DEN INTERNATIONALE BIBELSTUDIEFORENING

Transkript

1 DEN INTERNATIONALE BIBELSTUDIEFORENING tondon BROOKLYN

2 TEKSTBOK TIL SKABELSENS FOTO DRAMA Bibelen, den guddommelige aabenbaring, indeholder den høieste visdom og ædleste videnskap og gir den bedste undervisning Eftertryk forbudt DEN INTERNATIONALE BIBELSTU DIE FORENING Brooklyn, N. Y., og Kristiania

3 ^ O O KLY,: M.Y. & UJ r*t r in,c7, Yor forenings segl. Vort segl fremstiller godt vor forenings aand eller ledende idé. I Jesu, Fredsfyrstens, navn søker den at fremme fred paa jorden. Kjærlighet og glæde fremmes ogsaa ved kundskapen om Guds ord og plan, fordi en sand tro bare kan grundlægges og befæstes saaledes. Vor forening arbeider ikke paa at høste finansielt utbytte. I overensstemmelse med dens love brukes alle dens indtægter til fremme av dens tros- og kjærlighetsarbeide til at gjøre godt i Herrens navn. Den betaler ingen gager til embedsmænd og gir intet utbytte. Den tigger ikke om pénger, men støttes udelukkende av frivillige pengegaver. Del er meningen tilsidst at faa Skabelsens foto-drama med dets nyttige lærdomme fremført i Indien, Kina, Japan, Afrika o. s. v., eflerhaanden som Herren gjennem menneskelige redskaper gir midlerne dertil. Mange mener, at vor forening har store forutsætninger for at drive saavel indre som ydre missionsarbejde og indbyr til samarbeide alle sande kristne uten hensyn til, hvilket trossamfund de er knyttet til.

4 Guds herlighet i himlene. H errens frygt er visdoms begyndelse." Kun daaren sier i sit hjerte: Der er ingen Gud". Den ene i. dag lar sin tale utstrømme til den anden, og den ene nat forkynder den anden sin kundskap." Himlene fortæller Guds ære. Ps. 111: 10; 14:1; 19:2, 3. Forstaaelse av Skaberens uendelige magt og vor egen ringhet burde gjøre os lærvillige. Studiet av skabelsen er nøklen til al kundskap". Naar vi bruker denne nøkkel, begynder vi at forstaa, at det eneste, som er værd for os at tragte efter, er at samarbeide med vor skaber i hans gode planer. Planeterne i vort solsystem er intet i sammenligning med solen. La os tænke os solskiven som en stor meltønde; Jupiter vilde da i sammenligning med den være som en liten appelsin, Jorden og Yenus som erter og Merkur og Mars som bringebærfrø. Solen er tre hundrede tusen gange saa stor som vor jord. Et jernbanetog, som kjører med en fart av otte mil i timen, kunde kjøre én gang rundt om jorden paa en maaned, men vilde behøve tre hundrede og firti aar for at kjøre én gang rundt solen. Dag og nat her paa jorden er en følge av jordens omdreining om sin akse, mens dens bevægelse omkring solen avmerker aaret. Planeter, som er nærmere solen, har kortere baner og derfor kortere aar, mens de, som er længere borte, har længere aar. Og dog er vor sol kun én av de fiksstjerner, hvorav astronomerne nu ved hjælp av sine moderne instrumenter kan tælle omtrent et hundrede og femogtyve millioner. Omkring hver av disse fiksstjerner bevæger der sig uten tvil et planetsystem lik vort. Efter denne beregning findes der saaledes ialt et tusen millioner verdener. Og dette er endda ikke grænsen. Om vi stod paa en av de stjerner, som er længst borte herfra, og som ser mindst ut, vilde vi uten tvil derfra kunne se likesaa mange endnu længere borte. Universets storhet kan næsten virke skrækindjagende paa os. Figurerne forestiller forskjellige avdelinger av himmelrummet, synlige til forskjellige aarstider. 1 1

5 Den første dag eller periode. Beretningen i første Mosebok sier intet om, hvor ledes selve jorden blev dannet. Den sier, at i begyndelsen var jorden øde, tom og mørk tom og uten form. Der var hverken bjerge eller daler, trær eller busker, floder eller have, men jorden var til. Hvor lang tid, der da var gaat, siden den blev dannet, sies der intet om. Der tales bare om jordens beredelse for menneskene. Der findes forskjellige teorier om jordens tilblivelse. [ Vi følger den, som er mest i overensstemmelse med Bibelen. Denne kaldes Vails teori og gaar ut fra, at Saturns ringer og Jupiters luftbelter illustrerer jordens utvikling som planet. Jorden var engang flytende, hvilket fremgaar av de vulkanske bjerge fra den tidsperiode, som av videnskapsmæudene kaldes den azoiske periode, men som ikke er omtalt i Bibelen. Da jorden var flytende, holdtes vand og mineraler svævende i luftform i laug avstand fra den. Efterhaanden som disse avkjøledes og antok bestemte former, dannet de store ringer om jorden i nogen avstand fra den. Disse ringers bevægelse blev gradvis forskj ellig fra jordens i forhold til deres avstand fra det fælles tyngdepunkt. Efterhaanden nærmet de sig jorden, men blev hindret i at styrte ned av centrifugalkraften, som virker, særlig sterkt ved ækvator. Guds kraft frembragte da et. lys, sandsynligvis noget i likhet med nordlyset ikke sollys. Ti soien var ikke synlig før den fjerde dag. ;3 Bliv lys! Og der blev lys. Saaledes opsummeres :[ i korthet resultatet av de syv tusen aar, som kaldes den første dag. Ikke saaledes at forstaa, at Guds ord ikke 1 var tilstrækkelig til at bevirke et mirakel; men Gud il foretrækker at utføre sin herlige plan ad naturlige veier. 1 Mos. 1:3. Der er videnskapsmænd, som paastaar, at jorden 1 endnu har eu ring omkring sig en elektrisk ring, som, naar den er faldt ned, i løpet av faa aar vil tilintetgjøre ;5 al gjæring, alle baciller og bakterier og i høi grad fremme [ plante- og dyrelivet. 2

6 Den anden dag eller periode. Uttrykkene aften og morgen og dag kan ikke hentyde til 24-timers dage; ti hverken solen eller maanen var synlige før paa den fjerde dag. Jorden var indhyllet i et ugjennemtrængelig mørke. Ordet dag kan anvendes om enhver periode eller ethvert tidsrum. Der tales f. eks. om fristelsens dag i ørkenen" firti aar. (Ps. 95: 8.) Læg atter merke til, at vi læser om Kristi dag, som klart nok hentyder til den tusenaarsdag, da Messias skal være konge over hele jorden. Es. 2:11. Vi slatter os til den teori, at hver av disse dage i skabelsesuken var en periode paa syv tusen aar. Disse syv gange syv tusen eller ialt 49 tusen(7 X 7000 = 49,000) aar vil føre os frem til det store jubelaar. Efterhaanden som den ene efter den anden av de omgivende vand- og mineralringer nærmet sig jorden, utbredte de sig likesom et stort skal omkring den, men kunde ikke falde ned paa jorden paa grund av de mellemliggende luftlag, som i skriften kaldes hvælvingen. Saturns ringer er endnu ikke faldt ned. (lud dannet hvælvingen paa den anden dag, i den palæozoiske periode, og adskilte vandene, som var over hvælvingen, fra vandene, som var under hvælvingen. (1 Mos. 1 :7.) De sterkt mineralholdige vandmasser ovenover jorden, som blev holdt paa avstand av hvælvingen og centrifugalkraften, som var sterkest ved ækvator, samlet sig efterhaanden omkring de to poler, hvor de senere brøt igjennem og styrtet ned paa jorden og dannet lag paa lag av mineralholdig jord, som avleiredes av vandet, som strømmet fra begge poler ned mot ækvator. 1 Mos. 7:11, 13, Disse ringer eller belter av vand og mineraler styrtet ned paa jorden efter hverandre som store flommer kanske med aartuseners mellemrum. Syndfloden paa Noas tid var den sidste; den bestod kun av rent vand, eftersom de tungere mineraler var blit tiltrukket først. Derfor ligger mineralerne i almindelighet dækket av flere lag skiferier og jord. 3

7 o Den tredje dag eller periode. kg Gud ea: Vandet under himmelen samle sig til ett sted, og det tørre komme tilsyne! Og det skedde saa. Og Gud kaldte det tørre jord, og vandets samling kaldte han hav. Og der blev aften, og der blev morgen, tredje dag. Den smukke enkelhet i denne beretning kunde lede os til feilagtig at tænke, at vandets samling til hav og hævningen av bjergene skedde ved troldomskraft. Skjønt Guds gjerninger alle er store og underfulde, utføres de sedvanligvis efter bestemte metoder, de saakaldte naturlove, som naturens Gud selv har fastsat. Ringteorien lærer, at flere ringer styrtet ned paa jorden i løpet av den tredje periodedag. Dette forøket i overensstemmelse med Guds hensigter trykket paa jordskorpen i en saadan grad, at det bragte den til at slaa folder og rynker. De fordypninger, som derved frembragtes, blev til leier for havene, og hævningerne dannet bjergkjederne. Saaledes fuldendtes den tredje dags gjerning. Vandene blev samlet til sjøer og have; det tørre land hævedes op og begyndte gradvi sat tørlægges av sig selv og beredtes saaledes for planteveksten. Denne tørlægning maa ha krævet lang tid. 1 Mos. 1 :9, 10. Vi behøver ikke at anta, at alle fastlande, saaledes som vi nu kjender dem, fremkom paa den tredje skabelsesdag. Efter al sandsynlighet hævet det amerikanske fastland sig først længe efter Europa, Asien og Afrika. Selv i vore dage har jordskjælv frembragt forandringer i landoverflaten. Dette gir os et rimelig begrep om, hvorledes Guds befalinger blev utført paa den tredje dag til beredelse for jordens planteliv. I overensstemmelse hermed læser vi dernæst: Og jorden frembragte græs, urter, som gir sæd, hver efter sit slags, og trær, som bærer frugt. Det vil si: Plantelivet begyndte paa den tredje dag, i kulperioden, skjønt det ikke naadde sin fuldkommenhet, før solens lys trængte gjennem skysløret. Der findes græsarter og andre plantearter, som vokser bedst i halvmørke. Sollyset er ikke nogen absolut livsbetingelse for planteveksten. v w A vw

8 o Den fjerde dag eller periode. kg Gud gjorde to store lys, det store lys til at herske over dagen, og det lille lys til at herske over natten. Det er ikke nødvendig at anta, at solen og maanen blev skapt senere end jorden. Der findes en anden og meget mere fornuftig forklaring. Solen, maanem og stjernerne var blit skapt længe før; men lyset fra dem hadde aldrig før da været istand til at naa jorden paa grund av det ugjennemtrængelige slør, som omgav denne. Haar solen og maanen altsaa kunde komme tilsyne paa den fjerde dag, maa dette bety, at en av de store ringer paa den tid var blit brutt og var styrtet ned paa jorden. Der blev ved denne leilighet av det fremskyllende vand skaaret dype kløfter mellem bjergkjederne. Spor av dette finder vi endnu i vor tids fjelde. Atmosfæren, som var fyldt med kulsyre, var meget gunstig for utviklingen av plantelivet. Man mener, at jordskorpen paa dette tidspunkt endnu var betydelig ophetet, havene sterkt kiilholdige og varme og luften overfyldt med kulsyre i en saadan grad, at alt dyreliv var umuliggjort. Men disse tilstande frembragte en kjæmpemæssig plantevekst. Hele denne plautemængde gik over i en form som vore dages torvmoser og kom senere under et sterkt tryk ved, at ringene om jorden styrtet ned og begravet alt under tykke dyndlag. Vore kulminer er resultatet herav. Vi maa dog ikke tro, at solen og maanen dengang skinte paa jorden som nu. De kunde saavidt skimtes gjennem de tætte skyer av taake og kulholdige luftlag. Solens og maanens indflydelse var nødvendig for at berede veien for høiere former av plante- og dyreliv. Vi kan med likesaa stor ret lægge vegten paa ordet herske som paa ordet gjorde i denne tekst. Gud foraarsaket, at solen kom til at herske om dagen og maanen om natten. Forøvrig fremstiller maanen i symbolsk betydning lovpaktens styrelse og solen den nye pakts styrelse. r s

9 o Den femte dag eller periode. Da størstedelen av vandet og luftens kulsyre var blit opsuget av bavets kridtorganismer, hvorved der dannedes mægtige kalkstensleier, og av den sterke plante vekst, som senere omdannedes til kulleier, begyndte atmosfæren at bli ren nok til, at dyr kunde indaande den. Til denne periode hører de amfibiske dyreformer som krokodillen og andre dyr, som kan leve saavel paa land som i vand. Fuglene hører ogsaa til denne periode, og i dens slutning opkom den store mammutelefant og dovendyret. Striden mellem utviklingslæren og Bibelen har altid været- skarp. Dog har der været mere gnidning mellem dem end strengt tat nødvendig. Kun med hensyn til mennesket erklærer Bibelen, at der fandt en særlig og direkte skabelse sted. Hvad der sies i første Mosebok om dyrene, synes at tale til gunst for noget i retning av en specialised utvikling". Gud sa: Yandet vrimle av en vrimmel av levende dyr, og fugler flyve over jorden ander himmelens hvælving. (1 Mos. 1 : 20.) Dette er i nøie overensstemmelse med vor tids videnskabelige resultater, som viser, at dyrisk liv først opstod i vandet og senere utstrakte sig til ogsaa at omfatte fugler og derpaa endelig landdyr. Darwins teori har skuffet de mange, som slukte den nten at ha tilstrækkelig bevis for dens sandhet. (1 Tim. 8: 20.) Forsøk, som nylig har været foretat, viser, at enhver krydsning av arter, selv hvor den tildels lykkes, i alle tilfælder ender med en tilbakevenden til de oprindelige arter i tredje eller fjerde led, og dette gjælder saavel planter som dyr. Den rette tanke synes at være den, at de forskj ellige arter under Guds overopsyn utviklet sig til en fast form, som ikke senere kunde overskrides eller forandres. Der tales imidlertid intet om en utvikling for menneskets vedkommende fra en eller anden dyreform, men tvertimot om en selvstændig skabelsesakt. Vi maa ikke vente i Bibelen at finde en fuldstændig forklaring over alle enkeltheter i den verden, som omgir os. Bibelen leverer o«blot grundlaget for vor tro, for at det Guds menneske kan være fuldkomment, duelig. 2 Tim. 3 : 17. ti

10 Den sjette dag eller periode. Da den kulsyrefyldte luft blev renere, blev planteveksten mindre frodig. Dyrelivet forandret sig paa tilsvarende maate. De sværtbyggede dovendyr og mammutdyr vek pladsen for vor tids lettere dyrearter. At mennesket indtar en særstilling ved sin skabelse, fremgaar ogsaa av dets uhyre overlegenhet over dyrene. Det første menneske, Adam, var et billede av sin skaber, det høiest staaende eksemplar av den jordiske eller dyriske skabning. Dette gudsbillede bestod i menneskets moralske og intellektuelle likhet med Skaberen. Det er vanskelig ut fra de nuværende menneskelige tilstande at kunne dømme om, hvad der ligger i uttrykket Guds billede*, fordi vi ikke har noget eksempel paa fuldkommen menneskelighet til sammenligning. Alle har syndet og fattes Guds ære* mangler noget av den herlighet, i hvilken Adam blev skapt. (Ps. 8 : 6.) Synden og døden har hersket, og likheten med Gud er gaat tapt. Alle trænger til en gjenoprettelse. Et billede av Gud i den her omtalte betydning vilde være et menneskelig væsen i fuld harmoni med den Uendelige og uten iboende uretfærdighet og synd. Adams overtrædelse var ikke en følge av uvidenhet. Den var dog heller ikke helt frivillig, men skyldtes fristelsen, som vandt i styrke ved hans begrænsede kundskap. Hans ansvar stod i forhold til den kundskap, han besad. Han visste fuldt vel, at han var ulydig mot Gud. Naar vi tænker paa mennesket i Guds billede, ser vi ganske naturlig tilbake til mennesket Kristus Jesus, som var hellig, uskyldig, ubesmittet og adskilt fra syndere", likesom oprindelig den første Adam, hvis straf han kom til verden, for at ta paa sig. 1 Kor. 15 :22. Efter vor lignelse skal de herske. Adams herredømme over den lavere skabning var likt Guds herredømme over universet. Englene, som dog er i Guds billede, har icke et saadant herredømme over skabninger av lavere rang. Menneskets herredømme, som bier omstyrtet ved synden, skal gjenoprettes under Messiasriket. Ap. Gj. 3 : VW vw^ 7

11 Den syvende dag eller periode. Ved denne fremstilling av skabelsen har vi fulgt en tankerække, som synes at bli mere og mere alminde lig antat av bibelforskere. Vi lever nu i den syvende skabelsesperiode eller dag, som begyndte, hvor den sjette endte, efter at Gud hadde skapt Adam i sit billede og efter sin lignelse. 1 Mos. 1 :26, 27. Gud hvilte da fra sin gjerning, fra at skape. Han forutsaa syndens tilladelse og dens sørgelige virkninger paa menneskeslegten. Han visste forut, hvilke skridt han vilde ta for at tilvejebringe en gjenløser for siegten, og det var hans plan, at denne gjenløser skulde utvælge en liten skare troende, som i billedlig sprog kaldes Kristi brud. Gud hadde til hensigt at gi denne gjenløser og hans brud magten, herredømmet, regjeringen over jorden og tilsidst at la Messias retfærdsrike hjælpe alle de villige og lydige ut fra syndens og dødens trældom. Gud hvilte fra sin skabe rgjerning i den forstand, at han ikke anvendte sin magt til at omstyrte synden og opløfte menneskeslegten. Han betrodde denne sak til Gjenløseren, Jesus, forat han skulde utføre den ved sit forsoningsoffer og sin hørlige regjering, som skal befri menneskeslegten fra synden og døden. Menigheten, som er Guds nye skabning i denne hvileperiode, er himmelsk, ikke jordisk. 2 Kor. 5 :17; Heb. 3:1; 4 :1 4. Der hævdes, at ifølge Bibelens tidsregning er der allerede gaat seks tusen aar siden Adams skabelse. Om saa er, maa Messias tusenaarsregjering, som avslutter den store syvende periodedag, være nær forhaanden. Ifølge denne tiltalende teori vil Kristi gjerning i det nær forestaaende tusenaarsrike fuldende skabelsesverket. Ikke alene vil menneskeslegten bli bragt tilbake til menneskelig fuldkommenhet, men vil i mellemtiden ha vundet den tiltrængte erfaring med hensyn til godt og ondt. Ogsaa jorden vil gradvis naa til et fuldkommenhetens stade vil bli til et verdensomfattende gjenoprettet paradis. t

12 Evas skabelse. M ens Adams skabelse fandt sted i slutningen av den sjette dag, synes Evas skabelse at ha foreg aat i begyndelsen av den syvende dag. Hvorledes vi nu end ser paa denne sak, blev det første menneskepar skapt omkring begyndelsen av den syvende dag eller periode, som nu er nær sin avslutning. Eva var blot en del av Adam og blev utskilt fra ham i en bestemt hensigt forat siegten kunde bli forplantet. Adam besad oprindelig alle de egenskaper, saavel mandlige som kvindelige, som senere blev delt mellem ham og hans hustru, da hun blev tat fra hans side. Adam var en tid alene i Eden; av dyrene og fuglene var der ingen, han kunde ha samfund med. Men Eva var hans like, ben av hans ben og kjød av hans kjød. Selve forskjellen i deres egenskaper og karakterer gjorde dem saa meget mere tiltrækkende for hinanden, fordi den ene følte sig fuldstændiggjort i den anden. De to var ett; ingen av dem var fuldstændig uten sammen med den anden. Adam var slegtens fader, men forspildte sin evne til at gi den fuldkomment liv. Jesus er den anden fader, den anden Adam, gjennem hvem det vil bli mulig at naa det evige liv. Eva var delagtig med Adam i den synd og ulydighet. som førte dødsstraffen med sig. Saaledes skal ogsaa den utvalgte menighet, Kristi brud, naar den engang er fuldtallig og herliggjort, bli medarving med ham i riket og hans medhjælp, naar verden i gjenfødelsen under Messiasriket skal gjenoprettes. Endnu en tanke er blit fremdrat: Jesus erklserte, at de, som naar frem til opstandelsen, hverken skal ta til egte eller gives til egte. Likesom Adam oprindelig besad alle karakteregenskaper, baade mandlige og kvindelige, saaledes vil menneskeslegten, naar den fuldt ut er bragt tilbake til Guds billede og lignelse, gjenvinde ogsaa denne fuldkommenhet i personligheten. Kjønsforskjellen vil da ophøre. Jorden vil være tilstrækkelig befolket. Luk. 20 : 35, 36. 9

13 Da slangen besnæret Eva. Det nye testamente stadfæster beretningen i første Mosebok om, hvorledes Eva blev bedraget, og bevidner, at Adam lot sig forlede til ulydighet ved hendes indflydelse. Paulus erklærer, at Adam ikke blev bedraget, og at han derfor hadde større ansvar. Skriften viser os overalt, at det var gjennem Adams ulydighet, fordømmelsen kom over hele siegten. Han var det ansvarlige overhode. Synden kom ind i verden ved ett menneske, og døden ved synden. Rom. 5 : 12. Bibelen beretter om Evas higen efter kundskap og om, at Satan benyttet sig av dette begjær til at forføre hende til ulydighet. Yi behøver ikke at anta, at slangen talte i hørlige ord, men snarere gjennem sine handlinger. Gud hadde tillatt vore første forældre frit at æte av alle trær i paradiset undtagen av det særlige kundskapens træ paa godt og ondt". For at prøve deres lydighet hadde Gud for en tid forbudt dem at æte av dette træ. Han hadde sagt til dem, at hvis de aat av dette træs frugt, vilde de dra forbandelsen dødsstraffen over sig. Slangen aat de forskjellige frugter, men syntes særlig at foretrække den forbudne. Eva la nu merke til, at slangen ikke døde av denne frugt, og sluttet derav, at Gud hadde forbudt dem at røre det allerbedste træ i haven. Hun fik den tanke, at Gud i egenkjærlighet hadde forbudt dem at nyte denne frugt, fordi han var bange for, at hans skabninger skulde bli likesaa vise som han selv. Eva meddelte ikke sin egtefælle noget om disse sine tanker. Hun besluttet at æte selv, erhverve sig kundskapen og saa senere hjælpe Adam til den. Adam forstod fuldt ut det skjæbnesvangre i Evas ulydighet. Han tænkte paa de lange dage, før han fik hende til medhjælp, og paa, at han nu snart skulde være ensom igjen. I sin fortvilelse besluttet han derfor at ta del i hendes synd og saaledes paadra sig den samme straf. (P1Adams død var et langsomt selvmord. \Hans døende tilstand varte 930 aar. 10

14 Utdrivelsen fra Edtn. Guds ord maa staa fast, hvadenten det nu er et løfte om evig liv eller en dødsdom. Der er ingen forandring hos ham, ingen skygge av omskiftelse. Forbandelsen, dødsdommen, som Herren hadde uttalt, blev utført. om end ikke øieblikkelig. Adam blev ikke dræpt ved lynnedslag. Gud visste alt fra begyndelsen av og hadde planlagt en forløsning for Adam og Eva og deres barn. I den hensigt kom Jesus til verden og døde, den retfærdige for de uretfærdige," og som et resultat derav vil forbandelsen tilsidst bli ophævet. Ingen forbandelse skal være mere, ei heller sorg, ei heller skrik, ei heller pine skal være mere. Aab. 22 : 3; 21 : 4, 5. Yi har allesammen hørt fortælle, og mange av os har trodd det fuldt og fast, at straffen for Adams ulydighet var et evig liv i pine, som alle Adams efterkommere maatte dele med ham undtagen nogen ganske faa de hellige, de utvalgte. Da der blev sagt os, at dette var Bibelens lære, trodde vi det uten bevis. 1 Tess. 5 : 21. Men nu begynder de kristne at ransake sin Bibel mere omhyggelig. De finder da, at forbandelsen, syndens straf, er noget ganske andet. Den løn, som synden gir, er døden. (Rom. 6: 23.) Den sjæl, som synder, den skal dø. Denne dødsstraf har hvilt over Adam og hans siegt i seks tusen aar. Det var denne dødsdom, som ifølge baade det gamle og det nye testamente blev uttalt over Adam. Jorden være forbandet for din skyld! Torner og tidsler skal den bære dig. I dit ansi jts sved skal du æte dit brød, indtil du vender tilbake til jorden; ti av den er du tat; ti støv er du, og til støv skal du vende tilbake." Fra denne forbandelse løskjøpte Jesus os, ved at han døde for os, den retfærdige for de uretfærdige. Og fra denne dødsforbandelse vil Messias befri alle ved opstandelsen fra de døde. Likesom døden er kommet ved et menneske, saa er og de dødes' opstandelse kommet ved et menneske." 1 Kor. 15 : 21; Rom. 5 :

15 Stolthet, m isundelse, vrede, mord. Adam og Eva fik ingen barn i Eden. De hadde arbeidet nøgen tid i sit ansigt«sved, tør de fik sin førstefødte, titen tvil mottøk han i fødselsarv en skinsyk og melankolsk karakter. Arbeidet og møien foraarsaket pirrelighet hos de to, som hadde set bedre dage i Eden. Deres misfornøielse med hinanden, vrede mot Skaberen og utilfredshet med sin livsskj sebne satte præg paa deres avkom, Kain. Siden har synden og døden hersket i verden. Der blev ogsaa født dem døtre og senere endnu en søn, Abel, som hadde en helt anden karakter end deres førstefødte. Livets erfaringer hadde bløtgjort deres hjerter. De mindtes den haabets straale, som blev git dem i forbindelse med dødsdommen, nemlig at kvindens sæd skulde knuse slangens hode. Abefe karakter viser, at han hadde et angerfuldt hjerte og ønsket at behage Gud. Hvis forældre fuldt nt forstod, hvilken mægtig indflydelse deres sindstilstand har paa barnene, vilde de bestræbe sig for at gi dem en god fødselsarv. Aar gik efter aar, Kain og Abel føke sig opmuntret ved løftet om kvindens sæd og ved haabet om at vinde Guds gunst; de nærmet sig ham med ofre for at høste en velsignelse derav. Gud antok Abefe offer, som bestod av dyrisk liv, fordi det var et forbillede paa Jesu død som et grundlag for tilgivelse av synder. Forkastelsen av Kains offer viser, at uten blodsutgydelse sker der ikke forladelse for synder. Kain burde ha skaffet sig et dyr for dermed at bringe et antagelig offer i lydighet mot Guds vilje, latedet derfor tillot han vrede, ondskap, hat og kiv at komme op i sit hjerte. Følgen var, at han blev en morder. 1 Mos. 4 : 5 8. Paulus sier, at Abefe blod ropte til Gild om retfærdighet overfor Kain. Men Jesu blod ropte til Gud om naade for synderen. Enhvur urwærdighet roper til Gud om retfærdighet. Ved en særlig pakt nedlægger Jesus og hans utvalgte menighet Kvet i off ørt j eneste for Adam og hans stegt. (Rom. 18 : 1.) Naar disse bedr* ofre* ar fuldendt, vil gjenoprettelsen komme. IS

16 Abel som den første martyr. Ordat martyr" betyr vidne og brukes særlig med henblik paa dem, som trods lidelse og død trofast vidner om Herren. Abel har»ren v* at være dan {errate martyr. Dot/ er værd at lægge merke tä, at næsten alle martyrer er blit forfulgt av sine brødre. Saafødes var det hovedsagelig jødiske brødre, delagtige i samme velsignede haab eg samme løfter, aom forfdgte Jesus og hans apostler. (Joh. 16 : 2, 8,) Hvor besynderlig, at det netop skal være aaaledes! Paa lignende maate har kristne i evangelietidsalderen maattet utholde forfølgelser fra raedkrktne. Skriften har forutaagt dette! Eders brødre, som hater eder, som støter eder fra sig for mit navns skyld, sier: La Herren vise sin herlighet, forat vi maa se tiders glæde! De skal bh tilskamme. Enhver martyr vil tilsidst i forhold til sin trofasthet faa sin belønning, en livets krone, mens alle forfølgerne vil bli tilskamme. Syndens og dødens vælde hadde vart i fire tusen aar, før Gud sendte sin søn til verden for at gjenløse og befri den. Som Gjenløseren vil han utfri menneskeslegten fra syndens og dødens trældom; men først maatte han bære straffen dø som den retfærdige for de uretfærdige. I løpet av disse fire tusen aar hadde menneskene fra tid til anden faat dunkle løfter. Men ikke saa meget som et tilløp var blit gjort til at opfylde dem, før Jesus kom. Desuten angik disse dunkle løfter kun det jødiske folk. De andre nationer, hedningerne, hadde intet løfte faat om at opnaa forbindelse mei Gud. De var dødsdømte syndere uten haab. De var, som Paulus sier, utelukket fra Israels borgerret og var fremmede for pakterne med deres løfte, uten haab og uten Gud i verden. Ef. 2 : 12. I seks tusen aar har, efter hvad Paulus sier, synden og døden hersket. De kristne ber stadig om, at den herlige messiasdag maa komme, da Satan skal bindes, og velsignelser skal træ istedetfor synd, sorg og død. Aab. 21 : 4. 18

17 Sorg og veklager begynder. Det første dødsfald i Adams familie maa ha ført en mørk skygge med sig. Det haab, som hadde sin ' rot i Guds løfte om, al kvindens sæd skulde knuse slangens hode, var midlertidig slaat ned. Kort tid efter bier 8et født. Hans navn viser, at forældrene mente, han skulde bli den mand, som Herren hadde talt om. De sa» ikke, at løftet gjaldt Messias, som først skulde komme Ung, lang tid efter, og hvis gjerning verden endnu venter paa. Skjønt vi kalder dette det første dødsfald, maa vi dog ikke glemme, at i Guds øine var Adam og hans siegt allerede i forveien døde, da ingen kan faa evig liv uten ved Frelserens forsoningsverk. Av verdens befolkning, som nutildags utgjør seksten hundrede millioner, dør der hver dag nitti tusen. Det er uten tvil en stor lykke for vor faldne siegt, at vi ikke kan føle altfor dypt med andre i deres sorger og besværligheter. Hvert menneske, hver familie har omtrent saa stor en mængde sorg, som de med rimelighet kan bære. En digter, som har indset det uforstandige i ubehersket sorg, synger med rette: Gaa og begrav din sorg, skjul den for verdens øie; den er din egen borg; øk ikke andres møie! Haab, glæde og fred føler vi vsd Guds løfte om, at den dag kommer, da der ikke mere skal være nogen sorg, død, synd eller pine, Messiasriket skal beseire synden og døden og gjøre, at Guds vilje sker paa jorden likesaa fuldt, som den sker i himmelen. Vore erfaringer med hensyn til synden og dens straf burde gjøre os alle medfølende. Vi burde aldrig foreta os noget, som kunde forøke andres sorg; men vi burde gjøre alt for at hjælpe andre. Jesus auslaar denne streng, naar han sier: Kom til mig, alle I, som arbeider og er besværet, og jeg vil gi eder hvile.* Por trætte sjæler findes der hvile kun i foreningen med Kristus. 14

18 Guds sønner og m enneskenes døtre. uglene blev skapt Isenge før menneskene. Men *. synd var ukjendt før Adams tid. Synden begyndte ifølge Bibelen i Edens have. Lucifer, som var en engel av meget høi rang, hadde længe næret ærgjerrige hensigter i sit hjerte. Hvis han nogensinde kunde faa en anledning dertil, vilde han la Gud og englene se sine store planer iverksat. Da nu Lucifer saa det første menneskepar, fik han lyst til at gjøre et forsøk. Dette var en ny slags væsener i Guds moralske billede. De besad forplantningsevne, hvad ingen av englene hadde. Dette gjorde, at hele siegten vilde være hans, om han blot kunde bemægtige sig det første par. Es. 14: De hellige engler blev forvirret. Lucifer var den første, som gjorde oprør mot den Almægtiges love. Men han fik ingen straf for dette, og englene begyndte at undres paa, om Gud ikke skulde være istand til at haandhæve sine love. Aarhundreder henrandt; slegter kom, og slegter gik. Guds dom: Døende skal du dø," iverksattes litt efter litt. Satan indsaa da, at hans rike, som bestod av døende undersaatter, kun daarlig svarte til hans forventninger. Saa fattet han en plan om at overliste Gud ved at utvikle en ny slags væsener, bastardmennesker, utrustet med større livskraft. Englene besad en evne til at materialisere eller legemliggjøre sig. Gud selv badde git dem den. De kunde vise sig i legemer, som lignet menneskene. Bibelen bevidner dette. (1 Mos. 18.) Englene fik lov at komme i berøring med den faldne menneskeslegt for at forsøke, om de kunde bringe den tilbake til Gud. Heb. 2:5. Beretningen i første Mosebok 6 : 2 5 lyder, at Guds sønner saa, at menneskenes døtre var skjønne; og de tok sig hustruer, hvemsomhelst de hadde lyst til*. Saaledes blev englene fædre til en ny siegt, som ikke var av adamitisk oprindelse. Beretningen sier, at de var kjæmper saavel i fysisk som i intellektuel henseende navnkundige m»nd", som fyldte jorden med vold. 15

19 Mens arken blev bygget. En saadan tingenes tilstand fik øiensynlig lov at herske i aarhundreder, uten at Gud i det ydre foretok sig noget for at hindre englenes fremfærd. Dette var en prøve for alle de hellige engler, og mange blev paa den tid ulydige, som Peter sier. 1 Pet Noas familie var en undtagelse blandt menneskene. Der sies nemlig om Noa, at han var en fuldkommen mand i sin avstamning (eng. oversættelse), hvilket antyder, at faa eller ingen andre var fuldkomne i sin avstamning, det vil si av ren adamitisk herkomst. (1 Mos. 6 : 9.) Noas familie indeholdt altsaa kun ubesmittede ialt 8 personer. Noas budskap om den forestaaende vandflom maa ha forekommet alle latterlig. Før den tid hadde det endnu ikke regnet. Den sidste av de store ringer utenom jorden bestod av rent vand. I aarhundreder hadde den været utspændt over hvælvingen. Hele jorden var som et stort drivhus. Der var praktisk talt ingen forandring i aarstiderne og intet uveir. Den mægtige vandhimmel gjorde sommeren stedsevarende. Om denne periode læser vi, at»gud Herren hadde [endnu] ikke latt det regne paa jorden" (1 Mos. 2:5.) Noa, som præket retfærdighet, blev spottet og regnet for en taape, fordi han trodde paa Guds ord, likesom ogsaa andre av Herrens folk til forskjellige tider er blit og endnu biir haanet av dem, som mangler tro. Endelig kom floden. Den store avgrunds [vandhimmelens] kilder brast. Derved styrtet uhyre mængder av vand ned ved polerne; der opstod to store flodbølger, som oversvømmet jorden med et betydelig vandlag, utvidet havleierne og bragte nye bjergkjeder til at hæve sig. Man antar, at Armenien har været menneskeslegtens første hjem. Geologien lærer os, at landet deromkring engang har været dækket av stille, dyndavleirende vand, hvad de tykke alluviale lag beviser. Det var der, Arken fløt omkring og ved Guds forsyn landet paa bjerget Ararat, hvor den kostbare last blev utlosset, som paany skulde befolke verden. 16

20 Kjæmpernes utryddelse. Fortællingen om, hvorledes englene faldt fra sin stilling som Guds sønner og blev dæmoner, hjælper os til at forstaa, hvorfor Gud lot syndfloden utrydde hele menneskeslegten med undtagelse av Noa og hans familie. Vi forstaar, at Gud like fra først av kun hadde til hensigt at ta sig av Adam og hans siegt. De faldne englers kjæmpestore sønner (nefilim) var blit til mot Guds vilje. Derfor var der ikke truffet nogen foranstaltning for dem. De hadde aldrig hat nogen ret til liv og vil følgelig heller ikke faa nogen opstandelse. Derimot vil alle de, som tilhørte Adams siegt og altsaa blev gjenløst ved Jesu død, bli opreist fra døden og faa fuld anledning til at sikre sig det evige liv. Dæmonenglene opløste sine kjødlegemer og overgik igjen til sin aandelige tilstand. Peter og Judas gir os oplysning om, hvilken straf de blev idømt. Vi læser: De engler, som ikke tok vare paa sin høie stand, men forlot sin egen bolig [den aandelige tilstand], dem holder han i varetægt i evige lænker under mørket til dommen paa den store dag." De faldne englers dæmonernes friheter blev indskrænket. De er ikke længer istand til at utføre sine bedragerier aapenlyst: de kan ikke legemliggjøre sig som tidligere. Dog synes det, som om denne indskrænkning kun skal vare, indtil den Btore vredens dag" som om disse faldne engler da vil faa lov til igjen at legemliggjøre sig og bli virksomme deltagere i striden. De faldne engler blev nedkastet til tartaron vor jords atmosfære. Satan, som var en kerub, en engel av høiere rang, kaldes dæmonernes fyrste. Disse er ikke fyrbøtere i et helvede langt borte, men holder sig i saa nær forbindelse med menneskene som mulig. Da de ikke længer kan legemliggjøre sig, søker de at besætte mennesker og virker gjennem spiritisme, troldom o. s. v Hvis menneskene visste, hvem aanderne i virkeligheten er, vilde de med rette ha avsky for dem. Derfor gir aanderne sig ut for at være de avdøde, idet de meddeler sig gjennem aandemedier. ^ 17

21 Den daværende tidsalders ende. Uttrykket verdens ende" forekommer ofte i Bibelen' Peter taler om verdens ende eller undergang ved syndfloden- Det var ikke jorden, som forgik; men bare den tingenes tilstand, som hadde hersket før syndfloden, ophørte. En ny verden, en ny tingenes orden, blev her indført. Dette stemmer nøie overens med tanken i den græske tekst. Gjengivelsen av det græske aion med verden i vor almindelige oversættelse har bedraget mange. Istedetfor verdens ende skulde der staa tidsalderens ende Tidsalder avløser tidsalder, men Bibelen sier, at jorden staar evindelig", at Gud ikke skapte den til at være øde, men dannet den til at beboes" Den har endnu aldrig været fuldt ut beboelig og heller aldrig været bebodd i den fulde betydning av ordet. Messiasriket skal herliggjøre denne Jehovas fotskammel og gjøre den skikket til at beboes. Menneskene vil bli opreist og gjenoprettet til alt det, som gik tapt i Eden og blev gjenløst paa Golgata. De uforbederlige vil bli utryddet. Under den nye tingenes tilstand, som begyndte med Noa og hans familie, tillot Gud menneskene at følge sine egne veier og at utføre sine egne planer, og Gud grep ikke ind undtagen i særlig yderliggaaeude tilfælder. Han lot verden lære værdifulde lekser, mens han tok fat paa at utføre sine egne store planer, som samler sig om gjenløsningen som midtpunkt og gaar ut paa tilsidst under Messiasriket at opreise menneskeslegten fra dens faldne tilstand. Rom. 5 : Set fra et menneskelig standpunkt har Guds planer utviklet sig temmelig langsomt; men set fra Guds standpunkt er tusen aar som én dag Gud har tillatt det onde at regjere i seks saadanne tusenaarsdage, mens han hvilte eller avholdt sig fra at indvirke paa verdens anliggender. Men han har truffet sine foranstaltninger til, at Messias, Gjenløseren, fuldt ut kan gjenoprette de villige og lydige til alt det, som Adam forspildte. Ap. Gj. 3 :19 22.

22 - Mammutelefant indfrosset i is. Saasuart Noa og hans familie var kommet ut av arken, bragte de Gud hyldest ved at ofre til ham, og Gud satte regnbuen paa himmelen som et pant paa, at han aldrig mere vilde utrydde menneskeslegten ved en vandfdd. Der hadde aldrig været nogen regnbue før den tid, fordi det ifølge Bibelen aldrig før hadde regnet. Solens straaler hadde ikke før direkte truffet jorden, men hadde gaat gjennem vandsløret som virket omtrent paa samme maate som glastaket i et drivhus. Mange var de forandringer, som fulgte med fjernelsen av vandhimmelen. Der kom regn og oversvømmelser, uveir og skypumper, sterk kulde og brændende hete. Intet av dette hadde været mulig, saa længe vandhimmelen beskyttet jorden. Noas beruselse skyldtes den samme forandring. Druesaften hadde aldrig før gjæret, saa Noa kunde ikke i forveien vite noget om dens berusende virkning. Sammen med nedstyrtningen av vand-ringen fulgte der en sterk hete i troperne og en frygtelig kulde i polaregnene, indtil havstrømmene begyndte at utjevne forskjellen litt. Forandringen maa være kommet næsten øieblikkelig, og vi har da ogsaa beviser for dette. Høit oppe i Nord- Sibirien har man fundet en antilope indkapslet i en massiv isblok. Den hadde grønt græs i maven, hvilket viser, at den maa ha død pludselig, mens den holdt paa at æte. Likeledes har man fundet en mammutelefant indfrosset i isen med utygget føde mellem tænderne. Vi ser saaledes, at polaregnene engang har hat et klima som den tempererte sone nu, og at forandringen maa ha kommet ganske pludselig, hvad der kun kunde ske ved en nedstyrtning av vand-ringen. De store ismasser, som derved opstod i de nordlige egne, har holdt sig gjennem aarhundreder. Dog frøs ikke alt vandet til is; noget løp bort fra polerne i store flodbølger og førte vældige gletschere med sig ned over Nordvest-Europa og Nord-Amerika, hvad v id e D - skapsmændenc klart hår paavist. 19

23 Grækenlands og Æ gyptens halvguder Længe har de lærde undret sig over, hvad der ve). kunde ligge til grund for den græske mytologi eller gudelære. Naar vi nu gir agt paa Guds sikre ord, kan vi se, at de legemliggjorte engler fra tiden føi syndfloden blev til guderne i grækernes mytologi, asens deres avkom, kjæmperne, blev til halvguderne. Tænkende mennesker vil kunne naa til mange slutninger ut fra denne antydning. Ægyptologerne er blit forbauset over, hvad de har fundet i Faraonernes gravkamre. I nogen av dem har man fundet historiske lertarler, som øiensynlig forfølger Faraonernes herkomst tilbake til skabelsen til len første Farao, Adam. Men disse tavler indeholder saa mange flere slegtled end Bibelen, at ægyptologerne har tapt al tro paa beretningen i første Mosebok. De biir bibelkritikere, forkaster Bibelens beretninger og fssster tillid til den historie, som findes paa de ægyptiske lertavler. Dog maa de indrømme, at disse historiske beretninger motsier hverandre mere eller mindre. Den mest akkurate av dem er uten tvil Abadystavlen, som blev fundet i Seti den 1stes gravkammer sandsynligvis den Farao, som gjorde Josef til sin førsteminister, og som antagelig døde omtrent 120 aar før Mose fødsel. Det eneste, man har at indvende mot denne stamtavle, er, at den ikke er saa lang som nogen av de andre. Imidlertid har Farao Seti den 1ste bevart den for os med stor omhu. Han lod hugge en 60 fot dyp schakt ned i den massive klippe. I denne dybde uthngget han«stenhuggere den stentrap, i hvilken Abadysstamtavlen findes indhugget. En nøiagtig kopi av den findes i British Museum. Vi har med store omkostninger og meget besvær sikret os et fotografi, som vi her fremstiller. Vor hensigt dermed er at vise, at den bedste av de ægyptiske beretninger stemmer overens med første Mosebok. Grunden til, at denne liste over Faraoneme er Kortere end de andre, er, at den utelater navnene paa guderne og halvguderne, som de andre lister har tat med.

24 f FRA APAM TIL MOSES es :co w <.m «o.eo 7» boo 900 oco hoq i?oc uao k x «se uco itw iw røfl zwo no: ;. i ; ; o 2 u ; v, m i i atüüt DER VAR BLOT FEM M Ü IE M L E D MELLEM ADAM OG MOSES: METUSALEM 5EM I5AK n, LEVI OG AM RAM FRA M O S ES AE HAR VI DUt SAMMENHÆNGENDE HISTORIE S E M I I S A K JAKOP T ty i TE*!-- 1AMRAM1 / 1. 'M p sé S.)/ Adam (Mena) var den første Farao. Abadystavlen er i fuld overensstemmelse med Mose b \ beretning i første Mosebok og biir ofte bekræftet av den græske historieskriver Herodot og den ægyptiske Manetho. Den viser, at Adam var Mena, den første Farao, og Noa den tyvende, mens de mellemliggende atten led svarer til Moseboken med en forbausende nøiagtighet. Menas hustru var Schesch, paa hebraisk Ischa kvinde. Hendes førstefødte søn var den anden Farao. Abadystavlens led følger i samme orden som leddene i første Mosebok kapitlerne 4 6. Først kommer Kains linje ned til Jabal, som kaldes Kakan. Paa den tid var øiensynlig guderne og halvguderne begyndt at regjere over menneskene og fylde jorden med vold. Setis liste utelater navnene paa dem. Alle halvguder blev utryddet ved syndfloden. Noa er den næste i rækken med en kongelig titel. Men da han ikke var av Kains siegt, gaar Abadystavlen her tilbake i tiden, omtaler Abel og Set og gir os derpaa Sets linje (uten titler) ned til Noa, saaledes som den findes i Moseboken. Alle disse har som Faraoner sine kongelige ovaltegn, men ingen overtitel. Efter Noa (Nofru), Farao den 20de, gaar linjen videre gjennem hans søn Kam (Chamu Chufu). Noas andre to sønner er med rette forbigaat uten omtale, da de drog til Europa og Asien, mens bare Kam drog til Ægypten. Saa vidunderlig stadfæstes Bibelen nu av selve de indskrifter, som man først trodde motsa den. Moses var oplært i al ægypternes visdom, men desuten var han Jehovas profet og omtales som saadan av Jesus. Skjønt Moses levet 2000 aar efter Adam, behøvde historien dog kun at passere gjennem nogen faa led op til ham, saaledes»om tegningen viser. Mt'usal em Isak Amram Adam Sem I.tvi Moses Linjerne, som gaar ind over hverandre, viser, hvorledes Adams 930 aar, Metusalems 969, Sems 600, Isaks 180, Levis 187, Amrams 137 og Mose 120 aar naadde ind i hverandre. De perioder, hvor to og to av de nævnte mænd levet samtidig, var henholdsvis paa 113, 68, 60, 40, 58 og 31 aar.

25 Babelstaarnet. Aar efter syndfloden begyndte verden atter at bli folkerik. Beretningen om Noa og hans sønner var blit mere eller mindre glemt, og løftets bue hadde (apt meget av sin betydning. Da nu folk mistet tilliden til Gud, begyndte de at bygge Babelstaarnet, som skulde frelse dem paa trods av Gud fra en ny syndflo 1, hvis der skulde komme en saadan. Likesom mange andre, som besidder megen verdslig visdom, var de meget kortsynt. Skriften misbilliger en saadan mangel paa tro blandt de kristne, naar de vil forsøke at beskytte sig selv og fremme sine jordiske interesser uten at ta Gud og hans plan med i sine betragtninger Der er ogsaa nogen nutildags, som paa denne maate later haant om Gud og sier: Stol bare ikke paa, at Gud skal opfylde sine løfter. Hvis De venter paa, at Gud skal gjøre noget for Dem, vil der aldrig bli gjort noget. Vi lever med andre ord i en tid, da troen paa Guds vilje, paa Guds plan og løfter synes holde paa at forsvinde. Gud avgjorde saken dengang ved at forvirre folkenes tungemaal og adsprede dem, saa at de ikke oftere kunde samarbeide i slike taapelige foretagender. Bibelen hentyder hertil, naar den sier: Han fastsatte bestemte tider og grænser for deres bolig, forat de skulde søke Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham. Sprogforvirringen er noget av det mest bemerkelsesværdige i verden. Den har været en skranke, som har hindret menneskene i at slutte sig sammen Og utføre sine egne selviske og syndige planer. Dette er grunden til, at den store vredens dag biir utsat. )Nu holder sprogskrankerne paa at nedbrytes, og vi finder i overensstemmelse hermed en tilbøielighet hos menneskene til at slutte sig sammen. Der dannes foreninger og truster baade av rike og fattige. Man søker paa denne maate at beskytte sig selv. Kongernes og fyrsternes herredømme trues ved utbredelsen av fælles sprog og almen oplysning blandt masserne, som vaagner op til forstaaelse av sine rettigheter.

26 Abraham, Guds ven. Abraham blev Guds ven derved, at han la en sterk tro for dagen, da han efterkom Guds opfordring til at forlate sit eget land og dra til Kanaan. Ved denne lydighetshandling blev han arving til dette løfte. I dig og i din sæd skal alle jordens slegter vel- 8ignes. Paulus forklarer (Gal. 4 : 23, 24), at Abrahams hustru var et forbillede paa denne pakt eller dette løfte. Den lange tid, da Sara var ufrugtbar, svarer til Kiisti længe utsatte komme for at opfylde løftet. Isak var et forbillede paa Messias, arvingen til loftet. Isaks brud, Rebekka, forestilte den utvalgte menighet, Kristi brud og medarving til løftet. Paulus sier, at Hagar var et billede paa lovpakten, som blev sluttet med Israel paa Sinai bjerg, mens Israel selv blev fremstillet ved Ismael. (Gal. 4 :25.) Likesom Hagar og Ismael blev utdrevet, da Isak var født, og holdt paa at omkomme, saaledes har ogsaa det jødiske folk været utdrevet av Guds gunst i 18 aarhundreder og er nu ikke langt fra at omkomme. Likesom Guds engel viste Hagar hen til en vandkilde, hvor Ismael blev vederkvæget, viser Guds budskap nu jøderne hen til en vandkilde, og deres sionistiske forhaabninger blomstrer frodig. Ofringen av Isak fremstilte Kristi offer, som var nødvendig, forat han kunde bli Abrahams aandelige sæd med magt til at velsigne verden. Den tjener, som blev utsendt for at kalde Rebekka, Isaks brud, er et vakkert billede paa den hellige aand, som kalder menigheten til at bli Kristi brud og medarbeider i den store gjerning at velsigne Israel og alle jordens slegter. Rebekkas reise med Elieser fremstiller menighetens vandring i evangelietidsalderen for at møte Kristus, brudgommen, som vil ta den til sig ved sit andet komme. Abraham var et billede paa Gud Jehova, efter hvis løfte alle jordens slegter vil bli velsignet. Dette løfte har været Israels haab i 35 aarhundreder. Gal

27 Sodornas ødelæggelse. Sodomiterne bebodde en rik dal og undgik derved en del av forbindelsen, som lød paa, at menneskene akulde tete det daglige brød i sit amigts sved. Disse forbold medførte den egenajserlighet og synd, aom sodomiterne ifølge Bibelens utsagn gjorde sig skyldig i Hovmod, fuldt op av brød og sikker tryghet badd» hun, og den elendiges og fattiges baand styrket bui ikke; men de øvet vederstyggelighet for mit aasyu og jeg ryddet dem bort, da jeg saa det. Eiekie) 18:49, 50. Gud satte sodomiternes ødelæggelse til et eksempel aa synderes Bkjsebne død, ikke evig pine sier Sudae. Jesus erklærer: Ild og svovl regnet ned fra himmelen og ødela dem alle." Luk. 17:29. Bibelen lærer, at sodomiterne ikke er haabløst utleddet at Guds barmhjertighet i Kristus ogsaa rækkei til for sodomiterne, skjøut de var Btore syndere. Saavel irofeten Esekiel som Jesus selv erklærer, at han, naat nan ved sit andet komme opretter Messiasriket, vil gi anledning til prøve eller dom for verden i almindelighed for alle dem, som ikke i dette liv har hat nogen fuld anledning. Ogsaa sodomiterne vil da faa leilignet til at høre om Guds naade, til at motta den og fryde sig vod den. J søhs sr kl sarte, at paa den tid vil sodomiternes tilstand bli taahgere end deres, for hvem han præket ved sit første komme. Grunden til dette, sier han, er den, at hvis sodomiterne hadde faat samme anledning som indbyggerne i Korasin, Betsaida og Kapernaum, vilde de ha omvendt sig i sæk og aske. Derfor vil det i den fremtidige prøvetid gaa dem taaligere end de folk, som hørte og forkastet budskapet. Matt. 10 :15; 11: Enekiels profeti (16:49 61) er meget tydelig. Den erklærer, at der vil komme en gjenoprettelsens og velsignelsens tid for Israel, og omtaler ogsaa, at sodomilerne paa samme tid vil erholde gunst fra Gud, naar 'ler. nye pakt biir oprettet i Messiasriket. Q,Jeg vil oprette min pakt med dig, og du skal le, at jeg er Herren. 24

28 Prestekongen Melkisedek. Melkisedek var den høieste Guds prest og paa samme tid Salejns (freds-) konge. Abraham hyldet ham og gav ham tiende. Gud har profetisk erklært gjennem psalmisten, at Messias skulde være prest for evig efter Melkisedeks vis. Ps. 110:4. Jøderne oversaa denne profeti, idet de mente, at alt, hvad der i Guds plan hadde med ét presteskap at g] øre, skulde opfyldes gjennem Arons prestedømme, hvilket imidlertid blot var forbilledlig. Deres forventning om MesBiasriket og dets herlighet gjorde dem blinde overfor Messias gjerning som forsonende prest. De saa ikke, at Messias skulde bestaa av mange lemmer. Jesus er denne prests kode, og den ntvalgte menighet er legemet. Erklæringen om, at Melkisedek var nten fader eller moder, nten dages begyndelse aller ears ende, har indtil ganske nylig forvirret mange bibelforskere. Forstaaelsen av dette er imidlertid meget liketil Melkisedek var i sit prestedømme uten fader eller nsoder. Han arvet ikke sit prestedømme. Med hensyn til sit embede var han uten dages begyndelse eller aars ende, idet der nemlig ikke sies noget om, naar hans prestedømme begyndte. Likesaa litt som der var truffet nogen foranstaltning for en efterfølger til at avløse bau. I disse henseender var han et forbillede paa Messias. Heb. 7 :1 4. Melkisedek antages at ha vssret en av de hyrdekonger, som erobret Ægypten og omtrent aar 2170 f. K. bygget den store pyramide, som i aartusener har vseret bekjendt som et av verdens syv underverker. Astronomerne fortæller os, at maalforholdene i denne merkelige bygning, som dækker ni tønder land, angir aarets længde, jordens vegt, dens middelavstand fra solen o. s. v. Dens indre system av ganger fremstiller raenneskeslegtens historie. Den nedadgaaende gang betegner syndens og dødens vei, de øvre ganger loven, evangelietidsalderen, menighetens kommende herlighet og menneskeslegtens gjenoprettelse. 25