa gredde, ther meg skuld well omlede. der war slett ingen, som der war h suare den brud ett ord. tthi fulde brudenn y saallitt ind med sorigfuld hiartt och ro saatt brudenn paa brudebenk, for gick rider, thy bar hynder skiennk. tthett meltte br hun thalde ett soridfuldtt ordde. ieg sier her rider gaa vd och ind, ieg sier ike her herre myn. tthett suaritt her olluffs moder, hun war sorig och muode. buode med høg o hund daa er her oluff y rosenslund. haffuer hand nu kierer synn høgg och syn hund ind synn vnge brud. wel hand helder ride med raker och thuo, ind hand well sedde med han syldyg om affttenn, røg fald o, daa skulde denn brud tilsenge gaa. thy thennde op dy fulde thi brudenn till brudeseng, efter gaar her olleffs lidenn smaadreng. y lader ed oluffs møø, myn herre hand leger paa baaren dø. mynn herre hand leger y loffttet lyg. broder eders thro borttgiffue. rett aldrig skallt du den dag løffue, ieg skall thuo b borttgiffue. saa bad hun alle thi fruer. thett hun matte ligett skuoffue. thi støtt o dy hyffur ruo thi stuod derfor. staltt ingelild lebb til dy hyffue ruo, thi huide lyn hun meldit ligitt saa leste, sa saare hindis hiartee thett røste. hun myndytt lygitt hindis hiartte thett sønder y støker bratt. thett wor stuor ynk at sie den nø, den i aff sorigenn døø. huad hielper thett wy kuyder. ieg war meg saa leett ett baarnn, myn muoder hun faldt meg fraa. myn fader red seg op att land, fest seg en anddenn iumfrw. maatte ieg ind ienn med thi allerweniste faangge. tthend første natt, dy samell suoff, daa war hun meg muoder hyn blide den anden dag, der eftter kaam, daa bleff hun meg styffmuoder hynd stridde. ieg saad meg y hyffuelofftt, ieg lieegtte med racker och fiendde. mynn styffmuoder kaam der ganggendis ind, mynn gledde wilde hun meg formyienne. ieg suod offuer mynn faaders buord, ieg liegtte med roser och lillier. mynn styffmuodder baar der affuind wed, thett waar icke med hyndis willigge. saa skuob hun meg till enn liddenn hinnd, baad meg y skuoffuenn løbbe. och mine vij møør till vleff graa, hun bad, thi skulde meg gribe. mynne møør thi haffde meg alle saa kierre, thi villde meg icke slidde. myn styffmuoder thett saa saare fortrød, att ieg haffde skieeben saa blidde. hunn senndde denom daa eftthter meg saa ner, ieg kunde icke fraa denom fly. saa bleff ieg till en liddenn falck, ieg flyø saa høggtt wed skyy.

4 mynn kierest hand tieener y kongens gaard, hand er buode høffsk och weenn. hand haffde meg y sytt hiartte kieer, thett baar hand weed sieeg ienne. tthend suend thuog buogenn y synn haand, hand agttthett thend falck att skiude. thend falck haffde hanom y hiartett kieer, hun wilde icke for ham fly. thend suend hand stuod och suo derpaa, hanom tøgtte thett werre stuore mienn. falckenn hun flyøff till rosenslund, saatte sieg paa liliegreenn. thend suend hand thuog øxenn y synn haand, hand agthett thett thre att feelde. thaa kaam denn mand, der skuoffuen hørde til, hand skød seg der imelld. huoger du nu niedder myn fernne skuoff och leger mynn fiernne ødde. thaa skaall ieg lad skriffue deg den boog, der tuinge skaal dieg til dødde. ieg weell icke huogge dynn fernne skuoff och icke lieegge denn ødde. fanger ieg icke den lidelle falck, den sorig tuinger meg til døde. du seett deg niedder och thaalle med meg, om dw welt lyde myn rad thu fanger icke aff liddenn falck, vdenn hun fanger thame braadde. tthend suend skaar braaddenn aff synn brøst, heende denn paa lylliequest. hun flagerrett med winger och giordde seg glad, saa nødig wild hun den mieste. tthett thaa waar den lidene falck, hun tuog den taame braadde. saa bleff hun till denn skønest iumfru, der mote paa iordden gaa. iumfruenn stuod vndder lyendegreenn y silckesercke rød. denn suend hand thuog hinder y sinn arum, hun klagett hanom aff sinn nød. hannd thuog hyndder leestellig y synn arum, hand myndditt hynd for synn mund. loffuett were gudfaader y hieemerrig, thett thu est karsk och sund. hun stuod vndder linddegreenn, sluo vd synn fuoffre haard. hyndis syuff møør kaam gangendis der, som førre wor vlleff hind graa. saa glaadde war alle hyndis møørr, thy suo denn wene møø. y thacker hanom alderkereste myn, hand haffuer oss frellst aff nød. i loffuer meg, staallttenn iumfru, y giffuer meg tro med haannd. om y well meg nu følge hiem till mynn eggen land. i haffuer thack, allderkereste mynn, alt for edders wilde braad. alle dy dage, ieg løffue maa, ieg well eder rett alldrig forladde. tthack haffue fuorenn vngersuend, hand haffuer forwondden all synn harum hand suoffuer nu gladelig forindden den iumfrus arum. matte ieg enn med thi allerweneste fannge. hylldebrannd hannd synn søster borttgaff, vnder lyddenn, hynnder tieell manggenn muodig dag. ieg weed weell, huor denn iumfru er, der meeg bydder. hunn bleeff borttgyffuen och ildde gyfft, wed ald synn gleedde daa bleff hun skieeldtt. om sønndagenn waar hun saa høffskenn brud, om manddagenn bleff hun saatt y mørckenn bwrre. mynn herre huad laadder y wydde meg, imenn y laader saa bieendde meg. tthett haffuer ieg att wyde deeg. thu førrde icke nock gwld y gaardde tiell meeg. ieg førrde y etters bwrre weell otte kyster fullde. dy thuo waar fulde aff saabbeell och morrd, thy tho waar fuldde aff dyrrishornn. tthy thuo waar fwlde aff huyddenn sølleff, thy thuo waar fwld aff rødenn gwld. ieg gaff edders faadder graa ganngger och gylltte saaddell. ieg gaff edders muodder skaarlagenn rød till fuodde. ieg gaff edders brodder sneckenn vdj fluode. ieeg gaff edder søster røde guld y sytt brøste. ieg gaff edders guode hoffmend skiortter smaa, waar huidde som bienn. i haffdde aldrig saa lyddenn enn mord, ieg gaff hinder io syllcke tiell synn haard. mynn herre, huad laader y wyde meg, och huy lader j saa bynnde meg. tthett haffuer ieeg att wydde dieeg. dynn brødder dy sluo mynn faadder fraa meg. ieg matte der slett inthett y wollde, thett mynn brøder wore bløffuen saa bollde.

5 tthett feeck y for edders faadders død. syuff thønder sølleff och guld saa rød. mynn herre, huad laader y wydde meg, huorfor laader y saa bynnde meg. dett haffuer ieg att wydde theeg. thu kaamst icke møø y bwrre till meeg. saa hieellpe meg gud aff alle mynn nød, som ieg kaam y mynn brwddeseeng møø.herre gud løsse saa weell mynn harum, som ieg kaam møø y eeders arrum. i dag skaalltt dw seedde innde, i morgenn skalltt thu brindde. der saad hun saa lennge, teell hun hørrde raffuens wennge. hør du nu, raffuenn hynn brune. kaandtt thu thend weeg teell thuoonne. iaa saa meend, ieg hannom weell kannd, ieg waar saa lyddenn, der ieg hanom naam. wylldtt thu flyffue for meg tieell tuoneby, der buor alld mynn freendder y. der buor faader och muoder, mynn søster och mynn broder. ieg gyffuer deeg ett rødde gwldbaand, du berre mytt buod till hylldebraannd. ieg gyffuer theeg thett røødde guldbaann, thu wildtt hannom sygge vdaff mynn waande. huad skaall ieg med thett guld saa røde, langtt heelder tager ieg mynn raffnneføde. raffuenlild, wildtt thu flyffue for meg, mynn harris hiartte saa gyffuer ieg thieeg. neye saa mend, ieg icke weell, forvddenn ieg faar hans øggenn tieell. dw flyff bortt, raffuenlyld, om dw wildtt, du skallt weell faa hans øggenn teell. raffnenn sluo synn wynnger offuer thrinde konngerygge. raffnenn flyuer y stuoffuen ind, som hyldebrann drecker denn klaarre wynn. hør thu thett, vnge hylldebraand, dynn søster seedder bunden y haarden baand. tthu seeder her och drecker wynn, y morgenn daa breender dy søster dynn. hylldebrannd sprang offuer bredenn borrd, denn kllaarre wynn paa guolditt stuod. hylldebraand gaar y staalde, hand skuodde thy fuollerr allee. hand skuodde denn brune, hand skuodde denn graa, men black lagde hand gyltte saaddell paa. blacklyllde, willdtt dw beerre meeg, thaarskenn hueedde saa gyffuer ieg dieeg. saa giernne daa wylde ieg beerre deeg, om dw wilde icke nøffne meg. hylldebrannd saatte seg paa black synn bag, saa reendde hand offuer denn saalltte hauff. denn thyd hand kaam der meette paa sund, daa neffnid hand black y kranckenn stunde. black hand saam till laande, men hylldebrand saanck tilbuondde. iumfruenn staar paa tynnge, der hørde hun blacklyld skrynny. nu hørrer ieg black y kranckenn stund, mynn broder leegger sunckenn paa haffsenns buonde. blacklyld leebb att tyngenn frem, haand suo synn søster bonndenn staand. blacklyld ind paa tynggenn sprang, thy rømett for hanom buode quinde och mand. blacklyld sluo, och raffnenn hog, thy stuod y hunddertt maannde bluod. blacklyld sluo, hand wor saa threett, hand stuod y mandebluod saa røtt. hand thog synn søster paa synn bag, hand gyck aff thiengenn, hand waar saa spaag. tther thy kaam till straande, hylldebrand stuod paa saannde. wellkomenn, lyddenn kierstenn, kerre søster mynn, huy blegner deeg dynn rosenskynnd. fordy blegner meg myn rosenskynder, for ieg waar langtt fraa muoder mynn. ieg raader nu huer daannemand, gyfftte aldrig synn bønn till fremede laannd. weell faar dy buod sølleff och guld, dy er dog weed all deris gledde skyld. hylddebrand klaper hynder weed huidenn kynd, thu sørgge icke, kierre søster mynn. mynn kerre søster, forlaad meg wrede, thend sorig thend haffuer ieg wolditt deeg. tthett meelltte blacklild, som hand stuod, du mynnde meg nu, myn søster guod. lydenn kierstenn, wiltt thu mynndde meeg, saa giør du och meed raffuenlild

6 meed. saa gladellig mynnditt hun denom for dierris muond, saa bleff dy frellsitt y same stunde. hun myndditt denom buode med willy guod, dy bleff till hynndis brødder thy huoss hynd stuod. dy thuog hynnder daa alle vdj derris arum, vnder lyddenn, forsuondenn er nu buode angist och harum. ieg weed well, huor denn iumfru er, der meg bydder.i wennder op seggell aff sylcke,wy weell seegell vnder øø.drømett haffuer alle natt om saa ween en møø. drømett haffuer suendenn om iumfruen ald den natt. herr lauy hand buor seeg vde wed aae, hand kand buodde seeggell och raa. hand locker saa mangen stolltte iumfru,hand gyffuer denomløsse thro. tthett wor herre lauy,handthaaller till suene thuo. y skulle meg iumfrw elselild med snylde lemppe faa. ind daa kaam thy tauffuell suend och steedis for iumfruens buord.thi waar snilde y tu kunde weell føffue derris ord. i staar op,iunfrue ellselild,och kledder y skieend. well y saa gaa till skibbisbuord och taalle med herre mynn. tthett plierr ingenn stalltt iumfrw,att gaa till skibbisbuord,forvden hinder buode sp och spee och dertill haaddingsord hiem daa kamm dy suene thuo,dy sagde dieris herre saa,att thi kundde icke iumfrue els thaalle faa. kunde y icke iumfru elsebe med fuorre thaalle faa,faa skaal ieg hinder suige,thett ga huor thett maa. tthett wor herre lauy,hand drager y hiorttehaam,saa speellitt hand vd for iunfruens b hiorten den waar taam. aaben stuod iumfruens puortte, och hiorttenn hand lieeb der ind. alle daa lieeb dy hu vnder iunfru elsebets skieennd tthett wor iumfru ellsbelild, hun vd aff winduett suo. vdj waarx gaard suaridtt thett iumfruens thienestemøø, hun waar synn iumfrw hwld. naar haaffuer y sie thaame hiortt berre taacker aff rødenn guld. aabenn stuod iunfruens porrtte, och hiorttenn hand lieb till strande.efftter gaar iun elsbelil, hun locker med huidenxhand. efftter gaar iumfru elsbelil, hun locker med huiden hannd. gyffue thett gudfaadder y att, hiorttenn, dw warst thaam. gyffue thett gudfaader y heemerrig, att hiortten, du warst minn. huer natt da skulde paa thett skaarlagenskieend. tthett war heerre lauy, hand skød synn hiorttehaam. saa mend weed, iumfru elsbelil, nu er hiorttenn thaam. alltt stuod iumfru elselil, hun tengtte paa raaden wed seeg. ieg wyser edder, her la thett guld, myn faader saatt nieder. ieg waar meg saa lyddenn, mynn faadder saatte guld y iord. thett er icke vddenn thuo faauffuene altt fraa myn hyggelofftbroe. kunde wy thett røde guld faa, thett stund thett ieg er møø. al dy bøønn, wy samell fa dy skaall icke faattig døø. hand groff y thett hordde hald och y thett horrde lieer. thed waar fuld vndtt att fyn guld, som aldrig waar saatt derr. denn iunfru suo seg wydde omkring, hun waar daa icke syeenn. hun løbb seelleff snaart egeenn bwrr, den rider hand stuod iggenn.

7 iumfru elsbe staander y hyffuelofftt, hun gleedis wed seeg ienne. thett samme guld, y eftter lieeder, thett er nu bleffuenn tiell stieenne. hør y thett, herre lauy, thett guld er bleffuen till lier. y haffuer nu thwsenn guode wy fyndis rett aldrig mere. drømitt haffuer suenden om iumfruen ald den natt. thett wor vngen sueidaall, hand skulld boldenn lieg. boldenn dreff y iumfruens bur, t hans kiender bleeg. och lader du dyn ord well. b boldenn dreff y iumfruens bur, suendenn eftter gieng. førind hand kam der vd igenn, hand y hiarttet fyngee. tthu thørst yke kaaste dynn bold efttermeg. der seder en møø y fremede land, hun leng efter deg. tthu skallt aldrig ruo bide ock aldrig ruo faa. førind du faar løst dett sorigfuld hi lenge haffuer lieett y thraa. tthett wor vngenn suiedall, hand suøber seg hoffuett y skynd. saa gaar hand y stuoffu synhoffmend ind. her sedder y, alle myne mend, dreker mød aff skaall. men ieg gaar till bierigenn, med muoder att thalle. tthett wor vngenn suiedall, hand tog till att kald. ther reffnitt mur och malmerrstie bergitt tog til at falde. huem er thett, ther kalder och weecker meg saa muod. maa ieg ike med ruo forlieett o vnder den suorte iordd. tthett er vngenn suiedlll, och kerre sønne dyn. hand wild fuld gierne haffue guode r moder synn. ieg haffuer fangitt en styffmoder.hun er meg worden haard. hun haffuer myn hiartt y t for denn, ieg aldrig suo. skall ieg meg nu opriese aff søffuen och haarden kualle vdj thi same wiee tha skallt faare. ieg skall gyffue deg enn fuolle, hand skall well bere deg frem. hand gar saa wel offu fiord, som paa denn grønne iord. ieg skall giffue deg dugenn, alt om du kandt thend bredde. ald denn mad, du ønsker, d deg staa tiell rede. ieg skall giffue deg ett dyreshornn och thett er spenntt med guld, ald den drøk du øn da skal den staa ald fuld. ieg skall giffue deg suerditt, er harditt y drageblod, yhuor du rider igieemill mørke skuoff, daa brinder hun som enn booell. ieg skaææ gyffue deg skibbenn, den staar y saltenn fiordt. ald dyn finder, deg imod w seggell, dem løber hun vnderr y fiordt. tthy wand op dieris sylckeseggell saa hytt y forgyldene ruo. saa seglitt thi for denn land, alt som den iumfru wor paa. tthi kaaste derris acker paa denn huide saand. thett wor vngenn suiedall, hannd thren ther først y land. tthett wor vngenn suedall, hand gaar paa huiden sannd, thend første mand, hand møtte, paa thett land.

8 tthett wor guodenn hiorde, och hand luod spøre till. huad daa skader thenne vngersuen hans hiartte saa thørst. hanns hiartte legger y thuongen lagtt for den, hand aldrig suo. suenden heder vngenn och saa gaar saaden aff. her er ochsaa en iumfru paa thette land, hun leger y sterkenn thraa. alltt eftter en suiedall, hun aldrig med øgen suo. hør du, guodenn hiørde, och huad ieg siger deg. wedst thu huor denn iunnfru er, daa d thett icke for meg. for offuen wed den grønne lund der staar myn iumfrues gard. puorttenn er aff thett hu och puortten er lagtt med staall. vddenn for mynn iumfrus puortt ther stander en løffue saa gram. men er y den rette su fritt maa y gaa fram. er thett nu saa sanden. alt som du sigger for meg. blyffuer ieg kongge paa thette lan rider giør ieg dieg. hand gick til denn gyldene puortt och ind der hand suo. alle daa war dy laasseoch dy seleff derfraa. løffuenn med thy huide biørn thi faldt den herre til fuodt. liendenn med syn grenne h nedder til iord. mitt vdj denn boriggaard der axler hand syn skyndtt. saa gaar hand y hyffurlofftt for koning ind. hell seder y, hiedennske koning, offuer edders egen bord. well y meg edders datter gi meg ansuarord. ieg haffuer icke datter forvdenn ienn, hun lieger y sterkenn thraa. alt efter en suen sueiedall,hun aldrig med øgen suo. tthett thaa suaritt thend liden smaadreng, stuod kled y kiorttell huidt. lengis hynde efter sueidall, da er hand nu komen hidtt. saa bratt kaam buod y hyffuelofft for skøn iumfru ind. nu sedder vngenn suiedall nest dynn. daa thager y nu buortt dy hyffue ruo ochsaa dy liggebaar. følger y meg y hyffuelofft hiarttenskierr. tthett tha melltte den skønne iumfru, hun ind aff døren trennd. wer wellkomen, vngen hiarttallerkerste mynn. huad helder well y, myn kerre fader, nu tage wed den chrestlig thro. helder ieg skall følge vnge suedaall y fremede land at buo. langtt helder wel ieg ladde meg chresten och tage weed chrestlig lerre. ind ieg wilde kerre datter, ind ieg wilde deg ombere. tthett wor om enn mandag dy tog wedd den chrestelige tro. den neste sønddag, der efte thi thett brølup buo. saa drak thi thett brølup well y dage fem. alt gick guodenn hiordde, hand glede seg y tthett melltte vngen suiedall, hand thaaller till suene thuo. y hientter meg ind denn hiørde, ieg skall hanom till rider slaa. tthak haffue vnge suiedall saa well holtt hand syn throff. hand slo thend hiord til r satte hanom øuerst till buord. nu haffuer vngen suiedall forwuonden al syn harum. saa haffuer och den stalt iumfru hun suoffuer for inden hans arum. och ladder du dyn ord well.

9 her peder och her olluff dy sedder offuer boord, dy snackitt saa mangtt ett skeempttens ord. op vndder den liend der wogner allderkieereste mynn. her peder hand suor thett paa synn thro. att hand vild locke saa manggenn stalltt iumfru. ieg weed icke denn iumfru i werdden till. thett ieg wilde io hinder med myn roner forwild. her olluff sluo synn haand imuod buord. her peder, du sig rett aldrig slig ord. alltt haffuer ieg meg enn iumfru fest. thw skuld hinder rett aldrig med roner frest. der weell ieg sette wed mytt røde guld. ieg well locke denn iunnfru hyd till mynn burd. her peedder legtte paa synn forgyldennde harpe. thett hørde liddenn kierstenn offuer marcke. her peedder bleste y synn forgylltte lwd. thett hørrdde liddenn kierstenn hiem till synn burrd. lennge stuod liddenn kierstenn, hun lyde derpaa. mone ieg skulde dyd y affttenn gaa. alltt stuod liddenn kierstenn, hun tengtte weed sieg. ingenn aff myn møør thør ieg laadde føllge meg. lyddenn kierstenn och hynders lidenn hund. saa ieene gaa dy igemell rosenslund. hun klaper paa her peedders lofftt med synn skiend. sttatt op, her peedder, du lad meg ind. sttatt op, her peedder, och laad meg ind. saa wee er meg for talle dynn. est dw saa wee for thaalle mynn. y affttenn daa kuomer du icke her innd. menn giernne daa willde ieg laade dieg ind. war thett icke for her oluff, kierre herre dynn. om dw haffuer meg end y hjartet kieer. her oluff er oss altt for neerr. sttatt op, her peeder, och lad meg ind. her driffuer daag offuer mynn skaarlagennskieennd. driffuer der nu dag offuer dynn skaarlagennskiend. daa wend thett vd, som førre wend inndd. imenn du weltt icke lade meg ind. daa laad nogen aff dyn suenne følge meg hieem. denn maanne hun skiener buode chlaar och rieenn i affttenn maatt du nu ienne gaa hiee denn maane hun skiener saa klaar offuer tofft. thu gack ind iienne hiem till dynn lofftt. lyddenn kierstenn och hynndis lyddenn hund. saa ieene gyck dy hieem igemell rosenslund. lydenn kierstenn hun gick denn allfaarwie.

10 her oluff hand gick denn lønlig stid. der hun kaam till borigelieed, der stuod her oluff, hand huiller seeg weed. weellkomen, liddenn kierstenn, alderkiereste mynn. huor haffuer du weritt om nattertidd. ieg waar meg gangendis vde till aa. ieg skuode dy blomster brune och blaa. ieg skuode dy blomster brune och blaa. thett fieerste agter ieg meg att faa. ieg skuode thi roser huide och røde. thi staar udj dieris alerfierste grødde. for denne nattzs ganng och anddre slig denn daarer oss buodde saa weeselig. for denne natzs gang och andre flere. saa mend, lydden kierstenn, giørr thett icke mieerre. lyddenn kierstenn hun saatte seg y synn seng. stuor sorig haffde hun y hiartt och sinndde. denn første søffuen, her oluff fieck. liddenn kiersten aff hans aarum gick. skaam faa her peedder hans forgylltte lw. den suigger saa mangen erlig brud. skaam faa her peedders guldhaarpe saa rød. den daarer saa mangen erlig møø. lyddenn kierstenn drog knyff aff erme rød. alt skaall ieg inndnu med eren døø. op wognitt her oluff, och op hand suo. hand saam udj liddenn kierstens blod. her olluff saatt saa hjaltenn ymod en stienn. och aadenn den raadde hans hjartte mieenn. det well ieg nu giffue huer vngersuend for lerre. prøffue seg alder denn wyff, der erenn haffuer kier. dy bleff buodde dødde, thett wor stuor nød. syddenn maatte her peedder och for suerdditt døø. op vndder den liend der wogner aldkereste myn. ryder sty hand lader ett gestebuod giørre. men alldrig waar sliggitt y danmarck førre. iumfrur, y gyffuer oss orluoff. hand bydder dyd kongenn med alld synn mend. wor danske droning skulde følge denom. hand byuder dyd droningenn med alld synn mørr och lidenn kierstenn op vnder ø. danerkongenn hand kaam y rider sties gaard. vd stuod rider stied, waar suøbtt y muor dy haarer dy saatte denom nieder tilbenck.silleff gick rider sty, denom wynen att skenncke. idiess merre hand skienckitt wynn, des bedere guodwillige fieck hand till lidenn kierstynn.

11 dett er well otte aar, syden ieg roner nam. y afftten wel ieg prøffue, om ieg denom kand. med dend hyggere haand skennckitt hand klaare wynn. med dend wenster haand kaaste hand roner synn. hannd agthett thy ronner till hynd lyden kierstynn. thi dreff op vnder iumfru rigis hyndis byenn. iunfrw rygys hun rødemer som en blod. men rider styd suorttener som en iord. rydder styd suøber seg hoffuett y skyend. hand gaar y lofftt for fostermoder synn. fostermuoder, fostermuoder, kyender meg rad. meg er nu thymitt saa hyggelig en waad. y affttis daa skienkitt ieg mød och wynn. saa kier feck ieg hynd lyden kerstinn. ieg skreff runer och kaaste denom for liden kierstinn. dy dreff op vnder iumfru rigis hynder skiend. nu well ieg laade saadell myn ganger graa. saa snarlig daa well ieg ride herfraa. alltt om du kunde nu ride tyell saalttenn rynn. y natt komer rygeslild tiell dynn seng. dw luock y laass dynn hyffueloffsdør. du gack y seeng, som du giorde førre. alltt om hun klaper paa dørenn med skyend. du lad, som du est der icke indde. alltt om hun mynder dynn mund saa rød. du lieg, rider styd, som du warst død. syldig om affttenn, rym faldtt paa. op stuod iumfru riggis, sluo offuer seg skaarlagenn smaa. hun klaper paa loffsdør med synn skyend. statt op, rider styd, y lader meg ind. sllett ingenn haffuer ieg støffuene saatt, och ingenn lader ieg y lofftt om natt. lydenn daa haffde hun fynger och smaa. saa thuog hun selliff thy nuaffueller fraa. hun satte seg paa hans sengestock. hun legtte fast med hans gwlle lock. saa mynditt hun hans mund saa rød. men altt luo rider stid, som hand waar død. iumfru riggislyld axller skaarlagennskynnd. saa sørinnd gyck hun fraa denn rider igen och, ryder sty, chrest gyffue deg skaam, mytt hiartte thett haffuer du lagtt y tuang. saa syldig om affttenn daa war thett giort. om morgenn bleff thett for kongenn førdtt. kongenn hand thaaller till suenne thuo. y beder rider sty ind for meg gaa. ind kaam rider styd, hand steedis for buord. huad wylde y, myn herre, huy sende y meg ord. hør thu thett, rider stid, seelle myn. huad giorde mynn søster y natt y bwre dynn.

12 tthett er fuld vndtt att thrette ymod magtt. thy roner waar ycke eders søster aagtt. men dett wor well sanddingen, hun tiell meg gyck. slett ingenn guodwillig ieg aff hynder fieck. droningenn hun suaridt ett ord med ere. y laader thy vnge thuo tiellsamell were. tther war stuor gledde y konngens gard. och kongenns søster borttgyffuen waar. hand gaff hinder bortt med guld och skatt. thend løcke haffde rider sty seg ycke agtt. iumfruer, y gyffuer osz throen. stty och fyndelelil dy warre thuo brøder. ther fødis aldrig slig paa kong daued hans ø. huj thuinger y meg saa arlig. stylild hand thienner y kongens gaard, och findelild hand fald for quindemaall. stylild lader brøge och blende wyn. hand biuder danerkongen hiem till synn. hand biuder hiem kongen och alld hans mend. wor danske droning skal følge dem. dy kaam denom for stylils gaard. løffgrøn skuoff hun staar derfor. der speeller y den bode hiortt och raa och ald dy dyrr, der were maa. der speller y den buod hiortt och hiend och ald thi dyrr, nogenn mand kand finde. tthett melltte droningen, som hun red. thett er ind stuor ere att haffue thuogt med seg. iy fiord waar stillild myn herris dreng. y aar har hand fest hans søster saa wenn. der dy kaam til stillils gaard, thi huide biørnn thi stuod therfor. i sølliff daa wor dy puortte heend och med thuo roser tilsamell speend. husenn thi wor thagtt med thieggell, och benken war satt med klaarenn spieggell. guolen thi wor med aamuor strød, och benken wor satt med høffsken møøer. dugen thi war aff aagervlld, och faden wor lagtt med rødenn guld. sttolperenn wor aff thett røde raff, och bielkerenn vdskaarenn y forgyldene bagstaffue. mett paa guoldett der stander en iø, den stuod saatt med guld saa rød. ther stander vnder thi mollinger fem, sylckehandkleder følger ald dem. sttillild stuoffue den er well kienndtt. denn er for indenn med silcke hendtt. der ganger en dantz y stillils stuoffue, der danser saa mangenn stallttenn iumfru. der dantzer hand stillild saa smaall som en wand. hand haffuer tho guldkaar paa huide haand. dett ene med mød, den anden med wyn. saa drecker hand till allerkereste synn.

13 stilleld hand dreker synn vnge brud till. buod skuoff och marck thett blomsteris therwed. buode skuoff och marck thett blomsteris derwed. thett bliffuer ind gaatt først herre gud well. huj thuinger y meg saa aarlig. ribold hand wor en kongen søn. saa mangen skøn iunfru gillid hand y lønn. der huoffuen hun legtis for dem. gulldborre, guldborre, throloffuer y meg, til en hal fieer land saa førrer ieg eder. ieg skall førre theg til den land. som theg skall aldrig kome sorrig till haand. der synger icke andre fogle ind høg. der graaer icke andit gress ind løg. der rinder icke anditt wand ind wyn. thro paa myn thaalle, allerkerste myn. huor komer ieg aff gaarde med theg, ther holder saa sterke wogte paa meg. meg wogtter myn fader och min festemand. den rige christ befaaller ieg haam. saa wen daa hade hand fuolle och spag. hand fuorde den iunfrw wed sinn bag. ribold hand kaam paa hieede, ther møder hanom rigen grøffue. wellmøtt, wellmøtt, ribold, men stallen haffuer du den stalte iumfrw. ieg haffuer hinder icke staallit. ieg førrede hinder y gaar fraa kollen. tthett er myn yngeste søster. ieg førde hinder seleff vd aff chloster. tu lyffuer nu, ribolt, en rider saa fienn. ieg kinder well guldbore, søsterdatter myn. hun thog en guldring aff syn arum. hun spente den om den greffuens arum. mynn kerr morbroder, y døller med meg. thett røde guld saa giffuer ieg eder. tthend greffue red y hindis faaders gaard. vd stuod hindis fader, wor suøbt i muord. her staar du, kerre broder, er suøbt y skyend. borte er hand ribbolt med datter dyn. den rider hand rober offuer ald sin gard. wall op, myn miemd, drager waben paa. i setter op hiellem forvden al falsk. ribold hand er saa haard enn halsz. guldborre hun seg offuer axell suo, hesitt komer myn fader, hand well osz slaa. ribold klaper hinder wed huiden kiend. thu thi quer,guldbore,allerkereste myn. allt om thu sier meg bløde. tha nøffuen meg icke til døde. guldbore hun war ham aldrig falsk. hun spentte hanom brynne om huiden halsz. saa red hand y thend første skaarre. hand wuo hindis morbrøder och hindis

14 fader. saa huog hand y thend andenn flock hindis sex brødere med gulle lock. hør y thett, ribold, myn hiarttenskerre. y lader myn yngeste broder werre. hand maa myn sorigfuld moder thi thiding hiemførre. thett wor fuld ilde, hun skuld datter føde. rett som hun haffde thett ord vdsagtt, tha feeck hand ribold syn bannesaarr. ribolt hand stack sin suerd y skieed. du kom, guldbore, om du vilt med meg ride. dy red igiemell den rosenslund. ther kaam aldrig et ord aff riboltzs mund. hør y thett, ribbolt, myn edlig herre. huj er i ecke saa glad, som y wor førre. gud nade deg, guldborre, saa lidit thu kandt. theg er iet, meg er sa mangtt. tthett første er thett ieg er thrett och muod. ett andit er thit meg rinder blod. inddog giør thett meg allerwerst. thin broders suerd haffuer mit hiarte giest. tthett tuinger meg ind och vdaff stuor nød. ieg feste guldborre saa wen en møø. ther thi kaam till boregelied,vd stuod hans broder hand huiler seg wed. minn kerr moder, y holder myn hest, och min kerre broder, thu hiente meg prest. myn yngeste broder, statt hid till meg, dene wene møø saa giffuer ieg dieg. hans søster di stuod y hyffuelofftssualle. ribold hand sualt y den same thalle. guldborre thog knyff aff erme rød. hun slog y sitt hiartte, thett wor stuor nød. tthett giorde guldborre vdaff stuor harum. hun faldt selleff død y ribolts arum. der huoffuen hun legtis for dem. her biørnn hannd rydder seg vnder ø. f fore ord frydder saa mangtt et hiartte. feste hand staalttenn søllffuerlad. hun waar sørinnd och sieellenn glad. i otte aar thi samell worre. otte bønn hun till werddenn baare. saa kaam der døddenn paa thett laand och tuog bortt sølffuerlad, denn lilliwand. her biørnn hand ridder saa widde. saa feeste hannd iumfru blidde. hand feeste seg iumfru blydde. hun bleff denom styffmuoder stridde. dy førdde brud i her biørns gaard. hans smaa børnn garr hynndder vd imuod. dy klaper hyndder paa skaarlagennskiend. y wer wellkomen, kieer muodder mynn. hun støtte denom fraa seg med synn fuod. mone thette skall werre mynn første muod. her byørnn gaaff hyndder dy skaarlagenn blaa. for hun skulde elske hans børnn saa smaa.

15 hand gaff hyndder ett huoffuetguld. for hun skuld were hans smaa bønn huld. hand gaff hinder thett guld saa rød. saa sorre sualt hun hans smaa børnn for brød. hun thuog fraa dennom dy bolster blaa. hun lagde hans børnn y baarenn straa. saa saarre daa gred hans smaa bøørnn vndder øø. thett hørde stolltt sølffuerlad, hun waar døø. tthett wor om en løffuerdag att quelle. alle seelle dy skulde daa huille. hun gaar seg till enngeliest.hun bad seg loff aff iesu chrest. dette hun maatte till mieelhiem gaa och taalle med synn bønn saa smaa. iaa saa mend daa matt du saa. wer her icke lennge fraa. sttoltt sølffuerlad riesser seeg aff synn graff. saa tuog hun kisten paa synn bag. hun tuog kistenn paa synn bag. saa gaar hun hiem med møgen vmag. der hun kaam till borrigelied. hyndis eldste datter stuod derweed. her stander du, eldste datter mynn, huor lidder kier sødskind dynn. du est icke muodder mynn. men du ber saa bleg enn kiend. hun gaar sieg vdj deenn stuoffue, som hyndis smaa bønn inde luo. hun saatte seeg paa en stuoll. thend ene hun børstett, den anden thuoffuett. hun saatte thend myndste paa synn skiød. saa saare hun gred, hindis hiarte thett blød. hun gick tiel seenggenn, och y hun suo. hyndis børnn dy luoo y baarenn straa. sig meg her, ellste datter mynn. huor er her biørnn, fader dynn. mynn fadder hand suoffuer y hyffueluofftt. saa striden en stymoder haffuer wy faatt. saa gaar hun seeg till hyffuen luofftt, som herre biørnn hand inde suoff. hun støtte paa dørrenn med kiste synn. staar op, her biørnn, och ladder meg ind. slett ingenn haffuer ieg støffne saatt. och ingenn komer y myn lofftt om natt. daa weecker nu op stalltt blidde, hun er myn smaa børnn stridde. ieg gaff hynder mytt hoffuettguld. for hun skulde werre mynn smaa børnn hwld.jeg. ieg førdde till dieg dy bolster blaa. for brød du skulde laade mynn børnn haffue dynenn graa. nu leeger mynn børnn y baarenn straa.saa vnd en løcke skaall blydde faa. menn skaall ieg thierr hiem till deg gaa, saa haard en død skal bliddelild faa. naar dw hører di hunde bange, daa matte du wintte denn dødde paa gange. nu gaaller haanen den suortte. saa snarlig maa ieg buorte. nu gaaller haanen den rødde. till graffue stundder alle dy dødde. nu gaaller haanen den huidde. ieg maa nu icke lenger biidde.

16 hun war icke snarer lagtt y mold. ind hyndis børn wor lagtt paa bolster blaa. blidde denom børste, och hun denom flette. och hun denom løfftte, och hun denom leette. hun gaff denom wynn, hun gaff denom brød. rett aldrig daa lidder dy bønn mierre nød. huer gange hun hørde dy hunde giøø, daa lieeger dy bøn meed guld saa rød. for ord fryder saa mangett hiartte. sttuor sorrig er huer mands herre, well er denn, hun komer fraa heendde, saa maa hind lidenn kierstenn sigge for alle dy, der hynd kieenndde. denne sorig haffuer y meg wolditt, ienn saa weenenn. tthett wor herre peedder, hand kaam fraa thingitt hiem. thett wor hans kieere daatter, hun gaar hanen. mynn kierre faadder, y wer weellkomen hiem, huad da waar der tiding i dag til wor ting. tthett thaa waar der thiding, och thett waar aldermieest. din feestemand haffuer deg forsuorenn. enn anden iunfrw haffuer hand feest. dynn festemand haffuer dieg forsuorenn, hand sigger, du est komenn y orrd. weell y otte fulde aar skulde du haffue drøffuet buodde huor och muord. hør y thett, mynn kierre faader, y skaall thett icke thro. enn anddenn iunnfru haffuer meg løggenn paa, for hun weell med hanom buo. hør du thett, mynn kerr dathter, dett gaar dieg forvddenn ald gamell. dinn festemand och sinn heritzsmend lader førre ett booll tillsamell. tthett wor liddenn kierstenn, hun bleff y hoffuen saa thøøst. saa sare gred fruer och stalte iunfruer, dy løfftte hyndder till synn heest. dy red offuer dy enngi och offuer den grønne maae, thett matte mand hørre saa langtt aff liee, alt huor denn iumfru hun quad. tthett wor liddenn kierstenn, hun kaam for offuen by. daa suo hun denn stuore boold, och luoffuen legtte y sky. tthett meelltte liddenn kierstenn, hun kaam y grønen eng. hiesitt haffuer min festemand laditt redde myn brudeseeng. mynn lagenn di ere saa røde, mynn bolster di ere saa blaa. menn gud forbiude huer danemand att gifftte syn datter saa. saa thuog thi lidenn kierstenn, løste op hindis fuore haard. alle dy folck, som der waar ner, dy feelditt daa for hynd thaarre. i staar op, herre oluff, och kieerre festemand mynn, løfftter y seelleff eders festemø vdj synn brudeseeng. op stuod herre oluff, hand war y hoffuen saa haard. saa løffte hand liddenn kierstenn vdj thett brennddende baall. løfftte hand liddenn kierstenn vdj denn brenddendis loffue. ildenn stuod saa langtt fraa hindder, hun stuod igenn som en stalltt iunfru. tthett meelltte liddenn kierstenn, i ildenn som hun stuod. thror y nu, myn

17 kierre faader,att meg er løgen paa. loffuett werre gudfaadder y hiemerrig, som meg haffuer løst aff nød, nu weell ieg meg y chloster giffue, en iumfru wel ieg døø. tthett waar hindis festemand, hand falt for hinder paa knee. ieg beder edder for den wolde gud, y weell forlade meg wredde. ieg weell nu iumfru maary saa sandelig gyffue myn tro. thett ieg well al iorderig huoss nogen mand att buo. drig lyddenn kierstenn gaff seeg y kloster alt med sytt guld saa rød. her oluff hand rider der vden for, hand sørgger seeg seelliff tildødde. och deenne sorig haffuer y meg wolditt, enn saa wenenn. syffuert hand haffuer en fuolle,den er saa spaag. han thog stallt bryneld aff glarbieriett om liusen dag.kongenn hans sønner aff danmarck. hand thog stalt bryneld aff glarberget om liusen dag. hand gaff hind hellitt hagenn til stalbroderlag. sttalten bryneld och stalten sieneld, dy iumfruer thuo, dy gaar denom till strande, deris silcke at thuo. hør thu thett, stallttenn sienellild, kerre søster myn, huor finge du dy røde guldringe paa finger dynn. saa feek ieg dy røde guldringe paa fienger myn. denom gaff meg syffuert snarensuend, kerre festemand myn. denom gaff meg syffuert snarensuend til feestindgauffue. hand gaff deg helleett haffue til staldbroderlaff. dett første stalltten bryneldlild den tiden fruo, tha gick hun seg y hyffuelofft, och siug hun luo. sttalt brynellild ganger y hyffuelofft, och syg hun luo. thett wor heellit haffue, hand gaar hind til och fraa. i siger meg, iumfrw bryneldlild, kerre festemøø myn. wed y slett inthett y warden til, thett y haffue wilde. eer ther nu nogit y warden til, der y buod kand aff faa.skuld thett kast allt thett røde guld, tha skal y thett faa. tther er slett inthett y werden till,ieg buod aff kand faa. forvdenn ieg kund syffuertzs hoffuet y myn hiender faa. huor skulde y syffuertzs hoffuet y eders hiender faa. thett suerd eer icke y allwerden til hanom bider paa. dett suerd er icke y all werden till, hanom bider opaa, forvdenn hans egett thett guode suerdt, thett kand ieg icke faa. daa ganger y eder y hyffuelofft for syffuert ind. beder hanom ladde eder sitt guode suerd for erre siynn. beder hanom lade eder sitt gode suerd for erre syn. y siger, ieg haffuer loffuet en dystered for kerreste myn. første hand fanger eder thett gode suerdt aff hand fraa seg. ieg beder eder for den wolde gud, y glemer icke meg. tthett wor hellitt haffuen, suøber seg hoffuit y skieend. saa gaar hand y hyffuelofft for syffuert ind. her sedder thu, syffuertt snarensuend, kerr stalbroder mynn. willt thu laane meg ditt guode suerd for ere dyn. wielt du lane meg ditt guode suer for erre dyn,ieg haffuer loffuit meg ett dystered for iumfru myn. laner ieg theg mit guode suerdt, heder aadellring.ret aldrig komer du y den strid, du skalt io winde. mytt guode suerd, heder adellring, skalt thu wel faa. thu wogte deg well for dy blodige thaare, vnder hialthett staar. du wogtte deg for dy bloddige thaare, dy er saa røde. och rinder dy neder att finger dyn, daa bliffuer du død. dett første helle haffuen thett suerdt mone faa. thett wor hans kerre stalbroder, der hand wuo da. saa tog hand thett blodig hoffuet op vnder sin skiend. saa bar hand thett y hyffuelofft for stalt bryneld ind. her haffuer thu thett blodig hoffuet, thu efter mone thraa. for dyn skyld haffuer ieg wieett myn guode stalbroder, thett anger meg nu. thager y bortt thett blodige hoffuett, lader meg thett icke siee. nu well ieg giffue eder myn tro, eder til stuor gled.

18 rett aldrig giffuer ieg deg myn thro, thett er meg ingen gledde. for dyn skyld haffuer ieg wieeit min guode stalbroder, thett giør meg stor wiee. tthett wor hell haffuen, sin suerd vddrog. saa thog hand staltenn bryneldt och hinder y mydien wuo. saa saatte hand thend guode suerd imod en stieen. aadenn rade den kongen sønn hans hiartte mien. saa saatte hand thett guode suerdt mod suorten mooldt. aaadenn mone den kongens søn hans hiartte quelle. ind wat thett saa ilde, thend iumfru bleff fød. for slig thuo edlig kongens bønn skuld bliffue forødd. kongen hans søner aff danmark. buorttgiiffuenn daa bleff saa ween en møø, dy gaff hind offuer saa bred en syø. hun fiellditt saa muodig thaare. hun bleff borttgiffuenn saa langtt aff laand, dy gaff hynder synn faders baann y haand. tthett bleff standendis saa y otte aar. stallt ellind hun aldrig synn brødder suo. stalltt eellinnd ladder brøge och blende wyn, hun byuder synn brøder hiem till synn. saa hiarttellig luo da her luomuor, hand luo icke førrind da y otte aar. stalltt ellind hun stander y hyffueloffts sualle, hun hørdde synn brøder y gaardenn taalle. sttalltt ellind hun suøber seg hoffuett y skeend, hun gaar y lofftt for her luomuor ind. mynn herre, om thett nu saa ware, thett mine vij brøddere kam herre. ttha villde ieg saa giørre imod brøder dinne, som di war alle sønner myne. sttalltt ellinnd hun setter syn brødder till buord, hun skenckitt dennom møyd aff dyrenn skaall. hun skenckitt her luomuor den mød saa sød. hun gaff hindis brørder denn melck saa huid. hun redde dieris sengge paa stieenne. hunn wilde dem søffnen formieenne. thennd første søffuen, stalltt ellind feck, her luomuor aff hindis arume gick. her luomuor gaar seg till hielle, stalltt ellinnd hindis brødder hand qualdde. hand drog vd buod suerdt och knyff, hand skielde denom alle wed derris liffue. saa thog hand enn skaalle med blod, hand bar denom y lofft for stalt ellind buode. her loffmuor ind aff dørenn thrennd, stalt ellind hun falmer rosennskynnd. i sigger meg, her loffmor, herre myn. huor haffuer y weritt om natterthid. ieg war meg vde paa helde, som ieg hørde dy høgge dy gieldde. saa lennge snackitt du om høge dynn, herre gud rade well for brøder myn. thu drecke nu, du drecke nu, stalt ellind guod, du drick nu aff dinn vij brøders deris blod. tha paser ieg ickind om myn brøder vij, men ieg haffuer edder, mynn her, y lyff. tthett stuod saa y otte aar. her luomor hand alldrig syn sønner suo. her luomor lader brøge och blende wynn, och saa biuder hand synn vij sønner hiem. tha luo staltenn frw ellind guod, hunn luo ickend førre y otte aar. her luffmor stander y hyffueloffts sualle, hand hørdde syn sønner y gaardenn thaalle. her loffmor suøber seg hoffuett y skeend, hand ganger y lofft for stallt ellind ind. stalltt ellind, om thett nu saa ware, thett mine vij søner kaam herre. ttha vilde ieg saa giøre imod søner dynn, som dy war alle brøder mynn. hun saatte her luoffmors sønner tilbords, hun skenckitt denom mød aff dyrenn skioold. her luffmor hand drack thett wyn saa klaar, hand thog saa liditt sytt liff till waard. stallt ellinnd giorde deris senge paa duone, hun vilde denom søffuen well vnde. hun redde deris senge paa bloster bla, saa skreff hun søffueneruner derpaa. tthett første søffuen, her luffmor feck, stalt ellind aff hans arum gick. hun gick seeg tiill støcke, som suerdit stuod i flocke, her loffmuor sønner dem vilde hun wecke. sttallt ellind gaar seg nedder till hellde, her luoffmuor sønner hun der quolde.

19 saa thog hun denom y gullen lock, hun wuo denom offuer ett sengestock. sidenn thog hunn en skaalle med blaad, hun bar den y lofft for her loffmuor. i drreker nu, drecker nu, her luoffmuor, y drecke aff eders vij sønner deris blod. ieg paaser ickind paa min søner vij, men ieg haffuer theg, stalt ellind, y lyff. her luoffmand tog efter sin brune brand. stalltt ellind haffde bunditt ham fuod och hannd. holltt op, stallt ellind, du hog icke meg. rett alldrig da well ieg suige deg. meg thøgtte, ther wor stuor suig y deg, den thid du wou myn fader fraa meg. først thogst du myn fader aff lyffue, och saa myn raske brøder vij. thu haffuer denom alle wed lyffuett skyeld, ieg maa nu leffuee med stuor sorrig och quid. saa vest skall ieg nu høffnet paa deg, som du haffuer slagitt denom alle fraa meg. hun thog her luoffmor y gulen lock, hun wou hanom offuer den senngestock. sttalltt ellind hun saallde alld syn guld saa rød, sydenn gaff hun seg y chloster vnder øø. hun fiellditt saa muoddige thaarre. thett wor mester koning tideri red fram for bierigenn och fram for bierrig hin lie. thend lindeorum hun tuog ham aff. och hand red fram for bierigenn och fraam for bierig hin lie. thend løffue och thend linddeorum thi fegttis om beege thierris lyff. och hieelp meg, mester kong diderick, och hielp meg med dit suerd. och ieg staar i dinn skiold schreffuen, ehuor du ridder y feerdtt. och hieelp meg, mester kong tiderick och hielp meg med thin knyff. och ieg staar i dinn skiold skreffuen, ehuor du ridder y kyff. och thett wor mester kong tidderick, och hand syn suerd vddrog. och hand huog till denn wredde orum, thett odden stuod y iordtt. hun thuog manden paa synn bag och hestenn vndder syn tuong. och saa gaar hun y bierigenn ind alt till synn ellue vnger. och hun kast mandenn op i wraa och hesten for syn vngge. och eedder i nu, myn elskelig bønn, ieg løster at suoffue gange. och edder i nu, mynn elskelig børnn, ieg løster att soffue gange. och naar ieg wogner aff søffnen igenn, thaa skaall i strax mandenn fange. och thett wor mester kong tidderick, hand suo seg alle wegne omkring. och hand fand paa den guode suerd, som mand kalder aadellring. och hand fandtt paa saa gatt ett suerd och thuo forgiltte kniffue. gud naade dinn sieell, kong sleffred, her haffuer du ladditt thitt liff. och thett wor mester kong tiderick, hand wilde thend suerd nu prøffue. och hand huog y den haarde stienn, thett bierigen stuod alld y luoffue. och op daa wognett denn mindste orum, och saa tuog hun opaa. och wecker du min muoder aff søffuen, thett kaster thit hiarteblodtt. och thett wor mester kong tidderick, hand bleff y hoffuen saa gram. ieg skaall wecke dinn muoder aff søffuen, thett gud skaall giffue hind skaam. och op daa wognitt denn elldste orum, och saa tuog hun oppaa. och huem giør bunddenn vfred alltt y syn eggenn gaard. och thett waar meester kong tidderick, och tager hand till synn knyff. dw skaallt meg thie nøgler wyse, eller thett skaall kaaste thitt lyff. och weed myn hoffuettgier der lieger dy nøgler smaa.emellom thin hals och gubbe ther skaall ieg fraamgaa. och først huog hand then lienddeorum och saa hindis ellffue vngger, hand kunde

20 icke aff bierigenn kome for huase ieddertunger. o chrest daa gyffue dieg, løffue, och chrest daa giffue dieg skaam. haffde du icke standitt y myn skiold skrøffuenn, min heest hafde weell baaren meg hieem. hør du, meester kong tiderick, hui mone du meg saa bandde, och du skaalt well aff bierigenn kome for huase ieeddertungge. menn løffueren groff, och mandden kaast, thett lockid vd aff afftens tidde. och ind kaam thi fraa bierigen hiem, før suollen gick till huille.den lyndeorum hun tuog ham aff. frw guner seeder y spirre, hynder beedis beeggle saa dyre. hynnde frw gundder. hyndder beedder bieegle aff synndenn, thy rigest och thy yngist. hyndis beedis beeglle aff weestenn, dy riggest och thy beste. hyndder bieedis till aff nuordenn alle thy beedde thuorde. hyndir beedder till aff østenn thy rigest och thi thrøste. hynndder baad hertug heenddrick, saa krancke skieebbenn thi saamell fieeck. hand hynd bad, och hand hynd fiennge, storum och strid derefter ginge. tthend herre skulde y lieedingng faarre, raffuenngaard hand skulde hieeme werre. wogtte thu weell bronsuig, och hallebeeddere slesuig. wogtte thu fuld weell y spirre, och miest frw gunder hynnd dyrre. haartugenn styrrer synn sneecke fraa land, raffuengaard rider synn gaanger paa sannd. raffuenngaard axller skaarlagennskieend, hand gaar i lofftt forr droningen ind. y skaall faa meg suer aaddellring, saa bad henddrick herre mynn. icke saagde mynn herre meg saa thett sidste synde hand skildis meg fraa. kand ieg icke aadellring faa, daa skaall ieg eedder lygge opaa. daa lyff och lyuff, thett thu faar skaam, ind er herre gud langtt beder ind graam. heerttugenn kaam fraa lieeding hieem, raffuengaard gaar hanom vd igenn. huor staar thett y spyrre, huor lydder frw guneld hynn dyre. edders landde staar som dy stuode, frw gunild haffuer saa ilde giortt. och icke weell ieg dynn ord nu thro, ieg aldrig vthroskaab til hind suo. ieg thett med myn øggen suo, att errickebieespenn huoss hynd luo. tthaa skaall ieg hynndder saa byrrig och slaa, dett ingenn mand hynd hiellpe maa. hertug henddrik axller skaarlagennskyeend, hand gaar y lofftt for droningenn ind. harttugenn innd aff dørrenn threend, droningenn stuod hanom op igenn. weellkomenn, eddellig haare myn, huor haffuer eedder y lieeddinng lidd. weell haffdde meg lydd y lieedding y aar, haffde dw icke saa ildde giortt. mynn naaddige herre, y sygger icke saa, rett aldrig ieg der thengtte opaa. saa weeslig du der thengtte paa, der errkeebespenn huosz deg luo. saa sluo hand hynndder saa saarre, slett ingenn hynder hieelpe thuordde. tther waar heelder ingenn indde, forvden thuo høffske quinde. forvddenn thuo høffske wyffue, dy bad thend frw y lyffue. mynn eddellig herre, y skaall thett icke thro raffuengaard haffuer hynd løggenn paa. thaa skaall hun nu fly seg denn mand, y krinnsenn thør med raffuengaard staande. offuenhoffuett och baarrefuod, saa vseell kaam hun aff dørrenn vd. hun gick seeg till heelde, som kieemper dy drak sneelde.